Selvom voldgift hviler på en grundlæggende forudsætning om, at parterne skal kunne vælge den eller de voldgiftsdommere, som de anser for bedst egnede til at afgøre deres tvist, er det ikke altid nok blot at forholde sig til en kandidats faglige profil eller erfaring med voldgift. For at finde den rette kandidat bør man som part samlet vurdere såvel kandidatens faglige som personlige egenskaber for at øge sandsynligheden for, at ens synspunkter i det mindste bliver hørt og drøftet korrekt under voteringen. Det er som bekendt ikke tilstrækkeligt at have ret – det handler også om at få ret, skriver Frederik Kromann Jespersen.

Af Frederik Kromann Jespersen, partner Skau Reipurth

For det kollegiale panel af voldgiftsdommere er voteringen ofte et af højdepunkterne i sagen. Det er tidspunktet, hvor man som voldgiftsdommer får mulighed for at drøfte sin og sine dommerkollegers opfattelse af sagens relevante tvistepunkter på baggrund af de beviser og synspunkter, som parterne henholdsvis har fremlagt og gjort gældende. Det er et stort privilegium at kunne diskutere et emne intensivt med andre, som (i hvert fald i et afgrænset tidsrum) har samme interesse for emnet og samme grundlag for at diskutere det.

Principielt er der næppe de store forskelle mellem votering ved de almindelige domstole og i forbindelse med en voldgiftssag. Voldgift er dog kendetegnet ved parternes mulighed for selv at udpege den eller de personer, som skal fungere som voldgiftsdommer(e) under sagen, og selvom en part givetvis har stor interesse i at udpege den fagligt set mest kvalificerede kandidat, bør parten også overveje, hvordan kandidaten må forventes at kunne indgå i voteringen. Uanset faglig dygtighed kommer man ikke udenom, at voteringslokalet til tider også får karakter af et forhandlingslokale, hvor sagens resultat eller måske begrundelsen derfor skal ”bokses” på plads, og dommerens evne til at indgå i sådanne forhandlinger kan nemt have betydning for vedkommendes muligheder for at få sit synspunkt igennem over for de andre dommere.

Emnet for dette indlæg er at sætte nogle ord på den typiske voteringsproces og de overvejelser, som en part i en voldgiftssag, der skal afgøres af flere partsudpegede voldgiftsdommere, bør gøre sig om en given kandidats – forventede – forudsætninger for at kunne gøre sig gældende under voteringen, inden parten formelt udpeger vedkommende som voldgiftsdommer.

Formålet med og tilrettelæggelsen af voteringen

Det overordnede formål med voteringen er at drøfte – og sortere i – de beviser og juridiske synspunkter, som parterne henholdsvis har fremlagt og gjort gældende til støtte for et bestemt resultat i lyset af sagens faktiske omstændigheder. Til tider kan det også være nødvendigt at drøfte forhold, som voldgiftsretten ex officio har måttet adressere og italesætte over for sagens parter.

Voldgiftsdommerne bør under voteringen sikre, at alle relevante synspunkter drøftes, herunder at de respektive synspunkter kan føre til det resultat, som hver part har plæderet for i lyset af partens påstand(e). Det er som oftest formanden for voldgiftsretten, som konkret fastlægger, hvordan voteringen skal foregå, og der kan være stor forskel på, hvordan dette sker i praksis. Hvis formanden har en faglig baggrund som dommer ved de almindelige domstole, kan der være en tilbøjelighed til, at voteringen kommer til at foregå på samme måde som ved domstolene, dvs. at den yngste dommer typisk voterer først. Hensynet bag denne ordning er navnlig at sikre, at den yngste dommer stilles frit i forhold til sit votum og ikke føler sig ”tvunget” til at votere for et specifikt resultat, som en ældre dommer måtte have voteret for.

Andre formænd er af den opfattelse, at netop dommeren med længst anciennitet bør votere eller i hvert fald tilkendegive sin opfattelse først for derved at øge sandsynligheden for, at de øvrige dommere fra starten spores ind på de – efter den førstevoterendes opfattelse – relevante, juridiske synspunkter og bevistemaer. Hvis en eller flere af voldgiftsdommerne derimod har for eksempel en teknisk – modsat en juridisk – baggrund, og hvis sagens omdrejningspunkt er teknisk kompliceret, kan voteringen også være tilrettelagt på den måde, at netop den eller disse dommere skal votere først for derved at søge at sikre, at sagens tekniske omstændigheder fastlægges korrekt og indledningsvist.

I praksis forekommer det dog nok oftest, at voteringen foregår som en fri (men styret) dialog mellem voldgiftsdommerne – eventuelt hjulpet på vej af en dagsorden, som typisk formanden for voldgiftsretten på forhånd har udarbejdet. Denne fremgangsmåde er selvsagt den mindst rigide og er egnet til at sikre, at dommerne løbende kan adressere forskellige synspunkter og afstemme, hvorvidt man er enig i bedømmelsen af rækkevidden af det pågældende synspunkt i forhold til det resultat, som en part har plæderet for. Afhængigt af sagens kompleksitet og de konkrete omstændigheder kan også formuleringen af præmisserne i voldgiftskendelsen helt eller delvist fastlægges under voteringen. Sædvanligvis udarbejder voldgiftsrettens formand et udkast til kendelse på baggrund af drøftelserne under voteringen, som de øvrige voldgiftsdommere efterfølgende får lejlighed til at kommentere.

Voteringen er en meget koncentreret proces, som kun lader sig gennemføre effektivt, hvis samtlige voldgiftsdommere har forberedt sig grundigt og er deltagende i processen. Dette er dog efter min erfaring også tilfældet i langt de fleste sager, og jeg oplever ofte, at man på trods af en sags kompleksitet og omfang ret hurtigt får afstemt, hvorvidt der er enighed om resultatet og dets begrundelse allerede under de indledende voteringsdrøftelser. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at forhold ikke senere kan genbesøges (f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af præmisserne i kendelsen), eksempelvis hvis en voldgiftsdommer har tilkendegivet, at vedkommende voterer under tvivl i forhold til et eller flere forhold under sagen.

Hvis én af voldgiftsdommerne er uenig i de øvrige dommeres bevisvurdering eller resultat (eller måske blot begrundelsen derfor), kan vedkommende principielt afgive dissens. Denne mulighed er i praksis nok forbeholdt de situationer, hvor en dommer vitterligt ikke kan ”se sig selv” stemme for flertallets resultat eller begrundelse, og erfaringsmæssigt skal der meget til, før en voldgiftsdommer insisterer på at dissentiere. Som regel kan uenigheder om sagens resultat eller begrundelsen derfor løses hen ad vejen.

Udpegning af voldgiftsdommeren med sigte på voteringen

Som nævnt får voteringen ofte karakter af en forhandling, hvor voldgiftsdommerne drøfter forståelsen og rækkevidden af sagens relevante beviser og juridiske synspunkter. Som ved enhver anden forhandling afhænger den enkelte voldgiftsdommers mulighed for at overbevise sine meddommere om et givet forhold blandt andet af vedkommendes erfaring, faglige profil og personlige gennemslagskraft. Som den part, der skal udpege en voldgiftsdommer, bør man ikke være blind for denne kendsgerning.

Voldgift er en traditionsbunden disciplin og har længe været kendetegnet derved, at ældre personer med solid erfaring inden for voldgift ofte udpeges som voldgiftsdommere. Som part kan man derfor være bekymret for at udpege en yngre kandidat af frygt for, om vedkommende kan gøre sig gældende under voteringen. Men den bekymring kan let være ubegrundet – navnlig hvis den yngre kandidat er fagligt velfunderet i forhold til de (måske tekniske) forhold, som sagen vedrører. En parts valg af voldgiftsdommer kan dermed i høj grad være påvirket af, hvem de øvrige dommere i panelet er eller må forventes at være. Der kan være situationer, hvor man som part ikke ved, hvem modparten udpeger som voldgiftsdommer, når man selv har udpeget sin voldgiftsdommer, f.eks. når man som klager afventer indklagedes svarskrift med oplysning herom, jf. Voldgiftsinstituttets Regler for behandling af voldgiftssager (§ 13, stk. 1, litra k). Men i praksis er det som oftest klart, hvem eller hvilken type modparten vil eller må forventes at udpege.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvilken kandidat man bør pege på. Og det nemme (og helt uanvendelige, generiske) svar er, at det afhænger af den konkrete sag. Klart er det dog, at hvis sagen hovedsageligt er en juridisk tvist om for eksempel forståelsen af et sæt aftalevilkår, er der som udgangspunkt næppe meget vundet ved at udpege en voldgiftsdommer, som ikke har juridisk baggrund. Omvendt er det klart, at en voldgiftsdommer med juridisk baggrund kan komme til kort, hvis sagens omdrejningspunkt hviler på den praktiske forståelse af en branchesædvane. Også vedkommendes sproglige kundskaber såvel skriftligt som mundtligt kan have afgørende betydning – ikke mindst i en international voldgiftssag. Det kan være vanskeligt at opnå gennemslagskraft under voteringen, hvis det kniber med at gøre sig forståelig.

Selvom voldgift hviler på en grundlæggende forudsætning om, at parterne skal kunne vælge den eller de voldgiftsdommere, som de anser for bedst egnede til at afgøre deres tvist, er det ikke altid nok blot at forholde sig til en kandidats faglige profil eller voldgiftsmæssige erfaring. For at finde den rette kandidat bør man som part samlet vurdere såvel kandidatens faglige profil som personlige egenskaber for at øge sandsynligheden for, at ens synspunkter i det mindste bliver hørt og drøftet korrekt under voteringen. Det er som bekendt ikke tilstrækkeligt at have ret – det handler også om at få ret.

Frederik Kromann Jespersen

Advokat (H), partner i advokatpartnerselskabet Skau Reipurth. Forfatter til bogen Vidneafhøring, der er udgivet på DJØF Forlag.

England har fået en ny voldgiftslov. Danske Fiona Petersen, som har base i London, mener, at en af de væsentligste ændringer i loven er, at parter nu kan anmode voldgiftsdommeren om at få en afgørelse uden at der sker hovedforhandling, hvis modpartens påstand er uholdbar. Princippet er kendt fra de almindelige domstole, hvor det er muligt at anmode om et summary judgment. Med de nye regler forventer hun, at flere vil vælge voldgift til tvistløsning.

Hvorfor har du valgt at arbejde i London?

Mine forældre flyttede hertil, da jeg var barn. De skulle arbejde her i tre år, men de blev boende, og jeg voksede op her.

Jeg var ret tidligt klar over, at jeg ville arbejde internationalt. Typisk arbejder jeg for jurister eller advokater, der har klienter i andre lande, som har brug for en advokat, som kan føre en sag ved domstolene i England eller klienter, som har en voldgiftssag, der er underlagt engelsk ret.

Hvordan oplever du, at voldgift udvikler sig i Danmark og England?

I Danmark er der en tendens til i højere grad at bruge skriftlige vidneerklæringer. Det overrasker mig ikke, for her er det normen og noget, som fylder virkelig meget i de sager, som jeg arbejder på. Det giver os en god fornemmelse af sagen helt fra starten, og vidneforklaringerne er sammen med ekspertudtalelserne en del af strategien for, hvordan vi for eksempel åbner en sag. Det er svært at forestille sig, at det kunne være anderledes.

Af statistikker fra London Court of International Arbitration (LCIA) kan jeg se, at 95 procent af parterne kommer fra udlandet. Det stemmer overens med min egen erfaring, altså at der kun sjældent er to britiske parter i en voldgiftssag. I praksis betyder det, at vi i højere grad gør brug af tolke, hvilket igen betyder, at der er en tendens til, at sagerne kan tage længere tid.

Jeg oplever også, at engelsk ret bliver brugt udenfor England – for eksempel kan det være i tvister, der skal løses i Singapore, Hong Kong eller Dubai. Personligt tror jeg, at parterne ofte vælger engelsk ret i kontrakter, fordi mange er vant til det. Ofte skal det gå ret hurtigt at få en kontrakt på plads, og så er det praktisk, at man ikke skal forholde sig til noget nyt.

England fik en ny voldgiftslov i marts. Hvad ser du som de væsentligste ændringer?

Først og fremmest skal en voldgiftsdommer erklære, hvis der er forhold, som kan give berettiget tvivl om hans eller hendes uafhængighed. Det var også praksis før den nye voldgiftslov, men nu fremgår det altså udtrykkeligt af loven – og dermed er alvoren understreget. I 2020 afsagde Højesteret dom i en sag, som gjorde det helt tydeligt, at voldgiftsdommeren skal deklarere sin uafhængighed og at det er en pligt, vedkommende har fra starten af sagen. Dommen har man fundet så vigtig, at voldgiftsdommerens informationspligt nu er ophøjet til et lovkrav. Det hænger sammen med nogle tendenser, som vi har set de seneste år – nemlig at puljen af voldgiftsdommere er blevet meget større. For år tilbage havde vi en lille gruppe af voldgiftsdommere. Selvfølgelig skulle den enkelte erklære, hvis der var problemer med uafhængigheden, men alle kendte hinanden. Det gav en stor tryghed. I dag kender alle ikke nødvendigvis alle, og derfor er spørgsmålet om uafhængighed blevet vigtigere.

En anden vigtig ændring er, at en part nu kan anmode voldgiftsdommerne om at få en afgørelse uden at der sker hovedforhandling, hvis parten mener, at modpartens påstand er uholdbar. Det er et princip, som vi kender fra de almindelige domstole – men det er altså nyt i voldgift, at man har samme mulighed. Tidligere ville vi ofte anbefale klienter de almindelige domstole for at få en hurtig afgørelse – et såkaldt summary judgment – i disse sager. Men med de nye regler kan vi bede om det samme i en voldgiftssag, og derfor forventer jeg, at det vil komme til at betyde, at der går flere sager til voldgift, fordi det også af andre årsager er at foretrække fremfor de almindelige domstole.

Hvordan har Brexit påvirket brugen af voldgift?

Så vidt jeg kan læse ud af LCIA’s statistikker har Brexit ikke haft nogen påvirkning på antallet af voldgiftssager ved LCIA. I 2019 havde LCIA godt 300 henvisninger og i 2024 lå tallet på cirka 280. Jeg tror, at det afgørende er, at Storbritannien er medlem af New York konventionen, hvilket jo betyder, at du kan få en kendelse eksekveret overalt i verden. På den måde er voldgift uafhængig af EU.

I Danmark er der kommet fokus på diversitet igennem de seneste par år. Hvordan har denne dagsorden udviklet sig i England?

Jeg oplever at der er sket meget – men der er stadig lang vej. Det kan også ses på LCIA’s statistikker. I 2015 var 28 procent af voldgiftsdommerne udpeget af LCIA kvinder, mens kun 7 procent af dem, som var udpeget af parterne, var kvinder. Gennem de sidste ti år er begge tal steget markant. I 2024 var 45 procent af voldgiftsdommerne udpeget af LCIA kvinder, mens 21 procent af voldgiftsdommerne udpeget af parterne var kvinder. Alligevel er det klart, at der skal gøres mere for at øge antallet af kvindelige voldgiftsdommere, som bliver udpeget af parterne.

Hvordan oplever du det?

Jeg oplever, at jeg for det meste har samme jobmuligheder som mine mandlige kolleger. Det er sikkert hjulpet på vej af LCIA’s nye retningslinjer, hvor man ikke alene ser på køn men på diversitet i bred forstand. Man opfordrer til, at parterne skriver disse hensyn direkte ind i kontrakterne.

I de sidste par år har der været øget opmærksomhed på, at der i større sager, hvor hver part har mere end en advokat, skal være lige talemuligheder for yngre og ældre advokater. Tidligere ville det altid være de mest erfarne advokater, der førte ordet i retten i de store sager, men nu er der altså mere fokus på, at yngre også får ordet.

Jeg synes, at det er supervigtigt at få muligheden, og jeg oplever heldigvis også, at det bliver taget alvorligt. For nylig spurgte en ældre kollega mig, om jeg ville stå for krydsafhøring af et vidne i en større sag, hvilket jeg blev virkelig glad for, fordi det er med til at videreudvikle mine kompetencer.

Hvordan tror du, at voldgift kommer til at udvikle sig fremover i Storbritannien?

Jeg tror, at der kommer mere fokus på hurtighed. Der vil altid være parter, der gerne vil trække sagen ud – men effektive processer er i virkeligheden godt for alle parter og for retssamfundet som helhed. Og det vil altid tale for at vælge voldgift.

Fiona Petersen

31 år, advokat med engelsk beskikkelse. Selvstændig og tilknyttet Twenty Essex i London, hvor hun blandt andet arbejder med voldgiftssager. Hun fører også sager ved de engelske domstole og rådgiver blandt andet om privatret, offentlig ret og public international law.

Recently, both international arbitrator John Fellas and Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen received awards as Arbitrator of the Year as a testimony to their excellence and experience. At the invitation of the Danish Arbitration Association, Fellas and Jørgensen sat down for a conversation covering a range of topics about the fundamentals of arbitration and professional virtues. Lotte Noer and Sofie Stemann Beck outline key takeaways from the talk.

By Lotte Noer, Punct og Sofie Stemann Beck, Plesner

Some lessons may seem simple, yet they capture the essence of what makes an arbitrator and counsel not just competent, but excellent.

At the talk with international arbitrator John Fellas and Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen in November arranged by the Danish Arbitration Association, one theme that emerged was the importance of reasonableness in oral advocacy. Fellas emphasized that counsels must remain balanced when presenting their arguments. It is easy to become overly invested in one’s own arguments and case and to view every point through a biased lens, but bias often undermines credibility.

A more persuasive approach is to acknowledge when a provision or fact could be interpreted differently, then calmly explain why your interpretation should prevail. Arbitrators are more convinced by advocates who appear reasonable, measured, and self-aware than by those who overstate their case. As both Fellas and Jørgensen noted, credibility is one of the most powerful tools in advocacy, and it often rests on demonstrating that you can see both sides of an argument. According to Fellas, this intellectual honesty demonstrates professionalism and builds trust with the arbitrator.

This reminder may sound simple, but it speaks to something fundamental: persuasion through balance, not bluster.

The simple lessons of a good arbitrator

Fellas also shared reflections on what makes a good arbitrator, again returning to the basics.

One of his most practical pieces of advice was to respond to emails swiftly. While this sounds trivial, it is deeply appreciated by counsel. Even a brief “well received” email can make a significant difference. In the fast-paced world of arbitration, where dozens of emails are exchanged daily, acknowledgment provides reassurance and fosters professionalism. It signals to counsel that their efforts are seen and respected, and that the process is in attentive hands.

Another cornerstone of being a good arbitrator is preparation. As Fellas put it, no one (no matter how experienced) should be too busy to prepare thoroughly. Knowing the case allows an arbitrator to ask the right questions, understand the dynamics of the dispute, and make well-founded decisions. Preparation signals respect for the parties and for the arbitral process itself.

Further, Fellas reminded us of the importance of engaged procedural oversight. Arbitrators should feel free, with all due respect, to ask the parties questions about procedural agreements if something appears off or unbalanced. A gentle pushback is not interference; it reflects care for fairness and efficiency. Still, as Fellas stressed, once the parties confirm their agreement, the arbitrator must ultimately defer to their decision, thereby balancing diligence with restraint.

Finally, Fellas emphasized the importance of making the parties fell that they have been heard. How displaying a genuine interest in all arguments is a tool to secure faith in the process.

These lessons may appear modest, but they reflect the virtues that define great arbitrators: responsiveness, preparedness, respect, and humility.

The responsible use of AI in arbitration

On the highly current theme regarding the use of AI in arbitration, Fellas stated that “the train has left the station” in the sense that AI is here to stay in arbitration, however we have an obligation to manage AI, make sure that it serves to improve the basic virtues of arbitration and align the use of AI with basic principles such as party autonomy.

Fellas emphasized that the process should be distinguished from the product, as the process itself matters for an arbitrator. Whereas it can be prudent and a relief for an arbitrator to let AI draft a procedural history for an award, the process of going through the case file, analyzing it and subsequently accounting for the factual circumstances and the legal arguments of each party cannot be surrendered to AI. This part of preparing for a hearing and drafting the award is not a mechanical work which AI can take over, it is the basic process of getting to know the case and quality-assuring the decision.

Further Fellas reminded us that the work of AI should be checked carefully as hallucinations are embarrassing.

On a more formal note, Fellas expressed the opinion that the use of AI should be disclosed to the parties and requires consent by the parties in the same manner as the use of an administrative secretary.

Again, this can sound like modest insights however it is not; rather it expresses the need to preserve and advance the general trustworthiness of arbitration, to tame the urge to implement new tools and to recognize the inherent meaning of a labor-intensive process as more than just mechanical work.

Overall takeaways

For a couple of hours, Fellas and Jørgensen captivated the audience in what undoubtedly remains one of the most interesting events of the year for both junior and senior practitioners. We were reminded of the importance of basic virtues as a cornerstone of a successful arbitration practice and a response to current issues and trends.

Their discussion proved valuable information for both junior and senior practitioners alike, serving as a reminder of what truly matters in an arbitration career: returning to the basics. In a field that often moves quickly, it is easy to lose sight of the simple, essential principles that secures a much better arbitral process for all parties.

We were fascinated by their answers to diverse and new dilemmas founded in fundamental principles and virtues. It was at the same time thought-provoking but also affirming in the sense that we are members of a profession that stands on a distinct set of values ​​and principles that provide direction and meaning.

En bestyrelse, hvor medlemmerne kommer fra hele Norden, vil både tilføre kompetancer og indsigt i det, som foregår i de øvrige skandinaviske voldgiftsmiljøer, mener formanden for den nye norske voldgiftsforening, Norwegian Arbitration Association, professor Birgitte Hagland. Hun ser kun fordele i et tæt samarbejde på tværs.

Du har valgt at stå i spidsen for den nye norske voldgiftsforening. Hvorfor?

Da Norwegian Arbitration Association skulle etableres, blev jeg spurgt af de øvrige initiativtagere om jeg kunne tænke mig at lede bestyrelsens arbejde.

Det blev jeg meget glad for, og jeg ser det som en naturlig forlængelse af mit arbejde som leder af Oslo Senter for Kommersiell Rett ved Universitetet i Oslo, hvor vi blandt andet har etableret en voldgiftsuddannelse og desuden arrangerer vi Norwegian Arbitration Day sammen med Nordisk Institutt for Sjørett.

Hvorfor etablerer I foreningen netop nu?

Norge har længe haft et levende og professionelt voldgiftsmiljø, især indenfor shipping, søforsikring og entreprise.

Med væksten af oliesektoren i Norge har vi med tiden også været sæde for flere betydelige voldgiftssager. Netop de helt store internationale og konplekse voldgiftssager kræver, at vi både i Norge og i Norden som helhed aktivt arbejder med at udvikle og professionalisere voldgift.

Vi har igennem længere tid set et behov for at samle de gode voldgiftskræfter i Norge, og med den nye norske voldgiftsforening kan vi skabe en struktur, som gør både det norske og det nordiske voldgiftsarbejde enklere. Foreningen vil også være en platform, der muliggør et godt samarbejde mellem praktikere og akademikere, fordi vi kan videreudvikle voldgift gennem forskningsprojekter – for eksempel om kvalitet og effektivitet i voldgift.

Det fremgår af foreningens vedtægter, at I har et nordisk fokus. Hvorfor er det en prioritet?

Foreningen har et stort ønske om at fremme Norden som voldgiftsarena. Norden har en helt unik position i verden, fordi vi er kendt for en meget høj tillid til retssystemet og en lav grad af korruption. Desuden har vi her i Norden en stærk fælles og tillidsbaseret retskultur, ligesom vi langt hen ad vejen har obligationsretten til fælles.

Derfor vil vi arbejde for at fremme og videreforædle nordisk best practice i stedet for ukritisk at importere trends i international voldgiftspraksis. Og vi har virkelig et solidt fundament at stå på, for i Nordisk voldgift er effektivitet, forudsigelighed og åbenhed nogle af vores kerneværdier. Sammen med en god portion pragmatiske, giver det gode løsninger for partene.

Med andre ord: Norwegian Arbitration Association vil bidrage til at videreudvikle og udbrede det norske og nordiske, fordi vi har et åbenbart fortrin: Det fungerer!

Hvorfor vælger I at have udlændinge med i foreningens ledelse?

Vi er så heldige at have ledende voldgiftseksperter fra hele Norden i vores bestyrelse. Det er et stort privilegium. En nordisk bestyrelse tilfører en unik kompetance og indsigt i det, som foregår i de øvrige nordiske voldgiftsmiljøer, og som vi ønsker et tæt samarbejde med.

Norwegian Arbitration Association, NNA

The Executive Committee and Secretary

• Chair: professor Birgitte Hagland, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Independent arbitrator, former Supreme Court Judge, Johnny Herre
• Partner dr. juris Amund Bjøranger Tørum
• Associate professor Knut Høivik
• Supreme Court Judge Borgar Høgetveit Berg
• Partner Henriette Gernaa
• Partner Kristoffer Löf
• Independent arbitrator Gisela knuts
• NAA Secretary: Maria Linn Riis, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO

Advisory Board

• Professor Giuditta Cordero Moss, Department of private law, University of Oslo
• Doctoral research fellow/ Senior counsel Christian Hauge, Scandinavian Institute of Maritime Law, Wiersholm
• Partner Marie Nesvik, Wikborg Rein
• Partner Kristine Hyldmo Bjørnvik, Thommessen
• Partner Thomas K. Svensen, BAHR
• Partner Trond Sollund, Schjødt
• Partner Silje Dagsland, Haavind
• Partner Nora J. Fredstie, BAC Beachcroft, London
• Indipendent Arbitrator Nina Lauber-Thommesen, Lauber-Thommesen Arbitration, Geneva
• Professor Yuliya Chernych, University of Inland, Norway
• Partner Asle Bjelland, Kluge
• EVP legal Sverre Bjelland, Vår Energi, Norway
• Associate professor Sondre Dyrland, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Partner Kjersti Lekerø, Kvale
• Independent Arbitrator Knud Jacob Knudsen, Knudsen Arbitration
• Special Counsel Tommy Arnulf, Sands
• Partner Frode Innjord, Hjort
• Partner Aron Solheim, Glittertind
• EVP legal Siv Helen Rygh Torstensen, Equinor
• Associate professor Herman Bruserud, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Partner Tage Brigt A. Skoghøy, DLA Piper
• Partner Andreas Nordby, Arntzen de Besche

Læs mere om foreningen, herunder om hvordan du bliver medlem:

Norwegian Arbitration Association (NAA)

Anne Bloch Østergaard er ny i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Hun er udpeget af IT-Branchen, og vil arbejde for at promovere dansk voldgift, som et stærkt alternativ i internationale kontrakter, fordi det er kendetegnet ved effektivitet, høje faglige standarder og uafhængighed.

Som forperson i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer og med en baggrund som advokat er Anne Bloch Østergaard udpeget som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, hvor hun erstatter Ulrich Ramm, som giver stafetten videre efter mere end ti år.

Med sig har hun mere end 18 års erfaring fra IT-virksomheden Systematic, hvor hun i dag er Chief Legal Officer og General Counsel, hvilket betyder  mangeårig erfaring med store komplekse IT-kontrakter, men også solid indsigt i den øgede digitalisering, brugen af AI og den stigende EU-regulering.

”Vi handler med kunder i mere end 50 lande, og det betyder, at jeg har stor erfaring med udarbejdelsen af IT-kontrakter, herunder forhandlinger af klausuler. Voldgift er et godt valg i internationale kontrakter, og her forsøger jeg altid at slå et slag for dansk voldgift. Når man handler med kunder og leverandører fra forskellige jurisdiktioner, er det vigtigt at vælge et sæde, hvor alle parter kan følge sig trygge. Endelig vil ethvert større IT-projekt være forbundet med både kompleksitet og konkurrencefølsomme oplysninger, hvilket kræver en særlig håndtering af tvister. Samlet set peger pilen oftest på voldgift, fordi denne form for tvistløsning rummer alle elementer” siger Anne Bloch Østergaard, og tilføjer at hun ikke har haft voldgiftssager men, at det er erfaringer fra kontraktudarbejdelsen, viden om de særlige krav fra kunder og indsigten i en branche i stærk udvikling, hun brænder for at bringe ind i Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Mærkesager i bestyrelseslokalet bliver digitalisering, neutralitet og uafhængighed.

”Øget digitalisering herunder brugen af AI på en forsvarlig måde er områder, som interesserer mig, og hvor jeg vil kunne bidrage med mine erfaringer. Herudover kan jeg godt lide, at instituttet har klare holdninger til for eksempel uafhængigheden. Selvom vi er et lille land, skal du – når der vælges en voldgiftsdommer – være fuldstændig tryg ved, at vedkommende ikke er i en interessekonflikt og kan træffe afgørelse på neutralt grundlag. Det er en af de ting, jeg gerne vil være med til at sætte fokus på i bestyrelseslokalet.”

”Jeg vil bidrage med forståelse for, hvad der sker, og hvilke krav vi oplever i det virkelige liv med henblik på at udvikle voldgift – digitalt og herunder i forhold til brugen af AI. Men det går begge veje, for jeg ser også mig selv som ambassadør for dansk voldgift – særligt i internationale kontrakter, og vil arbejde for, at IT-branchen får øjnene op for, hvilke muligheder der er for at få løst tvister i Danmark. At vi har et neutralt og godt sted, hvor man sætter barren højt – blandt andet når det gælder noget af det allervigtigste for IT-branchen, nemlig forretningsfølsomme oplysninger om vores systemer.”

Af samme grund ser Anne Bloch Østergaard en god mulighed for at sætte voldgift på dagsordenen i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer.

”Voldgift er jo et aktivt valg i kontrakterne,” understreger hun.

Anne Bloch Østergaard

Forperson i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer. Ansat i IT-virksomheden Systematic, hvor hun i dag er Chief Legal Officer og General Counsel.

When parties consider their options for institutional arbitration, the presence of the rule of law is consistently a key factor. This includes fundamental principles such as legal clarity and certainty, procedural fairness and equality before the law. It also encompasses democratic accountability, transparency, independence, impartiality, and the absence of corruption. Denmark is a country that not only respects this principle but is fundamentally built on it. Every Dane would agree that such principles are the cornerstones of our legal framework.

By Håkun Djurhuus, President of the DIA

Choosing the seat of arbitration is a strategic decision influenced by many elements. But in my experience, Denmark’s continued top ranking on the World Justice Project’s Rule of Law Index – holding the number one position since 2015 – is underestimated, but in fact among the strongest reasons why parties should select Denmark as place of arbitration.

The World Justice Project’s Rule of Law refers to a global framework and measurement initiative that evaluates how well countries adhere to the principles of the rule of law. It ranks countries based on how effectively they uphold the rule of law in practice, not just what their constitutions or laws say. Our abide to fundamental principles such as legal clarity and certainty, procedural fairness and equality before the law, democratic accountability and transparency, independence and impartiality, and lack of corruption has consistently secured us this ranking, which relies on practice and not just theory world.

This standing is reinforced by Denmark’s ranking on the Transparency International Corruption Perceptions Index, where the country has remained among the very top since 2007, alongside countries like Finland and New Zealand. These rankings reflect a judiciary and public sector characterized by integrity, independence, and an exceptionally low risk of conflicts of interest.

Denmark is also a digital frontrunner. According to the UN’s E-Government Survey, we lead globally in digital governance. In practical terms, this translates to streamlined, transparent, and highly efficient processes – even for complex, cross-border disputes.

Of course, choises regarding the seat of arbitration are not made on such rankings alone, although in my opinion these rankings only have a growing importance in times of trouble in an unstable and less predictable world. There are practical and legal considerations involved in conducting arbitration proceedings and choosing the right seat of arbitration. Just to address a few of these considerations, Denmark is a UNCITRAL Model Law country and has for more than 45 years had a professional and internationally oriented arbitration institute. In addition, the Danish courts have repeatedly recognized the autonomy of the arbitration system and supported the decisions rendered by arbitral tribunals and Denmark has a pool of very good and international orienteered arbitrators and experienced arbitration lawyers.

FACTS

The World Justice Project (WJP) is an independent, non-profit organization. Its mission is to advance the rule of law worldwide through research, data collection, and advocacy.

Founded by William H. Neukom in 2006 as a presidential initiative of the American Bar Association (ABA), and with the initial support of 21 other strategic partners, the World Justice Project transitioned into an independent non-profit organization in 2009. Its offices are located in Washington DC, Singapore, and Mexico City.

Read more

World Justice Project | Advancing the rule of law worldwide

Corruption Perceptions Index (CPI), published annually by Transparency International, is the world’s most widely used indicator of public-sector corruption. Transparency Internationals vision is a world in which government, politics, business, civil society and the daily lives of people are free of corruption.

Transparency International is independent, non-governmental, not-for-profit and work with like-minded partners across the world to end the injustice of corruption. Based in Berlin.

Read more

Corruption Perceptions Index 2024 – Transparency.org

The United Nations E-Government Survey is produced every two years by the UN Department of Economic and Social Affairs. It is the only report in the world that assesses the e-government development status of all United Nations Member States. It serves as a tool for decision-makers to identify their areas of strength and challenges in e-government and to guide e-government policies and strategies. The publication also highlights emerging e-government trends, issues and innovative practices, as well as challenges and opportunities of e-government development.

Read more

Data Center

Vilnius Arbitration Day took place on 12 September 2025 at the capital’s town hall. The theme was “Heroes of Arbitration”. The DIA was invited.

The DIA’s Andrew Poole was part of a panel discussing bias and impartiality at Vilnius Arbitration Day.

From the DIA’s view, impartiality is fundamental, not least to ensure the efficiency of the proceedings, the enforceability of the award, and the integrity of the arbitration system. The DIA’s rules and practice minimise the circumstances that give rise to successful challenges, e.g.:

1. Option for the parties to appoint jointly the President of the Arbitral Tribunal
2. Consideration of domicile, not just nationality, when selecting the sole arbitrator or President
3. Detailed declarations of independence provide examples of challengeable circumstances and asks for repeat appointment information over the past five years.

Roland Ziadé’s from Linklaters keynote provided the current status of arbitration from technology to the investment treaty backlash. He asked what is needed for the legitimacy of arbitration and reminded the audience that heroes of arbitration are not only legal experts but also technologists, strategists, leaders, etc.

Dr Knut Høivik from the University of Bergen took the concept of heroic arbitration further when he discussed arbitration as a hero, rather than specific individuals. Dr Høivik warned that many businesses may be sceptical of describing arbitration as a hero, but he gave advice as to situations where arbitration may be most likely to be so described. Situations such as when parties agree to arbitration for specific foreseeable disagreements, e.g. as regards price revision, and so there is little risk of damaging the parties’ relationship, and, more generally, when an award provides business guidance so that it can save time and costs in similar future disputes.

The day then split into two streams, doubling the knowledge-sharing. Examples included an entertaining Wild Western session on interim relief and a session on navigating stays and enforcement in times of insolvency. The day ended with a mini-concert from arbitration practitioners in a historic power plant.

The impressive day was flanked by many insightful pre-events on one side and by two invigorating post-events on the other: a run and a brunch.

Med en række faglige artikler markerer nogle af Nordens mest prominente voldgiftspraktikere 20-året for voldgiftsloven i et festskrift, som er udgivet i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days 2025. Emnerne spænder vidt – fra sager om bæredygtighed til anvendelse af generativ AI i voldgift. Deltag i konkurrencen, hvor der er tre bøger i spil.

I anledning af 20-året for voldgiftsloven har Voldgiftsinstituttet udgivet et Festskrift, hvor en række voldgiftspraktikere samlet giver et nuanceret indblik i status og udviklingen indenfor voldgift. Resultatet er et detaljeret billede af dansk voldgift anno 2025 – og samtidig en påmindelse om den betydelige udvikling, der er sket siden lovens vedtagelse.

”Først og fremmest er kompleksiteten i voldgiftssager blevet meget større igennem de 20 år, loven har eksisteret. Samtidig oplever vi en tydelig tendens i retning af både større samfundsmæssig interesse for voldgift som tvistløsning og et stigende antal sager med væsentlige økonomiske interesser på spil. Den udvikling er beskrevet meget flot i festskriftet gennem de forskellige indlæg,” siger Steffen Pihlblad, generalsekretær i Voldgiftsinstituttet, der er redaktør af festskriftet.

”Gennem artiklerne bliver det tydeligt, hvor meget voldgift har udviklet sig igennem 20 år. Det betyder blandt andet, at der er behov for en opdateret lovgivning, hvis vi fortsat skal tiltrække de helt store internationale sager og samtidig bidrage samfundsøkonomisk gennem effektiv konfliktløsning mellem virksomheder,” siger han.

Deltag i konkurrencen om en af tre bøger. Du deltager ved at like opslaget om bogkonkurrencen på LinkedIn. Printudgaven er udsolgt på forlaget.

Festskrift for voldgiftsloven er udgivet på DJØF Forlag og er støttet af Dreyers Fond.

Mød Noura Cheikh-Youssef, som er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. Det var studier på London School of Economics and Political Science, LSE, der for alvor åbnede hendes øjne for voldgift som ramme for konfliktløsning.

Under studietiden på Københavns Universitet valgte Noura fag ud fra interesse og nysgerrighed. Det, der umiddelbart kunne ligne ’en blandet landhandel’, viste sig da hurtigt at være en styrke, da civilproces kom på skemaet. Her blev interessen for proces og tvistløsning så stor, at hun besluttede sig for at søge mere viden på LSE, hvor hun læste international kommerciel tvistløsning – herunder voldgift.

“Pludselig kunne jeg se meningen med at have kendskab til mange juridiske områder – for det er netop i tvistløsning, man møder vidt forskellige problemstillinger. I London faldt tingene på plads for mig, godt hjulpet af inspirerende undervisere fra det internationale voldgiftsmiljø. De viste, hvordan reglerne skaber en ramme, der gør, at den, der har styr på processen, står stærkest i sagen,” siger hun.

Interessen for proces og konfliktløsning blev yderligere styrket gennem praktiske erfaringer i studietiden. Noura deltog blandt andet i ELSA Copenhagen’s Moot Court Competition 2022 og i Legal Debate Club og DLA Piper’s Property Law Moot Court 2021. Samtidig arbejdede hun som student med konfliktløsning og proces i advokatbranchen, hvilket gav hende et solidt billede af, hvordan processuelle greb og strategiske valg påvirker sagers forløb i praksis.

“Det, der fascinerer mig ved voldgift, er i høj grad, at partsautonomi er bærende. Parterne vælger selv deres voldgiftsdommere – ligesom de eksempelvis vælger sprog og retsregler for sagen. Sammen med tavshedspligten tiltrækker det store internationale virksomheder, og det er spændende at arbejde med, fordi der ofte er stor kompleksitet og meget på spil,” siger Noura Cheikh-Youssef.

“I sidste ende handler juraen for mig om mennesker – og i voldgift ser jeg juraens styrke i at skabe et samarbejdsrum, hvor konflikter kan løses konstruktivt.”

“Samtidig er voldgift også meget praktik. Opgaven er at tilrettelægge en proces, der rummer begge parters behov – ofte på tværs af tidszoner og kulturer. Derfor handler det ikke kun om jura, men også om kommunikation og kulturforståelse. Hver sag har sine udfordringer, og at være med til at skabe en ramme, der løser dem, giver rigtig god mening for mig,” siger Noura, der før juraen overvejede så forskellige studier som litteraturvidenskab og psykologi.

“I dag er jeg glad for, at jeg holdt fast i juraen – her føles det som om, mine interesser, som for eksempel psykologi, smelter naturligt sammen i noget, der giver mening for mig,” siger hun og tilføjer, at de forskellige interesser har udstyret hende med en stærk værktøjskasse, som hun tager med, når hun underviser jurastuderende i forskellige fag efter arbejde.

”For mig er undervisning både et menneskeligt rum og et fagligt værksted, der giver mulighed for at holde sig ajour på tværs af retsområder. I dag kan jeg understøtte undervisningen med anonymiserede eksempler fra voldgiftsområdet – hvilket giver god mening, da jeg holder meget af at formidle mit fag. Det var det samme fokus på klar og anvendelig formidling, der gjorde, at jeg her i foråret udgav et kompendium i insolvensret.”

Temaet er voldgiftsbehandling af tvister om dobbeltbeskatning mellem stater, når Copenhagen Tax Arbitration Conference 30. oktober samler topskatteledere, akademikere og rådgivere på Hotel Nimb ved Tivoli.

EU’s voldgiftsdirektiv fra 2017 fremhæver muligheden for at anvende voldgift til løsning af tvister om dobbeltbeskatning mellem medlemsstater. Det vil give mulighed for at vælge dommere med skatteretlig ekspertise, skræddersy processen og afslutte den med en bindende afgørelse.

”Tvister om dobbeltbeskatning er i høj grad egnede til at blive løst ved voldgift, fordi der er forskellige jurisdiktioner involveret, og Voldgiftsinstituttet stiller gerne sin ekspertise til rådighed på et vigtigt område. Det håber vi at kunne sætte fokus på ved denne konference,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der er medarrangør af Copenhagen Tax Arbitration Conference.

En af hovedarrangørerne advokat Stine Andersen, partner hos Andersen Kaer, ser konferencen som et vigtigt skridt i retning af at få flere skatteretlige sager løst ved voldgift.

“Vedtagelsen af EU’s voldgiftsdirektiv i oktober 2017 var en milepæl, fordi det skabte et fælles europæisk grundlag for effektiv løsning af tvister vedrørende dobbeltbeskatning på tværs af de landene i EU,” siger Stine Andersen.

“For voldgiftspraktikere giver konferencen viden om, hvordan voldgift kan få større betydning for løsning af disse tvister i fremtiden. Her spiller særligt fleksibilitet og muligheden for at håndhæve gennemførelsen af en afgørelse ved domstolene en vigtig rolle for netop at anmode skattemyndighederne om at finde en løsning via forhandling og – når det ikke viser sig muligt – voldgift. Voldgift er i forvejen kendt som en effektiv mekanisme til at løse tvister, som involverer stater,” siger hun.

Deltag når danske og udenlandske skatteeksperter og praktikere samles i København for at sætte fokus på fremtidens løsning af internationale skattetvister og voldgift.

30. oktober 2025: 09:00 – 16:00
    H.C. Andersen Hall, Hotel Nimb/ Tivoli, København

    Konferencen arrangeres af ANDERSEN KAER Advokatfirma P/Si samarbejde med Voldgiftsinstituttet – The Danish Institute of Arbitration, Dansk Erhverv, KPMG ACOR TAX og Aalborg Universitet.

Blandt oplægsholderne er bl.a. Timothy Lyons KC, Pasquale Pistone, Rita da Cunha, Sarah Blakelock, Henrik Lund, Pernille Nygaard Rasmussen, Aldo Mariani, Susi Baerentzen og Rian Waaijer.

Se det fulde program og læs mere om oplægsholderne og tilmelding her: https://lnkd.in/de6PrG5P og https://lnkd.in/dvYYVGZu.

Konferencen er godkendt som relevant løbende obligatorisk efteruddannelse for advokater og advokatfuldmægtige med 7,5 lektioner.

The arbitration culture has developed over time, underlined keynote speaker at Copenhagen Arbitration Days, Ina Popova. She reflected on its diverse roots and shared belief in the value of arbitration as a conduct for peace, writes Global Arbitration Review.

“At the Copenhagen Arbitration Days, Ina Popova, partner at Debevoise & Plimpton in New York, argued that arbitration has “borrowed, blended and created” its own culture over time, reflecting its diverse roots and a shared belief in the value of arbitration as a conduit for peace,” writes Global Arbitration Review.

Ina Popova delivered the keynote address at Copenhagen Arbitration Days 2025. In her speech, she introduced the audience to the American British poet T.S. Eliot and the Danish philosopher Søren Kierkegaard, both of whom defined culture as encompassing social courtesy and a shared system of beliefs and values. She then presented Professor Lawrence Friedman’s concept of legal culture, focusing on attitudes, values, and opinions. Finally, she highlighted Jan Paulsson’s perspective on arbitration, marked by serenity and a distinctive sense of trust.

Today’s legislators who update national laws, judges who decide further to such laws and lawyers who practise under those laws, also contribute to what is arbitration culture. The present drive from certain actors for greater judicialisation, such as arbitrator codes of conduct, appeal mechanisms, and international standards for res judicata and privilege, is part of the culture as well. Even what we may perceive as unhelpful to arbitration culture, such as guerilla tactics, lack of transparency and lack of diversity, also tells us what we value.

“Popova concluded her keynote by noting that international arbitration is polycentric and richer for its multiple cultural roots. She proposed nurturing hybridity rather than standardisation and engaging in collaboration while still maintaining regional diversity, explaining that a healthy arbitration ecosystem resists uniformity and moves toward a single culture,” writes GAR.

Read more:

“Borrowed, blended and created”: Popova on arbitration culture – Global Arbitration Review

Der er endnu mulighed for at blive en del af Behind the Scenes, som er et nyt netværk for voldgiftstalenter med start i 2026. I spidsen for netværket står tre stærke profiler fra branchen, der vel vidende at voldgift er i vækst, brænder for at give deres viden videre til nye generationer. Send din motiverede ansøgning senest 1. november.

”Vi tager stafetten op igen for at ”give noget tilbage” til voldgiftsmiljøet ved at dele vores viden og erfaring med de yngre voldgifttalenter.”

Sådan lød det blandt andet fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen i AdvokatWatch, hvor hun i starten af september fortalte om det det nye netværk, Behind the Scenes, som hun sammen med partner Jacob Møller Dirksen og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har fået ideen til.

Julie Arnth Jørgensen kalder i nyhedsmediet voldgift ”betydningsfuldt” for dansk erhvervsliv, ”særligt når voldgift gennemføres effektivt og med høj kvalitet” og siger blandt andet:

”Det, som særligt adskiller voldgift fra domstolenes behandling, er, at processen er hurtigere og mere effektiv. Det kræver stort engagement i processen fra alle aktørerne – men hvad vil det sige, og hvordan gør man så det? Det er blandt andet sådan noget, vi kan drøfte i netværket, og eksempelvis se på hvilke redskaber man kan benytte.”

Både Jacob Møller Dirksen og Steffen Pihlblad ser netværket som et bidrag til at skabe et miljø, hvor de selv giver deres erfaringer videre, for at nye generationer kan udvikle sig fagligt og være med til at sikre, at danske voldgiftsspecialister også i fremtiden kan måle sig med den internationale standard.

Ambitionen er, at medlemmerne af Behind the Scenes efter et år har udviklet sig til et eksternt netværk, som er med til at skabe en dynamisk og professionel udvikling af voldgiftsbranchen i Danmark.

FAKTA

For at blive en del af Behind the Scenes skal du

• Være under 45 år, være advokat, virksomhedsjurist eller akademiker, og have interesse for voldgift.
• Have mulighed for at deltage i en rækkeworkshops i løbet af 2026. Mødeplan vil være klar i januar 2026.
• Sende en kort motiveret ansøgning til [email protected] senest 1. november 2025.
• Der er ca. 20 pladser på det første hold, der deltager i et forløb, som afsluttes ved udgangen af 2026.

Deltagelse i netværket Behind the Scenes er uden beregning.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Har i sit tidligere arbejde som advokat arbejdet med nationale og internationale voldgiftssager og har virket som voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Jacob har gennem en lang karriere arbejdet med voldgiftssager, herunder har han fungeret som voldgiftsdommer i et stort antal danske og internationale sager, blandt andet i regi af ICC, SCC og Voldgiftsinstituttet.

Steffen Pihlblad

Generalsekretær for Voldgiftsinstituttet. Steffen har fungeret som voldgiftsdommer ved eksempelvis ICC og har skrevet bøger og artikler om voldgift og været ansvarlig for gennemførelsen af mange hundrede sager ved Voldgiftsinstituttet.

I en ny podcast fortæller Katrine Tvede om sin vej ind i voldgift. En vej, som er anderledes i en dansk kontekst men symptomatisk for, hvordan det internationale miljø fungerer. I dag har hun et internationalt netværk, der er den direkte årsag til, at hun nu med base i London arbejder med blandt andet investeringsvoldgift, hvor der er astronomiske beløb på spil. Og så er hun ny formand for Young ICCA, som er et gratis tilbud til unge voldgiftsaktører med internationale ambitioner – det gælder blandt andet et mentorprogram.

”Min vej ind i branchen var lang og snørklet og bestemt ikke, som jeg havde forudset, men som nok ret symptomatisk for, hvordan det internationale miljø fungerer.”

I en ny podcast i serien Kvinder i Voldgift, fortæller ny formand for Young ICCA, Katrine Tvede, om sin karriere, og hvordan hun blandt andet har været omkring Arbitration Academy i Paris. Her hørte hun om muligheden for at tage en LL.M., hvilket var interessant blandt andet af den grund, at det var gratis for hende som EU-borger at deltage i programmet. Herfra foldede karrieren sig ud blandt andet gennem et processpil om investeringsvoldgift, som hun vandt. Og så kom jobtilbuddene fra udlandet.

”Da jeg startede i voldgift og alle talte om værdien af netværk, tænkte jeg, at det har jeg jo ikke. Men jeg fandt ud af, at det handler om at række ud, tage de muligheder, der byder sig, og gøre et godt indtryk. På et eller andet tidspunkt kan det være, at det leder videre til noget andet,” siger Katrine Tvede

”Når man arbejder internationalt, kommer vi alle forskellige steder fra, og på den måde er der højt til loftet og naturligt, at man lige overvejer, om den måde, man selv synes er den naturlige at løse en opgave på, nu også gælder de andre.”

Hør hele interviewet med Katrine Tvede, hvor hun også fortæller om at flytte til London og bygge sit private liv op på ny – ligesom hun fortæller om aktiviteterne i Young ICCA, som er et gratis tilbud til unge voldgiftsaktører og som har en række aktiviteter – blandt andet et mentorprogram.

Podcasten er den 10. i Voldgiftsinstituttets serie Women in Arbitration.

Hør podcasten på Spotify, Apple Podcast eller Spreaker. Søg på Women in Arbitration.

Podcasten er støttet af Dreyers Fond.

Læs mere om Young ICCA, det gratis medlemskab og programmer, som foreningen tilbyder unge voldgiftsaktører:

Opening the Doors of International Arbitration | Young ICCA

Liste over voldgiftsdommere til entreprisetvister

Den nyetablerede forening, International Construction Arbitrators Association, IntCAA, har oprettet en liste over erfarne voldgiftsdommere med særlig ekspertise i entreprisevoldgift. Listen gør det muligt at finde egnede voldgiftsdommerkandidater til de store og internationale entreprisesager, som for eksempel bliver ført ved Voldgiftsinstituttet, hvor aktørerne selv vælger de voldgiftsdommere, der afgør tvisten. Og det er der et stort ønske om i de helt store internationale sager, siger advokat Jacob C. Jørgensen, der sammen med advokat, dr.jur. Niels Schiersing optræder på den nye liste.

Forsinkelser, tekniske standarder, mangler og omtvistede ændringsarbejder er omdrejningspunkter i mange af de voldgiftssager, der hvert år bliver ført blandt andet i Danmark. Her udgør entreprisesager om tvister i bygge- og anlægsbranchen – som i mange andre lande – hovedparten af de voldgiftssager, der føres.

”Entreprisevoldgift er generelt kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet og en ekstremt omfattende bevisførelse. Tvisterne omhandler jævnligt komplicerede spørgsmål om fortolkningen af udbudsmaterialet, forsinkende begivenheder, jordbundsforhold og et væld af problemstillinger angående kvaliteten af arbejdet – det kan være alt fra svejsning og klimaskærm til materialevalg og designløsning,” siger Jacob C. Jørgensen, der er opført som Next Generation Member på IntCAAs liste.

Der er en grund til, at han har specialiseret sig.

”Det er et område, hvor det er vigtigt at have et ret indgående kendskab til, hvordan entrepriseprojektets risici fordeles imellem bygherren og entreprenøren under forskellige entreprisekontrakters vilkår – ligesom det er vigtigt at have erfaring med at bedømme divergerende eksperters holdninger til de forskellige byggetekniske problemstillinger.”

Derfor har den nyetablerede forening, International Construction Arbitrators Association (IntCAA) oprettet en liste over udvalgte voldgiftsdommere med særlig ekspertise i entreprisevoldgift. Listen er opdelt i tre sektioner: Arbitrators, Emeritus Arbitrators og Next Generation Members.

”Listen gør det nemt at finde egnede voldgiftsdommerkandidater til de store og internationale entreprisesager, som for eksempel bliver ført ved Voldgiftsinstituttet, hvor sagens parter selv vælger de voldgiftsdommere, der afgør tvisten. Særligt i sager, hvor der er store beløb på spil, har parterne en interesse i at kunne udpege deres egne voldgiftsdommere, hvilket ikke kan opfyldes hos Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, hvor der heller ikke altid er mulighed for, at parterne kan udpege egne ekspertvidner til at kaste lys over sagens tekniske problemer, projektforsinkelsernes omfang og årsager eller kvantificeringen af de økonomiske krav,” siger han og tilføjer:

”IntCAAs liste er inspireret af London Maritime Arbitrators Association (LMAA), der er den førende sammenslutning på området for maritime tvister. For at blive optaget – samt forblive – på IntCAAs liste, skal kandidaterne hvert år indberette de entreprisesager, de er involverede i og har afgjort. Det sker naturligvis i anonymiseret form. På denne måde sikrer foreningen sig, at de oplistede kandidater opretholder den nødvendige erfaring som voldgiftsdommere i internationale entreprisesager.”

Hos Voldgiftsinstituttet er man klar til at imødekomme ønskerne om rammerne om både danske og internationale tvister på entrepriseområdet.

”Det er helt grundlæggende i voldgift, at parterne selv kan vælge voldgiftsdommerne. Det gælder også i entreprisesager, som indledes ved Voldgiftsinstituttet. Det er meget vigtigt at vælge de rigtige voldgiftsdommere, hvilket kan være en stor udfordring. IntCAAs liste indeholder god inspiration til at finde kvalificerede kandidater på dette meget specialiserede område,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad.

Læs mere:

International Construction Arbitrators Assocation, ICAA | construction arbitrators

• International Construction Arbitrators Association (IntCAA) er en nystiftet forening af internationale voldgiftsdommere med ekspertise i internationale entreprisesager.
• Foreningen fører en offentligt tilgængelig liste over voldgiftsdommene, der har alle mangeårig erfaring i at afgøre internationale entreprisesager. For øjeblikket er der to danske voldgiftsdommere på listen: Advokat Jacob C. Jørgensen er next generation member og Niels Schiersing er full member.
• Kandidater kan ansøge om medlemskab via dette link: https://www.intcaa.org/application-for-next-generation

Offentlige bygherrer vil se i retning af institutionel voldgift i de store bygge- og anlægstvister, fordi processen er kendt for de udenlandske parter, mener Casper Gammelgaard. Det er en trend, som allerede er på vej, og det kan udvikle sig positivt for Voldgiftsinstituttet og hele Norden, der er kendt for sin pragmatisme, når det gælder voldgift.

Du er medlem af CiArb European Branch Management Committee. Hvor står dansk voldgift nu set med internationale briller?

Vi er et rigtig godt sted. Vi er kendt for at have en særlig nordisk pragmatisme og høj faglighed. I pragmatismen ligger, at vi opfører os fornuftigt og, frem for alt, ikke er konfliktoptrappende. Vi kan godt finde ud af at starte en sag uden en 100 siders PO1, men lægger stor værdi i at kunne gennemføre en god og smidig proces, fordi det er bedst for alle parter.

København er kendt for at være et godt sæde for voldgift. Vi har et professionelt institut, det er nemt at komme hertil med fly, hurtigt at komme fra lufthavnen til centrum, opbakning fra danske domstole og så ligger der en kæmpe tryghed i, at vi har top ratings indenfor mange felter – heriblandt Transparancy Internationals antikorruptionsindeks. Og så er vi likeable og easy going. Altså, folk føler sig velkomne og har tillid til vores faglighed.

Og hvordan oplever du Nordisk voldgift i dag?

I advokatbranchen anser vi jo ofte hinanden som konkurrenter, men når vi agerer som voldgiftsdommere er vi i højere grad kolleger, der gerne vil hjælpe hinanden – vi anbefaler gerne kolleger og der er en bevidsthed om, at vi i fællesskab kan løfte nordisk voldgift, uden at det sker på bekostning af hinanden.

Traditionelt har det svenske institut været en stærk spiller, men det danske står også stærkt, og når der kommer flere sager ind og dermed også flere voldgiftsaktører, breder udviklingen sig som ringe i vandet.

Jeg kan også se, at det finske institut – muligvis inspireret af Danmark og Sverige – er i gang med at profilere sig med ny ledelse og en mere udadvendt profil. Og det er ikke til skade for nogen. Succes hos den ene vil naturligt smitte af på den anden.

Og så igen – den nordiske pragmatisme og vores meget høje faglighed er kendt ude i verden, og vi skal på ingen måde føle os bagud i forhold til London og Paris. Jo, der er store internationale stjerner omkring os, men det er der også i Norden. Det kræver dog, at vi alle investerer tid og energi i sprede budskabet.

Hvordan ser du nordisk voldgift udvikle sig i fremtiden?

Vi vil se, at danske offentlige bygherrer vælger Voldgiftsinstituttet til i de store bygge- og anlægskontrakter i højere grad end tidligere – blandt andet fordi processen minder mere om de processer, som udenlandske parter er vant til. Det er en udvikling, som allerede er på vej.

Processen ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed kan for mange udenlandske parter fremstå meget speciel og mangle den partsindflydelse, som ellers er kendetegnede for særlig international voldgift. Det er ikke nogen kritik af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, men blot en konsekvens af, at regelsættet er meget tilrettet rent danske forhold og traditioner.

Jeg kender offentlige bygherrer, der i dag overvejer institutionel voldgift, hvilket ikke var sket for bare fem år siden. Så de sager kommer, og det vil komme flere, og det kan udvikle sig positivt for hele Norden, fordi vi har kæmpe viden og erfaring indenfor blandt andet energi og den maritime sektor. Men når det er sagt, vil en markant udvikling også kræve, at vi positionerer os rigtigt og fortsætte med at markedsføre os for at udbrede kendskabet til, hvordan vi håndterer processen og at vi har en række specialiserede og kompetente voldgiftsdommere, der står klar til at tage sagerne.

Hvad tror du der skal til for at Norden kommer til at stå stærkere internationalt?

Der er sket meget igennem de seneste ti år. For eksempel er sagstilgangen i Danmark steget markant. Jeg tror, at vejen frem er at slå mere på de nordiske værdier, hvis vi skal tiltrække flere af de helt store internationale sager. Ikke fordi, at der er noget nyt i vores nordiske pragmatiske, men det er et vigtigt parameter.

Jeg tror også på, at flere fælles initiativer på tværs af nordiske lande vil trække os i den rigtige retning. Jeg går selv i overvejelser om at skabe en nordisk afdeling, et såkaldt Chapter, under Chartered Institute of Arbitrators for at bidrage til, at vi får en større fællesskabsfølelse, som kan være med til at skabe et nordisk community. Personligt har min involvering i Chartered Institute of Arbitrators åbnet mange døre og givet mig en uvurderlig indsigt i også den praktiske håndtering af større internationale voldgiftssager, så jeg ved, at fællesskaber kan være virkelig gavnlige.

Hvordan ser du branchen udvikle sig?

I voldgift er det vanskeligt at profilere sig selv af den simple årsag, at vi ikke må fortælle om vores sager. Men jeg oplever, at vi er blevet bedre til at stå på skuldrene af hinanden. Eksempelvis må jeg gerne sige højt, hvilket institut der har udpeget mig, og på den måde kan jeg hjælpe andre i gang, for måske kunne de også se sig selv her.

Så er vi blevet bedre til at erfaringsudveksle og fortælle om, hvad kolleger er gode til. Når jeg bliver spurgt, om jeg kender en egnet voldgiftdommer, kan jeg altid pege på en, og det betyder samtidig, at jeg også står stærkere selv – både overfor den, jeg anbefaler, og overfor den, der har brug for min hjælp til at finde den rette person. På den måde hjælper vi hinanden med at blive synlige globalt, og der er en forståelse for, at det løfter os alle, og at det er sådan, at tingene vokser.

Hvis institutterne i Norden kan have samme tankegang, tror jeg, at det kan være med til at skabe et større fællesskab. Altså, at der kan vokse et stærkt nordisk mindset ud af det.

Hvor ligger udfordringerne?

Når du kommer fra et mellemstort kontor, som jeg gør, så er det positivt, at rollen som voldgiftsdommer er meget personbåret – du har dit eget brand, hvilket betyder, at det træder mere i baggrunden, hvilket firma du kommer fra.

Men det personbårne kan også blive en udfordring på sigt, hvis vi ikke hele tiden har fokus på den næste generation. For ti år siden var der få stjerner i branchen, nu er vi heldigvis meget bredere funderet, og man gør også mere for at finde morgendagens stjerner – for eksempel ved at tale om diversitet, som jo ikke alene handler om køn men også om alder og kulturel baggrund. Så ja, det er en udfordring, men jeg oplever også, at der er stort fokus på det og heldigvis stor interesse for faget voldgift blandt både studerende og unge advokater.

Hvor tror du, at vi er om ti år?

Der er en stærk tendens i retning, af at man både nationalt og på verdensplan vender sig mere mod voldgift som en foretrukken metode til tvistløsning. Den trend vil fortsætte.

Jeg tror også, at kompleksiteten bliver større, fordi vi vil se flere internationale sager, og de har ofte stor volumen, simpelthen fordi voldgift er bedre til at håndtere netop det inklusive de grænseoverskridende aspekter.

Og så vil der være en tendens til, at man i højere grad forventer, at voldgiftsdommere skal skabe fremdrift i sagerne. Her kan vi danskere gøre en forskel – netop fordi vi er pragmatiske, effektive og dermed bedre end andre til at ekspedere sagerne. Det er i alt fald klart min oplevelse, at danske voldgiftsdommere lægger sig meget i selen for at drive processen fremad vel vidende, at det også kræver, at man nogle gange må sige nej til sager, så man ikke jonglerer rundt med for meget. Det er jo begrænset, hvor mange sager du kan have kørende ad gangen, hvis det ikke skal gå ud for din effektivitet på den enkelte sag.

Casper Gammelgaard

Advokat (H), Managing Partner, Hjulmand Kaptain. Fellow ved Chartered Institute of Arbitrators (London) og Vice Chairman, Chartered Institute of Arbitrators European Branch

The Danish Institute of Arbitration and ICC Danmark wish to express its sincere gratitude to all sponsors for their generous and invaluable support of Copenhagen Arbitration Days 2025. Our sponsor’s contribution was essential to the success of the event, and we deeply appreciate this important commitment to fostering dialogue and excellence in the field of international arbitration.

Copenhagen Arbitration Days 2025 concluded with a debate on diversity in arbitration, drawing an audience of around 100 men and women. Following the debate, Nordic lawyers presented findings from a new study, Challenging Arbitral Awards, and the event was ended with a Speed Networking lunch together with Arbitral Women.

While rainy clouds settled over Copenhagen, a bright and engaging atmosphere filled Tietgens Hus, where the participants gathered to attend The Next Generation of Diversity in Arbitration.

Four experienced arbitrators – Tim Robbins, an independent arbitrator based in The Hague and Hong Kong; Mrinalini Singh from Plesner in Copenhagen; Eraldo d’Atri from Humphries Kerstetter in London; and Ashley Jones, Freshfields in London and a member of the Equal Representation in Arbitration Steering Committee – discussed what it takes to advance diversity in arbitration.

The session was moderated by Linnea Klingberg-Jensen, Kromann Reumert in Copenhagen who opened with the question: Where are we now?

Eraldo d’Atri reflected on how far the field has come:

“When I started in the industry, it was noteworthy if there was a woman on an arbitral tribunal. It stood out. Today, no one wants to make a point of it, because it’s widely recognised that there are many highly qualified women in the field who are doing exceptional work.”

Mrinalini Singh agreed:

“We have certainly come a long way, but there is still significant ground to cover. The conversation about the need for more women in arbitration remains important – as does the question of who is actively engaging in that conversation. It cannot be a dialogue carried by women alone.”

Ashley Jones is a strong advocate for using data, and she highlighted measurable progress over the past five years:

“The statistics show that arbitral institutions are doing a fantastic job of appointing more female arbitrators. In fact, at several of the major arbitral institutions, institutional appointments include more than twice as many women as party appointments.”

The moderator then turned to the audience, asking how many had been involved in appointing arbitrators in recent years. Just over half raised their hands. She followed up: Had they considered appointing a woman? The response was overwhelmingly positive.

The panel addressed the barriers to greater diversity in appointments.

“One persistent misconception is that diversity and meritocracy are somehow in conflict. I strongly disagree,” said Mrinalini Singh.

“Appointments are – and must be – based on qualifications. That is beyond question. But in arbitration, visibility is also a challenge. Because proceedings are confidential, it can be difficult for colleagues to see your capabilities. That lack of visibility is, in my view, one of the biggest barriers.”

When asked how the field can move forward, the panel agreed that the moral argument – that it is simply right and fair to make room for women – may eventually lose its persuasive power.

Instead, a new framing is needed: one that sees diversity as essential for legitimacy and innovation. If arbitration is to reflect the societies it serves, it must evolve accordingly – and this benefits clients directly.

“Diversity is about more than gender. It also includes age, experience, and cultural background. If your tribunal doesn’t reflect the wider population, you’re missing out on something critical. It’s precisely the variety of perspectives that leads to sound, well-rounded decisions.”

NEXT GENERATION OF DIVERSITY IN ARBITRATION was held in collaboration with Young Arbitrators Copenhagen and was supported by a number of law firms, Dreyer’s Foundation. The event was kindly hosted by ICC Denmark.

Bech-Bruun hosted one of the four lunch seminars held as part of the Copenhagen Arbitration Days. The theme was the art of persuasion in arbitration, which sparked lively discussions and valuable insights. At the University of Copenhagen, Dahl Law and Poul Schmith also hosted sessions marked by strong participation and engaging debate.

At Bech-Bruun the seminar unfolded in two parts. In the first part, Jan Heiner Nedden, Hanefeld, Germany led an interactive session where participants responded via their phones to key questions on advocacy in arbitration.

The discussion touched upon issues such as: What is the ultimate aim of advocacy? How should counsel handle interruptive opponents? Should more resources be spent on written submissions rather than oral arguments? What will hurt your advocacy the most – what is the worst thing you have experienced? How should counsel adapt when facing a potentially biased tribunal member?

In the second part, a panel of experienced arbitration practitioners – Johan Sidklev, Roschier, Sweden, Marie Nesvik, Wikborg Rein, Norway, Kolja Staunstrup, Kromann Reumert, Denmark, and Tessa Rosenberg, Novo Nordisk, Denmark – provided insights on these questions, as well as their commentaries on the audience’s responses.

International arbitration is characterized by the involvement of different jurisdictions and legal cultures. This diversity poses challenges for counsel, as they may approach key procedural steps very differently. For example, the meaning and scope of “document production” can vary significantly depending on whether the case is rooted in a civil law or common law tradition. Similarly, approaches to opening statements differ: Nordic practitioners could often benefit from drawing inspiration from the international style. In some jurisdictions, moreover, it is common for tribunals to take over the examination of witnesses, which requires yet another adjustment from counsel.

On the delicate question of how to deal with a biased arbitrator, the panel noted that such cases are fortunately increasingly rare. They discussed the difficult considerations in deciding whether to raise a formal challenge against an arbitrator at all, given the potential negative impact if the challenge is dismissed. An alternative strategy, they suggested, could be to carefully record all incidents, raise concerns during the hearing, and make sure the other tribunal members are aware of the situation.

As for handling disruptive opponents, the advice was to avoid objecting to every single interruption. Often, the best approach is to let disruptions pass, as tribunals tend to notice poor behavior but have limited tools for sanctioning it beyond issuing a reprimand. From the audience, José Rosell suggested that it may help to convene a side meeting in a breakout room to de-escalate if both counsel act disruptively.

Another practical piece of advice was that respondents should not feel obliged to adopt the claimant’s structure and order when presenting their case. Instead, counsel should use the structure that best serves their client’s interests. Whatever structure is chosen, it is crucial to respect the time schedule, which should include allocating space for tribunal questions, and anticipating potential technical difficulties.

The panel also emphasized the importance of preparing parties and witnesses adequately – a step counsel often neglects. Even a simple one-page guide explaining practical rules, what to expect in the hearing room, and appropriate hearing room behavior can prevent missteps that otherwise reflect negatively on counsel.

The event was smoothly hosted and moderated by Johannes Grove Nielsen and Rasmus Schmidt, who noted that the inspiration for the seminar’s topic came from Mika Savola’s article “Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal” (ASA Bulletin, Volume 43, Issue 1, 2025, pp. 46–57).

Dahl Law

DAHL Law hosted a well-attended lunch seminar during Copenhagen Arbitration Day 2025, titled “Expert Opinions in Arbitration – How To?”

The panel featured Supreme Court Justice Julie Arnt Jørgensen; Tinus Bang Christensen, Partner at Deloitte Financial Advisory; and Lotte Eskesen, Partner at Gorrissen Federspiel. The discussion was moderated by Claes Wildfang and Christina Nissen from DAHL.

The panel explored the advantages, challenges, and practical use of expert witnesses in international arbitration and post-M&A disputes. Participants gained valuable insights into the roles of the lawyer, the arbitrator, and the expert – particularly how to effectively engage expert witnesses and avoid common pitfalls.

The seminar drew a diverse audience from both the legal and business communities, who actively contributed to the discussion and shared their experiences.

Poul Schmith

Poul Schmith welcomed practitioners to a Lunch Seminar on the intersection of arbitration and human rights. The seminar featured insightful lectures from panelists Dr. Toms Krūmiņš, Professor Dr. Jur. Mads Bryde Andersen, and Attorney René Offersen, each bringing their expertise to shed light on this complex topic.

The seminar explored whether an arbitral award can be set aside on the basis of human rights and the extent to which arbitral tribunals should take such rights into account when making decisions, noting that the European Convention on Human Rights was incorporated into Danish law in 1992. Key questions included: Where should the line be drawn between party autonomy and human rights? How should arbitral tribunals navigate situations where procedural efficiency in arbitration is in conflict with the guarantees of Article 6 of the ECHR? And perhaps most importantly, who determines the role of human rights within arbitration?

At the conclusion of the seminar, Attorney Paw Fruerlund moderated a lively panel discussion with questions from the attendees, raising broader issues of legal policy, the applicability of the ECHR and the balance between party autonomy and external judicial oversight.

The seminar emphasised both the complexity and the importance of the theme. While consensus was not reached on all points, the panel underlined that arbitration does not exist in isolation but interacts with human rights and broader public interests.

This event demonstrates the value of dialogue and knowledge-sharing in advancing arbitration practice and ensuring this practice evolves in step with human rights standards.

Please see here 18 June 2025 Supreme Court Clarifies Standard on Conflicts of Interest and here 20 Aug 2025 Ny højesteretsdom om inhabilitet for articles in the DIA newsletters regarding decisions in the respective Norwegian and Danish Supreme Courts on impartiality, where both courts referred to Article 6 of the ECHR.

University of Copenhagen

University of Copenhagen organized a lunch seminar on project management in commercial disputes.

Joana Geraldi, Associate Professor at Copenhagen Business School opened the seminar with the keen observation that project management is something many of us do all the time, but often in an incidental and reactive manner. In her presentation, she discussed ways to actively and strategically organize disputes as projects and apply theories of project management to reach a successful outcome.

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel followed with a fascinating discussion on the evolving role of external counsel. As disputes become more complex, they produce a number of complex sub-projects that require active project management. Henriette highlighted concrete strategies counsel can consider before, during and after proceedings, taking into account the broader commercial and economic implications of a dispute.

Tying it all together, Troels Libak Stollberg, Head of Legal and Compliance at Carlsberg Group, shared two well-known cases at Carlsberg Group – the dissolution of a joint-venture in Nepal and exiting Russia following the invasion of Ukraine – illustrating in detail the in-house perspective and challenges when managing such complex, cross-border projects and the interplay between legal, economic and commercial interests.

The seminar concluded with a lively discussion on how actors in a dispute can contribute to the successful management of the dispute, including the supportive role that arbitral institutes can play through predictability, efficiency and, importantly, neutrality.

Arbitration’s history gives us insights into its culture. Keynote speaker Ina Popova of Debevoise & Plimpton introduced us to TS Eliot and Kierkegaard, who started our journey with their definitions of culture that included social courtesy and a shared system of beliefs and values.

By Andrew Poole, Deputy Secretary-General at the DIA

The audience was transported skillfully and securely through definitions of, and contributions to, arbitration culture, arriving at three exhortations including encouraging the ideals of the merchants of peace.

Ina Popova of Debevoise & Plimpton kindly gave the keynote speech for Copenhagen Arbitration Days 2025. Her legal studies in three jurisdictions, her cases spanning continents and her roles for international bodies such as the ICC, IBA and ICCA, provided the basis to discuss the topic of how to establish an arbitration culture and how to get the most out of it.

Ina Popova introduced us to TS Eliot and Kierkegaard, who started our journey with their definitions of culture that included social courtesy and a shared system of beliefs and values. Attitudes, values and opinions were then presented as Professor Lawrence Friedman’s definition of legal culture. Thirdly, Jan Paulsson’s serenity and special trust characterised his definition of arbitration.

Arbitration’s history gave insights into its culture. Ina Popova evoked Aristotle and his emphasis on arbitration’s flexibility, she recalled the commercial approach of the medieval lex mercatoria tribunals, and she detailed the various arbitral institutions and legal instruments since the late nineteenth century, which promoted peace.

Today’s legislators who update national laws, judges who decide further to such laws and lawyers who practise under those laws, also contribute to what is arbitration culture. The present drive from certain actors for greater judicialisation, such as arbitrator codes of conduct, appeal mechanisms, and international standards for res judicata and privilege, is part of the culture as well. Even what we may perceive as unhelpful to arbitration culture, such as guerilla tactics, lack of transparency and lack of diversity, also tells us what we value.

After seamlessly guiding us through the contributions to an arbitration culture, Ina highlighted three points to establish one:

1. promote arbitration’s multiple cultural roots
2. have a shared system of fundamental beliefs and ask what we want those beliefs to be
3. encourage inspirational leadership from both institutions and individuals.

Ina ended with three exhortations as to how to make the most of the arbitration culture:

1. nurture the collegial habits that sustain the arbitration culture, as they help to bind the community
2. take note of the ideals of the merchants of peace
3. consider how we can support greater collaboration with all participants in the process.

The keynote gave the audience much to ponder, discuss and put into action, for the benefit of arbitration as a whole.

A panel expertly moderated by Independent Arbitrator Nina Lauber-Thommesen discussed the various ways cultural differences can influence a dispute – and important issues to keep in mind before, during and after arbitral proceedings.

By Sahra Arif, Counsel at the DIA

The panel consisting of Jawad Ahmad, Partner at Mayor Brown, Frank Bøggild, Partner at Kromann Reumert, and Independent Arbitrator Prof. Dr. Harald Sippel, drew on their vast international experiences shared examples of cultural differences in cases from Northern Europe to East Asia.

After illustrating how individual stakeholders in a dispute bring in perspectives and conduct that are deeply influenced by their cultural background, the panel discussed concrete issues arbitrators and counsel should consider, well before formal proceedings as well as after an award is obtained.

First, the panel discussed how beneficial it is to understand how certain conduct will be understood by the various parties in the dispute, for example, will initiating proceedings to formally preserve a claim be accepted during settlement negotiations or will it be seen as an escalation of the dispute.

As for the arbitration itself, the panel highlighted the benefit of possessing cultural competencies, noting that counsel should consider having local counsel when representing foreign clients and to proactively cooperate with opposing counsel. In relation to the arbitrators, the panel underlined the importance of knowing how an arbitrator’s home jurisdiction may have influenced their conduct as arbitrator and having the ability to adapt one’s style to the arbitrator, the opposing counsel and the parties.

The benefit being mindful of cultural differences

From an arbitrator’s perspective, the panel highlighted the balancing act of, on the one hand, having cultural sensitivity and on the other hand, avoiding misuse of that sensitivity. As a concrete example, the panel discussed party or witness behavior, noting that while certain behavior is considered respectful in some cultures, it may come across as untrustworthy in another. The panel emphasized that any good arbitrator must make themselves aware of any relevant cultural differences and through that awareness, the arbitrator should also be able to identify misuse of the arbitral tribunal’s cultural sensitivity.

As for the enforcement stage, the panel discussed the vastly different views parties can have after an award is rendered, noting that in some jurisdictions, a party may easily accept an unfavorable award, whereas in others, that is when the real dispute starts.

Through their insights and many diverse examples, the panel demonstrated the benefit of counsel and arbitrators being mindful of relevant cultural differences and considerate of how certain conduct before, during and after a dispute is understood by other actors in a dispute. Cultural competency will not only help mitigate unintended effects but can be a valuable resource if used proactively and strategically.

One of the highlights of the Copenhagen Arbitration Days was when Melanie van Leeuwen from Vanguard International Dispute Resolution, Paris, shed light from a different angle on selection of arbitrators.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General at the DIA

Selection of arbitrators is an evergreen topic in international arbitration. But how do you choose the best arbitrator? The answer may be: ask what Aristotle would have done.

Melanie van Leeuwen introduced the virtues for a full and meaningful life, as formulated by Aristotle in ancient Greece around 350 BC. Although the world has changed since Aristotle’s time, these fundamental virtues still seem worthwhile to consider when selecting arbitrators.

Aristotle’s twelve virtues are brief:

Courage that enables a person to take appropriate action in due time in challenging situations.

Moderation reminds arbitrators to fulfill their duties dispassionately. They cannot act on instinct or first impression and should not let their personal preferences carry them away.

Generosity in providing efficiency when carrying out their duties and not wasting the parties’ time and money on facilities and tasks that are not necessary to resolve the dispute.

Magnificence is about making oneself useful as servants of justice with graciousness, style and charisma.

Magnanimity in the sense that arbitrators shall in a calm, dignified and respectively manner perform their duties and exercise the powers to give the parties confidence in the conduct of the arbitral process.

Ambition is a reminder that arbitrators are selected for their ambitions to achieve expertise, experience and personal skills.

Patience is needed to comply with fundamental principles of due process and to ensure that all parties are afforded a reasonable opportunity to present their case and evidence.

Truthfulness goes to the heart of arbitral duty. Arbitrators must search for and establish the truth as objectively as possible.

Humour in the sense of most people welcome a smile or a good laugh during a hearing. This virtue comes with a word of caution as humor may get lost in translation when people from different cultural backgrounds are involved.

Kindness is – much like good humour – required to make social interactions pleasant.

Modesty is a reminder to the arbitrator to ensure that all participants are treated with respect and can leave the proceedings with their dignity intact.

Justice is the ability to distinguish right from wrong, and it is mastered by arbitrators who are troubled by undeserved good fortune.

Legal excellence is rarely sufficient to become an arbitrator by choice. In addition, arbitrators increasingly must deal with other challenges when exercising their duties. They are expected to display case management skills and conduct proceedings in a fair, impartial and efficient manner, while staying clear of the pitfalls of corruption, money laundering, sanctions etc.

In the face of such challenge, it is useful to reflect on how classical virtues can contribute to the selection of arbitrators to meet the twenty-first-century needs and expectations of arbitration users.

Niels Christian Ellegaard shared his reflections on artificial intelligence and its growing significance for arbitration. Transparency and accountability are essential to preserving the legitimacy of arbitration, he underlined.

By Noura Cheikh-Youssef, Counsel at the DIA

Niels Christian Ellegaard opened with a historical reference to 1994, when Martin von Haller envisioned “virtual courtrooms” with judges equipped with helmets and gloves. That vision never materialised – yet today, digital hearings and the role of AI in arbitration have become tangible realities.

Ellegaard highlighted three ways in which AI is already shaping legal practice:

• As a tool – for instance, spell-checking or basic summaries.
• As a source – facilitating research and legal information retrieval.
• As decision support – contributing to analyses and assessments.

The boundaries between these categories are, however, fluid. Even simple summaries may in practice evolve into decision support, underscoring the need for caution.

The AI Act and Arbitration

The rules of AI-high risk systems in the EU Artificial Intelligence Act, entering into force in August 2026, classifies arbitration as a high-risk domain. Arbitrators and parties will therefore have to adapt to new requirements concerning transparency, documentation, and human oversight.

The Need for Guidelines

International guidelines already exist – notably from Stockholm, Silicon Valley and The Chartered Institute of Arbitrators – addressing two key questions: What should be disclosed regarding the use of AI? And should there be restrictions on how AI may be applied?

According to Ellegaard, transparency and accountability are essential to preserving the legitimacy of arbitration.

Practical Recommendations

Ellegaard also set out a number of practical measures to guide arbitral tribunals and parties in navigating the safe use of AI:

• Agree on parameters early – the issue should be addressed already in Procedural Order No. 1.
• Apply the “human first” principle – AI may assist but must never replace human judgment.
• Secure consent – the use of AI should be subject to clear parameters or explicit party agreement.
• Ensure transparency – parties should disclose if AI has been used in submissions or summaries.
• Triangulate and verify – AI outputs should be double-checked, for example through multiple systems or fact-checking.
• Safeguard contradiction – opposing parties must have an opportunity to comment if material has been wholly or partly generated by AI.

Ellegaard concluded by emphasising the need for both national and international guidelines, ensuring that arbitration actors are not left to interpret the obligations of the AI Act in isolation.

Supreme Court Judge Julie Arnth Jørgensen received the Arbitrator of the Year award under CAD2025. As an arbitrator, Julie Arnth Jørgensen has demonstrated a deep understanding of the arbitration process, including leveraging the flexibility of the arbitration method to conduct even very difficult and complex cases quickly and efficiently. At the same time, she is aware of the differences that the role of the arbitrator entails compared to her work in the Supreme Court.

According to the statutes of the “Arbitrator of the Year”, the award is given to an individual who has made significant contributions to the development and recognition of arbitration as dispute resolution. The recipient must meet one or more of the following criteria: Exemplary work as an arbitrator in cases domiciled in Denmark. Made an extraordinary effort that has strengthened the Danish arbitration environment. Demonstrated special commitment to a significant and current agenda in the area of arbitration.

The winner of the “Arbitrator of the Year” 2025 abundance meets all the criteria mentioned above:

“First of all, Supreme Court Judge Julie Arnth Jørgensen has established herself as a highly recognised and sought-after arbitrator in both Danish and international arbitration,” Head of the Award Committee, René Offersen, said.

“As an arbitrator, Julie Arnth Jørgensen has demonstrated a deep understanding of the arbitration process, including leveraging the flexibility of the arbitration method to conduct even very difficult and complex cases quickly and efficiently. At the same time, she is aware of the differences that the role of the arbitrator entails compared to her work in the Supreme Court,” he said.

“Julie Arnth Jørgensen belongs to a generation that became involved in arbitration at an early age, which for her began with specialisation in arbitration law at the University of Copenhagen and New York University School of Law and led to appointments as an arbitrator already when she was in her 30s. Her unique career as a Supreme Court judge and arbitrator has not affected her straightforwardness and direct manner or her infectious enthusiasm and commitment to the development of the arbitration environment in Denmark.”

“Among her efforts to develop the arbitration environment are her participation in the formulation of the first Danish rules on the taking of evidence targeted at arbitration, her role as co-founder of Young Arbitrators Copenhagen and her acceptance of positions on the board of The Danish Arbitration Association and contribution to Copenhagen Arbitration Day.”

“Particular mention must be made of Julie Arnth Jørgensen’s exemplary efforts to promote the diversity agenda in arbitration, where one of her points is that women can help other women to move forward. “Look under the table!” was the answer to her address in a panel debate; The skilled female arbitrators undoubtedly exist. Most recently, Julie Arnth Jørgensen has written an essay on women in arbitration for The Danish Institute of Arbitration’s festschrift for the Arbitration Act,” said René Offersen, who presented the award winner with a brass sculpture and flowers.

We believe the timing is right

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, Copenhagen Arbitration Days introduce an annual tradition that honours a prominent profile in the arbitration community and at the same time contributes to strengthen Denmark’s position as a leading place for international arbitration.

“We believe the timing is right for this award because the professional standards among arbitrators in Denmark is exceptionally high. For several of our arbitrators, a Nordic background goes hand in hand with an international career and a global practice – and that deserves recognition,” says Steffen Pihlblad, member of the committee.

According to the statutes of the “Arbitrator of the Year”, the award is given to an individual who has made significant contributions to the development and recognition of arbitration as dispute resolution. The recipient must meet one or more of the following criteria: Exemplary work as an arbitrator in cases domiciled in Denmark. Made an extraordinary effort that has strengthened the Danish arbitration environment. Demonstrated special commitment to a significant and current agenda in the area of arbitration.

An independent committee of four members appointed by Young Arbitrators Copenhagen, The Danish Arbitration Association, ICC Denmark, and The Danish Institute of Arbitration select the recipient of the award. Anyone may nominate candidates for the award.

Copenhagen Arbitration Days are about more than just professional presentations and the exchange of knowledge in an international setting. It’s also about reconnecting with familiar faces, building new relationships, and sharing memorable moments. Explore and feel free to share highlights at LinkedIn and other SoMe platforms from an exceptional event.

VIEW AND DOWNLOAD THE PHOTO GALLERY HERE

It was late summer in Copenhagen when the seventh edition of Copenhagen Arbitration Days opened its doors to 250 guests who had travelled from places as diverse as Kuala Lumpur, Honolulu, Paris, and Oslo to connect with colleagues for a conference in a historic setting.

This year, Copenhagen Arbitration Days took over some of the city’s most iconic venues, hosting a series of events across the capital.

The program began with a reception in the King’s Garden, where the Hercules Pavilion served as the elegant setting for a special celebration: the launch of a festschrift for celebrating the anniversary of the Danish Arbitration Act.

The following day began bright and early. Young Arbitrators Copenhagen and Swiss Arbitration organised a morning run around the Copenhagen Lakes, followed by refreshments and breakfast. Meanwhile, Young ICCA hosted an early morning debate in partnership with The Danish Institute of Arbitration and Kromann Reumert.

Four fully booked lunch seminars took place at the University of Copenhagen, DAHL Law, Bech-Bruun, and Poul Schmith, covering topics regarding human rights and arbitration, the art of advocacy, project management in commercial disputes, and the role of expert opinions. In addition to substantive discussions, the lunch seminars offered valuable opportunities to reconnect with old colleagues and forge new connections.

A three-day program

From there, the event moved to the historic Odd Fellow Palace in the heart of Copenhagen, where Håkun Djurhuus, President of The Danish Institute of Arbitration, officially welcomed the guests:

“For the first time, Copenhagen Arbitration Day has become Copenhagen Arbitration Days. This year, we are proud to present a three-day program. This expansion is a testament to the support this event enjoys from our arbitration community. That support comes from institutions like the University of Copenhagen, from leading law firms, and – most importantly – from all of you who have chosen to dedicate your time to be here with us. To our international guests who have travelled to join us – your presence is deeply appreciated. It is essential not only to the success of this conference but also to the continued development of the Danish arbitration community.”

He continued:

“The Danish Institute of Arbitration remains the undisputed hub for arbitration in Denmark. Increasingly, major commercial disputes are resolved at the Institute. In recent years, we have seen well over 100 new cases annually, with both the number and value of disputes steadily rising.”

Aristotle and the ethical foundations of arbitration

Later, the scene was taken by a distinguished panel of arbitrators. Melanie van Leeuwen of Vanguard International Dispute Resolution in Paris drew connections between the philosophy of Aristotle and the ethical foundations of arbitration. She noted that truthfulness goes to the heart of arbitral duty. Arbitrators must search for and establish the truth as objectively as possible. She also underlined that humor in the sense of most people welcome a smile or a good laugh during a hearing. This virtue comes with a word of caution as humor may get lost in translation when people from different cultural backgrounds are involved.

At the gala dinner, Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, gave a memorable keynote speech, using the Danish restaurant NOMA as a metaphor. She explored the values behind its global success – attention to detail, innovation, and commitment to quality – and showed how these same principles underpin effective arbitration.

On Day II, The Danish Institute of Arbitration hosted the conference Next Generation of Diversity in Arbitration in collaboration with Young Arbitrators Copenhagen and ICC Danmark at Tietgens Hus. A lively debate on diversity in arbitration brought the conference to a close, with participants – both women and men – sharing insights on what it will take to move the arbitration community forward.

The day concluded with a presentation on the Challenging Arbitral Awards in the Nordics study, followed by ArbitralWomen’s Speed Networking session – which, for the first time, welcomed participants of all genders.

I en ny afgørelse om dommerinhabilitet understreger Højesteret habilitetsvurderingens dobbelte formål. Dels at undgå reel risiko for, at afgørelser påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at forebygge mistillid blandt parter og offentlighed til dommerens upartiskhed. Med afgørelsen fastslår Højesteret betydningen af tillidshensynet som et selvstændigt kriterium i habilitetsvurderingen. 

Af Amalie Damsgaard, stud.jur., Voldgiftsinstituttet

Sagen angik en straffesag mod en tiltalt, som i byretten blev dømt for blufærdighedskrænkelse og vold begået. Tiltalte blev umiddelbart før domsafsigelsen opmærksom på, at byretsdommerens søster var sagsøgt af tiltaltes mor for et større millionbeløb.

Tiltalte ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om hjemvisning. Landsretten fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at der forelå omstændigheder omfattet af retsplejelovens § 61, som kunne give anledning til rimelig tvivl om byretsdommerens fuldstændige upartiskhed. I sin korte begrundelse af habilitetsspørgsmålet lagde landsretten vægt på, at der ikke var oplysninger, der indikerede, at dommeren på tidspunktet for byretssagens afgørelse havde – eller burde have haft – kendskab til, at tiltalte havde et familiemæssigt bånd til sagsøgte i sagen mod byretsdommerens søster.

Tiltalte ankede herefter landsrettens dom til Højesteret med påstand om, at både byrettens og landsrettens dom skulle ophæves, og sagen hjemvises til byretten. Højesteret skulle dermed tage stilling til, om byretsdommeren ved behandlingen af straffesagen var inhabil.

Højesterets afgørelse

Efter retsplejelovens § 61 må ingen handle som dommer i en sag, når der i øvrigt – det vil sige udenfor de særlige tilfælde, der er nævnt i lovens § 60 – foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

I sin afgørelse af 24. juni 2025 henviste Højesteret til både EMRK-praksis og sin egen dom af 4. juni 2024 (UfR 2024.3832), hvor retten udtrykkeligt henviste til, at retsplejelovens § 61 tjener et dobbelt formål: At undgå reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, og at undgå, at der hos parterne eller i omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos blandt andet de dommere, der skal medvirke i sagen. Det sidstnævnte indebærer, at en dommer er inhabil, hvis der på grund af dommerens tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. For at føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder.

Med et flertal på fire ud af fem dommere lagde Højesteret særlig vægt på sidstnævnte led: Tilliden hos parterne og omverdenen.

Flertallet fandt, at der ud fra tillidshensynet i retsplejelovens § 61 forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om byretsdommerens fuldstændige upartiskhed.

I lighed med landsretten lagde Højesteret også til grund, at byretsdommeren ved straffesagens behandling ikke var bekendt med, at der verserede en sag mellem hendes søster og en anden person om et større millionbeløb. I modsætning til landsretten fandt Højesteret imidlertid, at dette ikke kan tillægges betydning ved habilitetsvurderingen, der – som anført – beror på tillidshensyn, som retsplejelovens § 61 blandt andet skal varetage.

Mindretallet i Højesteret (én dommer) mente i lighed med landsretten, at der allerede på grund af byretsdommerens manglende kendskab til sagen ikke forelå omstændigheder, som kunne rejse tvivl om byretsdommerens upartiskhed.

Højesteret slår således fast, at en dommer kan være inhabil, selv uden kendskab til de konkrete omstændigheder, der giver anledning til tvivl om vedkommendes habilitet. Det står herefter klart, at hensynet til parternes og omverdens tillid til domstolene fortsat er et vigtigt led i vurderingen af, om en dommer er inhabil.

Inhabilitet i voldgift

Ifølge voldgiftsloven og Voldgiftsinstituttets regler gælder der tilsvarende regler om inhabilitet, som der gælder ved domstolene.

Det fremgår af forarbejderne til voldgiftslovens § 12, stk. 2, at det beror på et skøn, om der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af forarbejderne, at forhold, som ville gøre en dommer inhabil efter retsplejelovens § 60, stk. 1, eller § 61, normalt altid vil give anledning til berettiget tvivl om en voldgiftsdommers upartiskhed eller uafhængighed.

I praksis skeles der ofte til IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, som har til formål, at bidrage til at fastsætte inhabilitetsstandarden for voldgiftsdommere. Mistillidstesten afspejles også i IBA Guidelines, hvor vurderingen af ”appearance of bias” på baggrund af objektive omstændigheder spiller en central rolle. Det er Voldgiftsinstituttets erfaring, at voldgiftsdommerne typisk gør sig store anstrengelser for at undgå, at der opstår reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn. Det ses imidlertid fra tid til anden, at voldgiftsdommerne ikke altid er lige så opmærksomme på det andet led i den toleddede inhabilitetstest – nemlig ”mistillidstesten” – som har til formål at undgå, at der hos parterne eller i omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos voldgiftsdommeren.

Højesterets afgørelse af 24. juni 2025 er en vigtig påmindelse om, at habilitet ikke kun handler om reel partiskhed, men også om, hvordan en dommer – eller voldgiftsdommer – kan opfattes udefra. Tillidshensynet udgør et selvstændigt og væsentligt kriterium, som ikke må overses i vurderingen af inhabilitet. Tillidshensynet må desuden indebære, at en dommer ikke kan holde sig i bevidst uvidenhed om omstændigheder, som i øvrigt kan føre til tvivl om dommerens habilitet. For voldgiftsdommere går dette hånd i hånd med informationspligten i voldgiftslovens § 12, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at den, der bliver kontaktet i forbindelse med en mulig udpegning som voldgiftsdommer, skal oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed eller uafhængighed.

Johan Tufte-Kristensen er ny formand for Young Arbitrators Copenhagen. Han håber at kunne samle endnu flere unge voldgiftsinteresserede omkring foreningen, der på trods af navnet er for voldgiftsinteresserede i hele landet.

Med Johan Tufte-Kristensen for bordenden af Young Arbitrators Copenhagen, YAC, bliver der ikke tale om en kæmpe revolution af den knap 13 år gamle forening, men snarere en videreførelse og forstærkning af de mange positive tiltag, der allerede er i gang.

Først og fremmest står flere aktive medlemmer højt på ønskelisten.

”Vi har mange aktive medlemmer, men vi vil gerne have endnu flere. Unge jurister bliver nemt overtalt til at prioritere debiterebare timer frem for faglige arrangementer i foreninger som vores, men man gør sig selv en tjeneste ved at prioritere foreningsarrangementerne. Det betaler sig på den lange bane, både intellektuelt og karrieremæssigt,” siger han.

Medlemmer uden for København står også højt på ønskelisten.

”Vi er også interesseret i aktive medlemmer fra andre byer end København, for på trods af vores navn er vi en forening for voldgiftsinteresserede i hele Danmark og voldgiftsinteresserede uden for Danmark, herunder fra Nordtyskland og Sydsverige.”

I dag har YAC 24 firmamedlemmer og en række individuelle medlemmer, herunder studerende og universitets- og domstolsansatte. Firmamedlemmerne kan hver især rumme mange individuelle ansatte med interesse for voldgift.

”Selv om du er ansat i et firma med et firmamedlemsskab, er det ikke sikkert, at du modtager vores invitationer. Hvis du ikke allerede modtager mails fra os, anbefaler jeg, at du sender os din kontaktinformation. Jeg anbefaler også at følge os på LinkedIn, hvor vi løbende deler invitationer og nyheder.”

Højt til loftet

Den øvre aldersgrænse er 45 år, og det betyder ifølge den nye formand, at medlemmernes voldgiftserfaring kan være begrænset.

”Det skaber et forum, hvor der er plads til at stille alle slags spørgsmål. Ingen skal holde sig tilbage af frygt for at fremstå uerfarne, og det er en kæmpe fordel. Det oplevede jeg selv, da foreningen blev oprettet i sin tid. Der var et helt andet rum for spørgsmål og diskussion end i andre faglige fora. Det gavner ikke kun de unge medlemmer, men også de lidt ældre, så det skal vi blive ved med at dyrke. YAC er et sted, hvor vi alle kan bidrage og lære noget af hinanden uanset alder og erfaring,” siger Johan Tufte-Kristensen.

Det er også en af grundene til, at foreningen fortsætter med at uddele sit årlige specialelegat. Prisen har været uddelt tre gange og er en vigtig tilbagevendende begivenhed for at fremme fagligheden og vise omverdenen, at danske studerende kan skrive specialer på højt niveau.

”Både specialelegatet og en ny vidensbank på hjemmesiden, hvor vi samler dansk litteratur og retspraksis om voldgift, har til formål at udbrede viden om voldgift.”

Samarbejdet med nordiske søsterorganisationer

Fagligheden er også det centrale, når YAC sammen med søsterorganisationer i Norden og Tyskland arrangerer internationale konferencer og workshops som Nordic Arbitration Day, der senest foregik i Reykjavik.

”Alene er vi en relativt lille andedam, men når vi går sammen med voldgiftsmiljøerne i Tyskland og de andre nordiske lande, udvider det horisonten for os alle. Tag et område som investeringsvoldgift. Det er ikke udbredt i Danmark, men i Sverige og Tyskland har de erfaring med området, så ved at holde arrangementer med miljøerne i vores nabolande kan vi få indsigt i netop den disciplin. Derfor er samarbejdet på tværs af lande vigtigt. Det giver os mulighed for at få input og inspiration af andre, som vi har et geografisk og juridisk fællesskab med,” siger Johan Tufte-Kristensen, der fremadrettet lover at fortsætte samarbejdet med søsterorganisationerne.

Johan Tufte-Kristensen

Lektor på Københavns Universitet. Har beskæftiget sig med voldgift i en årrække og har stor erfaring med rollen som voldgiftsdommer. Formand for Young Arbitrators Copenhagen.

Ulla Fabricius har med sine 35 år i branchen og en årrække som partner hos Njord tung erfaring med voldgift. Og den erfaring deler hun gerne med de unge kolleger, der har en drøm om at gå i samme karrierespor.

I denne podcast fortæller Ulla Fabricius blandt andet om, hvordan hun har håndteret den modstand, som hun har mødt undervejs i sin karriere, om hvad forskellige kvindenetværk har betydet for hende og hvordan hun har lært at række ud, for at få den synlighed, som er nødvendig for at blive udpeget som voldgiftsdommer.

”Jeg er gået ind i et nyt netværk, hvor vi rækker ud til hinanden. Jeg kommer ofte i en situation, hvor jeg skal udpege en voldgiftsdommer, og det er vigtigt, at jeg både kan foreslå mænd og kvinder, for det er der mange af mine klienter, der sætter pris på – altså at jeg har en diversitetstankegang,” siger hun blandt andet.

Lyt til nyt afsnit i Voldgiftsinstituttets podcastserie Women in Arbitration. Følg serien og find flere nye afsnit i løbet af august, hvor advokat Christina Nissen fra Dahl Advokater og advokat Jutta Thomsen fra Gorrissen Federspiel deler historierne om, hvordan de kom i gang med en karriere i voldgift.

Det er gratis at lytte med. Du finder podcasten på Spreaker, Spotify og Apple Podcast. Søg på Women in Arbitration.

Serien er støttet af Dreyers Fond.

I de rent danske voldgiftssager læner parterne sig stadig ofte op ad retsplejeloven. Men det vil ændre sig i retning af en mere international tilgang til processen, hvor der for eksempel er tradition for skriftlige vidnebeviser. Det giver en mere effektiv proces, siger Ole Spiermann, i et interview om, hvilke trends han oplever i branchen.

Hvordan har du oplevet udviklingen de seneste år?

Voldgiftsforeningen blev stiftet for godt tyve år siden for at skabe et miljø for advokater og andre med særlig interesse i voldgift, og jeg var selv med fra starten sammen med blandt andre min kollega hos Bruun & Hjejle Karsten Kristoffersen. I dag befinder vi os et fuldstændig andet sted. Danmark har et stærkt voldgiftsmiljø, som er drevet af aktørerne, og et institut, som stadigt styrker sit brand internationalt. Vi har vel ikke helt indhentet Sverige endnu, men ser du samlet på antallet af sager hos Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet, er Danmark godt med.

Hvilke trends oplever du i voldgift lige nu?

Der er stadig er ret stor forskel på, hvordan de nationale og internationale voldgiftssager bliver gennemført. Det er en bemærkelsesværdig forskel, som jeg tror vil blive udlignet med tiden, hvis andre er enige i, at en international tilgang er mere effektiv.

I de nationale sager læner danske advokater og dermed parterne sig stadig ofte op ad retsplejeloven. Det vil for eksempel sige, at der er en mundtlig forelæggelse af skriftlige beviser, og at vidner alene afgiver mundtlige forklaringer, ligesom der kan være lange afsluttende procedurer.

En anden trend er, at den effektivitet, som ligger i internationale sager, kræver et fortsat sikkert grundlag med grundlæggende retsgarantier. Om ikke andet fik vi i Danmark en vigtig påmindelse om det, da Højesteret i marts afviste at fuldbyrde en kinesisk voldgiftskendelse. Afgørelsen (UfR2025.1922 H), understreger vigtigheden af, at en part i en voldgiftssag modtager behørig meddelelse om sagen – og det siger jeg ikke alene, fordi jeg førte sagen for indklagede.

Ser du andre områder, hvor vi bør lade os inspirere af kolleger i udlandet?

Vi kan og skal arbejde mere med at få skabt større diversitet i Danmark.

Når jeg ser mig omkring i de forskellige faglige sammenhænge – det kan for eksempel være i London – og sammenlignes der med et møde i Voldgiftsforeningen, så er der tydelige forskelle. Og det handler ikke blot om antallet af kvindelige deltagere – mange steder i udlandet kan man opleve langt større diversitet på mange parametre.

Voldgift baserer sig i højere grad end retssager på personlig tillid, og allerede derfor er diversitet et plus. Hertil kommer så eksempelvis, at voldgift jo ikke bare handler om jura, men også om vurdering af fakta og beviser, og her kan det være nyttigt med flere vinkler på samme sag.

Hvordan forholder du dig til den udvikling, som du ser?

Gennem de sidste 20 år har det i hvert fald været min oplevelse, at det danske voldgiftsmiljø er blevet styrket. Tidligere havde vi Allan Philip, Per Magid og andre som lysende enkeltstjerner. Nu er der en anderledes bredde. For eksempel oplever jeg ofte danske voldgiftsaktører holde oplæg på konferencer i udlandet, og jeg ved, at også forskellige danske aktører bliver udpeget som dommere i store internationale sager. Det er ret positivt.

Noget andet er AI. Alle taler om det. Men vi mangler måske at se nytten af den ret store udvikling, der er sket. Men jeg tænker ikke, at vi skal se langt frem, før vi har live transskribering og live oversættelser på en måde, som skaber effektivitet og mulighed for, at alle kan bruge det sprog, som de finder naturligt, uden risiko for at miste detaljer.

Endelig tror jeg som sagt, at vi kan få meget ud af i højere grad at lade os inspirere af den internationale tilgang til voldgiftsprocessen også i de rent danske sager. En gængs opfattelse i Danmark har været, at skriftlige vidneerklæringer tager tid og fordyrer processen. Erfaringen viser bare, at rigtigt udarbejdede skriftlige erklæringer giver alle aktører i voldgiftssagen mulighed for tidligt at forstå sagen, hvilket jo altså også kan fremme forlig og dermed væsentlige besparelser.

Hvad mener du, der skal til for at skubbe udviklingen i yderligere positiv retning?

Egentlig tænker jeg, at dansk voldgift er et godt sted. Og der er også væsentlige fordele. Der er den fordel, at den vindende part kan få dækket alle advokatomkostninger, hvilket jo ikke er tilfældet ved danske domstole. Men der er også den fordel, at erstatningsniveauet i voldgift meget vel kan være højere end ved danske domstole, allerede fordi man ikke er afhængig af et domstolsudpeget syn og skøn.

Hvilke trends tror du vi vil se i fremtiden?

Jeg tror, at trenden med et stærkere dansk miljø, også set udefra, vil fortsætte og styrkes. Vi vil blive flere i branchen, der beskæftiger os med voldgift, og vi vil opleve endnu større snitflader internationalt.

I virkeligheden ser jeg heller ikke nogen grund til, at Danmark ikke på længere sigt kan komme helt op blandt de fremmeste voldgiftsnationer. Særligt København har et stærkt omdømme, og der kan også skrives godt hjem om det danske samfund og den danske arbejdsstyrke på relevante punkter, for eksempel økonomi, sprog og digitalisering. Samtidig har vi uafhængige domstole, der tjener som sikkerhedsnet under voldgift – også selvom domstolssystemet næppe vil slå en udlænding som det mest effektive.

Samlet set er det et virkelig godt afsæt for at få dansk voldgift til at vokse.

Ole Spiermann

Partner hos Bruun & Hjejle med speciale i tvister og undersøgelser. Har i de seneste år ført nogle af de største og mest komplekse rets- og voldgiftssager i Danmark, herunder for landets største finansielle virksomheder.

Ole Spiermann er tidligere professor i international ret ved Københavns Universitet. Han er modtager af Københavns Universitets Guldmedalje (1994) og af den engelske doktorgrad (Ph.D.) fra University of Cambridge (2000).

Johannes Grove Nielsen er ikke i tvivl om, at Voldgiftsinstituttet kan blive en endnu større spiller på det internationale marked. Det bliver en af hans mærkesager, når han tiltræder som nyt medlem af Instituttets bestyrelse.

Hvorfor engagerer du dig i Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Voldgift har altid været et reelt og effektivt alternativ til domstolene, men særligt i de senere år står voldgift særligt attraktivt. Jeg har arbejdet med voldgift igennem mange år og har faktisk altid haft den holdning, at vi i branchen har en fælles pligt til at få voldgift til at vokse og udvikle sig. På den måde bidrager vi til, at dansk erhvervsliv har gode muligheder for at få løst deres tvister hurtigt og sikkert, og uden offentligheden kikker med. Som advokater kan vi alle være med til, at det er en succes.

Hvilke mærkesager har du som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Når udenlandske parter vælger Danmark som sæde for en sag, er det et kæmpe kvalitetsstempel, som kan trække flere sager med sig. Vi har kun et vist antal sager i Danmark, så en udvikling i retning af flere sager med udenlandske parter, vil være det, der kan skabe en endnu større vækst for Voldgiftsinstituttet. Jeg ser et kæmpe potentiale her, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan blive virkelig store spillere også internationalt.

Også på nordisk plan ser jeg oplagte muligheder for at samarbejde. Der er ingen tvivl om, at det, der sker i verden lige nu, øger behovet for samarbejde, for ingen kan stå alene. Her er det oplagt, at vi ser mod nord, fordi vi har den lange fælles retstradition og et meget stærkt værdifællesskab, når det for eksempel gælder transparens, retssikkerhed og antikorruption. Det kunne også være oplagt at se mod Tyskland. Vi har allerede et samarbejde om voldgift med kolleger her – men dog ikke det samme stærke retsfællesskab, som vi har med de andre nordiske lande, og som rækker mere end 150 år tilbage. Med andre ord giver samarbejdet med Tyskland muligheder – men ikke helt de samme, som der ligger i Norden.

Endelig er jeg optaget af få næste generation med ind i loopet. I dag er vi en større gruppe advokater, der dyrker voldgift, og som har en del år tilbage, før vi runder pensionsalderen. Men tiden er kun til låns. Derfor må vi udvikle og dele viden med næste generation og på den måde sikre, at der kommer nye talenter ind i kredsen. Det ansvar ligger både hos universiteterne og branchen som helhed. Og det er især vigtigt i en tid, hvor voldgift er i ret stor vækst. Der bliver simpelthen brug for flere voldgiftseksperter, hvis vi skal fortætte med at holde det høje faglige niveau og den gode service.

Hvilken rolle ser du Copenhagen Arbitration Days spille i den udvikling?

Som seriøs voldgiftsaktør bliver du konstant inviteret til forskellige Arbitration Days, og havde du tid, kunne du rejse verden rundt og deltage i konferencer hver uge. Når kolleger udenfor Danmark på trods af det store udbud vælger at rejse til København for at deltage i Copenhagen Arbitration Days, viser det en kæmpe respekt for både vores jurisdiktion og institut. Derfor er det rigtig godt at se, at konferencen udvikler sig hele tiden og bliver mere bredt funderet, blandt andet ved at flere danske advokatfirmaer bliver inviteret til at afholde lunch seminarer som optakt til selve konferencen.

Når vi her hos Bech-Bruun i år har fået den mulighed, går vi ind i det med liv og sjæl. Vi vil gerne have, at deltagerne får en super oplevelse, og i år har vi vendt det hele lidt på hovedet. Vi sætter nemlig fokus på alt det, man ikke skal gøre i voldgift. Vi kommer til at engagere publikum og gøre det interaktivt, og så har vi et panel med top-voldgiftsaktører fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, der giver deres bud på, hvad de ser som rigtig og forkert. Vi håber på at få sjove eksempler og war-stories i et setup, som er langt fra det klassiske foredrag.

Hvordan ser du voldgift udvikle sig i fremtiden?

Jeg oplever allerede, at der er ret stor vækst. Det gælder både hos Voldgiftsinstituttet og hos advokaterne. Vi har i hvert fald hos Bech-Bruun oplevet en kæmpe vækst i voldgiftssager de seneste år – særligt er området for international voldgift virkelig i vækst. Derfor ser jeg også, at Voldgiftsinstituttet står foran en kæmpe mulighed for at vokse endnu mere. Hvis vi ser ti år tilbage, ville jeg som advokat i mindre grad end nu pege på voldgift, fordi sagen dengang ikke ville blive løst meget hurtigere her end ved domstolene. Den tid er forbi. I dag vil man i meget højere grad anbefale voldgift i de store kommercielle tvister, og det betyder, at der bliver lagt mange flere klausuler ind i kontrakterne. Grunden er både sikkerhed og hurtighed – hertil kommer fortroligheden og den høje servicering af parterne. Så jeg vil arbejde for, at vi i instituttet griber den gyldne mulighed for at vokse – men på en måde, hvor vi har øje for, at vi ikke drukner i vores egen succes ved at gå på kompromis med grundighed, faglighed og ikke mindst hurtigheden.

Det kan sagtens lade sig gøre. Alene af den grund, at der næppe kommer færre tvister i verden. Vi er i en brydningstid, og forandringer vil i deres natur skabe konflikter. Folk skal lære nye spilleregler at kende i den nye verdensorden, og så kommer der gnidninger, som oftest må løses med hjælp udefra.

Ja, og så må jeg jo nævne AI og spørge, om man kunne forstille sig at vælge robotten som et alternativ til den klassiske voldgiftsdommer. Kunne man forestille sig en fast track model, hvor Voldgiftsinstituttet tilbyder en AI løsning på baggrund af de tusindvis af kendelser, der allerede ligger i arkivet, som måske anvendes på de mindste sager under en vis grænse, hvis parterne altså er enige om den løsning? Det tror jeg fint kunne blive virkelighed. Men nok ikke lige i morgen.

Johannes Grove Nielsen

Partner, Bech-Bruun. Johannes rådgiver primært internationale klienter og har speciale i tvistløsning, herunder voldgift og særligt international voldgift især vedrørende erstatningsret og erhvervsret og post-M&A-tvister samt alle områder inden for sø- og transportretten.

I anledning af voldgiftslovens 20-års jubilæum i år, udgiver Voldgiftsinstituttet med støtte fra Dreyers Fond et festskrift med bidrag fra en række fremtrædende praktikere og teoretikere fra ind- og udland. Festskriftet giver både et billede af et mangefacetteret fag og en påmindelse om den markante udvikling, der er sket gennem årene. Festskriftet vil blive udgivet i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days, hvor deltagerne har mulighed for at sikre sig et gratis eksemplar af bogen, skriver Håkun Djurhuus.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Siden 2005 har voldgiftsloven udgjort rammen for behandling af voldgiftssager i Danmark, og den har dermed spillet en central rolle i udviklingen af Danmark som et attraktivt forum for løsning af både nationale og internationale kommercielle tvister.

I anledning af jubilæet udgiver Voldgiftsinstituttet et festskrift, hvor en række prominente voldgiftspraktikere og -teoretikere bidrager med artikler om voldgiftens udvikling og status i dag. Resultatet er et facetteret billede af voldgift i Danmark anno 2025 – og samtidig en påmindelse om, hvor stor en udvikling, der er sket siden lovens vedtagelse.

Udviklingen i dansk voldgift har især gennem de seneste mange år været markant. Stadigt flere store sager afgøres ved voldgift, som et fordelagtigt alternativ til domstolsbehandling. Dette skyldes ikke mindst fleksibilitet, et udgangspunkt hvor afgørelsen træffes inappellabelt ved blot én instans, muligheden for fortrolighed, og ønsket om en hurtig afgørelse, der giver parterne mulighed for at sætte et endeligt punktum. Dette er nogle af grundene til, at Voldgiftsinstituttet oplever en støt stigning i antallet af både nationale og internationale sager – og en tydelig tendens mod mere komplekse sager med væsentligt større økonomisk volumen.

Udvikling fordrer en lovgivning, der er tidssvarende og dynamisk. Voldgiftsloven er nemlig ikke blot en juridisk ramme for tvister, der løses her i landet – den er også et afgørende konkurrenceparameter i et globalt marked, hvor voldgiftsinstitutter kæmper om de største og mest prestigefyldte sager. En stærk lovgivning styrker ganske enkelt Danmarks position som foretrukket værtsland for international voldgift og skaber samtidig samfundsøkonomisk værdi ved at forbedre erhvervslivets adgang til effektiv tvistløsning.

Dansk voldgift står således her i 2025 på mange måder stærkere end nogensinde. Vi har tilknyttet nogle af verdens mest anerkendte voldgiftsdommere, opbygget et moderne og effektivt institut, og en praksis, hvor kvalitet og professionalisme er i centrum. Men positionen skal ikke tages for givet. Det kræver vedvarende fokus på at evaluere og opdatere de rammer, der understøtter vores rolle i det internationale voldgiftsmiljø.

Implementeringen af UNCITRAL’s modellov var et vigtigt skridt. Men det er ikke nok. Løbende modernisering og justering af voldgiftslovgivningen er nødvendig, hvis Danmark fortsat skal være blandt de førende jurisdiktioner for international voldgift. Et andet afgørende skridt er et stærkere nordisk samarbejde. At det kan komme alle til gode set i en international kontekst giver sig selv: Vi er fem lande med et 150-årigt juridisk fællesskab, vi deler i høj grad de samme grundlæggende retsværdier, og vi er verdenskendte for at have en nultollerance i forhold til korruption. Det er ingen hemmelighed, at alle i en urolig tid søger hen, hvor der er tryghed og høj retssikkerhed – det gælder også i voldgift.

Festskriftet er ikke blot en fejring af de første 20 år – det er også et oplæg til de næste. Tak til alle bidragydere til et fagligt tungt vidnesbyrd om, at dansk voldgift er i international topklasse – og en særlig tak til generalsekretær Steffen Pihlblad for idéen om at samle markante voldgiftsaktører om opgaven og for at påtage sig rollen som redaktør. Festskrift for voldgiftsloven udgives af DJØF Forlag og er støttet af Dreyers Fond.

Voldgift er et fag, hvor praktisk erfaring og faglig videndeling spiller en afgørende rolle. For at sikre en stærk fremtid for branchen er det nødvendigt at bygge bro mellem erfarne voldgiftsaktører og de unge talenter, som ønsker at gøre karriere inden for faget. Det er baggrunden for, at Julie Arnth Jørgensen, Jacob Møller Dirksen og Steffen Pihlblad nu starter et netværk for unge voldgiftstalenter, som skal være med til at sikre, at vi i Danmark er konkurrencedygtige, når der skal sættes navn på voldgiftsdommere.

Store kommercielle tvister bliver i højere grad afgjort ved voldgift frem for ved de traditionelle domstole. Det betyder, at behovet for flere voldgiftsaktører er stigende.  Samtidig skaber en øget internationalisering og specialisering i advokatbranchen nye muligheder for yngre advokater, der ønsker en karriere i voldgift.

Det er den korte baggrund for, at højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, Accura-partner Jacob Møller Dirksen og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har stiftet et netværk for unge voldgiftstalenter. Ideen er, at netværket – som har fået titlen Behind The Scenes – skal skabe en ramme, hvor erfarne aktører kan dele deres viden med de unge talenter, der er blevet udvalgt til en plads på holdet efter ansøgning.

”Hvis dansk voldgift skal være attraktivt både lokalt og internationalt, skal vi sikre, at vi hele tiden har en generation af kvalificerede fagfolk. Min oplevelse er, at mine yngre kolleger har stor lyst til at kaste sig ud i det, men måske ikke altid har modet. Ved at dele erfaringer og vores egen tilgang til faget kan vi forhåbentlig inspirere og bidrage til udviklingen,” siger Julie Arnth Jørgensen, der sammen med Jacob Møller Dirksen også var med til at stifte Young Arbitrators Copenhagen, YAC, i 2012.

Både dengang og i dag handler om at give næste generation bedre muligheder for at udvikle sig fagligt og at skabe netværk.

”Med netværket kan vi bidrage til at skabe et miljø, hvor vi giver vores erfaringer videre, som vi har oparbejdet gennem tiden,” siger Jacob Møller Dirksen, der ser en nødvendighed i at få et nyt hold af stærke voldgiftsaktører i Danmark.

”Den internationalisering, der sker – og som vokser markant i voldgift – betyder, at vi skal kunne måle os med konkurrenter udenfor landets grænser, og her må vi se i øjnene, at vi skal være knivskarpe.”

Selv deltog han i et udviklingsforløb via SCC/SAA i Stockholm for nogle år siden.

”Det gav mig rigtig meget både fagligt og kompetencemæssigt. Jeg fik igennem det år, som forløbet varede, et helt fantastisk netværk med sjove og dygtige mennesker, som jeg stadig har gode relationer til, og som jeg ofte mødes med. Og skal jeg pege på blot en enkelt ting, er netværket det vigtigste, som jeg har fået med mig derfra, fordi jeg nu er en del af en faglig cirkel, hvor vi dels har en fortrolighed, dels er fra samme generation. Det har en kæmpe værdi, og det er netop det, vi gerne vil være med til at skabe rammerne for, at andre unge danske voldgiftstalenter kan få adgang til. For mig giver det mening, fordi et blomstrende voldgiftsmiljø i dag er det, der på sigt kan betyde, at vi som branche på sigt i højere grad kan markere os internationalt.”

Ambitionen er, at medlemmerne af Behind the Scenes efter et år har udviklet sig til et eksternt netværk, hvorefter der vil ske en evaluering, inden der inviteres til en ny søgerunde.

”På den måde understøtter projektet instituttets ønske om at skabe et community omkring faget voldgift og bidrager til at skabe den nødvendige internationalisering og i øvrigt en dynamisk og professionel udvikling af voldgiftsbranchen i Danmark,” siger Steffen Pihlblad.

Boks:

Behind The Scenes skal

• Hæve standarden for faglighed, professionalisme og innovation inden for voldgift.
• Understøtte et stærkt fællesskab, der kan bidrage til vækst og udvikling i branchen.
• Skabe et netværk for unge aktører, der kan videreføres og udvikles efter pilotprojektets afslutning.
• Sikre at instituttet opleves transparant og tilgængeligt af brugerne.

Ligelig fordeling af mænd og kvinder samt deltagere fra hele landet.

Boks:

For at blive en del af Behind the Scenes skal du

• Være under 45 år, være advokat, virksomhedsjurist eller akademiker, og have interesse for voldgift.
• Have mulighed for at deltage i en rækkeworkshops i løbet af 2026. Mødeplan vil være klar i januar 2026.
• Sende en kort motiveret ansøgning til [email protected] senest 1. november 2025.
• Der er ca. 20 pladser på det første hold, der deltager i et forløb, som afsluttes ved udgangen af 2026.

Deltagelse i netværket Behind the Scenes er uden beregning.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Har i sit tidligere arbejde som advokat arbejdet med nationale og international voldgiftssager og har virket som voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Jacob har gennem en lang karriere arbejdet med voldgiftssager, herunder har han fungeret som voldgiftsdommer i et stort antal danske og internationale sager, blandt andet i regi af ICC, SCC og Voldgiftsinstituttet.

Steffen Pihlblad

Generalsekretær for Voldgiftsinstituttet. Steffen har fungeret som voldgiftsdommer ved eksempelvis ICC og har skrevet bøger og artikler om voldgift og været ansvarlig for gennemførelsen af mange hundrede sager ved Voldgiftsinstituttet.

Get ready for four lunch seminars on 4 September hosted by University of Copenhagen and leading law firms. Each seminar offers a fresh perspective on key issues in arbitration – from human rights to expert evidence, advocacy and project management in large disputes.

Poul Schmith offers a session on Arbitration and Human Rights, exploring the evolving boundaries of arbitrability and the growing presence of human rights clauses in commercial contracts.

At the University of Copenhagen, a panel dives into Project Management in Large and Complex Commercial Disputes, sharing real-world insights on how to handle scale, complexity, and coordination in arbitration proceedings.

DAHL Law hosts a session on Expert Opinions in Arbitration – discussing how expert witnesses can make or break a case, and how legal teams, experts, and arbitrators interact.

Bech-Bruun will focus on the subject How to Convince Your Arbitrator – and How Not To, a discussion on persuasive advocacy and what arbitrators really respond to.

All sessions include lunch and strong panels of experienced voices from practice, academia, and the bench.

For details and registration, check out the conference app: CAD 2025

This year, we invite the arbitration community to join us for an exceptional two-day conference featuring leading international and Nordic speakers, thought-provoking seminars and unparalleled networking opportunities, writes the DIA’s Steffen Pihlblad.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General of the DIA

The upcoming Copenhagen Arbitration Days will not only address current challenges in arbitration but also help shape the Nordic arbitration community of tomorrow. Topics will range from cultural diversity in arbitration to the growing role of AI, as well as how to build an arbitration culture and maximize its value.

Highlights include:
Day I – 3 September

• Young ICCA Debut: The first-ever Young ICCA event in Denmark, in collaboration with Kromann Reumert and DIA.
• Lunch Seminars: Featuring top-level speakers from Denmark and abroad, organized by the University of Copenhagen, Poul Schmith, DAHL Law and Bech-Bruun.
• The Virtues of a Good Arbitrator: A keynote by Mélanie van Leeuwen (Vanguard International Dispute Resolution) on how to select the best arbitrator.
• Cultural Diversity in International Arbitration: A panel about how cultural perspectives influence decision-making, and what this means for arbitrators.
• How to establish an Arbitration Culture and Get the most out of it: A keynote by Ina Popova (Debevoise & Plimpton).
• Book Launch: Festskrift for voldgiftsloven – to celebrate the 20 years anniversary of the Danish Arbitration Act around 40 leading Danish and international practitioners are giving their perspectives on cutting-edge topics in the field of arbitration.
• Arbitrator of the Year: Honoring exceptional standards and internationally recognized excellence in arbitration.

Day II – 4 September

• Morning Run and breakfast: Along Copenhagen’s scenic lakes.
• The Next Generation of Diversity in Arbitration: Hosted by ICC Denmark, DIA and YAC — an inclusive panel discussion on achieving gender balance in arbitration.

Why Attend?
Copenhagen Arbitration Days are a must for arbitrators, lawyers, judges, academics, in-house counsel, and all with a passion for arbitration. The event offers a unique opportunity to:

• Engage directly with peers and leading experts.
• Stay at the forefront of arbitration developments in the Nordics and beyond.
• Expand your professional network in an exclusive, high-level setting.

This year’s program is also available in our brand-new conference app, where you can register and keep the full schedule at your fingertips.

Join us for Denmark’s largest arbitration event — and a personal highlight of the year for many in our field.

Secure your place today — download the DIA conference app: CAD 2025

I hvilket omfang er et konkursbo bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler? Dette spørgsmål undersøger professor, Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i denne artikel, hvor han også drøfter, om konkursboer oftere bør søge tvister afgjort ved voldgift. Artiklen er et uddrag af hans faglige artikel, som vil blive publiceret i et festskrift for voldgiftslovens 20-års jubilæum i forbindelse med CAD 2025, hvor alle deltagere modtager et eksemplar.

Af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, dr.jur., Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

I erhvervsforhold er voldgift en anerkendt konfliktløsningsform. Når en erhvervsdrivende tages under konkursbehandling, forekommer det derfor ofte, at den erhvervsdrivende (skyldneren) forud før konkursen har indgået voldgiftsaftaler med nogle af sine medkontrahenter. Dette rejser spørgsmålet, om skyldnerens konkursbo er bundet af en voldgiftsaftale, som skyldneren har indgået inden konkursen. Det er naturligvis klart, at dette alene er tilfældet, hvis voldgiftsaftalen er gyldigt indgået, jf. herved voldgiftslovens § 7. Det forudsættes i det følgende, at dette er tilfældet, herunder at der er tale om en tvist, der efter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. voldgiftslovens § 6.

Såfremt der er indledt voldgiftssag og afsagt voldgiftskendelse inden konkursen, er voldgiftskendelsen bindende, jf. voldgiftslovens § 38, dvs. at voldgiftskendelsen har retskraft. Undtagelser hertil gælder kun i de i voldgiftslovens § 37 og § 39 nævnte særlige tilfælde. Kendelsens retskraft gælder også i forhold til skyldnerens konkursbo. Konkursboet er således bundet af voldgiftskendelsen og kan dermed ikke under fordringsprøvelsen i konkursboet nægte at anerkende et krav, som en kreditor har fået fastslået ved en voldgiftskendelse afsagt inden konkursen, medmindre kendelsen undtagelsesvis kan erklæres ugyldig eller nægtes anerkendelse efter reglerne i voldgiftslovens § 37 og § 39. I det følgende forudsættes det, at der ikke foreligger en ugyldigheds- eller nægtelsesgrund.

Hvis der ikke er afsagt voldgiftskendelse inden konkursen, er det derimod ikke i alle tilfælde klart, om konkursboet er bundet af skyldnerens voldgiftsaftale, det vil sige om medkontrahenten kan kræve, at en tvist mellem denne og konkursboet afgøres ved voldgift i henhold til voldgiftsaftalen. Et konkursbo er en selvstændig juridisk person. Konkursboet er med andre ord ikke identisk med skyldneren. Det ville imidlertid være forkert heraf at konkludere, at et konkursbo ikke er bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler. Et konkursbo succederer således som udgangspunkt i skyldnerens stilling.

Der er dog enighed om, at et konkursbo ikke er forpligtet til at lade konkursretlige spørgsmål afgøre ved voldgift. Konkursboet er med andre ord kun bundet af en af skyldneren indgået voldgiftsaftale, hvis tvisten angår ikke-konkursretlige spørgsmål, jf. U 2013.2238 Ø og U 1983.44 H.

Konsekvensen af, at konkursboet er bundet af en voldgiftsaftale vedrørende et ikke-konkursretligt spørgsmål, er ikke, at en kreditor er fritaget for at anmelde sit krav i konkursboet efter konkurslovens § 128. Men hvis konkursboet ikke anerkender det anmeldte krav, kan kreditor indlede voldgiftssag i stedet for at anlægge sag ved domstolene efter konkurslovens § 133. Voldgiftssagen skal formentlig indledes inden for 4-ugers fristen i konkurslovens § 133, medmindre kreditor inden for denne frist i stedet har anlagt sag ved domstolene. Konkursboet kan ikke slippe ud af voldgiftsaftalen ved at undlade at stille sin andel af sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten. Hvis kreditor ikke ønsker at ophæve voldgiftsaftalen (og anlægge sagen ved domstolene), kan kreditor vælge at stille hele sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten, jf. voldgiftslovens § 36, stk. 2. Hvis konkursboet undlader at deltage aktivt i voldgiftssagen, kan voldgiftsretten afsige kendelse på det foreliggende grundlag efter voldgiftslovens § 25, stk. 2. Hvis konkursboet ikke har deltaget i voldgiftssagen, vil en kendelse, der pålægger konkursboet at betale sagens omkostninger, alene indebære, at kreditor har et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, på de tilkendte sagsomkostninger. Hvis konkursboet deltager aktivt i voldgiftssagen, er kreditors krav på tilkendte sagsomkostninger, men ikke kreditors hovedkrav, et massekrav, jf. konkurslovens § 93.

Hvis konkursboet mener at have et ikke-konkursretligt krav mod en medkontrahent, som skyldneren har indgået voldgiftsaftale med, må konkursboet indlede voldgiftssag, såfremt konkursboet vil forfølge kravet. I en sådan situation vil konkursboet i sagens natur være nødsaget til at stille sin andel af sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten. Pålægges konkursboet ved kendelsen at betale sagsomkostninger til medkontrahenten, er kravet herpå massekrav, jf. konkurslovens § 93. Medkontrahentens hovedkrav er derimod alene et massekrav, hvis konkursboet indtrådt i aftalen med medkontrahenten i medfør af konkurslovens § 55.

Ovenstående principper finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der verserer en voldgiftssag ved konkursbehandlingens indledning, det vil sige at konkursboet er bundet af en senere voldgiftskendelse, hvis sagen ikke angår et konkursretligt spørgsmål, jf. U 1983.44 H.

Kan og bør konkursboer søge tvister afgjort ved voldgift?

Som det fremgår af afsnit 1, har der været omfattende drøftelse af, i hvilket omfang et konkursbo er bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler. Det modsatte spørgsmål, det vil sige om et konkursbo kan indgå en voldgiftsaftale, har påkaldt sig noget mindre opmærksomhed. I den litteratur, hvor spørgsmålet omtales, antages det, et konkursbo kan indgå voldgiftsaftaler, det vil sige at konkursboet ikke er forpligtet til at løse konflikter ved at anlægge sag ved domstolene. Denne adgang til at indgå voldgiftsaftaler gælder, uanset om sagen er konkursretlig eller ikke. Konkursboets adgang til at indgå voldgiftsaftaler må således ses som udslag af konkursboets almindelige adgang til at råde over boets aktiver, herunder boets (omtvistede) krav mod tredjemand. Et konkursbo kan indgå forlig med modparten eller sælge kravet mod denne til tredjemand. Dette gælder også rent konkursretlige krav såsom krav på omstødelse. Som det ”mindre i det mere” må det således klart antages, at et konkursbo kan indgå en voldgiftsaftale med modparten.

I praksis forekommer det vistnok sjældent, at konkursboer indgår voldgiftsaftaler. Og det kan egentlig undre, da man i nogle sagstyper umiddelbart skulle mene, at voldgift må være at foretrække frem for en sag ved domstolene. Konkursboet har en interesse i, at sager mod modparten behandles effektivt, da sagernes afslutning er en forudsætning for, at konkursboet kan afsluttes. Det er i kreditorernes interesse, at konkursbehandlingen ikke bliver længere end nødvendigt, da en langvarig konkursbehandling forsinker udbetalingen af dividende og ofte kan forøge omkostningerne ved konkursbehandlingen. En voldgiftssag vil ofte kunne afsluttes hurtigere end en sag ved domstolene, der i hvert fald i perioder har haft lange berammelsestider. En voldgiftskendelse kan ikke appelleres, og en voldgiftssag vil allerede af denne grund vare kortere end en sag ved de almindelige domstole, hvis dommen appelleres, og sagen dermed skal behandles i to instanser.

Det ses fremført, at den manglende adgang til appel er en ulempe ved voldgift, da man så kun har et ”skud-i-bøssen”. Efter min opfattelse er det en forkert betragtning. Voldgift giver mulighed for, at parterne får udpeget voldgiftsdommere med ekspertise inden for området. Sandsynligheden for, at voldgiftsretten træffer en rigtig afgørelse kan dermed siges at være mindst lige så høj som sandsynligheden for, at man ved domstolene med to ”skud-i-bøssen” rammer en rigtig afgørelse. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at vi ikke har specialiserede domstole (ud over Sø- & Handelsretten inden for nogle få områder). Sager ved domstolene om komplicerede spørgsmål såsom omstødelse og ledelsesansvar behandles således ikke af dommere med særlig specialviden om disse områder.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen

Professor, dr.jur., Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

Denne artikel er et uddrag af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersens artikel om emnet voldgift og konkurs, der udkommer i et festskrift for voldgiftslovens 20-års jubilæum. Festskriftet er støttet af Dreyers Fond og udgives på DJØF Forlag i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days 2025.

En hjørnesten blandt de internationale retskilder på voldgiftsretsområdet har fødselsdag. FN’s Kommission om Handelsrets (UNCITRALS) modellov om international handelsvoldgift fylder rundt.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Modelloven blev godkendt af UNCITRAL den 21. juni 1985, og FN’s Generalforsamling vedtog den 11. december 1985 en resolution, som anbefaler medlemsstaterne at tage modelloven i betragtning ved udarbejdelsen af national lovgivning om international voldgift. Modelloven er siden ændret i 2006.

Modelloven er udarbejdet for at hjælpe stater med at formulere og modernisere deres lovgivning om voldgift, så det sikres, at lovgivningen tager højde for de særlige karakteristika og behov, der gør sig gældende i international handelsvoldgift. Formålet med modelloven er således at bidrage til en ensartet lovgivning om voldgift i forskellige lande, så de retlige rammer for den internationale handel styrkes. Modelloven regulerer voldgift fra voldgiftsaftalens indgåelse, voldgiftsrettens sammensætning og jurisdiktion samt omfanget af domstolenes kompetence på voldgiftsområdet, til eventuel tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelsen. Enkelte vigtige spørgsmål er ikke behandlet i modelloven, herunder hvilke tvister der kan afgøres ved voldgift, og sagsomkostninger.

Modelloven udgør således et solidt grundlag for regulering af voldgiftsprocessen og afspejler en global konsensus om fundamentale voldgiftsprincipper, så som partsautonomi, ligebehandling af parterne og at hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Loven er således udtryk for fælles principper på voldgiftsområdet, som sikrer, at voldgift er en effektiv måde at afgøre tvister på under iagttagelse af de fornødne retssikkerhedsgarantier.

Modelloven er blevet ændret ved en enkelt lejlighed. Ved ændringen, som blev godkendt af UNCITRAL den 7. juli 2006, blev kravene til voldgiftsaftalens form moderniseret, så de bedre afspejler internationale kontraktstandarder, hvilket sikrer, at voldgiftsaftaler, der indgås elektronisk, for eksempel via udveksling af e-mails, også er omfattet af modelloven. Desuden blev der indført en detaljeret regulering af foreløbige retsmidler til støtte for voldgiftsprocessen.

Danmark og Norge er modellovslande

Modellovens betydning for udformningen af voldgiftslovgivning i de forskellige lande kan næppe overvurderes. Det fremgår af UNCITRALS hjemmeside, at der for nuværende er 93 lande, herunder Danmark og Norge – men eksempelvis ikke Sverige – som kan betegnes som såkaldte modellovslande.

For at opnå en status som ”modellovsland” kræves, at man i national lovgivning har benyttet modelloven som grundlag, at størstedelen af bestemmelserne i modelloven er medtaget, og at den nationale lov ikke indeholder bestemmelser, som er uforenelige med moderne international voldgiftspraksis.

En sådan harmonisering af lovgivningen har stor praktisk betydning for brugerne af voldgift. En status som modellovsland indgår sædvanligvis med betydelig vægt, når virksomhederne indgår voldgiftsaftaler, som i internationale sager ofte indeholder vilkår om fastsættelse af voldgiftsrettens sæde. Hvis et modellovsland vælges som voldgiftsrettens sæde, vil der alt andet lige være mindre risiko for at støde ind i specielle voldgiftsregler, som kan virke fremmede eller gammeldags for andre end lokale aktører.

Behov for opdatering af den danske voldgiftslov

Den danske voldgiftslov er som anført baseret på UNCITRALS modellov. I voldgiftslovens forarbejder blev det blandt andet anført, at en ny, moderne dansk voldgiftslov forventes at kunne bidrage til, at Danmark bliver et mere attraktivt forum for international voldgift til gavn for dansk erhvervsliv. Det er derfor vigtigt, at den nye voldgiftslov følger nuværende internationale standarder. Lovforslaget er på denne baggrund udformet med udgangspunkt i UNCITRALS modellov fra 1985.

Voldgiftsloven i Danmark blev vedtaget i 2005, det vil sige året før den ovennævnte ændring af modelloven. Det vil være et glimrende bidrag til fejringen af modellovens 40-års fødselsdag at opdatere den danske lov. Voldgiftsinstituttet har ved forskellige lejligheder – indtil videre dog forgæves – forsøgt at få lovgivningsmagten til at tage initiativ til at opdatere voldgiftsloven, således at de seneste ændringer af modelloven gennemføres i dansk ret, se navnlig publikationen Revision af voldgiftsloven, som findes på Voldgiftsinstituttets hjemmeside: https://voldgiftsinstituttet.dk/wp-content/uploads/2017/02/vgi_s-revision-af-voldgiftsloven-2017.pdf.

Det vil være et glimrende bidrag til fejringen af modellovens 40-års fødselsdag at opdatere den danske lov.

UNICITRALS modellov indeholder regler om brugen af foreløbige retsmidler, som giver voldgiftsretten kompetence til at nedlægge et forbud, mens sagen kører. Hvis Danmark implementerer reglerne, betyder det, at voldgiftsdommeren hurtigt kan tage stilling til eksempelvis et importforbud. Samtidig vil det være procesbesparende i forhold til i dag, hvor sådanne sager om foreløbige retsmidler går gennem domstolene, mener professor Peter Arnt Nielsen, der anbefaler, at Danmark implementerer modellovens nyeste regler – ligesom 49 andre stater allerede har gjort.

Du stod i spidsen for arbejdet med at lave voldgiftsloven i 2005. Hvordan har loven fungeret indtil nu?

Da vi nedsatte udvalget, som mundede ud i voldgiftsloven fra 2005, var det et stort behov for at få ny lovgivning. På det tidspunkt havde vi i over 30 år haft en sporadisk regulering, og det betød at mange helt grundlæggende principper – for eksempel om voldgiftsdommerens habilitet – ikke var reguleret. Det var som at have en over 30 år gammel bil, der fungerede, men som slet ikke kunne måle sig med moderne biler. Det var ikke tilstrækkeligt, og vi så derfor en mulighed at se nærmere på UNICITRALS Modellov fra 1985, som mange andre stater lænede sig op ad allerede i 1990’erne.

Modelloven er fantastisk, fordi den behandler voldgift fra indgåelse af aftalen, til der sættes punktum i sagen, om nødvendigt med fuldbyrdelse af kendelsen. Udbredelsen er efterhånden ret stor. Vi er 126 jurisdiktioner fordelt på 93 stater, som har implementeret loven helt eller delvist, og det giver den meget store fordel, at man på tværs af landene oplever, at voldgiftsprocessen kører efter kendte og ens principper. Selvfølgelig skal man altid undersøge, hvilke regler der gælder nationalt – det ligger i princippet om Modelloven, at de enkelte lande selv afgør, hvilke regler der finder anvendelse i det pågældende land. Men overordnet set er det betryggende at vide, at man kan forvente en stor ensartethed netop på grund af den fælles standard gennem modelloven.

Hvad betyder implementeringen af Modelloven for voldgiftsmiljøet i Danmark?

Uden at være alt for detailreguleret har vi i dag en procedure i voldgiftsloven eksempelvis for, hvordan og på hvilket grundlag man behandler indsigelser mod voldgiftsdommere, hvilket giver en stor tryghed. Et andet eksempel er den udtømmende opregning af ugyldighedsgrunde, som betyder at parterne med en stor grad af sikkerhed ved, hvad der kan gøre en kendelse ugyldig, og hvilken frist der gælder for at anlægge et ugyldighedssøgsmål. Der er også en stor tryghed i, at man efter fristens udløb kan regne med, at kendelsen står ved magt.

Vi kan se, at domstolene i Danmark dømmer efter voldgiftsloven på en måde, som svarer til den internationale praksis, hvilket er rigtig fint. For det er hele pointen og formålet med modelloven – at skabe en positiv genklang på tværs af landene og den øgede retssikkerhed, der følger med. På den måde er lovgivningen også med til at skabe et salgsargument for at tiltrække internationale sager til Danmark.

Voldgiftsloven har 20-års jubilæum i år. Hvornår er det tid til en opdatering?

Tiden til en opdatering er nu, og det gælder særligt i forhold til foreløbige retsmidler. Dog er det oftest sådan, at når man starter det lovforberedende arbejde og tager fat i et hjørne er det altid en god idé at se hele loven efter i sømmene.

Hvordan oplever du, at voldgift har udviklet sig siden den første lov fra 1972?

Der er stor forskel på, hvordan en voldgiftsret fungerer i dag i forhold til tidligere. I det hele taget var voldgift, før Modelloven vandt indpas, en lidt mere afslappet proces, hvor voldgiftsdommeren kom ind i lokalet, tog jakken af og på et passende tidspunkt måske forsøgte at forlige sagen. I dag ved enhver voldgiftsdommer, at opgaven er at afsige en kendelse, da man må formode, at parterne havde søgt en anden form for tvistløsning, hvis de havde ønsket et forlig.

En anden markant forskel i forhold til tidligere er, at der bliver brugt mere energi på sagerne. Der er oftere store beløb på spil, kompleksiteten er høj og giver mange bilag. Alt sammen kræver, at alle aktører i sagen er yderst velforberedte, og det kræver tid.

Overordnet set er tonen skærpet i sagerne. Vi ser for eksempel mange flere formalitetsindsigelser end tidligere – det kan være en frist, der ikke er overholdt eller nye argumenter, der bliver fremsat for tæt på hovedforhandlingen. Og det er som det skal være. Kendelsen kan ikke ankes, så derfor kræver processen en enorm grundighed og et højt fagligt niveau.

Desuden er der over årene sket en digitalisering af sagsbehandlingen og fleksibilitet i forhold til eksempelvis brug af online afhøringer. Alt sammen er med til at gøre hele processen mere effektiv.

Hvad ser du et særligt behov for at justere?

Modelloven fik i 2006 regler om udstedelse af foreløbige retsmidler fra voldgiftsretten, for eksempel arrest og forbud, mens voldgiftssagen kører – et konkret eksempel kunne være et forbud mod parallelimport af medicin. Efter reglerne fra 2006 har voldgiftsretten kompetence til at nedlægge et forbud, hvilket er naturligt nok af den grund, at voldgiftsdommerne jo allerede er inde i materien, og derfor hurtigt kan tage stilling. Samtidig er det i høj grad procesbesparende – og endelig også positivt for domstolene, der i forvejen er pressede af andre sager, og i så fald slipper for disse sager.

Jeg mener, at vi fra dansk side bør implementere 2006-reglerne – hvilket et udvalg under Voldgiftsinstituttet faktisk anbefalede justitsministeren i 2017. Det har dog endnu ikke ført til, at der er sket en ændring af voldgiftsloven – formentlig fordi der har været andre retspolitiske prioriteringer.  Men det er stadig aktuelt, hvilket andre lande har fået øjnene op for. Da vi kom med anbefalingen, havde 26 stater implementeret de nye regler om foreløbige retsmidler. I dag er tallet 49, og min anbefaling vil stadig være, at vi skal blive en del af samme klub.

Peter Arnt Nielsen

Professor på CBS og ekstern professor ved Europakollegiet i Brügge. Certificeret voldgiftsdommer og retsmægler. Forsker og underviser i dansk og international civilproces, voldgift og mægling samt dansk og international kontraktret. Medlem af flere lovforberedende udvalg og arbejdsgrupper i Danmark og EU samt ved Haagerkonferencen for International Privatret.

The Supreme Court of Norway has clarified the standards on conflicts of interest in arbitration, holding that a law firm’s client relationship does not automatically disqualify an arbitrator affiliated with that firm. The judgment offers important guidance on arbitrator impartiality and disclosure duties under Norwegian arbitration law, while setting a notably high bar for disqualification based on client relationships between an arbitrator’s law firm and a party to the arbitration, write Knud Jacob Knudsen and Johan Tufte-Kristensen.

By Knud Jacob Knudsen, partner, Simonsen Vogt Wiig and Johan Tufte-Kristensen, associate professor, University of Copenhagen

In a ruling issued on 19 May 2025, the Supreme Court of Norway clarified the standards on conflicts of interest in arbitration, holding that a law firm’s client relationship does not automatically disqualify an arbitrator affiliated with that firm. The ruling follows an appeal of the Hålogaland Court of Appeal’s decision of 3 July 2024, previously discussed in the DIA’s newsletter on 18 December 2024. The recent judgment from the Supreme Court offers important guidance on arbitrator impartiality and disclosure duties under Norwegian arbitration law, while setting a notably high bar for disqualification based on client relationships between an arbitrator’s law firm and a party to the arbitration.

The underlying arbitration concerned a dispute between shareholders in an industrial property and infrastructure company. One of the three arbitrators appointed was Stephan Jervell, who was a partner at the Norwegian law firm Wiersholm AS, where he had previously served on the board and subsequently become the managing partner.

The award was rendered in 2023, and the tribunal found that two of the shareholders had violated a shareholders’ agreement by blocking a proposed capital increase.

One of the unsuccessful shareholders later challenged the award, arguing that Mr. Jervell was disqualified due to Wiersholm’s ongoing representation of one of the parties to the arbitration in a separate environmental matter during the arbitral proceedings.

Under the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, firm-wide client relationships are listed on the orange list and thereby categorized as potentially disqualifying.

The Supreme Court’s reasoning

In its decision of 19 May 2025, the Supreme Court upheld the judgment of the Hålogaland Court of Appeal and thus the arbitral award. The court found that Mr. Jervell was not disqualified from serving as an arbitrator under the Norwegian Arbitration Act (“NAA”), despite his firm’s ongoing client relationship with one of the parties.

The Supreme Court emphasized that disqualification under Section 43(1)(d) of the NAA requires justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality or independence.

The court clarified that the standards of impartiality and independence under the NAA are broadly aligned with those under the Norwegian Courts of Justice Act (domstolloven), dismissing arguments that the standards should be either stricter or more lenient in arbitration.

The court seems to indicate that the specific standard found in the IBA Guidelines does not apply to the extent that the standard differs from the standard applicable to judges under the Norwegian Courts of Justice Act. However, the court did refer to the IBA Guidelines, stating that whether a lawyer is disqualified from being an arbitrator as a result of a client relationship with a party to the arbitration will depend on an overall assessment in which the nature, scope and duration of the client relationship are key considerations.

Furthermore, the court stated that if the firm with which the lawyer is affiliated – either as a partner or as a regular employee – has an ongoing assignment for a party to the arbitration which is not insignificant, the starting point is that the lawyer will be disqualified from serving as an arbitrator. This applies even if the client relationship is not managed by the given lawyer but by other lawyers in the same firm. In its specific assessment, the court acknowledged that while Mr. Jervell’s firm had represented the party from 2017 to 2023 in an environmental dispute, the court found the work to be limited in scope. The total fees amounted to NOK 1.9 million over six years, which the court considered to be an insignificant amount in the context of the firm’s billion-NOK turnover and its 240 attorneys-at-law and 46 partners.

The court noted that Mr. Jervell had no personal involvement in the matter and that the legal work was conducted in a separate department within the law firm. The firm’s large size reduced the risk of informal cross-influence or confidential information sharing across departments.

The court acknowledged that Mr. Jervell was a key person in the firm, but that this was not sufficient to outweigh the other factors of the case. The court therefore concluded that the circumstances did not give legitimate reason to doubt Mr. Jervell’s impartiality or independence.

Breach of disclosure obligation but no effect on the arbitrator’s impartiality and independence

The case also gave rise to two notable issues concerning the arbitrator’s duty of disclosure: the first related to the appropriate recipient of such disclosure, and the second to the implications of insufficient disclosure for the arbitrator’s impartiality and independence.

First question: Can an arbitrator satisfy the duty of disclosure by informing the appointing authority?

Mr. Jervell had not been contacted directly by the parties’ counsel, but by Helgeland District Court that acted as the appointing authority under Section 13(4) of the NAA. He provided certain information to the court, raising the question of whether such disclosure satisfies the requirement set out in Section 14(1) of the NAA.

A majority held that disclosure to the appointing court is sufficient, provided there is no clear indication that the court failed to forward the information to the parties. One of the justices disagreed, maintaining that the arbitrator should have taken steps to ensure that the parties were directly informed.

Second question: Can an insufficient disclosure give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence?

The parties disagreed on whether Mr. Jervell had, in fact, informed the district court of his firm’s assignment for the party. Although he had submitted a written statement declaring himself impartial, the court of appeal had “clearly” found that he did not disclose the client relationship.

The Supreme Court reviewed Mr. Jervell’s written statement but found no reason to overturn the court of appeal’s assessment. It was therefore concluded that he failed to meet the duty of disclosure under Section 14(1) of the NAA.

Nevertheless, the court found that the failure to disclose the client relationship could not be a decisive factor in the assessment of the arbitrator’s impartiality and independence.

Our comments

The ruling makes it clear that where a client relationship is limited and unrelated to the arbitration, and the arbitrator has no personal involvement in the engagement for the client, the relationship does not provide a basis for disqualifying the arbitrator or setting aside the arbitral award.

The ruling also indicates that while arbitrators are generally presumed to share the interests of their law firms, this presumption may be rebutted through a case-specific assessment.

In our view, the court offers a thorough and well-reasoned analysis of the applicable legal framework, but its conclusion reflects a somewhat lenient approach to the standard of impartiality and independence required of arbitrators. By considering an arbitrator as impartial and independent despite his law firm’s ongoing, multi-year client relationship with one of the parties, and despite his roles in the firm’s management, the judgment risks undermining confidence in the neutrality of arbitration.

There is reason to question if the court placed excessive weight on the proportionate size of the engagement relative to the firm’s total turnover, rather than recognizing the fundamental concern: that an ongoing client relationship spanning more than six years and generating NOK 1.9 million in revenue can reasonably give rise to an appearance of bias in the eyes of a reasonable and informed third party, especially when the arbitrator has been part of the firm’s management.

Despite its overall lenient approach towards the standard of impartiality and independence in arbitration, the ruling is commendable for clearly affirming that the standards align closely with those applied in court proceedings, consistent with established principles under Norwegian and Danish law.

The court’s extensive references to the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration increases the decision’s relevance for other jurisdictions outside Norway.

Knud Jacob Knudsen

Partner, Simonsen Vogt Wiig

Johan Tufte-Kristensen

Associate professor, University of Copenhagen

The DIA has demonstrated strong and commendable leadership in advancing gender equality in arbitration by taking concrete and impactful steps to promote the principles behind the Pledge and support women in the field. But it is all about intentional, ongoing effort – not just ticking a box, says Ashley Jones, Counsel at Freshfields, London, who is part of the Equal Representation in Arbitration Pledge Sterring Committee. At Copenhagen Arbitration Days she is part of a panel discussion about the future generation’s opportunities for having a career in arbitration.

How did the idea for The Equal Representation in Arbitration Pledge come about?

The Equal Representation in Arbitration (ERA) Pledge originated in 2015 as a response to the underrepresentation of women on international arbitral tribunals, which at that time was estimated to be around 10-12 percent.

Sylvia Noury KC, Partner at Freshfields and founder of the ERA Pledge, organised a series of consultation dinners in cities like London, New York, and Hong Kong, where stakeholders from various sectors of the arbitration community — corporate entities, states, arbitral institutions, practitioners, and academics — collaborated to draft the Pledge.

The ERA Pledge was officially launched in May 2016, in London. It aims to improve the profile and representation of women in international dispute resolution by committing to appoint women as arbitrators on an equal opportunity basis. The Pledge establishes concrete and actionable steps, such as ensuring committees and conference panels include a fair representation of women, considering female candidates in arbitrator lists, and publishing gender statistics for appointments.

What has happened with this agenda over the past years?

Over the past nine years, significant progress has been made towards greater gender equality in international arbitration. The ERA Pledge has helped shine a spotlight on the underrepresentation of women on arbitration panels and related roles. It has brought the issue into mainstream discussions within arbitration institutions, law firms, and corporate legal departments.

Over 5.800 organizations, arbitral institutions, law firms, corporations, and individuals worldwide have now signed the Pledge. Progress has also been made in terms of both the availability of data – most arbitral institutions now routinely publish statistics on the gender and nationality of arbitrators appointed in their cases – and the statistics themselves. Compared to the 10 percent in 2015, the proportion of women sitting on international tribunals is now around 26-30 percent. However, challenges remain. While the arbitral institutions are appointing many more women, party appointments of women have stalled at around 20 percent.

To address specific issues and regions, the Pledge has established a series of focussed subcommittees. These include regional ones for Africa, LatAm, APAC, India, the US and MENA as well as those focussed on corporates, young practitioners and the UK Bar.

What do you see as the most important change?

The most important change, in my view, is shifting the culture and mindset within the arbitration community to truly value and prioritise gender diversity as integral to quality and fairness – not just as a nice-to-have or compliance checkbox.

What are your thoughts on the Danish effort?

The DIA has demonstrated strong and commendable leadership in advancing gender equality in arbitration by taking concrete and impactful steps to promote the principles behind the Pledge and support women in the field.

These have included a series of ten interviews with female arbitrators sharing their career journeys and insights; a podcast series where female arbitrators from Denmark and internationally discuss their beginnings and what is needed to increase female representation in arbitration; and organising events such as fostering an open debate at Copenhagen Arbitration Days about experiences and challenges faced by women in arbitration.  These initiatives create meaningful visibility, community, and dialogue around gender diversity.

What do you think is needed to achieve a better balance between men and women in the industry?

Achieving better gender balance in arbitration requires a mix of cultural shifts, structural changes, and active commitment. The following are some of the ways to foster progress towards greater inclusivity and diversity in arbitration:

• Continued and Stronger Commitment to Initiatives Like the ERA Pledge
• Intentional Inclusion in Appointment Processes
• Mentorship and Sponsorship Programs
• Education and Awareness
• Leadership Opportunities
• Broader Diversity and Inclusion Efforts, including intersectional approaches addressing not just gender but also race, ethnicity, and other factors strengthen overall fairness and representation.

It’s about intentional, ongoing effort – not just ticking a box. The goal is a culture where gender balance is the norm because it’s recognised as essential to excellence, fairness, and innovation in arbitration.

You can find the ERA Pledge and more details about the global initiative on the website here: Equal Representation in Arbitration.

Half of the population are women, and therefore half of the best people are women, says Tim Robbins, independent arbitrator, the Hague and Hong Kong, who will be part of a panel discussion at Copenhagen Arbitration Days about the future generation’s opportunities for having a career in arbitration. He underlines that diversity, equity and inclusion is never a question about appointing less qualified candidates to roles. These initiatives are about ensuring that the best people have fair access to roles and are being considered on a level playing field.

How do you view the current developments in arbitration regarding the balance between male and female practitioners?

There are many reasons to celebrate developments in recent years with respect to the balance of male and female practitioners, with a number of organisations and initiatives making important progress. Looking to arbitrator appointments as a barometer, there has been a notable increase in the proportion of female appointees, with a number of institutions approaching or reaching gender parity in their appointments.

However, the statistics for party-appointed arbitrators leave room for a lot of improvement, and the retention of women in senior roles in private practice remains a work in progress.

 Where do you see opportunities to create more positive progress?

As DEI – Diversity, Equity, Inclusion – initiatives face some headwinds in the current political climate, I think there is a need for proponents of DEI, including with respect to gender diversity, to fight back and not to let the issue be defined by the detractors.

Equality is not a form of charity, and DEI initiatives are not about appointing less qualified candidates to roles.

These initiatives are about ensuring that the best people have fair access to, and are being considered for, those roles. Half of the population are women, therefore half of the best people are women. To compensate for historical inequality, some concerted efforts are required to achieve greater diversity so that the pool of candidates better reflects society as a whole.

 What is the importance of role models?

Role models are essential for helping to resolve these historical imbalances. The absence of representative individuals in senior roles – whether it be in respect of gender, national or ethnic origin, disability, sexual orientation or gender identity, or otherwise – can have an impact on an individual’s perception of their own worth and suitability for such roles.

In the absence of role models, whether consciously or subconsciously, individuals may begin to view that “different” aspect of themselves as a professional liability. As a result, they may attempt to suppress or compensate for that aspect of themselves, or choose not to pursue those opportunities at all.

The arbitration community continues to strive to make arbitration better, says Ina Popova, who is keynote speaker at Copenhagen Arbitration Days. Various projects for reform of national law, arbitration rules, and practice guidelines offer opportunities to address the needs of users, especially in a context of global instability.

You work from France and the United States. How do you see arbitration there?

In France, a March 2025 proposal for reform of French arbitration law seeks to make arbitration more effective, efficient, and adapted to the needs of users.

In the United States, courts are increasingly grappling with questions relating to recognition and enforcement of awards, such as sovereign immunity of States and procedural defenses to enforcement.

How do you see the global arbitration landscape developing? 

Arbitration is adapting to a diverse range of disputes, such as climate change, ESG, technology, and outer space.

Like other fields, we will need to reckon with the impact of AI.  As the field continues to evolve, we should not lose sight of its inherent flexibility and the opportunities that this creates.

What is top of mind in the international arbitration community right now? 

Geopolitical uncertainty will create risks for international businesses. Tariffs may have broad repercussions for international contracts, and the multilateral system is under threat.

Attacks on the legal profession, media freedoms and the rule of law around the world remain a point of concern.  At the same time, the arbitration community continues to strive to make arbitration better, through recent projects for reform of national law, institutional rules, and practice guidelines on issues like privilege, conflicts, and res judicata.

Ina Popova

Partner at Debevoise & Plimpton’s International Dispute Resolution Group and Special Situations team, and her practice focuses on international arbitration, international litigation and public international law. Ms. Popova is admitted to practice in Paris and New York.

Ms. Popova is recognized within the legal community as one of the top international lawyers of her generation. She sits as arbitrator and serves as counsel in a broad range of international matters, and is a former Member of the ICC International Court of Arbitration (2018-2024). Ms. Popova speaks French, Spanish, Italian, Portuguese and Bulgarian.

A panel discussion on culture as both a challenge and a resource, the qualities of a good arbitrator, and the importance of supporting the next generation’s career opportunities in arbitration—these are key topics at this year’s Copenhagen Arbitration Days. But the two-day conference offers much more. The program is packed with excellent speakers and includes a range of seminars that encourage networking and in-depth discussions on current professional issues.

Explore the conference app and register here.

Shaping the Nordic arbitration community of tomorrow takes more than ideas and intention. Culture matters. So does foresight, collaboration — and increasingly, AI, which soon will become a key tool in arbitration practice. It is a pleasure to present the program for this year’s Copenhagen Arbitration Days, which will take place on 4 and 5 September 2025. As in previous years, top profiles are on stage during the conference, writes Håkun Djurhuus in his editorial.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

It is a pleasure to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Days, where leading practitioners will explore how we grow and shape the arbitration community of tomorrow. Over the past seven years, this annual conference has developed from an ambitious idea into a high-level professional event with a strong focus on hot topics within the field of international arbitration that supports essential growth and improvement of the services to the users of arbitration.

I am honored to present an outstanding two-day program, and it is a great pleasure to thank our speakers — some of the most respected practitioners in the field. It provides a chance to discuss key issues, connect with colleagues, and gain insight into international developments in the field.

This year, we are delighted that the event takes place at wonderful The Odd Fellow Palace right in the heart of the old part of Copenhagen – an historic palace built between 1751 and 1755. The palace is a perfect frame for our conference, a drinks reception and dinner. In order to promote our arbitration community and to recognize a distinguished professional in the industry who truly deserves the honor, we wish to launch the new award Arbitrator of the Year. This event will mark the conclusion of the conference, followed by a dinner, where the prominent Danish practitioner Henriette Gernaa, Gorrissen-Federspiel, will deliver our traditional dinner speech.

To underline the importance of achieving greater diversity among arbitrators, ICC Denmark, the DIA and Young Arbitrators Copenhagen invite both women and men to the dedicated event Next Generation of Diversity in Arbitration on 5 September. This event will take place at Tietgens Hus – also in the center of Copenhagen.

In connection with this event ArbitralWomen – an international non-profit organization dedicated to promoting the professional advancement of women in dispute resolution – will host a lunch and speed dating event.

Finally, we would like to thank our sponsors, including our main sponsor, the Dreyers Foundation. Without your support, it would not be possible to organise the Copenhagen Arbitration Days.

Explore the program and register here.

This year’s Nordic Arbitration Day was held in Reykjavik and was a resounding success from introductory drinks to post-conference dinner. The engaging sessions and networking coffee breaks flowed effortlessly. The DIA’s Andrew Poole briefly summarises.

By Andrew Poole, Deputy Secretary-General

The first panel focused on what was best in Nordic arbitration and trust, pragmatism and lack of corruption were discussed. General trust in the system allows for smoother proceedings, likely leading to their being cheaper and quicker. Pragmatism means lawyers are solution-minded so that the focus is resolving the parties’ dispute rather than dwelling on non-determinative legal intricacies. Lack of corruption gives confidence to parties that there is minimal chance that arbitrators and courts are partial.

The second panel focused on the energy transition, particularly as regards construction. Lower margins meant that there was less room for settlement and more for arbitration. We heard that the arbitration process has various tools to help with resolution, such as partial awards, expedited rules, and procedures beforehand such as mediation through multi-tier clauses. Suggestions also included involving experts as early as possible, avoiding bundling of claims, and using standing dispute boards if the value of the project justifies it.

The keynote speaker, Robert Spano, a former president of the European Court of Human Rights, gave a commanding speech on legal drafting. He highlighted principles such as:

1. Be clear, it is more persuasive
2. Respect the reader and their available time
3. Do not argue all available legal points, select the strongest and argue them fully
4. Be balanced and proportionate to the value of the claim
5. Adapt to the court or tribunal for which one is writing, e.g. a civil law tradition, a more formalistic tribunal, etc.

The third panel gave recommendations as to how to approach an arbitration from start to finish. Recommendations included checking which party can actually bring a claim as companies may not be clear on this, especially in M&A transactions, and ensuring that the specific institutional rules are understood. Moreover, lawyers can assist as regards witness statements, e.g. by taking interviews before drafting and they should not only prepare witnesses for potential tribunal questions on statements but also themselves.

The fourth panel focused on careers. Participating in the Vis Moot, working at an institution, acting as tribunal secretary, finding a niche area such as damages, being cross-jurisdictional and being able to adapt advocacy to different legal norms, all help. Different options of in-house litigation counsel and boutique firms were also raised as the former can be welcomed by companies owing to their aims to reduce litigation costs and the latter potentially allows one to obtain that first arbitrator appointment more quickly.

The last session was a NAD regular, the soapbox debate, an informal and entertaining session on a relevant topic. This year it was “Time for a Pan-Nordic Arbitration Institute?”. The speakers for the topic said that if we want to compete globally, combining the Nordic institutions makes sense, and a combined institution would benefit from the Nordic brand and from economies of scale. There would also be benefits for:

1. ESG owing to the combined institution’s being a global thought leader
2. Parties owing to increased use of the pragmatic Nordic model, that is a mix of common and civil law
3. Nordic lawyers owing to increased visibility and practice of Nordic arbitration

The speakers against argued that there would be a loss of what makes each individual jurisdiction unique and of the benefits of having a local institution. Power struggles and focusing on what is best for lawyers may also detract from what is best for the parties themselves.

This year’s NAD was the final in the cycle of holding a conference in each of the Nordic countries for younger arbitration practitioners. Thank you to the organisers for an insightful and compelling couple of days. Next year the conference returns to where it began, Stockholm.

Den 20. marts 2025 afsagde Højesteret en principiel afgørelse vedrørende fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse i Danmark. Afgørelsen understreger vigtigheden af, at voldgiftsretten sikrer, at en part i en voldgiftssag dokumenterbart modtager behørig meddelelse om sagen. Med afgørelsen fastsætter Højesteret en præcedens, der også kan få international relevans. Advokat Rasmus Schmidt, Bech-Bruun, opridser afgørelsen.

Af Rasmus Schmidt, advokat, Bech-Bruun

Den 20. marts 2025 afsagde Højesteret en kendelse vedrørende fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse i Danmark.

Sagen angik to parter, A og B, der den 25. april 2017 havde indgået en aftale om B’s investering i A’s selskab. Aftalen indeholdt en voldgiftsklausul, hvorefter enhver tvist mellem A og B skulle afgøres ved voldgift ved Shanghai Arbitration Commission (”SHAC”).

I juni 2020 anlagde B en voldgiftssag mod A ved SHAC blandt andet med påstand om annullering af aftalen, og at A skulle tilbagebetale investeringen. A deltog ikke i voldgiftssagen, og ved kendelse af 19. november 2020 fik B medhold i sine påstande.

B opstartede herefter fuldbyrdelsesproces i Danmark mod A.

Højesteret skulle tage stilling til, om voldgiftskendelsen kunne fuldbyrdes i Danmark, herunder om A havde modtaget behørig meddelelse om voldgiftssagen ved SHAC.

Den danske voldgiftslov

Det følger af voldgiftslovens § 38, stk. 1, at en udenlandsk voldgiftskendelse som udgangspunkt har bindende virkning i Danmark, og at den kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme.

Dog følger det af voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, der er afsagt i udlandet, kan nægtes, såfremt den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, anmoder om det og godtgør, at vedkommende ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer, om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag. Denne undtagelsesbestemmelse er identisk med New York-konventionens artikel V, stk. 1, litra b.

A befandt sig i Danmark og fik ikke meddelelse om voldgiftssagen

Det var voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, der var sagens omdrejningspunkt.

I den konkrete sag havde SHAC sendt to breve med meddelelse om sagen til A på to forskellige kinesiske adresser. Den ene adresse var A’s barndomshjem, som A var fraflyttet i 1997. Den anden adresse tilhørte en inaktiv virksomhed, som A var ejer af. Denne virksomhed var uden tilknytning til parternes aftale om investering i A.

Der blev forud for voldgiftsrettens kendelse i november 2020 ikke sendt andre meddelelser om voldgiftssagen, og bevisførelsen viste, at A i 2020 opholdt sig i Danmark, og at A havde boet i Danmark siden 2017.

Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsretten i Shanghai anså meddelelse om voldgiftssagen for at være forkyndt for A efter SHAC’s regler.

Højesterets afgørelse

I sin afgørelse af 20. marts 2025 understregede Højesteret det fundamentale princip om, at en part skal have meddelelse om en anlagt voldgiftssag for at kunne fremføre sin sag.

Hvis en part ikke har modtaget en sådan meddelelse, er der principielt ikke grundlag for at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen. Højesteret henviste til en tilsvarende afgørelse fra den svenske Højesteret af 16. april 2010 (NJA 2010.219) og fastslog, at det afgørende er, om parten har fået meddelelsen, ikke i hvilken form den er givet.

Efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, er det den part, der modsætter sig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, der skal godtgøre, at vedkommende ikke har fået meddelelse om voldgiftssagen.

Højesteret udtalte i forlængelse heraf, at det ved denne bevismæssige vurdering må tages i betragtning, at det i sagens natur kan være vanskeligt at godtgøre ikke at have fået en meddelelse. Der vil derfor ifølge Højesteret normalt være grund til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt parten har fået meddelelse om voldgiftssagen.

Højesteret fandt, at A havde godtgjort, at han ikke fik behørig meddelelse om voldgiftssagen og dermed ikke fik mulighed for at fremføre sin sag. Det var uden betydning, at voldgiftsretten i Shanghai anså meddelelsen for forkyndt for A.

Højesteret stadfæstede herefter fogedrettens kendelse, således at voldgiftskendelsen af 19. november 2020 ikke kunne fuldbyrdes i Danmark.

Kommentar

Denne afgørelse fastslår de elementære retsplejeprincipper om en parts adgang til at gøre sig bekendt med processtoffet i en sag – partsoffentlighed – og til at svare på de påstande og anbringender, som parten er blevet mødt med – kontradiktion.

Afgørelsen udstikker også retningslinjer for beviskravet i en situation, hvor det er vanskeligt for en part at bevise, at parten ikke har modtaget en meddelelse, hvorfor der alene skal godtgøres en rimelig tvivl herom.

Eftersom afgørelsen vedrører en undtagelsesbestemmelse med oprindelse i New York-konventionen, må det forventes, at afgørelsen også kan få betydning for udfaldet af fremtidige lignende udenlandske sager.

Endelig understreger afgørelsen vigtigheden af, at voldgiftsretten sikrer, at en part i en voldgiftssag dokumenterbart modtager behørig meddelelse om sagen. Ellers risikerer voldgiftsretten og parterne at stå med en afgørelse, som ikke kan fuldbyrdes.

Rasmus Schmidt

Advokat, Bech-Bruun

For tiden diskuteres det, om voldgiftskendelser i Norden anfægtes i højere grad end tidligere. Det har rejst spørgsmålet om voldgiftsdommere kan ifalde erstatningsansvar overfor voldgiftssagens parter, hvis en voldgiftskendelse bliver tilsidesat som ugyldig af domstolene. Dette er ikke afklaret i dansk ret og i både dansk og international litteratur er spørgsmålet tilsvarende omdiskuteret. Området er komplekst og der findes forskellige tilgange til at belyse spørgsmålet, men en detaljeret analyse af retspraksis viser, at bestemte elementer tillægges betydning i ansvarsvurderingen, skriver Carmen Tsang på baggrund af sit speciale.

Af Carmen Tsang, fuldmægtig i Skatteministeriet

Kompleksiteten omkring voldgiftsdommerens erstatningsansvar stammer fra at voldgiftsdommeren på én gang har en kontrakt med parterne og samtidig skal fungere som en upartisk, privat dommer i parternes tvist.

Der findes således overordnet to tilgange til voldgiftsdommerens erstatningsansvar i dansk og international litteratur, den kontraktuelle teori og den funktionelle teori, som beskriver ansvaret henholdsvis som et kontraktansvar og som et erstatningsansvar, der kan sammenlignes med det, som gælder, for dommere ved de almindelige domstole.

Ifølge den kontraktuelle teori kan voldgiftsdommeren således ifalde erstatningsansvar, hvis denne misligholder sine kontraktretlige forpligtelser overfor parterne. Den funktionelle teori tager udgangspunkt i, at voldgiftsdommeren har en judiciel funktion ligesom en dommer ved de almindelige domstole og dermed må være underlagt den samme ansvarsnorm som dommere, for at deres uafhængighed og integritet beskyttes.

Nogle forfattere opstiller en hybrid teori, hvorefter voldgiftsdommeres forpligtelser er forankret i begge teorier. Dette gør det relevant med en detaljeret analyse af retspraksis for at identificere de hensyn, som påvirker ansvarsvurderingen for både voldgiftsdommere og almindelige dommere.

Finsk og spansk retspraksis

Der findes ikke trykt retspraksis i Danmark, der tager stilling til spørgsmålet om voldgiftsdommerens erstatningsansvar, men da voldgift er et internationalt retsområde, tillægges international praksis større betydning som fortolkningsbidrag til forståelsen af dansk ret og her har to nyere højesteretsafgørelser vist, at voldgiftsdommeren i visse jurisdiktioner kan ifalde erstatningsansvar overfor parterne. Der er tale om afgørelser fra henholdsvis Finland (’Roula Family’) og Spanien (’Puma’) og sagerne indikerer, at der lægges vægt på, hvorvidt voldgiftsdommeren har tilsidesat en klar lovpligt eller begået en klar fejl.

I Roula Family havde voldgiftsdommeren tilsidesat sin oplysningspligt i henhold til den finske voldgiftslov § 9, stk. 2 ved ikke at have informeret om at have modtaget et betydeligt honorar fra indklagede for ekspertudtalelser ved udpegningen.

I Puma havde to voldgiftsdommere bevidst udelukket den tredje fra at deltage i udarbejdelsen af kendelsen, hvilket er en grov overtrædelse af kollegialitetsprincippet, hvorfor afgørelsen blev tilsidesat. I den nye voldgiftssag blev fastsatte voldgiftsretten et erstatningsbeløb, som var 60 procent lavere end i den tidligere sag.

I Roula Family vendes bevisbyrden, hvorved der synes at gælde en formodning for culpa, hvis en voldgiftsdommer har tilsidesat en klar lovpligt. At ansvaret bliver skærpet, hvis voldgiftsdommeren har tilsidesat en klar lovmæssig pligt, kendes fra professionsansvaret i dansk ret, hvor professionelle aktørers ansvar skærpes i tilfælde af klare fejl.

Selvom der er en række ligheder mellem voldgiftsdommere og professionelle aktører, kan det formentlig ikke udledes, at voldgiftsdommeren er underlagt et professionsansvar. Navnlig ses i retspraksis kun, at voldgiftsdommere er ifaldet erstatningsansvar for grove tilfælde. Det støtter den generelle opfattelse, om at voldgiftsdommere kun kan ifalde erstatningsansvar ved grov uagtsomhed eller forsæt og taler imod et professionsansvar for voldgiftsdommere, fordi professionsansvar er et skærpet culpaansvar, hvor simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt til at statuere et ansvarsgrundlag.

Desuden har voldgiftsdommeren i kraft af sin judicielle funktion visse lighedstræk med dommere, hvorfor den ansvarsnorm som gælder for dommere, i et vist omfang kan udstrækkes til voldgiftsdommere. Derfor er det interessant at analysere retspraksis om dommeres erstatningsansvar.

Dommerne ved de ordinære domstole

Retspraksis er tilbageholdende med at statuere erstatningsansvar for dommere og viser, at dommere er underlagt en mild ansvarsnorm. I dansk ret findes afgørelser om henholdsvis tinglysningsdommerens og skifteretsdommerens erstatningsansvar, som viser, at ansvaret er begrænset til grove tilfælde. For eksempel fandtes en tinglysningsdommer at have begået en fejl i U.2007.1661Ø, men fejlen medførte ikke en erstatningspligt. I U.1991.82H blev en tinglysningsdommer erstatningsansvarlig for ”en klar fejl” ved tinglysning. Graden af uagtsomhed udvist af dommerne synes at have betydning for om de pålægges erstatningsansvar.

I EU-domstolens afgørelse i sag C-224/01 (Köbler) belyses problemstillingen om domstolenes erstatningsansvar for en urigtig afgørelse. Sagen handler om den østrigske stats erstatningsansvar for en EU-stridig højesteretsafgørelse. Afgørelsen kan formentlig bruges som fortolkningsbidrag til, hvornår en dommer kan blive erstatningsansvarlig. I afgørelsen foretager EU-domstolen en afvejning af hensynet til at beskytte borgerens rettigheder i henhold til EU-retten overfor de beskyttelseshensyn, der ligger bag den dømmende magts funktion, herunder bevarelse af dommerens uafhængighed, beskyttelse af retssikkerhed samt princippet om dommes retskraft.

Det afgørende for ansvarsvurderingen synes at være, hvorvidt dommeren er overladt til et skøn. Dette understøttes i dansk ret af U.1961.656Ø, hvor en skifteretsdommer ikke ifalder erstatningsansvar for et fejlskøn, som forøgede en sags skifteomkostninger. Desuden udtaler EU-domstolen i Köbler, at staten kun kan være erstatningsansvarlig for en urigtig afgørelse, hvis dommeren åbenbart har tilsidesat gældende ret. I Köbler fandtes staten ikke erstatningsansvarlig, fordi afgørelsen vedrørte en regel, hvor der var fortolkningstvivl. Således var der formentlig tale om en undskyldelig retsvildfarelse.

Det milde statslige erstatningsansvar kan ikke finde direkte anvendelse for dommere, men EU-domstolen udtaler sig om dommerens personlige erstatningsansvar i præmis 42. EU-domstolen vurderer, at siden sagen omhandler statens og ikke dommerens personlige erstatningsansvar, så indebærer erstatningsansvaret ikke en særlig risiko for, at dommerens uafhængighed drages i tvivl. Dette kan indikere, at hvis der i national ret besluttes, at tabet i sidste ende skal bæres af dommeren personligt, så må dommerens erstatningsansvar formentlig som minimum være underlagt de samme betingelser som statens. Dommeren må tilmed formentlig være underlagt et mildere ansvar end staten, da dommerens personlige ansvar ifølge EU-domstolen kan påvirke dommerens uafhængighed.

Voldgiftsdommeren versus dommeren vil de ordinære domstole

Voldgiftsdommeren har en judiciel funktion ligesom en dommer ved de almindelige domstole, hvilket taler for, at de lempeligere ansvarsregler, som gælder for dommerens judicielle handlinger, i et vist omfang må udstrækkes til at gælde for voldgiftsdommerens judicielle handlinger. For fejl som eksempelvis urigtig anvendelse af loven, gælder en høj ansvarstærskel for dommere. Formentlig må tilsvarende principper finde anvendelse ved voldgiftsdommerens erstatningsansvar for urigtige kendelser, så de ligeledes indrømmes en vid margin for fejlskøn og formentlig ikke kan ifalde ansvar for fejlskøn, hvis skønnet har været inden for det rimelige. Voldgiftsdommere må formentlig ligesom dommere derimod kunne være erstatningsansvarlige for åbenbar tilsidesættelse af gældende ret og andre grove tilfælde.

For dommere synes at gælde et strengere ansvar ved processuelle fejl uden for deres judicielle funktion (U.1961.656 Ø), da der i disse tilfælde ikke er de samme hensyn til for eksempel at beskytte dommerens uafhængighed, omend dommeren stadig må indrømmes en rimelig margin for fejlskøn ved processuelle handlinger. Formentlig må det samme være gældende for voldgiftsdommerens handlinger uden for den judicielle funktion. Voldgiftsdommerens ansvar må ligesom for dommere blive skærpet, hvis voldgiftsdommeren begår en klar fejl ved for eksempel at tilsidesætte en klar lovmæssig pligt, hvor der ikke er fortolkningstvivl.

Det er dog usikkert, om voldgiftsdommerens erstatningsansvar helt følger, hvad der gælder for dommeren, da der også er forskelle mellem deres funktioner. Hvis dommeren begår en fejl, beskyttes parten af sin mulighed for at gøre brug af instanssystemet, hvilket der ikke er mulighed for ved voldgiftskendelser, som er endelige. Dette taler for, at voldgiftsdommere i højere grad bør kunne ifalde et erstatningsansvar. På den anden side har parterne selv ved at vælge voldgift prioriteret en hurtig og endelig behandling af sagen, hvilket taler imod et strengere ansvar.

Der er hensyn, der taler for og imod et mildere ansvar for voldgiftsdommerens handlinger, men ud fra min vurdering på baggrund af ovennævnte analyse vurderes at visse fundamentale hensyn, herunder hensynet til at beskytte beslutningstagerens uafhængighed og integritet, har en lempende virkning på ansvarsvurderingen.

Carmen Tsang

Cand.jur fra Københavns Universitet. Fuldmægtig i Skatteministeriet.

Når offentlige myndigheder og private virksomheder påtager sig komplekse it-projekter, opstår der ofte spørgsmål om, hvordan parterne bedst strukturerer deres samarbejde og sikrer klare rammer for leverancer, rettigheder og konfliktløsning. Med stigende kompleksitet i både teknologi og kontraktstyring er behovet for standardiserede og velregulerede aftalemodeller afgørende. Regitze Aalykke Hansen og Daniel Boye Lassen, som begge er advokater hos Poul Schmith, ser nærmere på den seneste af standardkontrakterne, K04, og dens tilgang til tvistløsning.

Af Regitze Aalykke Hansen, advokat, og Daniel Boye Lassen, advokat, Poul Schmith

K-kontrakterne (K01-K04) udgør et centralt værktøj i offentlige it-anskaffelser, og de fire standardkontrakter er udviklet til at skabe ensartede og robuste rammer for gennemførelse af it-projekter.

K01 er målrettet kortvarige it-projekter med levering af standardprodukter, hvor der kun i begrænset omfang skal ske tilpasninger. K02 og K03 benyttes ved it-udvikling – henholdsvis længerevarende it-projekter og agile it-projekter. Seneste skud på stammen er K04, der er en driftskontrakt. Udover at kunne anvendes som selvstændig kontrakt ved rene driftsprojekter, er den også designet til at kunne indgå som driftsbilag i forbindelse med it-udviklingsprojekter, hvor K02 og K03 anvendes.

K04, der blev offentliggjort i august 2020, er en standardkontrakt til indkøb af it-driftsydelser og øvrige løbende ydelser til it-systemer, hvor der er behov for en detaljeret regulering af forhold som kravspecifikationer, leverancer, rettigheder og ikke mindst tvistløsning. Standardkontrakten er udviklet på baggrund af erfaringer med offentlige it-anskaffelser og forhandlinger og blev i forbindelse med tilvejebringelsen sendt i høring hos en lang række aktører i markedet med henblik på at sikre en markedskonform og en så afbalanceret kontrakt som mulig.

K04’s anvendelsesområde

Selvom K04 primært er udarbejdet til offentlige it-projekter, kan den ofte også med fordel finde anvendelse i private kontraktforhold. Dens detaljerede og systematiske tilgang gør den relevant for større it-projekter i det private, hvor parterne ønsker at minimere risici og sikre klare og markedsafprøvede rammer for samarbejdet. Den overvejende forskel på K04’s anvendelse i offentligt og privat regi er de dele og metodikker, som er målrettet offentlige udbudsprocesser.

Når offentlige myndigheder eller virksomheder indgår kontrakter med leverandører eller andre markedsaktører, optræder det offentlige som kontraktpart på lige fod med private aktører. Indgåelse og forvaltning af kontrakter udgør således ikke en særlig forvaltningsretlig udøvelse. Tvister mellem det offentlige og private aktører skal derfor, som altovervejende hovedregel, håndteres efter civilretlige principper på samme måde som tvister mellem private parter.

Detaljeret regulering af tvistløsning

Behovet for den detaljerede regulering i K04 afspejler den stigende kompleksitet i moderne it-projekter. I takt med at it-ydelser er blevet mere avancerede og ofte involverer skræddersyede løsninger, flere leverandører og teknologisk integration, er også kontraktstyringen blevet mere kompleks. Denne udvikling har skabt behov for en grundig regulering af samarbejdsforhold og tvistløsning. Da kontrakten er en driftskontrakt, vil der være tale om et længerevarende samarbejde mellem parterne og derfor netop også et øget behov for så hurtigt som muligt at få løst eventuelle konflikter.

Derudover er det afgørende i offentlige udbud, at kontraktens bestemmelser, herunder reglerne for tvistløsning, er fastlagt og indarbejdet i udbudsmaterialet. Dette sikrer, at alle bydende parter kender de juridiske rammer og har lige adgang til samme information.

K04 indeholder en flertrinsmekanisme til håndtering af tvister mellem parterne:

1. Forhandling: Parterne opfordres til at forsøge at løse enhver uenighed gennem direkte forhandlinger. Dette trin søger at fremme en mindelig løsning uden behov for ekstern bistand.
2. Mediation: Hvis forhandlingerne ikke fører til enighed, kan parterne vælge at involvere en neutral tredjepart som mediator enten ad hoc eller, hvis parterne ikke kan blive enige om udpegelse af en mediator, gennem Danske IT-advokaters mediationsprocedure.
3. Voldgift: Såfremt mediation ikke resulterer i en løsning, fastsætter tvistløsningsmekanismen, at tvisten skal afgøres ved voldgift.

Som supplement til forhandling og mediation kan hver af parterne anmode om en vejledende udtalelse fra en uafhængig it-sagkyndig. Voldgiftsinstituttet har i samarbejde med Danske IT-advokater, Dansk IT og IT-Branchen udviklet særlige regler for juridisk/tekniske udtalelser i it-sager. Formålet med den sagkyndige udtalelse er, at parterne hurtigt kan finde en løsning på deres uenighed og komme videre med projektet. Den sagkyndige har i henhold til reglerne 20 arbejdsdage til at fremkomme med en udtalelse til parterne. Når udtalelsen foreligger, kan parterne bruge denne til løsning af deres konflikt, men udtalelsen er ikke bindende for parterne, og de er således heller ikke forpligtet til at følge udtalelsen. Udtalelsen kan på den baggrund heller ikke fremlægges i en eventuel senere voldgiftssag.

Tvistløsningsmekanismen i K04 er struktureret således, at en tvist først kan indbringes for voldgift, når parterne har forsøgt at løse den gennem forhandling og mediation. Denne trinvise tilgang skaber mulighed for at nå en løsning, inden konflikten eskalerer til en mere juridisk og ressourcekrævende proces, hvor ekstern advokatbistand ofte er påkrævet.

Det følger dog af K04, at anvendelse af mediation forudsætter, at parterne er enige om at søge tvisten løst ved mediation, men at en part er berettiget til at indlede voldgiftssag, såfremt en udsættelse deraf kan føre til retsfortabelse, for eksempel på grund af forældelse. Dette kan selvsagt give anledning til en række yderligere problemstillinger, som denne artikel ikke søger at afdække. Parterne er således som udgangspunkt forpligtet til at søge tvisten løst via mediation, førend sagen kan indbringes for en voldgiftsret.

En større eller mindre tvist?

Voldgiftsbestemmelsen i K04 skelner mellem mindre tvister og større tvister. Hvorvidt der er tale om en mindre eller en større tvist afgøres af en på forhånd fastsat procentdel af det samlede vederlag for løbende ydelser i 12 måneder, og dermed af tvistens værdi. Denne differentiering sikrer, at tvister behandles på en måde, der står i rimeligt forhold til deres økonomiske og forretningsmæssige betydning, hvilket er særligt relevant i komplekse it-projekter, hvor både tekniske og juridiske aspekter kan gøre tvistløsning ressourcekrævende. Udfordringen herved er, at parterne potentielt set kan indlede en diskussion om opgørelsen af sagens værdi, uden det løser sagens egentlige tvist.

Såfremt der er tale om en mindre tvist, skal sagen behandles efter Voldgiftsinstituttets regler om forenklet voldgift. Derved sikres blandt andet en hurtig afgørelse, idet voldgiftsretten har 30 dage, fra voldgiftsretten har modtaget sagen, til at sende udkast til kendelse til sekretariatet.

De tvister, der ikke falder ind under mindre tvister, afgøres efter Voldgiftsinstituttets almindelige regler om voldgift.

Regitze Aalykke Hansen

Advokat, director, Poul Schmith. Beskæftiger sig især med at føre og rådgive om rets- og voldgiftssager primært inden for energi og infrastruktur.

Daniel Boye Lassen

Advokat, manager, Poul Schmith. Har speciale IT-kontrakter og udbudsret og er certificeret IT-advokat hos Danske IT-Advokater.

Norway’s Supreme Court has received its first legal brief with fabricated legal sources. The unusual case had significant attention in the Norwegian dispute resolution community. The case illustrates that lawyers must still be very aware of the risks associated with using AI tools in the preparation of legal briefs, writes Christian Reusch.

By Christian Reusch, Simonsen Vogt Wiig, Norway

A lawyer submitted an appeal to the Supreme Court of Norway, containing entirely fabricated legal sources. This included both fictitious statutory text and accompanying preparatory works. The appeal had been produced with the assistance of AI through a large language model (LLM).

The fact that the cited legal sources were fabricated was uncovered when one of the Supreme Court’s legal clerks, who routinely reviews the central legal sources referenced by parties in legal briefs, could not identify the cited sources. The lawyer had sent the appeal without verifying that the sources provided by the AI tool were actually correct.

This is the first time such hallucination issues have been highlighted in the Norwegian Supreme Court. The case was very surprising to many. Chief Justice Øie explained that the sanctions available to the court in such situations, such as procedural fines or referring the matter to the Norwegian Disciplinary Committee for Lawyers, were not applied in this instance. However, the Chief Justice did not rule out the possibility of such measures being relevant in future cases.

Be aware of the risks associated with using AI

Similar cases have previously come to public attention in courts in other countries, like the US.

The case illustrates that lawyers must still be very aware of the risks associated with using AI tools in the preparation of legal briefs. One can add to this that in Norway, general AI tools have not until recently been able to access the most comprehensive digital platforms for Norwegian legal sources, specifically Lovdata and Rettsdata. Thus, the standard models have not been trained on these databases. This has potentially increased the risk of hallucination when the AI tools was prompted to answer questions about Norwegian law.

Recently, an important change has occurred as Lovdata and Rettsdata have permitted law firms to incorporate legal sources into their AI tools. This will clearly reduce the risk of hallucination in the future.

The case resulted in the Supreme Court promptly making changes to its own guidelines for lawyers. The guidelines now (from April 2025) include advice on the use of AI in a separate chapter. The guidelines emphasize that AI may be useful and save time. However, the lawyers’ duties are not changed. The lawyer is personally responsible for all information submitted to the courts, including legal information. Further, the guidelines state that sources and information provided by AI must always be verified. AI should therefore only be used in legal areas where the lawyer has sufficient expertise to ensure the quality of the information provided by AI.

These are good and sound advice in any court case, in litigation and arbitration, and not only in cases before the Supreme Court!

Christian Reusch

Partner, Simonsen Vogt Wiig, Norway.

Katrine Tvede is a candidate for the position of Chairperson of the Young International Council for Commercial Arbitration (Young ICCA). She is campaigning for greater access to top opportunities for young professionals in arbitration, an expansion of Young ICCA’s mentoring program, and broader global diversity within the field. All Young ICCA members can vote by June 1.

Why are you interested in Young ICCA?

Over the years, ICCA has been a first mover in shaping the arbitration landscape. I want to contribute to that progress. For me, it’s fundamentally about making arbitration a natural and trusted option for resolving disputes.

I’ve been involved with Young ICCA for some time – and I find it a powerful organisation. With over 10,000 members worldwide — far more than the main ICCA — we have a unique voice and influence.

What would you focus on as a board member?

First, I want to empower young professionals to access more of the top jobs in arbitration. One way to do this is by creating tools to help them understand how to break into the field in different countries. The Young ICCA mentorship program is key here — it connects new practitioners with some of the most experienced figures in the industry.

It’s also crucial to engage with what is happening in the world right now. We’re living in a turbulent time, marked by political shifts. I believe now is the right moment to ask: What happens if foundational instruments like the New York and ICSID Conventions come under pressure? It could be time to explore whether we can develop a trustworthy alternative — and I see a special role for younger practitioners in generating bold new ideas.

Diversity is another priority. I’m committed to getting more women into arbitration. We need to focus on retention and advancement, making sure the women already here don’t drop out just because appointments are hard to come by.

Global diversity is just as important. Let us share knowledge across borders and work to promote arbitration in countries where it’s not yet widely used. That means actively involving colleagues from jurisdictions without strong domestic arbitration traditions, and building capacity so arbitration becomes the go-to method for resolving international disputes there too.

Finally, I want to support young lawyers navigating international careers. From my own experience, I know it is not always easy to come in as an outsider — every country has its own culture and preferred candidates. That’s why I would like to launch groups where recent graduates and students can get practical advice from experienced professionals on what it is like to work in different countries, the challenges involved, and how to overcome them.

What do you bring as a young Danish arbitrator with an international background?

With a Danish legal education and an international career, I bring a unique perspective. Those of us with Danish or Nordic roots offer something special: a pragmatic mindset. We are not overly dogmatic, and we excel at working collaboratively and stepping up when it really matters.

That approach opens doors for Danes to play a bigger role on the international stage—and I’m committed to strengthening and growing that presence.

HOW TO VOTE

If you’re a member of Young ICCA, you should have received a voting link via email. If not, or if you’re having trouble voting, please contact the Young ICCA Bureau at [email protected].

Katrine Ritto Tvede
Senior Associate, Ashurst, London
LL.M. degrees from the University of Copenhagen, Stockholm University, and NYU School of Law. Ph.D. from the University of Amsterdam.

Read more about Katrine Tvede here

Indsend din nominering nu

Der er åbent for nomineringer til prisen Arbitrator of the Year. Prisen er en anerkendelse af en person, der har ydet en forbilledlig indsats for voldgift, enten i Danmark eller internationalt.

Prisen tildeles en person, der har ydet en væsentlig indsats for udviklingen og anerkendelsen af voldgift som tvistløsning.

Modtageren skal opfylde et eller flere af følgende kriterier:

1. Udvist forbilledligt virke som voldgiftsdommer i sager med hjemsted i Danmark.
2. Ydet en ekstraordinær indsats, der har styrket det danske voldgiftsmiljø.
3. Vist særligt engagement i en væsentlig og aktuel dagsorden på voldgiftsområdet i Danmark.

For at indstille en kandidat skal du sende navnet og en kort motivation (maks. 10 linjer) til [email protected]. Skriv venligst Arbitrator of the Year i emnefeltet.

Nomineringsperioden slutter 1. august 2025. En uafhængig komité udvælger årets prisvinder. Komiteen består af René Offersen fra Offersen : Christoffersen, som er udpeget af ICC Danmark, Lotte Noer fra Punct, som er udpeget af Voldgiftsforeningen, Linnea Klingberg-Jensen fra Kromann Reumert, som er udpeget af Young Arbitrators Copenhagen samt generalsekretær Steffen Pihlblad, der er udpeget af Voldgiftsinstituttet.

Vinderen offentliggøres under Copenhagen Arbitration Days 2025, som en del af hovedkonferencen på Odd Fellow Palæet 4. september.

To recognise outstanding professional standards and dedication within the field, a newly appointed committee will – for the first time – present an award to an arbitrator nominated by fellows in the community. The award will honour an individual who has demonstrated exceptional commitment to professionalism, development, and the advancement of the arbitration community, writes Håkun Djurhuus.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, the DIA takes another step toward consolidating Denmark as an attractive center for international arbitration. The award will be presented for the first time during Copenhagen Arbitration Days in September 2025 and has a clear purpose: to honor the professionalism and dedication that contribute to the development of the arbitration community in Denmark.

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, Copenhagen Arbitration Days introduce an annual tradition that honours a prominent figure in the arbitration community and helps strengthen Denmark’s position as a leading place for international dispute resolution.

We believe the timing is right for such an award because of the fact that the professional standards among arbitrators in Denmark is exceptionally high. For several of our arbitrators, a Nordic background goes hand in hand with an international career and a global practice — and that deserves recognition.

The award will be presented for the first time in September 2025 during the Copenhagen Arbitration Days. It is based on nominations from within the Danish arbitration community. The honour will be awarded to a profile who has demonstrated outstanding professionalism, dedication, and contribution to the development of the field.

An independent committee of four members – appointed by Young Arbitrators Copenhagen, the Danish Arbitration Association, ICC Denmark, and the DIA – will select this year’s award winner.

Please note that it is already possible to submit nominations.

Judicial review of preliminary affirmative rulings on jurisdiction under Article 16(3) of the UNCITRAL Model Law remains a largely overlooked area in international arbitration. The absence of clear guidance in the Model Law regarding the intensity of review has caused national courts in Model Law countries to apply differing interpretations and approaches. This inconsistency has created conceptual ambiguity, a lack of clarity, and increased uncertainty, highlighting the need for a more harmonised approach to the review, writes Mette Ankersen, based on her Master’s thesis.

By Mette Ankersen, Junior Associate at Bech-Bruun

The Model Law Article 16(3) permits judicial review of arbitral tribunals’ preliminary rulings on jurisdiction while arbitration proceedings are ongoing. The primary legal issue before national courts is whether the arbitral tribunal’s jurisdiction is validly derived from the parties’ arbitration agreement. This review involves an assessment of the facts, evidence, and arguments presented before the arbitral tribunal. The intensity of judicial review determines whether national courts defer to the arbitral tribunal’s decisions on factual and legal matters or whether they independently render their own decisions, potentially disregarding the tribunal’s conclusions. Although there are commonalities in how courts assess the tribunal’s legal and factual findings, the level of deference to these conclusions varies considerably.

Key Considerations in Determining the Intensity of Review

The arbitration process is fundamentally anchored in the principle of party autonomy, which allows parties to choose arbitration over court litigation. The establishment of an arbitral tribunal is contingent upon the voluntary consent of the involved parties. Consequently, any attempt to impose arbitration without such consent risks undermining the tribunal’s legitimacy, credibility, and fairness, as it contravenes the core principle of party autonomy that underlies the arbitration process.

When national courts review preliminary affirmative rulings, they essentially interfere with the principle of party autonomy and the competence granted to the arbitral tribunal. Such interference is legitimised by the review authority under Article 16(3) of the law which purpose is to prevent the parties from wasting time and resources on unnecessary arbitration cases and to deter delay tactics.

However, it may be necessary to find a balance between judicial review and the competence of the arbitration tribunal to ensure that both purposes are adequately served. This does not imply uncritical support for arbitration parties, arbitrators, or institution. Rather, it reflects recognition of arbitration as a dispute resolution mechanism chosen by the parties acknowledging that arbitration offers distinct advantages, such as flexibility, confidentiality, and specialised expertise, which are better suited to the parties’ needs and preferences. This balance, however, neither reflects hostility towards courts or government authority. Instead, it emphasises that supporting arbitration is about ensuring it fulfils its intended purpose effectively.

Awards and Setting Aside Procedures

Model law countries generally agree that Article 16(3) should be interpreted in conjunction with Articles 34(2)(a)(i) and(iii). This interpretation may be supported by Article 2A of the UNCITRAL Model Law, which encourages uniformity in the interpretation and application of its provisions.

However, there is no consensus on whether a preliminary ruling qualifies as an award or how intense the review is under these provisions. Case law in international arbitration may indicate that national courts should intervene under Article 34(2)(a)(i) and (iii) only when the arbitral tribunal’s decision is fundamentally flawed or in exceptional circumstances. This approach reflects significant deference to the tribunal’s findings of fact and law, with limited opportunities to introduce new evidence. A less intensive review particularly serves the interests of party autonomy and demonstrates a high level of respect for the competence of the arbitral tribunal. However, the intensity of review under Article 34(2)(a)(i) and (iii) continues to be unclear.

Should preliminary rulings not be considered awards, the intensity of review under Articles 16(3) and 34(2)(a)(i) and (iii) may vary. This could result in speculation and delaying tactics, especially if Article 16(3) does not have a preclusive effect, thus defeating its purpose.

De Novo and Correctness Standards

A literal interpretation of Article 16(3) may suggest that “deciding the matter” involves a new hearing that allows for the introduction of new evidence, arguments, and grounds for challenging jurisdiction. This broadens the basis upon which courts conduct their review, resulting in a higher degree of intensity.

When parties enter into arbitration agreements, they waive the associated legal safeguards that comes with court proceedings. The intense review aims to validate this waiver and enable its confirmation by national courts, thereby maintaining minimum standards of procedural fairness within the arbitration process.

Two approaches to intense reviews, as derived from various case law, are the correctness standards and the de novo standards. Under correctness standards, it seems that national courts independently review the arbitral tribunal’s decisions on legal and factual matters, as well as any new evidence presented. The courts are not obligated to automatically defer to or adopt the tribunal’s legal and factual decisions as binding for their own judgments. Instead, the judges exercise their own discretion in evaluating the correctness of the tribunal’s ruling.

Under de novo standards, derived from [2010] UKSC 46 (“Dallah v Pakistan”), national courts undertake a completely new and independent examination of the jurisdictional issue, forming their own legal and factual conclusions. The courts are not restricted to consider the arbitral tribunal’s findings.

Dallah v Pakistan – scope for article 16(3)?

As mentioned above, Dallah v Pakistan is frequently cited in support of the de novo standards. The English Supreme Court held that the jurisdiction of an arbitral tribunal should be independently reviewed, necessitating a new hearing and examination. This approach is referred to as de novo, which is Latin for “anew” or “from the beginning”. This raises the question of whether such a review applies under Article 16(3) of the Model Law. Dallah v Pakistan did not address Article 16(3), but focused on the New York Convention, which governs the recognition and enforcement of arbitral awards.

The Convention aims to establish a framework that facilitates the recognition and enforcement of arbitration awards across different jurisdictions, ensuring a more seamless process, thereby preventing contracting states from imposing overly restrictive rules. Additionally, national courts are encouraged to consider international considerations, such as diplomatic relations, when enforcing arbitral awards. If an award cannot be enforced in relevant jurisdictions, the core purpose of arbitration—providing a quicker, more cost-effective dispute resolution—fails, potentially leading to significant financial losses for the parties. These considerations, however, may not be applicable or relevant under Article 16(3) of the Model Law, as the arbitration proceedings are ongoing and no final decision on the merits has yet been made during the judicial review.

Any Limits on Review?

While the competence-competence principle does not explicitly limit the intensity of review, it may set boundaries for introducing new arguments. This is particularly relevant if the jurisdictional objections undergo significant changes, potentially resulting in a new objection. National courts may also be sceptical of a party’s requests to include evidence not previously presented to the tribunal, especially when delayed submissions lack a compelling justification. A thorough examination of this, however, falls outside the scope of this article.

Harmonising the Review

To uphold the integrity of the arbitration process and prevent the pitfalls of ‘forum shopping,’ a more harmonised approach to these reviews is essential. Achieving such harmonisation would contribute to safeguarding the purpose of Article 16(3), creating a more reliable and predictable framework within international arbitration. This, in turn, would also enhance overall efficacy, legitimacy, credibility, and fairness of arbitration proceedings.

Mette Ankersen

Junior Associate at Bech-Bruun.

This webinar of the Nordic-Baltic Chapter of the CEIA focuses on arbitrators’ duty to disclose potential conflicts of interest. Four experienced arbitration practitioners from recognized arbitration institutes – moderated by the seasoned international arbitrator José Rosell – will explore why different arbitration institutions apply varying disclosure standards. What constitutes a conflict, and when should it be disclosed? Join us for a practical discussion on key principles and challenges and gain insight into current practices and perspectives.

The purpose of this Webinar is to discuss the reasons behind the existence of different criteria applied by the arbitration institutions regarding the arbitrators’ duty to disclose potential conflicts of interest.

Join the webinar:

Disclosure of Conflicts by the Arbitrators: Need to Harmonize the Criteria Applied by the Institutions?

12 May 2025 from 5:30 pm to 7:00 pm CET.

The panel will be formed by:

• José María Alonso, Chair of the International Arbitration Center of Madrid – Ibero-American Arbitration Center (CIAM-CIAR)
• Heidi Merikalla-Teir, Chair of the Board of the Finland Arbitration Institute
• Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration
• Madeleine Thörn, Deputy Secretary General of the SCC Arbitration Institute

Register for the Webinar:

Here

Voldgiftsforeningen udgav 1. marts et moderniseret regelsæt for bevisoptagelse i voldgiftssager. De nye regler afspejler i højere grad internationale trends. Kenneth Hvelplund Pedersen fra Gorrissen Federspiel og Jimmy Skjold Hansen fra Plesner har taget del i arbejdet med at forny reglerne fra 2010.

Det er godt 15 år siden Voldgiftsforeningen for første gang søsatte et regelsæt om bevisoptagelse. Der er sket meget inden for voldgift siden – både i Danmark og internationalt – og der var et behov for at opdatere de regler, der sine steder havde tydelig inspiration fra civilprocessen.

”Med et opdateret regelsæt vil vi gerne vise omverdenen, at vi her i Danmark er stærke indenfor voldgift, og derfor er reglerne i højere grad tilpasset det internationale miljø og den voksende kompleksitet, som vi oplever i sagerne. Vi har blandt andet inddraget tendenserne i IBA-reglerne i udvalgets overvejelser – men på en måde, så de opdaterede regler også kan rumme den danske voldgiftstradition og pragmatisme,” siger Kenneth Hvelplund Pedersen fra Gorrissen Federspiel, der sammen med Jimmy Skjold Hansen fra Plesner, professor Lasse Højlund fra Aarhus Universitet og formand for Voldgiftsforeningen Jeppe Skadhauge har brugt to år på indgående overvejelser omkring opdatering af reglerne.

Jimmy Skjold Hansen peger på grundtanken med revisionen.

“Grundlæggende er det blevet tydeliggjort i reglerne, at det er parterne, der har serveretten i forhold til bevisførelsen i voldgiftssagen. Samtidig har vi i relation til hver af de indholdsmæssige ændringer i reglerne gjort os overvejelser om, hvor man skulle lægge snittet i forhold til, om parterne eller voldgiftsretten skulle have mere eller mindre kontrol med processen end udgangspunktet var efter 2010-reglerne og i lyset af hvad international voldgiftspraksis tilsiger,” siger Jimmy Skjold Hansen og peger på et eksempel til illustration.

“Efter 2010-reglenerne kunne voldgiftsretten uden videre selv udpege en ekspert (reelt svarende til et syn og skøn). Dette er nu gjort subsidiært i forhold til partsudpegede eksperter, ligesom voldgiftsretten ved en eventuel udpegning må specificere de konkrete emner, der ønskes yderligere belyst,” siger han, og tilføjer, at den balance er helt i tråd med internationale trends.

Til gengæld har voldgiftsretten fået kompetence til at pålægge udarbejdelse af skriftlige vidneerklæringer i sagen.

”Tidligere kunne voldgiftsretten foreslå brug af skriftlige vidneerklæringer – efter de nye regler kan dette pålægges.” Samtidig er udgangspunktet om mundtlig supplerende forklaring fra vidner og partsudpegede eksperter erstattet af det modsatte udgangspunkt, således at mundtlig forklaring kun skal afgives efter anmodning fra en part, eller hvis voldgiftsretten i særlige tilfælde ønsker det. Der er ingen tvivl om, at det skaber en mere effektiv proces, som netop er det, voldgift er kendt for,” siger Kenneth Hvelplund Pedersen.

Reglerne er tænkt som et best practice regelsæt og værktøj for praktikere i relation til bevisoptagelsen i voldgiftssager med sæde i Danmark, og som verserer mellem danske parter, en blanding af danske og udenlandske parter eller rent udenlandske parter. Reglerne kan vedtages mellem parterne – med eller uden voldgiftsrettens accept eller mellemkomst – som bindende eller vejledende regler.

”Vi har medtaget en klausul, som kan kopieres ind i voldgiftsaftaler. Bruger man den, vil reglerne blive bindende for parterne og voldgiftsretten. Man kan også vedtage reglerne senere hen, men det vil typisk være vanskeligt at nå til enighed, når en tvist er opstået. I de tilfælde vil reglerne i hvert fald kunne anvendes som vejledende. Fordelen ved at vedtage reglerne på forhånd er, at man i langt højere grad vil kunne sikre sig en dansk tilgang til processen, uanset hvem der måtte blive voldgiftsdommere i en sag,” siger Jimmy Skjold Hansen.

Jimmy Skjold Hansen og Kenneth Hvelplund Pedersen vil i løbet af året afholde oplæg om de opdaterede regler i København og Aarhus.

Læs mere her

AI was the topic, when The Danish Embassy in Vienna on Friday 11 April hosted an exclusive event organised by Plesner and the DIA at the Ambassador’s residence in Vienna.  Among others, Secretary-General Steffen Pihlblad talked about how important it is to be aware of the opportunities, challenges, and grey areas the use of AI in arbitration implies.

The Danish ambassador’s residence in Vienna was the setting when the DIA, Plesner, the Association of Danish Law Firms, and Wonderful Copenhagen had invited arbitration practitioners from around the world to discuss the use of AI in arbitration on Friday 11 April – the kick of day of the Vis Moot.

“Denmark’s strong profile in the field of innovation and digitalisation, combined with its legal integrity, provides a strong foundation for exploring how we can modernise legal processes while preserving fairness and legal certainty,” said Christian Grønbech-Jensen, Ambassador of Denmark to Austria.

“We are pleased that Denmark is consistently ranked at the top of Transparency International’s Corruption Perceptions Index, which reflects Denmark’s strong institutions, judicial independence, and commitment to the rule of law. These qualities make Denmark – and Copenhagen in particular – an increasingly attractive and trusted seat of international arbitration,” he underlined.

Steffen Pihlblad participated together with Jimmy Skjold Hansen and Niels Chr. Ellegaard from Plesner a panel discussion that highlighted how AI is already influencing arbitration practice – and how important it is to be aware of the opportunities, challenges, and grey areas the use of AI in arbitration implies.

“In principle, I believe that lawyers should be allowed to use every tool available to them. Using AI could give clients better chances for success. Ignoring AI would be counterproductive and in addition the clients expect it. Of course there are some limits – lawyers must adhere to GDPR, maintain confidentiality, and ensure that AI does not produce fake sources of law that are submitted to courts as we have seen in the US and recently also in Norway. In that context lawyers’ role as gatekeepers will be more important than ever,” Steffen Pihlblad says.

Thanks to the Danish Embassy in Vienna, Plesner, the Association of Danish Law Firms, and Wonderful Copenhagen for the great collaboration in bringing together professionals from around the world for networking, international perspectives, and dialogue on arbitration, AI and the future of dispute resolution.

Learn more about the challenges and opportunities that AI gives rise to in the field of arbitration. Join a talk between Steffen Pihlblad, The DIA, and Niels Chr. Ellegaard, Plesner, 28 May 2025 from 4 pm to 6 pm. Register to [email protected].

Read more about the talk  https://voldgiftsinstituttet.dk/invitation-til-talk-om-ai-og-voldgift/

Disputes with Asian PartiesCultural norms, business practices, and approaches to dispute resolution vary widely. Prof. Dr. Harald Sippel who is based in Kuala Lumpur and Tokyo offers a distillation of insights from years of working with arbitration in Europe and Asia. His experience covers the entire spectrum of a dispute, from pre-arbitration strategies to enforcement challenges through several dozen international arbitration cases. Meet Harald Sippel at Copenhagen Arbitration Days 4 – 5 September, where he will be part of a panel about cultural differences in international arbitration.

Asia’s vastness and diversity are unparalleled, making it a mistake to view the continent as a singular entity. Spanning over 30 percent of the world’s landmass and home to 60 percent of the global population, Asia encompasses a multitude of languages, cultures, and legal systems.

That is one of Prof. Dr. Harald Sippel’s points when he talks about cultural matters in resolving disputes with Asian parties. He has a background from Austria with more than 15 years of experience as an international lawyer, out of which ten were in East Asia.

“For Europeans accustomed to relatively smaller distances and shared historical frameworks, this diversity can be easy to underestimate. Consider this: while all of the EU can be reached within a few hours from Copenhagen, a flight from Jakarta to Tokyo takes over seven hours. Similarly, the cultural differences between East Asia and Southeast Asia are often as pronounced as those between Scandinavia and Southern Europe. Yet, even within these subregions, distinct variations persist – such as between urban and rural communities in China or between North and South Korea,” says Harald Sippel.

“The impact of these differences extends beyond geography. Cultural norms, business practices, and even approaches to dispute resolution vary widely. When you meet someone from Japan, that person will likely prioritize punctuality and meticulous preparation, perhaps arriving early for the meeting. In contrast, someone from Malaysia might send you a WhatsApp message 45 minutes after the intended meeting time saying, “Today many jam. Maybe I late.” These examples are, of course, illustrative and intended to be humorous; yet, they are not fictional either.”

“Disputes can be incredibly costly and the investment in a “cultural facilitator” early on can save you substantial time, money and headaches later. Ideally, this advisor would combine legal and cultural expertise, but even a retiree who has lived in the country for years and deeply understands its customs can provide invaluable guidance.”

Decisions take longer to form

When negotiating with Asian parties, it is common to observe that decisions take longer to form than what many European negotiators might expect. This tendency can often be attributed to stricter hierarchies, a strong emphasis on avoiding mistakes over taking risks and the cultural importance of preserving face.

“However, it is often overlooked that at the heart of this approach lies what sociologists call naïve dialecticism – the belief that the world is constantly changing, interconnected and full of contradictions. In such a worldview, the notion of absolute right or wrong is elusive, and accepting uncertainty becomes second nature. The Parable of the Chinese Farmer illustrates this mindset: when faced with both good and bad news, the farmer responds with the same thoughtful ambiguity – maybe yes, maybe no,” Harald Sippel says.

This stands in sharp contrast to the Aristotelian logic that shapes much of European thinking, where contradictory perspectives are often polarised in the pursuit of definitive answers. European negotiators tend to prefer clarity, aiming to distinguish black from white rather than navigating shades of grey.

Understanding these differences is crucial during negotiations. Asian parties may adjust their positions more fluidly as new information emerges or internal hierarchies align. While this can seem inconsistent or frustrating to European parties, it reflects a broader cultural mindset rather than bad faith or indecision.

As a negotiator, maintaining strategic patience is key. This does not mean abandoning your interests or being less assertive but rather approaching the process with an understanding of these cultural dynamics. Flexibility and an awareness of the interconnected nature of issues can help bridge gaps and lead to better outcomes for both sides.

During the arbitration

In Harald Sippel’s experience, cultural differences between European and Asian parties can become particularly pronounced during arbitration proceedings.

“European parties often focus on procedural efficiency and collaborative problem-solving, with – based on my experience – particularly Scandinavian companies providing a notable example of separating people from the problem and maintaining a professional, even cordial, tone throughout. In contrast, some Asian companies – especially smaller businesses or those with less arbitration experience – may approach arbitration as an adversarial battle, reflecting a broader “total war” mindset.”

“When you find yourself in a “total war” scenario consensus often becomes a casualty. Even the most minor procedural points, such as agreeing on Procedural Order No. 1, can turn into battlegrounds. This inability to reach agreement may feel frustrating, particularly for European counsel accustomed to collaborative procedural negotiations. However, it is important to understand the underlying reasons for such behaviour.

One common cause lies in the internal dynamics of the Asian party’s organisation. In some cases, external counsel may have little to no instructions because internal decision-making takes longer due to hierarchical processes. Lawyers are often expected to seek approval for even the most trivial procedural matters, slowing down the ability to respond decisively. In other cases, external counsel may be instructed not to agree as a matter of principle, reflecting a broader “burn bridges” approach once the arbitration has been initiated.

After the arbitration

The conclusion of an arbitration is often seen as the resolution of a dispute – but this is not always the case, particularly when Asian parties are involved. In my experience, European parties tend to accept unfavourable awards with greater ease, recognising that once the tribunal has ruled, compliance is unavoidable. This contrasts sharply with the approach of many Asian parties, who may struggle to accept an award that favours the other side.

Based on my experience, for many (smaller) Asian parties, the issuance of an award marks not the end of a process, but the beginning of a new phase of opposition. The logic behind this stance can be traced back to cultural dynamics: once bridges have been burned, there is little perceived value in conceding. Instead, the focus shifts to continuing the fight, sometimes regardless of cost.

Understanding this perspective is critical for European companies entering into arbitration with Asian counterparts. It sets the stage for the realities of enforcement – a process that can often feel like the most challenging phase of the entire dispute resolution journey.

While enforcement may indeed feel like a long and arduous battle, with the right preparation, persistence and strategy, it is a battle that can ultimately be won.

Prof. Dr. Harald Sippel

Austrian qualified lawyer and arbitrator. Based in Kuala Lumpur and Tokyo.

Meet Prof. Dr. Harald Sippel at Copenhagen Arbitration Days 2025 4 – 5 September 2025

I voldgift tilpasser vi hele tiden produktet efter den individuelle sag. Den samme tankegang tager jeg med videre ind i Ombudsmandsinstitutionen, hvor især borgerne har meget forskellige forventninger og særlige behov, siger Christian Lundblad i et interview i forbindelse med, at han udtræder af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og tiltræder sin stilling som Folketingets Ombudsmand 1. maj.

Hvordan har du oplevet voldgift udvikle sig igennem de seneste år?

Jeg har haft en plads i Voldgiftsinstituttets bestyrelse på Dommerforeningens mandat siden 2017 – men har faktisk interesseret mig for voldgift i mere end 25 år. Det interessante er, at voldgift er så dynamisk. Hver gang, du tilrettelægger en ny sag, går der en kreativ proces i gang, hvor rammerne bliver skræddersyet til den enkelte sag. Og alle sager er vidt forskellige.

I voldgift er der ingen afgræsninger i forhold til sted, sprog eller form, og i praksis betyder det, at voldgift udvikler sig hele tiden. Det er denne konstante søgen efter nye muligheder, som betyder, at voldgift hele tiden er et skridt foran, hvilket gennem tiden har været en stor inspirationskilde for domstolene.

Hvorfor tror du, at der er en samlet stigning på 40 procent i sager ved Voldgiftsinstituttet fra 2023-24?

Mange vil nok mene, at en forklaring kunne være, at der er lange berammelsestider ved domstolene. Men i virkeligheden tror jeg, det handler om, at der er opbygget en enorm tillid til både voldgift og Voldgiftsinstituttet hos både virksomhederne og advokaterne. At få en tvist afgjort mellem to parter er nemlig i høj grad tillidsbaseret.

Når antallet af sager stiger så meget, som det er tilfældet, er det for mig at se et udtryk for, at processen er top professionel og rammerne tilrettelagt på en måde, som gør, at afgørelsen sker hurtigt og sikkert. Hele den sikkerhed og professionalisme er udviklet over tid, og det er den tillid, som Voldgiftsinstituttet – velfortjent – nu høster frugterne af.

Hvad har gjort størst indtryk i de år, hvor du har været en del af Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Det har i høj grad været den drive, der er i instituttet. Helt konkret har det i bestyrelsen givet sig udslag i nogle givende og konstante diskussioner af, hvordan vi kan blive bedre og i det hele taget udvikle os i en retning, så vi står stærkere i markedet. Her tænker jeg også på de muligheder, som der er for at skabe et tættere samarbejde med voldgiftsmiljøerne i de andre nordiske lande. Vi rakte hånden ud, og det har allerede skabt masser af aktivitet, fordi alle ser en god mulighed for, at vi sammen kan stå meget stærkere.

I det hele taget har det været fantastisk at være en del af et innovativt institut, der formår at se ud over egne landegrænser. Udsynet giver sig blandt andet udtryk i form af Copenhagen Arbitration Day, der i år bliver afholdt over to dage, og er helt sikkert grunden til, at vi i dag ikke længere udbyder dansk voldgift, men global tvistløsning, der kan måle sig med de helt store spillere på markedet.

Hvilke erfaringer fra voldgiftsbranchen tager du med dig ind i din nye rolle som Folketingets Ombudsmand?

Helt klart blikket for udvikling og for at finde de rigtige løsninger ud fra et brugerperspektiv. I voldgift tilpasser vi hele tiden produktet ved at lytte til brugerne. Den samme tankegang tager jeg med mig videre ind i Ombudsmandsinstitutionen, hvor især borgerne har meget forskellige forventninger og særlige behov.

Og så er synligheden vigtig. Ombudsmanden har både et nyhedsbrev og en hjemmeside. Men når vi ud til dem, der har brug for at vide, at Ombudsmanden er for alle? Det vil jeg gerne være med til at sikre blandt andet ved hjælp af dialog – præcis ligesom vi har gjort i Voldgiftsinstituttet.

Christian Lundblad

Retspræsident ved Retten på Frederiksberg, medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Tiltræder som Folketingets Ombudsmand 1. maj 2025.

Danmark vil blive en mere integreret del af det globale miljø, og jeg kan også sagtens se for mig, at vi får et stærkere voldgiftsmiljø i Norden. Sammen kan vi være en magnet for de internationale sager. Sådan lyder det fra Jacob Møller Dirksen, der i et interview om trends i branchen også fortæller om forudsætningerne for, at udviklingen kan ske: Vores kompetenceniveau er højt, vi ligger i toppen på Transparency Internationals liste over lande med lav grad af korruption, og så har Norden dygtige voldgiftsaktører og velfungerende domstolssystemer, der støtter op om voldgift.

Hvilke megatrends oplever du i branchen?

Kompleksitet og specialisering fylder meget. Det oplever jeg både i min rolle som advokat og som voldgiftsdommer. Sagerne bliver større rent beløbsmæssigt. Det er ikke usædvanligt, at vi taler om en sagsgenstand i milliardklassen. Der bliver kastet flere ressourcer ind i en sag, der har en sagsgenstand på to milliarder, i forhold til sagen om to millioner. På den måde er det naturligt, at kompleksiteten og omfanget af sagerne vokser.

Indenfor mit eget felt oplever jeg, at interessenterne bliver mere specialiserede. Det gælder ikke mindst advokaterne, der fører sagerne. Tidligere havde man snart sagt alle typer af sager. Det kunne være en sag om afskedigelse af en direktør den ene dag og dagen efter en sag om aktieoverdragelsesaftale. Nu, hvor det er relativt få, der fører for eksempel de store og mellemstore M&A-tvister, har jeg både som voldgiftsdommer og advokat observeret, at man kommer længere ned i alle afkroge af sagen, ikke mindst i forhold til de finansielle aspekter.

Jeg kan også se, at vi de senere år i stadig højere grad kopierer den internationale tilgang til at arbejde med for eksempel tabsopgørelser. Det betyder, at der er økonomieksperter inde over sagerne, hvilket stiller store krav til alle os alle. De øgede ressourcer, som parterne bruger på sagerne, indebærer også, at jeg i mit arbejde som voldgiftsdommer virkelig skal spidse både ører og pen for at leve op til parternes tillid. Ingen tvivl om, at udviklingen stiller store krav til min forståelse af eksempelvis økonomiske forhold, når jeg er med til at afgøre de her sager. At blive god til det kræver både indsigt og erfaring.

Hvilke dagsordener fylder i branchen?

International voldgift fylder på den måde, at vi her i Danmark bliver inspirerede af, hvordan andre gør tingene. Det har i høj grad været common law landene og de meget store institutter, der har drevet udviklingen, og vi i Norden lader os hele tiden inspirere. Internationaliseringen omfatter også sproget – mange sager foregår på engelsk, og i dag er det ikke usædvanligt, at en dansk sag med danske parter foregår på engelsk, fordi sagen – trods de danske parter – er af international karakter, eller fordi eksempelvis brugen af eksperter kræver det.

Diversitet er stadig også en agenda, som man langt om længe tager alvorligt – både i Danmark og internationalt. Det har fået ekstremt stort fokus hos Institutterne, og det ser jeg som en god ting, for det er netop her, man har mulighed for at drive ændringer. Jeg oplever, at der er sket et gennembrud indenfor de seneste fem år, og at der nu sker en reel forskydning i balancen mellem udpegningen af mænd, kvinder, ældre og yngre. Det er som om, at vi langt om længe er kommet videre fra at sidde og tale om et godt træningsprogram til rent faktisk at komme ned i træningscenteret, og så begynder tingene jo at vokse.

Hvad betyder udviklingen for dig selv?

Det er vigtigt hele tiden at søge mere viden. Sammen med erfaring er viden det, der gør, at man står stærkere.

Hvis du vil blive bedre, er det altid en god ide at rejse ud af Danmark, og det gør jeg rigtig meget. Blandt andet tog jeg for tre år siden den svenske voldgiftsdommeruddannelse, som er et etårigt forløb i Stockholm. Jeg gjorde det for at kunne nå et andet fagligt niveau, og jeg oplevede, at det var enormt gavnligt fagligt og netværksmæssigt. Jeg sidder også i FAI’s internationale bestyrelse, hvilket også er meget inspirerende. Jeg tror, at man sakker bagud, hvis man ikke holder sig selv til ilden. I det hele taget skal man aldrig stoppe med at lære og lade sig inspirere, hvis man vil være med der, hvor det er sjovt indenfor voldgift. Man bliver aldrig “færdiguddannet”, hverken som voldgiftsdommer eller som advokat.

Hvordan tror du, at det ser ud om fem, ti år?

De trends, som vi ser nu, tror jeg også er aktuelle om fem og ti år. Det gælder den øgede kompleksitet i sagerne, og at behovet for specialisering hos voldgiftsdommerne og advokaterne bliver større. Desuden tror jeg, at diversitetsdagsordenen fortsat vil være langt fremme på agendaen, selvom man selvfølgelig kan håbe på, at denne udfordring til er blevet løst til den tid. Jeg synes, vi er godt på vej.

Jeg kan sagtens se for mig, at vi får et stærkere voldgiftsmiljø i Norden. Vi har mange gode forudsætninger for det – især har der altid være en tæt forbindelse mellem voldgiftsmiljøerne i Norge og Danmark, som jeg forudser, bliver endnu tættere. Vores kompetenceniveau er højt, vi ligger i toppen på Transparency Internationals liste over lande med lav grad af korruption, og så har Norden velfungerende domstolssystemer, der støtter op om voldgift. Sammen kan vi være magnet for de internationale sager, hvis man formår at stå sammen. Det vil være til gavn for os alle og ikke mindst brugerne af voldgift.

Som konsekvens af, at efterspørgslen på dygtige voldgiftsdommere med brancheindsigt – især i store sager – kun bliver større, tror jeg også, at der kommer mere fokus på, at inhabilitetsvurderingerne ikke bliver for rigide. Ellers kan parterne få problemer med at udpege de voldgiftsdommere, som de ønsker, og i så fald forsvinder en væsentlig del af rationalet for voldgift fremfor domstolsbehandling. Det er allerede en udfordring nu og et emne, der løbende drøftes i det internationale voldgiftsmiljø.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og leder af afdelingen for Konfliktløsning. Jacob fungerer ofte som partsudpeget voldgiftsdommer, enedommer eller formand i både danske og internationale sager, ligesom han har ført et stort antal danske og internationale voldgiftssager.

Closer ties across the Nordic region benefit us all. That was clear in March at the Nordic Commercial Arbitration Forum, where arbitration practitioners from across Scandinavia gathered to explore opportunities to strengthen our shared legal tradition, writes Secretary-General Steffen Pihlblad.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General

This spring, arbitration practitioners met at the Nordic Commercial Arbitration Forum, a new and welcome initiative to promote Nordic commercial arbitration to the rest of the world. While the Nordic institutions in many ways are in competition with each other, we also recognise the value of the Nordic arbitration brand and the benefits of being closer together, as this gives us a competitive advantage over institutions outside the Nordic region.

The Survey Report on Nordic Arbitration Institutions, published on the same occasion, shows that things are going very well in the Nordic region. At the Nordic institute more than 400 cases were filed in 2024, and more than a third of these new cases were initiated at the DIA. If the survey report had included cases submitted to the Danish Building and Construction Arbitration Board, it would have been clear that Denmark is by far the Nordic country with the biggest caseload.

The common experience is that the institutes in the Nordic region have efficient case handling and a pool of highly qualified arbitrators that can be appointed in the cases. Here at the DIA, we find that these advantages – together with arbitration-friendly courts, professionalism, reasonable prices and innovative ways of resolving disputes – have a significant impact on the influx of cases. From 2023 to 2024, we have seen a 30 percent increase in the number of arbitration cases initiated here at the DIA. Around a third of these cases were international. If we include all types of cases – including, for instance, mediation – the increase is 40 percent.  If we look at the total amounts in dispute of the cases, there is also a significant increase of 115 percent between 2020 and 2024.

Nordic Commercial Arbitration Forum has been a welcome opportunity to reflect on developments in the entire region and to continue the dialogue on the role of the Nordic institutes in international arbitration and the common legal culture on which we build it.

When we here at the DIA reached out to colleagues in the Nordic region through articles in this newsletter more than a year ago, we emphasised that making the Nordic region a centre for international arbitration would be beneficial to all in order to continue to attract high value and complex international arbitrations. I still believe this, which is why we look forward to continuing the dialogue about building an even stronger Nordic arbitration community.

ai-in-arbitration-innovation_-challenges-and-opportunities

Nordic Arbitration Day (NAD) takes place on 2 May 2025, for the first time in Reykjavik. The vision is to build upon the event’s growing reputation as a dynamic and engaging platform for arbitration practitioners across the Nordic region and beyond, says Agla Eir Vilhjálmsdóttir, who is part of the organizing committee.

What is your vision for Nordic Arbitration Day in Iceland this year?

The vision for Nordic Arbitration Day 2025 is to build upon the event’s growing reputation as a dynamic and engaging platform for arbitration practitioners across the Nordic region and beyond. The event fosters collaboration, knowledge-sharing and professional networking within the arbitration community. The focus this year will be on emerging trends, practical challenges and ways to enhance Nordic arbitration’s global impact.

Beyond thought-provoking panel discussions and interactive sessions, our goal is to create a welcoming and engaging atmosphere. To complement the formal program, we are offering social side-events, including a networking dinner and an afterparty, ensuring that participants not only gain valuable insights but also have the opportunity to connect in a more informal and enjoyable setting.

As an under-45 arbitration practitioner, what will I learn and gain from the experience?

As an under-45 practitioner, the Nordic Arbitration Day offers a great opportunity to immerse yourself in forward-thinking discussions on arbitration. You’ll meet and connect with approximately 200 arbitration and litigation practitioners, including experienced arbitrators, in-house counsel and fellow young professionals from across the Nordics and beyond. The conference will include 4-5 curated sessions covering critical arbitration topics, providing hands-on knowledge and practical insights, as well as social side-events that offer a great networking opportunity in a more relaxed setting.

What is your own relationship with NAD and what has it meant for your career?

I’m fortunate to be a part of the organising committee for this year’s Nordic Arbitration Day. The event has established itself as a great forum for young arbitration practitioners in the Nordics and offers a unique blend of practical discussion, networking and regional collaboration. It has been a great experience for me, allowed me to engage with leading experts, exchange knowledge with peers from different jurisdictions and gain deeper insights into the evolving landscape of Nordic arbitration.

What are the challenges and opportunities for the Nordic arbitration community in the short- and long-term, including as regards increased Nordic collaboration?

The Nordic arbitration community faces several challenges and opportunities, both in short and long term. One of the topics we intend to discuss on Nordic Arbitration Day is to explore whether having many local institutions in the Nordics can be counterproductive, especially when several struggle to achieve the desired case volume. We also intend to discuss if and how the Nordic countries should collaborate more closely in this regard. The long tradition of legal cooperation in the Nordic Countries is in my opinion an opportunity in this regard, providing a strong foundation for regional collaboration in arbitration.

Registration for NAD25

https://na.eventscloud.com/ereg/index.php?eventid=828683&categoryid=5597334

Springet ud i rollen som voldgiftsdommer kan foregå på mange forskellige måder. I tre nye afsnit af podcastserien Women in Arbitration, fortæller Lotte Noer fra Punct Advokater, Geske hvid fra Setterwalls og Mrinalini Singh fra Plesner om deres vej ind i en mandsdomineret branche. Formålet er at inspirere andre til det samme.

Få et godt og stort bagkatalog, så du har erfaringer at trække på. Det er helt uvurderligt i forhold til, hvordan du går til opgaven som voldgiftsdommer. Herefter skal du finde en platform, som du kan bruge til at række ud efter din første udpegning.

For partner hos Punct Advokater, Lotte Noer, blev en konstitution i landsretten springbrættet til rollen som voldgiftsdommer. I en podcasts fortæller hun om, hvordan hun kom i gang med at arbejde med voldgift, hvad det betyder for hende og hvordan hun har arbejdet med frygten for ikke slå til.

Også dansk-svenske Geske Hvid deler sine erfaringer i en podcast, hvor hun fortæller om sit opgør med perfekthedskulturen. Her taler hun om the good girl syndrome, der ofte står i vejen, når kvinder skal gøre sig gældende på mandsdominerede områder som for eksempel de store kommercielle tvister. Geske Hvid arbejder på deltid hos advokatfirmaet Setterwalls i Malmø og skriver der ud over på sin doktorafhandling ved Lunds Universitet. Med en bachelor i psykologi fortæller hun også om, hvad der ud fra en psykologisk betragtning skal til, for at der kommer flere kvinder i voldgift.

Mrinalini Singhs karriere startede i Singapore, hvorefter hun flyttede til Frankfurt, hvor hun arbejdede i et stort internationalt advokatfirma. Hun rejste siden videre til Danmark. Her har hun i dag titlen Director hos Plesner. I podcasten fortæller hun om vejen fra Singapore til København, og om hvordan hun har genstartet sin karriere ikke bare en men to gange. Det har krævet et stort mod hver gang at starte forfra i et marked, hvor hun har stået uden netværk, men hendes historie viser, at det godt kan lade sig gøre. Denne podcast er på engelsk.

Lyt og bliv inspireret af Women in Arbitration, som du finder der, hvor du normalt henter lyd – for eksempel Spotify, Apple og Spreaker.

Voldgiftsinstituttets podcasts er støttet af Dreyers Fond.

En af de vigtigste trends i branchen er synliggørelsen af institutterne i Skandinavien og de virkelig dygtige voldgiftsaktører, der er her, og som er fuldt ud på højde med dem, som vi tidligere så op til. Det mener Lotte Eskesen fra Gorrissen Federspiel. Hun er aktiv i det internationale miljø og er en af initiativtagerne til en landegruppe for danske og tyske aktører inden for voldgift. For selvom både institutter og advokater i de to lande er konkurrenter, baner fællesskabet nye veje for, at begge parter er gode og fremtidige alternativer til de aktører, der tidligere ville have været første valg.

Hvilke megatrends oplever du i branchen nu?

Først og fremmest oplever jeg en kæmpe synliggørelse af institutterne i Skandinavien og det korps af virkelig dygtige dommere vi har her.

Vi er helt klart med i toppen og kan måle os med de dygtigste på verdensplan, ligesom vi har det rigtige mindset for eksempel i forhold til kvinder i voldgift. Alt i alt betyder det, at vi som danske voldgiftsdommere kommer i betragtning, når der skal udpeges dommere i en sag både af parterne og af institutterne i vores nabolande.

Det meget kvalificerede voldgiftsmiljø, som vi har fået i Danmark, hænger sammen med, at vi har et velfungerende institut, en solid voldgiftsuddannelse, en gruppe af dygtige unge forenet i Young Arbitrators Copenhagen og en voksende gruppe af advokater, der fungerer både som partsrepræsentanter og voldgiftsdommere. Det virker selvforstærkende på den måde, at det faglige niveau stiger og bidrager til, at flere bliver interesserede i både faget og de fora, hvor vi udveksler viden.

Når man har arbejdet med voldgift igennem mange år, er det dejligt at se, at vi i dag er fuldt ud på niveau med vores kolleger fra ICC Court i Paris og London Court of Arbitration, som vi tidligere sammenlignede os med og så op til. På den måde er missionen lykkedes.

Hvilke dagsordener fylder?

For få år siden var vi optagede af at opbygge et professionelt miljø internt i Danmark og få gjort voldgiftsprocesserne i Danmark fleksible og tilpasset den procesførelse, man så i international voldgift. Nu hvor dette mål er nået, er vi klar til at rykke ud over vores egne grænser for simpelthen at få flere opgaver indenfor tvistløsning af kommercielle tvister. Et eksempel er, at når der er voldgiftskonference hos SCC i Stockholm så følger andre voldgiftsaktører med – som det tyske institut DIS – for også at markedsføre sig tæt op ad SCC’s aktiviteter. Det samme vil ske i Danmark i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days.

Det her med at lave en form for alliancer med konkurrenter, vil formentlig komme til at fylde mere. For nylig har jeg været med til at starte en landegruppe med danske og tyske voldgiftsaktører, som har til formål gensidigt at markedsføre voldgiftsekspertisen i de to lande. Ved at etablere landegruppen tapper folk ind hos hinanden, for selvom både det tyske og det danske institut og voldgiftsaktørerne er konkurrerende, så får samarbejdet os alle til at tænke, at begge parter er et godt alternativ til for eksempel ICC Court i Paris, som tidligere måske ville have været et første valg som alternativ til det nationale institut.

Og jo, jeg kunne også have set mig omkring i Norden for at øge mit samarbejde her, da landene her er historisk forbundet og har et retsfællesskab, som er godt forankret.  Nu har jeg i stedet valgt Tyskland, hvor jeg har læst en periode. Jeg har desuden en tysk advokatbeskikkelse, og på den måde var det et naturligt valg. Men jeg gør det også for at tage et skridt længere ud i verden, hvor der ikke på forhånd er et samarbejde.

Hvordan forholder du dig selv til disse dagsordener?

Overordentligt positivt. Det øgede fokus på voldgift og samarbejdet med aktører i andre lande gør, at der kan komme flere og større sager til Danmark, idet andre aktører får øjnene op for, at vi er et internationalt voldgiftsland. Af samme grund får vi også flere muligheder for at fungere som voldgiftsdommere på internationalt plan.

Hvordan tror du, at det ser ud om fem, ti år?

På sigt forventer jeg, at voldgift bliver en endnu større forretning og arbejdsområde. Men vi skal ikke være blinde for, at det stadig kræver et langt og sejt træk. Vi skal fortsat udvide vores netværk i det internationale voldgiftsmiljø og være klar til at investere tid i det.

Desuden tror jeg, at de voldsomme forandringer, der sker globalt lige nu betyder, at vi bevæger os mod en større regionalisering. Det vil få den betydning, at vi i højere grad end tidligere, vil fokusere på voldgift i Norden og Europa som helhed.

Der vil givet opstå miljøer udenfor Europa, der vil gå efter at få en større bid af det marked, vi ser som vores. Det skal vi være forberedte på. Men det er nu ikke noget, der bekymrer mig meget, da vi står ret stærkt især i Norden. Helt nye tal viser, at Danmark, Island, Norge og Sverige for syvende år i træk er på Transparency Internationals top ti over de mindst korrupte lande i verden. Det er ret unikt at have den position i en opgørelse, der måler niveauet af oplevet korruption blandt 180 lande i hele verden. I praksis betyder det, at tilliden til voldgift i Skandinavien vil være meget høj. Når det er sagt kan vi også være stolte over, at Danmark ligger allerøverst på listen, hvilket i min optik vil øge vores konkurrencedygtighed på flere områder – også når det gælder voldgift.

Lotte Eskesen

Partner, Gorrissen Federspiel, hvor hun leder specialegruppen for Bank & Finans og Proces i Aarhus. Hun har både en dansk og tysk advokatbeskikkelse. Medstifter af en landegruppe for danske og tyske voldgiftsaktører – ligesom hun ofte fungerer som voldgiftsdommer i både danske og internationale voldgiftssager.

Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem. Sådan lyder det fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen i en podcast, hvor hun fortæller om, hvad der skal til for at få flere kvindelige voldgiftsdommere udpeget. Det er også baggrunden for, at hun i marts sammen med Voldgiftsinstituttet samlede en række kvindelige profiler i branchen til en talk. Alle skulle medbringe navne på mindst tre mulige, kvindelige voldgiftsdommere. Samlet skal navnene blive begyndelsen på en liste over kvindelige voldgiftsdommere, som kan inspirere, når en part står over for at udpege en voldgiftsdommer.

”Vi kan se af statistikken for Voldgiftsinstituttet, at der er en underpræsentation af kvindelige voldgiftsdommere. Ved at vi går sammen om at udarbejde en liste, kan vi forhåbentlig være med til at skubbe på, for at flere kvinder bliver udpeget.”

Sådan lød det fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, da hun 5. marts havde inviteret til en talk om kvinder i voldgift hos Voldgiftsinstituttet. De 15 erfarne kvinder, der deltog i arrangementet, havde taget mindst tre navne på mulige voldgiftsdommere med. Samlet set skal navnene udgøre de første navne på en liste over kvinder i voldgiftsbranchen, som alle kan anvende, når de er på udkik efter en voldgiftsdommer i en sag.

”Instituttet har ikke indflydelse på, hvem parterne udpeger som sidevoldgiftsdommere i sagerne, men det har parterne og især parternes advokater, og her kan listen forhåbentlig være med til at hjælpe flere kvinder frem,” sagde Julie Arnth Jørgensen, der sammen med generalsekretær Steffen Pihlblad var vært på denne talk, hvor der også blev talt om, hvorfor det er vigtigt at skabe mere diversitet.

”Sammen kan vi kaste lys over, at der findes mange kvalificerede kvinder, der kan virke som fremragende voldgiftsdommere. Jeg ved, at de er derude.” sagde hun.

Voldgiftsinstituttet har underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge. I forlængelse heraf har instituttet i løbet af det seneste halvandet år i sit nyhedsbrev blandt andet udgivet en stribe interviews med kvinder i voldgift, en række podcasts støttet af Dreyers Fond og afholdt eventet Women in Arbitration, hvilket vil blive gentaget under Copenhagen Arbitration Days 2025, der afholdes 4. og 5. september.

Listen over kvindelige voldgiftsdommere vil tage form i de kommende måneder, hvorefter den vil blive offentlig tilgængelig.

”Listen vil være nyttig for os i det daglige arbejde med instituttets sager, da vi konstant har fokus på, at der er balance i udpegningerne mellem kvindelige og mandlige voldgiftsdommere, hvilket vi har forpligtet os til, da vi underskrev the Equal Representation Pledge. Der er rigtig mange virkelig dygtige kvindelige voldgiftsdommere, og planen er, at vi vil dele navnene på dem med parterne og parternes advokater, fordi det kan bidrage til at flere får mulighed for at blive udpeget,” siger Steffen Pihlblad.

Når du bruger kunstig intelligens, er det som at åbne døren til en strøm af både muligheder og farer, mener advokat Niels Chr. Ellegaard fra Plesner, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession. Voldgiftsinstituttet inviterer til en talk 28. maj, hvor Niels Chr. Ellegaard og generalsekretær Steffen Pihlblad taler om, hvilke fremtidsmuligheder de ser i kombinationen AI og voldgift.

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad forventer, at AI bliver en integreret del af både DIA’s sagsbehandling og drift i den nærmeste fremtid. På længere sigt forestiller han sig udviklingen af et AI-værktøj, der er trænet ved hjælp af voldgiftskendelser og anden data, som er akkumuleret på DIA.

I en talk med advokat Niels Chr. Ellegaard, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession fra 2019, fortæller de om deres personlige erfaringer med og forventninger til brugen af AI i voldgift. Det handler blandt andet om det kalejdoskop af både muligheder og farer, som AI åbner for. Til arrangementet vil der blive lagt op til faglig videndeling og debat mellem voldgiftsaktører.

Arrangementet finder sted

28. maj kl. 16 til 18 i Voldgiftsinstituttet, Midtermolen 1, København Ø.

Der er 30 pladser og desuden mulighed for at deltage via Teams. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Efter arrangementet vil der blive serveret en sandwich og et glas vin.

Tilmelding skal ske til Instituttets servicemedarbejder Frederik Villum Selander på [email protected] senest den 21. maj. Marker i mailen om du foretrækker at deltage fysisk eller via Teams.

Læs interview med Niels Chr. Ellegaard

https://voldgiftsinstituttet.dk/ai-et-kalejdoskop-af-muligheder-og-farer/

Læs Niels Chr. Ellegaards artikel om Gen AI i syn og Skøn

(https://www.karnovgroup.dk/hubfs/ET/ART20250003-ET_R_DEF_20250304.pdf)

Læs leder af Steffen Pihlblad

https://voldgiftsinstituttet.dk/ai-and-the-dia/

Forberedelserne til Vis Moot i Wien er i fuld gang. Voldgiftsinstituttet støtter traditionen tro op om pre-moots og er sponsor på hovedkonkurrencen i Wien. I år benytter instituttet også lejligheden til at slå et slag for Danmark som central destination for international voldgift. Det sker i samarbejde med Den Danske Ambassade i Wien, Plesner, Danske Advokater og Wonderful Copenhagen. Grunden er, at der er et voksende marked for voldgift i Danmark. Det er et positivt budskab, som vi gerne vil udbrede under Vis Moot dagene, hvor morgendagens talenter inden for voldgift er rigt repræsenteret, mener Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad.

”En af de forventninger, jeg har til voldgift de kommende fem år er, at der bliver plads til flere yngre advokater i faget. Og jeg er ikke den eneste. Mathias Steinø fra Hafnia Advokater fortæller i et større interview her i nyhedsbrevet om megatrends, at han ser gode muligheder for at unge, selvstændige voldgiftsdommere vil lykkes med en karriere i branchen. Forventningen hænger sammen med, at antallet af sager er støt stigende.”

Sådan lyder det fra generalsekretær Steffen Pihlblad, der med engagementet i Vis Moot gerne vil være med til at øge unge jurastuderendes lyst til at arbejde med voldgiftsfaget.

”Men i år går vi et skridt videre. Sammen med Den Danske Ambassade i Wien, Plesner, Danske Advokater og Wonderful Copenhagen afholder vi et arrangement i ambassadørens residens, hvor vi samler nogle af branchens mest profilerede aktører. Det gør vi blandt andet for at fortælle, hvordan vi arbejder med AI i voldgift og for at slå på tromme for at deltage i IBA’s Annual Conference, som næste år for første gang nogensinde finder sted i København. Konferencen tiltrækker sædvanligvis flere tusinde advokater fra hele verden, og vi forventer, at der også i år vil være stort fokus på voldgift under konferencen. Indsatsen skal øge internationale voldgiftsaktørers appetit på i endnu højere grad at se i vores retning, når der skal vælges destination for tvistløsning,” siger han og tilføjer:

”Vi står et godt sted i branchen nu med en markant stigning i tilgangen af sager her i Voldgiftsinstituttet samtidig med, at Danmark ligger nr. 1 på Transparency International’s Corruption Perceptions Index. De her virkelig gode konkurrenceparametre, skaber tillid ude i verden, og det er en af de gode historier, som vi skal fortælle i Wien.”

Mere end 6.000 internationale advokater forventes at besøge København i 2026, når byen er vært for The International Bar Associations årlige konference.

Kongressen Konferencen finder sted i Bella Center fra den 4. til 9. oktober 2026.

Sidste år blev der indledt 107 nye voldgiftssager ved Voldgiftsinstituttet. Det er en stigning på 30 procent fra 2023. Tallene viser, at flere har fået øjnene op for, at instituttet sammen med nogle af de mest profilerede voldgiftsdommere i ind- og udland leverer en høj kvalitet i tvistløsning. Det giver tryghed og garanti for, at parterne hurtigt kan komme videre, skriver Voldgiftsinstituttets formand, Håkun Djurhuus i en leder.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Med en stigning i antallet af voldgiftssager fra 82 i 2023 til 107 i 2024, står Voldgiftsinstituttet stærkt i det internationale marked for tvistløsning.

Samlet set har vi haft en fremgang på 30 procent på et år alene på antallet af indledte voldgiftssager, som udgør langt den største del af instituttets aktiviteter – Stigningen i antallet af sager slår også igennem i instituttets andre sagskategorier, så som mediation og udpegning af sagkyndige til eksempelvis retssager, idet antallet af alle indledte sager ved instituttet går fra 102 i 2023 til 142 i 2024 svarende til en stigning på 40 procent.

Allerede her i slutningen af første kvartal i år tegner der sig et billede af, at denne fremgang fortsætter. Det er en meget positiv udvikling, som hænger sammen med, at flere har fået øjnene op for, at vi i Danmark leverer en høj kvalitet i tvistløsning og at vi har tilknyttet voldgiftsdommere, der ligger i toppen både i Danmark og internationalt. Kort sagt ved man i branchen, at det er trygt og hurtigt at få løst en sag i Danmark, og derfor er der blevet større lydhørhed overfor at lægge Instituttets klausuler ind i kontrakter – også når det gælder de helt store sager.

At der er tale om store sager, bygger jeg på, at den beløbsmæssige værdi af de nedlagte påstande i sagerne også stiger. Statistikken viser, at sager på en million euro og derover er steget fra godt 20 procent i 2023 til 32 procent i 2024. Altså en stigning på over 50 procent.

I praksis oplever vi, at der kommer flere meget store sager i vores retning. Det har naturligt nok haft den betydning, at gennemløbstiden for internationale sager er steget fra 14 til godt 17 måneder. I de meget store, komplekse sager er der typisk brug for lidt længere tid til at afgøre en tvist.

Når jeg ser statistikken 2024, hæfter jeg mig desuden ved, at der aldrig tidligere har været udpeget så mange kvindelige dommere. Det er fortsat vores ambition at udpege flere kvindelige voldgiftsdommere og vi vil også fremover have et konstant og skarpt fokus på kønsdiversitet – blandt andet ved for eksempel at udgive flere podcasts og ved at vi arrangerer en opfølgende konference på sidste års succes i forbindelse med Copenhagen Arbitration Day, hvor vi skal debattere, hvordan vi kommer videre med dagsordenen om øget diversitet i voldgift.

I den forbindelse kan jeg ikke understrege nok, at alle kvindelige voldgiftsdommere, der har et ønske om at arbejde som voldgiftsdommere, ikke skal holde sig tilbage. Send dit CV til os på [email protected] eller kontakt os for et personligt møde.

NØGLETAL FOR 2024

I 2024 blev der indledt i alt 142 sager. Heraf var 69 af sagerne danske voldgiftssager, mens 30 var internationale voldgiftssager. Desuden blev der indledt 8 sager om forenklet voldgift.

Voldgiftsinstituttet behandler også andre sager end voldgiftssager. De resterende sager fordeler sig på mediation og sager om juridisk/teknisk udtalelse i IT-sager samt udpegninger af sagkyndige mv. i blandt andet ad hoc voldgifter.

Fordeling af instituttets voldgiftssager, indledt i 2024

• Danske voldgiftssager 69 %
• Internationale voldgiftssager 31 %

Kønsdiversitet

• 20 procent af alle udpegninger var af kvindelige voldgiftsdommere
• Af de udpegninger, som parterne har foretaget, var 8 % kvinder
• Af de udpegninger, som instituttet har foretaget, var 27 % kvinder
• Af alle nedsatte tremandsretter havde 31 % en kvindelig forperson

Find Voldgiftsinstituttets statistikker her.

For cases commenced on or after 1 March 2025 under the Rules of Arbitration, the DIA increases its administrative charge by 5% owing to rising costs. The registration fee and arbitrator fees are unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 March 2025 the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which is available here.

Efter længere tids sygdom er Jens Rostock-Jensen gået bort. Det danske og nordiske voldgiftsmiljø har derved mistet en markant, værdsat og respekteret profil. Kollegerne Frank Bøgild og Kolja Staunstrup fra Kromann Reumert skriver mindeord.

Jens begyndte sin juridiske karriere i 1983 hos Reumert & Partnere – det nuværende Kromann Reumert – som Jens dermed var tilknyttet i næsten 42 år. Han blev advokat i 1986, fik møderet for Højesteret i 1991 og blev beneficeret for Højesteret i 1999.

Jens fattede tidligt i sin karriere interesse for proces og voldgift og formåede på imponerende vis at opbygge og fastholde en position som også internationalt anerkendt voldgiftsdommer og procedør.

I sine mange år i voldgiftsmiljøet var Jens respekteret som både procederende advokat og voldgiftsdommer i en lang række danske og internationale voldgiftssager, også nogle af de allerstørste landmark-cases på europæisk grund. Sager som han undtagelsesfrit håndterede med ordentlighed, sikker hånd og velfunderet skarphed, og altid med klasse, overskud og en beundringsværdig ro. Som modpart var han respekteret, ordholdende og kollegial uden at gå på kompromis med optimal varetagelse af klientens interesser.

Gennem årtier spillede Jens en værdifuld rolle i udviklingen af retssags- og voldgiftsmiljøet, ikke kun hos Kromann Reumert men også via tillidshverv i bl.a. Dansk Forening for Voldgift, Advokatrådet, Retsplejerådet, Dommerudnævnelsesrådet samt talrige fagudvalg, netværk, konferencer og bog- og artikeludgivelser, hvor han med sin store viden og erfaring bidrog til at udvikle såvel som udbrede kendskabet til og forståelsen for voldgift og proces.

Jens var som få et dannet, kulturelt og vidende menneske med den højeste integritet, og i alt hvad han gjorde, var han utrolig omsorgsfuld, lun og empatisk med et positivt livssyn, der ukueligt fulgte ham helt til det sidste.

I arbejdssammenhænge var Jens ikke bare en god kollega men også en uselvisk holdspiller og kammerat, hvis loyale opbakning og inspirerende sparring vi alle nød godt af. I vores procesgruppe vil Jens for altid være et fagligt og menneskeligt forbillede, ligesom han i voldgiftsmiljøet vil blive husket for sine mange kvaliteter.

The DIA is proud to sponsor the annual AUMA Pre-Moot, which took place on 8 February 2025 in preparation for the Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot. The DIA’s Sahra Arif attended the pre-moot.

“It was a pleasure joining the AUMA pre-moot as arbitrator again, this year. It was impressive to see the students performing so well – delivering their arguments eloquently, convincingly and demonstrating how well they grasp the complexities of this year’s Moot problem,” says Sahra Arif, Legal Counsel at the DIA.

This year the participating teams included Humboldt-Universität zu Berlin, Universität Hamburg, University of Southern Denmark, University of Copenhagen and Aarhus University.

The case focused on several interesting procedural issues, including the issue of a party bypassing a mediation-step in a multi-tiered dispute resolution clause.

“From an institute-perspective, it was particularly interesting to hear the teams’ arguments on the mediation-issue and sharing how similar issues have been resolved in the DIA’s cases,” she adds.

The pre-moot concluded with a dinner hosted by DLA Piper Denmark.

“It was great to see the teams, coaches and arbitrators enjoying a fun evening together – it really underlines that the moot is not only an academic competition but also a great, social event.”

The DIA is proud to sponsor the Willem C. Vis Moot competition and support the unique opportunities it offers to students with an interest in international commercial arbitration.

The DIA looks forward to the Plesner Pre-Moot, which will take place in March, and the Willem C. Vis Moot taking place in April.

The DIA has recently published two articles about this year’s Vis Moot problem. Read more:

https://voldgiftsinstituttet.dk/maegling-som-indledning-til-voldgift/

https://voldgiftsinstituttet.dk/mediationsklausulers-retskraft-i-et-dansk-perspektiv/

The International Bar Association (IBA) has announced the launch of their Scholarships for the 2025 IBA Annual Conference in Toronto, Canada. The Annual Conference working sessions are complemented by a full social programme which provides the opportunity for delegates to meet, establish and maintain business contacts and friendships with peers of the legal profession worldwide. Scholarships are awarded to young lawyers who wish to participate at the Annual Conference but may find it financially difficult to do so.

Applications are open to all qualified lawyers aged 35 and under. The deadline to submit applications is Sunday, 18 May 2025.

The DIA has been represented in the IBA Arbitration Committee for many years and recommends that also young dispute lawyers from Denmark explore this opportunity. The Committee is one of the largest committees under the IBA and consistently offers highly interesting sessions on arbitration during the annual conference.

Read more:

IBA Annual Conference Scholarships | International Bar Association

Kathrine Yding Olsen har modtaget to priser for sit speciale i januar. Det er både Young Arbitrators Copenhagen og Advokatfirmaet Viltoft, der har fundet hendes speciale ekstraordinært og på et niveau, der fortjener en særlig hæder.

”Det der betyder mest for mig, at jeg nu har fået mulighed for at holde oplæg om mit speciale for en bredere kreds. Det var en særlig oplevelse at kunne fortælle om noget, som jeg selv brænder for, til andre voldgiftsinteresserede.”

Sådan lyder det fra Kathrine Yding Olsen, der her i starten af det nye år har modtaget hele to priser for sit speciale, som omhandler partsautonomien i international institutionel voldgift.

Priserne kommer fra henholdsvis Young Arbitrators Copenhagen og Advokatfirmaet Viltoft, der for femte gang har uddelt Lykke Hansen & Gjedde Nielsen Prisen.

På LinkedIn skriver Viltoft denne begrundelse for, at valget faldt på Kathrine Yding Olsens speciale:

”Kathrine Yding Olsen behandler i sit speciale en række problemstillinger om grænserne for brug af partsautonomi inden for rammerne af institutionel voldgift. Problemstillinger, som indtil videre kun er sparsomt behandlet i den juridiske litteratur, men som har stigende aktualitet, ikke mindst i byggeriet efter fremkomsten af de flerleddede tvistløsningsbestemmelser i AB 18-systemet.”

Selvom der med hæderen følger større kontante beløb, er det især anerkendelsen og muligheden for at formidle en spændende vinkel på voldgift, der gør indtryk, fortæller Katrine Yding Olsen, der i dag er advokatfuldmægtig hos Gorrissen Federspiel, hvor hun er tilknyttet procesafdelingen.

”Priserne har givet mig mulighed for at tale med andre voldgiftsinteresserede. Da jeg holdt mit oplæg i forbindelse med YAC’s nytårskur, var der både spørgsmål og kommentarer, som viser, at de problemstillinger, jeg har skrevet om, faktisk er noget, som andre praktikere arbejder med til hverdag. Det giver virkelig mening for mig at høre, hvordan de forholder sig, når de sidder med de her spørgsmål i dagligdagen. På den måde fandt jeg ud af, at det, som jeg troede var et meget teoretisk speciale, faktisk har en stor betydning i praksis,” siger Kathrine Yding Olsen, der i sit speciale har beskrevet den tendens, som udfordrer partsautonomiens grundlæggende betydning: Den stigende institutionalisering af international handelsvoldgift.

I en artikel i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev skriver hun blandt andet, at det i sidste ende er den dynamiske balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister. I institutionel voldgift indgår der et sæt af procesregler, som i et vist omfang flytter kompetencen til at afgøre processuelle spørgsmål fra parterne og til institutionen. Dette udfordrer partsautonomien. Typisk er denne overdragelse af kompetence ukontroversiel, idet den jo hviler på en aftale mellem parterne. Og det er derfor ikke overraskende, at størstedelen af parterne er tilfredse, når de ved valget af institutionel voldgift får en smidig og velfungerende voldgiftsproces. Ikke desto mindre kan der opstå̊ konflikter, når parter ikke blot vælger institutionens regler, men tillige indgår processuelle aftaler i strid hermed.

Læs hele Kathrine Yding Olsens artikel, som er baseret på hendes speciale:

https://voldgiftsinstituttet.dk/respekten-for-parternes-autonomi/

Den 5. februar 2025 afholdt IBA Arbitration Committee i samarbejde med IBA Professional Ethics Committee et webinar med titlen “Disclosure obligations in the different legal cultures – is there a level ethical playing field; should there be uniform rules?” Webinaret var centreret om voldgiftsdommeres pligt til at informere parterne om forhold, som kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed og uafhængighed. Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, deler sine take-aways fra webinaret.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

I Danmark er voldgiftsdommerens informationspligt gengivet i den præceptive bestemmelse i voldgiftslovens § 12, stk. 1, hvoraf det fremgår:

”Den, som bliver kontaktet i forbindelse med en mulig udpegning som voldgiftsdommer, skal oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed eller uafhængighed. En voldgiftsdommer skal fra sin udpegning og under behandlingen af voldgiftssagen straks oplyse parterne om sådanne forhold, medmindre voldgiftsdommeren allerede har oplyst dem herom.”

Uanset, at informationspligten gælder i de fleste lande og at pligten i disse lande normalt er gengivet på nogenlunde samme måde som her i landet, kan der i praksis være væsentlige forskelle på, hvilke oplysninger voldgiftsdommerne faktisk giver. Netop spørgsmålet om, hvilke oplysninger en voldgiftsdommer skal give, giver ofte anledning til telefoniske henvendelser fra voldgiftsdommere til Voldgiftsinstituttet. Det er på den baggrund ikke svært at forstå, at der efterlyses ensretning på området for at undgå, at voldgiftsdommere fra forskellige lande giver uens oplysninger, selvom omstændighederne og lovgrundlaget er ens og derfor burde udløse de samme oplysninger, uanset voldgiftsdommerens nationalitet.

Indlægsholderne var enige om, at en ensretning af praksis på området reelt er en illusion, idet det nærmere indhold af oplysningspligten i internationale voldgiftssager af mange grunde ofte vil være præget af lokale forhold, herunder retspraksis, retstraditioner og retskulturen i øvrigt i de enkelte lande.

At det ikke forekommer muligt at opnå en ensretning af oplysningspligten, synes ikke umiddelbart tilfredsstillende, særligt henset til at voldgift er et internationalt retsområde, hvor ønsket om fravalg af lokale forskelle ofte har medvirket til, at parterne har indgået en voldgiftsaftale. IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, som senest blev opdateret i 2024, har formodentlig medvirket til at minimere problemet, idet disse guidelines har skabt en vis ensartethed på området. Til trods for, at retskildeværdien af disse guidelines i sagens natur er begrænset, har IBAs guidelines vundet stor udbredelse i det internationale voldgiftsmiljø, herunder også ved Voldgiftsinstituttet, hvor inhabilitetsindsigelser mod voldgiftsdommere sædvanligvis holdes op mod IBAs guidelines som led i instituttets konkrete stillingtagen til sådanne indsigelser.

Er tavshedspligten et skjold for oplysningspligten?

Under webinaret blev det desuden drøftet, om man ved fastsættelsen af indholdet af oplysningspligten bør skelne mellem, om oplysningerne skal gives i en rent national sag eller om de skal indgå i en international sag. En tese er vist nok, at oplysningspligten er mindre intensiv i rent nationale sager. Indlægsholderne angav, at det vil give anledning til unødig tvivl om indholdet af oplysningsstandarden, hvis man tillod en praksis, hvorefter der anvendes forskellige standarder, afhængig af om sagen var af international karakter eller ej. Samme tilgang anvendes af Voldgiftsinstituttet, hvor der i denne henseende ikke sondres mellem om der tale om en dansk eller international sag.

Indlægsholderne understregede endvidere, at en voldgiftsdommer ikke kan undlade at opfylde oplysningspligten, under henvisning til at de relevante oplysninger er omfattet af voldgiftsdommerens tavshedspligt. I sådanne tilfælde må voldgiftsdommeren afstå fra at acceptere udpegningen. Også hos Voldgiftsinstituttet ligger det fast, at tavshedspligten ikke kan bruges som et skjold mod oplysningspligten.

Endelig blev det drøftet, om en voldgiftsdommer har pligt til at reagere, hvis han eller hun bliver bekendt med, at en medvoldgiftsdommer i tribunalet ikke har opfyldt sin oplysningspligt. I yderste konsekvens må parterne orienteres om et sådant forhold, idet indlægsholderne dog opfordrede til, at en voldgiftsdommer i stedet henledte det involverede instituttets opmærksomhed på forholdet. Man må herefter kunne forvente, at instituttet går i dialog med den pågældende voldgiftsdommer for at sikre, at informationspligten bliver overholdt, således at risikoen for, at der opstår inhabilitet – og dermed mulig tilsidesættelse af voldgiftskendelsen – minimeres mest muligt.

Indlægsholderne i webinaret

Som Co-moderators medvirkede:

• Nakasamba Banda-Chanda AM Wood & Co, Lusaka
• Chiann Bao Independent Arbitrator, Singapore; Co-Chair, IBA Arbitration Committee

Webinaret, som varede en time, blev optaget og kan ses her: https://www.ibanet.org/conference-details/CONF2656#postEventContent

Økonomisk volumen og kompleksitet i sagerne vokser. Det er en af de megatrends, som Kolja Staunstrup ser inden for M&A-voldgift. Fremadrettet forventer han, at begge dele vil nå nye højder, blandt andet fordi nye tekniske værktøjer understøtter mulighederne for hurtigt at afdække store datamængder samtidig med, at ekstern finansiering på købersiden og forsikring på sælgersiden øger appetitten på at forfølge eller bestride krav. Men der vil kunne komme en modreaktion, forudser han, for det kan også blive for ressourcetungt med de store og krævende sager, hvor energien bliver brugt på en bagudrettet konflikt.

Hvilke megatrends oplever du i branchen nu?

Der er helt klart en større villighed til at rejse krav. Det er ikke sjældent, at sagerne er i milliardklassen, og jeg oplever, at beløbsstørrelserne kun går én vej.

Det hænger blandt andet sammen med, at der er andre aktører på banen som forsikringsselskaber og litigation fonde. I praksis betyder det, at køber og sælger ofte spiller en mindre rolle i en efterfølgende tvist, fordi udfaldsrisikoen er flyttet over på andre, der alene har økonomiske interesser i sagen.

Kompleksiteten i sagerne er også vokset i forhold til for bare ti år siden. Der er ofte mange parter – hvor ikke alle vil være omfattet af voldgiftsklausuler. Det kan desuden være mange tekniske problemstillinger og flere jurisdiktioner i spil.

I mange sager er der desuden nærmest ingen grænser for, hvor mange detaljer, der bliver gravet frem. Der er mulighed for at lave elektroniske serversøgninger på en helt anden måde end dengang, hvor al information stod i ringbind på reolerne. I dag er det relativ hurtigt og enkelt at få afdækket og be- eller afkræftet en mistanke, og det kan resultere i meget voluminøse sager med mange tusind siders ekstrakter og nogle alvorligt store Excel-ark.

Det giver sig selv, at den udvikling stiller store krav til aktørerne i sagen, og derfor er det blevet et advokatspeciale i sig selv at kunne håndtere den slags komplekse tvister. Nøglen er hurtigt at få overblikket over potentielle parter og krav, hvilke specialistkompetencer, der er behov for at få involveret og hvordan potentielle krav kan forfølges. Derefter få lagt og forfulgt en dynamisk processtrategi, hvor de forskellige spor er veldefinerede og prioriterede.

Hvilke dagsordener fylder i M&A?

Helt klart valget af voldgiftsdommere. I rigtig mange år var der nok ikke meget mere end ti foretrukne voldgiftsdommere. Det var mænd med rigtig mange års erfaring. Men du behøver ikke at være 70 plus for at være en dygtig voldgiftsdommer. Klienterne efterspørger diversitet, og det betyder, at vi går meget bredere ud i dag, når vi skal udpege dommerne. Af samme grund er diversitet i dag noget, der fylder meget i hele branchen, og som man heldigvis også er meget opmærksomme på i institutterne.

Jeg ser det som entydigt positivt. Vi vil blive set ned på som branche, hvis vi er en indspist gruppe, der udpeger hinanden. I stedet skal vi tænke, som vi allerede gør om dynamikkerne på en arbejdsplads, hvor der vel er bred konsensus om, at det er en fordel at sammensætte grupper, der har forskellige baggrunde og vinkler på opgaven. Udpeges et dommerpanel med for eksempel en erfaren og ældre dommer, en yngre advokat og en professor, så er man formentlig i hvert fald kommet godt fra start.

Jeg har også oplevet en udvikling, hvor flere og flere professionelle, udenlandske aktører har kendskab til det danske institut, og derfor er det blevet lettere at få forhandlet DIA voldgift ind i en kontrakt, hvor valget før i tiden i højere grad faldt på eksempelvis ICC i Paris. Det skyldes øget synlighed, som betyder, at aktørerne ofte kender DIA på forhånd, og ellers er det nemt for dem at indhente referencer. Det opfatter jeg som en kæmpe anerkendelse i miljøet af instituttet.

Hvordan forholder du dig selv til de nye dagsordener?

En måde til delvist at kunne imødegå en vis del af kompleksiteten i denne sagstype er ved i højere grad at skræddersy voldgiftsklausulerne.

Der kan potentielt være mange mulige aktører i en tvist – køber, sælger, forsikringsselskab, ejere, rådgivere, ledelsesmedlemmer – hvor nogle typisk vil være omfattet af voldgiftsklausuler og andre ikke vil være det.  Det medfører en risiko for sideløbende og uafhængige sager, og det kan munde ud i inkonsistent afgørelser og i hvert fald fordyrelser af processen. Hvis sagerne i videre omfang kan håndteres ved en eller i hvert fald koordinerede voldgiftssager, letter det kompleksiteten og omkostningsniveauet.

Hvordan tror du, at M&A-voldgift ser ud om fem, ti år?

Jeg tror, at kompleksiteten når nye højder af flere grunde. For det første forventer jeg, at den økonomiske værdi af tvisterne vil fortsætte med at stige. For det andet vil de øgede muligheder for ekstern finansiering tage risikoen væk fra køber og give økonomisk fundament til at forfølge krav, der ikke nødvendigvis ellers ville være blevet forfulgt.  Og for det tredje vil forbedrede tekniske muligheder – AI – formentlig betyde, at vi kommer til at se et detailniveau, som vi ikke nødvendigvis kan forestille os i dag.

Men der vil kunne komme en modreaktion, for det kan også blive for ressourcetungt med de store og krævende sager. Vi skal huske på, at ressourcerne bliver brugt på noget bagudrettet og som sådan noget ikke-værdiskabende. Derfor kan fast track processerne få en større betydning i fremtiden, ligesom der måske kan komme brugbare AI-generede udfaldsvurderinger.

Mediation kan også meget vel komme til at spille en større rolle, hvilket jeg faktisk har svært ved at forstå ikke allerede er sket, da det gør det nemmere for parterne at komme videre uden at få ødelagt deres relation.

Endelig tror jeg på, at vi kommer til at se forskellige afarter af non-binding udtalelser, hvor parterne får en vejledende udtalelse og vurdering. Ofte er parterne malet op i hvert deres hjørne. Og i den situation kan det være nyttigt at få en udefra på banen, der siger: “Det her er det vigtige, og skulle jeg træffe afgørelse, ville jeg gå i den retning”.

Kolja Staunstrup

Advokat og partner hos Kromann Reumert. Kolja Staunstrup beskæftiger sig stort set udelukkende med tvistløsningssager og har særlig ekspertise inden for førelse af komplekse rets- og voldgiftssager. Han har således inden for de seneste 15 år ført en lang række store og principielle sager inden for bl.a. M&A, ledelsesansvar og rådgiveransvar.

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland undersøger advokat Lotte Noer hvert år i hvilket omfang voldgiftskendelser tilsidesættes og/eller nægtes anerkendt eller fuldbyrdet og med hvilke begrundelser. Lottes foreløbige research vedrørende 2024 peger på, at der i 2024 ikke er afsagt domstolsafgørelser vedrørende voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet), § 37 (om tilsidesættelse) eller § 39 (om nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse).

Men passer det? Hvis du kender til sådanne domstolsafgørelser afsagt i 2024, må du meget gerne række ud til Lotte. Hun har ikke brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen og der kan aftales et format, hvor hun alene får de oplysninger om sagen, som hun skal bruge til arbejdet, uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].

De bedste sagkyndige udtalelser bliver til i et tæt samarbejde mellem revisor og den advokat, der fører sagen, og som har dyb indsigt i sagens juridiske problemstillinger. Det mener Torben Lange, der er statsautoriseret revisor. Få hans fire bedste råd ved valg af revisor som sagkyndig i voldgiftssagen.

Af Torben Lange, statsautoriseret revisor

Et økonomisk krav er ofte det helt centrale i en voldgiftssag. Kravet kan for eksempel skyldes en misligholdt eller brudt kontrakt, regulering af en købesum, opgørelse af earn-out eller der kan være tale om et forsikringsdækket tab.

Til støtte for et økonomisk krav bliver der sædvanligvis udarbejdet en sagkyndig rapport fra en ekspert, der typisk er en godkendt og ofte statsautoriseret revisor.

Da opgørelsen af det økonomiske krav, støttet af revisors udtalelse, udgør væsentlige elementer af voldgiftssagen, bør sagens parter og deres advokater gøre sig en række overvejelser, som efter omstændighederne kan have stor betydning for sagens udfald.

For en god orden skyld bemærkes, at nærværende artikel selvsagt ikke har til formål – eller tilstrækkelig spalteplads til – at dække alle problemstillinger forbundet med sagkyndige afrapporteringer fra revisorer, der finder anvendelse i voldgiftssager.

Vælg en godkendt revisor med erfaring

Det lyder formentlig som et banalt og indlysende råd, at det er en god idé at vælge en godkendt revisor med erfaring indenfor voldgift. Og der er da også lidt mere til det end som så.

Det er en kendsgerning, at uanset faglige kompetencer i øvrigt, herunder branchekendskab mv., er det et fåtal af revisorer, der har nævneværdig erfaring med at udarbejde sagkyndige udtalelser konkret til brug for voldgiftssager.

Når revisor udtaler sig, sker det som oftest efter en standardiseret erklæringsform med en mere eller mindre fast sprogbrug, som i det hele passer ind i en veldefineret referenceramme. Dette gælder for eksempel revisors erklæring – ”revisionspåtegning” – med høj grad af sikkerhed på en årsrapport aflagt efter årsregnskabsloven. Tilsvarende er et revisionsprotokollat som altovervejende hovedregel udarbejdet med udgangspunkt i en standard, der blandt andet medvirker til sikring af overholdelse af en række formalia.

Udgangspunktet er væsentligt anderledes i voldgiftssager, der grundlæggende er egenartede, uanset de kan vedrøre en velkendt ’genstand’, for eksempel opgørelse af earn-out eller et opgjort tab.

Grundlaget, hvorpå det økonomiske krav er funderet, er også væsentligt forskelligt fra sag til sag, og vil sjældent ligne den dokumentation, som revisor indhenter som dokumentation for sin revisionspåtegning på en årsrapport. I voldgiftssager er der derfor behov for, at revisors udtalelse med tilhørende dokumentation er nøje tilpasset formålet, og tilpasset det grundlag, udtalelsen konkret kan baseres på.

Det er således en klar fordel, hvis revisor har erfaring med, hvad den gode ekspertudtalelse skal indeholde, og hvordan den skal se ud, herunder henset til, at voldgiftsretten – naturligvis – typisk er stærkere i de juridiske problemstillinger end i virksomheders økonomistyring, bogføring, regnskabsaflæggelse og revision, og hvorfor revisor bør fokusere sin udtalelse på de for sagen afgørende punkter, og holde sig fra i sammenhængen unødige revisionstekniske detaljer. Den konkrete form for revisors skriftlige udtalelse vender jeg tilbage til sidst i artiklen.

Videre er det efter min opfattelse en klar fordel og øger sandsynligheden for et gunstigt udfald af sagen, hvis revisor forstår sig på juraen, herunder konkret kan medvirke til sikring af størst mulig anvendelighed af sin udtalelse til støtte for det rejste økonomiske krav. Revisor skal selvsagt ikke foretage de juridiske herunder processuelle vurderinger, men den voldgiftserfarne revisor vil kunne give nyttige bidrag til de beslutninger kunde og advokat skal træffe.

Yderligere et væsentligt element i relation til revisors erfaring med voldgiftssager, relaterer sig til det at afgive forklaring og lade sig udspørge under en hovedforhandling. Den type erfaring finder man sjældent hos en revisor. Den med hovedforhandlinger uerfarne revisor kan nemt – ligesom andre vidner i øvrigt – efterlade et svagt helhedsindtryk af det, voldgiftsretten skal forholde sig til, og måske sågar så tvivl om konklusionerne i en ellers velfunderet skriftlig udtalelse.

Er processprog og hovedforhandling på engelsk, er det en selvstændig grund til at sikre, at vedkommende revisor vil være komfortabel hermed, og under hovedforhandlingen være i stand til at besvare uddybende spørgsmål og efterlade voldgiftsretten med det ønskede gode indtryk.

Involver revisor tidligt i processen

Det andet forhold, jeg vil adressere, er tidlig involvering af revisor. Vigtigheden heraf kan ikke understreges nok. De bedste sagkyndige udtalelser bliver efter min opfattelse til i et tæt samarbejde mellem revisor og den advokat, der fører sagen for kunden, og som har dyb indsigt i sagens juridiske problemstillinger.

Revisor skal grundlæggende være garant for, at opgørelse af det økonomiske krav fortages på en fagligt korrekt måde, baseret på et så fyldestgørende grundlag som muligt, hvortil der henvises, og at dette krav præsenteres bedst muligt. Derfor anbefales det, at revisor involveres så snart, det står klart, at et økonomisk krav skal opgøres og gøres gældende. Dermed kan revisor bedst muligt medvirke til sikring af et fyldestgørende og egnet grundlag for kravet.

Idet opgørelse af et økonomiske krav ofte er ganske komplekst, er det heller ikke hensigtsmæssigt, at dette varetages af klient og advokat alene, med en forventning om, at en senere antagen revisor da uforbeholdent kan tiltræde opgørelsen. Det fremstår efter min opfattelse og erfaring langt stærkere overfor voldgiftsretten, hvis den antagne revisor selv har medvirket til opgørelsen, og dermed er enig i, hvordan tabet skal og kan opgøres, og ikke mindst dokumenteres.

Det kan efter omstændighederne være uforeneligt med kravene til revisors Etiske Adfærd, der foreskriver, at revisor udviser blandt andet integritet, objektivitet samt professionel kompetence og fornøden omhu, hvis revisor føler et pres for at tiltræde og tilpasse sin argumentation til en opgørelse af økonomisk krav eller tab foretaget af kunden eller dennes advokat, som revisor grundlæggende ikke er enig i.

Og, at havne i en situation, hvor et tidligere rejst økonomisk krav må ændres, fordi revisor ikke kan tiltræde, hvad kunde og advokat tidligere har opgjort, er sjældent populært endsige hensigtsmæssigt for sagen – særligt ikke, hvis kravet skal reduceres.

Tidlig involvering af revisor muliggør tillige tilstrækkelig tid og lejlighed til, at klient, advokat og revisor i forening kan drøfte styrker og svagheder vedrørende anvendte principper og tilgængelig dokumentation for opgørelse af det økonomiske krav, hvilket selvsagt kan være afgørende for, hvordan sagen skal føres.

Indgå i dialog om dokumentationen for det økonomiske krav

Næste væsentlige fokuspunkt er dokumentation for det økonomiske krav og dermed revisors udtalelse, hvor dokumentationen selvsagt bør tilstræbes at være så fyldestgørende som muligt.

Erfaringsmæssigt er det til stor hjælp for klient og advokat, hvis revisor kan bistå med at identificere den relevante dokumentation af det økonomiske krav, herunder har erfaringen med, hvor denne dokumentation kan findes iblandt kundens økonomi- og regnskabsdokumentation. Jeg oplever ofte, at klient og advokat taler forbi hinanden på dette punkt, ofte fordi advokaters indsigt i virksomheders økonomistyring, der kan være meget forskelligartet, ganske naturligt er begrænset.

I den forbindelse kan den voldgiftserfarne revisor også indgå i dialog med klient og advokat om alternative måder, hvorpå det økonomiske krav kan bygges og understøttes af revisor, hvis en mere ideel teoretisk foretrukken metode i praksis ikke lader sig gøre.

Videre kan den voldgiftserfarne revisor sikre en rød tråd i den fremlagte dokumentation baseret på den valgte opgørelsesmetode, således at modpartens tilsidesættelse af det opgjorte økonomiske krav vanskeliggøres.

Er der tale om opgørelse af tab – eller andet økonomisk krav – vedrørende et forhold, der endnu ikke er afsluttet mens sagen pågår, er det afgørende vigtigt, at der etableres procedurer for registrering og opbevaring af de data og den dokumentation, som opgørelsen af tab – økonomisk krav – skal baseres på. Det gælder ikke mindst også dokumentation for indirekte tab, der agtes henført efter fordelingsnøgle eller lignende.

Det er ikke en selvfølge, at relevante data og dokumentation fortsætter med at være til stede. I den forbindelse er bogføringslovens femårs opbevaringspligt vigtig at huske på, herunder at større virksomheder ofte har automatiserede processer for sletning efter endt opbevaringspligt, hvilke processer efter omstændighederne skal afbrydes af hensyn til voldgiftssagens dokumentation.

Stil krav til formen for revisors afrapportering

Det sidste centrale forhold er formen for revisors afrapportering.

Som nævnt indledningsvis afgiver revisor de fleste af sine udtalelse efter en standardiseret erklæringsform med en mere eller mindre fast sprogbrug. Dette er ikke mindst en konsekvens af de faglige standarder, som revisor i øvrigt skal følge. Det gælder for eksempel ISA 700 (revisors erklæring på årsregnskaber), ISRE 2410 (erklæring om review af perioderegnskaber), ISAE 3000 (andre erklæringsopgaver med sikkerhed) eller ISRS 4400 (aftalte arbejdshandlinger vedrørende regnskabsmæssige oplysninger).

Isoleret set er ingen af disse standarder imidlertid selvstændigt velegnede i voldgiftssammenhæng, hvor revisors udtalelse tjener et andet formål, end de nævnte standarder sigter imod.

For det første vil de arbejdshandlinger, som revisor foretager som led i opgørelse af det økonomiske krav, sjældent svare til, hvad der forventes efter en konkret standard, jf. eksemplerne foran.

Dernæst foreskriver hver af disse standarder en speciel sprogbrug i forbindelse med afrapportering, som efter min opfattelse ikke egner sig til en voldgiftssag, hvor den standardiserede sprogbrug efter omstændighederne kan skabe forvirring samt usikkerhed hos voldgiftsretten om, hvad revisor reelt har udført af arbejde, og hvad grundlaget for vedkommendes udtalelse er.

Det er min anbefaling, at revisors afrapportering benævnes “rapport” eller “redegørelse”, hvorved revisor lægger afstand til mulig misforståelse af det udførte arbejde sammenholdt med for eksempel førnævnte faglige standarder, herunder for at undgå forveksling med ”revision” eller ”review”.

Det bør i den sammenhæng konkret fremgå af revisors rapport/redegørelse at

• rapporten alene er udarbejdet til den konkrete voldgiftssag, og ikke må anvendes til andet end denne, og hvorfor konklusioner ikke kan udstrækkes til at være gældende i andre situationer.
• at revisor hverken har foretaget revision eller review som defineret i danske eller internationale standarder herom.

Revisor bør i det hele sikre en sprogbrug i sin afrapportering, som ikke efterlader tvivl om, at revisor ikke foretager juridiske vurderinger, der henhører under voldgiftsretten.

Afslutningsvis er det min opfattelse, at revisors afrapportering bør tage højde for alle kendte forhold frem til den dag, hvor rapporten er dateret – eller klart angive, hvis det ikke er tilfældet.

Torben Lange

Statsautoriseret revisor. Medlem af Voldgiftsinstituttets Repræsentantskab udpeget af FSR – danske revisorer.

Hvor går grænsen for, hvad du kan tale med din voldgiftsdommer forud for udpegningen? Og er der over årene sket en stramning af kravene til habiliteten? Det undersøger voldgiftsdommer og mediator, Jes Anker Mikkelsen i denne artikel.

Af Jes Anker Mikkelsen, voldgiftsdommer og mediator

Hvem skal være voldgiftsdommer? Det er et af de første spørgsmål, der melder sig, når beslutningen om at indlede en voldgiftssag er taget.

I overvejelserne indgår en lang række faktorer, som skal falde positive ud for en udpegning af den eller de potentielle emner, der er kunne være egnede.

Parterne søger gerne hen imod en potentiel voldgiftsdommer, som har et godt kendskab til den branche, som parterne agerer i, og som vurderes at være anerkendt og respekteret som voldgiftsdommer og dermed vil have gennemslagskraft i tribunalet. Her spiller vurderinger af, hvilken voldgiftsdommer modparten forventes at udpege, og hvem der derefter vil kunne udpeges som formand for voldgiftsretten, en ikke uvæsentlig rolle, så voldgiftsretten bliver afbalanceret og kompetent sammensat. Såfremt parterne har aftalt, at voldgiftsdommerne skal være commercial men, skal parten foretage de samme undersøgelser af voldgiftsdommerens mulighed for at påtage sig hvervet.

Hvis sagen angår internationale forhold, er den potentielle voldgiftsdommers internationale erfaring også væsentlig. Med internationale parter og dermed forskellige retssystemer og retstraditioner vil en voldgiftssag kunne få et processuelt forløb, som voldgiftsdommeren også skal kunne håndtere. Sprog, afhøringer, tekniske rapporter, andragender om delafgørelser vil kunne blive en del af sagen.

Den potentielle voldgiftsdommer skal også have mulighed for rent praktisk at kunne påtage sig hvervet inden for den tid, der må forventes at være nødvendig. Sagen kan blive relativt langvarig, dommeren kan have andre sager, der tidsmæssigt ændrer sig, og dommeren kan få forfald af andre årsager. Det kan derfor blive relevant at få oplyst, i hvilket omfang voldgiftsdommeren er udpeget i andre sager, der kan få indflydelse på behandlingen af den konkrete sag. Nogle institutter beder voldgiftsdommeren oplyse, hvor mange voldgiftssager, voldgiftsdommeren er udpeget i ved det pågældende institut og som dommer i det hele taget, ligesom nogle beder om dommerens bekræftelse på at kunne være tilgængelig i konkrete perioder.

I Danmark er det sædvanligt, at en dommer ved de almindelige domstole af retspræsidenten kan udpeges som medlem af en voldgiftsret. På grund af en intern praksis ved domstolene udpeges dommere sædvanligvis kun til at fungere som formand for voldgiftsretten. Som følge af reglerne om dommeres bibeskæftigelse, hvoraf det fremgår, at der gælder et loft for dommerens indtægt ved bibeskæftigelse, er kravet om tilgængelighed særlig relevant.

Uafhængighed og upartiskhed.

Udover disse overvejelser og undersøgelser skal parten være sikker på, at den potentielle voldgiftsdommer vil være upartisk og uafhængig, så der er sikkerhed for, at ingen af dommerne er forudindtaget eller positivt indstillet overfor en bestemt part. Her kan dommernes udpegninger i andre sager og forretningsmæssige forhold til parten være afgørende. Parten skal spørge ind til sådanne relationer, men det kan være vanskeligt at få konkrete oplysninger på grund af fortrolighedskrav.

Efter voldgiftsloven § 12 skal en dommer oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed og uafhængighed og parterne må som udgangspunkt forlade sig på, at dette er situationen. For parten er det særdeles afgørende, men det er det også for voldgiftsdommeren, for viser det sig, at der kan rejses kritik eller berettiget tvivl, kan hele sagen blive en oplevelse, som både parter og voldgiftsdommere helst havde været foruden. Voldgiftsdommeren kan blive bedt om at træde tilbage, og en eventuel kendelse tilsidesat. Det vil ikke blive behandlet her, selvom der synes at være øget fokus på muligheden for at tilsidesætte en voldgiftskendelse.

Kontakt med den potentielle voldgiftsdommer

De fleste af de ovenfor nævnte oplysninger er af generisk karakter og kan i vidt omfang tilvejebringes af parten ved egen drift. Den potentielle voldgiftsdommer vil være parten bekendt i et vist omfang og kan være anerkendt som en kompetent, korrekt og hæderlig advokat, dommer etc.

Men nogle forhold kræver kontakt med voldgiftsdommerne og det vil være naturligt, at en part ønsker at kontakte den potentielle voldgiftsdommer og afklare forskellige forhold, før dommeren eventuelt bliver udpeget.

Et interview med den potentielle dommer vil være uproblematisk, såfremt for eksempel navnene på parterne og sagens karakter ikke bliver oplyst eller kan afsløres.  Det vil heller ikke være problematisk, hvis spørgsmålene vedrører den potentielle dommers erhvervsmæssige baggrund, kendskab til international voldgift, praktiske muligheder for at påtage sig hvervet med videre.

Det antages, jfr. blandt andet i ”Praktisk Voldgiftsret”, side 82, at det ikke vil føre til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens uafhængighed og upartiskhed, såfremt parten ved interviewet alene ønsker at sikre sig, at den pågældende har den nødvendige viden og erfaring om det emne, som sagen udspringer af, og om voldgiftsdommeren i øvrigt vil være tilgængelig og habil. Der må dog udvises påpasselighed. En bestemmelse med samme indhold findes også på IBA’s Grønne liste.

Henvendelsen bør for eksempel være på ”no-name-basis” og parten bør undlade at nævne eller direkte eller indirekte komme til at afsløre forhold, der kan afsløre parternes identitet eller den konkrete problemstilling, der er grundlaget for voldgiftssagen. Hvem parterne er, bør først oplyses senere, når det er fastslået, at den potentielle voldgiftsdommer vil være i stand til at påtage sig hvervet som voldgiftsdommer i den pågældende sag.

Om sagens materie  vil det eksempelvis kunne nævnes, at sagen vedrører ”M&A dispute”, ”off shore construction” eller ”finansieringsaftale”, uden at sagens konkrete uoverensstemmelse og den juridiske problemstilling bliver en del af interviewet.

Afgørende er, at interviewet på den ene side skal afklare så mange spørgsmål, at parten kan træffe en oplyst og velovervejet beslutning om valget af den rette voldgiftsdommer, samtidig med at interviewet på den anden side ikke bringer voldgiftsdommeren i en sådan situation, at han eller hun er nødsaget til at orientere modparten og eventuelt Voldgiftsinstituttet om kontakten og indholdet af interviewet. Går parten for vidt i sine spørgsmål, er der risiko for, at parten må starte forfra med en behersket interviewform.

Der er næppe tvivl om, at kravene til voldgiftsdommerens upartiskhed er blevet strengere over årene, og at både parter og voldgiftsdommere skal være forsigtige. En erklæring om uafhængighed og upartiskhed var tidligere oftest unødvendig, fordi udpegningen var grundet i almindelig kollegial ordentlighed. Nu kan selv en enkelt tilkendegivelse på sociale medier gøre en dommer inhabil.

Erklæring om uafhængighed og upartiskhed

Har parten og voldgiftsdommeren holdt sig på dydens smalle sti, og er parten tilfreds med de oplysninger, den potentielle voldgiftsdommer har givet, og dermed blevet betrygget i, at denne vil kunne udpeges som voldgiftsdommer for parten, kan parten forsyne voldgiftsdommeren med de faktiske oplysninger, som gør det muligt for voldgiftsdommeren at gennemføre et konflikttjek.

Herefter kan voldgiftsdommeren erklære sig uafhængig og upartisk og evt. underskrive voldgiftsinstitutternes Declaration of Acceptence and of Independence and Impartiality – uden bemærkninger om pre-interviewet og uden at komme i konflikt med voldgiftslovens § 12.

Herefter bør parten og voldgiftsdommeren ikke have nogen kontakt, bortset fra orientering om valget af formanden for tribunalet, idet det antages i praksis, at voldgiftsdommeren – uden at løbe en risiko for inhabilitet – kan drøfte valget af formanden med den udpegende part.

Jes Anker Mikkelsen har som advokat beskæftiget sig med konfliktløsning, og fokuserer nu på voldgift og mediation, institutionelt og ad hoc. Han er akkrediteret ved SCMA Singapore Chamber of Maritime Arbitration og CMAC China Maritime Arbitration Commission, var formand for Danske Mediator Advokater 2003-2007, og medstifter af og formand for Mediationsinstituttet 2007-2010.

Jeg kan jo læse, hvilke domme der bliver bragt i Ugeskrift for Retsvæsen. Her er der meget langt mellem afgørelser i helt store kommercielle tvister. Sådan lyder det fra Mathias Steinø, advokat og medlem af ICC Court of Arbitration. I en ny interviewserie fortæller han om de megatrends, som han ser i branchen lige nu. En af dem er, at de kommercielle tvister har flyttet sig fra domstolene til voldgift. Det skyldes blandt andet, at offentlighed sjældent er attraktivt i den slags sager og at voldgiftssager rummer en fleksibilitet, som appellerer til erhvervskunderne, mener han.

Gennem de seneste tyve år, er der sket en stærk specialisering i advokatbranchen. Det gælder ikke bare i Danmark. Kompleks jura og en øget globalisering har i store dele af verden betydet et farvel til advokaten med alle værktøjer i skuffen.

”I dag er branchen i meget høj grad specialiseret, og det gælder også indenfor voldgift. Gennem mit arbejde i ICC Court of Arbitration, ser jeg rigtig mange advokater og advokatkontorer, der kun beskæftiger sig med voldgift. Her er der både yngre og ældre aktører. Så narrativet om voldgiftsdommeren som den ældre, hvidhårede herre kan vi godt lægge væk – selvom erfaring stadig tæller,” siger Mathias Steinø.

Han ser en megatrend i, at denne specialisering giver nye muligheder.

”Nogle vælger at forlade det traditionelle job i advokatbranchen for at få mere work life balance. Og her er jobbet som uafhængig voldgiftsdommer oplagt. Det er ikke sikkert, at du har mange sager i begyndelsen. Men jeg kan se, at flere og flere får jobbet som selvstændig voldgiftsdommer til at lykkes. Det skyldes netop specialiseringen, og de jobmuligheder der vokser frem heraf. Du behøver ikke at være professor for at få de gode jobs.”

”Jeg tror på sigt, at vi kommer til at se flere yngre advokater gå den vej, for et arbejdsliv som selvstændig er oplagt, når du er talentfuld. Jeg tør også godt spå om, at man vil se nogen lykkes med det, blandt andet fordi de er ude af problemerne med interessekonflikter. Samtidigt tror jeg voldgiftsinstitutterne vil være glade for, at der er nogen som helliger sig denne form for arbejde og dygtiggør sig, så det vil givetvis også fremme udpegninger fra institutterne.”

Sagerne flytter sig fra domstolene til voldgift

Når der bliver jobs til flere voldgiftsaktører i branchen, hænger det også sammen med, at de kommercielle tvister har flyttet sig og fortsat flytter sig fra domstolene til voldgift. Det er også en klar megatrend, mener Mathias Steinø.

”Jeg kan jo læse, hvilke domme der bliver bragt i Ugeskrift for Retsvæsen. Her er der meget langt mellem afgørelser i de helt store kommercielle tvister. Det betyder, at visse virksomhedshandler aldrig kommer for en domstol. Det handler blandt andet om, at det ikke er attraktivt med offentlighed, at voldgiftssagen har en fleksibilitet, som appellerer mere til erhvervskunderne, og at det er attraktivt at kunne sætte et endeligt punktum i en sag, så du ikke risikerer at stå med en appel og dermed kikker ind i ukendt fremtid.  Erhvervslivet vil gerne se fremad og reducere tidshorisonten for tvisterne,” siger han.

”Samtidig er der også en professionalisering blandt virksomhedsjurister, der udgør en væsentlig del af miljøet. Mens den kommercielle ledelse af selskaberne ofte ikke har dyb indsigt i forskellige tvisteløsningsmekanismer og deres fordele og ulemper, kender virksomhedsjuristerne alt til forskellige tvistløsningsfora og ved at domstolene ikke altid er det bedste valg”.

Sanktioner og reguleringer er i enorm vækst

En tredje megatrend, som Mathias Steinø ser kommer buldrende, er mængden af sanktioner på verdensplan.

”Antallet af sanktioner og fintmaskede reguleringer på globalt plan er i enorm vækst. På de seneste ti år har vi fået langt flere sanktioner, end vi har set igennem et helt århundrede. Det vil ramme os på en måde, som betyder, at mange ikke ønsker at sige ja til at være voldgiftsdommer, fordi du kan blive beskyldt for at blive en del af en sanktionsramt konflikt.”

”Det behøver ikke at handle om våben. Det kan være en sag om handel med stål, kul og olie, der kan være lovlig mellem parterne, men hvor man er nødt til at spørge sig selv, om man medvirker til noget ulovligt, ved at sige ja. Bevæger man sig ind i et minefelt ved at påtage sig sagen? Det kan være yderst komplekst, og betyder, at det er vigtigt i højere grad end tidligere at holde øjne og ører åbne – det gælder også under sagen. Så en skærpet opmærksomhed på, om der foregår noget ulovligt, vil helt sikkert i højere grad end tidligere være top of mind hos alle voldgiftsaktører,” siger Mathias Steinø, der samtidigt glæder sig over en generel positiv udvikling.

”Når sagerne flytter sig fra domstolene over i voldgift, betyder det også, at faget bliver mere vigtigt. Personligt synes jeg, at det er med til at gøre mit job mere spændende. Det er altid sjovt at være et sted, der udvikler sig”.

Mathias Steinø

Advokat, partner hos Hafnia Law Firm. Medlem af ICC Court of Arbitration, Paris. Mathias Steinø har mange års erfaring inden for komplekse rets- og voldgiftssager indenfor blandt andet erstatningsansvar efter virksomhedshandler (post M&A tvister), ledelsesansvar (D&O), professionelt ansvar (PI), produktansvar, dækningstvister med forsikringssager samt diverse tvister om kommercielle kontrakter.

Når du bruger kunstig intelligens, er det som at åbne døren til en strøm af både muligheder og farer, mener advokat Niels Chr. Ellegaard, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession fra 2019. Selv bruger han flere forskellige platforme for blandt andet at udfordre sine egne bias. Det sker altid med øje for, at svarene kan være forkerte.

Hvornår bruger du selv AI?

Via mit job har jeg adgang til de nyeste versioner af Chat GPT og Perplexity. Jeg bruger typisk de to platforme til at tjekke begreber eller teorier og til at trække argumenter ud af en større kontekst.

For eksempel har jeg i dag spurgt Chat GPT om, hvornår Legal Tech opstod som begreb. Jeg skal bruge den information i forbindelse med en engelsk tekst, som jeg arbejder på, og derfor bad jeg også om en oversættelse af det danske svar på mit spørgsmål.

Perplexity er et AI-værktøj, der lidt forenklet sagt parrer Google med Chat GPT. Det er et spændende værktøj, fordi jeg her får en søgning på kilder i realtid og alle kilderne til svarene. Så det er en løsning, der leverer dokumentation, og som jeg for eksempel bruger i forbindelse med, at jeg forbereder et foredrag, hvor jeg ofte bruger kunstig intelligens som en del af min research, når jeg skal finde litteratur og teorier.

Hvor kritisk er du, når du arbejder med AI?

AI-forordningen om automatiseringsbias siger, at du skal være forsigtig med at forlade dig på output fra højrisiko AI-systemer. Og det er jeg.

Jeg interesserer mig for kognitionsforskning og de filosofiske eller retsfilosofiske aspekter, som også hænger sammen med brugen af AI.

Det kognitive handler om de to systemer i hjernen, som vi bruger, når vi skal træffe beslutninger. Det meste af tiden er vi på system et – den lette frekvens. Den sender konstant forslag og impulser, der fortæller dig, hvad du skal gøre, men den arbejder ud fra tommelfingerregler og intuition – og så er den  ukritisk. Skal du træffe svære beslutninger, slår du over på en anden frekvens – system to – som kræver mere af dig, og som er mere kritisk. Når du arbejder med AI, skal du helst være på den anden frekvens, hvor du er årvågen.

Det gælder for os alle, at vi skal udfordre de svar, som vi får fra AI. Det er et kalejdoskopisk farvand at bevæge sig i, for der ligger jo noget fantastisk i, at du kan få hurtigt svar på alt og hjælp til at finde de gode argumenter. Men samtidig er det også sådan, at svaret kan være fuldstændig forkert.

Kan du give et eksempel?

Jeg har for eksempel testet Chat GPT og Perplexity ved at stille et spørgsmål om arv. Lad os sige, at en mor sidder i uskiftet bo med en far. Der er ikke skrevet testamente. Der er tre søskende. Det ene barn er farens søn fra et tidligere ægteskab og altså halvbror til de to andre søskende. Når jeg spørger, hvordan arven skal fordeles efter morens død, er svaret, at den bliver delt i tre lige store dele – selvom det ene barn ikke tager arv fra moren og derfor kun skal have det halve af de andre, når det uskiftede bo skal gøres op. Hvis jeg så gør robotten opmærksom på fejlen, får jeg at vide, at jeg har ret, og får et nyt svar med den rigtige arvefordeling. Det er et godt eksempel på, at det er vigtigt, at du ikke lader dig forføre. Det indledende svar så overbevisende ud, men kikser på det centrale punkt.

I et eksempel fra den virkelige verden spurgte jeg Chat GPT, om den afrikanske stat Gabon havde tiltrådt New York Konventionen. Svaret var et ja, og jeg fik også kilden med, sådan at jeg kunne tjekke, om det holdt stik. Det sparede mig for en hel del tid. Men forestil dig, at svaret var negativt og uden en solid kilde, så havde jeg ikke kunnet være sikker. Der er derfor ofte en asymmetri, hvor værdien af svaret afhænger af, hvad robotten rent faktisk svarer.

Hvor ser du AI gøre særlig gavn for voldgiftsdommere?

Voldgiftsdommerne sidder ofte med store dokumenter – vi taler flere hundrede sider. Med AI er der virkelig gode muligheder for at filtrere – for eksempel trække de fem vigtigste pointer ud.

Normalt er robotten rimelig træfsikker. Jeg gør altid det, at jeg tester min platform. Det gør jeg ved i første omgang at bruge kendt materiale. Er jeg enig i valget af, hvad der er de bedste pointer, stoler jeg mere på, at det samme kan lade sig gøre i andet materiale.

For voldgiftsdommeren – eller partsrepræsentanten – er det også en mulighed at optage en vidneforklaring – den kan for eksempel være afholdt på Teams. Herefter hjælper Co-Pilot med at vidneforklaringen kommer på skrift, og nu har du en version, hvor du kan anvende AI til at filtrere fakta, ligesom du kan lave analyser ved at spørge ind til forskellige situationer.

Det kan være, at det er interessant for dig at analysere, hvad et eller flere vidner fortæller om et møde 17. januar med Jens Jensen. I en sag med mange vidneforklaringer kan robotten, med dens større båndbredde, fange mønstre og inkonsistens bedre end vi mennesker. Når du står med robottens analyse, er det vigtigt – igen – at være kritisk, for robotten forstår ofte – men ikke altid – konteksten. I eksemplet kan det være vanskeligt for robotten at afgøre, om der tales om flere møder, hvor et er afholdt den 17. januar, hvis datoen ikke bliver nævnt af vidnet, men er underforstået. Denne kontekst vil robotten nemlig ikke nødvendigvis kunne iagttage, selvom den ofte er forbavsende god.

Hvor skal voldgiftsdommeren være særlig forsigtig?

Husk altid at vælge træning fra i indstillingerne, sådan at robotten ikke skraber de informationer, du lægger ind.

Jeg vil aldrig dele fortrolig eller personfølsomme oplysninger, uanset om jeg er advokat eller dommer. Der er risiko for, at dine oplysninger kan optræde i andre sammenhænge, også selvom du har valgt, at dit indhold ikke må skrabes.

Ser du andre farer?

Farerne ligger også i mulighederne. Så – igen – undgå det, jeg kalder lazy lawyer syndrome og husk så, at der er en grund til, at voldgift falder ind under AI-forordningen.

Et meget sjovt eksempel, som en kollega ofte bruger for at illustrere, hvordan generativ AI virker er at bede robotten om at fortsætte en sætning som: ”Selskaber afholder…” Hvad vil du svare? Måske ”generalforsamlinger”, hvis du er jurist.

Prøv så at vende det om og spørg: ”Afholder selskaber… ” så vil de fleste nok tolke ”selskaber” i en social eller festlig retning. Transformerteknologien, som Chat GPT bygger på er netop i stand til at håndtere lige præcis det.

Men det gør også, at man skal være tilsvarende omhyggelig med, hvordan man spørger.

Hvor ser du udviklingen går hen?

På den korte bane kommer de nye robotter, som har en mere “avanceret tænkning” indbygget, og som er gode til at ræsonnere. Om jeg er dommer eller advokat, vil jeg fremover få meget ud af for eksempel at teste styrken i mine bedste argumenter for at udfordre mig selv og mine egne bias. Måske er argumenterne ikke så gode, som jeg forestiller mig.

På sigt får vi også redskaber til at redigere dokumenter i dialog med robotten. Det er spændende, men husk igen: Brug altid en generisk tilgang, så du ikke kompromitterer din fortrolighed.

Niels Chr. Ellegaard

Advokat, partner, Plesner. Tidligere formand for Danske IT Advokater. Forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession.

Steffen Pihlblad expects AI to become an integral part of both the DIA’s case handling and the operation of the DIA in the near future. In the longer term, he envisions the development of an AI tool trained using the arbitral awards and other internal data that have been accumulated at the DIA since its establishment in 1981.

All employees at the DIA have access to ChatGPT Plus and are encouraged to explore the AI tool to become familiar with its capabilities. We have positive experiences using AI, not only in safeguarding translations but also in managing more complex tasks. In general, one of the most significant benefits we have observed is that we no longer face the challenge of starting with a blank page.

Soon, I expect AI to become an integral component in both our case handling and in the operation of the DIA. In the longer term, we may develop our own AI tool trained using anonymised versions of the arbitral awards and other internal data accumulated at the DIA since its establishment in 1981.

AI and the Party Representatives

Whether parties and tribunals can use AI are controversial questions, and there is not yet much case law to provide guidance.

In my opinion, party representatives should in principle be allowed to use every tool available to them – and using AI could give clients better chances for success.

In addition, clients expect it. Nowadays, many clients present their lawyer with sophisticated ideas about how their legal disputes should be resolved because they have consulted AI tools before meeting the lawyer. This is similar to how patients research online before visiting a doctor.

It is then up to the professional to elaborate and, when necessary, explain why the AI tool may have given incorrect output.

Dispute resolution lawyers should expect this and be prepared for it. And why shouldn’t they be allowed to ask the robot, “What are the five best arguments against my claim?”

Of course, lawyers must adhere to GDPR, maintain confidentiality, and ensure that the AI tool does not produce fake evidence or case law. There have already been cases from abroad where lawyers have faced disciplinary actions for submitting AI-generated fake case law.

As gatekeepers, lawyers must ensure that no fake information is introduced during the proceedings. It should not be necessary to remind lawyers about this responsibility.

Transparency in the arbitrator’s use of AI

The perspective on the arbitrator’s use of AI seems to be more complex and more controversial compared to the lawyer’s use.

The short answer is: “yes, arbitrators should be allowed to use AI, including for decision-making”. Arbitration is a business, and there is competitive pressure to be fast, cost-efficient, and to issue high quality awards, which are more robust and less exposed to set aside proceedings. Ignoring AI in such a context would be counterproductive.

Having said that, the arbitral tribunal’s use of AI must be transparent to the parties, and arbitrators must exercise exceptional caution when relying on AI-generated insights. The tribunal holds authority to issue arbitral awards that can be enforced by courts worldwide. This is a serious responsibility that demands appropriate oversight.

Regulation at the DIA?

I do not see an urgent need for regulation regarding party representatives’ use of AI. Existing regulations should be sufficient for now. However, as AI becomes more and more widespread in legal practice, it is possible that future developments may call for new regulation.

For arbitrators, I think the situation may be different. A potential concern is that the arbitral tribunal might use an AI tool trained using biased information. For instance, in a post-M&A dispute, an AI tool trained mainly using seller-friendly case law will likely produce outcome in favour of the seller. This should be transparent to the parties, as it will allow opposing counsel to challenge the AI tool’s reliability in the specific context.

Additionally, each arbitrator must personally review the AI tool’s output to ensure that it aligns with applicable law as well as with the facts and circumstances of the specific case.

We are in the process of updating our Rules of Arbitration, and we will carefully consider whether it would be beneficial to introduce specific provisions about the use of AI.

These considerations will include alignment with the EU AI Act. The scope of the Act is expanded to include arbitration as a field where the use of AI may be considered as critical use. This also underlines the need to exercise caution if relying on AI in arbitration.

In a Norwegian court case of 2023 from Borgarting Court of Appeal, the importance of the date of the arbitral award took centre stage. The case highlights the issues that may arise when an award contains multiple dates which may be considered the date of the award.

By Martin Gukild, associate, Schjødt

The backdrop was earlier arbitral proceedings between three Norwegian companies (A, B and C) and the Latvian state before the International Centre for Settlement of Investment Disputes (ICSID). The three Norwegian companies had invested in the development of a property next to Riga airport. However, due to frequent regulatory changes the project was never completed. The investors had already incurred costs because of the project, and the Norwegian companies were of the opinion that the Latvian state was liable for these costs.

To recover this loss, A, B and C initiated arbitral proceedings against the Latvian state before ICSID in autumn 2016. That same year, the three Norwegian companies had, before the initiation of the arbitration, entered into an agreement where two of the companies (A and B) guaranteed to C that they would cover all legal costs. In February 2020 the tribunal rendered their award, in which Latvia was acquitted, and the claimants were ordered to cover full legal costs.

In the recovery of legal costs, the Latvian state initiated enforcement proceedings against C in 2021, as it turned out that A and B were insolvent. As such, C ended up having to pay the legal costs of approximately 3 million euros.

The proceedings before the Norwegian courts

After having been forced to cover these costs, C turned towards its lawyer, D, and claimed that D and his law firm were liable for the loss. The basis for this liability was twofold: firstly, C argued that when entering into the agreement of 2016, D ought to have made C aware of the fact that A and B might not be able to cover the costs and if so, C would be liable. Secondly, C argued that D did not provide a sufficient analysis of the procedural risks before commencing the arbitration. Both of these arguments were strongly disputed by D. However, the case never got that far.

C initiated legal proceedings against D and his law firm on 27 February 2023. The date was of importance, as the ICSID-award had been rendered on 27 February 2020. Under Norwegian law, the limitation period of a claim is three years. As such, C was of the opinion that they had made the claim on the very last day of the limitation period.

The issue that arose was that the award contained two different dates. It had one date on which it was “rendered” by ICSID, which, according to the ICSID Convention article 49, is the date certified copies of the award are dispatched to the parties. However, the award had been signed by all three arbitrators a few weeks prior to this, on 7 February 2020. This was evident as all three arbitrators had dated their signatures. Based on this, D argued that the claim was time barred as of 8 February 2024.

The Norwegian court decided to split the case, and only rule on the question of the limitation period. It was undisputed between the parties that neither of them had any knowledge of the award, and the possible claim, before 27 February 2020 when the award was sent to the parties. However, the rule on the limitation period of contractual claims disregards knowledge of the claim. The rule simply states that the limitation period is three years from the date in which the creditor first has the right to demand performance.

D argued that under Norwegian law, the relevant question was when the award was final. When the award was final, the purported claim against D existed regardless of whether the parties had any knowledge of it at the time. Based on this, D argued that per the ICSID rules, the award was final when it was signed by the arbitrators. What remained after that was merely the copying and dispatching from the Secretary General of ICSID, which D argued were formalities and not relevant to when the award was final.

C on the other hand argued that the key point was the ICSID Convention’s article 49, which said that the award was “rendered” on the date it was copied and dispatched to the parties.

The district court ruled in favour of C, however D appealed, and Borgarting Court of Appeal ruled in favour of D and found the claim to be time barred by 19 days. The Norwegian Supreme Court declined to hear the case.

Reflections

The case highlights the issues that may arise when an award contains multiple dates which may be considered the date of the award. C had more than two years prior to its notifying D of the claim and could easily have taken action earlier. As such, it was evident that C was bona fide of the opinion that the limitation period did not end before 27 February 2023.

For lawyers it is a cautionary tale of the dangers of waiting until the last day.

This judgment only pertains to Norwegian law on the limitation period for contractual claims. It is also worth noting that Norwegian civil procedure law operates with separate rules regarding when ordinary court judgments are “made” (once the judges vote) and when they are “rendered” (officially communicated to the parties). These dates may coincide but there are situations where they differ, and where the former is the basis for the limitation period and the latter is the basis for appeal deadlines. As such, Norwegian courts may have been more open to D’s line of argument.

Dr. Ula Cartwright-Finch, Managing Director of Cortex Capital, spoke about “Why You Love Your Case and How to Make Your Tribunal Love It Too” at a session – arranged by Plesner and YAC – where the psychological principles that shape how cases are argued and decided in arbitration were explored.

By Mrinalini Singh, Director, Plesner

This was a seminar touching on a theme close to all arbitration counsels’ hearts. Its content revolved around three major themes: errors in legal decision-making, cognitive biases in case advocacy, and techniques to enhance a tribunal’s receptiveness to arguments.

Dr. Cartwright-Finch opened with a discussion on the human elements that shape arbitration decisions, emphasizing that while arbitrators strive for impartiality, judgments can be influenced by cognitive biases and “noise” – factors which should be extraneous to decision-making but end up having an impact.

Anchoring bias was one of the cognitive biases discussed at length. This occurs when individuals rely too heavily on the first piece of information they encounter (the “anchor”) when making decisions. When presented with an anchor, people often fail to sufficiently adjust away from it, instead making decisions that cluster around the original number or idea, even if it lacks a factual basis. Additionally, selective accessibility – often referred to as priming – activates related memories and associations, reinforcing the anchor’s influence. For example, an arbitrator may be unconsciously biased if the first damages figure presented in a case is significantly high, as it may serve as a reference point even if later arguments suggest a different valuation.

The seminar also tackled the issue of “noise” in decision-making. Unlike biases, which skew decisions in a particular direction, noise concerns unpredictable effects of possibly random or unrelated factors, which can then result in in different outcomes for similar cases. In arbitration, this kind of inconsistency can undermine the perception of fairness and objectivity in arbitral processes and outcomes.

Dr. Cartwright-Finch highlighted research demonstrating that noise can stem from factors as seemingly trivial as mood or the timing of decisions. For instance, studies have shown that decision-makers may hand down harsher sentences on a “sleepy Monday,” or that they are more likely to make harsher decisions after experiencing emotional shocks, such as a close loss by a favourite sports team. These findings suggest that elements external to the case itself can impact decision outcomes significantly, raising concerns for both consistency and impartiality in arbitration.

A highlight of the seminar was not only its excellent content, but the interactive format that drew engagement and contribution from almost every voice in the room. Participants engaged in exercises that illustrated various biases, such as the anchoring bias in negotiations and the Ultimatum Game, which demonstrates fairness principles and the role of emotion in decision-making. These hands-on examples gave rise to lively discussions, as participants shared experiences and strategies for mitigating bias in their practice.

Dr. Cartwright-Finch did not leave participants with only the pitfalls of bias and noise; she also shared practical strategies for making cases more appealing to tribunals. Drawing on dual-process theory, she discussed how arguments can be processed through either a “central route” (involving careful scrutiny) or a “peripheral route” (involving less rigorous analysis). Presenting arguments that are logically structured, backed by credible sources, and communicated clearly increases the chances of engaging the tribunal’s central route. Metaphors, relatable examples, and concrete language also make arguments more memorable and persuasive.

The seminar received glowing feedback from participants, who appreciated both the substance and style of the session. By blending research with real-world examples, Dr. Cartwright-Finch created a learning environment that was both intellectually stimulating and practically valuable.

Mrinalini Singh

Director in Plesner’s Dispute Resolution team. Appointed as Advocate and Solicitor in Singapore and as a Solicitor in England and Wales, Mrinalini has been with Plesner since October 2020. She specializes in international commercial arbitration and investment arbitration. During her career in Singapore, Germany and Denmark, she has represented clients in numerous arbitrations before regional and international arbitration institutions, particularly in cases requiring expert evidence on complex issues.

Dr Ula Cartwright-Finch

Managing Director of Cortex Capital where she integrates psychology and neuroscience with law and business. Ula is an experienced arbitration lawyer and an expert in human behavior. She holds a PhD in Cognitive Neuroscience from UCL and a MA in Psychology from the University of St Andrews. Ula also practiced international arbitration for over a decade in Europe and Asia. Ula is commissioned by international organizations to conduct original research on decision-making and diversity topics. She has won awards for her speaking and writing and is a well-known thinker in Legal Psychology.

Norwegian courts of appeal have recently rendered two noteworthy decisions on claims to set aside arbitral awards on grounds of relationships between the arbitrator’s law firm and one of the parties in the arbitration. In this article, Knud Jacob Knudsen and Johan Tufte-Kristensen discuss these rulings.

By Knud Jacob Knudsen, partner, Simonsen Vogt Wiig, and Johan Tufte-Kristensen, associate professor, University of Copenhagen.

The principle that arbitrators be independent and impartial is a cornerstone in commercial arbitration.

In the past few years, Norwegian courts have rendered a few noteworthy decisions involving claims to set aside arbitral awards on grounds of relationships between the arbitrator’s law firm and one of the parties in the arbitration.

This article presents and discusses two of these recent rulings from Norwegian courts of appeal. The rulings are rendered pursuant to the Norwegian Arbitration Act (NAA), which is based on the UNCITRAL Model Law and, overall, very similar to the Danish Arbitration Act (DAA). The rulings include comments on the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, and they are therefore relevant for the arbitration communities in other jurisdictions, including Denmark.

Ruling of 5 September 2023 by Borgarting Court of Appeal

The facts of the case

In the first case, the arbitrator in question had formerly been a partner for eight years in the law firm which represented one of the parties in the arbitration. At the time of appointment, two years and four months had passed since the arbitrator left the firm. The law firm had had a total revenue of NOK 5.5 million from instructions by the party, but most of the billed amount stemmed from the period after the arbitrator had left the firm. The arbitrator himself had not worked for the party, and his former law firm had not advised the party on the matter which was the subject of the arbitration.

When the arbitrator was appointed, he only disclosed the relationship between his current law firm and the parties. He did not disclose the relationship of his previous firm.

The court’s assessment

Referring to Section 14 of the NAA and the appearance standard applicable to judges and arbitrators, the court assessed whether the circumstances gave rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

As noted by the court, the assessment of impartiality and independence did not depend on whether it took place before or after the award was made. However, the court added that the failure to disclose relevant circumstances could potentially influence the assessment of the arbitrator’s impartiality and independence.

Turning to the extent and duration of the client relationship, the court referred to a Norwegian Supreme Court decision (HR-2016-2311-P) indicating a general rule that justices be considered independent when two years have passed since they represented one of the parties as counsel.

The IBA Guidelines set out a three-year period for similar relationships in section 3.1.1, which is part of the orange list. The court observed that the orange list concerns the duty to disclose, and that section 3.1.1 does not imply that more recent client relationships automatically give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s independence.

As the court noted, there is no legal basis for determining a specific minimum period of disqualification in case of a relationship between the arbitrator’s former law firm and one of the parties in the case. If such period could be determined, it would be shorter than three years.

The court placed considerable emphasis on two facts. Firstly, the arbitrator was no longer affiliated with the law firm and had no financial ties to the law firm. Secondly, the arbitrator himself had not worked for the party in question. Under Nordic principles of legal ethics, a lawyer is generally identified with his or her law firm, but the same principle of identification does not apply to arbitrators under Section 14 of the NAA and the equivalent Section 12 of the DAA. Instead, the assessment must be based on the circumstances of the specific case.

The court concluded that the circumstances did not constitute grounds for questioning the arbitrator’s impartiality and independence. Therefore, the award remained valid and binding. In its conclusion, the court stated that the arbitrator had fulfilled his duty of disclosure. The decision is clear and unanimous, and Danish courts would arguably reach the same result.

Ruling of 3 July 2024 by Hålogaland Court of Appeal

The facts of the case

In the second case, one of the arbitrators was the managing partner of a law firm that currently assisted one of the parties in an environmental law matter unrelated to the arbitration. The firm had billed approximately NOK 1.9 million on the matter, while the firm’s total revenue was more than NOK 1.2 billion. The arbitrator was not involved in the environmental law matter but had failed to disclose the case when he was asked to serve as arbitrator.

The ruling was a split decision (2-1).

The majority’s assessment

As in the first case, the court’s ruling depended on whether the circumstances gave rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality or independence. Interestingly, the majority noted that the objective appearance standard is more moderate in arbitration than when assessing the impartiality and independence of court judges.

The majority referred to legal literature indicating that the circumstances would generally disqualify the arbitrator. Despite this, the majority did not find that there was reason to doubt the arbitrator’s impartiality and independence in the present case. The majority noted that the client relationship was of limited importance to the firm, and that there was no link between the arbitration and the environmental law matter.

The majority emphasized, however, that the arbitrator’s failure to disclose the client relationship in connection with the appointment was a clear breach of the duty of disclosure pursuant to section 14 of the NAA. In the majority’s opinion, a current client relationship could raise doubts about the arbitrator’s impartiality and independence, almost regardless of the duration and financial scope of the relationship. Nonetheless, the majority found that the failure to disclose did not in itself give rise to doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

The minority’s assessment

The minority found that the arbitrator could not be considered impartial and independent. In the minority’s opinion, the proper test was an objective appearance approach that would promote confidence in arbitration.

The minority placed considerable emphasis on legal literature stating that, as a main rule, an arbitrator is not independent if the arbitrator’s law firm has a current client relationship with one of the parties, irrespective of the size of the matter, or if the arbitrator is personally involved in the matter. The minority also pointed to the fact that the circumstances in the case would be defined as being on the orange list in section 3.2.1 of the IBA Guidelines.

In the minority’s view, the size of the matter which the firm was handling, and in which it had billed NOK 1.9 million, was not insignificant. The minority noted that one should be careful in letting the assessment of independence depend on the law firm’s total revenue. The minority pointed out that current client relationships can lead to future revenue, and that the arbitrator derived financial income from the matter handled by the law firm as the firm’s profits were shared equally among the partners. In addition, the client relationship had lasted for more than six years and could not be deemed sporadic.

The minority emphasized the arbitrator’s role as managing partner of the firm and his previous role as chairman of the board of directors. Due to these roles, the minority held that the arbitrator was more closely identified with the law firm than other lawyers in the same firm would be.

Finally, the minority accentuated that the arbitrator’s failure to disclose the client relationship had deprived the parties of the opportunity to make an informed decision as to whether he should be appointed. In the minority’s view, the situation was not reassuring when viewed from the perspective of other users of arbitration, both from Norway and from other countries.

Comments

The ruling of 5 September 2023 by Borgarting Court of Appeal is quite clear. The circumstances did not give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s independence. If the arbitrator had assisted the party in his previous firm, the relation would at least be subject to disclosure, but this was not the case.

The ruling of 3 July 2024 by Hålogaland Court of Appeal is more debatable. It concerns a borderline scenario which resulted in a split decision concerning the duty of disclosure and the standard of disqualification.

The majority’s general findings on the duty of disclosure are undisputable. The arbitrator had indeed breached his duty of disclosure. Such a breach may influence the decision on disqualification of the arbitrator or annulment of the award, but only if the non-disclosure contributes to raising justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

As to the standard of disqualification, we consider the minority’s reasoning more convincing than the majority’s reasoning. Several elements do not appear to have been sufficiently considered by the majority, including the arbitrator’s role as managing partner and whether the assessment of independence should depend on the size and revenue of the law firm involved. The majority departs from the unambiguous views in legal theory without providing clear grounds for doing so.

According to the majority, the arbitrator’s failure to disclose the relationship did not influence the issue of disqualification. Indeed, as stated in General Standard 3 (g) of the IBA Guidelines, a failure to disclose certain facts and circumstances does not necessarily give rise to a conflict of interest. Nevertheless, the non-disclosure of a pending client relationship may give rise to concern from the point of view of a reasonable and objective third party. The relationship could have been identified through a straightforward conflict check within the firm.

The most debatable part of the majority’s decision is the subjectivation of the appearance test. The majority deviated from the test applied to court judges and applied the test with a main aim to ensure the parties’ confidence in arbitration. In this connection, the majority noted that the parties were highly professional.

Despite the majority’s description of the test as objective, the test was significantly subjectivized. In this respect, the majority’s approach differs from the ruling by Borgarting Court of Appeal and the approach in other Scandinavian countries. In Sweden, the courts have emphasized the objective approach and stated that the standard of impartiality and independence is particularly high in arbitration, see e.g. the decision by the Swedish Supreme Court in NJA 2010 p. 317.

In our opinion, the perception of the circumstances from the point of view of a reasonable and objective third party is a crucial element in the standard of impartiality and independence, and we agree with the minority that the circumstances gave rise to concern from that point of view.

The ruling has been appealed, and in late November 2024, leave was given for the Norwegian Supreme Court to hear the appeal.

Voldgift har stolte, historiske rødder i den almene retstradition. Begrebet kan spores tilbage til det gamle Grækenland og Rom som tvistløsningsform mellem individer og bystater. I middelalderen spillede voldgift en central rolle i handelsrelationer, og det skete da også i de dage, at såkaldte købmandsgilder fungerede som mæglere. Frederik Kromann Jespersen har gravet i voldgiftsrettens historie.

Af Frederik Kromann Jespersen, advokat (H), LL.M.

Etymologisk stammer ordet voldgift fra nordisk, juridisk tradition og er sammensat af “vold” i betydningen magt eller autoritet og “gift”, der refererer til en overdragelse eller gave. Har parterne aftalt voldgift, har de altså aftalt at overdrage magten til at afgøre deres mellemværende til en (uvildig) tredjepart.

På engelsk findes det beslægtede ord arbitration, der stammer fra det latinske arbitrari, som betyder “at give en vurdering” eller “at handle som dommer”. Netop England indførte i 1698 ”The Arbitration Act”, efter at man længe forinden havde anvendt voldgift som tvistløsningsform. I praksis lod parterne enten selv deres tvist afgøre ved voldgift (kaldet ”submission”), eller også henviste domstolene efter omstændighederne en sag til voldgift, hvis retten konkret anså dette for et bedre egnet forum.

I Danmark havde man dog allerede i 1683 med Danske Lov 1-6-1 indført lovhjemmel for voldgift til afgørelse af tvister: ”Dersom Parterne voldgive deris Sag og Tvistighed paa Dannemænd, enten med Opmand eller uden, da hvad de sige og kiende, saa vit deris Fuldmagt dennem tillader at giøre, det staar fast og kand ej for nogen Ret til Underkiendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbeholden.”

Ikke just lettilgængeligt sprog, men ikke desto mindre knæsatte bestemmelsen princippet om, at parter kunne lægge deres tvister i hænderne på en tredjemand, hvis afgørelse som udgangspunkt ikke kunne anfægtes.

Også i andre nordiske lande har voldgift eksisteret meget længe. Sverige har som bekendt stolte traditioner inden for voldgift (”skiljeförfarande”), og allerede i 1734 fandtes lovbestemmelser om, at parter kunne overlade afgørelsen af en tvist til ”gode mænds afgørelse”, hvis parterne frafaldt retten til at klage over afgørelsen. I 1887 indførtes loven om ”skiljemän”.

Fælles for de mange jurisdiktioner, som på verdensplan anerkender voldgift som del af deres retsorden, er således ambitionen om at give blandt andet borgere og virksomheder mulighed for generelt at få deres mellemværender løst af andre end de almindelige (statslige) domstole, som vel i øvrigt i retssystemer med meget lange sagsbehandlingstider til tider må være fristede til at ønske flere sager langt pokker i vold(gift).

Advokat Christina Nissen fra DAHL Advokatpartnerselskab i Aarhus bruger dagligt AI i sit arbejde med blandt andet voldgiftssager. Hun har valgt at følge med fra starten, for hun er sikker på, at det om få år har ændret hendes arbejde. Men det er vigtigt at være kritisk, understreger hun.

I hvilke sager bruger du AI som værktøj?

Jeg arbejder næsten udelukkende med tvistløsning. Det gælder både voldgift og ved de almindelige domstole. Indenfor det seneste halve år har jeg brugt to forskellige AI-platforme i forbindelse med vidt forskellige typer af sager.

Jeg er 40 år og har det lidt på samme måde med AI, som jeg havde det, da faxen forsvandt og vi gik over til mails, og lidt senere hvor vi gik væk fra print og de fysiske underskrifter blev droppet. Det hele optimerer mit arbejde, og jeg ved, at AI er næste step fremad.

En ting er, at jeg optimerer mit arbejde. Men jeg tror også, at klienterne på sigt vil forvente, at vi bruger AI i forbindelse med sagsløsningen, blandt andet fordi det er med til at sikre, at vi ikke overser noget.

For nylig havde jeg faktisk en klient, der udfordrede mig ved selv at køre sagen igennem AI for at få svar på, hvad modpartens ti bedste argumenter var, og hvordan vi bedst kunne give modsvar. I den proces blev jeg dog klar over, at det nok ikke er foreløbigt, at der kommer en robot og overtager mit job.

Men når det er sagt, bruger jeg i høj grad AI i forbindelse med gennemgang og forståelse af større dokumenter. Det kan eksempelvis være til at trække essensen ud af et 30 siders langt processkrift om et industrianlæg eller en IT-kontrakt.

Hvilke platforme bruger du?

Jeg bruger to forskellige.

Copilot bruger jeg til alt det, hvor man også kunne bruge ChatGPT. Jeg kan stille de samme spørgsmål, som for eksempel, hvad der er de ti vigtigste argumenter i en sag. Jeg kan også bede den om at skrive en kort sammenfatning af, hvad hovedproblemet i sagen er, formulere klientens hovedforpligtelser eller risici.

Spellbook er en juridisk platform. Jeg bruger den som en juridisk sparringspartner. Det kan være, at jeg spørger til forståelsen af en kontrakt eller et processkrift. Jeg kan også spørge om, hvilke juridiske argumenter der holder, og hvad modargumenterne vil være. Det er også muligt at få et bud på, om jeg eller modparten er konsistent i argumentationen, eller om der måske på nogle punkter er selvmodsigelser.

Hvordan bruger du de to platforme?

Lad mig starte med, hvornår jeg ikke bruger AI. Det gør jeg indtil videre ikke, når jeg skal tjekke for eksempel domspraksis eller bemærkninger til lovbestemmelser, da jeg på det punkt stoler mere på mennesket end maskinen, og da jeg dér ved præcis, hvor jeg skal lede hos udbyderne af de løsninger.

I stedet bruger jeg AI til at tygge det store materiale igennem og til at tjekke, om jeg nu har fanget det hele. Kan jeg for eksempel gøre mine argumenter skarpere, og er der nogle af mine argumenter, der er farlige at fremføre. På den måde hjælper det mig med at skabe sammenhæng og undgå selvmodsigelser, ligesom jeg får en form for ekstra tjek på, at jeg ikke har overset noget.

Er du kritisk i brugen af AI?

Det er meget vigtigt at være kritisk alene af den grund, at den juridiske AI-løsning, vi bruger, bygger på common law. Men det er essentielt, at vores faglighed aldrig må træde i baggrunden.

Selvom jeg ser mig selv som virkelig kritisk, forsøger jeg at bruge AI hver dag, da jeg ved, at det er sådan, vi kommer til at arbejde på sigt. Jeg vil gerne være med fra starten, for på den måde opdager jeg de ekstra vinkler, det giver mig, og som også fint kan være brugbare.

Vi må heller ikke glemme at hjælpe de unge fuldmægtige med at være kritiske. Det er et stort ansvar, idet evnen til at være kritisk kræver erfaring. De unge er superdygtige til for eksempel at prompte, men de har endnu ikke samme faglige ballast eller erfaring til at spotte, når noget halter.

Har du særlige ønsker til udvikling af AI?

Det ville da være en kæmpe hjælp, hvis AI i fremtiden kan generere alle de gode spørgsmål til vidnerne i en sag, og fortælle mig, hvad jeg absolut ikke skal spørge ind til.

Det ville også være skønt, hvis robotten kunne skrive et brugbart udkast til en procedure, skrive på en måde, som kendetegner mig eller hjælpe med de mange håndholdte processer, der er i en sag, som for eksempel at strukturere alle bilag i kronologisk orden og spotte det vigtigste indhold med henblik på en forelæggelse. Det kan den ikke endnu. Men det skal nok komme.

Vil udviklingen af AI ændre dit job?

Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ændre jobbet. Ikke på den måde, at robotten overtager specialistens arbejde. Men brugen af AI vil selvfølgelig gøre mig mere effektiv, hvilket giver nogle økonomiske besparelser. På sigt tror jeg, at branchen kommer til at prissætte opgaver på en anden måde. Det kan være, at vi i fremtiden vil prissætte efter produktet i stedet for efter timeforbruget. Hvis vi sparer flere hundrede timer på en sag, så er det klart, at det skal komme klienten til gode. Men produktet er der jo stadig.

CHRISTINA NISSEN

Advokat hos DAHL Advokatpartnerselskab med base i Aarhus. Beskæftiger sig med førelse af primært rets- og voldgiftssager af erhvervsretlig karakter, herunder særligt M&A-tvister, tvister om aftalefortolkning, mangler, misligholdelse mv. samt forsikrings- og erstatningssager.

As the year comes to an end, it is the perfect opportunity to reflect on the progress and milestones achieved over the past twelve months. We are delighted to share that 2024 has been remarkable in many ways. We have witnessed a significant increase in the number of cases, an extraordinary level of interest in Copenhagen Arbitration Day, and a growing commitment to the essential cause: equal representation in arbitration.

By Håkun Djurhuus, Chairman of the DIA

Looking back at the past 12 months, I am happy to see how fast things can develop.

We clearly see a growing interest for arbitration and mediation as effective and efficient tools for resolving disputes.

First, we have had an increase in the number of cases at the DIA. It is always difficult to pinpoint the exact reason; there can be many. Personally, I think that prominent reasons would be the general rise in international cases and the strong trust in the DIA. Also the perceived lack of corruption in Denmark may be an important factor – Denmark was ranked the best in the world according to the 2023 Corruption Perceptions Index from Transparency International.

Second, the interest in Copenhagen Arbitration Day (CAD) 2024 was astounding. We had amazing days with colleagues from all over the world, great speakers and support from Danish law firms, ICC Denmark and The Dreyer Foundation. There was an exceptionally high level of professionalism and enthusiasm – not only from the participants at CAD and at the Women in Arbitration event but also from the organisers of the three different lunch seminars.

Therefore, I am pleased to announce that the next CAD will take place on 4 September 2025 in one of the most spectacular buildings in Copenhagen, i.e. Odd Fellow Palace right in the old centre of the city. We plan to continue activities the next day on 5 September, when we will host a hot topic debate. We look forward to welcoming you to a couple of late summer days in Copenhagen together with some of the most prominent practitioners in the business, packed with discussion, lunch-meetings, receptions, networking and a special arrangement for younger practitioners.

Third, I am delighted to invite you into the Nordic Commercial Arbitration Forum in March 2025. The DIA has co-organised this event as part of our focus on creating a Nordic arbitration community. I am sure that this can be an important steppingstone.

I look forward to new initiatives and further opportunities in 2025.

I hvilket omfang anfægtes og tilsidesættes voldgiftskendelser? Og med hvilke begrundelser? Det undersøger advokat Lotte Noer sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland. I den forbindelse efterlyser hun domstolsafgørelser fra 2024 og oplysninger om sager, der er indbragt for domstolene.

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland igangsatte advokat Lotte Noer i 2023 et arbejde, som skal belyse, i hvilket omfang voldgiftskendelser anfægtes og tilsidesættes og med hvilke begrundelser.

I den forbindelse iværksætter hun en årlig indsamling af afgørelser, og søger derfor oplysninger om:

• Domstolsafgørelser fra 2024, hvor domstolene træffer afgørelse efter voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet) eller § 37 (om tilsidesættelse)
• oplysning om sager, som er indbragt for domstolene i 2024 med påstand om inhabilitet efter voldgiftslovens § 13, stk. 3 eller tilsidesættelser efter voldgiftslovens § 37.

Lotte Noer har ikke brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen og der kan aftales et format, hvor hun får de oplysninger om sagen, som hun skal bruge til arbejdet, uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].

Advokat Lise Heide-Jørgensen har 30. oktober 2024 beskrevet en hollandsk højesteretsdom, hvor retten fandt, at manglende overholdelse af en aftalt mediationsproces ikke kunne føre til en tilsidesættelse af en voldgiftskendelse. Dommen er interessant og giver anledning til at genbesøge emnet med danske briller, skriver advokat Mathias Steinø.

Af Mathias Steinø, advokat, Hafnia Law Firm

Udenretlig mægling er ikke lovreguleret i Danmark. Af samme grund er mediation udelukkende baseret på parternes frivillighed og et gensidigt ønske om at løse eventuelle konflikter på en hurtigere og mindre omkostningstung måde. Der findes forskellige typer løsningstrapper, hvor nogle er omfattende, og fordrer at der skal foregå mægling, før en eventuel rets- eller voldgiftssag kan anlægges – et eksempel er løsningstrappen i AB 18 § 64 – mens andre ikke forhindrer sådanne retsskridt.

Det procesretlige spørgsmål om mediationsklausulers retskraft opstår, når en part anlægger en rets- eller voldgiftssag uden at have påbegyndt eller gennemført en aftalt mediation.

Selvom spørgsmålet er grundigt behandlet i udlandet, består retspraksis herhjemme af to relativt tavse SH-afgørelser.

Fristafbrydende skridt

I U 2015.1412 SH tog Sø- og Handelsretten ikke en afvisningspåstand til følge, selvom der ikke var sket forudgående mægling, som ellers foreskrevet i den af parterne indgåede rammeaftale. Mediationsklausulen i rammeaftalen indeholdt ellers en klar tidsmæssig begrænsning, hvorefter “[i]f the dispute has not been solved by mediation within 8 weeks upon one of the parties’ request on mediation, each of the parties may require that the dispute is finally settled by the Maritime and Commercial Court of Copenhagen with duly appeal to the Supreme Court”.

Retten bemærkede, at sagsøger burde være gået frem efter rammeaftalens klausul om tvistløsning ved mediation. Alligevel fandt retten, at sagen kunne behandles uanset den foreskrevne mediationsproces ikke var gennemført. Retten begrundede det med, at der forelå ”en situation, hvor et sagsanlæg [var] nødvendigt for at afbryde en forældelse af (sagsøgerens) eventuelle krav. Retten har tillige lagt vægt på, at der efter sagens anlæg har været en mægling i London mellem parterne, der imidlertid ikke resulterede i et forlag af parternes tvist”.

Sagen overrasker ved ikke at have forholdt sig til, at indledning af mediation burde være et fristafbrydende skridt i sig selv efter forældelseslovens § 16, stk. 3. Efter denne bestemmelse følger det, at såfremt det er aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, eller er anden særlig afgørelsesmåde hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Alt andet lige forekommer denne ordlyd at medføre at iværksættelsen af en forud aftalt mediationsproces som forstadie til en rets- eller voldgiftssag burde afbryde forældelsesfristen. Også forældelseslovens § 21, stk. 5 kan formentlig fremføres til støtte for, at forældelsesfristen suspenderes. Efter denne bestemmelse medfører forhandlinger om et krav, at forældelse tidligst indtræder et år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet. Synspunkter baseret på disse regler var dog tilsyneladende ikke gjort gældende i sagen.

Intet tyder på forældelsesproblematik

U 2022.4723 SH angik en mediationsklausul i en agentaftale mellem to parter. Klausulen havde ordlyden:

”The Parties shall attempt to settle a dispute between them as to this agreement or its implementation by mediation in accordance with the Centre for Effective Dispute Resolution Mode Mediation Procedure. A Party may initiate mediation by giving a notice to the other requesting mediation in accordance with this clause.

Where a dispute between the Parties as to this agreement or its implementation is not resolved by mediation then such dispute is subject to the non-exclusive jurisdiction of the courts (…).”

I sagen havde sagsøger ikke indledt mediation forud for sagens anlæg. Sagsøgte gjorde derfor gældende, at parterne havde aftalt, at de ikke kunne anlægge sag ved domstolene, førend mediation var forsøgt – og at parterne, om ikke andet, var forpligtet til at forsøge mediation, hvilket ikke var sket. Sø- og Handelsrettens nåede frem til følgende: ”Der er ikke forinden sagsanlæg mellem parterne forsøgt mediation. Retten finder dog, at dette forhold ikke i sig selv under de konkrete omstændigheder afskærer anlæg af nærværende retssag”.

Hvilke konkrete omstændigheder, retten lagde vægt på, er ikke nærmere forklaret.  Sagsøger henviste til U 2015.1412 SH i sagen, men der er intet, der tyder på, at der bestod en forældelsesproblematik. Retten henviste ikke til sagen i sin begrundelse.

Den hollandske sag

Efter de to domme står det fortsat ikke klart, hvornår og hvordan mediationsklausuler kan og ikke-kan håndhæves.

I sit indlæg for Voldgiftsinstituttet, beskrev advokat Lise Heide-Jørgensen som nævnt en højesteretsdom fra Holland, der blev afsagt den 12. juli i år. Sagen drejer sig i hovedtræk om et moderselskabs salg af anparter til sit datterselskab og en tredjepart. I den overdragelsesaftale, der blev udarbejdet, stod der anført, at ”[e]ventuelle tvister, der opstår som følge af denne aftale, skal i første omgang søges løst af parterne gennem mægling. Hvis parterne ikke er i stand til at løse tvisten på denne måde, skal tvisten løses ved voldgift (af en enevoldgiftsdommer)” (Lises oversættelse).

I voldgiftssagen valgte voldgiftsretten at fremme sagen med henvisning til, at en eventuel udsættelse ville føre til en urimelig forsinkelse. Sagsøgte anlagde derefter sag ved domstolene, hvor den hollandske landsret i Haag først afviste at tilsidesætte voldgiftsrettens kendelse med den begrundelse, at sådanne eskalationsklausuler ikke havde en sådan virkning, at mægling skulle ske forud for sagsanlæg. Sagen blev derefter indbragt for den hollandske højesteret, Hoge Raad, der indledningsvist fastslog, at mæglingsklausuler kan have en ikke-forpligtende karakter, ligesom de kan indebære en pligt for parterne til at forsøge sig med mægling forud for en voldgiftssag.

Retten anførte videre, at når der foreligger en tvist af saglig karakter og når aftalen er indgået mellem professionelle parter, kan det pege i retning af, at mæglingsklausulen kan have en forpligtende virkning. I forhold til voldgiftsrettens kompetence fandt den hollandske højesteret, at mægling i overensstemmelse med en forpligtende eskalationsklausul ikke var en nødvendig betingelse for indledning af en voldgiftssag, og fandt derfor ikke anledning til at tilsidesætte voldgiftskendelsen.

Mediation kan altid lægges ind i tidsplan for voldgiftssag

Den hollandske tilgang forekommer ensartet med de refererede danske domme. Rettens begrundelse i U 2015.1412 SH og U 2022.4723 SH må forstås sådan, at selvom udgangspunktet er, at mediationsklausuler skal overholdes, kan der foreligge særlige omstændigheder, der fritager en part for mediationsforpligtelsen.

Hertil kommer, at voldgiftsprocesser er fleksible, og det vil altid være muligt for et voldgiftstribunal at indlægge plads i en tidsplan til at parterne kan afholde en mediation. Såfremt en voldgiftssag indledes, vil voldgiftspanelet derfor i de fleste tilfælde kunne reparere det problem som kan opstå, når en part ikke efterkommer en aftalt mediationsproces forud for anlæggelse af voldgiftssagen.

Stramt formulerede voldgiftsklausuler kan givetvis udelukke, at en sag retmæssigt kan indledes uden overholdelse af mediationskravet. Det må forventes at aftalte konsekvenser af at undlade at indlede mediation, eksempelvis en bod, vil kunne håndhæves. Imidlertid viser den citerede retspraksis, at en rets- eller voldgiftssag i mange tilfælde gyldigt kan indledes uden afholdelse af mediation, selvom parterne har aftalt dette. Den hollandske højesteretsdom og den sparsomme danske retspraksis repræsenterer en pragmatisk tilgang til overholdelsen af mediationsklausuler.

Mathias Steinø

Partner i Hafnia Law Firm, der er et advokatkontor specialiseret i rets- og voldgiftssager. Mathias er siden juli 2024 member of the ICC International Court of Arbitration og siden 2022 member of SCC Arbitration Institute Council. Han er ofte udpeget som voldgiftsdommer både i ad hoc sager og ved institutionel voldgift.

Læs den dansk-hollandske advokat Lise Heide-Jørgensens artikel:

https://voldgiftsinstituttet.dk/maegling-som-indledning-til-voldgift/

Det er nødvendigt med et generationsskifte i advokatbranchen, for det samme sker hos klienterne. De to sider skal gerne spejle hinanden, og det vil give plads til flere kvinder i voldgift, mener den svensk-danske Assosiate, Geske Hvid, der deler sin tid mellem advokatfirmaet Setterwalls i Malmø og Lunds Universitet, hvor hun skriver på sin doktorafhandling.

Hvordan ser du kvinders muligheder for karriere indenfor voldgift i Norden?

Jeg ser ret positivt på mulighederne for en større ligestilling i branchen, der jo som bekendt har været meget domineret af mænd. Det er noget, som vi også taler om i Sverige, hvor der er et ønske om at skabe større diversitet.

Som kvinder skal vi gribe det. Jeg forstår godt, at det er lettere sagt end gjort. For det handler både om, at kvinderne skal tage plads og gives plads. Og så er vi nødt til at tro på, at diversiteten udvikler sig i den rigtige retning. Det kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os til, og insisterer på indfrielsen af de løfter, som vi møder på arbejdspladserne, om at der er plads til alle.

For mig handler det om, at min arbejdsgiver bakker mig op, der hvor jeg er. Jeg er 33 år, har to børn på ti og seks, bor sammen med min mand, som henter og bringer lige så meget som mig. Jobmæssigt fordeler jeg tiden mellem Setterwalls i Malmø og Lund Universitet, hvor jeg underviser og skriver på min doktorafhandling. Jeg oplever, at min arbejdsgiver har respekt for den ramme, når sagerne fordeles internt. Partnergruppen på Setterwalls er gode til at se styrkerne hos hver enkelt medarbejder i teamet. Så hvis jeg giver udtryk for, at jeg gerne tager ansvar, så får jeg også lov.

Hvad kræver det af dig selv?

Det kræver, at jeg tør udfordre mig selv. I de store tunge voldgiftssager er proces- og bevismaterialet meget omfattende, hvilket kan være lidt grænseoverskridende for en person som mig, der elsker detaljerne. Den store mængde materiale betyder, at du let kan miste overblikket. Så det kan være svært at sige ja til de store opgaver. Jeg tror de fleste advokater kender til behovet for kontrol. Men det er vigtigt at stole på sig selv, tro på, at det nok skal gå – også selvom man ikke har prøvet noget tilsvarende før og måske ikke har det store overblik over hele sagen – og så tror jeg også, at det handler om at have tillid til, at der er nogen, som griber dig, hvis du falder igennem. For det skal der selvfølgelig være plads til.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi som kvinder slipper idéen om at ville være perfekte og fejlfri hele tiden. Perfekthedskulturen – som kaldes good girl syndrome – står ofte i vejen, når kvinder skal gøre sig gældende på mandsdominerede områder som for eksempel de store kommercielle tvister. Selvfølgelig skal det, som leveres til klienten være i top. Men hvis vi skal levere på topniveau, skal vi jo også turde at udfordre os selv, være nysgerrige og udvikle os.

Når det er sagt er der en interessant dobbelthed i, at som kvinder skal turde tage territorium, som tidligere har været mandsdomineret, samtidig med, at du også har brug for hjælp, fordi du ikke altid lige ved, hvordan man løser alle opgaverne.

Jeg har skullet øve mig i at sige: Hey, der skal være plads til mig, også selvom jeg laver fejl og er nybegynder. Jeg gør det selvom det kan være grænseoverskridende, da denne her insisteren på, at sagerne også skal lande på mit bord, er vigtig – også selvom der sidder andre omkring mig med mere erfaring.

Hvad kræver det af virksomhederne?

På samme måde skal også branchen udfordre sig selv, hvis den skal kunne rumme diversitet, som jo kræver at tænke inklusion på en anden måde – herunder inklusion af kvinderne.

Hvordan fik du selv interesse for voldgift? 

Jeg er et nysgerrigt menneske. Det er i høj grad det, der driver mig. Jeg spørger ofte mine studerende på universitetet, hvorfor de læser jura. En del svarer, at det kan føre til et godt job og en god fremtid. Andre svarer, at de drømmer om at kæmpe for en sag, hvilket også for mig er kernen i selve forestillingen om at være advokat.

Var det også din drøm, da du selv studerende?

Oprindelig læste jeg filosofi og idéhistorie på Aarhus Universitet og Københavns Universitet og har en kandidat derfra, ligesom jeg også tog en bachelor i psykologi ved Københavns Universitet.

Jeg havde en plan om at skrive en afhandling indenfor filosofi, men begyndte at interessere mig for jura og juridiske spørgsmål. Da jeg ikke kunne læse endnu en kandidat i København, søgte jeg til Lund, og fik min juridiske kandidateksamen her. Det er virkelig et spændende fag – ikke mindst voldgift og proces i det hele taget.

Under mit studie på Lunds Universitet arbejdede jeg på fakultetet, så det at skrive doktorafhandling – der omhandler begrebet ond tro – samme sted, ligger i tråd med det.

Jeg blev interesseret i proces og voldgift fordi det virkede som en spændende men lidt lukket klub, og søgte derfor også job på et advokatkontor. Der er meget på spil i de helt store sager, og det fascinerer mig.

Hvorfor fungerer det at dele karriere mellem arbejdet på advokatkontoret og universitetet?

Jeg har fundet en balance mellem de to roller. Der skal selvfølgelig være en grundlæggende forståelse for min arbejdssituation hos begge mine arbejdsgivere – det vil sige både på universitetet og advokatkontoret. Og det er der. På advokatkontoret ved min chef, at jeg i nogle perioder underviser hver dag, da jeg har ansvaret for faget grundlæggende aftaleret ved Lunds Universitet. Samtidig er der en tillid til, at jeg ikke taber de bolde, jeg har ansvaret for.

Det er jo en lidt alternativ karrierevej. Men jeg har fundet en balance. Det passer mig godt for eksempel at have et klientmøde om formiddagen, hvorefter jeg kan gå enten hjem eller på universitetet for at forske. Nogle gange går jeg rigtig tidligt hjem, sådan at mine børn kan komme direkte hjem fra skole, hvor jeg kan hygge med dem og gå tur med hunden, for senere på dagen at sætte mig med en kop te og skrive eller læse, når der er ro til det.

Tror du at efterspørgslen efter diversitet i voldgift bliver større i fremtiden?

Der er et generationsskifte på vej. Det sker hos klienterne og skal derfor også ske på advokatkontorerne. Når vi kommer ud til møder i virksomheder for at drøfte sager med klienter, vil vi ofte opleve, at der sidder en ung kvinde for bordenden. Vedkommende vil nok undre sig over, hvorfor advokatkontoret så har sendt en ældre partner, til at fremlægge sagen, når han nu har en ung advokat med. For alle ved jo godt, at den unge advokat har lagt meget tid i sagen. Det handler ikke om, at det skal være de unge mod de ældre, eller pigerne mod drengene – men om, at diversitet øger værdien i det arbejde, vi leverer til klienterne.

Et eksempel er kommunikation. Den unge klient synes måske, at det er nemmere at kommunikere med den jævnaldrende advokat. Det kan være at tilgangen lidt mindre formel og det hele lidt mindre stift. Måske bliver der lyttet mere, når man er i øjenhøjde og det kan være nemmere for klienten at stille de dumme spørgsmål, når det hele føles mere uformelt. Der kan godt blive lidt iltfattigt i et rum, hvor der er mange ældre partnere, når man skal gøre sig gældende, og det gælder jo selvfølgelig også klienten.

Så ja, generationsskiftet er noget, der nødvendigvis må komme.

Hvad er dit eget råd til andre unge kvinder, der gerne vil karriere i faget?

Tro på den værdi, du kan tilføre arbejdspladsen, vær nysgerrig i forhold til det du kan lære af dine kollegaer, og insister på din berettigelse i stedet for at bruge energien på at være duperet over de kolleger, der har været der i mange år.

Geske Hvid

Født og opvokset i Danmark og har en kandidat fra Københavns Universitet i filosofi, en bachelor fra Københavns Universitet i psykologi og en kandidat i jura fra Lunds Universitet, hvor hun på deltid skriver på sin svenske doktorafhandling om begrebet ond tro. Ansat som Associate på et at de største svenske erhvervsjuridiske advokatkontorer, Setterwalls Advokatbyrå i Malmø.

Choosing arbitrators is a critical step in every arbitration for many reasons. A key principle of arbitration is that the parties have the right to choose the arbitrators, but the question remains: how does one choose the right one? On 26 November 2024, from 10:00 to 11:30 CET, the European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) will host a webinar on Choosing Arbitrators. As part of a panel composed of prominent practitioners in the field, Steffen Pihlblad, Secretary General of the DIA, will offer an institutional perspective.

On 26 November 2024, from 10:00 to 11:30 CET, the European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) will host a webinar on Choosing Arbitrators.

Choosing arbitrators is a critical step in every arbitration for many reasons. A key principle of arbitration is that the parties have the right to choose the arbitrators, but the question remains: how does one choose the right one? Party autonomy allows the parties to agree that an arbitral institute may select the arbitrators on their behalf.

As part of a panel composed of prominent practitioners in the field, Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration (DIA), will offer an institutional perspective on choosing arbitrators, covering topics such as gender diversity, independence and impartiality of the arbitrator, the duty to disclose circumstances which may give rise to reasonable doubts regarding the arbitrator’s independence and impartiality, appointing state court judges as arbitrators, and more.

The webinar will be moderated by the Danish Vice President of the European Branch of CIArb Jacob C. Jørgensen. In addition to Steffen Pihlblad, presentations will be given by Professor Dr. Solveiga Vilčinskaitė, Partner at TGS Baltic, Yanina Vlasenko, a law teacher associated with the New York Bar and Moscow Bar, currently based in France, and Charles Marquand, a Barrister/Avocat à la Cour at 4 Stone Buildings, based in London and Paris.

Parcicipate is free. Register here: https://www.ciarb.org/events/fundamental-skills-in-the-counsel-practice-of-arbitration/

The School of International Arbitration, Queen Mary University of London and the global law firm White & Case LLP have just launched their 2025 International Arbitration Survey: The Path Forward – Realities and Opportunities in Arbitration. All stakeholders are invited to share their perspectives, regardless of whether their experience with international arbitration is based on activities as a private practitioner, in-house counsel, arbitrator, academic, or through work for an arbitral institution.

As stated on the website of Queen Mary University of London (QMUL), the 2025 International Arbitration Survey: The Path Forward – Realities and Opportunities in Arbitration is the fourteenth major empirical International Arbitration Survey conducted by QMUL.

The Survey considers both current practices and future opportunities for the system of international arbitration and key aspects of the arbitral process, as experienced by its users. The Survey aims to gather the views of the international arbitration community as a whole, and not just the views of any particular group within it.

All stakeholders, therefore, are invited to share their perspectives, regardless of whether their experience with international arbitration is based on activities as a private practitioner, in-house counsel, arbitrator, academic, or through work for an arbitral institution.

The questionnaire should take approximately 20 minutes to complete. The closing date for responses is Tuesday 10 December 2024.

Take the Survey via the online form

Den digitale udvikling medfører en øget mængde af tvister på IT-området. Det betyder, at behovet for IT-sagkyndige vokser markant. Voldgiftsinstituttet tilbyder hurtig og effektiv tvistløsning inden for dette felt og efterlyser eksperter, der kan bidrage med deres specialiserede viden i de ofte meget komplekse sager.

Sager, der involverer IT, spænder over komplekse spørgsmål om alt fra softwareudvikling og tekniske systemer til datahåndtering og kontrakter.

Voldgiftsinstituttet er desuden indskrevet som tvistløsningsforum i sager, som behandledes efter de såkaldte K0-standardkontrakter. Staten har således fire standardkontrakter, der har til formål at sikre et fælles kontraktparadigme i forbindelse med indkøb og udvikling af it-systemer på tværs af staten.

”Med udsigt til et stigende antal sager indenfor IT-området er der stor efterspørgsel på sagkyndige, der kan levere faglige vurderinger i de ofte ret komplekse sager. Det gælder både voldgiftssager og sager ved de almindelige domstole. Formålet med erklæringerne er at belyse tekniske aspekter og hjælpe voldgiftsdommere mv. med at forstå de tekniske detaljer i det faktum, som tvisten afgøres på grundlag af,” siger Sven Petersen, som er erhvervsjuridisk fagchef hos Dansk Erhverv og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Kvalifikationer og Kompetencer

For at blive sagkyndig for Voldgiftsinstituttet kræves en solid IT-baggrund og specifikke kompetencer. Instituttet har identificeret en række centrale kvalifikationer:

Branchekendskab: Ekspertise inden for særlige sektorer er en fordel, da IT-sager ofte indeholder branche-specifikke spørgsmål. Kendskab giver mulighed for at forstå de teknologiske problemstillinger i en bestemt kontekst.

Det kan eksempelvis være erfaring fra:

1. • Detailhandel
   • Produktion
   • Finans
   • Advokatbranchen
   • Rejsebranchen
   • Kemisk industri
   • Trafikovervågning
   • Myndighedsudøvelse

Specialiserede Kompetencer: Ud over brancheerfaring efterspørger instituttet ofte specifikke tekniske færdigheder, som kan være relevante i sager, hvor vurderinger skal baseres på præcise analyser.

Det kan eksempelvis dreje sig om:

1. • Kryptering og datasikkerhed, herunder GDPR
   • Statistisk analyse
   • Implementering af AI
   • Fejlfinding og kvalitetssikring af IT-systemer

Erfaringer med at medvirke som sagkyndig i retstvister: Sådanne erfaringer vil selvfølgelig være en fordel men ikke en betingelse for at komme i betragtning. Der henvises i øvrigt til Voldgiftsinstituttets Vejledning til sagkyndige i IT-sager, som findes på instituttets hjemmeside og som kan læses her: [link til Vejledningen]

Voldgiftsinstituttets fremtidige behov

Det er Voldgiftsinstituttets vurdering at antallet af tvister på IT-området kun vil stige, og at der derfor fortsat vil være et udtalt behov for bistand fra IT-sagkyndige.

Instituttet opfordrer derfor IT-eksperter med relevante kvalifikationer til at sende et udførligt CV med en redegørelse for erfaringer og kompetencer. Med de rette kvalifikationer kan IT-sagkyndige spille en helt central rolle i at sikre et godt grundlag for vurdering af tekniske spørgsmål i voldgiftssager og andre juridiske tvister i såvel danske som internationale sager.

International privatret har stor betydning i praksis, fordi flere tvister og transaktioner er grænseoverskridende. Det er baggrunden for udgivelsen af den nye fagbog, International privatret, som Johan Tufte-Kristensen fra Københavns Universitet er medforfatter til. Bogen behandler blandt andet spørgsmålet om retsgrundlaget for voldgiftsaftalen.

Bogen International privatret er ifølge forlaget en undervisningsbog. Er den også relevant for voldgiftspraktikere?

Ja, det er den.

De fleste internationale voldgiftssager handler om aftaler, der indeholder lovvalgsklausuler. Derfor vil lovvalget ofte give sig selv.

Men skulle en lovvalgsklausul være uklar eller opstår der spørgsmål om retsgrundlaget for selve voldgiftsklausulen, kan man finde svar og retskilder i bogen.

Hvorfor har international privatret stor betydning i praksis?

International privatret har stor betydning i praksis, fordi mange moderne tvister og transaktioner er internationale. Mange sager om virksomhedshandler, ejendomshandler, sourcing-aftaler, transportaftaler, insolvensforhold, ledelsesansvar, immaterialret og en lang række andre områder krydser landegrænser, og når sagerne krydser landegrænser, skal man være opmærksom på den internationale privatret.

Mange jurister er ikke vant til at arbejde med international privatret, og derfor bliver reglerne af og til anvendt forkert. Det kan være dyrt for de involverede parter, for lovvalget kan være afgørende for parternes retsstilling. For eksempel er den almindelige forældelsesfrist ti år i Sverige og tre år herhjemme, så den samme fordring kan være forældet efter dansk ret og ikke efter svensk ret. I et eksempel som dette kan valget mellem dansk og svensk ret være afgørende.

Du beskriver retsgrundlaget for voldgiftsaftalen som et af tidens vigtige spørgsmål. Hvordan kan det være?

I mange voldgiftssager bliver der rejst kompetenceindsigelser på grundlag af voldgiftsaftalen. Indsigelsen kan vedrøre voldgiftsaftalens objektive rækkevidde til bestemte typer af tvister, som ikke åbenlyst er omfattet af voldgiftsaftalen, eller den kan vedrøre voldgiftsaftalens subjektive rækkevidde til parter, der ikke har underskrevet voldgiftsaftalen. Den kan også vedrøre voldgiftsaftalens klarhed og indhold eller muligheden for at aftale voldgift med forbrugere eller arbejdstagere.

Hvis voldgiftssagen foregår i ét land og vedrører en aftale, der er underlagt reglerne i et andet land, er det omdiskuteret, om selve voldgiftsaftalen er underlagt det ene eller andet lands regler. For nylig nåede de franske og engelske højesteretter frem til to forskellige resultater i en tvist om spørgsmålet. Herhjemme er det vigtigt at få afklaret, om voldgiftsaftalen er underlagt reglerne i det land, som lovvalgsklausulen henviser til, eller reglerne i sædelandet.

FAKTA

International privatret, DJØF Forlag, udgivet den 23. oktober 2024.

Bogen introducerer læseren for den internationale privatrets almindelige og specielle del. Først gennemgås retsområdets grundlæggende metode, begrebsapparat, hensyn og principper. Herefter gennemgås de danske lovvalgsregler på en række konkrete områder – herunder voldgiftsaftaler.

FORFATTERE

JOHAN TUFTE-KRISTENSEN er lektor i formueret og civilprocesret på Københavns Universitet. Han er uddannet advokat og har en ph.d.-grad i jura fra Københavns Universitet. 

MUSTAFA SERT er cand.jur. fra Københavns Universitet og advokatfuldmægtig i Gorrissen Federspiel, hvor han blandt andet beskæftiger sig med international privatret.

DELTAG I KONKURRENCEN

Der er fem eksemplarer på højkant i konkurrencen om Johan Tufte-Kristensens og Mustafa Serts nye bog International privatret, som blandt andet er relevant for voldgiftspraktikere. Du deltager i konkurrencen om et eksemplar ved at like opslag om bogen på LinkedIn og desuden abonnere på Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev. Abonnerer du ikke allerede, kan du tilmelde dig på forsiden af www.voldgiftsinstituttet.dk.

Konkurrencen slutter den 16. december. Vinderne får direkte besked.

AI-robotter som hjælp til informationssøgning, til at finde de mest hårdtslående argumenter i bunken af sagsdokumenter og til formulere juridiske afgørelser er ikke længere science fiction. Det findes. Også når det gælder voldgift. Men der vil gå endnu et par år før erfarne specialister indenfor særlige retsområder for alvor kan få gevinster ud af robotten. Til gengæld er der gode muligheder for, at dommere kan få gavn af løsninger, der skaber overblik i store sager. Bare husk at iagttage fortroligheden, understreger juraprofessor.

Jens-Christian Jensen har skiftet jobbet som advokat ud med en noget anden rolle som udviklingschef hos Djøf Forlag. Her har han skabt en AI-løsning, som er baseret på Djøf Forlags Jurabibliotek, der rummer godt 500 bøger.

”Helt basalt har vi lagt både lovgivning og jurabøger ind i en database, som du kan stille spørgsmål til og få svar fra. Det særlige ved vores løsning er, at du ikke behøver at kvalificere dit spørgsmål. Du behøver altså ikke at huske hverken paragraffer eller særlige juridiske udtryk. Du spørger bare og kan få svar på det meste,” fortæller Jens-Christian Jensen, der selv gennem 16 år som advokat har arbejdet med voldgiftssager enkelte gange. Derfor er han også opmærksom på, at aktørerne i denne branche er højt specialiserede.

”Hvis du er super specialist eksempelvis indenfor voldgift, tror jeg næppe at de AI løsninger, der findes i dag, bibringer meget ny viden. Du kender jo de bøger ind og ud, som AI-svaret baserer sig på. Til gengæld kan det være en hjælp, hvis du bevæger dig udenfor dit speciale.”

”Men jo mere jus får vi ind i vores AI-løsninger, des mere vil selv specialister få ud af at bruge AI. Måske ikke til at træffe juridiske afgørelser, men i alt fald til at hjælpe en afgørelse eller konklusion på vej. Og her taler vi altså ikke langt ude i fremtiden – men om blot få år. Så mit råd er at snuse til AI nu, for det kommer til at gå hurtigt,” råder Jens-Christian Jensen, der mener, at det ikke ligefrem er science fiction at lade robotterne træffe retsafgørelser.

”AI-modellerne er allerede ved at være gode nok – det er mere indholdet, det halter med. I det øjeblik de fleste af vores retsafgørelser ligger i ét system, vil vi kunne få robotten til at træffe gode udkast til afgørelser. Det er et spørgsmål om tid, før det sker, og så er det et spørgsmål om de konkrete sagers størrelse og betydning – og i sidste ende om politik – altså i hvilket omfang menneskelige dommere vil screene og eventuelt ændre robottens udkast.”

Afdækning af en retsstilling

Hos Karnov har juridisk redaktør, Michael Herbing, i september sendt AI-løsningen KAILA – en forkortelse af Karnov AI Legal Assistent – på markedet. Løsningen er i lighed med DJØF Forlags baseret på virksomhedens faglige indhold – altså Karnovs Lovsamling, faglige artikler og domssamlinger.

”Mange specialister er allerede daglige brugere af vores indhold. Nu tager vi skridtet videre med en avanceret løsning til informationssøgning. Det er en platform, som vi løbende opdaterer, og hvor du finder svar, som du også ville kunne slå op i for eksempel vores lovsamling. Det gælder også svar på juridiske spørgsmål om voldgift,” siger Michael Herbing.

”KAILA vil kunne være en hjælp i den fase, hvor du skal afdække en retsstilling – men vil ikke kunne levere et forslag til for eksempel en voldgiftskendelse. Så det handler om at blive klogere på juraen. Det være sig dansk og EU ret samt i et vist omfang internationale ret – altså såfremt vi har artikler om emnet som en del af vores indhold.”

Om KAILA vil kunne gøre en stor forskel for højt specialiserede voldgiftsaktører, er tvivlsomt, mener Michael Herbing i lighed med Jens-Christian Jensen.

”Hvis du er super specialist og har arbejdet med et særligt fagområde i mange år, vil du nok i mindre grad få tilført ny viden. Til gengæld kan du få hurtig hjælp til for eksempel at verificere kilder. Men der findes andre end de indholdsbaserede løsninger på markedet, der kan analysere store tekstmængder og levere opsummeringer.”

Voldgiftsdommerens arbejde

Ifølge professor, dr.jur., tidligere formand for Voldgiftsinstituttet og mangeårig voldgiftsdommer, Mads Bryde Andersen, vil de nye muligheder for at analysere juridiske problemstillinger ikke umiddelbart påvirke voldgiftsdommerens arbejde.

”Som voldgiftsdommer forholder man sig jo til den sag, parterne præsenterer voldsretten for. Derfor er det ikke voldgiftsdommerens opgave at finde retskilder og argumenter, som parterne ikke selv har gjort gældende.”

”Derimod kan de muligheder for tekstanalyse, som mange AI-løsninger – som for eksempel GPT 4o fra OpenAI i den betalbare version – være en stor hjælp til at få overblik over en dokumentmængde på mange tusind sider: Hvor har parterne forholdt sig til det og det spørgsmål? Hvad er essensen i denne digre rapport? Hvori består modsætningen mellem de sagkyndige udtalelser eller vidneerklæringer, som parterne har fremlagt,” nævner Mads Bryde Andersen som eksempler, idet han samtidig bemærker, at en brug af den slags løsninger kan risikere at true fortroligheden i voldgiftssagen:

”Udbyderne af eksempelvis GPT 4o garanterer fortrolighed. Alligevel sidder mange tilbage med en usikkerhed om, hvorvidt man nu helt kan stole på den slags tilsagn. Det er en vanskelig problemstilling. Vil man være på helt sikker grund, kan voldgiftsretten overveje at indhente tilsagn fra begge parter om at kunne benytte den slags løsninger. Opnår voldgiftsretten et sådant tilsagn, er der ikke noget problem,” forklarer han.

Hos Karnov har fortrolighed også været top of mind i forbindelse med udviklingen af KAILA.

”Der skal være sikkerhed for, at dine søgninger ikke kan få indflydelse på andres kommende søgninger – som det for eksempel er tilfældet, når du bruger Google. Forestil dig, at du som advokat for en part i en voldgiftssag søger i KAILA efter boringsskader i forbindelse med installation af vindmøller. Så skal du naturligvis ikke være bange for, at der er algoritmer, der sender emnet videre til andre brugere. Det har vi været utrolig bevidste om, da vi udviklede vores løsning, og vi garanterer, at det ikke kan ske,” siger Michael Herbing.

Som formand for Voldgiftsinstituttet ser Håkun Djurhuus tre hovedoverskrifter for instituttets fremtidige udvikling. Det handler om at fastholde den solide økonomi samt udvikle både ideen om et nordisk samarbejde og de alternative tvistløsningstilbud, skriver han i sin leder.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Forsvarlig økonomisk og organisatorisk drift er kernen i enhver organisation. Det gælder også Voldgiftsinstituttet, som er og skal være non-profit.

Derfor står en sund økonomi allerøverst på min liste over de pejlemærker, jeg har som formand. Sammen med en effektiv organisation er det ganske enkelt fundamentet for, at vi kan tilbyde den høje kvalitet i vores ydelser, som brugerne forventer af os. Det er afgørende, at instituttet drives forsvarligt, så vi fortsat kan være en stærk og pålidelig partner for alle, der vælger voldgift som konfliktløsningsmetode.

Et nordisk samarbejde ligger mig også stærkt på sinde. Det er et af de mest spændende projekter, der er sat i søen i år, og der er ingen tvivl om, at det har et kæmpe potentiale af den grund, at Norden er kendt for et af verdens laveste korruptionsniveauer, stærke retssikkerhedsværdier og høj faglighed. Samlet står vi meget stærkere og vil være et attraktivt valg for parter i internationale sager. Det vil ikke alene gavne instituttet, men også skabe mere arbejde og flere forretningsmuligheder for nordiske advokater generelt.

Derfor er det et klart mål, at vi i Norden får skabt et større fællesskab i voldgift. Det vil give os en bredere tilstedeværelse internationalt og i det hele taget styrke vores konkurrenceevne i forhold til institutter i eksempelvis London, Paris og Geneve.

Endelig står det højt på min ønskeseddel at udvikle instituttets tilbud inden for alternative dispute resolution (ADR) – herunder mediation og mægling.

Vi ser en stigende efterspørgsel på hurtige og omkostningseffektive løsninger, der kan forebygge og løse konflikter effektivt og skånsomt. Mediation og mægling kan for eksempel være en billigere og hurtigere løsning i nogle sager. Vi anbefaler allerede tvistløsningsklausuler, der kombinerer mediation og voldgift, og erfaringen er, at det kan give stor værdi for parterne ved i første omgang at forsøge at løse tvisten via mediation og derpå fortsætte til voldgift, hvis det bliver nødvendigt. En anden mulighed er også i højere grad at åbne op for mediation, mens voldgiftssagen verserer.

For to år siden indførte vi den såkaldte baseball-voldgift – en metode, der er kendt fra sportens verden. Det giver hver part mulighed for at fremlægge et forslag til kendelse, og voldgiftsdommeren vælger den mest rimelige løsning. Det er et forligsværktøj og en enkel måde at opnå en hurtig og rimelig afgørelse på.

De her tre pejlemærker afspejler min vision for Voldgiftsinstituttet. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen sammen med bestyrelsen og sekretariatet og skabe et endnu stærkere institut.

As a woman you have a general duty to support female colleagues. Speak up, when you see a woman is doing a good job, says Nina Lauber-Thommesen, who talks about how to be an independent arbitrator in a podcast about Women in Arbitration. We invited Nina in the studio just after the Women in Arbitration event at Valencia in connection with CAD2024, where she had an important role as a panelist.

Listen to interview with Nina Lauber Thommesen

WOMEN IN ARBITRATION

International praksis oplever en tendens, som udfordrer partsautonomiens grundlæggende betydning: Den stigende institutionalisering af international handelsvoldgift. I sidste ende er det den dynamiske balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister, skriver Kathrine Yding Olsen.

Af Kathrine Yding Olsen, stud.jur., Gorrissen Federspiel

I institutionel voldgift indgår der et sæt af procesregler, som i et vist omfang flytter kompetencen til at afgøre processuelle spørgsmål fra parterne og til institutionen. Det udfordrer partsautonomien.

Typisk er denne overdragelse af kompetence ukontroversiel, idet den jo hviler på en aftale mellem parterne. Og det er derfor ikke overraskende, at størstedelen af parterne er tilfredse, når de ved valget af institutionel voldgift får en smidig og velfungerende voldgiftsproces. Ikke desto mindre kan der opstå̊ konflikter, når parter ikke blot vælger institutionens regler, men tillige indgår processuelle aftaler i strid hermed.

Hvis de institutionelle procesregler i denne konflikt gives forrang, fører det til “the party autonomy paradox”: Ved at vælge institutionel voldgift som en udøvelse af partsautonomien accepterer parterne samtidigt at begrænse selvsamme autonomi. Det resultat vil være både paradoksalt og problematisk, fordi voldgift legitimeres i respekten for parternes aftale. Faktisk er det respekten for parternes autonomi, der har gjort voldgift markant anderledes og mere attraktivt end at føre sager ved nationale domstole, som normalt er undergivet mere eller mindre rigide procesregler.

I praksis er konflikten særligt opstået i tre situationer: For det første hvor sagen skal administreres af en institution men efter en anden institutions procesregler, for det andet hvor parternes processuelle aftale er undergivet institutionens skøn, og for det tredje hvor en eller flere “ufravigelige” procesregler er fraveget.

Hybridklausuler

Hvor parterne har aftalt, at en voldgiftssag skal administreres af en institution men efter en anden institutions procesregler (“hybridklausuler”), opstår der en konflikt mellem parternes valg af administrerende institution og procesregler. Konflikten opstår, fordi de færreste institutioner har den organisatoriske struktur, der er nødvendig for at administrere en voldgift i fuld overensstemmelse med fremmede procesregler. Spørgsmålet er, om voldgiftsklausulens patologi medfører, at den ikke kan lægges til grund for voldgiftsprocessen?

Retspraksis på området for hybridklausuler er klar: Hybridklausuler kan og skal håndhæves. Således har domstole i både Singapore, Sverige og USA opretholdt hybridklausuler som gyldige. Som en betingelse for håndhævelsen af hybridklausuler fremhæver retspraksis den administrerende institutionens accept af voldgiftssagen.

Praksis er relevant, fordi den viser, at domstolene ved spørgsmålet om hybridklausulers gyldighed står i valget mellem 1) at statuere at de praktiske vanskeligheder ved hybridvoldgift gør klausulen “null void, inoperative and incapable of being performed” eller 2) at anse hybridvoldgift for en berettiget udnyttelse af aftalefriheden, idet institutioner ved fleksibilitet og fortolkning kan forene de valgte regler med deres egne regler, organisatoriske struktur mv. Ved at fortolke parternes hensigt i overensstemmelse med princippet om effektiv fortolkning valgte domstolene sidstnævnte.

På området for hybridklausuler får parternes valg om at løse deres tvist ved en institution altså ikke betydning for deres frihed til at tilrettelægge voldgiftssagen. Det er imidlertid ikke umiddelbart anbefalelsesværdigt for parter at indgå hybridaftaler. Der kan dels opstå tvivl om, hvad parterne har aftalt, og dels kan det medføre ineffektivitet i voldgiftsprocessen, da institutionen skal administrere voldgiftssagen i henhold til et regelsæt, der er fremmed for den. På den anden side muliggør hybridaftalen, at parterne kan gøre brug af mere moderne procesregler, udstedt af en stor og internationalt velanskrevet institution og samtidig vælge at gennemføre sagen ved deres lokale institution, herunder med de prisstrukturer som sædvanligvis anvendes ved denne institution.

Parternes processuelle aftale

Partsautonomien udfordres for det andet, hvor parternes processuelle aftale er undergivet institutionens skøn. Konflikten mellem parternes aftale og det institutionelle skøn er i de senere år særligt opstået på grund af en global bevægelse mod at indføre expedited procedures i institutionelle procesregler. Beslutningen om nedsættelsen af voldgiftsretten i sager under expedited procedures overlades nemlig i flere regelsæt – herunder i Singapore International Arbitration Centre (SIAC)-reglerne – til institutionens skøn.

I to stort set identiske sager skulle Singapore High Court (AQZ v ARA fra 2015) og Shanghai No. 1 Intermediate People’s Court (Noble Resources International v Shanghai Good Credit International fra 2017) tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt SIAC ved udøvelsen af sit skøn havde kompetencen til at udpege en enevoldgiftsdommer, selvom parternes voldgiftsaftale angav, at der skulle nedsættes en voldgiftsret bestående af tre medlemmer. Domstolen i Singapore fandt, at SIAC kunne se bort fra parternes aftale; den kinesiske domstol frem til det modsatte resultat.

De to modsatrettede domme viser splittelsen i retspraksis. Den singaporeanske domstol lagde vægt på en fortolkning af parternes voldgiftsklausul, idet parterne ved at have vedtaget SIAC-reglerne implicit havde overladt beføjelsen til at træffe afgørelse om antallet af voldgiftsdommere til SIAC. Den kinesiske domstol begrundede sit resultat med en mere abstrakt og principiel analyse af partsautonomiens fundamentale rolle i international voldgift, hvorfor SIAC ved udøvelsen af sit skøn skulle tage fuldt hensyn til parternes eksplicitte aftale om en voldgiftsret med tre medlemmer.

De mest overbevisende argumenter synes at tale for, at institutioner er tilbageholdende med at se bort fra parternes konkrete processuelle aftaler. Med partsautonomien som grundstenen i voldgift er der afgørende hensyn, som tilsiger, at parternes eksplicitte processuelle aftale bør gives forrang for en implicit overladelse af beslutningskompetence til institutionen ved inkorporeringen af de institutionelle procesregler. Dette gør sig særligt gældende, hvor der er tale om grundlæggende processuelle skridt som nedsættelse af voldgiftsretten.

Institutionens fortolkning af voldgiftsklausulen, der går ud over, hvad parterne har haft til hensigt, vil ikke alene begrænse parternes frihed til at tilrettelægge sagen, men kan også resultere i en voldgiftskendelse, der nægtes fuldbyrdet eller tilsidesættes efter lex arbitri. 

En eller flere “ufravigelige” procesregler er fraveget 

“The party autonomy paradox” bliver sat på spidsen, når parterne på den ene side vælger et sæt institutionelle procesregler og på den anden side fraviger selvsamme regler.

Hvor parterne i ad hoc-voldgift alene skal respektere vage og elastiske bestemmelser i lex arbitri, skal parterne i institutionel voldgift respektere, at flere institutionelle procesregler betragtes af institutionen som værende “ufravigelige”. Situationen er derfor et tydeligt eksempel på, at parternes valg af institutionel voldgift begrænser deres frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces.

Hvis en institution ikke ønsker at administrere voldgiftssager, hvor parterne har fraveget dennes procesregler, så kan institutionen i princippet afslå at påtage sig at administrere sagen. Hvor nogle institutioner i alle tilfælde giver parternes konkrete processuelle aftale forrang, er andre institutioner mindre fleksible og dermed mere tilbageholdende med at acceptere fravigelser fra de procesregler, der betragtes som essentielle og distinktive kendetegn for institutionen. Partsautonomiens rækkevidde er derfor afhængig af institutionens villighed til at administrere voldgiftssagen i henhold til parternes fravigelse.

En illustrativ dom er Samsung v Qimonda, afsagt af Tribunal de Grande Instance i Paris i 2010, hvor ICC afviste at administrere sagen på grund af fravigelser fra fundamentale ICC-regler – blandt andet kravet om, at et udkast til voldgiftskendelsen skal undergå ICC Courts scrutiny. Sagen muterede derfor til ad hoc-voldgift. På grund af forskellene mellem institutionel og ad hoc-voldgift ændrer mutationen imidlertid voldgiftaftalens grundlæggende karakter. Sager som Samsung v Qimonda understreger derfor vigtigheden af, at parterne overvejer, hvilke processuelle regler de fraviger, for at undgå komplikationer i voldgiftsprocessen og dermed sikre en eksigibel voldgiftskendelse. 

Respekt for parternes autonomi 

Selvom institutionel voldgift altså tilbyder en struktureret og mere forudsigelig ramme for voldgiftsprocessen end ad hoc-voldgift, så kommer dette valg med en pris: En vis begrænsning af partsautonomien.

Det er derfor afgørende for parterne nøje at overveje, hvilke institutionelle regler de vælger, og hvilke processuelle aftaler de indgår, for at sikre, at voldgiftsprocessen forbliver i overensstemmelse med deres ønsker. Desuden er det vigtigt, at institutioner udviser fleksibilitet og respekt for parternes autonomi, for at opretholde voldgiftens legitimitet.

Det er i sidste ende gennem en dynamisk balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister.

En dom afsagt den 12. juli 2024 af Hollands Højesteret fastslår, at overspringelse af mægling ifølge en eskalationsklausul ikke er til hinder for at indlede en voldgiftssag, skriver den dansk-hollandske advokat Lise Heide-Jørgensen.

Af: Lise Heide-Jørgensen, advokat, Avizor advocaten&arbiters, Amsterdam

Præcis som i Danmark er udenretligt mægling i Holland ikke lovreguleret. Derfor er domspraksis en vigtig kilde til at fastlægge indholdet af gældende ret. I en ny dom kaster Hollands Højesteret lys over, hvilken betydning en aftale mellem parterne om først at forsøge at løse tvisten ved mægling har for at indlede voldgiftssag.

Den hollandske sag verserede mellem to professionelle, hollandske parter. Den ene part havde solgt anparter i sit datterselskab til den anden part. Overdragelsesaftalen indeholdt en eskalationsklausul. I en uofficiel oversættelse fra hollandsk lyder klausulen således: ”Eventuelle tvister, der opstår som følge af denne aftale, skal i første omgang søges løst af parterne gennem mægling. Hvis parterne ikke er i stand til at løse tvisten på denne måde, skal tvisten løses ved voldgift (af en enevoldgiftsdommer) (…)”.

Der opstod herefter en tvist, som var omfattet af denne klausul. Sælger indledte voldgiftssag uden forudgående mægling. Køber påstod afvisning med henvisning til, at voldgiftsretten savnede kompetence, da parterne ikke havde forsøgt mægling i overensstemmelse med eskalationsklausulen, subsidiært udsættelse af voldgiftssagens behandling, indtil mægling i overensstemmelse med eskalationsklausulen havde fundet sted.

Voldgiftsretten afviste købers påstand og fremmede voldgiftssagen, blandt andet med henvisning til at udsættelse af sagen ville føre til urimelig forsinkelse. Sagen blev således fremmet, og ved den endelige voldgiftskendelse fik sælger medhold i sit betalingskrav.

Landsrettens afgørelse

Under henvisning til at sælger havde sprunget første trin i eskalationsklausulen over og at tvistløsningsforløbet dermed ikke havde fundet sted i overensstemmelse med parternes aftale, anlagde køber sag ved landsretten i Haag med påstand om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen.

Landsretten afviste at tilsidesætte kendelsen, da retten fandt, at mægling ifølge rettens fortolkning af eskalationsklausulen ikke forpligtede parterne til at mægle forud for indledning af voldgiftssagen.

Sagen kommer for Højesteret

Køber indbragte herefter sagen for Hollands Højesteret, Hoge Raad, som i Holland – i modsætning til i Danmark – ikke fungerer som appeldomstol for landsretterne, men som en cour-de-cassation. Det indebærer, at Højesteret begrænser sin prøvelse til rent juridiske spørgsmål. Derfor lå en fornyet fortolkning af eskalationsklausulen uden for rettens kompetence og rettens afgørelse begrænsede sig således til, hvorvidt landsrettens afgørelse var udtryk for en retlig fejl eller om den beroede på en åbenbart urigtig fortolkning af eskalationsklausulen.

Hoge Raad lagde ud med at fastslå, at en mæglingsklausul generelt kan have en ikke-forpligtende karakter, men pegede dog på, at en mæglingsklausul i visse tilfælde kan indebære en pligt for parterne til at forsøge sig med mægling forud for indledning af voldgiftssag. At der foreligger en tvist af saglig karakter og at mæglingsvilkåret er aftalt mellem professionelle parter, peger ifølge Højesteret, i retning af – men fører ikke nødvendigvis til – at mæglingsklausulen kan forpligte parterne.

At mæglingsvilkåret er bindende mellem parterne, er imidlertid ikke ensbetydende med, at voldgiftsretten ikke er kompetent, hvis mæglingsvilkåret bliver tilsidesat af en part. I forhold til voldgiftsrettens kompetence fandt Højesteret således, at mægling i overensstemmelse med en forpligtende eskalationsklausul ikke var en nødvendig betingelse for at indlede voldgiftssag, og voldgiftskendelsen blev derfor ikke tilsidesat.

Hvad betyder dommen?

Af Hollands Højesterets afgørelse kan udledes nogle retningslinjer for, hvordan en voldgiftsdommer bør forholde sig, hvis en part ikke respekterer en eskalationsklausul.

Det påvirker ifølge retten ikke voldgiftsrettens kompetence og voldgiftsaftalens gyldighed er ikke betinget af, at en part overholder en forpligtelse til at deltage i en forudgående mægling.

Voldgiftsretten kan dog, når den bliver konfronteret med en for parterne bindende eskalationsklausul, som ikke er overholdt af den ene part, vælge at udsætte behandlingen af voldgiftssagen (efter anmodning, d.v.s. ikke ex officio), således at parterne har mulighed for at gennemføre en mægling. Men voldgiftsretten er ikke forpligtet til dette.

Hvis voldgiftsretten skønner, at der ikke er udsigt til at parterne vil kunne løse tvisten via mæglingen og/eller hvis en endelig afgørelse af sagen haster, er det nærliggende at fremme voldgiftssagen, og altså ikke imødekomme en parts anmodning om udsættelse.

I Holland vil voldgiftsretten dermed have ret frie hænder til at fremme voldgiftssagen med henblik på at afsige endelig kendelse, såfremt voldgiftsretten vurderer – på trods af en bindende aftale om mægling – at dette er den mest hensigtsmæssigt fremgangsmåde, og dette kan ske uden at løbe en risiko for tilsidesættelse af den endelige voldgiftskendelse.

Link til Hollands Højesterets afgørelse. Bemærk, at den er ikke oversat til andre sprog:

https://uitspraken.rechtspraak.nl/details?id=ECLI:NL:HR:2024:1078

Mød Alexandra Malou Wiese, der er ny dansk co-ambassadør for Arbitration Lunch Match. Hun glæder sig over, at den danske gren af netværket vokser, og at godt 45 kvinder mødtes for nylig i mindre grupper for at tale om et fag, som de brænder for.

”For mig handler det om at kunne tale højt om de tanker, jeg selv har, samtidig med, at jeg kan spejle mig i andre voldgiftsinteresserede med mere erfaring. Og så giver det super god mening at kunne gøre det i en uformel ramme.”

Sådan lyder det fra advokat Alexandra Malou Wiese fra Nielsen Nørager, der er nyudnævnt co-ambassadør for netværket Arbitration Lunch Match.  Her i tredje runde af netværkets frokoster var der matchet godt 45 kvindelige jurister, til en række frokoster i København.

Kendetegnet for frokosterne er, at deltagerne ikke på forhånd ved, hvem de skal mødes med. På den måde møder de alle fem kvinder, som de formentlig ikke kender. Selvom frokosterne foregår i København, er der igen også flere svenske deltagere fra blandt andet Malmø tilmeldt.

Det er godt et år siden, at Alexandra Malou Wiese selv for første gang var en del af netværket. Hun blev så begejstret, at hun tilbød at deltage i at arrangere de årlige frokoster.

”Jeg oplever at netværket er utrolig vigtigt for at kvinder kan hjælpe andre kvinder frem, og det er grunden til, at jeg gerne vil bidrage mere end blot ved at deltage i en frokost. Ud over at dele viden om karriere i branchen handler det om, at kvinder kan støtte hinanden ved at tale om, hvordan man tager næste skridt – også selvom man møder modstand.”

”At kunne sparre med andre kvinder indenfor samme branche med forskellige baggrunde og erfaringsniveauer giver utvivlsomt et skub, og så er det inspirerende at høre andres historier om, hvordan de er nået til, hvor de er i dag. Der findes så mange kvinder i vores branche, der har enormt potentiale, og jeg mener, at vi gennem netværksmøder som Arbitration Lunch Match kan hjælpe hinanden til at få udnyttet det.”

Nye kolleger åbner døre

Hun ser masser af muligheder for at videreudvikle konceptet ved for eksempel at facilitere større arrangementer for medlemmerne.

”Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe interesse – og det er ikke alene i Danmark. Samlet er der nu mere end 60 ambassadører fordelt ud over hele verden og senest er otte nye ambassadører trådt til. Senest er byer som San Francisco, Manchester og Nairobi blevet en del af netværket. Det siger mig noget om, at der er et behov for at dele erfaringer i et forum, hvor man kan reflektere uden at være bange for at træde ved siden af. Det er et trygt sted at vende sine tanker om, hvilke veje der kan føre til dine mål,” siger Alexandra Wiese, der allerede i sin tid på jurastudiet spottede, at der er en tendens til, at kvinder har særlig brug for netværk, for at kunne komme ud af fastgroede mønstre.

”Der er en tendens til, at kvinder bliver i de roller, som samfundet har placeret os i. Men det har den konsekvens, at mange ikke får udnyttet deres faglige potentiale eller kommer ud af deres comfort-zone. Der er så mange dygtige kvinder, hvis potentiale ikke bliver foldet ud fordi mulighederne eller netværket ikke er til det. Det er grunden til, at jeg gerne vil være med til at skabe rammer for et netværk, hvor kvinder kan støtte hinanden. Jeg tror på, at der åbner sig ti nye døre, hver gang du lærer en ny kollega at kende.”

Silicon Valley Arbitration & Mediation Center har som noget nyt udarbejdet særlige guidelines om brug af AI i voldgiftssager. Guidelinen highlighter nogle af de risici, som kan være forbundet med at gøre brug af AI i voldgift, men den bygger grundlæggende på en præmis om, at både parterne og voldgiftsdommere kan gøre brug af AI i voldgiftssagen.

Guidelinen er opdelt i tre dele: Første del indeholder generelle retningslinjer, som gælder for alle aktørerne i voldgiftssagen. Anden del er særligt henvendt til parterne og deres advokater, mens den sidste del er henvendt til voldgiftsdommerne.

Guidelinen highlighter nogle af de risici, som kan være forbundet med at gøre brug af AI i voldgift, men den bygger grundlæggende på en præmis om, at både parterne og voldgiftsdommer kan gøre brug af AI i voldgiftssagen.

For både parternes og voldgiftsdommerne rummer AI betydelige potentialer både i forhold til kvaliteten af slutproduktet og i det tempo som dette skal leveres.

Det er en gennemgående præmis i guidelinen, at hvis der bruges AI, må robottens output ikke lægges ukritisk til grund. Af hensyn til voldgiftsprocessens autenticitet og integritet skal sådanne output således kvalitetssikres, så der eksempelvis ikke er tvivl om, at de beviser, der føres, er reelle og ikke opfundet af robotten til lejligheden.

Guidelinen kan læses på https://svamc.org/wp-content/uploads/SVAMC-AI-Guidelines-First-Edition.pdf

Brug af AI i voldgift har tidligere været omtalt i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev. Læs mere:

Nyheder – Voldgiftsinstituttet

There is no universal approach, and it will highly depend on the jurisdiction where enforcement is sought. Accordingly, whether or not an asymmetrical arbitration agreement will be upheld depends on which court is to rule on the validity. Hence, a key takeaway is to carefully consider the courts’ approaches to such agreements in all relevant jurisdictions, writes Sophia Cai from Accura.

By Sophia Cai, Assistant Attorney, Accura Law Firm

Under a “typical” arbitration agreement, both parties are bound to resolve any disputes through arbitration and given the parties’ equal obligation to refer to arbitration, such arbitration agreements are inherently symmetrical. However, it often occurs that contractual parties agree to a somewhat different arbitration agreement, e.g., an asymmetrical arbitration agreement.

What are asymmetrical arbitration agreements?

An asymmetrical arbitration agreement – also known as “unilateral arbitration agreement” – grants one party, often the stronger or more influential party, the flexibility to choose between arbitration and litigation, while binding the other party to a single dispute resolution method. The drafting of such agreements may vary, and could for example be as follows:

“1. The Danish courts have exclusive jurisdiction over any dispute arising out of or in connection with this Agreement, including any question regarding its existence, validity or termination, subject to [Party A’s] right to go to arbitration pursuant to paragraph 2.

2. [Party A] has the right to refer any dispute arising out of or in connection with this Agreement, including any question regarding its existence, validity or termination, to arbitration…”

Asymmetrical arbitration agreements are essentially designed to offer flexibility and strategic advantages, particularly in commercial contracts, and are often used in specific industries such as finance and construction.

This flexibility does, however, not come without its own legal challenges, especially when it comes to enforceability.

Key legal principles

Two fundamental principles are at the heart of the controversy surrounding asymmetrical arbitration agreements: party autonomy and equal treatment.

The principle of party autonomy is a cornerstone of international commercial arbitration and is the basis for the parties’ ability to tailor an agreement to their specific needs. The principle of party autonomy is recognized throughout the world and has equally gained acceptance in the majority of international arbitration institutions and national laws.

However, the principle of party autonomy is not unlimited. In contrast, the principle of equal treatment provides a requirement for contracting parties to be treated equally, which entails that no party is to be given an unfair advantage over the other.

Hence, the principle of equal treatment operates as a limitation on the principle of party autonomy. Based on case law, courts in some jurisdictions may consider an asymmetrical arbitration agreement to put the contracting parties on an unequal footing, and, therefore, invalidating such agreements.

In sum, while party autonomy allows for tailored dispute resolution mechanisms, the principle of equal treatment ensures that no party is unfairly disadvantaged. The balance of these legal principles is crucial for the validity and enforceability of asymmetrical arbitration agreements, and contracting parties should bear this in mind when forming their agreement.

Can an asymmetrical arbitration agreement be enforced?

The enforcement of asymmetrical arbitration agreements can be tricky, and the validity of such agreements will highly depend on which jurisdiction enforcement is sought in.

In common law jurisdictions like the United Kingdom, the United States and Singapore, courts have in recent years generally upheld asymmetrical arbitration agreements, emphasizing the principle of party autonomy. For instance, English courts have consistently validated asymmetrical arbitration agreements, provided that such agreements are entered into freely and reflect the parties’ intentions.

In a recent case, Aiteo Eastern E&P v Shell Western Supply [2022] EWHC 2912, the validity of asymmetrical arbitration agreements was confirmed by the English High Court. The arbitration agreement in question provided that:

“any Party (other than an Obligor) […] may elect to refer for final resolution any dispute […] by arbitration…”

Accordingly, Aiteo, as Obligor, was not entitled to refer disputes to arbitration, and was instead bound to commence litigation proceedings, which Aiteo did. However, in turn, Shell commenced arbitration proceedings in London. Here, the arbitral tribunal found in a partial award that they had jurisdiction. This award was brought before the English High Court.

The Judge upheld the validity of the asymmetrical arbitration agreement and found that Shell’s option to arbitrate could be exercised by an “insistence on arbitration”, which did not require a formal request for arbitration or application to stay the court proceedings. This recent decision of the English High Court confirms the enforceability of asymmetrical arbitration under English law.

As to civil law jurisdictions, it is not entirely clear whether courts would uphold an asymmetrical arbitration agreement, as there is no settled line of case law in all civil law jurisdictions (yet). That said, it seems that civil law jurisdictions are more skeptical of asymmetrical arbitration agreements compared to common law jurisdictions.

In civil law jurisdictions such as Bulgaria, Poland and Russia, the courts have in general been more hesitant to uphold asymmetrical arbitration agreements and are more likely to invalidate such agreements from an “equal treatment” point of view.

On the other hand, asymmetrical arbitration agreements have in general been held valid in Sweden, Norway and Denmark, unless special circumstances apply. For example, in a Danish case concerning an agency agreement, the following arbitration agreement was provided in the parties’ agreement:

“Any disagreement or claim […] must be finally settled by arbitration […]. Instead of arbitration, the Agency is free to choose to bring any dispute to the Maritime and Commercial Court in Copenhagen…”

The Danish High Court concluded that the arbitration agreement in question was valid and binding.

What to look out for?

Asymmetrical arbitration agreements represent a complex interplay between flexibility and fairness. The divergent approaches from jurisdiction to jurisdiction highlight the ongoing debate over the validity of these agreements.

For contracting parties, it is essential to carefully consider the governing law and potential enforcement jurisdictions when drafting asymmetrical arbitration agreements as well as considering: (i) who has the option to choose between arbitration and litigation, and (ii) whether there is a specific method for exercising this option.

Voldgiftsinstituttet servicerer både parterne, voldgiftsdommerne og danske domstole, når det gælder om at finde egnede og uafhængige sagkyndige til at vurdere alt fra eventuelle mangler i komplekse IT-løsninger til prisen på en bådplads. Vi søger derfor altid med lys og lygte efter nye eksperter, skriver Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Hvert år bistår vi med at finde højt kvalificerede eksperter indenfor praktisk talt alle fag, som kan have berøring med den kommercielle verden. Det kan være alt fra revisoren og IT-eksperten til ingeniøren og den bygningssagkyndige. Det betyder, at vi altid er på udkik efter sagkyndige med nicheviden.

Vi lægger rigtigt mange kræfter i at identificere sagkyndige med de rette kvalifikationer til at vurdere de spørgsmål, som er rejst af parterne, voldgiftsretten eller domstolene, men nogle gange er det virkelig vanskeligt at finde en sagkyndig med de rette kompetencer, som samtidig har lyst til at medvirke som sagkyndig i sagen, og som desuden er uafhængig og upartisk i forhold til de involverede parter.

Netop spørgsmålet om den sagkyndiges uafhængig- og upartiskhed giver nogle gange anledning til nærmere overvejelser. Konkret sikrer vi de sagkyndiges habilitet gennem en grundig proces, hvor vi undersøger om den han eller hun lever op til kravene i instituttets retningslinjer forud for udpegningen. Alle sagkyndige skal afgive en habilitetserklæring, som blandt andet bygger på en liste med praktiske eksempler på, hvor der kan opstå tvivl om den pågældendes habilitet, således at den sagkyndige mindes om, at man hverken må have økonomiske eller personlige interesser hos den udpegede.

Og hvad går det arbejde i korte træk så ud på? På baggrund af sagens materiale fremkommer den sagkyndige med begrundede svar på parternes og voldgiftsrettens spørgsmål. I forbindelse med udpegningen fastsættes typisk en frist for besvarelsen af parternes spørgsmål med udgangspunkt i den sagkyndiges overslag over tid.

Er du interesseret i opgaver som sagkyndig så læs gerne vores vejledning til sagkyndige på hjemmesiden https://voldgiftsinstituttet.dk/wp-content/uploads/2015/10/vejledning-til-sagkyndige.pdf

Og kan du se dig selv i rollen som sagkyndig, så kontakt os gerne på [email protected].

Hvis du har spørgsmål, så kontakt gerne mig på [email protected] eller telefon 21636698.

Mød Cathrine Stampe, der er sommerfuldmægtig her i Voldgiftsinstituttet. Her vil hun i de kommende fire uger blandt andet tage del i arbejdet med at behandle sager, kvalitetssikre kendelser, udarbejde høringssvar og ikke mindst deltage i forberedelserne af Copenhagen Arbitration Day 2024.

Når stud.jur. Cathrine Stampe vælger at bruge en god bid af sin sommerferie som sommerfuldmægtig i Voldgiftsinstituttet, er det for at få en større indsigt i og en praktisk vinkel på faget.

”Jeg har altid undret mig over, at der i faget civilproces er så lidt fokus på voldgift – især fordi jeg kan se på mit studenterjob hos Bruun & Hjejle, at det er et område, som der er masser af opmærksomhed omkring,” siger Cathrine Stampe.

”Det er som om, at voldgift lever en lidt anonym tilværelse på trods af, at det er et fag som internationalt er ret stort. Derfor er det også spændende at komme ind i maskinrummet og få indsigt i, hvad det egentlig vil sige at føre en voldgiftssag, og hvordan man faktisk også i Danmark løser meget store og komplicerede sager,” siger hun.

Cathrine Stampe er tilbage på Københavns Universitetet i september, hvor hun skal afslutte tre fag på kandidaten og så småt gå i gang med sit afsluttende speciale.

Despite the diversity in interpretations and applications of arbitrability and public policy across jurisdictions, there is a strong tendency towards enforcing arbitral awards, writes Dr. Victoria Bùi.

By Victoria Bùi, Uppsala University / Photo Jun Dang

The Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards (“NYC 1958”) advocates a pro-enforcement policy, urging its Member States to interpret and apply the limited exhaustive grounds under Article V for refusing recognition and enforcement of arbitral awards restrictively. Article V(2)(a) provides for an in-arbitrability defence, and Article V(2)(b) stipulates for a public policy exception. What is understood by these principles? What do they encompass? And how should they be interpreted and applied?

The varying interpretations of arbitrability and public policy can have significant practical implications for parties involved in arbitration proceedings. For instance, if a matter is deemed in-arbitrable by a particular jurisdiction, any resulting arbitral award may be susceptible to challenges or refusal of enforcement on the grounds of Article V(2)(a). Similarly, if an award is perceived to violate the public policy of the enforcing jurisdiction, it may be refused recognition or enforcement under Article V(2)(b). This uncertainty can create challenges for parties seeking to enforce awards across multiple jurisdictions, as they may need to navigate different interpretations and applications of these principles.

Arbitrability is essentially a question of whether something that can be resolved by arbitration, or it must be reserved for the exclusive jurisdiction of the national courts. The idea is simple, however, its application is complex. This is the case, even under national law at the recognition and enforcement stage of the proceeding. This is particularly true under the US jurisprudence, where there is a distinct approach to the notion.

The relationship between arbitrability and public policy

At first sight, the principle of public policy appears straightforward and is commonly understood. However, this initial perception is deceptive. There is a varied notion of public policy, involving different categorisations, including: domestic/national; international and transnational/truly international public policy. One may equate these different layers of public policy to the numerous layers of an onion or a set of Russian nesting dolls. Whilst public policy’s provenance is ancient, its content is evolving and is affected by time and demographic. Cultural, economic, social, religious values and political motivations are some of the factors influencing the content of public policy and its interpretation and application by the national courts. This diversity leads to varied interpretations and applications by the national courts across different Member States.

There is a school of thought that arbitrability is a part of public policy. That it is a limitation of public policy. Is that really so? What is the relationship between arbitrability and public policy? How are they practically applied by the national courts? These are interesting questions, not only confined to the purely academic discourse, but they also spill over to the arbitration practice sphere.

There is a rich wealth of important discussion, academically as well as more pragmatically, on both of these notions in term of their content and application. However, beyond these anecdotal discussions there is a very scarce material source of evidence-based law on the subject. Motivated by the lack of statistical evidence, enabling a clearer picture of the interpretation and application of these two defences, recently I completed a quantitative empirical study using national court decisions. Amongst other values the study analyses the frequency and success rates of the public policy exception under Article V(2)(b) and the arbitrability defence under Article V(2)(a).

Beside some rather interesting results, the findings suggest, contrary to the conclusion one would reach from a study limited to the diversity of interpretation and application noted above, that there is in fact a strong pro-enforcement approach, with only 11% of cases successfully invoke the public policy exception and/or the in-arbitrability defence. This means 89% of applications fail to rely on the defences provide by Articles V(2)(a) and V(2)(b), meaning 89% of applications were enforced as opposed to the 11% of cases where enforcement was refused based on these defences.

The mathematical standpoint

From a purely mathematical standpoint, these findings confirm that the pro–enforcement spirit embedded in the NYC 1958, aided by the UNCITRAL Model Law, has demonstrated its influential character. Furthermore, the Odds Ratio, which is a measure of significant difference for enforced vs non–enforced cases, for an enforced application is 0.886 and for a non–enforced application is 0.114, which equals 7.75. The odds ratio 7.75 figure is the effect size, that is, a measure of the size of a significant difference. This means that the odds of an enforced application are almost 8 times higher than those of a non-enforced application.

These findings suggest that despite the diversity in interpretations and applications of arbitrability and public policy across jurisdictions, there is a strong tendency towards enforcing arbitral awards. However, it is important to note that these findings represent an overall view and do not negate the complexities and challenges that can arise in specific cases or jurisdictions.

Victoria Bùi

Dr.jur., Uppsala University, Sweden.

Barrister, London, England.

How to choose a party-appointed arbitrator and how to make the arbitrators understand non-legal issues. These are the topics, when practitioners from Denmark and Germany invite to a colloquium in connection with Copenhagen Arbitration Day.

The Co-Chairs of the DAA/DIS Arbitration Group, established under Danish Arbitration Association (DAA) and the German Arbitration Institute (DIS), would like to extend an invitation to a colloquium, which will take place on 5 September 2024 in Copenhagen at a breakfast meeting from 8.15 – 9.45 in connection with the Copenhagen Arbitration Day and prior to the event Women in Arbitration that starts 10 am..

The DAA/DIS Arbitration Group consists of arbitration practitioners from Germany and Denmark and strives to foster the bilateral dispute resolution relationship and networks of the respective neighboring countries.

The initiative comes from the arbitration practitioners Lotte Eskesen, Gorrissen Federspiel, Copenhagen and Heiner Nedden, Hanefeld, Hamburg. The topic of the upcoming colloquium will focus on the counsel’s role and view and will be twofold:

• How to choose a party-appointed arbitrator and how to get it right
• How to make the arbitral tribunal understand non-legal issues – party-appointed experts vs. tribunal appointed experts

Each topic will be discussed in smaller working groups of 5-10 participants followed by plenary sessions. This format will allow all participants to take an active part and exchange views with other participants.

The event is the second joint event organized by the DAA/DIS Arbitration Group. The first event was held in Hamburg in June 2024.

Find more detailed information on the program:

https://voldgiftsinstituttet.dk/invitation-to-a-dis-dia-country-group-colloquium/

Please register free of charge via email to Anne Vang Pedersen ([email protected]) by 1 September 2024.

Arbitration has for a long time been a cornerstone in resolution of disputes in Denmark. In fact, the Danish regulation of arbitration dates back to 1683, and therefore there is a long-standing tradition for arbitration. Through the years we have built up an active arbitration community, DIA board member and president of Frederiksberg District Court, Christian Lundblad, says in connection with the publishing of the second edition of Arbitration in Denmark.

Arbitration has for a long time been a cornerstone in the resolution of disputes in Denmark. In fact, the Danish regulation of arbitration dates back to 1683. Therefore, it is not an overstatement to say that there is a long-standing tradition for arbitration as an alternative to litigation in the courts.

With its robust legal framework that nowadays is aligned with the UNCITRAL Model Law and its arbitration-friendly courts, Denmark has established itself as a significant place of arbitration. The DIA also strengthens this by providing up-to-date rules of arbitration and a highly regarded service for administering arbitration proceedings.

In addition, the DIA is surrounded by a supportive and active arbitration community – not to mention the annual Copenhagen Arbitration Day and a popular education for arbitrators. Denmark’s strategic location, combined with its stable and transparent legal environment, makes it an ideal hub for arbitration in the Nordic region and beyond.

“Denmark’s strategic location, combined with its stable and transparent legal environment, makes it an ideal hub for arbitration in the Nordic region,” says Christian Lundblad, President of Frederiksberg District Court and member of the DIA Board.

“Over the years we have succeeded in building up an active arbitration community. Copenhagen Arbitration Day and our popular education for arbitrators are keys to this development. Today the result is that we have a pool of excellent arbitrators from the northern region,” he underlines.

“Whether you are an arbitrator, lawyer, general counsel, or academic, I am confident that the insights in the book will enhance the understanding of arbitration in Denmark,” says Lundblad.

The book offers an easily accessible overview of arbitration in Denmark based on the Danish Arbitration Act (2005) and the DIA Rules of Arbitration (2021).

The second edition of Arbitration in Denmark (221 pages) is your guide to the considerations behind the legal framework and the practical applications of the Danish framework. The book is authored by Steffen Pihlblad, Louise Parker and Christian Lundblad and is published with support from Dreyers Fond. This support made it possible to launch the book at the Copenhagen Arbitration Day 2024, where all participants will receive a copy of the book.

Arbitration in Denmark is published in September 2024 by DJØF Publishing.

The DIA is delighted to invite you all to the free event Women in Arbitration – a panel discussion with prominent practitioners – which is a part of the efforts to promote gender diversity in arbitral appointments.

Since the DIA together with many other organisations, law firms, individuals, etc. signed The Equal Representation in Arbitration Pledge it has been a top priority for us to promote gender diversity in arbitration.

“With this event we want to underline the importance of getting more women to enter the scene as arbitrators. It is a constant focus at the DIA and the reason why we have launched a new series of interviews in the DIA Newsletter this year and started production of a podcast with Danish and international female profiles who generously have offered their advice and wisdom to empower other women to take their firsts steps towards their first appointments”, says Steffen Pihlblad, DIA.

With support from Dreyers Foundation we are organising the event Women in Arbitration where you will meet a number of prominent practitioners who will discuss how to promote gender diversity in arbitral appointments and share their own experiences in the field:

Venue: Headquarters of the Association of Danish Law Firms (Danske Advokater), the Valencia building, Vesterbrogade 32, 1620 Copenhagen V. Participation in the event is free.

Julie Arnth Jørgensen, Judge of the Danish Supreme Court

Ndanga Kamau, Independent Arbitrator, Ndanga Kamau Law, Former Vice-President of the ICC International Court of Arbitration

Nina Lauber-Thommesen, Independent Arbitrator,  Lauber-Thommesen Arbitration

Regitze Aalykke Hansen, Poul Smith/Kammeradvokaten

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel

After the event you are invited to a light lunch.

Please register through the link to Copenhagen Arbitration Day:

https://lnkd.in/dVcgchzV

For Lise Heide-Jørgensen var det et skub fra to erfarne kolleger på advokatkontoret, der sidste år fik hende til at åbne en helt ny karrieredør ved at tage den danske voldgiftsdommeruddannelse. Netop evnen til at bakke hinanden op, inspirere og skabe energi, er kvindernes force, mener hun.

Du er dansk og har skabt din egen advokatvirksomhed i Holland. Hvordan gik det til?

Den helt korte version er, at jeg fik en hollandsk kæreste, mens jeg læste jura på Københavns Universitet. Jeg flyttede til Amsterdam, læste jura her, blev gift og fik tre børn.

Mit første job var faktisk på universitetet, men senere kom jeg til Landsretten i Haag, hvor jeg igennem et par år assisterede dommerne. Herfra kom jeg til anklagemyndigheden og videre ind i advokatbranchen. For godt atten år siden startede min mand og jeg vores egen advokatvirksomhed. Vi er et mindre team, og har ingen ambitioner om at vokse og blive større. Det passer os perfekt at være et stærkt lille team, som trækker på eksperter i vores (internationale) netværk til at være en del at de processer, som vi fører ved domstole og voldgift.

Hvilke sager arbejder du med?

Det er de store, komplekse internationale sager, der er blevet vores speciale. Vi har blandt andet en del sager indenfor bygge- og anlægssager, M&A og stridigheder mellem aktieindehavere, hvor der typisk er mange parter fra forskellige lande involveret.

De internationale klienter betyder, at vi har valgt at ansætte advokater med forskellige nationaliteter. I dagligdagen bliver her talt tysk, fransk, spansk, italiensk, engelsk og dansk. Vi taler selvfølgelig hollandsk sammen hen over frokosten, for det er vores fælles sprog, og det sprog vi procederer på ved de hollandske domstole, men atmosfæren her er absolut international.

Langt størstedelen af medarbejderne er kvinder. Hvordan kan det være?

Bortset fra min mand og en enkelt advokat, så er vi faktisk kun kvinder her på kontoret. Det har ikke været en bevidst strategi, men det har formet sig sådan, fordi de kvindelige jurister og advokater, som vi har ansat, simpelthen har passet bedst ind. Når vi ansætter, går vi selvfølgelig efter, at vores nye kollega først og fremmest skal være faglig dygtig og sproglig stærk. Men der skal også være god kemi. Det handler om hurtigt at kunne blive en del af vores team, hvor folk er ægte, lytter og er ærlige overfor hinanden.

Og ja, det er åbenbart nogle værdier, vi mest har fundet hos kvinder. Men jeg oplever også, at kvinderne er virkelig dygtige. Vi har netop nu en sag, hvor vi samarbejder med kvindelige advokater fra Schweiz, og jeg oplever, at der er så meget positiv energi. Altså, ægte power er ikke til at komme udenom, og alle er meget imponerede over den gejst og høje faglighed, som vi møder.

Hvad oplever du, at kvinder er særligt gode til?

Når kvinder samarbejder, så er der en særlig opmærksomhed. De lytter til hinanden, til klienterne, til samarbejdspartnerne. Det er helt klart en vigtig egenskab, hvis du vil være en god og løsningsorienteret advokat. Og så oplever jeg, at der ikke er noget magtspil. Kvinder bakker virkelig hinanden op og er generelt dygtige til at inspirere hinanden.

For mig personligt, har det blandt andet været et skub fra to erfarne voldgiftsdommere her på kontoret, der sidste år fik mig til at åbne en ny karrierevej ved at tage den danske voldgiftsdommeruddannelse. Jeg har faktisk haft et ønske om at blive dommer på et tidspunkt i min karriere. Og det var de to, der gav mig lidt hjælp til at få øjnene op for, at jeg som voldgiftsdommer både kan bringe min erfaring med at føre internationale retssager og erfaringen fra Landsretten i Haag i spil.

Det var netop også det skub, der fik det til at gå op for mig, at jeg efter mange år i rollen som advokat, faktisk har lyst til at indtage en ny rolle. En rolle, hvor jeg kan bruge min evne til at lytte og styre processen ovenfra med det perspektiv, som erfaring giver dig med årene. Samtidig giver det også rigtig god mening af den grund, da der er en del handel mellem Danmark og Holland.

Hvorfor vælge netop den danske voldgiftsdommeruddannelse?

Nu har jeg faktisk valgt i år også at tage den tilsvarende hollandske uddannelse, som er lidt anderledes, sådan at jeg har indsigt i rollen som voldgiftsdommer både i Danmark og Holland. På den måde bygger jeg ovenpå min danske uddannelse med mere viden, og jeg oplever at det giver mig en enorm inspiration. Ud over, at jeg på den danske uddannelse fik udvidet mit netværk, så blev jeg faktisk helt høj af at tilegne mig ny viden og blive udfordret i det rollespil vi deltog i, hvor du får indsigt i en sag fra start til slut. Jeg fik til opgave at være en kompromissøgende formand for voldgiftsretten i en fiktiv sag, hvor mine med-dommere ikke altid var enige med mig. Det var en spændende udfordring, fordi jeg udover parternes fremstilling af sagen, også skulle forholde mig til dynamikken i mit dommer-team og tage højde for de indbyrdes synspunkter, så vi udadtil fremstod som et samlet dommerpanel. Vi vandt faktisk prisen for bedste voldgiftsdommerpanel – og det var med til at give mig virkelig meget lyst til at komme rigtig i gang med faget.

Hvordan er det at starte en ny karrierevej på et senere tidspunkt i livet?

Jeg har været udpeget som voldgiftsdommer en enkelt gang nu og ser det som en enorm positiv udvikling, netop fordi summen af mine erfaringer kan bringes i spil.

Hvad er dit syn på dagsordenen kvinder i voldgift?

Jeg oplever den som et friskt pust og en god idé. Det er et hverv, hvor jeg mener, at kvinder kan bidrage positivt. Min erfaring er, at kvinder er to the point, når det handler om at løse en opgave. Det ligger der en stor portion energi og styrke i.

Hvilke råd vil du give til kvinder, der gerne vil bakke op om dagsordenen Kvinder i Voldgift?

Jeg tror på, at det i høj grad handler om fagligt orienterede netværk.  Det er min erfaring, når vi her på kontoret skal have nye medarbejdere eller finde samarbejdspartnere i andre lande til en sag.

Så inviter gerne andre kvinder ind i dit netværk – og dyrk interessen for voldgift i mindre grupper så man virkelig har tid til at møde hinanden og udveksle erfaringer. Jeg har selv lige været i Hamborg for at deltage i et møde for en mindre gruppe voldgiftsinteresserede fra Danmark og Tyskland, hvor vi diskuterede aktuelle temaer, og hvor alle havde mulighed for at komme til orde.

Jeg var inviteret af en kvindelig dansk advokat, som jeg mødte på voldgiftsdommeruddannelsen. Nu var det ikke et særligt kvindenetværk, men det kunne det jo sagtens have været. Jeg kan i alt fald se det for mig, at kvindelige voldgiftsinteresserede mødes. Der skal være masser af faglighed på menuen. I et sådant set-up vil alle sikkert møde nye kolleger, som vil give hinanden chancer, når de opstår, for man skal huske på, at der er en første gang for alle. Det var så et tip til de garvede kvindelige voldgiftsdommere om at være opmærksomme på at trække de mindre garvede men ligesindede ind i kampen.

Lise Heide-Jørgensen

Advokat med hollandsk beskikkelse. Efter to år på Københavns Universitet flyttede hun til Holland, tog hollandsk og international jurauddannelse og ejer i dag advokatvirksomheden Avizor i Amsterdam. Har sidste år taget den danske Voldgiftsdommeruddannelse og fortsætter i år med den tilsvarende hollandske.

A structured method that helps you effectively manage evidence, including that submitted by the opposing party. This is what Dr. Schiersing will guide you to, when he speaks at Copenhagen Arbitration Day.

It is widely recognized that many disputes hinge more on facts than on law. Establishing the “factual matrix” of a case is crucial for any arbitral tribunal, requiring careful assessment of the evidence presented by both parties.

For counsel involved in arbitration, developing a systematic and principled approach to evidence is essential for submitting the most relevant information and increasing the chances of success for the client.

In his speech, Dr. Niels Schiersing – an international arbitrator with more than 100 appointments in arbitrations across Europe, Asia, and Africa – will guide you in refining your approach to evidentiary matters.

Dr. Schiersing will introduce a structured method that helps you effectively manage evidence, including that submitted by the opposing party. He will clarify key concepts such as “factum probandum” and “factum probans” and show how they can be used to shape your arbitration strategy. Additionally, he will distinguish between the “burden of proof” and the “burden of documentation” and he will explain the “standard of proof” in the context of “best available evidence.”

He will also discuss the most relevant modifications to the standard of proof relevant to international arbitration and other commercial proceedings. Finally, his exploration of the “objective” and “relative” standards for assessing probability will deepen your understanding of the role and importance of evidence, including rebuttal evidence.

Register for Copenhagen Arbitration Day:

https://lnkd.in/dVcgchzV

ESG-disputes, methods to effectively manage evidence and the benefits of Nordic arbitration. These are some of the topics at Copenhagen Arbitration Day, which will take place on 4 September 2024. As in previous years, top profiles are at the stage during the conference. Four key organisers share what they are most eager to discuss with colleagues from around the world.

The setting for Copenhagen Arbitration Day could hardly be more central than Danish Industry’s headquarters right in the heart of Copenhagen’s City Hall Square. The topics up for debate on the day are equally central. This year’s CAD program aims to provide space for development – both in terms of opportunities to strengthen the arbitration culture in Nordic arbitration, in the craft itself, and in the diversity among the participants.

“First off all, I am proud to present a program featuring a number of highly profiled speakers, all contributing their perspectives on how we can advance and refine the practice of arbitration. There is no doubt that there will be more demand for arbitration in the future. As the world becomes more complex, the need to solve conflicts will increase. Therefore, it is important that we continuously keep a sharp focus on delivering a quick and efficient dispute resolution method while maintaining high standards,” says Håkun Djurhuus, Chair of the Danish Institute of Arbitration, who looks forward to opening Copenhagen Arbitration Day at the headquarters of the Confederation of Danish Industry – The House of Industry – on 4 September.

This annual event has played a key role in building a community around arbitration in Denmark. A community that Secretary-General Steffen Pihlblad now hopes to expand into a broader Scandinavian collaboration. He is particularly excited about the panel discussion featuring the three lawyers: Marie Nesvik from Wikborg Rein in Oslo, James Hope from Vinge in Stockholm, and Ole Spiermann from Bruun & Hjejle in Copenhagen.

“For some time, leading figures in the industry have discussed the potential for establishing a strong arbitration environment across the Nordic region. For instance, lawyer Ole Spiermann noted in this newsletter that Denmark is shifting towards a more international approach to arbitration, where disputes are resolved based on norms beyond those of the national courts. Through a Nordic collaboration, Denmark will have even more to offer in international arbitration. Moreover, Scandinavia is known for a strong arbitration culture, skilled lawyers, arbitration-friendly courts, and an international business community – factors that can give us a competitive advantage compared to other international institutes in, for example institutes from Paris or London,” says Steffen Pihlblad.

International Focus

René Offersen, another organizer of Copenhagen Arbitration Day, sees significant advantages in extending the event’s international reach. As a former member of the ICC Court of Arbitration in Paris for six years, he recognizes the need for development and collaboration to become an important player on the international stage.

“Competition between the arbitration institutes is fierce and a given condition, and therefore we constantly have to develop and fine-tune the services that we offer in order to be part of the top providers. This is one of the reasons why ICC always has business-development on the agenda – it is all about staying sharp. For the Danish Institute of Arbitration, the Copenhagen Arbitration Day plays in the same way an important role to our development. We simply need input from speakers and participants who come from all over the world, because it creates diverse conversations, debates and networks that enable us to make an already sophisticated service even sharper. At the same time the conference also helps to create confidence that we here in Denmark constantly are following and developing the services that the institute offers. In other words, the international audience understands that we are in the front row,” says René Offersen.

In connection with Copenhagen Arbitration Day, the Danish Institute of Arbitration will host the inaugural Women in Arbitration event to highlight the importance of enhancing gender diversity in arbitration. Prominent female professionals in the field of arbitration will share their journeys into arbitration and discuss what is needed to increase women’s representation in the industry.

This focus on diversity is a key priority for the Danish Institute of Arbitration, notes Kim Haggren, Vice-Chairman of the Danish Institute of Arbitration’s Board and Deputy Director of the Confederation of Danish Industry.

“It is no secret that arbitration has traditionally been a male-dominated field. However, there are many highly skilled women in the industry, and diversity has become a crucial factor for clients when selecting their teams. With the Women in Arbitration event, we highlight the significant expertise that women contribute as we provide a platform for sharing knowledge on career advancement within the field of arbitration. Additionally, we seek to create opportunities for the industry to align with client expectations. Through this event and the upcoming podcast-series about women in arbitration, we aim to not only inspire more women to pursue careers in international arbitration – where there is a growing need – but also to raise broader awareness of the advantages of a more inclusive approach,” he states.

Copenhagen Arbitration Day 2024 and the Women in Arbitration event are supported by the Dreyer’s Foundation. Copenhagen Arbitration Day is also supported by several law firms.

Registration for Copenhagen Arbitration Day on 4 September and Women in Arbitration on 5 September is free of charge and can be completed via the following link.

https://lnkd.in/dVcgchzV

colloquium-5-september-2024_24940749.1_

The procedure for emergency arbitration was first introduced by the International Centre for Dispute Resolution (the “ICDR’) in 2006 and since then the concept of emergency arbitration has made its way into the rules of several international arbitral institutions and some countries have also recognized emergency arbitration in their legislations, writes Jaai Dashpute, Legal Professional.

Jaai Dashpute, Legal Professional, Denmark

Talking of rapidly growing economies like India and Denmark, which are ‘home’ and ‘home away from home’ for me, it’s important to highlight the economic activity between the two nations. The year 2024 marks 75 years of diplomatic ties between India and the Kingdom of Denmark.

Nearly 200 Danish Companies have invested in India in various sectors including shipping, renewable energy, and environment. Around 25 Indian companies are present in Denmark in various sectors, including IT, renewable energy and engineering. According to the Ministry of External Affairs of the Government of India, there has also been a significant rise in bilateral trade between the two countries on a year-on-year basis.

With the growing business relations, it makes sense to examine the effectiveness of dispute resolution mechanisms, including as regards emergency arbitration, in ensuring ease of doing business in India as well as Denmark.

Emergency Arbitrations in India

In India, emergency arbitrations have not yet found their way into ‘The Arbitration and Conciliation Act, 1996’ – last amended in 2021. However, in a recent Supreme Court of India Judgment in the matter of “Amazon.com NV Investment Holdings LLC Future Retail Limited & Ors.” dated August 6, 2021, the apex court upheld the golden principles of party autonomy in arbitration proceedings and validated the appointment of emergency arbitrators.

The Court held that, “full party autonomy is given by the Arbitration Act to have a dispute decided in accordance with institutional rules which can include Emergency Arbitrators delivering interim orders, described as “awards”. Such orders are an important step in aid of decongesting the civil courts and affording expeditious interim relief to the parties.”

In the aforesaid Judgment, the Supreme Court has highlighted some observations made in the Srikrishna Committee Report on the enforceability of emergency awards. Reproducing excerpts from the report below:

“While one could possibly rely on section 17(2) of the Arbitration and Conciliation Act to enforce emergency awards for arbitrations seated in India, the Delhi High Court decision in Raffles Design International India Pvt. Ltd.& Anr. v. Educomp Professional Education Ltd. & Ors., (2016) 234 DLT 349 held that an emergency award in an arbitration seated outside India is not enforceable in India.

Given that international practice is in favour of enforcing emergency awards (Singapore, Hong Kong and the United Kingdom all permit enforcement of emergency awards), it is time that India permitted the enforcement of emergency awards in all arbitral proceedings. This would also provide legislative support to rules of arbitral institutions that presently provide for emergency arbitrators (See Dennis Nolan and Roger Abrams, ‘Arbitral Immunity’, Berkeley Journal of Employment and Labour Law, Vol. 11 Issue 2 (1989), pp.228–266). For this purpose, the recommendation made by the LCI in its 246th Report may be adopted.”

Emergency Arbitrations in Denmark

The Danish Institute of Arbitration has been a first mover in Denmark in terms of introducing rules for emergency arbitrations in Appendix 3 of its Arbitration Rules which were effective from 1 May 2013. On occasion of the launch of the 2013 rules, Steffen Pihlblad, Secretary-General at the DIA expressed his views on emergency arbitrations in the Erhvervsjuridisk Tidsskrift (edition 303 of 2013) and stated “The purpose of the scheme is to fill the gaps between the time when a party wants a provisional order for interim remedies and on the other hand the time taken to appoint and approve the arbitral tribunal by the Institute”. The current rules of the DIA which are effective from 13 April 2021 contain the provisions at Article 48 and in Appendix 4. Emergency arbitration is not commonly used by parties at the DIA. This is reflected in the figures presented by the Roschier Disputes Index this year that provides an insight into dispute resolution within the Nordic jurisdictions. The index states that only “2% of the respondents said they had been involved in emergency arbitrator proceedings in Sweden and Norway”.

Way forward

Pap Daniel, Lawyer at the European Court of Human rights in his piece ‘When justice delayed is justice denied: Advantages and Disadvantages of Emergency Arbitration in comparison with Interim relief’ made the below concluding remarks which stress on the amendment of national laws to strengthen the legal position of emergency arbitrations and are noteworthy.

“The more likely solution would be that pro-arbitration states amend their national laws to be similar to those of Hong Kong or Singapore, which recognise emergency arbitration decisions as enforceable. To serve as a final solution to the problems highlighted above, any such amendment to domestic legislation should include a definition of “arbitrator” or “arbitral tribunal” that also covers emergency arbitrators, similarly to the wording adopted by New Zealand in its Arbitration Act 33 to quash any challenge linked to the interpretation on the competences of an arbitrator. Moreover, national laws should recognise the enforceability of emergency arbitration, irrespective of whether it was handed down as an order or an award and irrespective of the seat of arbitration. As emergency arbitration is coming of age, we will see more crystallised case law on these issues, which could potentially gear up a wave of domestic legislation in pro-arbitration states.”

FACTS

What factors are considered to accept an emergency arbitration application?

Article 17 of the UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration 2006 deals with the power of an arbitral tribunal to order interim measures where it may order a party to:

(a) Maintain or restore the status quo pending determination of the dispute;

(b) Take action that would prevent, or refrain from taking action that is likely to cause, current or imminent harm or prejudice to the arbitral process itself;

(c) Provide a means of preserving assets out of which a subsequent award may be satisfied; or

(d) Preserve evidence that may be relevant and material to the resolution of the dispute.

Further, Article 17A of the Model Law details the conditions for granting interim measures which need to be satisfied by the requesting party:

(a) Harm not adequately reparable by an award of damages is likely to result if the measure is not ordered, and such harm substantially outweighs the harm that is likely to result to the party against whom the measure is directed if the measure is granted; and

(b) There is a reasonable possibility that the requesting party will succeed on the merits of the claim. The determination on this possibility shall not affect the discretion of the arbitral tribunal in making any subsequent determination.

The Danish Institute of Arbitration includes emergency arbitration in Article 48 of its Rules for Arbitration 2021 “Where the taking of evidence or interim measures cannot await the confirmation of the arbitrator(s) under the Rules, it may be done with assistance from an interim arbitrator or an emergency arbitrator in accordance with the provisions contained in Appendices 3 and 4, respectively.”

Vejen ind i rollen som voldgiftsdommer afhænger af, om du har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Populært sagt skal dommere læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, skriver Lotte Wetterling, som deler af sine praktiske tips til dig, der er i gang med at finde ind i den nye rolle som voldgiftsdommer.

Af Lotte Wetterling, uafhængig voldgiftsdommer

Helt kort kan man sige, at hvervet som voldgiftsdommer minder meget om at være dommer, men også har nogle centrale elementer fra advokatgerningen.

Voldgiftssager er ofte præget af en betydelig partsautonomi og aftalefrihed, og parterne forventer typisk også, at voldgiftsdommerne har kommerciel indsigt og er mere proaktive og procesledende, end vi kender i det danske retssystem.

Det gælder især i internationale sager, hvor en eller flere udenlandske parter er vant til andre retstraditioner. Men det gælder i stigende grad også i danske voldgiftssager. Både fordi de internationale tendenser breder sig til Danmark, og fordi mange danske voldgiftssager i realiteten også har tråde til udlandet.

Mange nye voldgiftsdommere er advokater, som har erfaring med at føre voldgiftssager og dermed allerede har et godt kendskab til de voldgiftsretlige regler, den juridiske ramme for voldgiftssager og voldgiftsdommerens opgaver. Det ukendte og udfordrende som ny voldgiftsdommer vil for advokater derfor ofte være det mere praktiske ved arbejdet og at finde ind i selve rollen som voldgiftsdommer.

Man starter ofte med at få mindre sager som enedommer, og selv om den nye betroede og fortrolige opgave er spændende, kan det også godt opleves som lidt ensomt at være alene om opgaven, når man ellers er vant til at tale med sine klient om sagerne og tit også arbejder i teams med kolleger.

Der er i sagens natur ikke noget at gøre ved selve setuppet, men det er godt at være forberedt på det, og det kan være en god støtte at søge sparring med andre, der har erfaring med at være enedommere.

Et andet praktisk råd til at få input til processen og sagsforløbet er at spørge parterne selv, hvad de har af ønsker og forslag i den konkrete sag. Voldgift er jo netop kendetegnet ved stor partsautonomi, så som ny voldgiftsdommer er det ikke bare legitimt at spørge til parternes ønsker, men også naturligt og forventeligt – selv for erfarne voldgiftsdommere.

Som voldgiftsdommer er hovedopgaven selvfølgelig at træffe afgørelse i sagen og skrive en god kendelse, men det er lige så vigtigt at sikre, at sagen bliver forberedt og fremmet så godt og effektivt som muligt fra start til slut. Voldgiftsinstituttet har sine egne detaljerede regler om sagsbehandling og frister mv., og i ad hoc voldgiftssager vil det kunne aftales med parterne for eksempel at følge Voldgiftsinstituttets sagsbehandlingsregler, helt eller delvist, IBA’s regler om bevisoptagelse eller Dansk Forening for Voldgifts lignende regler.

Kom hurtigt godt i gang

Det er vigtigt at komme godt i gang og hurtigt få fastlagt processuelle rammer om sagens forløb og en tidsplan med frister og gerne også en final cut-off date.

Det er også vigtigt at holde fokus på, at man som voldgiftsdommer skal sikre, at parterne behandles ligeligt og i overensstemmelse med princippet om due process, og at man ikke går ud over mandatet i parternes voldgiftsaftale, påstande, beviser og anbringender.

Og så skal man huske, at selv om en voldgiftskendelse ikke kan appelleres og prøves materielt, så har parterne efter voldgiftslovens § 37 ret til at indbringe en voldgiftskendelse for de almindelige domstole for at prøve at få kendelsen tilsidesat som ugyldig på grund af fejl i voldgiftsrettens sagsbehandling eller andre formelle forhold.

Habilitet er et andet centralt element i hvervet som voldgiftsdommer, som man skal have fokus på løbende under sagen. I praksis sker det således af og til for voldgiftsdommere med advokatbaggrund, at de undervejs i en sag bliver inhabile, fordi der opstår interessekonflikter i forhold til verserende sager, nye klienter eller kollegaer i voldgiftsdommerens advokatfirma.

I praksis er der desværre også eksempler på, at en voldgiftsdommer selv har ageret på en måde, så en part rejser berettiget tvivl om habilitet. Det kan for eksempel være ved, at voldgiftsdommeren under sagsforberedelsen har udtalt sig for konkret om afgørelsen af et spørgsmål i sagen eller ikke har holdt passende professionel afstand til parterne og advokaterne, mens sagen verserer. Det kan være både ved fysisk mødeaktivitet og digital adfærd på sociale medier som for eksempel LinkedIn.

Integritet og uafhængighed er nøgleord for voldgiftsdommeren, og fra et appearance synspunkt skal der ikke så meget til for at rejse tvivl om dette.

Rollen som voldgiftsdommer

Disse forskellige temaer leder naturligt videre til tankerne om rollen som voldgiftsdommer som sådan, og hvordan man finder ind i den.

Og det afhænger selvfølgelig først og fremmest af, om man har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Men populært sagt kan man sige, at dommere i rollen som voldgiftsdommer skal læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, end de plejer.

Men herudover mener jeg, at man ikke kan sige noget entydigt om, hvordan en voldgiftsdommer rent praktisk bør agere, eller hvilken ’stil’ man bør have. Det kommer helt an på situationen, parterne og behovene i den konkrete sag. Frem for at have en fast form eller ’stil’ er det vigtigste derfor at afsætte god tid til at lytte til parternes ønsker og behov og forsøge at forstå de underliggende interesser.

Parterne er i naturligvis uenige om både sagens materie og afgørelse, men nogle gange kan de faktisk godt være enige om, hvordan og hvor hurtigt sagen skal gennemføres. Eller de kan måske blive enige om det ved en konstruktiv dialog på et forberedende møde. Her er rollen for voldgiftsretten mere enkel, og jeg mener, at man i sådanne situationer må tilpasse sig parternes ønsker, for eksempel om bevisførelsens form og omfang, selv om man måske som udgangspunkt ville foretrække noget andet.

Andre gange er parterne uenige om flere processuelle forhold og måske endda meget stridslystne og prøver at modarbejde processen, f.eks. ved at trække sagen i langdrag. Her må voldgiftsretten træde betydeligt mere i karakter og være aktivt procesledende og skære igennem med hensyn til frister og processuelle krav mv.

I sådanne situationer gælder det om ikke at være konfliktsky, men at tage lederskab og få sat klare rammer. Og det er min erfaring, at parterne i konfliktfyldte sager faktisk foretrækker en håndfast og proaktiv procesledelse, hvor voldgiftsdommeren/-retten også selv kommer med forslag til at løse processuelle og praktiske spørgsmål. Ofte har det desuden den positive effekt på sagen, at der er færre konflikter efterfølgende, fordi parterne nu har fået testet voldgiftsrettens grænser af.

Se hvordan andre gør

En god nøgle til læring er at se, hvordan andre gør, og gerne mange forskellige. Du kan forsøge at komme med på sidelinjen i voldgiftssager, enten på advokatsiden eller hvis muligt som sekretær for en voldgiftsret.

For advokater er Voldgiftsdommeruddannelsen også en oplagt mulighed. Uddannelsen blev etableret i regi af Danske Advokater i 2006 og har været afholdt årligt siden og udbydes også igen i august 2024.

Uddannelsen har bidraget væsentligt til at professionalisere voldgiftsmiljøet i Danmark og har fokus på både regler og rammer for voldgiftssager, men også på at træne selve rollen som voldgiftsdommer, blandt andet ved at alle skal deltage aktivt i et processpil over en hel dag. Uddannelsen er derfor også velegnet til advokater, der måske allerede selv har praktisk erfaring med at føre voldgiftssager.

Det aktive voldgiftsmiljø i Danmark og ikke mindst på europæiske og globalt plan giver også gode muligheder for at følge med via nyhedsbreve og opslag på LinkedIn og at skabe netværk gennem nogle af de mange organisationer, der også holder kurser og mødeaktiviteter.

I Danmark sker det via Voldgiftsforeningen, Young Arbitrators Copenhagen og på den årlige Copenhagen Arbitration Day, arrangeret af Voldgiftsinstituttet i samarbejde med ICC Danmark, og som nu i 2024 afholdes den 4. september.

Lotte Wetterling

Fhv. præsident for Sø- og Handelsretten, 2019 – 2022, og dommer siden 2007. Erfaring med voldgift siden 2010, både ad hoc og ved Voldgiftsinstituttet, og har siden 2022 haft egen virksomhed som uafhængig voldgiftsdommer. Underviser på voldgiftsdommeruddannelsen ved Danske Advokater.

Se tidligere artikel fra 2023 med interview af Jeppe Skadhauge om voldgiftsdommeruddannelsens indhold og baggrund:

https://voldgiftsinstituttet.dk/nyheder/?nyhed=uddannelse-laer-haandvaerket

Måske kender du begrebet den italienske torpedo. Det ironiske ordspil dækker over det forhold, at det kan være håbløst at forfølge en kommerciel tvist i visse lande eller indlede en retssag i et land med høj korruption. Men er der også fare for en dansk torpedo, spørger Thony Lindström Härdin, som peger på institutionel voldgift som et effektivt middel til at øge retssikkerheden for virksomheder i Norden.

Thony Lindström Härdin, CEO, Litigium Capital, Stockholm

En tvist er sjældent ønsket, men er alligevel uundgåelig for kommercielle virksomheder fra tid til anden. Jo mere uforudsigelig tvisten eller dens varighed er, desto dårligere er betingelserne desværre for at træffe blot nogenlunde fornuftige forretningsmæssige beslutninger i perioden, hvor tvisten foregår.

Behovet for, at en tvist kan afgøres hurtigt og effektivt er derfor høj.

En af vores kunder har anlagt sag hos en dansk domstol. Men for nylig meddelte retten, at det kommende retsmøde er aflyst på grund af personalemangel. Det næste retsmøde er berammet i 2025 – og vi krydser fingre for, at retten til den tid har fået styr på deres personaleudfordringer.

Men når det er sagt, anser vi det for at være et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem, at en sag ved nordiske domstole kan trække ud. Et forhold, som ikke alene bør bekymre vores kunder, men også alle andre, der står foran forretningsmæssige tvister.

Som tvistfinansieringsselskab har vi valgt at have en passiv tilgang til, hvordan de finansierede tvister føres. Det betyder, at vi ikke påvirker, hvordan processen gennemføres, eller hvilke beslutninger der træffes i den forbindelse. Klienten er altså ikke forpligtet at søge rådgivning herom hos os – men kan i stedet selv træffe beslutningerne sammen med sin advokat. Det gælder også, hvis der er overvejelser om at indgå forlig.

I praksis fungerer det godt, og vi kan notere en succesrate på 88 procent i afgjorte tvister til dato – hvoraf størstedelen er tvister, der er forligt.

Den passive tilgang til vores forretning stiller højere krav til de overvejelser, vi har, før vi beslutter os for, om vi vil finansiere løsningen af en tvist. Vi ser altid på flere aspekter end procesrisikoen. Det gælder blandt andet tvistens forventede varighed. Desuden ser vi på budgettet for tvisten og mulighederne for, at modparten i sidste ende kan betale. Det er ikke alle faktorer, der kan vurderes med sikkerhed, men erfaringen viser, at det er klart mere forudsigeligt – og dermed mere økonomisk bæredygtigt – at igangsætte en institutionel voldgiftsprocedure frem for at anlægge sag ved de almindelige domstole. Det skyldes ikke mindst tidsperspektivet, men har også budgetmæssige årsager.

Betydningen af institutionel voldgift

Tidsaspektet er altid vigtigt for mindst én af de stridende parter. Her spiller voldgiftsinstitutterne i Norden en central rolle, da det er i deres interesse at sikre, at tidsplaner overholdes – især når konkurrencen mellem institutionerne skærpes. Voldgiftsinstitutterne formidler i stigende grad statistikker, og tvistens varighed er en vigtig KPI, som bestyrelser i ethvert voldgiftsinstitut helt sikkert holder et vågent øje med. Det forhold, at de nordiske institutter ikke har en tidskrævende scrutiny-procedure, påvirker naturligvis også tidsplanen i en positiv retning. Voldgiftsinstituttet i Danmark har ganske vist en scrutiny-procedure, men den er enklere og går langt hurtigere, end det vi kender fra ICC.

Hertil kommer, at sagsomkostninger er mere forudsigelige i institutionel voldgift. Det gælder naturligvis til dels voldgiftsdommernes honorarer efter de faste takster, som en part let kan indtaste og beregne på instittutternes hjemmesider. Vi oplever desuden større forudsigelighed med hensyn til advokatrepræsentation, som udgør den største omkostning i forbindelse med en tvist. Med en klar tidsplan og afklaring fra begyndelsen i forhold til, hvor mange skrifter der skal indsendes, bliver advokaternes projektledelse bedre. Teamet har sagen friskt i erindringen, ligesom der er færre risici for personaleudskiftning under en tvist med en forudsigelig tidsplan. De tvister, som vi konstaterer, er blevet dyrere end planlagt, er primært retssager ved domstolene, hvor modparten i højere grad har frihed til at trække tiden ud og forfølge en uhensigtsmæssig processtrategi med fremlæggelse af beviser og anbringender sent i processen. Dette er tendenser, der kan undgås selv i en ad hoc-voldgift, men uden et klart regelsæt er tvistløsningen dog afhængig af, hvem voldgiftsdommerne er.

I en institutionel voldgift mener vi, at der er større mulighed for, at de bedste voldgiftsdommere – eller, i det mindste formanden – bliver udpeget til den pågældende tvist. Som investorer skal vi altid tage højde for, og fastsætte en risikopræmie for, at en voldgiftskendelse ikke kan appelleres. Det er derfor naturligvis af stor betydning, at den rigtige voldgiftsdommer er indsat fra starten. Voldgiftsdommere, der har erfaring med den pågældende type sag, mindsker risikoen for, at en dom bliver skæv. Her spiller diversitet også en rolle. I ad hoc-voldgift mener vi, det er større risiko for, at de udpegede voldgiftsdommere er dem, som advokaten eller advokatfirmaet har personlig erfaring med. I praksis medfører det en øget risiko for, at de udpegede dommere bliver de såkaldte ”usual suspects”. Dette indebærer i sig selv en risiko for, at det nordiske voldgiftsmiljø ikke gør brug af den brede kreds af kompetente voldgiftsdommere, som vi alle ønsker, og som er et vigtigt parameter for erhvervslivets retssikkerhed.

På den baggrund hilser vi et eventuelt dansk-norsk initiativ om et institutionelt samarbejde på tværs af de nordiske lande for velkommen. Vi mener, at dette i sidste ende er en forudsætning for Nordens langsigtede konkurrenceevne. For at initiativet skal lykkes, synes det at kræve, at advokatfirmaerne markedsfører initiativet blandt kolleger, der ikke arbejder med tvister til daglig, og gennemgår advokatfirmaets kontraktskabeloner, så initiativet formidles så bredt som muligt.

Thony Lindström Härdin

Medstifter og administrerende direktør i tvistfinansieringsselskabet Litigium Capital siden 2020, der finansierer tvister i de nordiske lande. Tidligere arbejdet som advokat med tvister, blandt andre hos Mannheimer Swartling, og har været chefjurist i shippingbranchen.

Læs også

The Anomaly of Ad Hoc Arbitration in Norway

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-anomaly-of-ad-hoc-arbitration-in-norway/

Vi kan få et stærkt voldgiftsmiljø i Norden

https://voldgiftsinstituttet.dk/vi-kan-faa-et-staerkt-voldgiftsmiljoe-i-norden/

Kun fire danskere er på den eftertragtede liste over voldgiftsdommere hos den schweiziske Court of Arbitration for Sport, CAS. En af dem er professor Jens Evald, Aarhus Universitet, der ikke nåede i mål med drømmen om at blive professionel fodboldspiller, men som i stedet læste jura, og i dag på bedste vis forener sporten med sin juridiske faglighed. Det gør han blandt andet, når han 26. juli bliver en del af OL i Paris som voldgiftsdommer.

To gange har Jens Evald oplevet verdens største sportsbegivenheder fra første række. Første gang ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, 2018. Anden gang var sidste år, hvor han var en del af det professionelle hold af voldgiftsdommere ved Asian Games, der blev afholdt i Hangzhou, Kina. Denne sommer er han en af de to danskere, der er udpeget som voldgiftsdommere til OL i Paris – mens advokat Lars Hilliger er on site, følger Jens Evald med hjemme fra Aarhus, hvorfra han træder til med kort varsel, hvis der skulle opstå en dopingsag, som kræver en hurtig afgørelse.

Selvom han er udsendt af Court of Arbitration for Sports – i daglig tale kaldet CAS – antidoping afdeling, og døgnet rundt sidder klar, nyder han at være en del af den eksklusive klub af voldgiftsdommere, der gennem OL-ugerne følger verdenspræstationer indenfor et hav af sportsgrene.

”At være en af fire danskere, som er udnævnt af CAS, og at få lov at være en del af OL, er et stort privilegium,” siger Jens Evald, der oprindelig drømte om at blive professionel fodboldspiller.

”Jeg spillede elitefodbold til jeg var 19 år og var blandt andet på DBU’s talenthold, hvorfra der bliver udtaget spillere til landsholdet, hvilket var en meget stor drøm for mig. Her spillede jeg mod blandt andre Jesper Olsen og John Sivebæk. Men jeg måtte sande, at talent og masser af træning ikke er nok. Der skal noget helt særligt til. Derfra måtte jeg finde en anden vej – men på en måde, hvor der var plads til, at idræt kunne fylde,” siger Jens Evald, der selv dyrker en række sportsgrene – blandt andet roning, cykling og løb.

Kombinationen af sport og jura

Den nye vej blev juraen. Men i studietiden på Aarhus Universitet, hvor han i dag er professor, havde han svært ved at se sig selv i faget.

”Jeg var tæt på at falde fra, da jeg blot manglede få måneder for at blive kandidat. Jeg kunne ikke se mig selv i det på det tidspunkt. Men da jeg fandt ind i at kombinere min juridiske faglighed med sporten, var det som om alt faldt på plads, og i dag vil jeg kalde mig selv et lykkeligt menneske, fordi jeg er tilfreds med den måde, tingene har udviklet sig på for mig. Det har ikke altid været lige let, men det føles som en cirkel, der er sluttet, og det giver mig en enorm tilfredsstillelse.”

Arbejdet for CAS er en stor del af den tilfredsstillelse. Men det er kun få år siden, at Jens Evald kom gennem nåleøjet og ind på voldgiftsrettens eftertragtede liste over dommere, der løser sager indenfor sportens verden – en lukket liste med 450 voldgiftsdommere, der udpeges for fire år ad gangen.

”Jeg har undervist i sportsret igennem mange år. I 2013 var jeg ved at skrive lærebogen Dansk og International sportsret, og besøgte i den forbindelse CAS i Schweiz, hvor jeg simpelthen spurgte, hvilke muligheder jeg havde for at komme på listen over de voldgiftsdommere, der er tilknyttet retten. Svaret var positivt. På det tidspunkt kunne man kun søge en gang om året, nemlig i april, men da mit besøg var i maj, gik der faktisk en rum tid, før jeg kunne lægge billet ind hos CAS. I 2015 blev jeg udpeget, blandt andet fordi jeg som formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark havde haft en meget aktiv rolle indenfor dopingbekæmpelse i Danmark.”

Jens Evald startede med at være i den såkaldte Appeldivision, som tager sig af appelsager for afgørelser truffet af de internationale sportsforbund. Siden 2020 har han været i Antidopingdivisionen, hvor han overvejende fungerer som enevoldgiftsdommer eller formand for paneler, der behandler dopingsager i 1. instans. Jens Evald figurer desuden på en eksklusiv liste med kun ni personer, der tager sig af compliance-sager, som opstår, hvis de store forbund er non-complient i forhold til de overordnede regler om doping.

Sagen om den kinesiske svømmer

En af de sager, der har gjort et stort indtryk, er sagen om den kinesiske svømmestjerne og tredobbelte OL-guldvinder, Sun Yang. Sagen betyder, at Jens Evald i dag har en meget forsigtig omgang med sociale medier.

”Da jeg i 2018 kom til vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, fik jeg som noget af det første at vide, at vi ikke måtte gå på sociale medier og poste fra vores ophold – altså alt fra, hvor vi boede, hvem vi var sammen med og hvordan vi spiste. Vi er der som voldgiftsdommere, og jeg ser det som en naturlig ting, at jeg som udsendt er en del af skyggebilledet på den måde, at jeg kun træder frem, når der er brug for mig.”

”Vigtigheden af at bevare sin neutralitet som dommer blev meget tydelig i sagen om den kinesiske svømmer Sun Yang. Lige som alle andre OL-sportsdeltagere skulle han løbende aflevere dopingtests i form af blodprøver. I den forbindelse fik han besøg af dopingkontrollanter i sit hjem, hvor han fik taget en blodprøve. Men da kontrollanterne skulle gå, opstod der uenighed, og en af Yangs bodyguards smadrede glasset med dopingprøven – selvom det naturligvis svarer til at nægte at afgive en dopingprøve. Sun Yang blev alligevel frikendt af Den Internationale Svømmeunion, hvilket vakte undren i Det Internationale Antidoping Agentur, WADA, der sendte sagen videre til CAS med krav om en karantænestraf på mellem to og otte år. Her blev han idømt otte års karantæne.”

”Formanden for voldgiftsretten var en italiensk dommer. Det viste sig, at han før sagen havde liket og kommenteret et opslag på LinkedIn, som fordømte kinesernes forhold til dyr og hvilke dyr, de spiser. Det var nok til, at man efterfølgende udfordrede formandens habilitet, hvilket i sidste ende betød, at sagen skulle gå om,” forklarer Jens Evald og tilføjer, at det i sidste ende betød en kortere karantænestraf for Sun Yang.

”Det var en øjenåbner for mange. For mig betyder det ikke, at jeg grundlæggende ændrer min adfærd på sociale medier. Jeg er på LinkedIn – men er utrolig forsigtig i forhold til at like opslag – medmindre jeg er i en fuldstændig safezone og måske ønsker tillykke i anledning af, at en kollega har fået nyt job. Som voldgiftsdommere må vi forholde os til, at vores færden på nettet bliver overvåget, og det er vigtigt at optræde uangribeligt. Men når det er sagt, har jeg aldrig været udfordret på min integritet. Historien viser mig blot, at jeg skal være forsigtig – ikke mindst på de sociale medier, uanset hvilke.”

Efteruddannelse på første klasse

En karriere hos CAS starter sædvanligvis blødt.

”I starten fik jeg mindre sager som formand eller sidedommer og havde i omegnen af 12 sager om året. Men efter at jeg nu udelukkende har doping sager, ligger det meget passende på en håndfuld sager årligt.”

”Jeg betragter mit arbejde for CAS som efteruddannelse på første klasse. Når jeg bliver sendt ud til OL, er rammerne nogle helt andre, end de er i mit øvrige liv. Det er på alle måder ekstremt privilegeret. Her tænker jeg dog ikke så meget på fly og hotel men på, at jeg er en del af noget, som jeg holder meget af. Jeg oplever det som ret fantastisk at være en integreret del af en stor sportsbegivenhed, hvor jeg er den eneste voldgiftsdommer i antidoping divisionen, som tilfældet var ved Asian Games. Der er 50 dommere fra hele verden, der har mulighed for at komme af sted, men bevidstheden om, at de har valgt mig, giver mig en følelse af at være virkelig heldig.”

”Det er ikke så meget følelsen af succes. Det, som betyder mest, er at være påskønnet. Det giver mig en ro, at jeg i min verden ikke kan opnå mere. Men når jeg ikke ligefrem går og reklamerer for det, er det nok fordi, der er en form for hverdag i opgaven. Jeg kender mine kolleger i CAS rigtig godt, vi har tillid til hinanden og har et arbejde, vi skal gøre. Den accept, jeg oplever i det regi, betaler jeg tilbage ved altid at være parat til at bruge den nødvendige tid på sagerne og få dem ekspederet så hurtigt som muligt,” siger Jens Evald, der også påskønner at samarbejde med dygtige kolleger.

”Det giver noget særligt. Der er ganske få mennesker, der har et stort indblik i sportsretten. Når vi mødes, skal vi ikke starte forfra, netop fordi vi har den faglighed sammen. At kunne vende svære sager om for eksempel fortolkning af små nørdede problemstillinger indenfor antidoping i det selskab er meget givende,” siger Jens Evald, der aldrig bliver mæt af at være en del af de store sportsbegivenheder – men heller ikke tager det for givet at få tilbud om at komme med.

”Jeg ved det aldrig, før der ligger et brev i postkassen. Man skal huske på, at der er meget politik i udnævnelserne – og politik vægtes lige så meget som erfaring. Når der for eksempel er OL i Sydkorea, forventer man også, at der er voldgiftsdommere til stede fra Asien, og der altså ikke blot er fløjet en gruppe ind fra Europa. Samme holdning har også været gældende ved dette års udpegninger til OL i Paris.”

Jens Evald

Dr.jur. og professor ved Aarhus Universitet, hvor han i snart 30 år har undervist i sportsret. Voldgiftsdommer ved Court of Arbitration for Sport, CAS, Lausanne, hvor han er tilknyttet antidoping divisionen. Formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark (2006-2012), og fra og med 1. januar 2020 medlem af og siden 1. maj 2024 formand for Etisk Komité i Danmarks Idrætsforbund.

Læs mere om Court of Arbitration for Sport, CAS

Home – Tribunal Arbitral du Sport / Court of Arbitration for Sport (tas-cas.org)

CAS åbner to kontorer i Paris under OL

Ad hoc Division består af 12 voldgiftsdommere, hvoraf 9 er onsite – her iblandt Lars Hilliger – og 3 remote.

Anti-Doping Division består af 6 voldgiftsdommere, hvoraf 4 er onsite og 2 er remote – den ene er Jens Evald.

Ved Asian Games var Jens Evald eneste repræsentant fra Anti-Doping Division onsite Hangzhou, mens der var 5 onsite fra Ad hoc Division.

Ved OL i Pyoongchang 2018 var der 9 voldgiftsdommere fra Ad hoc Division og 5 fra Anti-Doping Division, alle onsite.

Vinter OL har cirka halvt så mange deltagere, som et sommer OL, derfor er der højere bemanding under sommer OL.

Du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed. Sådan lyder det fra Nina Lauber-Thommesen, der er norsk, men som igennem de seneste år har haft fast base i Geneve, hvor hun er selvstændig. Hendes bedste råd til andre kvinder, der ønsker en karriere i voldgift, er at finde en mentor, der ikke holder på sine erfaringer men i stedet bruger sit netværk, som din nøgle ind i miljøet.

Hvordan kom du ind i voldgift – og blev selvstændig?

Da jeg var færdiguddannet advokat i Bergen, fik jeg stor udlængsel. I modsætning til mange af mine studiekammerater havde jeg ikke haft et semester som udvekslingsstuderende under min uddannelse. Så da jeg endelig stod med min beskikkelse, besluttede jeg mig for at tage en LL.M. Og da jeg elskede arbejdet med retssagerne, valgte jeg at gå i den retning, hvilket var muligt ved universitetet i Geneve.

På det tidspunkt havde jeg ingen kendskab til voldgift. Men det fik jeg i løbet af det år, jeg læste i Geneve, hvor jeg også fandt ud af, at min interesse ligger indenfor kommerciel voldgift.

Det var i det hele taget en ret skøn tid. Jeg nød at lære mere og at møde praktikere fra hele verden. Og da jeg afsluttede mit ophold, var jeg så heldig at få et internship hos en af mine undervisere, professor Sébastien Besson, der var tilknyttet advokatkontoret Python & Peter i Geneve, hvor jeg faktisk også blev ansat. Senere skiftede vi begge til Lévy Kaufmann-Kohler, Geneva, hvor jeg var i otte år inden jeg besluttede mig for at blive selvstændig, hvilket jeg nu har været i et år – og elsker det.

Hvad betød samarbejdet med professor Besson for din karriere?

Han var min mentor igennem mange år, og på den måde helt central for min karriere. Men når det er sagt har jeg haft flere mentorer – hvilket også er et af de råd, jeg vil give videre til andre, der gerne vil arbejde med voldgift.

Gennem tiden har jeg arbejdet sammen med virkelig dygtige advokater og voldgiftsdommere. Uden undtagelse har de alle hver især haft en rolle som mentor for mig. De har generøst delt deres erfaringer, og rådgivet mig på en måde, som har været en kæmpe motivation. Det har betydet alt for, hvor jeg står i dag, og for modet til at blive selvstændig.

Miljøet i Europa er faktisk ret lille. Men for at blive en del af miljøet, som er det, der skal til for at få succes som voldgiftsdommer eller partsrepræsentant, har du brug for nogen, der kan åbne dørene ind til klubben. Nogen, som er medlem allerede, og som gerne vil invitere dig indenfor. Jeg ser det sådan, at især min første mentor blev en nøgle for mig.

Ser du andre muligheder for at komme ind i miljøet?

Jeg kender andre kvinder, der har brugt institutterne eller opdrag som sekretær på en voldgiftssag som nøgle til miljøet. Ved at arbejde for institutterne og som sekretær på en voldgiftssag bliver du nemlig eksponeret. Jeg har selv gennem mange år haft opdrag som sekretær.

Mange har sagt til mig: Gider du virkelig hente kaffe og kopiere sager. Men det er på ingen måde det, som arbejdet drejer sig om. Som sekretær er du en fagperson, og det giver dig en god mulighed for at lære andre at kende og vise andre din professionalisme. Min erfaring er, at den synlighed kan hjælpe dig med at komme tættere på miljøet. Så mit råd er: Undervurder aldrig, hvad det kan betyde for dig at arbejde for institutterne og for voldgiftsdommere.  Den rolle du får her, erfaring og indsigt er guld for dig. Og ærlig talt, hvis jeg selv skulle finde en dommer til en kompliceret sag, så ville jeg ikke blot søge efter en person, som er dygtig advokat, men også en der har erfaring enten på den anden side af bordet eller som sekretær i en voldgiftssag. Når alt kommer til alt, er det nok også nemmere for en ung jurist at starte med et job her i stedet for at gå direkte efter en vigtig rolle i et af de firmaer, der repræsenterer parterne.

Hvad er dine vigtigste erfaringer på din rejse fra nyuddannet advokat til nu at være selvstændig?

Min vigtigste erfaring er, at du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed.

Få en mentor, der ikke holder på sine erfaringer og se gennem fingre med, at du sikkert møder mandlige kolleger undervejs, som er overraskede over, hvor kompetent du er. Vi kommer ikke udenom, at jeg gennem tiden har følt, at jeg i højere grad end mine mandlige kolleger, skulle bevise mit værd. Mange kvinder tror ikke på sig selv, men se i øjnene, at du har lige så meget ret til at være i rummet som andre. Du er god nok.

Er det en tvivl, som du selv mærker?

Ja! Jeg har det selv sådan – dog med tiden i meget mindre grad end tidligere, selvom det nok aldrig helt forsvinder. Men efter at have fået to børn – som nu er syv og ni år – er tvivlen blevet den mindste af mine bekymringer. Desuden har jeg set så mange kvinder omkring mig – både yngre og ældre – som gør det så godt. Jeg tror på, at tiden er til sammen at konkludere, at vi kan, når vi vil.

Og jo, det er da en udfordring at have både børn og karriere. Men det findes der svar på – blandt andet at være god til at organisere. Beslut dig for, hvor lang tid, du har til hver opgave og lad aldrig nogensinde de små deadlines vokse sig til et bjerg oppe i dit hoved. Med det mindset har jeg aldrig misset en deadline.

Hvilken rolle spiller klienten i forhold til at skabe diversitet i voldgift?

Vi har set en virkelig fin udvikling de seneste år, hvor der har været et stort fokus hos institutterne på at udpege flere kvinder i voldgift. Det viser statistikkerne. Men der er stadig brug for at trække tingene i den rigtige retning, for det er jo almindelig kendt, at der er en tendens til, at mænd, der optræder som partsrepræsentanter, ofte udpeger andre mænd, som de allerede har haft faring med.

Men når det er sagt, så tror jeg, at tiden vil være med til at løse problemet. Hvis jeg bare ser tilbage på Copenhagen Arbitration Day for blot fem år siden, var deltagerne næsten udelukkende mænd – jeg lagde simpelthen mærke til, at jeg var en af de få kvindelige deltagere. Til gengæld kunne jeg sidste år se, at der var masser af kvindelige deltagere, og det fortæller mig, at der er sket en ret stor udvikling på få år. Så billedet ændrer sig.

Hvordan er livet som selvstændig?

Jeg blev selvstændig, fordi jeg indså, at jeg gennem min karriere har haft en del forskellige roller: Partsrepræsentant, sekretær og dommer som undertiden blev for tidskrævende at kombinere. Jeg trives bedst i rollen som dommer, hvilket jeg har valgt at satse på som selvstændig.

På trods af, at jeg savner mine gamle kolleger, er jeg virkelig glad for mit nye arbejdsliv. Jeg elsker, at jeg kan fordybe mig i mine sager, og selv organisere min tid. Jeg tænker ikke længere så meget over at skabe balance mellem familie og jobbet, for nu kommer sagerne i bølger. Nogle perioder er meget travle – andre er mindre. Jeg kan kun varmt anbefale det til andre, der er et sted i livet, hvor erfaring og netværk gør det muligt.

Nina Lauber-Thommesen

Selvstændig voldgiftsdommer med base i Geneve. Tidligere advokat hos Grahl-Madsen & Co, Bergen, Python & Peter, Geneve og Lévy Kaufmann-Kohler, Geneve.

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration, when Frank Bøggild and Kolja Staunstrup, Kromann Reumert, hosts a lunch-seminar in connection to CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration.

Why is it an important topic right now?

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? What are they specifically looking for when appointing arbitrators and engaging counsel abroad? When do they prefer arbitration over court proceedings, and why is mediation rarely used? Do’s and don’ts when in-house counsel and external counsel are cooperating in arbitration cases.

You will meet General Counsels or deputy from A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg and Pandora.

As a bonus topic we will focus on a recent Danish landmark case. Two private equity funds were – and still are – battling in a post-M&A process where one PE fund sold a target company (Gram Equipment) to another PE fund. So far the matter has lasted for 6 years and involved several arbitration and court proceedings.

Counsel involved in the main arbitration and court cases will focus on key take-aways and lessons learned about important procedural and material aspects of the case, including observations on quantum and crucial differences between applying party appointed experts v. tribunal or court appointed experts.

How do I register for your Lunch Seminar?

Please contact us at [email protected]

Venue

Kromann Reumert

Sundkrogsgade 5,

2100 Copenhagen

Dispute strategies, fee arrangements, and communication with counsel are some of the topics that will be discussed when Johan Tufte-Kristensen from the University of Copenhagen hosts a Lunch Seminar in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The seminar will be devoted to commercial perspectives on dispute resolution. Four esteemed panelists with legal and commercial backgrounds will provide their perspectives on issues such as outcome assessments, dispute strategies, fee arrangements, communication with counsel, strategic approaches to cases involving media attention, and similar issues of importance to the main stakeholders of arbitration.

The panel will be composed by Søren Johansen from Altor, Lotta Knapp from Perstorp Group, Thony Härdin from Litigium Capital, and Knud Jacob Knudsen from Simonsen Vogt Wiig. The discussion will be moderated by Johan Tufte-Kristensen and rounded out by Mads Bryde Andersen.

Why is the topic important right now?

As disputes are becoming larger and more complex, the risks and opportunities associated with dispute resolution are becoming increasingly important for commercial parties involved in arbitral proceedings. These stakeholders are not dispute specialists, and they are rarely visible at arbitration events because the hot topics in arbitration are typically of greater interest to arbitrators and dispute attorneys than to inhouse counsel and CFOs. In this respect, the arbitration community forms a contrast to other legal communities such as the maritime community and the real estate community that are characterized by a significant degree of interaction between external counsel, inhouse counsel, and commercial people.

The purpose with the seminar is to involve the main stakeholders – your clients – by taking a commercial perspective on dispute resolution. Legal issues such as cross-examination, expert evidence, and conflicts of interest will not be discussed. Instead, the seminar will focus on the topics that matter to your clients:

• What are the risks and opportunities associated with full-scale arbitration as compared with other forms of dispute resolution?
• Are your outcome assessments accurate, and how much does your client rely on such assessments?
• Is there any correlation between attorneys’ fees and the size of a legal team on one hand and the likelihood of a successful outcome on the other?
• What types of fee arrangements does your client prefer?
• What types of decisions should you leave to your client, and how much detail and guidance does your client need in that respect?

I hope that we will all leave the seminar with a better understanding of the needs and interests of the main stakeholders of arbitration.

What is on the agenda?

12:00-12:10: Opening remarks by Johan Tufte-Kristensen, Associate Professor, University of Copenhagen

12:10-12:20: Presentation by Søren Johansen, Partner, Altor

12:20-12:30: Presentation by Lotta Knapp, Senior Legal Counsel, Perstorp Group

12:30-12:40: Presentation by Thony Härdin, CEO, Litigium Capital

12:40-12:50: Presentation by Knud Jacob Knudsen, Partner, Simonsen Vogt Wiig

12:50-13:20: Discussion

13:20-13:30: Closing remarks by Mads Bryde Andersen, Professor, University of Copenhagen

13:30-14:30: Transportation to the House of Industry

Food will be served during the seminar.

Where is it?

University of Copenhagen

Faculty of Law

Karen Blixens Plads 16

2300 Copenhagen S

Room: 8A.0.57 – follow the signs

How do I register?

Use the link for registration:

https://jura.ku.dk/ceo/kalender/2024/disputes-from-a-commercial-perspective/

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics, says Daniel Haue Jakobsson from Accura. He and his team are hosting a Lunch Seminar about M&A disputes in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The topic of the Lunch Seminar at Accura is M&A Disputes and Arbitration in the Nordics.

We have invited Anna-Maria Tamminen, Partner at Hannes Snellman in Finland, and Mikal Brøndmo, Partner at Haavind in Norway, to discuss the topic together with Jacob Møller Dirksen, Partner at Accura in Denmark and member of the board of the DIA. They will be featuring on a panel moderated by myself.

M&A disputes often have a size and complexity that require a high degree of specialization in areas such as arbitration, M&A, accounting matters, insurance (W&I), and international aspects.

We are seeing an increase of M&A disputes in the Nordics, and the panelists will debate the challenges that can arise when dealing with such disputes, including how these may differ from other arbitrations and the impact of the rising use of W&I (Warranty and Indemnity insurances).

Furthermore, the panelists will share their knowledge about the latest developments and trends in M&A disputes in the Nordics.

Why is it an important topic right now?

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums, more often than not in the multi-million area. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics.

Where is it?

Accura

Alexandriagade 8

2150 Copenhagen

How do I register for your Lunch Seminar?

In order to register for the Lunch Seminar, please send an e-mail to [email protected]..

This year, the Copenhagen Arbitration Day 2024 takes place on 4 September. It is an honor to present an excellent program with some of the most brilliant practitioners in the field. The conference is hosted by the Danish Institute of Arbitration (DIA) and ICC Denmark. For the first time, we also have the pleasure to arrange the inaugural conference Women in Arbitration on 5 September 2024.

By Håkun Djurhuus, Chair of the Danish Institute of Arbitration

As Chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA) I am delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day. The conference is hosted by DIA and ICC Denmark.

When we open the doors to Copenhagen Arbitration Day 2024 on 4 September, it will be with great excitement. We have once again succeeded in gathering some of the best arbitrators and profiles from the international arbitration scene. It is an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network with peers and to be updated on the most important trends within the field of international arbitration.

The overall topic of the conference is Developing Arbitration amid Challenging Times. This year’s theme recognizes the fact that arbitration remains to be the preferred way to resolve commercial disputes – especially in times of crisis. At the DIA, we understand that arbitration must develop with changing times to ensure that parties continue to access effective dispute resolution. We have experienced arbitration’s ability to quickly adapt to new demands during COVID-19 and recently with the rapid developments in international trade sanctions. With new challenges in the horizon, such as the use of AI, the impact of ESG on businesses and continued geopolitical tensions, it is crucial that arbitration remains responsive to the changing needs so that parties can continue to rely on it as a trusted and efficient way to settle their commercial disputes.

I am honored to present an excellent program and I am immensely grateful to our speakers, who are all amongst some of the most recognized practitioners in the field.

The event takes place at the House of Industry – the headquarters of the Confederation of Danish Industry (DI) – located in the heart of Copenhagen between Tivoli Gardens and Copenhagen City Hall. True to tradition, the event will be concluded with a drinks and dinner.

I would like to extend my thanks to the University of Copenhagen, Accura, and Kromann Reumert for hosting the lunch seminars, which are always such a well-received part of the Copenhagen Arbitration Day. They certainly managed to put some insightful seminars together, which underline the professionalism and expertise within international arbitration in Denmark. This continuous focus is the reason why we today see the DIA as a strong institute surrounded by supportive and active associations – the Danish Arbitration Association and Young Arbitrators Copenhagen. The arbitration community continues to grow, and the popular arbitrators’ education keeps attracting prospective arbitrators from the region which only further deepens our pool of excellent arbitrators. All this goes hand in hand with the progress of the DIA where we have already seen a significant increase in our case load.

Getting more women to enter the scene as arbitrators is of great priority at the DIA. In campaigning for this cause, we started a new series of interviews in the DIA Newsletter and are working on an upcoming podcast-series – both aiming to highlight outstanding Danish and international women in arbitration and who generously offer their insights and advice to empower other women to take their first steps towards their first appointment. To underline the importance of this topic and to support the progress already made, the DIA invites everyone to the inaugural event Women in Arbitration, where a panel of prominent female arbitrators will share their stories and the experiences they have gained in their careers in arbitration. The event takes place the day after Copenhagen Arbitration Day, i.e. on 5 September from 10:00 until 12:00 in the famed Valencia building, which was a legendary dance hall many years ago, but nowadays is the headquarters of the Association of Danish Law Firms.

Finally, I would like to express my gratitude and thank our sponsors, including our main sponsor Dreyer’s Foundation, for their invaluable support, the Confederation of Danish Industry for hosting the event and the Young Arbitrators Copenhagen for hosting the drinks reception the evening before Copenhagen Arbitration Day.

See you on 4 and 5 September in Copenhagen!

GO TO PROGRAM, INFORMATION AND REGISTRATION:

https://na.eventscloud.com/cad2024

Nordic Arbitration Day 2024 took place in Helsinki on 26-27 April. The event was quickly sold out with more than 200 participants, and it became just the vibrant event full of great discussions and new connections as the organizers from Young Arbitrators Club Finland (YACF) had wished for.

By Daniel Haue Jakobsson, Young Arbitrators Copenhagen, partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Young Arbitrators Copenhagen, Director, Kromann Reumert

Nordic Arbitration Day is a yearly event aimed at young arbitration practitioners – under 45 years old – with the goal to expand the knowledge of arbitration and nurture the community of arbitration practitioners and aspiring arbitrators among the Nordic countries. It is organized by the young arbitration associations in the Nordic countries (Young Arbitrators Copenhagen (YAC), Young Arbitrators Sweden (YAS), Young Arbitration Practitioners Norway (YAPN), Young Arbitrators Club Finland (YACF) and Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI)), and the venue rotates between the Nordic countries, with Stockholm hosting the first conference in 2019.

This year, Nordic Arbitration Day was held in Helsinki and included insightful pre-conference events, engaging debates, panel discussions, dinner, drinks and finally karaoke, which turned out to be a big thing in Helsinki.

One memorable event was the pre-conference event organized by the Swedish Arbitration Association with Ginta Ahrel, Partner, Westerberg & Partners and member of the SAA Executive Committee, and Gisela Knuts, Independent Arbitrator, President of the Finnish Arbitration Association. Ginta and Gisela shared their vast experience and engaged in a highly relevant discussion for young aspiring arbitrators on “How To … Become an Arbitrator”. This included war stories from their first appointments, networking strategies and insights as to how the decisions are made within the tribunal.

Following the pre-conference events, the Finnish law firm Krogerus hosted the mandatory Nordic Arbitration Day pre-conference welcome – and cocktail – reception, where the participants from the pre-conference events and the participants in Nordic Arbitration Day got the chance to get together.

Engaging debates and panel discussions

The conference itself took place just next to the beautiful Helsinki harbor, where the participants enjoyed a number of engaging debates and panel discussions. From Young Arbitrators Copenhagen, board members Daniel Haue Jakobsson, Partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Director, Kromann Reumert, participated in two of the panels. Daniel’s panel discussed the topic “The Way from Winning Your Cases to Your First Arbitral Appointment”, where he shared insights from his arbitral appointments as a sole arbitrator with the Danish Institute of Arbitration, how he managed to receive his first arbitral appointment and shared war stories of how acting as arbitrator in a small case does not necessarily mean that it is easy to handle. Linnea participated in the Nordic Arbitration Day classic “Soap Box Debate”, where the participants are assigned a topic to discuss and submit a verbal motion for their respective position. The topics debated this year were if counsel should rely rather on the powers of persuasion than soft law when arguing before an arbitral tribunal? And whether there should be rules for the decision-making process in a tribunal to avoid bias/likeminded thinking? Both topics engaged the audience to ask questions and the debate included interesting views on the topics.

Just as the conference day was coming to an end, the sun came out and made it possible to enjoy informal discussions with the other conference participants outside before meeting up in smaller dinner groups at different restaurants in central Helsinki. The dinner groups were a new initiative arranged by the YACF, and it turned out to be a great way to socialize with fellow practitioners while enjoying good food.

The conference finished with the Finnish organizers having arranged an afterparty and asking the question “What better way to experience Helsinki than through Karaoke?” They were right.

In summary, participating in Nordic Arbitration Day is highly recommendable, and it is definitely an event which should be prioritized among young aspiring arbitrators. Save the Date for 2025, where Nordic Arbitration Day will take place in Reykjavik, Iceland, hosted by Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI).

The April issue of the Danish Institute of Arbitration Newsletter included an article by Anders Amstrup Fournais, titled “Are EU sanctions public policy?” The present article is aimed at adding to the dialogue by setting out the relevant case law of French courts, which confirms that EU sanctions are public policy, and clarifies the contours of the control exercised by the French judge when reviewing arbitration awards for violation of public policy in cases raising sanctions issues, writes Athina Fouchard Papaefstratiou, independent arbitrator, Paris.

Athina Fouchard Papaefstratiou, Independent Arbitrator,  AFP Arbitration, Paris

With sanctions used four times as much as they were in the 1990s, with blocking regulations and counter-sanctions coming into play, international arbitration practitioners today are likely to face cases raising challenging sanctions issues.

In such cases, the national judge may control the decisions of the arbitrator relating to sanctions via the public policy exception. Are sanctions public policy? Will the award be annulled or not be enforced as contrary to public policy if it erroneously considers that the sanctions regime does not apply? Can a party raise the existence of sanctions for the first time before the annulment judge?

The present article will present the relevant findings of three recent cases of French courts.

TCM FR v. NGSC case (“the Sofregaz case”)

(Cassation Court decision of 9 Feb 22, confirming Paris Court of Appeal decision of 3 June 2020)

The French company TCM FR (formerly Sofregaz), as contractor, had entered into a contract with an Iranian state-owned entity, for construction works related to a project for the storage of gas. The contractual price was in US dollars. Against the background of US sanctions against Iran, TCM FR informed the Iranian entity that it was unable to renew the bank guarantees. The Iranian company terminated the contract on the ground of several contractual breaches and called on the guarantees. TCM FR filed a request for arbitration with the ICC, seeking a declaration that the termination of the contract was abusive, that the call on the guarantees was undue, and claiming damages. The Iranian entity submitted counterclaims. The arbitral tribunal ordered both the claimant and the respondent to pay certain amounts and, following a set-off, TCM FR was the award debtor. TCM filed a request for annulment before the Paris Court of Appeal, claiming that the award was contrary to French international public policy (the set of rules and values of which the French legal system cannot accept the violation, even in situations of international character), as giving effect to a contract which was contrary to US, EU and UN sanctions.

One issue the Paris Court of Appeal had to decide was whether TCM was estopped from alleging that the contract violated international public policy, as TCM had previously claimed before the arbitral tribunal that the contract was abusively terminated. The Court of Appeal held that the principle of procedural estoppel does not prevent the annulment judge from assessing whether an award is contrary to French international public policy.

The court further held that the US sanctions are not part of the French international public policy despite their intended extraterritorial application. They are simply foreign mandatory law provisions. On the contrary, the UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. Lastly, the EU sanctions, of immediate effect in the French public order, are also part of the French public policy. However, the EU and UN sanctions were not applicable in the circumstances.

The French Cassation Court confirmed the judgement of the Court of Appeal.

DNO v. Yemen case

(Paris Court of Appeal decision of 5 Oct 2021)

The dispute related to a production sharing agreement between several private companies, including the claimants in the arbitration on one side, and the Ministry of Oil and Minerals of Yemen, as well as the Yemen Oil and Gas Corporation, on the other. The Ministry and the Yemeni public entity contested the termination of the agreement by the private companies and initiated ICC arbitration. The tribunal ruled that certain companies did not exercise validly their right of withdrawal, and ordered them to pay the Yemeni State and State-owned entity 31 million US dollars.

An application for annulment of the award was filed with the Paris Court of Appeal, on the basis, amongst others, that the award violated French international public policy due to the risk that the sums awarded to the Yemen Oil and Gas Corporation, allegedly controlled by the Houthis, might end up in the hands of the main Houthi leaders, individuals targeted by UN and EU sanctions.

The Court of Appeal held as follows:

1. The conformity of an award with international public policy is assessed at the time of the judgment. Therefore, the hypothetical, future use by one of the parties of the awarded amounts for actions violating the values and principles protected by the international public policy cannot be used as a ground for annulment of an award.
2. International and EU sanctions form part of international public policy, insofar as they aim to maintain and restore international peace and security, values of which the French legal system cannot allow the violation. However, neither the Ministry nor the Yemen Oil and Gas Corporation is on a list of international or European sanctions, and it is not within the jurisdiction of the court to extend these sanctions to individuals and entities who are not expressly targeted by them.
3. It is the role of the annulment judge to verify that the recognition of the award is not likely to violate the sanctions regime by directly or even indirectly making funds available to individuals targeted by the sanctions. To establish such indirect provision of funds, the applicants should have demonstrated that (i) the Ministry and the public entity act on behalf, under the control, or upon the instruction of the listed individuals, and (ii) they intend to use the disputed funds for the benefit of these individuals. This was not established in the circumstances.

AD Trade v. Guinea case

(Paris Court of Appeal decision of 13 April 2021)

The dispute related to the unilateral termination by the Ministry of Defence of the Republic of Guinea of several contracts with a Belgian company involving the creation of an intelligence service unit for the presidency and the provision of security for the presidential residence. In the ensuing arbitration initiated by the Belgian company, the State was ordered to pay compensation.

Guinea filed an application for annulment of the award before the Paris Court of Appeal, arguing, among other things and for the first time, that enforcing the award would give effect to a contract violating EU embargo measures against Guinea, and would therefore be contrary to international public policy.

The Paris Court of Appeal noted that the violation of public policy is to be assessed at the time of examination by the annulment judge, rather than at the date of the award or the date of the conclusion of the contract. As the embargo had been lifted by the time of the Court of Appeal’s decision, there was no violation of French international public policy. The Court of Appeal also noted that the contract in any event had never been covered by the embargo measures.

In a nutshell – the French courts’ position

Several points are noteworthy regarding the above-mentioned decisions of the French judge.

1. UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. EU sanctions, which are of immediate effect in the French public order, are also part of the French international public policy. The US extraterritorial sanctions on the other hand are not. They are simply foreign mandatory law provisions (Sofregaz).
2. The controlling judge may also consider indirect violations of sanctions, when the entity receiving funds under the arbitral award acts under the control or upon the instruction of sanctioned entities or individuals, and the funds will be used by such entities or individuals (DNO v. Yemen).
3. The question of violation of sanctions and hence of public policy may be raised for the first time before the annulment court (Sofregaz, AD Trade v. Guinea).
4. The French judge will assess potential sanctions violations only at the time of the decision on annulment (AD Trade v Guinea). In the hypothesis that the arbitrator renders an award that violates a sanctions regime, the award will not be annulled if the sanctions have been lifted in the meantime.
5. The party targeted by the sanctions is not estopped from bringing the question of violation of sanctions before the French judge (Sofregaz).

Det er gjort mye forskning på beslutningsprosesser og hva som skal til for å komme frem til en best mulig avgjørelse. Psykolog Jan-Ole Hesselberg arbeider med og forsker på hva som påvirker valgene vi tar. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

Av journalist Thea Nordéen Dahl

Det er flere utfordringer som kan påvirke våre beslutninger – både individuelt og i grupper – men særlig to utfordringer peker seg ut. Den ene er bekreftelsesfeller, hvor man søker å få bekreftet det man allerede vet, og det andre er gruppetenkning, hvor et standpunkt kan bli farget av et ønske om å passe inn, og ikke skille seg ut, i en gruppe.

Psykolog Jan-Ole Hesselberg har i lang tid arbeidet med og forsket på hva som påvirker valgene vi tar, og tar for tiden en doktorgrad i beslutningspsykologi. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

”I domstolene gjør dommere ting på en bestemt måte, men uten at det kreves evidens for at dette gir det beste resultatet. Det er tvert imot ganske mye forskning som viser at deler av måten domstolene arbeider på, kan føre til ganske inkonsistente beslutningsprosesser,” sier Hesselberg.

Han viser til at det er mange andre faktorer enn selve saken og kriteriene som saken vurderes etter, som spiller en rolle for utfallet. Slik som ulike erfaringer, hvilken rekkefølge saken diskuteres i og hvorvidt man er fersk eller ikke.

”Alle mennesker påvirkes av gruppeprosesser. Vi påvirkes av hvordan informasjon fremstilles, av humøret vårt og en rekke andre ting som er helt irrelevant for beslutningen som skal tas.”

Risiko for inkonsistente beslutninger

Ifølge Hesselberg er risikoen for inkonsistente beslutningsprosesser såpass godt dokumentert at prinsippet om likebehandling er en utopi – like saker vil ikke bli behandlet likt.

”Selv om beslutningsprosessene i domstolene, og kanskje spesielt i Høyesterett, er noen av de beste beslutningsprosessene vi har, er det et forbedringspotensial i alle menneskelige beslutninger.”

Det har i lang tid blitt forsket på de psykologiske fenomenene som oppstår når en gruppe skal fatte beslutninger i fellesskap. På tross av det vet man fremdeles lite om hvilke effekter dette har på et dommerpanel i retten. Uansett er det ingen tvil om at forskning på feltet vil bidra til å øke både forståelsen for beslutningsprosessene i domstolene, samtidig som det vil bidra til å øke kvaliteten på beslutningene.

Balansert beslutningstaking

Det er mange forutsetninger som må være på plass for å få til en best mulig beslutningsprosess, herunder ulike mennesker med ulike perspektiver, kunnskaper og evner. I tillegg er det avgjørende at det er psykologisk trygghet i gruppen – det må føles trygt å være uenig med flertallet. Ulike verktøy, som for eksempel bidrar til å motvirke bekreftelsesskjevhet, kan være avgjørende.

Balansert beslutningstagning er en metode som sikrer god organisering av prosessen med å ta beslutninger i en gruppe. Metoden innebærer at alle gruppens deltakere leverer inn individuelle vurderinger til en uavhengig moderator før gruppen så møtes for å diskutere og fatte en beslutning. Med balansert beslutningstaking blir man tvunget til å gjøre seg opp en mening uavhengig av hva de andre i gruppen mener, samtidig som man unngår å bli påvirket av autoriteter.

Når gruppen så samles, starter diskusjonen ved at alle presenterer argumenter. Deretter har man en kritisk diskusjon om standpunktene som er blitt presentert, før man foretar en avstemning. Selve konklusjonen kommer til slutt og den skal ikke diskuteres tidligere i prosessen.

”Mye handler om å bli vant til denne måten å fatte beslutninger på. Det tar ikke nødvendigvis så lang tid,” avslutter Hesselberg.

Metoden egner seg særlig godt i noen prosesser, slik som i domstolene, hvor man gjennomfører de samme prosessene hver gang.

Denne teksten er en oppsummering av en artikkel skrevet av journalist Thea Nordéen Dahl i Advokatbladet. Saken kan leses i sin helhet på norsk her og på engelsk her.

Les mer om beste praksis for beslutningsprosesser i voldgift i Wiersholms nyhetsbrev “International Commercial Arbitration Q1 2024” her.

De seneste år er mediation blevet mere og mere udbredt som alternativ konfliktløsningsmetode – både i Danmark og især internationalt. Mediation har en lang række fordele særligt i erhvervstvister, dels bygger den på principper om partsautonomi og fortrolighed, dels egner den sig godt til at sikre parternes gode forretningsmæssige forhold. Men spørgsmålet er, om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det, skriver Cecilie Melchior Golubov og Mathilde Stampe Plougsgaard i artiklen, der er baseret på deres speciale fra Københavns Universitet. 

Af Cecilie Melchior Golubov, Fuldmægtig i Justitsministeriets departement og Mathilde Stampe Plougsgaard, Advokatfuldmægtig hos TT Advokater.

Undersøgelser viser, at parter er mindre tilbøjelige til at benytte sig af mediation end voldgift. Denne usikkerhed kan kobles sammen med, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en dansk lov, der i almindelighed regulerer tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig, ligesom der – indtil for nyligt – heller ikke har været en effektiv mekanisme til grænseoverskridende håndhævelse af medierede forlig. Det åbner for en række spørgsmål, herunder om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det.

Den voksende brug af mediation som tvistløsningsmetode, det manglende retsgrundlag samt divergerende holdninger til, om og hvordan tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig skal reguleres, skabte grobunden for vores speciale, som vi afleverede i december 2023.

For parter, der indgår et medieret forlig, er der en større usikkerhed forbundet med efterspillet, end der er for parter, der løser deres tvist ved voldgift, som munder ud i en voldgiftskendelse. Dette skyldes, at der ikke hersker tvivl om, at voldgiftskendelser er retligt bindende og kan tvangsfuldbyrdes ved domstolene, hvorimod tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig ikke er tilsvarende reguleret.

Der peges i litteraturen på, at blandt andet voldgiftslovens (herefter VL) § 30 om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. I sit udkast til forslag til en lov om mediation fra 2018 henviser det under Voldgiftsinstituttet nedsatte udvalg da også til VL § 30 som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. Spørgsmålet er dog, om § 30 rent faktisk kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible?

United Nations Convention on International Settlement Agreements Resulting from Mediation (herefter “Singapore-konventionen eller blot “konventionen”) fra 2018, som ikke er tiltrådt af Danmark, er på mange måder banebrydende, men også kontroversiel, idet konventionen netop regulerer selve tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig. Det interessante er, om konventionen kan medvirke til at løse de problemer, der på nuværende tidspunkt er forbundet med fuldbyrdelse af medierede forlig.

Singapore-konventionen er subsidiær til New York-konventionen om anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelser fra 1958, og derved opstår spørgsmålet, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan rummes inden for New York-konventionen. Dette er vigtigt, da stadfæstelsen af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår i givet fald kan få betydning for, hvilken konvention en part kan påberåbe sig.

Voldgiftslovens anvendelsesområde

En voldgiftskendelse på aftalte vilkår opnår samme retlige status som en hvilket som helt anden voldgiftskendelse, jf. VL § 30, stk. 2, 2. pkt., men kun når en række nærmere forudsætninger er opfyldt.

Disse forudsætninger er i korthed, at der skal foreligge en voldgiftsaftale mellem parterne, samtidig med at der skal indledes en voldgiftssag om en bestemt tvist, som i sidste ende afsluttes ved, at voldgiftsretten træffer voldgiftskendelse herom.

Voldgiftslovens § 30 – voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Bestemmelsen i § 30 indeholder en særlig regel, hvorefter man under visse forudsætninger kan få stadfæstet et ellers ikke-eksigibelt forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, der kan tvangsfuldbyrdes, jf. § 30, stk. 2, nr. 2, jf. § 38.

For at finde ud af, om forudsætningerne, anført ovenfor, for at anvende § 30 på medierede forlig er til stede, og dermed kan gøre disse forlig eksigible som voldgiftskendelser på aftalte vilkår, foretages en sondring mellem på den ene side medierede forlig, der indgås efter indledningen af voldgiftssagen, og på den anden side medierede forlig, der indgås før indledningen af en voldgiftssag.

Af ordlyden af § 30 samt formålsbetragtninger i forarbejderne til voldgiftsloven, kan det efter vores vurdering udledes, at der må kunne ske stadfæstelse af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, når forliget er indgået efter indledningen af en voldgiftssag. De situationer, hvor parterne indleder en voldgiftssag og undervejs benytter sig af udenretlig mediation ved en ekstern mediator, hvilket resulterer i et forlig, må således kunne rummes inden for § 30.

Anderledes forholder det sig imidlertid i situationer, hvor parter indgår forlig før indledningen af en voldgiftssag. Det grundlæggende krav om, at voldgiftssager kun kan indledes for at løse en bestemt tvist, synes i denne situation ikke at være opfyldt, idet voldgiftssagen alene indledes for at stadfæste forliget som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, og ikke for at løse en tvist mellem parterne – parterne vil i denne situation snarere fremlægge deres forlig for voldgiftsretten end de beviser og synspunkter, der sædvanligvis skal til for at få medhold i en egentlig tvist.

Som § 30 er formuleret og grundet de sparsomme forarbejder om bestemmelsens anvendelsesområde, kan der i praksis opstå den situation, at parterne indgår et medieret forlig – uden forudgående voldgift – og derefter indleder en voldgiftssag for blot at få det medierede forlig stadfæstet. En sådan fremgangsmåde, som har karakter af et “smuthul”, er efter vores vurdering ikke forenelig med det generelle anvendelsesområde for voldgiftsloven, som heller ikke på andet grundlag ses at tage højde for de særlige problemstillinger, der kan opstå, hvis forliget er resultat af forudgående mediation, og parterne ønsker at gøre forliget eksigibelt efter § 30.

Vi konkluderer derfor, at såfremt § 30 anvendes som hjemmel til eksigibilitet for medierede forlig indgået før initieringen af en voldgiftssag, vil det være medvirkende til at udvande både lovens formål og anvendelsesområde.

Singapore-konventionen om mediation

Singapore-konventionen pålægger i korthed stater at tvangsfuldbyrde medierede forlig, som er skriftlige og underskrevet af parterne, udspringer af mediation, løser en kommerciel tvist og er internationale på indgåelsestidspunktet. Mediation skal i den henseende afgrænses til processer, hvor en tredjeperson hjælper parter med at nå frem til en tilfredsstillende løsning på en tvist. Forligets internationale karakter afhænger af parternes forretningssteder på tidspunktet for indgåelsen af forligsaftalen.

Når det er slået fast, at der i konventionens forstand er indgået et medieret forlig, opstiller konventionen således en relativ simpel og gennemskuelig proces for tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig.

New York-konventionen om voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Kan et medieret forlig stadfæstet som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår (‘consent awards’) rummes indenfor New York-konventionens voldgiftskendelsesbegreb? Analysen heraf er relevant, idet Singapore-konventionen som nævnt er subsidiær i de tilfælde, hvor et forlig er stadfæstet som en “arbitral award” og er eksigibelt efter New York-konventionen, jf. Singapore-konventionens art. 1, stk. 3, litra b.

Det må efter vores vurdering kunne lægges til grund, at New York-konventionen kræver, at en voldgiftskendelse – førend denne er omfattet af konventionen – skal være 1) udfærdiget af en voldgiftsdommer og 2) på baggrund af en eksisterende tvist.

Det første kriterium synes ikke at give anledning til problemer. I forhold til andet kriterium, konkluderer vi, at dette som udgangspunkt kun kan være opfyldt, hvis det medierede forlig er indgået efter indledningen af en voldgiftssag.

Som følge af konventionens manglende klarhed herom, er kontraherende stater dog overladt den nærmere vurdering heraf, hvorfor det ikke nærmere kan fastslås, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår falder udenfor Singapore-konventionens anvendelsesområde.

Det er dog vores vurdering, at Singapore-konventionen meget vel kan indeholde en del af løsningen på de beskrevne problemer med VL § 30 og New York-konventionen i forhold til fuldbyrdelse af medierede forlig. Vi kan derfor kun anbefale, at det snarest tages op til overvejelse, om ikke Danmark med fordel kan tiltræde Singapore-konventionen.

SPECIALETS UNDERSØGELSER

I specialets undersøgelser er der taget udgangspunkt i en definition af et medieret forlig, som en aftale mellem parter, der afslutter en konkret kommerciel dispositiv tvist ved hjælp af udenretlig mediation. Specialet tager således ikke stilling til den situation, hvor voldgiftsdommeren har ageret mediator.

Der er oftest tale om meget store investeringer, og den ene part vil i sagens natur altid i sidste ende blive skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, niveauet højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. I sin nye bog, Den Uventede Advokat, fortæller René Offersen blandt andet om sit arbejde med voldgift, som har ført ham rundt i verden – blandt andet til en eftertragtet plads i ICC Court i Paris.

Hvor meget har voldgift fyldt i dit arbejdsliv?

Jeg hører til den generation af advokater, der begyndte som generalister. Men når det er sagt, spiller international voldgift en særlig rolle for mig. Det starter i 90’erne. Jeg arbejder for Kammeradvokaten og får en del voldgiftssager indenfor for bygge og anlæg og senere almindelig voldgift. Så jeg har noget erfaring, da jeg møder Georg Lett, der er aktiv i international voldgift, og som jeg bliver meget inspireret af.

Herfra begynder jeg at opsøge miljøet. Jeg deltager i nogle af de mange internationale konferencer, og det giver mulighed for at knytte forbindelser. Langsomt begynder jeg at få sager som advokat for den ene part, blandt andet sager, som bliver ført ved Voldgiftsinstituttet. Det fører til nye muligheder, og jeg bliver spurgt, om jeg er interesseret i at blive udpeget som voldgiftsdommer.

Selvfølgelig vil jeg gerne have nye aspekter på mit arbejde, der i rollen som voldgiftsdommer ikke alene handler om juraen, men om at tage ansvar for at løse en konflikt mellem to parter, som oftest har hver sin nationalitet, hvilket rejser superinteressante psykologiske og juridiske problemstillinger. For mig er det faglighed på et helt andet plan end juridisk rådgivning og meget, meget interessant.

Hvad er dit toppunkt indenfor voldgift?

Et klart højdepunkt er, da jeg i 2016 bliver valgt til ICC International Court of Arbitration som dansk repræsentant, hvor jeg afløser Georg Lett. ICC er en topprofessionel organisation af den grund, at international voldgift betyder langt mere udenfor Danmarks grænser end indenfor.  Eksempelvis har Paris, London og Geneve stærke voldgiftsmiljøer, hvilket betyder, at her er virkelig store og veletablerede faglige miljøer, der sammen med andre voldgiftsmiljøer bliver samlet hos ICC.

Hvad er opgaven som national repræsentant i ICC Court?

Som national repræsentant bliver man en del af ICC International Court of Arbitration og dermed en del af det faglige voldgiftsmiljø, der udspiller sig her. Det er interessant – men også hårdt arbejde på den måde, at man varetager en lang række opgaver for de enkelte voldgiftsretter under ICC, hvor der er et stort optag af sager.

Når mængden af sager er stor, er mængden af spørgsmål til ICC International Court of Arbitration også stort. Her tager medlemmerne stilling til alt fra, om der overhovedet er grundlag for at nedsætte en voldgift til, om der kan stilles spørgsmål ved voldgiftsdommernes habilitet – ligesom man tager stilling til honorarer og sikkerhedsstillelse. Det er også her man vurderer den enkelte voldgiftsrets arbejde – altså om en voldgiftskendelse, der står for at blive afsagt, har den nødvendige kvalitet – eksempelvis om der er taget stilling til alle argumenter på begge sider. Alt sammen en kvalitetssikring, der jo hænger sammen med, at en voldgiftskendelse skal kunne fuldbyrdes efter New York-konventionen og ikke kan appelleres i de fleste retssystemer.

Ud fra mit perspektiv er noget af det vigtigste, at kendelsen ikke kan anfægtes. Der er oftest tale om store investeringer af tid og penge, og den ene part vil i sagens natur altid være skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, at niveauet er højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. Selvom man er skuffet, så skal man i alt fald føle at kendelsen ikke er mangelfuld.

Hvad er det ved voldgift kan, som tiltaler dig?

Det er først og fremmest, at jeg i hver enkelt sag bliver inviteret indenfor i en historie, som oftest handler om, at to parter vil udvikle et projekt sammen. Det går godt i begyndelsen, men så sker der noget, som gør, at konflikten spirer. I en periode har de måske stadig tillid til, at de kan redde deres samarbejde. Men konflikterne vokser, og på et tidspunkt indser parterne, at de ikke længere kan løse problemerne. At være en del af en menneskelig historie, forstå dybden i konflikten og opleve de forskellige syn på, hvad der egentlig er sket, er et stort privilegium og den menneskelige side af sagen interesserer mig i høj grad.

Heldigvis kan selv meget tilspidsede sager ende virkelig godt. Det var for eksempel tilfældet i en sag, hvor jeg var enevoldgiftsdommer i Grønland. Mundtlig forhandling af sagen foregik på Hotel Hans Egede i Nuuk. Efter planen skulle forhandlingen vare tre retsdage. Indtil en konflikt bliver til en sag ved retten, er direktørernes medvirken ofte koncentreret om at træffe beslutninger i kritiske faser på grundlag af indstillinger fra de projektansvarlige. Her var de respektive direktører begge til stede og fik nu fra første parket et samlet billede af sagen. Ikke mindst fra vidneforklaringerne.

På den anden retsdag fik jeg tidligt på aftenen at vide, at parterne var i afsluttende forligsdrøftelser. De to direktører havde begge fået et mere nuanceret billede af forløbet efter at have brugt to lange dage på at se og høre det samme. Sagen blev forligt, hvorefter klagerens direktør inviterede os alle ud og sejle i sin båd på Nuuk Fjord.

RENE OFFERSEN

Advokat, Offersen & Christoffersen. Kendt for sit virke som forsvarer i sager af samfundsmæssig betydning, blandt andre Peter Brixtofte i Farumsagen, Inger Støjberg i Rigsretssagen og Claus Hjort Frederiksen i FE-sagen. Herudover arbejder han med danske og internationale voldgiftssager både som voldgiftsdommer og partsrepræsentant. Tidligere dansk repræsentant og medlem af ICC International Court of Arbitration, Paris.

DELTAG I KONKURRENCEN OM ET SIGNERET EKSEMPLAR AF DEN UVENTEDE ADVOKAT

Du har mulighed for at vinde et eksemplar af René Offersens nye bog, Den Uventede Advokat. Der er fem eksemplarer på højkant. Du deltager i konkurrencen ved at følge Voldgiftsinstituttet på LinkedIn og like opslaget om bogkonkurrencen.

Den Uventede Advokat fortæller historien om mønsterbryderen René Offersen, der giver sit eget indblik i advokatbranchen, og hvordan den har ændret sig igennem årene. Han fortæller om sit virke som procesadvokat – herunder sit arbejde med voldgift – og det håndværk, der er forbundet med advokatens opgave. Bogen er fyldt med masser af historier fra livet som advokat og ikke mindst for klienter i sager af samfundsmæssig betydning.

Den Uventede Advokat er udkommet på forlaget Momenta i maj 2024.

Da hun fik sin første udpegning som voldgiftsdommer i en voldgiftssag, viste det sig, at forhandlingen faldt på et tidspunkt, hvor hun var på barsel med sin søn på syv uger. Timingen var ikke den bedste, men man skal gribe de chancer, der kommer, mener hun. Efter mange overvejelser sagde hun ja. Meget kan lade sig gøre, men i sidste ende handler det om at finde sin egen balance mellem moderskab og karriere, mener advokat Regitze Aalykke Hansen, Poul Schmith, der har mange overvejelser netop om den balance, men som også passer på ikke at overtænke tingene.

Hvordan fik du interesse for voldgift?

For mig stammer interessen tilbage fra studietiden på Syddansk Universitet. Jeg var med på Vis Moot-holdet, hvilket var fint – men det, som for alvor fik mig ansporet, var det internationale perspektiv i faget. Tanken om at kunne bringe min karriere flere steder hen, synes jeg var virkelig spændende. Jeg fik derfor selv arrangeret et ophold på University of Melbourne, hvor jeg læste et semester. Her gav det rigtig god mening at vælge et fag, som jeg kunne bygge videre på, når jeg kom tilbage til Danmark, og valget faldt på internationale kommercielle forhold, hvor der også var fokus på voldgift. På den måde blev voldgift lidt af en grundsten i min kandidatuddannelse, og her ti år senere fylder det mellem 50 og 70 procent af mit arbejde hos Poul Schmith.

Hvorfor ser du det som et fag for dig?

Jeg føler, at det er lige mig at arbejde med tvister. Jeg vil ganske enkelt gerne arbejde med rets- og voldgiftssager, og det var også en af årsagerne til, at jeg for ti år siden søgte job ved Poul Schmith.

Det særlige ved voldgiftssagerne er, at der er flere variabler og et større spillerum for parterne. Det, at parterne selv tilrettelægger processen, for at gøre processen så hurtig og smidig som muligt, interesserer mig. Jeg oplever, at der er mere plads til advokatens arbejde og til at tænke strategi ind i processen. Og så er der selvfølgelig det mere praktiske – at man selv tilrettelægger rammerne, der ikke er så faste, som ved domstolene. Det betyder, at man for eksempel kan anvende flere sprog og tilrettelægge vidneafhøringer på forskellige måder. På den måde føler jeg mig tættere på processen – længere inde i maskinrummet.

Men faget giver mig også mulighed for at indtage forskellige roller. At der er mulighed for både at kunne være voldgiftsdommer og advokat er superspændende. Jeg har netop været voldgiftsdommer i min første sag, og det gav mig en vigtig erfaring at sidde på den anden side af bordet, som jeg tager med tilbage i rollen som advokat. For eksempel hvor meget, der egentlig er brug for at forklare under forhandlingen. Det har været virkelig fint og givende at få den indsigt.

Vil du anbefale andre kvinder at gå denne karrierevej?

Ja, helt sikkert. Men jeg tror, at man skal gide det lange seje træk. Det kræver meget netværk. Det betyder, at jeg bruger en del tid på mit bestyrelsesarbejde i Young Arbitrators Copenhagen, på at deltage i forskellige internationale netværk og tage til konferencer i udlandet. Alt sammen for at lære folk i miljøet at kende på kryds og tværs, for det er et fagligt miljø, hvor nogle af opgaverne kommer gennem netværk – præcis som i mange andre fag.

Hvordan virker netværket?

Man bliver nødt til at være tydelig omkring, hvad man gerne vil. Jeg er blevet bedre til at sige, at det er dét her, jeg gerne vil – men jeg kunne sikkert gøre det endnu bedre.

Det handler om at få sagt direkte, at man gerne vil være med. For eksempel, at en sag er spændende og jeg gerne træder til, hvis der er brug for hjælp. Eller at tiden er moden til, at jeg kan tage skridtet videre og træde ind som voldgiftsdommer. Jeg oplever, at det skal til, for at mulighederne opstår. På den måde virker netværk, men kræver altså, at du ikke er for forsigtigtig. Ingen kan regne ud, hvad du går og ønsker dig, hvis du ikke siger det højt.

Jeg tror, at mange kvinder er lidt tilbageholdende – præcis som jeg selv har været og til dels stadig er. Det må man lægge fra sig. Det hjælper at sige til sig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Ser du andre barrierer for at kvinder kan få karriere i voldgift?

Jeg oplever – ikke mindst hos mig selv – at kvinder har en tendens til at sige: Det passer dårligt ind i planerne lige nu. Men jeg mener også, at man skal gribe mulighederne, når de opstår.

Jeg er selv på barsel for øjeblikket, og under min graviditet blev jeg spurgt, om jeg ville være voldgiftsdommer i en sag, hvor forhandlingen skulle foregå seks uger efter min fødsel. Jeg var virkelig i tvivl, om jeg ville kunne få det hele til at hænge sammen, da jeg i forvejen har en søn på fire år. Jeg var selvfølgelig helt åben om situationen overfor mine meddommere, som ingen indvendinger havde. Og jeg endte med at sige ja, for det var en opgave, jeg havde drømt om.

Under de to dage passede mine svigerforældre babyen, som de kom forbi med på Voldgiftsinstituttet. Her fik jeg et rum, hvor jeg ammede. Parterne var helt ok med de små pauser, og jeg havde det selv godt med situationen og tryg ved at være væk fra mit barn meget af tiden mens forhandlingen stod på.

Jeg fortæller det for at sige, at meget kan lade sig gøre. Men selvfølgelig skal man selv være cool med det. For mig er det vigtigt, at børnene ikke er en kæmpe begrænsning for mit arbejde. Og at man skal passe på med at overtænke tingene. Men når det er sagt, skal man jo ikke sige ja, hvis det ikke kan lade sig gøre i praksis eller hvis man ikke kan overskue at være væk fra sit barn.

Oplever du, at dit fag giver mulighed for også at være mor til små børn?

Ja, det kan det sagtens. Det handler om at finde sin egen balance mellem moderskabet og karrieren. Du kan ikke være hundrede procent begge steder, men man kan finde en balance, der føles rigtig. Selv har jeg mange overvejelser netop om den balance og vil gerne føle mig faglig relevant, selvom jeg får børn. Men jeg skal også kunne være i det, og det kunne jeg, da jeg var voldgiftsdommer og måtte holde ammepauser. Det blev så fint omfavnet. Alle var så søde. Der var intet med, at det var mærkeligt. Vi fandt bare ud af det.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil gå samme karrierevej?

Skab et netværk, hav tålmodighed og accepter, at timing ikke altid er perfekt. Men at det nok skal gå alligevel.

Regitze Aalykke Hansen

Advokat (H), Poul Schmith, i team Energi og Infrastruktur.

Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.

Mød Martin Gukild, der er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste to år har han været fuldmægtig hos Schjødt i Oslo, hvor han i procesafdelingen har været en del af teamet, der arbejder med voldgift og mediation. Interessen for at argumentere for den ene part i en sag startede, da han som helt ung arbejdede i en helt anden branche.

Inden Martin Gukild fandt ind på jurastudiet i Oslo, havde han et par år, hvor han prøvede at finde vej til et fag, hvor han kunne se sig selv. Han har været omkring et job som leder af Operation Dagsværk i Oslo, universitetsstudier i alt fra økonomi til arabisk og en periode som klimaaktivist, hvor han tog rundt i, hvad han kalder et stort, lille land, for at holdt foredrag om miljøet.

”Men det blev i sidste ende jura, jeg valgte som mit fag. Under mine foredrag kunne jeg mærke, at det argumenterende – at vende synspunkter og overbevise andre – virkelig interesserer mig. Jo, jeg er interesseret i klimaet, men det ligger mere i den politiske boldbane end juraen. Hertil kommer konkurrenceelementet. Jeg kan godt lide, at der er noget vigtigt på spil. Netop det finder jeg i voldgift, hvor det er vigtigt at have klientens tillid for at kunne repræsentere vedkommende i retten, og kunne bruge sin kreativitet for at finde de bedste argumenter i sagen,” siger Martin Gukild, der i maj skiftede Norge ud med Danmark, hvor han sideløbende med jobbet i Voldgiftsinstituttet fortsætter på deltid som fuldmægtig hos Schjødt, der har en afdeling i København, og hvor han er tilknyttet procesafdelingen, der rummer alt fra straffesager til voldgiftssager.

”Det er lidt atypisk i forhold til opdelingen på andre advokatkontorer, men en stor fordel, fordi det er muligt at trække på alle mulige erfaringer for at udvikle forskellige elementer i en sag,” siger han.

Indblik i hele processen

Hos Voldgiftsinstituttet får han en ny vinkel på faget.

”Her får jeg mulighed for at se sagens forløb fra en anden side. Det er interessant af flere grunde. Nordmænd vælger ofte institutionel voldgift i Danmark, af den grund, at vi ikke har det i Norge, og derfor er det ret fint at få indblik i hele processen – du kan sige afmystificere, hvordan den praktiske del og kvalitetssikringen af processen foregår.”

”Samtidig er det også interessant at se nærmere på, hvilke forskelle og ligheder der er i Norden indenfor voldgift. Jeg oplever, at juraen er meget ens og dog forskellig på samme tid. På nogle områder vil vi løse tingene anderledes i Norge end i Danmark og på andre områder kan vi ikke altid finde et svar i Norge, men kan se, at danskerne har løst problemet – ofte fordi der her er en længere tradition for voldgift. På den måde vil min ansættelse i Voldgiftsinstituttet blive en kilde til ny uddannelse, som jeg ikke ville kunne få på anden måde,” siger Martin Gukild, der i blandt de nye generationer af jurister i Norge ser en kæmpe interesse for faget.

”Det er klart, at jo flere grænseoverskridende aftaler, der kommer i verden, des mere vil voldgift blive en sædvanlig vej til løsning af tvister alene af den grund, at det er betryggende, at neutrale dommere fra et tredjeland løser sagen, samtidig med at der er mulighed for at eksekvere kendelsen overalt i verden. Jeg tror, at mange unge jurister oplever, at jura er meget lokalt funderet – men de er vokset op med at kunne rejse og orientere sig internationalt og derfor også har et stort ønske om at arbejde mere og videreuddanne sig flere steder i verden – præcis som jeg gør nu i København.”

Artikler, podcasts og en konference om kvinder i voldgift kommer til at præge Voldgiftsinstituttets aktiviteter i 2024. Der skal nemlig handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige voldgiftsdommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Diversitet er en dagsorden, som er på alles læber. Det er også et stort fokus hos Voldgiftsinstituttet, hvor vi blandt andet har skrevet under på den internationale pledge, Equal Representation in Arbitration, hvor vi forpligter os til at give flere kvinder mulighed for at indtræde som voldgiftsdommere. Men en underskrift gør det ikke alene. Der skal også handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige dommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Derfor har vi i år bragt en række interviews med kvinder i voldgift i nyhedsbrevet for at give mulighed for at dele viden om, hvordan man kommer i gang med en karriere i et udpræget mandefag. Vi vil nemlig gerne være en rollemodel for hele branchen i Danmark. Men vi må også erkende, at der stadig er lang vej at gå, selvom parterne i sager ved instituttet i 2023 fordoblede deres udpegninger af kvindelige voldgiftsdommere fra 6 procent i 2022 til 13 procent i 2023. Til sammenligning var 31 procent af instituttets udpegninger i 2023 kvindelige voldgiftsdommere. Jeg skynder mig at lægge hovedet på blokken og fortæller, at tallet året før var 33 procent.

Selvom to procent må kunne karakteriseres som en meget lille nedgang, så må vi lære af det. Det viser først og fremmest, at vi skal have et konstant og skarpt fokus på at udpege kvindelige voldgiftsdommere. Det synes vi faktisk, at vi har. For eksempel har godt 43 procent at alle nedsatte tremandsretter i 2023 haft en kvindelig formand. Men tallene viser, at vi skal gøre det bedre. Forklaringer er der masser af, og de ville vække genklang hos de fleste. Her vil jeg i stedet se fremad og love, at vi i år lægger os i selen for, at statistikken 2024 tegner et endnu bedre billede.

Det er også en af grundene til, at vi fortsætter med at skabe platforme for kvinder i branchen, som giver mulighed for at videregive erfaringer om en karriere i voldgift. For som højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen siger i april-nummeret af vores nyhedsbrev: Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem.

Senere i år udgiver vi desuden de første podcasts, hvor kvindelige voldgiftsdommere fra ind- og udland fortæller om, hvordan de fik startet deres karrierer og hvor de giver deres bud på, hvad der skal til, for at få flere kvindelige kolleger i branchen. Vi arrangerer desuden en international konference Women in Arbitration i Valencia på Vesterbro, støttet af Dreyers Fond, den 5. september – dagen efter Copenhagen Arbitration Day. Både mænd og kvinder er selvfølgelig velkomne til konferencen, for mænd spiller som bekendt en stor rolle, når det gælder udpegning af kvindelige voldgiftsdommere. Så har du planer om at deltage i CAD 2024 den 4. september i Industriens Hus, så bliv en dag mere i byen og sæt kryds i kalenderen allerede nu. Konferencen bookes, når du booker til CAD 2024. Følg med her i nyhedsbrevet og på LinkedIn, når tilmeldingen åbner.

Statistikken for 2023, som kan findes i sin helhed på vores hjemmeside, viser også antallet af afgjorte sager ved instituttet. Der har været en lille nedgang i de danske voldgiftssager. Til gengæld har der været en stigning i de internationale med det resultat, at det samlede sagsantal ligger ret stabilt – hvilket jeg anser for at være tilfredsstillende. At der er en lille stigning i tilgangen af internationale sager, er en udvikling, som er overordentlig positiv, og som vi glæder os til at følge.

International Bar Association (IBA) Arbitration Committee has published a revised version of the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration. The new Guidelines bring the 2014 version up to date without altering their core principles. The IBA has also published a helpful document comparing the 2014 and 2024 versions, which highlight the latest amendments. There are links to both documents below, writes Mikal Brøndmo, Haavind, Oslo.

Af Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo

Since their introduction in 2004, the IBA Guidelines have become a widely accepted soft-law instrument reflecting international standards for arbitrator impartiality and independence. The 2024 Guidelines are organised into two parts: Part I sets out general standards regarding impartiality, independence and disclosure, while Part II addresses a number of situations that commonly arise in international arbitration, using a traffic light system of red, orange and green lists.

As the 2024 Guidelines underline, Part I contains the principles that must always be considered. Moreover, they stress that while the Application Lists contained in Part II cover many of the varied situations that commonly arise in practice, they do not purport to be exhaustive, nor could they be. Hence, the general standards must always be considered when assessing conflicts of interest and the need for disclosure and cannot be subordinated to the traffic light lists set out in Part II. In other words, the General Standards take precedence over the illustrative traffic light lists.

In the 2024 version both the General Standards and Application Lists have been updated and improved, bearing in mind their use in practice since 2014. The key changes are as follows:

Part I: General Standards Regarding Impartiality, Independence and Disclosure

Amendments to the General Standards in Part I include:

• Disclosure prevented by professional secrecy rules/professional conduct: if an arbitrator finds that the arbitrator should make a disclosure but that professional secrecy rules or other rules of practice or professional conduct prevent this, new General Standard 3(e) sets out that the arbitrator must not accept the appointment or must resign if already appointed.
• Failure to disclose does not necessarily mean that a conflict of interest exists: failure to disclose certain facts and circumstances that may give rise to doubt as to an arbitrator’s impartiality or independence in the eyes of the parties does not necessarily mean that a conflict of interest exists or that disqualification should ensue. The fact that this is now included in General Standard 3(g) and not only in the explanation to General Standard 3 serves to underline this.
• Parties’ due diligence obligation: General Standard 4(a) includes a new final paragraph stating that parties are deemed to have learned of any facts or circumstances that would be obtained by conducting reasonable enquiry. Failure to raise objections based on such information within 30 days may result in the waiving of the right to raise them later.
• Relationship between arbitrators and their law firms or employers: General Standard 6 has been updated, particularly with regard to the definition of the term “law firm,” to bring it into line with the changing landscape and practices of international legal institutions.
• Relationship and controlling influence: also new in the 2024-version is that any legal entity or natural person having controlling influence over a party may be considered to bear the party’s identity, according to General Standard 6(c). The explanation to new General Standard 6(c) also addresses arbitrators’ disclosure obligations when dealing with states or state-owned entities.

Part II: Practical Application of the General Standards

Amendments to the traffic light lists in Part II include the following changes to the Orange List:

• Experts: a new item 3.1.6 has been added, applying to situations in which an arbitrator currently acts or has acted as an expert for one of the parties or an affiliate of one the parties in an unrelated matter within the last three years. Disclosure should also be made if the arbitrator has been appointed as an expert by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years, as set out in new item 3.2.9. Pursuant to new item 3.3.6, disclosure should also be made if the arbitrator is instructing an expert who is appearing in the arbitration proceedings for another matter in which the arbitrator acts as counsel.
• Mock trials: new item 3.2.10 sets out that disclosure should be made if the arbitrator has been appointed to assist in mock trials or hearing preparations by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years.
• Co-arbitrators: when the arbitrator and the counsel for one of the parties are currently acting together as arbitrators in another case (item 3.2.12), or an arbitrator and their fellow arbitrator(s) are currently serving together as arbitrators in separate arbitration (item 3.2.13).
• Social media: if the arbitrator has publicly advocated a position on the case, this should be disclosed according to item 3.4.2, which now expressly includes through social media and on-line professional networking platforms. This is the only amendment concerning social media in the Guidelines.
• Participating in decisions with respect to the arbitration in administrative institutions or appointing authorities: Pursuant to revised item 3.4.3, disclosure should be made if an arbitrator holds a decision-making position with the administering institution or appointing authority with respect to the dispute, and has participated in decisions involving the arbitration in that position.

Links to the relevant documents

The IBA Guidelines 2024 can be found here: IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration (ibanet.org)

The IBA Arbitration Committee comparison of the 2014 and 2024 Guidelines can be found here: document (ibanet.org)

Author

Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo in Norway, where he specialises in arbitration and litigation, with a focus on complex and international disputes. Mikal Brøndmo also acts as arbitrator in international and domestic arbitrations, such as under rules of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC), the Nordic Offshore & Maritime Arbitration Association (NOMA), the Court of Arbitration for Sport (CAS), the London Court of International Arbitration (LCIA) and in ad hoc arbitrations. He is an officer the Arbitration Committee of the IBA.

Is there a trend to involve arbitrators personally in challenge litigations? In this article, Professor Mads Bryde Andersen discusses arbitrators’ exposure to professional liability claims and shares strategic considerations to mitigate such risks in advance.

By Mads Bryde Andersen, Professor University of Copenhagen

A successful state court litigation by which an arbitral award is set aside or denied recognition or enforcement may in principle be succeeded by claims raised against the arbitral tribunal, individual arbitrators, and/or arbitration institutes. Such claims may take the form of claims for the reimbursement of arbitrator’s fees or as professional liability claims for compensation for the parties’ losses caused by arbitral proceedings that did not lead to a binding award.

In the context of challenge litigations, arbitrators have sometimes been called as witnesses (against their wish) to testify on the proceedings and deliberations of the tribunal. In other cases, arbitrators have been claimed to be liable in damage for their alleged wrongdoings.

In all such cases, the defendant arbitrator, tribunal, or arbitration institute “stand accused”, directly or indirectly, for not having conducted the proceedings as they ought to have, e.g. under principles of due process or specific mandatory rules.

Arbitrators are not immune to such liability: In a civilized society, everybody has—and should have—the privilege to take their legal complaints to courts or other competent bodies and to claim compensation. In general, the scope of such liability, however, depends on the kind of mistake that gave rise to the claim.

In Roulas v. Professor J Tepora, the Finnish Supreme Court held an arbitrator liable for having accepted an appointment in a dispute where he had provided an expert opinion to one of the parties prior to and during the arbitration proceedings without disclosing that to the other party. This lack of disclosure resulted in a monetary liability that amounted to a compensation of EUR 81,000.

In the Qnow case, the Netherlands Supreme Court held the president of an arbitral tribunal liable for a procedural error (not having the award signed by his fellow arbitrators).

In the Puma Case, the Spanish Supreme Court set aside an award that had been conducted contrary to the principle of arbitral collegiality because one of the arbitrators had not participated in the final deliberations. The party could therefore recover the fees paid to two arbitrators.

As of yet, there is no reported Danish case law on arbitrators’ liability. However, in a case decided by the Danish High Court for the Eastern Circuit, a court appointed expert witness was held liable towards one of the parties for damages caused by his flawed conduct, including excess of his mandate. Damages were awarded on a discretionary basis to DKK 10,000.

In all the reported four cases, the arbitrators (respectively, the expert witness) had acted with more than simple negligence. This might be seen to support a general assumption that claims for liability are only available if the actions or omissions of the arbitrator qualify as gross negligence.

This legal situation seems to be reflected in the legislation which has been adopted in jurisdictions that have regulated arbitrator’s liability. One such example is section 29 (1) of the English Arbitration Act 1996, which provides that ”An arbitrator is not liable for anything done or omitted in the discharge or purported discharge of his functions as arbitrator unless the act or omission is shown to have been in bad faith.” Provisions regarding limitation of liability have been adopted by a number of arbitration institutes, including the ICC and the DIA.

Against this background, there are some strategic considerations regarding their liability that prospective arbitrators can make before accepting nominations.

Choice of Law

When it comes to the arbitrator’s risk of facing liability, the law of the seat of the arbitration (the lex arbitri) will be the law under which the claim for liability shall be decided. When arbitrators accept appointment, they also accept this choice of jurisdiction. That choice therefore comprises the first and most fundamental strategic decision for prospective arbitrators who want to manage their exposure to personal liability claims.

Contractual Solutions

It is the prevailing view in Nordic legal theory that the tribunal and the parties may be seen as partners in a sui generis “procedural association” based on the arbitration clause. In this perspective, arbitration is a contractual phenomenon.

Following that theory, the basis for a claim against the arbitrators must necessarily be contractual. On one side, this means that applicable standards of contractual negligence apply, subject to the contractual provisions agreed. On the other side, the door will also be open for contractual provisions limiting or prescribing that liability.

Insurance Issues

Many arbitration institutes have taken out insurance to cover their possible liability for such claims. The presence of such insurance coverage may invite liability claims because of the presumed “deep pockets” of the insurance companies. The prospects of this may in itself be a good reason not to disclose the details of any insurance coverage.  Moreover, arbitrators, the tribunal (as such), and/or the arbitration institute may not share interests in the outcome and handling of such liability claims. For these reasons, it is not easy to blame some arbitration institutes for not being more transparent on how arbitrators and secretaries, etc., are covered by insurance.

Another uncertain factor is what role the arbitration institute will take, should liability claims be raised against the tribunal or individual arbitrators. In a Danish challenge decision, the Building and Construction Arbitration Board stepped in to support the defendant arbitrator in the litigation. In general, however, arbitration institutes cannot be expected to do so, unless they have compelling reasons.

Strategic Issues in the Conduct of the Proceedings

There are many other strategic issues than those discussed in the foregoing that one should take into account in order to reduce the risk of a challenge litigation or liability claims.

One such issue is the prospective arbitrator’s handling of conflicts of interest disclosures (to the detriment of confidentiality protection). Here, one may argue that the risk of having the award set aside on grounds that an arbitrator was in a conflict of interest is reduced the more information the prospective arbitrator discloses. However, an overload of information on “possible” (albeit far from real) conflicts may, invite protests that may be used strategically.

Another practical consequence may be the tribunal’s decisions on document production. The more documentation the tribunal allows, the less basis will the unsuccessful party have to challenge the award. However, a generous policy towards document disclosure requests may be viewed as biased to the detriment of the other party. The “generosity” of the tribunal in those regards will often depend on the circumstances. In high-end commercial arbitrations, where the parties seek to have all stones turned, the level might be quite high. The parties and the tribunal will thus have to strike a balance of what procedures provide the “best possible” procedural safeguards given the associated additional time and costs.

Concluding Remarks

If there is indeed, as suggested above, an increasing trend to challenge arbitral awards, I fail to see that this trend may be rooted in a decline in the quality of arbitration. Quite the contrary, it seems plausible to assume that the increasing quality of arbitral proceedings has made it easier to identify details in the proceedings or the decisions that might be criticized and form the basis for challenge litigations and subsequent claims for liability.

If the trend to accuse tribunals of procedural failures, etc., in various forms increases, there may be a need to reconsider the way in which arbitration in general – and in particular, high-end commercial arbitration – is conducted. Perhaps arbitrators in high-end disputes should perceive themselves as what they basically are: high-end service providers. Such perceptions might make it adequate to open up for pre-arbitration negotiations between the disputing parties and the arbitrators on some of these issues that affect the risks discussed here, including the basis for possible liability, insurance issues and the use of administrative and even legal secretaries. Such negotiation- and contracting practices may reduce the risks of disappointments in the arbitral procedure and thereby also the risk of liability claims.

Mads Bryde Andersen

Dr.jur., Professor of private law at the University of Copenhagen since 1991. Before that, he practiced law at a medium-sized Copenhagen law firm. He has regularly published books and articles within legal disciplines, including contract law, the law of obligations, advocacy law, pension law and IT law. Alongside his academic career, he has held a number of positions, e.g. as chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA), the Danish Financial Supervisory Authority, the IT Security Council, and the Danish Radio and TV Board.

The article is an excerpt of the chapter ‘The Accused Arbitrator: New Roles and Dilemmas in the Era of Arbitration Litigation’, published in the Stockholm Arbitration Yearbook, Vol. 5, 2023.

Read more regarding arbitrators’ liability in the newsletter: https://voldgiftsinstituttet.dk/en/voldgiftsdommerens-erstatningsansvar-2/

Modsat andre lande, tager dansk ret ikke stilling til voldgiftsdommerens erstatningsansvar. Forarbejderne til voldgiftslovens § 12 forudsætter dog, at voldgiftsdommere kan ifalde et erstatningsansvar ud fra de almindelige formueretlige regler. Der er imidlertid vægtige grunde til at anse voldgiftsdommere for at være underlagt en kvalificeret ansvarsnorm, skriver Magnus Hoffmann Høgsted fra Plesner og Lasse Lauritzen fra Bruun & Hjejle i en artikel på baggrund af deres speciale. Specialet blev tidligere på året belønnet med YAC’s specialelegat blandt andet under henvisning til det høje faglige niveau og at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering om voldgiftsdommeres erstatningsansvar.

Af Magnus Hoffmann Høgsted og Lasse Lauritzen

Tilgangen til voldgiftsdommeres erstatningsansvar er typisk forskellig, alt efter om man kommer fra en civil law eller common law jurisdiktion. Civil law jurisdiktioner anskuer typisk voldgiftsdommeres ansvar ud fra en kontraktuel tilgang, hvor voldgiftsdommeren har påtaget sig en forpligtelse til at udføre en ydelse over for sagens parter. Common law jurisdiktioner tager normalt udgangspunkt i voldgiftsdommerens judicielle funktion og drager dermed paralleller til det ansvar, der påhviler dommere ved de almindelige domstole, eftersom både voldgiftsdommeren og dommeren begge træffer bindende afgørelser og varetager hensyn til parternes retssikkerhed. Fælles for begge jurisdiktioner er imidlertid, at man tilstræber at opnå en begrænset ansvarsnorm – men ikke fuldstændig immunitet. Dette er udtrykkeligt eksemplificeret ved art. 21(1) i den spanske voldgiftslov og art. 29(1) i den engelske voldgiftslov.

I Danmark vil man forventeligt tilslutte sig samme udgangspunkt, hvorefter voldgiftsdommere vil være underlagt en kvalificeret erstatningsnorm uden ansvar ved simpel uagtsomhed. Dette må gælde, uanset om voldgiftsdommerens ansvarspådragende handling eller undladelse relaterer sig til dennes judicielle funktion eller dennes privatretlige, kontraktuelle forpligtelser. Dette støttes på både retspraksis om domstolenes, dommeres og skønsmænds erstatningsansvar, jf. f.eks. U 1971.931 Ø og U 2014.3252 V, samt udenlandsk retspraksis om voldgiftsdommeres erstatningsansvar. Dette er desuden det praktiske udgangspunkt efter de fleste institutionelle regler, der fraskriver voldgiftsdommernes ansvar, medmindre – og kun i det omfang – det ville være i strid med gældende ret, se for eksempel § 51 i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

En kvalificeret ansvarsnorm må desuden være nødvendig for at bevare voldgiftssagens integritet. Der må ikke være en risiko for, at voldgiftsdommerne lader sig påvirke af en overhængende trussel om et personligt søgsmål fra en af sagens parter. Voldgiftsdommere bør modsat heller ikke have fuldstændig immunitet, navnlig da det ikke ville være rimeligt, hvis parterne – som i øvrigt betaler voldgiftsdommernes honorar – skal bære den økonomiske risiko for voldgiftsdommernes grove fejl.

Voldgiftsdommerens ansvar for brud på sine forpligtelser

Hvis en voldgiftsdommer misligholder sine forpligtelser, kan det resultere i store økonomiske tab for parterne. Selvom parterne kan gøre forskellige misligholdelsesbeføjelser gældende over for voldgiftsdommeren, dækker de ikke parternes egentlige økonomiske tab, og det er derfor relevant at undersøge, om parterne kan rette et erstatningskrav mod voldgiftsdommeren. Til at belyse dette er der inddraget nedenstående praktiske eksempler fra udenlandsk praksis, som må forventes at have betydning for bedømmelsen af danske sager, fordi dommene kommer fra lande, der ligesom Danmark har en voldgiftslov, som er i overensstemmelse med FN’s modelvoldgiftslov.

PUMA-SAGEN

Den spanske Højesterets dom af 15. februar 2017 (case 102/2017) omhandler en voldgiftssag om en distributionsaftale mellem Puma AG RDS (”Puma”) og Estudio 2000 S.A. (”Estudio 2000”). I voldgiftssagen blev Puma pålagt at betale EUR 98,19 millioner til Estudio 2000. Voldgiftsretten var sammensat af tre voldgiftsdommere – to partsudpegede voldgiftsdommere, som herefter i fællesskab udpegede formanden for voldgiftsretten. Voldgiftskendelsen var underskrevet af formanden og den af Estuido 2000 udpegede voldgiftsdommer. Kendelsen var derimod ikke underskrevet af den af Puma udpegede voldgiftsdommer. Provinsdomstolen i Madrid fandt, at de to voldgiftsdommere, der underskrev kendelsen, bevidst havde voteret og afsagt kendelsen uden deltagelse af den tredje voldgiftsdommer. Dette er i strid med princippet om kollegial behandling efter artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Provinsdomstolen i Madrid tilsidesatte herefter kendelsen ved sin dom af 10. juni 2011. Tvisten blev herefter behandlet ved en ny voldgiftsret, som idømte Puma til at betale et 60% lavere beløb til Estudio 2000 i forhold til resultatet i den oprindelige voldgiftssag.

Puma rettede herefter et erstatningskrav mod de to voldgiftsdommere, som havde truffet den oprindelige kendelse, for deres honorar på i alt EUR 1.500.000, inklusive renter samt retssagens omkostninger. I alle tre instanser fandt de spanske domstole, at de to voldgiftsdommere bevidst havde udelukket den tredje voldgiftsdommer fra at deltage i voteringen ved ikke at indkalde denne til mødet. Dette udgjorde en overtrædelse af det grundlæggende princip om kollegial behandling. Puma havde således ikke haft tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig, hvilket også var i strid med artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Retten fandt, at de to voldgiftsdommere var erstatningsansvarlige som anført, jf. artikel 21 i den spanske voldgiftslov.

RUOLA FAMILY-SAGEN

Ved dom af 31. januar 2005 (KKO:2005:14), fik den finske højesteret også lejlighed til at tage stilling til voldgiftsdommeres erstatningsansvar. I sagen havde voldgiftsrettens formand ikke oplyst, at denne havde bistået indklagede som juridisk konsulent. Klager anlagde derfor sagen for at få kendelsen tilsidesat. Landsretten i Helsinki gav klager medhold heri ved dom af 10. oktober 1997. Herefter anlagde klager en erstatningssag mod voldgiftsrettens formand. I erstatningssagen blev det fastslået, at formanden både før og under voldgiftssagen havde udarbejdet forskellige legal opinions. Disse gav i sig selv ikke anledning til berettiget tvivl om formandens habilitet, da de ikke var relateret til sagen og også var blev givet til andre end indklagede. Formanden havde imidlertid også under voldgiftssagen udarbejdet fire sagkyndige erklæringer for indklagede og modtaget et samlet honorar herfor på ca. EUR 38.000. Efter en bedømmelse af konsulentarbejdet, herunder det betydelige honorar, fandt retten, at formanden var inhabil og burde have indset, at forholdet gav anledning til berettiget tvivl om dennes upartiskhed eller uafhængighed, hvorfor han skulle have oplyst om forholdet. Den finske højesteret fandt derfor, at formanden var erstatningsansvarlig for det økonomiske tab, som parterne havde lidt ved voldgiftskendelsens tilsidesættelse.

De øvrige erstatningsbetingelser

Foruden et kvalificeret ansvarsgrundlag, kræver voldgiftsdommerens erstatningsansvar opfyldelse af de øvrige erstatningsbetingelser. Disse betingelser vil navnlig være opfyldte i de tilfælde, hvor voldgiftsdommeren har påført parterne ekstraomkostninger. Det kan være tilfældet, når voldgiftskendelsen bliver tilsidesat og parterne skal afholde nye betydelige omkostninger til, at tvisten kan afgøres ved en ny voldgiftsret. Dette indeholder honorar til de nye voldgiftsdommere, salær til advokater, udgifter til sagkyndige mv. Man må desuden kunne kræve erstatning for de yderligere renter, som er påløbet som følge af tvistens senere afgørelse.

Til de almindelige erstatningsbetingelser bør der opstilles en yderligere betingelse om, at voldgiftskendelsen tilsidesættes, nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Hermed sikres, at der ikke sker omgåelse af det materielle revisionsforbud, som domstolene skal respektere af hensyn til voldgiftskendelsens bindende virkning.  Dette kan dog naturligvis ikke gælde, hvis voldgiftsdommeren ikke afsiger en kendelse, fordi dennes hverv ophører, inden kendelsen afsiges, for eksempel grundet inhabilitet.

Magnus Hoffmann Høgsted

Advokatfuldmægtig hos Plesner

Lasse Lauritzen

Advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle

Sanctions in arbitration were the topic at the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) annual conference, which took place in Copenhagen last week. A key issue is whether EU sanctions constitute European public policy that must be applied by arbitral tribunals to avoid risk regarding the validity of the award. Can an arbitral award that violates EU sanctions be set aside or refused to be enforced on grounds of public policy?

Anders Amstrup Fournais, Attorney (H) and Partner, Hafnia Law Firm

The Danish Arbitration Act does only provide very limited legal basis for the courts to set aside or refuse to enforce an arbitral award on grounds that the arbitrators have committed errors of law.

Arbitral awards are as the clear starting point final and binding and should be complied with. Under the New York Convention (United Nations Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards), Article 5(2)(b), the recognition and enforcement of an arbitral award may, however, be refused if the competent authority in the country where recognition and enforcement is sought finds that the recognition or enforcement of the award would be contrary to the public policy of that country. This provision is incorporated in the Danish Arbitration Act, Sections 37(2)(2)(b) and 39(1)(2)(b).

The question is whether violation of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy that may, consequently, lead to that the recognition and enforcement of an arbitral award may be refused.

Practitioners with expertise in sanctions will probably say that international trade sanctions must be applied by the courts and arbitral tribunals and surely sanctions must take priority over arbitration. On the other hand, arbitration practitioners will probably disagree and will argue that errors of law are a risk that commercial parties must accept when opting for arbitration.

The question is what holds true for arbitral tribunals that violate or fail to observe EU sanctions.

Public policy in EU law

Even if public policy is a narrow exemption, EU law provides a gateway towards appealing arbitral awards on grounds of public policy:

The European Court of Justice ruled in the Eco Swiss (C-126/97), paragraph 36, in the context of EC competition law, that “Article 85 of the Treaty constitutes a fundamental provision which is essential for the accomplishment of the tasks entrusted to the Community and, in particular, for the functioning of the internal market. The importance of such a provision led the framers of the Treaty to provide expressly, in Article 85(2) of the Treaty, that any agreements or decisions prohibited pursuant to that article are to be automatically void.” The European Court of Justice then stated in paragraph 39: “For the reasons stated in paragraph 36 above, the provisions of Article 85 of the Treaty may be regarded as a matter of public policy within the meaning of the New York Convention.”

In comparison, it is settled by law that contracts and transactions that are contrary to sanctions shall not be performed.

For instance, Regulation 833/2014 (i.e. the EU’s Russia sanctions), Article 11, seeks to protect EU operators from claims in connection with any contract or transaction the performance of which has been affected, directly or indirectly, by the sanctions against Russia. An EU operator terminating a contract for compliance reasons cannot be sued for non-performance and will not risk having to satisfy damage claims in connection with such contract (see also the European Commission’s FAQ no. 7 dated 24 May 2022).

Another example on sanctions is asset freezes.

The Council of the European Union has issued best practice guidelines updated on 27 June 2022 for the “effective implementation of restrictive measures”. Referring to paragraph 62 of the Judgment by the European Court of Justice in Möllendorf, C-117/06, the Council explains that EU sanctions “imposing freezing measures override all incompatible contractual arrangements” and “shall apply notwithstanding any rights conferred by or obligations provided for in any contract entered into before their entry into force and shall preclude the completion of acts which implement contracts concluded before the entry into force of the Regulations”.

The described effects mentioned in these examples seem tempting to compare with the effects of a contractual arrangement contrary to EU competition law, i.e. such contracts are detrimental to the proper functioning of the internal market and thus automatically null and void (see Eco Swiss, paragraph 36, quoted above).

Sanctions are critical tools of foreign and security policy adopted to promote peace, safety, stability, and prosperity. Sanctions are often specific (or at least they purport to be) in their aims, such as seeking to deter a hostile aggressor (such as Russia) from further financing of war. Sanctions are also frequently adopted as a result of serious human rights violations.

Bearing the Eco Swiss judgement in mind and depending on the specific circumstances, including an assessment of the nature of the sanctions that may have been breached by an arbitral tribunal, it remains to be seen whether the CJEU will issue a future judgement holding that violations of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy.

If EU sanctions are public policy – how will that play out in practice

In principle, a transaction cannot be both lawful and unlawful. If a transaction is contrary to competition law or to sanctions rules, the transaction will per se be unenforceable, and so will any arbitral award that fails to observe and apply EU competition law or EU sanctions (if we assume that EU sanctions constitute European public policy). In theory, at least, but in practice that is not how the law operates.

Law is an art, not a science, leaving considerable discretion to judges and arbitrators.

To exemplify, it has become obvious in the context of EU’s Russia sanctions that sanctions are often crafted with no clear boundaries. The Russia sanctions were crafted in a piecemeal manner with no inner logic and often made deliberately unclear in consequence of political compromise amongst the EU member states. Moreover, sanctions rules are broadly worded (e.g. it covers measures that “direct and indirect” affect a contract or transaction) to catch all situations and avoid sanctions circumvention. The inevitable result is lack of legislative clarity. I have too often found myself in doubt when advising a client seeking to know whether a given conduct amounts to violate EU sanctions.

It may be invoked that the way in which sanctions rules are crafted amounts to conferring a margin of error on the arbitrators. In any event, any future judgement by the CJEU applying the precedent in Eco Swiss with respect to sanctions will in practice only be relevant as ammunition to invalidate arbitral awards in the most egregious and clear-cut cases.

This conclusion is supported by recent case law from the Danish High Courts and the Supreme Court – see UfR 2016.1558/2H (Supreme Court Judgement dated 28 January 2016) and UfR 2022.3012Ø (Danish Eastern High Court’s Judgement dated 23 May 2022). In the said cases, the courts held that the conditions for setting aside an award pursuant to Section 37(2)(2)(b) of the Danish Arbitration Act were not met because the courts did not find that the arbitral tribunals in their application of EU competition law had committed egregious errors of law.

These cases remind me of the practice adopted by the English courts when dealing with appeals on errors of law. Section 69 of the English Arbitration Act provides that the English courts may set aside an English award on a question of law if the decision of the arbitral tribunal is obviously wrong.

Even if sanctions are public policy – which in my opinion is likely to be the case – it does not change the fact that public policy is a narrow exemption that only will be applied if exceptional circumstances justify it.

To what extent are arbitrators bound by international sanctions? Are sanctions a barrier to enforcement of awards? And what role do arbitration institutes play in ensuring access to arbitral proceedings in sanctions-related cases? These were some of the questions raised during the CIArb European Branch Annual Conference held in Copenhagen last week.

By Sahra Arif, The Danish Institute of Arbitration

The impact of economic sanctions on international arbitration is not novel. Yet, the rapid and increasingly complex sanctions developments continue to cause unique legal and practical challenges for arbitration and creates a stronger need for clear principles and guidelines. For this reason, the Danish Institute of Arbitration was honored to participate in the CIArb European Branch Annual Conference and join the discussion on how parties, counsel, arbitrators and institutes can address these challenges and discuss potential solutions that can safeguard the access to efficient dispute resolution in a world increasingly impacted by diverging geopolitical developments.

The difficulty of applying sanctions  

The Annual Conference hosted six panel discussions with esteemed speakers from across the European continent. Together, the panelists and moderators tackled the topic from all relevant angles. The conference kicked off discussing the applicability of various sanctions regimes that may be relevant to a given arbitration, e.g. sanctions that form part of the substantive law, the procedural law and the law in the place of enforcement. The role of sanctions as overriding mandatory provisions and “transnational” public policy was discussed with insightful questions and comments from the audience. With no clear consensus on general principles determining the applicability of various sanctions regimes, it is obvious that tribunals would need to consider this question on a case-by-case basis.

Challenges for arbitrators

Additional challenges were highlighted in a panel dedicated to arbitrators and tribunals specifically. Here, a clear take-away was that arbitrators should not refuse appointments or step down at the first hint of sanctions. However, there is a need for a universal approach regarding arbitrators. In addition, some of the challenges arise not from sanctions regulation, but rather the response to sanctions regulation, such as international law firms refusing representation to sanctioned parties and overly restrictive approaches from banks complicating payments of fees. Tribunals should also not be expected to launch full-scale investigations into the sanctions status of a party, but should be able to rely – at least to a reasonable degree – on information provided by the parties.

The role of arbitration institutes in sanctions disputes

There was also an opportunity to discuss the role of arbitral institutes during a panel consisting of General Council of the ICC, Emmanuel Jolivet, Secretary-General of the DIA, Steffen Pihlblad, Secretary-General of the SCC, Caroline Falconer, and Deputy Chairman of the Board of DIS, Reinmar Wolff. During this panel, there was clear consensus that access to justice remains a cornerstone for the arbitration institutes.

This was illustrated by the persistent efforts by several arbitral institutes to ensure that there is a clear exemption in EU sanctions legislation for transactions necessary for arbitral proceedings, identical to the exemptions for legal proceedings at the state courts.

Although sanctions were described as “a nightmare for institutes”, the institutes have adopted various solutions to ensure that sanctions do not hinder an efficient administration of arbitrations. These range from engaging with regulators and banks to obtain (general) licenses and help facilitate payments to other initiatives aimed at ensuring access and avoiding delays in sanctions-related disputes. As also noted by Secretary-General Steffen Pihlblad, it is a very strange situation if an institute can be required to refuse cases that parties have agreed should be administered by the institute. The message was clear that access to efficient administration of arbitral proceedings is access to justice. The role of arbitration institutes in disputes involving sanctions are also a perfect illustration of the unique way institutes can assist parties and tribunals, as these challenges only become more difficult to deal with in ad hoc arbitrations.

Resolving sanctions issues earlier in the disputes

As promised by the title of the conference, the conference also concluded with some encouraging takeaways. As international sanctions become more of a common reality in our globalized world, there are various ways to resolve sanctions-related challenges ahead of and during disputes.

A panel focusing on sanctions and contracts highlighted that parties can and should deal up front with the realities of sanctions. Learning from global events, such as the Covid-19 pandemic, parties can address how issues resulting from sanctions should be dealt with before a dispute arises. These options also apply to arbitration agreements, where parties can address possible issues relating more specifically to the arbitration procedure. These include careful considerations of what laws parties should opt for, addressing how to deal with a party becoming unable to pay for fees due to asset freezes, participating in hearings due to travel bans, and dealing with counsel, arbitrators or institutes becoming restricted due to sanctions. The contractual solutions could even extend to dealing up front with issues relating more specifically to enforcement of awards.

Enforcement of awards and sanctions

Concerning enforcement, the final panel was dedicated exclusively to the various issues and solutions that can arise once an award is obtained. One may ask what the use of an award is if assets are frozen and enforcement seems unlikely. Luckily, the panel was able to not only remind that sanctions-related issues at the enforcement stage are not new, but rather requires that enforcement is considered as early in the proceedings as possible, and even before an action is filed. A concern that an award which fails to take sanctions into account per se will be unenforceable on the grounds of public policy was carefully examined in a lively debate. The careful take-away from that discussion was that, although enforcement could be refused on the grounds of public policy, this would only apply under exceptional circumstances in narrow cases.

Arbitral awards, even in such cases, will of course still have a legal and economic value. Aside from creating binding legal clarity on the subject-matter of the parties’ dispute, the award may also prove valuable in settlement discussions, offer protection against counter-claims and subsequent actions, and reflects an economic value, allowing the award to be regarded as an asset in itself.

Even in situations, where enforcement appears difficult at first glance, having an award still offers the successful party the immediate possibility to enforce it once such an opportunity arises. In addition, as enforcement challenges may only be present in certain jurisdictions, having an award could still allow the successful party to enforce it in other jurisdictions, as also seen in relation to awards rendered in intra-EU investment arbitrations post Achmea.

The panel also addressed raising sanctions as a defense at the enforcement stage, including whether parties in such cases would be at liberty to only raise such sanctions-defenses during challenge proceedings or if such defenses should already be raised at a earlier stage during the arbitral proceedings. Drawing on similarities in cases concerning EU competition law and cases involving corruption and fraud allegation, no clear conclusion can be drawn specifically for sanctions. The discussion, however, underscores the need to consider enforcement and challenges to enforcement at earlier stages of the dispute.

Final take-aways

The Annual Conference concluded with the clear message that sanctions do not mean the end of international arbitration but the rapid developments do require that international arbitration adapts to the new realities of the world. Sanctions pose unique legal and practical challenges that many are confronted with for the first time. As the current climate of sanctions and counter-measures unfortunately becomes more common, it is important that all parties participating in arbitral proceedings carefully consider how to mitigate the legal and practical challenges that come with sanctions to ensure that sanctions do not hinder access to justice.

AI har for alvor gjort sit indtog med fremkomsten af Chat GPT og det kapløb blandt tech-giganterne, som er er fulgt i kølvandet. I dag kan vi ved hjælp af AI generere resultater med billeder og ord, hvor det ikke er muligt at vide, at de er skabt uden menneskelig indblanding. Også på det juridiske område er potentialet revolutionerende, og det er meget sandsynligt, at voldgiftsområdet kan blive et af de første steder, hvor vi ser et egentligt gennembrud. Men har vi egentlig på det punkt forstået, hvad det er vi er i færd med, og hvilken målestok vi skal anvende i forhold til at bedømme output genereret af AI, spørger advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner, i denne analyse.

Af advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner Advokatpartnerselskab

Voldgiftsafgørelser beror på juridisk beslutningstagning, og vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved den menneskelige beslutningsproces – i al fald ikke så længe der har været tillid til institutionerne. Men hvad gør vi, hvis de juridiske beslutninger helt eller delvist overlades til robotter? Hvilken målestok skal definere, om de gør det forsvarligt, korrekt og tilstrækkelig godt? Og er vi nødsaget til at gentænke rammerne for selve det at træffe en juridisk beslutning? Har vi her chancen for at gøre det bedre end den menneskedrevne juridiske beslutningstagning?

De juridiske positioner som omdrejningspunkt

Al jura handler i sidste instans om at tilvejebringe juridiske positioner, som skal munde ud i konkrete handlinger eller undladelser. På det erhvervsjuridiske område typisk i form af transaktionelle relationer, mellem købere og sælgere, hvor varer, tjenesteydelser eller arbejdskraft udveksles mod penge.

Laver du lovgivning eller kontrakter – her samlet betegnet som “regulering” – inden for dette felt er det i sidste ende med henblik på at skabe grundlaget for disse transaktioner (i form af juridiske positioner) og normalt altid fremadrettet. Rådgiver du som advokat er det normalt enten fremadrettet – altså hvad må positionerne i en fremtidig transaktion forventes at være i en bestemt relation og kan de tydeliggøres? Eller bagudrettet: Hvad var de ved lov givne eller aftalte positioner rent faktisk?

Juridiske beslutningstagning (legal decision making) er baseret på den juridiske metode, og er den proces, vi anvender til at fastlægge de juridiske positioner: (i) Hvilke juridiske positioner (der kan omsættes til handlinger/undladelser i virkelighedens verden) følger af (ii) reguleringen og supplerende retskilder (samlet betegnet “jus”) på grundlag af (iii) et givet sæt af fakta?

Alt dette er i og for sig banalt – bortset fra, at vi som jurister aldrig rigtig har keret os om, hvordan vi kommer fra A til B. Hvordan er det lige, vi når fra fakta + jus til de juridiske positioner? Vi har stiltiende lagt til grund, at hver enkelt må gøre det på sin egen måde, så længe resultatet kan forsvares inden for rammerne af den juridiske metode. Med andre ord er den juridiske beslutningstagning et privat anliggende, hvilket vi har levet fint med siden “arilds tid”.

AI’s indtog i voldgift

Lige p.t. er vi ikke der, hvor robotter kan overtage en voldgiftsrets arbejde med juridisk beslutningstagning og fastlæggelse af juridiske positioner i konkrete sager til afgørelse. Der er imidlertid intet til hinder for, at den eksisterende generation af generativ AI – det vil sige robotter, der skaber eller genererer nyt indhold baseret på eksisterende data – kan udvikles til at bistå en voldgiftsret med at træffe afgørelse og fastlægge de juridiske positioner.

En voldgiftsdommer kan således prompte en chatbot og få et resultat, der kan kopieres ind i en kendelse. Kvaliteten af output fra de chatbots, der er på markedet lige nu er ikke god nok, og der er også i eksempelvis ChatGPT indsat såkaldte “guardrails” i forhold til at forhindre robotten i at assistere med denne opgave. Disse guardrails kan dog forholdsvist nemt omgås.

Potentialet for anvendelse af AI i voldgift er ikke større end ved domstolene. Når det alligevel må forventes, at voldgiftsområdet kan blive et af de første, der for alvor kommer til at bruge AI til juridisk beslutningstagning skyldes det, at

• Rammerne er mere frie og i højere grad tillader eksperimenter
• Parterne har en høj grad af aftalefrihed
• Parter der bruger voldgift har normalt et stærkt ønske om en hurtig og effektiv proces og vil gerne fremme dette yderligere
• AI kan bringe omkostningerne ned

Samtidig er voldgift konkurrenceudsat, og det er tænkeligt, at sagerne vil søge derhen, hvor de kan løses bedst, hurtigst og billigst.

Disse faktorer kan skabe en bevægelse mod anvendelse af AI i voldgifter – og formentlig først og fremmest de institutionaliserede af slagsen, da parterne i en tvist må formodes at have et ønske om ikke at blive “ad hoc prøvekaniner”.

Vejen frem mod dette vil være brolagt med praktiske forhindringer: (i) Hvem vil lægge sager til at få trænet robotten og kvalitetssikret dens deltagelse, (ii) er der i det hele taget kritisk masse til at få trænet robotten tilstrækkeligt inden for en rimelig tidshorisont (iii) Sagerne er fortrolige – det kan derfor blive vanskeligt at få lov at træne robotten, medmindre det sker i et afgrænset sandbox-miljø, (iv) Hvem skal stå for træningen (de enkelte voldgiftsdommere udpeges jo typisk for en sag ad gangen og har i de fleste tilfælde ikke indsigten og erfaringen til at træne robotten).

Man kunne forestille sig, at man som en del af en voldgiftsinstitution nedsatte en task force, der samarbejdede og assisterede den enkelte voldgiftsret med henblik på at få trænet og anvendt robotten bedst muligt. Robotten kunne starte med lidt lettere opgaver i form af, at den måske kunne sammenfatte fakta i sagsfremstillinger og lave resumeer af dokumenter mv. for derefter at lade den tage stilling til delspørgsmål og ultimativt til sidst hele sagen.

Men så snart robotten kan levere et nogenlunde troværdigt output som led i træning opstår spørgsmålet: Skal det så bruges i den konkrete afgørelse og på hvilke betingelser kan det så ske?

De fundamentale spørgsmål vedrører slet ikke teknologien – de drejer sig om os selv

Og her melder den centrale problemstilling sig. Mange har øje for problemet i, at de algoritmer, der indgår i AI indebærer en “black box” udfordring: Når algoritmen bliver tilstrækkelig kompleks er det ikke muligt at forklare, hvad der drev den til at give et bestemt output på grundlag af et bestemt input. Det kalder på varsomhed og er også årsagen til, at AI-forordningen har kvalificeret beslutningsstøttende systemer til “administration of justice” og alternativ konfliktløsning som højrisiko AI-systemer.

De fleste er imidlertid så fokuserede på teknologien, at de glemmer at stille de fundamentale spørgsmål:

(i) Vil vi have robotten til at efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces?

(ii) I bekræftende fald: Hvordan ser den juridiske beslutningsproces ud?

(iii) I benægtende fald: Hvis vi kan leve med at robotten ikke kan/skal efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces – hvilke krav/designkriterier skal i så fald gælde?

(iv) I alle tilfælde: Hvordan skal vi verificere, om robottens output er godt nok?

Disse fire spørgsmål rummer kimen til, at vi som jurister er nødt til at overveje grundlæggelsen af en helt ny disciplin: Juridisk beslutningstagningsteori (eller mere mundret på engelsk: “legal decision making theory“).

Det er ikke fordi retsfilosoffer, psykologer og kognitionsforskere ikke allerede har kredset om beslægtede emner, men reelt set har ingen endnu taget hul på den enorme opgave, som det er at komme svarene på de fire fundamentale spørgsmål nærmere. Og vi er lovlig undskyldt, da det i virkeligheden først er inden for de sidste par år, med fremkomsten af generativ AI, at spørgsmålene er blevet helt nærværende.

Hvad kan “legal decision making theory” bidrage med 

Det kommer for vidt i detaljer at gøre rede for, hvad legal decision making theory kan bidrage med. Men overordnet set må den først og fremmest starte med at indkredse modeller til beskrivelse af, hvordan en menneskelig juridisk beslutningsproces rent faktisk kan siges at foregå. Sådanne modeller kan enten være deskriptive eller normative, men de vil være konstruktioner, og der vil i den forbindelse være kognitive elementer vi ikke (eller kun vanskeligt) kan afdække – såkaldte emergente egenskaber.

Et eksempel på en sådan beslutningsmodel er den iterative model:

Modellen illustrerer, at beslutningstageren udfører en proces, hvor fakta og jus i en mental cirkelbevægelse former udkast til præmisser, som så igen danner udkast til juridiske positioner – alt under indflydelse af forholdets natur (i modellen angivet som “common sense”). Når beslutningstageren finder, at det hele tvangfrit hænger sammen, udkrystalliserer det sig i en konkret afgørelse med præmisser og konklusion (de juridiske positioner).

Modellens styrke er, at den kan forklare det paradoksale: Hvorfor to voldgiftsdommere kan være uenige og samtidig hver for sig have ret – det kan de hvis de lægger vægt på forskellige aspekter af jus, fakta og/eller forholdets natur (common sense), som så genererer hver sit sæt af præmisser og juridiske positioner.

En mere kynisk tilgang til juridisk beslutningstagning kan være en skepticistisk model, hvor beslutningstageren først beslutter sig definitivt for resultatet og derefter finder den bedst tænkelige begrundelse for det.

Begge modeller kan faktisk anvendes i konteksten af generativ AI.

Den iterative model vil kræve, at beslutningstageren løbende prompter (fodrer) robotten med fakta, jus og common sense betragtninger for til sidst at nå en ligevægtstilstand, hvor beslutningstageren finder at der er taget behørigt hensyn til alle elementer.

På samme måde kan den skepticistiske model anvendes ved at prompte robotten for et svar: “Skriv mig de bedste præmisser for en kendelse, der skal sige resultere i [X]“. Hvis skepticisten ikke er tilfreds kan han/hun prompte med yderligere fakta, jus og common sense, som så danner nye præmisser, men med de på forhånd fastlagte juridiske positioner som fikspunkter.

Legal decision making theory er reelt også en nødvendig disciplin i forhold til AI Forordningen, som kræver “human oversigtht“, hvilket blandt andet indebærer, at “High-risk AI systems shall be designed and developed in such a way, including with appropriate human-machine interface tools, that they can be effectively overseen by natural persons during the period in which the AI system is in use”.

Kan AI i virkeligheden tage os til et nyt niveau?

Et af de sværeste spørgsmål at besvare er, hvordan vi skal verificere, om robottens output er godt nok? Der findes ganske simpelt ikke en facitliste.

Den gode nyhed i den forbindelse er så, at det har vi altid levet med under de menneskelige voldgiftsdommere. Med andre ord vil anvendelse af AI aldrig helt kunne bringe mennesket ud af spil, men det skaber imidlertid nye dilemmaer. Vil voldgiftsdommeren være i stand til at udfordre output, hvis kvaliteten af robotternes arbejde bliver tilstrækkelig god – og på hvilket grundlag skal han/hun gøre det?

Spørgsmålet om “godt nok” giver imidlertid også anledning til at stille et femte spørgsmål – et spørgsmål, som i virkeligheden er det mest revolutionerende:

Kan robotten vise os, at den måde, vi træffer beslutninger på i dag, udstiller “menneskelig svaghed”, og at robotterne faktisk kan træffe bedre beslutninger end dem vi træffer i dag uden brug af AI?

Kognitionsforskningen har igennem de sidste 50-75 år vist os en lang række “mangler” ved den menneskelige beslutningsproces. Mest kendt er Nobelprismodtageren Daniel Kahneman, der i samarbejde med med Amos Tversky har udviklet tankerne om den menneskelige bevidsthed opdelt i et “system 1” og et “system 2”. System 1 er drevet af intuition, fungerer automatisk, hurtigt og kræver mindre eller slet ingen anstrengelse. “System 2” er det reflekterende system, som kræver anstrengelse og anvendes når der er flere valgmuligheder.

Juridisk beslutningstagning og afgørelse af voldgiftssager er åbenlyst “system 2-arbejde”, men Daniel Kahnemans pointe er, at vi ganske enkelt ikke har nok “båndbredde” til udelukkende at fungere med brug af system 2, hvorfor vi ubevidst altid starter med og inddrager System 1.

I den proces opstår der støj og bias – eksempelvis i form af “halo-effekten” (glorie-effekten), hvor mennesket ved erkendelse af et sympatisk træk hos en person ubevidst indfortolker andre positive træk ved den pågældende, selvom der ikke er belæg for det. Optræder en sådan bias eksempelvis ved en juridisk beslutningstagers vurdering af et vidnes troværdighed, vil dette potentielt kunne føre til fejlagtige afgørelser.

Legal decision making theory kan i samspil med kognitionsforskningen være med til undersøge, om anvendelsen af AI kan målrettes og medvirke til at eliminere støj og bias, som i dag reelt fører til forkerte juridiske afgørelser.

Voldgiftsforeningen afholder 13. juni 2024 arrangement om AI, hvor bl.a. Niels Chr. Ellegaard vil holde indlæg om anvendelse af AI inden for voldgift og uddybe tankerne i artiklen yderligere (artiklen baserer sig delvist på de tanker og teorier, der er fremsat i bogen “Robots entering the legal profession” (2019) – Hans Reitzels Forlag.

Niels Chr. Ellegaard

Partner i Plesners Teknologi & Outsourcing team, og er overordnet ansvarlig for rådgivning inden for IT, Telecom, Teknologi og Outsourcing. Igennem sin karriere har Niels beskæftiget sig med et bredt udsnit af juridiske områder og er udover IT, telecom og outsourcing beskæftiget med bestyrelsesarbejde og sager inden for selskabsret. Niels bruger sin brede erfaring til både at udarbejde og forhandle kontrakter og rådgive, hvis der måtte opstå konflikter. Han fungerer også som advokat og voldgiftsdommer i IT-tvister.

Det er vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk spiller en stor rolle, både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det kan give unge kvinder rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig. Det mener højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, der allerede som studerende blev interesseret i voldgift og som ung advokatfuldmægtig blev involveret i voldgiftssager.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Min interesse for voldgift blev skabt under jurastudiet og efterfølgende som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot-hold.

Som advokatfuldmægtig og ung advokat arbejdede jeg for en partner, der førte mange rets- og voldgiftssager. Han havde adskillige opdrag som voldgiftsdommer i både nationale og internationale voldgiftssager, og på den måde fik jeg fra sidelinjen også et indblik i voldgiftsprocessen fra voldgiftsdommerens synsvinkel.

Da jeg i 2007-08 tog en LL.M. på New York University School of Law var det naturligt for mig at vælge fag som ”international commercial arbitration” og ”international litigation”. Interessen for voldgift førte mig også til at deltage i spændende voldgiftskonferencer i ind- og udland. Voldgiftsmiljøet – også internationalt – er mindre end man tror. Og mange af de unge talenter, som jeg stødte på for 10-15 år siden, har i dag centrale positioner i voldgiftsmiljøet.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at komme ind i faget?

Først og fremmest skal man være dygtig og have et stærkt fagligt fundament. Dernæst skal man anerkendes for det. Det kan for eksempel ske ved at man skriver artikler om voldgift, holder oplæg på voldgiftskonferencer og lignende.

Det er også en god idé at deltage i de voldgiftsforeninger og netværk, der findes. Og der er mange muligheder. Alene nationalt er der for eksempel Voldgiftsforeningen, YAC og Öresund Women Arbitration Network, OWAN, for danske og svenske kvinder, som jeg var med til at starte for en del år siden.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Jeg har været heldig at have mødt mange centrale figurer i voldgiftsmiljøet både nationalt og internationalt, som har delt ud af deres erfaringer og givet mig mange gode og værdifulde råd. Da jeg som advokat for alvor fik interesse for at blive udpeget som voldgiftsdommer, sagde en internationalt anerkendt voldgiftsdommer, som jeg havde lært at kende i New York, til mig, at det klart er vanskeligst at få sin første voldgiftsdommerudpegning. Men når den er i hus, følger alt andet næsten af sig selv. Der er med andre ord en vis snow ball effekt i en karriere som voldgiftsdommer, forudsat selvfølgelig, at man ikke har gjort en meget dårlig figur i den første sag.

Hvordan man opnår sin første udpegning, er en kombination af mange forhold. Måske skal man også have lidt held forstået på den måde, at man skal være på det rette sted på det rette tidspunkt. Derudover skal man gribe de chancer man får, og de skal nok komme, hvis man er opsøgende. Men når det er sagt, skal man ikke være ukritisk og sige ja til alt.

Spiller alder en rolle?

Ja, fordi erfaring og alder hænger uløseligt sammen. Men det er ikke længere sådan, at voldgift kun er for de få med gråt hår.

Jeg blev uddannet fra universitetet som 25-årig og fik min første udpegning, da jeg var i midten af 30’erne. Det var sammen med en jævnaldrende advokat, og med en meget ældre professor og erfaren voldgiftsdommer som formand. I dag vil jeg tro, at de yngre kræfter bliver udpeget i mindre sager som enevoldgiftsdommere. Som ung må man samle på erfaringer og bygge videre derfra.

Hvilke tiltag tror du kan øge diversitet?

Det er først og fremmest vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk er utrolig vigtige. Både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det er vigtigt, at unge kvinder har nogle rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig.

The Arbitration Pledge har spillet en rolle, blandt andet fordi det har bragt fokus på den manglende kønsdiversitet. De årlige arbitration lunch meetings bidrager også, ikke mindst til at skabe faglige netværk blandt kvinder, hvilket kan udvikles i de lokale miljøer, som for eksempel Öresund Women Arbitration Network.

I de større advokatfirmaer i Danmark, hvor der arbejdes systematisk med rets- og voldgiftssager – altså de såkaldte ”Dispute Resolution”-afdelinger – skal der ikke bare tales om, men faktisk implementeres større kønsdiversitet på de ”øverste poster”. For de udgør en betydelig del af fødekæden til voldgiftsmiljøet i Danmark, og de har også en stor indflydelse på, hvem der får udpegningerne, når det gælder de partsudpegede voldgiftsdommere, hvor den så velkendte mekanisme med at pege på nogen, der ligner én selv, ofte træder ind.

Endelig vil jeg pege på, at forbedret kønsdiversitet efter min opfattelse ikke kun skal drives af voldgiftsinstitutionerne og advokatfirmaerne, men også af klienterne. General counsels i de store virksomheder kan bidrage til at øge diversiteten ved at insistere på, at deres advokat ikke blot stiller med en liste af potentielle mænd, som kan partsudpeges i den voldgiftssag, som de er involveret i. Listen må også inkludere kvinder.

Et der fokus på diversitet i Højesteret, hvor du arbejder nu?

Ja, det er der bestemt. Siden 1661 har der været ca. 530 dommere i Højesteret, og jeg er den kun 12. kvindelige dommer nogensinde. Andelen af kvindelige højesteretsdommere er for tiden 17 procent. Årsagen er ikke, at kvinder fravælges, når der skal ansættes nye højesteretsdommere. Først og fremmest skal flere kvinder søge stillingerne, og det arbejder vi på at inspirere dem til. Man bliver ikke udpeget efter køn, men efter kvalifikationer, og der er superkvalificerede kvindelige jurister derude.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Gennem en karriere som advokat og dommer ved landsretten har hun desuden været udpeget voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

FAKTA

Der stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund.

Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.

Læs tidligere interviews:

https://voldgiftsinstituttet.dk/kvinder-i-voldgift/

https://voldgiftsinstituttet.dk/vejen-ind-i-voldgift-sker-gennem-dit-netvaerk/

Roschier released its Roschier Disputes Index (RDI) earlier this month. RDI is a “survey on facts and trends in international dispute resolution from a Nordic perspective”. The index began in 2010 and is now in its seventh edition. Kantar Prospera collected the data from 144 companies in Sweden, Finland, Norway and Denmark, writes the DIA’s Andrew Poole.

By Andrew Poole, Senior Counsel, the Danish Institute of Arbitration

The headline finding was that 64% of respondents prefer arbitration over litigation. This has been a trend since 2014, with percentages for arbitration preference holding fast between a low of 61% and a high of 67%, while litigation preference varied between 19% and 27%. Interestingly, the only country to buck this trend individually was Norway, which presently prefers litigation over arbitration and has been increasingly doing so since 2018.

The top three most important factors for preferring arbitration were:

• Non-public procedure (at 72%)
• Relevant arbitrator expertise (at 49%)
• Efficient procedure (at 42%)

Five further general highlights include:

1. England still has a significant influence on the Nordics, with London being the second seat after Stockholm that respondents prefer as a place of arbitration outside their home jurisdiction. Moreover, English law is the second most preferred foreign substantive law.
2. The virtual wave of work, which COVID heralded, has turned into a trickle as only 1% of respondents would prefer an entirely virtual hearing over in-person options.
3. A file sharing system for the disputes team was found to be the most useful (at 40%) and most used (at 58%) digital tool, while an arbitration institute’s digital portal for file sharing with the opposing side and tribunal, was seen as less ‘most useful’ (at 11%) and less used (at 19%) by respondents.
4. Despite the increased knowledge of third-party funding, 75% of respondents answered that that they had not considered using or used the option.
5. Similarly, despite the increased discussion over potential ESG disputes, this has not been translated into concrete cases as of yet because 82% of respondents stated that their company had not been involved in any ESG-related disputes.

Denmark stands out among the four countries for the following reasons:

1. Denmark was the only country that had more cross-border cases (at 59%) than domestic as regards larger disputes during the last 24 months.
2. Denmark was the only country that had more larger disputes during the last 24 months, which were not settled before a judgment or award was rendered than those that were so settled.
3. Denmark was the only country that had a downward trend from 2014 to 2024 regarding the percentage of respondents who had considered using or had used alternative fee arrangements (from 37% to 21%)

Like many of the other institutional rules, DIA saw an increase in being a preferred set of rules for respondents to the index. It is also noteworthy that only around 20% or below of respondents’ companies had applied for or resisted interim measures during the last 24 months, and that Denmark had the highest proportion of companies resisting such measures. We refer to the DIA’s Arbitration Rules, Appendix 4, that provide for emergency arbitrators for interim measures prior to the confirmation of the Tribunal. The default is that emergency arbitrators are to make a decision no later that 14 calendar days from referral of the application. The DIA also has other services and rules, developed in response to market demand. The DIA’s Arbitration Rules, Appendix 3, provides for an interim arbitrator for the taking of evidence prior to the confirmation of the Tribunal, to cater for Danish case law and practice. Moreover, although not an interim measure, the new DIA’s Rules for Express Arbitration have a proposal provision, where in less complex cases, the parties may provide proposals to the Tribunal as to how to resolve the dispute and the Tribunal grants the one that most reasonably resolves the dispute as an award by consent, within 10 calendar days of submission of the last proposal. Please feel free to contact the DIA if you wish to know more about these two Appendices and new Express Rules.

Thank you to Roschier for an insightful survey; read it in full here.

Read more:

https://voldgiftsinstituttet.dk/?p=5708&preview=true

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-advantages-of-express-arbitration-at-the-dia/

Vis Moot-holdet fra Aarhus Universitet rejste til New York på en 11-dages tur i februar 2024. Holdet deltog i tre forskellige pre-moots ved henholdsvis International Centre for Dispute Resolution, NYC Bar Association og slutteligt New York University.

Tekst: Sofie Emilie Andersen og Freja Vestergaard Christiansen

Voldgiftsdommerne fra USA er noget anderledes end dem, vi er vant til fra Danmark. Det må vi konkludere efter at have tilbragt 11 dage i New York, hvor vi deltog i en række pre-moots samt selv havde arrangeret flere øverunder – herunder hos de amerikanske advokatkontorer Wachell, Lipton, Rosen & Katz og Clifford Chance. Til de forskellige pre-moots kom både studerende fra Columbia University, Havard Law School og andre prominente universiteter.

Dommerne var ikke bange for at stille mange spørgsmål både under og efter proceduren. Derudover blev forskellen i retskulturer også særligt tydelig til de forskellige pre-moots. USA er et common law-land og det kunne man godt mærke på voldgiftsdommernes skepsis over for det danske holds tiltro til loven og juridisk litteratur.

Ingen af de pre-moots, holdet deltog ved, havde egentlige vindere, som ellers er det almindelige pre-moot format. Uanset dette, var alle pre-moots utroligt lærerige, og som hold fik vi mange gode oplevelser.

Udover deltagelse ved pre-moots fik vi også mulighed for at opleve det ’rigtige’ New York City. Vi landede på dagen, hvor Super Bowl blev afholdt, var til basketball kamp og på Broadway. Der blev også gået ture i Central Park og afholdt pub crawls på de mange bryggerier i Brooklyn. Hvor skal man drikke en Brooklyn IPA, hvis ikke på stedet, der brygger dem?

Efter en vellykket tur til New York City, tog holdet af sted igen, idet turen denne gang gik til København. Her afholdt Plesner en pre-moot, hvor holdet kom på en tredjeplads. Udover at byde på en meget velarrangeret pre-moot, havde Plesner også sørget for en kanalrundfart og en dejlig middag.

Holdet fra Aarhus Universitet er altid på farten, og efter hjemkomst fra København, tog vi hurtigt af sted igen.

Denne gang gik turen til Lissabon der bød på en smule varmere himmelstrøg. Her kom holdet i finalen, men tog dog kun sølv med hjem – sejren gik til hjemmebaneholdet fra Lissabon.

Holdet har to pre-moots tilbage i Stochholm og Hamborg, før finalen løber af stablen i Wien. Da der indtil videre er taget bronze og sølv med hjem, håbes der på guld resten af vejen.

Deltagerne på Aarhus Universitets Pre-Moot er:

Freja Vestergaard Christiansen

Kathrine Yding Olsen

Asger Rasch Pedersen

Louie Ottosen

Elisabeth Holler

Sophie Sørensen

Frederik Brødbæk Hummelmose

Mathias Abildgaard Ohlsen

Sanctions is the topic when the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb), European Branch, hosts its annual conference and AGM in Copenhagen this April. Questions are many. For example, how should arbitral institutions proceed when parties to a dispute are subject to sanctions? How should an arbitrator act when faced with sanctioned activities or entities? How do all involved parties uphold the principle of right to justice for all parties – sanctioned and non-sanctioned? The Danish initiator of the conference, Casper Gammelgaard, anticipates that fostering constructive debate will prove beneficial.

Why have you taken the initiative to bring the CIArb European Branch’s Annual Conference to Denmark?

Last year, the annual conference and AGM were held in Venice. During this event, the management committee traditionally deliberates on the selection of the next conference venue within Europe. As a member of the management committee, I have been considering Denmark as a potential host for some time, and the timing now appears perfect.

I have observed a notable rise in international recognition for the Danish arbitration environment, attributable in part to the emergence of a new generation of skilled arbitrators and the expanding global presence of the Danish Institute of Arbitration. Consequently, I saw it as a clear opportunity to bring the conference to Denmark. I advocated for Copenhagen as the ideal host city and swiftly garnered support for this proposal.

How big a player is CIArb in the arbitration market?

It’s a global and influential player with over 17,000 members from 149 countries. Headquartered in the UK, they have branches all over the world. CIArb educates and trains arbitrators, mediators and adjudicators in alternative dispute resolution, including in arbitration. I am also a graduate of the academy as I completed the course in International Arbitration in 2019 in England. Subsequently, I achieved the esteemed designation of Fellow, the highest level of recognition within CIArb and recognized as a mark of excellence in the field of international dispute resolution. Today I am also part of the CIArb, European Branch Management Committee.

What issues will be discussed at the conference?

The topic of sanctions holds significant relevance in the current geopolitical landscape, particularly concerning cases involving sanctioned entities such as those from Russia or other affected parties. While conducting business with sanctioned entities is currently heavily restricted, there remains a pressing concern regarding ongoing cases within this context.

All involved parties must remain acutely aware of the legal landscape and there are often more questions than answers regarding the implications of sanctions on ongoing legal proceedings. The challenges posed by sanctions have far-reaching consequences on numerous international contracts and disputes, necessitating a collective effort to devise effective strategies for addressing them.

Initially, I anticipated that securing approximately 20 top-notch speakers could pose a challenge. However, to my delight, the response from those I reached out to has been overwhelmingly positive. As a result, we have curated a list of 20 highly prominent speakers for our program, with approximately half of them being women. I find it imperative to emphasize this achievement as our goal was to assemble the most outstanding lineup of speakers possible.

Subsequently, we assessed the diversity of our speaker lineup in terms of nationality, age, and gender. I am pleased to report that no adjustments to the list were necessary, showcasing the rapid evolution within international arbitration. Both the representation of women and younger individuals are steadily increasing, a trend I am proud to support and showcase at this year’s annual conference.

Are there other benefits of attending the conference?

CIArb conferences consistently draw an exclusive gathering of international arbitrators, institutions and other people involved in international arbitration, presenting a prime opportunity to broaden your professional network. To further facilitate this, we host an evening dinner where attendees have the chance to connect with colleagues from various corners of the globe in more relaxed surroundings.

Are there still spaces available and how do I register?

Yes – there are still spaces available. The conference is open to both CIArb members and non-members.

https://www.hjulmandkaptain.dk/viden/arrangementer/sanctions-in-international-arbitration/

https://www.eventbrite.com/e/sanctions-in-international-arbitration-registration-841443980597

A number of Danish and international companies and organizations support the conference, including the Danish Institute of Arbitration and Dreyers Foundation. I also hope very much that the Danish arbitration community will support the conference and sign up for the conference.

I juli 2023 blev Carlsbergs aktier i datterselskabet Baltika Breweries sat under midlertidig forvaltning af det føderale russiske agentur for ejendomsforvaltning. Carlsberg har offentligt tilkendegivet, at de hverken kan eller ønsker at indgå forhandlinger med den russiske stat, men at virksomheden aktuelt afdækker mulige retlige skridt mod Rusland. Selvom den russiske stat af gode grunde må anses som en illoyal forhandlingspart, rejser Carlsbergs udmelding et væsentligt spørgsmål om, hvorvidt sådanne forhandlinger er en forudsætning for at kunne sagsøge Rusland via investor-stat voldgift. Læs Julie Nosch og Clara Grønborg Juuls analyse, som de skriver på baggrund af deres speciale på Københavns Universitet.

Af Julie Nosch, stud.jur. og Clara Grønborg Juul, cand.jur.

I 1993 indgik Danmark og Rusland en bilateral investeringsoverenskomst (BIT), der sikrer investorer fra henholdsvis Danmark og Rusland visse rettigheder og ligebehandling, når de investerer og opererer i værtslandet. Den materielle beskyttelse består navnlig i et forbud mod vilkårlig ekspropriation og retten til “fair and equitable treatment”. En værtsstats tilsidesættelse af BIT-bestemmelserne kan udløse et erstatningskrav, som investoren kan rejse ved en investor-stat-voldgiftssag. Adgangen til voldgift reguleres i BIT’ens artikel 8. Bestemmelsen lyder:

“Tvister mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part:

(1) Enhver tvist, som måtte opstå mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part i forbindelse med en investering på den anden kontraherende parts territorium skal gøres til genstand for forhandlinger mellem tvistens parter.

(2) Hvis tvisten ikke kan bilægges på denne måde inden for en periode på seks måneder fra datoen for skriftlig notifikation af kravet, skal investor være berettiget til at henføre sagen til enten

(a) en voldgiftsmand eller en ad hoc voldgiftsdomstol nedsat i henhold til de voldgiftsregler, der gælder for FN’s Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), eller

(b) Voldgiftsinstituttet ved Handelskammeret i Stockholm.”

Indledning af voldgiftssag er betinget af forudgående forhandlinger indenfor en periode på 6 måneder, jf. bestemmelsens stk. 1 og 2. Sådanne bestemmelser kaldes “cooling-off clauses”. Spørgsmålet er herefter, om dette krav er bindende for parterne, og hvilke konsekvenser det har, at Carlsbergs afviser af deltage i sådanne forhandlinger med den russiske stat.

Praksis er uklar

Voldgiftsklausulen i artikel 8 i den dansk-russiske BIT og de nærmere betingelser deri for at indlede voldgiftssag er som udgangspunkt bindende for både værtsstaten og investoren. Artikel 8’s processuelle opbygning, forpligtende ordvalg og betingede struktur trækker i retning af, at cooling-off-bestemmelsen ikke kan fraviges af parterne.

På den anden side har man både i litteraturen og i praksis tidligere set stort på cooling-off-bestemmelser under henvisning til at sådanne forhandlinger er nytteløse. Det er her værd at bemærke, at cooling-off-bestemmelser under alle omstændigheder indebærer en indsatsforpligtelse og ikke en resultatforpligtelse.

Deres betydning skal dog ikke undervurderes, da voldgiftskendelsen risikerer at blive tilsidesat af nationale domstole, selv når voldgiftsretten har accepteret, at der efter omstændighederne kan ses bort fra forhandlingskravet. Dette skete f.eks. i den kommercielle voldgiftssag White v Kampner, hvor domstolene tilsidesatte en voldgiftskendelse, under henvisning til at parterne ikke havde iagttaget cooling-off-bestemmelsen, som således var en forudsætning for at indlede voldgiftssag. At dømme efter Ruslands modstand mod at fuldbyrde voldgiftskendelser i sager, såsom Yukos og Everest, må Carlsberg forvente lignende modstand i eventuelle senere retssager om fuldbyrdelse ved nationale domstole. Et forsøg på at undgå cooling-off-perioden indebærer således en risiko for, at voldgiftskendelsen ikke kan fuldbyrdes og at staten har mulighed for at trække den efterfølgende fuldbyrdelsesproces i langdrag.

Udvekslingen af voldgiftsklausuler via “most favoured nations”-bestemmelser

Da tilsidesættelse af et forudgående BIT-forhandlingskrav som anført kan få betydning for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse, bør muligheden for at påberåbe sig en mere fordelagtig voldgiftsklausul fra en anden BIT overvejes. En sådan udveksling af bestemmelser mellem BIT’er forekommer usædvanlig, men er mulig i kraft af såkaldte “most favoured nations”-bestemmelser (MFN-bestemmelser), som findes i langt størstedelen af BIT’er, herunder den dansk-russiske. MFN-bestemmelser sikrer investorerne fra ét land lige så fordelagtig beskyttelse som investorerne fra et andet land, som værtslandet har indgået en BIT med. Det er bredt anerkendt i investor-stat-voldgiftsret, at MFN-bestemmelser kan påberåbes af investorerne for at opnå bedre materielle rettigheder i værtslandet. Det er dog tvivlsomt om, at MFN-bestemmelser også indebærer, at investorerne kan opnå mere fordelagtige processuelle rettigheder.

MFN-bestemmelsers omfang varierer. Nogle omfatter alle investorrettigheder, mens andre, såsom den dansk-russiske BIT, er begrænsede til “forvaltning, opretholdelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling” af investeringen. Få MFN-bestemmelser, såsom Israel-Japans BIT, specificerer, at processuelle rettigheder er direkte undtaget fra MFN bestemmelsens område.

Da den britisk-russiske BIT’s MFN-bestemmelse er identisk med MFN-bestemmelsen i den dansk-russiske BIT, giver særligt sagen RosInvestCo UK Ltd. v. Russia indsigt i den danske MFN-bestemmelses potentielle omfang. I sagen tillod den nedsatte voldgiftsret, at britiske investorer kunne påberåbe sig den dansk-russiske voldgiftsklausul, som har et bredere anvendelsesområde end voldgiftsbestemmelsen i den britisk-russiske BIT. Voldgiftsretten fremhævede, at BIT’ens materielle rettigheder – “brugen” og “nydelsen” af en investering – var betinget af de processuelle rettigheder, og tillod derfor at investoren kunne gøre brug af de mere fordelagtige processuelle bestemmelser, som findes i den dansk-russiske BIT.

Hvis voldgiftsretten i en sag mellem en dansk investor og Rusland følger samme linje, har en dansk investor med henvisning til MFN-bestemmelsen adgang til de processuelle bestemmelser i den russisk-japanske BIT, der som den eneste af Ruslands BIT’er giver adgang til voldgift uden en forudgående forhandlingsperiode. Retspraksis på dette område er dog langt fra entydig. Dertil kommer, at hovedparten af sagerne angående tilsidesættelse af cooling-off-bestemmelser vedrører argentinske BIT’er, hvor cooling-off-perioden er på 18 måneder, og således er noget mere byrdefuld end bestemmelsen i den danske-russiske BIT, hvor cooling-off-perioden er fastsat til seks måneder.

Det er forståeligt, at danske virksomheder som Carlsberg, hvis rettigheder og ejendom i Rusland åbenlyst krænkes, ikke ønsker at indgå i forhandlinger med den russiske stat, men derimod ønsker at indtage et klart standpunkt både overfor Rusland og Carlsbergs kunder om, at man ikke forhandler med fjendtlige magter. Der er dog i kraft af den splittede praksis på området risiko for, at et ellers anerkendelsesværdigt standpunkt kan koste den danske investor muligheden for at indlede en voldgiftssag mod Rusland, eller indebære at der senere kan opstå problemer med fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse.

Ønsker en dansk investor at føre voldgiftssag mod Rusland, er det således vores vurdering, at investoren bør sørge for at opfylde alle betingelser herfor, herunder respektere en cooling-off-bestemmelse, således at investoren står bedst muligt rustet i en senere retssag.

Gennemførelsen af umiddelbart nyttesløse forhandlinger kan således meget vel vise sig at være et værdifuldt skridt på vejen til erstatning fra den russiske stat – en proces, der i øvrigt vil byde på mange flere både praktiske og juridiske udfordringer, når først voldgiftssagen er anlagt.

Skab et godt netværk blandt kolleger på din egen alder. Måske kan de ikke udpege dig nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år. Som med det meste i livet er en karriere som selvstændig voldgiftsdommer et langt sejt træk. Sådan lyder det fra Gisela Knuts, uafhængig voldgiftsdommer med svensk-dansk baggrund og base i Finland, der fortæller om sin egen vej ind i branchen.

Hvad er din baggrund for i dag at arbejde som uafhængig voldgiftsdommer?

Jeg startede som selvstændig voldgiftsdommer for to år siden. Før det var jeg som advokat en del af en procesafdeling i mere end 20 år.

Da jeg startede min karriere som advokat, havde jeg ingen tanke på voldgift overhovedet. Men nogle af mine kolleger arbejdede indenfor det felt, og på den måde fik jeg interesse for faget. Langsomt fik jeg de første sager som voldgiftsdommer sideløbende med mit hverv som advokat. I det lange løb viste det sig, at det ikke passede så godt med advokatfirmaets business-model, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at forsøge at blive voldgiftsdommer på fuld tid, og for to år siden tog jeg beslutningen om at gå solo.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg synes, at det er fantastisk at arbejde på denne måde og nyder det hver dag. Jeg har en kæmpe frihed og fleksibilitet på den måde, at jeg kan sige til og fra overfor opgaver. Samtidig er det spændende at arbejde med forskellige sager, retssystemer og sprog. Jeg arbejder især i Europa – Tyskland, Schweitz og de nordiske lande – og med sager i størrelsesordenen 10 til 100 millioner euro. I de fleste sager er jeg formand, men jeg har også sager, hvor jeg er partsudpeget sidevoldgiftsdommer.

Hvad skal der til for at få samme karriere?

Faglighed er selvfølgelig vigtig. Men man skal også være kendt i de rigtige kredse. Det er vigtigt, at institutterne ved, at man eksisterer, fordi de udpeger yngre voldgiftsdommere til de mindre sager.

Desuden er det vigtigt at få et netværk blandt de advokater, der udpeger voldgiftsdommerne. Voldgiftsmiljøet er ikke nogen stor verden. Du behøver ikke at starte med at udvide dit netværk globalt, for at komme i gang, men kan begynde i Norden. Et godt sted at starte er på konferencerne. Jeg taler ikke om at tage til IBA i Mexico, for selvfølgelig er det ikke det letteste som helt ung at skabe netværk et sted, hvor der måske er tusindvis af deltagere. Begynd med din egen aldersgruppe. Deltag i nationale fora som Young Arbitrators Copenhagen, hvor du møder jævnaldrende med samme interesser.

Hvorfor er det vigtigt at fokusere på sin egen aldersgruppe?

Sandsynligheden for, at mere erfarne advokater udpeger dig, er ikke så stor. De kan være gode mentorer. Det vil typisk være kolleger på din egen alder, der vil udpege dig. Måske kan de ikke gøre det nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år, og – som med det meste i livet – er en karriere som selvstændig voldgiftsdommer et langt sejt træk.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du var nyuddannet advokat?

Det drejer sig om at være kendt. Det kan man blive på mange måder. Hvis du har interesse for akademisk arbejde, er der mulighed for at skrive artikler om interessante spørgsmål indenfor voldgift, for en udpegning handler også om, hvem der har kendskab til særlige juridiske problematikker. Selv har jeg skrevet en del artikler om spørgsmål indenfor juraen og desuden en doktorafhandling, men generelt vil jeg sige, at faglig videndeling, som kan være med til at skabe diskussion, også kan være med til at synliggøre dig i branchen.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

Da jeg startede i faget, var der ikke mange kvinder. Det oplevede jeg som en fordel. Det er nemmere at blive husket, hvis man skiller sig ud – vel at mærke på en positiv måde.

Oplever du at diversitet bliver indarbejdet i kontrakter?

Der er ingen tvivl om, at mange klienter stiller krav om, at advokatfirmaer og institutter har politikker om diversitet. Der bliver lagt et vist pres på den måde. Men det kan også være ret præcise krav om, hvordan teamet på sagen sammensættes i forhold til kønsdiversitet – for eksempel at en tredjedel skal være kvinder.

Hvilke fordele oplever du, at der er ved at arbejde i teams og dommerpaneler, hvor der er diversitet?

Det ser jeg som virkelig positivt, fordi det er med til at forebygge gruppetænkning. Det er nyttigt, at vi udfordrer hinanden for at få forskelligartede perspektiver ind i de diskussioner, der fører til en endelig og bindende voldgiftskendelse. Derfor gælder det heller ikke alene køn – men også alder, baggrund og nationalitet. Forskellighed giver bedre voldgiftskendelser.

Gisela Knuts

Uafhængig voldgiftsdommer med base i Helsingfors, Finland.

Andre artikler i serien:

https://voldgiftsinstituttet.dk/kvinder-i-voldgift/

Et dansk-norsk samarbejde vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden. Timingen er god, og initiativet indebærer, at det er muligt på sigt at stå stærkere i konkurrencen med andre internationale udbydere, mener Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel og Ole Spiermann, Bruun & Hjejle, der gerne blander sig i den debat, som to advokater fra Advokatfirmaet Schjødt i Oslo startede i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev i februar.

”I dag oplever vi, at næsten alle store kontraktuelle tvister bliver håndteret ved voldgift, fordi det er mere effektivt. Generelt vinder voldgift mere og mere frem i erhvervslivet, hvor der er en stor efterspørgsel på en professionaliseret tilgang til konflikthåndtering.”

Sådan lyder det fra en af voldgiftsbranchens topprofiler, Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel. Han mener, at der er flere grunde til, at det har udviklet sig på den måde.

”Det er rart, at du som part har snor i hele sagen og større rådighed over tvisten i forhold til, hvem der skal afgøre den. Ud over udpegningen af dommerne gælder det også tidsperspektivet. Føler du, at sagen kører for langsomt, kan du henvende dig til instituttet, der sikrer, at hele forløbet kører professionelt – også fremdriften i sagen,” siger han og fortsætter:

”Når man i Norge har et ønske om at samarbejde med det danske voldgiftsinstitut, forstår jeg det godt. Med et stærkt institut i ryggen kan man tiltrække nogle af de store internationale sager, som ad hoc voldgift har svært ved – for eksempel fordi du selv skal aftale honorar med dommerne. Det er ikke altid en nem samtale at have med den, der skal afgøre din konflikt, på et tidspunkt, hvor der er en form for afhængighedsforhold,” siger han og tilføjer, at Gorrissen Federspiel bakker op om ideen, fordi der helt grundlæggende er mange fordele for alle parter ved at bruge Norden som et center for voldgift.

God synergi med SCC

Først og fremmest handler det om at gøre det muligt at tiltrække de helt store sager til Norden, understreger Jacob Skude Rasmussen.

”På den lange bane mener jeg, at et fælles dansk-norsk initiativ vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden, og bliver det en realitet, vil Gorrissen Federspiel helt sikkert gøre brug af det. Man skal huske på, at parterne jo stadig frit kan vælge dommere fra andre dele af verden, som for eksempel Tyskland eller England.”

”Ved at tage et institutionelt initiativ får vi sammen med det svenske institut i Stockholm en væsentlig større spilleplade i Norden. Jeg tror, det kan være med til at skabe en positiv spiral, hvor vi i Norden kan skabe et voldgiftsmiljø, der tiltrækker de bedste dommere og advokater, og på sigt vil det betyde, at der vil opstå en hub, som vil tiltrække flere store internationale sager.”

Danmarks placering på Transparency Internationals indeks over opfattelsen af, hvor megen korruption der er i forskellige lande (Corruption Perceptions Index), spiller ifølge Jacob Skude Rasmussen også en vigtig rolle for at kunne tiltrække sager fra hele verden til Norden.

”I alle de år, Danmark og Norge har optrådt på den liste, har de to lande ligget helt i toppen over de lande i verden med mindst korruption. I forhold til de internationale klienter er det et væsentligt argument for at vælge Norden. Man skal ikke undervurdere betydningen af at ligge i toppen af Transparency Internationals liste. Det er også væsentligt, at der ikke er risiko for falske lodder i vægtskålen, hvis voldgiftskendelsen efterfølgende bliver udfordret og der skal føres en sag herom ved domstolene. Her spiller kvaliteten af de danske og norske domstole en stor rolle, ligesom landene også står stærkt i forhold til at have en moderne voldgiftslov,” siger Jacob Skude Rasmussen.

Internationaliseringen i voldgift

Også en af branchens andre topprofiler indenfor voldgift, Ole Spiermann fra Bruun Hjejle, ser positive muligheder i et dansk-norsk samarbejde.

”Historisk er der i Danmark sket en bevægelse mod et mere internationalt perspektiv på voldgift, som betyder, at man i dag løser tvister ud fra andre normer end, hvad der kendes fra de nationale domstoles. Denne internationalisering er især båret af Voldgiftsinstituttet og altså en bevægelse væk fra ad hoc, og viser sig i dag i valget af voldgiftsdommere og tilrettelæggelse af proces og bevisførelse, foruden effektivitet. Selvom vi i Danmark er ret langt med internationaliseringen, er Sverige nok endnu længere – mens mange oplever Norge som længere bagud med fortsat stor anvendelse af ad hoc voldgift og en mere lokal kultur, der i højere grad afspejler traditioner ved norske domstole. Det vil også i praksis betyde, at den part, der kommer fra en helt anden jurisdiktion, nemt kan blive både overrasket og bekymret, hvis man altså forventer internationale standarder – og det gør store internationale erhvervsvirksomheder i dag,” siger Ole Spiermann og tilføjer:

”Jo mere internationalt et institut er i forhold til at tilrettelægge sagerne, des nemmere er det at acceptere tvistløsning ved voldgift, uanset hvor i verden man kommer fra. Ved eksempelvis at skabe en dansk-norsk løsning er der ingen tvivl om, at Skandinavien vil kunne få endnu mere at byde på indenfor voldgift. Det kommer i tillæg til en stærk kultur, god infrastruktur og et generelt internationalt erhvervsliv. Det må kunne skabe en konkurrencefordel i forhold til andre internationale udbydere.”

Også Jacob Skude Rasmussens lægger vægt på, at en dansk-norsk løsning sammen med SCC vil betyde, at Skandinavien vil stå stærkt i en international konkurrence om de store voldgiftssager – og at det også på sigt vil betyde endnu mere kvalitet i fagligheden.

”Hvis jeg skal beskrive dansk institutionel voldgift med et ord, er det kvalitet. Ved at åbne i Norge vil der være to stærke institutter i Norden. Når vi kan promovere Norden som et voldgiftscentrum, vil vi ikke alene stå stærkere internationalt, men også blive dygtigere til tvistløsning.”

Læs eller genlæs indlæg af Andreas A. Johansen og Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo:

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-anomaly-of-ad-hoc-arbitration-in-norway/

roschier-disputes-index-2024

The availabilities and challenges of court assistance in arbitration was the topic of discussion at the Norwegian Arbitration Day’s pre-conference, hosted by BAHR AS. Are users satisfied with court assistance in the Nordic countries? And will increasing availability of arbitration tools limit the role of state courts in arbitral proceedings? The DIA’s Sahra Arif reports from the event.

A panel of speakers highlighted the similarities and differences in their different jurisdictions in obtaining court assistance. The panel consisted of Madeleine Thörn, Deputy Secretary-General at the SCC, Marie Nesvik, Partner at Wikborg Rein and board member of the Oslo Chamber of Commerce, Fredrik Opsjøn Lindmark, Deputy Counsel at the ICC, Stefan Brocker, Partner of Mannheimer Swartling and was moderated by the Steffen Pihlblad, Secretary-General of the DIA.

Despite the similarities between the Nordic countries, it was clear that there are significant differences in the use of court assistance in arbitral proceedings. Although the Nordics are amongst the most arbitration-friendly jurisdictions, it was clear from the interactive discussions with the participants that practical challenges may arise, if, for example, the court is less familiar with the procedures of (international) arbitration or, if state courts are facing longer processing times, which may cause further delays of the arbitration.

The question was also posed, whether it is even preferable to involve state courts when parties have elected for arbitration. In this regard, the impact on the confidentiality of the case gave rise to interesting discussions. A clear take-away was, however, the users generally positive experience with court assistance, highlighting, the state judges’ cooperation and involvement of arbitrators in in the taking of evidence.

Although the availability of court assistance is an effective and helpful tool in arbitral proceedings, the panel also offered insights into the available tools that many arbitral institutions offer.

In Denmark’s case, the processing time at state courts may result in parties having to wait up to three years to resolve their disputes, whereas the average duration of arbitrations administered by the DIA is less than a year. With the introduction of Simplified Arbitration and Express Arbitration, the parties are able to resolve their disputes in an even more efficient and cost-saving manner.

Moreover, in order to preserve the parties’ choice to resolve disputes via arbitration, the DIA’s Rules of Arbitration also allow for the appointment of interim arbitrators for the taking of evidence and emergency arbitrators for interim measures, further reducing the need to rely on court assistance in arbitral proceedings.

Wiersholm invited psychologist Jan-Ole Hesselberg to speak about groupthink in decision-making that can occur owing to deference to seniority and not wishing to disagree. Examples of how to combat it include anonymous individual judgments before meeting and allowing a discussion of the strengths and weakness of the arguments made. The DIA’s Andrew Poole rapports from the event.

Wiersholm hosted one of two pre-conference events for Norwegian Arbitration Day 2024. The psychologist Jan-Ole Hesselberg spoke about the dangers of groupthink in decision-making. An eminent panel followed his presentation, consisting of a sitting Norwegian Supreme Court judge Erik Thyness, a former Swedish Supreme Court judge Johnny Herre, Kristoffer Löf of Mannheimer Swartling and Peter Schradieck of Plesner.

Mr Hesselberg started by highlighting the problem of short-cuts and being influenced by irrelevant facts so that decisions become biased and inconsistent. This is taken further when decisions are made in a group. Although teamwork allows more to be achieved, group decision-making can be affected by issues such as deference to seniority, not wishing to disagree and spending more time on familiar than unfamiliar information. Mr Hesselberg noted that although judges are generally superior decision-makers, they still can be affected by groupthink and indeed he found in one research project that in certain group meetings, information was withheld 48% of the time. Reasons for this included not wishing to look argumentative, not knowing if one’s input was clever enough and assuming that the group had already made the decision. Suggested steps to combat groupthink included provision of anonymous individual judgments before the group meets, the member with the most authority contributing last when meeting and allowing a discussion of the strengths and weaknesses of all arguments.

The panel highlighted a few procedural points that resisted groupthink such as Norwegian judges having to make up their own minds before hearing their co-judges, the most junior judge going first in court meetings in Denmark, and the chair going last in tribunal deliberations. There was an acknowledgement that a dissent could be less likely in high stake cases but not at the expense of one’s name. Thirdly, there was agreement that tribunal secretaries should not act as decision observers in the fight against groupthink not least because this would raise the spectre of the fourth arbitrator.

Afterwards, Norwegian Arbitration Day was held at University of Oslo’s Domus Academica. Topics ranged from challenging arbitral awards in the Nordics to amicable settlements and mediation to Nordic document production. There were only 22 challenge cases in Sweden, Denmark, Norway and Finland in 2023, four were settled (all in Sweden) and just two were successful (again both in Sweden). We heard that the majority of parties wish for counsel to encourage settlement, including mediation, and methods to do this include tribunals taking into account rejected settlement offers when allocating costs and suggesting mediation windows during arbitrations. The last panel suggested that the trend of document production requests in Nordic arbitration is increasing, albeit from a low base.

Det blev de to advokatfuldmægtige, Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted, der løb med YAC’s specialelegat på 20.000 kroner. De havde ifølge dommerkomiteen skrevet et interessant speciale med et højt fagligt niveau om voldgiftsdommerens erstatningsansvar.

”Dommerens mulige erstatningsansvar i voldgiftssager er et spørgsmål, som er oppe i tiden. Der er interesse for emnet, fordi der har været flere internationale sager, hvor kendelser bliver udfordret ved domstolene, og i forlængelse heraf ligger spørgsmålet om det mulige erstatningsansvar.”

Sådan lyder det fra Daniel Haue Jakobsson, der ud over at være advokat og partner hos Accura også sidder i Young Arbitrators Copenhagens (YAC) bestyrelse, der for to år siden stiftede et specialelegat, som første år gik til Sofie Stemann Beck og Frederik William Brøndsted Henriksen, og som senest er gået til Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted.

”Begge år har niveauet været meget højt. De seneste modtagere af legatet er valgt dels på grund af det aktuelle og omdiskuterede emne og dels en imponerende grundighed med fin inddragelse af dansk og international retspraksis. Legatmodtagerne har ikke alene undersøgt ansvarsnormen men også de øvrige erstatningsbetingelser, som vi kun sjældent har set beskrevet. Det gælder for eksempel spørgsmålet om årsagssammenhæng, og om ansvarsbegrænsninger i institutternes regler kan tilsidesættes. Det er alle sammen væsentlige spørgsmål af praktisk relevans.”

Et emne uden dansk retspraksis

Legatmodtagernes interesse for emnet skyldes blandt andet, at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering på området.

”For os var det spændende at undersøge et emne, som hverken lovgiver eller domstolene har taget stilling til. Derfor er der virkelig noget at diskutere. Samtidig er der det retspolitiske aspekt, om voldgiftsdommere kan blive afskrækkede, hvis de kan blive personligt erstatningsansvarlige for deres hverv,” siger Lasse Lauritzen, der i dag er advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle.

Magnus Hoffmann Høgsted er enig.

”Jeg synes også, at der er et interessant aspekt i, at der bliver afgjort flere og flere sager ved voldgift. Alene af den grund er det vigtigt at få taget stilling til voldgiftsdommerens ansvar”, siger han.

For begges vedkommende arbejder de lige nu indenfor andre fagområdet end voldgift. Dog kombinerer Magnus Hoffmann Høgsted sit job som advokatfuldmægtig hos Plesner med en opgave som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot hold.

”Så selvom jeg i dag arbejder med kommercielle aftaler og IT-kontrakter, har jeg bevaret en forbindelse til voldgift,” siger han.

Specialelegatet er et af YAC’s tiltag for at udbrede kendskabet til voldgift i Danmark.

”Jo flere unge jurister og jurastuderende, vi kan få til at interessere sig for voldgift, des flere praktikere kommer der. Lige nu ser vi en generel stigende interesse for voldgift, som fylder en større og større andel af procesadvokaternes arbejde. Så ja, der er brug for flere praktikere og specialister i fremtiden,” siger Daniel Haue Jakobsson.

I den brede offentlighed er advokat Lars Kjeldsen kendt som forsvarer i en række spektakulære straffesager som PET-sagen, IT-Factory og Tvind – ligesom han har haft en nøglerolle i udredningen af flere politiske skandaler, blandt andet Minkkommissionen. Men i voldgiftsmiljøet er han også kendt som en eminent voldgiftsdommer i sager om alt fra entrepriser til transaktioner. Kom med ind i maskinrummet hos en af Danmarks mest erfarne voldgiftsdommere, der fortæller om både forskelle og ligheder med sit arbejde i de vidt forskellige sager, han beskæftiger sig med.

En af de ting, der kendetegner de sager, som advokat, forsvarer og voldgiftsdommer, Lars Kjeldsen arbejder med, er et stort plus.

Det er straffesagen plus skattelovgivning. Kommissionen plus husdyrlovgivningen. Retssagen plus forvaltningsloven.

”I starten af min karriere arbejdede jeg en del med skatteret, transaktioner og generel erhvervsjura. Nu arbejder jeg kun med proces. At gå i dybden med et juridisk område, undersøge det til bunds og bruge den viden i forbindelse med en retssag, er blevet min metier – og jeg har faktisk aldrig haft en sag om narko, vold eller drab. Det er ikke der, min interesse ligger, og jeg vil ikke kalde mig selv forsvarer i klassisk forstand” siger Lars Kjeldsen, der efter et kort ophold i London, skiftede til Nyborg Rørdam i 1992.

Her brugte han en stor del af de første fem år som forsvarer i Tvind-sagen, hvor blandt andre Mogens Amdi Petersen stod anklaget for at have svindlet for over 100 millioner kroner.

”I substansen var det en skattesag. Så på den måde passede det mig godt, at der var en proces og samtidig en vinkel på sagen, som betød, at jeg kunne gå i dybden med et fagområde, som jeg allerede havde kendskab til. Det samme var tilfældet i straffesagen mod Stein Bagger, der stod anklaget for at have svindlet sig til mere end 800 millioner kroner ved hjælp af en såkaldt leasingkarrusel. Det var egentlig en nem sag, fordi han havde tilstået alt, men det krævede indsigt i erhvervsforhold og økonomi at løfte sagen.”

Evnen og lysten til det dybdeborende arbejde var også i spil, da han i 2010 sagde ja til at lede en undersøgelse, som skulle kaste lys over de anklager, som den katolske kirke i Danmark havde modtaget om seksuelle overgreb. Men det blev også et vendepunkt, for han besluttede sig for fremover kun at arbejde med en sag ad gangen – bortset fra voldgiftssagerne.

”Gennem tiden har jeg tænkt, at det kunne være interessant at blive dommer. Det er jeg så ikke blevet direkte – men som voldgiftsdommer er jeg det i en variant.  Det var interessen for dommerfaget, der i første omgang fik mig til at tage Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse. Det oplevede jeg som virkelig spændende og sjovt. Og jeg kunne mærke, at jeg havde meget lyst til at arbejde inden for det felt.”

Den første sag

”Jeg kontaktede mit netværk, og en kollega spurgte, om jeg var interesseret i at blive udpeget i en sag hos Voldgiftsinstituttet. Senere blev jeg udpeget som enedommer i en entreprisesag med 10-15 forhold med en sagsgenstand på omkring 200.000 kroner. Alt var gået skævt mellem ejeren og en håndværksmester, som i øvrigt mødte op uden advokat. For mig var det en virkelig lærerig begyndersag. Jeg skulle løse en sag og hjælpe med til, at parterne følte sig godt behandlet,” siger Lars Kjeldsen og tilføjer, at han i rollen som voldgiftsdommer oplever, at parterne faktisk ret hurtigt kan blive enige om processen – og når det lykkes, bliver voldgiftsrettens arbejde nemmere.

”Jeg sagde aldrig nej til en sag. Og på den måde kom jeg i gang. Jeg oplever det som både sjovt og spændende. I virkeligheden er det en form for løbende uddannelse, fordi jeg ser kolleger agere i vidt forskellige typer af sager. Jeg tager observationerne med mig videre. Både de gode og de dårligere. Måske havde den ene parts advokat en god idé, men når den føres ud i livet i retssalen, så fungerer den ikke. Eller det modsatte sker – at en advokat griber en sag an på en måde, som inspirerer mig til at gøre det samme, når jeg er tilbage i rollen som advokat.”

De store forskelle

I dag har han haft godt 50 udpegninger som voldgiftsdommer, de fleste i Voldgiftsinstituttet. Ofte er emnet M&A-transaktioner, hvor den ene part mener, at han er forholdt relevante oplysninger. Men det kan også være opsigelse af kontrakter eller erstatningsudmåling ved manglende leverancer af forskellig karakter. Uanset emnet, oplever Lars Kjeldsen, at den store forskel på at fungere som voldgiftsdommer frem for advokat i en kommission eller straffesag er hvervets meget fortrolige karakter.

”Det er en markant forskel. Jeg er vant til, at der er en stor pressebevågenhed i mine sager, fordi de ofte har en politisk vinkel og derfor af interesse for den brede befolkning. Så jeg er nødt til at interagere med pressen, måske også fordi modparten gør det. Det tager lang tid. På den måde oplever jeg, at det er en betydelig lettelse at arbejde som voldgiftsdommer.”

En anden forskel er partsinteressen.

”Som advokat er jeg optaget af vidnerne og at beviset skal stille klienten i det bedste lys. Som voldgiftsdommer er jeg helt uden frygt for, at der kommer vidner og vælter det hele. Så i rollen som voldgiftsdommer oplever jeg mere ro omkring sagen og at det er ligegyldigt, hvem der får ret, bare resultatet er rigtigt. Det er også en meget stor forskel.”

Samarbejdet mellem parterne

Som voldgiftsdommer og formand for voldgiftsretten er opgaven at holde sig mentalt åben over for alle argumenter.

”Først og fremmest skal samarbejdet fungere mellem alle i voldgiftssagen. Det starter ved forberedelsen, hvor vi tilrettelægger processen i enighed med parterne, da voldgift er en aftalebaseret proces. Når rammen er sat, kan der være brug for en ekstra indsats for at få samarbejdet til at fungere. Og så er det meget vigtigt, at parterne føler, at de både går ind i voldgiften og ud igen med den klare overbevisning, at voldgiftsdommerne har lyttet til dem og tænkt grundigt over alle deres synspunkter. Derfor gør jeg mig meget umage for at holde mit sind åbent for alle de synspunkter, der bliver fremført.”

På den måde er der en vis portion psykologi, der hører til rollen som voldgiftsdommer.

”Jeg tilstræber, at parterne ved, at jeg og mine meddommere hører, hvad de siger og tager hensyn til deres ønsker til processen – det kan være en anmodning om yderligere bevisførelse som eksempelvis besigtigelse af en ejendom. De skal opleve, at jeg stiller mig til rådighed for at løse problemerne. Jeg forsøger at være relativt rummelig. Men når det er sagt, kan det kræve en del tålmodighed. Især hvis parterne står stejlt over for hinanden og ikke kan blive enige om noget som helst,” siger Lars Kjeldsen, der har en pragmatisk tilgang til at sænke konfliktniveauet, som består i at løse et problem ad gangen.

”Min erfaring er, at konfliktniveaet sænkes, hvis man tager de mest presserende dele af sagen først og får løst dem, mens det, der lurer i baggrunden, bliver skubbet foran os. Det er ofte en vej til, at parterne kan bringes til enighed om sagens tilrettelæggelse,” siger han og tilføjer:

”Parterne har hver deres holdning, og derfor har de også bedt eksperterne vidne ud fra hver deres præmisser. Hvis eksperterne er til stede samtidigt, vil det ofte vise sig, at de kan blive enige, og det hjælper også parterne i den rigtige retning.”

Kendelsen

I praksis slutter sagen med, at Lars Kjeldsen, når han er formand, skriver et udkast til voldgiftskendelsen.

”Som formand skriver du for, som det hedder. Det betyder, at jeg laver udkast til alle beslutninger og kendelser, som mine meddommere får til kommentering.”

Hvem sidedommerne er, vil normalt være op til partnerne, og Lars Kjeldsens erfaring er, at de ofte foretrækker voldgiftsdommere med stor erfaring.

”Muligvis fordi mange oplever et erfarent panel som mere driftssikkert. Her kan man sige, at alder er et plus. Men når det er sagt, kan jeg virkelig godt lide at samarbejde med nogle af de mange dygtige unge voldgiftsdommere, der kommer. Det er en stor fornøjelse at have dem med i tredommer-sagerne. Mens vi ældre kan have en tendens til at være mere konservative i vores tilgang, bringer de unge nye ideer og perspektiver ind.  Så for mig er alene det at være i et fag, hvor der kommer nye, dygtige unge til, en fornøjelse.”

Lars Kjeldsen

Advokat og partner hos Nyborg & Rørdam. Udpeget som voldgiftsdommer i mere end 50 internationale og nationale voldgiftssager. Har desuden undervist på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse.

The Green Pledge is an important tool for implementing sustainability in the arbitration process. This is the opinion of Henrik Nedergaard Thomsen from Neugebauer Clan, who works to spread the idea of sustainability in international arbitration through, among others, the Europe Committee of the Campaign for Greener Arbitration. The project was launched in May 2019 as a promise from a British international arbitrator who wanted to handle her cases with the environment in mind.

Why did you get involved in promoting sustainability through The Green Pledge?

We must all contribute to sustainability. I work primarily in litigation and arbitration and act as an arbitrator both in Denmark and internationally. The process around these cases is based on rules and traditions from a time when sustainability and climate impact were not a necessary part of the agenda. The Campaign for Greener Arbitrations asked me to join the European committee to raise awareness and understanding that sustainability should also be part of the arbitration process. I said yes for two reasons: On a societal level, it seemed meaningful to help put sustainability on the agenda. On a business level, it also made sense because the work processes, I follow as a lawyer or arbitrator also have an impact on the client’s or party’s own sustainability accounts.

How did The Green Pledge come about?

The Campaign for Greener Arbitrations began in May 2019 as a pledge from UK international arbitrator Lucy Greenwood that she would conduct her arbitrations with the environment in mind. She launched The Green Pledge with the aim of limiting her own environmental and climate impact in her work as an arbitrator. The Green Pledge raised awareness among more and more arbitrators around the world and spread to arbitration institutes, law firms, individual lawyers, other counsel, universities, professional arbitration associations and conference centers that host oral arbitration hearings. The Green Pledge now has six global working groups, eight regional committees and has spread to most of the world.

Who can sign and who has signed up recently?

The Green Pledge is for anyone who wants to support sustainability in litigation and arbitration. It is not a requirement to make your sign-up visible, but the spirit of the campaign is to focus on sustainability as far as possible and relevant. So far, The Green Pledge has mainly been signed by arbitrators, arbitration institutes, law firms, individual lawyers, expert witnesses, universities, professional arbitration associations and conference centers that host oral arbitration proceedings. Among the Nordic arbitration institutes, the SCC Arbitration Institute in Stockholm and the Nordic Arbitration Center in Reykjavik have so far signed. At Neugebauer Clan, we signed The Green Pledge in March 2023.

What’s in it for you?

The Green Pledge should be an integral part of your company’s sustainability policy. The Green Protocol, an operational tool, outlines what can and should be done as part of the implementation of the Green Pledge. It ranges from overall objectives for management to specific actions for all employees. This includes, for example, a focus on reducing energy consumption and CO2 emissions, policies for online or on-site meetings, policies for transportation and choice of transportation, replacing office supplies with sustainable alternatives, the ability to work digitally and limit printing, and use suppliers who have a focus on sustainability themselves. It all aims to ensure that the company promotes and develops behaviors that support sustainability and limit climate impact wherever possible and relevant. What you get out of it depends entirely on how far you as a company want to go.

How do you sign?

Signing the Green Pledge is done digitally. You click on the “Sign the Green Pledge” box on the front page of The Campaign for Greener Arbitrations’ website and from there you are guided through the signing process.

What impact do you expect this initiative to have in the long term?

The Green Pledge is a dynamic tool to raise awareness and support sustainability in the arbitration process, and it will become a standard for what can and should be done in this area. Around the world, countries are setting targets for when they will be neutral and how they will limit CO2 through green change and climate adaptation. So do companies, either because the company is subject to a sustainability reporting requirement or because they are suppliers to a reporting company and through this collaboration will or must be able to meet the reporting company’s sustainability requirements. Through arbitration clauses, companies can be expected to want to ensure that they can opt out of arbitration institutions, arbitrators, venues for the oral hearing or others that do not meet their sustainability requirements or standards, so that the arbitration does not have a more negative impact on the company’s sustainability reporting than necessary. The Green Pledge will therefore be an important tool for implementing sustainability in the arbitration process.

Henrik Nedergaard Thomsen

Lawyer and partner at Neugebauer Clan.

Read more

Signing of The Green Pledge and overview of the signatories:

https://www.greenerarbitrations.com

Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere- og advokater til trods for de seneste års øgede fokus på diversitet. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til det første af en række interviews med kvinder i voldgift, hvor Mrinalini Singh fortæller om sin karriere, erfaringer undervejs og om hvilke råd, hun gerne ville have fået, da hun startede i faget.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Jeg er vokset op i Singapore, hvor jeg uddannede mig som advokat. I en række år arbejdede jeg inden for de klassiske fagområder. Jeg udarbejdede kontrakter, rådgav klienter og gennemførte retssager – særligt indenfor erstatningsretten. I dag er jeg glad for, at jeg har erfaring med at gå i retten og ser det som et godt fundament for mit arbejde med voldgift.

Jeg har altid haft et ønske om at arbejde udenfor Singapore, og det lykkedes mig at få et job i et stort internationalt advokatfirma i Frankfurt, hvor jeg kunne fokusere på voldgift. Og så stod jeg pludselig med både nyt job, nyt fagområde, nyt land og en meget anderledes kultur.

Ja, det var en stor mundfuld, men selve jobbet og arbejdsopgaverne føltes velkendte. På mange måder mindede det om mit job i Singapore. Arbejdssproget var stadig engelsk, og opgaverne var ganske sammenlignelige.

Til gengæld var det en udfordring af lære sproget og skabe nye kontakter. Jeg oplevede det lidt som at skulle finde vej uden at have et kort. I virkeligheden ved du ikke, hvor stort et netværk, du har, før du forlader det. Det gælder både muligheden for at få støtte og information fra andre – men også muligheden for, at de tænker på dig. I Tyskland var der for eksempel ikke nogen, der umiddelbart ville pege på mig, og sige: Hun er den rette til denne opgave. Til gengæld fandt jeg støtte hos mine kolleger, der hjalp mig med at navigere igennem de udfordringer, som jeg oplevede. På den måde blev de mine mentorer på kontoret og værdsatte venner uden for det.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at lykkes i faget?

Det vigtigste er, at du ser din profession som et community, som du kan række ud i – også uden tanke på at få et job. Det kan være fristende, men lad være med at sende dit CV rundt til mennesker, som du aldrig har mødt.

Lær markedet at kende først. Det gør du ved at researche. Herefter kontakter du de mennesker, som repræsenterer advokatkontorer eller virksomheder, som du gerne vil lære at kende. Først herefter tager du stilling til, om du vil sende dem dit CV.

Sådan fik jeg mit job i Frankfurt. Jeg kendte ingen og havde derfor heller ikke noget netværk. Så jeg fandt frem til nogle advokatkontorer, som kunne være interessante, sendte helt korte og neutrale mails til udvalgte personer for at starte en samtale op. På det tidspunkt var jeg junioradvokat, og det havde selvfølgelig også indflydelse på, hvem jeg kunne kontakte.

Der var en del, der ikke svarede. Men en enkelt vendte tilbage, og jeg lærte virkelig meget om det tyske marked for voldgift alene ved denne ene samtale. Han kendte et team, hvor man netop havde ansat jurister fra andre jurisdiktioner, og forslog, at jeg skrev til dem. Det gav mig mulighed for at skrive, at en person fra mit netværk havde anbefalet mig at kontakte vedkommende, og om han ville drikke kaffe og fortælle om sit arbejde. Sådan fik jeg min første stilling i Europa.

Da jeg syv år senere gerne ville til Danmark, fordi jeg på det tidspunkt havde mødt min danske mand, kom jeg med mere arbejdserfaring i bagagen. Min daværende arbejdsplads havde samarbejde med et par danske advokatkontorer, og jeg tænkte: Ok, lad os starte der. Jeg foreslog igen at drikke kaffe, for at høre nærmere om, hvordan advokatkontoret arbejdede – og først senere sendte jeg mit CV.

Fordelene ved at sende CV’et efter det første møde er flere. Under samtalen erfarede jeg, at der i advokatkontorerne er mange juniorer, som har brug for støtte og vejledning. Dermed kunne jeg placere mig mellem senioradvokaterne og juniorerne, og virkelig gøre en forskel.

En anden fordel ved at sende CV’et efter den første kontakt er, at de har set ansigtet bag CV’et, når de modtager det. Hvis jeg sender et CV uden at have haft et møde først, kan det opleves som upersonligt og anonymt.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Ræk ud i dit community. Måske kan det føles svært at sende en mail til en person, som du ikke kender, for at bede om et møde. Det er en tærskel, du skal overskride. Men tro på, at nogen vender tilbage. I Danmark er folk meget åbne. Jeg ser det som et meget ikke-hierarkisk miljø.

Og tænk så på: Hvad er det værste, der kan ske? At ingen svarer. Det er ikke nogen katastrofe.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

For nylig fik jeg til opgave at være ledende advokat på en international voldgiftssag hos Voldgiftsinstituttet. Det gjorde mig meget stolt og fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at arbejde et sted, hvor der er mennesker omkring dig, som ønsker, at du får succes. Du skal selvfølgelig arbejde hårdt og gøre dit bedste, men du har også brug for at blive bakket op. Så det er vigtigt, at du har en chef, som tager sig tid til dele sin viden og tale din sag, når du ikke selv sidder med ved bordet. Så spørg dig selv: Er jeg et sted, hvor de mennesker, jeg har omkring mig, ønsker at jeg lykkes?

Og sagen gik godt. Det var udfordrende at være ledende advokat for den ene part. Det var også en stor fornøjelse at konstatere, at to ud af de tre voldgiftsdommere var kvinder, og at min modpart også var repræsenteret af en kvindelig advokat. Dejligt at se, hvor mange kvinder, der var in charge, og som gjorde det virkelig godt.

Instituttets seneste statistikker viser, at der i 2022 var 33 procent kvinder blandt de dommerudpegninger, som instituttet foretog. Blandt parternes udpegninger var alene seks procent kvinder.

Mrinalini Singh

Director i Plesners team for Dispute Resolution de seneste tre år. Beskikket som Advocate og Solicitor i Singapore og som Solicitor i England og Wales. Specialiseret i rets- og voldgiftssager om internationale tvister, herunder særligt internationale kommercielle voldgiftssager og investeringsvoldgiftssager.
I løbet af sin karriere i Singapore, Tyskland og Danmark har Mrinalini repræsenteret klienter i talrige voldgiftssager ved regionale og internationale voldgiftsinstitutter, herunder International Centre for the Settlement of Investment Disputes (ICSID), International Chamber of Commerce (ICC), the German Arbitration Institute (DIS), London Centre for International Arbitration (LCIA), Danish Institute of Arbitration (DIA) og Singapore International Arbitration Centre (SIAC).

Interviewet med Mrinalini Singh er gennemført på engelsk.

The European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) has selected Copenhagen as the backdrop for its signature event and highly anticipated Annual Conference and AGM. The conference takes place in April and will illuminate Copenhagen as a hub for international arbitration, writes Casper Gammelgaard, who has made a great effort to bring the conference to Denmark.

By Casper Gammelgaard, Partner, FCIArb, HjulmandKaptain Lawfirm

Scheduled for Friday April 19th and Saturday 20th, 2024, this prestigious gathering promises to be one of the highlights of the calendar for practitioners within the international arbitration community.

Boasting a membership exceeding 17,000 professionals across 149 countries and supported by a robust network of 42 branches worldwide, CIArb stands as a beacon of excellence in the field of international arbitration, mediation, and adjudication. With its mission rooted in education and training, the Chartered Institute plays a pivotal role in shaping the future of dispute resolution globally.

Themed “Sanctions in International Arbitration: Challenges, yes, but also opportunities?” this year’s conference is set to address the complex challenges stemming from the evolving geopolitical landscape and the escalating imposition of international sanctions. With global trade facing unprecedented disruptions, the role of international arbitration in resolving disputes has never been more crucial or also increasingly complicated.

The conference consists of six panel debates featuring leading practitioners, scholars, and representatives from prominent arbitration institutions. Among the distinguished speakers are (to name a few): Caroline Falconer, Secretary General of the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC) in Sweden; Emmanuel Jolivet, General Counsel of the International Chamber of Commerce & International Court of Arbitration (ICC) in France; Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration (DIA) in Denmark; Volodymyr Nagnybida, Vice President of the International Court of Arbitration, Ukraine (ICAC); Reinmar Wolff, FCIArb, Deputy Chairman of the Board of the German Arbitration Institute (DIS) in Germany; and Adelina Prokop, Council Member of the SAKIG Arbitration Court at the Polish Chamber of Commerce.

In addition to these prominent institutions, the panels will feature approximately 15 additional national speakers – all experts in their respective fields and all with extensive experience in handling sanctions.

These panel discussions will delve into the multifaceted impact of sanctions on arbitration institutions, arbitrators, and parties involved in the arbitration process. From the initial agreement to arbitrate to the enforcement of arbitral awards, the conference aims to provide comprehensive insights into navigating the complexities of international arbitration in a rapidly changing world.

The conference is open to both CIArb members and non-members alike and held at Villa Copenhagen in the center of Copenhagen.

Attendees can also look forward to a Gala Dinner on Friday evening at the esteemed restaurant Nimb, located within the iconic Tivoli Gardens.

For further information and registration: https://url12.mailanyone.net/scanner?m=1rc20s-0001PK-5T&d=4%7Cmail%2F90%2F1708342800%2F1rc20s-0001PK-5T%7Cin12e%7C57e1b682%7C21207997%7C12379748%7C65D33E3E6EB6DAABB70935A7526BE51F&o=%2Fphtw%3A%2Fwtsbvw.intree%2Fitea%2Fes.t-incnnsitoat-iirntneblontaria-riragn-etooris-tinta848453901479&s=XtGcMaAgL9wiidvsJlJ9kWzgYhA>.

Feel free to contact Casper Gammelgaard, HjulmandKaptain: [email protected].

The vast majority of cases in Norway are handled through ad hoc arbitration, write Andreas A. Johansen and Michael F. Decker from Advokatfirmaet Schødt in Oslo. They believe that, while ad hoc arbitration has its benefits, the Norwegian legal market would benefit substantially from building up a full-fledged arbitral institution akin to the DIA, the SCC, and other institutions who have contributed to the development of arbitration in their respective homes over the last decades.

By Partner Andreas A. Johansen and Managing Associate Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo

The Nordic countries have a robust tradition for dispute resolution outside the ordinary courts, and for arbitration in particular. Recent statistics reflect that the leading institution in Denmark – The Danish Institute of Arbitration – averages well over 100 new cases per year, while the number for the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce is well over 150. The Finnish Arbitration Institute is not far off of these numbers. Compared amongst themselves, these caseloads roughly correspond to these countries’ respective economy sizes, with a longstanding and significant boost to Sweden’s arbitration docket coming from its well-known history as a neutral ground for resolution of disputes particularly between East and West. These Nordic arbitration institution caseloads are also respectable when compared with some of the leading institutions worldwide – for example, the International Chamber of Commerce in Paris administers close to a thousand cases per year, only a small multiple of the Nordic total, despite France alone having a GDP close to double the overall Nordic GDP and the despite the ICC’s dominant position internationally.

Norway has an economy similar in size to its Nordic neighbors, with well-known areas of focus in oil & gas, shipbuilding, and aquaculture, among many others. And it has a history for arbitration that is strong in a manner comparable to Finland, Sweden, and Denmark. But Norway has long stood apart when it comes to institutional arbitration. While there are institutional presences in Norway – in particular the Oslo Chamber of Commerce (OCC) and ICC Norway – these institutions only administer a handful of cases each year. Reports from Norwegian Arbitration Day 2024 reflect that the OCC has administered between 1 and 8 new cases per year over the past few years. The ICC reports handling a similarly low number of cases with Norwegian law and/or Norwegian parties each year. The vast majority of such Norwegian cases are handled through ad hoc arbitration.

And Norwegian arbitrations are often quite large. Disputes among oil & gas companies regularly lead to amounts in dispute reaching billions of Norwegian kroner. Disputes following from M&A transactions or arising in the maritime, shipping, life sciences, and construction industries, among others, can also be significant, with many new cases arising each year involving disputed amounts surpassing 100 million kroner. A variety of other cases, some of them smaller, come up each year. Most of these arbitration proceedings involved at least one non-Norwegian (and often a non-European) party.

With reference to the foregoing comparison of institutional caseloads, one basic challenge in even discussing this topic is simply counting the number of Norwegian arbitration cases. While Norwegian legislation requires that arbitration awards be archived with the national courts (see Voldgiftsloven, section 36, fifth paragraph), this requirement is only inconsistently adhered to. Informal estimates of caseload based on our discussions with practitioners and arbitrators, however, put the current numbers at 200+ cases per year.

Why ad hoc arbitration is preferred in Norway

The history and reasons behind Norway’s trend towards resolution of disputes through ad hoc rather than institutional arbitration is a frequent topic of discussion among practitioners in writing and at conferences. The consensus is that there are a number of interrelated reasons why ad hoc has remained the preferred mode of arbitration in Norway even as arbitrations in neighboring Nordic countries have as a rule been administered through firmly established local institutions. We address a few of these here.

The main background reason for the prevalence of ad hoc arbitration over institutional arbitration in Norway is that Norway has – even compared to its Nordic neighbors – a somewhat smaller and more tight-knit legal community, which historically has had great success in appointing arbitrators from a relatively small group of practitioners, academics, and judges from the ordinary courts. This trusting community is both underpinned and reinforced by societal-level trust: Norwegians are trusting of other individuals and of society as a whole – again, by some measures even more than their Nordic neighbors. Norwegian lawyers are also, at least by some, considered to be quite pragmatic when resolving disputes.

A seeming separate consequence of this trust and pragmatism is that, even at present, Norwegian arbitration awards are seldom challenged – and, when challenged, rarely end up being annulled. Based on reporting shared at Norwegian Arbitration Day 2024, we are aware of only three Norwegian cases seeking annulment in 2023. The true finality of Norwegian arbitration awards seems to be an additional sort of success for the ad hoc arbitration system.

As an aside, another notable additional side effect of the levels of trust and ultimately collegiality in the Norwegian legal community is that, in contrast to the norm in most other countries around the world, appointment of panels typically occurs not according to the usual party-appointment procedure, but with the parties jointly agreeing upon all three (or occasionally two of three) panel members. This situation underscores the unusually high level of functioning in the Norwegian arbitration world.

A second overall reason for the continued prevalence of ad hoc arbitration is that institutions are viewed by many with skepticism. Ad hoc arbitration users may be concerned about institutions introducing unnecessary complication into the arbitration process, and potentially also more expense. Ad hoc arbitrations are seen as safe and predictable, with well-known arbitrators adjudicating the disputes, and with chairpersons also taking on much of the role that would otherwise be handled by a secretariat.

Ultimately, inertia also plays a significant role. It is hard to drag people unwillingly away from a system that seems to work – but especially hard to succeed in converting members of a traditionally cautious profession, no matter where in the world they are based. One rarely faces criticism for sticking to the status quo rather than opting for a newer (even if perhaps better) way of doing things. Furthermore, measures which go in the right direction, but only partially solve the relevant problems – such as the rightly celebrated Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association, discussed below – can ironically make it even harder to move further by relieving some of the overall pressure to implement changes. Right or wrong, then, significant force is needed to move in a new direction.

The problems with ad hoc arbitration in Norway

One consequence of the above considerations is that efforts to introduce institutional arbitration to the Norwegian legal community have not, at least not at present, been the success that many have hoped.

Yet there remain a number of problems with ad hoc arbitration in Norway, and corresponding advantages to institutional arbitration:

• Diversity of arbitrators: There seems to be something structural about ad hoc arbitration, as compared to institutional arbitration, which inhibits diversity among arbitral tribunals. The issue connects to the value of party autonomy, which ad hoc arbitration takes to an extreme. As mentioned, it is normal in Norwegian ad hoc arbitrations for parties (aided by their lawyers) to jointly appoint a panel of arbitrators. These arbitration users can tend to have a conservative streak, opting for the most traditional – including the most senior – presences in the arbitration community. As a potential panel is under discussion, lawyers may be reluctant to advocate for a younger, and thus also typically less experienced, arbitrator from their side. Such a move may allow for the opposing counsel to advocate for a very experienced arbitrator who will be presumed to “win” in a disagreement with the less experienced arbitrator. Or it may simply be considered a less predictable approach than opting for a seasoned veteran – which, considered in a vacuum, can hardly be criticized. Yet, this situation often leads to panels consisting exclusively of “safe choices”: conventional, very experienced arbitrators, which in Norway will most often mean men in their sixties or seventies. The unfortunate consequence is that diversity of virtually every kind is, if not expressly or deliberately rejected, then sidelined as collateral damage. This problem seems to repeat itself around the world when parties are the ones doing the appointing, even in institutional arbitrations – so it is likely fairest to conclude that this is a problem of party appointment more than an ad hoc problem or a Norwegian one.
  Arbitral institutions, by contrast, can – and, the data shows, actively and successfully do – facilitate such change, in part because institutions often appoint a tribunal’s chairperson (or the sole arbitrator, as relevant). Data from various institutions seems to reflect, e.g., that, whatever the rate at which parties appoint women as arbitrators, the institutions appoint more. Based on our experiences and those of our colleagues at other law firms, the same goes for other axes of diversity that are worth encouraging.
• Lack of transparency or predictability, the Black Box syndrome. Ad hoc arbitration in Norway is guided ultimately by Norway’s 2004 arbitration statute. This statute is in several regards only a bare-bones framework – notwithstanding e.g. the commentaries which flesh out some aspects of Norwegian arbitration procedure according to the law. Compared to the detailed and carefully considered rules of the institutions mentioned already, much is missing. One straightforward example is regarding fees. There is nothing in Norwegian law that states what fees an arbitrator shall be entitled to. The consequence is that, potentially problematically, each arbitral tribunal decides its own fees. Another example is regarding requests for access to evidence – as to which the governing statute does not comment. Here, historically, parties and arbitrators have looked to, variously, the Norwegian Civil Procedure Act, the IBA Rules on the Taking of Evidence in International Arbitration, and other sources. In the absence of party agreement to adopt a ruleset in PO1, arbitrators tend to grasp at straws when looking for authority to guide their decision-making in this area because the law is silent on the matter. Users of arbitration under Norwegian law are generally agreed that this state of affairs is not ideal. The leading institutions, by contrast, have thorough and carefully-crafted rulesets to address these issues, among others, and resources including secretariats, boards, and advisory committees to ensure continued progress in relevant arenas related to promoting predictable arbitration procedures in line with the key values that are supposed to underpin any arbitration ruleset.
• More attractive for foreign parties: While Norwegians, and perhaps Scandinavians in general, would have few problems with “trusting” a country’s ad hoc regime, this is less often the case for companies based elsewhere in the world. It is easier to “sell” parties on arbitration in a given country – for example Norway – if the arbitration is institutional rather than ad hoc. While it can be debated whether such considerations from foreign companies or lawyers are well-founded, their considerations are real and should be taken into account.

The pressure to remedy these and other issues is growing. Year by year, the legal Industry becomes more committed to remedying historic gender differences. In the last 10 years, institutions have made major strides in improving upon the proportion of women appointed as arbitrators. In 2022, the SCC announced having for the first time appointed more women than men as arbitrators in cases where appointing responsibility fell upon the institution itself. Other institutions are having – or are apparently on the way to – similar success stories. In recent years, discussion of case costs in the Norwegian legal community has risen more and more. While the sphere of arbitration is outside the typical focus of this discussion, we expect that pressure to guarantee predictable arbitrator fees will continue to grow.

The way forward

What is to be done, then? Some have worked to establish a new Kalmar Union of sorts, but for arbitration. In 2017, a number of prominent actors in the Nordic arbitration community created the Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association. NOMA has issued rulesets and more which have successfully lent more predictability to arbitration in the region, and in particular in Norway. Even when an arbitration agreement has made no mention of NOMA, counsel often encourage their clients to rely on NOMA’s texts, with the result that NOMA’s policies are voluntarily invoked jointly by the parties at the outset of an arbitration proceeding.

And we, the authors, are supporters and users of NOMA, in particular for its detailed set of rules, best practice guidelines, CMC matrix, and so forth, which introduce a great measure of predictability into arbitrations that might otherwise lack it. Yet, at the same time, NOMA lacks some of the important functions of a fully fledged arbitral institution. And although the NOMA rules require a claimant to submit a copy of any notice of arbitration to NOMA for record-keeping purposes (see 2021 Rules, Art. 3.1), NOMA does not seem to report statistics on its cases.

Norway continues to need, then, a true and full-fledged institution. It needs a secretariat with individuals whose daily work it is to market their institution as a place for disputes to be resolved. That secretariat needs to be able to appoint arbitrators and handle administrative tasks related to such appointments and to the further resolution of its cases. And they have to be present and market the institute, as the DIA, the SCC, and other institutions have done well over the last decades.

One reason that neither the OCC nor NOMA has had full institutional status is that an institution requires a serious investment of capital – both time and money – in addition to a sufficient case load. Yet, while meaningful investment is required to build out an institution, and while any institution will of course face challenges in bringing users to its doorstep, we believe that the time is right for such investment, and that it will pay off in the end – both for the institution that makes the investment and for Norwegian arbitration users. We will benefit from greater predictability, from greater arbitrator diversity, from an easier time marketing Norwegian arbitration to foreign users, and in countless other ways large and small.

I april 2021 fremsatte EU-Kommissionen forslag til en forordning, som skal regulere kunstig intelligens. Forslaget har været genstand for høring og forhandling mellem medlemsstaterne. Særligt blev der forhandlet intenst og fundet en aftale i dagene op til den 9. december 2023 – den tekst blev offentligt kendt den 22. januar 2024. Teksten er endnu ikke formelt blevet gjort til lov på tidspunktet, hvor dette indlæg forfattes, og der er forlydende om, at blandt andre Tyskland og Frankrig stadig søger at få nogle ændringer igennem, skriver advokat Jørgen Bek Weiss Hansen, Lassen Ricard.

EU-Parlamentet foreslog den 14. juni 2023 ændringer til AI Forordningen, hvorved ”alternative dispute resolution” (ADR) blev inddraget, og aftalen fra december 2023 fastholdt, at ADR skulle være omfattet af Forordningen. I den kontekst er ADR ikke nærmere defineret, men almindelig sprogbrug og anden EU-lovgivning (særligt Direktiv 2013/11 og Forordning 524/2013) tilsiger, at begrebet omfatter voldgift.

I den nuværende tekst for AI Forordningen er ADR indføjet i Annex III i AI Forordningen; det Annex, som ifølge AI Forordningens art. 6(2) er definerende for, om AI er ”high risk” og derfor skal efterleve en lang række krav – herunder krav til sikkerhed, transparens, dokumentation, CE-godkendelse, mv.

Teksten i Annex III, pkt. 8(a), lyder (citat, min fremhævning):

High-risk AI systems pursuant to Article 6(2) are the AI systems listed in any of the following areas:

(…)

AI systems intended to be used by a judicial authority or on their behalf to assist a judicial authority in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts or used in a similar way in alternative dispute resolution.

Baggrunden for, at brugen af AI i ADR som udgangspunkt gør AI’en ”high risk” er anført i præamblen (citat, min fremhævning):

(40)  Certain AI systems intended for the administration of justice and democratic processes should be classified as high-risk, considering their potentially significant impact on democracy, rule of law, individual freedoms as well as the right to an effective remedy and to a fair trial. In particular, to address the risks of potential biases, errors and opacity, it is appropriate to qualify as high-risk AI systems intended to be used by a judicial authority or on its behalf to assist judicial authorities in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts. AI systems intended to be used by alternative dispute resolution bodies for those purposes should also be considered high-risk when the outcomes of the alternative dispute resolution proceedings produce legal effects for the parties. The use of artificial intelligence tools can support the decision-making power of judges or judicial independence, but should not replace it, as the final decision-making must remain a human-driven activity and decision. Such qualification should not extend, however, to AI systems intended for purely ancillary administrative activities that do not affect the actual administration of justice in individual cases, such as anonymization or pseudonymization of judicial decisions, documents or data, communication between personnel, administrative tasks.

At dømme ud fra de høringssvar, som denne forfatter har kendskab til (herunder i mit arbejde på vegne af Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for IT Law hhv. Future of the Legal Profession and Legal Services), var dette desværre ikke noget, som var genstand for større fokus eller mødte nogen større modstand.

Den nuværende tekst til AI Forordningen rejser flere interessante spørgsmål, som blot skal berøres her, og som måske kan dyrkes nærmere, når den endelige forordning er færdig hhv. når implementeringen begynder:

1. I en dansk kontekst har vi den særegne situation, at vi har et retsforbehold. Umiddelbart kan det betyde, at AI Forordningens indflydelse i vores almindelige retssystem kan begrænses eller ændres af Folketinget, mens det samme formodentligt ikke vil gælde for dansk voldgift.

2. Danmark og de øvrige EU-lande har tiltrådt New York konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, og vi er derfor forpligtet til at anerkende voldgiftskendelser afsagt i andre lande, jf. også voldgiftsloven §§ 38 og 39. Dette vil umiddelbart også være tilfældet, hvis der er brugt ”high risk AI” i den udenlandske voldgiftsproces, uden at kravene i AI Forordningen er efterlevet. Altså kan man måske formode en større tendens til at lægge voldgiftssager uden for Danmark, hvis det er billigere, hurtigere, mv. pga. AI reguleringen, og resultatet alligevel kan bruges direkte i Danmark. Tilsvarende kan man måske forvente sager ved domstolene, hvor den tabende part i voldgiftssagen vil forsøge at få tilsidesat AI-drevne udenlandske voldgiftskendelser efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 2, litra b) (”at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden”).

3. I voldgift har udgangspunktet altid været, at parterne selv kan bestemme, hvordan de vil afvikle voldgiftssagen. Partsautonomien indebærer efter gældende ret, at parterne i princippet kan aftale at udpege en helt ukendt og utrænet person som voldgiftsdommer for at dømme i parternes sag og gøre det uden, at personen bruger videre tid på at forstå sagen. Hvad er det saglige argument så for, at de samme parter ikke kan aftale at bruge ”high risk AI” (uden alle kravene) til at bistå eller afgøre sagen? Den nuværende tekst i AI Forordningens præambel giver desværre ikke noget klart svar på dette spørgsmål.

Forventningen er dog, at nogle undtagelser til oplistningen i Annex III (overfor forfatteren omtalt som ”filtre”), som blev introduceret sent i processen i AI Forordningens artikel 6(2a), vil afbøde noget af effekten. Således vil AI, der er ment til at udføre en begrænset processuel opgave i en voldgiftssag, i udgangspunktet være undtaget fra ”high risk”-kravene. Det samme gælder AI, der er ment til at forbedre på resultatet af en forudgående gennemført menneskelig aktivitet i voldgiftssagen. Tilsvarende giver teksten til AI Forordningen i artikel 6 (2c)-(2d) samt i artikel 7 EU kommissionen mulighed for at klarlægge hhv. ændre i, hvad der er ”high risk”, og hvad der ikke er.

Læs mere:

https://voldgiftsinstituttet.dk/en/proposal-for-a-regulation-of-the-european-parliament-and-of-the-council-laying-down-harmonised-rules-on-artificial-intelligence-artificial-intelligence-act-and-amending-certain-union-legislative-act/

Jørgen Bek Weiss Hansen

Advokat og partner hos Lassen Ricard. Jørgen er også medlem af Advokatsamfundets Internationale Udvalg, hvor han blandt andet repræsenterer Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for Future of the Legal Profession and Legal Services og IT Law. Tidligere har Jørgen også været medlem af hver af Danske Advokaters og Advokatsamfundets arbejdsgrupper for LegalTech.

proposal

For cases commenced on or after 1 March 2024 under the Rules of Arbitration, the DIA increases its administrative charge by 5% owing to rising costs. The registration fee and arbitrator fees are unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 March 2024 the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which is available here.

Moreover, on and after 1 March 2024, the prices for renting premises at the DIA increase, including for pending cases. For cases filed at the DIA, the cost will be DKK 4,000 for a full day and DKK 3,000 for half a day. For ad hoc cases, the cost will be DKK 8,000 for a full day and DKK 6,000 for half a day. A 50% increase continues to apply if a meeting is held on a Saturday, Sunday or a Public Holiday/Closing Day.

Både den danske voldgiftslov og New York-konventionen overlader det til nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler, som ikke nødvendigvis er lex arbitri, i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, skriver Cecilie Hørsted Christoffersen, Plesner, i en artikel på baggrund af sit speciale om manglende retlig handleevne som grundlag for tilsidesættelse af voldgiftskendelser.

Såvel den danske voldgiftslov som New York-konventionen overlader det til den pågældende parts nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. Parternes aftale om voldgift bliver således reguleret af modpartens lands nationale lovgivning – selv i tilfælde hvor parterne udtrykkeligt har valgt et andet lands lov som gældende for voldgiftsaftalen.

Spørgsmålet er, hvordan domstole og voldgiftsretterne skal løse den konflikt, der opstår mellem den nationale regulering af retlig handleevne og på den anden side hensynet til medkontrahentens berettigede forventninger om voldgiftsaftalens gyldighed.

Konflikten ses i praksis særligt at opstå i forbindelse med voldgiftsaftaler, indgået af stater og statsejede enheder. I disse voldgiftstvister ses undertiden, at de statslige parter forsøger at erstatte voldgiftsrettens kompetence med egne nationale domstoles kompetence ved at påberåbe sig nationale bestemmelser om retlig handleevne, der forhindrer dem i at indgå en gyldig international voldgiftsaftale.

Iran v French Company

Det var netop omdrejningspunktet i sagen Iran v French Company (ICC Case No. 4381) fra 1986 i Stockholm, hvor et fransk selskab indledte en voldgiftssag mod en iransk statsejet enhed i forbindelse med et byggeprojekt i Iran. Det iranske selskab bestred voldgiftsrettens kompetence med den begrundelse, at selskabet i henhold til den iranske forfatning ikke havde retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten medgav, at spørgsmålet om retlig handleevne skulle bedømmes efter iransk ret uafhængigt af, hvad parterne ellers have aftalt af lovvalg for voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten foretog herefter en undersøgelse af, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne berettige, at den nationale lovgivning ikke kunne få betydning for voldgiftsaftalens gyldighed.

Voldgiftsretten lagde i den forbindelse vægt på, at den franske part hverken kendte til eller var blevet gjort opmærksom på den efter iransk ret gældende begrænsning i den statslige parts retlige handleevne på tidspunktet for aftaleindgåelsen og derfor indgik voldgiftsaftalen i god tro om dens gyldighed. Voldgiftsretten afskar således den statslige part fra at påberåbe sig manglende retlig handleevne, idet medkontrahenten var i god tro om modpartens manglende retlig handleevne.

Framatome

Denne linje blev fulgt i sagen Framatome (ICC Case No. 3986), hvor voldgiftsretten ligeledes afviste en indsigelse om manglende retlig handleevne med henvisning til, at medkontrahenten var i god tro. I denne sag gik voldgiftsretten imidlertid et skridt videre, idet de fandt hjemmel i princippet om god tro på trods af, at den udenlandske part faktisk var bekendt med den nationale begrænsning i den retlige handleevne:

“To perform the contract for several months, without ever raising the problem of the validity of the arbitration clause, can only be interpreted as a “ratification” of the said clause, in the circumstances of the present case.”

Formuleringen viser, at det afgørende for voldgiftsretten ikke var, at den udenlandske medkontrahent havde viden om den nationale bestemmelse, men det forhold at den statslige part ved sin ageren havde skabt en berettiget forventning hos den udenlandske medkontrahent om, at den nationale bestemmelse ikke havde indflydelse på voldgiftsaftalens gyldighed. De to sager viser, at god tro trumfer indsigelser om manglende retlig handleevne, hvis den udenlandske part ikke har kendskab til den bagvedliggende nationale regulering eller i øvrigt har en berettiget forventning om, at voldgiftsklausulen er gyldig på trods af den nationale bestemmelse.

Dette synspunkt lægger sig tæt op ad doktrinen om Estoppel, hvorved forstås, at en part ikke kan tillades at handle selvmodstridende ved at bekræfte noget på et tidspunkt og senere benægte det til egen fordel. Estoppel-doktrinen adskiller sig fra den netop omtalte god tro-bedømmelse ved, at doktrinen ikke udelukkende fokuserer på beskyttelseshensynet til medkontrahenten, men derimod har fokus på partens egne inkonsekvente handlinger og en samlet bedømmelse af, hvorvidt disse har urimelige konsekvenser for den anden part.

Bankswitch v Republic of Ghana / Balkan Energy v Republic of Ghana

Baseret på doktrinen om Estoppel fandt retten i sagen Bankswitch v Republic of Ghana (PCA Case No. 2011-10), at en statslig part ikke kunne gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, når den havde indgået en voldgiftsaftale og faktisk havde efterlevet kontrakten. Retten lagde i bedømmelsen vægt på, at den statslige part havde handlet i overensstemmelse med kontrakten igennem fem år, før den gjorde indsigelse om manglende retlig handleevne.

Samme resultat nåede retten i Balkan Energy v Republic of Ghana (PCA Case No. 2010-07), hvor retten fremhævede, at kontrakten havde været indgået i mere end tre år samt, at den ghanesiske rigsadvokat forinden havde udtalt, at den omstridte regulering af retlig handleevne i den ghanesiske forfatning ikke fandt anvendelse i det konkrete tilfælde.

De to sager er eksempler på, at imødekommelse af indsigelserne om manglende retlig handleevne ville skabe et urimeligt resultat. Det kan udledes af denne praksis, at doktrinen om Estoppel udelukker indsigelser om manglende retlig handleevne, i det omfang disse først fremkommer efter, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, og parten har ageret i overensstemmelse med denne aftale.

Italian Company v African Entity

I tillæg til princippet om god tro og doktrinen om estoppel har voldgiftsretter og domstole i praksis henvist til international ordre public som hjemmel til at afvise en indsigelse om manglende retlig handleevne. En kendt formulering stammer fra sagen Italian Company v African Entity (ICC Case No. 1939), hvor voldgiftsretten afskar en sådan indsigelse med følgende begrundelse:

“…international ordre public would vigorously reject the proposition that a State organ, when dealing with foreigners, having openly, with knowledge and intent, concluded an arbitration clause that inspires the co-contractant’s confidence, could thereafter, whether in the arbitration or in execution proceedings, invoke the nullity of its own promise.”

FAKTA

Fundamentet for, at en sag kan indbringes for voldgift, er, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. En betingelse herfor er som udgangspunkt, at begge parter har haft den fornødne retlige handleevne til at indgå en aftale.

I Danmark er spørgsmålet om retlig handleevne reguleret i voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra a, samt § 39, stk. 1, nr. 1, litra a. Bestemmelserne fastslår, at en voldgiftskendelse kan tilsidesættes samt nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, såfremt en af parterne i voldgiftsaftalen ved aftalens indgåelse manglede retlig handleevne efter loven i det land, hvori denne havde bopæl.

Reglerne stammer fra New York-konventionens art. V(1)(a) der fastslår, at parterne skal have retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen efter den lov, der gælder for dem.

Cecilie Hørsted Christoffersen

Fuldmægtig hos Plesner, tidligere deltager i Vis Moot.

Litigation Funding har længe været et kontroversielt emne, der har påkaldt sig opmærksomhed både internationalt og i Danmark. En ny afgørelse fra England komplicerer problemstillingen yderligere. Voldgiftsinstituttet har været forudseende, da Litigation Funding er reguleret i de gældende regler for behandling af voldgiftssager, skriver Casper Gammelgaard, Hjulmand Kaptain.

Voldgiftsinstituttet udgav i sit nyhedsbrev i august 2023 en artikel skrevet af Rechtsanwalt Stefan Kirsten, der vedrørte en parts mulighed for at tegne en såkaldt ”ATE-Insurance (After the Event-Insurance)”, hvorefter en part på forskellig vis kan forsikre sig mod et økonomisk tab i det tilfælde, at parten måtte tabe en rets- eller voldgiftssag. Imidlertid er det for øjeblikket ikke muligt hos danske forsikringsselskaber at tegne sådanne ATE-forsikringer.

Når en sådan ATE-forsikring tegnes, vil det typisk ske i forbindelse med indgåelse af en finansieringsaftale, også kaldet ”Litigation Funding Agreement”, hvilket er en anden måde, hvorpå en part kan minimere negative konsekvenser af at tabe en rets- eller voldgiftssag.

Begrebet Litigation Funding (eller Third Party Litigation Funding ”TPLF”) er udtryk for, at en tredjepart finansierer en rets- eller voldgiftssag for sagsøger/klager eller sagsøgte/indklagede med det formål, enten at få en høj forrentning af de udbetalte midler, og/eller at få en procentuel andel af det krav, som parten måtte få tilkendt under sagen.

Der er således ikke tale om et lån, da finansieringen som altovervejende hovedregel stilles til rådighed på ”Non-Recourse Basis”, hvormed skal forstås, at investor ikke kan kræve finansieringen tilbagebetalt, hvis rets- eller voldgiftssagen ikke får det forventede udfald.

Basalt set betyder det, at hvis du vinder sagen, skal investor have en andel af det vundne. Hvis du taber sagen, er investeringen tabt, men investor skal som udgangspunkt ikke betale for de omkostninger, som vinderen typisk tilkendes.

Modellen er velkendt særligt fra England, hvor industrien for Litigation Funding har været hastigt voksende gennem en længere årrække, hvilket helt naturligt har medført, at der er etableret en række virksomheder, der er højt specialiserede i netop at levere denne form for finansiering. En række danske aktører har også vendt sig mod England, når der har været behov for at søge finansiering til en dansk rets- eller voldgiftssag.

En afgørelse fra Den engelske Højesteret (UK Supreme Court) vil muligvis ændre væsentligt på tilgangen til problemstillingen – i hvert fald i England.

Afgørelsen fra UK Supreme Court

Appellen i sagen ”R (on the application of PACCAR Inc and others) (Appellants) v Competition Appeal Tribunal and others (Respondents) [2023] UKSC 28” vedrørte en påstået overtrædelse af konkurrenceloven i henhold til engelsk ret. To af de sagsøgte parter havde indgået aftale med tredjeparter om finansiering af disse sagsøgtes omkostninger ved retssagen (Litigation Funding Agreements).

Appellanterne hævdede, at disse aftaler udgjorde såkaldte ”Damage Based Agreements”. I engelsk ret er der imidlertid opstillet særlige gyldighedskrav for Damage Based aftalerne. Mellem parterne var der enighed om, at disse krav ikke var overholdt. Spørgsmålet for de engelske domstole var således om Litigation Funding aftalerne kunne sidestilles med en Damage Based aftale med det resultat, at de førstnævnte aftaler skulle anses for ugyldige.

Sådanne aftaler er defineret i engelsk ret som:

“… an agreement between a person providing advocacy services, litigation services or claims management services by which the recipient of those services is to make a payment to the person providing the services (if the recipient obtains a financial benefit from the litigation), where the amount of the payment is determined by reference to the amount of the financial benefit obtained”.

Højesteret kom til manges overraskelse frem til, at Litigation Funding aftalerne skulle sidestilles med en Damaged Based aftale, hvorfor de under de givne omstændigheder ikke var gyldige, og dermed ikke kunne håndhæves.

Der er tale om en betydningsfuld afgørelse for finansieringsindustrien i England, da den kan få vidtrækkende konsekvenser for de sager, hvor finansieringsselskaberne allerede er involveret. Finansieringsselskaberne har ikke andre muligheder end at forsøge at genforhandle deres finansieringsaftaler, idet parten, der har opnået finansieringen, dog kan nægte dette, hvilket potentielt kan efterlade investoren ude af stand til at genvinde deres afkast. En naturlig frygt for, at allerede indskudte midler meget vel kan være gået tabt, er derfor opstået hos mange af selskaberne.

Regulering af Litigation Funding i Danmark

I Danmark findes der ikke tilsvarende regler om indgåelse af erstatningsbaserede aftaler eller Damaged Based aftaler, hvorfor den engelske afgørelse, ikke vil få betydning for rent danske aftaler om Litigation Funding i danske rets- og voldgiftssager.

Det er dog alment kendt, at en række sager, der verserer ved de danske domstole og voldgiftsretter, er finansieret via udenlandske midler og afgørelsen fra England kan dermed få betydning for disse sager.

Med de nye begrænsninger for indgåelse af Litigation Funding aftaler i England er det ikke usandsynligt, at finansieringsselskaber i lande, hvor der ikke er tilsvarende begrænsninger, vil opleve en stigning i efterspørgslen på Litigation Funding aftaler. Samtidig vil engelske finansieringsselskaber sandsynligvis forsøge at aftale sig ud af engelsk ret som værneting, når de finansierer rets- og voldgiftssager i jurisdiktioner udenfor England, hvor Litigation Funding aftaler fortsat kan indgås på samme vilkår som tidligere, herunder for eksempel Danmark, hvor der ikke er indført en regulering af aftaler om Litigation Funding.

Den manglende regulering er ikke ensbetydende med, at emnet ikke har påkaldt sig opmærksomhed i Danmark. Fokus har været på de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan opstå, når rets- eller voldgiftssager på den måde bliver kommercialiseret og genstand for spekulation for ellers udenforstående parter.

I 2020 udgav Tænketanken Justitia en analyse om ”erhvervslivets adgang til domstolene”, hvori det blandt andet blev anbefalet, at der i retsplejeloven indsættes regler, der giver retten mulighed for, dels at pålægge investoren at betale sagsomkostninger, dels at pålægge den finansierede part at oplyse retten om den eventuelle finansiering. Nogle af overvejelserne bag dette var, at der kunne være en risiko for, at investoren, i modsætning til den finansierede part, ikke ville interesseret i at indgå forlig, hvis afkastet ved at fortsætte sagen ville være højere. Der kan derved opstå spørgsmål om, hvem der reelt er part i sagen, hvis investoren opnår for stor kontrol. Dette kan også være en udfordring rent advokatetisk. Endelig blev det også overvejet om, der kunne være risiko for, at en vindende sagsøgt/indklaget blev stillet ringere overfor en sagsøger/klager, der får finansieret sit søgsmål, som følge af, at denne formodentligt ikke selv havde midlerne til at føre sagen og derfor sandsynligvis heller ikke ville have midlerne til at betale sagsomkostninger i det tilfælde, at sagen tabes.

En aftale om Litigation Funding indebærer som udgangspunkt ikke, at investoren hæfter for sagsomkostninger. Der vil derfor heller ikke være nogen til at dække sagsomkostningerne, hvis ingen af parterne i øvrigt har tegnet en ATE-forsikring. Eftersom der i dansk ret som udgangspunkt ikke er hjemmel til at kræve, at en part med domicil i EU skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, bliver retssikkerheden for den part, der ikke kan opnå finansiering, dermed udfordret. Der har dog været danske retsafgørelser (eksempelvis UfR 2017.2439 H og UfR 2022.5027 VLR), hvor domstolene har fundet, at en overdragelse af et krav (eksempelvis fra et konkursbo) til et ”tomt” selskab, man ikke kunne forvente kunne betale eventuelle pålagte sagsomkostninger, havde karakter af en omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger, hvorefter retten pålagde sagsøgeren at stille sikkerhed for sagsomkostningerne.

Grundlæggende samme overvejelser har ligeledes været oppe at vende i internationale fora, hvor der også er set en stigende tendens i udviklingen af aftaler om Litigation Funding, hvilket i øvrigt tidligere har vækket bekymring i EU, hvorfor EU-parlamentet i september 2022 valgte at sende en anbefaling til EU-Kommissionen, gående på, at det burde sikres, at privat finansiering af rets- og voldgiftssager sker på en forsvarlig måde. Imidlertid har dette heller ikke ført til nogen regulering af Third Party Litigation Funding i EU (endnu).

Voldgiftsinstituttets regler om finansieringsaftaler

Voldgiftsinstituttet har derimod været på forkant med udviklingen og allerede reageret på de nye tendenser.

I Voldgiftsinstituttets regler fra 13. april 2021 blev § 20, stk. 4, således indført. Heri har Voldgiftsinstituttet pålagt parterne at oplyse om eventuelle finansieringsaftaler, hvis den medfører, at tredjemand får en økonomisk interesse i udfaldet af sagen.

Allerede som følge af denne bestemmelse, er risikoen for at stå ringere overfor en part, der har opnået finansiering, blevet minimeret, idet oplysningen om eventuelle finansieringsaftaler gør det muligt for den anden part at inddæmme risikoen for et evt. økonomisk tab ved f.eks. at anmode voldgiftsretten om, at den finansierede part skal pålægges af stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf.  § 12, stk. 3, i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

Netop denne adgang til mulig sikkerhed for sagsomkostninger er et af punkterne, hvor institutionel voldgift adskiller sig fra de civile domstole i Danmark og (endnu) et eksempel på, at voldgiftsinstitutioner kan agere mere agilt og hurtigere end domstolene, som er afhængige af opdateringer af retsplejeloven, hvorfor beslutnings- og implementeringsprocessen derfor er noget længere.

Casper Gammelgaard

Advokat (H), ejerpartner, FCIArb, HjulmandKaptain.

Sofie Emilie Andersen arbejder fuldtid hos Gorrissen Federspiel, men derudover bliver en del af døgnets resterende timer de kommende tre måneder brugt på Vis Moot. Hun er coach for otte studerende fra Aarhus Universitet, der igennem de kommende tre måneder skal øve deres procedure i en fiktiv voldgiftssag. Selvom det betyder, at der ikke er meget fritid til overs, gør hun det gerne. For hun ser det som et privilegium at give sin viden videre og hjælpe andre ind i det karrierespor, som hun selv er i.

Det var et tilfælde, at Sofie Emilie Andersen for tre år siden kom med i Vis Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet. Hun var på den sidste del af sin uddannelse, og var i tvivl om, hvordan karrieren skulle forme sig, da hun blev opfordret til at søge om at bruge sine sidste to semestre på Vis Moot-holdet.

”Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, men det tiltalte mig at prøve kræfter med det. Og det kom faktisk til at sætte retningen for hele min karriere, for det er præcis, hvad jeg arbejder med nu her tre år senere. I dag er jeg meget entusiastisk med at anbefale andre jurastuderende at søge om deltagelse, for det er noget af det mest udbytterige, jeg gjorde i min studietid.”

”Det, som fascinerede mig, var at tage parti og argumentere for min klient, selvom jeg godt ved, at der er faldgruber. For mig var det en anden vinkel på juraen, som jo på universitetet handler om at se den objektive problemstilling fra alle sider for at nå frem til det materielt rigtige resultat,” siger Sofie Emilie Andersen, der følte, at hele uddannelsen faldt i hak under konkurrencen, fordi hun pludselig kunne se sig selv arbejde med konfliktløsning og proces i fremtiden.

Det er grunden til, at hun i dag bidrager med sin viden som fast tilknyttet coach på Aarhus Universitets Vis Moot deltagelse.

”Det er megasjovt at være med, og det giver god mening for mig. Selvfølgelig fordi Gorrissen Federspiel er hovedsponsor på Aarhus Universitets deltagelse, men også af den grund, at jeg får lov til at tage del i de studerendes udvikling, og har mulighed for at støtte dem i noget, der måske også bliver retningssættende for deres arbejdsliv.”

Kæmpe tour de force

De kommende tre måneder lægger Sofie Emilie Andersen 400-500 timer i arbejdet som coach. Først og fremmest skal hun sætte sig ind i det omfattende materiale, som hører til den fiktive sag, som skal procederes. Hertil kommer de ugentlige øverunder, den løbende sparring og rejser, hvor de studerende får mulighed for at prøve deres argumenter af overfor voldgiftsdommere og modparter fra andre retstraditioner.

”Udover Pre-Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet den 27. januar 2024, er jeg med i New York i ti dage og Lissabon i tre dage. Desuden skal vi til Stockholm, Hamborg og endelig finalen i Wien, som varer omkring otte dage. Så vi står foran en kæmpe tour de force. Her er det så godt at have en fleksibel arbejdsplads, for jeg skal passe mine sager ved siden af. Alt i alt bliver det til en del interessetimer, og sådan noget som kaffeaftaler med venner og veninder må vente,” siger hun.

Til gengæld nyder hun også at hjælpe de studerende med at finpudse argumenter, strategier og præsentationsteknikker.

”Nu hvor de har afleveret processkrifterne, starter det mundtlige forløb. Min opgave er sammen med mine med-coaches at hjælpe alle deltagerne til at finde ind til deres egen stil. Hvordan man procederer, er nemlig meget individuelt, og det at procedere er i min optik ikke en one size fits all. Selvfølgelig har vi en særlig stil som hold, men hvordan de studerende rammer den er forskelligt. Det er for eksempel ikke alle, der trives i at være i centrum, og er man lidt tilbageholdende af natur, vil man måske finde ind i en mere tilbagelænet og autoritær stil, som er meget nordisk. Andre stormer fremad på en måde, som man ville kunne opleve i en amerikansk retssal, og de vil måske ende med en mere ivrig og dynamisk stil. Det handler om at finde en form, som er overbevisende, men som man samtidig er tryg i, for man kan ikke være en anden, end den man er. ”

Næste år giver Sofie Emilie Andersen formentlig opgaven videre til en kollega, men ikke på grund af manglende engagement. Der er andre ting, som trækker.

”Lige nu er planen, at jeg rejser til Asien for at læse en LL.M. i 2025. Den skal – selvfølgelig – være med fokus på international tvistløsning og voldgift.”

Sofie Emilie Andersen

Advokat, Gorrissen Federspiel, Aarhus.

Mød Sahra Arif, som er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste fem år har hun arbejdet med international voldgift i Rotterdam, hvor hun både har rådgivet klienter og procederet sager i voldgiftsretten. Interessen for faget startede med en opgave om investment arbitration og en Moot-konkurrence i international søret. Hjertet banker stadig for Moot-konkurrencer og for at åbne de studerendes øjne for voldgift.

Det skulle have været et enkelt år, men det blev til et halvt årti i Holland. Sahra Arif forelskede sig i faget international voldgift på Erasmus University Rotterdam, og blev efter sin kandidat ansat på et advokatkontor, hvor hun specialiserede sig i tvistløsning.

”For mig har tiden på universitetet haft en kæmpe indflydelse på min interesse for voldgift. Under min kandidat havde jeg mulighed for at deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot. For at dykke dybere ned i voldgiftsret, skrev jeg blandt andet også mit speciale om Investor-State Dispute Settlement og deltog i – og vandt – en international essay-konkurrence, hvor jeg skrev om samme emne og dets forenelighed med EU-retten.”

”Min interesse for voldgift er helt klart en af de vigtigste årsager til, at jeg blev i Rotterdam, hvor jeg blev tilbudt job på et mellemstort advokatkontor, og hvor jeg var heldig at få mulighed for at arbejde for en partner, der var fantastisk til at uddelegere. Så sad jeg pludseligt med spændende internationale sager, hvor jeg også selv procederede i voldgiftsretten – og tiden fløj afsted,” siger Sahra Arif, der efter fem år dog fik så meget hjemve, at hun søgte jobbet i Voldgiftsinstituttet.

”Da jeg gerne ville hjem, var det oplagt at søge stillingen hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg har mulighed for at fortsætte med at arbejde med faget og især få praktisk erfaring med danske voldgiftssager.”

”Hos Voldgiftsinstituttet, er jeg en del af sekretariatet, der sørger for sagsbehandlingen i instituttets danske og internationale voldgiftssager og mediationer. Det indebærer en lang række administrative og juridiske opgaver og beslutninger, der tilsammen skal sørge for, at sagerne forløber hurtigt og effektivt, og som parterne har aftalt.”

Reglerne skal leve op til parternes behov

Det er stadig især arbejdet med voldgiftssager på tværs af landegrænserne, der interesserer Sahra Arif.

”I Rotterdam havde jeg i høj grad internationale klienter, og på den måde fik jeg mulighed for at anvende forskellige institutters regler. For mig er det interessant, at parterne selv kan forme processen og skræddersy deres voldgiftsdomstol, for det giver mange muligheder for at få skabt en proces, der passer til parterne og sagen. Det giver god mening at løse tvister på den måde, og det er noget af det, jeg skal arbejde videre med her hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg også får mulighed for at være med til at udvikle praksis og reglerne, så instituttets service hele tiden lever op til partnernes behov,” siger hun.

”Mens jeg i mit job på advokatkontoret selv var partsrepræsentant, havde jeg også indsigt i voldgiftsdommerens- og sekretariatets arbejde, når jeg bistod partnere, der blev udpeget som voldgiftsdommere. Indblikket fra de forskellige roller i voldgiftssagen er en kæmpe fordel nu, hvor jeg virkelig har mulighed for at se faget fra alle sider og lære af de virkelig erfarne voldgiftsdommere, der er tilknyttet instituttet – for på længere sigt er det i den rolle, jeg ser mig selv. Men indtil da er det spændende at arbejde med så forskellige typer af tvister og retsområder, og opnå dybdegående erfaring med behandlingen af danske og internationale sager i Danmark.”

At få flere unge interesserede i voldgift, ligger Sahra Arif meget på sinde.

”At deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot var meget krævende, men en fantastisk og givende oplevelse. Det er sjovt, at når jeg er ude i fora med mange jurister og advokater, finder vi med Moot-baggrund ofte sammen, fordi der er et særligt fællesskab omkring det. Derfor er det også et område, som jeg igen vil dyrke i Danmark. Muligheden er der, da Voldgiftsinstituttet både støtter Pre-Moot i Aarhus, hvor jeg er voldgiftsdommer, og Vis Moot i Wien. I det hele taget ligger det mig meget på sinde at få gjort flere studerende interesserede i voldgift, for det er et spændende og relevant retsområde, som jeg desværre oplever, er lidt forsømt på studiet.

Sahra Arif

Jurist i Voldgiftsinstituttet. Bachelor fra Københavns Universitet. Kandidat fra Erasmus University Rotterdam. Tidligere fire år som jurist i Kneppelhout Advocaten, Rotterdam, hvor hun har arbejdet med voldgiftssager for hollandske og internationale klienter.

Voldgiftsinstituttet støtter i 2024 flere af Moot-konkurrencerne. Men hvorfor investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge studerende interesserede i et område af juraen, som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden, skriver generalsekretær Steffen Pihlblad. Verden forandrer sig, og mulighederne for at få løst komplekse konflikter hurtigt og effektivt er mere end nogensinde efterspurgt af erhvervslivet.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet støtter igen i år Vis Moot-konkurrencen. Traditionen tro finder den sted i dagene op til påske – fra den 22. til 28. marts – hvor studerende, voldgiftsdommere, advokater og akademikere fra næsten 400 universiteter strømmer til Wien, for at konkurrere om en af de eftertragtede priser, der uddeles for blandt andet bedste procedure. I øvrigt en kategori som en studerende fra Aarhus Universitet vandt for et par år siden.

Lige nu øver de studerende sig via Pre-Moots, som er i fuld gang blandt andet på universiteterne i København, Odense og Aarhus. Voldgiftsinstituttet har haft et samarbejde med Aarhus Universitet gennem flere år. Det består ud over økonomisk støtte blandt andet i, at vi stiller vores ekspertise til rådighed for de studerende ved at deltage som voldgiftsdommere, når det er muligt. Jeg har selv deltaget i adskillige Pre-Moots, og jeg bliver hver gang meget imponeret over de studerendes flid, entusiasme og ikke mindst deres præstationer som procedører, hvilket som bekendt er en særdeles krævende disciplin. I år medvirker vores nye kollega, Sahra Arif, som du også kan læse interview med her nyhedsbrevet. Sahra har siden hun forlod universitetet arbejdet med international voldgift, hvilket blandt andet skyldes, at hun selv var ”Mootie”, da hun studerede jura, og på den måde fandt interessen for voldgift.

Og hvorfor så investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge jurastuderende interesserede i et område af juraen, som virksomhederne efterspørger i dag, og som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden. Verden forandrer sig, og erhvervslivet har brug for hurtigt og effektivt at få løst komplekse konflikter, sådan at parterne kan komme videre. For ingen virksomhed får noget konstruktivt ud af at vente. Alt går i stå, og det koster penge, spekulationer og energi. Men det handler også om at kunne tilrettelægge rammerne for processen, så den passer til situationen. Måske skal sproget være et andet end dansk, måske skal hele sagen køre virtuelt, køre efter andre regler end de sædvanlige eller måske er der andre ønsker til processen.

Så ja! Vi investerer gerne i dette område. Derfor er vi også glade for, at vi bliver en del af endnu en konkurrence i år, nemlig indenfor det maritime område, som netop er et fagligt felt, vi altid har haft fokus på i Voldgiftsinstituttet. Det er første gang, at Københavns Universitet deltager i denne del af Moot-universet. Selvom det kan synes at være et smalt område, så er det faktisk en konkurrence, der tiltrækker de bedste universiteter fra hele verden. Konkurrencen er – også her – hård, og forberedelserne til den store finale, der finder sted i juli i Wales, er allerede i fuld gang. Vi glæder os over at være med, at kunne dele ud af vores viden og medvirke til, at der udklækkes nye jurister med en passion for voldgift. For det er præcis, hvad der sker i Moot-konkurrencerne.

The Danish Institute of Arbitration is located in Copenhagen’s Østerbro quarter, with a spectacular view of the harbour from every room. When you choose Copenhagen as the place for your arbitration, it provides a perfect opportunity to visit a city full of beautiful architecture that includes both historic castles and modern masterpieces by some of the world’s greatest architects.

The city offers lots of exciting experiences and activities. Copenhagen is internationally known for its Nordic gastronomy and as a city where the good life is lived in cozy streets in contrasting neighbourhoods.

At the DIA you will find bright, newly furnished meeting rooms at competitive rates, comparable to those of hotel meeting rooms.

The meeting rooms are soundproofed and Wi-Fi equipped, with modern audiovisual equipment for virtual hearings. The largest room has a 23-person capacity. Lunch and other catering are offered, and the DIA’s staff can assist with practical tasks if needed.

The premises have lift access, are close to public transport and are available for all types of meetings, including those not involving arbitration or mediation. Parking is available.

The DIA also has advantageous agreements with a number of hotels. Contact us to access discounts.

Contact us too for more information and book, by sending an e-mail to [email protected] or calling +45 (0)70 26 50 13. Receive more information about your stay in Copenhagen: The Rooms of the DIA | Voldgiftsinstituttet

In short, yes, the Danish courts are seen as pro-arbitration. Accordingly, one can be confident that if an arbitration is seated in Denmark, such as the main cities of Copenhagen and Aarhus, Danish courts will handle procedural questions with insight and support the finality of an arbitral award.

By Victoria Christine Schmidt, Assistant Attorney, Kromann Reumert and Morten Adler-Nissen, Director, Attorney, Kromann Reumert.

A prime example of the pro-arbitration approach is a 2016 judgment from the Supreme Court, which sets out three points of principle. These three points prevail today, most recently in a Supreme Court case last year and a High Court case this year.

The prime example involved a setting aside request at the Supreme Court following a distribution agreement in the wind turbine industry (UfR 2016.1558/2H). The court did not grant the request and set out the three points while doing so:

1. s.37 of the Danish Arbitration Act 2005 (the “Act”) contains an exhaustive statement of the circumstances that can justify setting aside an award as invalid
2. the courts cannot perform a substantive review of an award
3. the courts cannot set aside an award as invalid when the tribunal has applied incorrect law or misjudged the facts, unless there is such a serious failing by the arbitral tribunal that its award is manifestly incompatible with public policy (ordre public).

Recent judgments confirm these pro-arbitration points of principle.

In a judgment of 17 January 2022, the Supreme Court (UfR 2022.1117 H) did not allow a setting aside request following purchase agreements concerning marine engines and propellors. The court curtailed due process concerns by finding that documents and witness examination can be restricted in cases where a procedural order, which the court held was within the legal framework set out in the Act and the relevant institutional rules, allowed such restriction.

In the case, the respondent had claimed, among other points, that it was: a) denied the ability to submit relevant documents, including an expert report and correspondence; and b) restricted as regards witness examination and the document production process (Danish: edition). The respondent accordingly pleaded that the arbitral award should be set aside because the procedure was not in accordance with the parties’ agreement or the Act, and because the party was not able to present its case.

However, the Supreme Court, in a pro-arbitration judgment, found that the Act, the relevant institutional rules and procedural order did not prevent the tribunal’s actions. Moreover, in doing so the judgment also restated two of the 2016 ruling’s points, namely that s.37 of the Act is exhaustive and that courts cannot perform a substantive review of the award.

Earlier this year, the Western High Court, in an unpublished decision of 27 April 2023, (BS-25011/2022-VLR), again did not grant a setting aside request. The court did not find a breach of equal treatment when one party participated virtually and another party participated physically at a hearing. See discussion of this case in two previous DIA newsletters below (both in Danish), which discuss virtual hearings and the oral hearing requirement at s.24 of the Act.

The case concerned Norwegian and Danish parties, and a hearing in Denmark during the covid pandemic. The Norwegian party claimed, among other points, that its party representatives were only able to participate in the hearing virtually while the other party’s representatives participated physically. Accordingly, the Norwegian party pleaded that the award should be partially set aside owing to a breach of s.18 of the Act, which provides for equal treatment and a full opportunity to present one’s case.

However, the court did not find a breach of s.18 of the Act and, like the Supreme Court above, did not set aside the award in a pro-arbitration judgment.

The judgment noted that the Norwegian party had originally agreed for its Norwegian representatives to attend physically but had later changed its mind. The judgment further noted that the covid travel restrictions had not been altered in the time between the Norwegian party’s original agreement and its change of position. The judgment also noted that the Norwegian party was able to attend the hearing physically and safely within the applicable covid guidelines. Moreover, the judgment again confirmed two points from the 2016 ruling, i.e. that courts cannot perform a substantive review of an award and that an award can only be set aside as invalid owing to incorrect law or misjudged facts, in extraordinary cases where there is a manifest contradiction with public policy (ordre public).

These two recent cases highlight the Danish courts’ continued pro-arbitration stance, as exemplified by the 2016 judgment and its three points of principle. This stance provides confidence to practitioners when Denmark is given as the seat of arbitration.

Victoria Christine Schmidt

Assistant Attorney, Kromann Reumert.

Morten Adler-Nissen

Director, Attorney, Kromann Reumert.

Read more:

Rediger Nyhed “Første danske dom om virtuel mundtlig forhandling” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress

Rediger Nyhed “Virtuel forhandling uden procesrisiko” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress

I 2016 vedtog en række aktører fra det internationale voldgiftsmiljø den såkaldte ERA Pledge for at fremme en øget repræsentation af kvinder i voldgiftsretterne. Men hvordan er holdningen til diversitet syv år senere? Det blev undersøgt i forbindelse med et arrangement om dynamikker og diversitet, der blev afholdt af Voldgiftsforeningen og Young Arbitrators Copenhagen i november. På spørgsmålet om, hvorvidt køn spiller en rolle, når voldgiftsdommerne bliver udpeget, svarede hele 84 procent af de adspurgte, at køn ikke har nogen betydning. Det lyder umiddelbart positivt, men skal ses i lyset af, at langt størstedelen af voldgiftsdommere fortsat er mænd.

Af Sofie Stemann Beck, advokatfuldmægtig i Plesner’s Arbitration Group

Hvilken alder og profession skal en voldgiftsdommer helst skal have? Og hvilken betydning har nationalitet, etnicitet og køn, når det gælder vejledning af klienter om udpegningen af voldgiftsdommere? Det har Lotte Noer, Daniel Haue Jakobsson, Sarah Schæffer og Sofie Stemann Beck undersøgt i forbindelse med et arrangement, som blev afholdt i november 2023 i et samarbejde mellem Young Arbitrators Copenhagen (YAC) og Voldgiftsforeningen. Undersøgelsen bygger på over 100 anonyme svar fra medlemmerne i de to foreninger.

Undersøgelsen viser, at knap 40 procent af de adspurgte mener, at den bedste type voldgiftsdommer er en advokat. Der er dog tæt løb med en selvstændig voldgiftsdommer – altså en person, hvis hovedaktivitet er at virke som voldgiftsdommer, og som ikke er tilknyttet et advokatfirma. På tredjepladsen kommer dommere fra de nationale domstole, som 20 procent finder bedst, mens professorer ligger på knap ni procent. At professorer lander her, kan skyldes frygt for, om den teoretiske tilgang kan komme til at stå i vejen for ønsket om effektiv sagsledelse, og om der er tilstrækkelig forståelse af parternes kommercielle virkelighed. I virkelighedens verden findes der mange professorer, som modbeviser statistikken, og som er meget efterspurgte voldgiftsdommere.

Voldgiftsdommerens alder

Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte mener, at den foretrukne alder for en voldgiftsdommer er 50-59 år. På andenpladsen kommer de 40-49-årige og på en tredjeplads alderen 60 plus. På en fjerdeplads ligger de 30-39 år med spinkle 1,1 procent, hvilket ikke er så overraskende, eftersom alder og erfaring typisk går hånd i hånd. Det er således heller ikke utænkeligt, at en part vil være tilbøjelig til at gå på kompromis med ønsket om en hurtig behandling og afslutning af sagen, frem for at vente på, at en mere erfaren voldgiftsdommer har tid. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan være ulemper ved at udpege de mere garvede voldgiftsdommere. Går alder og erfaring altid hånd i hånd?

I takt med at samfundet udvikler sig, vil sagernes materielle spørgsmål ændre sig. I sager, der eksempelvis involverer kunstig intelligens eller IT, ville det måske give mening at gå på kompromis med erfaring og i stedet udpege en yngre voldgiftsdommer, som måske har bedre forudsætninger for at forstå den konkrete tvist. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Dertil kommer, at yngre voldgiftsdommere ofte vil være ivrige for at skabe sig et godt renomme og etablere sig selv som et nyt navn i branchen, og følgelig vil gå langt for at imødekomme parternes forventninger om effektivitet og hurtig behandling, ligesom de vil dedikere sig fuldt ud til den konkrete sag.

Betydningen af køn, etnicitet og nationalitet

Spiller køn, etnicitet og nationalitet en rolle, når det kommer til at anbefale en voldgiftsdommer til sin klient?

I forhold til køn og etnicitet peger undersøgelsen på et rungede nej med henholdsvis godt 84 og 90 procent.

Køn vender vi tilbage til. Men hvad angår nationalitet, svarede godt 84 procent af de adspurgte, at – ja – det betyder noget. Det giver god mening af flere årsager.

I en voldgiftsret, som består af et panel med tre voldgiftsdommere, hvor parterne udpeger en sidevoldgiftsdommer hver, vil nationalitet ofte spille en afgørende rolle. Parterne vil ofte udpege en sidedommer fra hvert sit hjemland, som parten – eller dennes advokat – måske har fået anbefalet og dermed har tillid til. Samtidig vil denne sidedommer ofte have bedre forudsætninger for at forstå det nationale retsgrundlag, som tvisten skal vurderes efter, ligesom vedkommende vil være tilbøjelig til at løse de juridiske problemstillinger på samme måde, som parten ønsker, modsat en voldgiftsdommer, der kommer fra en helt anden retstradition.

Nationalitet spiller ligeledes en afgørende rolle i forhold til præsidenten for voldgiftsretten, hvor vedkommendes nationalitet opfattes som en markør for vedkommendes upartiskhed, uafhængighed og neutralitet. Derfor er det også et krav efter flere af voldgiftsinstitutternes regelsæt, at præsidentens nationalitet som udgangspunkt skal være forskellig fra parternes, se eksempelvis Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager (2021) Artikel 19, stk. 7, ICC Arbitration Rules (2021) Artikel 13(5) og LCIA Arbitration Rules (2020) Artikel 6(1).

Bør køn have betydning?

Vender vi for en kort stund tilbage til ERA-løftet, er de overordnede formål: ”to improve the profile and representation of women in arbitration; and to appoint women as arbitrators on an equal opportunity basis.” Der skal gøres altså en aktiv indsats for at sikre flere kvinder en plads i voldgiftsbranchen.

Tilbage til undersøgelsen, hvor hele 84 procent af de adspurgte svarede, at køn ikke har betydning ved udpegningen af en voldgiftsdommer. Dette er et klart svar, men samtidig et svar, der kalder på fortolkning. Spørgsmålet i undersøgelsen lød: “Betyder køn noget i relation til spørgsmålet om, hvem du vil anbefale din klient at udpege som voldgiftsdommer?” Det må derfor forventes, at de 84 procent har besvaret spørgsmålet ud fra den betragtning, at køn er irrelevant, så længe voldgiftsdommeren er faglig kompetent til at varetage sagen og i øvrigt lever op til klientens andre kriterier.

Sammenholder vi de adspurgtes svar med ERA-løftet, bliver vi imidlertid nødt til at forstå og arbejde aktivt med at indtænke køn i udpegningen af dommere. Altså at køn omvendt også bør have betydning. Meget tyder dog på, at det er den vej, udviklingen går. En undersøgelse fra september 2022 foretaget af “the Cross-Institutional Task Force on Gender Diversity in Arbitral Appointments and Proceedings” viser, at andelen af udpegede kvindelige voldgiftsdommere gik fra godt 12 til 26 mellem 2015-2021. På bare seks år blev antallet af kvindelige voldgiftsdommere altså mere end fordoblet. Af Voldgiftsinstituttets udpegninger i 2022 udgjorde 33 procent kvindelige voldgiftsdommere.

Udviklingen skyldes formentligt en kombination af, at der først og fremmest er kommet flere kvindelige voldgiftsdommere, at vi samtidig er ved at forstå betydningen af diversitet og ikke mindst, at diversitet ofte vil være i både parternes og samfundets interesse. Kvinder har historisk været underrepræsenteret i voldgiftsmiljøet, hvilket naturligvis har medført, at muligheden for at vælge en kvindelig voldgiftsdommer har været – og måske stadig er – begrænset. Så nu handler det om at fortsætte udviklingen. Det kræver både, at kvinder fortsat vil prioritere voldgiftsdommerhvervet, men også at parterne – og deres advokater – aktivt gør en indsats for at undersøge mulighederne for at udpege en kvalificeret kvindelig voldgiftsdommer.

Svaret på undersøgelsens spørgsmål burde derfor have lydt med et rungende: Ja. For køn bliver nødt til også at have en betydning ved udpegning af voldgiftsdommere. Ikke alene for at sikre diversitet i voldgiftsbranchen og leve op til ERA-løftet, men lige så meget for på sigt at sikre den bedst mulige kvalitet og de bedst mulige afgørelser, som følger af at skabe konkurrencedygtige forhold, hvor alle kvalificerede kandidater tages i betragtning. Som Lotte Wetterling, Gisela Knuts og Lotte Noer skrev forleden i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev: “There are many good arbitrators of different backgrounds out there, and we should remember to keep our eyes open to them.”

ERA, eller “Equal Representation in Arbitration Pledge,” blev vedtaget af det internationale voldgiftsmiljø som en anerkendelse af underrepræsentationen af kvinder i voldgiftsretterne. ERA’s formål er at øge antallet af kvinder udpeget som voldgiftsdommere med det endelige mål om at opnå fuldstændig ligestilling. I dag har ERA over 5000 underskrivere, herunder virksomheder, advokatkontorer, stater og voldgiftsinstitutter.

Mere info om ERA: Equal Representation in Arbitration (arbitrationpledge.com).

Læs også:

https://voldgiftsinstituttet.dk/dynamics-and-diversity-in-arbitration-panels-why-and-how/

https://voldgiftsinstituttet.dk/en/iba-checklist/

The DIA welcomes the Conference Diversity Checklist shared by the IBA Arbitration Committee and the International Council for Commercial Arbitration.

The DIA works towards increasing diversity not only in its arbitrator appointments but also when organising panels and conferences. The IBA’s checklist, to which the DIA shall refer wherever possible, includes the following:

• striving to ensure that the conference is inclusive, with consideration of age, disability, ethnicity, gender, indigenous origin, nationality, national origin, race, religion, sexual orientation and socioeconomic status
• offering the option of remote participation to speakers who are unable to travel
• limiting the number of speakers from a single firm or organisation
• using best efforts to ensure gender parity on panels
• offering discounts for members of underrepresented groups.

The DIA has long taken diversity and accessibility considerations into account when organising panels and conferences. For example, the DIA, along with ICC Denmark, organises Copenhagen Arbitration Day (CAD), the main event of the Danish arbitration calendar. CAD has been free of charge except for the evening drinks and dinner, and, this year, 30% of the speakers were women.

Moreover, the DIA, as signatory of the Equal Representation in Arbitration Pledge, already takes the steps to ensure, wherever possible, a fair representation of women on conference panels and as appointed arbitrators. In 2022, approximately 33% of the arbitrators appointed by the DIA were female.

Read more: Conference Diversity Checklist

The Express Rules provide for suitably short deadlines, namely a default maximum of 10 calendar days both for submissions and, after the last submission, to render an award. Other default provisions such as a sole arbitrator, no tribunal-appointed experts and no oral hearing further emphasise the new rules’ express character.

By Andrew Poole, Senior Counsel, the Danish Institute of Arbitration

One of the newest services of the DIA is its provisions of Express Arbitration. In coordination with market leaders in Denmark, the DIA has developed a quicker set of rules primarily for low-value cases. Parties may prefer the more detailed standard arbitration rules for higher-value and more complex cases.

The Express Rules provide for suitably short deadlines, namely a default maximum of 10 calendar days both for submissions and, after the last submission, to render an award. Other default provisions such as a sole arbitrator, no tribunal-appointed experts and no oral hearing further emphasise the new rules’ express character. Indeed, there is an express provision that the tribunal can limit the parties’ ability to present submissions, documents and other evidence if it considers it necessary to conduct the case quickly and effectively.

Most innovatively, the Express Rules contain a proposal provision for less complex cases. Parties may jointly request the tribunal to use this proposal mechanism whereby each party submits a short reasoned proposal regarding how the dispute should be resolved. The tribunal then, within 10 calendar days from submission of the last proposal, selects one of the proposals that the tribunal considers most reasonably determines the dispute and confirms this proposal as an award by consent. However, the tribunal is not bound to select a proposal if it does not wish. If the tribunal considers no proposal is suitable, it can, on its own motion, close proceedings without an award and refer the parties to other methods of dispute resolution, such as the DIA’s standard arbitration rules.

This proposal provision, and the Express Rules in general, provide a benefit to parties, who place a premium on swift resolution of their disputes.

Read more the-dia-rules-for-express-arbitration-060922-uk-final-_002_.pdf (voldgiftsinstituttet.dk)

For further information, contact Andrew Poole on [email protected].

Lige nu diskuterer studerende på tre danske universiteter de sidste detaljer i deres processkrifter til Vis-Moot konkurrencen. Afslutningen på den fire måneder lange skriftlige del ligger i januar, og det betyder, at der snart blot er et par måneder til at øve de mundtlige argumenter, inden det går løs i Wien. På Aarhus Universitet gør adjunkt Kristian Torp klar til Aarhus Universitets Pre-Moot. Holdet med de otte deltagere er klar. Men der er stadig plads til deltagelse fra flere praktikere, der drømmer om at prøve rollen som voldgiftsdommer.

Det handler om et hackingangreb, phishing og et millionbeløb, der ved en fejl bliver betalt ind på en forkert konto, når næsten 400 universiteter fra hele verden i marts sender studerende til Vis-Moot konkurrencen i Wien.

Konkurrencen er hård. Deltagerne kommer fra nogle af de bedste universiteter i verden, som prioriterer konkurrencen højt, og sætter ressourcerne herefter.

”Vi taler Harvard, Oxford, Cambridge. Og ressourcerne er store, når det gælder vejledning af de studerende. Men når det er sagt, er de danske hold rigtig dygtige, og i 2022 var det en studerende fra Aarhus Universitet, der løb med sejren som bedste procedør. Men vi prioriterer også konkurrencen meget højt. Allerede fra foråret søger vi deltagere, vurderer ansøgninger og afholder samtaler. Hvert år vælger vi otte deltagere – i år blandt de godt 20 ansøgere. Vi vælger ikke alene på baggrund af de faglige kvalifikationer, men lige så meget de menneskelige. For man skal kunne indgå i et intenst samarbejde igennem seks måneder,” siger Kristian Torp, der er uddannet advokat og i dag adjunkt på Aarhus Universitet, hvor han er medansvarlig for Vis-Moot.

Selv deltog han som studerende i 2014, hvor han for alvor blev bidt af konkurrencen.

”Jeg tror, at det var en kombination af den intensive proces og fællesskabet. Man er en gruppe, der arbejder sammen om et altoverskyggende mål. Lige nu sidder vores studerende her og gør klar til at aflevere den skriftlige del. De mødes om morgenen, spiser alle måltider sammen, vender hvert et ord og diskuterer detaljer i processkriftet.”

”Når det er så intenst, er det vigtigt, at alle ser værdien i at diskutere selv de mindste ting. I sidste ende betyder det, at de afleverer et processkrift, som alle er stolte over, fordi det har været så krævende. Jeg kan godt huske, hvor stor en tilfredsstillelse, det var, og den energi der opstod. Det er grunden til, at jeg nu selv vælger at give tilbage,” siger han.

Den mundtlige træning

Når den skriftlige del af konkurrencen er sendt afsted, går de studerende i gang med en intensiv træning af den mundtlige del.

”Her på Aarhus Universitet har vi et samarbejde, som har det daglige ansvar for de studerendes læring. Vi samarbejder samtidig med en alumneforening og Voldgiftsinstituttet om en Pre-Moot for de studerende fra Danmark og udvalgte tyske universiteter. Konkurrencen foregår her i byen, og vi sørger for, at rammerne er sådan, at alle ved, at det er første gang, de studerende prøver håndværket. Herfra øver vi med andre universiteter, for at teste argumenterne af på kryds og tværs og finde ind til, hvad der virker. Gennem foråret tager holdet ud i verden og prøver kræfter med Pre-Moots i blandt andet Stockholm og New York. Vi gør det for at møde dommere, der kommer fra andre retssystemer, men også for at vores studerende kan skabe netværk.”

Til den aarhusianske Pre-Moot leder Kristian Torp efter praktikere, der har lyst til at sidde som voldgiftsdommer og bedømme og give feedback til de studerende en enkelt lørdag i januar.

”Vi har brug for praktikere, og gerne voldgiftsinteresserede med forskellige baggrunde. Det kan være dommere, akademikere eller advokater. Alle aldersgrupper er velkomne. Erfaring er godt, men ikke det vigtigste. Vi søger kontakt til alle, der føler, at de har noget at byde ind med.”

FOTO

Årets Vis-Moot hold. Fra venstre Louie Ottosen, Sophie Sørensen, Mathias Abildgaard Ohlsen, Elisabeth Holler, Asger Rasch Pedersen, Freja Vestergaard Christiansen, Frederik Brødbæk og Kathrine Yding Olsen.

Er du interesseret i at deltage i Pre-Moot på Aarhus Universitet lørdag den 27. januar 2024, er du velkommen til at kontakte Kristian Torp på [email protected], senest 22. december.

Pre Moot’en på Aarhus Universitet er støttet af Voldgiftsinstituttet.

Det handler om at få de relevante oplysninger frem. Men vidner er forskellige, og den samme afhøringsteknik kan ikke nødvendigvis bruges i forhold til alle. Advokat Frederik Kromann Jespersen går i dybden med emnet i sin nye bog, som er et værktøj til blandt andet kontraafhøring af vidner.

Hvorfor har du skrevet bogen?

Vidneafhøring er efter min opfattelse en af de sværeste discipliner ved at føre proces – både ved domstolene og i voldgiftssammenhæng – og jeg syntes, at der manglede en form for værktøjskasse, som var dedikeret til emnet. Det handler om at få de relevante oplysninger frem, men det kan være lettere sagt end gjort. Vidner er meget forskellige. Der findes ikke én enkelt afhøringsteknik, som fungerer til alle. Men det er samtidig også det, der er interessant at arbejde med, og som jeg derfor havde stor lyst til at skrive om.

I bogen fokuserer jeg blandt andet på forskellige afhøringsteknikker og stiller skarpt på de udfordringer, man kan opleve. Det gælder for eksempel det element af psykologi, der er i afhøringen. Altså, er det de objektivt rigtige oplysninger, der kommer frem, eller hvad er det egentlig, vidnet husker?

Mit udgangspunkt er, at man altid skal være kritisk overfor vidneudsagn – uanset hvilken side, man er på. Vær opmærksom på de faktorer, der kan præge forklaringen – blandt andet vidnets egen personlige involvering i sagen eller ubevidste forudindtagethed i forhold til begivenhederne. Desuden kan et vidne fremstå meget sikker i sin forklaring, men den sikkerhed er ikke i sig selv nødvendigvis udtryk for, at vedkommende husker det objektivt rigtige.

Er der forskel på vidneafhøringer i voldgift og ved domstolene?

Ja, der kan være store forskelle. I voldgiftssager sker det jo oftere end i sager ved domstolene, at et vidne afhøres på baggrund af den skriftlige erklæring, som vedkommende har afgivet inden den mundtlige forhandling. Den omstændighed, at man afhører eller kontraafhører en person på baggrund af dennes erklæring, præger typisk afhøringen – blandt andet fordi afhøreren har mere tid til at forberede sig. I de voldgiftssager, hvor nogle af voldgiftsdommerne kommer fra en anden retstradition end dansk, skal man som afhører også være opmærksom på, at det kan have betydning for, hvad voldgiftsdommerne forventer af vidneafhøringen – for eksempel hvor hårdt man kan gå til vidnet i forbindelse med kontraafhøring.

Hvordan kan praktikere bruge bogen?

Mit håb er, at bogen er et godt og praktisk værktøj til, hvordan man med en række teknikker kan tilrettelægge en fornuftig afhøring, og at man får nogle fif til, hvordan man kan blive mere konstruktivt kritisk over for vidneudsagn.

Er der en særlig målgruppe?

Bogen vil forhåbentlig være relevant for advokater og dommere, der beskæftiger sig professionelt med afhøringer. Men tanken er også, at bogen kan være lige så relevant for andre, der skal klarlægge et sagsforløb gennem spørgsmål til en anden. Det kan for eksempel være journalister eller efterforskere, der har til opgave at stille spørgsmål for at få de relevante oplysninger frem.

Vidneafhøring. Forfatter Frederik Kromann Jespersen. Udgivet af Djøf Forlag. Pris 349,95 kroner.

Frederik Kromann Jespersen er advokat og partner i advokatfirmaet Skau Reipurth. Han er specialiseret i kommerciel tvistløsning og har lang erfaring med rets- og voldgiftssager. Han fungerer hyppigt som voldgiftsdommer i erhvervsretlige forhold.

Vinderne af julekonkurrencen er: Helle Qvortrup, Lisbeth Skytte, Christian Riewe, August Stage Olesen og Bjarke Nielsen. Tillykke, der er et signeret eksemplar af bogen Vidneafhøring på vej i juleposten.

2023 lakker mod enden, og vi kan se tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor interessen for voldgift har været overvældende. Vi har fået masser af positiv respons på vores aktiviteter – og måske ikke overraskende kommer Copenhagen Arbitration Day ind på en klar førsteplads. Deltagerne kom fra hele verden for at høre debatter fra kolleger, der satte fokus på fremtidens voldgift. Generalsekretær Steffen Pihlblad ser her på tærsklen til 2024 tilbage på et år med et større fokus på voldgift end nogensinde.

Det var ICC Danmarks generalsekretær, Brian Mikkelsen, der 5. oktober åbnede Copenhagen Arbitration Day 2023. I sin tale understregede han, at erhvervslivet har brug for voldgift.

“Lige nu er voldgift vigtigere end nogensinde. Behovet for uafhængig og upartisk tvistløsning er stigende. En af grundene er, at domstolene i mange lande – herunder Danmark – er overbebyrdede. Det dræner energien i virksomhederne og gør det svært at komme videre med forretningsplaner og mål,” sagde han.

I 2023 fik Voldgiftsinstituttet ny næstformand. Det blev vicedirektør i DI, Kim Haggren, der afløste advokat Christian Alsøe. Også han havde i et interview i forbindelse med sin tiltræden fokus på erhvervslivets behov for at kunne løse konflikter hurtigt.

”I en tid hvor domstolene har sagspukler og hvor der ikke findes hurtige løsninger på problemet, ser jeg både mediation og voldgift som den planke, der kan tage en del af presset,” sagde han.

”Presset på domstolene handler ikke alene om penge. Det er et system, som tager tid at ændre, og der skal kikkes dybt i alle hjørner for at få overblik over, hvordan tingene kan gøres anderledes. I mellemtiden er det helt centralt for både små, mellemstore og store virksomheder, at de kan få tvister afgjort hurtigt, effektivt og med den tryghed der ligger i, at der er en tårnhøj kvalitet i behandlingen af sagen. Det er der i dansk mediation og voldgift, og derfor er det så oplagte alternativer,” understregede han.

I 2023 blev Voldgiftsinstituttets kommunikationsplatform opdateret. Hovedkanalerne er et nyhedsbrev og en LinkedIn-profil. Vi startede med nul følgere, men har oplevet en kæmpe interesse for vores fag. Det ser vi blandt andet ved, at vi har en voksende skare af abonnenter på nyhedsbrevet, hvor vi lægger os i selen for at bringe portrætter af inspirerende kolleger fra hele verden, kommentarer til nye domme, blandt andet om brug af virtuelle høringer i voldgift, andre faglige artikler om aktuelle emner, så som diversitet og third party funding – og i det hele taget dele brugbare og praktiske råd, som kan brug direkte i voldgiftssagerne. Blandt andet har instituttets Andrew Poole skrevet en række artikler om de overvejelser, der er essentielle, når man er udpeget som voldgiftsdommer. Artiklen Seven considerations when you are appointed as arbitrator at the DIA blev således en af de mest læste artikler i 2023. Husk, at alle artiklerne kan læses på vores hjemmeside under nyheder.

Voldgiftsinstituttet har gennem mange år haft et løbende samarbejde med danske universiteter og CBS. Det gælder for eksempel støtte til Aarhus Universitets Pre Moot og besøg fra studerende. Jeg vil også gerne bruge denne anledning til at understrege, at Voldgiftsinstituttet er åbent for alle studerende, der ønsker et indblik i praktisk voldgift og mediation og de karrieremuligheder, som der findes både i Danmark og internationalt.

Året har også budt på indlæg fra instituttets medarbejdere i forskellige faglige fora. Senest har undertegnede sammen med mine kolleger fra Finland, Sverige og Estland deltaget som indlægsholder i et webinar om The Use of AI by Counsel and Arbitrators: The Institutions’ Perspective. Webinaret var modereret af den anerkendte internationale voldgiftsdommer José Rosell og der var gode spørgsmål og respons fra de omkring 90 deltagere fra mange forskellige lande.  Webniaret gjorde det klart, at der også ligger spændende udfordringer forude på voldgiftsområdet – ikke mindst når det gælder artificial intelligence’s indflydelse på området.

Jeg kan derfor varmt anbefale at følge med i nyhedsbrevet i 2024 for at blive opdateret om Voldgiftsinstituttet, konferencer og andre initiativer samt om udviklingen på voldgiftsområdet.

Rigtig glædelig jul og alle ønsker om et godt nytår.

Steffen Pihlblad

Earlier this autumn, the DIA responded to the invitation of the IBA International Arbitration Committee to comment on the proposed revisions of the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration. The proposed revisions were on the agenda at the recent IBA Annual Conference in Paris.

These IBA guidelines are often a reference point for, among others, tribunals, institutions and national courts when deciding on the independence and impartiality of arbitrators.

The proposed revisions reflect significant work by the Task Force and include:

1. emphasising that the General Standards (i.e. Part I of the Guidelines) are to be considered before the Application Lists (i.e. Part II of the Guidelines, which have the well-known red, orange and green lists)
2. emphasising that the test for disqualification is objective (see General Standard 2) whereas the test for disclosure is subjective (see General Standard 3)
3. highlighting that non-economic interests may also cause conflicts of interest
4. adding mock-trials and hearing preparations to potential situations of conflicts of interest
5. broadening the definition of “affiliates” to include considerations of controlling interest.

The DIA’s comments included:

1. highlighting the role of arbitral institutions as participants in international arbitration and in deciding challenges to arbitrators
2. referring to case law to note that while a failure to disclose does not necessarily mean that a conflict of interest exists or that disqualification should ensue, it may be considered a contributing factor in cases where the issues of independence and impartiality are particularly difficult to assess
3. including in the Application Lists the situation where an arbitrator is or has recently been personally represented by counsel for one of the parties or by the law firm or employer of counsel of one of the parties, in an unrelated matter
4. providing clarity on what can be understood as “mock-trials” and “hearing preparations”.

The DIA is grateful for the opportunity to comment and thanks the Task Force for its work. The DIA looks forward to working with the revised guidelines once finalised.

The hot and important topic of dynamics and diversity in arbitration panels was illuminated and debated at a seminar on 8 November arranged in collaboration between The Danish Arbitration Association and Young Arbitrators Copenhagen. Take-aways from the seminar by the tree arbitrators Lotte Wetterling, Gisela Knuts and Lotte Calundann Noer.

Diversity of arbitrator appointments has been a major topic over the last few years. Diversity has been promoted in the arbitration community with a lot of different initiatives, including the Equal Representation in Arbitration Pledge, which has reached more than 5.000 signatories since 2015.  Discussion has mainly revolved around gender diversity, but also around diversity as regards age, ethnical minority background, etc.

The event was kicked off by Daniel Haue Jakobsson from the host law firm Accura, who presented a recent diversity survey conducted by the event organizers with participation from 100+ members of the arbitration community in Denmark. Not surprisingly the survey showed that experience and competence are considered important factors, when an arbitrator is to be appointed. Gender and ethnicity scored low as relevant criteria and that probably showcased one of the difficult things when trying to advance diversity in arbitration: Gender, age, ethnicity and other diversity criteria might not in itself be important for the specific appointment, however these criteria are important if we want to secure that the pool of arbitrators becomes more representative for society in general and include all those individuals who has the skills.

Guest speaker Liz Kantor, thought leader in the global arbitration practice of Herbert Smith Freehills in London, gave an inspirational speech on diversity and the challenges and developments in recent years from an international perspective under the title “Progress Made and Challenges Faced”. Liz explained that diversity of thought on a tribunal enhances the quality of the decision making because multiple perspectives are represented. A diverse panel of arbitrators is more likely to bring multiple perspectives to the table and avoid group think. Liz emphasized that a lot of progress has been made, and that the arbitration community cannot solve the whole problem by itself, on the other hand, there is still work to be done, especially when it comes to party appointments of arbitrators.

One major recent progress is that there is an increasing awareness among arbitration institutions on the need of documentation and statistics on the appointments of arbitrators according to diversity criteria. This has led to important transparency in the field and thus also a better factual basis for the debate about the actual status and the room for improvement.

Diversity in Arbitration is also Driven by Clients

The speech by Liz Kantor was followed by a panel debate with arbitrators Gisela Knuts, Lotte Wetterling, Jacob Møller Dirksen and Peter Schradieck and moderated by Lotte Calundann Noer. The debate touched upon the important questions on how to choose the best arbitrator for a given case and how it is possible to promote diversity and advance the clients best interest at the same time.

Lawyers should be aware, that the agenda of diversity in arbitration panels is not only driven by lawyers, arbitrators and arbitration institutions themselves, but also, and probably especially, by clients and in-house counsels who – like society in general – also have agendas on diversity and ESG, etc. In fact, it might be the most appropriate approach to compose a list with suggestions for a client, who is to appoint an arbitrator, which includes both a couple of traditional candidates but also some candidates with a more diverse profile. There are many good arbitrators of different backgrounds out there, and we should remember to keep our eyes open to them.

If you want your client to consider appointing a diverse arbitrator, remember to include more than one diverse candidate on your list. This increases the likelihood of a diverse arbitrator being selected. This of course follows from basic arithmetics. But also: if there’s only one female/young/ethnically diverse candidate, that person will easily be perceived as a token candidate, and not considered seriously. A list with multiple diverse candidates signals they are candidates at par with the rest.

The rest is up to all of us, the progress we make is the sum of each and every decision on appointment of an arbitrator.

Lotte Wetterling

Independent Arbitrator, Copenhagen

Gisela Knuts

Independent Arbitrator, Helsinki.

Lotte Calundann Noer

Attorney, Punct Advokater, Copenhagen.

Join our Secretary-General Steffen Pihlblad and his Nordic and Baltic colleagues Caroline Falconer, Sanna Kaistinen and Asko Pohla for a free webinar on 28 November 2023 at 17:30-19:00 (CET) and get their different perspectives on the use of AI by counsel and arbitrators. AI in arbitration is one of the hottest topics in arbitration right now.

Amongst the topics that will be discussed during the webinar is how AI will be handled during an arbitration: Should it be transparent and disclosed? Should it be regulated? What are the advantages and disadvantages? Thanks to the initiator and moderator José Rosell for inviting and to CEIA’S Nordic-Baltic Chapter for organising the event.

Time: 28 November 2023 17:30 – 19:00 (CET):

Register here

Meeting Registration – Zoom

35-årige Katrine Tvede har en anden vej ind i voldgift end de fleste. Hun startede med at videreuddanne sig internationalt fra det øjeblik, hun fik sin juridiske kandidateksamen fra Københavns Universitet. I dag bygger hun sin faglighed på en LL.M. og en Ph.d, som ikke alene har givet hende en høj faglighed, men også det netværk, som betyder, at hun med base i London arbejder med nogle af de helt store investeringsvoldgiftssager, hvor der er astronomiske beløb på spil.

Håndhævelse af menneskerettigheder handler sædvanligvis om beskyttelse af borgeren fra statens indgriben. Men det kan være vendt på hovedet i de sager, som Katrine Tvede arbejder med som Associate hos det Londonbaserede advokatfirma Ashurst LLP.

Her kan opgaven nemlig både være at beskytte internationale investeringer, altså investorernes ejendomsret, fra urimelige indgreb i udlandet – men også det modsatte: At beskytte stater, der kan have et mindre bruttonationalprodukt, end de multinationale investorer de er oppe imod, fordi de har indført en lov eller truffet en afgørelse, som går den internationale investor imod.

”Investeringsvoldgift anvendes i tvister, hvor udenlandske investorer mener, at en stat har begået brud på rettigheder, som investorerne har i kraft af såkaldte investeringsoverenskomster.  I praksis betyder det, at stater ikke uden videre for eksempel kan ekspropriere en udenlandsk investering – det kan være i alt fra infrastruktur til energiprojekter,” siger Katrine Tvede og tilføjer, at det med danske briller er interessant at Carlsberg netop har annonceret, at man er ved at tage de indledende skridt imod at indbringe en investeringsvoldgiftssag mod Rusland, som angiveligt overtog Carlsbergs russiske datterselskab.

I disse sager kan et krav – selvom om det er berettiget – mod staten være i en størrelsesorden, som betyder, at voldgiftsrettens afgørelse kan få betydelige konsekvenser. Ikke blot for investoren, men også for staten og dermed borgerne i det land, hvor investeringen er foretaget.

”Vi taler sager, der omhandler meget store beløb. Derfor kan der være meget på spil for den stat, som sagen er indbragt imod – særligt når sagen omhandler et politisk motiveret indgreb,” siger Katrine Tvede, der er en del af et mindre team fordelt på to europæiske adresser i London og Frankfurt.

Fordelene ved at være en del af et mindre team

”Som yngre jurist er det min erfaring, at det er en fordel at være en del af et mindre team, sådan at du ikke ender som den, der blot sidder og læser de enorme mængder af dokumenter og bilag igennem. Her er vi typisk ikke mere end fem jurister selv på de største sager. Det er ikke meget i forhold til de kæmpe teams, man nogle gange ser i tilsvarende sager hos amerikanske og engelske advokatfirmaer. I praksis betyder det, at jeg også bliver lukket ind i den del af arbejdet, der handler om at lægge strategien, tale med klienten og i det hele taget diskutere, hvordan argumenterne og modargumenterne rent faktisk skal formuleres – i stedet for bare at sidde begravet i document production i et war room” siger Katrine Tvede, der på grund af sin tavshedspligt ikke kan tale om hverken strategier eller detaljer i sagerne, men som godt kan løfte sløret for, at hun blandt andet har arbejdet på en sag, hvor en svensk investor indklagede den tyske stat.

”Et svensk energiselskab ejede og drev tre atomkraftværker i Tyskland, men efter en af de værste atomkraftulykker nogensinde i Japan i 2011, ønskede staten at lukke værkerne tidligere, end det før var annonceret. Det mente det svenske selskab ikke var foreneligt med dets rettigheder under den multilaterale energichatertraktat, som både Sverige og Tyskland havde underskrevet, og anlagde en investeringsvoldgiftssag, hvor der blev nedlagt påstand om et større erstatningsbeløb som følge af den påståede krænkelse af investorens rettigheder.”

”Det var en sag, hvor den svenske investor i begyndelsen krævede i omegnen syv milliarder euro, så der var mange penge på spil, og udfasningen af atomkraft havde været et betændt emne i Tyskland siden vi også i Danmark havde atomkraft-debatten in 1970’erne. Så det var en sag, der fik stor bevågenhed både i Tyskland, men også internationalt. Det gør selvfølgelig indtryk, fordi en sag i denne størrelsesorden altid kan få konsekvenser for skatteborgerne i den involverede stat. På den måde handler det i sidste ende både om den udenlandske investors retssikkerhed, der selvfølgelig skal beskyttes, men også om statens – og dermed borgernes – ret til at træffe visse vigtige beslutninger uden at risikere at få enorme erstatningskrav på halsen. Det er det perspektiv, jeg synes, er det interessante,” fortæller Katrine Tvede, og tilføjer at traktatrettigheder er meget omdiskuterede netop på grund af samfundsperspektivet.

”Tobaksproducenten Philip Morris anlagde en voldgiftssag mod Australien i forbindelse med, at landet indførte en lov om plain packaging af cigaretpakker – altså en offentlig regulering, som betød, at cigaretpakkerne ikke måtte bære cigaretmærkets logo og skulle forsynes med advarsler mod skadevirkninger af rygning. Det gav anledning til en kæmpe diskussion om investeringsoverenskomsterne – altså de internationale traktater, der tillægger udenlandske investorer investeringsbeskyttelse og ret til effektiv håndhævelse gennem international voldgift – og deres berettigelse. For hvordan kan det være meningen, at en voldgiftsret bestående af tre individer uden demokratisk legitimitet, skal kunne træffe afgørelser om så helt centrale spørgsmål med store sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne? På den anden side, er det vigtigt at pointere, at en sådan voldgiftsret, der nedsættes under en investeringsoverenskomst, aldrig kan underkende en stats lov eller administrative afgørelse, men alene beslutte, hvorvidt staten skal ifalde erstatningsansvar herfor. På samme måde har de private investorer selvfølgelig også krav på retsbeskyttelse af de ret store investeringer, de har foretaget i forbindelse med for eksempel infrastruktur- eller energiprojekter. For mig er det netop spændingsfeltet mellem politik, samfundsøkonomi og det kommercielle hensyn, der gør mit fag rigtig spændende,” siger Katrine Tvede og tilføjer, at for Philip Morris vedkommende blev det aldrig til nogen erstatning. Voldgiftsretten fandt at den ikke havde jurisdiktion til at træffe afgørelse i sagen.

Udlængsel og lysten til at læse videre

At det lige præcis var investeringsvoldgift, som Katrine Tvede kom til at brænde for, er lidt af en tilfældighed, mener hun.

”Da jeg som 23-årig fik min kandidateksamen, havde jeg stor udlængsel, for jeg havde ikke haft et sabbatår. Samtidig havde jeg lyst til at læse videre. Ingen af delene kunne rigtig lade sig gøre, hvis jeg startede som fuldmægtig på et advokatkontor. Jeg søgte ind på Stockholms Universitet, hvor jeg læste en LL.M. På det tidspunkt var jeg meget interesseret i processpil om voldgift, og havde i min studietid på Københavns Universitet været med i Vis Moot. Derfor deltog jeg i Frankfurt Investment Arbitration Moot Court sammen med studiekammerater fra Stockholm. Og vi vandt konkurrencen.”

”Det kom til at sætte retning for de kommende år, da jeg umiddelbart efter konkurrencen blev tilbudt internship hos to europæiske advokatkontorer, og desuden en Ph.d. hos en professor, der selv ofte udpeges som voldgiftsdommer i investeringsvoldgifter, og som på daværende tidspunkt var ansat på det tyske Max Planck Institute for Comparative Public Law and International Law. Jeg sagde ja til det hele, og fik på den måde både uddannelse, praktisk erfaring og det internationale arbejdsliv, jeg drømte om,” siger Katrine Tvede, der efterfølgende, efter en LL.M. på New York University, tog sin advokateksamen og beskikkelse i New York, inden hun startede i jobbet som Associate, først hos det amerikanske advokatfirma Morgan Lewis & Bockius LLP, og siden hos Ashurst LLP.

Den største forhindring kommer indefra

Når hun ser tilbage på sine karrierevalg i dag, har det afgørende været at gribe de muligheder, der er opstået undervejs.

”Min oplevelse er, at det ene har ført det andet med sig. Det handler om at turde opsøge mulighederne, hvis man har en udlængsel. Det kan være at tage kurser eller videreuddannelse udenfor Danmark for at få et bredere netværk. Du behøver ikke nødvendigvis at kaste dig ud i en LL.M. Mit netværk stammer også tilbage fra, da jeg var tre uger på The Arbitration Academy i Paris. Og ja, det kan godt være, at det kan føles op ad bakke, når du står med en dansk juridisk kandidateksamen. Men min erfaring er, at vi danske jurister godt kan konkurrere med kandidater fra topuniversiteter rundt om i verden, selvom de på papiret kan se bedre kvalificeret ud end os,” siger Katrine Tvede, der har oplevet en kæmpe imødekommenhed udenfor Danmark.

”I de mange andre lande er det for eksempel helt almindeligt at invitere sig selv på kaffe hos kolleger, som man gerne vil lære af. På den måde er jeg blevet positivt modtaget også hos mennesker, jeg ikke kendte på forhånd, når jeg – helt udenfor min comfort-zone – fulgte andres eksempel og tog kontakt. Hvis du viser interesse, vil de fleste vil gerne give gode råd og fortælle om, hvordan de er kommet derhen, hvor de er.”

De største forhindringer for en international karriere kommer i virkeligheden indefra, mener hun.

”Da jeg for godt ti år siden tog til Stockholm, var jeg genert og usikker på, om jeg overhoved var god nok. Jeg prøvede at tage det som en udfordring, hvilket ikke er nemt, når man skal stille sig op i et processpil og være overbevisende. Men det viste sig, at jeg med et grundigt forarbejde faktisk godt kunne gøre det. Det var et kæmpe boost for mig at finde ud af, at jeg faktisk ikke behøver at være hæmmet af nervøsitet, men er i stand til at vende det til noget positivt. Det betyder ikke, at jeg her godt ti år senere aldrig er usikker overfor nye udfordringer. Men det hjælper mig at vide, at jeg har stået i en lignende situation før, og at det altid viser sig, at jeg faktisk kan bunde.”

Katrine Ritto Tvede

International Arbitration Associate hos Ashurst LLP med base i London. Hun har udover sin kandidateksamen fra Københavns Universitet en LL.M. fra Stockholm Universitet i kommerciel voldgiftsret og en LL.M. fra New York University, School of Law. Hendes Ph.d. skal næste år forsvares på Amsterdam Universitet. Beskikkelse i New York.

Copenhagen Arbitration Day 2023 was not only a significant opportunity for Danish lawyers to network, the conference and the two lunch-seminars hosted by Bech-Bruun and Viltoft made it possible for participants to make new contacts with colleagues from abroad as well. One in five participants had made their way from other parts of the world – particularly from Scandinavia. 

One of the lawyers who made the journey from Norway to Denmark to participate in Copenhagen Arbitration Day (CAD) was Bastian Sundling, Senior Associate at Wiersholm in Oslo. He considers that CAD reminds us that the Danes have a ruleset in line with international standards.

“As a young Norwegian lawyer, it was an honor to represent Wiersholm at Copenhagen Arbitration Day 2023 in the iconic Børsen building. The day showcased why CAD is a milestone in the international arbitration community. For many Norwegians, when thinking of Nordic arbitration, eyes often turn to Stockholm, but CAD reminded us that the Nordic region certainly has more to offer. It was evident to me that the Danes have a top-notch ruleset in line with international standards,” Bastian Sundling says. He was particularly excited about the opportunity to create new contacts at Copenhagen Arbitration Day.

“With over 200 participants from both domestic and international backgrounds, the day served as an important platform for me for networking and provided me a chance to mingle with colleagues from the arbitration community. The day was filled with inspiring speeches from leading arbitration figures like Juliet Blanch, Mika Savola, Fredrich Rosenfeld, and Giuditta Cordero-Moss, to name a few,” he says.

It makes sense for the Secretary-General of the Danish Institute of Arbitration, Steffen Pihlblad. The idea of the now fourth Copenhagen Arbitration Day is first of all to create a platform, where it is possible to share knowledge and discuss new trends – but certainly also to create a good opportunity to meet colleagues from Denmark and abroad.

”The whole idea about the conference is to inspire each other while providing an opportunity to expand your network. So I find it very positive, that many of the participants come from abroad. It contributes to building a strong international arbitration community in Danmark,” Steffen Pihlblad says. He has received an overwhelming number of positive responses from participants after the conference.

”The feedback has overall focused on the level of professionalism and the fact that it was very high. This is the best feedback that we could wish for because it reflects where Denmark stands in an international context.”

Håkun Djurhuus fik sin første voldgiftssag, da han blev fuldmægtig. I dag sidder han på 17. år i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. I oktober rundede han 60 år, og i et fødselsdagsinterview fortæller han, hvordan han har oplevet udviklingen i dansk voldgift. I hans optik er Danmark nu på niveau med de bedste i verden. Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at tilpasse instituttets procesregler til det internationale marked, en stab af højt kvalificerede voldgiftsdommere og topmoderne fysiske rammer i et velfungerende institut med et professionelt sekretariat.

Hvordan ser du voldgift nu i forhold til, da du startede din karriere for mere end 30 år siden?

Det har taget et kvantespring. Jeg begyndte at arbejde med voldgift allerede som førsteårsfuldmægtig – primært indenfor Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Senere var jeg med til at starte voldgiftsdommeruddannelsen i 2010, ligesom jeg blev en del af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Så jeg har fulgt udviklingen på tæt hold og kan kun sige, at der er sket virkelig meget.

Da jeg kom ind i bestyrelsen i 2006 sad professor Bernhard Gomard for bordenden, og jeg landede som ret ung advokat blandt en samling af ældre herrer. Procesreglerne var simple – og korte – og lovgrundlaget ganske summarisk sammenlignet med i dag, hvor både voldgiftsloven og instituttets procesregler er langt mere omfattende og up to date, så de passer til de behov, der er i markedet.

Det har været rigtig vigtigt for instituttet løbende at markedstilpasse reglerne for at være med i konkurrencen på det internationale marked. Det er en proces, som vi har sat turbo på igennem de seneste ti års tid, blandt andet ved at deltage i internationale fora, hvor vi lytter til markedet samtidig med, at vi er synlige. Det vil selvfølgelig altid være et langt og sejt træk, men vi kan mærke, at det bærer frugt. Blandt andet fordi vi tiltrækker de rigtige sager, og oplever at der er en stor international interesse for at deltage i vores årlige flagskibsevent Copenhagen Arbitration Day.

Hvilke sager ønsker bestyrelsen af tiltrække?

Det vil altid være interessant at tiltrække store internationale sager, blandt andet indenfor finansområdet og M&A. Selvom konkurrencen er stor på voldgiftsmarkedet, så oplever vi, at vi har det, der skal til.

En ting er, at Danmark rent geografisk ligger godt, hvis parterne kommer fra eksempelvis Tyskland og England.

Noget andet er, at vi har en stab af voldgiftsdommere med stor ekspertise – den udvikling har voldgiftsdommeruddannelsen været med til at drive – og en tradition for, at højesteretsdommere leder en del af vores sager. Det siger næsten sig selv, at vi alene på dette parameter er meget konkurrencedygtige.

Hvilken udvikling oplever du, at Voldgiftsinstituttet er i?

Voldgiftsinstituttet er et godt sted og der bygges hele tiden nye initiativer på – eksempelvis har vi udviklet vores kommunikation og udgiver et nyhedsbrev, som betyder, vi kommer meget bredere ud, samtidig med at vi får fortalt nogle af de mange gode historier på voldgiftsområdet. Det medvirker til at skabe øget opmærksomhed om instituttet, og bidrager samtidig til at tiltrække næste generation af voldgiftspraktikere.

Flytningen til nye, lyse og topmoderne lokaler på Midtermolen ser jeg også som et stort skridt mod en meget mere konkurrencedygtig organisation.

Jeg har selv procederet sager hos både ICC og LCIA, og jeg må konstatere, at rammerne har en stor betydning – men selv i Europa kan de være meget forskellige. Attraktive lokaler, alt hvad man drømmer om af teknisk udstyr og personale til at hjælpe med at gøre processen effektiv og tryg, ser jeg som vigtige parametre for, at vi har den pakke, som gør os konkurrencedygtige internationalt, og som betyder, at vi kan måle os med de bedste institutter i verden.

Hvordan du ser fremtiden tegne sig?

Jeg ser en lys fremtid for dansk voldgift og Voldgiftsinstituttet, dels fordi vi vækster, dels har vi godt fat i den kontinuerlige opgave, som det er at skabe og fastholde et internationalt renommé.

Jeg tror på, at vi kan tiltrække flere af de helt store sager, netop fordi vi har højt kvalificerede dommere tilknyttet. Desuden har vi via specialiserede medarbejdere den kvalitetskontrol af processen, som alle ser som en fordel, når vi taler om sager, der afgøres i en enkelt instans.

Og så tror jeg på, at flere vil vælge voldgift i fremtiden – alene af den grund, at der desværre er lang berammelsestid ved domstolene både i Danmark og mange andre lande, hvilket er et problem, som nok ikke bliver løst i den nærmeste fremtid. Tidsfaktoren er et vigtigt parameter i et moderne samfund, hvor mange virksomheder vil tænke i alternative konfliktløsningsmetoder – det kan være kostbart at vente fem, ti år på at få en endelig afgørelse ved domstolene.

Alt i alt er vi på en god rejse. Kursen er den rigtige og det har den været længe.

Håkun Djurhuus

Advokat (H) og partner i afdelingen for retssager og voldgift hos Lundgrens. Håkun er specialiseret inden for proces, entrepriseret og miljøret. Han har ført mere end 500 sager ved de almindelige domstole, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, Voldgiftsinstituttet, LCIA og ICC.

Voldgiftsinstituttet har et løbende samarbejde med danske universiteter og CBS. Det gælder for eksempel støtte til Aarhus Universitets Pre Moot og besøg fra studerende. Instituttet er åbent for alle studerende, der ønsker et indblik i praktisk voldgift og mediation og de karrieremuligheder, som der findes både i Danmark og internationalt.

I oktober fik en gruppe studerende fra Københavns Universitet med post-doctoral researcher Siri Silvereke og ph.d. fellow Atakilti Michael i spidsen oplæg fra og en god debat med Voldgiftsinstituttets Andrew Pool.

Størstedelen af de studerende kom med en international baggrund og er i Danmark på udveksling fra universiteter i blandt andet New Zealand, Brasilien, Tyskland og Australien. Interessen for voldgift som fag er stor, og der blev blandt andet drøftet, hvilke fordele det indebærer – som for eksempel parternes muligheder for at tilrettelægge processen og tidsperspektivet for en voldgiftssag i forhold til de almindelige domstole.

Lin Adrian er lektor på Københavns Universitets Center for Interdisciplinary Studies of Law. Hun har også valgt at lægge et besøg hos Voldgiftsinstituttet ind i undervisning i efterårssemesteret af den grund, at det både giver de studerende en praktisk dimension til den teoretiske del af faget Tvisteløsning og konflikthåndtering og samtidig værdi for hende selv som forsker.

”På Københavns Universitet kan vi tilbyde forelæsninger og gruppearbejde, men de studerende får en helt anden fornemmelse for, hvordan en retssag eller voldgift fungerer, og hvad den kan bruges til, når de kommer ud og taler med praktikere. På den måde bliver undervisningen tredimensionel. Det giver ganske enkelt en anden læring at se og mærke tingene i praksis,” fortæller Lin Adrian.

Derfor vil hun gerne lægge virksomhedsbesøg og mødet med praktikere ind i undervisningen.

”De giver de studerende en virkelig god fornemmelse for, hvordan forskellige former for juridiske konflikter kan løses – og en forståelse for, at der ikke blot findes en enkelt metode, der passer til alle konflikter. Når vi er tilbage her på universitetet, giver det praktiske indblik en god mulighed for at tale om, hvordan de fysiske rammer er forskellige og dermed understøtter forskellige former for konfliktløsning – som for eksempel at dommeren i retssalen sidder hævet over aktørerne i sagen på sit podie, mens processen i voldgiftsretten i princippet kan foregå rundt om et mødebord, hvilket afspejler den mere fleksible processuelle ramme her. Alt i alt oplever jeg, at det er meget motiverende for de studerende at komme ud – samtidig med at det understøtter det, som jeg vil med faget,” siger hun.

Alle universiteter er velkomne

Lin Adrian understreger, at mødet med samfundets forskellige aktører indenfor konfliktløsning også har betydning for hendes eget arbejde som forsker.

”Kontakten er vigtig, fordi den er med til at sikre, at min forskning er relevant og rummer den bredde, der er i de konflikthåndteringsfora, som vi har i dag.”

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har selv en mangeårig fast tilknytning som censor på CBS og universiteterne i Danmark. Han ser den løbende kontakt mellem universiteterne og erhvervslivet som en vigtig opgave, som det er naturligt for Voldgiftsinstituttet at være en del af. Det sikrer, at juristerne også i fremtiden har relevant viden om voldgift og andre tvistløsningsformer, og de fordele og ulemper som disse tvistløsningsformer indebærer i praksis. Han opmuntrer også altid de studerende til at skrive speciale om voldgift, og bistår gerne med praktiske vinkler undervejs.

”Mange studerende skriver glimrende specialer om voldgift, og baner dermed vejen for i fremtiden at beskæftige sig med området. Voldgiftssager er præget af stor dynamik. Dette kombineret med den internationale dimension, som sagerne ofte indeholder, tiltaler de studerende,” siger Steffen Pihlblad, og tilføjer, at det handler om at være med til at skabe en større viden om voldgift og forståelse for, hvor store muligheder der er for at løse konflikter i de forskellige rammer.

”Men også om at give de studerende indblik i, hvilke karriereveje der er indenfor dette felt. Vi har et tæt samarbejde med CBS og Københavns Universitet, blandt andet om konferencer, herunder Copenhagen Arbitration Day, og med Aarhus Universitet, hvor vi støtter deres processpil forud for den årlige Vis Moot konkurrence i Wien. Men jeg vil gerne understrege, at alle universiteter er meget velkomne til at få en introduktion hos os her på Midtermolen, ligesom vi selvfølgelig også gerne kommer ud og fortæller om voldgift i praksis.”

The Norwegian Supreme Court recently handed down a ruling which confirms that a party who wishes to invoke an arbitration agreement must do so not later than when submitting its first statement of the substance of the dispute. The ruling entails a strict approach which may also be relevant for the interpretation of the Danish Arbitration Act, writes Knud Jacob Knudsen, Partner and Head of International Arbitration at Simonsen Vogt Wiig, Oslo.

The case involved a Danish and a Norwegian party who had entered into a distribution agreement for hair products. Pursuant to the agreement, disputes were to be resolved by arbitration in Denmark. The Danish company alleged that the Norwegian company had breached the Norwegian Marketing Act by producing and distributing products similar or identical to the Danish company’s products.

The Danish company filed a claim for damages before the regular courts, in this case the local conciliation board (Norwegian: forliksrådet). The latter is a court of first instance in many Norwegian cases, particularly in small matters where parties are not represented by counsel. The Danish company did not initiate arbitration proceedings because it was of the opinion that the violations of the Marketing Act were not covered by the arbitration clause in the distribution agreement.

In its defence to the claim, the respondent requested the conciliation board to discontinue the case as it raised complicated substantive and procedural issues, but the respondent did not specifically invoke the arbitration agreement.

The Norwegian Arbitration Act (NAA) Section 7 first-subsection states that the courts shall dismiss an action that is the subject of arbitration if a party so requests no later than in its first submission on the merits of the dispute.

The pertinent part of Section 7 has the following wording:

“The courts shall dismiss an action that is the subject of arbitration if a party so requests no later than in his first submission on the merits of the dispute.”

The provision is based on Article 8 (1) of the Model Law, which reads:

“A court before which an action is brought in a matter which is the subject of an arbitration agreement shall, if a party so requests not later than when submitting his first statement on the substance of the dispute, refer the parties to arbitration unless it finds that the agreement is null and void, inoperative or incapable of being performed.”

A similar provision can be found in the Danish Arbitration Act Section 8, first sub-section, where the relevant part reads:

“A court before which an action is brought in a matter which is the subject of an arbitration agreement shall, if a party so requests, refer the parties to arbitration unless it finds that the agreement is null and void, inoperative or incapable of being performed.”

The disputed issues

The questions before the Supreme Court were (i) whether the Section 7 of the NAA requires that a party must explicitly refer to the arbitration clause as the basis for dismissal, and (ii) whether or not the respondent, by requesting the conciliation board to discontinue the case, had submitted its views on the merits of the dispute.

The ruling

The Supreme Court found that Section 7 of the NAA requires that a party must specifically demand that a case is dismissed or discontinued on the basis of the arbitration agreement. It is not sufficient to demand dismissal due to other unspecified procedural issues.

In its reasoning, the Court emphasized that Section 7 was based on Article 8 of the Model Law, and that consistent international application of the Model Law suggested that the NAA should be interpreted in the same way as the Model Law. Further to this, the Court stated that the wording of Article 8, which provides that a party must “request” that the court “refer the parties to arbitration”, indicated that it was not sufficient to demand that the case be dismissed due to unspecified procedural reasons.

The Court also found that the Norwegian party had submitted its views on the merits of the dispute by requesting that the case be discontinued. In the Court’s view, it was not necessary that the party had provided any explanation for its position. In its reasoning on this point, the Court stated that there did not appear to be a consistent international practice with regard to the interpretation of the wording “his first statement on the substance of the dispute” in Article 8.

The ruling from the Supreme Court can be accessed here. The key paragraphs are 35, 46 and 61.

Some perspectives

Even though the facts of the case pertain to a matter before a conciliation board, the same principles will apply to cases before the regular courts. In other words, a respondent in a court case will need to specifically invoke the arbitration clause in its statement of defence if it wishes to resolve the matter through arbitration.

The decision is consistent with the Supreme Court’s ruling in a previous case in Rt-2008-1623, which the Court also referred to. In the former case, a party had not filed a written defence but had attended the meeting of the conciliation board and generally requested that the case be dismissed, without invoking the arbitration clause in the agreement. The recent ruling from the Supreme Court is therefore not surprising, though it should be pointed out that the ruling from 2008 has been criticized, among others by current Supreme Court Justice Borgar Høgetveit Berg in his article Voldgiftslova § 7. Særleg om fristen for å krevje søksmål for domstolane avvist på grunn av voldgift, Avtalt prosess (2015). The Supreme Court noted the criticism, but pointed out that Justice Berg agreed on the correct understanding of the NAA de lega lata.

The ruling underlines the importance of double-checking the dispute resolution clause in the parties’ contract before submitting a defence in a court case. Even though the Danish company in the matter at hand had legitimate reasons for bringing the case before the regular courts, the principles in the Supreme Court’s ruling will also apply to parties who simply choose to disregard an arbitration clause in the parties’ contract.

The strict interpretation could prove to be a pitfall not only for parties who are not represented by counsel, which is often the case in matters before the conciliation boards, but also for counsel who fail to scrutinize the dispute resolution clause in the parties’ contract before submitting a statement of defence.

The ruling contains several references to Article 8 of the Model Law, and may therefore be of interest to practitioners in Denmark and other countries where the arbitration act is based on the Model Law.

Knud Jacob Knudsen

Partner and Head of International Arbitration at Simonsen Vogt Wiig, Oslo

Read more

hr-2023-2055-a.pdf (domstol.no)

the-use-of-ai-by-counsel-and-arbitrators-the-institutions-perspective.-_3_

The choice between written and oral witness statements was a central issue, when Bech-Bruun were hosts for a lunch-seminar regarding maritime arbitration as part of Copenhagen Arbitration Day 2023. At another lunch-seminar at Viltoft there was focus on the importance of Procedural Order No. 1, the long process time of the national courts, the advantage of frontloading work and the support of institutions.

NOMA is much more than a well-known Danish Michelin restaurant. It is also the abbreviation for Nordic Offshore & Maritime Arbitration Association, which was on the agenda for a fully booked lunch seminar at the Danish Law firm Bech-Bruun. The topic was a comparison of rules and practices and procedural issues from a NOMA and Danish Institute of Arbitration (DIA) perspective respectively. The panel included Jon Stokholm, former Supreme Court Judge, Amund Bjøranger Tørum, professor, dr.jur. at Scandinavian Institute of Maritime Law in Norway, Kenneth Hvelplund Pedersen, partner at Gorrissen Federspiel, Søren Lundsgaard and Johannes Grove Nielsen both from Bech-Bruun.

One of the topics of particular focus was witness statements and the disagreement that can arise between parties and arbitrators about the choice between oral and written witness statements.

Kenneth Hvelplund Pedersen noted that as a default rule written witness statements are not permitted under NOMA unless the parties agree otherwise. Typically, the choice between oral and written statements will be discussed between the parties, but a key question is whether the arbitral tribunal has the final say and can maintain the form that the arbitrators prefer. Hvelplund Pedersen underlined that he had as counsel and arbitrator very good experiences with the flexible approach in the Danish Institute of Arbitration’s Rules of Arbitration in both domestic and international settings. The scope of application of written witness statements is not specifically mentioned in the DIA Rules, but the topic is governed by what the arbitral tribunal considers appropriate in case of disagreement between the parties, i.e., leaving it to the parties’ counsel to plead on the issues at hand. In his opinion, such approach is in reality suitable to handle most procedural issues that the parties cannot agree on during the proceedings.

Danish lawyer Peter F. Thommesen at Viltoft Law Firm had also organised a fully booked lunch-seminar as part of Copenhagen Arbitration Day. The focus was how to reduce time and costs and the panel included Karsten Kristoffersen, Bruun Hjejle; Nina Lauber-Thommesen, Lauber-Thommesen Arbitration; Madeleine Thörn, Deputy Secretary General, SCC Arbitration Institute; and Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, professor University of Copenhagen.

Insights were accordingly provided from the perspectives of the counsel, arbitrator, institution and university. Considerations included the importance of Procedural Order No. 1, the long process time of the national courts, the advantage of frontloading work and the support of institutions.

Use of the DIA’s Rules for Express Arbitration is also a consideration when wishing to reduce time and costs, e.g. maximum 10-day deadlines and, for less complex cases, a proposal option where the parties each provide a reasoned proposal to resolve the dispute and the tribunal selects the one that most reasonably does so, subject safeguards.

There were in many ways room for lofty ideas and thoughts at Børsen when Copenhagen Arbitration Day 2023 took place on 5 October. On behalf of the Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark, Secretary General of ICC Denmark, Brian Mikkelsen, opened the conference emphasising that the business community needs arbitration as conflicts in the business community are going to increase in the future.

“Right now, arbitration is more important than ever. The need for independent and impartial dispute resolution is rising. One reason is of course, that in many countries – Denmark included – the state courts are overburdened. It drains the energy out of the businesses and make it impossible to get on with business plans and objectives. Here, arbitration represents a way to get back on track.”

These were the words from Brian Mikkelsen, Secretary General of ICC-Denmark on Thursday, where he opened Copenhagen Arbitration Day 2023 to more than 200 participants in outstanding surroundings at the Old Stock Exchange, which King Christian IV built from 1618 to 1624. The Exchange arguably formed the basis for Copenhagen as a trading centre and metropolis.

“But this is far from the only reason why arbitration is so important. The business landscape becomes more and more interconnected. Thereby, the potential for disputes and conflicts grows,” he continued.

”In that way, arbitration also provides a safety net for businesses and gives leaders courage to push their businesses even further,” he emphasised.

Peter Arnt Nielsen, professor at Copenhagen Business School focused in the beginning of his speech on the history of arbitration, starting with the King Christian V who developed both Danish and Norwegian Law, and the vision for years to come.

”The present Danish Arbitration Act was adopted in 2005 and is in line with UNCITRAL’s Model Law from 1985. An initiative to revise the act should be taken soon. Otherwise, Denmark may lag behind in the competitive world of international commercial arbitration where States constantly improve their legislation on arbitration,” he said.

Independent Arbitrator Mika Savola moved to the central topic of procedural order no. 1 (PO1).

Mr. Savola set out the procedural order’s sources such as UNCITRAL Notes on Organizing Arbitral Proceedings (1996, 2016), ICCA Drafting Sourcebook for Logistical Matters in Procedural Orders (2015) and other PO1s in previous arbitrations. He highlighted the PO1’s key goals of ensuring equal treatment of the parties, affording each party a reasonable opportunity to present its case and avoiding unnecessary costs and delay. He also considered the potential issues of increased costs and psychological bias if implementing new case management paradigms, e.g. mid-stream case review conferences and Reed Retreats.

In a panel debate between attorney Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, attorney Friedrich Rosenfeld, Hanefeld in Hamburg, and Giuditta Codero-Moss, Professor at Oslo University, which was elegantly moderated by attorney Mathias Steinø, Hafnia, there was a sharp focus on how to strike the right balance between efficiency and due process and to what extent due process is a limit to the arbitral tribunal’s discretion.

In her speech, Giuditta Codero-Moss underlined that party autonomy itself does not necessarily mean that the tribunal has to accept all of the parties’ wishes.

“Party autonomy is crucial in arbitration. The process is basically controlled by the parties, who choose to bring the dispute to arbitration. They choose the venue for the arbitration, the composition of the arbitral tribunal, and the scope of the arbitral tribunal’s powers. With their pleadings, they determine the factual limits of the dispute and the remedies that the tribunal may order. The arbitral tribunal may not exceed the power that the parties granted it. However, the arbitral tribunal has the power to evaluate the parties’ pleadings, and it can independently develop a legal reasoning. Sometimes, this may be necessary to ensure that the award is valid and enforceable – for example, the arbitral tribunal may find it necessary to raise issues of competition law, or to evaluate whether an award would infringe rules on corruption or money laundering. At the same time, to ensure that the award is valid and enforceable, the arbitral tribunal needs to strike a balance between party autonomy and its own independent evaluation of the parties’ pleadings. The parties should not be taken by surprise by the arbitral tribunal’s independent reasoning, and they should be given the possibility to present their case and to comment on the basis for the decision. Therefore, it is possible for the arbitral tribunal to have a certain independence from the parties’ pleadings, while at the same time safeguarding party autonomy.”

After the day’s presentations and debates, Codero-Moss paid special attention to the fact that the professional level at the conference was very high and that there were good points to bring back to Oslo.

“For me, it was interesting to learn that the plans to reform Danish arbitration law do not envisage abandoning the requirement of the written form for arbitration agreements. This is interesting as Norway permitted oral arbitration agreements already in 2004. While permitting oral arbitration agreements apparently is more friendly to arbitration than requiring the written form, it may create difficulties– as in many jurisdictions a copy of the arbitration agreement must be submitted when enforcement of the award is sought. It is instructive that modern reform plans recommend to maintain the written form.”

The keynote speech was given by Juliet Blanch, Arbitration Chambers and Vice President of the ICC International.

It was a hypothetical congratulatory speech to a graduating class in the future. It was a fascinating and sometimes unnerving forecast of what arbitration could be like in 2035. For example, AI could predict the possible outcomes of a case based on the identity of the arbitrators involved. AI could use algorithms to select arbitrators based on social media use, private comments, attendance at conferences and student mentorships. AI could research, write, present and, respond to in real time, legal submissions. AI could mean that disputes are solely resolved by computers.

However, Blanch also highlighted that there could also be pushback if AI use is not disclosed, if parties do not have equal access to or understanding of the new technology, and if there is a lack of learning owing to arbitrators no longer being willing to give lectures.

Jeppe Skadhauge, President of The Danish Institute of Arbitration closed the conference and thanked all speakers and moderators for living up to the double future test of the Danish philosopher Kierkegaard:

”Life can only be understood backwards – but it must be lived forwards.”

Thank you for the enormous engagement with Copenhagen Arbitration Day 2023. The organisers pay particular tribute to the high quality of presentations and to the large interest among participants in the development of arbitration.

“CAD 2023 was an overwhelming day together with colleagues from all over the world, which provides both food for thought and inspiration, which I take directly with me into my work. I think that this day reminded all of us that regulatory framework and practices should remain flexible and open minded towards the future.”

This is how the President of The Danish Institute of Arbitration (DIA), Jeppe Skadhauge, describes the  popular day, where colleagues met to discuss and inspire each other regarding the future of arbitration, which was the overall topic of the conference.

“We are grateful that ICC Denmark – the DIA’s co-host of the conference – invited us into one of the most historical and beautiful places in Copenhagen, the Old Stock Exchange,” Jeppe Skadhauge says.

Also René Offersen, Offersen Christoffersen – one of the key organisers behind the conference – is grateful for the opportunity to network and to participate in the rewarding discussions through-out the day.

“For me it was a perfect day blessed with new knowledge from the highest level. If I must highlight just one issue, it will be that technology will make a huge change in the near future. The use of AI in arbitration will have a huge impact on its development. Easier access to information will make the size of our cases grow and technology will change what we today see as important legal traditions, such as the conduct of oral hearings. In Denmark, it is still almost sacred to “have your day court” and ending the proceedings with closing remarks. In many other countries such closing remarks play a smaller and more withdrawn role and post hearing briefs have become common in international Arbitration. In the end of the day the change will also come to us – and we will have to get used to it – whether we like it or not,” he says.

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel – also one of the organizers behind CAD 2023 and member of the panel about due process at the conference – highlights the challenge to strike the right balance between due process and the arbitral tribunal’s discretion, which she considers as the core issue in international arbitration.

She added that she is very pleased to note the record number of participants at the conference and the fact that a large number of the participants were from abroad. That shows us that Copenhagen Arbitration Day is an important event which gives us even more confidence and enthusiasm in relation to the future development of international arbitration in Denmark.

Steffen Pihlblad, Secretary General of The Danish Institute of Arbitration is very pleased with the fourth Copenhagen Arbitration Day.

“It has been the best arbitration day so far. It has been a lot of hard work but it is a great pleasure to bring more than 200 prominent arbitration practitioners to Copenhagen and to promote the DIA and arbitration in Denmark in general. I am also happy to note that there is huge interest among Danish law firms to sponsor the event and thereby put themselves in the frontline when arbitration in Denmark is showcased in the best possible way”, he says.

CAD 2023 was supported by Dreyers Fond.

Gennem 25 år har Anette Egebjerg både været sagsbehandler og direktionssekretær i Voldgiftsinstituttet. Det har været en spændende rejse, som har budt på masser af forandring i branchen. Blandt andet ser hun i dag flere kvinder og yngre advokater i voldgift end nogensinde før.

Anette Egebjerg ser sig selv som en blæksprutte, der sidder i midten af det maskinrum, der får Voldgiftsinstituttets hjul til at køre. For efter 25 år føler hun sig hjemme i enhver afkrog af arbejdsprocesserne og kedeligt bliver det aldrig, mener jubilaren, der har gjort arbejdet med konfliktløsning til den røde tråd igennem sit arbejdsliv.

”Der er sket virkelig meget indenfor voldgift. Hvor det tidligere blev anset for at være en langstrakt proces, som var forbeholdt de helt store virksomheder, er det i dag en almindelig anvendt metode til at få løst konflikter. Også selve formen har udviklet sig meget. I dag har vi selvfølgelig stadig de helt store internationale virksomhedssager – men i højere grad også sager for små og mellemstore virksomheder, der nogle gange vælger at starte processen med mediation. Lykkes det ikke at finde en løsning, så går parterne videre til voldgift, men vælger måske at aftale en kort proces, hvor sagen skal afgøres indenfor en bestemt periode, eller vælger den endnu kortere og billigere proces – baseball-voldgift – hvor hver af parterne skriver et forslag til afgørelse, hvorefter en dommer tager stilling til, hvis forslag, der er det mest rimelige,” siger Anette Egebjerg, der startede sin karriere i Voldgiftsnævnet. Men da fremsynede kræfter valgte at udskille instituttet fra nævnet, så hun en god mulighed for at blive en del af det nye institut, selvom om det krævede et intensivt engelskkursus på Cambridge University inden jobbet var hjemme.

Voldgiftsdommere skal afspejle både parterne og samfundet

En af de ting, der har gjort mest indtryk på hende er, at der de seneste ti, femten år er sket er væsentlig forandring aldersmæssigt i branchen.

”Jeg oplever, at de yngre aktører får meget mere plads. Da jeg startede i branchen, tror jeg næppe, at der eksisterede en voldgiftsdommer på under 65 år. Det har heldigvis ændret sig meget – måske især efter at voldgiftdommeruddannelsen har gjort det muligt at kvalificere sig tidligere i karrieren. I dag gør vi rigtig meget for at tiltrække yngre kræfter. Både fordi dommerne skal afspejle parterne og samfundet men også fordi verden er blevet mere kompleks, hvilket kræver international orientering.”

Ligesom den gennemsnitlige alder blandt voldgiftsdommerne har ændret sig, er der også sket en forandring, når det angår diversitet.

”Jeg kan simpelthen ikke huske, at der var kvinder i voldgift for 25 år siden. Det har heldigvis ændret sig. Især oplever jeg, at der er sket en forandring efter at vi for godt fem år siden tilsluttede os ”Equal Representation in Arbitration Pledge” for at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i branchen. I dag viser vores statistikker, at der i 2022 var mere end en tredjedel kvinder blandt de udpegninger, som instituttet foretog. Det har en ret stor betydning, at vi har det fokus, da der samtidig blandt parternes alene blev udpeget seks procent kvindelige voldgiftsdommere. Det er noget, som jeg er rigtig stolt over, for jeg ved jo, at der findes virkelig mange dygtige kvindelige jurister, som gerne vil have samme muligheder som mændene,” siger Anette Egebjerg, der også har haft en stor andel i, at instituttet er flyttet fra indre by til Midtermolen på Østerbro.

”Det har helt sikkert været en hjørnesten i mine år her, for jeg føler, at det har været den bedste beslutning. Her er lys, luft, parkeringsmuligheder og alle moderne faciliteter. For slet ikke at tale om den gode kaffe.”

Advokater som skriver internasjonale kommersielle kontrakter, legger betydelige ressurser inn i utforming av kontraktsvilkårene. Ofte er tvister over kontraktene avgjort i voldgift. Det er en forventing, at voldgift sikrer en kommersielt orientert kontraktanvendelse som er trofast til partenes vilje. Men kan man stole på at kontraktsvilkårene i voldgift gis virkning i tråd med den rene ordlyd? Finnes det i voldgift en ensartet tilnærming til tolkning og utfyllelse av kontraktsvilkår? Ikke alltid, viser resultatene til en pilotundersøkelse som ble foretatt under ledelsen av professor, dr. juris  Giuditta Cordero-Moss, Universitetet i Oslo.

Av professor, dr. juris Giuditta Cordero-Moss

Pilotundersøkelse er en del av et Prosjekt som gjennomføres av et team bestående av anerkjente jurister og lingvister. Juristene er Franco Ferrari (Universitet i New York – NYU), Diego Fernandez Arroyo (Sciences Po – Paris), Cristiano Zanetti (Universitetet i Sao Paulo) og Gary Bell (National University Singapore). Lingvistene er Lucia Busso (Universitetet Aston), Bruno Laeng (Universitetet i Oslo), Michele Miozzo (Universitetet Columbia) og Chiara Zanchi (Universitetet Pavia). Prosjektleder er Giuditta Cordero-Moss (Universitetet i Oslo).

Pilotprosjektet besto av en undersøkelse blant 32 anerkjente internasjonale voldgiftsdommere, som ble innordnet i tre grupper avhengig av deres juridiske bakgrunn: common law, civil law og dual. Deltagerlisten finnes på https://zenodo.org/record/8089846 (s. 46).

Deltagerne ble bedt om å vurdere tre cases: én basert på en Termination Clause, én basert på en Entire Agreement Clause, og én basert på en betalingsmekanisme. Svarene kunne velges blant fem alternativer. De fem alternativer gjenspeilet tre ulike tilnærminger og to juridiske mentaliteter innenfor hver tilnærming.

De tre tilnærminger er: (i) Dersom kontrakten regulerer spørsmålet, er det tilstrekkelig å lese kontrakten for å finne løsningen; (ii) Kontraktens ordlyd alene kan ikke gi svaret, man må lese den i lys av den nasjonale retten som regulerer kontrakten; (iii) Kontraktens ordlyd alene kan ikke gi svaret, man må lese den i lys av trans-nasjonal rett som kontraktspraksis, sedvane, handelsbruk, og soft law.

De to juridiske mentaliteter er basert henholdsvis på common law og civil law rettstradisjon. Common law prioriterer partsautonomien og kan akseptere ubalanserte resultater, dersom disse følger av ordlyden. Civil law prioriterer balansen mellom partenes interesser og utfyller kontrakter med prinsipper som lojalitet – derfor kan den komme til resultater som ikke direkte følger av kontraktens ordlyd.

Disse to juridiske mentaliteter er kompatible med alle tilnærminger, derfor kan hver tilnærming føre til to ulike utfall. Det betyr at hver case har seks ulike resonnementer som kan lede til to mulige utfall.

Pilotprosjektets resultater

Pilotprosjektet viser en sprikende tilnærminger til om avtalte vilkår skal gis virkning kun etter ordlyden, eller om de skal utfylles med andre prinsipper som for eksempel lojalitetsplikten:

• Et flertall av voldgiftsdommere (53%) svarer at bakgrunnsretten avgjør kontraktsvilkårenes omfang og virkning, selv der ordlyden er klar og ikke gir rom for tolkning;
• Blant voldgiftsdommerne (26%) som mener at kontrakten kan tolkes kun med utgangspunktet i ordlyden når denne er klar, finnes det to tilnærminger – en som kun gir virkning på ordlyden (64%), og en som utfyller ordlyden med alminnelige prinsipper (36%);
• Den same deling finnes blant voldgiftsdommerne (21%) som mener at kontrakten skal tolkes i lys av prinsipper som er alminnelig anerkjent internasjonalt, selv om disse er mer påvirket av civil law (91%).

Pilotprosjektets resultater viser ikke sterk korrelasjon mellom voldgiftsdommernes juridiske utdannelse og deres valg av tilnærming eller mentalitet.

Det kan imidlertid observeres at voldgiftsdommere med en civil law utdannelse er mer tilbøyelig til å innta tilnærmingen basert på trans-nasjonal rett enn de med common law bakgrunn.

Videre kan det fremheves at voldgiftsdommere med en civil law utdannelse er mer tilbøyelig til å innta den common law mentalitet enn omvendt.

Voldgiftsdommere med dual bakgrunn er klart mer tilbøyelig til å vurdere den nasjonale bakgrunnsretten (67%) enn til å vurdere kontraktsordlyden isolert (9%) eller underlagt en trans-nasjonal rett (24%)

Mer om pilotprosjektet finnes her: Pilot Empirical Project on Construction of Contracts in International Arbitration. – Kluwer Arbitration Blog

Paneldiskusjon i Oslo via Zoom

Pilotprosjektet vil følges opp av en hovedundersøkelse – et formular som besvares av 100 voldgiftsdommere og som skal være basert på 10 cases. Spørreformularet vil bli utviklet i løpet av 2024.

Som bidrag til utforming av formularet vil en paneldiskusjon finne sted mandag 13. november 2023 kl 16 ved Universitetet i Oslo.

Advokater som har lang erfaring med kommersielle kontrakter og internasjonal voldgift vil diskutere utfordringer knyttet til utforming og tolkning av kontraktsvilkår: Når forutsetter konsipisten at avtalte vilkår skal tolkes etter ordlyden? Når forutsetter hun at de skal utfylles med prinsipper som for eksempel lojalitetsplikten?

Paneldeltagere er: Nanette Arvesen (Thommessen); Camilla Bråfelt (Schjødt); Harald Hellebust (Wiersholm); Ola Nisja (Wikborg Rein); Svein Gerhard Simonnæs (BAHR).

Ordstyrer er Giuditta Cordero-Moss (Universitetet i Oslo).

Påmelding:

https://www.jus.uio.no/kommersiell-rett/arrangementer/2023/20231113.html

Fjerndeltagelse via zoom er mulig for dem som ikke er bosatt i Oslo ved å henvende seg til:

[email protected]

Det vurderes å organisere tilsvarende paneldiskusjon i Danmark for danske advokater.

Der var celebre navne på programmet og fokus på sanseindtryk fra møderne med juridiske institutioner, da Voldgiftsforeningen i starten af september havde inviteret på studietur til London. Arrangørerne Lotte Noer og René Offersen skriver om deres indtryk fra turen.

Af advokat Lotte Noer og advokat René Offersen

Voldgiftsforeningens studietur den 7. september 2023 satte fokus på deltagernes sanseindtryk fra mødet med juridiske institutioner i London snarere end erhvervelse af konkret viden om international voldgiftsret. Tilbagemeldingerne viser, at det gav god mening at anvende en arbejdsdag i dette øjemed.

De fleste ankom med morgenflyet og nåede frem til kl. 11 på mødestedet ved Holborn Station. Herfra førte en professionel guide os via det historiske Lincoln’s Inn Fields med chambers og andre juridiske lokationer frem til Inner og Middle Temple, der ligger mellem Fleet Street og Themsen. Området har siden 1300-tallet været anvendt af jurister. I dag er det navnlig præget af de mange chambers, hvorfra barristers og nu også voldgiftsdommere udøver deres virksomhed, og af Middle Temple Hall fra 1573. Det er stedet, hvor aspiranter til at blive barrister efter traditionen skal have spist frokost flere gange i den imponerende spisesal, og som med sine historisk indrettede mødelokaler fortsat tilbyder mødesale med højt til loftet til gavn for de juridiske diskussioner. Voldgiftsforeningen havde fået lov til anvende Middle Temple Hall til frokost og de første faglige indlæg.

Første oplægsholder var professor, Sir Bernard Rix, der efter en stor karriere som barrister og senere dommer med slutstilling som Lord Justice of Appeal (en af det britiske retssystems højeste embeder), har taget opdrag som voldgiftsdommer. Han er 78 år og havde tid til at slutte sig til os allerede til frokosten ved langbordene. Der hviler en særlig aura over personer som Bernard Rix, der også har læst latin og græsk på Oxford og stadig drysser af den viden i de helt rigtige mængder. Hans præsentation var fagligt tilgængeligt og interessant med praktiske vinkler. Replikken under skriftvekslingen bliver altid alt for lang, forstås.

Det internationale voldgiftsmiljø

Dernæst præsenterede direktøren for Chartered Institute of Arbitrators institutionen, der er globalt ledende indenfor certificering og uddannelse om international voldgift. Danske jurister med ambitioner om at begå sig som voldgiftsdommere i det internationale miljø bør interessere sig for CiARB.

Ambitioner i det internationale voldgiftsmiljø havde næste oplægsholder. Niels Schiersing har – som vistnok den hidtil eneste dansker – formået at skaffe sig en karriere som international voldgiftsdommer på højeste niveau. Niels Schiersing er i dag bosat i Dubai, da det giver et geografisk godt udgangspunkt for global tilstedeværelse, og som samtidig fremstår som en seriøs tilkendegivelse om hans interesse for voldgiftsopgaver globalt. Niels Schiersing delte generøst ud af sine erfaringer på en imødekommende måde og kunne forståeligt stolt indskyde en bemærkning om, at han netop er indstillet som en af otte kandidater som ”Arbitrator of the Year”.

Vi spadserede herefter en kilometer ned til 1 Paternoster Lane, hvor London Court of International Arbitration (LCIA) og International Dispute Resolution Centre (IDRC) har adresse. IDRC’s virksomhed omfatter facilitering af forhandlinger i voldgiftssager, afgivelse af vidneforklaringer via telecom (for at sikre at forklaringen ikke påvirkes af andre og lignede) og alternative konfliktløsninger. I de store internationale voldgiftssager stiller optimal tilrettelæggelse af de omkostningstunge retsdage store krav til mødefaciliteterne, både til antallet og indretningen af mødelokaler og til tilgængelig teknologi. Kravene ligger langt over, hvad man i tidligere tider klarede med en hotelløsning. Vi blev blandt andet vist rundt i Johnny Veeder Lounge, som er opkaldt efter den meget anerkendte, men nu afdøde engelske QC og voldgiftsdommer. Besøget blev afrundet med en præsentation af LCIA’s procesregler og system.

Besøg hos Three Crowns

Med afslutningen af besøget gik programmet over til en optionel del, hvor medvirken nødvendiggjorde efterfølgende overnatning i London, hvilket de fleste havde valgt at gøre. Den optionelle del omfattede besøg hos Three Crowns og bagefter netværksmiddag på en fransk inspireret restaurant.

Three Crowns er et internationalt advokatfirma med kontorer i flere lande, der kun varetager sager om international voldgift. Vi blev modtaget af fire højtkvalificerede medarbejdere, der havde forberedt præsentationer omfattende Investor-State voldgift med rod i entreprisekontrakter og om sanktioners indvirkning på kontraktforpligtelser. Three Crowns påviste, hvordan konflikter fra entreprise i nogle tilfælde kan henføres til Investor-State voldgift, hvilket kan give fordele i forhold til både det materielle og det processuelle grundlag for den konkrete voldgift. Det andet oplæg drejede sig om ”lov og ærbarhed” efter kontinental retstradition og ”frustration” efter common law.

Oplægsholderne var alle virkelig gode og velforberedte. Stoffet blev formidlet forståeligt, og vi forlod alle Three Crowns med et indtryk af et højt specialiseret firma på det højeste faglige niveau.

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland har advokat Lotte Noer igangsat et arbejde, som skal belyse, i hvilket omfang voldgiftskendelser anfægtes og tilsidesættes og med hvilke begrundelser. I den forbindelse søger hun oplysninger om domstolsafgørelser fra 2023, hvor domstolene træffer afgørelse efter voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet) eller § 37 (om tilsidesættelse). Desuden søger hun oplysning om sager, som er indbragt for domstolene i 2023 med påstand om inhabilitet efter voldgiftslovens § 13, stk. 3 eller tilsidesættelser efter voldgiftslovens § 37.

Lotte Noer understreger, at hun ikke har brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen.

”Vi kan derfor aftale et format, hvor jeg får de oplysninger om sagen, som jeg skal bruge til arbejdet, men uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed,” siger hun.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].

The International Commercial Arbitration Law (ICAL) programme at Stockholm University has an impressive pedigree regarding LL.M.s. Well-known practitioners and academics give lectures, and many alumni are now leading partners, institutional decision-makers and in-house counsel for multinationals. Andrew Poole from The DIA participated in celebration of the LL.M. for its 20^th Anniversary Conference.

The Modern Museum was a fitting location to celebrate the success of the LL.M. for its 20^th Anniversary Conference. The diverse backgrounds of the alumni and the international reach of speakers, with contributions as far afield as Singapore, Sri Lanka and Australia, strengthened the discussion with its theme of “Evolution or Revolution”.

Evolution looked to have won the most support. Discussion flowed from gunboat diplomacy to environmental BIT protection; to arbitration’s adaptive tools; to developing institutional rules; to AI’s own LLMs (Large Language Models) and possible use of deepfake evidence. An insight into the evolution of the IBA Conflicts of Interest Guidelines was also provided by a walk-through of their proposed revisions; the DIA has been invited, along with other institutions, to comment on such revisions and looks forward to doing so.

The support for evolution reflects one of the advantages of arbitration, i.e. that it is willing to update itself to adapt to parties’ needs. Examples are the quick adjustment of arbitral tribunals to virtual hearings owing to the pandemic and institutions’ regular updates of their rules, further to client input and market practice, such as the new express rules of the DIA.

Hvordan ser domstolene på muligheden for, at mundtlig forhandling i voldgiftssager gennemføres helt eller delvist virtuelt? Vestre Landsret har nu afsagt den første danske dom på området, skriver dommerfuldmægtig Louise Parker. Mens det stadig efter dommen er uafklaret, om en part kan kræve en fysisk forhandling, har Voldgiftsinstituttet efter nye regler givet voldgiftsretter i sager under instituttets regler kompetence til at beslutte, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist virtuelt.

Af Louise Parker, dommerfuldmægtig

Voldgiftssagen, som danner baggrund for Vestre Landsrets dom, verserede mellem en dansk og norsk part. Voldgiftsretten havde i sagen berammet en del forhandling vedrørende et materielt spørgsmål i sagen til afholdelse i december 2020, hvor Corona-pandemien fortsat var på sit højeste. Omkring en måned før delforhandlingen drøftede voldgiftsretten og parterne derfor mulighederne for delforhandlingens afholdelse.

Der var på tidspunktet ikke restriktioner for rejser i forbindelse med voldgiftssager. En rejse til Danmark ville dog for de norske deltagere betyde, at de skulle i ti dages isolation ved hjemrejsen til Norge. Den norske part meddelte på trods heraf, at de var indstillet på at give fysisk møde. Det blev herefter besluttet, at den mundtlige forhandling skulle foregå fysisk.

Den norske part ændrede imidlertid kort tid efter mening. Blot to uger før delforhandlingen meddelte de, at de henset til smitterisikoen ikke længere var indstillede på at møde fysisk til forhandlingen. De anmodede derfor voldgiftsretten om, at den mundtlige forhandling enten blev udsat eller (subsidiært) at begge parter deltog virtuelt i den mundtlige forhandling. Den danske part protesterede imod en udsættelse, og meddelte at de fortsat ønskede at møde fysisk til forhandlingen som planlagt. Da parterne ikke kunne nå til enighed, måtte voldgiftsretten træffe afgørelse.

Voldgiftsretten besluttede ikke at udsætte delforhandlingen, ligesom de ikke fandt grundlag for at afskære den danske part fra fysisk at deltage i forhandlingen. Voldgiftsretten tillod dog, at de norske partsrepræsentanter og vidner kunne deltage virtuelt (via videolink). Forhandlingen blev herefter afholdt ved, at den danske part gav fysisk møde, mens de norske partsrepræsentanter og vidner deltog virtuelt.

Søgsmålet om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen

Efter delkendelsens afsigelse anlagde den norske part søgsmål om tilsidesættelse. Ifølge den norske part betød smitterisikoen og karantænereglerne, at de ikke havde haft samme mulighed for at give fysisk møde til delforhandlingen. At den mundtlige forhandling var blevet afholdt, selvom den norske part måtte deltage virtuelt, var derfor i strid med princippet om parternes ligebehandling. Desuden gjorde den norske part gældende, at den virtuelle deltagelse betød, at de ikke havde fået fuld lejlighed til at fremføre deres sag. Den norske part gjorde derfor gældende, at kendelsen skulle tilsidesættes i medfør af voldgiftslovens § 18, jf. § 37, stk. 2, nr. 1, litra b og d.

Vestre Landsret fandt ikke, at den mundtlige forhandlings afholdelse var i strid med hverken princippet om parternes ligebehandling eller muligheden for at have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Voldgiftskendelsen blev derfor heller ikke tilsidesat.

Vestre Landsret ræsonnerede, at rejserestriktionerne og karantænekravene var uændrede i perioden fra den norske parts accept af at give fysisk møde og frem til afslutningen af delforhandlingen. Det var derfor i hele perioden muligt for den norske part at deltage fysisk under delforhandlingen, under de omstændigheder, som den norske part også oprindeligt have accepteret. Vestre Landsret fandt derfor ikke, at der var sket forskelsbehandling i strid med voldgiftslovens § 18, eller at den norske part ikke havde haft fuld lejlighed til at fremføre sin sag.

Et skridt mod yderligere anerkendelse af brugen af virtuelle midler

Spørgsmålet er herefter, hvad der ud fra Vestre Landsrets dom kan konkluderes om voldgiftsretters mulighed for at beslutte, at en mundtlig forhandling skal foregå enten helt eller delvist virtuelt. Før der kan drages konklusioner, må særligt tre opmærksomhedspunkter fremhæves:

For det første var tilsidesættelsessøgsmålet rettet mod efterlevelsen af sagsbehandlingsprincipperne i voldgiftslovens § 18. Vestre Landsret har derfor ikke taget direkte stilling til spørgsmålet, hvorvidt begrebet “mundtlig” forhandling i medfør af voldgiftslovens § 24 kan tolkes som omfattende en virtuel forhandling.

For det andet havde den norske part, som beskrevet, oprindeligt accepteret at deltage fysisk under de konkrete omstændigheder, hvorefter de ændrede mening. På intet tidspunkt var den norske part reelt forhindret i at møde fysisk. Med Vestre Landsrets ord var det således reelt partens eget valg ikke at møde fysisk, men alene deltage via videolink.

For det tredje var den norske part repræsenteret af en dansk advokat, som var fysisk til stede under forhandlingen. Det var altså alene partsrepræsentanter og vidner fra Norge, som deltog virtuelt.

Dommen er imidlertid interessant, idet Vestre Landsret ikke fandt det i strid med voldgiftslovens præceptive princip om ligebehandling, at den ene part deltog virtuelt, mens den anden part deltog fysisk. Det afgørende var således blot, at begge parter havde haft mulighed for at kunne deltage fysisk. Den norske part havde under tilsidesættelsessøgsmålet gjort meget ud af, at det reelt ikke var muligt eller forsvarligt at deltage grundet Corona-pandemien. Vestre Landsret synes dog at have anlagt en stringent fortolkning af ligebehandlingsprincippet, med fokus på en helhedsvurdering af parternes muligheder under sagen. Det synes i den forbindelse også at være tillagt betydning, at den norske part først accepterede at deltage fysisk under de gældende forhold.

Det er yderligere interessant, at Vestre Landsret ikke fandt, at deltagelse via videolink havde forhindret partens mulighed for at have haft fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Dette punkt er i dommen behandlet mindre omfattende, men synes dog at kunne tolkes til støtte for, at virtuelle midler må anerkendes som redskab til at afholde en mundtlig forhandling. Vestre Landsrets dom synes således generelt at kunne tolkes til støtte for en anerkendelse af brugen af virtuelle midler, og dermed også for at tillade voldgiftsretter diskretion til at beslutte anvendelsen af disse.

Det synes dog fortsat uafklaret, om en virtuel forhandling i alle tilfælde kan anses for at opfylde kravet til en mundtlig forhandling i medfør af voldgiftslovens § 24, eller om en part kan kræve en fysisk forhandling. Det kan nemlig overvejes, om situationen havde været anderledes, såfremt den norske part ikke først havde accepteret løsningen og rent faktisk havde været fysisk forhindret, eller hvis advokaten ikke havde haft mulighed for at deltage fysisk. Det vil også her basere sig på en helhedsvurdering, men det er efter fremstillingen i Vestre Landsrets dom nærliggende at tænke, at situationen da ville være anderledes.

Voldgiftsinstituttets nye regler for virtuel forhandling

Det er i forhold til ovenstående vigtigt at have in mente, at voldgiftslovens § 24 om kravet på en mundtlig forhandling ikke er en præceptiv bestemmelse. Dette er siden pandemien udnyttet af Voldgiftsinstituttet til at afbøde tvivl, idet Voldgiftsinstituttet har indført særlige regler om muligheden for afholdelse af virtuelle forhandlinger.

For sager under Voldgiftsinstituttets regler anlagt efter den 13. april 2021, er det derfor muligt for en voldgiftsret at træffe afgørelse om, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist ved brug af telekommunikation, hvis det ellers er forsvarligt, hensigtsmæssigt og særlige grunde i øvrigt, taler for det, jf. artikel 37(2) af Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager (2021). Voldgiftsretter under instituttets regler har således fremadrettet fået kompetence til at beslutte, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist virtuelt. Parter til en ad hoc voldgiftssag kunne ligeledes drage fordel af at aftale muligheden for brugen af virtuelle midler.

Louise Parker

Dommerfuldmægtig ved Retten i Lyngby og ekstern lektor i civilprocesret ved Københavns Universitet. Louise har tidligere været advokat ved Gorrissen Federspiel med speciale i rets- og voldgiftssager.

Forhandling, mediation og voldgift – i nævnte rækkefølge. Det er det strategiske valg, som advokat Banafsheh Salehi fokuserer på, når hun arbejder med nogle af de helt store tvister i byggebranchen. Her er tendensen, at mediation vægtes højt af især de store virksomheder, fordi det er både en billigere og hurtigere vej til at få afsluttet tvisten og komme videre. Hvis tvisten ender i voldgift, ser hun kun fordele i, at valg af sagkyndige, sprog og vidneudsagn kan skræddersyes af parterne, så det præcis passer til sagen.

Hvorfor har du valgt at specialisere dig i tvistløsning?

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være jurist og arbejde med tvistløsning indenfor byggebranchen. Jeg læste et år på Southampton University i England, og her fik jeg en særlig passion for mediation og voldgift, blandt andet fordi jeg blev en del af et forum i London svarende til Young Arbitrators Copenhagen.

Efter studiet startede jeg hos Voldgiftsnævnet for at få indblik i branchen, praktisk erfaring med entrepriseret og en forståelse for de typer af sager, der kom ind. Det var en ret spændende tid, hvor jeg blandt andet var med til at udforme nye procesregler i forlængelse af AB18 og deltage i mange hovedforhandlinger. Men på et tidspunkt tænkte jeg, at det var på tide at komme over på den anden side af bordet for at gøre en forskel der og få mere konkret erfaring med forberedelse og behandling af tvisterne. Derfor startede jeg som fuldmægtig hos det tidligere Lundsgaard & Partnere, hvor jeg primært arbejdede med proces, herunder en ret stor international voldgiftssag vedrørende rådgiveransvar.

Hvilke sager arbejder du med nu?

Jeg arbejder indenfor entrepriseområdet hos Lundgrens. En af de ting, som jeg er virkelig glad for, er, at jeg har ansvaret for sagerne fra start til slut. Det vil sige, at jeg starter sagen med en forhandling, der kan gå over i mediation og i sidste ende blive afsluttet med en kendelse i en voldgiftssag.

Jeg er stor fortaler for mediation og har blandt andet været en del af den nordjyske forening Danske Mediatorer #Byg, hvor vi var en lille gruppe, der tog rundt i landet for at holde oplæg i byggebranchen med det formål at få spredt budskabet om fordelene ved mediation og for at dele viden om processen for mediation. Jeg oplever stadig, at der er stadig et stort behov for at fortælle, at mediation er et virkelig godt værktøj til at løse tvister. Men byggebranchen er konservativ, og det kræver noget benarbejde for at ændre holdningerne til, hvordan tvister løses bedst muligt. Selvom mediation faktisk ifølge AB-reglerne er obligatorisk, vælger mange – især mindre virksomheder – at aftale sig ud af muligheden for en mindelig løsning i stedet at gå direkte til en voldgifts- eller retssag.

Til gengæld oplever jeg en tendens til, at de helt store selskaber indfører krav om mediation i deres kontrakter, både fordi det er en god mulighed for at få en hurtig løsning, og fordi der er så store beløb på spil, at det som minimum virkelig kan betale sig at skære sagens tvister til.

Min erfaring er, at det nogle gange kan være muligt at finde en løsning allerede i forlængelse af forhandlingen, fordi den giver et pejlemærke om vejen i sagen. Det kan være, at din klient tror, at der er tale om en god sag med stor chance for at få medhold, men forhandlingen bliver en øjenåbner for, at sagen har aspekter, der trækker i andre retninger, som minimerer muligheden for at få ret. På den måde skabes der grundlag for selve mediationen, hvor begge parter giver lidt med det formål at komme hurtigt videre og opretholde et eventuelt verserende og fremtidigt samarbejde.

Hvilken udvikling ser du indenfor byggeri og voldgift?

Jeg oplever helt klart et ønske om at få løst tvisterne hurtigt. Alle konflikter har sin egen natur, hvor parterne i første omgang viser deres muskler og tror på, at de har en stærk sag. Så vi starter altid med et kæmpe nej, der ofte bliver til et mindre nej, i takt med at sagen skrider frem. Så processen tager tid, særligt fordi ideen om at alle må give sig lidt skal modnes, selvom alle har interesse i at få løst sagen så hurtigt som muligt.

Min erfaring er også, at der kan komme gode resultater ud af treparts-mediation mellem bygherre, hoved- og underentreprenør. Det kan spare tid, hvis alle tre parter er med ombord fra starten, fordi problemerne hænger sammen. Det er meget mere konstruktivt og effektivt, end at lade tiden løbe ved at mundhugges på skrift.

Ender det med en voldgiftssag kan syn og skøn blive til en tung proces, fordi parterne skal være enige om spørgsmålene til den sagkyndige. Det er også en proces, der virkelig kan trække ud. Men det kan faktisk godt lade sig gøre at være effektiv, her for der er sjældent brug for at dissekere hver en lille detalje ved skrivebordet. Er arbejdet mangelfuldt, skal det nok komme frem. Her handler det om at få alle til at forstå, at vi skal holde os til den gode proces i stedet for at trække tingene i langdrag.

Hvad er det særlige ved voldgift, som du finder interessant?

Det er spændende at arbejde med voldgift, fordi der er mange muligheder for at tilrettelægge processen fleksibelt, så den passer præcist til sagen – selvfølgelig i det omfang at parterne er enige. Et eksempel er, at man ikke behøver at diskutere, hvem der skal være den sagkyndige i forhold til ekspertvurderinger – for parterne kan udpege hver sin. Og ja, der er en risiko for, at de partsudpegede eksperter afgiver erklæringer, som er i øst og vest, men det er også en metode til at finde de tekniske fejl.

Voldgift giver også mulighed for, at man kan anvende skriftlige vidneerklæringer – noget der faktisk sjældent anvendes i byggebranchen, men som kan give mening, hvis der er mange vidner i en stor sag, ligesom det er muligt at anvende andre sprog end dansk. På den måde er der mange muligheder for at forme sagen for at gøre hovedforhandlingen mere effektiv og skræddersy den til parternes behov.

Hvilke trends ser du inden for tvistløsning i byggesager?

Antallet af tvister i byggebranchen følger konjunkturerne. De seneste års fremgang i byggebranchen har gjort, at vi ser eftervirkninger af den høje aktivitet lige nu i form af konkurser. Herudover ser vi i dag fortsat mangel på materialer, mangel på mandskab og at færre skal nå mere, som kan betyde flere fejl. Så selvom økonomien går ned af bakke, kan der stadig opstå tvister.

Du er en del af Arbitration Lunch Match. Hvad får du ud af det?

Kvinder indenfor voldgift skal længere frem i bussen. Det vil jeg gerne støtte op om. Og så ser jeg en god mulighed for at møde nye mennesker, der interesserer sig for det samme som mig.

Gennem tiden har jeg deltaget i flere af de kvindenetværk, som er poppet op, og hvor der har været aktivitet i perioder. I de netværk taler vi blandt andet om, hvem der er de førende procedører i dag, og det er jo faktisk altovervejende mænd. Men vi er altså mange kvinder, der er på vej. Det kommer ikke af sig selv, men debatterne i fællesskaber som Arbitration Lunch Match bekræfter mig i, at der skal gøres noget ved det, og at det vil ske, for det er ikke længere bare mig, der har det ønske. Det er os.

Banafsheh Salehi

Advokat i Lundgrens afdeling for Fast ejendom & Entreprise, hvor hendes specialer er entrepriseret og gennemførelse af sager ved domstolene, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg og Voldgiftsinstituttet. Rådgiver både danske og internationale aktører inden for bygge- og anlægsbranchen. Uddannet fra Københavns Universitet i 2014 og har læst et år på Southhampton University i England i forbindelse med sin kandidat. Uddannet mediator i 2016 ved London School of Mediation og certificeret voldgiftsdommer i 2018 via Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse.

Friedrich Rosenfeld, Partner at the dispute resolution firm Hanefeld in Hamburg, is one of the speakers at Copenhagen Arbitration Day. He will debate due process as a limit to discretion in international arbitration.

What advantages do you see in the discretion that is accorded to arbitrators?

Discretion is a basis for tailored justice, enabling arbitrators to establish a procedural framework that aligns with the best interests of the parties. This is crucial for international disputes, where parties may have diverse legal backgrounds and varying expectations regarding dispute resolution. By exercising their discretion, arbitrators can effectively bridge these cultural differences.

To what extent does due process limit the discretion of arbitrators?

Due process is an umbrella concept. The term is often used to refer to certain mandatory procedural norms that limit the discretion of arbitrators. Examples include the right to be heard, the right to equal treatment, the obligation to accord proper notice and the duty to be and remain independent and impartial. The failure to respect these due process guarantees may, in a given case, justify setting aside an arbitral award or refusing its recognition and enforcement.

What observations do you make with respect to due process in practice?

Some parties misuse the concept of due process as a strategic tool. For example, they might exploit potential due process arguments as a pretext to introduce new evidence at the eleventh hour or make unsolicited submissions. Arbitrators should not suffer from due process paranoia in these situations. A sound understanding of due process will assist in determining when such motions must be granted and when they should not. Ultimately, it is perfectly possible to ensure due process while efficiently conducting the proceedings.

Read more and registration here

https://na.eventscloud.com/cad2023

I forbindelse med Copenhagen Arbitration Day 2023 inviterer advokat Søren Lundsgaard, Bech-Bruun, og Peter Thommesen, Viltoft, på hver deres lunch-seminar op til konferencen. Der er mulighed for at blive klogere på både maritim voldgift og sagsomkostninger.

Med udsigt til vand og havn byder advokat Søren Lundsgaard til debat med emnet Nordic Offshore and Maritime Arbitration and The Danish Institute of Arbitration – A Discussion and Comparison of Procedural Issues i forbindelse med CAD 2023.

“Vi skal diskutere, hvordan vi får etableret Norden som et større center for voldgift indenfor det maritime område. Vi har allerede en del sager, hvor lovvalget er dansk, men samtidig er der altså parter, der vælger at afgøre tvister i London, New York eller Singapore. På seminaret ser vi på forskelle og ligheder i proceduren mellem institutterne – det gælder for eksempel brugen af skriftlige vidneerklæringer samt syn og skøn,” siger Søren Lundsgaard, der understreger, at der bliver god mulighed for at dele viden og diskutere forskelle og ligheder mellem regelsæt.

”Jeg forsikrer om, at alle kan være med – også selvom man blot har en interesse i området, men ikke tidligere har arbejdet med voldgift indenfor det maritime område. Vi har to timer sammen, og der skal også være plads til at netværke og tale mere uformelt.”

Hos advokat Peter Thommesen, Viltoft, i hjertet af København er der lagt op til debat om nedbringelse af sagsbehandlingstider og omkostninger i voldgift.

”Overskriften for CAD 2023 er The Future of Arbitration, og vi har besluttet, at fokus for seminaret skal være kommerciel voldgifts største udfordringer i dag og i fremtiden. Som jeg ser det, er det centrale sagsbehandlingstiden og omkostningerne,” siger Peter Thommesen, der på seminaret vil tage fat på, hvilke årsager der kan være til, at voldgiftssager trækker ud og dermed bliver dyre.

”Her tænker jeg ikke mindst på advokaternes evne til i stigende grad at dænge sagerne til med omfattende dokumenter, editionsbegæringer og vidneafhøringer samt længere og længere mundtlige forhandlinger. Det er en debat, som vi vil tage rundt om bordet, hvor der vil være fire paneldeltager, og hvor jeg vil være ordstyrer.”

Selv ser Peter Thommesen frem til den årlige konference, hvor han får en fornemmelse af, hvad der rører sig på den internationale scene.

”Når man arbejder med voldgift, er det altid interessant at høre om, hvilke trends der er i andre lande omkring os. Det er blandt andet her, jeg holder mig opdateret på, hvad der rører sig på området. Derfor er der også god mulighed for at få inspiration til, hvordan man kan gøre tingene anderledes her hjemme i København,” siger han.

Også Søren Lundsgaard ser frem til konferencen, hvor han ser en god mulighed for både at få nye input fra oplægsholderne samtidig med, at han kan udvide sit netværk med kolleger fra hele verden.

”For mig er det vigtigt at deltage i konferencen, fordi jeg både får styrket min faglighed samtidig med, at jeg får en fornemmelse af, hvad der sker i miljøet. Og så er det bestemt positivt at kunne bidrage til en vigtig debat ved at arrangere et lunch-seminar, og trække nogle af de dygtigste på dette felt ind i et mindre forum, hvor vi kan drøfte en vigtig problemstilling mere uformelt,” siger han.

Læs mere om de to seminarer og registrer her

https://na.eventscloud.com/cad2023

Nobody likes to talk about losing. This is particularly true for lawyers representing clients in complex disputes. At the same time, arbitration and litigation proceedings are by their very nature characterised by risks – which is why clients would certainly value a guaranty that they will prevail in their lawsuits. Obviously, lawyers cannot provide such guaranty without breaching their professional duties. However, they can – and should – advise their clients on the possibility of litigation risk insurance (LRI), writes Rechtsanwalt, Stefan Kirsten, Düsseldorf.

Contrary to traditional legal protection insurance, LRI policies can be obtained after a dispute has already arisen. While this type of “after the event” (ATE) insurance is still relatively new, it has been attracting enormous attention internationally for several years and the LRI market continues to grow rapidly. Against this background, it is essential for clients and their lawyers to familiarise themselves with some of the most useful LRI tools:

Adverse Cost Insurance

According to the “loser pays” principle applicable in all of Europe, the losing party in an arbitration or litigation is liable for its successful opponent’s costs. Depending on the jurisdiction and the number of counterparties, such adverse costs can be substantial and pose a serious risk that is all too often ignored. Adverse cost insurance offers claimants and defendants the option to hedge this risk. Moreover, corresponding insurers can also provide security instruments to meet any security for costs requests of defendants.

Adverse Judgment Insurance

As its name suggests, adverse judgment insurance (AJI) is designed to protect a defendant (or other intended beneficiary) against the risk of a potentially significant or catastrophic adverse judgment (or arbitral award).

For instance, a company being sued for €50 million can obtain AJI coverage (also called a “limit”) of €45 million above a deductible (also called a “retention”) of €5 million. In consequence, any final judgment (or arbitral award) against the company in an amount between €5 million and €50 million is covered by the insurer and leaves the company only exposed to the €5 million retention.

This ringfencing concept offers numerous benefits:

• AJI facilitates M&A, financing and similar transactions that are threatened by pending disputes.
• AJI is a useful settlement tool if the opponent no longer has the leverage of a detrimental adverse judgment.
• AJI provides certainty to help with budgets, forecasts, and expenditures.

Judgment Preservation Insurance

The purpose of judgment preservation insurance (JPI) is to hedge a successful plaintiff’s or defendant’s risk that a favourable first-instance judgment is reversed (or its payment amount altered) on appeal. JPI is equally available to secure an arbitral award against annulment or other collateral attacks.

As a first example, a claimant that has obtained a first-instance judgment (or an arbitral award) in the amount of €50 million can protect that decision against the risk of being reversed or reduced on appeal (or annulled) beyond a retention of €5 million. As a result, any reduction of the original judgment amount (or annulment of the arbitral award) is covered by the JPI policy and leaves the claimant with at least €45 million (the limit above the retention).

As a second example, a defendant that has successfully fend off a €50 million claim in a first-instance litigation (or an arbitration) can protect that outcome against the risk of being reversed (or annulled) beyond a retention of €5 million. Consequently, any final judgment (or arbitral award) against the company in an amount between €5 million and €50 million is covered by the insurer and leaves the defendant only exposed to the €5 million retention.

Ringfencing a judgment or arbitral award through JPI can be useful for many reasons:

• JPI provides certainty because regardless of the outcome of the appellate or subsequent proceedings, a claimant will recover an agreed-upon amount of the judgment or award. On the other side, a defendant using JPI limits its exposure to the retention.
• JPI can accelerate the recognition of judgment-related gains in a claimant’s earnings and, vice versa, the limitation of judgment-related provisions in a defendant’s balance sheet.
• JPI can augment additional monetisation options by allowing a claimant to seek financing at attractive conditions with the insured claim working as a collateral for the lender.
• JPI facilitates settlements (1) for claimants because it provides leverage to mitigate any notion that a cash-strapped claimant might settle cheaply and (2) for defendants since the opponent no longer has the leverage of a detrimental appellate judgment (or annulment decision).

Underwriting Requirements

Given the factual, legal and procedural complexity of litigation and arbitration proceedings as well as the often very large amounts in dispute, litigation risk insurance generally requires a profound depth of underwriting that focuses on two key aspects: (1) the probability of the insured’s success in the dispute and (2) the likely quantum if the insured loses. While the first aspect determines the availability of LRI per se, the latter aspect is important for the setting of the appropriate retention to prevent moral hazard and ensure an (indispensable) alignment of interest.

In consequence, not all litigation or arbitration proceedings are insurable. If an underwriter does not receive conclusive information about the case, if its outcome is too much dependent on questions of facts rather than law or if the chances of the insured’s success are either undeterminable or simply too low, no insurer will offer an LRI policy. On the other hand, if the available information is sufficient and if the outcome of the dispute is non-binary, an LRI policy might still be available even if a complete success of the insured is unlikely – albeit against a high retention.

Pricing

In view of the differences between the various LRI tools and the natural idiosyncrasies of litigation and arbitration proceedings, premiums and coverage terms differ significantly on an individual basis and are customised to the needs of the specific case. That said, premium rates generally depend on the limit, the retention and the question whether the premium is to be paid upfront or at the backend of the proceedings. Needless to say, combinations of upfront and backend premiums are also common.

Outlook

In light of the obvious advantages of litigation risk insurance, it is safe to assume that the LRI market will further increase its rapid growth and that more and more companies will employ LRI as a means of dispute hedging. This development is likely to eventually lead to a duty of lawyers to inform their clients about LRI solutions. In fact, such duty is already recognised in the UK with respect to adverse cost insurance. While continental Europe might not have reached that point yet, the fact that LRI is still relatively new provides both dispute lawyers and inhouse counsel with an excellent opportunity – namely to demonstrate thought leadership vis-à-vis financial departments by effectively managing the risks of disputes.

Stefan Kirsten

Rechtsanwalt, independent advisor Düsseldorf with high-end practice as a litigator and arbitration counsel.

Midt i september er der igen mulighed for at deltage i netværksmøder for kvinder med en passion for voldgift. Den danske ambassadør for netværket, advokat Caroline Overgaard fra Gorrissen Federspiel, opfordrer flere til at deltage for at dele viden om, hvordan vejen ind i en karriere i voldgift kan forme sig.

For anden gang er der i Danmark nu mulighed for at deltage i netværk for kvinder med interesse for voldgift. Det er advokat Caroline Overgaard, der som ambassadør for netværkets danske afdeling, arrangerer en række møder, hvor kvindelige voldgiftsjurister mødes over en frokost for at dele erfaringer og viden fra deres fag. Netværket er startet af to tyske advokater i 2020 for at understøtte kvinder i voldgift.

”I Tyskland skal der nu allerede afholdes syvende runde af Arbitration Lunch Match. Her ændrer man en smule på konceptet i år, sådan at der vil være mandlige senior voldgiftspraktiserende, som deltager i flere af frokosterne lokalt for at lære netværkets medlemmer at kende og dele deres erfaringer,” siger Caroline Overgaard.

”Netværket vokser ret hurtigt. Nu findes det i flere af de europæiske, asiatiske og afrikanske lande, og planen er at udvide det til Tokyo, Montevideo, Bukarest og Maputo til næste runde i år. Jeg er ambassadør for den danske afdeling af netværket, og arrangerede de første netværksfrokoster i maj, hvor 33 kvindelige voldgiftsjurister deltog. Tilbagemeldingerne var positive – mange synes, at det var rigtig fint med den uformelle form, og jeg håber, at mindst lige så mange vil deltage her i anden runde.”

Udpegninger skal afspejle samfundet

Ideen med at mødes i mindre grupper over en frokost er at skabe et forum, hvor alle har lyst til at komme til orde for at dele viden og erfaring.

”Det tiltaler mig, at deltagerne kan lære af hinanden i et fuldstændigt uformelt forum, fordi der hurtigere opstår en fortrolig og mere intim stemning – i forhold til, hvis du møder andre på en konference. Af samme årsag er grupperne sammensat sådan, at alder, faglig baggrund og erfaring er forskellig. Jeg tror på, at det vil give deltagerne – uanset alder – inspiration til, hvordan de kan udvikle deres karrierer indenfor voldgift, netop fordi de lærer af hinandens erfaringer og måde at gribe tingene an på,” siger Caroline Overgaard, der også har planer om at tage andre initiativer i løbet af efteråret, som skal være med til at fremme kvindelige voldgiftsjuristers muligheder for at fylde mere i statistikkerne over udpegninger som voldgiftsdommer.

”Som det er i dag, er det ofte de samme personer, valget falder på, når der sker udpegninger indenfor voldgift. Selvfølgelig handler det om faglighed, men også i høj grad om synlighed og hvem der er top of mind i branchen. Her er det vigtigt at huske på, at der også findes mange dygtige kvindelige voldgiftsjurister – og at det er vigtigt en gang imellem at få skubbet lidt til de dynamikker, som ligger på rygraden. Det håber jeg, at Arbitration Lunch Match kan medvirke til.”

Tilmelding til de kommende frokoster, der finder sted i København i dagene 25. til 29. september, sker på https://arbitrationlunch.com/. Kontakt Caroline Overgaard, hvis du har spørgsmål til netværket eller ønsker at modtage invitationerne fremadrettet.

Caroline Overgaard

Advokat hos Gorrissen Federspiel, har erfaring med international voldgift, herunder store energi, gas, entreprise og finansieringstvister fra hendes tid hos Gorrissen Federspiel og Magic Circle advokatkontoret Slaughter and May i London.

Under pandemien fik mange øjnene op for potentialet i virtuelle møder. En aftale om anvendelse af Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 giver et sikkert grundlag for, at voldgiftsforhandlinger kan gennemføres virtuelt. En aftale om anvendelse af reglerne forhindrer nemlig, at en af parterne kan spekulere i at trænere tvistløsningen ved at stille krav om en fysisk forhandling eller true med at give voldgiftsafgørelsen et retsligt efterspil. Interview med professor Kasper Steensgaard, Aarhus Universitet.

Da rejse- og forsamlingsforbud ramte os under pandemien, måtte man tilpasse sig den nye virkelighed. Blandt andet var det ikke længere muligt at gennemføre fysiske møder eller voldgiftsforhandlinger. Opmærksomheden naturligt rettede sig mod muligheden for at gennemføre disse virtuelt.

”Vi har haft videomøde-teknologien siden før årtusindeskiftet, men den er blevet stadig mere tilgængelig gennem årene. Pandemien gav os en anledning til for alvor at forsøge sig med det. I dag har de fleste et webcam liggende i skuffen, og vi er blevet trygge ved at bruge platformene til fortrolige møder,” siger Kasper Steensgaard, der er professor på Aarhus Universitet.

Skiftet var dog ikke gnidningsfrit. Voldgiftsloven tillader, at parter aftaler virtuel voldgift, men giver også parterne krav på ”en mundtlig forhandling”. Under pandemien så man eksempler på, at en af parterne forsøgte at modsætte sig, at sagen blev fremmet virtuelt med henvisning til, at mundtlige forhandlinger er fysiske.

”Voldgiftslovens regel om krav på mundtlig forhandling har rødder i en tid, hvor møder var fysiske. Men ligesom e-mails i dag anses for at opfylde visse skriftlighedskrav, er det ikke umuligt, at en moderne fortolkning fører til, at kravet på mundtlig forhandling kan opfyldes virtuelt. Teknologien udvikler sig, og vi tager den mere og mere til os. Efter min opfattelse er det afgørende, om en virtuel forhandling iagttager de hensyn, som lovgiver ville beskytte med kravet om en mundtlig forhandling.”

I Sverige og Østrig har domstole i de senere år anset tilsvarende regler om mundtlig forhandling for ”teknologineutrale”. De har opretholdt voldgiftskendelser, hvor voldgiftsretterne havde gennemført forhandlinger virtuelt, selvom den ene part protesterede herimod.   Den nylige dom fra Vestre Landsret – BS-25011/2022-VLR af 27. april – tager ikke stilling til fortolkningen af voldgiftslovens § 24. Retten afgjorde denne sag på baggrund af de konkrete omstændigheder, hvor den ene part blev anset for selv at have valgt at deltage i forhandlingen delvist over videolink. Ikke desto mindre viser dommen måske en vis åbenhed for virtuelle forhandlinger.

”Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 indeholder en bestemmelse om, at en voldgiftsret kan beslutte, at sagen skal forhandles virtuelt, hvis det er nødvendigt. En aftale om anvendelse af reglerne forhindrer dermed, at én af parterne kan spekulere i at trænere tvistløsningen ved at stille krav om en fysisk forhandling eller true med at give voldgiftsafgørelsen et retsligt efterspil.”

Som voldgiftsdommer ser Kasper Steensgaard fordele i både fysiske og virtuelle møder og forhandlinger.

”Erfaringerne er overordnet set gode, og jeg oplever en større accept af de virtuelle løsninger. Mange af os har nok indset, at der på nogle punkter er fordele ved at mødes virtuelt – og at videomøder ofte kan give mening, hvis der er tale om korte møder og lange afstande. Så sparer man tid og sagsomkostninger. Omvendt indser man hurtigt, at fysiske møder stadig kan noget andet og mere. At udbyttet af at sidde overfor hinanden heller ikke skal undervurderes. Man kan ikke sige, hvad der generelt er bedst, for det det afhænger af den konkrete sag. Nogle gange kan det være en kombination af virtuelle og fysiske møder.”

Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 indeholder en bestemmelse om, at en voldgiftsret kan beslutte, at sagen skal forhandles virtuelt, hvis det er nødvendigt.

LÆS MERE

Professor Kasper Steensgaard beskæftiger sig med emnet virtuel voldgiftsforhandling i Festskrift til Palle Bo Madsen, DJØF Forlag.

Festskrift til Palle Bo Madsen (1. udg.) | djoef (jurabibliotek.dk)

The International Council for Commercial Arbitration har udgivet rapporten: DOES A RIGHT TO A PHYSICAL HEARING EXIST IN INTERNATIONAL ARBITRATION?

Microsoft Word – ICCA Reports no. 10_Right to a Physical Hearing_final_amended_7 Nov 2022 (arbitration-icca.org)

Norstedts Juridik har udgivet bogen Digital Hearings, Civil Procedure and Arbitration af forfatterne Mika Savola, Ylli Dautaj, Bruno Gustafsson og Rolf Åbjörnsson

Digital Hearings – Norstedts Juridik (nj.se)

Voldgiftsloven sætter rammen og litteratur om voldgift findes der masser af. Men at være voldgiftsdommer er i vidt omfang et håndværk. På voldgiftsdommeruddannelsen bliver der sat fokus på teknikker i praksis og der er mulighed for at stille de spørgsmål, der med garanti melder sig hos den voldgiftsdommer, der får sin første voldgiftssag. For selvom det kan synes banalt at skifte rolle fra advokat til voldgiftsdommer, så kræver det et andet mindset og en ny tilgang til tvistløsning, mener primærunderviser på uddannelsen, Jeppe Skadhauge, der også er formand for Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsforeningen.

Et nyt hold har netop taget hul på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse. Uddannelsen giver et overblik over processen, en forståelse for de problemer, der kan opstå, og erfarne praktikeres bud på, hvordan de bliver løst undervejs.

”Uddannelsen er en god indgang til voldgiftsmiljøet og hverv som voldgiftsdommer. Med den står man på et godt grundlag for at kunne lede voldgiftsretten og løse sagen på en kompetent og professionel måde, når man får sin første udpegning,” siger Jeppe Skadhauge, der foruden at være formand for Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsforeningen, også er primærunderviser på uddannelsen – et hverv han har haft siden 2006, hvor han af Advokatsamfundet fik til opgave et tilrettelægge den sammen med blandt andre daværende højesteretsdommer Jon Stokholm.

Find ind til din egen rolle

”Voldgiftsdommerens arbejde handler om at lede en proces. Det kan ske på mange måder. Og under uddannelsen vil man opleve, at der kan være forskellige holdninger til, hvordan man udfylder sin rolle bedst muligt. For selvom det kan synes banalt at skifte rolle fra advokat til voldgiftsdommer, så kræver det et andet mindset og en ny tilgang til tvistløsning. Derfor arbejder vi med, at hver enkelt finder ind til sin egen rolle,” siger Jeppe Skadhauge.

Kurset består af tre moduler på hver to dage.

”I første modul følger vi forløbet i en voldgiftssag. Lige fra spørgsmålet om udpegning af en eller flere voldgiftsdommere og undersøgelse af habiliteten til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sagen, som kan være forskellig alt efter, om vi har en ad hoc sag eller en sag ved Voldgiftsinstituttet – og om sagen er dansk eller international. Bliver du peget på som voldgiftsdommer, er det vigtigt, at du foretager en grundig undersøgelse af din habilitet, ligesom du altid må overveje, om du nu også har de kompetencer og den tid, sagen kræver. En af fordelene ved voldgift er, at parterne kan sammensætte voldgiftsretten med voldgiftsdommere, der har præcis de kvalifikationer og personlige egenskaber, som parterne lægger vægt på. Personer, som de har tillid til, kan løse deres sag. Uddannelsen klæder dig på til opgaven.”

Bliv i rollen som dommer

Uddannelsen har fokus på praksis, understreger Jeppe Skadhauge, der også inddrager deltagernes erfaringer – det kan være som tidligere voldgiftsdommere eller partsrepræsentanter.

”Der er rig mulighed for at stille spørgsmål og diskutere mulige situationer. På den måde deler vi viden – netop fordi det er et forum, hvor vi kan tale åbent om usikkerheder og de problemer, der kan opstå undervejs. Det gælder både for den nyudnævnte voldgiftsdommer og den erfarne.”

”En klassisk diskussion er, i hvor stort et omfang voldgiftsdommeren må stille spørgsmål til fx vidner under sagen. Det er lidt af en balancegang, som det er vigtigt at få en god fornemmelse for. Det er parterne og deres initiativer, der skaber rammen for sagen. På den anden side skal du som voldgiftsdommer naturligvis forstå den. Men du skal sikre dig, at du bliver i rollen som neutral og har føling med, hvor grænsen går, i forhold til at dine spørgsmål også kan påvirke parternes ligestilling. Spørgsmålene kan nemlig henlede parternes opmærksomhed på detaljer og overvejelser, som kan være til fordel for den ene part,” siger han.

En ensom affære

Af samme grund arbejder deltagerne på uddannelsen med på alle måder at sikre neutralitet.

”Det kan for eksempel være voldgiftsdommerens kropssprog. Det er noget, som man ikke altid selv er opmærksom på, men som kan gøre voldgiftsdommeren sårbar overfor en parts indsigelse om, at der vises sympati for den ene parts synspunkter. Med andre ord er impulskontrol en del af håndværket, netop fordi parterne under sagen kan hæfte sig ved små signaler og tolke på dem.”

Et andet tema, der indgår i uddannelsesforløbet, er den ensomhed, der ofte følger med at være enedommer.

”De fleste advokater er vant til at arbejde i teams, og derfor kan det være en ensom affære at være ene-voldgiftsdommer. Det betyder nemlig, at du ikke har nogen at drøfte de dilemmaer med, som sagen rummer. Du sidder alene med ansvaret for en sag, som er omgærdet af streng fortrolighed, så du ikke lige kan drøfte en problematik med en advokatkollega hen over frokosten – som du måske normalt ville gøre. Det kan føles ensomt. Men det hører med til rollen som voldgiftsdommer, og man lærer at håndtere det undervejs.”

Skarpere på at skrive processkrifter

Selvom kurset måske ikke ender med en karriere som voldgiftsdommer i det øjeblik, man står med kursusbeviset i hånden, så har det alligevel værdi i dagligdagen, mener Jeppe Skadhauge.

”Det at fokusere på dommerrollen har også værdi for den, der procederer for en voldgiftsret eller domstolene. At sætte sig selv i dommerrollen og beskæftige sig med de tanker, som dommeren nødvendigvis må gøre sig, er lærerigt, når man som partsrepræsentant gerne vil fange dommerens øre. Som advokat skal du forsvare et bestemt standpunkt og overbevise dommerne om, at det er det rigtige. Men du ved også som advokat, at der kan være svage punkter i sagen. På kurset finder du ind til, hvordan du som voldgiftsdommer vil vurdere sagen, og hvad du har brug for i processkrifterne og proceduren. Den læring får du navnlig i andet modul, hvor vi arbejder som voldgiftsdommere med en konkret sag.”

International voldgift

Andet modul har i det hele taget en mere praktisk tilgang til voldgiftsdommerhvervet.

”Her prøver vi teorien af i praksis gennem et rollespil, hvor deltagerne lærer, hvordan voldgiftsdommere driver sagen frem, og hvor vi løbende stopper og i plenum udfordrer hinanden og evaluerer. Her arbejder vi også med voteringen og skrivning af kendelsen. Netop kendelsen er den ultimative test for en voldgiftsdommer, da den kan tilsidesættes af domstolene.”

Det tredje modul angår international voldgift og foregår overvejende på engelsk. Det holdes i år i London hos bl.a. LCIA og har tidligere været holdt hos ICC i Paris og SCC i Stockholm. Her medvirker internationale profiler – og deltagerne får en forsmag på, hvordan det er at sidde i en voldgiftsret sammen med udenlandske kolleger.

”Deltagerne får et indtryk af international voldgiftspraksis, hvor elementer fra flere retssystemers procesform kan blendes. For eksempel er der i nogen lande udpræget tradition for en aktiv voldgiftsret, mens man i andre lande har tradition for at overlade initiativet til parternes advokater. Hvordan skal balancen være? Hvordan man løser forskelle mellem forskellige retstraditioner, når der skal løses tvister mellem parter fra hvert deres land, er kendte internationale voldgiftsdommere med til at fortælle om – ligesom LCIA giver indblik i, hvordan sager kan løses efter deres regler.”

FAKTA

Voldgiftsforeningen blev stiftet den 31. oktober 2002. Tre år senere fik Danmark en ny voldgiftslov, baseret på UNCITRALS modellov. Loven trådte i kraft den 1. juli 2005. Året efter startede voldgiftsdommeruddannelsen, der blev en vigtig brik i at udvikle voldgiftsmiljøet i Danmark.

Traditionelt har dommere fra det ordinære domstolssystem også fungeret som voldgiftsdommere. Men i 2007 kom der et loft for dommeres biindtægter. Dermed opstod der et særligt behov for at uddanne advokater som voldgiftsdommere for at sikre, at der med begrænsningerne på dommernes biindtægter stadig var mange kvalificerede jurister at pege på.

Daværende højesteretsdommer Jon Stokholm og advokat Jeppe Skadhauge kunne i 2006 i ICC’s lokaler i Paris uddele kursusbeviser til det første hold deltagere, som danske og norske advokater. I dag er deltagerne på uddannelsen primært advokater med dansk baggrund.

Independent Arbitrator Mika Savola is one of the key speakers at Copenhagen Arbitration Day. He will talk about the current practices and new trends in international arbitration, with a focus on case management and drafting of first procedural orders (the “PO1”).

What are the current trends and practices in international arbitration that you consider most beneficial?

There are two broad trends that are particularly noteworthy.

First, one cannot overstate the benefits and importance of promoting diversity – in all of its forms – among arbitrators, counsel and arbitral seats. While much work remains to be done in this area, there is a growing awareness that in a modern and interconnected world, the continued success of international arbitration is predicated on it becoming more inclusive and diverse.

Second, rapid technological developments will have a major impact on how cases are run in the future. Fully virtual hearings and paperless arbitrations – conducted on bespoke online platforms – are likely to proliferate, and the use of advanced AI will change our work practices in ways we cannot even fathom yet. All this will increase efficiency, save costs and assist in combating climate change.

What is the greatest challenge for international arbitration at present?

We should be candid about the fact that international arbitration has become too complex, document-heavy and expensive in recent years. High-value cases are dominated by exceedingly long written submissions, copious exhibits, overly broad document production requests and over-lawyered witness statements – with the attendant cost and delay.

Counsel and arbitrators are jointly responsible for correcting these failures. Although it is illusory to think that arbitration could be returned to some (real or imagined) past simplicity, I believe that much can be achieved with proper case management tools. And the parties will benefit from proactive arbitrators capable of guiding the proceedings with a firm hand, while still seeking to accommodate the parties’ reasonable expectations.

What is your experience of arbitration in Denmark, and the Nordics generally?

For cultural reasons, there are a lot of similarities in conducting arbitrations in Copenhagen, Stockholm or Helsinki.

At the risk of oversimplification, Nordic arbitration practitioners tend to be highly solution-oriented, no-nonsense people. They focus more on the merits of a case than on micromanaging the proceedings. This is closely related to what I call “Nordic minimalism”: certain procedures are often taken for granted, with counsel and arbitrators laboring under a shared assumption that there is no need to regulate in advance for all hypotheticals and pathological behavior as counsel are expected to play by the book anyway.

Whether that assumption is actually correct is another story – and something I will touch upon in my presentation “Procedural Order No. 1 – Trends and Practices”.

Read more and register here:

https://na.eventscloud.com/cad2023

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcoming you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023. We are honoured to present an excellent programme and it is with great pleasure that we present our speakers, who are some of the most recognised practitioners in the field.

Juliet Blanch of Arbitration Chambers and Vice President of the ICC International Court of Arbitration will talk about hot topics for future arbitration such as how counsel can work with the tribunal to ensure a faster process, carbon-neutral arbitrations and transparency in arbitrator performance.

Other speakers include independent arbitrator Mika Savola, who will talk about trends and practices in case management, attorney Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, member of the ICC International Court of Arbitration, Professor dr. juris Giuditta Cordero-Moss, University of Oslo and attorney Friedrich Rosenfeld, Hanefeld.

The event takes place at Børsen (The Old Stock Exchange), a historical building situated in the centre of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court.

Copenhagen Arbitration Day is the main event of the Danish arbitration calendar. It offers an outstanding opportunity to explore the fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends. The conference will be followed by a drinks reception and dinner at the Royal Library situated a few minutes’ walk from the conference venue.

The event is sponsored by Dreyers Fond and a group of prominent law firms.

Read the programme and register here:

https://na.eventscloud.com/cad2023

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023.

Read more

program-copenhagen-arbitration-day-2023

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023.

We are honoured to present an excellent programme and it is with great pleasure that we present our speakers, who are some of the most recognised practitioners in the field.

The event takes place at Børsen (The Old Stock Exchange), a historical building situated in the centre of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court.

Copenhagen Arbitration Day is the main event of the Danish arbitration calendar. It offers an outstanding opportunity to explore the fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends. The conference will be followed by a drinks reception and dinner at the Royal Library situated a few minutes’ walk from the conference venue.

Read more and register here:

https://na.eventscloud.com/cad2023

Torben Hvid Rasmussen er ny i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Som sagkyndig med meget stor erfaring vil han arbejde for at underbygge en høj kvalitet i de sagkyndiges arbejde.

”Som sagkyndig skal du virkelig tage din faglighed og erfaring på dig. En sag kan handle om mange andre ting end det reelle faglige problem, hvilket medvirker til, at konfliktniveauet mellem parterne stiger. I sådan en situation kan den sagkyndige virkelig gøre en forskel ved at få parterne til at fokusere på det fagtekniske. Hvis man kan skabe et positivt fokus, og hjælpe parterne til at stille sig selv spørgsmålet om, hvad der skal til, for at løse det her på en sober måde, er der større mulighed for, at sagen løses på en rimelig måde, og så alle føler sig hørt. Og så skal man huske at have konflikttrappen i baghovedet. For når alle disse ting er til stede, så skaber man også mulighed for, at sagen kan forliges,” siger Torben Hvid Rasmussen, som er nyt medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og repræsentantskab og udpeget af IDA, som er en faglig forening med over 140.000 medlemmer, der er ingeniører, cand. scient’er og it-professionelle.

Torben Hvid Rasmussen er oprindelig uddannet murer og bygningskonstruktør, har arbejdet inden for byggeriet siden 1983 og er en hyppigt brugt sagkyndig med mere end 1.000 tvistløsninger bag sig. Han er også faglig engageret i syn- og skønsafdelingen under IDA, hvor han blandt andet har fokus på kvalitet i faget. Det er også noget, han vil fokusere på som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

”Jeg ser mig selv som bindeled mellem IDA og Voldgiftsinstuttet, og skal være med til at sikre, at der er en høj faglighed hos de sagkyndige, som vi udpeger. For mig handler det også om at udvikle rollen som fagperson, fordi den er så central i sagerne. Derudover vil jeg arbejde for, at alle, der er udpeget, forstår, at det ikke handler om rådgivning, men om, at man som sagkyndig forstår sin rolle, at man bærer sin faglighed med sig og altid har en høj grad af integritet på en måde, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved habiliteten,” siger Torben Hvid Rasmussen.

En række advokater med base i Aarhus, som har kommercielle rets- og voldgiftssager som speciale, er gået sammen om at etablere et netværk i Aarhus, der skal styrke samarbejdet mellem kontorerne og fremme miljøet om tvistløsning i og omkring Aarhus. Netværket udspringer af en fælles opfattelse blandt de i Aarhus-baserede yngre procesadvokater af, at miljøet omkring voldgift i høj grad er funderet i København.

Mange kommercielle rets- og voldgiftssager har tråde til det jyske, ligesom miljøet omkring tvistløsning generelt er stærkt i Aarhus. Det er baggrunden for, at en gruppe advokater har skabt et jysk funderet netværk.

”Ideen om at skabe et netværk her i Aarhus er opstået, fordi stort set alle netværks- og faglige arrangementer foregår i København. Men miljøet er både stort og stærkt i Aarhus. Derfor talte jeg med gode kollegaer ved de andre større advokatkontorer her i byen, og det viste sig, at der var stor opbakning til at etablere et mere lokalt alternativ, hvor vi kan dyrke vores faglige interesse for tvistløsning sammen”, siger Jacob Christian Sølling, der er partner hos Poul Schmith, og som arbejder med kommercielle rets- og voldgiftssager og forsikringssager.

Ved fælles indsats er det nu etableret et netværk på ti advokater, som aldersmæssigt befinder sig fra i midten af 30’erne til start 40’erne, og som hovedsageligt arbejder med og har en stor faglig interesse for kommercielle tvister.

”Vi har et særligt fokus på, at netværket skal være uafhængigt af kursusudbydere, foreninger eller lignende. Vi er også enige om, at vi i dette forum skal dyrke vores fælles interesse for fagområdet, og at en gruppe på ti advokater derfor er en passende størrelse til at udgøre et netværk, der forhåbentligt bliver stærkt. Vi deler løbende erfaringer og drøfter generelle faglige spørgsmål, uden at vi er underlagt pres om kursusbeviser, deltagerantal eller lignende. Ved ikke at være underlagt andre end os selv, fremmer vi i høj grad mulighederne for faglig sparring på et uformelt plan, hvor en planlagt dagsorden kan falde væk til fordel for, hvad der falder netværket interessant den pågældende dag. Senest har vi delt erfaringer om mediation, for at finde ud af, hvilke muligheder der er for at mediere sager. Når vi så har sager mod hinanden, vil det være nemmere at række ud for at høre, om vi skal forsøge at mediere inden domstolene eller voldgiftsretten kommer ind i billedet, for at sikre vores klienter en hurtig løsning på tvisten,” siger han.

Det er også ideen, at netværket på sigt skal afholde større arrangementer i Aarhus om tvistløsning, herunder kommerciel voldgift, for at fremme miljøet i og omkring Aarhus.

”Indtil videre har vi mødtes en gang i kvartalet for at vende faglige emner, og planen er lige at finde fodfæste, før vi her i efteråret regner med at holde et større arrangement i Aarhus i samarbejde med Voldgiftsinstituttet.”

Medlemmer af netværket

Morten Frank, Gorrissen Federspiel

Christina Melstrup Toft, Kromann Reumert

Esben Korsgaard Poulsen, Bech-Bruun

Alexander Birk Suder, DLA Piper

Kristian Torp, Holst Advokater

Kasper Revsbech, Poul Schmith

Christina Nissen, DAHL Advokatpartnerselskab

Mikkel Theilade Thomsen, THOMSEN-FONAGER

Anders Boserup Lauridsen, Rödstenen

Jacob Christian Sølling, Poul Schmith

Domstolene er fortsat udfordret af store sagsmængder og for få dommere til at håndtere sagerne. Der er behov for at tænke nyt. En behandlingsgaranti med mulighed for voldgift i civile sager kan være en del af løsningen. Forslaget er tidligere fremsat, men har fået fornyet aktualitet med Rørdam-udvalgets anbefalinger om yderligere at begrænse appelmulighederne i civile sager, skriver advokat Niels Christian Ellegaard, Plesner, og Kim Haggren, DI og næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Af Niels Chr. Ellegaard, advokat og partner, Plesner og Kim Haggren, vicedirektør DI, advokat og næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse

Domstolene har igennem længere tid været udfordrede. Et af hovedproblemerne er den lange sagsbehandlingstid. Nedlukningen under corona-krisen i foråret 2020 satte domstolene yderligere under pres i forhold til afvikling af puklen af de mange aflyste sager. Problemerne er siden vokset og i Domstolsstyrelsens rapport fra 2022 fremgår det, at det særlig er på strafferetsområdet, at der er sket en stigning i sagsbehandlingstiderne. Dette skyldes ifølge Domstolsstyrelsen navnlig, at byretterne modtager flere sager, og at mange af sagerne er blevet mere komplicerede og dermed også betydeligt mere tidskrævende.

Prioriteringen af sagerne er vanskelig, da både straffesager og civile sager har stor samfundsmæssig betydning.  Kalenderne i flere retskredse er fortsat så fyldte, at civile sager først kan berammes mere end 12 måneder efter de er klar til det.

Det paradoksale er, at der hen over de sidste godt ti år er sket et markant fald i antallet af anlagte civile retssager. Dog er der i 2022 sket en tilvækst på 3.500 flere civile sager i byretten i forhold til 2021.

Uanset årsagerne til problemet er det afgørende at få gjort noget ved det. Det er ikke et retssamfund værdigt, at private parter ikke kan få løst deres tvister inden for rimelig tid. Hvad skal eksempelvis den stakkels håndværksmester gøre, der møder en kunde, der spekulerer i, at der reelt ikke inden for rimelig tid kan gennemføres en retssag om et udestående tilgodehavende og som måske truer virksomhedens eksistens. Og tilsvarende – den kunde, der ikke magter at skulle bruge mange år af sit liv på at føre sag om mangler i forbindelse med en håndværksentreprise og som resulterer i store ekstraregninger.

Behandlingsgaranti som i sundhedssektoren

Situationen er imidlertid ikke kun bekymrende i forhold til rent danske sager, men også i et internationalt perspektiv, hvor man som rådgiver i stigende grad er nødt til at fraråde anvendelse af danske domstole på grund af den lange sagsbehandlingstid – uanset at danske domstoles integritet er blandt de absolut højeste i verden. Udover skaden på vores omdømme betyder det også, at sagerne ofte ender med at blive bedømt efter udenlandske regler og retstraditioner, fordi danske domstole fravælges, hvilket skader danske virksomheders muligheder for at vinde vigtige retssager.

Der skal derfor handles, hvis vi skal hindre tab og bevare en høj grad af retssikkerhed i vores samfund.

En måde at afhjælpe den lange sagsbehandlingstid på i civile sager kan være at tilbyde parterne en mulighed for at afvikle sagen som en privat voldgiftssag på det offentliges regning mod betaling af sædvanlig retsafgift. Dette svarer til den behandlingsgaranti, vi kender fra sundhedssektoren.

En voldgift fungerer i store træk lige som en almindelig retssag og resulterer i en bindende afgørelse for parterne, men processen giver en større grad af fleksibilitet. Derudover kan en voldgiftsafgørelse ikke appelleres, hvilket er tilfældet med de fleste domme, der afsiges i retssystemet.

I civile retssager kunne en behandlingsgaranti eksempelvis indføres i sager, hvis ikke sagen kan berammes inden for seks måneder, efter at parterne har afgivet deres processkrifter i sagen. Tilbuddet om voldgift skal være frivilligt, da det afskærer parterne fra at få prøvet sagen i to instanser, og med fordel begrænses til sager, der kan afvikles inden for nærmere fastsatte rammer. Det bør ej heller omfatte sager om myndighedsudøvelse og andre typer af sager, der ikke er velegnede til voldgift.

Start med forsøgsordning

Fastsættelsen af takster kan med fordel afspejle, hvad det reelt koster i dag at gennemføre en civil retssag i form af ressourcer fra dommere og administrativt personale, og derfor behøver det ikke samfundsmæssigt at være dyrere at gennemføre en sådan garanti.

Forslaget er meget let at implementere, da det ikke kræver en lovændring, men kan gennemføres ad frivillighedens vej. Det ideelle ville formentlig være at implementere en forsøgsordning på et år for at se om det kan virke i praksis, og med fordel udbydes i de retskredse, der har den længste berammelsestid i dag.

Med garantien vil domstolene få frigjort tid til at behandle andre civile sager eller presserende straffesager, og medvirke til at genskabe tilliden til at retssystemet er i stand til at håndtere private retstvister inden for rimelig tid.

Det nedsatte Rørdam-udvalg har foreslået at ankemulighederne begrænses i mindre civilretlige sager. Dette er sket i erkendelse af domstolenes manglende ressourcer og for at effektivisere retssagsprocessen. Hvis dette accepteres politisk, bør der ikke være betænkeligheder ved at anerkende voldgift som led i en behandlingsgaranti.

Voldgift har mange fordele. En af dem er muligheden for at få gennemført sagen inden for en tidsramme, som typisk er betydeligt kortere end den, som de almindelige domstole kan tilbyde. For at optimere sagsbehandlingstiden mest muligt anvendes ofte skriftlige erklæringer fra de vidner, som parterne agter at afhøre under den mundtlige forhandling. Vidnet skal som udgangspunkt stadig afgive forklaring under den mundtlige forhandling, men afhøringen kan gennemføres mere effektivt, fordi vidnet ofte kan (kontra)afhøres direkte om de forhold, som vidnet allerede har erklæret sig om. Det er et meget effektivt værktøj, skriver advokaterne Lotte Noer og Frederik Kromann Jespersen, i denne faglige artikel om regelsæt, formalia og bevisværdi.

Lotte Noer, advokat (H), Punct Advokater og Frederik Kromann Jespersen, advokat (H)

Der findes forskellige regelsæt for indhentelse og udformning af skriftlige vidneerklæringer, herunder Voldgiftsforeningens regler om bevisoptagelse og IBAs ”Rules on the Taking of Evidence in International Arbitration”. I en voldgiftssag vil man typisk have fastlagt ved et forberedende møde, hvilket regelsæt man bruger. Regelsættet indeholder blandt andet bestemte typer af oplysninger, der skal indgå i en erklæring, eksempelvis oplysning om personens navn og adresse, personlige baggrund og evt. relationer til voldgiftsretten og parterne. Det er vigtigt at være opmærksom på disse formalia.

Også i sager, som behandles i henhold til retsplejeloven, kan retten tillade, at der indhentes skriftlige vidneerklæringer, hvis det findes ubetænkeligt, jf. retsplejelovens § 297, stk. 1. Som påpeget af Julie Arnth Jørgensen i ET 2022 150 er der et stort potentiale for domstolene i at udnytte denne mulighed mere. Efter vores opfattelse er der en vis bevægelse på dette område, og særligt Højesteret tillader i videre omfang skriftlige vidneerklæringer – uagtet at det pågældende vidne, som afgiver erklæringen, end ikke kommer til at afgive forklaring umiddelbart for Højesteret.

Det sidste siger måske også noget om bevisværdien af disse erklæringer. Vores erfaring er i hvert fald, at de kan have lige så stor bevisværdi som almindelige vidneforklaringer, selvom begivenhedsnært dokumentbevis i mange sammenhænge stadig er at foretrække.

Julie Arnth Jørgensen giver i sin artikel en god og grundig beskrivelse af fremgangsmåden ved indhentelse af en skriftlig vidneerklæring for domstolene. Såvel dommere som parter kan have nytte af denne gennemgang, da der ikke findes egentlige regelsæt for, hvordan skriftlige vidneerklæringer skal indhentes for domstolene.

Hvordan gør man så i praksis?

Der melder sig nogle praktiske spørgsmål, når man skal i gang med at skrive en skriftlig vidneerklæring i en voldgiftssag.

Først og fremmest skal man tage stilling til, hvem der skal skrive erklæringen. Principielt kan man nedfælde sine spørgsmål og sende dem til den, der skal svare, som så selv kan skrive et svar på samme måde som beskrevet af Julie Arnth Jørgensen. Efter vores erfaring er det også en almindelig fremgangsmåde, at erklæringen skrives af advokaten efter at have interviewet parten eller vidnet ved et møde. Forinden mødet bør man sørge for at orientere om temaerne for forklaringen, så personen kan forberede sig, og eventuelt udlevere bilag, som man gerne vil spørge til. Efter mødet skal man skrive forklaringen.

Har man ikke prøvet det før, vil man finde ud af, at det er en genre for sig at skrive en anden persons forklaring ned. Start evt. med at læse andre vidneerklæringer eller forklaringer i domme for at få en idé om sprogbrugen og de vendinger, man kommer til at bruge mange gange. Brug også noget tid på at lave en god struktur for forklaringen, så tingene kommer i en god rækkefølge. Det øger læseværdigheden og brugbarheden.

Vores erfaring er, at det er vigtigt at tage præcise noter fra mødet, så man kan gengive forklaringen præcist, bruge bestemte ord og vendinger, som personen selv bruger, og i det hele taget sørge for, at personen kan ”se sig selv” i den forklaring, der bliver slutproduktet. Det giver erklæringen størst troværdighed og bevisværdi. ”Runde” og intetsigende formuleringer bør undgås.

Vi opfatter det som god skik, og tillige et krav efter de mest gængse regler for bevisoptagelse, at det beskrives detaljeret i erklæringen, hvordan den er blevet udarbejdet, herunder om vidnet selv har skrevet erklæringen, eller om den er blevet udarbejdet af for eksempel advokaten på baggrund af interviews med vidnet. Det giver gennemsigtighed og troværdighed omkring processen.

Vores anbefaling

Efter vores opfattelse er skriftlige vidneerklæringer særdeles velegnede i forhold til at koncentrere processen og sikre, at såvel voldgiftsretten (og domstolene) som parterne kan stille skarpt på de relevante tvistepunkter i sagen forud for og under den mundtlige forhandling. Det er typisk tids- og omkostningsbesparende for alle deltagere i processen.

Vi anbefaler derfor, at man gør brug af muligheden for at anvende disse erklæringer som led i håndteringen af tvisten, når det er muligt og relevant, og at man nøje sætter sig ind i det regelsæt, som måtte gælde for den konkrete tvist. Herved har man gode forudsætninger for at sikre, at erklæringen får den formelle troværdighed, som ofte er en forudsætning for, at erklæringen kan få den bevisværdi, man ønsker.

Læs interview med advokat Lotte Noer om det skriftlige vidnebevis

Dansk retspleje baserer sig på mundtlighed. I voldgift er mundtlighedsprincippet ikke altid så udtalt. Skriftlige vidneerklæringer er en særlig disciplin, som nogle danske advokater er uvante med, men som har mange fordele. Blandt andet giver det tryghed i processen, mener advokat Lotte Noer, der har speciale i proces og voldgift.

De fleste advokater har prøvet det: Et vidne afgiver en forklaring under hovedforhandlingen, som slår et helt nyt tema an. Den advokat, der fører vidnet, er typisk forberedt på dette. For den anden part er det ofte en ubehagelig overraskelse.

”Som ung advokat lærte jeg, at en procedure skal komme som et overraskelsesangreb på en uforberedt modstander. Det gik ikke på, at man skulle undertrykke faktum og bruge det som en kanin, der hives op af hatten, men handlede om, at man under hovedforhandlingen skulle være i stand til at udvikle sin argumentation på en overraskende og effektfuld måde. Under en voldgiftssag, hvor man ikke kan anke afgørelsen, er der så meget desto mere et hensyn at tage til, at faktum ikke blive en overraskelse,” siger Lotte Noer, der er partner hos Punct Advokater, hvor hun arbejder med proces og voldgift primært indenfor forsikrings- og erstatningssager. Det gælder både som advokat og som voldgiftsdommer.

Hun oplever ofte betænkeligheder i forhold til brug af skriftlige vidneerklæringer fra kolleger, der er vant til, at vidnebeviser er mundtlige og foretages direkte foran retten. Men det er der ingen grund til, mener hun.

”Først og fremmest kan skriftlige vidneforklaringer efterprøves. Det er en helt almindelig procedure, at vidnet bliver indkaldt til den mundtlige forhandling i voldgiftssagen til en modafhøring. Her vil det jo ret hurtigt afsløres, hvis vidneerklæringen er blot det mindste manipuleret, som netop altid er den største bekymring. Men vi skal huske på, at vidneforklaringerne bliver underskrevet, og alene af den grund står vidnet inde for sine udsagn” siger Lotte Noer, der ser de skriftlige vidneerklæringer som befordrende for en effektiv og fair proces.

”I praksis betyder det, at man sparer tid og opnår større gennemsigtighed. Det er meget tidskrævende, at et vidne skal forklare sig helt fra Adam og Eva under hovedforhandlingen, og navnlig i sager, hvor vidnebeviset fylder meget, er det ikke særligt rimeligt, at den ene part kender til denne del af sagens faktum, og kan forberede sig på det, mens den anden part er holdt hen i mørke helt frem til det tidspunkt under hovedforhandlingen, hvor forklaringen afgives.  Bruges der skriftlige vidneerklæringer indebærer det, at begge parter kender til hovedlinjerne i alle dele af bevisførelsen og for eksempel også kan tage stilling til, om der er yderligere dokumenter, der bør fremlægges, eller yderligere vidner, der bør føres. På den måde synes jeg også, at den skriftlige proces giver mere tryghed, er mere fair og har en højere grad af retssikkerhed, fordi faktum er kendt af alle, når hovedforhandlingen starter.”

De to metoder

Den skriftlige vidneerklæring med efterfølgende modafhøring er en særlig faglig disciplin, erkender Lotte Noer, der selv har lært håndværket igennem ni måneder som konstitueret dommer ved Østre Landsret. Som advokat i voldgiftssager, bruger hun typisk to metoder.

”Sædvanligvis holder jeg et møde med vidnet. Her gennemgår vi mine spørgsmål, som jeg har sendt på forhånd. Jeg skriver svarene ned, og hjemme på kontoret skriver jeg en sammenfatning af vidnets svar. Det er klart, at jeg skal være loyal, og jeg gør mig meget umage med at bruge præcis de vendinger, som vidnet bruger. Endelig fremsender jeg udkastet til vidneerklæringen til vidnet og spørger selvfølgelig, om der er rettelser eller tilføjelser. Og når erklæringen er, som vidnet ønsker det, sender jeg et eksemplar til underskrift, sådan at det er tydeligt, at vidnet står inde for, at erklæringen er korrekt,” siger Lotte Noer, der indimellem også bruger en skriftlig metode.

”Her sender jeg en række spørgsmål, som vidnet besvarer skriftligt, underskriver og sender retur til mig. Valget mellem de to metoder beror ofte på, hvor stor en forklaring, der er tale om. Hvis det er en omfattende forklaring, er det ofte en lettelse, at vidnet ikke selv skal lave skrivearbejdet,” siger hun.

Lotte Noer ser det procesbesparende element som en stor fordel også for domstolene.

”Nogle dommere appellerer faktisk allerede til det i dag, da det tager tid at høre en forklaring og skrive den ned i et i forvejen presset domstolssystem. Med de skriftlige vidneerklæringer starter du ikke en sag helt fra bunden hver gang – alle er et skridt videre i processen, når parterne mødes i retten. Af samme grund er det den foretrukne metode i mange andre retstraditioner for eksempel under common law,” understreger Lotte Noer, der efterlyser retningslinjer fra domstolene til de skriftlige vidneerklæringer.

”I voldgift er der retningslinjer for udarbejdelse af de skriftlige vidneerklæringer. Jeg tror på, at det vil skabe yderligere accept af og interesse for brugen af metoden, hvis der kommer klare anvisninger fra domstolenes side.”

Læs advokaterne Lotte Noer og Frederik Kromann Jespersens faglige artikel om regelsæt, formalia og bevisværdi.

Danmark ligger i den absolutte topklasse, når det angår tvistløsning via mediation og voldgift. Det giver en kæmpe fordel for danske virksomheder, da det typisk er dyrere at være på udebane, når det kommer til løsning af tvister i udlandet. Men det er også et alternativ til at få afgjort tvister i en tid med pres på domstolene, mener Voldgiftsinstituttets nye næstformand, Kim Haggren.

”I en tid hvor domstolene har sagspukler og hvor der ikke findes hurtige løsninger på problemet, ser jeg både mediation og voldgift som den planke, der kan tage en del af presset.”

Sådan lyder det fra Voldgiftsinstituttets nye næstformand, Kim Haggren. Han er uddannet advokat og har en række bestyrelses- og udvalgsposter. Blandt andet er han udpeget som erhvervslivets medlem af Rørdam-udvalget.

”Derfor kan jeg roligt sige, at presset på domstolene ikke alene handler om penge. Det er et system, som tager tid at ændre, og der skal kikkes dybt i alle hjørner for at få overblik over, hvordan tingene kan gøres anderledes. I mellemtiden er det helt centralt for både små, mellemstore og store virksomheder, at de kan få tvister afgjort hurtigt, effektivt og med den tryghed der ligger i, at der er en tårnhøj kvalitet i behandlingen af sagen. Det er der i dansk mediation og voldgift, og derfor er det så oplagte alternativer,” siger han.

Tillid til at konflikter kan løses på en ordentlig måde

Gennem årene som først praktiserende advokat og senere som vicedirektør i DI har han konstateret, at tilliden blandt erhvervslivets aktører hænger uløseligt sammen med et velfungerende retssystem.

”Aftaler mellem erhvervsvirksomhederne forudsætter grundlæggende, at man har tillid til hinanden. Men handelsaftaler bygger også på, at parterne har tillid til, at konflikter kan løses på en kompetent og ordentlig måde, hvis de opstår. Konflikter er et grundvilkår, selvom det heldigvis ikke er så tit, at konflikterne eskalerer. Men når det sker, skal der være mulighed for, at sagen kan løses indenfor rimelig tid. Det kan ikke nytte noget, at virksomhederne skal gå i årevis og vente på, at de kan komme videre. Ingen ønsker det, for det er utroligt krævende for alle nøglepersoner. Det tager deres tid, som ellers kunne være brugt på at udvikle i stedet. På den måde trækker konflikter alt i den forkerte retning. Virksomheden får anmærkninger i regnskaberne og investorerne fokuserer på problemerne i stedet for mulighederne. I sidste ende går det ud over tilliden til hinanden,” siger Kim Haggren.

Dyrere for danske virksomheder at behandle en sag i udlandet

Som ny næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse hæfter han sig derfor ved, at tvister kan løses hurtigt og effektivt.

”Vi er i topklasse, hvad angår tvistløsning i Danmark. Det giver os dels stærke kort på hånden for at tiltrække sager fra fx Tyskland og Sverige, dels giver det en kæmpe fordel for danske virksomheder, for hvem det er meget dyrere at behandle en sag, hvis den har værneting i udlandet. Mange især små og mellemstore virksomheder opgiver sagerne, hvis de skal føres udenfor Danmark, fordi det trækker for mange ressourcer ud af dagligdagen. Det gælder også, selvom de har en god sag,” understreger han.

”Det er en af grundene til, at jeg går ind i bestyrelsen nu. Vi har allerede en stærk og lang tradition for voldgift, som indebærer, at vi kan trække på de dygtigste voldgiftsdommere fra hele verden, som gerne kommer til Danmark for at arbejde med sager, der kræver særlig ekspertise. Det skal vi kun blive ved med. Nu handler det om at tiltrække flere sager, og her tror jeg, at der er et stort potentiale både i rent danske sager, men især internationalt – netop fordi vi er garanter for kvalitet og effektivitet.”

The DIA is delighted to support the 20^th Anniversary Conference of the ICAL programme. The conference takes place on 31 August and 1 September 2023 at the Modern Museum in Stockholm. The International Commercial Arbitration Law (ICAL) programme at Stockholm University was the first of its kind to offer a specialised master’s programme in international commercial arbitration.

Andrew Poole, Senior Counsel at the DIA and ICAL alumnus, says that he was drawn to the ICAL programme owing to its first-class reputation, cutting-edge work, and global reach.

“ICAL’s global reach allows it to bring together an impressive and unique constellation of speakers to discuss the latest thinking in arbitration. The conference also provides a wonderful opportunity to celebrate 20 years of pioneering education with other arbitration enthusiasts,” he says.

The conference explores the revolution and impact of artificial intelligence and new technologies in arbitral proceedings, questions the role of arbitral institutions as agents of change and evolution, and challenges the needs, demands, and dynamics in the in-house/external counsel relationship. The Gala Dinner is held at the Vasa Museum.

Registration and further details are available at https://www.icalalumni.org/2023-ical-conference.

Once you are appointed as arbitrator at the DIA, there are various considerations. Seven non-exhaustive examples are below.

1. One should always ensure that the two golden rules of arbitration are followed – that each party is given a full opportunity to present its case and that each party is treated with equality. Equality includes considerations such as ensuring that if one party can use expert evidence, so can other parties unless there are appropriate reasons not to.
2. The case should be conducted within a reasonable time and in an efficient and cost-conscious manner.
3. One should set out the structure of the arbitration as early as possible and after party consultation, likely in procedural order no. 1.
4. When meetings are held, the tribunal is to prepare minutes and send them to the parties and the DIA.
5. Once the proceedings are closed, the tribunal should set aside sufficient time to deliberate and write the award, so that the draft is sent to the DIA, if possible, within six months from referral of the case.
6. When writing the award, it should be as clear as possible that none of the grounds available to set aside an award apply. Each jurisdiction is different but if we use the New York Convention as a guide, it should be clear, for example, that notice of the arbitration proceedings and notice of arbitrator appointment have been given to parties, and that the agreed arbitral procedure (including the applicable DIA rules) are followed. As parties write submissions to aid tribunals when the latter write awards, tribunals write awards to aid judges when the latter write judgments in setting aside/enforcement proceedings.
7. Lastly, if applicable, bear in mind VAT, interests, and a deadline for the parties to comply with the award.

Skal man nedtrappe eller optrappe? Spørgsmålet kan sende tankerne i mange retninger, men når det kommer til tvisteløsning og konfliktniveau, er den udbredte holdning formentlig – og forhåbentlig – at konfliktniveauet skal reduceres, hvis man skal finde fornuftige løsninger. To parter kan eksempelvis aftale, at de skal mødes ved forhandlingsbordet, inden de påbegynder en voldgiftsproces, og er forhandlingsklausulen stramt formuleret, vil en aftale kunne tillægges retsvirkning, skriver advokat Mathias Steinø fra Hafnia Advokater, der har speciale i tvistløsning og har haft sager, hvor eskalationsklausuler har givet anledning til tvivl.

Af Mathias Steinø, advokat, Hafnia Advokater

Der findes redskaber til at reducere konflikter. Et af dem er eskalationsklausuler. Eskalationsklausuler har selvsagt ikke til formål at eskalere konflikter, og derfor kunne man mene, at andre betegnelser ville være mere passende. Andre jævnligt forekommende betegnelser er konflikt-trappe eller multistep dispute resolution clauses. Ingen af betegnelserne er hverken synderligt mundrette eller oplagte til at beskrive sådanne klausulers formål. Måske ville en konkurrence være på sin plads!

Hvorom alting er, kan eskalationsklausuler, som de her kaldes, være fornuftige redskaber til at søge løsning af konflikter, inden parterne påbegynder eller fuldfører en bekostelig og tidskrævende rets- eller voldgiftsproces. Der findes relativt begrænset litteratur om emnet og endnu mindre retspraksis, men et par af de mest oplagte spørgsmål, som opstår i forbindelse med eskalationsklausuler, fortjener lidt opmærksomhed.

Kan eskalationsklausulen fuldbyrdes?

Det første spørgsmål, en eskalationsklausul påkalder sig er, i hvilket omfang sådanne klausuler overhovedet kan fuldbyrdes. To parter kan eksempelvis aftale, at de skal ”mødes ved forhandlingsbordet”, inden de påbegynder en voldgiftsproces. Hvad sker der så, hvis den ene part starter voldgift uden at have mødt den anden part ”ved forhandlingsbordet”, og den anden part påstår afvisning, fordi kravet om en forudgående forhandling ikke er opfyldt. I givet skal en voldgiftsret tage stilling til sin kompetence og vurdere, om de aftalebaserede betingelser for at indlede voldgift er til stede. Det givne eksempel er naturligvis banalt, og det forekommer sandsynligt, at en voldgiftsret med en så løst formuleret forhandlingsklausul vil fremme voldgiftssagen.

Mere stramt formulerede forhandlingsklausuler vil imidlertid kunne tillægges retsvirkning. Hvis klausulen eksempelvis foreskriver, at ”forinden en voldgiftssag indledes, forpligter parterne sig til at give møde til en forhandling med mindst én direktør til stede, hvor et sådant møde skal være indkaldt med mindst 7 dages varsel”. Såfremt en part indleder voldgift uden at overholde denne klausul, vil den anden part formentlig kunne begære voldgiftssagen enten afvist eller udsat med henblik på, at et forhandlingsmøde afholdes i overensstemmelse med parternes aftale. Omkostninger, der har været afholdt til at søge forhandlingsklausulen fremmet, kan efter omstændigheder begæres dækket af den part, der har begæret forhandlingsklausulen fuldbyrdet.

Udformning af eskalationsklausuler

Eskalationsklausuler kan tænkes udformet i alle mulige afskygninger, men det i praksis mest jævnligt forekommende tilfælde vil formentlig være klausuler, hvor der er aftalt en formaliseret mediationsproces forud for voldgift- eller retssag. Voldgiftsinstituttet har udarbejdet en sådan kombinationsklausul for mediation og voldgift, som foreskriver, at parternes tvist først skal henvises til mediation, og at tvisten afgøres ved voldgift, såfremt mediationsprocessen afbrydes, uden at tvisten er forligt.

Det må forventes, at en sådan klausul kan fuldbyrdes med den virkning, at der ikke kan indledes voldgift, inden der har været iværksat en mediationsproces. Mediation kan gennemføres ganske hurtigt, og det er vanskeligt at forestille sig processer, hvor en forudgående mediation kan føre til noget retstab for en af parterne. Hvis den kravsøgende part står over for en forældelse af kravet, vil indledning af mediation i henhold til forældelseslovens § 21, stk. 5, være tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen. En mere tydelig regulering af dette kunne dog være formålstjenlig, og emnet har også været behandlet af et udvalg nedsat af Voldgiftsinstituttet, som i 2018 afgav en redegørelse under titlen ”Behovet for en lov om mediation”. Redegørelsen kan findes på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Det starter med mediation

Et andet spørgsmål, som eskalationsklausuler påkalder sig, er, om det ikke blot er et fordyrende og meningsløst yderligere tiltag, som parterne påfører sig selv. Sådanne synspunkter ytres jævnligt om mediation og andre forhandlingsklausuler helt generelt. Det er selvsagt et spørgsmål om temperament, hvorvidt man anser forhandling og mediation for nyttigt, men der er næppe tvivl om, at mediation er kommet for at blive, og at mediation er på en opadgående trend. Nu om dage er det givetvis kun de mest inkarnerede hardliners, som umiddelbart griber til pistolen frem for at forfølge mindre konfrontatoriske løsningsmodeller. Over for dette står dog den udfordring, at man nok kan tvinge en part til forhandlingsbordet, men man kan ikke tvinge parten ind i en forhandlet løsning. Hvis man ser på mediations stigende udbredelse, er det dog vanskeligt at tro, at mediation ikke kan føre til rigtig gode forhandlede resultater for parterne, og ofte er parterne ikke selv klar over, hvor tæt de egentligt er på en løsning, før de mødes til en struktureret forhandling eller mediation.

Risiko for trænering af sagen?

Eskalationsklausuler kan undertiden tænkes udnyttet taktisk af en part som et middel til trænering. Èn part indleder voldgift, og den anden part påstår voldgiftssagen afvist med henvisning til, at der endnu ikke er gennemført en mediation. Det kan volde irritation, hvis det fremstår tydeligt, at den ene part blot forsøger at trænere.

Dog er denne udfordring i praksis ganske nem at håndtere, derved at der i en voldgiftssag typisk vil kunne blive givet en lempelig frist for svarskrift, som levner parterne mulighed for at gennemføre mediation, inden voldgiftssagen udvikler sig. Såfremt mediationen fører til et forlig, kan klageren næppe søge sine omkostninger dækket.

Dette kan dels skyldes, at det opnåede forlig sædvanligvis vil tage højde for parternes samlede krav, herunder omkostninger, men det kan også begrundes i, at klageren, selv hvis forliget ikke tager højde for omkostninger, næppe har et berettiget krav på sagsomkostninger, da indledningen af voldgift skete i strid med eskalationsklausulen.

Mediation bliver indledningen til voldgifts- eller retsag

Ved domstolene kan en sag efter omstændighederne blive afvist, hvis en aftalt alternativ tvistløsning ikke har været gennemført. Det samme gør sig gældende inden for voldgift.

Imidlertid rummer de processuelle regelsæt dog tilstrækkelig fleksibilitet til, at en forhandlings- eller mediationsproces i langt de fleste tilfælde vil kunne gennemføres i forbindelse med en udsættelse af den rets- eller voldgiftssag, der blev indledt inden forhandlings- eller mediationsprocessen.

Der findes en række andre spørgsmål om eskalationsklausuler, som kunne behandles, men som ligger uden for formatet for dette indlæg. Erfaringen er dog, at eskalationsklausuler kan være særdeles nyttige, og hvis de er præcist formulerede, viser retspraksis også, at de vil blive håndhævet af domstole og voldgiftsretter. En eskalering i brugen af eskalationsklausuler vil forventeligt deeskalere tvisteniveauet i en række sager, og det vil jo ikke være så skidt endda!

Et samarbejde mellem danske og tyske advokater skal styrke voldgift som et vigtigt værktøj til tvistløsning i sager med tilknytning til Tyskland. Det er oplagt, blandt andet fordi obligationsretlige principper ligner hinanden. Men samarbejdet skal også dyrke de forskelle, der er mellem de to voldgiftskulturer, for at skabe transparens og forudsigelighed, som er to vigtige parametre ved voldgift. Voldgiftsforeningen er vært for det første arrangement, der afholdes i København i juni.

”Danmark har en stærk voldgiftstradition, og i Tyskland er der et aktivt voldgiftsmiljø med mange dedikerede advokater og aktive voldgiftsdommere. Derfor er et samarbejde oplagt, og det er baggrunden for, at vi nu har nedsat en arbejdsgruppe med tyske og danske advokater, der blandt andet skal være med til at udbrede kendskabet på voldgift,” siger advokat Lotte Eskesen fra Gorrissen Federspiel, der deler formandsposten i arbejdsgruppen med sin tyske kollega, rechtsanwalt Jan Heiner Nedden fra Hanefeld i Hamborg.

En af grundene til, at mange tyske advokater fungerer som voldgiftsdommere, skal findes helt tilbage i uddannelsen. I Tyskland er jurauddannelsen nemlig målrettet dommergerningen, og de fem års undervisning på skolebænken munder ud i to års praktik, der ofte foregår ved domstolene eller i anklagemyndigheden.

”På den måde har du måske en lidt mere naturlig tilgang til at agere som dommer,” siger Lotte Eskesen, der selv foruden sin danske juridiske kandidateksamen har bestalling som Rechtsanwalt og som arbejder med tysk-danske voldgiftssager – både som partsrepræsentant og voldgiftsdommer.

Genkendelighed er en grundpille i international voldgift

Derfor var det også naturligt for hende at takke ja til at være en del af arbejdsgruppen, der er forankret i de danske og tyske voldgiftsmiljøer.

”Når vi tænker voldgiftstradition, så er vores naturlige fokus Skandinavien. Med dette samarbejde vil vi styrke voldgift i blandt andet Østersøregionen for at øge kendskabet til centrale aktører i de to lande. Det er oplagt blandt andet af den grund, at vores obligationsretlige principper har sine rødder i den tyske retstradition. Altså har vi at gøre med et land, der agerer ud fra retsprincipper, som vi kender. Og det er en grundpille i international voldgift, at der er denne genkendelighed, fordi det betyder, at sagen kører på samme måde, uanset hvor voldgiftsretten har sit sæde. Det er vigtigt i forhold til parternes forventninger,” siger Lotte Eskesen, der med samarbejdet også vil undersøge, hvor forskellene mellem voldgiftspraksis i de to lande ligger.

”Med samarbejdet vil vi også arbejde for at undersøge, hvor der er forskelle og dykke ned i, hvorfor der på nogle punkter er forskellige traditioner. Det er ikke sådan, at det er forkert at gøre tingene på en anden måde, men ved at have forskelligheder som observationspunkter, skaber vi transparens og forudsigelighed, som er to vigtige parametre ved voldgift.”

Essensen i voldgift er samarbejde

Netop det at samarbejde, ser Jan Heiner Nedden som essensen i voldgift.

”Det interessante ved international voldgift er, at man ser ud over sin egen juridiske tradition, tilgang, praksis og uddannelse – uafhængigt af om man er ansat som in house advokat, som rådgiver for en part eller som voldgiftsdommer. At samarbejde er på en måde essensen af ​​voldgift, fordi det betyder, at vi kan lære af hinandens ligheder og forskelle. Det både udvider vores faglighed og sikrer effektiv brug af tvistløsningsværktøjer, der lever op til brugernes forventninger,” forklarer Heiner Nedden, der som voldgiftsdommer har arbejdet tæt sammen med Voldgiftsinstituttet og danske kolleger gennem de seneste ti år. ”Med dette nye initiativ er det mit håb og forventning, at få mulighed for at komme i tættere kontakt med andre voldgiftsinteresserede fra begge sider af Femern Belt. Målsætningen er, at voldgiftsudøvere fra begge lande skal danne sig en bedre forståelse af de respektive andre landes voldgiftspraksis, styrke båndene mellem voldgiftssamfundene og etablere et netværk for de kommende år, der vil give mulighed for et tæt og frugtbart samarbejde.”

Arbejdsgruppens første arrangement har blandt andet fokus på forskelligheder – blandt andet omkring brugen af beviser i voldgift, herunder hvordan traditionen er for bevisopfordringer i de to lande. Desuden vil finansiering af sagsomkostninger ved voldgift være på programmet.

Det er Voldgiftsforeningen, som er vært for arbejdsgruppens første arrangement, der finder sted 19. juni kl. 14 til 17 hos Gorrissen Federspiel i København.

ARBEJDSGRUPPEN

Fra Tyskland deltager:

Jan Heiner Nedden (co-chair)

Stefan Kirsten

Georg Scherf

Nicoletta Kröger

Matthias Schlingmann

Fra Danmark deltager:

Lotte Eskesen (co-chair)

Jeppe Skadhauge

Christian Alsøe

Jimmy Skjold Hansen

Matthias Steinø

Steffen Pihlblad

PROGRAM

Building Bridges Beyond the Femern Belt 19. juni

19 June 2023, 14.00 – 17.00 –
Gorrissen Federspiel, Copenhagen

Topic 1: Where to look when there are “holes” in the story: How do Danish and German tribunals approach the merits? 

Panelists:
1.    Dr. Patricia Nacimiento (Herbert Smith Freehills, Frankfurt)
2.    Jan K. Schäfer (King & Spalding, Frankfurt)
3.    Lotte Eskesen (Gorrissen Federspiel, Aarhus)

Moderator:
Jimmy Skjold Hansen (Plesner, Copenhagen)

Topic 2: Hands on or Hands off: How do Danish and German arbitrators approach procedure and evidence taking?

Panelists:
1.    Jan Heiner Nedden (Hanefeld, Hamburg)
2.    Professor Mads Bryde Andersen (University of Copenhagen)
3.    Steffen Pihlblad (Danish Institute of Arbitration, Copenhagen)

Moderator:
Dr. Nicoletta Kröger, (Corvel, Hamburg)

Topic 3: To Hedge or Not to Hedge: How do Danish and German arbitration parties deal with the risk of losing? 

Panelists:
1.    Dr. Matthias Schlingmann (CMS, Hamburg)
2.    Stefan Kirsten (KRD, Düsseldorf)
3.    Jonas Svensson (RiskPoint, Copenhagen)

Moderator:
Lotte Noer (Punct Advokater, Copenhagen)

After the meeting refreshments will be served.

Course certificates will be awarded.

Registration before 15 June using the following link: [email protected]
Please indicate if you wish a course certificate.

Der afholdes ordinær generalforsamling i Dansk Forening for Voldgift kl. 13.30.

Han er vokset op i et hjem, hvor der blev talt tre sprog og hvor kammeraterne på Den Internationale Skole, nord for København, havde rødder i hele verden. Det har været to vigtige ingredienser i Jawad Ahmeds internationale karriere, som i dag folder sig ud i London. Her arbejder han med de helt store voldgiftssager, hvor der er milliarder på spil mellem både stater og private.

Han har studeret i København, London og Californien. Arbejdet i Singapore, Washington DC og London. Er på den eftertragtede Legal 500 2023 Rising Star og har allerede skabt sig en karriere, som mange drømmer om: At arbejde med nogle af de største og mest spektakulære voldgiftssager i verden. Men at nå dertil er lidt af en tilfældighed, mener Jawad Ahmed.

”Meget handler om at være nysgerrig og engageret. Og så handler det om at møde de rigtige mennesker, for jeg har oplevet, at alle gerne vil hjælpe, når man rækker ud. Mine forældre er ikke advokater, så jeg har fundet støtte andre steder undervejs i mit arbejdsliv. Jeg kan på ingen måde sige, at min karriere alene bygger på mine egne evner, men i højere grad på tilfældigheder – ud over det, at jeg voksede op med den internationale baggrund og fandt det naturligt at gå videre ad den vej,” siger Jawad Ahmed, der i dag er senioradvokat med amerikansk beskikkelse hos Mayer Brown International i London, hvor han udelukkende beskæftiger sig med voldgift.

Jawad Ahmed er født og opvokset i København. Forældrene har pakistanske rødder og en holdning til, at deres børn kunne få internationale uddannelser. Hvis de havde lyst.

”Det havde jeg. Derfor startede jeg på Den Internationale Skole, hvor jeg for alvor blev interesseret i historie, politik og jura. Jeg deltog blandt andet i internationale konkurrencer for gymnasieelever i Haag, og det var faktisk en lærer, der foreslog, at jeg søgte optagelse på jura i England. På den måde kom jeg i et spor, hvor jeg fik min bachelor fra University of Kent med en afstikker på et år til Københavns Universitet, hvor jeg havde job i Zentropas juridiske afdeling. En virkelig sjov tid.”

Fascinationen af at løse konflikter

Til gengæld var tiden efter endt bachelor knap så sjov.

”Det var i 2009. Der var finanskrise og den værste periode hvad angår at få et job. Så jeg søgte internships i forskellige firmaer i London – blandt andet hos et advokatfirma, der beskæftiger sig med amerikansk energiret. Her fik jeg en lille opgave i en meget stor voldgiftssag om en olieaftale mellem en gruppe australske virksomheder mod den indiske regering. Min opgave var blandt andet at analysere forskellige juridiske principper. Det gjorde stort indtryk på mig, at der var så mange juridiske systemer i spil, og at der på ingen måde var noget enkelt svar på udfordringerne. Jeg oplevede, at det spejlede min egen internationale baggrund og besluttede at undersøge voldgiftsfaget mere, men jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an, og spurgte min chef, hvad han ville anbefale. På den måde kom jeg videre til University of California, Berkeley, hvor jeg tog min kandidat. Og da jeg på sidste semester igen var i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå og søgte råd, så blev jeg anbefalet at søge til The Permanent Court of Arbitration, PCA, i Haag, hvor jeg blev ansat for tre måneder,” siger Jawad Ahmed, der kalder perioden for megaspændende.

”PCA er kendt for at håndtere sager mellem stater og mellem stater og private – de såkaldte investment arbitrations. Hvordan processen fungerer i praksis, fik jeg erfaring med her – igen var jeg fascineret af, hvordan konflikter kan løses i et krydsfelt af forskellige juridiske systemer. Men også af den magt, der ligger i at træffe afgørelser i sager, der har stor betydning for staters muligheder for eksempel at kunne vinde sager og dermed løse store finansielle kriser.”

Mit bedste råd er at være åben

Igen var der tilfældigheder på spil, da Jawad Ahmed fløj videre til Singapore, for at arbejde hos Michael Hwang – en kendt voldgiftsdommer, der manglede en assistent i sit lille firma.

”Jeg gjorde som før og spurgte min chef, hvad han ville anbefale. Og da jeg var single og det stadig var virkelig svært at finde jobs, så tog jeg afsted til Singapore og Michael Hwang, som anbefalede, at jeg søgte videre til Rajah & Tann Singapore, for at lære at håndtere sagerne som advokat.”

”Egentlig tror jeg, at mit bedste råd til unge advokater, der har en drøm om at få en karriere i international voldgift, er at være åben. Prøv forskellige vinkler på faget og vær villig til at håndtere situationer i alle miljøer. Nogle gange undrer man sig over kulturen, og hvordan tingene bliver gjort. Men accepter, at sådan gør man her – også selvom det kan føles meget anderledes. Hertil kommer, at flydende engelsk er et must – det siger sig selv – men andre sprog åbner også døre, for eksempel bliver spansk ofte anvendt i amerikansk voldgift. Du ved jo aldrig, hvor du lander. ”

For fem år siden landede Jawad Ahmed sammen med sin kone i London efter to år i Washington DC, og her bliver familien, der i dag også rummer to små børn.

”Der skal også være tid til familielivet. Her er vi tæt på min kones familie i Italien, min egen i København og så er min søster flyttet til London. Og jeg har efterhånden mine egne klienter i Europa, og den type af sager, hvor der er meget på spil. Det er helt klart en drive for mig. Og så ja, jeg elsker også at vinde.”

I modsætning til dommere ved de almindelige domstole baserer voldgiftsdommeres hverv sig på en aftale med sagens parter. Hvad det betyder for muligheden for at pådrage sig et erstatningsansvar, har advokat Sarah Schæffer fra Plesner skrevet speciale om som led i sin LLM fra Queen Mary University of London.

Der findes hverken dansk lovgivning eller retspraksis. Men der er andre jurisdiktioner, der enten ved lov eller retspraksis har sat en retlig ramme for voldgiftsdommernes erstatningsansvar. I England har voldgiftsdommerne eksempelvis en lovbestemt immunitet. I den anden ende af skalaen ligger Finland, hvor voldgiftsdommeres erstatningsansvar er ureguleret, men hvor en nyere højesteretsdom fandt en voldgiftsdommer erstatningsansvarlig i en sag, hvor voldgiftsdommeren var inhabil, da vedkommende havde forsømt sine oplysningsforpligtigelser over for den ene part i voldgiftssagen.

”Det resulterede i, at voldgiftsrettens kendelse blev erklæret ugyldig, hvorefter voldgiftsdommeren blev anset erstatningsansvarlig i anledning af, at voldgiftdommeren som følge af inhabilitet havde været uegnet som voldgiftsdommer, og at klageren som følge heraf havde været nødsaget til at indlede en ny voldgiftssag. Det samme har vi set i en voldgiftssag fra Spanien med tre dommere. De to voldgiftsdommere undlod at involvere den tredje under voteringen og afsigelsen af kendelsen, hvilket resulterede i at kendelsen blev erklæret ugyldig. Her blev de to voldgiftsdommere også anset for erstatningsansvarlige,” siger Sarah Schæffer fra Plesners team for Dispute Resolution. Hun har skrevet speciale om emnet i forbindelse med sin LLM fra Queen Mary University of London samt faglige artikler i Stockholm Arbitration Yearbook og Erhvervsjuridisk Tidsskrift.

Som følge af de internationale trends finder hun spørgsmålet om voldgiftsdommeres erstatningsansvar interessant, fordi den danske retstilstand er uafklaret. Hertil kommer, at det er et område, hvor der ofte vil være store beløb på spil, da mange voldgiftssager er af kompleks karakter og omhandler større værdier, hvilket betyder, at parterne investerer væsentlige ressourcer i dem, såvel økonomisk som tidsmæssigt.

”Derfor er det interessant at se på, om der kan rejses et erstatningsansvar, hvis det sker fejl i processen. Det kan være, at voldgiftsdommeren grundlæggende har misforstået faktum i sagen, tilsidesat grundlæggende retsprincipper eller åbenlyse aftaleretlige forpligtelser over for parterne, eventuelt i form af oplysningsforpligtelsen som i den finske sag,” siger Sarah Schæffer, der i sine analyser har taget udgangspunkt i, at voldgiftsdommeren agerer i privat regi.

”Ved de almindelige domstole har du appeladgang, hvor fejl kan rettes ved anke. Men voldgiftskendelsen er som udgangspunkt endelig, og derfor er der andre hensyn at tage til parterne, som indgår en form for kontrakt med de voldgiftsdommere, der er udpeget i sagen. Her må der være et vist rum for at kunne påberåbe sig en væsentlig misligholdelse, idet der imidlertid er afgørende hensyn at tage til voldgiftsdommerens dømmende funktion,” siger hun.

En juridisk hybrid

Sarah Schæffers speciale tager udgangspunkt i voldgiftdommerens status, og i sin analyse konkluderer hun, at retsforholdet mellem voldgiftsdommeren og parterne er en hybrid mellem flere juridiske elementer.

”Sat på spidsen er spørgsmålet, om voldgiftsdommeren har en ren aftaleretlig status – altså en kontraktuel status approach – eller om den dømmende funktion ved voldgiftsdommerhvervet pr. definition er altoverskyggende for at sikre voldgiftsdommerens uafhængighed og integritet – en funktionel status approach. Jeg argumenterer for, at voldgiftsdommeren er både og – altså hybrid status approach.”

”Det privatretlige aftalegrundlag kan vi ikke komme udenom, men heller ikke uafhængigheden og integriteten, som er vigtig – blandt andet fordi voldgiftsdommeren ikke skal frygte for repressalier fra utilfredse parter. Derfor kommer jeg frem til, at voldgiftdommerens rettigheder og forpligtelser har grundlag i aftalegrundlaget med parterne, national og international ret samt nationale retsregler og de retsgrundsætninger, som er gældende for almindelige dommere, i det omfang det er nødvendigt for at beskytte voldgiftsdommerens upartiske og uafhængige afgørelse af tvisten. Og dét skal der i et vist omfang tages hensyn til, når det gælder erstatningsansvaret – men det er relevant at se på om voldgiftsdommerens fejl beror på en tilsidesættelse af voldgiftdommerens aftaleretlige forpligtelser som kontraktdebitor, eller om tilsidesættelsen vedrører voldgiftsdommerens dømmende funktion,” siger Sarah Schæffer.

Dommerens forpligtigelser

Selvom indholdet af voldgiftdommerens forpligtelser ifølge Sarah Schæffer afhænger af den konkrete sag og aftalegrundlaget med voldgiftssagens parter, er der nogle grundlæggende forpligtelser, som alle voldgiftsdommere skal iagttage.

”Først og fremmest er voldgiftsdommeren forpligtet til at afgøre parternes tvist endeligt. Man er altså ikke færdig med sagen, før der er afsagt en gyldig kendelse, der løser tvisten, og det skal ske uden urimelig forsinkelse. Og så er voldgiftsdommeren forpligtet til at være uafhængig og upartisk. Det gælder for eksempel i forhold til interessekonflikter – både når sagen starter og mens den kører.”

”Så skal dommeren behandle sagen fortroligt, effektivt og omhyggeligt, ligesom parterne skal behandles neutralt og ligeværdigt. Altså, her taler vi om den gode, saglige sagsbehandling, herunder overholdelse af grundlæggende retsprincipper – modsat hvad der var tilfældet i den spanske sag, hvor de to dommere bevidst udelukkede den ene partsudpegede voldgiftsdommer fra voteringen og dermed på hensynsløs måde tilsidesatte grundlæggende principper om kollegialitet og kontradiktion,” forklarer Sarah Schæffer, der i sin analyse kommer frem til, at der også vil være grundlag for, at en voldgiftsdommer kan ifalde erstatningsansvar efter dansk ret, hvis en domstol finder, at voldgiftsdommeren har handlet ansvarspådragende.

”Det er helt klart min opfattelse. Det interessante er, hvilken ansvarsstandard man vil anlægge ved de danske domstole. Hvis vi ser på international retspraksis, så er vi ikke overraskende – og med rette – ude i en form for grov uagtsomhed. Der skal altså en del til, før en voldgiftsdommer kan ifalde ansvar, således som vi også så i afgørelserne fra Spanien og Finland. Det er altså ikke enhver form for uagtsomhed, som kan føre til erstatningsansvar. Og så tror jeg et væsentligt element vil være, om voldgiftskendelsen faktisk bliver tilsidesat af domstolene, da det underbygger, at den pågældende part har lidt et tab og må igennem hele møllen igen, hvilket vil betyde yderligere og nye omkostninger. Om du vil kalde det en form for immunitet eller begrænset erstatningsansvar, vil derfor i sidste ende komme ud på et.”

Alle dommere er forsikret

Voldgiftsdommere, der udpeges i sager, som behandles efter Voldgiftsinstituttets regler, er omfattet af en ansvarsforsikring.

”Hvis der rejses krav om erstatning imod en voldgiftsdommer, kan voldgiftsdommeren være omfattet af den af instituttet tegnede ansvarsforsikring,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad.

”Det giver en tryghed for voldgiftsdommerne, som er dækket, hvis der rejses krav i kølvandet på voldgiftskendelsen,” understreger han.

Konflikter skal løses hurtigt. Det er helt basalt i et retssamfund. Retsmægling er et skridt på vejen, men ikke velegnet i alle sager. Derfor er der brug for en mediationslov snarest muligt, mener Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv. Loven skal sætte rammerne for, hvordan mediation foregår, og samtidig give parterne den tryghed, som er fundamentet for at få løst konflikterne.

”Danmark skal hurtigst muligt have vedtaget en mediationslov, der sætter rammerne for, hvordan mediation foregår i Danmark.”

Sådan lyder det fra Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen, der mener, at en mediationslov er et af de tiltag, der nødvendigvis skal til for at få mediation højere op på lystavlen blandt virksomhederne i Danmark, når det gælder konfliktløsning.

”At Danmark ikke har en mediationslov er direkte en forhindring for løsning af tvister mellem internationale parter, da det er uklart, hvilke regler der regulerer mediationen her i landet. Det betyder, at danske virksomheder ofte står dårligt i forhandlingen med modparten om, i hvilket land tvisten skal løses. Hvis det ender med, at tvisterne ikke skal løses i Danmark, vil det i mange tilfælde blive dyrere og mere tidskrævende for danske virksomheder,” understreger han.

Hos Dansk Erhverv er rådet til virksomhederne allerede nu at stille krav om, at rådgiverne undersøger, om tvisten kan løses ved hjælp af mediation, før sagen går til domstole eller voldgift. En af fordelene er, at en forligsmæssig løsning via mediation kommer i stand langt hurtigere end den endelige afgørelse i en voldgifts- eller retssag.

Også generalsekretær Steffen Pihlblad, Voldgiftsinstituttet, ser flere klare fordele ved at få en mediationslov.

”Både retssager og voldgiftssager er lovregulereret, og det kan undre, at der endnu ikke er etableret en lovgivningsmæssig ramme for løsning af tvister ved mediation. Med en lov, der sætter en fleksibel og transparant ramme om mediationen, får brugerne først og fremmest tryghed, fordi det bliver lovfæstet, at mediation giver parterne samme retsgarantier som for eksempel retsmægling.

Efter Steffen Pihlblads opfattelse kan arbejdet med en ny lov passende tage udgangspunkt i det meget grundige forarbejde, som allerede i 2018 blev udført af en arbejdsgruppe, nedsat under Voldgiftsinstituttet.

”Arbejdsgruppen bestod af nogle af de bedste eksperter på området, og vurderede i redegørelsen, at der ville være væsentlige fordele forbundet med en lov om mediation i kommercielle tvister,” understreger han.

Indflydelse på udpegning afgørende

”På grund af lovregulering indeholder retsmægling nogle fordele. Når det er sagt, så er der flere fordele ved mediation uden for domstolenes regi. Det er meget vigtigt, at det ved et lovinitiativ sikres, at parternes frie valg med hensyn til valg af mediator opretholdes. Vores erfaring er, at udpegning af den rette mediator ofte er helt afgørende for, om der indgås forlig i sagen. Mediatoren skaber tryghed og kan med sin erfaring og faglige ekspertise indenfor det område, som tvisten vedrører, medvirke til en hurtigt og effektivt mediation. Retsmægling ved domstolene har næppe været den succes, som man håbede på ved indførelsen af ordningen i 2008. En af grundene til det, er efter min opfattelse, at parterne ingen indflydelse har på, hvem der udpeges som mægler. ”

Steffen Pihlblad ser også tid som en væsentlig faktor for at kunne nå til enighed om en løsning, som begge parter kan leve med og måske endda på sigt fortsætte samarbejdet.

”Mægling i domstolssystemet har nogle begrænsninger. Der er typisk afsat fire timer til mæglingen her. Måske kan man argumentere for at få lov til at bruge lidt længere tid, men vores erfaring er, at selv garvede mediatorer har brug for mere tid i komplekse kommercielle sager. Der ligger meget psykologi i konflikter, og det tager tid at løse dem. Det er ikke noget særsyn, at dette først sker sent i processen, og måske endda i en sen nattetime, hvor der til sammenligning er lukket og slukket i retsbygningerne,” siger Steffen Pihlblad.

Han ser også en lov som en stor fordel i arbejdet for, at Danmark kan tiltrække internationale mediationer.

”Mange andre lande har lovgivningen om mediation på plads, og de lande står bedre i konkurrencen om at tiltrække internationale sager. Den part, som foreslår mediation i Danmark i stedet for eksempelvis Tyskland, vil ofte trække det korteste strå. Det er ikke holdbart, idet der i sagerne ofte er store interesser på spil for de danske virksomheder.”

Voldgiftsinstituttet udgav i 2018 en redegørelse om behovet for en lov om mediation. Redegørelsen, som indeholder et udkast til en lov om mediation, blev udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Johan Tufte-Kristensen (arbejdsgruppens formand), Jes Anker Mikkelsen, Jesper Lett, Julie Arnth Jørgensen, Kasper Mortensen, Peter Wengler-Jørgensen og Steffen Pihlblad.

Læs mere

Once you are requested to act as arbitrator at the DIA, there are various considerations. Keystones are impartiality and independence.

• Article 20(1) of the DIA Rules of Arbitration 2021 has three requirements for a person to be appointed as arbitrator: availability, impartiality and independence. These requirements continue throughout the proceedings. For the first requirement, one should consider how much time the case is likely to take and how it fits into one’s present and expected caseload. It is better to explain that one is busy but would be happy to consider future appointments than to accept an appointment and not be able to spend the needed time on it. The second and third requirements are keystones of arbitration. If there are justifiable doubts as to the impartiality or independence of an arbitrator, this can give rise to a challenge that requires (potentially significant) further expenditure of time and resources, and possibly a new arbitrator. If one has doubts whether one should disclose a circumstance regarding impartiality and independence, one should disclose. The DIA’s Declaration of Acceptance, Impartiality and Independence etc. provides examples of what one is to disclose, such as a close connection with a party or counsel in the case, or appointment as arbitrator by a party or counsel in the case in the past five years. The DIA’s declaration and the law of the seat take priority but the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration can be used as a barometer for acceptance and disclosure, bearing in mind that disclosure does not imply a conflict.
• One should be able to accept the other items set out in the DIA’s declaration. For example, one should check that one has the qualifications that the parties may have agreed upon and that one is satisfied with the DIA’s fee rates.
• The DIA will have considered jurisdiction and the substance of the case before requesting an individual to act as arbitrator. However, a potential arbitrator is still to review the arbitration agreement and the substance of the case, to ensure that he or she agrees that there is at least a case for jurisdiction and that one has the required experience, background and capabilities to serve the parties best.
• Lastly, one should check insurance. Lawsuits against arbitrators are rare and the rules contain a limitation of liability provision but this does not mean that arbitrators may not find themselves in such a lawsuit.

En del erhvervslejere har i år fået en klækkelig lejeforhøjelse. Ender sagen med en tvist ved boligretten, kan en afgørelse have lange udsigter. Med de nuværende berammelsestider kan der nemt gå halvandet til to år, inden lejer og udlejer har fået en afklaring, og skal sagen en tur i landsretten, kan der gå et år mere. Men en tvist om markedsleje er lige så velegnet til voldgift, hvis den ikke kan løses ved mediation eller anden forhandling, skriver Knud-Erik Kofoed, der både er voldgiftsdommer og advokat med speciale i at føre sager om erhvervsleje.

Af Knud-Erik Kofoed, advokat, NT Advokater

De fleste erhvervslejekontrakter har bestemmelser om årlig regulering af lejen med udviklingen i nettoprisindekset – af og til med en minimumsregulering og lidt sjældnere med en maksimumregulering.

I en årrække har udviklingen i nettoprisindekset været ret beskeden, og det samme har derfor været tilfældet for den årlige regulering af lejen. Men i 2022 har stigningerne i nettoprisindekset været ganske store. Eksempelvis er nettoprisindekset for oktober steget fra 106,7 i 2021 til 117,7 i 2022. Da mange erhvervslejekontrakter reguleres pr. 1. januar med stigningen i oktober-indekset, står en del erhvervslejere altså nu med en lejeforhøjelse på over ti procent.

Er lejen med den seneste regulering højere end markedslejen, kan lejer – medmindre erhvervslejekontrakten udelukker det – varsle en markedslejenedsættelse over for udlejer. Gør udlejer indsigelse mod varslingen, skal lejer indbringe sagen for retten, medmindre der i erhvervslejekontrakten er aftalt voldgift eller anden tvistløsning.

En markedslejesag ved boligretten tager med de nuværende berammelsestider realistisk set op mod halvandet år, og skal sagen en tur i landsretten, kan man uden videre lægge et år til.

En markedslejesag er velegnet til voldgift, hvis den ikke kan løses ved mediation eller anden forhandling. Det står parterne frit for at aftale voldgift, selv om erhvervslejekontrakten angiver boligretten som forum for tvister. I en voldgiftssag kan parterne være med til at vælge dommerne – og ikke kun ud fra en liste over boligdommere, som den enkelte byret har – og dermed sikre sig den nødvendige viden om erhvervsleje. Og med de rette kompetencer blandt dommerne, vil der ofte ikke være behov for syn og skøn, som ellers ofte ses i markedslejesager.

I voldgift vil langt de fleste markedslejesager kunne løses på under et år. Vælger parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift, vil det være oplagt at lade sagen gennemføre efter Voldgiftsinstituttets regler – og i Voldgiftsinstituttets regi, da det udover hurtig behandling indebærer en række fordele, herunder at instituttet har stor ekspertise i at udpege egnede voldgiftsdommere, hvis parterne ikke selv ønsker at udpege voldgiftsdommerne, ligesom instituttet også fastsætter voldgiftsdommerens honorar og kontrollerer dennes habilitet.

Citat:

Det står parterne frit for at aftale voldgift, selv om erhvervslejekontrakten angiver boligretten som forum for tvister.

START TVISTLØSNINGEN MED DE RIGTIGE KLAUSULER

En aftale om voldgift, som indgås, når tvisten om lejeregulering allerede er opstået og det konstateres, at boligretten ikke er et attraktivt forum, kan for eksempel formuleres således:

”Parterne er enige om, at nærværende tvist skal afgøres ved voldgift efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom.”

Da udgangspunktet efter reglerne er, at voldgiftsretten skal bestå af én voldgiftsdommer, kan det om antallet af voldgiftsdommere eventuelt tilføjes:

”Voldgiftsretten skal bestå af [én voldgiftsdommer]/[tre voldgiftsdommere].”

Hvis parterne allerede ved lejekontraktens indgåelse ønsker, at eventuelle tvister skal afgøres ved voldgift, anbefales følgende voldgiftsklausul:

“Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom.”

Som anført ovenfor, kan denne voldgiftsklausul evt. udbygges med en nærmere aftale om antallet af voldgiftsdommere via den ovenfor citerede tilføjelse herom.

Hvis parterne ønsker at supplere voldgiftsklausulen med vilkår om forudgående mediation, kan formuleringen af et sådant vilkår ses på https://voldgiftsinstituttet.dk/anbefalede-klausuler/

Jurastuderende Frederik Kold Galsgaard fra Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel deltog i årets Vis Moot konkurrence i Wien, som blandt andet er sponsoreret af Voldgiftsinstituttet. De danske studerende leverede traditionen tro flotte præstationer.

Læs om Frederik Kold Galsgaards indtryk fra dagene i Wien.

Hvordan er Vis Moot-konkurrencen gået for de danske deltagere?

Der er tradition for, at de danske hold leverer flotte præstationer til hovedkonkurrencen i Wien – og det var også tilfældet i år. Det skyldes ikke mindst de studerendes grundige forberedelse forud for konkurrencen, hvor de blandt andet deltager i træningstuneringer – de såkaldte ”pre-moots”.

Allerede weekenden efter afslutningen af det skriftlige forløb deltog holdene fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet i den første pre-moot på Aarhus Universitet, som blev afholdt i samarbejde med Voldgiftsinstituttet. Efterfølgende har holdene deltaget i pre-moots i New York, Prag, Stokholm, Riga, København og Bruxelles, hvor de danske studerende leverede flotte resultater.

Holdene og deres vejledere havde derfor høje forventninger inden afrejsen mod Wien. Og med god grund. Holdet fra Københavns Universitet leverede et historisk resultat, da de for første gang befandt sig blandt konkurrencens 32 bedste hold og samtidig blev tildelt en såkaldt honourable mention for bedste klageskrift – en udmærkelse som betyder, at man er blandt de bedste i konkurrencen. Også holdet fra Aarhus Universitet leverede en imponerende præstation, da de sikrede sig en plads blandt konkurrencens 16 bedste hold og ligeledes blev tildelt en honourable mention for bedste svarskrift.

Holdet fra Aarhus Universitet og holdet fra Københavns Universitet skrev sig dermed ind i en lang tradition af flotte præstationer for danske studerende ved verdens største procedurekonkurrence inden for voldgift og international køberet.

Hvad har gjort størst indtryk på dig?

Der var meget at fejre i år. Foruden at dette års konkurrence var den 30. udgave af procedurekonkurrencen, var dette også året, hvor konkurrencen igen kunne afholdes i fysiske rammer. Det kunne både ses og mærkes i Wiens gader. Siden konkurrencen begyndte i 1994, har den vokset sig stadig større, og i år rejste over 2.500 studerende og mere end 1.100 dommere fra i alt 89 forskellige jurisdiktioner til Wien. Gaderne i Wien var derfor tæt befolket med spændte mooties, vejledere og andre voldgiftsinteresserede fra hele verden.

Mens dagene i Wien er kulminationen på mange måneders hårdt arbejde for de studerende, er konkurrencen samtidig et naturligt samlingspunkt for tidligere deltagere og praktikere, der har mulighed for at mødes til de faglige og sociale arrangementer, som afholdes i løbet af ugen. I år havde tidligere deltagere, vejledere og praktikere blandt andet mulighed for at mødes til arrangementer afholdt af White & Case, Baker McKenzie, ICDR og ICC, ligesom der var jubilæumsgalla på rådhuset i Wien.

Fælles for alle de deltagende er, at Vis Moot-konkurrencen er referencerammen, og det skaber en helt særlig stemning, som man kommer til Wien for at opleve år efter år.

Hvilke erfaringer tager de danske hold med tilbage?

Formålet med Vis Moot er at fremme interessen for international køberet og voldgift og at give de studerende praktisk træning i at løse internationale tvister. Den praktiske træning er indeholdt dels i en skriftlig fase dels i en mundtlig fase. I den skriftlige del af konkurrencen, kan de studerende for en tid parkere ideen om ”den perfekte eksamensopgave” for i stedet, at varetage den fiktive klients interesser bedst muligt. Det gør sig også gældende under den mundtlige del af konkurrencen, hvor der desuden er fokus på argumentationsteknik og det at procedere sagen foran praktikere fra forskellige lande og med forskellige juridiske baggrunde. Det er en unik mulighed for tidligt at tilegne sig nogle af de færdigheder, som anvendes i det praktiske liv. Foruden de faglige aspekter af konkurrencen får de deltagende studerende også et stort, internationalt netværk, hvor alle deler interessen for de internationale aspekter af juraen og ikke mindst for Vis Moot-konkurrencen.

Vis Moot i Wien er sponsoreret af blandt andre Voldgiftsinstituttet.

In 2022, we saw a higher caseload than in the previous year, a continued broad range of subject matters and sectors, and a shorter duration for domestic arbitration cases. The median duration of all domestic arbitration cases is still under 12 months and has even decreased by a month, from ten to nine, although median durations of international and simplified cases have increased.

Like for many institutions, the DIA saw its caseload peak in 2020. However, unlike for some institutions, the DIA’s caseload has increased since 2021, buoyed particularly by domestic cases.

Around half of the DIA’s cases in 2022 concerned domestic arbitration, which highlights the institute’s strength in Denmark. Approximately one third of the DIA’s arbitration cases were international, which highlights the institute’s strength abroad.

The continued broad range of subject matters and sectors seen at the DIA emphasises the DIA’s ability to provide services across the commercial spectrum. Subject matters range from shareholders’ agreements to M&A to real estate. Similarly, parties trust the DIA across sectors to resolve their disputes from construction to telecommunication to finance.

The median duration of all domestic arbitration cases is still under 12 months – which is substantially shorter than the length of a case before the Danish courts. The mediation duration of all domestic cases has even decreased by a month, from ten to nine, although median durations of international and simplified cases have increased. When calculating, the DIA counts the full length of any stay.

Lastly, we are proud to note a significant percentage of female arbitrator appointments at the DIA. However, progress is still to be made, particularly as regards party appointments. As mentioned in our newsletter article in February, we invite a discussion within the community about how to achieve this progress.

Arbitration practitioners from all over the world will meet to debate and inspire each other.

On the arbitration day, there will be speeches from a number of leading arbitrators and lots of opportunity to network with colleagues. Meet Juliet Blanch, Vice President of the ICC International Court of Arbitration, Mika Savola, Independent Arbitrator, Attorney Fredrich Rosenfeld, Professor Giuditta Cordero-Moss and many more.

The working programme and more details will soon be published.

Et års uddannelse på University of California, Berkeley, har givet advokat Adam Tao Michäelis større erfaring med at procedere, skrive processkrifter og i det hele taget en bedre forståelse for, hvilke forventninger amerikanske klienter har til advokatens arbejde med voldgiftssagen. Bare se at komme afsted, råder han.

Alt er større i USA. Det gælder også voldgift. Det er 33-årige Adam Tao Michäelis’ klare indtryk efter han i 2021 valgte at tage en LLM (Master of Laws) på University of California, Berkeley, for først og fremmest at få finpudset sit faglige engelsk og få en kulturel oplevelse, men også for at få et større indblik i, hvordan amerikanerne arbejder med retssager og voldgift.

”Jeg har interesseret mig for faget voldgift, siden jeg havde det på universitetet, og arbejdet med det fra jeg blev ansat som advokatfuldmægtig. I dag arbejder jeg med mange internationale klienter – herunder en del amerikanske, og derfor var det også et ret naturligt ønske for mig at videreuddanne mig i USA. Der er mange amerikanske universiteter, der udbyder en LLM med fokus på international voldgift, fordi her er et større marked for proces generelt. Jeg valgte at søge meget bredt – omkring ti forskellige universiteter og fik faktisk tilbudt en plads på alle. Valget faldt i sidste ende på Berkeley, egentlig fordi det bragte mig længst muligt væk fra Danmark og ind i et internationalt miljø med studerende fra hele verden, men også fordi Berkeley har en interessant profil indenfor international law,” siger Adam Tao Michäelis, der i dag er en del af Accuras afdeling for konfliktløsning.

På Berkeley var der fag som Disputes with Sovereigns og International Commercial Arbitration på skemaet, men det, der interesserede Adam Tao Michäelis mest, var at lære at skrive og argumentere på et flydende engelsk.

”Hele den skriftlige fremstilling og argumentation minder faktisk om den danske, men amerikanerne har generelt en mere fortællende stil. Hvor danske jurister måske har en mere formel – nogle vil sige høflig – måde at skrive på, minder de amerikanske advokaters og dommeres skrivestil mere om prosa. Den er mere malende og der anvendes i højere grad et billedsprog, end hvad vi er vant til herhjemme. Hele den side af undervisningen er noget, som jeg har taget med mig hjem, og som jeg både er bevidst om og til en vis grad også bruger, når jeg arbejder med amerikanske klienter og parter. På samme måde forstår jeg også bedre, hvad klienterne er rundet af, hvad de lægger vægt på og hvilke forventninger, de har til mig.”

Mens undervisningen på danske universiteter typisk er præget af undervisning på skolebænken, så er der rig mulighed for at deltage i processpil på Berkeley.

”Processpil er simpelthen en integreret del af undervisningen. Her lærer man at finpudse sin argumentation og strukturere sin måde at præsentere sin sag på. Det er også noget, jeg virkelig har kunnet tage med mig hjem, og som jeg synes er meget spændende, fordi det for mig er kernen i advokatgerningen. Jeg kan godt lide at procedere, hele showet omkring det og hvordan man måske nogle gange kan se sin argumentation gengivet i dommerens præmisser.”

Forberedelsen starter et år før

Selvom Adam Tao Michäelis i dag har mest glæde af de mere praktiske færdigheder, som han fik med sig hjem fra Berkeley, så har han afsluttet alle fag med eksamener.

”Der er både skriftlige og mundtlige eksamener. I modsætning til den danske karaktergivning er din karakter afhængig af, hvor godt dine medstuderende gør det. Selvom du gør dig umage og kan besvare en opgave til punkt og prikke, så er det ikke sikkert, at du ender med at få den bedste karakter, hvis en medstuderende er et mulehår bedre end dig. Det tog jeg nu stille og roligt, for som dansker skal jeg ikke bruge min karakterer til at få job på. Så selvom jeg faktisk endte med at få pæne karakterer, så tog jeg det hele meget afslappet. Men på sigt tror jeg da, at min eksamen fra Berkeley er et kvalitetsstempel og så giver det mig mulighed for at få en international karriere, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt,” siger Adam Tao Michäelis, der på det varmeste anbefaler andre unge advokater med interesse for voldgift at tage et år ud af kalenderen og tilbringe det på et universitet udenfor Danmarks grænser.

”Det er bare med at komme af sted. Du kommer ikke til at fortryde det. Der er mange universiteter at søge, hvor man kan dygtiggøre sig indenfor voldgift. Husk at søge i god tid, gerne omkring et års tid før du ønsker at starte. Der er forskellige trin, som du skal igennem, for at komme af sted. En sprogtest er det ene. Finansiering er det andet, som du skal have på plads. Men her er der gode muligheder for at få dækket de godt 700.000 kroner, som mit ophold endte med at koste. Først og fremmest kan du bruge SU-klip, hvis du har nogle tilbage, og der er derudover mulighed for støtte fra staten samt SU-lån. Der er desuden mange muligheder for støtte fra danske fonde og organisationer som for eksempel Dreyers Fond, Advokatsamfundet og Jorcks Fond,” siger Adam Tao Michäelis, der netop har været tilbage i USA her i april for at besøge venner, som han lærte at kende under sit studieophold.

”Jeg har også fået et kæmpe netværk. Endnu en årsag til bare at komme af sted.”

Adam Tao Michäelis

Advokat, LLM fra University of California, Berkeley. Arbejder i Accuras afdeling for konfliktløsning.

Advokat Niels Schiersing sprang fra at være partner i København til en tilværelse som voldgiftsdommer med base i Dubai. I dag arbejder han udelukkende som voldgiftsdommer i hele verden. En nøgle til at skabe en ny karriere var at videreuddanne sig i common law og få en engelsk beskikkelse.

Hvordan var din vej ind i voldgift?

Gennem mange år drev jeg en mere almindelig erhvervsjuridisk advokatvirksomhed i Danmark. Jeg havde ud over de klassiske erhvervsjuridiske opgaver også en del voldgiftssager – blandt andet indenfor entrepriseområdet. Særligt fra midten af nullerne oplevede jeg dog en transformation af branchen, sådan at det i stigende omfang blev en illusion at kunne dække alle juridiske områder. Derfor var der behov for specialisering, og jeg ønskede at kunne arbejde mere internationalt. Efter nogen tid fik jeg gennem et tæt samarbejde med en litauisk advokatpartner en investeringsvoldgiftssag, hvor jeg skulle repræsentere den litauiske stat mod den russiske føderation – den såkaldte Kaliningradsag i Paris, som Litauen vandt.

Sagen var lidt af en åbenbaring for mig, fordi den viste mig vejen mod en mere international karriere. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få mit arbejdsliv sporet ind på at arbejde på internationale voldgiftssager og samtidig kunne bruge mere tid på videnskabelig virksomhed, ville det være perfekt. Og det lykkedes.

Da jeg begyndte af få flere opgaver som voldgiftsdommer, måtte jeg konstatere, at hvis det skulle være en levevej for mig, kunne det ikke kombineres med at være partner i et større advokatfirma. Samtidig tænkte jeg, at man ikke skal starte en ny karriere alt for sent i livet – især ikke, hvis man gerne vil have succes internationalt. Derfor skiftede jeg spor i en alder af 54 år og lagde den traditionelle advokatgerning på hylden for at koncentrere mig om voldgiftsdommerhvervet og forskning.

Hvad var det vigtigste parameter for at skifte karrierespor?

Det var særligt glæden ved juridisk analyse i kombination med muligheden for at arbejde med internationale kommercielle tvister. Jeg konstaterede hurtigt, at det ville være en god idé at have formelle kvalifikationer i både civil og common law retssystemerne. Med begge kvalifikationer får du en særlig faglig position i markedet. Derfor tog jeg til London og fik beskikkelse som engelsk solicitor.

Det åbnede flere døre og betød, at jeg hurtigt fik voldgiftssager i London, og jeg flyttede dertil på prøve i 2016. På det tidspunkt troede jeg, at det ville blive min bopæl – men allerede året efter blev jeg en del af Arbitration Chambers, der havde en afdeling i Hong Kong og ville åbne et kontor i London – lige i midten af Temple. Lederen af AC anbefalede mig at interessere mig for Asien, hvor der var en mangel på civil law-uddannede voldgiftsdommere. Det råd tog jeg til mig og begyndte at rejse til Sydøstasien, og det ændrede meget hurtigt mit fokus i forhold til bopæl.

Nu har du base i Dubai. Hvorfor har du truffet det valg?

Da jeg begyndte at få sager i Asien, måtte jeg sande, at de mange timer i fly og de store tidsforskelle var en belastning for mig. Jeg besluttede mig for at lede efter et sted med en geografisk placering mellem Europa og Asien, gode logistiske forhold og med en blomstrende voldgiftskultur. Derved håbede jeg at kunne bevare forbindelsen til Europa og samtidig opdyrke markedet i Asien. Valget viste sig for så vidt at være enkelt, da Dubai opfyldte alle mine krav. Da jeg begyndte at få voldgiftsdommerudpegninger i Afrika, blev valget endnu mere oplagt. Derfor flyttede jeg hertil i 2018 sammen med familien.

Her fra Dubai har jeg kortere vej til eksempelvis Singapore, Hong Kong og Seoul – samtidig med, at her er en stærk voldgiftskultur og et retssystem, der både gør brug af civil- og common law. Desuden er rejserne tilbage til Europa, hvor jeg stadig har flertallet af mine sager, overskuelige.

Hvordan er din hverdag?

Det er ikke, som nogen måske tror, en endeløs kavalkade af businessclassrejser og femstjernede hoteller!

Det meste af tiden sidder jeg på mit kontor i ophøjet ensomhed. Jeg læser, skriver, tænker. Derudover har jeg forberedende møder eller mundtlige forhandlinger online. Den øvrige tid er jeg typisk på rejse. For eksempel har jeg i næste uge mundtlige voteringer i Singapore vedrørende en sag i Korea. Den rejse supplerer jeg så med netværksarbejde. Derudover deltager jeg i konferencer for yderligere at pleje og udvide mit netværk.

Men jeg sidder meget alene, og i virkeligheden kan man på mange måder sammenligne mit arbejde med juridisk forskning. Jeg bruger da også en del tid på retsvidenskabelig virksomhed, og har for eksempel netop færdiggjort en afhandling om et entrepriseretligt emne. Juridisk forskning er en vigtig del af mit liv. På den måde adskiller jeg mig nok fra de fleste andre voldgiftsdommere.

Jeg er meget glad for mit arbejde, og jeg arbejder nok mere end de fleste.  Man kan godt sige, at arbejde for mig er en livsstil, hvor jeg altid har mit kontor med mig i form af min computer – uanset om jeg er i min lejlighed i Italien, her i Dubai eller et andet sted.

Hvor stort et spænd er der i dine sager?

Jeg har typisk mellem 15 og 20 sager kørende på samme tid. Min mindste sag havde, som jeg husker det, en sagsgenstand på 120.000 kroner og et honorar på 15.000 kroner.  I dag ligger sagsgenstanden typisk på mellem 30 – 200 millioner kroner, og jeg har lige nu tre sager med en sagsgenstand på over en milliard kroner.

Penge er ikke den væsentligste motivation i mit liv. Det er derimod glæden ved at løse juridiske problemstillinger. Mine sager er udelukkende kommercielle sager. De fleste er enten entreprisesager, såkaldte post-M&A sager eller tvister om finansielle forhold, ofte låneaftaler med en underliggende selskabsretlig dimension. Men jeg har også en del sager om for eksempel salg af råvarer og teknisk udstyr – især i Asien.  Mange af mine sager er indenfor energiområdet og vedrører alt fra kul, olie og gas, over atomkraft til vedvarende energi som vindmøller og geotermisk energi.

Hvilke råd vil du give unge advokater, som gerne vil skifte karrierespor til voldgiftsdommer?

Fokuser på at udvikle dine kompetencer, og prøv at overbevise ”kunderne” – altså de institutter og parter, der skal udpege en voldgiftsdommer – om, at du er den rette person til opgaven. Det kan for eksempel ske gennem en yderligere beskikkelse, videreuddannelse eller forskning.

Når du får din første sag, skal du være klar over, at du blandt andet leverer en serviceydelse. Løs sagen effektivt, det vil sige passende hurtigt, men samtidig grundigt. Sørg for at forklare parterne, hvordan du når frem til dit resultat. Så vil du på sigt få flere sager.

Derudover bør du skabe dig et netværk og sørge for at vedligeholde og udvikle det.

Og så skal du forblive nysgerrig. Søg hele tiden ny viden. Din videreuddannelse slutter aldrig.

Hvordan er det at have hele verden som arbejdsplads?

Det er en kæmpe udfordring og samtidig meget, meget spændende. Jeg skal hele tiden tilegne mig og vedligeholde min viden om andre landes retssystemer. Man skal være opmærksom på, at den samme sag muligvis skal løses forskelligt alt efter om sagen er undergivet for eksempel dansk eller singaporeansk ret.

Og så er det fantastisk inspirerende at arbejde i vidt forskellige kulturer, hvor jeg møder spændende mennesker. Voldgiftsdommere er typisk blandt de dygtigste jurister i de enkelte jurisdiktioner. Det er spændende og lærerigt at høre kollegaer fortælle om deres syn på juraen og verden. Jeg møder hele tiden nye personer, som jeg kan lære af. Det er alt sammen med til at gøre mig til en bedre voldgiftsdommer.

Niels Schiersing

Advokat, solicitor med beskikkelse i Danmark og England. Voldgiftsdommer og forfatter til en række juridiske værker. Har siden 2018 haft base i Dubai.

The DIA has bright, newly furnished meeting rooms with some of the best harbour views in Copenhagen, all at competitive rates. The premises, located in the Østerbro quarter, have lift access and are close to public transport. Suitable parking is available.

The meeting rooms are soundproofed and Wi-Fi equipped, with modern audiovisual equipment for virtual oral hearings. The largest room has a 23-person capacity. Lunch and other catering are offered, and the DIA’s staff can assist with practical tasks if needed.

The premises are available for all types of meetings, not only for those involving arbitration or mediation. Rates are competitive and comparable to those of hotel meeting rooms.

Contact us for more information and book by sending an e-mail to [email protected] or calling +45 (0)70 26 50 13.

Baseball og voldgift. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Det handler om effektive og billigerealternativer til løsning af tvister. Det er en helt speciel bestemmelse, som findes i § 18 i Voldgiftsinstituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse, og som giver parterne mulighed for at få en hurtig og billig tvistløsning.

Men først historien bag den sportsinspirerede betegnelse. Den stammer fra amerikansk baseball, hvor metoden blev opfundet til brug for at afgøre uenighed mellem klubben og spilleren om størrelsen på spillerens løn. Metoden er en slags forligsværktøj, som også anvendes i andre meget anderledes sammenhænge, for eksempel når stater er uenige om retten til at beskatte.

Metoden går i korthed ud på, at hver part skriver sit forslag til en afgørelse i en lukket kuvert, som overdrages til voldgiftsdommeren. Voldgiftsdommerens opgave er herefter at vælge det forslag, som voldgiftsdommeren finder, er den mest rimelige løsning på tvisten. Voldgiftsdommeren har ikke mulighed for at fremkomme med sit eget kompromisforslag, men skal vælge et af parternes forslag, som herefter stadfæstes i en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, sådan at afgørelsen får status som enhver anden voldgiftskendelse med de fordele, som det indebærer. Det gælder for eksempel, at afgørelsen kan fuldbyrdes ved domstolene. Hvis voldgiftsdommeren ikke mener, at nogen af parternes forslag er egnede som løsning på tvisten, har voldgiftsdommeren mulighed for at henvise parterne til at søge tvisten løst efter andre regler.

Med § 18 i instituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse er der mulighed for at afgøre relativt simple tvister, for eksempel om størrelsen på et pengekrav, om et krav er forældet eller om en frist er sprunget, hvis parterne er enige om, at tvisten skal afgøres på denne måde. Bestemmelsen i § 18 er primært møntet på mindre komplekse tvister, og indebærer at parterne kan få løst tvisten hurtigt og effektivt og på en omkostningsbevist måde.

Find reglerne for hurtig voldgiftskendelse Hurtig voldgiftskendelse | Voldgiftsinstituttet

General Secretary Steffen Pihlblad participated as arbitrator in the Plesner Pre-Moot 2023 in Copenhagen. He was in good company with many experienced arbitrators and very talented students from Danish universities and universities from abroad. The DIA, who is a proud and longtime sponsor of the Vis Moot in Vienna, wishes all the students at the Plesner Pre-Moot the best of luck in Vienna. Kudos to Plesner, especially Rikke Kjeldsen, Jimmy Skjold Hansen and Peter Schradieck for setting the scene in Copenhagen.

Read more Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot – Vis Moot

How do you get your first case as arbitrator? This is a frequent question. In response, there are two principal steps of the DIA selection process: becoming known to the DIA, and having the required experience and background for a case.

However suitable someone may be for a case, one cannot be selected if the DIA is not aware of you. Becoming known to the DIA can happen in various ways. New names may come to the DIA’s attention owing to publications, speaking engagements, word of mouth and similar. In Denmark, Erhvervsjuridisk Tidsskrift is often an option for arbitration articles. Speaking and networking – whether as speaker or not – at events such as those held by Young Arbitrators Copenhagen and the Danish Arbitration Association, also raises one’s profile. Direct contact with the DIA accompanied by a CV can raise one’s profile as well but if CVs are sent, they should be tailored to the DIA, to its rules and services, and updated at regular intervals. The DIA does not use a panel system.

Of course, publication, networking and sending CVs do not guarantee appointment. Once the DIA is aware of you, the DIA must be confident that you have the experience and background required for the case, and that you are an appropriate person in the circumstances to handle the case. The DIA’s analysis includes what is often detailed in a CV, such as:

1. Nationalities – many arbitral institutes, not least the DIA, have nationality requirements to support independence and impartiality.
2. Domicile – linked to nationality, domicile can also raise independence and impartiality issues.
3. Academic qualifications – a law degree is a necessity for sole arbitrators and chairs, and multinational qualifications, for instance a mix of common and civil law, can help one to stand out in an international case.
4. Professional qualifications – these include arbitrator training programmes, such as the ones provided by the Chartered Institute of Arbitrators and the Association of Danish Law Firms.
5. Jurisdictions qualified in and experience of other jurisdictions – one does not have to be qualified in a jurisdiction to have insight into a jurisdiction’s approach.
6. Professional experience – detailing one’s sector experience assists the DIA in matching potential arbitrators with disputes in which they are experts.
7. Roles undertaken – roles not just as arbitrator, but also as counsel, tribunal secretary and institute employee assist to understand the background of a potential arbitrator.
8. Languages – the more languages one is proficient in, the more cases one can potentially be considered for.
9. Publications and speaking engagements – the more publications and speaking engagements one has, particularly in well-known journals, for renowned publishers and at prominent events, the more evidence the DIA has to consider whether someone has the required experience.
10. Participation in arbitration organisations and the Vis Moot – if one participates in arbitration organisations and events such as the Vis Moot, one can more easily demonstrate that one has sufficient interest and experience in arbitration.

The DIA’s analysis also includes whether one has a professional and courteous reputation, keeps to deadlines, is technologically-savvy, has an eye for detail and places paramount importance on neutrality.

The DIA welcomes CVs from a diverse range of potential arbitrators.

Claus Søgaard-Christensen har medieret alt fra konflikter om trecifrede millionbeløb til sager, hvor der var væsentligt mindre på spil. Uanset hvor mange penge, det drejer sig om, er der næsten altid en psykologisk side af sagen, hvor parterne er gået helt skævt af hinanden. Med mediationen kommer de videre sammen.

Alle typer af sager egner sig til mediation. Det er Claus Søgaard-Christensens klare overbevisning. Selv medierer han typisk komplekse erhvervssager.

”I mine øjne er både mediation og retsmæglig præcis lige så effektivt som domstolsprøvelse, hvis begge parter er interesserede i at løse sagen, for eksempel fordi udsigten til en kostbar og drænende retssag vil være alternativet,” siger Claus Søgaard-Christensen.

På grund af sin tavshedspligt kan han ikke fortælle om konkrete sager, men han arbejder eksempelvis med større byggesager, hvor samarbejdet er gået skævt, og hvor den ene part nu står tilbage med en række klagepunkter over resultatet.

”En sag starter med, at parterne laver en aftale om, at de ønsker mediation og hvilke regler, konflikten skal løses efter. Det kan for eksempel være Voldgiftsinstituttets regler om mediation, der sætter en ramme for forhandlingen. Det er typisk parternes advokater, der får aftalen på plads, og de beskriver også selve sagen, så jeg har mulighed for at danne mig et overblik over konflikten, inden vi mødes første gang.”

Selve mødelokalerne er i sig selv et vigtig parameter for en vellykket mediation, mener Claus Søgaard-Christensen, for forhandlingerne skal foregå et neutralt sted, hvor der er mindst to og helst tre lokaler til rådighed. Et hvor alle parter kan samles og et til hvert hold.

”Jeg blander mig ikke i, hvem der deltager på hver side i sagen og heller ikke hvor mange, der deltager. Det kan være parterne, deres advokater og eksperter som for eksempel økonomichefen, projektlederen eller en sælger. Undertiden vil der være fem til ti deltagere på hver side i de større sager. For mig er det væsentligste, at der mindst er en person med, der i sidste ende kan sige ja eller nej. For selve forhandlingen er nytteløs, hvis der i løbet af mediationen ikke er mulighed for at indgå en bindende aftale. Hvis det er sådan, at en aftale skal forbi en direktion eller bestyrelse, inden den kan lukkes endeligt, så skal det være helt klart fra starten, sådan at der er transparens for alle.”

Første møde

Når rammen er sat, og første møde starter, træder Claus Søgaard-Christensen ind i rummet med, hvad han betegner som åbenhed og nysgerrighed. For nogen egentlig manual for mediation har han ikke.

”Jeg ved aldrig, hvordan en mediation udvikler sig. Selvom jeg i sin tid har taget mediation-uddannelsen og kender de teoretiske principper, så sætter det alene en retning for mit arbejde. Jeg arbejder mere med min intuition i kombination med en undren over, hvad der er sket mellem parterne,” siger Claus Søgaard-Christensen, der som det første beder parterne præsentere sagen, når alle er samlet.

”Hver part får et antal minutter til at redegøre for sagen, og hvor de ser problemerne ligger. Men ret hurtigt får jeg parterne i enrum, og her taler jeg med dem på skift – men fortæller selvfølgelig ikke den ene part, hvad den anden har sagt, medmindre det er aftalt. På den måde har jeg fortrolighed med begge parter undervejs i processen,” siger Claus Søgaard-Christensen, der efterhånden som mediationen skrider frem får et indtryk af, hvilke fælles linjer der er i sagen.

”I første fase skal jeg først og fremmest forstå, hvad er gået galt. Jævnligt har konflikten sine rødder i personlige uoverensstemmelser eller tidligere hændelser, der har givet anledning til mistro. Jeg fanger som regel hurtigt, hvad der er i spil, og det er vigtigt, fordi det har indflydelse på den faktiske konflikt, der skal løses. Så der er en god portion psykologi i sagen, som giver det, man kan kalde rentetilskrivninger – altså at mistro og skuffelser på sigt gør parterne mindre tolerante. De færreste konflikter bliver ikke så låste, hvis parterne håndterer problemerne undervejs. Derfor er det vigtigt at tale om, hvad parterne kunne have løst løbende i stedet for, at de nu står her uden at kunne holde hinanden ud,” siger Claus Søgaard-Christensen, der også tager en god portion nysgerrighed med ind i mediationen.

”Altså en interesse i at finde ud af, hvorfor parterne er kommet så langt ud. Jeg skal ikke være stædig og vil sige, at det er vigtigere at være vedholdende og teste, om det kan lade sig gøre at flytte opfattelserne af hinanden. Det gør jeg for eksempel ved at spørge ind til, hvordan den ene part ville handle, hvis vedkommende sad i modpartens stol. Men altså helt grundlæggende er jeg påpasselig med ikke at presse parterne for langt ud.”

Grundlaget for en aftale

Så snart Claus Søgaard-Christensen har et fuldstændig klart billede af den reelle problemstilling, herunder den psykologiske del af konflikten, mødes han med begge parter i samme rum for at få en aftale på plads.

”Så snart jeg et tydeligt billede af alle brikkerne, er det nemmere for mig at skabe grundlaget for at få en aftale på plads. På det tidspunkt i processen indser den ene part måske, at man slås om de sidste 100.000 kroner, fordi der i virkeligheden er noget andet, der nager. Derfor er det ikke længere så afgørende at stå fast – men vigtigere at kunne komme videre.”

I det hele taget er spørgsmålet om procesøkonomi noget, som Claus Søgaard-Christensen trækker ind i sagen.

”Jeg henleder parternes opmærksomhed på, hvad det koster at gennemføre en retssag sammenlignet med, det beløb som parterne er uenige om. Der er sjældent en vinder, hverken i mediation eller i retssager, hvor der også er en risiko for, at du ikke får det beløb, som du stiller krav om, fordi dommeren ikke mener, at du har bevis for de sidste 20 procent. Hvis parterne kan forstå det og har lysten til at få afsluttet sagen for at spare sig selv, virksomheden og medarbejdere for både ventetid, penge og bekymringer, så kan de begge gå ud af mediationen med oprejst pande og mulighed for at bruge deres energi på fremtiden. På at komme videre.

Claus Søgaard-Christensen

Advokat, erfaren mediator og voldgiftsdommer i blandt andet sager under Voldgiftsinstituttet. Tidligere retsmægler. Han har gennemført mere end 200 mediationer og retsmæglinger.

”Så snart jeg har et tydeligt billede af alle brikkerne, er det nemmere for mig at skabe grundlaget for at få en aftale på plads. På det tidspunkt i processen indser den ene part måske, at man slås om de sidste 100.000 kroner, fordi der i virkeligheden er noget andet, der nager. Derfor er det ikke længere så afgørende at stå fast – men vigtigere at kunne komme videre.”

Domstolssystemet er presset, og der kan være lang ventetid på den dom, der får parterne til at komme videre. Men der er gode muligheder for at opsøge alternativer som mediation og voldgift. Et forslag til en regulering af mediation er undervejs.

En konflikt mellem to parter er tidskrævende og giver kun anledning til bekymringer. Det gælder, uanset om det er virksomheder, der er uenige om, hvad de har aftalt, eller det er parcelhusejeren, der har haft vand i kælderen og nu slås med sit forsikringsselskab om skadesdækningen.

Det mener Christian Lundblad, der er retspræsident ved Retten på Frederiksberg og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Men han erkender også, at domstolene er pressede til det yderste med flere sager, end der er ressourcer til at løse, og at det i praksis betyder, at civile sager kan være tre år undervejs, før parterne står med en endelig afgørelse.

Som medlem af Rørdamudvalget, er han derfor for øjeblikket i fuld gang med at se på, hvordan domstolene kan blive mere effektive.

”En økonomisk indsprøjtning gør det nok ikke alene. Derfor ser jeg også et potentiale i, at en del af løsningen kan være, at mulighederne bliver bedre for forligsmæssige løsninger, der sikrer et godt samarbejde mellem parterne i fremtiden,” siger han.

”Som det er nu, er retterne fra politisk side pålagt at prioritere straffesagerne. Det er selvfølgelig vigtigt at få afgjort sager, hvor der er fængselsstraf i spil, men for mig som retspræsident er alle konflikter lige vigtige. I et samfund er det nemlig helt grundlæggende, at borgerne kan få løst deres konflikter indenfor rimelig tid over en helt bred front,” forklarer han.

Christian Lundblad har arbejdet med mediation i mere end 20 år, og ser en oplagt mulighed for at tilpasse det danske retssystem, sådan at parterne i en retssag altid kan træde til side for at undersøge, om de kan løse sagen i mindelighed.

”Det vil spare tid og penge. En mediation – uanset om det sker i domstolsregi eller i det private – har fokus på det fremadrettede og giver parterne mulighed for at komme videre sammen. Det letter også parterne, for der er en psykologisk faktor ved at have en sag om uenigheder fra fortiden kørende ved domstolene. Med justering af det danske retssystem ved at gøre brug af mediation – også i det private regi – kan samfundet satse mere på udvikling og fremtidige fælles opgaver,” siger han og tilføjer:

”Voldgift har eksisteret i langt mere end 100 år og er en velanset og kendt metode til konfliktløsning i hele verden. Det bliver primært anvendt mellem virksomheder, der kan vælge dommerne ud fra specialer, såsom entreprise- og IT-sager. Hvis der er en international vinkel på en sag, er fordelen også, at valg af dommere falder på andre jurisdiktioner end parternes. Det giver en tryghed.”

Men hvad skal der til for at løfte sager fra domstolssystemet over i mediation og voldgift?

”Det kræver at parterne aftaler det. Det er ikke altid, at der er en åbning for at få en aftale på plads, fordi den ene part gerne vil have sagen afgjort hurtigt, mens modparten har knap så travlt med det. Men verden står stille under en konflikt, og derfor har advokaterne en vigtig opgave med at skabe forståelse for fordelene ved henholdsvis domstolsbehandling, voldgift og mediation. Det oplever jeg faktisk at mange allerede har, og at virksomhederne er blevet dygtige til at lukke deres konflikter hurtigt, netop fordi de erkender, at de kun bliver fattigere af at leve med uløste konflikter,” siger Christian Lundblad, der også tror at regulering af mediation, som er i støbeskeen, kan skabe en større tryghed omkring ordningen, der er langt mere anvendt i Danmarks nabolande samt ikke mindst USA og England.

Verden står stille under en konflikt, og derfor har advokaterne en vigtig opgave med at skabe forståelse for fordelene ved henholdsvis domstolsbehandling, voldgift og mediation.

Christian Lundblad, retspræsident og medlem af voldgiftsinstituttets bestyrelse

I dag skal virksomhederne vente op til tre år for at få løst tvister ved domstolene. Ved voldgift og mediation er tidsperspektivet meget anderledes. Den gennemsnitlige varighed af en dansk voldgiftssag er 11 måneder. Er parterne enige om, at tvisten skal afgøres efter nye ”fast track”-regler eller reglerne om mediation, kan sagen sluttes hurtigere. Derfor er det oplagt at lade mediation og voldgift være en del af svaret på det store samfundsmæssige problem, som de lange ventetider ved domstolene er, mener Voldgiftsinstituttets generalsekretær.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

”En økonomisk indsprøjtning gør det nok ikke alene. Derfor ser jeg også et potentiale i, at en del af løsningen kan være, at mulighederne bliver bedre for forligsmæssige løsninger, der sikrer et godt samarbejde mellem parterne i fremtiden.”

Sådan lyder det fra Christian Lundblad, retspræsident og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, i denne udgave af nyhedsbrevet.

De lange ventetider ved domstolene er et samfundsproblem, som skal tages alvorligt. Der findes heldigvis løsninger på problemet. Løsninger, som vi i Voldgiftsinstituttet kan være en del af.

I dag skal virksomhederne vente op til tre år for at få løst tvister ved domstolene. Ved voldgift og mediation er tidsperspektivet meget anderledes. Den gennemsnitlige varighed af en dansk voldgiftssag er 11 måneder. Hvis parterne bliver enige om, at tvisten skal afgøres efter et af instituttets ”fast track”-tilbud eller efter reglerne om mediation, kan sagsbehandlingstiden reduceres yderligere.

Virksomhederne behøver altså ikke at stille sig op i en længere kø for at få afgjort deres tvister, hvis de i stedet aftaler, at tvisten løses ved Voldgiftsinstituttet. Og er det dyrere? Ikke nødvendigvis. Parterne skal ganske vist betale voldgiftsdommernes og instituttets honorar, og ikke kun retsafgifterne. Men disse udgifter udgør kun en mindre del af de samlede udgifter for at få behandlet tvisten. Dertil kommer, at en voldgift alene behandles i en enkelt instans, hvorfor der ikke skal bruges tid og omkostninger til en eventuel appel. Man kan danne sig et hurtigt overblik over udgifterne til voldgiftsdommerne og instituttet via omkostningsberegneren på www.voldgiftsinstitutttet.dk.

Voldgift indebærer desuden en række velkendte fordele i forhold til domstolsbehandling. Parterne kan for eksempel vælge specialiserede dommere, ligesom voldgiftsrettens kendelse – i modsætning til en dom afsagt af en dansk domstol – kan fuldbyrdes over det meste af verden.

Det kan også anbefales, at virksomhederne afsøger muligheden for at få løst tvisten via mediation, som er en hurtigere, billigere og mere uformel proces. Vores erfaring er, at selv nok så fastlåste tvister kan løses via mediation. I Danmark findes der mange mediatorer med stor erfaring. Læs for eksempel interviewet med Claus Søgaard-Christensen i denne udgave af nyhedsbrevet. Interviewet giver indblik i, hvordan en mediator arbejder.

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad var 6. februar blandt indlægsholderne ved Voldgiftsforeningens velbesøgte arrangement om brugen af virtuelle mundtlige forhandlinger. Erfaringerne med virtuelle forhandlinger under Corona-nedlukningen har været overraskende gode. Alligevel har aktørerne i voldgiftssagerne i tiden efter Corona været hurtige til igen at foretrække fysiske forhandlinger.
En virtuel forhandling er sædvanligvis et effektivt og bekvemt alternativ til en fysisk forhandling, hvor der samtidig spares tid og omkostninger til blandt andet rejse, ophold og mødelokaler. I sit indlæg opfordrede Steffen Pihlblad blandt andet til, at parterne i alle sager overvejer, om der med fordel kan gennemføres en virtuel forhandling i stedet for en fysisk forhandling. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis sagen ikke står og falder med afhøring af ekspertvidner, hvilket kan være en særlig udfordring, når forhandlingen foregår virtuelt.
På mødet var der også indlæg fra Torben Bondrop og Dan Terkildsen, der begge fortalte om deres erfaringer med virtuelle forhandlinger. Med udgangspunkt i bogen Digital Hearings, som udkom sidste år på forlaget Norstedts Juridik, gennemgik en af bogens forfattere, Bruno Gustafsson fra Roschier, forskellige aspekter af best practice ved afholdelsen af virtuelle forhandlinger. Han pegede blandt andet på dilemmaet mellem på den ene side at sikre, at en virtuel forhandling foregår i overensstemmelse med ”due process” og på den anden side at forhandlingen nogle gange blev ledsaget af alt for detaljerede protokoller om, hvordan forhandling skulle gennemføres, herunder for eksempel regler om hvilken dresscode som skal gælde for deltagerne i forhandlingen.

Tak til Voldgiftsforeningen og tak til Plesner for at lægge lokaler til.

De fleste virksomheder tænker pr. automatik, at konflikter skal løses ved domstolene. Men der findes en række alternative muligheder for tvistløsning ud over det almindelige retssystem. Disse alternativer kan være en genvej til at få løst konflikten og dermed give hurtigere mulighed for at komme videre. Ud over almindelig voldgift, gælder det blandt andet mægling og forskellige andre former for fast track processer. Det fortæller generalsekretær Steffen Pihlblad om hos Bech-Bruun Academy 6. marts i København og den 7. marts i Aarhus.
”Det er altid en god idé at undersøge alternative muligheder for løsning af konflikter, som både er hurtigere og billigere at gennemføre end en sag ved domstolene. Det kan være Voldgiftsinstituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse, som indebærer en hurtigere afgørelse end, hvad der følger efter instituttets almindelige regler, uden at det sker på bekostning af grundlæggende voldgiftsretlige principper. Desuden indeholder reglerne et helt nyt forligsværktøj, som indebærer, at parterne hurtigere og billigere kan nå i mål med en løsning,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der på kurset går i dybden med, hvilke overvejelser der bør gøres i forbindelse med brugen af alternativer til traditionel tvistløsning.

Advokatforeningerne i Esbjerg, Horsens, Kolding og Aabenraa og Voldgiftsinstituttet inviterer til gå-hjem-møde 22. februar 2023 klokken 13.30 til 16.30 om Voldgiftsinstituttets nyeste regler for behandling af voldgiftssager. Her vil advokat Jacob Møller Dirksen, partner hos Accura, medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad gennemgå de væsentligste ændringer i reglerne samt orientere om de seneste nyheder ved instituttet.

Det vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål til reglerne, om voldgift og anden tvistløsning ved Voldgiftsinstituttet generelt. Deltagelse er gratis og kurset giver tre lektioner til den obligatoriske efteruddannelse. Mødet foregår hos Andersen Partners, Buen 11, 6. sal, 6000 Kolding.

Tilmelding skal ske på mail: [email protected].

Find mere praktisk info på www.andersen-partners.dk

Børsen i hjertet af København bliver 5. oktober 2023 rammen om dette års Copenhagen Arbitration Day, der samler voldgiftseksperter fra hele verden for at debattere og inspirere hinanden fagligt.

”Copenhagen Arbitration Day er vigtig for det internationale voldgiftsmiljøs opmærksomhed og forståelse af, at Norden bestemt er andet end Stockholm. Det er desuden en god måde at skabe grundlag for danske aktørers netværk og sidst, men ikke mindst, så er det et format, der kan trække internationale topprofiler til som talere, hvilket kan inspirere fagligt.”

Sådan lød det fra advokat René Offersen i seneste nummer af nyhedsbrevet. Han var for ICC Danmark sammen med Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad Co-chair ved Copenhagen Arbitration Day 2022, der samlede mere end 200 deltagere fra ind- og udland i DI’s lokaler på Rådhuspladsen.

Læs eller genlæs interviewet med René Offersen i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev.

Feedback gør os bedre. Derfor inviterer Voldgiftsinstituttet alle, der har været part i en voldgift ved instituttet, til at deltage i en evaluering.

Hvad enten en voldgiftssag sluttes med forlig eller ved kendelse, sender instituttet ved afslutningen af sagen et evalueringsskema til advokaterne i sagen. Skemaet indeholder spørgsmål om voldgiftsrettens håndtering af sagen, instituttets ydelser samt omkostningerne forbundet med gennemførelsen af sagen. Den del af skemaet, som vedrører voldgiftsrettens håndtering, indgår i instituttets overvejelser ved fremtidige udpegninger af voldgiftsdommere.

”Vi har selvfølgelig forståelse for, at evalueringen ikke altid er det, der bliver prioriteret højest, når sagen er afsluttet. Men jeg vil alligevel meget gerne opfordre til, at advokaterne og deres klienter bruger nogle minutter på at udfylde skemaet, fordi vi har brug for feedback for at blive bedre. Som det er i dag, får vi for få skemaer retur, men vi hører gerne, hvad holdningen er til alt fra sagsbehandlingen, voldgiftsrettens begrundelse i kendelsen og mødefaciliteter til forplejning og tekniske faciliteter,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der tilføjer, at det også gælder sager, som forhandles på hoteller.

”På den måde får vi langt bedre forudsætninger for at booke lokaler på de hoteller, som formår at skabe de bedste rammer om gennemførelse af sagerne.”

Voldgiftsinstituttet evalueringsskemaer er målrettet voldgifts- og mediationssager, men instituttets brugere i andre sagstyper er også altid mere end velkomne til at give deres mening til kende, og herunder fremkomme med forslag til forbedringer. Dette kan ske ved at sende en e-mail til Steffen Pihlblad på [email protected]k.

Diversity in the arbitrator pool assists in the selection of the best arbitrator for the benefit of the parties. For the year 2022, approximately 21 percent of all the arbitrator appointments at the DIA were female. Out of the arbitrators appointed by the parties, approximately 6 percent were female and out of the arbitrators appointed by the DIA, approximately 33 percent were female.

Diversity in the arbitrator pool not only assists in the selection of the best arbitrator for the benefit of the parties, it also assists in ensuring the quality both of the arbitral process and of awards. The DIA aims to increase the percentage of appointed female arbitrators directly and indirectly. The direct approach is that when the DIA considers candidates for arbitrator appointment, it continues its practice of considering at least one, if not more, female candidates. The indirect approach is twofold: to increase the general visibility of female candidates and to encourage parties to consider more female candidates.

One example of how the DIA increases the general visibility of female candidates is by its participating in initiatives, that champion gender diversity, such as the Equal Representation in Arbitration Pledge. Further to the Pledge, the DIA works towards an outcome where its committees, governing bodies, and conference panels include a fair representation of female individuals.

The DIA encourages parties to consider more female candidates and invites a discussion within the arbitration community to understand the reasons why more female arbitrators are not being appointed by parties. For instance, there is often the argument that to select the best candidate as arbitrator, one must select the candidate with the “decades-long” experience and that there are too few female individuals with such experience. Notwithstanding that there are many female individuals who have such experience, and the number is increasing, what makes one the best candidate in one arbitration may not be the same in another arbitration. Having “decades-long” experience may not always mean the best candidate. In certain cases, availability, prompt response-time, technological proficiency, and thoroughness may have greater weight.

Gender is not the only form of diversity but is the present focus. The DIA welcomes discussion on all forms of diversity and looks forward to developing best practice.

Plesner afholder igen i år Pre-Moot for jurastuderende fra hele verden. Det er her, fremtidens voldgiftsadvokater opdager sig selv, får troen på at de kan procedere og lærer at samarbejde. Men også advokaterne høster gode erfaringer, når ”mooties” fra nær og fjern tester deres argumenter inden hovedkonkurrencen i Wien.  Rikke Silke Kjeldsen, som er tovholder på Plesners Pre-Moot, har selv en international baggrund, der startede i Paris.

Selvom der stadig er nogle måneder, indtil godt 350 universiteter sender deres hold af jurastuderende til Vis Moot konkurrencen i Wien til april, er der allerede nu stor aktivitet hos Plesner, der for femte gang arrangerer Pre-Moot i Kobbertårnet på Østerbro i København.

Her samler advokatvirksomheden voldgiftseksperter og jurastuderende fra både Danmark og udlandet for at træne deltagerne til den mundtlige del af processen. Derudover er Plesners team coaches for Københavns Universitets Vis-Moot deltagere, og vejleder dem igennem den skriftlige og mundtlige del af konkurrencen – ligesom virksomheden i en årrække har sendt en delegation af medarbejdere til hovedkonkurrencen i Wien for at være med som voldgiftsdommere og deltage i de faglige og sociale arrangementer, som foregår i forbindelse med Vis Moot.  Det er en udviklings- og læringsproces – både for de studerende og for Plesners eget team, mener advokat Rikke Silke Kjeldsen, der er tovholder på Plesner Pre-Moot, og som til daglig beskæftiger sig med blandt andet voldgift.

”Hele projektet går ud på at uddanne og udvikle både deltagerne og os selv. For de studerende handler det om at lære at skrive processkrifter og procedere – men også om at samarbejde. De opdager, at de kan meget mere, end de tror. For os er det selvfølgelig spændende at se, hvilke nye vinkler på problemstillingerne og tilgange til at løse casen der opstår undervejs. Så ja, vi lærer også selv noget,” siger Rikke Silke Kjeldsen.

Et community der starter på Østerbro

Selvom hun og hendes kolleger er faste vejledere for Københavns Universitets team, lægger man stor vægt på, at studerende fra universiteter i hele verden kan komme i spil som deltagere i Pre-Moot’et på Østerbro. Knap 50 universiteter søger hvert år om at blive en del af Pre-Moot’et, 10-12 udvælges ud fra kriterier som diversitet og geografi.

”Hele Vis Moot-konceptet har udviklet sig over årene og samler i dag voldgiftsinteresserede fra hele verden. På den måde er der opstået et community, som for os starter her på Østerbro, hvor vi også trækker på gode kræfter hos kolleger fra andre advokatkontorer, og som når sit højdepunkt på dagene i Wien, hvor der også er masser af muligheder for at deltage i både konferencer om voldgift og netværk.”

Det var også her, at Rikke Silke Kjeldsen for seks år siden mødte Plesners Vis Moot delegation, der blev indgangen til at flytte sit arbejdsliv fra Paris til København, hvor hun i dag overvejende beskæftiger sig med store, internationale voldgiftssager.

”Jeg har læst jura i Paris, hvor jeg boede en periode. Senere tog jeg min kandidat ved The University of Edinburgh i Skotland, og blev færdig i 2012, hvor jeg fik job hos ICC i Paris. Jeg har efterfølgende også læst jura i Danmark, og i dag sidder jeg med på store, tunge sager, hvor jeg både får indsigt i mange sektorer og typer af tvister.  Selvfølgelig er der en forløsning i at løse konflikter. Men man skal have smag for processen og for at skabe noget sammen med andre. Præcis som i Vis Moot.

Rikke Silke Kjeldsen

Advokat, Plesner, med speciale i tvisteløsning og voldgift. Tovholder på Plesners Pre-Moot program, der har til formål at træne jurastuderende fra ind- og udland til Vis Moot konkurrencen, der altid finder sted i påskeugen i Wien.

Omkostninger i voldgiftssager vs. retssager

Tilkendelse af sagsomkostninger i voldgift afgøres ud fra andre parametre end hos de almindelige domstole. Hovedreglen er fuld dækning ved fuldt medhold. Det er en af fordelene ved voldgift, mener Managing Partner, Torben Bang, der dog oplever, at tilgangen til at fastsætte beløbet kan være afhængig af, hvilke dommere der afgør sagen. En ændring af Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager fra 2021 viser vejen for, hvordan omkostninger skal vurderes.

Tiden er løbet fra de takster, som de almindelige domstole tilkender omkostninger efter. Ressourceforbruget i selv de mest effektive processer står ofte i klart misforhold til omkostningsgodtgørelsen, og det efterlader meget ofte den vindende part med markante udækkede sagsomkostninger.

Det mener Managing Partner hos SKOV Advokater, Torben Bang, der oplever en tendens til, at dette regime tages med ind i voldgiftsretterne i de tilfælde, hvor voldgiftsrettens medlemmer kommer fra det ordinære retssystem.

”Når vi vælger voldgift som tvistløsning, så skyldes det primært tre ting: Tvisten bliver løst hurtigt og effektivt, afgørelsen er fortrolig og endelig er der en mere kommerciel og tidssvarende tilgang til tilkendelse af sagsomkostninger. Men på det seneste har jeg i to sager oplevet, at tilkendelsen af sagsomkostninger er ude af trit med de ressourcer, der med rette er brugt på sagerne,” siger Torben Bang, der peger på, at årsagen måske findes hos dommerne.

”I begge sager deltog dommere fra det almindelige domstolssystem, hvor der er tradition for at vurdere sagsomkostninger mere ud fra sagens økonomiske værdi frem for sagens forløb. Men hvis sagens kompleksitet ikke indgår i overvejelserne, er det min erfaring, at der kan være meget langt fra de reelle udgifter til de sagsomkostninger, der bliver tildelt,” siger Torben Bang, der finder det retssikkerhedsmæssigt skævt, at den klient, der anlægger en sag og får ret, står tilbage med et økonomisk smæk.

”I det ordinære domstolssystem betyder det som bekendt, at man både som forurettet part og advokat altid overvejer, om det kan betale sig at tage en sag, hvor måske en tiendedel af de reelle omkostninger bliver dækket – også selvom du ikke engagerer den dyreste advokat i landet. Den problematik skulle nødigt også gælde voldgiftssagerne.”

Udgangspunktet er fuld dækning

 Jacob Møller Dirksen, som er medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, var med til at ændre instituttets regler for behandling af voldgiftssager i 2021 for endeligt at gøre op med tidligere tiders praksis fra de almindelige domstole om at lade sagens økonomiske genstand være det væsentligste pejlemærke ved fastsættelsen af sagsomkostninger. Med de nye regler er det udgangspunktet, at fuldt medhold er lig med fuld dækning af omkostningerne i sagen.

”Med de nye regler forventes den tidligere praksis at være et overstået kapitel, hvilket alle voldgiftsdommere i instituttets regi skal forholde sig til. Selvfølgelig har advokaterne, der fører voldgiftssagerne, også et ansvar for at være opmærksomme på det og gøre noget ud af spørgsmålet om sagsomkostninger over for voldgiftsretten. Sådan er de danske regler nu – og det samme gælder i voldgift internationalt,” fastslår Jacob Møller Dirksen, der henviser til en sag, som blev ført ved Voldgiftsinstituttet med en belgisk voldgiftsdommer, hvor klageren fik medhold i 92 procent af sin påstand, og derfor fik tilkendt 92 procent af sine faktiske omkostninger.

”At tage et klart udgangspunkt i de afholdte udgifter er en udvikling, vi har set i dansk voldgift de senere år, og det harmonerer med tilgangen internationalt.  Og ja, det kan gøre en kæmpe forskel i forhold til de ordinære domstole, hvor klienten, som får medhold i sine påstande, på trods af faktiske omkostninger på for eksempel en eller to millioner kroner let kan risikere alene at få tilkendt 300.000,” forklarer Jacob Møller Dirksen, der er opmærksom på, at nogle voldgiftsdommere fortsat har en tendens til at skele til de ordinære domstoles praksis, når det gælder fastsættelsen af sagsomkostninger.

”Men det er en misforståelse. Derfor er det vigtigt, at parternes advokater bruger tid og energi på at gøre voldgiftsretten opmærksom på instituttets regler og fremlægge fyldestgørende oplysninger om de faktisk omkostninger. Jeg er nu ret sikker på, at de advokater, der ofte fører voldgiftssager, er opmærksomme på det, men min erfaring både som advokat og voldgiftsdommer er, at en del advokater fortsat ikke har sagsomkostningsreglerne under huden og ikke gør synderligt meget ud af spørgsmålet hverken i skriftvekslingen eller under proceduren,” understreger han.

Se det som et erstatningskrav

Julie Arnth Jørgensen er ud over at være udnævnt højesteretsdommer også en erfaren voldgiftsdommer. Hendes anbefaling er at skabe transparens omkring omkostningerne.

”Tag emnet op. Det gælder både advokater og dommere. I voldgift kan parterne selvfølgelig aftale at bruge landsretspræsidenternes vejledende takster, men uden en sådan aftale følger det af reglerne, at den vindende part som udgangspunkt får fuld omkostningsdækning. Nogle beskriver tankegangen sådan, at der er tale om et erstatningskrav, hvor den part, der vinder sagen, skal have alle sine omkostninger erstattet. Den vindende part har jo været tvunget til at gå til voldgiftsretten for at ”få ret” og skal derfor som udgangspunkt have erstattet de udgifter, som sagen har nødvendiggjort, ” siger Julie Arnth Jørgensen.

Selv beder hun efter den mundtlige forhandling altid parternes advokater oplyse de samlede udgifter, som sagen har påført klienterne.

”Det er selvfølgelig dyrt for den part, der står tilbage og skal betale både sine egne og modpartens sagsomkostninger, som jo navnlig er udgifter til advokatbistand. Derfor gør jeg altid opmærksom på voldgiftsrettens udgangspunkt for fastsættelse af omkostninger, og jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet udfordret på det. Jeg kan kun huske en enkelt sag, hvor parterne var enige om, at voldgiftsretten skulle bruge landsretspræsidenternes vejledende takster. Det kan nok være en god ide, at Voldgiftsinstituttet gør voldgiftsdommere, som har mindre erfaring opmærksomme på, at emnet bør flages – og gerne i starten af en sag, hvis advokatrepræsentanter ikke er meget erfarne inden for voldgiftsret.”

Torben Bang

Managing Partner, Skov Advokater

Jacob Møller Dirksen

Partner, Accura, og erfaren voldgiftsdommer og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretdommer og erfaren voldgiftsdommer.

Læs mere

Reglerne om fastsættelse af sagsomkostninger i voldgiftssager findes i § 40 https://voldgiftsinstituttet.dk/voldgift/regler/

Due to increased expenses, the administrative charges and fees of the DIA in cases that are submitted under the Rules of Arbitration are increased by approx. 15%. The increased charges and fees enter into force as of 1 December 2022. The registration fee is unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 December the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA which is available here.

Program from the Copenhagen Arbitration Day can be found here

Slides from the Copenhagen Arbitration Day can be found by clicking on each of the speeches below

Professor dr.jur. Mads Bryde Andersen, University of Copenhagen

The Accused Arbitrator: Will the Increased Focus on Arbitrator Liability Affect

Arbitration as We Know It?

Rechtsanwältin Ulrike Gantenberg, Gantenberg Dispute Experts

Approaches to Best Practice for Facilitating Settlements in Arbitration

Professor dr.jur. Amund Bjøranger Tørum, Scandinavian Institute of Maritime Law,

University of Oslo

Jura Novit Curia – Three Perspectives

Michael Ostrove, Global Co-Chair of International Arbitration at DLA Piper and

Vice-President of the ICC International Court of Arbitration

The Biggest Challenges Facing Arbitral Institutions in the Next Decade

The future of arbitration in Denmark looks bright, particularly considering that the number of cases has generally risen over the years, the expertise among Danish law firms and arbitrators has increased considerably, and case law consistently demonstrates that the Danish courts recognise arbitration as an equally worthy alternative to court proceedings.

By Jeppe Skadhauge, Chairman & Steffen Pihlblad, Secretary General

The DIA was founded over 40 years ago and has led many initiatives over the years to promote institutional arbitration and other dispute resolution methods for the benefit of business.

We have recently adopted the updated Rules of Arbitration that focus on best practice, pragmatism and efficiency.

Most recently, we have prepared new Rules for Express Arbitration, which aim to respond to parties’ requests for quicker and more cost-effective dispute resolution, primarily in low-value disputes. We provide further details on these rules and their innovations as part of this newsletter.

Also in this newsletter, Professor, dr.jur. Torsten Iversen discusses, among other points, that both the business perspective and the possibility of experiencing an international legal approach generate a broad interest in arbitration among university students.

The future of arbitration in Denmark thus looks bright, particularly considering that the number of cases has generally risen over the years, the expertise among Danish law firms and arbitrators has increased considerably, and case law consistently demonstrates that the Danish courts recognise arbitration as an equally worthy alternative to court proceedings.

The DIA supports this development. Not least through the ongoing quality assurance of our case handling, but also through other initiatives that can contribute to companies choosing arbitration to an even higher degree and to foreign companies in particular consistently regarding Denmark as an attractive forum for dispute resolution.

By subscribing to our newsletter, you will receive DIA updates and articles on noteworthy arbitration issues.

The principal language of the newsletter is Danish. Certain articles may be in both Danish and English, or only in English, if most appropriate.

Follow us also on LinkedIn for notifications.

Happy reading!

The new Rules for Express Arbitration (the Express Rules) aim to respond to the parties’ oft request for quicker and more cost-effective means of dispute resolution. We answer six key questions here.

1. What are the Express Rules for?

The Express Rules are primarily for low-value disputes. They are rules that set a quicker procedure than the standard rules (the DIA’s Rules of Arbitration) without compromising fundamental principles of arbitration.

2. How do the Express Rules set a quicker procedure than the standard rules?

The Express Rules, by default, set a quicker procedure through, for example:

• shorter requirements for submissions such as the Statement of Claim and the Statement of Defence
• deadlines of 10 calendar days such as for the Statement of Defence and for the award
• a specific provision that the tribunal can limit the parties’ ability to present submissions, documents and other evidence
• no tribunal-appointed experts are to participate in the case, unless the parties agree otherwise
• no oral hearing is to take place, unless the parties agree otherwise
• introduction of a process in less complex cases, where the tribunal confirms in the form of an arbitral award by consent one of the parties’ proposals regarding how the party considers that the dispute should be resolved, further to Art. 18.

3. What is the process at Art. 18?

Art. 18 of the Express Rules innovatively introduces a process, in less complex cases, where the parties agree to settle a dispute fully or partially. If the parties wish to make use of this process, the parties are jointly to request the tribunal to accept that the dispute shall be so resolved. If the parties make this joint request, each party submits to the tribunal a brief reasoned proposal stating how the party considers that the dispute should be resolved. The tribunal, within 10 calendar days of receiving the last proposal, selects the one proposal, out of those submitted, that the tribunal considers to express the most reasonable determination of the parties’ dispute, whether fully or partially further to what the parties agreed. The tribunal then confirms the selected proposal in the form of an arbitral award by consent.

4. Are the parties’ proposals confidential under the Art. 18 process?

The tribunal treats the parties’ proposals as confidential among the parties until the tribunal confirms one of the proposals in the form of an arbitral award by consent. The tribunal can only provide each party’s proposal to the other parties once the tribunal has selected which proposal shall be confirmed in the form of an arbitral award by consent.

5. Can a party unilaterally ask the tribunal to follow the process at Art. 18?

A tribunal can only follow the process at Art. 18 if all the parties to the dispute agree that they make a joint request to the tribunal to accept the use of the process.

6. What if the tribunal cannot select any of the proposals owing to unreasonableness, invalidity, illegality, etc.?

The tribunal has discretion, further to Art. 15(4), to close proceedings under the Express Rules on its own motion at any point during the case, without rendering an award, and refer the parties to the use of other dispute resolution methods such as the DIA’s Rules of Arbitration. This discretion applies to any proceedings under the Express Rules, whether the process at Art. 18 is used or not.

The Express Rules can be found on www.danisharbitration.dk For further information about the DIA or the Rules contact the Secretary General of the DIA Steffen Pihlblad on +45 21636698 or [email protected].

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are honoured to present the programme for Copenhagen Arbitration Day 2022.

The premier event of the Danish arbitration calendar takes place on 15 September 2022 at the House of Industry in the heart of Copenhagen.

Lunch seminars will precede the conference, as customary, and drinks and dinner follow at the historic Scandic Palace Hotel.

Register here.

Full programme here.

We are delighted to announce that the Danish Institute of Arbitration will jointly host a webinar on Evidence in International Arbitration with New York University’s Center for Transnational Litigation, Arbitration, and Commercial Law, and with Copenhagen Business School – CBS Law.

The webinar, which will include presentations from esteemed arbitration scholars and practitioners, will take place on 30 June 2022 from 15:30 – 17:15 (CET) / 9:30 – 11:15 (NY Time).

Participation is free. For more details and registration, see the invitation here.

Join if you can.

Hamburg Arbitration Circle is hosting a webinar on 1 June 2022 9:00 – 10:00 entitled “The HAC meets … the Danish Abritration Community”.

Dr Sven Oswald will present a practitioner’s overview of arbitration in Germany, and the DIA’s Secretary-General Steffen Pihlblad will be discussing recent headlines in Danish arbitration with Henriette Gernaa of Gorrissen Federspiel.

Participation is free. Sign up by 30 May 2022 by sending an email to [email protected]. For more details, see the invitation here.

New Rules of Arbitration of the Danish Institute of Arbitration

The DIA has adopted a new set of Rules of Arbitration. The Rules, which will replace the 2013 Rules of Arbitration Procedure, have been formulated in accordance with the standards of Danish and international arbitration practice. The Rules will enter into force 13 April 2021 and will be applicable on arbitrations that are commenced on 13 April 2021 or thereafter, unless otherwise is agreed between the parties.

• The number of provisions has increased from 36 to 52. This increase is primarily due to a wish to avoid long and complicated articles and thereby to increase the readability of the Rules. The placement of a number of provisions has been changed in order to provide a more logical and intuitive structure of the Rules.
• Written communication must be quick and efficient. Therefore, written communication shall as a main rules be made by e-mail or another electronic means, see Article 3.
• The statement of claim shall be submitted in the language that is used in the Parties’ arbitration agreement, see Article 5. If the arbitration agreement is formulated in English, the statement of claim must thus also be submitted in English, unless otherwise agreed by the Parties.
• The Parties have a duty to disclosure any third party funding in order to minimise the risk of justifiable doubts regarding the arbitrator’s impartiality and independence, see Article 20 (4).
• In special cases, the Institute’s Chair’s Committee may exclude a new og additional party-representatives from participating in the arbitration, see. Article 23.
• The arbitrators’ fee and the charges of the DIA have been increased and formulated into a separate Schedule of Fees and Charges, and can be found on the DIA’s website.

The Rules of Arbitration can be found here.

Roschier has published its sixth edition of Roschier Dispute Index 2021, investigating Nordic companies’ practises and trends in dispute resolution. Four points of interesting are the use of arbitration rules, ADR, digital tools, and diversity.

The survey shows that the use of arbitration by Danish companies has increased. All Nordic respondents show a high level of trust in their domestic arbitration institutional rules. This is also the case with Danish companies where 56% prefer the Rules of Danish Institute of Arbitration.

The use of ADR, for instance mediation, has remained more or less stable over the past years. Only 20% of all respondents across the Nordic countries report “yes” to having used ADR in the past 2 years. This seems to be in contradiction with the very good experiences at the Danish Institute of Arbitration with the use of ADR, even when the parties, to begin with, are reluctant to use mediation.

Across the Nordic Countries, the respondents’ report that disputes are becoming more complex and the use of settlement has increased, especially during the COVID-19 pandemic. A Danish respondent note that they are careful in selecting which disputes to litigate, but when they litigate, they do so with full force. In addition, there has been an increase in the use of digital tools. At least 50% of the Danish respondent report having used videoconferencing for the taking of witness or expert evidence and used file sharing systems to organize the case files. In the beginning of the pandemic, hearings at the Danish Institute of Arbitration were postponed. As it became clear that the pandemic would last longer than people expected many hearings were conducted as physical or virtual meetings, and the Institute gained very good experiences with conducting remote hearings.

Finally, when asked about the importance of diversity in choice of arbitrator, only 10% of Danish respondents considered diversity important. The question about gender diversity when appointing arbitrators has been on the Danish Institute of Arbitration’s agenda for a number of years, since the Institute committed themselves to the pledge, which was introduced by the arbitration community in 2015, on promoting equal representation in arbitration.

You can read the Roschier Dispute Index 2021 on https://www.roschier.com/. For questions about the Danish Institute of Arbitration please contact Steffen Pihlblad on [email protected].

In 2020, 134 cases were submitted to the Danish Institute of Arbitration, which is an increase in caseload compared to 2019. The cases concern a wide array of different commercial topics. Among other things, the DIA has seen an increase in disputes concerning shareholder agreements and cooperation agreements. The duration of time for rendering a final award is roughly on a par with the 2019 statistics. For domestic cases, the average time is 10 months. For international cases, which are typically more complex in nature, the average case handling time is about 13 months. For further details on the 2020 statistics view link:

https://voldgiftsinstituttet.dk/en/about/statistics2017/

Due to the Covid Pandemic and after having monitored the situation closely, the organizers of the Copenhagen Arbitration Day 2021 have decided to postpone the conference, which was scheduled to take place April 2021.

We will announce a new date at a later stage, when the Danish Government once again consider it safe for people to meet in larger groups, and where we hopefully are past social distancing, facemasks, and travel restrictions, etc.

We look forward to our future Copenhagen Arbitration Days and we aim it to be as memorable and successful as back in 2019. We wish you all the best and hope for a turn in the pandemic during spring and summer.

The Danish Institute of Arbitration is happy to announce that we will jointly host a webinar on “Due Process as a Limit to Discretion in International Commercial Arbitration – A Scandinavian Perspective” together with New York University’s Center for Transnational Litigation, Arbitration, and Commercial Law and Young Arbitrators Copenhagen.

The webinar, which will include presentations from esteemed arbitration scholars and practitioners, will take place on 2 February 2021 from 3:00 – 4:15 pm (CET) / 9:00 – 10:15 am (NY Time).

Please see the attached invitation for more information and details on registration.

We look forward to seeing you there.

On 29 June 2020, the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) will relocate to brand new premises at Midtermolen 1, 5^th floor, DK-2100 Copenhagen Ø, Denmark.

The premises are larger and better equipped to comply with the parties’ needs in arbitration cases and mediations. In addition, brand new telephone and video conferencing facilities have been installed.

We are very much looking forward to welcoming companies, lawyers, arbitrators, experts, mediators etc. to the new premises.

The telephone number of the DIA’s switchboard number, mobile numbers and e-mail addresses of the DIA’s etc. and the address of the DIA’s website is the still the same. The direct telephone numbers of the staff have however changed as follows:

• Steffen Pihlblad:                        (+45) 3242 2790
• Anette Egebjerg:                        (+45) 3242 2791
• David Nicholas Sort Nørlem:    (+45) 3242 2792
• Jutta Thomsen:                           (+45) 3242 2793
• Julie Skov Breum:                       (+45) 3242 2794

In connection with the updating of meeting facilities, a new pricing policy for the rental of meeting rooms has been adopted. You can find the policy here.

The relocation will be celebrated with a reception after the summer holidays. Further information will be announced in the near future.

Any questions to the above can be directed to General Secretary Steffen Pihlblad on telephone (+45) 2163 6698.

From 20 April 2020 the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) will gradualy open up for physical attendance and meetings.

The DIA handles cases and answers inquiries by telephone and email in the usual manner.

The DIA is in ongoing dialogue with arbitrators and parties on the conduct of physical meetings.

If a physical meeting is to be held at the DIA, this must be done in a health sound way, including any goverment decided restrictions on the number of participants and possibly combined with telephone and / or video conferencing equipment. The DIA will ensure that hand rubbing alcohol at meetings is available and ensure appropriate distance between tables and chairs, etc., so that recommendations of the authorities can be complied with.

The DIA is monitoring the situation closely and will return with further information on an ongoing basis.

Copenhagen, 20 April 2020

The Danish Institute of Arbitration (“DIA”) handles cases and answers inquiries by telephone and email in the usual manner.

In accordance with the Prime Minister of Denmark’s recommendations, the DIA’s staff is working from home – for the time being until April 13, 2020 – which is why the DIA is closed for inquiries in person, unless otherwise is expressly agreed with the DIA.

The DIA is in ongoing dialogue with arbitrators and parties on the conduct of physical meetings.

For the time being, the arbitral tribunals have postponed physical meetings until the situation is normalized. Alternatively, the arbitral tribunals and the parties may consider whether cases may be decided in whole or in part on a written basis. Additionally, it may also be considered whether meetings can be advantageously held through the use of telecommunications.

The DIA is monitoring the situation closely and will return with further information on an ongoing basis.

During the period March 13 – April 13, 2020 (both days included), the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) can be contacted by telephone and e-mail, but the DIA is closed for personal inquiries, unless otherwise is expressly agreed.

The DIA monitors the situation closely and will provide further information on an ongoing basis.

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host Copenhagen Arbitration Day 2020 (“CAD”), on 2 April.

Click here for registration for the event and to find the full program, that also includes the option of Lunch Seminars.

In addition the 2^nd Nordic Arbitration Day (“NAD”) will take place in Copenhagen on 3 April. Registration for both CAD and NAD is possible by use of the same link.

CAD 2020 takes place at a new venue; at the headquarters of the Confederation of Danish Industry, situated right in the center of the city of Copenhagen, just between the City Hall Square (Danish: “Rådhuspladsen”) and its brand new Metro Station (Danish: “Rådhuspladsen Station”) and the famous Tivoli Gardens.

Admission to the conference, that begins at 15:00 CET (registration from 14:30) is free, but a fixed price of DKK 750 for participation in the drinks reception and dinner (from 18:30 CET) at the historical Hotel Scandic Palace is applicable.

Update 12 March 2020: The event is CANCELLED

After the memorable Copenhagen Arbitration Days in 2018 and 2019, The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host “Copenhagen Arbitration Day 2020”, on 2 April.

This year, we are once again able to present some very distinguished speakers from the international arbitration environment, such as Carita Wallgren-Lindholm, Clare Ambrose and Mads Bryde Andersen together with a number of leading practitioners from Norway and Denmark.

This year, the event takes place at a new venue; at the headquarters of the Confederation of Danish Industry, situated right in the center of the city of Copenhagen, just between the City Hall Square (Danish: “Rådhuspladsen”) and its brand new Metro Station (Danish: “Rådhuspladsen Station”) and the famous Tivoli Gardens.

Copenhagen Arbitration Day offers an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends within the field of international arbitration. Like in 2018 and 2019, there will be a drinks reception and a dinner after the conference. Admission to the conference is free, but a fixed price for participation in the dinner will be applicable.

Stay tuned for a full programme and registration
*
Update: Click here for full programme and registration

The staff of the Danish Institute of Arbitration has today celebrated the Secretary General’s, Steffen Pihlblad’s, 50 years birthday with balloons and a present.

The DIA is always on the run
The staff of the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) participated in the 5 x 5 km relay “DHL Stafetten”, in Copenhagen, in a joint partnership for the event with the Danish Bar and Law Society.

The staff of DIA had a ‘hyggelig’ evening – and of course decent running results.

The Faroe Islands
The staff of the DIA will on 31 August 2019 – 03 September 2019 travel to the Faroe Islands.

The DIA will among other things visit the law firm, Advokatskrivstovan, and DIA case handler, Jutta Thomsen’s home island.

Due to this trip abroad the staff of the DIA will have limited access to emails and the premises of the DIA will be closed for personal inquiries on 02 and 03 September 2019.

If you have an urgent matter, please contact Secretary General Steffen Pihlblad at phone number (+45) 2163 6698

On behalf of Young ICCA, the Danish Institute of Arbitration invites every one who has an interest in international arbitration to join Young ICCA Skills Training Workshop in Copenhagen, Friday 5th of April 2019. The topic of the workshop is “Written and Oral Advocacy in International Arbitration”, and the workshop will take place at the law firm Gorrissen Federspiel.

There will be coffee breaks and served lunch at the venue free of charge. Furthermore, there will be hosted a cocktail reception afterwards at a different location.

Please click on the link for further details.

https://www.arbitration-icca.org/YoungICCA/EventPages/YoungIcca_5april2019_Copenhagen.html

After the memorable Copenhagen Arbitration Day was launched last year, The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host Copenhagen Arbitration Day 2019, on 04 April.

This year, we are also able to present some very distinguished speakers from the international arbitration environment and a number of leading practitioners from Denmark.

The event takes place once again in the historical building Børsen, situated right in the center of the city of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court. Admission to the conference is free.

Copenhagen Arbitration Day offers an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends within the field of international arbitration. The dinner after the meeting at Restaurant Søren K can be booked during the registration. Please be aware the dinner has limited capacity. The price for participating in the drinks reception and the dinner at Restaurant Søren K is DKK 750 (EUR 100).

For a full programme, registration and or any hotel reservation, click here

Counsel David Nicholas Sort Nørlem and Counsel Kristine Gundersen from the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) will attend the Nordic Arbitration Day in Stockholm on 18 January 2019.

The Nordic Arbitration Day is a full-day conference for young practitioners – age 45 or under – with interesting seminars, panel discussions and perfect opportunities to expand your Nordic network. The aim of the Nordic Arbitration Day is to promote arbitration in the Nordics, create a cross-jurisdictional platform for young practitioners, and overall strengthen the Nordic arbitration community.