In a Danish arbitration, the arbitrator across the table may be a sitting judge of the Supreme Court. In much of the world, that sentence would raise questions and eyebrows. In Denmark, it describes established practice, and a distinctive way of approaching one of the field’s most persistent debates – arbitrator independence.

By Rubén Obadia Buenos, Argentine lawyer focused on international arbitration

The International Bar Association’s (IBA) Guidelines on Conflicts of Interest have become its common vocabulary, the double-hatting debate asks whether the roles of counsel and arbitrator can properly be combined, and a joint IBA project is examining how jurisdictions treat the sitting judge who acts as arbitrator.

A look abroad shows how unusual the Danish position is. Argentina forbids its judges from accepting appointment as arbitrators under penalty of nullity, unless the Nation or a province itself is a party. France declares judicial office incompatible with any other professional or salaried activity. Even the Members of the International Court of Justice (ICJ) have withdrawn from investment and commercial arbitration.

Across the North Sea, England lets an eligible High Court judge sit as sole arbitrator or umpire, though that one route remains rarely sailed by the English. The appointment requires the consent of the Lord Chief Justice, who looks to the state of business in the courts. The fees are taken by the court, which removes the financial incentive rather than regulating it, and the award may reach the Court of Appeal, where the hearing is public. When England lends a judge to arbitration, the court follows.

Much of the arbitration world turns instead to retired judges, who bring the experience of the bench but no longer sit on it. In the region, Sweden bars nothing and its judges may serve, though the practice is neither customary nor systematic. What makes the Danish model instructive is not that it exists but how it works.

Why Denmark can afford it

The Danish practice rests on two foundations. The first is trust. The Danish judiciary enjoys public confidence few countries can match, and Denmark has for years stood at the top of the World Justice Project Rule of Law Index. A party that meets a Danish judge does not wonder about the integrity of the office.

The second foundation is architecture. A party cannot simply engage a judge. Under the Administration of Justice Act (AJA), a sitting judge of any court may be appointed as arbitrator only through that court’s president. Parties and institutions may propose judges, but by express legislative intent a judge never sits on the nomination of one party alone. The president is not bound by the proposal either, weighing instead the nature of the case, the judge’s qualifications and availability, and whether the same parties or counsel have proposed the same judge too often. The president filters rather than selects.

The appointment is not the only filter. The judge’s earnings from secondary employment are capped by statute at half the salary of the office, averaged over three years. Every engagement is reported annually, with the income from each case, the procedure of appointment, and the names of counsel involved. The Bibeskæftigelsesnævnet oversees the scheme, and the reports are public for every court level. The practice is not an informal habit; it is a regulated institution.

The regulation of arbitration in Denmark dates back to 1683, when a single provision made the award binding and beyond appeal, with a reservation for the King. In 1981, the Association of Danish Judges was among the founders of the Danish Institute of Arbitration (DIA), where sitting judges traditionally serve as arbitrators. Moreover, the presidium of the Danish Building and Construction Arbitration Board has long been drawn from Supreme Court and High Court judges. The published reports show judges sitting in a substantial number of arbitrations each year. Against this backdrop, when the Danish arbitration community awarded its first Arbitrator of the Year prize in 2025, it went to Julie Arnth Jørgensen, a sitting Supreme Court judge.

A different kind of independence

Where international practice pursues arbitrator independence through codified rules, the sitting judge already embodies it. A sitting judge has no clients, cannot act as counsel, and does not depend on arbitral appointments for income. The judge therefore stands outside the role conflicts at the heart of the double-hatting debate and is structurally less exposed to the relationship conflicts mapped by the IBA Guidelines.

What holds the judge in check is the post and the law that frames it. Arbitration adds another layer. Once appointed, a judge is bound by the disclosure duty in section 12 of the Danish Arbitration Act. Under the DIA rules the judge signs the same declaration of impartiality and independence as every other arbitrator, and the DIA Chair’s Committee may withhold or revoke confirmation even when no party objects.

The Supreme Court in Inter Forsikring, U 1997.172 H, held arbitrators to a more lenient standard than judges, while the explanatory notes to the Arbitration Act treat the two as aligned. The sitting judge renders the debate academic, meeting the stricter standard by definition. The DIA’s published challenge decisions record a party objecting that all three arbitrators were practising lawyers and asking for a judge instead. No reported award has been set aside over a judge’s appointment.

The advantage is clearest where the judge’s nationality favours neither side, whether both parties are international or both Danish. The parties obtain court-grade independence with the confidentiality and finality of arbitration, and something no court offers, the ability to ask for the judge.

What the bench gains

The traffic is not one way. The committee report Betænkning 1465/2005 treated arbitral work as a benefit to the courts. Serving in arbitrations gives judges a broader understanding of commercial life and lets them develop the law beyond the courtroom. It even fosters recruitment, since a seat on the bench no longer confines a career, drawing able lawyers to the higher courts. Arbitration borrows the bench’s independence, and the bench gains experience and attracts candidates in return.

The limits of the model

Every design has a shape, and a shape has edges. Three stand out. The first is concentration. The earnings cap, the judge’s primary workload and the gatekeeping of the court president all restrict supply, and the work gathers in a few senior hands. Danish commentary has observed that when the cap reduced the pool of judges, appointments shifted towards practising lawyers, who are more exposed to conflicts of interest. Arbitrator challenges at the DIA rose over the same period from 2.35 to 8.62 per 100 cases.

The second is orientation. A domestic judicial career may incline a judge towards national procedure and precedent rather than the transnational practice expected by parties from different legal traditions, though some parties choose a judge precisely for such judicial rigour. The third is scope. Nothing in the statute confines the practice to commercial arbitration, but appointments cluster there, and no Danish judge is reported to have sat in an investment case.

The deepest objection is not practical but perceptual. A judge who arbitrates private disputes for a fee may seem to lend the office’s authority to private ends, risking the confidence on which the model rests. Denmark weighed that objection and designed a multi-layered system to safeguard it. The cap keeps arbitration secondary to the office, the disclosure keeps it visible, and the court president keeps it selective.

A wider ‘bench’ of arbitrators

Most jurisdictions meet the independence concern by keeping sitting judges out of arbitration. Denmark meets it by regulating how they come in, expanding the range of arbitrator profiles available to parties and adding a further layer of independence and expertise to a seat that can afford it. The model does not ask to be copied. Its preconditions, a trusted judiciary and an architecture refined over decades, are local. Its lesson travels nonetheless. Denmark offers a working demonstration rather than an argument. Elsewhere, a judge at the arbitral table could raise the independence question. In Denmark, the judge at the table answers it.

Rubén Obadia Buenos

Argentine lawyer focused on international arbitration, with experience in litigation and dispute resolution.

READ MORE

Appointment, earnings, disclosure and oversight. AJA, Consolidated Act No. 1298 of 7/11/2025, sections 47a(3), 47b, 47c and 47d.

Comparative law. Argentina, National Code of Civil and Commercial Procedure, article 765. France, Ordonnance 58-1270, article 8. ICJ, address of the President to the UN General Assembly, 2018. England, Arbitration Act 1996, section 93 and Schedule 2. Sweden, Arbitration Act, section 7. ICCA International Handbook, National Reports for England and Wales (2020) and Sweden (2024).

Commentary. Tufte-Kristensen, J., & Pihlblad, S. (2016). Challenge Decisions at the Danish Institute of Arbitration. Journal of International Arbitration, 33(6), 577–651.

Voldgiftssager kan sammenlignes med et spil skak, hvor kreativ, strategisk og langsigtet tænkning belønnes, skriver Kolja Staunstrup. Det handler om at forudse flest mulige træk og skræddersy en processtrategi, hvilket han ser som både charmen og udfordringen ved håndteringen af de komplekse voldgiftssager.

Af Kolja Staunstrup, partner, Kromann Reumert

Komplekse voldgiftssager indebærer en række overvejelser, valg og fravalg, der samlet udgør en parts processtrategi. Tvister er forskellige, og en one-size-fits-all-løsning eksisterer ikke. Voldgift er fortrolig, fleksibel, skræddersyet, effektiv og internationalt anvendelig, hvilket gør, at en velvalgt og til sagen tilpasset processtrategi bliver et endnu vigtigere parameter end i retssager, hvor de overordnede rammer er mere fastlåste.

Det gør også, at den rådgiver, der tænker kommercielt og processtrategisk igennem alle dele af voldgiftssagen og en eventuel forligsproces, stort set altid vil sikre sin klient en konkurrencemæssig fordel i forhold til den rådgiver, der blot følger den model, der fungerede udmærket i den foregående sag.

Netop det at forudse flest mulige skaktræk og skræddersy en processtrategi er både charmen og udfordringen ved håndteringen af de komplekse voldgiftssager.

En tidlig udfalds- og risikovurdering

En vigtig øvelse består i tidligt i processen at lave en grundig og objektiv risikovurdering og få

• sikret og indsamlet relevante fakta og beviser,
• identificeret de centrale tekniske, økonomiske og juridiske problemstillinger,
• vurderet sagens økonomiske effekt,
• analyseret sagens styrker og svagheder,
• involveret de rette “fact witnesses” og inddraget de nødvendige sagkyndige kompetencer,
• kortlagt de forskellige handlingsmuligheder og pros and cons forbundet hermed, og
• fastlagt den foretrukne plan A men efter omstændighederne også plan B og C, da en processtrategi altid skal være agil og dynamisk.

Det kan lyde højtravende og vidtgående, og gråspurve skal selvsagt ikke skydes med kanoner. Erfaringen viser blot, at det alt sammen er opgaver, der skal håndteres, og at det er en nyttig investering at gøre det struktureret og tidligt i processen, ikke mindst i voldgiftssager, hvor uhensigtsmæssige strategiske valg ikke vil kunne rettes op under en ankesag.

Voldgiftsrettens sammensætning

Valg af voldgiftsdommer bør behandles som et centralt strategisk valg, da voldgiftsrettens sammensætning er en vigtig bestanddel af sagens arkitektur, og en velvalgt voldgiftsret kan bidrage til en effektiv og kvalificeret proces og have betydning for både processen og det materielle udfald.

Valg af voldgiftsdommer afhænger blandt andet af sagstype, kompleksitet, og hvorvidt det er en juridisk vanskelig sag, eller en sag, hvor praktisk erfaring vurderes vigtig. Der kan eksempelvis være særligt behov for solid proceserfaring, dommeregenskaber, stærk teoretisk ballast, brancheindsigt, international voldgiftserfaring, osv.

Hertil kommer mere praktiske hensyn: habilitet, tilgængelighed, integritet, gennemslagskraft og evnen til at samarbejde i en voldgiftsret. I et lille marked som det danske er habilitet ofte et særligt opmærksomhedspunkt.

PO1 som strategisk styringsværktøj

Når voldgiftsretten er nedsat, kan parterne blandt andet påvirke sagens tilrettelæggelse gennem den første procedural order (PO1) eller tilsvarende dokument.

Her fastlægges typisk fx antallet af processkrifter, frister, rammer for bevisførelse, brug af skriftlige vidneerklæringer, ekspertbeviser, eventuel opdeling, format for den mundtlige forhandling og en række andre forhold, som kan få væsentlig betydning for sagens forløb og udfald.

Det er risikabelt at undervurdere betydningen af PO1, og den advokat, der forud for det første forberedende møde med voldgiftsretten har gennemtænkt processen og forholdt sig til fordele og ulemper ved forskellige modeller, vil ofte kunne forbedre sin klients position.

Bevisstrategien

Bevisstrategien bør etableres tidligt. Relevante dokumenter skal sikres, nøglepersoner skal interviewes, mens erindringen er frisk, og der skal skabes overblik over, hvilke bevistemaer der er afgørende, og hvordan de bedst dokumenteres.

Tekniske, finansielle eller branchespecifikke spørgsmål bør desuden identificeres tidligt, så den sagkyndige bevisførelse kan planlægges og integreres i den samlede strategi. I voldgift er dette særligt vigtigt, fordi skriftlige vidne- og eksperterklæringer ofte spiller en central rolle.

Bevisstrategi handler også om fravalg. Den gode rådgiver tør prioritere de (få) afgørende argumenter og beviser og fravælge dem, der i højere grad er støj eller drillerier.

Forlig som del af strategien

I kommercielle tvister er målet ikke nødvendigvis en voldgiftskendelse, men derimod at opnå et juridisk, økonomisk og kommercielt fornuftigt resultat samtidig med, at der spares omkostninger og elimineres risici. Der bør derfor som del af de indledende overvejelser tages stilling til, hvad et acceptabelt forlig vil være, hvornår et forligsvindue realistisk kan åbne sig, hvilke informationer der skal til for at forhandle kvalificeret, osv.

En tvist kan ofte være vanskelig at forlige tidligt, og erfaringsmæssigt kan en voldgiftssag bruges til at skabe et forhandlingsrum ved at få positioneret sig stærkest muligt. De for parterne virkelig værdiskabende forlig vil imidlertid ofte være dem, der indgås på et tidligt tidspunkt i forløbet, hvor forligsrummet ikke er blevet reduceret som følge af udgifter til advokater, eksperter og andre.

Et desværre ofte overset værktøj i erhvervstvister er mediation. En uvildig mediator kan bidrage til et realistisk og objektivt risikobillede, skabe et fortroligt rum for drøftelser og muligt identificere nogle ikke-økonomiske elementer, der vil kunne indgå i en samlet løsning.

Kommercielle hensyn

Processtrategien bør også omfatte stakeholder management. Hvem skal vide hvad internt? Hvordan håndteres eventuelle henvendelser fra medier eller samarbejdspartnere? Og hvordan undgår man, at kommunikationen om sagen skader den juridiske position? En processtrategi, der ikke tager højde for kommercielle og kommunikative hensyn, er sjældent fuldt ud dækkende.

Formidling af sagen til voldgiftsretten

Processkrifter er et redskab til at overbevise voldgiftsretten. Selv erfarne voldgiftsdommere har behov for guidance, klarhed, prioritering og struktur. Lange processkrifter med gentagelser, perifere pointer og unødvendige detaljer kan få selv de bedste argumenter til at drukne.

Det kræver mod at skære fra. Klienter kan naturligt have et ønske om, at alle forhold behandles, men procesadvokatens opgave er at rådgive og fremføre sagen over for voldgiftsretten på præcis den måde, der optimerer klientens vinderchancer. Dette kræver omfattende praktisk erfaring, to-the-point kommunikation og et prioriteret hovedfokus på de afgørende hovedargumenter.

Det samme gælder den mundtlige forhandling.  Opening statements, vidneafhøringer, ekspertbeviser og closing statements bør alle understøtte sagens kerne. I voldgiftssager, hvor voldgiftsretten som hovedregel vil være velforberedt, er den mundtlige forhandling en mulighed for at skærpe bevisførelsen og kommunikationen omkring sagens afgørende punkter, men den anvendes desværre for ofte til blot at gentage pointer fremført i processkrifterne. Læs mere om processtrategi

Tidligere på året udgav Kromann Reumerts procesafdeling bogen “Erhvervslivets Tvister” med henblik på at samle nogle af de praktiske erfaringer, som arbejdet med store rets- og voldgiftssager igennem mange år har givet. Bogens kapitel et om processtrategi kan tilgås her. Ønsker du et eksemplar af bogen, kan den rekvireres hos Kromann Reumert.

Voldgiftsforeningen har offentliggjort et udkast til Protokol nr. 1, der er et redskab til at rammesætte voldgiftssagen. Formålet er bidrage med et redskab til en effektiv og god voldgiftsproces, sådan at voldgiftsretten sammen med parterne fra start får tilrettelagt en proces for sagens behandling og dermed afstemt forventningerne mellem sagens aktører allerede fra sagens begyndelse.

Godt begyndt er halvt fuldendt. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og det kunne også være overskriften for Voldgiftsforeningens nye initiativ – et udkast til den berømte Protokol nr. 1 eller blot PO1, som den som oftest omtales i international voldgift – som er en køreplan for løsning af den tvist, der er opstået mellem to parter. For netop aftaler om alt fra tidsperspektiv til vidneerklæringer er bærende for sagen, som bygger på en aftale mellem parterne.

”Vores initiativ er er ment som en hjælp til at få en god start, men det er selvfølgelig vigtigt, at planen afstemmes til sagen og parternes ønsker,” siger næstformand i foreningen, Lotte Noer, som sammen med Frank Bøggild og Julie Arnth Jørgensen har været primus motor i processen med at få skabt en PO1 model.

Planen forankres hos parterne

De tre erfarne voldgiftsdommere mener, at det for en stor dels vedkommende er selve processen med at udarbejde planen, der er vigtig for at opnå fælles fodslag.

”Processen sikrer afstemning af forventninger om det videre forløb af sagen. Det kan for eksempel ske ved, at voldgiftsdommerne sender en PO1 i udkast til parterne og beder dem forsøge indbyrdes at afklare eventuel uenighed om formuleringen af de enkelte punkter – ligesom de fint kan blive inviteret til at komme med et fælles oplæg til tidsplan, herunder frister for udveksling af processkrifter, vidneerklæringer og eventuelt ekspertbevis. Det sikrer, at planen og fristerne helt fra starten bliver forankret hos parterne. Når der er fastsat frister i fællesskab, bliver de erfaringsmæssigt i højere grad efterlevet, hvilket i sidste ende betyder, at tidspunktet for den mundtlige forhandling kan fastholdes,” lyder det samtidig med, at det understreges, at en PO1 aldrig må blive en spændetrøje med planer, bureaukrati, som er uegnet til at opnå en hurtigere og mere effektiv proces.

”Processen er parternes, men voldgiftsretten har en pligt til at sørge for effektivitet og fremdrift. Protokol nr. 1 skal sikre den nødvendige fleksibilitet, men også give voldgiftsretten redskaber til at sikre fremdrift.”

En mere smidig proces

Kasper Steensgaard, professor på Aarhus Universitet, bliver jævnligt udpeget som voldgiftsdommer. Han mener, at Voldgiftsforeningens initiativ vil fremme anvendelsen af PO1.

”Min erfaring er, at tid brugt på at få en PO1 på plads er godt givet ud. Processen glider lettere, når parterne og voldgiftsretten allerede fra begyndelsen ved, hvad der skal ske og hvornår,” siger han og understreger, at det dog er forbundet med en del arbejde for advokaterne at gennemgå et nyt udkast til PO1 helt fra bunden, hver gang de møder en ny voldgiftsret.

”Det er ikke nødvendigvis alle sager, som kan bære en PO1. Med den nye standard vil advokaterne over tid opbygge fortrolighed med udgangspunktet og dermed kunne effektivisere arbejdet markant”, siger han og tilføjer, at standardiseringen formentlig også vil kunne gøre PO1 attraktiv i sager, hvor anvendelse ikke hidtil har været anset for proportionel eller hensigtsmæssig.

Større transparens i processen

Også Lotte Eskesen, partner hos Gorrisen Federspiel, ser positivt på Voldgiftsforeningens initiativ.

”Når modellen er let tilgængelig, vil der også være et incitament for at bruge PO1 i en dansk kontekst. Personligt er jeg stor fan af at have klare spilleregler for voldgiftsprocessen. På den anden side vil jeg gerne advare imod at man gør sin PO1 alt for omfattende, som vi nogle gange ser i udlandet, fordi der er en risiko for, at processen bliver for detaljeret og uoverskuelig for både voldgiftsdommerne og parterne. Med en dansk model, som er tilpasset den særlige nordiske pragmatisme, som vi er rundet af, lander vi et godt sted, og det vil være et brugbart instrument i mange sager,” siger Lotte Eskesen, der blandt andet ser PO1 modellen som et godt redskab til at skabe spilleregler for den mundtlige forhandling.

”Et eksempel kan være brugen af Power Point præsentationer, der kan blive opfattet som nyt skriftligt materiale, hvis den ene part kommer med en større visuel præsentation, mens den anden part slet ikke har tænkt i de baner. I sidste ende handler det om at være enige om, hvad en god proces er, før sagen starter, og her er det klart, at en model PO1 kan være en stor hjælp, fordi man får større transparens og dermed færre overraskelser i processen.”

Læs mere om den nye danske model for PO1 på www.voldgiftsforeningen.dk.

I forlængelse af debatten Good Arbitrator Behavior efterlyser Karsten Kristoffersen en samtale om den kulturelle side af sagen og foreslår et større fokus på at skabe forståelse mellem aktørerne i voldgift. Indsigt i og accept af kultur samt særlige udfordringer kan forebygge mange af de problemer, der kan opstå undervejs i en sag, mener han.

En voldgiftssag er i sin natur en konfliktzone, hvor voldgiftsdommeren skal finde en løsning på den tvist, som er opstået mellem to parter.

Der vil være stærke holdninger på hver side af bordet og mange forskelligartede interesser. Parterne har deres – ofte – komplekse dagsordener, men der kan også være andre aktører i kulisserne.

”Mange tror, at voldgift fungerer som en ramme om et fælles mål om at gøre det rigtige for retfærdigheden – en domstol, hvor det blot er et institut, der sætter rammen. Men det er ikke tilfældet. Voldgift er også et marked, altså et game om penge, hvor der er store interesser på spil. Ikke alene for parterne men også for eksempelvis selskaber, der investerer i sagen. Interesserne rundt om bordet er helt sikkert meget forskellige og ikke altid åbenbare. Og midt i dette set up befinder voldgiftsdommerne sig. Og det kan godt være ubehageligt,” siger Karsten Kristoffersen og tilføjer, at man alligevel skal være den bedste udgave af sig selv.

”Det kræver ofte, at man ser ind ad og fokuserer på, hvad man selv kan gøre – ikke hvad andre burde gøre anderledes. Og kommer du til et punkt, hvor irritation over advokaternes adfærd risikerer at påvirke dine beslutninger, så er der god grund til at stoppe op og få sig et andet arbejde.”

Karsten Kristoffersen er kendt for sin kontante facon, og det gælder også i den debat, der har været om voldgiftsdommerens rolle. En debat, der blev startet af Frank Bøggild, Kromann Reumert, der i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev skrev artiklen Bad Arbitrator Behaviour – A Top Ten List, inspireret af den finske voldgiftsdommer Mika Savola, som i 2025 udgav artiklen Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal. Senere arrangerede Voldgiftsforeningen en paneldebat om emnet, hvor Kristoffersen var en af deltagerne i panelet.

De kulturelle spilleregler

Han mener, at manglende fælleskulturelle normer for sagen ofte fylder i voldgiftsprocessen, og at det sagtens kan være på en negativ måde.

”Parterne i sagerne kommer naturligt nok med hver deres holdninger til det problem, der skal løses. Men de kommer også med forskelligt pres, forskellige tilgange og traditioner – ikke mindst fordi de ofte kan være fra hver deres verdenshjørne. Det komplicerer tingene, og det kan give nogle udfordringer. Som voldgiftsdommer oplever jeg ikke sjældent ”trusler”. Det kan være om, at sagen for eksempel bliver sendt til domstolene, fordi jeg skulle være inhabil eller laver fejl. Ja, det gør mig til tider irriteret, men jeg ved jo også, at advokaterne bare gør deres arbejde og hiver alle mulige argumenter ned fra hylderne af en årsag,” siger Karsten Kristoffersen, der efterlyser en tradition for at have en proces, der i lighed med en PO1 sætter rammen for den kulturelle side af sagen.

”Jeg tror, at det vil kunne have en positiv effekt, hvis man inden sagens start får skabt et kodeks for, hvordan parter og voldgiftsdommere er sammen i processen. I min optik kan voldgiftsdommeren for eksempel tage initiativ til et fysisk møde, hvor man kan se hinanden i øjnene, og tale om hvordan vi omgås. Ved sammen at tale om de kulturelle spilleregler, får både jeg som voldgiftsdommer og hver part en forståelse for, hvad vi skal være opmærksom på. I sidste ende tror jeg, at det vil betyde, at det vil være sværere at komme på tværs, når sagen kører.”

”Jeg ser det som en service overfor parterne, fordi det er et forsøg på at sikre, at vi gør det bedst muligt. Selvfølgelig kan ingen tvinges til at acceptere en særlig kulturel ramme, men de fleste vil gerne være med til at formulere en form for adfærdsregler, som betyder, at vi forstår hinanden bedre.”

Hvordan disse regler skal se ud, har Karsten Kristoffersen ikke en færdig opskrift på.

”Men det gode sted at starte er med et fysisk møde.  Er det over Teams, er det nemmere at gemme sig. Engagementet er ikke det samme,” siger han, men erkender samtidig, at adfærdsregler er til for at blive brudt.

”Det ved enhver skolelærer. Men han eller hun ved også, at man ved at tale om tingene som et alternativ til gulerod og pisk kan skabe en særlig dynamik, hvor overtrædelserne af adfærdsreglerne bliver færre og mindre alvorlige. Det giver noget ro og i voldgiftsretten en bedre mulighed for at sikre den ønskede kalejdoskopiske rejse fra starten, sådan at sagen kan blive afgjort hurtigt.”

Den gode voldgiftsdommer er modig

Selvom Karsten Kristoffersen ikke har en færdig manual over, hvad der skal til, for at skabe den perfekte kulturelle ramme om en voldgiftssag, så er han ikke i tvivl, hvis han bare skal nævne en enkelt egenskab hos voldgiftsdommeren, som også kan bidrage til at skabe en god dynamik under voldgiftssagen.

”Det er mod. I denne branche er der et hav af jurister, der har 12 i snit. Men kun få er modige i en grad, så de kan skære igennem, når det er nødvendigt i løbet af sagen.”

”Det er menneskeligt at tænke på sit renommé, men det duer ikke at være bange for at få kritik. Og så er vi der, hvor jeg startede, nemlig at man skal se indad. Hvis man ikke er modig, når man står i orkanens øje, hvis man blafrer i vinden, når det flyver med trusler om retssager, og når der skal skæres ind til benet, så skal man nok også overveje at finde sig et andet arbejde.”

Karsten Kristoffersen

Partner, Bruhn & Hjejle. Erfaren voldgiftsdommer.

What does good arbitrator conduct look like in practice? A Swiss-Danish reflection on the behaviors that inspire confidence in arbitral tribunals – and those that undermine it.

Arbitrators are expected to combine legal expertise with sound judgment, neutrality and effective case management. Yet what distinguishes an outstanding arbitrator from an average – or even problematic – one often comes down to conduct rather than credentials.

In this session – organised by Kromann Reumert, Swiss Arbitration and DIA – three highly experienced arbitration practitioners will share their perspectives on the behaviors that inspire confidence in a tribunal and those that undermine it.

Panelists

Nadja Jaisli Kull, Bär & Karrer, Zürich

Sébastien Besson, LKK Arbitration, Geneva

Frank Bøggild, Kromann Reumert, Copenhagen

Moderator

Nina Lauber-Thommesen, Independent Arbitrator, Geneva

Welcome note

Steffen Pihlblad, Secretary General, DIA

WHEN

Thursday 8 October 2026 at 15.30 – 17.30

WHERE

Kromann Reumert

Sundkrogsgade 5

2100 Copenhagen

Details and registration:

Marketing Form

Get ready for three lunch seminars on 2 October hosted by leading law firms. Each seminar offers a fresh perspective on key issues in arbitration – from winner mentality to good arbitrator conduct and recent trends in the Nordic.

Kromann Reumert invites to explore winning mentality through personal stories, career-defining experiences and practical insights from people who have excelled in very different areas. The speakers will share what drives performance under pressure, how powerful winning teams are built, how determination and motivation are created, and how to stand out when the stakes are high.

Schjødt offers lunch and a lively debate on good arbitrator conduct, drawing on topics including the Standard PO1, time efficiency, due process paranoia and considerations behind the profile of the party-appointed arbitrator. Through practical examples, war stories, and dos and don’ts, the panel will share their perspectives on what constitutes good arbitrator conduct.

Bruhn & Hjejle hosts a session on the most recent trends in the Nordics and beyond concerning Private Equity-related disputes, including minority shareholder issues, issues related to continuation vehicles, piercing of corporate structures given lack of adherence to basic governance issues, and specific P&E-related aspects of post-M&A disputes. The session will explore case and settlement strategies.

For details and registration, check out the conference app CAD 2026

***

Arbitrator of the Year 2026

Det er nu, du skal nominere til prisen Arbitrator of the Year. Prisen er en anerkendelse af en person eller en flerhed af personer, der har ydet en forbilledlig indsats for voldgift, enten i Danmark eller internationalt.

Modtageren offentliggøres under Copenhagen Arbitration Days 2026, som en del af konferencen hos Dansk Industri den 2. oktober.

Prisen tildeles en person eller en flerhed af personer, der har ydet en væsentlig indsats for udviklingen og anerkendelsen af voldgift som tvistløsning.

Modtageren/modtagerne skal opfylde et eller flere af følgende kriterier:

• Udvist forbilledligt virke som voldgiftsdommer i sager med hjemsted i Danmark.
• Ydet en ekstraordinær indsats, der har styrket det danske voldgiftsmiljø.
• Vist særligt engagement i en væsentlig og aktuel dagsorden på voldgiftsområdet.

Du indstiller kandidater ved at sende navnet og en kort motivation (maks. 10 linjer) til [email protected]. Skriv venligst Arbitrator of the Year i emnefeltet.

Nomineringsperioden slutter 1. september 2026. En uafhængig komité udvælger årets prisvinder. Komiteen består af René Offersen, Lotte Noer, Linnea Klingberg-Jensen og Steffen Pihlblad.

AI is transforming the way we think, work, communicate, and make decisions. But what impact will it have on dispute resolution, and how can practitioners in the field best leverage its potential without compromising fundamental values and breaching regulatory requirements? These questions will be explored on 1 October in a dedicated session focusing on the advantages and risks that AI presents for commercial dispute resolution. Read interview with Niels Chr. Ellegaard, who will be part of the discussion as a member of the panel.

“Fundamentally, a decision concerning the substance of an award must be made by a human. The parties pay for the judgmental skills and legal expertise of one or more arbitrators, not for a decision made by a robot.”

This is the view of Niels Chr. Ellegaard, Partner at Plesner and PhD Fellow at the University of Copenhagen, where he researches how humans and AI interact in decision-making processes. He is also one of the architects behind the DIA’s regulatory guidelines to arbitrators regarding use of AI in arbitration under the EU AI Act.

The guide will be launched in connection with the AI in ADR conference on 1 October, held as part of Copenhagen Arbitration Days, ahead of the regulation regarding high-risk use of AI, included in the EU AI Act, becomes applicable on 2 August 2027.

“With this guide, we provide arbitrators with an introduction to the framework established by the EU AI Act, because of the fact that the rules may already affect cases initiated at the DIA if they are not completed before the high-risk provisions become applicable,” says DIA Secretary General Steffen Pihlblad. He adds that the guide is intended for arbitrators, rather than for the parties, counsel, or experts.

Niels Chr. Ellegaard emphasises that the guidelines concern the use of AI where it has a material impact on the arbitral decision-making process.

“This does not include using AI as a proofreader, for example, but rather any use that affects the substance of the award. In such cases, it is particularly important to use a certified AI model, much like choosing a certified medical device when its output informs a clinical decision. As an arbitrator, you are ultimately responsible for the output you receive if you choose to make use of it.”

He also highlights the need for caution when using AI to review a draft award.

“Imagine a situation where the AI concludes that the draft award is excellent, while at the same time asking whether you have considered four additional aspects of the case. The question is whether an arbitrator can avoid being unduly influenced by the AI’s suggestions, while also taking advantage of the opportunities offered by AI. Ultimately, it is all about ensuring that AI is used appropriately,” says Niels Chr. Ellegaard, referring to a recent Canadian case in which the use of AI crossed the line and resulted in the award was set aside.

Where those boundaries should be drawn is one of the key topics that will be discussed at the event AI in ADR on 1 October during the Copenhagen Arbitration Days.

Read more and register here.  (CAD 2026)

In a rapidly shifting geopolitical environment, a trusted, independent, and impartial mechanism for the peaceful resolution of disputes is more important than ever. In cases involving states and state entities in disputes over precious resources, these disputes in another context might be resolved not by arbitration but by war. International arbitration provides an even more important avenue of recourse in a fragmenting world than in a stable one, says Claudia Salomon, President, ICC International Court of Arbitration and keynote speaker at CAD 2026.

What emerging trends do you see in the arbitration landscape?

I would identify three. First, the sectoral profile of our caseload continues to evolve. Construction and energy together account for around 40 percent of ICC cases year on year, but the nature of those disputes is changing. We see energy disputes focused not only on oil and gas matters but also renewables, including solar and wind, and construction disputes are arising in emerging economies. We are also seeing an increased number of disputes in the space, defence, and technology sectors where companies are investing heavily, and technology related disputes are arising across all sectors.

Second, parties are more sophisticated in their approach to drafting their dispute resolution clauses. Companies are using their bargaining power to negotiate not only price and substance but also where and how future disputes will be resolved. This is particularly visible in contracts with states and state entities, which may push for their own law and a city within their jurisdiction as the seat, or for a local arbitral institution funded by the state with little experience administering complex cases. In those circumstances, parties frequently agree on ICC arbitration because they trust it for its independence, impartiality, and quality.

Third, demand continues to grow in step. In 2025, the ICC Court registered its 30,000th case, and in March 2026, we set a new monthly record of 94 new filings. The revised ICC Arbitration Rules, effective 1 June 2026, are designed to meet the evolving needs of states, state entities, and companies worldwide, reflecting in particular the changing technology landscape.

How is the current period of global turbulence affecting international arbitration?

In a rapidly shifting geopolitical environment, a trusted, independent, and impartial mechanism for the peaceful resolution of disputes is more important than ever. In cases involving states and state entities in disputes over precious resources, these disputes in another context might be resolved not by arbitration but by war. International arbitration provides an even more important avenue of recourse in a fragmenting world than in a stable one.

Turbulence is also reshaping the kinds of cases we see. Sanctions regimes – particularly those flowing from the war in Ukraine – have raised difficult questions about where arbitrations involving Russian parties should be seated, and about the practical access of sanctioned parties to dispute resolution. Tariffs and trade disruptions are forcing companies to find new partners, often without the base of trust that long-term partners bring; misunderstandings, different expectations, and different cultures are likely to generate a new wave of disputes. Parties are also looking much more carefully at the choice of seat and venue as visa policies shift and access to particular jurisdictions become less predictable.

The numbers reflect that resilience. Last year, ICC arbitrations were seated in more than 120 cities and involved parties from almost 150 countries – a truly international reach. ICC is uniquely well placed to serve parties in this environment because it is not tied to any geography or region, and is not subject to shifting political winds.

How can AI be implemented to the benefit of arbitration?

At the ICC Court, we are embracing new technologies and platforms to make it easier for parties and other stakeholders to access our services. The launch of ICC Case Connect is one example: it enables more streamlined communication and file sharing among parties, the arbitral tribunal, and case management teams. We are also updating our infrastructure to benefit from potential AI efficiencies, especially for small and medium-size businesses.

The artificial intelligence revolution is transforming dispute resolution services just as it is transforming everything else. Many parties and counsel have embraced artificial intelligence and data analytics to support the arbitral process itself – for tasks such as document review and contract analysis. These technologies have the potential to further enhance the efficiency and effectiveness of arbitral proceedings.

That said, while technology has tremendous potential, it also carries tremendous risks: the authenticity of evidence in the age of deep fakes, the protection of confidential information, and the temptation to let algorithms perform what is properly the work of the tribunal. That is why the ICC Commission on Arbitration and ADR has convened an AI task force to examine these issues closely, so that the institutional response keeps pace with the rapidly evolving needs of global business.

How can arbitral institutions contribute to improving the rule of law?

At one level, the answer is built into the existence of the institution itself. The fact that parties from different countries – with different legal traditions and very different expectations – can submit their disputes to a trusted, neutral forum and accept the outcome as binding is already a substantial contribution to the rule of law in cross-border commerce. For more than a century, the ICC Court has played this role, trusted by states, state entities, and private parties from across the world. ICC also played a seminal role in creating the legal framework that makes cross-border arbitration work, including the New York Convention, which today has more than 170 signatories.

That is the foundation. I would highlight three further elements.

First, the rules and processes have to keep pace. The 2026 ICC Arbitration Rules are designed to meet the evolving needs of states, state entities, and companies worldwide. And the scrutiny of every draft award before it is communicated to the parties – a feature unique to ICC – is one of the practical mechanisms by which we sustain the enforceability of awards and protect the process against corruption, bribery, and money laundering.

Second, institutions can invest in the wider arbitration community – through training and education programmes, partnerships with judiciaries and governments, and guides on questions where the field is still developing. The ICC Commission on Arbitration and ADR publishes guides on effective conflict management, facilitating settlement, and disability inclusion, and convenes task forces on questions of integrity, most recently on the responsible use of AI and on indicators of corruption in international arbitration. We offer training and education programmes, and we partner with judiciaries and governments to promote institutional arbitration. All of this serves a single purpose: to promote access to justice and the rule of law to everyone, every day, everywhere.

Third, the work is collaborative. An arbitral institution cannot deliver the rule of law on its own. The strength of the arbitration ecosystem ultimately depends on a genuine commitment to the rule of law from the seats themselves – their courts, their legislation, and their wider legal framework.

What are you most looking forward to about visiting Copenhagen in October for CAD?

I look forward to hearing from Danish in house counsel and practitioners to better understand their perspectives on managing, preventing, and resolving their disputes, so we can continue to meet – and hopefully, exceed – their expectations. I also look forward to experiencing the hygge and tasting the iconic smørrebrød.

It is a pleasure to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Days, where leading practitioners will explore how we build trust in an uncertain world, where disruption has become the new normal. As always, I look forward to welcoming colleagues from around the world.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

Over the past eight years, this annual conference has grown from an ambitious vision into a leading forum, bringing together experts and practitioners from around the world to exchange insights, advance professional standards, and strengthen a vibrant cross-border community.

This year, I am delighted to present an outstanding two-day program taking place on 1 & 2 October in Copenhagen. We are honored to welcome some of the leading figures in international arbitration, including Claudia Salomon, President of the ICC International Court of Arbitration, who will deliver this year’s keynote address.

The conference, which is organised by the Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark, comes at a particularly exciting time, as Copenhagen this year also hosts the IBA Annual Conference. As one of the leading gatherings of the international legal community, the IBA Annual Conference is a significant event for Denmark and the Nordic region. We are therefore pleased to contribute by hosting a number of events alongside the IBA Conference, while our own conference serves as a natural steppingstone to the IBA week ahead.

Our main conference will be held at the House of Industry, one of Copenhagen’s premier venues, and will culminate in a gala dinner at the historic Hans Christian Andersen Palace, which is named after Denmark’s most famous writer who is known all over the world. As an added bonus after the dinner, all participants will receive complimentary admission to Tivoli Gardens, offering the perfect opportunity to continue the networking evening in one of Copenhagen’s most iconic settings.

To underline the fact that AI no longer is a future and intangible concept, we also invite you to a panel discussion about how we as dispute resolution practitioners best leverage its potential and avoid its many pitfalls. This topic will be explored in the afternoon on 1 October in a dedicated session examining the opportunities and challenges that AI presents for arbitration and mediation.

Finally, we would like to thank our sponsors, including our main sponsor, the Dreyers Foundation. Without your support, we would not be able to organise the Copenhagen Arbitration Days.

We also extend our thanks to Kromann Reumert, Schjødt and Bruun & Hjejle for hosting the lunch seminars which take place in the morning on 2 October before the main event.

We look forward to welcoming you to Copenhagen!

Read more and register here.  (CAD 2026)

Borgar Høgetveit Berg og Ola Ø. Nisja har med bogen Arbitration in Norway udgivet en glimrende og velskrevet fremstilling. Den bør læses i sin helhed af enhver udenlandsk voldgiftsjurist, der på den ene eller anden måde får en rolle i en voldgiftssag i Norge, skriver René Offersen i sin anmeldelse.

Af advokat René Offersen

Arbitration in Norway er ikke en stereotypisk kommerciel bog skrevet primært for at tiltrække sig opdrag inden for voldgift, hvilket ellers var min første tanke, da jeg sad med bogen på 156 sider i hånden, men er en gennemarbejdet fremstilling målrettet udenlandske jurister, der har brug for selv at kunne forstå, hvad det indebærer at være involveret i voldgift i Norge, ligesom læseren også får et indtryk af norsk juridisk metode.

Det første varsel om bogens kvalitet fremgår af bogomslagets bagside. Borgar Høgetveit Berg er højesteretsdommer med en fortid som partner i Thommessen, mens Ola Ø. Nisja er leder af Wikborg Reins retssagsafdeling. Ifølge forordet er bogen skrevet samtidig med en ny udgave af forfatternes Voldgift i et nøtteskall. De varetager begge jævnligt opdrag som voldgiftsdommere i både norske og internationale voldgiftssager, hvilket er afspejlet i forfatternes disponering af stoffet.

Bogen indeholder 13 kapitler: (1) What is arbitration?, (2) A brief history of arbitration in Norway, (3) Characteristics of arbitration in Norway today, (4) The legal sources, (5) Advantages and disadvantages of arbitration, (6) Which disputes can be resolved by arbitration?, (7) The arbitration agreement, (8) The role of the ordinary courts, (9) Appointment of arbitrators, (10) The arbitral tribunal’s management of the case, (11) The tribunal’s decision, (12) Review of arbitral awards. Invalidity, og (13) Drafting arbitration clauses.

Som beskrevet i kapitel 1 gennemføres ad hoc voldgift grundlæggende på grundlag af voldgiftsloven og voldgiftsklausulen, hvor parterne i institutionel voldgift yderligere anvender de regler om voldgiftssagens behandling, der er fastsat af det valgte voldgiftsinstitut. I Norge adskiller erhvervslivets brug af voldgift sig væsentligt fra Sverige, Finland og Danmark derved, at ad hoc voldgift er den klart foretrukne form, hvorimod institutionel voldgift foretrækkes i de andre lande.  Om baggrunden for den norske praksis fremgår af kapitel 3: ”The two reasons are probably that ad hoc arbitration has worked very well for a very long period and the re-use of simple and straightforward arbitration clauses”.

Forfatterne anfører, at institutionel voldgift giver en mere formalistisk proces end ad hoc voldgift som følge af voldgiftsinstituttets regler. Det er selvfølgelig rigtigt, men forudberegneligheden og antallet af juridiske redskaber er til gengæld større, hvilket er af særlig værdi for udenlandske parter. Forfatterne udtrykker sig ikke negativt overfor institutionel voldgift og tager endda luften ud af argumentet om meromkostninger ved institutionel voldgift.

Jeg vover at påstå, at institutionel voldgift over tid også bliver det foretrukne i Norge. En af årsagerne er, at voldgiftsinstitutterne spiller en vigtig innovativ rolle i de nationale voldgiftsmiljøer, fordi den indbyrdes konkurrence mellem institutterne tvinger dem til vedvarende at modernisere deres regler for at tilgodese brugernes behov. Det er svært at se den nødvendige drivkraft uden institutionelle muskler.

Af kapitel 4 om retskilder fremgår det, at der er afsagt ti domme af Norges højesteret om den norske voldgiftslov af 2004, og at der yderligere fra appelinstanserne foreligger et solidt antal afgørelser. Domstolene synes at spille en større rolle for retsudviklingen på voldgiftsområdet end i Danmark.

En af forklaringerne kan være, at domstolene oftere involveres i ad hoc voldgift end i institutionel voldgift, hvor parterne næsten altid indretter sig efter voldgiftsinstituttets afgørelser om praktisk væsentlige spørgsmål som voldgiftsdommeres habilitet og sagsomkostninger. For parterne er en institutionel løsning som oftest tilstrækkelig, men i det større billede kan prisen være færre autoritative retskilder.

Den norske voldgiftslov

Den norske voldgiftslov af 2004 er ligesom den danske af 2005 baseret på UNCITRAL’s modellov. Der er derfor også meget velkendt stof i bogen for en dansk voldgiftsjurist. Hvor vi stort set ordret har implementeret modelloven, har nordmændene taget sig flere friheder, som jeg vil fokusere på i det følgende.

Det fremgår af refleksionerne i kapitel 5, at hverken voldgiftens proces eller voldgiftskendelsen er fortrolig, medmindre parterne har aftalt andet, jf. den norske voldgiftslovs § 5. Den deklaratoriske regel efter den danske voldgiftslov er den samme, da loven ligesom modelloven ikke indeholder bestemmelser om fortrolighed. Er Voldgiftsinstituttet aftalt, fremgår det imidlertid af instituttets reglers § 28, stk. 4, at voldgiftsretten kan træffe afgørelse om pålæg af fortrolighed.

Af den norske voldgiftslovs § 13, stk. 2, følger den særlige regel, at parterne om muligt skal udpege hele voldgiftsretten i fællesskab. Som almindelig regel skal parterne altså ikke blot hver især udpege voldgiftsdommerne, men søge enighed om hele voldgiftsretten, hvilket har til formål at styrke voldgiftsrettens uafhængighed og integritet. Det fremgår af kapitel 9, at bestemmelsen fungerer og er modtaget meget positivt i det norske voldgiftsmiljø.

Forfatterne er kritiske overfor den særlige norske opfindelse i den norske voldgiftslovs § 13, stk. 5, jf. stk. 1, der tilskrives Justitsministeriet, hvorefter parterne ved aftale kan vælge en voldgiftsdommer, der ikke er upartisk. Efter den danske voldgiftslovs § 13, stk. 2, fortaber en part muligheden for at gøre indsigelse om upartiskhed gældende, hvis denne ikke er fremsat, senest 15 dage efter at en part er blevet bekendt med de oplyste forhold. Hvor Voldgiftsinstituttet er aftalt, er dette velbegrundet fraveget i instituttets reglers § 21, stk. 4, der giver formandskabet hjemmel til når som helst at smide en partisk voldgiftsdommer på porten. En upartisk voldgiftsdommer udgør stedse en trussel mod voldgiftens integritet.

Den norske voldgiftslovs § 34 giver en særlig regel om, hvordan en sag skal afgøres, hvor det ikke er muligt at opnå flertal til en afgørelse. Forfatterne konstaterer rigtig nok, at bestemmelsens ordlyd er kompliceret og forklarer derefter bestemmelsen med et illustrativt eksempel fra forarbejderne: Hvis voteringen mellem tre voldgiftsdommere fordeler sig i NOK 150.000, NOK 300.000 og NOK 500.000, er afgørelsen NOK 300.000.

For en udlænding kan det forekomme som et lidt pudsigt emne at give en særlig regel om, herunder fordi man i international voldgift bør undgå dissens, da dissens kun svækker afgørelsens autoritet uden at påvirke resultatet.

Det skal nævnes, at fremstillingen indeholder en passende mængde baggrundsoplysninger om voldgift i Norge, blandt andet omtale af resultater af spørgeundersøgelser, og at bogen som det sidste er udstyret med ganske udførlige fortegnelser over engelsksproget og skandinavisk litteratur om norsk voldgiftsret.

Sammenfattende er Arbitration in Norway en glimrende, velskrevet fremstilling, der bør anskaffes og læses i sin helhed af enhver udenlandsk voldgiftsjurist, der på den ene eller anden måde får en rolle i en voldgiftssag i Norge.

René Offersen

Advokat, partner i Offersen : Christoffersen. Medlem af ICC International Court of Arbitration (Paris) fra 2015-2021.

Arbitration in Norway

Borgar Høgetveit Berg og Ola Ø. Nisja

Universitetsforlaget

Pris 450 norske kroner

Når parterne i en international voldgiftssag ikke har foretaget lovvalg for et eller flere af sagens spørgsmål, står voldgiftstribunalet ofte i en vanskelig situation. En klassisk lovvalgsanalyse kan i disse tilfælde medføre en utilsigtet hjemmebanefordel for den ene part samt en løsning, der kan forekomme arbitrær. Transnational ret tilbyder et alternativ, der er tilpasset tvistløsningsformens internationale karakter og sikrer “level playing field” mellem parterne, skriver Jacob Kirkeby på baggrund af sit speciale.

Af Jacob Kirkeby, advokatfuldmægtig Gorrissen Federspiel

I internationale voldgiftssager forekommer der jævnligt situationer, hvor parterne ikke har taget stilling til, hvilke regler der skal gælde for et eller flere af sagens spørgsmål. Det gælder særligt processuelle spørgsmål som bevisførelse, men det kan også angå sagens materielle spørgsmål. I disse situationer er voldgiftstribunalet oftest overladt et betydeligt skøn, men står sjældent med en oplagt løsning.

Traditionelt vil tribunalet i denne situation henholde sig til en lovvalgsanalyse for derved at forsøge at identificere, hvilke regler der skal finde anvendelse.  I international voldgift kan dette dog i nogle tilfælde føre til utilfredsstillende løsninger for sagens parter, idet resultatet af en lovvalgsanalyse altid er anvendelsen af et specifikt nationalt regelsæt.

Umiddelbart kan denne konstatering synes banal, men i en arena, der per definition er international, er det ikke unaturligt, at det for sagens parter undertiden kan forekomme konstrueret eller sågar arbitrært, at parternes manglende lovvalg resulterer i en hjemlig fordel for den ene, mens den anden sendes på ”udebane”.

Med specialet Eksistensen af et transnationalt forligsprivilegium i international voldgift har jeg undersøgt, om og i givet fald hvordan transnational ret tilbyder et attraktivt alternativ for voldgiftstribunaler, der er overladt til at skønne over de anvendelige regler. Diskussionen i specialet foretages på baggrund af betragtninger om transnational ret, herunder hvad der forstås herved, hvilke fordele og ulemper transnational ret medfører samt dens anvendelsesområde.

Et attraktivt alternativ til lovvalg?

Kvaliteterne ved anvendelsen af transnational ret som alternativ til en klassisk lovvalgsanalyse kom til udtryk i sagen ICC 7375 [ICC International Court of Arbitration, Paris, Frankrig, 5. juni 1996]. Tribunalet foretog som led i afgørelsen af denne sag en objektiv lovvalgsanalyse, der førte til anvendelsen af reglerne i det land, som den ene part hidrørte. Tribunalets subjektive lovvalgsanalyse viste imidlertid, at parternes manglende lovvalg ikke blot skyldtes manglende stillingtagen – tværtimod var det resultat af, at ingen af parterne havde været villige til at acceptere at gøre kontrakten til genstand for den anden parts nationale regler. Tribunalet fandt således, at det manglende lovvalg var udtryk for et ”underforstået negativt lovvalg” [egen oversættelse]. Som løsning på denne problemstilling anvendte tribunalet transnational ret.

Kigges der mod centrale elementer i international voldgift såsom hensyntagen til parternes berettigede forventninger, ligebehandling af parterne og tribunalets fleksibilitet, så tilbyder anvendelsen af transnational ret en velafbalanceret løsning, der er konkurrencedygtig med en klassisk lovvalgsanalyse. Det er klart, at ingen løsning er fuldkommen, når parterne ikke har taget stilling til spørgsmålet om de anvendelige regler. Når det er sagt, er der imidlertid meget, som peger i retning af, at anvendelsen af transnational ret skaber balance mellem, at tribunalet sikres den fleksibilitet, der kendetegner international voldgift, samtidig med der skabes en ”level playing field”, hvor ingen af parterne ledes i bagholdsangreb, og der værnes om parternes berettigede forventninger.

Dette lader sig illustrere med den ovennævnte ICC-afgørelse. Ved anvendelsen af transnational ret opnåede tribunalet, at ingen af parternes nationale regler blev afgørende, hvormed ingen af parterne fik en ”hjemmebanefordel”. Dermed blev både hensynet til en ”level playing field” og parternes berettigede forventninger iagttaget, mens tribunalet også kunne optræde fleksibelt og dermed imødekomme parternes ”negative lovvalg”.

Anvendelsesområdet for transnational ret

Det er i dag ukontroversielt at konstatere, at parterne har mulighed for at gøre deres kontrakt til genstand for transnational ret. Modsat er det betydeligt mere interessant, hvornår transnational ret kan anvendes, når parterne ikke har indgået aftale herom.

Det er afgørende, hvilke institutionelle regler tribunalet er underlagt, idet disse specificerer grænserne for tribunalets skøn. Der sondres her mellem to doktriner: voie indirecte og voie directe. Førstnævnte fordrer, at tribunalet identificerer den anvendelige law ved en klassisk lovvalgsanalyse, hvilket de facto afskærer muligheden for at anvende transnational ret, idet begrebet law er blevet fortolket til at være begrænset til nationale regler.

Omvendt binder voie directe ikke tribunalet til et specifikt retssystem, idet tribunalet her har beføjelse til at afgøre, hvilken law eller rules of law, der finder anvendelse uden at foretage en lovvalgsanalyse. Dette muliggør således, at tribunalet som led i sit skøn kan anvende transnational ret, idet tribunalet dermed ikke er begrænset til nationale retsregler.

Det er således ganske afgørende for anvendelsen af transnational ret, hvorvidt der er tale om institutionelle regler, der er baseret på en voie directe eller indirecte tilgang. For eksemplificering af forskellen på de to henvises der til ordlyden af UNCITRAL Model Law, art. 28, stk. 2, sammenholdt med LCIA, art. 22, stk. 3. Der kan ligeledes skeles til Voldgiftsinstituttets voldgiftsregler, der udtrykkeligt har adopteret en voie directe-tilgang. Dette følger af artikel 26, stk. 3, hvorefter tribunalet har beføjelse til at anvende de ”retsregler” / ”rules of law”, som det finder hensigtsmæssige, uden at skulle foretage en forudgående lovvalgsanalyse. Modsat begrebet law er begrebet retsregler (rules of law) blevet fortolket således, at det også inkluderer ikke-nationale regelsæt, og Voldgiftsinstituttets regler har dermed muliggjort anvendelsen af transnational ret i mangel på aftale herom.

Betydningen af sondringen mellem de to doktriner er imidlertid aftagende, da stadig flere institutionelle regler tillader voie directe.

Udviklingen peger således i retning af, at transnational ret i stigende grad får en praktisk rolle i international voldgift, særligt i situationer hvor parterne ikke selv har truffet et lovvalg. For en nærmere analyse af transnational ret med særlig fokus på forligsprivilegiet henvises til specialet, der kan læses her: afh2-2026.pdf.

Jacob Kirkeby

Cand.jur. fra Aarhus Universitet og er ansat som advokatfuldmægtig hos Gorrissen Federspiel i afdelingen for proces, hvor han beskæftiger sig med voldgift. I februar blev hans speciale om transnational ret udgivet i Retsvidenskabeligt Tidsskrift.

Allerede nu er der åbent for nomineringer til prisen Arbitrator of the Year. Prisen er en anerkendelse af en person eller en flerhed af personer, der har ydet en forbilledlig indsats for voldgift, enten i Danmark eller internationalt.

Modtageren offentliggøres under Copenhagen Arbitration Days 2026, som en del af konferencen hos Dansk Industri den 2. oktober.

Prisen tildeles en person eller en flerhed af personer, der har ydet en væsentlig indsats for udviklingen og anerkendelsen af voldgift som tvistløsning.

Modtageren/modtagerne skal opfylde et eller flere af følgende kriterier:

• Udvist forbilledligt virke som voldgiftsdommer i sager med hjemsted i Danmark.
• Ydet en ekstraordinær indsats, der har styrket det danske voldgiftsmiljø.
• Vist særligt engagement i en væsentlig og aktuel dagsorden på voldgiftsområdet.

Du indstiller kandidater ved at sende navnet og en kort motivation (maks. 10 linjer) til [email protected]. Skriv venligst Arbitrator of the Year i emnefeltet.

Nomineringsperioden slutter 1. september 2026. En uafhængig komité udvælger årets prisvinder. Komiteen består af René Offersen, Lotte Noer, Linnea Klingberg-Jensen og Steffen Pihlblad.

Prisen Arbitrator of the Year blev sidste år uddelt for første gang. Det blev højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, der modtog anerkendelsen for blandt andet sine evner til som voldgiftsdommer hurtigt og effektivt at håndtere selv meget vanskelige og komplekse sager. Med etableringen af prisen er der skabt en årlig tradition, der skal være med til at styrke Danmarks position som et førende sted for international voldgift. Det betyder, at der nu er mulighed for igen at nominere en person eller en flerhed af personer, der har ydet en væsentlig indsats for udviklingen og anerkendelsen af voldgift som tvistløsning.

“Julie Arnth Jørgensen tilhører en generation, der blev involveret i voldgift i en tidlig alder, hvilket for hende begyndte med specialisering i voldgiftsret ved Københavns Universitet og New York University School of Law og førte til udpegninger som voldgiftsdommer allerede i 30’erne. Julie Arnth Jørgensens unikke karriere som både højesteretsdommer og voldgiftsdommer har hverken påvirket hendes ligefremme og direkte væremåde, en smittende entusiasme eller engagement i udviklingen af voldgiftsmiljøet i Danmark.”

Sådan lød en af flere begrundelser sidste år, da Julie Arnth Jørgensen blev den første modtager af prisen Arbitrator of the Year.

Ifølge vedtægterne lægger priskomiteen vægt på, at prismodtageren har udvist forbilledligt virke som voldgiftsdommer i Danmark, har ydet en ekstraordinær indsats i miljøet eller et særligt engagement i en aktuel dagsorden på voldgiftsområdet.

Det er en uafhængig komité, der udvælger årets prisvinder. Komiteen består af René Offersen fra Offersen : Christoffersen, som er udpeget af ICC Danmark, Lotte Noer fra Punct, som er udpeget af Voldgiftsforeningen, Linnea Klingberg-Jensen fra Kromann Reumert, som er udpeget af Young Arbitrators Copenhagen, samt generalsekretær Steffen Pihlblad, der er udpeget af Voldgiftsinstituttet.

Prisen blev stiftet i 2025, og René Offersen finder tidspunktet for initiativet helt rigtigt.

”De professionelle standarder blandt voldgiftsdommere er usædvanligt høje. For flere går det hånd i hånd med en international karriere – og det fortjener anerkendelse,” siger Renè Offersen, der er formand for komiteen.

Han understreger, at prisen ikke alene kan tilfalde en dansk voldgiftsdommer, men også eksempelvis en gruppe af voldgiftsaktører eller en international profil, hvis vedkommende opfylder kriterierne.

”I det danske voldgiftsmiljø møder vi mange virkelig engagerede grupper, som gør en kæmpe forskel for miljøet, ligesom vi møder forbilledlige internationale profiler fra hele verden. Derfor vil jeg gerne opfordre til at tænke bredt og ud over Danmarks grænser, når det gælder nominering til prisen.”

Hvem der bliver årets Arbitrator of the Year bliver offentliggjort på Copenhagen Arbitration Days hovedkonference 2. oktober. I år bliver konferencen afholdt op til den internationale IBA Annual Conference, der finder sted 4. til 9. oktober.

Investment arbitration has in recent years expanded. Once considered a niche area of arbitration, it now is frequently considered by private investors when state actions become obstacles, says New York Attorney Jawad Ahmad, a Dane who specializes in investment arbitration from his London base.

A Danish company invests in oil exploration in South American state. The investment generates returns for a few years. Then a new government takes office in the state, and the oil company is soon after expropriated. The company is left facing substantial losses and little prospect of obtaining compensation through the domestic legal system.

This is a classic example of a dispute that may give rise to an investment arbitration case; A dispute that is governed by international law and treaties.

In recent years, the classic picture of these cases has evolved, says Jawad Ahmad. With a Danish background, he has built an international career over the past 15 years and is now a partner at Mayer Brown in London, where he works significantly with investment arbitration. At present, he and his team are managing eight major investment arbitration cases.

“I see this as a field that is developing significantly. In the past, only a handful of us worked with investment arbitration, and the cases were almost exclusively handled by firms in Paris and London. Today, the field is far more competitive when my team bids for new cases, and we are up against highly skilled firms from all over the world. Overall, this increased competition has driven down the legal fees for clients, which is one reason for why more are turning to investment arbitration”, says Jawad Ahmad.

The types of cases are diverse and often differ significantly from the classic example.

“We now see minority shareholders who hold stake in water treatment facilities, mining projects, drug distribution centres, advertising companies and construction projects bringing claims against States due to some mistreatment by that State towards the underlying project or asset. While it may appear remote for such a minority shareholder to bring a claim, this is usually not a limiting factor for legal standing. We are seeing individuals lodge claims against States – quite different from the large corporates seen in the classic cases. We see claims in new industries – cryptocurrency, AI, social media and data centres. Crucially, the investor – the shareholder in our example – must be from a different state than the opposing party. In other words, you cannot usually initiate investment arbitration proceedings against your own state.”

Party to the investment

“In the cases we encounter, investors don’t always build their investment from scratch but instead buy into an existing investment. It could be a Chinese investor acquiring a stake in a German company producing a product aimed at the Russian market. The moment the German government legally restricts trade with Russia, whether by banning certain transactions, imposing extra taxes, or introducing additional environmental requirements, the investor can face a substantial loss. In such cases, investors often have the option to initiate investment arbitration proceedings against the German state, since they are from another country. Today, a growing number of investors are choosing to do just that. Partly because, as mentioned, it has become more cost-effective for investors to pursue these cases, and partly because it has come to their attention that it offers a real alternative to the domestic courts, which often gets them nowhere,” says Jawad Ahmad.

But pursuing such cases can be controversial, not least because they often carry political implications. An example could be a Danish company building or operating a port terminal in a state infested with corruption.

“Essentially, the premise is the same, that being a change of government or attitude, and the administration simply takes control of the port for either political gain or under the guise of eliminating corruption. An investor could initiate investment arbitration proceedings against that State and would likely stand a better chance in obtaining a fair hearing and a favourable outcome than, for instance, pursuing the action in local courts who may not decide impartially. But equally initiating investment arbitration needs to be balanced against larger interests of the company: taking a case against a State is high stakes and brings reputational risks.”

Besides the appeal of choosing the arbitrators in a dispute between an investor and a state and having one’s case heard outside the host State, ensuring that neither party has a home-field advantage, Jawad Ahmad notes that investment arbitration usually results in higher compensation.

“In my experience, investors often come out ahead in these cases, receiving both higher compensation and compound interest for the loss. The amounts are far less than what could be received by either local courts or insurance payouts.”

Jawad Ahmad also notes that it is not all cases that ends up with a final award and, most often, that is the intention of the investor.

“Our clients are not in the “business of disputes” and, therefore, always prefer a settlement as quickly as possible. Initiating investment arbitration forces a state to listen. For some investors, it serves as a last resort to engage in genuine negotiations. In my experience, many cases end in a settlement soon after the first written submission has been filed, which is always preferable for the client that understandably has no interest in seeing a high stakes dispute to the end.”

Jawad Ahmad

Partner in Mayer Brown’s London office and a member of the firm’s International Arbitration practice. He represents companies and sovereigns and sovereign entities in high-stakes international commercial and investment treaty arbitrations across the energy and resources, renewables, oil and gas, nuclear power, mining, financial services, hospitality and leisure, and retail sectors.

The DIA is delighted to present an exceptional two-day program on 1 & 2 October in the heart of Copenhagen, offering a natural gateway to the IBA Annual Conference. CAD 2026 will bring together some of the most prominent voices in international arbitration for a series of speeches and panel discussions, including Claudia Salomon, President of the ICC International Court of Arbitration who will deliver this year’s keynote address.

Explore the conference app and register here

The DIA has seen a rise in international cases and in shorter cases. The robust figures demonstrate continued confidence in the DIA and its default seat of Copenhagen, writes Håkun Djurhuus in his editorial.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

We registered 134 cases in 2025. In comparison with 2024, the international use of DIA services in 2025 grew. The number of international arbitrations increased 20 percent, I am delighted to say. This reflects not only the hard work across the Secretariat and the Board to promote the DIA but also the growing recognition abroad of the DIA’s services. They include modern rules that provide for the much-valued scrutiny of awards and a default seat in the world’s consistent number one jurisdiction for the rule of law and lack of corruption.

An increased international aspect would suggest increased preference for the checks and balances of three-member tribunals, and this is indeed borne out in the statistics, from 35 percent in 2024 to 42 percent in 2025, as compared to sole arbitrator cases.

Such increased internationalisation and tribunal sizes would also likely suggest longer proceedings. However, I am happy to report that for arbitrations ending with awards duration fell by two months, namely to 15 months for international cases and to nine months for domestic cases. I commend the efficiency of the tribunals and the Secretariat alike.

Diversity is an important consideration here at the DIA, and it has been a focus for our flagship annual conference, newsletter series and podcasts supported by The Dreyer Foundation. We published a list of female arbitrators earlier this year as well. This dedication is demonstrated by the increased gender parity – 13 percent for party-appointed arbitrators and 39 percent for institute-appointed arbitrators. There is still a way to go but it is a step in the right direction.

The above allows me to look back at 2025 with satisfaction. Here’s to 2026. We look forward to welcoming you to Copenhagen on 1-2 October later this year for Copenhagen Arbitration Days and for, of course, the IBA Annual Conference later that month.

Kluwer Arbitration Blog og Kluwer Mediation Blog samler løbende vigtige kendelser, nyheder, meninger og kommentarer fra praktikere og akademikere. Det er gratis at abonnere på nyhedsbrevet, der på daglig basis giver et aktuelt indblik i den internationale udvikling inden for voldgift og mediation.

Er du interesseret i international voldgift og mediation? Kluwer Law International blogs bringer dagligt artikler om nye tendenser og aktuelle diskussioner indenfor de to fagområder.

Det er gratis at abonnere på nyhedsbrevene og der er også fri adgang til artiklerne. Som abonnent modtager du automatisk de nyeste indlæg i din indbakke.

Et nyere indlæg på Kluwer Arbitration Blog ser for eksempel på, om prediction markets og AI kan være med til at gøre internationale voldgiftssager hurtigere og billigere.

Tilmelding til nyhedsbrevet sker via bloggens hjemmeside.

LÆS MERE

Link til Kluwer Arbitration Blog: https://legalblogs.wolterskluwer.com/arbitration-blog/

Link til Kluwer Mediation Blog: https://legalblogs.wolterskluwer.com/mediation-blog/

Deltagerne i Voldgiftsforeningens debatarrangement, How Advocacy Works in Arbitration, blev mindet om, hvad der kendetegner god praksis under voldgiftssager – både fra voldgiftsdommer- og advokatperspektivet. Et veloplagt panel af nøglepersoner i voldgiftsmiljøet diskuterede do’s and don’ts og uddelte værdifulde råd til deltagerne undervejs.

Af advokat Regitze Aalykke Hansen og advokatfuldmægtig Mikkel Tyrri Hvidkjær, begge Poul Schmith

Den 1. maj 2026 inviterede Dansk Forening for Voldgift til paneldebat hos Poul Schmith under overskriften “How Advocacy Works in Arbitration”.

Voldgiftsforeningen havde inviteret international voldgiftsdommer Mika Savola, fhv. højesteretsdommer Vibeke Rønne, advokat og partner, Bruun & Hjejle Karsten Kristoffersen og Filippa Exelin, som er advokat og partner, White & Case, Stockholm. Peter Faurholt Thommesen fra Viltoft styrede debatten mellem de fire panelister, som diskuterede, hvad der virker – og ikke virker – i voldgiftssager fra både voldgiftsdommer- og advokatperspektivet.

Debatten var inspireret af blandt andre Mika Savolas artikel, “Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal”, bragt i 43 ASA Bulletin 1/2025 (March).

Mika Savola lagde ud og fremhævede “Less is more in everything you do – also in arbitration,” mens Vibeke Rønne opfordrede til mod: “Have confidence in your good arguments – and do not be scared of your weak points”. Karsten Kristoffersen mindede om voldgiftsdommerne kun ser toppen af isbjerg og at advokatens opdrag fra klienten måske netop er at kaste grus i maskineriet, mens Filippa Exelin delte tre anekdoter fra sin karriere med en samlet opfordring til autenticitet og tilpasningsevne.

Processkrifterne

Sagens processkrifter var dagens første diskussionsemne. Vibeke Rønne opfordrede advokaterne til at holde indlæg så koncentrerede som muligt og understregede vigtigheden af at tydeliggøre, hvordan de faktiske omstændigheder understøtter partens anbringender. Karsten Kristoffersen tilsluttede sig synspunktet og citerede i den forbindelse Da Vinci: ”Simplicity is the ultimate sophistication”.

Panelet drøftede også en tendens til, at advokater ofte undgår at berøre de punkter af sagen, som er problematiske for deres egen klient. For advokaterne er det måske en bevidst strategi, der tilvælges ud fra en forhåbning om, at voldgiftsretten dermed ikke vil bemærke det pågældende forhold. Denne adfærd bør ifølge Rønne undgås og kan i værste fald have den omvendte effekt. Voldgiftsretten lægger mærke til, hvad advokaterne kommer ind på – og ikke kommer ind på.

Edition og ”document production”

Herefter drøftede panelet en – fra voldgiftsdommerens perspektiv – kedelig tendens i international voldgift, nemlig at parterne begærer flere og flere dokumenter fremlagt under sagens forløb. Panelet advokerede i forening for, at advokaterne som udgangspunkt begrænser editionsbegæringer mv. til de dokumenter – eller den snævre kategori af dokumenter – som har væsentlig betydning for at fastslå det faktum, for hvilket parten bærer bevisbyrden.

Vidneafhøringer og -erklæringer

Filippa Exelin åbnede diskussionen om vidneafhøringer og -erklæringer. Hun fremhævede, at det er afgørende, at advokaten evner at tilpasse sin afhøring i forhold til vidnet.

I forhold til skriftlige vidneerklæringer lagde Exelin op til en praktisk test: Kan erklæringen læses som om, at vidnet selv har skrevet den? I så fald er erklæringen langt mere troværdig, end ”lawyer’s statements”, som Savola rammende døbte de erklæringer, der åbenlyst er skrevet af advokaterne selv.

Endelig blev det fremhævet, at den mere diplomatiske, nordiske afhøringsstil fungerer godt i international voldgift, frem for den mere konfrontatoriske tilgang kendt fra andre jurisdiktioner. I forhold til kontraafhøringen opfordredes særskilt til, at advokaterne udviser varsomhed og holder sig til at spørge til sagens absolutte kernespørgsmål.

Sagkyndige vidner

Karsten Kristoffersen indledte diskussionen om sagkyndige vidner og understregede vigtigheden af at udvælge den rette ekspert. Den sagkyndiges evne til at formidle komplekse problemstillinger klart er mindst lige så vigtig som den faglige tyngde.

Savola bemærkede, at tribunalet hurtigt gennemskuer en sagkyndig, der optræder som “hired gun” snarere end som en (fag)ekspert, og at dette i sidste ende skader den part, som har antaget eksperten.

Afrunding og den mundtlige forhandling

Vibeke Rønne blev spurgt, i hvilken grad voldgiftsretten allerede har dannet sig et foreløbigt billede af sagen forud for den mundtlige forhandling.

Rønne svarede, at hun ved forhandlingens start sædvanligvis har dannet sig en foreløbig mening om sagen, men at hun altid er villig til at lade sig overbevise om noget andet.

Der var enighed i panelet om, at den mundtlige forhandling bør bruges strategisk af advokaten til at belyse sagens kernespørgsmål – ikke som en lejlighed til at genfortælle hele sagen fra begyndelsen.

As a part of the 2026 IBA Annual Conference in Copenhagen, the five Nordic arbitration institutes, together with Gorrissen Federspiel, will host Nordics United in Arbitration on 7 October 2026. This event will bring together arbitration practitioners from around the world for an afternoon dedicated to the Nordic approach to dispute resolution.

The arbitration institutes in Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden are proud to host Nordic United in Arbitration together with Gorrissen Federspiel as a part of the IBA Annual conference in Copenhagen.

The programme features a keynote address by Rane Willerslev, Professor of Social Anthropology and Director of the National Museum of Denmark. Recognised for his original thinking and unconventional perspective on culture and society, Willerslev is one of Denmark’s most in-demand speakers. He will deliver the keynote address:  From Viking Norms to Modern Arbitration: A Nordic Legal Tradition in Practice.

NORDICS UNITED IN ARBITRATION

7 October 2026

Venue: Gorrisen Federspiel, Axel Towers, Axeltorv 2, 1609 Copenhagen

15.30–16.00 Networking the Nordic way

16.00–16.15 Welcome by Henriette Gernaa, Partner at Gorrissen Federspiel

16.15–16.45 Keynote by Rane Willerslev – From Viking Norms to Modern Arbitration: A Nordic Legal Tradition in Practice

16.45–17.15 Why Stability, Transparency and Pragmatism Still Matters – brief reflections from each of the Nordic arbitration institutes

17.15–18.30 Cocktails

Register your interest:

https://sccarbitrationinstitute.se/en/events/welcome-to-the-nordics-united-in-arbitration/scc.via-em.com/ext/form/survey.php?m=405335a3f751c4edb7cb531f80ab8ea25091cbd&sessid=3032ef112e1ec0196bcf2b1bb272f93f0e311a41f77e40559e7f8ef8415637c2e848&page=0

James Claxton began his career as an attorney practicing international arbitration in Paris. Today, he is conflict resolution specialist at the UN Office of the Ombudsman in Denmark and serves on the IBA Mediation Committee. Last year, the Committee published guidelines on the use of generative artificial intelligence in mediation. The publication explores how AI can support mediation practice, outlines the risks associated with its use, and suggests ways to manage those risks.

What is the Ombudsman’s current role at the United Nations?

Our mediation cases span a wide range of disputes from interpersonal conflicts between UN staff to disagreements between UN entities and external providers under service contracts with arbitration clauses. Beyond resolving active disputes, we work upstream to prevent conflict through staff training in conflict management and by providing management with analysis of conflict trends and recommendations for addressing them. Unlike some classical ombudsman offices, including the Folketingets Ombudsmand, we do not conduct investigations or issue public findings.

You serve as Co-Chair of the IBA Mediation Committee – how did that come about?

My interest in mediation probably goes back to an alternative dispute resolution course in law school. Later, after beginning my career in international arbitration, I increasingly came to see the value of mediation in helping parties resolve certain kinds of disputes. I eventually became a certified mediator and joined the IBA Mediation Committee.

What are the current priorities on the Mediation Committee’s agenda?

We have several active projects including promoting mediation in jurisdictions where it remains underdeveloped, advising on mediation programs in conflict and humanitarian settings, publishing practical guidance for practitioners, and supporting mediation education globally.

One project is the Committee’s involvement in organizing and supporting the IBA-VIAC CDRC, an international commercial mediation and negotiation competition held each July in Vienna alongside a related conference. The competition is built around the Vis Moot problem and gives students an opportunity to explore how mediation could be used to manage the underlying commercial dispute. This year, 66 teams from 26 countries will participate. The accompanying conference will feature panels on institutional support for commercial mediation and strategies for overcoming impasse in settlement discussions.

A recent milestone of the Committee was the publication of our guidelines on the use of generative artificial intelligence in mediation late last year. The guidelines identify ways AI can support mediation practice, highlight the risks its use may introduce, and propose approaches for managing those risks. They were produced over six months by a working group of more than 20 members spanning six continents and, to my knowledge, were the first instrument to address the subject directly. They have since been referenced by mediation organizations and incorporated into the practices of institutions and individual mediators. An article published by the International Mediation Institute described them as “the most significant milestone in modernizing [mediation] internationally while fiercely protecting its core values.” We are now focused on integrating the guidelines into mediation practice, institutional frameworks, and training programs while already thinking ahead to how advances in AI may shape future revisions as the technology continues to evolve.

Do you plan to attend the IBA Annual Conference in Copenhagen later this year?

I wouldn’t miss it. It is a happy coincidence that the conference is being held in Copenhagen this year. The Mediation Committee is supporting 12 panels covering a broad range of subjects including a panel with the Arbitration Committee. In addition to a session on artificial intelligence and mediation, we will feature panels on mediation and peacemaking, mediation as a tool of diplomacy, mediation of public contracts and military procurement disputes, and mediating the challenges of climate change. The Mediation Committee will also host a lunch for its members during the week. Membership is open to any IBA member, and we are always glad to welcome those with an interest in mediation and dispute resolution.

Do you have any advice for someone to attend the IBA Conference for the first time?

The conference provides a concentrated look at how lawyers in different parts of the world are thinking about many of the same issues. It offers a chance to test your own views and ask direct questions of experts with different specialties. It helps to decide in advance which panels you want to attend and which people you would like to meet, and to make meeting arrangements ahead of time rather than relying on chance. It is also worth paying attention to what is happening around the conference. Information can be found on the website for the event, and some organizations and law firms share information in newsletters and updates. The many side events and industry gatherings throughout the week are often where some of the most candid conversations take place.

Are you considering attending Copenhagen Arbitration Days, which take place just before the IBA Conference?

“Er vand vådt?” I understand that captures what I want to say in Danish. I very much look forward to meeting members of the Danish arbitration community.

James Claxton

Conflict resolution specialist with the UN Office of the Ombudsman in Denmark. James began his career as an attorney practicing international arbitration in Paris. From there, he moved into legal counsel work at the World Bank, specifically within the International Centre for Settlement of Investment Disputes, before spending several years as a law professor, arbitrator, and mediator based in Japan. James joined the Office of the Ombudsman as a mediation consultant in 2021, transitioned to a full-time role in Senegal in 2023, and relocated to Copenhagen in 2025.

Vi står midt i en uforudsigelig geopolitisk situation. Det skaber nye former for tvister, mener Anders Amstrup Fournais, der gerne ser dem løst i Danmark, hvor vi har den pragmatik og effektivitet, som hans udenlandske klienter efterspørger.

Med speciale i kommerciel og maritim voldgift, holder Anders Amstrup Fournais et skarpt øje med verdenssituationen lige nu, hvor forandringerne er massive. Personligt har han mærket det på tæt hold, da han i begyndelsen af marts var på en kombineret forretningsrejse og ferie i Dubai sammen med sin hustru og fem børn, mens alt lukkede ned på under et døgn, og flytrafikken ud af landet blev stærkt begrænset. Det lykkedes familien at få pladser på et fly ud af Emiraterne efter få dage. Med valget mellem to destinationer, valgte de Malaysia, hvor de landede sikkert ti timer senere.

”Her mærkede jeg personligt alvoren og konsekvenserne af det enorme geopolitiske opbrud, der er i vores verdensorden. Men det er i høj grad også noget, jeg taler med mine klienter om, da mange af dem lever et ekstremt internationalt liv og naturligt nok er påvirkede af situationen.”

I den nye verdensorden skal voldgift stå sin prøve, mener Anders Amstrup Fournais.

”Vi har alle det mindset, at handel er godt, og at det gerne må ske globalt. Men vi ved også, at der opstår tvister. Det er komplekst, men på den måde har geopolitiske udfordringer og tvistløsning en indbyrdes afhængighed, som fra et fagligt synspunkt skaber en interessant dynamik.”

”Den manglende vilje til at håndhæve regler, kan blive mere omfattende. Som et tænkt eksempel kan man forestille sig, at Danmark på sigt ikke længere per automatik vil rette sig efter amerikanske sanktioner,” siger han.

”Den internationale straffedomstol, ICC i Haag, har lagt en linje, som går Israel og USA imod. Samtidig sanktionerer USA nu virksomheder eller personer, der på denne måde handler imod amerikanske geopolitiske interesser. Men hvorfor skulle en bank i Danmark, rette sig efter det, hvis for eksempel en dommer fra Haag ønsker at åbne en konto her? Jo, vedkommende er sanktioneret af USA, og danske banker vil naturligvis kunne benytte sig af det amerikanske korrespondentbanksystem, men moralsk må banken spørge, skal vi overholde sanktionen? I den gamle verdensorden, ville vi ikke skænke det en tanke.”

”Og hvordan forholder vi os, hvis man forestiller sig, at USA gjorde alvor af sine trusler om at overtage Grønland? Jeg tror, at der kommer et opbrud i forhold til accept af sanktioner, idet sanktioner er et juridisk redskab, som er baseret på politik, som vi måske ikke er enig i.”

Ro, regelmæssighed og orden

Opbruddet i verdensordenen kan i sig selv få pilen til at pege på Danmark, når det gælder valg af sæde for voldgift, mener Anders Amstrup Fournais.

”Der er en efterspørgsel på ro, regelmæssighed og orden. Det betyder rent faktisk en hel del, at vi er nummer et på verdensplan, når vi taler transparens, retssikkerhed og fravær af korruption. Selvom vi er et lille land, så ved man godt ude i verden, at vi har de her unikke topplaceringer. Jeg hører det, når jeg taler med mine klienter, som er positive overfor at lægge deres voldgiftssager her. Men interessen for Danmark skyldes også, at vi er effektive – og så skal vi ikke glemme vores pragmatisme, som bidrager til at spare tid og omkostninger.”

”I praksis betyder det, at vi har et voldgiftsmiljø som fremmer hurtig sagsbehandling. Vi både ønsker og evner, at sagerne bliver hurtigt løst. Vi er ikke bange for at være direkte i vores procesledelse. Vi tør godt at stille krav til parterne. Og det bliver efterspurgt. I små og mellemstore sager, som der er flest af, lægger virksomhederne større og større vægt på, at de kan holde sagsomkostningerne nede, og i den forbindelse er tid penge.”

De nye typer af sager

Når der er mulighed for at tiltrække flere voldgiftssager til Danmark, handler det også om, at antallet af tvister stiger globalt, mener Anders Amstrup Fournais. Der er med andre ord flere konflikter i verden.

”Den disruption, der sker i markederne lige nu, skaber nye tvister. Et eksempel er de amerikanske toldtariffer, prisstigninger og mangel på levering af olie og naturgas. Det kan alt sammen betyde, at nogle leverandører ikke kan levere til den aftalte pris, eller simpelthen slet ikke kan levere.”

Et andet parameter, som skaber et øget konfliktmiljø, er de pressede leverandører, mener han.

”Det er klart, at når der er masser af handelsmuligheder, vækst og virksomhederne har overskud, så er der happy days, hvor pengene flyder let. Det betyder, at der er en større villighed til at acceptere tab. Når man derimod bliver presset, fordi man for eksempel ikke kan opfylde kontrakter, og økonomien er mere presset, er lunten kortere. Man vælger i højere grad at komme ud af kontrakter eller sagsøge for manglende levering. Det giver flere tvister.”

Selvom Anders Amstrup Fournais oplever, at der er åbenhed overfor nye tvistløsningsplatforme og det dermed er blevet nemmere at sælge dansk voldgift til klienter ude i verden, er han også bevidst om, at der er en udbredt konservatisme i branchen, der kan trække i modsat retning.

Traditioner og kultur trækker i den anden retning

”Der er faste traditioner og en utrolig træghed i branchen. Man kan spørge sig selv: Hvorfor går vi egentlig til London for at få løst de maritime tvister? Det gør vi jo, fordi vi altid har gjort det og uden tanke for, at sagerne måske kunne løses hurtigere og billigere et andet sted.”

”Kulturelle forskelle kan også være med til at trække i den forkerte retning. Mange klienter i Mellemøsten vil mene, at kulturen er for forskellig i Danmark og Skandinavien, og at de føler sig mere trygge i London, fordi de kender miljøet. Her kan jeg som advokat være med til at bygge bro via min relation til klienten, når der forhandles kontrakter. Igen synes jeg, at pragmatismen, proceseffektivitet og -økonomi er stærke argumenter for at vælge Danmark i forhold til at betale det dobbelte i eksempelvis London. Det er argumenter, som der bliver lyttet til,” siger Anders Amstrup Fournais, hvis bekymring er, om vi vil kunne følge med efterspørgslen.

”Vi bliver nødt til hele tiden at have fokus på at udvikle voldgiftsmiljøet i den kommende tid. Vi skal have mere fokus på de unge voldgiftsinteresserede talenter. Der bliver brug for dem.”

Anders Amstrup Fournais

Partner, Hafnia Law.

For tiden er der en del diskussion blandt praktikere om rækkevidden af voldgiftsklausuler. En ny norsk kendelse fra Norges Høyesteretts ankeutvalg giver anledning til at se nærmere på det praktiske spørgsmål, som ofte opstår i større kontraktkomplekser: Hvornår kan en voldgiftsklausul i en kontrakt udstrækkes til en tredjepart, som ikke er part i kontrakten? Svaret beror ikke på, om tvisten har tæt kommerciel sammenhæng med en kontrakt, der indeholder en voldgiftsklausul. Det afgørende er, om den aktør, der ønskes bundet, har tiltrådt voldgift eller på andet retligt grundlag kan anses for bundet af voldgiftsaftalen.

Af Rasmus Schmidt, partner, Bech-Bruun

Kendelsen HR-2026-855-U, afsagt den 15. april 2026, angik en skibsbygningskontrakt mellem selskaberne Westcon Yards AS og Rimfrost Antarctic AS, som indeholdt en voldgiftsklausul.

Westcon Yards AS’ overførte senere sine kontraktrettigheder og -forpligtelser til Westcon 39 AS, og Rimfrost Holding AS, der var moderselskab til Rimfrost Antarctic AS, afgav i den forbindelse en selvskyldnerkaution for Rimfrost Antarctic AS’ forpligtelser efter kontrakten.

Efterfølgende ophævede Westcon 39 AS skibsbygningskontrakten over for Rimfrost Antarctic AS. Der opstod mellem parterne uenighed om ophævelsen, hvilket ledte til en voldgiftssag.

Sideløbende med voldgiftssagen anlagde Westcon 39 AS ved de almindelige domstole søgsmål mod Rimfrost Holding AS med et krav om betaling af 117 mio. NOK under en garanti stillet af Rimfrost Holding AS. Rimfrost Holding AS påstod sagen afvist med henvisning til voldgiftsklausulen i skibsbygningskontrakten, og både tingretten og lagmannsretten afviste sagen fra domstolene.

Høyesteretts ankeutvalg nåede imidlertid til det modsatte resultat og ophævede lagmannsrettens kendelse.

Høyesteretts ankeutvalg lagde vægt på, at der ikke forelå en skriftlig voldgiftsaftale mellem Westcon 39 AS og Rimfrost Holding AS, og at Rimfrost Holding AS ikke kunne anses som part i skibsbygningskontrakten, uanset at selskabet var nævnt i et tillæg til kontrakten og havde afgivet garanti over for Westcon 39 AS.

Det var heller ikke tilstrækkeligt, at garantien havde tæt, kommerciel tilknytning til skibsbygningskontrakten, at Rimfrost Holding AS var moderselskab til Rimfrost Antarctic AS, at de involverede personer havde overblik over den fulde kontraktstruktur, eller at en samlet og effektiv tvistløsning talte for voldgift.

Kendelsen fastslår dermed, at en voldgiftsklausul i en kontrakt ikke uden klart aftalegrundlag binder en tredjepart, som ikke er part i kontrakten.

Den norske kendelse i dansk kontekst

Set i dansk retlig kontekst understøtter den norske kendelse voldgiftslovens grundlæggende udgangspunkt om, at voldgift beror på aftale.

Efter voldgiftsloven kan parterne aftale voldgift for allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, og en voldgiftsaftale kan enten være en klausul i en kontrakt eller en separat aftale. En retssag om en tvist, der efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, skal efter påstand afvises fra domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres.

Det afgørende efter dansk ret er derfor også, om der foreligger en voldgiftsaftale mellem de relevante parter, og om det konkrete krav er omfattet af voldgiftsaftalens anvendelsesområde.

Den norske kendelse peger i den forbindelse på en klar aftaleretlig grænse, hvorefter en tæt kommerciel eller koncernmæssig tilknytning til en kontrakt ikke i sig selv kan erstatte en aftale om voldgift. Det gælder særligt i garanti- og koncernforhold, hvor en garant eller et moderselskab ikke bliver bundet af voldgiftsklausulen i kontrakten alene som følge af sin økonomiske eller strukturelle tilknytning til aftaleforholdet.

Den nyere danske højesteretsdom i sag BS-49652/2025-HJR, som blev afsagt kun to dage efter den norske kendelse, om et konkursbos erstatningskrav mod tidligere bestyrelsesmedlemmer er et interessant perspektiv på den norske kendelse.

I den danske sag var situationen en anden. Konkursboet gjorde et krav gældende, der byggede på selskabets retstilling over for bestyrelsesmedlemmerne. Når boet indtrådte i selskabets retstilling, måtte boet også respektere den voldgiftsaftale, som selskabet havde indgået med de pågældende bestyrelsesmedlemmer. Med andre ord kunne konkursboet ikke opnå en anden retsstilling end selskabet i relation til det rejste krav.

Forskellen er central. I den norske sag var spørgsmålet om en voldgiftsklausul kunne udstrækkes til en tredjepart, som ikke var part i kontrakten med voldgiftsklausulen. I den danske sag fulgte voldgiftsklausulen med det krav, som konkursboet overtog fra selskabet.

De forskellige udfald i de to afgørelser illustrerer den aftaleretlige grænse for voldgiftsklausulers rækkevidde. En tæt kommerciel eller koncernmæssig sammenhæng med en kontrakt, der indeholder en voldgiftsklausul, kan ikke i sig selv erstatte en aftale om voldgift. Omvendt må en part, der indtræder i en kontraktparts retsstilling, som udgangspunkt respektere de procesretlige vilkår, herunder en voldgiftsklausul, der knytter sig til det krav, som gøres gældende. Det centrale bliver derfor en konkret vurdering af både partsbindingen og voldgiftsklausulens rækkevidde.

Prakisk betydning

Den norske kendelse giver anledning til overvejelser for danske virksomheder og aktører, der arbejder med både nationale og internationale kontraktkomplekser.

I den forbindelse kan det være et opmærksomhedspunkt, om en garant, et moderselskab eller en anden tredjepart udtrykkeligt skal være omfattet af en aftale om voldgift. Hvis dette er hensigten, bør det overvejes, om voldgiftsaftalen bør fremgå direkte af den aftale, som den pågældende aktør selv tiltræder. Det kan i den sammenhæng være mindre hensigtsmæssigt at overlade spørgsmålet til en efterfølgende vurdering af, om garantien eller tredjepartsforpligtelsen har en tilstrækkelig nær sammenhæng med hovedkontrakten.

Den praktiske lære er derfor, at det allerede ved kontraktindgåelsen bør overvejes, hvor voldgiftsklausulen placeres, og hvilke parter der udtrykkeligt skal tiltræde den, hvis klausulen senere skal kunne påberåbes over for dem.

Rasmus Schmidt

Advokat (H), Partner, Bech-Bruun, specialiseret i at føre kommercielle rets- og voldgiftssager og agerer også som voldgiftsdommer.

Voldgiftsinstituttet skal være blandt den europæiske top tre, når det gælder valg af institut, mener Johannes Grove Nielsen, der fyldte rundt her i maj. Han er ambitiøs, når det gælder placeringen af dansk voldgift på verdenskortet, og det er en af grundene til, at han bruger tid og kræfter på at være en del af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Det er godt fem år siden, at Johannes Grove Nielsen blev leder af Bech-Bruuns afdeling for konfliktløsning. Med en del internationale sager i bagagen valgte han at satse massivt på voldgift.

”Jeg opfatter voldgift som en service til erhvervslivet, som helst skal bruge energien på at drive og udvikle i stedet for at sidde fast i tvister, som er både dyre og drænende. Derfor skal der være god mulighed for at få problemerne løst i Danmark af kompetente voldgiftsdommere på et internationalt niveau. Det duer ganske enkelt ikke, at danske parter skal til London eller Paris for at få løst sager med samarbejdspartnere. Men det kræver selvfølgelig først og fremmest, at vi kan levere på samme niveau, og det kan vi godt,” siger Johannes Grove Nielsen, der er partner hos Bech-Bruun, udpeget af Voldgiftsforeningen til Voldgiftsinstituttets bestyrelse og som fyldte 50 år 18. maj.

Siden han startede sin karriere for mere end 20 år siden, har voldgift taget et kæmpe spring, oplever han.

”Hvis vi bare ser ti år tilbage, gik de fleste advokater i retten med erhvervssager, mens de kun arbejdede med voldgift en gang imellem. Det har ændret sig markant. Faget er i sig selv et speciale i dag, og jeg tror, at der stadig er plads til vokseværk. I min egen afdeling her hos Bech-Bruun har vi mangedoblet antallet af voldgiftssager hen over de seneste fem år. Kikker vi til udviklingen internationalt ser vi i dag kontorer, der udelukkende arbejder med voldgift.”

Den øgede specialisering betyder, at Danmark fortsat skal være skarpe for at kunne være blandt den europæiske top tre.

”Jeg møder stor anerkendelse af dansk voldgift og ser flere vælge Danmark til, blandt andet på grund af den ordentlighed vi generelt repræsenterer i det danske retssamfund. Men når vi taler om at kunne matche øverste niveau internationalt, skal vi også være helt fremme i bussen. For mig at se, handler det alt sammen om, at vi vil udvikling, og er med på de nye trends, når det gælder alt fra habilitet til procestilrettelæggelsen,” siger Johannes Grove Nielsen, og tilføjer, at Voldgiftsinstituttet er motor i den udvikling.

”Jo højere faglighed og synlighed instituttet kan skabe, des mere vil voldgift fylde i branchen til glæde for alle.”

Johannes Grove Nielsen

Partner, Bech-Bruun. Udpeget af Voldgiftsforeningen til Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

In January 2026, India and the EU concluded negotiations on an ambitious and commercially significant free trade agreement, which is the largest concluded by either party. With this as a backdrop, the DIA has entered into a Memorandum of Understanding with Indian parties. The cooperation supports the resolution of disputes that may arise in connection with contracts that are now expected between Indian and European companies, writes Håkun Djurhuus in his editorial.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

On Wednesday 13 May 2026, the DIA celebrated the historic agreement between the DIA and the Indian parties. The cooperation has started well and confidently. The celebration took place at the Indian Embassy in Denmark with the participation of His Excellency, India’s Ambassador to Denmark, Manish Prabhat, who spoke about the cooperation.

In addition, Danish lawyers took part as well as the previous Danish Ambassador to India, Freddy Svane.

I and the DIA are not alone in using a significant word such as historic. Following the conclusion of the trade negotiations on 27 January 2026, the President of the European Commission, Ursula von der Leyen, stated that history was now being made as regards the free trade agreement between the two of the world’s biggest democracies, India and EU.

President von der Leyen has stated:

“The EU and India make history today, deepening the partnership between the world’s biggest democracies. We have created a free trade zone of 2 billion people, with both sides set to gain economically. We have sent a signal to the world that rules-based cooperation still delivers great outcomes. And, best of all, this is only the start – we will build on this success and grow our relationship to be even stronger.”

From a Danish perspective, the free trade agreement is enormous. The agreement is expected to double EU goods exports to India by 2032 by eliminating or reducing tariffs in value of 96.6% of EU goods exports to India. Moreover, the tariff reductions are expected to generate annual savings of approximately EUR 4 billion in duties on European products.

When the DIA now becomes a piece of the increased trade between India and EU, it assists in building confidence in relation to concrete agreements between Indian and European companies. According to the Confederation of Danish Industry, Denmark hopes that the trade agreement will bring new drive and substance to the Indo-Danish green partnership.

The DIA is prepared to assist with resolving efficiently and effectively the disputes that may arise owing to the expected increased trade between Indian and European companies. The DIA is able to provide a safe and neutral haven in connection with the disputes that may arise as a consequence of the increased trade.

I believe that the agreement between the DIA and the Indian parties sets a standard. Disputes that may arise from the significantly increased trade can be resolved neutrally and effectively by the DIA in accordance with the DIA’s Rules of arbitration and mediation. The confidence of resolving disputes at the DIA follows from, among other points, that Denmark, like India, are both UNCITRAL Model Law jurisdictions, i.e. both countries have developed their arbitration legislation in accordance with the UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration.

In addition, the mentioned Model Law and the assurance that this implies as regards legal certainty, must also be seen in connection with Denmark’s consistent ranking over a long number of years at the top of Transparency International’s list of countries with low corruption.

The Danish courts traditionally have recognised the validity of arbitral awards, in the very rare situations where arbitral awards are challenged in the courts.

This year, I participate at the Danish Festival for Democracy (Folkemødet) on Bornholm together with the Indian delegation. Feel free to get in contact in connection with Folkemødet if you are planning to attend. I look forward to discussing further the historic agreement that has now been reached.

Voldgiftsforeningen afholder generalforsamling i juni. Her vil bestyrelsen præsentere et forslag til standard protokol 1 som et forslag til, hvordan regler kan formuleres i en dansk voldgiftssag.

Voldgiftsforeningen afholder generalforsamling og medlemsmøde den 22. juni 2026 kl. 16.00 hos Kromann Reumert. Efter generalforsamlingen formelle del vil Voldgiftsforeningens bestyrelse præsentere et udkast til en standard protokol 1 (PO1), som bestyrelsen har udarbejdet.

Det vil i de fleste voldgiftssager være hensigtsmæssigt, at parterne og voldgiftsretten fastlægger nærmere regler for voldgiftsprocessen med henblik på at sikre en forudsigelig, effektiv og balanceret behandling af sagen.

Voldgiftsforeningens forslag til standard protokol 1 er et forslag til, hvordan regler kan formuleres i en dansk voldgiftssag. Forslaget er tænkt som inspiration til og udvikling af en ”bedste praksis” i dansk voldgiftsret. Der vil være blive lagt op til debat og drøftelse.

Invitation er på vej til foreningens medlemmer.

The 15th Baltic Arbitration Days & White Night in June will serve as a platform for discussions on key topics such as cross-border transactions, investment arbitration updates, and legal tech, says Theis Klauberg, the conference’s initiator.

What is the focus of the Baltic arbitration community in these global challenging times?

Baltic Arbitration Days is an international forum for arbitration practitioners and academics that takes place every June in the Latvian capital Riga and the adjacent beach resort Jurmala, and in 2026 we will focus on the DACH+Li region, so expect a few participants from Switzerland, Germany, Austria, and Liechtenstein among the 150 participants from around the world.

What can participants expect from the conference?

During lectures, discussions and social functions, participants are able to discuss and engage with a wide range of current issues of international-commercial- and investment-arbitration. The event takes place in remarkable venues in Riga and Jurmala and concludes on a riverboat. Best to watch the short filmclip on our event site.

Will you be attending the Copenhagen Arbitration Days and/or the IBA Annual Conference later this year?

I am planning to be there! CAD is an exceptionally interesting and fun event in wonderful Copenhagen, looking forward to it.

READ MORE

The 15th Baltic Arbitration Days & White Nights

The Baltic Arbitration Days & White Nights is an established international forum for practitioners and academics in international commercial and investment arbitration.

The conference will take place on 14 and 15 June 2026 in Riga and Jūrmala (Latvia).

The DIA will participate in the conference as an institutional partner.

Topics during the conference

Five expert panels will cover and discuss with the audience about,

Cross-Border Transactions

Investment Arbitration Update

Construction & Energy

Investigations & Enforcement

Legaltech & IT

Further information on the event can be found at Baltic Arbitration Days

I en verden præget af geopolitiske spændinger og hvor tilhørsforhold i stigende grad får betydning, søger erhvervsdrivende i højere grad at fastlægge klare og forudsigelige rammer indbyrdes. Det gælder også tvistløsning, mener professor dr. jur. Jesper Lau Hansen, der peger på en række nye tendenser, herunder en stigende orientering mod institutionel voldgift.

Hvilken betydning vil den voksende internationale uro få for voldgift?

For at starte med de store linjer, så er der sket rigtig meget på kort tid. NATO er under pres, men kommer til at bestå på den måde, at der skal ydes mere fra alle sider. Det kommer især til at gælde Europa, som har følt sig beskyttet af amerikanerne.

Samtidig er Rusland blevet væsentlig mere aggressiv. Det er en proces, som har været i gang længe, men det er først de seneste år, at alvoren er gået rigtig op for os. Den udvikling bliver fulgt af, at vi – med Donald Trump som præsident i USA – får en meget uforudsigelig fremtid. Jeg ser det dog ikke som et nybrud, for jeg oplever, at amerikanerne ganske længe har følt, at europæerne var med på en badebillet. Derfor tror jeg også, at udviklingen vil fortsætte, når der kommer en ny præsident om knap tre år.

Tidligere kom de fleste lande i Europa og USA godt ud af det med hinanden, og man kunne være rimelig sikker på, at de ikke ville genere hinanden. Det kan du ikke mere. Der kan være snævre nationale hensyn, som gør sig gældende. Det sker i USA lige nu, hvor aftaler om for eksempel vindmøllebyggerier og andre infrastrukturopgaver ønskes fragået med henvisning til sikkerhed og meget andet, og i EU har vi på vores side forsøgt at beskytte vores erhverv med miljøkrav og forbrugerbeskyttelse. Sympatien for frihandel er således begrænset på begge sider af Atlanten. Det peger i retning af, at du ikke længere kan være helt sikker på, at nationale domstole afviser at lytte til politiske signaler, og at de vil behandle dig fair, selvom du kommer fra et andet land.

Overordnet set tror jeg, at det vil styrke voldgift.

I en verden, hvor alt er i opbrud, og hvor det har betydning, om du tilhører den ene eller anden lejr, er der et erhvervsliv, der skal fungere. Og er verden uforudsigelig, vil mange bare selv forsøge at aftale sig tilrette. Med andre ord bliver der en større trang til selv at bestemme, hvordan man løser sine tvister, i stedet for at overlade det til statslige institutioner. Og her tror jeg, at flere vil gå vejen med aftalebaseret tvistløsning.

Og her er voldgift jo oplagt, fordi det er kontraktbaseret, hvilket betyder, at du kan indrette processen, som det passer dig og det samme gælder i meget vidt omfang, hvor du ønsker at lægge voldgiftsretten. Det ser jeg som noget, der vil styrke voldgift, Ikke bare nationalt men så sandelig også internationalt.

Har den globale uro andre konsekvenser i forhold til tvistløsning?

En anden trend, som jeg ser komme, er, at det formaliserede nordiske samarbejde vil blive styrket.

Det er som sådan ikke nyt, men går tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor vi fik fælles lovgivning indenfor obligationsretten og andre steder. Blandt andet er den nordiske selskabslovgivning i meget høj grad ens. Så når vi ser på nogle af de helt grundlæggende juridiske spilleregler om aftaler og kontraktforståelse, ligger det i min optik lige til højrebenet at skabe et tættere samarbejde.

Det sidste og afgørende skridt i den retning er russernes angreb i Ukraine, som resulterede i, at Finland og Sverige blev en del af Nato. Derfor har vi nu både et retligt forpligtende og et sikkerhedspolitisk samarbejde, som gør det oplagt, at det nordiske fællesskab vokser og bliver en blok, som får større betydning i forhold til EU. Selvom begrebet blok kan have en negativ klang, mener jeg det i positiv forstand. I virkeligheden gælder det også de Baltiske lande, der ikke har samme forhistorie, men som i høj grad har identificeret sig med de nordiske lande, fordi de gerne vil lægge afstand til Rusland.

Når vi taler om de nordiske lande – Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark – har vi mange grundlæggende fælles juridiske værdier, ligesom vi ligger i top på internationale ratings, der måler på alt fra transparens til retssikkerhed. Hertil kommer, at vi er kendt for at have en stærk økonomi, et velanset embedsværk og ikke mindst orden i vores civilsamfund. Det er alt sammen noget, som vi tager for givet. Når jeg deltager i EU-sammenhænge, gør det mig stolt. Derfor nævner jeg det altid, for i de kredse mærker jeg en kæmpe anerkendelse og at Skandinavien på mange måder er blevet rollemodel.

Skaber det i din optik grobund for et øget samarbejde i Norden, når det gælder voldgift?

Den troværdighed, som de nordiske lande samlet set repræsenterer, smitter selvfølgelig af også på voldgift. Jeg tror, at alle vil kunne få fordele ud af et samarbejde på tværs. Norge har ikke institutionel voldgift, så det vil være oplagt at samarbejde, for har du først adgang til institutionel voldgift, så bruger du den også.

Samtidig tror jeg, at svensk institutionel voldgift nu vil blive udfordret af, at de nu er medlem af NATO og dermed ikke nyder godt af den neutralitet, som de tidligere har haft i kraft af at de – præcis som Schweitz – stod udenfor.

Det taler i sig selv for et styrket samarbejde på tværs af landene. Men jeg ser også en anden trend, som underbygger behovet for at etablere et stærkt fællesskab, nemlig en bekymrende tendens til, at voldgiftskendelser bliver indbragt for domstolene.

Hvilken betydning har denne tendens?

Desværre er det en tendens, som er voksende blandt andet i USA. I min optik er det en uskik, at man anfægter forskellige dele af en kendelse, fordi man ikke bryder sig om resultatet eller vil trænere processen.

Min oplevelse er, at de danske domstole indtil videre gør det rigtige i at afvise sagerne – medmindre selvfølgelig, at der er sket væsentlige fejl, som vi lige har set i en enkelt sag fra Horsens Byret. Afvisning sker, fordi domstolene anerkender voldgift som en selvstændig del af retssystemet.

Den tendens, som vi ser i andre lande, er isoleret set ret skræmmende – men har dog en positiv virkning på den institutionelle voldgift. Det er værd at huske på, at voldgiftsdommere jo arbejder selvstændigt, og kommer der en retssag ud af den kendelse, som du har afsagt, så kan du stå ret alene, medmindre du har et institut i ryggen, som du kan støtte dig til, og som ikke lader sig presse.

Det er en udvikling, som gør, at man er nødt til som voldgiftsdommer at tænke sig om, inden man siger ja til at lede en ad hoc voldgift, hvilket igen vil tale for at styrke den institutionelle voldgift, som jo endnu ikke er etableret i Norge.

Jesper Lau Hansen

Professor, dr.jur. på Københavns Universitet. Mangeårig voldgiftsdommer i Danmark og udlandet.

Parterne i en voldgiftsaftale vælger selv i vidt omfang, hvordan voldgiftsretten skal løse deres tvist. En nylig sag fra den engelske Court of Appeal giver et interessant indblik i de mangeartede tvisteløsningsformer, som voldgiftssystemet kan rumme. Samtidig viser sagen, at der er grænser for, hvilke kompetencer parterne kan overlade til voldgiftsretten, navnlig i relation til efterfølgende omgørelse af en allerede afsagt voldgiftskendelse.

Af Harald Søndergaard, partner, Hafnia Advokatfirma

Voldgiftssagen Gluck v Endzweig [2026] EWCA Civ 145 havde omhandlet et salg af nogle ejerandele i en mindre virksomhed. Der var efter salget opstået uenighed om, hvorvidt der skulle ske reduktion i købsprisen for ejerandelene. Overdragelsesaftalen indeholdt en tvistløsningsklausul, som foreskrev, at tvister skulle løses ved en Beth Din, Chosen Mishpot. Dette er er en særlig jødisk domstol til løsning af civile og økonomiske tvister. I tillæg hertil indgik køber og sælger en særskilt voldgiftsaftale, som udpegede to rabbinere som voldgiftsdommere i den konkrete sag.

Voldgiftsaftalen indeholdt en bestemmelse, som skulle få afgørende betydning. Det fremgik nemlig, at Beth Din havde ret til at ændre sin kendelse på ethvert tidspunkt (to amend and add to and change the Judgement they have given at any time). Dette var øjensynligt et udslag af den særlige myndighed og respekt, der står om Beth Din i visse religiøse kredse.

Voldgiftsprocessen var herefter kendetegnet af et noget særpræget forløb. Der afholdtes en høring, hvor kun den ene af rabbinerne / voldgiftsdommerne deltog. I forbindelse med denne høring forklarede rabbineren parterne, hvordan købsprisen skulle beregnes, men dette udmøntede sig ikke i en egentlig kendelse. Efterfølgende afholdtes yderligere høringer, og i marts 2024 afsagde voldgiftsretten en delkendelse. Det fremgik heraf, at køber var berettiget til en reduktion i købsprisen, men størrelsen heraf var ikke opgjort. I maj 2024 afsagdes endnu en kendelse, hvor det blev fastslået, at køber alene skulle betale en reduceret købspris på GBP 459.228,03. Begge parter var uenige i denne afgørelse, og begge parter – herunder købers hustru – kommunikerede herefter med Beth Din og voldgiftsrettens medlemmer om sagen uden at informere den anden part herom. Efter dette forløb afsagde voldgiftsretten i februar 2025 en ny kendelse, hvoraf det fremgik, at den skyldige købesum blot var GBP 258.974,85.

Efter afsigelsen af voldgiftskendelsen i maj 2024 havde sælger forsøgt at fuldbyrde denne kendelse ved de engelske domstole, og efter afsigelsen af kendelsen i februar 2025 anlagde sælger et tilsidesættelsessøgsmål vedrørende denne kendelse. Det var på denne baggrund, at voldgiftskendelse(r)n(e) kom til prøvelse ved de engelske domstole.

Prøvelse ved de engelske domstole

For Court of Appeal var spørgsmålet blandt andet, om parternes aftale om voldgiftsrettens vidtgående ret til på ethvert tidspunkt at kunne ændre sine kendelser skulle anerkendes med den virkning, at voldgiftskendelsen fra maj 2024 var blevet omgjort som følge af den efterfølgende kendelse fra februar 2025. Det fremgik som nævnt af parternes voldgiftsaftale, at voldgiftsretten var berettiget til at foretage sådanne ændringer, men sælger gjorde uanset dette gældende, at voldgiftsretten ikke var berettiget hertil.

Court of Appeal fandt, at voldgiftsrettens uindskrænkede ret til at ændre sine egne afgørelser er uforenelig (repugnant) med voldgiftsaftalen. Retten vurderede, at en kontraktbestemmelse, som gav voldgiftsretten mulighed for at kunne omgøre egne afgørelser, stred mod parternes klart udtrykte ønske om at lade tvister afgøre ved voldgift. Det udgør således en forudsætning for voldgift, at processen udmønter sig i en endelig, bindende afgørelse, som parterne kan fuldbyrde og forlade sig på. Voldgiftsrettens ændringsret kunne derfor ikke anerkendes af domstolene, fordi den reelt forhindrede voldgiftsretten i at afsige en endelig, bindende kendelse. Resultatet blev derfor, at voldgiftskendelsen fra maj 2024 stod ved magt.

Ændring og genoptagelse af voldgiftskendelser efter dansk ret

En revision af en allerede afsagt voldgiftskendelse kan både forekomme som en egentlig ændring af den første kendelse, og ved en genoptagelse af voldgiftssagen, hvor der afsiges en ny voldgiftskendelse, som påvirker resultatet i den første kendelse.

Det følger af voldgiftslovens § 32, stk. 1, at hvis ikke en voldgiftssag bliver afvist eller forligt, afsluttes den med afsigelsen af en endelig voldgiftskendelse.

Heri ligger, at det almindelige udgangspunkt for en voldgiftssags behandling er, at der afsiges en afgørelse, som er endelig, hvorefter voldgiftsretten ophører med at eksistere. I common law-land omtales dette som functus officio; Når voldgiftsretten har udført sin funktion – afsagt en endelig kendelse – ophører dens embede.

Det kan forekomme, at parterne har aftalt, at en voldgiftskendelse kan indbringes for en ’overvoldgiftsret’, og en sådan voldgiftsretlig appeladgang må som udgangspunkt anerkendes. Omvendt kan parterne næppe aftale, at en voldgiftskendelse kan indbringes for domstolene, jf. Juul & Thommesen (Voldgiftsret 2. udgave, side 46)

Voldgiftslovens § 33, stk. 1, giver parterne ret til at anmode voldgiftsretten om at rette regnefejl, skrivefejl, trykfejl og lignende, og voldgiftsretten har også ret til at foretage sådanne korrektioner af egen drift, jf. stk. 2. Hvis en voldgiftskendelse ikke tager stilling til et krav, der blev fremsat under voldgiftssagen, kan en part anmode voldgiftsretten om at afsige en tillægskendelse om dette krav, jf. voldgiftslovens § 33, stk. 3.

Visse regelsæt for institutionel voldgift indeholder hjemmel til, at voldgiftsretten kan fortolke sine afgørelser. Voldgiftsinstituttets Regler for Behandling af Voldgiftssager af 13. april 2021 giver fx i § 47, stk. 1, litra b), voldgiftsretten mulighed for efter anmodning at fortolke et bestemt punkt eller afsnit i voldgiftskendelsen. Retten til fortolkning giver ikke mulighed for at ændre ved resultatet i voldgiftskendelsen.

Som det fremgår, er der kun i begrænset omfang mulighed for, at der sker revision af en endelig voldgiftskendelse. Voldgiftslovens regler herom sigter på tilfælde, hvor kendelsen er behæftet med fejl, som bør rettes, og en aftalt mulighed for afsigelse af en efterfølgende fortolkningskendelse er møntet på situationer, hvor det er uklart, hvordan kendelsen skal forstås.

Voldgiftsloven indeholder ingen specifik regel, som giver hjemmel til, at en voldgiftsret kan genoptage sin sagsbehandling, efter den er afsluttet. At dette er en mulighed, følger imidlertid implicit af voldgiftslovens § 37, stk. 5. Efter denne regel kan en domstol i forbindelse med en tilsidesættelsessag udsætte retssagen med henblik på at give voldgiftsretten lejlighed til bl.a. at genoptage voldgiftssagen. Bestemmelsen foreskriver altså ikke en eksplicit ret for voldgiftsretten til at genoptage sin sagsbehandling, men det forudsættes i reglen, at dette kan ske.

For og imod genoptagelse

Schiersing (Voldgiftsloven med kommentarer, side 512) anfører, at typeeksempler på situationer, hvor der kan forekomme genoptagelse i relation til § 37, stk. 5, ville være ved manglende underskrift, datering, eller angivelse af voldgiftsrettens sæde på voldgiftskendelsen. Sådanne mangler ville medføre, at voldgiftskendelsen ikke levede op til voldgiftslovens formkrav til en endelig kendelse, jf. § 31. Derudover anføres, at tilfælde af infra petita kan berettige genoptagelse, altså hvor voldgiftsretten har forsømt at forholde sig til alle de tvistepunkter, parterne har anført, samt i tilfælde af en uklar konklusion.

Det er næppe kontroversielt, at en voldgiftsret kan genoptage sin sagsbehandling, hvis begge parter efterfølgende udtrykker ønske herom. Mere kompliceret bliver situationen, hvis parterne i den oprindelige voldgiftsaftale har givet voldgiftsretten en generel adgang til at genoptage sagen eller omgøre sin kendelse. På den ene side disponerer parterne over sagen, og hvis genoptagelse ikke er udelukket efter voldgiftsloven, bør parterne også kunne aftale, at dette kan ske. På den anden side bygger voldgift som tvisteløsningssystem på en forudsætning om, at processen endeligt løser parternes tvist. Dette taler for, at voldgiftssagen bør finde sin afgørelse, når der er afsagt en endelig voldgiftskendelse.

Det er efter min opfattelse nærliggende, at en dansk domstol vil finde, at en på forhånd aftalt adgang til genoptagelse af voldgiftssagen ikke ville kunne udstrækkes til, at voldgiftsretten opnår generel mulighed for at omgøre en allerede afsagt voldgiftskendelse. Det er indbygget i voldgiftssystemet, at afgørelser skal være endelige. En sådan adgang til omgørelse ville derfor formentlig blive anset for stridende mod voldgiftslovens § 32, stk. 1, hvorefter voldgiftssagen afsluttes med den endelige voldgiftskendelse. I så fald ville resultatet ved de danske domstole blive det samme som hos den engelske.

Harald Søndergaard

Advokat (H), Solicitor of England & Wales og partner i Hafnia Advokatfirma. Beskæftiger sig primært med rets- og voldgiftssager vedrørende international handel, transport og forsikring.

In an entertaining and thought-provoking article in ASA Bulletin from March 2025, one of the international arbitration community’s rock stars, Mika Savola, has identified ten blunders that counsel routinely commits in international arbitration – what he calls “Bad Advocacy”. As arbitrator, one can only agree one hundred percent with his criticisms, and as counsel, the article certainly gives rise to self-examination – the worst part is that Savola is, regrettably, right when he notes that his top ten list is far from exhaustive, writes Frank Bøggild.

By Frank Bøggild, Kromann Reumert

Most practising advocates enter arbitration proceedings candidly determined to do their best and win the case for the client. So, a heartfelt thank you to Savola for speaking frankly – far better to hear the criticism out in the open than to wonder what the tribunal is saying behind closed doors.

With the same good-natured tone, it seems only fair to ask whether a comparable top ten list could be drawn up for arbitrators – focusing on situations where the arbitrator’s “customers” (i.e. the parties) find it unsatisfactory how poorly arbitrators manage an important dispute. In other words, it is time to introduce the concept of “Bad Arbitrator Behaviour” – BAB.

This exercise is at least equally relevant to focus on as Bad Advocacy: while an incompetent counsel can readily be replaced and reprimanded – even by the tribunal itself – it is a far greater challenge to hold arbitrators accountable for poor performance, even though it can have serious consequences not only for the individual case but also for the business world’s confidence in arbitration as a dispute resolution mechanism.

Savola delivers his article in a highly satirical way, advising bad advocates that they need not concern themselves with what the tribunal thinks but can simply carry on with a tone-deaf performance. The message is, of course, the exact opposite, and the following top ten list is obviously to be read in the same spirit:

1. Do not care why companies have chosen arbitration

Rightly or wrongly, businesses often regard court proceedings as an inefficient way of resolving disputes – a process in which legal judges, lacking industry insight, are asked to decide on a supremely important business matter without much enthusiasm, commercial understanding or even active case management.

Even though arbitrators are (well-) paid by the parties, who are therefore arbitrators’ “customers” with expectations of high quality and service, arbitrators naturally have no need to worry about customer satisfaction and demands for active engagement and efficiency. Why bother, when not even Tripadvisor rates BAB?

2. Speed is unimportant

Companies involved in arbitration have all the time and patience in the world and are entirely sympathetic if arbitrators have busy calendars and other things to attend to besides getting a commercial dispute dealt with promptly. Decisiveness is therefore of no consequence for an arbitrator, neither when it comes to managing one’s own calendar nor when it comes to being a little tough on industrious advocates who may at times even take pride in advertising how overloaded their schedules are.

Moreover, the time between the conclusion of an oral hearing and the rendering of an award flies by, and the parties have endless patience. While the Supreme Court of Denmark typically renders judgments within one week – seven days! – of a main hearing, it is surely not a competitive parameter if well-paid arbitrators and arbitral institutions take several months to draw up and issue an award; it merely adds to the suspense.

3. Thorough and early preparation is entirely unnecessary

There is absolutely no reason for arbitrators to read the parties’ written submissions on an ongoing basis or to start acquainting themselves with the case before the oral hearing draws near. After all, the oral hearing might be postponed or rescheduled. Nor can the customer possibly expect that arbitrators would begin drafting an award before the hearing. True, the statement of facts, the written witness statements, the parties’ arguments – and even first thoughts on reasoning – could all perfectly well be prepared in advance, but imagine the waste of effort should the case be settled amicably.

4. Flexibility is irrelevant for monopolists

Once a tribunal has been constituted, the risk of being replaced is quite remote. There is therefore no reason whatsoever for arbitrators to display agility or flexibility. If complications arise during the arbitration – say, because of procedural quarrels or an agreed timetable proves unworkable – there is no call for the arbitrators to react proactively or in a solution-oriented manner. After all, it is usually the advocates who have created or not foreseen the problem, so it should be left to the advocates alone to get things back on track. And if they lack the will or the ability to do so, the only proper response for an arbitrator is to shrug – and of course complain about the advocates in the deliberation room.

5. Crack down hard on modernisation and efficiency

The historic AI transformation currently sweeping the world naturally has no bearing on any arbitral process. For an arbitrator, the safest course is to carry on as before and to view with suspicion any activist counsel who wants to introduce – or even experiment with – technological innovations.

Naturally, it is not unreasonable to disregard AI and digital processes or to maintain that the traditional arbitral procedures, which have proven effective for decades, are still the best options moving forward. It would be especially unwise for arbitrators themselves to introduce efficiencies – just imagine if doing so increased the risk of a challenge to the validity of the process or to the award.

The practice of presenting a painstakingly detailed draft of Procedural Order No. 1 and asking the parties to comment on every trivial line must therefore never be abandoned, even if 80% of it is in all likelihood superfluous and uncontroversial. There is certainly no reason for professional arbitrators or arbitral institutions to develop a standard template that merely needs to be filled in and adapted in a few places.

As the dispute ideally should appear as very significant and complicated, it is indispensable that every oral hearing be conducted with the assistance of a court reporter who must be physically present and deliver live transcripts on an abundance of screens. Foreign language testimonies naturally require interpreters to be present physically, just as it is necessary always to have at least one IT specialist on hand to manage screens, microphones and technology throughout the entire hearing. It would be far too daring to entrust such things to AI and other modern automated processes.

6. Ignore the fact that counsel represents a client

Arbitrators can safely ignore the fact that counsel actually represent clients, take instructions from clients, and are paid by clients who may have particular demands and interests that counsel are duty-bound to safeguard. Perhaps counsel possess confidential knowledge that cannot be shared with the tribunal; perhaps counsel are working on an extremely tight budget that dictates the scope of the proceedings – or perhaps the client has declined to follow counsel’s advice and insists that the evidence and arguments be presented exactly as they were.

When a tribunal grows irritated because counsel ignores the tribunal’s signals and insists on examining a witness on trivialities or arguing an immaterial or hopeless point, this is therefore invariably an expression of bad advocacy. It can never be Bad Arbitrator Behaviour to reprimand incompetent advocates or to reproach them for how they have handled a situation based on client instructions.

7. Body language and good atmosphere are totally irrelevant

Every arbitrator knows perfectly well the importance of independence and integrity. If just these self-evident, non-negotiable requirements are met, arbitrators need not pay attention to their body language or worry about whether they are creating a good or a bad atmosphere. Respect for cultural differences, unconventional personalities, tensions between the parties or counsel, or emotions – even senior business leaders can have emotions! – is therefore irrelevant when considering BAB.

Arbitrators may accordingly, without any filter, allow themselves to berate the advocates or to interrupt them – or the witnesses – incessantly during e.g. examinations or closing arguments. The arbitrators’ own humorous interjections are, of course, invariably well received by the advocates and the parties – who never notice at all whether an arbitrator is shaking his head, rolling his eyes, dozing off, or addressing one party more warmly than the other.

8. Do not bother if the tribunal appears unbalanced

Advocates and party representatives alike are acutely sensitive during an oral hearing, and a key point of attention for them is whether there is an imbalance in the level of activity among the three arbitrators. If one (typically party-appointed) arbitrator is extremely active, asking numerous and, at times, pointed questions at one party’s witnesses in particular, while the other (party-appointed) arbitrator – and perhaps also the presiding arbitrator – remains passive and even disengaged, it sends a powerful signal to the parties.

Such perceived structural partiality is something the arbitrators naturally need not worry about, since BAB does not require three arbitrators to act as a single panel with the shared task of resolving a dispute in the best possible way. If a party-appointed arbitrator comes across as someone eager to promote himself within the arbitration community rather than appearing neutral, objective and collegial, then so be it. It is, of course, never the presiding arbitrator’s duty to ensure that all members of the tribunal contribute to the hearing in a balanced and impartial manner.

9. Avoid giving small hints and guidance to the advocates

Once the tribunal has secured its detailed and home-made Procedural Order No. 1, there is no reason at all for the tribunal to take an ongoing interest in whether the case is being prepared appropriately. It is, after all, the parties’ case; not the tribunal’s case, who merely has to decide it. It is therefore not Bad Arbitrator Behavior to stay entirely aloof – perhaps even to shake one’s head at how bad the advocates handle the preparation. The advocates must, for instance, be completely free to decide how they present their opening statements and conduct the examinations. And if two temperamental advocates have their own personal battles, there is never any occasion for the tribunal to intervene as adults in due time, because it is not the tribunal’s fault. The advocates must sort it out themselves.

10. Lengthy awards legitimise long processing times and a high fee

A good arbitral award includes every detail and triviality, and the most important thing is that it be unassailable in the event of – God forbid – a challenge to its validity. As long as the arbitrators cannot be faulted in a subsequent challenge proceeding, it matters little whether the award contains well-structured, logical and focused analysis.

Normally, at least one party is dissatisfied with the result of an award, but that is naturally not the arbitrators’ problem – they have ruled on the matter, perhaps even correctly. BAB is therefore not about ensuring convincing clarity in the reasoning or about weaving the evidence into the analysis. The parties are always happy to wait months for an exhaustive statement of facts and a meticulous reproduction of witness testimony and submissions. And if an award runs to several hundred pages, that also makes it rather easier to justify a higher arbitrator’s fee.

Reflections

Mika Savola has got hold of the right end of the stick, unfortunately. Many of us acting as counsel can without a doubt improve when conducting arbitration proceedings, and Savola is entirely justified in pointing this out.

There is, however, a Premier League for arbitrators as well, just as there are first, second and third divisions, and there is room for improvement at every level. Personally, I appear both as counsel and as arbitrator, and in all honesty, the potential for improvement is easier to spot among the advocates than among the arbitrators.

The most important point, however, is surely very simple and uncontroversial: arbitration as a dispute resolution mechanism thrives when all sides of the table make a serious effort and endeavour every time to improve one’s performance in the game – for the benefit of the arbitrators, the advocates and, not least, the parties – i.e. the customers who after all sponsor the fun.

READ MIKA SAVOLAS ARTICLE

43 ASA Bulletin 1/2025 (March), pp. 46–57.

Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal – Kluwer Law Online

THE DANISH ARBITRATION ASSOCIATION INVITES TO DEBATE:

HOW ADVOCACY WORKS IN ARBITRATION

Time: Friday, 1 May 2026, 8:30–11:00
Venue: Poul Schmith, Kalvebod Brygge 32, 1560 Copenhagen V

The Danish Arbitration Association invites you to a panel discussion on the role of counsel in arbitration proceedings.

Under the heading “How Advocacy Works in Arbitration,” we will focus on effective—and less effective—approaches to presenting a case before an arbitral tribunal. The discussion will cover topics such as written submissions, document production requests, the use of fact and expert witnesses, and oral advocacy.

We have invited four distinguished speakers to share their perspectives on what works—and what does not—from the tribunal’s point of view:

• Mika Savola, international arbitrator
• Vibeke Rønne, former Supreme Court judge
• Karsten Kristoffersen, partner at Bruun & Hjejle
• Filippa Exelin, partner at White & Case (Stockholm)

https://poulschmith.dk/events-netvaerk-uddannelse/events/how-advocacy-works-in-arbitration#msdynmkt_trackingcontext=89590cd2-6c51-4d38-904d-d2967ab20300]

Domstolenes lange sagsbehandlingstider og ønsket om en mere fleksibel procesmåde fører jævnligt til overvejelser om muligheden for at udbrede voldgift til sagsområder, som ellers traditionelt henhører under domstolene. Et af disse er sager om ledelsesansvar. I en tidligere artikel har Lotte Noer omtalt en landsretsafgørelse, som statuerer, at en aftale om voldgift i en bestyrelseskontrakt er bindende for kapitalselskabets efterfølgende konkursbo. Højesteret har nu stadfæstet afgørelsen med præmisser, som skaber klarhed, men også giver anledning til at anbefale, at generalforsamlingen involveres ved indgåelse af bestyrelsesaftaler med voldgiftsklausuler, skriver hun om den dugfriske dom.

Af Lotte Noer, advokat, Punct Advokater

I en tidligere udgave af dette nyhedsbrev (link) behandlede jeg afgørelsen U.2025.3540Ø, som statuerer, at en aftale om voldgift i en bestyrelseskontrakt er bindende for kapitalselskabets efterfølgende konkursbo. Konkursboet havde gjort gældende, at boets krav havde en sådan sammenhæng med konkursretlige forhold, at konkursboet ikke i forhold til sagsanlægget var bundet af voldgiftsaftalen indgået mellem det nu konkursramte selskab og bestyrelsesmedlemmerne.

Landsrettens afgørelse, der er et eksempel på, at de danske domstole generelt er ”voldgiftsvenlige”, gav mig anledning til at overveje fordele og ulemper ved at indgå en bestyrelseskontrakt med en voldgiftsklausul og dermed lade sager om bestyrelsesansvar afgøre ved voldgift.

Østre Landsrets dom blev indbragt for Højesteret, som afsagde dom den 17. april 2026 (sag BS-49652/2025-HJR). Højesteret stadfæstede landsrettens dom med præmisser, der er generelt anvendelige og meget voldgiftsvenlige:

”Højesteret bemærker, at der ikke i selskabsloven eller voldgiftsloven er bestemmelser, der udelukker, at et selskab og et bestyrelsesmedlem kan aftale, at selskabets eventuelle erstatningskrav mod bestyrelsesmedlemmet efter selskabslovens § 361, stk. 1, skal afgøres ved voldgift og ikke ved domstolene.

Højesteret finder herefter, at der kan aftales voldgift med hensyn til sådanne erstatningskrav, medmindre der foreligger omstændigheder eller hensyn, som gør voldgiftsbehandling betænkelig.

Efter bestyrelsesaftalerne finder dansk ret anvendelse, og tvister skal afgøres i overensstemmelse med Voldgiftsinstituttets regler, der opfylder de krav, der må stilles for at sikre en betryggende sagsbehandling. Herefter, og da der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, som gør voldgiftsbehandling betænkelig, finder Højesteret, at X A/S har kunnet indgå aftalerne om voldgift.

Efter ordlyden af selskabslovens § 364, stk. 1, træffer selskabets generalforsamling beslutning om anlæg af søgsmål mod bl.a. medlemmer af ledelsen, herunder bestyrelsesmedlemmer. Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen grundlag for at antage, at indgåelse af en aftale om voldgift med et bestyrelsesmedlem er omfattet af generalforsamlingens kompetence. Heller ikke bestemmelsens forarbejder kan føre til, at voldgiftsaftaler er omfattet. Højesteret finder herefter, at § 364, stk. 1, ikke omfatter sådanne aftaler.

Højesteret har ikke herved taget stilling til, om gyldigheden af voldgiftsklausulerne, der er indgået mellem bestyrelsesformanden på selskabets vegne og de enkelte bestyrelsesmedlemmer, er betinget af generalforsamlingens godkendelse på et andet grundlag end selskabslovens § 364, stk. 1.

Efter det anførte kan det herefter lægges til grund, at der med bestyrelsesaftalerne med bindende virkning er truffet aftale om, at erstatningskrav, som selskabet måtte rejse mod A og B, skal afgøres ved voldgift.

Spørgsmålet er herefter, om det krav, som konkursboet har rejst mod A og B, er omfattet af voldgiftsklausulerne.

Højesterets præmisser

Højesteret bemærker, at X A/S under konkurs’ krav mod A og B støttes på, at de har pådraget sig erstatningsansvar over for selskabet efter selskabslovens § 361. Konkursboets krav er dermed baseret på, at boet er indtrådt i selskabets retstilling over for A og B. Der er således ikke tale om et krav, der er opstået ved konkursen, eller som støttes på rettigheder eller beføjelser, der alene tilkommer et konkursbo, og som derfor ikke er undergivet skyldnerens (selskabets) rådighed.

Den ansvarsbedømmelse, der skal foretages efter § 361, kan ske uafhængigt af konkursen. Højesteret finder herefter ligesom landsretten, at X A/S under konkurs’ erstatningskrav er omfattet af voldgiftsklausulerne i de to bestyrelsesaftaler.

Efter det anførte kan det ikke føre til et andet resultat, at boets krav eventuelt har forbindelse med en disposition, der giver anledning til en omstødelsessag, eller støttes på handlinger eller undladelser, som finder sted på et tidspunkt, hvor selskabet var eller blev insolvent.”

Højesterets præmisser er meget kærkomne, da de er tilstrækkeligt generelle til, at det kan udledes, at stort set alle sager om erstatningsansvar for ledelsesmedlemmer vil være omfattet af en voldgiftsaftale i en bestyrelseskontrakt, når denne sikrer en betryggende sagsbehandling på niveau med den, som Voldgiftsinstituttet er garant for.

Næsten alle sager om ledelsesansvar, der anlægges af kurator, føres under anbringende af selskabslovens § 361, og de vedrører ofte en disposition, der giver anledning til en omstødelsessag, eller støttes på handlinger eller undladelser, som finder sted på et tidspunkt, hvor selskabet var eller blev insolvent. Der er med andre ord tale om sager, hvor konkursboets krav er baseret på, at boet er indtrådt i selskabets retstilling over for de tidligere ledelsesmedlemmer. Højesterets præmisser statuerer, at alle disse sager falder ind under en sædvanligt udformet aftale om voldgift ved Voldgiftsinstituttet. Dette er kærkomment, fordi det skaber forudsigelighed – aftaler man voldgift, kan man regne med, at det efterfølgende holder.

Det kan udledes, at sager om krav, der er opstået ved konkursen, eller som støttes på rettigheder eller beføjelser, der alene tilkommer et konkursbo, og som derfor ikke er undergivet skyldnerens (selskabets) rådighed, naturligt nok ikke vil være omfattet. Et eksempel herpå er formentlig sager om konkurskarantæne, som ikke vil være omfattet af voldgift, men fortsat vil henhøre under domstolene.

Det giver anledning til eftertanke, hvad Højesteret sigter til med bemærkningen om, at Højesteret ikke har taget stilling til, om gyldigheden af voldgiftsklausulerne, der er indgået mellem bestyrelsesformanden på selskabets vegne og de enkelte bestyrelsesmedlemmer, er betinget af generalforsamlingens godkendelse på et andet grundlag end selskabslovens § 364, stk. 1. Det kan eksempelvis være en overvejelse om, at der er habilitetsmæssige forhold, som gør sig gældende, og som indebærer, at generalforsamlingen bør inddrages ved aftalens indgåelse for at sikre, at bestyrelsen så at sige ikke ”indgår aftalen med sig selv”.

Med Højesterets bemærkning in mente er det under alle omstændigheder anbefalelsesværdigt, at generalforsamlingen godkender indgåelsen af bestyrelseskontrakter med voldgiftsklausuler. Herved modvirkes, at en efterfølgende sag indledes med en længerevarende processuel tvist om voldgiftsaftalens gyldighed. Formålet med at indgå voldgiftsaftaler er bl.a. at opnå en hurtigere afklaring end den, der kan forventes ved domstolsbehandling, og det formål forspildes, hvis processuelle forhold først skal behandles i en langvarig tvist.

Højesterets dom af 17. april 2026 bestyrker, at voldgift i bestyrelsesansvarssager er et reelt alternativ til domstolsbehandling, som bør overvejes, og hvor der ved en omhyggelig tilrettelæggelse af aftalegrundlaget – herunder inddragelse af generalforsamlingen – kan opnås en effektiv og forudsigelig tvisteløsning.

Lotte Noer

Advokat, Punct Advokater, med speciale inden for både tvisteløsning og bestyrelsesansvarssager.

Jacob Møller Dirksen er ikke bleg for at indrømme, at han gerne udfordrer det bestående. Det har gennem tiden med voldgift været en drivkraft, som Voldgiftsinstituttets bestyrelse nyder godt af. Senest har han fået ideen til og været med til at etablere netværket for unge voldgiftstalenter, Behind the Scenes.

”Da jeg var fuldmægtig og ung advokat og begyndte at beskæftige mig med voldgift, oplevede jeg, at miljøet i vidt omfang var en temmelig lukket klub for ’gamle hvide mænd’. Jeg havde meget lyst til at gøre op med det. På den måde bor der nok en lille rebel – eller i hvert fald en drillepind – i mig, som altid har haft lyst til at udfordre det bestående,” siger Jacob Møller Dirksen, som er medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse på 7. år, partner i Accura og som fyldte 50 år 21. april.

”Det har jeg så – sammen gode kolleger – gjort ved at starte både Young Arbitrators Copenhagen og senest netværket Behind The Scenes, samt i det hele taget ved i en relativt ung alder at engagere mig i miljøet. Nu er jeg så selv blevet en af de halvgamle i branchen, men synes stadig, at det er vigtigt at lukke de unge ind. Lade dem få færten af et virkelig spændende område og skabe rammerne for, at de kan udvikle sig – hvilket først og fremmest kræver, at de får lov til at blive en del af miljøet,” siger Jacob Møller Dirksen, der også ser praktisk på sit seneste initiativ, som er sat i søen sammen med højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, der også var en af de drivende kræfter ved etableringen af Young Arbitrators Copenhagen for år tilbage.

”Der er ganske enkelt et voksende behov for flere voldgiftspraktikere på højt niveau, nationalt og internationalt. Derfor er det nødvendigt at fokusere på de næste generationer, og gennem netværket kan vi, bidrage med vores viden og erfaringer. Det er nødvendigt, for meget af det kan du ikke kan læse dig til i en bog, samtidig med at der er sket en professionalisering,” siger han.

Voldgift er gennem årene kommet til at fylde meget også i hans eget arbejdsliv.

”Det er især spændende, fordi det er et fag under konstant udvikling. Der kommer flere og nye typer af tvister i verden, og jeg oplever, at både kompleksitet og sagsgenstande bliver væsentligt forøget. Nu, hvor det er relativt få, der fører for eksempel de store og mellemstore M&A-tvister, har jeg både som voldgiftsdommer og advokat observeret, at man kommer længere ned i alle afkroge af sagen, ikke mindst i forhold til de finansielle aspekter. Selvfølgelig er det interessant og sjovt at være en del af,” siger Jacob Møller Dirksen.

Ud over at være aktiv i voldgiftsmiljøet og partsrepræsentant i danske og internationale voldgiftssager, virker Jacob Møller Dirksen også ofte som voldgiftsdommer i og udenfor Danmark.

Mediation er et undervurderet redskab til løsning af tvister, mener Sven Petersen og Morten Frihagen, der begge vejleder mange små og mellemstore erhvervsvirksomheder fra hver deres interesseorganisation. Som medlemmer af Voldgiftsinstituttets bestyrelse vil de nu sætte fokus på, hvor effektivt mediation er til løsning af mindre sager.

I dag har erhvervsjuridisk fagchef Sven Petersen et rigtig godt øje til mediation som redskab til tvistløsning, og han anbefaler det ofte til medlemmerne af Dansk Erhverv, som han rådgiver. Men sådan har det ikke altid været.

“For nogle år siden overværede jeg en mediation i en IT-tvist. Dengang havde jeg, som mange andre, den fordom, at det ikke havde nogen reel effekt. Den oplevelse gjorde mig dog klogere, og i dag ser jeg klare fordele ved at mediere sager – især mindre sager, som er alt for dyre at løse via voldgift eller domstolene.”

Morten Frihagen, som er administrerende direktør i Dansk Håndværk, kender godt fordommene, men også han oplever, at mediation er et rigtig godt værktøj til løsning af tvister, og anbefaler det gerne til medlemmerne af arbejdsgiverorganisationen for bygge- og håndværksvirksomheder.

”Der er masser af fordele ved mediation. Det er for eksempel en rigtig god vej til at bevare et positivt forhold mellem parterne, og mange af SMVdanmarks 18.000 medlemmer bygger netop deres forretning på relationer. Jeg har set masser af eksempler på, at tvister er løst hurtigt og på en måde, så parterne kommer videre sammen. Det skyldes blandt andet, at der under mediationen kan opstå nye muligheder og kreative løsninger på, hvordan man løser konflikten, fordi her er et kommercielt blik på sagen – i modsætning til den sag, der kører ved de ordinære domstole, hvor uenighederne er kridtet skarpt op, fordi det handler om, hvem der har ret,” siger han.

Der er besparelser at hente

Sven Petersen, som også repræsenterer 18.000 medlemmer, peger desuden på, at der er besparelser at hente – både økonomisk og tidsmæssigt – ved at vælge mediation frem for den lokale byret.

”Min erfaring er, at det bliver for omfattende for SMV’erne at gå til domstolene i sager på en million kroner og derunder. Det skyldes at kravene til bevismateriale er meget store. Ofte er aftalegrundlaget uklart, og der er 117 e-mails, der skal fremlægges og tolkes på, og som gør det vanskeligt at spå om udfaldet af en retssag. Det tager tid at fremstille sin sag, ligesom selve sagsprocessen også tager tid. Hertil kommer omkostningerne til advokathjælp. Med en mediation får du godt nok ikke en dom i hånden, og måske får du heller ikke hundrede procent ret i dit krav. Til gengæld får du en ekspert til at mediere din sag, det går hurtigt og dermed sparer du mange omkostninger og bekymringer,” siger Sven Petersen, som oplever, at mange små virksomheder opgiver mindre sager.

”Jeg ved, at mange på forhånd opgiver en sag på eksempelvis 300.000, fordi de ikke magter først at bruge energi på den og herefter vente lang tid på at få pengene.”

Og det er ærgerligt, mener de begge.

”Men for at finde en løsning via mediation skal man ikke lade det ligge for længe. Det øger chancerne for en god proces, hvis parterne rækker ud til mediatoren, inden konfliktniveauet bliver for højt,” siger Morten Frihagen.

Begge erkender dog, at der ikke er kendskab nok til mediation, og at det derfor ikke bliver anvendt så ofte, som det burde.

”Mange ved simpelthen ikke, at det er en mulighed. Min erfaring er, at mange mindre erhvervsdrivende simpelthen ikke tænker i mediation, når de står i en tvist.”

Derfor vil de to medlemmer af Voldgiftsinstituttets bestyrelse arbejde for at få udbredt budskabet om brugen af mediation overfor deres medlemmer.

”Vi vil først og fremmest anbefale, at man lægger klausuler ind i kontrakterne, der gør mediation til et første valg. Men vi vil også gøre opmærksom på, hvordan mediation fungerer i praksis, og fortælle om de gode erfaringer, der er – både fra England og USA – men også fra Danmark,” lyder det enstemmigt.

VOLDGIFTSINSTITUTTETS REGLER OM MEDIATION

Voldgiftsinstuttet har vedtaget regler om mediation i 2015. Reglerne regulerer blandt andet, hvordan mediationen indledes, udpegning og godkendelse af mediator samt de økonomiske aspekter af en mediation.

Læs mere:

Mediation – Voldgiftsinstituttet

En opdateret voldgiftslov og en ny mediationslov. Det er Voldgiftsinstituttet ønsker til den kommende regering. Begge er tiltrængte, hvis vi skal understøtte dansk erhvervsliv bedst muligt og samtidig udvikle den måde, hvorpå vi løser kommercielle tvister.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Tvister kan være altopslugende, drænende og ødelæggende for selv det årelange samarbejde og en solid økonomi. Det gælder for håndværksmesteren, der har bygget sin virksomhed op fra grunden og baseret den på tætte samarbejdsrelationer. Og det gælder for den store multinationale koncern, som handler globalt.

For begge kan hurtig og effektiv tvistløsning være af helt afgørende betydning.

At vælge voldgift kan der være mange gode grunde til. Fleksibilitet, parternes valg af specialiserede dommere og muligheden for at eksekvere kendelsen globalt er nogle af de vægtigste grunde. Og heldigvis vælger flere og flere Danmark som sæde for deres sag. Det gør de, fordi vi som jurisdiktion har meget at byde på.

Den danske voldgiftslov fejrede sit 20-års jubilæum i 2025. I den nuværende lovs forarbejder blev det fremhævet, at en moderne dansk voldgiftslov forventedes at kunne styrke Danmarks position som forum for international voldgift til gavn for dansk erhvervsliv. Det er i høj grad indfriet og afspejler sig i instituttets sagsportefølje, der vokser både i antal og kompleksitet. Sagerne bliver større, der er flere penge på spil og det er mere reglen end undtagelsen, at der er internationale parter involveret.

Det er en udvikling, som stiller krav til lovgivningen. Voldgiftsloven er nemlig ikke blot en national ramme for behandling af tvister, men et konkurrenceparameter i et globalt marked.

Så derfor: En opdateret voldgiftslov bør stå på den nye regerings to do liste. Dansk erhvervsliv har brug for en lov, som gennemfører dels ændringerne om foreløbige retsmidler i UNCITRALs Modellov, og dels ændringer som de sidste 20 års erfaringer med loven, herunder domspraksis, giver anledning til med henblik på at fremme voldgiftens effektivitet. Her på Voldgiftsinstituttet bidrager vi gerne med viden om, hvad en moderne lov skal indeholde. Jeg er sikker på, at alle erhvervsorganisationerne, som repræsenterer dansk erhvervsliv i forskellige fora, gerne vil bakke op om et sådant initiativ.

Det er ikke alle sager, der er i milliardklassen. Mange små og mellemstore virksomheder handler både med danske og udenlandske samarbejdspartnere, og hvor der handles, vil der også opstå tvister.

Her på Voldgiftsinstituttet har vi altid haft mediation på hylderne. Mediation rummer betydelige fordele sammenlignet med andre tvistløsningsmetoder. Den er blandt andet hurtig, billig og partsautonom, og den er egnet til at bevare parternes samarbejdsrelation efter sin afslutning.

Da vi ved, at der er et behov for at få løst mindre sager for et stort segment, ønsker vi at gøre mere for at styrke rammerne for mediation.

Derfor er en ny mediationslov også på ønskelisten til det nye folketing. Vi skal have en klarere, mere forudsigelig og genkendelig retlig ramme for mediation. Det vil kunne sætte en positiv udvikling i gang til gavn for dansk erhvervsliv, sådan at Danmark bliver et attraktivt forum for mediation – også i internationale tvister.

Også her står vi gerne vil rådighed med mere viden og deler gerne vores erfaring.

Visit of Chief Judges of the Judicial Training Institute of Thailand to the DIA. Deputy Secretary-General Andrew Poole reports.

On 20 February 2026, the DIA had the pleasure to welcome to its offices a delegation of Chief Judges from the Judicial Training Institute of Thailand. The visit was made in cooperation with the Royal Thai embassy in Denmark and gave an overview of Danish arbitration and the DIA’s work.

The Secretary-General, Steffen Pihlblad, introduced the long tradition of Danish arbitration, from the first Danish arbitration law in 1683 to the founding of the DIA in 1981 to the modern present rules that provide for award scrutiny. The DIA’s Rules for Express Arbitration were also discussed, along with their proposal-for-settlement mechanism. The visit included an exchange of questions and reflections on the Danish courts as well as on Denmark as a jurisdiction. The Secretary-General highlighted the very few challenges to awards in Denmark, the even fewer successful challenges, and Denmark’s consistent number one ranking for the rule of law and the lack of corruption.

The DIA is grateful to the Royal Thai embassy in Denmark for the organisation of the visit. The DIA welcomes visits from judicial delegations to share perspectives regarding the arbitral system in Denmark and looks forward to Copenhagen Arbitration Days on 1-2 October 2026 as well as to the IBA Annual Conference in Copenhagen on 4-9 October 2026.

Gennem ti podcasts deler en række prominente kvinder i voldgiftsbranchen deres helt personlige historier om, hvordan deres karrierer har udviklet sig. De fortæller om barrierer og om, hvad der fik størst betydning for at nå helt til tops. Serien viser, hvordan vidt forskellige veje kan føre til en spændende karriere. Serien har bragt flere andre initiativer med sig, så som konferencer og en liste over kvindelige voldgiftsdommere.

Kvindernes internationale kampdag fik her i marts internettet til at flyde over med stærke og dygtige kvinder, der fortalte om deres karriere.

Også i voldgiftsbranchen har en række prominente kvindelige praktikere sat ord på og delt erfaringer om deres karrierer. Det er blandt andet sket i en række interviews både her i nyhedsbrevet og i podcasts, hvor Voldgiftsinstituttet giver ordet til kvinderne.

Gennem samtaler med praktikere fra forskellige dele af feltet belyser ti kvinder både karriereveje, faglige perspektiver og udviklingen i voldgift. Podcasten viser samtidig, hvordan flere kvinder i dag er med til at præge udviklingen i voldgiftsmiljøet.

Voldgiftsinstituttet har underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge for at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift.

”Det er en dagsorden som har topprioritet for os. Vi har brug for alle de dygtige voldgiftsdommere for at klare os i den hårde konkurrence – ikke mindst internationalt. Med podcasten bidrager Voldgiftsinstituttet til en bredere samtale om diversitet og repræsentation i branchen. Da vi bragte de første interviews på skrift og på lyd, fandt vi også ud af, hvor stort et behov, der er, for at tale om kvinders karriere i branchen. Derfor udviklede dagsordenen sig også til to konferencer og senest en liste over kvindelige voldgiftsdommere,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad.

Lyt til de ti afsnit på Spotify, Apple Podcast og Spreaker. Podcasten giver både indsigt i voldgift som praksis og i de erfaringer, kvinderne bringer med sig ind i feltet.

”Vores initiativ peger på betydningen af synlige rollemodeller og på, at det er nødvendigt at have et konstant fokus,” siger han.

Podcasten er støttet af Dreyers Fond.

Tak til Julie Arnth Jørgensen, Regitze Aalykke Hansen, Nina Lauber-Thommesen, Geske Hvid, Lotte Noer, Mrinalini Singh, Ulla Fabricius, Jutta Thomsen, Christina Nissen og Katrine Tvede for at stille op til interviews.

Du finder Women in Arbitration på Spotify, Apple Podcast og Spreaker.

En ekspertgruppe, nedsat af regeringen, har afgivet en række anbefalinger om ophavsret og kunstig intelligens. Ekspertgruppen anbefaler blandt andet, at der etableres en forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af tvister om rettigheder, siger advokat Gitte Løvgren Larsen, som har stået i spidsen for arbejdet.

Forestil dig, at du skriver en artikel, publicerer den og efterfølgende bruger AI til at søge på tilsvarende artikler. Her dukker din egen artikel op. Dog uden at kreditere dig.

”Hvis en AI-udbyder har trænet sin løsning med en ophavsretligt beskyttet tekst, er spørgsmålet, om du nu har et krav mod udbyderen, og om du overhovedet kan bevise, at din ophavsret er krænket. Det kan være svært,” siger Gitte Løvgren Larsen, der er formand en af regeringen nedsat ekspertgruppe, der i efteråret afgav en rapport, der indeholder ti konkrete anbefalinger, som skal sikre, at danske rettighedshavere ikke bliver løbet over ende af tech-giganter, der bruger ophavsretsbeskyttet materiale til at træne kunstig intelligens systemer.

Kommissoriet for ekspertgruppen problematiserede blandt andet, hvad der sker, når kunstneriske værker uautoriseret indgår som træningsmateriale for udviklingen af kunstig intelligens. Men uden at kunstnerne bag får penge for det.

”Som ekspertgruppe havde vi en vigtig opgave med at beskrive de udfordringer, kunstig intelligens medfører for ophavsretten, men også at komme med bud på, hvordan vi kan løse dem,” siger hun.

Behov for at beskytte dansk presse

Et af de områder, hvor det er særligt påkrævet at beskytte rettigheder, er dansk presse, mener Gitte Løvgren Larsen.

”Vi har alle en interesse i, at vi har en fuldstændig uafhængig presse. Det er er del af det demokratiske samfund. Der er ingen tvivl om, at artiklerne i avisen er ophavsretligt beskyttet. Af samme årsag er der stor opmærksomhed på, om rettighedsbeskyttet stof bliver brugt til at træne kunstig intelligens systemer, hvor du så kan læse samme nyheder helt gratis. Derfor er AI generede nyheder en bombe under det økosystem, som den frie presse er en del af.”

For nylig er der anlagt en sag ved Københavns Byret af Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation, der har en tvist mod Open AI. Ifølge organisationen, der repræsenterer en række danske medievirksomheder, har Open AI trænet sin sprogmodel ChatGPT på danske mediers indhold indtil mindst sommeren 2024.

Gitte Løvgren Larsen følger – sammen med danske rettighedshavere – retssagen tæt, og forudser, at den kan trække ud. Samtidig sker udviklingen af kunstig intelligens meget hurtigt.

”I vores rapport har vi foreslået, at der etableres en forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af rettighedskonflikter på området for pressepublikationer. Fordelen herved er, at tvister kan løses hurtigt. Ideen er at anvende den form for tvistløsning, hvor parterne starter med mediation, og kommer de ikke til en fælles løsning, går de videre til såkaldt baseball voldgift, hvor hver part skriver et forslag til kendelse, hvorefter en voldgiftsdommer vælge den kendelse, som han eller hun finder mest rimelig. Det er en metode, som kræver, at begge parter er realistiske og løsningsorienterede,” understreger hun.

Næste skridt er politisk

En forsøgsordning er dog ikke lige om hjørnet.

”Nu har vi afgivet vores anbefalinger. Næste skridt er et politisk initiativ til ændring af både ophavsretsloven og EU’s regler. Der er ingen tvivl om, at det alt sammen bliver nemmere at agere i, når reglerne er klare. Men først skal vi have et folketingsvalg, og herefter har kulturministeren bolden.”

I Voldgiftsinstituttet står generalsekretær Steffen Pihlblad klar til at skræddersy en løsning.

”Hvis der bliver behov for det, har vi allerede løsninger på hylden, som ser ud til at kunne imødekomme de særlige krav om hurtig tvistløsning via mediation og voldgift, som efterspørges af ekspertgruppen,” siger han.

Læs mere om mediation og Hurtig voldgift – den såkaldte baseball voldgift.

En voldgiftskendelse er endelig og kan som udgangspunkt ikke efterprøves af domstolene. Kun ved grove processuelle fejl og uantagelige resultater kan en kendelse tilsidesættes som ugyldig. Det er derfor en sjældenhed, at Retten i Horsens ved dom af 29. januar 2025 i sag BS-20094/2024-HRS tilsidesatte en voldgiftskendelse delvist, idet en part på grund af brud på kontradiktionsprincippet havde været ude af stand til at fremføre sin sag, og idet kendelsen var åbenbart uforenelig med landets retsorden, ordre public. De to professorer, Kasper Steensgaard og Lasse Højlund Christensen fra Aarhus Universitet behandler den nye dom.

Af professor, ph.d. Kasper Steensgaard og professor, ph.d. Lasse Højlund Christensen

Kort fortalt blev voldgiftssagens klager tilkendt et beløb tillagt ”renter som påstået, idet rentekravet er ubestridt”, selvom den indklagede i både duplik og det sammenfattende processkrift havde bestridt rentepåstanden ”som udokumenteret”. Den indklagede havde faktisk modtaget en påkravsskrivelse, som udløste rentetilskrivning, men den var ikke blevet fremlagt i sagen.

Efter at have modtaget kendelsen anmodede indklagede først om en berigtigelse, jf. reglerne herom i voldgiftslovens § 33, stk. 1, og Voldgiftsnævnets regler. Men da disse regler er ment til korrektion af ”regnefejl, skrivefejl, trykfejl el.lign.”, afviste voldgiftsretten anmodningen. Voldgiftsretten tilføjede i protokollen, at den havde noteret sig, at kravet ikke var ubestridt, men ”desuagtet at kravet er begrundet i sagens omstændigheder […]”.

Indklagede anmodede derpå om en tillægskendelse og gerne ved en sættedommer, jf. voldgiftslovens §§ 33, stk. 3. Med henvisning til kendelsen og bemærkningen i protokollen – hvorom anførtes, at der ”ikke er tale om en ny begrundelse, men en forklaring” – afviste voldgiftsretten at foretage sig yderligere. Voldgiftsnævnets præsidieformand tilføjede, at der hverken i voldgiftsloven eller voldgiftsnævnet regler var hjemmel til at afsige af tillægskendelse ved sættedommer. Forarbejderne til voldgiftslovens §§ 33, stk. 3, angiver da også anvendelsesområdet til ”krav, der blev fremsat under voldgiftssagen, men som ikke er medtaget i voldgiftskendelsen”. Reglen omfatter f.eks. en ikke-påkendt påstand om tillæg af renter, men altså efter voldgiftsrettens opfattelse ikke indsigelsen imod påstanden.

Rettens begrundelse

Indklagede anlagde herefter sag ved Retten i Horsens med påstand om delvis tilsidesættelse af kendelsen for så vidt angår de tilkendte renter. Retten afgjorde herom:

”Retten finder herefter, at selv med den mest lempelige fortolkning af parternes påstande og anbringender sammenholdt med de fremlagte beviser for voldgiftsretten har [indklagede] godtgjort, at voldgiftsretten har tilsidesat [indklagedes] adgang til kontradiktion vedrørende rentekravet i sagen. Retten finder desuden, at voldgiftsretten ved at tilkende et bestridt rentekrav som ubestridt i et tilfælde, hvor rentekravet ikke var underbygget af hverken anbringender eller beviser i sagen har begået så overordentlig graverende fejl, at den del af voldgiftskendelsen, der vedrører rentekravet, er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public).

Betingelserne for at tilsidesætte den del af den afsagte voldgiftskendelse af […] af voldgiftsretten nedsat af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed i relation til betaling af procesrente i perioden […] som ugyldig er derfor opfyldt, jf. voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra b, og § 37, stk. 2, nr. 2, litra b.”

Processuelle mangler

Ser man isoleret på voldgiftssagen – og forløbet efter kendelsen – foreligger der nogle processuelle mangler. Den indklagede udtalte sig vel ret beset om rentekravet, i og med det blev bestridt – men retten fandt, at den indklagede ikke har haft adgang til kontradiktion i forhold til grundlaget for kravet, da det relevante bevismiddel ikke indgik i sagen og i øvrigt ikke blev omtalt. Når rentekravet samtidigt blev tilkendt som ”ubestridt” i kendelsen, fremstår kravets berettigelse – selvom voldgiftsretten efterfølgende fandt kravet begrundet i sagens omstændigheder – således som uprøvet.

Ser man på parternes retsforhold i øvrigt, har de processuelle mangler dog formentlig ikke haft afgørende betydning for den materielle afgørelse. Det var udspecificeret i klagerens påstand, hvilken skrivelse rentekravet beroede på, så den indklagede har næppe kunnet være helt uvidende om grundlaget, selvom skrivelsen ikke blev fremlagt i sagen. Resultatet fremstår endvidere som materielt korrekt.

Ordre public

Tærsklen for overtrædelser af ordre public – ”overordentligt graverende fejl” – blev formuleret af Højesteret U 2016.1558/2 H. I U 2022.1117 H uddybede Højesteret, at det i den henseende er ”afgørende, om voldgiftsrettens afgørelse lå uden for rammerne af de påstande og anbringender, som parterne havde fremført”. Så der ville formentlig ikke have været noget at komme efter, hvis voldgiftsretten blot havde tilkendt klageren renter uden tilføjelsen om, at kravet var ”ubestridt”.

Mulighed for genoptagelse

Man kan i øvrigt overveje, om hjemlen for en domstol til at udsætte sagen med henblik på voldgiftssagens eventuelle genoptagelse kunne have være bragt i spil, jf. voldgiftslovens § 37, stk. 5. Parterne havde dog ikke anmodet om dette, og den almindelige opfattelse i dansk giver også bestemmelsen et snævrere anvendelsesområde. Komparativt set har der i Tyskland været diskussion om rækkevidden af den tyske pendant, § 1059 Abs. 4 i Zivilprozessordnung: Pudsigt nok samme dag som forhandlingen ved Retten i Horsens bestemte den tyske Højesteret (Bundesgerichtshof, Beschluss af 18. december 2025 i sag nr. I ZB 42/25), at den nævnte bestemmelse om genoptagelse faktisk kan anvendes i sager om Gehörsrechtsverletzungen. Det kan i så fald også overvejes, om der ikke under alle omstændigheder kan indledes en ny voldgiftssag om betaling af den omhandlede procesrente, jf. voldgiftslovens § 37, stk. 6.

Selv om byrettens afgørelse kan rummes inden for bestemmelserne i voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra b, og § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, er det således en overvejelse værd, om det er nødvendigt at strække bestemmelserne så vidt.

Kasper Steensgaard

Professor, ph.d.

Aarhus Universitet

Lasse Højlund Christensen

Professor, ph.d.

Aarhus Universitet

Managing Partner Johan Sidklev from Roschier has missed only one or two IBA conferences in the past twenty years. And this year will be no exception. He sees the meeting in Copenhagen as clear recognition of the region and a chance to show what Denmark, together with the other Nordic countries, can offer global business in general and legal services in particular.

With a background as an arbitration practitioner: What are your expectations for the conference?

I have attended the IBA Annual Conference for the past 20 years or so, maybe missed one or two, and although the legal landscape has changed over those years, the IBA Annual Conference remains a highly relevant event in an international arbitration practitioner’s calendar.

Especially so if you are from an independent firm located in the Nordics as we are still quite reliant on our law firm network for referrals. To be able to meet with a vast majority of our colleagues and friends from other jurisdictions during the IBA week is just a very efficient way of interacting with a lot of contacts during a limited period of time.

That aspect has not really changed over the years, rather to the contrary as the conference has been growing in terms of the number of attendees. Then of course the IBA Arbitration committee, being the association’s largest committee, usually puts together a very interesting substantive program that brings value to the participants. But what has changed over the years is that fewer delegates attend the substantive sessions and only focus on the side program. I think this is somewhat unfortunate and would therefore urge everyone attending in Copenhagen to also make plans to participate in the substantive program.

What does it mean for the Nordic countries that the IBA is held in Copenhagen this year?

This is a great recognition for the region and an opportunity to showcase what Denmark, together with the other Nordic countries, can offer global business in general and legal services in particular.

For our arbitration institutions, it is an excellent opportunity to be present and showcase the high quality, efficient and no-nonsense approach to administering arbitrations that apply in the Nordics, which may contrast the procedures that apply at ICC or LCIA for instance.

How do you spend the days at the conference?

Since I am also the Managing Partner of Roschier, I try to divide my time between general firm meetings and more arbitration focused events and seminars which, admittedly, are not easy and require some detailed planning.

On top of that Roschier is hosting a couple of events which I of course need to prioritize. But one event that I always try to attend is the Arbitration Committee dinner – an excellent opportunity to meet the disputes people you otherwise did not have time to catch up with.

Do you have any advice for new participants to get the most out of the conference?

To get the most out of the IBA Annual Conference, you should not view it as a one-time event. As it is largely the same people that tend to participate every year, continuity is key.

Relationships are built over time, so be patient. And in between the annual meetings, there are events organized by the different committees, such as the IBA Arbitration Day, that are well worth attending.

Another key factor for a successful IBA conference is careful planning on how you want to spend your days. Make sure to reach out to the people you want to meet well in advance and make use of the IBA attendance list once that becomes available and get those meetings and events into the calendar. Check the official program and make sure to plan around those sessions as well, to get a good mix.

Johan Sidklev

Managing Partner of Roschier and head of the firm’s Dispute Resolution practice in Sweden.

Medlemmerne af netværket Behind the Scenes mødtes første gang i slutningen af februar. Det var fedt, at der også var deltagere fra Aarhus og Aalborg. Det understreger også folks engagement, at de er villige til at tage turen til København for at deltage i netværket, siger Andreas Rye-Andersen.

”Jeg så opslaget i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev, og ud over, at der var et stærkt hold af undervisere, så tiltalte det mig, at netværket ikke er større, end at der er mulighed for at lære hinanden godt at kende.”

Sådan lyder det fra Andreas Rye-Andersen fra Plesner, der deltog i det første møde i netværket Behind the Scenes 26. februar, hvor han mødte både nye og gamle kolleger. Fælles er, at de alle brænder for voldgiftsfaget.

”Mange af os kendte lidt til hinanden på forhånd. Allerede ved ankomsten, var der lidt en stemning af familiefødselsdag, hvor alle gik pænt rundt og gav hånd til alle. Det lyder måske banalt, men det er ikke en selvfølge til alle netværksarrangementer. Folk var fremmødt som kollegaer, og ikke som modparter, selvom flere af os naturligvis har – eller har haft – sager mod hinanden. Selvom vi ikke taler om vores konkrete sager, er der et stort behov for at tale om, hvordan vi hver især har løst de forskellige problemstillinger, der kan opstå. I sidste ende sidder vi med mange af de samme udfordringer,” siger han.

På dagens program var der blandt andet en af voldgiftsrettens grundsten, nemlig habilitet.

”Vi vendte de fordele, der er ved at være åben om denne problemstilling fra starten af sagen, sådan at man tidligt foregriber de problemer, der kan komme. De forskellige perspektiver og nuancer er helt sikkert noget af det, som jeg tager med mig videre. Samtidig blev jeg også på andre områder bekræftet i, at jeg gør det rigtige i praksis,” siger Andreas Rye-Andersen og tilføjer, at det faglige niveau var højt.

Et langvarigt netværk

”Det var tydeligt, at alle deltagerne enten havde reel erfaring gennem udpegninger som voldgiftsdommere eller som partsrepræsentanter, eller at de havde et stort engagement i faget, og drømte om at blive voldgiftsdommer en dag.”

Generelt oplevede han, at alle deltagerne var indstillet på at udvikle et langvarigt netværk.

”Hurtigt var der forslag om, at vi holder en middag sammen uden fagligt indhold. Det blev positivt modtaget, og det giver muligheden for at få endnu tættere relationer.”

Fremadrettet ser Andreas Rye-Andersen mulighed for at kunne sparre med sit nye netværk om problemstillinger – også på længere sigt.

Et ekstra plus er, at Behind the Scenes netværket er sammensat af kolleger på tværs af landet.

”Det var fedt, at der også var deltagere fra Århus og Aalborg. Det understreger også folks engagement, at de er villige til at tage turen til København for at deltage i netværket,” spørger han.

Tilbage på kontoret har flere kolleger spurgt interesseret til netværket.

Det første hold Behind the Scenes slutter ved udgangen af året. I november vil Voldgiftsinstituttet annoncere efter deltagere til et nyt netværk, der starter i 2027.

Med en blomstrende ny generation af voldgiftspraktikere kan vi markere os på et internationalt niveau, skriver Steffen Pihlblad, der lige har haft første session med det nye netværk Behind the Scenes. 

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær i Voldgiftsinstituttet

Det er blot tre uger siden, vi samlede det første hold af deltagere i det nye netværk Behind the Scenes her i Voldgiftsinstituttet. Jeg er stadig blæst helt bagover af den enorme entusiasme og glæde ved at beskæftige sig med voldgift, som vi mødte fra deltagerne – og jeg ved, at mine meget kompetente medarrangører højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen og Accura-partner Jacob Møller Dirksen har det på samme måde.

Vores ambitioner er høje. Vi vil skabe et miljø, hvor vi deler de erfaringer, som vi selv har oparbejdet gennem mange år i voldgiftsfaget. Håbet er, at vi bidrager til at udvikle en blomstrende ny generation af voldgiftspraktikere og på den måde skaber et community, som er helt nødvendigt, hvis vi som branche fortsat skal markere os internationalt. Efter første møde er jeg allerede sikker på, at vi er godt på vej.

Da vi udviklede Behind the Scenes, tog vi afsæt i, at voldgift er et fag, hvor praktisk erfaring og faglig videndeling spiller en afgørende rolle. Med andre ord kan du ikke læse dig til faget i en bog. Med vores netværket får vi bygget bro mellem erfarne aktører og nye talenter, som både har lysten og ikke mindst evnerne til at sætte et markant aftryk i dansk og international voldgift.

Det hører også med til historien, at vi tre initiativtagere er bevidste om, at kun ved at der kommer en ny kompetent generation til, sikrer vi, at vi også om ti år er konkurrencedygtige, når virksomhederne skal vælge rådgivere, og når der skal sættes navn på voldgiftsdommere i de helt store internationale voldgiftssager, hvor der er stor kompleksitet og store værdier på spil.

Og sagerne regner vi stærkt med kommer. Store kommercielle tvister bliver nemlig i højere grad afgjort ved voldgift frem for ved de almindelige domstole. Det mærker vi her i instituttet.

Med netværket håber vi, at de 25 deltagere fra første hold bliver starten på en faglig cirkel. Et netværk, hvor der er fortrolighed og lyst til at fortsætte udviklingen sammen, når forløbet slutter ved udgangen af året, og vi byder et nyt hold velkommen. Hvis det sker, er vi lykkedes med det, som for et lille år siden blot var en idé. Vi vil annoncere Behind the Scenes 2027 i november. Hold øje i nyhedsbrev og på LinkedIn.

For cases commenced on or after 2 March 2026 under the Rules of Arbitration, the DIA has revised the fee scale applied for the determination of arbitrators’ fees.

The revision primarily entails an increase of the fee scale applicable to sole arbitrators. The aggregate fees payable to the members of the arbitral tribunal in cases where the tribunal is composed of three arbitrators and the administrative charges payable to the DIA remain largely unchanged.

The overall costs of arbitration in cases commenced under the Rules of Arbitration remain highly competitive compared to those applicable at most other arbitral institutes.

By means of the cost calculator available at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/, parties may obtain an immediate estimate of the applicable administrative charge and the fees of the arbitrator(s). As from 2 March 2026, the calculator will be updated to reflect the revised fee scale.

Further information regarding the DIA’s charges and fees under the Rules of Arbitration is set out in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which also is available on the website.

En artikel i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev om sanktioner fik Jonas Schou Meding til at kaste sig over den retlige standard ordre public, da han skulle vælge specialeemne på Københavns Universitet. Det har udløst YAC’s speciale legat på 20.000 kroner for en gennemarbejdet juridisk analyse af omfattende EU-praksis.

”Legatet betyder, at mit speciale får et efterliv. At det ikke bare er et emne, som jeg selv har fordybet mig i, men at det kommer bredere ud. Det er megafedt at fortælle om noget, man brænder for, både i et oplæg hos YAC og i forskellige faglige artikler, som jeg er i gang med at skrive.”

Sådan lyder det fra Jonas Schou Meding, der er advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert og som i januar modtog YAC’s specialelegat.

Begrundelsen er blandt andet, at der er tale om et spændende og fagligt tungt emne, som bidrager med et nyt perspektiv. Desuden er specialet ikke alene velskrevet, men rummer også en gennemarbejdet juridisk analyse af blandt andet omfattende EU-praksis, ligesom der også inddrages praksis fra andre EU-lande.

Jonas Schou Meding lægger ikke skjul på, at han har fordybet sig i et komplekst emne, som er svært at koge ned til mundrette sætninger. Alene omdrejningspunktet i specialet, ordre public, er en lidt nørdet retlig standard, mener han.

”Men vigtig på den måde, at det er et juridisk princip, der skal værne om vores helt grundlæggende retsgrundsætninger i en grad, så en voldgiftskendelse kan tilsidesættes, selvom den ellers ville være gyldig.”

”Mit speciale undersøger samspillet mellem de internationale voldgiftsretter og domstolssystemet – både de nationale domstole og EU-Domstolen – når ordre public er i spil. De to systemer er i vidt omfang adskilte, men skal kunne eksistere i samhørighed, også selvom EU-retten stiller krav om blandt andet forrang og effektivitet. Det er gråzonerne mellem disse systemer, jeg synes er interessant, og som jeg har beskrevet i specialet,” siger han.

Udgangspunktet er, at voldgift skal være effektiv

Inspirationen til specialeemnet kom, da Jonas Schou Meding læste en artikel i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev om sanktioner.

”Det handler om de tvister, der kan opstå i forbindelse med, at en part ikke kan levere en ydelse efter kontrakten på grund af en sanktion. Det interessante er ikke så meget voldgiftssagen, men altså den proces, der kan komme efterfølgende, hvis den ene part indbringer sagen for de ordinære domstole, som kan tilsidesætte en kendelse, hvis den er uforenelig med grundlæggende EU-regler. Det, som jeg undersøger i mit speciale er, om de nationale domstole lever op til de krav, som kan udledes af EU’s praksis,” forklarer han.

”Det rejser spørgsmålet om, hvor grundigt domstolene prøver en voldgiftskendelse. I Danmark lægger lovgivningen op til, at domstolene er tilbageholdende med at gå ind i sagens substans, for eksempel om sanktionsreglerne er anvendt korrekt. Udgangspunktet er, at voldgift skal være effektiv, og at kendelsen ikke genprøves ved domstolene. Min konklusion er, at EU-Domstolen stiller større krav end det.”

Det særligt interessante ved at beskæftige sig med emnet har været at undersøge selve balancen mellem domstole, voldgift og EU-Domstolen.

”Selvom den danske lovgiver forudsætter, at domstolene er tilbageholdende med at gå i dybden med prøvelsen af en voldgiftskendelse, så er det ikke sikkert, at EU-Domstolen er enig i, at det er den rigtige vej at gå. I sidste ende handler det alt sammen om balancen mellem parternes ret til at aftale tvistløsning og EU-rettens krav. Også her har specialeprocessen været spædendende, fordi det internationale aspekt kommer til udtryk gennem de forskellige medlemsstaters domstoles tilgang til emnet. I Danmark er det altså en særlig udstrækning effektiviteten ved voldgift, der er i højsæde.”

Jonas Schou Meding

Advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert.

YAC’s specialelegat uddeles en gang årligt. Legatet er på 20.000 kroner.

Læs artiklen, som inspirerede til specialet: https://voldgiftsinstituttet.dk/are-eu-sanctions-public-policy/

On 5 February 2026 the annual Norwegian Arbitration Day conference took place in the historic Gamle Festsal at the University of Oslo’s Domus Academica. The DIA’s Sahra Arif reports from the conference.

By Sahra Arif, counsel

This year, Norwegian Arbitration Day focused on two highly relevant issues for arbitration practitioners, the evergreen topic of challenging arbitral awards and the topical issue of sanctions and their impact on arbitration.

Supreme Court Justice Are Stenvik, Independent Arbitrator and former Supreme Court Justice Johnny Herre, and Attorney René Offersen discussed the similarities and differences in how the courts in Norway, Sweden and Denmark approach challenges to arbitral awards, addressing recent case-law and sharing their own insights into the practices of the respective countries’ courts. The panel was preceded by an informative keynote from Jonas Rosengren, Attorney and Research Fellow at the University of Oslo.

For the second leg of the conference, Professor Giuditta Cordero-Moss offered an insightful keynote on sanctions in arbitration. Experienced arbitration practitioners Aadne Haga, Hanne Aarsheim, Shirin Said and Petri Taivalkolski then discussed the impact international sanctions may have on arbitrability, on impartiality and independence of arbitrators, and when sanctions can serve as ground for challenges.

The Norwegian Arbitration Day programme was fully packed with pre-events arranged by BAHR law firm on the modernization of the Norwegian Arbitration Act, by Wiersholm law firm on the danger and opportunities of confirmation bias in arbitration, and by Young Arbitration Practitioners Norway on arbitration culture in the Nordics and whether Norwegian arbitration is too collegial.

The conference concluded with Schjødt law firms’ festive reception, and with the German-Norwegian Arbitration Group’s breakfast seminar being the final event of this year’s Norwegian Arbitration Day.

From the DIA we also had looked forward to the conference arranged by Scandinavian Institute of Maritime Law, Oslo Centre for Commercial Law, Norwegian Arbitration Association (NAA). It was great opportunity to gain fresh insights and engage with the arbitration community.

Mød Morten Frihagen, som er ny i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Som administrerende direktør i arbejdsgiverorganisationen Dansk Håndværk, der er en del af SMVdanmark, er hans mærkesag at sikre de små og mellemstore virksomheders retssikkerhed – blandt andet gennem hurtig tvistløsning.

”Vi taler meget om de helt store danske koncerner, men i hverdagen spiller de små og mellemstore en lige så stor rolle. De er ofte underleverandører, og derfor er det vigtigt, at der er et godt samspil mellem de små og de store, og her har muligheden for hurtig tvistløsning stor betydning. Det er også retssikkerhed,” siger Morten Frihagen

SMV’erne er ofte drevet af en entusiastisk ejer, som spiller en aktiv rolle, men økonomien vil naturligt nok være mere sårbar end hos deres store samarbejdspartnere, understreger Morten Frihagen.

”Sårbarheden betyder, at en tvist hurtigt kan dræne både medarbejdere og ledelse. I værste fald kan det koste en mindre virksomhed livet. Det er klart, at vi hjælper med at forebygge – det gør vi først og fremmest ved at støtte op om at få skabt nogle ordentlige aftaler. Men det er ikke altid nok, og kommer der en tvist, er det vigtigt at have viden om, hvilke løsningsmuligheder der er. Det gælder især i en tid, hvor der kan være lang ventetid ved de almindelige domstole.”

Morten Frihagen erkender, at der ikke er den nødvendige viden om de forskellige former for voldgift hos de SMV-virksomheder, han repræsenterer, for de fleste har øjnene stift rettet mod drift og indtjening.

”Jeg tror, at der er et øget behov for kendskab til blandt andet tidsfaktoren ved voldgift, ligesom muligheden for at skræddersy voldgiftsretten med eksempelvis de rigtige specialister nok er ukendt land for mange. Det er noget af det, som jeg vil arbejde for at udbrede. Det giver god mening af flere grunde – blandt andet at mange af SMV’erne leverer varer og ydelser til udlandet, hvor voldgift i Danmark som regel er det bedste alternativ” siger Morten Frihagen, der også ser både viden og erfaring gå begge veje.

”På samme måde kan jeg bidrage med viden i bestyrelsen om de behov, som SMV-virksomheder har for effektivt og hurtigt at få løst tvister i en professionel og betryggende ramme.”

Den internationale IBA-konference er en enestående mulighed for at blive synlig og udvide sit netværk, mener Peter Appel, der opfordrer unge voldgiftsinteresserede til at deltage. Det sætter turbo på karrieren, hvis man træffer de rigtige strategiske valg og lader genertheden blive hjemme.

Der er en første gang for alt. Det gælder også deltagelse i den internationale IBA-konference, der i oktober fylder Bellacentret til bristepunktet med advokater fra hele verden. Af samme grund kan det være svært at overskue, hvordan man får mest muligt ud af de fem faglige dage.

Det ved Peter Appel alt om, for han husker, da han som nyuddannet advokat hos Gorrissen Federspiel, hvor han er mangeårig partner, åbnede døren til sin første IBA-kongres i New Delhi.

”Dengang var det en flok mænd i mørke jakkesæt, og jeg kendte ikke en eneste. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvordan i alverden kan jeg komme til at betyde noget i det her forum? Det var i den grad overvældende. Er du ung advokat i dag, er der ikke noget at sige til, at det kan synes uoverskueligt alene af den grund, at kongressen gennem tiden er vokset meget i størrelse. Alligevel er mit råd til alle unge voldgiftsinteresserede: Gør det!”

”Alle advokater med interesse i international handel og tvister er der. Derfor er det et fantastisk sted at skabe sig et navn. Jeg ved, at det kan lykkes, for jeg har selv netop her fået skabt et uvurderligt internationalt netværk, som jeg samarbejder med dagligt. Det gælder både på den måde, at jeg hjælper udenlandske kollegaer med at løse opgaver og ved at de hjælper mig, når jeg har danske klienter, der har brug for solide juridiske kompetencer i andre dele af verden. Gennem mange år er det blevet nære kolleger, som jeg stoler på, og som giver mig nogle muligheder, som jeg ellers ikke havde fået.”

Find ud af, hvad du vil

Når det er sagt, så kræver det en del planlægning at nå så langt, understreger Peter Appel.

”Det er ikke bare at møde op i den blå blazer. Det kræver virkelig planlægning, og det starter med, at du har en klar ide om, hvad du vil. Selv går jeg blandt andet efter international voldgift og maritime forhold. Jeg kortlægger på forhånd, hvilke komiteer og fora der omhandler disse emner. Der skal vælges skarpt, da der er virkelig mange muligheder. Derfor lander jeg på to eller tre områder, hvor jeg deltager i både faglige sessions og de sociale aktiviteter.”

”Desuden giver det synlighed at være oplægsholder eller panelist. Min egen erfaring er, at det altid lykkes, når jeg spørger, om jeg kan bidrage med min faglige viden. Mange tror at dette er forbeholdt gamle koryfæer, men du behøver ikke at være senior for at komme i betragtning. Alle vil gerne have unge talenter med ombord, hvis de er seriøse og har ild i øjnene. Så ræk ud og spørg, om du kan spille en rolle. Det kan være, at du sidder med en særlig viden indenfor eksempelvis forholdende i Grønland og samtidig ved, at det netop nu er oppe i tiden. Det vil der helt sikkert være nogen, der er interesserede i at høre om,” siger Peter Appel, der anbefaler, at man eventuelt får hjælp fra erfarne danske kolleger eller rækker ud til centrale personer i IBA-komiteerne.

”Komiteerne har officers, som har ansvar for at drive aktiviteterne under konferencen. Sandsynligvis kender du ikke nogen af dem, men måske gør dine kollegaer. En anden mulighed er at kontakte danskere eller skandinaver fra komiteerne. Der er ingen grund til at holde sig tilbage. Bare ræk ud.”

Plej de nye kontakter

Med en grundig indsats har du helt sikkert nye kontakter med hjem, forsikrer Peter Appel. Og her fortsætter arbejdet med at opbygge relationerne.

”Nu har du en kreds af personer, som du skal du pleje. Send opfølgende mails, inviter på kaffemøder, når lejligheden byder sig, og noter dig deres særlige faglige interesser. Det er relationspleje, og på sigt vil det betyde, at du bliver top of mind hos dine nye kontakter.”

Hvordan finder du selv en god en balance mellem networking og opdatering af faglig viden på IBA-kongressen?

”Min kalender er booket under hele kongressen. For mig handler det stadig om at vælge knivskarpt, og derfor bruger jeg blandt andet deltagerlisterne til at navigere i, hvor jeg møder de kolleger, som jeg gerne vil se. Jeg rækker ud for at deltage i paneler, og så har jeg selvfølgelig en masse kaffeaftaler.”

”Jeg skelner ikke som sådan mellem faglighed og networking. Det går ud på et for mig, og det gælder både nye kontakter og når jeg genser kolleger, for så lægger vi altid et nyt lag på vores relation. Det er sådan jeg har bygget min internationale karriere – med synlighed i markedet i stedet for et ”skilt på døren”. Og her er IBA-kongressen altså et enestående forum. Så ja, mit bedste råd er at gå med og række hånden ud.”

Peter Appel

Partner i Gorrissen Federspiel, mangeårig voldgiftsdommer og advokat i voldgiftssager.

IBA Young Lawyers’ Scholarships

IBA’s årlige konference 2026 finder sted i København fra den 4. til 9. oktober. Konferencen har et omfattende voldgiftsprogram og samler godt 5.000 advokater fra hele verden. For unge voldgiftspraktikere, der gerne vil deltage, tilbyder IBA Young Lawyers’ Scholarship økonomisk støtte.

Læs mere:

IBA Annual Conference Scholarships | International Bar Association

Global Arbitration Review has published its annual shortlist for the GAR Awards – Best Lecture or Speech. The DIA is pleased to announce that keynote speaker Ina Popova of Debevoise & Plimpton has been shortlisted for Best Lecture or Speech at CAD 2025.

When Ina Popova of Debevoise & Plimpton delivered the keynote speech at Copenhagen Arbitration Days 2025, she drew on her background and legal studies in three jurisdictions to discuss how arbitration’s distinct culture has evolved and how it can be sustained.

Ina Popova introduced the audience to T.S. Eliot and Kierkegaard, who began a journey through their definitions of culture, including social courtesy and a shared system of beliefs and values. Attitudes, values, and opinions were then presented through Professor Lawrence Friedman’s definition of legal culture. Finally, Jan Paulsson’s concepts of serenity and special trust characterised his definition of arbitration.

Arbitration’s history provided insights into its culture, and Ina Popova invoked Aristotle and his emphasis on arbitration’s flexibility. She recalled the commercial approach of the medieval lex mercatoria tribunals and outlined the development of arbitral institutions and legal instruments since the late nineteenth century that have promoted peace.

Global Arbitration Review has now shortlisted Debevoise partner Ina Popova for Best Lecture or Speech at the GAR Awards 2026 for her keynote address at the 2025 Copenhagen Arbitration Days.

The awards ceremony will take place in Paris on 26 March.

Read more:

GAR Awards 2026 – Best Lecture or Speech – Global Arbitration Review

Danmark får for ottende gang topplacering i Transparancy Internationals nye indeks, der hvert år tager temperaturen på korruption blandt 182 lande. Det er et stærkt argument for et dansk sæde for sin voldgiftssag, mener Steffen Pihlblad.

I undersøgelsen, der blev offentliggjort 10. februar, får landene en score på mellem 1 og 100. Med en score på 89 ligger Danmark helt i toppen. Norge og Sverige, som vi ofte sammenligner os med, ligger også godt placeret på henholdsvis femte og sjette pladsen.

”For internationale parter er fraværet af korruption et meget vigtigt parameter, når der skal vælges sæde for voldgiftsretten. Valget af voldgiftsrettens sæde er en strategisk beslutning, der påvirkes af mange elementer. Efter min erfaring er Danmarks fortsatte topplacering på Transparancy Internationals rating samt World Justice Projects (WJP) Rule of Law Index – hvor vi også indtager førstepladsen – meget stærke argumenter for, at parter vælger et dansk sæde, hvilket kun bliver bestyrket af, at vi befinder os i en urolig verden med mangel på forudsigelighed. Begge rangeringer afspejler integritet, uafhængighed og en usædvanligt lav risiko for korruption i samfundsbærende organisationer mv. Det er værdier, som virksomhederne efterspørger, og som vi her i Voldgiftsinstituttet kan spejle os i,” siger Steffen Pihlblad, generalsekretær.

I en urolig verden har det årlige internationale korruptionsindeks fået større værdi, oplever Jesper Olsen, der er formand for den danske afdeling af Transparency International, jurist og ekstern lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Indekset er en indikator for, hvordan omverdenen opfatter Danmark, og det taler ind i, at der er en konkurrencefordel forbundet med en høj score. Det giver et billede af et land, hvor der er styr på tingene. Hvor samfundet er velordnet, kriminaliteten er lav og hvor du ikke kan betale dig til at få ret. Det giver en forudsigelighed, som investorer godt kan lide,” siger han.

”Ved at se på de lande, der ligger i toppen af vores indeks, finder vi ensartede værdier. De har alle velfungerende retsstater og uafhængige domstole,” tilføjer Jesper Olsen, der understreger, at der i det danske resultat ikke indgår danske datakilder.

”Tallene er baseret på data fra 12 eksterne undersøgelser, som vi renser og omsætter til vores egne formål.”

Uanset om der måtte være et påtrængende behov for at revidere den gældende voldgiftslov, er det ubestrideligt, at opdateret lovgivning er et væsentligt konkurrenceparameter i bestræbelserne på at tiltrække international voldgift til Danmark, skriver Dan Stampe-Terkildsen.

At Dan Stampe-Terkildsen, advokat, voldgiftsdommer

På DJØFs forlag blev der sidste år udgivet et festskrift for voldgiftsloven i anledning af 20-års jubilæet for gennemførelsen af den nugældende danske voldgiftslov.

Det ændrer dog ikke på, at der i hvert fald siden 2017 har været bestræbelser på at gennemføre en revision af voldgiftsloven. Voldgiftsinstituttet nedsatte et udvalg, som i 2017 afgav en betænkning med forslag til revision af voldgiftsloven, herunder et lovudkast med bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

Der er imidlertid ikke sket noget, formentlig fordi en revision af voldgiftsloven ikke har den højeste prioritet hos politikerne. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om det nu også altid er nødvendigt med nye regler, og om de eksisterende ikke fungerer meget godt. Hvad er i øvrigt problemet, når reglerne i alt væsentligt er deklaratoriske og dermed kan fraviges ved aftale? Det er imidlertid et notorisk faktum, at konkurrence på opdateret lovgivning og opdaterede regler for de enkelte voldgiftsinstitutter er et uomtvisteligt parameter i konkurrencen om at tiltrække internationale sager.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Danmark aldrig har haft en bedre chance for at tiltrække sager i konkurrence med primært Stockholm end netop nu, hvor Sverige som NATO-medlem – og dermed ikke længere neutralt land – har mistet den fordel i forhold til at tiltrække international voldgift.

Forslaget fra 2017 indeholder som sit væsentligste punkt en række regler, der skal sikre, at en voldgiftsrets beslutninger om foreløbige retsmidler kan tvangsfuldbyrdes i overensstemmelse med den revision af UNCITRAL Model Law i 2006, som blev foretaget umiddelbart efter den danske lov, trådte i kraft. Sådanne bestemmelser kunne for den uøvede synes at være af forholdsvis begrænset værdi, men det er ikke tilfældet i international voldgift, hvor der netop er behov for sådanne retsmidler.

Forslaget indeholder dog tillige et måske endnu mere væsentligt element, nemlig en begrænsning i adgangen til at kunne appellere retsafgørelser, der behandler voldgiftsretlige spørgsmål som fx tilsidesættelse af voldgiftskendelser.

Når dette er særligt vigtigt, og vil være en væsentlig konkurrencefordel, er det fordi der dels bliver flere og flere sager om tilsidesættelse af voldgiftskendelser og dels fordi det danske domstolssystem i dag har så lange sagsbehandlingstider, at en 2. instansbehandling af en voldgiftsrelateret sag ikke er egnet til at tiltrække internationale sager til Danmark.

Måske vil det forhold, at der netop er vedtaget en nyrevideret English Arbitration Act (”The Act”), som trådte i kraft den 1. august 2025, kunne skabe grundlag for, at der også i Danmark kunne gennemføres en revision af voldgiftsloven.

Denne artikel omhandler i det følgende spørgsmålet om, hvilke dele af den engelske lov som eventuelt kunne tjene som inspiration til yderligere ændringer i den danske voldgiftslov.

Loven der regulerer voldgiftsaftalen

Den nok mest markante ændring i The Act er formentlig, at der indføjes en lovbestemt regel om, at den lov som – i mangel af anden aftale – finder anvendelse på selve voldgiftsaftalen i eksempelvis spørgsmål om gyldighed, er the law of the seat. Det vil sige loven på det sted, hvor voldgiftsretten har sit juridiske hjemsted. Såfremt dette udgangspunkt skal fraviges ved aftale, skal parterne eksplicit have truffet bestemmelse om, at et andet regelsystem skal regulere voldgiftsaftalen.

Dette lovvalg har tidligere været forholdsvis komplekst, men det har ofte været antaget, at det var the governing law – det vil sige den lov, som fandt anvendelse på den resterende del af kontrakten, som også fandt anvendelse på voldgiftsaftalen. Det må dog efter min opfattelse antages at være mest hensigtsmæssigt, at det er lovgivningen på det sted, hvor voldgiftsretten har sit hjemsted, som regulerer voldgiftsaftalen, da det i øvrigt er den lovgivning, som skal finde anvendelse på andre aspekter af den processuelle behandling af sagen, for eksempel spørgsmålet om arbitrability.

Det forhold, at voldgiftsaftalen er underlagt et andet regelsæt end kontraktens understreger med al tydelighed princippet om seperability. Det vil sige, at voldgiftsaftalen netop er en separat aftale adskilt fra resten af den kontrakt, som den typisk vil være en del af.

Summary Judgment

I Danmark har vi ikke hverken i voldgiftsloven eller i Voldgiftsinstituttets regler bestemmelser om, at en voldgiftsret kan forhåndsafgøre en sag. Det vil sige uden gennemførelsen af en fuld voldgiftsbehandling. Sådanne bestemmelser har vi heller ikke i domstolssystemet bortset fra bestemmelsen i retsplejelovens § 368a, som alene finder anvendelse i ankesager.

Den nye bestemmelse i The Act, Section 39A finder anvendelse i de situationer, hvor en part ”has no real prospect of succeeding”.

Bestemmelsen går dog videre end mange andre lignende bestemmelser, idet den ikke alene indeholder en mulighed for at afvise en sag, men også giver mulighed for at træffe afgørelse i de tilfælde, hvor det er indklagede, som ikke har en sådan ”real prospect”. En bestemmelse af lignende art findes i Artikel 29 i voldgiftsreglerne ved Singapore International Arbitration Centre (SIAC).

Uanset at en regel med dette indhold formentlig vil blive anvendt med betydelig varsomhed, er den et bidrag til en mere effektiv voldgiftsbehandling.

Emergency Arbitrators

Voldgiftsinstituttets regler indeholder i § 48 adgang til at udpege hastevoldgiftsdommere. Denne mulighed er i overensstemmelse med indholdet i andre regelsæt i internationale voldgiftsinstitutter.

Ændringerne i The Act indebærer, at der indføjes bestemmelser om, at afgørelser truffet af sådanne voldgiftsdommere i overensstemmelse med et sådant regelsæt (The Act giver således ikke selvstændig hjemmel til en sådan udpegning) kan tvangsfuldbyrdes.

En sådan bestemmelse vil være et naturligt supplement til forslaget om tvangsfuldbyrdelse af foreløbige retsmidler, som allerede er indeholdt i 2017-betænkningen.

Voldgiftsdommeres ansvar

Som et udslag af den stigende tendens til at anfægte voldgiftskendelser er der også et øget antal sager (dog ikke et alarmerende antal), hvor parter søger at gøre voldgiftsdommere erstatningsansvarlige, hvilket sjældent lykkes, men hvor søgsmålet dog har den praktisk væsentlige effekt, at det er ubehageligt for voldgiftsdommeren at være involveret i, hvilket særligt gælder, hvis sagen er anlagt i et andet land end voldgiftsdommerens hjemland, og at voldgiftsdommeren kan blive tvunget til at afholde betydelige omkostninger på en sådan sag.

The Act indeholder begrænsninger i adgangen til at kræve sagsomkostninger af en voldgiftsdommer – konkret i situationer, hvor der føres sag om, hvorvidt voldgiftsdommeren skal nedlægge sit hverv.

Voldgiftsinstituttets regler indeholder i § 51 en generel bestemmelse om ansvarsfrihed for blandt andet voldgiftsdommer, men voldgiftsloven har ikke en tilsvarende bestemmelse.

I forbindelse med en forhåbentlig kommende revision af voldgiftsloven bør det overvejes at indsætte en bestemmelse om fuld ansvarsfrihed.

En sådan lovbestemmelse vil ikke på samme måde som bestemmelsen i Voldgiftsinstituttets regler eventuelt kunne tilsidesættes efter aftaleretlige principper og vil i øvrigt også beskytte voldgiftsdommere i ad hoc voldgift.

Konklusion

Uanset om der måtte være et påtrængende behov for at revidere den gældende voldgiftslov, er det som sagt ubestrideligt, at opdateret lovgivning er et væsentligt konkurrenceparameter i bestræbelserne på at tiltrække international voldgift til Danmark.

Det bør på den baggrund være relativt enkelt for Justitsministeriet baseret på det allerede grundige arbejde fra 2017 at gennemføre en lovrevision med inspiration fra den seneste ændring af den engelske voldgiftslov og eventuelt andre voldgiftslove.

Dan Stampe-Terkildsen

Advokat og partner hos advokatfirmaet Magnusson Denmark, hvor han leder procesafdelingen. Han har omfattende erfaring med både nationale og internationale voldgiftssager og har gennem årene opbygget en solid ekspertise på området. Dan Stampe-Terkildsen bliver ofte udpeget som voldgiftsdommer og har erfaring fra alle de ledende voldgiftsinstitutter. Han har forfattet en række publikationer om voldgift og undervist blandt andet på Københavns Universitet i international voldgiftsret.

Antallet af tvister vokser globalt. En mere urolig verden kombineret med stadigt mere kompleks international handel skaber et stigende behov for effektive og pålidelige tvistløsningsmekanismer. Voldgift spiller her en central rolle. Skal Danmark fastholde og styrke sin position i konkurrencen om de store internationale voldgiftssager, er tiden nu inde til at overveje en opdatering af voldgiftsloven fra 2005.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Den danske voldgiftslov fyldte for nylig 20 år. Jubilæet blev markeret med udgivelsen af et festskrift i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days 2025. Og med god grund. Loven har haft afgørende betydning for udviklingen af voldgift i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at loven er baseret på UNCITRALs modellov om international handelsvoldgift fra 1985.

Modelloven har været en international succes næsten uden sidestykke. Den har dannet grundlag for voldgiftslovgivningen i 93 stater og bidraget til at harmonisere voldgiftslovningen på tværs af landene. For virksomheder og deres rådgivere betyder det forudsigelige rammer, velkendte principper og en effektiv proces, hvor tvister kan afgøres hurtigt og under iagttagelse af grundlæggende retssikkerhedsgarantier.

Siden vedtagelsen i 1985 er modelloven kun blevet opdateret én gang – i 2006. Her blev der blandt andet indført vigtige regler om voldgiftsrettens adgang til at anvende foreløbige retsmidler. Ændringerne styrker voldgiftens effektivitet og gør systemet endnu mere attraktivt for brugerne. Disse ændringer er imidlertid endnu ikke blevet implementeret i dansk ret.

Danmark står i dag stærkt. Antallet af voldgiftssager er højere end nogensinde, sagerne bliver mere komplekse, og de økonomiske interesser betydelige. Samtidig er det lykkedes at tiltrække nogle af de helt store internationale sager. Det er et vidnesbyrd om et velfungerende system – men også om et marked i hastig udvikling.

Succes må ikke føre til stilstand. Det globale marked for voldgift er præget af hård konkurrence. Parternes valg af sædet for deres voldgiftssag bygger grundlæggende på tre forhold. Lovgivningen skal være moderne og opdateret, domstolene skal være voldgiftsvenlige og der skal være et effektivt og pålideligt voldgiftsinstitut med tidssvarende og solide procesregler. Danmark står stærkt på alle tre parametre.

Men hvis vi for alvor skal træde hårdere på speederen, kræver det handling. Voldgiftsloven bør opdateres. Først og fremmest ved at implementere 2006-ændringerne i UNCITRALs modellov. Derudover bør udviklingen siden modellovens vedtagelse – særligt de seneste års praksis – give anledning til at overveje, om loven bør suppleres med nye bestemmelser.

Forarbejderne til den gældende voldgiftslov er klare: En moderne dansk voldgiftslov skal styrke Danmarks position som forum for international voldgift – til gavn for dansk erhvervsliv.

Det mål er lige så relevant i dag som for 20 år siden.

Over hele landet forbereder jurastuderende sig for øjeblikket til den store Vis Moot konkurrence, der finder sted i Wien i dagene op til påske. Voldgiftsinstituttet støtter både hovedkonferencen i Wien og Aarhus Universitets Pre Moot.

Vis Moot er en af årets store begivenheder for jurastuderende på universiteterne i Aarhus, Odense og København.

Voldgiftsinstituttet støtter for tiende år i træk op om både hovedkonkurrencen i Wien og Pre Moot på Aarhus Universitet, der starter 31. januar.

I år skal deltagerne tage stilling til en leveringskontrakt på en vaniljeproducerende orkidé, der er sagens omdrejningspunkt. Fra Voldgiftsinstituttet deltager Sahra Arif som voldgiftsdommer og er dermed med til at give gode råd og evaluere de studerendes præstationer i den spektakulære sag.

Hovedkonkurrencen i Wien finder i år sted for 33. gang og det sker i dagene 27. marts til 2. april.

Interessen for Vis Moot som uddannelsesplatform er vokset gennem årene, og den seneste konkurrence samlede 384 hold fra mere end 90 lande med omkring 2.500 studerende. Mere end 1.000 voldgiftsaktører havde meldt sig som trænere. Hertil kommer, at 1.300 praktikere og akademikere deltager som voldgiftsdommere.

En stor del af det både faglige og sociale program går ud på at styrke netværk mellem studerende, unge professionelle og erfarne voldgiftspraktikere.

Mooten åbner officielt den 27. marts 2026 med en ceremoni i Wiener Konzerthaus. Herefter følger en uge med forhandlinger på Universität Wien og hos advokatfirmaer rundt om i byen.

Program og arrangementskalender opdateres løbende på vismoot.org.

To af Voldgiftsbranchens nordiske fyrtårne, højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen og professor Patricia Shaughnessy fra Stockholms Universitet, er blandt bidragsyderne til festskriftet Law and Practice of International Arbitration: Essays in Honor of John Fellas, som netop er blevet kåret som verdens bedste voldgiftsdommer.

I 2025 modtog den amerikanske voldgiftsdommer John Fellas Global Arbitration Reviews Award for Best Prepared/Most Responsive Arbitrator. Et festskrift for verdens bedste voldgiftsdommer må naturligt nok have både tyngde og bredde.

“Bogen indeholder 42 kapitler fra fremtrædende voldgiftsprofiler fra hele verden om lovgivningen og praksis inden for international voldgift,” skriver John Fellas På LinkedIn, hvor han ironisk tilføjer:

“Du vil blive glad for at vide, at jeg ikke skrev et eneste ord af det.”

Det har derimod danske Julie Arnth Jørgensen, der har bidraget med et essay om Højesterets afgørelse af 20. marts 2025 (2025.1922 H), der tager stilling til, hvorvidt en udenlandsk voldgiftskendelse kunne fuldbyrdes i Danmark.

Efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, kan fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse nægtes, hvis den tabende part ikke fik behørig meddelelse om voldgiftssagens behandling.

Højesteret afviste at fuldbyrde voldgiftskendelsen, idet parten ikke fik behørig meddelelse. Højesteret udtalte blandt andet, at det er et fundamentalt princip, at en part skal have meddelelse om, at der er anlagt en voldgiftssag, og dermed mulighed for at fremføre sin sag.

Sagen er også omtalt af Ole Spiermann, “Fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser i Danmark – og konkret om “behørig meddelelse”, i Festskrift for voldgiftsloven, som udkom sidste år.

The Law and Practice of International Arbitration: Essays in Honor of John Fellas

https://arbitrationlaw.com/books/law-and-practice-international-arbitration-essays-honor-john-fellas

AI er allerede en del af voldgiftsprocessen, og udviklingen går hurtigt. Fra primært at være et værktøj og en kilde til information bevæger AI sig nu mod en rolle som egentlig beslutningsstøtte. Det rejser et grundlæggende spørgsmål for voldgiftsmiljøet: Hvordan sikres et forsvarligt samspil mellem menneskelig dømmekraft og avancerede AI-systemer, når juridiske afgørelser skal træffes og begrundes? Det er omdrejningspunktet for advokat Niels Chr. Ellegaards ph.d.-projekt, som bl.a. kommer til at bygge på kvalitative interviews og en kvantitativ undersøgelse med voldgiftsdommere.

Hvordan træffer voldgiftsdommeren en juridisk beslutning? Og hvilke elementer af den beslutning er juridisk unikke?

Det er nogle af de spørgsmål, som advokat Niels Chr. Ellegaard vil undersøge i sin Ph.D. “AI in Legal decisionmaking – the human–machine interface,” som han i den kommende tid vil fokusere på sideløbende med sit virke som partner hos Plesner.

”Projektet har til formål at undersøge, hvordan juridiske beslutninger bliver til i praksis, hvad der sker, når menneske og maskine arbejder side om side i juridisk beslutningstagning, og hvordan dette “samarbejde” skal tilrettelægges for at blive forsvarligt og ansvarligt. Projektet bygger videre på indsigter fra min bog Robots Entering the Legal Profession, men med en videnskabelig, systematisk og tværfaglig tilgang, der kombinerer jura med filosofi, kognitionsforskning og teknologiforståelse,” siger Niels Chr. Ellegaard.

Voldgift som centralt undersøgelsesfelt

Domstolenes arbejde og ikke mindst voldgift er et særligt relevant område for denne forskning, mener han.

”Voldgiftssager er ofte komplekse og præget af stærke forventninger til effektivitet, fortrolighed, høj kvalitet i såvel processen som i afgørelserne og deres begrundelser. Netop derfor bliver spørgsmål om metode, transparens og ansvarsplacering skærpet, når AI i stigende grad kan understøtte – eller påvirke – elementer af den juridiske beslutning og dens grundlag,” understreger Niels Chr. Ellegaard og tilføjer, at målet er at skabe viden om, hvordan AI kan anvendes på en måde, der styrker – ikke svækker – juridisk dømmekraft.

Projektet skal blandt andet undersøge

• Om der kan opstilles en model for juridisk beslutningstagning,
• hvordan juridiske beslutninger faktisk træffes i dag, og hvordan passer den til en mulig model,
• hvordan kan AI understøtte beslutningsprocessen – og hvor grænsen for AI’s formåen går,
• hvilke elementer af dømmekraften er unikt menneskelige,

• hvilke krav kan der stilles til den menneskelige – maskinelle grænseflade efter EU’s AI-forordning, hvilke konsekvenser har disse krav for den juridiske beslutningsproces, og er disse krav de rigtige at stille.

KORT OM UNDERSØGELSEN

Voldgiftsinstituttet hilser projektet velkommen. Det er et væsentligt bidrag til den aktuelle udvikling, hvor AI får stigende betydning for juridisk arbejde – og hvor voldgiftsmiljøet har behov for valid viden om, hvordan man bevarer kvalitet, legitimitet og ansvarlighed i beslutningsprocessen, ikke mindst for at undgå, at der opstår spørgsmål om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen i sager, hvor voldgiftsdommeren har gjort brug af AI i strid med EU-forordningen.

En væsentlig del af projektet er at komme tæt på, hvordan beslutninger træffes i praksis inden for domstolene og i voldgift gennem to empiriske spor, hvor deltagelse fra voldgiftsdommere er central:

Kvalitative interviews med voldgiftsdommere
Der planlægges fortrolige, strukturerede interviews om blandt andet:

• Hvordan voldgiftsdommere metodisk strukturerer deres juridiske vurdering, herunder bevisvurdering,
• hvordan juridisk metode og dømmekraft kommer til udtryk i praksis – også hvor den er “tavs” eller intuitiv,
• hvor voldgiftsdommere ser potentialer og risici ved AI, når teknologien nærmer sig beslutningsrummet.

Kvantitativ analyse af juridisk metode i voldgiftsbeslutninger
Projektet ønsker desuden at gennemføre en mere systematisk, kvantitativ kortlægning af, hvordan voldgiftsdommere anvender juridisk metode i beslutninger og begrundelser med det formål at identificere trends og overordnede mønstre i voldgiftsretter juridiske beslutningstagning.

Projektets indsigter vil løbende blive formidlet under overskriften “Robots Entering the Legal Profession 2.0” i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev og på LinkedIn.

DELTAG I INTERVIEW

Voldgiftsdommere, der har lyst til at deltage i fortroligt, struktureret interview eller bidrage med sparring, er velkomne til at kontakte Voldgiftsinstituttet på [email protected] eller Niels Chr. Ellegaard, [email protected]. Skriv AI Interview i emnefeltet.

Alle skulle medbringe navne på mindst tre kvindelige voldgiftsdommere, da Voldgiftsinstituttet sidste år samlede en række kvindelige profiler i branchen til en talk. Det blev starten på en liste, som kan inspirere, når en part står over for at udpege en voldgiftsdommer, og det giver en velkommen synlighed, siger Ulla Fabricius, der er en erfaren voldgiftsdommer.

Der var 15 kvindelige voldgiftsdommere rundt om bordet, da Voldgiftsinstituttet i samarbejde med højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen sidste år samlede en række profiler i branchen til en talk.

”Ideen var at starte en liste over kvindelige voldgiftsdommere, som alle kan lade sig inspirere af. Instituttet har ikke indflydelse på, hvem parterne udpeger som sidevoldgiftsdommere i sagerne, og her kan listen bidrage til, at parterne tager flere kvindelige kandidater i betragtning,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad, som peger på, at Voldgiftsinstituttet har underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge og gennem flere tiltag som interviews, podcasts og nu listen over kvindelige voldgiftsdommere arbejder for at understøtte kvinder i voldgift.

Ulla Fabricius fra Njord Law Firm har gennem sin 35 år lange karriere ofte fungeret som voldgiftsdommer og er et kendt navn indenfor blandt andet shipping. Alligevel betyder det meget for hende at stå på listen, for det giver synlighed i en branche, som traditionelt er mandsdomineret og præget af Tordenskjolds soldater.

”Jeg har arbejdet med mange store og komplekse sager, men på grund af tavshedspligten har jeg ingen mulighed for at fortælle omverdenen om, hvilke sager jeg har været en del af. Derfor betyder det rent faktisk noget for mig, at jeg får den synlighed, som listen giver” siger Ulla Fabricius, der også ofte selv er i en situation, hvor hun skal komme med forslag til klienter om mulige voldgiftsdommere.

”Når jeg selv skal finde en egnet voldgiftsdommer, leder jeg altid efter kvinder, fordi flere og flere klienter efterspørger diversitet. Men også for mig kan det nogle gange være svært at finde mulige kandidater, som både har de rigtige kompetencer og lysten til at påtage sig opgaven. Her er listen jo helt perfekt. Den gør arbejdet nemmere for mig, og selvfølgelig vil jeg nu altid starte med at tage et kik på den,” siger hun.

Listen over kvindelige voldgiftsdommere findes på Voldgiftsinstituttets hjemmeside, så den er tilgængelig for alle.

”Jeg håber, at listen bliver lige så nyttig for advokater, som den er for os i det daglige arbejde med instituttets sager. Der er rigtig mange virkelig dygtige kvindelige voldgiftsdommere, og listen vil bidrage til, at flere får mulighed for at blive udpeget,” siger Steffen Pihlblad.

Se listen over kvindelige voldgiftsdommere her: women-practitioners

The 2026 IBA Annual Conference will take place in Copenhagen from 4 – 9 October. The conference has an extensive arbitration program and brings together lawyers from around the world and offers a unique chance to build professional connections, exchange ideas, and form friendships across the global legal community. For young arbitration practitioners who would like to attend but may find the cost a barrier, the IBA Young Lawyers’ Scholarship offers financial support to help make participation possible.

Read more:

IBA Annual Conference Scholarships | International Bar Association

The IBA Annual Conference in Copenhagen puts Nordic arbitration in the global spotlight and invites practitioners not just to attend, but to actively contribute to the future of arbitration through shared experience, says Norwegian lawyer Mikal Brøndmo, Vice-Chair of the IBA Arbitration Committee.

The IBA Annual Conference will be held in Copenhagen in 2026. What impact do you think this may have on arbitration in the Nordics?

By bringing together experienced arbitration practitioners from around the world to Copenhagen, this will hopefully help to raise awareness of which features of arbitration in the Nordics we should retain and perhaps give us some ideas for further developing the practice in the Nordics.

Furthermore, the conference offers a unique opportunity to showcase the region’s strengths on the global stage and foster new international partnerships that could enhance arbitration in the Nordics.

What are your expectations for the IBA Annual Conference?

Normally, more than 5,000 registered participants attend the IBA Annual Conference, with its many sessions during the days, and at social events in the evenings. After being held in Mexico City and Toronto for the past two years, I would not be surprised if even more people come to visit the beautiful city of Copenhagen.

I look forward to attending many insightful and engaging sessions, especially regarding arbitration as I know these are already in preparation by the IBA Arbitration Committee. With highly qualified speakers from around the globe, everything is set for an exciting week.

I also expect the conference to provide valuable opportunities for dialogue with arbitration users, including in-house counsel, and to address their expectations regarding efficiency, cost control and predictability in arbitral proceedings.

Events such as the IBA Annual Conference also play an important role in promoting diversity in arbitration, not only in geographical terms, but also in professional background, experience and perspectives, which ultimately strengthens the legitimacy of the arbitration process.

Also, for younger practitioners in particular, the conference offers an important platform for learning, visibility and international networking, which is essential for the long-term development of arbitration careers.

What plans do you have for the conference?

I look forward to meeting and catching up with friends and colleagues from around the world outside the hearing rooms. In addition to attending sessions, I look forward to attending the Arbitration Committee’s dinner and its Town Hall meeting. The latter is where the Arbitration Committee informs its members of ongoing activities, including the work with updating well-known Rules and guidelines of the IBA Arbitration Committee. It is also a gateway for new members to become involved in task forces, guidelines projects and other substantive work of the Arbitration Committee.

Since I’m Vice-Chair of the Arbitration Committee, I will also be attending several administrative meetings of the Arbitration Committee during the conference week. These meetings provide an important opportunity to advance current projects, plan future initiatives, and ensure continuity in the Committee’s work.

What advice would you give to colleagues attending the Arbitration Committee’s session on the IBA Annual Conference for the first time?

In addition to attending the sessions, please take the opportunity to contribute where possible, so that through the exchange of experiences we can continue to ensure the development of arbitration in everyone’s best interest. And I would strongly encourage everyone to attend the Arbitration Committee’s Town Hall meeting to learn more about the ongoing work of the Arbitration Committee.

Copenhagen Arbitration Days will be held just before the kickoff of the IBA Annual Conference. Will you be attending?

Yes, I will. Looking forward to it!

Mikal Brøndmo

Partner Haavind in Norway, arbitrator, Vice-Chair of the IBA Arbitration Committee.

Den internationale advokatkongres IBA er talk of the town. Det gælder også her på Voldgiftsinstituttet, hvor vi ser frem til at møde kolleger fra hele verden. Det internationale miljø er vores hjemmebane, og 2026 giver os et unikt afsæt for at skabe vækst til gavn for det danske voldgiftsmiljø.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Som bekendt skal man ikke give sig ud i at spå om fremtiden. Men for en enkelt gangs skyld vover jeg det nu gerne. Jeg er nemlig fuldstændig sikker på, at 2026 bliver et ekstraordinært spændende år for advokatbranchen. IBA’s årlige advokatkongres bliver afholdt i København, og allerede nu er der nærmest en fælles brainstorm i gang om, hvilke muligheder det åbner – ikke mindst når det gælder international voldgift.

Det internationale voldgiftsmiljø er vores hjemmebane. Det er her, vi finder den nyeste viden og de fremtidige tendenser, de dygtigste voldgiftsdommere og her at vi strategisk eksponerer os, for at fremme Danmarks position, som et pålideligt og troværdigt voldgiftsland. Tryghed er blevet et vigtigere parameter for valg af voldgiftssæde i en urolig tid. Og det kan vi tilbyde – også i de helt store internationale kontrakter til gavn for både danske advokater og virksomheder. Allerede nu har mindst en part international baggrund i godt en tredjedel af vores sager, og det er et område i vækst. Det mærker vi tydeligt.

Vores voldgiftsregler bygger på internationale regler og praksis, som man genkender i de fleste lande. IBA’s guidelines er en internationalt anerkendt og meget vigtig retskilde for os, eksempelvis når vi forholder os til spørgsmål om interessekonflikter. Der er et globalt mindset omkring denne praksis, som binder os sammen på tværs af landegrænser, og det gør kongressen helt central for os, fordi det er her vi vender nye tanker og ideer og får ny inspiration.

Derfor er det ikke alene landets advokatfirmaer, der ser mulighederne i at møde de 5.000-6.000 kolleger, der i oktober forventes at tage rejsen til København. Her på instituttet ser vi også en helt unik mulighed for både at udvide kredsen omkring Voldgiftsinstituttet og skabe synlighed af et stærkt dansk voldgiftsbrand. Det gør vi blandt andet ved at invitere til Copenhagen Arbitration Days fredag den 2. oktober i Industriens Hus. Traditionen tro vil hovedkonferencen være flankeret af seminarer og side events i samarbejde med blandt andre ICC Danmark og en række advokatvirksomheder, hvor det bliver muligt at møde toppen af de internationale aktører.

I den forbindelse står det højt på vores dagsorden også at samle flere af de yngre voldgiftsinteresserede omkring faget. Af samme grund vil det også i år være gratis at deltage i alle vores konference og debatter. Det giver en ny og ambitiøs generation af voldgiftspraktikere mulighed for at indsnuse den internationale atmosfære og lade sig inspirere og møde andre med samme interesser.

Endelig vil vi under IBA – som altid – have fokus på det nordiske fællesskab, når vi mødes i en international sammenhæng. Samlet står vi meget stærkere og vil være et attraktivt valg for parter i internationale sager. Det vil ikke alene gavne instituttet, men også skabe mere arbejde og flere forretningsmuligheder for voldgiftsaktører i regionen generelt.

The Danish Institute of Arbitration will be closed for Christmas for 24 to 26 December 2025 as well as on 31 December and 1 January 2026, all days included.

Please note that the DIA is open for inquiries by phone and email on 29 and 30 December 2025, but closed for personal meetings, unless there is an explicit agreement during normal office hours.

The summit focuses on recent rule developments, procedural innovation, and practitioner perspectives across key arbitration topics.

Returning to Geneva for its third edition, Swiss Arbitration Summit will take place from 14–16 January 2026 at the InterContinental Geneva, the Summit will bring together leading practitioners, in-house counsel, academics, and institutions for three days of high-level panels, forward-looking discussions, and curated networking.

Register and more information: https://swissarbitrationsummit.org/

Lund’s Grand Hotel was the location of an insightful arbitration day on 25 November 2025, organised by various bodies such as Lunds Domarakademi and the Chamber of Commerce and Industry of Southern Sweden. The DIA’s Andrew Poole comments.

The programme covered choices and considerations, from before a dispute arises to after receipt of an award. The main speakers were the arbitrators Olle Flygt, Fanny Gleiss Wilborg, Magnus Widebeck, Claes Zettermark, and the vice-chair of the Svea Court of Appeal, Anne Kuttenkeuler.

The day was packed with advice for young and more experienced practitioners. Three highlights were:

• Despite the possible temptation to cover all foreseeable eventualities in an institutional arbitration clause, ‘the simpler the better’ is usually a good starting point in order to avoid potential problems later. Most arbitral institutions have their own model arbitration clauses, which are recommended to be used.

• In this new world of AI, one often focuses on what not to rely on it for, such as legal advice or caselaw. However, if one flips the focus and asks what AI can get right, it can be of help when searching for a word or name in thousands of documents, or when providing relevant and previously unconsidered responses to one’s own or an opponent’s arguments.

• As confidentiality is a common trait in arbitrations, be aware that the challenge process in the Swedish courts is public with very limited possibilities for confidentiality and so be careful about what to submit.

Further to above, see the DIA’s model arbitration clause at the start of its Rules, and see the report compiled by a team of Nordic law firms regarding challenge cases decided in Nordic Courts. In 2024, there were 22 such cases in Sweden, three in Norway, six in Finland and none in Denmark. Only eight of these 31 challenge cases succeeded.

***

Swiss Arbitration Summit 2026

The summit focuses on recent rule developments, procedural innovation, and practitioner perspectives across key arbitration topics.

Returning to Geneva for its third edition, Swiss Arbitration Summit will take place from 14–16 January 2026 at the InterContinental Geneva, the Summit will bring together leading practitioners, in-house counsel, academics, and institutions for three days of high-level panels, forward-looking discussions, and curated networking.

Register and more information: https://swissarbitrationsummit.org/

Domstolenes lange sagsbehandlingstider og ønsket om en mere fleksibel proces fører jævnligt til overvejelser om muligheden for at udbrede voldgift til nogle af de sagsområder, som ellers traditionelt henhører under domstolene. Det gælder for eksempel sager om ledelsesansvar. En ny afgørelse bekræfter, at en voldgiftsklausul indeholdt i en bestyrelsesaftale, er gyldig og forpligtende for ikke blot selskabet men også en kurator. Det er positivt og aktualiserer tanker om, hvad der kan opnås og hvad der eventuelt er af begrænsninger ved at aftale, at sager om bestyrelsesansvar skal behandles ved voldgift, skriver Lotte Noer.

Af Lotte Noer, partner, Punct Advokater

Sager om ledelsesansvar er ofte omfattende og de involverede ledelsesmedlemmer oplever sagerne som meget belastende at være en del af, ligesom deres karriere i mange tilfælde er sat på hold, under sagens behandling. Tilsvarende afventer afslutningen af et konkursbos behandling ofte mange år, mens en sag om ledelsesansvar verserer.

Den lange sagsbehandlingstid er ofte et resultat af flere faktorer. Sagerne er typisk komplekse, men det er også ofte oplevelsen, at domstolenes berammelsestider er lange, og at procesmåden ved domstolene ikke er optimeret med henblik på denne sagstype. Det har ofte givet anledning til overvejelser om, hvorvidt sagerne kan afgøres ved voldgift. En nyere afgørelse fra Østre Landsret giver ny næring til denne diskussion.

U.2025.3540Ø: Bestyrelsesaftale forpligtede konkursboet

Sagen omhandlede et tilfælde, hvor kurator i et konkursramt selskab havde anlagt sag ved byretten mod to tidligere bestyrelsesmedlemmer med et betalingskrav på ca. 25 mio. kr. Betalingskravet var rejst som et erstatningskrav efter selskabslovens § 361, stk. 1, hvorefter stiftere og medlemmer af et kapitalselskabs ledelse, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet, kapitalejere eller tredjemand skade, er pligtige til at erstatte denne skade. Ledelsesmedlemmerne havde indgået såkaldte ”bestyrelseskontrakter” med virksomheden, som regulerede deres virke som medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelseskontrakterne indeholdt en sædvanligt formuleret voldgiftsklausul, hvorefter enhver tvist skulle afgøres ved voldgift i Danmark og efter dansk ret. Under henvisning hertil gjorde de forhenværende bestyrelsesmedlemmer gældende, at sagen skulle afvises fra domstolene. Konkursboet gjorde gældende, at konkursboets krav havde en sådan sammenhæng med konkursretlige forhold, at konkursboet ikke i forhold til sagsanlægget var bundet af voldgiftsaftalen indgået mellem det nu konkursramte selskab og bestyrelsesmedlemmerne.

Østre Landsret omgjorde afgørelsen i en kendelse med følgende begrundelse:

”Den ansvarsretlige bedømmelse, der efter selskabslovens § 361, stk. 1, skal foretages af bestyrelsesmedlemmerne A og B, kan foretages uafhængig af konkursen. Uanset den betydning, som afgørelsen af tvisten har for konkursboet, finder landsretten derfor ikke grundlag for at fastslå, at voldgiftsklausulerne i bestyrelseskontrakterne, der efter ordlyden omfatter den foreliggende erstatningssag, ikke finder anvendelse.

Det følger af det ovenfor anførte, at tvisten mellem F A/S under konkurs og bestyrelsesmedlemmerne A og B skal afgøres ved voldgift i overensstemmelse med bestyrelseskontrakternes bestemmelser herom. Det af F A/S under konkurs anførte om, at konkursboet ikke har givet sagen »i vold« kan ikke føre til en anden vurdering.

Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, således at sagen afvises fra domstolene, jf. voldgiftslovens § 8.”

Landsrettens afgørelse er et eksempel på, at de danske domstole er ”voldgiftsvenlige” og det er som sådan meget glædelig. Afgørelsen kan give anledning til at overveje, om det er fornuftigt at indgå en bestyrelseskontrakt med en voldgiftsklausul.

Om bestyrelseskontrakter

Bestyrelseskontrakter er blevet tiltagende udbredte i de seneste år som et redskab til at afstemme forventninger og regulere centrale forhold i bestyrelsesarbejdet. Kontrakten kan indeholde detaljer om vederlag, konkurrenceklausuler, tavshedspligt, og bestyrelsesmedlemmets arbejdsopgaver, og fortalerne peger på, at en sådan aftale skaber klarhed og begrænser potentielle konflikter.

Bør bestyrelsesmedlemmer aftale voldgift?

Det, der afgørende taler for at aftale voldgift, er den betydeligt kortere sagsbehandlingstid og procesmåden.

Banksagerne er eksempler på, at mange ledelsesmedlemmer måtte vente 10 år eller mere, før sagerne var endeligt afsluttede. Andre sager varer ikke helt så længe men en sagsbehandlingstid på mere end fem år for to instanser er ikke usædvanlig. Til sammenligning vil selv en kompleks voldgiftssag ofte kunne afgøres inden for et år til halvandet.

Ledelsesansvarssager ligner mange af de sager om f.eks. kontraktskrav, overdragelse af aktiver m.v., som behandles hurtigt og effektivt ved voldgift. Sagernes størrelse gør, at de profiterer af en skræddersyet proces, hvor parterne hurtigt og målrettet tilvejebringer beviser i form af skriftlig dokumentation, eksperterklæringer og vidneerklæringer, og hvor det af mange også vil blive anset som en fordel, at parterne kan udpege dommere, som har erfaring med lignende sager og/eller kendskab til det konkursramte selskabs branche. Det forhold, at der ikke er adgang til at appellere, bidrager også til, at en sag hurtigere finder sin afslutning.

Imod voldgift taler primært, at regreskrav mod for eksempel revisor eller anden rådgiver ikke nødvendigvis vil være underlagt voldgift. Hvis ledelsesmedlemmerne er tilstrækkeligt forsikringsdækkede, betyder dette mindre for det enkelte ledelsesmedlem, men hvis det ikke er tilfældet, består der en ubehagelig risiko i, at ledelsesmedlemmerne selv bliver tilpligtet at betale betydelige beløb under en voldgiftssag, mens anlagte sager om regreskrav først afgøres mange år senere.

Det vil også i nogle sager være en strategisk ulempe, at andre sager i samme sagskompleks – for eksempel en sag anlagt af kurator mod revisor eller en direktør – ikke afgøres samtidigt. Der vil ofte komme relevante oplysninger frem i kraft af sambehandling og være et vigtigt strategisk spil mellem flere sagsøgte. Ofte vil det for bestyrelsesmedlemmer for eksempel være relevant at henvise til, hvordan revisor har opfattet et bestemt forhold. Det kan måske i noget omfang løses ved vidneforklaringer, men der vil formentlig kunne være tilfælde, hvor dette ikke er en optimal løsning. I relation til en direktør kan der indgås en voldgiftsaftale i direktørkontrakten.

Samlet set er voldgift i bestyrelsesansvarssager et alternativ til domstolsbehandling som bør overvejes og hvor fordelene for mange synes tungtvejende.

Jeg kender ikke til forsikringsvilkår, der forbyder indgåelse af voldgiftsaftaler, men det bør sikres, at en sådan aftale kan indgås uden at det i henhold til gældende forsikringsvilkår får dækningsmæssig betydning.

Lotte Noer

Partner, Punct Advokater. Speciale inden for både tvistløsning og bestyrelsesansvarssager.

Citat:

Samlet set er voldgift i bestyrelsesansvarssager et alternativ til domstolsbehandling som bør overvejes og hvor fordelene for mange synes tungtvejende.

Det startede med fire tilmeldte hold, da Plesner for første gang afholdt en Pre-Moot i 2017. I dag er antallet af hold vokset til ti, og der er rift om pladserne. Ansøgerne kommer fra hele verden for at forberede sig til hovedkonkurrencen i Wien, siger advokatfuldmægtig Hjalte Struve Selcuk, der koordinerer det voksende projekt.

Det begyndte med et ønske om at give erfaringer videre og få skabt en øget interesse for voldgift hos jurastuderende.

”Det er jo nok et miljø, som ikke alle kender, og som man skal introduceres for. Derfor startede vi fire Pre-Moot hold tilbage i 2017. Det havde vi lige akkurat nok ansøgere til – bortset fra, at det ene hold meldte fra i sidste øjeblik, hvilket vi løste ved at dele et af de andre hold op i to.”

Sådan lyder det fra Hjalte Struve Selcuk, der er advokatfuldmægtig hos Plesner, hvor han en del af procesafdelingens voldgiftsteam og her har ansvaret for afholdelsen af den årlige Pre-Moot.

Selvom starten var lidt træg, tog udviklingen hurtigt fart.

Allerede året efter påtog Plesner sig at coache det danske Vis Moot hold fra Københavns Universitet. Derudover modtog advokatfirmaet 21 ansøgninger fra hold, der gerne ville deltage i Pre-Mooten. Det blev derfor besluttet at udvide fra fire til ti hold.

Siden da er antallet af ansøgere til de ti hold vokset støt.

”Vi oplever en kæmpe interesse fra hele verden. For eksempel var der 47 hold, der ansøgte om at deltage i 2023 og indtil videre har vi fået 37 ansøgere til vores Pre-Moot i 2026. Ansøgningerne kommer fra hele verden – ud over de europæiske lande modtager vi ansøgninger fra Indien, Australien, Sydamerika, USA og New Zealand. Vi udvælger holdene, sådan at vi har en bred repræsentation, og så nye hold får muligheden for at komme til Danmark, for der er en del, der søger igen og igen,” siger Hjalte Struve Selcuk, der ikke forventer at udvide antallet af deltagende hold på trods af den store interesse.

Mange vil gerne til København

”Det er et ret stort projekt. Hvert år har vi mellem 100 og 150 deltagere, herunder nationale og internationale dommere. Det betyder, at vi lige akkurat kan være her i huset. Deltagerne medvirker både i procedurerunderne og i de efterfølgende sociale arrangementer, hvor netværksdelen er en central del for de studerende.”

Grunden til, at det er populært at deltage i Plesners Pre-Moot er ifølge Hjalte Struve Selcuk blandt andet, at Danmark har et godt ry i voldgiftsmiljøet.

”Det kan vi høre fra deltagerne, både umiddelbart efter en afholdt Pre-Moot, og når vi indimellem modtager henvendelser fra ansøgere, der enten selv har deltaget eller har fået arrangementet anbefalet. De fremhæver ofte, at det er en velarrangeret Pre-Moot. Og så er der ingen tvivl om, at mange gerne vil til København. Det er nemt at komme hertil, og det er attraktivt at holde en forlænget weekend her.”

Selvom Hjalte Struve Selcuk for blot kort tid siden har fået stafetten fra Rikke Silke Kjeldsen som Pre-Moot koordinator, kan han tydeligt mærke den entusiasme, som han møder fra alle deltagerne.

”Jeg synes, at det er ret utroligt at opleve den kæmpe interesse der er fra alle verdenshjørner. Der er en entusiasme omkring det, som jeg aldrig selv oplevede, da jeg gik på universitetet. Derfor er det også sjovt at være en del af det nu.”

En ny e-bog giver et billede af, hvad der er kernen i nordisk voldgift. Johnny Herre er initiativtager både til bogen og Nordic Commercial Arbitration Forum, som ideen udspringer fra. Han mener, at hvor vi tidligere vendte os mod Europa, betyder uroen i verden at vi i højere grad søger det, som vi kender og føler os forbundet med. Her er de nordiske lande et oplagt fællesskab.

Du har taget initiativ og har skrevet forord til e-bogen Nordic Commercial Forum 2025 – Nordic Arbitration a Strategic Choice for Business. Hvordan opstod ideen til bogen?

Faktisk startede det alt sammen i forbindelse med et initiativ af blandt andet Stockholm Center for Commercial Law, som i 2023 samlede repræsentanter fra de nordiske universiteter for at diskutere, hvordan formueretten kunne styrkes. Vi sidder med mange af de samme udfordringer – det være sig rekruttering og finansiering – men ser også samme muligheder og fordele i at styrke samarbejdet på tværs i Norden.

Et af resultaterne fra mødet er et nordisk tidsskrift – Nordic Commercial Law Review – hvor vi formidler forskellige formueretlige problemstillinger på engelsk. Det gør vi ikke blot for at øge fællesskabet i Norden, men også for at fortælle omverdenen, hvad der sker på vores felt i Skandinavien.

Her er voldgift et vigtigt emne, fordi alle de nordiske lande har en lang tradition med denne form for tvistløsning. Det ledte altså så først til den nordiske konference og herfra var der ikke langt til ideen om at udgive en bog, der giver et billede af, hvad nordisk voldgift er. Og det har været et virkelig positivt projekt, som alle har bakket op om og hilst velkommen, fordi det både er med til at starte en vigtig samtale og styrke et fællesskab.

Hvilket potentiale ser du, at et nordisk voldgiftsfællesskab har i fremtiden?

Vi har jo allerede et godt fundament – nemlig et 150 år gammelt retsfællesskab, som på mange måder giver os det samme mindset, som kommer af, at vi for år tilbage udviklede og delte lovgivning – det gælder for eksempel aftaleloven og købeloven.

I praksis betyder det, at vi har nemt ved at arbejde på kryds og tværs mellem landene. Vi har denne her grundlæggende forståelse, som gør, at du aldrig er helt fremmed hverken lovgivningsmæssigt, kulturelt eller sprogligt.

Ude fra set, står de nordiske lande også på gamle, solide demokratier. Vi scorer højt på retssikkerhed og antikorruption. Og ja, når du skal vælge sæde for voldgiften, betyder det virkelig meget, at der er tillid til, at domstolene fungerer, som de skal. At de er effektive, og at det altså ikke lader sig gøre at betale sig fra et ansvar.

Alt sammen er et oplagt grundlag for at skabe et stærkt nordisk voldgiftsfællesskab, som efter min egen oplevelse også består af en særlig pragmatisme. Vi har nemlig meget lidt formalisme i den juridiske tænkning, og det gør det nemt at begå sig.

Har uroen i verden en betydning for at underbygge et nordisk fællesskab?

Hvor vi tidligere vendte os mod Europa, søger vi nu det, som vi kender og føler os forbundet med. Her er de nordiske lande et oplagt fællesskab. Det er der allerede, og vi er vant til at samarbejde på så mange planer.

Jeg synes, at vores nordiske konference viste, at vi har nogle meget stærke aktører i Skandinavien, som kan få virkelig meget ud af at arbejde for et tættere samarbejde. Konferencen åbnede også for ideer til, hvordan vi kan nærme os hinanden. Med andre ord blev det synligt, at vi sammen vil stå stærkere.

Johnny Herre

Voldgiftsdommer. Tidligere dommer i Den svenske Højesteret og professor på Stockholm School of Economics.

Nordic Arbitration A Strategic Choice for Business er gratis og kan downloades her:

Nordic Commercial Arbitration Forum 2025: Nordic Arbitration: A Strategic Choice for Business | SCCL PUBLICATIONS

Advokat Henriette Gernaa står nu i spidsen for Voldgiftsforeningen. Hun vil blandt andet skabe en bredere appel til kolleger i branchen og bygge bro til Young Arbitrators Copenhagen.

”Faglighed er stadig vores primære fokus. Vi vil stadig i høj grad gerne være faglige. Men vi skal ikke være så nørdede, at det bliver en lukket klub. Vi ser det også som en vigtig opgave at komme bredt ud og bidrage til oplysning om voldgift i praksis til glæde for brugerne og vores kolleger.”

Sådan lyder det fra Voldgiftsforeningens nye forperson, advokat Henriette Gernaa fra Gorrissen Federspiel, der afløser advokat Jeppe Skadhauge.

Hun understreger, at foreningen har været i særdeles gode hænder med Jeppe Skadhauge som formand, og foreningens arrangementer er både velbesøgte og af tårnhøj faglig standard. Alligevel satte hun som den første handling i den nyvalgte bestyrelse på dagsordenen, hvad foreningen fremadrettet skal fokusere på. Det førte til en god diskussion i bestyrelsen, hvor alle medlemmerne bød ind, og bestyrelsen identificerede, hvad den først vil arbejde med.

“Den høje faglighed skal vi holde fast i, og vi skal stadig have arrangementer, der tager komplekse voldgiftsemner op, og som har fokus både på internationale og danske temaer. Men vi vil også gerne bredt ud for at sikre, at vi er et forum, hvor alle er velkomne, uanset om medlemmerne er dybt specialiserede eller har en interesse og gerne vil vide mere”, siger Henriette Gernaa.

Årets første arrangement den 23. oktober 2025 var således en spændende samtale mellem arbitrator of the year internationalt, John Fellas, og modtager af prisen som årets danske voldgiftsdommer, Julie Arnth Jørgensen.

Den høje faglighed er også i højsædet, når foreningens næste arrangement, ”How Advocacy Works in Arbitration”,ruller af stablen den 1. maj 2026 hos Poul Schmith/Kammeradvokaten. Panelet består af Mika Savola, Vibeke Rønne og Karsten Kristoffersen, og arrangementet tager udgangspunkt i Mika Savolas artikel: ”Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal”. De tre voldgiftspraktikere vil fortælle om gode og dårlige måder at føre sager på, set fra voldgiftsdommerens”Netop sådan et arrangement giver grundlag for, at medlemmerne får indsigt i, hvordan både international og dansk voldgift udvikler sig og giver samtidig medlemmerne nogle gode tips til, hvordan de bedst overbeviser en voldgiftsret om deres sag. Medlemmernes deltagelse og input i arrangementerne er i øvrigt helt central. Vi skal være et forum for udvikling, men også erfaringsudveksling”, siger Henriette Gernaa.

Udvikling af best practice guidelines

Bestyrelsen har også besluttet, at man vil udvikle best practice guidelines, som både brugere og advokater kan have glæde af, og som kan reflektere, hvordan voldgiftsprocessen udvikler sig rent praktisk.

”Voldgift er speciel på den måde, at du ikke kan læse dig til, hvordan processen fungerer i praksis. Der er selvfølgelig sat en retning i voldgiftsloven og de regler, parterne har peget på, men måden, sager gennemføres på, er ikke statisk og undergår forandring ofte under påvirkning af udviklingen i internationale sager”.

Derfor arbejder bestyrelsen nu med at udvikle en ”standard PO1” til danske sager, der kan tjene som inspiration til såvel parter som voldgiftsdommere og give indblik i, hvordan voldgiftssagerne afvikles processuelt, og de tendenser for international praksis, der også spiller ind på de processuelle regler, som danske voldgiftsdommere foreslår parterne og anvender i mangel af aftale om andet.

Dette arbejde vil blive præsenteret på foreningens andet arrangement i 2026, der vil blive afholdt i forbindelse med generalforsamlingen den 22. juni 2026 hos Kromann Reumert.

Bestyrelsen arbejder også med at tilrettelægge yderligere et eller to arrangementer i 2026 og har en række temaer på tegnebrættet, herunder om fokus på voldgift i entrepriseforhold, ligesom foreningen ønsker tæt dialog med brugerne i de danske virksomheder om deres vinkel på voldgift.

“Vi vil gerne være rammen om voldgiftsmiljøet, men voldgift kan kun bestå som tvistløsningsform, hvis vi møder brugernes behov. Antallet af sager, der afgøres ved voldgift, stiger, og meget taler for, at vi vil se flere sager, også fordi domstolene har trange kår i forhold til både ressourcer og muligheden for hurtig sagsbehandling. Voldgift er et godt alternativ, og foreningen kan måske sætte spot på flere sagstyper, hvor parterne kan have fordel af at bruge voldgift”, siger Henriette Gernaa.

”De erhvervssager, vi ser i domstolene, er typisk kraverstatningssager mellem parter, der ikke har indgået en kontrakt og derfor heller ikke har aftalt voldgift. Vi vil gerne undersøge, om fordelen ved voldgift er blandt andet fleksibiliteten – altså at man kan tilrettelægge processen præcis, som parterne ønsker det. Vanskeligheden ligger i, at parterne ikke altid har en klar idé om, hvordan voldgiftsretten egentlig fungerer. Det er også noget af det, vi gerne vil være med til at formidle – ligesom vi gerne vil ud at fortælle, hvor voldgift – inspireret af den udvikling, der sker internationalt – bevæger sig hen.”

Henriette Gernaa peger også på, at bestyrelsen gerne vil appellere til yngre praktikere og bygge bro til Young Arbitrators Copenhagen.

“De yngre kolleger har haft forrygende succes med deres forening, som er et levende forum for de mange unge voldgiftsinteresserede kolleger. Det skal vi ikke konkurrere med, og de skal fortsat have deres forening, men Voldgiftsforeningen vil også rigtig gerne byde de yngre kolleger velkommen til vores arrangementer.”

”Man skal ikke have praktiseret i hverken 10 eller 20 år for at komme i Voldgiftsforeningen. De yngre kolleger bringer ny energi og initiativ ind i foreningen, og det er værdsat,” siger hun.

DANSK FORENING FOR VOLDGIFT

Bestyrelse

Advokat Henriette Gernaa
Forperson

Advokat Lotte Noer
Næstforperson

General Counsel and Head of Corporate Affairs, Christian Kledal

Advokat Jacob Møller Dirksen

Højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen

Advokat Jimmy Skjold Hansen

Advokat Frank Bøggild

Advokat Peter Fauerholdt Thommesen

Advokat Regitze Aalykke Hansen

Følg Dansk Forening for Voldgift på LinkedIn.

Håkun Djurhuus looks back at a year marked by great international interest in Danish arbitration and by a number of initiatives – such as a new network for young arbitration talents.

By Håkun Djurhuus, President of the DIA

It has been exactly one year since I last looked back on the preceding twelve months and with gratitude noted how quickly things can move. This year, the feeling has doubled because I can say with equal confidence that the positive momentum continues.

We are still seeing rising interest in arbitration as an effective and efficient way to resolve disputes.

Although the year is not quite at an end as I write, I can already state that we leave 2025 with more arbitration cases than the year before, which itself was a record. This confirms the strong confidence in the DIA and the broader interest in how we practise and how we develop the profession.

The international interest was clear at Copenhagen Arbitration Days in September. The event was supported by the Dreyer’s Foundation and by a broad range of Danish law firms. My sincere thanks to our sponsors and to all the participants who attended both the main conference and the wide selection of side events. Everything from morning runs with Young Arbitrators Copenhagen and Swiss Arbitration, to lunch seminars at leading law firms and debates on hot topics.

There is no doubt that this was only a first glimpse of what Copenhagen Arbitration Days will grow into when it is held alongside the IBA Annual Conference in October 2026, marking the first time this IBA conference is held in Denmark. The DIA and the arbitration community are looking forward to this with real anticipation, as it puts a spotlight on Denmark as a place of arbitration.

2025 marked the 20th anniversary of the Danish Arbitration Act. This was duly celebrated by the DIA by publishing a Festskrift in which a number of prominent arbitration practitioners from Denmark and abroad provided detailed insights on different aspects of arbitration. The publication spanned the significant developments that have taken place since the Arbitration Act was adopted as well as what to expect of the future of arbitration in Denmark.

Looking back on the past year, I also want to highlight our new network for young arbitration talents. We named it Behind the Scenes because arbitration practice cannot be learned only by reading a book! Sharing knowledge matters – and this is the reason why Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen, Accura partner Jacob Møller Dirksen, and the DIA’s Secretary-General Steffen Pihlblad took the initiative to start the network, which has been very well received by the younger generation. This younger generation’s passion for arbitration makes me more than confident about the future.

Among our initiatives in 2025, I mention as well our collaboration with Plesner and the Danish Embassy in Vienna for an event held during the Vis Moot, where we discussed the use of AI and arbitration. We also launched a new series of podcasts, Women in Arbitration, and I would like to thank the ten women who generously shared their experiences and personal stories. Finally, I want to acknowledge the talks events we hosted here at the DIA. My sincere thanks to all who contributed. Your participation is deeply appreciated, and it is certainly something we will continue in the new year.

I look forward to new initiatives and further opportunities in 2026.

Selvom voldgift hviler på en grundlæggende forudsætning om, at parterne skal kunne vælge den eller de voldgiftsdommere, som de anser for bedst egnede til at afgøre deres tvist, er det ikke altid nok blot at forholde sig til en kandidats faglige profil eller erfaring med voldgift. For at finde den rette kandidat bør man som part samlet vurdere såvel kandidatens faglige som personlige egenskaber for at øge sandsynligheden for, at ens synspunkter i det mindste bliver hørt og drøftet korrekt under voteringen. Det er som bekendt ikke tilstrækkeligt at have ret – det handler også om at få ret, skriver Frederik Kromann Jespersen.

Af Frederik Kromann Jespersen, partner Skau Reipurth

For det kollegiale panel af voldgiftsdommere er voteringen ofte et af højdepunkterne i sagen. Det er tidspunktet, hvor man som voldgiftsdommer får mulighed for at drøfte sin og sine dommerkollegers opfattelse af sagens relevante tvistepunkter på baggrund af de beviser og synspunkter, som parterne henholdsvis har fremlagt og gjort gældende. Det er et stort privilegium at kunne diskutere et emne intensivt med andre, som (i hvert fald i et afgrænset tidsrum) har samme interesse for emnet og samme grundlag for at diskutere det.

Principielt er der næppe de store forskelle mellem votering ved de almindelige domstole og i forbindelse med en voldgiftssag. Voldgift er dog kendetegnet ved parternes mulighed for selv at udpege den eller de personer, som skal fungere som voldgiftsdommer(e) under sagen, og selvom en part givetvis har stor interesse i at udpege den fagligt set mest kvalificerede kandidat, bør parten også overveje, hvordan kandidaten må forventes at kunne indgå i voteringen. Uanset faglig dygtighed kommer man ikke udenom, at voteringslokalet til tider også får karakter af et forhandlingslokale, hvor sagens resultat eller måske begrundelsen derfor skal ”bokses” på plads, og dommerens evne til at indgå i sådanne forhandlinger kan nemt have betydning for vedkommendes muligheder for at få sit synspunkt igennem over for de andre dommere.

Emnet for dette indlæg er at sætte nogle ord på den typiske voteringsproces og de overvejelser, som en part i en voldgiftssag, der skal afgøres af flere partsudpegede voldgiftsdommere, bør gøre sig om en given kandidats – forventede – forudsætninger for at kunne gøre sig gældende under voteringen, inden parten formelt udpeger vedkommende som voldgiftsdommer.

Formålet med og tilrettelæggelsen af voteringen

Det overordnede formål med voteringen er at drøfte – og sortere i – de beviser og juridiske synspunkter, som parterne henholdsvis har fremlagt og gjort gældende til støtte for et bestemt resultat i lyset af sagens faktiske omstændigheder. Til tider kan det også være nødvendigt at drøfte forhold, som voldgiftsretten ex officio har måttet adressere og italesætte over for sagens parter.

Voldgiftsdommerne bør under voteringen sikre, at alle relevante synspunkter drøftes, herunder at de respektive synspunkter kan føre til det resultat, som hver part har plæderet for i lyset af partens påstand(e). Det er som oftest formanden for voldgiftsretten, som konkret fastlægger, hvordan voteringen skal foregå, og der kan være stor forskel på, hvordan dette sker i praksis. Hvis formanden har en faglig baggrund som dommer ved de almindelige domstole, kan der være en tilbøjelighed til, at voteringen kommer til at foregå på samme måde som ved domstolene, dvs. at den yngste dommer typisk voterer først. Hensynet bag denne ordning er navnlig at sikre, at den yngste dommer stilles frit i forhold til sit votum og ikke føler sig ”tvunget” til at votere for et specifikt resultat, som en ældre dommer måtte have voteret for.

Andre formænd er af den opfattelse, at netop dommeren med længst anciennitet bør votere eller i hvert fald tilkendegive sin opfattelse først for derved at øge sandsynligheden for, at de øvrige dommere fra starten spores ind på de – efter den førstevoterendes opfattelse – relevante, juridiske synspunkter og bevistemaer. Hvis en eller flere af voldgiftsdommerne derimod har for eksempel en teknisk – modsat en juridisk – baggrund, og hvis sagens omdrejningspunkt er teknisk kompliceret, kan voteringen også være tilrettelagt på den måde, at netop den eller disse dommere skal votere først for derved at søge at sikre, at sagens tekniske omstændigheder fastlægges korrekt og indledningsvist.

I praksis forekommer det dog nok oftest, at voteringen foregår som en fri (men styret) dialog mellem voldgiftsdommerne – eventuelt hjulpet på vej af en dagsorden, som typisk formanden for voldgiftsretten på forhånd har udarbejdet. Denne fremgangsmåde er selvsagt den mindst rigide og er egnet til at sikre, at dommerne løbende kan adressere forskellige synspunkter og afstemme, hvorvidt man er enig i bedømmelsen af rækkevidden af det pågældende synspunkt i forhold til det resultat, som en part har plæderet for. Afhængigt af sagens kompleksitet og de konkrete omstændigheder kan også formuleringen af præmisserne i voldgiftskendelsen helt eller delvist fastlægges under voteringen. Sædvanligvis udarbejder voldgiftsrettens formand et udkast til kendelse på baggrund af drøftelserne under voteringen, som de øvrige voldgiftsdommere efterfølgende får lejlighed til at kommentere.

Voteringen er en meget koncentreret proces, som kun lader sig gennemføre effektivt, hvis samtlige voldgiftsdommere har forberedt sig grundigt og er deltagende i processen. Dette er dog efter min erfaring også tilfældet i langt de fleste sager, og jeg oplever ofte, at man på trods af en sags kompleksitet og omfang ret hurtigt får afstemt, hvorvidt der er enighed om resultatet og dets begrundelse allerede under de indledende voteringsdrøftelser. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at forhold ikke senere kan genbesøges (f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af præmisserne i kendelsen), eksempelvis hvis en voldgiftsdommer har tilkendegivet, at vedkommende voterer under tvivl i forhold til et eller flere forhold under sagen.

Hvis én af voldgiftsdommerne er uenig i de øvrige dommeres bevisvurdering eller resultat (eller måske blot begrundelsen derfor), kan vedkommende principielt afgive dissens. Denne mulighed er i praksis nok forbeholdt de situationer, hvor en dommer vitterligt ikke kan ”se sig selv” stemme for flertallets resultat eller begrundelse, og erfaringsmæssigt skal der meget til, før en voldgiftsdommer insisterer på at dissentiere. Som regel kan uenigheder om sagens resultat eller begrundelsen derfor løses hen ad vejen.

Udpegning af voldgiftsdommeren med sigte på voteringen

Som nævnt får voteringen ofte karakter af en forhandling, hvor voldgiftsdommerne drøfter forståelsen og rækkevidden af sagens relevante beviser og juridiske synspunkter. Som ved enhver anden forhandling afhænger den enkelte voldgiftsdommers mulighed for at overbevise sine meddommere om et givet forhold blandt andet af vedkommendes erfaring, faglige profil og personlige gennemslagskraft. Som den part, der skal udpege en voldgiftsdommer, bør man ikke være blind for denne kendsgerning.

Voldgift er en traditionsbunden disciplin og har længe været kendetegnet derved, at ældre personer med solid erfaring inden for voldgift ofte udpeges som voldgiftsdommere. Som part kan man derfor være bekymret for at udpege en yngre kandidat af frygt for, om vedkommende kan gøre sig gældende under voteringen. Men den bekymring kan let være ubegrundet – navnlig hvis den yngre kandidat er fagligt velfunderet i forhold til de (måske tekniske) forhold, som sagen vedrører. En parts valg af voldgiftsdommer kan dermed i høj grad være påvirket af, hvem de øvrige dommere i panelet er eller må forventes at være. Der kan være situationer, hvor man som part ikke ved, hvem modparten udpeger som voldgiftsdommer, når man selv har udpeget sin voldgiftsdommer, f.eks. når man som klager afventer indklagedes svarskrift med oplysning herom, jf. Voldgiftsinstituttets Regler for behandling af voldgiftssager (§ 13, stk. 1, litra k). Men i praksis er det som oftest klart, hvem eller hvilken type modparten vil eller må forventes at udpege.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvilken kandidat man bør pege på. Og det nemme (og helt uanvendelige, generiske) svar er, at det afhænger af den konkrete sag. Klart er det dog, at hvis sagen hovedsageligt er en juridisk tvist om for eksempel forståelsen af et sæt aftalevilkår, er der som udgangspunkt næppe meget vundet ved at udpege en voldgiftsdommer, som ikke har juridisk baggrund. Omvendt er det klart, at en voldgiftsdommer med juridisk baggrund kan komme til kort, hvis sagens omdrejningspunkt hviler på den praktiske forståelse af en branchesædvane. Også vedkommendes sproglige kundskaber såvel skriftligt som mundtligt kan have afgørende betydning – ikke mindst i en international voldgiftssag. Det kan være vanskeligt at opnå gennemslagskraft under voteringen, hvis det kniber med at gøre sig forståelig.

Selvom voldgift hviler på en grundlæggende forudsætning om, at parterne skal kunne vælge den eller de voldgiftsdommere, som de anser for bedst egnede til at afgøre deres tvist, er det ikke altid nok blot at forholde sig til en kandidats faglige profil eller voldgiftsmæssige erfaring. For at finde den rette kandidat bør man som part samlet vurdere såvel kandidatens faglige profil som personlige egenskaber for at øge sandsynligheden for, at ens synspunkter i det mindste bliver hørt og drøftet korrekt under voteringen. Det er som bekendt ikke tilstrækkeligt at have ret – det handler også om at få ret.

Frederik Kromann Jespersen

Advokat (H), partner i advokatpartnerselskabet Skau Reipurth. Forfatter til bogen Vidneafhøring, der er udgivet på DJØF Forlag.

England har fået en ny voldgiftslov. Danske Fiona Petersen, som har base i London, mener, at en af de væsentligste ændringer i loven er, at parter nu kan anmode voldgiftsdommeren om at få en afgørelse, uden at der sker hovedforhandling, hvis modpartens påstand er uholdbar. Princippet er kendt fra de almindelige domstole, hvor det er muligt at anmode om et summary judgment. Med de nye regler forventer hun, at flere vil vælge voldgift til tvistløsning.

Hvorfor har du valgt at arbejde i London?

Mine forældre flyttede hertil, da jeg var barn. De skulle arbejde her i tre år, men de blev boende, og jeg voksede op her.

Jeg var ret tidligt klar over, at jeg ville arbejde internationalt. Typisk arbejder jeg for jurister eller advokater, der har klienter i andre lande, som har brug for en advokat, som kan føre en sag ved domstolene i England eller klienter, som har en voldgiftssag, der er underlagt engelsk ret.

Hvordan oplever du, at voldgift udvikler sig i Danmark og England?

I Danmark er der en tendens til i højere grad at bruge skriftlige vidneerklæringer. Det overrasker mig ikke, for her er det normen og noget, som fylder virkelig meget i de sager, som jeg arbejder på. Det giver os en god fornemmelse af sagen helt fra starten, og vidneforklaringerne er sammen med ekspertudtalelserne en del af strategien for, hvordan vi for eksempel åbner en sag. Det er svært at forestille sig, at det kunne være anderledes.

Af statistikker fra London Court of International Arbitration (LCIA) kan jeg se, at 95 procent af parterne kommer fra udlandet. Det stemmer overens med min egen erfaring, altså at der kun sjældent er to britiske parter i en voldgiftssag. I praksis betyder det, at vi i højere grad gør brug af tolke, hvilket igen betyder, at der er en tendens til, at sagerne kan tage længere tid.

Jeg oplever også, at engelsk ret bliver brugt udenfor England – for eksempel kan det være i tvister, der skal løses i Singapore, Hong Kong eller Dubai. Personligt tror jeg, at parterne ofte vælger engelsk ret i kontrakter, fordi mange er vant til det. Ofte skal det gå ret hurtigt at få en kontrakt på plads, og så er det praktisk, at man ikke skal forholde sig til noget nyt.

England fik en ny voldgiftslov i marts. Hvad ser du som de væsentligste ændringer?

Først og fremmest skal en voldgiftsdommer erklære, hvis der er forhold, som kan give berettiget tvivl om hans eller hendes uafhængighed. Det var også praksis før den nye voldgiftslov, men nu fremgår det altså udtrykkeligt af loven – og dermed er alvoren understreget. I 2020 afsagde Højesteret dom i en sag, som gjorde det helt tydeligt, at voldgiftsdommeren skal deklarere sin uafhængighed og at det er en pligt, vedkommende har fra starten af sagen. Dommen har man fundet så vigtig, at voldgiftsdommerens informationspligt nu er ophøjet til et lovkrav. Det hænger sammen med nogle tendenser, som vi har set de seneste år – nemlig at puljen af voldgiftsdommere er blevet meget større. For år tilbage havde vi en lille gruppe af voldgiftsdommere. Selvfølgelig skulle den enkelte erklære, hvis der var problemer med uafhængigheden, men alle kendte hinanden. Det gav en stor tryghed. I dag kender alle ikke nødvendigvis alle, og derfor er spørgsmålet om uafhængighed blevet vigtigere.

En anden vigtig ændring er, at en part nu kan anmode voldgiftsdommerne om at få en afgørelse uden at der sker hovedforhandling, hvis parten mener, at modpartens påstand er uholdbar. Det er et princip, som vi kender fra de almindelige domstole – men det er altså nyt i voldgift, at man har samme mulighed. Tidligere ville vi ofte anbefale klienter de almindelige domstole for at få en hurtig afgørelse – et såkaldt summary judgment – i disse sager. Men med de nye regler kan vi bede om det samme i en voldgiftssag, og derfor forventer jeg, at det vil komme til at betyde, at der går flere sager til voldgift, fordi det også af andre årsager er at foretrække fremfor de almindelige domstole.

Hvordan har Brexit påvirket brugen af voldgift?

Så vidt jeg kan læse ud af LCIA’s statistikker har Brexit ikke haft nogen påvirkning på antallet af voldgiftssager ved LCIA. I 2019 havde LCIA godt 300 henvisninger og i 2024 lå tallet på cirka 280. Jeg tror, at det afgørende er, at Storbritannien er medlem af New York konventionen, hvilket jo betyder, at du kan få en kendelse eksekveret overalt i verden. På den måde er voldgift uafhængig af EU.

I Danmark er der kommet fokus på diversitet igennem de seneste par år. Hvordan har denne dagsorden udviklet sig i England?

Jeg oplever at der er sket meget – men der er stadig lang vej. Det kan også ses på LCIA’s statistikker. I 2015 var 28 procent af voldgiftsdommerne udpeget af LCIA kvinder, mens kun 7 procent af dem, som var udpeget af parterne, var kvinder. Gennem de sidste ti år er begge tal steget markant. I 2024 var 45 procent af voldgiftsdommerne udpeget af LCIA kvinder, mens 21 procent af voldgiftsdommerne udpeget af parterne var kvinder. Alligevel er det klart, at der skal gøres mere for at øge antallet af kvindelige voldgiftsdommere, som bliver udpeget af parterne.

Hvordan oplever du det?

Jeg oplever, at jeg for det meste har samme jobmuligheder som mine mandlige kolleger. Det er sikkert hjulpet på vej af LCIA’s nye retningslinjer, hvor man ikke alene ser på køn men på diversitet i bred forstand. Man opfordrer til, at parterne skriver disse hensyn direkte ind i kontrakterne.

I de sidste par år har der været øget opmærksomhed på, at der i større sager, hvor hver part har mere end en advokat, skal være lige talemuligheder for yngre og ældre advokater. Tidligere ville det altid være de mest erfarne advokater, der førte ordet i retten i de store sager, men nu er der altså mere fokus på, at yngre også får ordet.

Jeg synes, at det er supervigtigt at få muligheden, og jeg oplever heldigvis også, at det bliver taget alvorligt. For nylig spurgte en ældre kollega mig, om jeg ville stå for krydsafhøring af et vidne i en større sag, hvilket jeg blev virkelig glad for, fordi det er med til at videreudvikle mine kompetencer.

Hvordan tror du, at voldgift kommer til at udvikle sig fremover i Storbritannien?

Jeg tror, at der kommer mere fokus på hurtighed. Der vil altid være parter, der gerne vil trække sagen ud – men effektive processer er i virkeligheden godt for alle parter og for retssamfundet som helhed. Og det vil altid tale for at vælge voldgift.

Fiona Petersen

31 år, advokat med engelsk beskikkelse. Selvstændig og tilknyttet Twenty Essex i London, hvor hun blandt andet arbejder med voldgiftssager. Hun fører også sager ved de engelske domstole og rådgiver blandt andet om privatret, offentlig ret og public international law.

Recently, both international arbitrator John Fellas and Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen received awards as Arbitrator of the Year as a testimony to their excellence and experience. At the invitation of the Danish Arbitration Association, Fellas and Jørgensen sat down for a conversation covering a range of topics about the fundamentals of arbitration and professional virtues. Lotte Noer and Sofie Stemann Beck outline key takeaways from the talk.

By Lotte Noer, Punct og Sofie Stemann Beck, Plesner

Some lessons may seem simple, yet they capture the essence of what makes an arbitrator and counsel not just competent, but excellent.

At the talk with international arbitrator John Fellas and Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen in November arranged by the Danish Arbitration Association, one theme that emerged was the importance of reasonableness in oral advocacy. Fellas emphasized that counsels must remain balanced when presenting their arguments. It is easy to become overly invested in one’s own arguments and case and to view every point through a biased lens, but bias often undermines credibility.

A more persuasive approach is to acknowledge when a provision or fact could be interpreted differently, then calmly explain why your interpretation should prevail. Arbitrators are more convinced by advocates who appear reasonable, measured, and self-aware than by those who overstate their case. As both Fellas and Jørgensen noted, credibility is one of the most powerful tools in advocacy, and it often rests on demonstrating that you can see both sides of an argument. According to Fellas, this intellectual honesty demonstrates professionalism and builds trust with the arbitrator.

This reminder may sound simple, but it speaks to something fundamental: persuasion through balance, not bluster.

The simple lessons of a good arbitrator

Fellas also shared reflections on what makes a good arbitrator, again returning to the basics.

One of his most practical pieces of advice was to respond to emails swiftly. While this sounds trivial, it is deeply appreciated by counsel. Even a brief “well received” email can make a significant difference. In the fast-paced world of arbitration, where dozens of emails are exchanged daily, acknowledgment provides reassurance and fosters professionalism. It signals to counsel that their efforts are seen and respected, and that the process is in attentive hands.

Another cornerstone of being a good arbitrator is preparation. As Fellas put it, no one (no matter how experienced) should be too busy to prepare thoroughly. Knowing the case allows an arbitrator to ask the right questions, understand the dynamics of the dispute, and make well-founded decisions. Preparation signals respect for the parties and for the arbitral process itself.

Further, Fellas reminded us of the importance of engaged procedural oversight. Arbitrators should feel free, with all due respect, to ask the parties questions about procedural agreements if something appears off or unbalanced. A gentle pushback is not interference; it reflects care for fairness and efficiency. Still, as Fellas stressed, once the parties confirm their agreement, the arbitrator must ultimately defer to their decision, thereby balancing diligence with restraint.

Finally, Fellas emphasized the importance of making the parties fell that they have been heard. How displaying a genuine interest in all arguments is a tool to secure faith in the process.

These lessons may appear modest, but they reflect the virtues that define great arbitrators: responsiveness, preparedness, respect, and humility.

The responsible use of AI in arbitration

On the highly current theme regarding the use of AI in arbitration, Fellas stated that “the train has left the station” in the sense that AI is here to stay in arbitration, however we have an obligation to manage AI, make sure that it serves to improve the basic virtues of arbitration and align the use of AI with basic principles such as party autonomy.

Fellas emphasized that the process should be distinguished from the product, as the process itself matters for an arbitrator. Whereas it can be prudent and a relief for an arbitrator to let AI draft a procedural history for an award, the process of going through the case file, analyzing it and subsequently accounting for the factual circumstances and the legal arguments of each party cannot be surrendered to AI. This part of preparing for a hearing and drafting the award is not a mechanical work which AI can take over, it is the basic process of getting to know the case and quality-assuring the decision.

Further Fellas reminded us that the work of AI should be checked carefully as hallucinations are embarrassing.

On a more formal note, Fellas expressed the opinion that the use of AI should be disclosed to the parties and requires consent by the parties in the same manner as the use of an administrative secretary.

Again, this can sound like modest insights however it is not; rather it expresses the need to preserve and advance the general trustworthiness of arbitration, to tame the urge to implement new tools and to recognize the inherent meaning of a labor-intensive process as more than just mechanical work.

Overall takeaways

For a couple of hours, Fellas and Jørgensen captivated the audience in what undoubtedly remains one of the most interesting events of the year for both junior and senior practitioners. We were reminded of the importance of basic virtues as a cornerstone of a successful arbitration practice and a response to current issues and trends.

Their discussion proved valuable information for both junior and senior practitioners alike, serving as a reminder of what truly matters in an arbitration career: returning to the basics. In a field that often moves quickly, it is easy to lose sight of the simple, essential principles that secures a much better arbitral process for all parties.

We were fascinated by their answers to diverse and new dilemmas founded in fundamental principles and virtues. It was at the same time thought-provoking but also affirming in the sense that we are members of a profession that stands on a distinct set of values ​​and principles that provide direction and meaning.

En bestyrelse, hvor medlemmerne kommer fra hele Norden, vil både tilføre kompetancer og indsigt i det, som foregår i de øvrige skandinaviske voldgiftsmiljøer, mener formanden for den nye norske voldgiftsforening, Norwegian Arbitration Association, professor Birgitte Hagland. Hun ser kun fordele i et tæt samarbejde på tværs.

Du har valgt at stå i spidsen for den nye norske voldgiftsforening. Hvorfor?

Da Norwegian Arbitration Association skulle etableres, blev jeg spurgt af de øvrige initiativtagere om jeg kunne tænke mig at lede bestyrelsens arbejde.

Det blev jeg meget glad for, og jeg ser det som en naturlig forlængelse af mit arbejde som leder af Oslo Senter for Kommersiell Rett ved Universitetet i Oslo, hvor vi blandt andet har etableret en voldgiftsuddannelse og desuden arrangerer vi Norwegian Arbitration Day sammen med Nordisk Institutt for Sjørett.

Hvorfor etablerer I foreningen netop nu?

Norge har længe haft et levende og professionelt voldgiftsmiljø, især indenfor shipping, søforsikring og entreprise.

Med væksten af oliesektoren i Norge har vi med tiden også været sæde for flere betydelige voldgiftssager. Netop de helt store internationale og konplekse voldgiftssager kræver, at vi både i Norge og i Norden som helhed aktivt arbejder med at udvikle og professionalisere voldgift.

Vi har igennem længere tid set et behov for at samle de gode voldgiftskræfter i Norge, og med den nye norske voldgiftsforening kan vi skabe en struktur, som gør både det norske og det nordiske voldgiftsarbejde enklere. Foreningen vil også være en platform, der muliggør et godt samarbejde mellem praktikere og akademikere, fordi vi kan videreudvikle voldgift gennem forskningsprojekter – for eksempel om kvalitet og effektivitet i voldgift.

Det fremgår af foreningens vedtægter, at I har et nordisk fokus. Hvorfor er det en prioritet?

Foreningen har et stort ønske om at fremme Norden som voldgiftsarena. Norden har en helt unik position i verden, fordi vi er kendt for en meget høj tillid til retssystemet og en lav grad af korruption. Desuden har vi her i Norden en stærk fælles og tillidsbaseret retskultur, ligesom vi langt hen ad vejen har obligationsretten til fælles.

Derfor vil vi arbejde for at fremme og videreforædle nordisk best practice i stedet for ukritisk at importere trends i international voldgiftspraksis. Og vi har virkelig et solidt fundament at stå på, for i Nordisk voldgift er effektivitet, forudsigelighed og åbenhed nogle af vores kerneværdier. Sammen med en god portion pragmatiske, giver det gode løsninger for partene.

Med andre ord: Norwegian Arbitration Association vil bidrage til at videreudvikle og udbrede det norske og nordiske, fordi vi har et åbenbart fortrin: Det fungerer!

Hvorfor vælger I at have udlændinge med i foreningens ledelse?

Vi er så heldige at have ledende voldgiftseksperter fra hele Norden i vores bestyrelse. Det er et stort privilegium. En nordisk bestyrelse tilfører en unik kompetance og indsigt i det, som foregår i de øvrige nordiske voldgiftsmiljøer, og som vi ønsker et tæt samarbejde med.

Norwegian Arbitration Association, NNA

The Executive Committee and Secretary

• Chair: professor Birgitte Hagland, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Independent arbitrator, former Supreme Court Judge, Johnny Herre
• Partner dr. juris Amund Bjøranger Tørum
• Associate professor Knut Høivik
• Supreme Court Judge Borgar Høgetveit Berg
• Partner Henriette Gernaa
• Partner Kristoffer Löf
• Independent arbitrator Gisela knuts
• NAA Secretary: Maria Linn Riis, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO

Advisory Board

• Professor Giuditta Cordero Moss, Department of private law, University of Oslo
• Doctoral research fellow/ Senior counsel Christian Hauge, Scandinavian Institute of Maritime Law, Wiersholm
• Partner Marie Nesvik, Wikborg Rein
• Partner Kristine Hyldmo Bjørnvik, Thommessen
• Partner Thomas K. Svensen, BAHR
• Partner Trond Sollund, Schjødt
• Partner Silje Dagsland, Haavind
• Partner Nora J. Fredstie, BAC Beachcroft, London
• Indipendent Arbitrator Nina Lauber-Thommesen, Lauber-Thommesen Arbitration, Geneva
• Professor Yuliya Chernych, University of Inland, Norway
• Partner Asle Bjelland, Kluge
• EVP legal Sverre Bjelland, Vår Energi, Norway
• Associate professor Sondre Dyrland, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Partner Kjersti Lekerø, Kvale
• Independent Arbitrator Knud Jacob Knudsen, Knudsen Arbitration
• Special Counsel Tommy Arnulf, Sands
• Partner Frode Innjord, Hjort
• Partner Aron Solheim, Glittertind
• EVP legal Siv Helen Rygh Torstensen, Equinor
• Associate professor Herman Bruserud, Scandinavian Institute of Maritime Law, UiO
• Partner Tage Brigt A. Skoghøy, DLA Piper
• Partner Andreas Nordby, Arntzen de Besche

Læs mere om foreningen, herunder om hvordan du bliver medlem:

Norwegian Arbitration Association (NAA)

Anne Bloch Østergaard er ny i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Hun er udpeget af IT-Branchen, og vil arbejde for at promovere dansk voldgift som et stærkt alternativ i internationale kontrakter, fordi det er kendetegnet ved effektivitet, høje faglige standarder og neutralitet.

Som forperson i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer og med en baggrund som advokat er Anne Bloch Østergaard udpeget som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, hvor hun erstatter Ulrich Ramm, som giver stafetten videre efter mere end ti år.

Med sig har hun mere end 18 års erfaring fra IT-virksomheden Systematic, hvor hun i dag er Chief Legal Officer og General Counsel, hvilket betyder  mangeårig erfaring med store komplekse IT-kontrakter, men også solid indsigt i den øgede digitalisering, brugen af AI og den stigende EU-regulering.

”Vi handler med kunder i mere end 50 lande, og det betyder, at jeg har stor erfaring med udarbejdelsen af IT-kontrakter, herunder forhandlinger af klausuler. Voldgift er et godt valg i internationale kontrakter, og her forsøger jeg altid at slå et slag for dansk voldgift. Når man handler med kunder og leverandører fra forskellige jurisdiktioner, er det vigtigt at vælge et sæde, hvor alle parter kan følge sig trygge. Endelig vil ethvert større IT-projekt være forbundet med både kompleksitet og konkurrencefølsomme oplysninger, hvilket kræver en særlig håndtering af tvister. Samlet set peger pilen oftest på voldgift, fordi denne form for tvistløsning rummer alle elementer” siger Anne Bloch Østergaard, og tilføjer at hun ikke har haft voldgiftssager men, at det er erfaringer fra kontraktudarbejdelsen, viden om de særlige krav fra kunder og indsigten i en branche i stærk udvikling, hun brænder for at bringe ind i Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Mærkesager i bestyrelseslokalet bliver digitalisering, neutralitet og uafhængighed.

”Øget digitalisering herunder brugen af AI på en forsvarlig måde er områder, som interesserer mig, og hvor jeg vil kunne bidrage med mine erfaringer. Herudover kan jeg godt lide, at instituttet har klare holdninger til for eksempel uafhængigheden. Selvom vi er et lille land, skal du – når der vælges en voldgiftsdommer – være fuldstændig tryg ved, at vedkommende ikke er i en interessekonflikt og kan træffe afgørelse på neutralt grundlag. Det er en af de ting, jeg gerne vil være med til at sætte fokus på i bestyrelseslokalet.”

”Jeg vil bidrage med forståelse for, hvad der sker, og hvilke krav vi oplever i det virkelige liv med henblik på at udvikle voldgift – digitalt og herunder i forhold til brugen af AI. Men det går begge veje, for jeg ser også mig selv som ambassadør for dansk voldgift – særligt i internationale kontrakter, og vil arbejde for, at IT-branchen får øjnene op for, hvilke muligheder der er for at få løst tvister i Danmark. At vi har et neutralt og godt sted, hvor man sætter barren højt – blandt andet når det gælder noget af det allervigtigste for IT-branchen, nemlig forretningsfølsomme oplysninger om vores systemer.”

Af samme grund ser Anne Bloch Østergaard en god mulighed for at sætte voldgift på dagsordenen i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer.

”Voldgift er jo et aktivt valg i kontrakterne,” understreger hun.

Anne Bloch Østergaard

Forperson i IT-Branchens Policy Board for Regulatoriske Rammer. Ansat i IT-virksomheden Systematic, hvor hun i dag er Chief Legal Officer og General Counsel.

When parties consider their options for a seat of arbitration, the presence of the rule of law should consistently be a key factor. The rule of law includes fundamental principles such as legal clarity and certainty, procedural fairness and equality before the law. It also encompasses democratic accountability, transparency, independence, impartiality, and the absence of corruption. Denmark is a country that not only respects the rule of law but is fundamentally built on it. Every Dane would agree that it is the cornerstone of our legal framework

By Håkun Djurhuus, President of the DIA

Choosing the seat of arbitration is a strategic decision influenced by many elements. In my experience, Denmark’s continued top ranking in World Justice Project’s (WJP) Rule of Law Index – holding the number one position since 2015 – is not only underestimated, but in fact is among the strongest reasons why parties should select Denmark as a place of arbitration, especially when no one can predict what will happen in the world, either in the short or the long term.

The WJP Rule of Law Index refers to a global measurement initiative that ranks countries based on how they uphold the rule of law in practice not just in theory. Denmark has consistently secured this number one ranking by abiding by fundamental principles such as legal clarity and certainty, procedural fairness and equality before the law, independence and impartiality, democratic accountability and transparency, and lack of corruption.

Transparency International’s Corruption Perceptions Index reinforces Denmark’s rule of law ranking. Denmark has been ranked number one either alone or jointly for perceived lack of corruption since 2007, except for three years where it ranked number two.

Both rankings reflect a judiciary and public sector that are characterised by integrity, independence, and an exceptionally low risk of conflicts of interest.

Denmark is also a digital frontrunner. The UN’s E-Government Development Index has ranked Denmark number one globally since 2018 regarding progress of public digitalisation. In practical terms, this translates to streamlined, transparent, and highly efficient processes – influencing even complex, cross-border disputes.

Although these rankings have growing importance, especially in unstable and unpredictable times, choices regarding the seat of arbitration are not based on rankings alone. Other considerations are addressed below and include:

• Whether the jurisdiction follows the UNCITRAL Model Law on arbitration – Denmark is a UNCITRAL Model Law country.
• Existence and experience of any arbitral institute – the DIA is internationally oriented with over 40 years’ experience.
• Experience and support of national courts – Danish courts have repeatedly recognised the autonomy of the arbitration system and supported decisions rendered by arbitral tribunals.
• Pool of experienced arbitrators and arbitration counsel – Denmark has a large pool of arbitrators and counsel, who are highly experienced and skilled in international cases, many with legal qualifications from abroad.

In short, Denmark is a leading place to resolve arbitrations, not least owing to its consistent number one rankings for digitalisation, perceived lack of corruption and the rule of law.

Vilnius Arbitration Day took place on 12 September 2025 at the capital’s town hall. The theme was “Heroes of Arbitration”. The DIA was invited.

The DIA’s Andrew Poole was part of a panel discussing bias and impartiality at Vilnius Arbitration Day.

From the DIA’s view, impartiality is fundamental, not least to ensure the efficiency of the proceedings, the enforceability of the award, and the integrity of the arbitration system. The DIA’s rules and practice minimise the circumstances that give rise to successful challenges, e.g.:

1. Option for the parties to appoint jointly the President of the Arbitral Tribunal
2. Consideration of domicile, not just nationality, when selecting the sole arbitrator or President
3. Detailed declarations of independence provide examples of challengeable circumstances and asks for repeat appointment information over the past five years.

Roland Ziadé’s from Linklaters keynote provided the current status of arbitration from technology to the investment treaty backlash. He asked what is needed for the legitimacy of arbitration and reminded the audience that heroes of arbitration are not only legal experts but also technologists, strategists, leaders, etc.

Dr Knut Høivik from the University of Bergen took the concept of heroic arbitration further when he discussed arbitration as a hero, rather than specific individuals. Dr Høivik warned that many businesses may be sceptical of describing arbitration as a hero, but he gave advice as to situations where arbitration may be most likely to be so described. Situations such as when parties agree to arbitration for specific foreseeable disagreements, e.g. as regards price revision, and so there is little risk of damaging the parties’ relationship, and, more generally, when an award provides business guidance so that it can save time and costs in similar future disputes.

The day then split into two streams, doubling the knowledge-sharing. Examples included an entertaining Wild Western session on interim relief and a session on navigating stays and enforcement in times of insolvency. The day ended with a mini-concert from arbitration practitioners in a historic power plant.

The impressive day was flanked by many insightful pre-events on one side and by two invigorating post-events on the other: a run and a brunch.

Med en række faglige artikler markerer nogle af Nordens mest prominente voldgiftspraktikere 20-året for voldgiftsloven i et festskrift, som er udgivet i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days 2025. Emnerne spænder vidt – fra sager om bæredygtighed til anvendelse af generativ AI i voldgift. Deltag i konkurrencen, hvor der er tre bøger i spil.

I anledning af 20-året for voldgiftsloven har Voldgiftsinstituttet udgivet et Festskrift, hvor en række voldgiftspraktikere samlet giver et nuanceret indblik i status og udviklingen indenfor voldgift. Resultatet er et detaljeret billede af dansk voldgift anno 2025 – og samtidig en påmindelse om den betydelige udvikling, der er sket siden lovens vedtagelse.

”Først og fremmest er kompleksiteten i voldgiftssager blevet meget større igennem de 20 år, loven har eksisteret. Samtidig oplever vi en tydelig tendens i retning af både større samfundsmæssig interesse for voldgift som tvistløsning og et stigende antal sager med væsentlige økonomiske interesser på spil. Den udvikling er beskrevet meget flot i festskriftet gennem de forskellige indlæg,” siger Steffen Pihlblad, generalsekretær i Voldgiftsinstituttet, der er redaktør af festskriftet.

”Gennem artiklerne bliver det tydeligt, hvor meget voldgift har udviklet sig igennem 20 år. Det betyder blandt andet, at der er behov for en opdateret lovgivning, hvis vi fortsat skal tiltrække de helt store internationale sager og samtidig bidrage samfundsøkonomisk gennem effektiv konfliktløsning mellem virksomheder,” siger han.

Deltag i konkurrencen om en af tre bøger. Du deltager ved at like opslaget om bogkonkurrencen på LinkedIn. Printudgaven er udsolgt på forlaget.

Festskrift for voldgiftsloven er udgivet på DJØF Forlag og er støttet af Dreyers Fond.

Mød Noura Cheikh-Youssef, som er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. Det var studier på London School of Economics and Political Science, LSE, der for alvor åbnede hendes øjne for voldgift som ramme for konfliktløsning.

Under studietiden på Københavns Universitet valgte Noura fag ud fra interesse og nysgerrighed. Det, der umiddelbart kunne ligne ’en blandet landhandel’, viste sig da hurtigt at være en styrke, da civilproces kom på skemaet. Her blev interessen for proces og tvistløsning så stor, at hun besluttede sig for at søge mere viden på LSE, hvor hun læste international kommerciel tvistløsning – herunder voldgift.

“Pludselig kunne jeg se meningen med at have kendskab til mange juridiske områder – for det er netop i tvistløsning, man møder vidt forskellige problemstillinger. I London faldt tingene på plads for mig, godt hjulpet af inspirerende undervisere fra det internationale voldgiftsmiljø. De viste, hvordan reglerne skaber en ramme, der gør, at den, der har styr på processen, står stærkest i sagen,” siger hun.

Interessen for proces og konfliktløsning blev yderligere styrket gennem praktiske erfaringer i studietiden. Noura deltog blandt andet i ELSA Copenhagen’s Moot Court Competition 2022 og i Legal Debate Club og DLA Piper’s Property Law Moot Court 2021. Samtidig arbejdede hun som student med konfliktløsning og proces i advokatbranchen, hvilket gav hende et solidt billede af, hvordan processuelle greb og strategiske valg påvirker sagers forløb i praksis.

“Det, der fascinerer mig ved voldgift, er i høj grad, at partsautonomi er bærende. Parterne vælger selv deres voldgiftsdommere – ligesom de eksempelvis vælger sprog og retsregler for sagen. Sammen med tavshedspligten tiltrækker det store internationale virksomheder, og det er spændende at arbejde med, fordi der ofte er stor kompleksitet og meget på spil,” siger Noura Cheikh-Youssef.

“I sidste ende handler juraen for mig om mennesker – og i voldgift ser jeg juraens styrke i at skabe et samarbejdsrum, hvor konflikter kan løses konstruktivt.”

“Samtidig er voldgift også meget praktik. Opgaven er at tilrettelægge en proces, der rummer begge parters behov – ofte på tværs af tidszoner og kulturer. Derfor handler det ikke kun om jura, men også om kommunikation og kulturforståelse. Hver sag har sine udfordringer, og at være med til at skabe en ramme, der løser dem, giver rigtig god mening for mig,” siger Noura, der før juraen overvejede så forskellige studier som litteraturvidenskab og psykologi.

“I dag er jeg glad for, at jeg holdt fast i juraen – her føles det som om, mine interesser, som for eksempel psykologi, smelter naturligt sammen i noget, der giver mening for mig,” siger hun og tilføjer, at de forskellige interesser har udstyret hende med en stærk værktøjskasse, som hun tager med, når hun underviser jurastuderende i forskellige fag efter arbejde.

”For mig er undervisning både et menneskeligt rum og et fagligt værksted, der giver mulighed for at holde sig ajour på tværs af retsområder. I dag kan jeg understøtte undervisningen med anonymiserede eksempler fra voldgiftsområdet – hvilket giver god mening, da jeg holder meget af at formidle mit fag. Det var det samme fokus på klar og anvendelig formidling, der gjorde, at jeg her i foråret udgav et kompendium i insolvensret.”

Temaet er voldgiftsbehandling af tvister om dobbeltbeskatning mellem stater, når Copenhagen Tax Arbitration Conference 30. oktober samler topskatteledere, akademikere og rådgivere på Hotel Nimb ved Tivoli.

EU’s voldgiftsdirektiv fra 2017 fremhæver muligheden for at anvende voldgift til løsning af tvister om dobbeltbeskatning mellem medlemsstater. Det vil give mulighed for at vælge dommere med skatteretlig ekspertise, skræddersy processen og afslutte den med en bindende afgørelse.

”Tvister om dobbeltbeskatning er i høj grad egnede til at blive løst ved voldgift, fordi der er forskellige jurisdiktioner involveret, og Voldgiftsinstituttet stiller gerne sin ekspertise til rådighed på et vigtigt område. Det håber vi at kunne sætte fokus på ved denne konference,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der er medarrangør af Copenhagen Tax Arbitration Conference.

En af hovedarrangørerne advokat Stine Andersen, partner hos Andersen Kaer, ser konferencen som et vigtigt skridt i retning af at få flere skatteretlige sager løst ved voldgift.

“Vedtagelsen af EU’s voldgiftsdirektiv i oktober 2017 var en milepæl, fordi det skabte et fælles europæisk grundlag for effektiv løsning af tvister vedrørende dobbeltbeskatning på tværs af de landene i EU,” siger Stine Andersen.

“For voldgiftspraktikere giver konferencen viden om, hvordan voldgift kan få større betydning for løsning af disse tvister i fremtiden. Her spiller særligt fleksibilitet og muligheden for at håndhæve gennemførelsen af en afgørelse ved domstolene en vigtig rolle for netop at anmode skattemyndighederne om at finde en løsning via forhandling og – når det ikke viser sig muligt – voldgift. Voldgift er i forvejen kendt som en effektiv mekanisme til at løse tvister, som involverer stater,” siger hun.

Deltag når danske og udenlandske skatteeksperter og praktikere samles i København for at sætte fokus på fremtidens løsning af internationale skattetvister og voldgift.

30. oktober 2025: 09:00 – 16:00
    H.C. Andersen Hall, Hotel Nimb/ Tivoli, København

    Konferencen arrangeres af ANDERSEN KAER Advokatfirma P/Si samarbejde med Voldgiftsinstituttet – The Danish Institute of Arbitration, Dansk Erhverv, KPMG ACOR TAX og Aalborg Universitet.

Blandt oplægsholderne er bl.a. Timothy Lyons KC, Pasquale Pistone, Rita da Cunha, Sarah Blakelock, Henrik Lund, Pernille Nygaard Rasmussen, Aldo Mariani, Susi Baerentzen og Rian Waaijer.

Se det fulde program og læs mere om oplægsholderne og tilmelding her: https://lnkd.in/de6PrG5P og https://lnkd.in/dvYYVGZu.

Konferencen er godkendt som relevant løbende obligatorisk efteruddannelse for advokater og advokatfuldmægtige med 7,5 lektioner.

The arbitration culture has developed over time, underlined keynote speaker at Copenhagen Arbitration Days, Ina Popova. She reflected on its diverse roots and shared belief in the value of arbitration as a conduct for peace, writes Global Arbitration Review.

“At the Copenhagen Arbitration Days, Ina Popova, partner at Debevoise & Plimpton in New York, argued that arbitration has “borrowed, blended and created” its own culture over time, reflecting its diverse roots and a shared belief in the value of arbitration as a conduit for peace,” writes Global Arbitration Review.

Ina Popova delivered the keynote address at Copenhagen Arbitration Days 2025. In her speech, she introduced the audience to the American British poet T.S. Eliot and the Danish philosopher Søren Kierkegaard, both of whom defined culture as encompassing social courtesy and a shared system of beliefs and values. She then presented Professor Lawrence Friedman’s concept of legal culture, focusing on attitudes, values, and opinions. Finally, she highlighted Jan Paulsson’s perspective on arbitration, marked by serenity and a distinctive sense of trust.

Today’s legislators who update national laws, judges who decide further to such laws and lawyers who practise under those laws, also contribute to what is arbitration culture. The present drive from certain actors for greater judicialisation, such as arbitrator codes of conduct, appeal mechanisms, and international standards for res judicata and privilege, is part of the culture as well. Even what we may perceive as unhelpful to arbitration culture, such as guerilla tactics, lack of transparency and lack of diversity, also tells us what we value.

“Popova concluded her keynote by noting that international arbitration is polycentric and richer for its multiple cultural roots. She proposed nurturing hybridity rather than standardisation and engaging in collaboration while still maintaining regional diversity, explaining that a healthy arbitration ecosystem resists uniformity and moves toward a single culture,” writes GAR.

Read more:

“Borrowed, blended and created”: Popova on arbitration culture – Global Arbitration Review

Der er endnu mulighed for at blive en del af Behind the Scenes, som er et nyt netværk for voldgiftstalenter med start i 2026. I spidsen for netværket står tre stærke profiler fra branchen, der vel vidende at voldgift er i vækst, brænder for at give deres viden videre til nye generationer. Send din motiverede ansøgning senest 1. november.

”Vi tager stafetten op igen for at ”give noget tilbage” til voldgiftsmiljøet ved at dele vores viden og erfaring med de yngre voldgifttalenter.”

Sådan lød det blandt andet fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen i AdvokatWatch, hvor hun i starten af september fortalte om det det nye netværk, Behind the Scenes, som hun sammen med partner Jacob Møller Dirksen og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har fået ideen til.

Julie Arnth Jørgensen kalder i nyhedsmediet voldgift ”betydningsfuldt” for dansk erhvervsliv, ”særligt når voldgift gennemføres effektivt og med høj kvalitet” og siger blandt andet:

”Det, som særligt adskiller voldgift fra domstolenes behandling, er, at processen er hurtigere og mere effektiv. Det kræver stort engagement i processen fra alle aktørerne – men hvad vil det sige, og hvordan gør man så det? Det er blandt andet sådan noget, vi kan drøfte i netværket, og eksempelvis se på hvilke redskaber man kan benytte.”

Både Jacob Møller Dirksen og Steffen Pihlblad ser netværket som et bidrag til at skabe et miljø, hvor de selv giver deres erfaringer videre, for at nye generationer kan udvikle sig fagligt og være med til at sikre, at danske voldgiftsspecialister også i fremtiden kan måle sig med den internationale standard.

Ambitionen er, at medlemmerne af Behind the Scenes efter et år har udviklet sig til et eksternt netværk, som er med til at skabe en dynamisk og professionel udvikling af voldgiftsbranchen i Danmark.

FAKTA

For at blive en del af Behind the Scenes skal du

• Være under 45 år, være advokat, virksomhedsjurist eller akademiker, og have interesse for voldgift.
• Have mulighed for at deltage i en rækkeworkshops i løbet af 2026. Mødeplan vil være klar i januar 2026.
• Sende en kort motiveret ansøgning til [email protected] senest 1. november 2025.
• Der er ca. 20 pladser på det første hold, der deltager i et forløb, som afsluttes ved udgangen af 2026.

Deltagelse i netværket Behind the Scenes er uden beregning.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Har i sit tidligere arbejde som advokat arbejdet med nationale og internationale voldgiftssager og har virket som voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Jacob har gennem en lang karriere arbejdet med voldgiftssager, herunder har han fungeret som voldgiftsdommer i et stort antal danske og internationale sager, blandt andet i regi af ICC, SCC og Voldgiftsinstituttet.

Steffen Pihlblad

Generalsekretær for Voldgiftsinstituttet. Steffen har fungeret som voldgiftsdommer ved eksempelvis ICC og har skrevet bøger og artikler om voldgift og været ansvarlig for gennemførelsen af mange hundrede sager ved Voldgiftsinstituttet.

I en ny podcast fortæller Katrine Tvede om sin vej ind i voldgift. En vej, som er anderledes i en dansk kontekst men symptomatisk for, hvordan det internationale miljø fungerer. I dag har hun et internationalt netværk, der er den direkte årsag til, at hun nu med base i London arbejder med blandt andet investeringsvoldgift, hvor der er astronomiske beløb på spil. Og så er hun ny formand for Young ICCA, som er et gratis tilbud til unge voldgiftsaktører med internationale ambitioner – det gælder blandt andet et mentorprogram.

”Min vej ind i branchen var lang og snørklet og bestemt ikke, som jeg havde forudset, men som nok ret symptomatisk for, hvordan det internationale miljø fungerer.”

I en ny podcast i serien Kvinder i Voldgift, fortæller ny formand for Young ICCA, Katrine Tvede, om sin karriere, og hvordan hun blandt andet har været omkring Arbitration Academy i Paris. Her hørte hun om muligheden for at tage en LL.M., hvilket var interessant blandt andet af den grund, at det var gratis for hende som EU-borger at deltage i programmet. Herfra foldede karrieren sig ud blandt andet gennem et processpil om investeringsvoldgift, som hun vandt. Og så kom jobtilbuddene fra udlandet.

”Da jeg startede i voldgift og alle talte om værdien af netværk, tænkte jeg, at det har jeg jo ikke. Men jeg fandt ud af, at det handler om at række ud, tage de muligheder, der byder sig, og gøre et godt indtryk. På et eller andet tidspunkt kan det være, at det leder videre til noget andet,” siger Katrine Tvede

”Når man arbejder internationalt, kommer vi alle forskellige steder fra, og på den måde er der højt til loftet og naturligt, at man lige overvejer, om den måde, man selv synes er den naturlige at løse en opgave på, nu også gælder de andre.”

Hør hele interviewet med Katrine Tvede, hvor hun også fortæller om at flytte til London og bygge sit private liv op på ny – ligesom hun fortæller om aktiviteterne i Young ICCA, som er et gratis tilbud til unge voldgiftsaktører og som har en række aktiviteter – blandt andet et mentorprogram.

Podcasten er den 10. i Voldgiftsinstituttets serie Women in Arbitration.

Hør podcasten på Spotify, Apple Podcast eller Spreaker. Søg på Women in Arbitration.

Podcasten er støttet af Dreyers Fond.

Læs mere om Young ICCA, det gratis medlemskab og programmer, som foreningen tilbyder unge voldgiftsaktører:

Opening the Doors of International Arbitration | Young ICCA

Den nyetablerede forening, International Construction Arbitrators Association, IntCAA, har oprettet en liste over erfarne voldgiftsdommere med særlig ekspertise i entreprisevoldgift. Listen gør det muligt at finde egnede voldgiftsdommerkandidater til de store og internationale entreprisesager, som for eksempel bliver ført ved Voldgiftsinstituttet, hvor aktørerne selv vælger de voldgiftsdommere, der afgør tvisten. Og det er der et stort ønske om i de helt store internationale sager, siger advokat Jacob C. Jørgensen, der sammen med advokat, dr.jur. Niels Schiersing optræder på den nye liste.

Forsinkelser, tekniske standarder, mangler og omtvistede ændringsarbejder er omdrejningspunkter i mange af de voldgiftssager, der hvert år bliver ført blandt andet i Danmark. Her udgør entreprisesager om tvister i bygge- og anlægsbranchen – som i mange andre lande – hovedparten af de voldgiftssager, der føres.

”Entreprisevoldgift er generelt kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet og en ekstremt omfattende bevisførelse. Tvisterne omhandler jævnligt komplicerede spørgsmål om fortolkningen af udbudsmaterialet, forsinkende begivenheder, jordbundsforhold og et væld af problemstillinger angående kvaliteten af arbejdet – det kan være alt fra svejsning og klimaskærm til materialevalg og designløsning,” siger Jacob C. Jørgensen, der er opført som Next Generation Member på IntCAAs liste.

Der er en grund til, at han har specialiseret sig.

”Det er et område, hvor det er vigtigt at have et ret indgående kendskab til, hvordan entrepriseprojektets risici fordeles imellem bygherren og entreprenøren under forskellige entreprisekontrakters vilkår – ligesom det er vigtigt at have erfaring med at bedømme divergerende eksperters holdninger til de forskellige byggetekniske problemstillinger.”

Derfor har den nyetablerede forening, International Construction Arbitrators Association (IntCAA) oprettet en liste over udvalgte voldgiftsdommere med særlig ekspertise i entreprisevoldgift. Listen er opdelt i tre sektioner: Arbitrators, Emeritus Arbitrators og Next Generation Members.

”Listen gør det nemt at finde egnede voldgiftsdommerkandidater til de store og internationale entreprisesager, som for eksempel bliver ført ved Voldgiftsinstituttet, hvor sagens parter selv vælger de voldgiftsdommere, der afgør tvisten. Særligt i sager, hvor der er store beløb på spil, har parterne en interesse i at kunne udpege deres egne voldgiftsdommere, hvilket ikke kan opfyldes hos Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, hvor der heller ikke altid er mulighed for, at parterne kan udpege egne ekspertvidner til at kaste lys over sagens tekniske problemer, projektforsinkelsernes omfang og årsager eller kvantificeringen af de økonomiske krav,” siger han og tilføjer:

”IntCAAs liste er inspireret af London Maritime Arbitrators Association (LMAA), der er den førende sammenslutning på området for maritime tvister. For at blive optaget – samt forblive – på IntCAAs liste, skal kandidaterne hvert år indberette de entreprisesager, de er involverede i og har afgjort. Det sker naturligvis i anonymiseret form. På denne måde sikrer foreningen sig, at de oplistede kandidater opretholder den nødvendige erfaring som voldgiftsdommere i internationale entreprisesager.”

Hos Voldgiftsinstituttet er man klar til at imødekomme ønskerne om rammerne om både danske og internationale tvister på entrepriseområdet.

”Det er helt grundlæggende i voldgift, at parterne selv kan vælge voldgiftsdommerne. Det gælder også i entreprisesager, som indledes ved Voldgiftsinstituttet. Det er meget vigtigt at vælge de rigtige voldgiftsdommere, hvilket kan være en stor udfordring. IntCAAs liste indeholder god inspiration til at finde kvalificerede kandidater på dette meget specialiserede område,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad.

Læs mere:

International Construction Arbitrators Assocation, ICAA | construction arbitrators

• International Construction Arbitrators Association (IntCAA) er en nystiftet forening af internationale voldgiftsdommere med ekspertise i internationale entreprisesager.
• Foreningen fører en offentligt tilgængelig liste over voldgiftsdommene, der har alle mangeårig erfaring i at afgøre internationale entreprisesager. For øjeblikket er der to danske voldgiftsdommere på listen: Advokat Jacob C. Jørgensen er next generation member og Niels Schiersing er full member.
• Kandidater kan ansøge om medlemskab via dette link: https://www.intcaa.org/application-for-next-generation

Offentlige bygherrer vil se i retning af institutionel voldgift i de store bygge- og anlægstvister, fordi processen er kendt for de udenlandske parter, mener Casper Gammelgaard. Det er en trend, som allerede er på vej, og det kan udvikle sig positivt for Voldgiftsinstituttet og hele Norden, der er kendt for sin pragmatisme, når det gælder voldgift.

Du er medlem af CiArb European Branch Management Committee. Hvor står dansk voldgift nu set med internationale briller?

Vi er et rigtig godt sted. Vi er kendt for at have en særlig nordisk pragmatisme og høj faglighed. I pragmatismen ligger, at vi opfører os fornuftigt og, frem for alt, ikke er konfliktoptrappende. Vi kan godt finde ud af at starte en sag uden en 100 siders PO1, men lægger stor værdi i at kunne gennemføre en god og smidig proces, fordi det er bedst for alle parter.

København er kendt for at være et godt sæde for voldgift. Vi har et professionelt institut, det er nemt at komme hertil med fly, hurtigt at komme fra lufthavnen til centrum, opbakning fra danske domstole og så ligger der en kæmpe tryghed i, at vi har top ratings indenfor mange felter – heriblandt Transparancy Internationals antikorruptionsindeks. Og så er vi likeable og easy going. Altså, folk føler sig velkomne og har tillid til vores faglighed.

Og hvordan oplever du Nordisk voldgift i dag?

I advokatbranchen anser vi jo ofte hinanden som konkurrenter, men når vi agerer som voldgiftsdommere er vi i højere grad kolleger, der gerne vil hjælpe hinanden – vi anbefaler gerne kolleger og der er en bevidsthed om, at vi i fællesskab kan løfte nordisk voldgift, uden at det sker på bekostning af hinanden.

Traditionelt har det svenske institut været en stærk spiller, men det danske står også stærkt, og når der kommer flere sager ind og dermed også flere voldgiftsaktører, breder udviklingen sig som ringe i vandet.

Jeg kan også se, at det finske institut – muligvis inspireret af Danmark og Sverige – er i gang med at profilere sig med ny ledelse og en mere udadvendt profil. Og det er ikke til skade for nogen. Succes hos den ene vil naturligt smitte af på den anden.

Og så igen – den nordiske pragmatisme og vores meget høje faglighed er kendt ude i verden, og vi skal på ingen måde føle os bagud i forhold til London og Paris. Jo, der er store internationale stjerner omkring os, men det er der også i Norden. Det kræver dog, at vi alle investerer tid og energi i sprede budskabet.

Hvordan ser du nordisk voldgift udvikle sig i fremtiden?

Vi vil se, at danske offentlige bygherrer vælger Voldgiftsinstituttet til i de store bygge- og anlægskontrakter i højere grad end tidligere – blandt andet fordi processen minder mere om de processer, som udenlandske parter er vant til. Det er en udvikling, som allerede er på vej.

Processen ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed kan for mange udenlandske parter fremstå meget speciel og mangle den partsindflydelse, som ellers er kendetegnede for særlig international voldgift. Det er ikke nogen kritik af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, men blot en konsekvens af, at regelsættet er meget tilrettet rent danske forhold og traditioner.

Jeg kender offentlige bygherrer, der i dag overvejer institutionel voldgift, hvilket ikke var sket for bare fem år siden. Så de sager kommer, og det vil komme flere, og det kan udvikle sig positivt for hele Norden, fordi vi har kæmpe viden og erfaring indenfor blandt andet energi og den maritime sektor. Men når det er sagt, vil en markant udvikling også kræve, at vi positionerer os rigtigt og fortsætte med at markedsføre os for at udbrede kendskabet til, hvordan vi håndterer processen og at vi har en række specialiserede og kompetente voldgiftsdommere, der står klar til at tage sagerne.

Hvad tror du der skal til for at Norden kommer til at stå stærkere internationalt?

Der er sket meget igennem de seneste ti år. For eksempel er sagstilgangen i Danmark steget markant. Jeg tror, at vejen frem er at slå mere på de nordiske værdier, hvis vi skal tiltrække flere af de helt store internationale sager. Ikke fordi, at der er noget nyt i vores nordiske pragmatiske, men det er et vigtigt parameter.

Jeg tror også på, at flere fælles initiativer på tværs af nordiske lande vil trække os i den rigtige retning. Jeg går selv i overvejelser om at skabe en nordisk afdeling, et såkaldt Chapter, under Chartered Institute of Arbitrators for at bidrage til, at vi får en større fællesskabsfølelse, som kan være med til at skabe et nordisk community. Personligt har min involvering i Chartered Institute of Arbitrators åbnet mange døre og givet mig en uvurderlig indsigt i også den praktiske håndtering af større internationale voldgiftssager, så jeg ved, at fællesskaber kan være virkelig gavnlige.

Hvordan ser du branchen udvikle sig?

I voldgift er det vanskeligt at profilere sig selv af den simple årsag, at vi ikke må fortælle om vores sager. Men jeg oplever, at vi er blevet bedre til at stå på skuldrene af hinanden. Eksempelvis må jeg gerne sige højt, hvilket institut der har udpeget mig, og på den måde kan jeg hjælpe andre i gang, for måske kunne de også se sig selv her.

Så er vi blevet bedre til at erfaringsudveksle og fortælle om, hvad kolleger er gode til. Når jeg bliver spurgt, om jeg kender en egnet voldgiftdommer, kan jeg altid pege på en, og det betyder samtidig, at jeg også står stærkere selv – både overfor den, jeg anbefaler, og overfor den, der har brug for min hjælp til at finde den rette person. På den måde hjælper vi hinanden med at blive synlige globalt, og der er en forståelse for, at det løfter os alle, og at det er sådan, at tingene vokser.

Hvis institutterne i Norden kan have samme tankegang, tror jeg, at det kan være med til at skabe et større fællesskab. Altså, at der kan vokse et stærkt nordisk mindset ud af det.

Hvor ligger udfordringerne?

Når du kommer fra et mellemstort kontor, som jeg gør, så er det positivt, at rollen som voldgiftsdommer er meget personbåret – du har dit eget brand, hvilket betyder, at det træder mere i baggrunden, hvilket firma du kommer fra.

Men det personbårne kan også blive en udfordring på sigt, hvis vi ikke hele tiden har fokus på den næste generation. For ti år siden var der få stjerner i branchen, nu er vi heldigvis meget bredere funderet, og man gør også mere for at finde morgendagens stjerner – for eksempel ved at tale om diversitet, som jo ikke alene handler om køn men også om alder og kulturel baggrund. Så ja, det er en udfordring, men jeg oplever også, at der er stort fokus på det og heldigvis stor interesse for faget voldgift blandt både studerende og unge advokater.

Hvor tror du, at vi er om ti år?

Der er en stærk tendens i retning, af at man både nationalt og på verdensplan vender sig mere mod voldgift som en foretrukken metode til tvistløsning. Den trend vil fortsætte.

Jeg tror også, at kompleksiteten bliver større, fordi vi vil se flere internationale sager, og de har ofte stor volumen, simpelthen fordi voldgift er bedre til at håndtere netop det inklusive de grænseoverskridende aspekter.

Og så vil der være en tendens til, at man i højere grad forventer, at voldgiftsdommere skal skabe fremdrift i sagerne. Her kan vi danskere gøre en forskel – netop fordi vi er pragmatiske, effektive og dermed bedre end andre til at ekspedere sagerne. Det er i alt fald klart min oplevelse, at danske voldgiftsdommere lægger sig meget i selen for at drive processen fremad vel vidende, at det også kræver, at man nogle gange må sige nej til sager, så man ikke jonglerer rundt med for meget. Det er jo begrænset, hvor mange sager du kan have kørende ad gangen, hvis det ikke skal gå ud for din effektivitet på den enkelte sag.

Casper Gammelgaard

Advokat (H), Managing Partner, Hjulmand Kaptain. Fellow ved Chartered Institute of Arbitrators (London) og Vice Chairman, Chartered Institute of Arbitrators European Branch

The Danish Institute of Arbitration and ICC Danmark wish to express its sincere gratitude to all sponsors for their generous and invaluable support of Copenhagen Arbitration Days 2025. Our sponsor’s contribution was essential to the success of the event, and we deeply appreciate this important commitment to fostering dialogue and excellence in the field of international arbitration.

Copenhagen Arbitration Days 2025 concluded with a debate on diversity in arbitration, drawing an audience of around 100 men and women. Following the debate, Nordic lawyers presented findings from a new study, Challenging Arbitral Awards, and the event was ended with a Speed Networking lunch together with Arbitral Women.

While rainy clouds settled over Copenhagen, a bright and engaging atmosphere filled Tietgens Hus, where the participants gathered to attend The Next Generation of Diversity in Arbitration.

Four experienced arbitrators – Tim Robbins, an independent arbitrator based in The Hague and Hong Kong; Mrinalini Singh from Plesner in Copenhagen; Eraldo d’Atri from Humphries Kerstetter in London; and Ashley Jones, Freshfields in London and a member of the Equal Representation in Arbitration Steering Committee – discussed what it takes to advance diversity in arbitration.

The session was moderated by Linnea Klingberg-Jensen, Kromann Reumert in Copenhagen who opened with the question: Where are we now?

Eraldo d’Atri reflected on how far the field has come:

“When I started in the industry, it was noteworthy if there was a woman on an arbitral tribunal. It stood out. Today, quite rightly, no one even makes a point of it, because it’s widely recognised that there are many highly qualified women in the field who are doing exceptional work.”

Mrinalini Singh agreed:

“We have certainly come a long way, but there is still significant ground to cover. The conversation about the need for more women in arbitration remains important – as does the question of who is actively engaging in that conversation. It cannot be a dialogue carried by women alone.”

Ashley Jones is a strong advocate for using data, and she highlighted measurable progress over the past five years:

“The statistics show that arbitral institutions are doing a fantastic job of appointing more female arbitrators. In fact, at several of the major arbitral institutions, institutional appointments include more than twice as many women as party appointments.”

The moderator then turned to the audience, asking how many had been involved in appointing arbitrators in recent years. Just over half raised their hands. She followed up: Had they considered appointing a woman? The response was overwhelmingly positive.

The panel addressed the barriers to greater diversity in appointments.

“One persistent misconception is that diversity and meritocracy are somehow in conflict. I strongly disagree,” said Mrinalini Singh.

“Appointments are – and must be – based on qualifications. That is beyond question. But in arbitration, visibility is also a challenge. Because proceedings are confidential, it can be difficult for colleagues to see your capabilities. That lack of visibility is, in my view, one of the biggest barriers.”

When asked how the field can move forward, the panel agreed that the moral argument – that it is simply right and fair to make room for women – may eventually lose its persuasive power.

Instead, a new framing is needed: one that sees diversity as essential for legitimacy and innovation. If arbitration is to reflect the societies it serves, it must evolve accordingly – and this benefits clients directly.

“Diversity is about more than gender. It also includes age, experience, and cultural background. If your tribunal doesn’t reflect the wider population, you’re missing out on something critical. It’s precisely the variety of perspectives that leads to sound, well-rounded decisions.”

NEXT GENERATION OF DIVERSITY IN ARBITRATION was held in collaboration with Young Arbitrators Copenhagen and was supported by a number of law firms, Dreyer’s Foundation. The event was kindly hosted by ICC Denmark.

Bech-Bruun hosted one of the four lunch seminars held as part of the Copenhagen Arbitration Days. The theme was the art of persuasion in arbitration, which sparked lively discussions and valuable insights. At the University of Copenhagen, Dahl Law and Poul Schmith also hosted sessions marked by strong participation and engaging debate.

At Bech-Bruun the seminar unfolded in two parts. In the first part, Jan Heiner Nedden, Hanefeld, Germany led an interactive session where participants responded via their phones to key questions on advocacy in arbitration.

The discussion touched upon issues such as: What is the ultimate aim of advocacy? How should counsel handle interruptive opponents? Should more resources be spent on written submissions rather than oral arguments? What will hurt your advocacy the most – what is the worst thing you have experienced? How should counsel adapt when facing a potentially biased tribunal member?

In the second part, a panel of experienced arbitration practitioners – Johan Sidklev, Roschier, Sweden, Marie Nesvik, Wikborg Rein, Norway, Kolja Staunstrup, Kromann Reumert, Denmark, and Tessa Rosenberg, Novo Nordisk, Denmark – provided insights on these questions, as well as their commentaries on the audience’s responses.

International arbitration is characterized by the involvement of different jurisdictions and legal cultures. This diversity poses challenges for counsel, as they may approach key procedural steps very differently. For example, the meaning and scope of “document production” can vary significantly depending on whether the case is rooted in a civil law or common law tradition. Similarly, approaches to opening statements differ: Nordic practitioners could often benefit from drawing inspiration from the international style. In some jurisdictions, moreover, it is common for tribunals to take over the examination of witnesses, which requires yet another adjustment from counsel.

On the delicate question of how to deal with a biased arbitrator, the panel noted that such cases are fortunately increasingly rare. They discussed the difficult considerations in deciding whether to raise a formal challenge against an arbitrator at all, given the potential negative impact if the challenge is dismissed. An alternative strategy, they suggested, could be to carefully record all incidents, raise concerns during the hearing, and make sure the other tribunal members are aware of the situation.

As for handling disruptive opponents, the advice was to avoid objecting to every single interruption. Often, the best approach is to let disruptions pass, as tribunals tend to notice poor behavior but have limited tools for sanctioning it beyond issuing a reprimand. From the audience, José Rosell suggested that it may help to convene a side meeting in a breakout room to de-escalate if both counsel act disruptively.

Another practical piece of advice was that respondents should not feel obliged to adopt the claimant’s structure and order when presenting their case. Instead, counsel should use the structure that best serves their client’s interests. Whatever structure is chosen, it is crucial to respect the time schedule, which should include allocating space for tribunal questions, and anticipating potential technical difficulties.

The panel also emphasized the importance of preparing parties and witnesses adequately – a step counsel often neglects. Even a simple one-page guide explaining practical rules, what to expect in the hearing room, and appropriate hearing room behavior can prevent missteps that otherwise reflect negatively on counsel.

The event was smoothly hosted and moderated by Johannes Grove Nielsen and Rasmus Schmidt, who noted that the inspiration for the seminar’s topic came from Mika Savola’s article “Ten Fail-Safe Ways to Irritate, Alienate and Antagonize Your Arbitral Tribunal” (ASA Bulletin, Volume 43, Issue 1, 2025, pp. 46–57).

Dahl Law

DAHL Law hosted a well-attended lunch seminar during Copenhagen Arbitration Day 2025, titled “Expert Opinions in Arbitration – How To?”

The panel featured Supreme Court Justice Julie Arnt Jørgensen; Tinus Bang Christensen, Partner at Deloitte Financial Advisory; and Lotte Eskesen, Partner at Gorrissen Federspiel. The discussion was moderated by Claes Wildfang and Christina Nissen from DAHL.

The panel explored the advantages, challenges, and practical use of expert witnesses in international arbitration and post-M&A disputes. Participants gained valuable insights into the roles of the lawyer, the arbitrator, and the expert – particularly how to effectively engage expert witnesses and avoid common pitfalls.

The seminar drew a diverse audience from both the legal and business communities, who actively contributed to the discussion and shared their experiences.

Poul Schmith

Poul Schmith welcomed practitioners to a Lunch Seminar on the intersection of arbitration and human rights. The seminar featured insightful lectures from panelists Dr. Toms Krūmiņš, Professor Dr. Jur. Mads Bryde Andersen, and Attorney René Offersen, each bringing their expertise to shed light on this complex topic.

The seminar explored whether an arbitral award can be set aside on the basis of human rights and the extent to which arbitral tribunals should take such rights into account when making decisions, noting that the European Convention on Human Rights was incorporated into Danish law in 1992. Key questions included: Where should the line be drawn between party autonomy and human rights? How should arbitral tribunals navigate situations where procedural efficiency in arbitration is in conflict with the guarantees of Article 6 of the ECHR? And perhaps most importantly, who determines the role of human rights within arbitration?

At the conclusion of the seminar, Attorney Paw Fruerlund moderated a lively panel discussion with questions from the attendees, raising broader issues of legal policy, the applicability of the ECHR and the balance between party autonomy and external judicial oversight.

The seminar emphasised both the complexity and the importance of the theme. While consensus was not reached on all points, the panel underlined that arbitration does not exist in isolation but interacts with human rights and broader public interests.

This event demonstrates the value of dialogue and knowledge-sharing in advancing arbitration practice and ensuring this practice evolves in step with human rights standards.

Please see here 18 June 2025 Supreme Court Clarifies Standard on Conflicts of Interest and here 20 Aug 2025 Ny højesteretsdom om inhabilitet for articles in the DIA newsletters regarding decisions in the respective Norwegian and Danish Supreme Courts on impartiality, where both courts referred to Article 6 of the ECHR.

University of Copenhagen

University of Copenhagen organized a lunch seminar on project management in commercial disputes.

Joana Geraldi, Associate Professor at Copenhagen Business School opened the seminar with the keen observation that project management is something many of us do all the time, but often in an incidental and reactive manner. In her presentation, she discussed ways to actively and strategically organize disputes as projects and apply theories of project management to reach a successful outcome.

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel followed with a fascinating discussion on the evolving role of external counsel. As disputes become more complex, they produce a number of complex sub-projects that require active project management. Henriette highlighted concrete strategies counsel can consider before, during and after proceedings, taking into account the broader commercial and economic implications of a dispute.

Tying it all together, Troels Libak Stollberg, Head of Legal and Compliance at Carlsberg Group, shared two well-known cases at Carlsberg Group – the dissolution of a joint-venture in Nepal and exiting Russia following the invasion of Ukraine – illustrating in detail the in-house perspective and challenges when managing such complex, cross-border projects and the interplay between legal, economic and commercial interests.

The seminar concluded with a lively discussion on how actors in a dispute can contribute to the successful management of the dispute, including the supportive role that arbitral institutes can play through predictability, efficiency and, importantly, neutrality.

Arbitration’s history gives us insights into its culture. Keynote speaker Ina Popova of Debevoise & Plimpton introduced us to TS Eliot and Kierkegaard, who started our journey with their definitions of culture that included social courtesy and a shared system of beliefs and values.

By Andrew Poole, Deputy Secretary-General at the DIA

The audience was transported skillfully and securely through definitions of, and contributions to, arbitration culture, arriving at three exhortations including encouraging the ideals of the merchants of peace.

Ina Popova of Debevoise & Plimpton kindly gave the keynote speech for Copenhagen Arbitration Days 2025. Her legal studies in three jurisdictions, her cases spanning continents and her roles for international bodies such as the ICC, IBA and ICCA, provided the basis to discuss the topic of how to establish an arbitration culture and how to get the most out of it.

Ina Popova introduced us to TS Eliot and Kierkegaard, who started our journey with their definitions of culture that included social courtesy and a shared system of beliefs and values. Attitudes, values and opinions were then presented as Professor Lawrence Friedman’s definition of legal culture. Thirdly, Jan Paulsson’s serenity and special trust characterised his definition of arbitration.

Arbitration’s history gave insights into its culture. Ina Popova evoked Aristotle and his emphasis on arbitration’s flexibility, she recalled the commercial approach of the medieval lex mercatoria tribunals, and she detailed the various arbitral institutions and legal instruments since the late nineteenth century, which promoted peace.

Today’s legislators who update national laws, judges who decide further to such laws and lawyers who practise under those laws, also contribute to what is arbitration culture. The present drive from certain actors for greater judicialisation, such as arbitrator codes of conduct, appeal mechanisms, and international standards for res judicata and privilege, is part of the culture as well. Even what we may perceive as unhelpful to arbitration culture, such as guerilla tactics, lack of transparency and lack of diversity, also tells us what we value.

After seamlessly guiding us through the contributions to an arbitration culture, Ina highlighted three points to establish one:

1. promote arbitration’s multiple cultural roots
2. have a shared system of fundamental beliefs and ask what we want those beliefs to be
3. encourage inspirational leadership from both institutions and individuals.

Ina ended with three exhortations as to how to make the most of the arbitration culture:

1. nurture the collegial habits that sustain the arbitration culture, as they help to bind the community
2. take note of the ideals of the merchants of peace
3. consider how we can support greater collaboration with all participants in the process.

The keynote gave the audience much to ponder, discuss and put into action, for the benefit of arbitration as a whole.

A panel expertly moderated by Independent Arbitrator Nina Lauber-Thommesen discussed the various ways cultural differences can influence a dispute – and important issues to keep in mind before, during and after arbitral proceedings.

By Sahra Arif, Counsel at the DIA

The panel consisting of Jawad Ahmad, Partner at Mayor Brown, Frank Bøggild, Partner at Kromann Reumert, and Independent Arbitrator Prof. Dr. Harald Sippel, drew on their vast international experiences shared examples of cultural differences in cases from Northern Europe to East Asia.

After illustrating how individual stakeholders in a dispute bring in perspectives and conduct that are deeply influenced by their cultural background, the panel discussed concrete issues arbitrators and counsel should consider, well before formal proceedings as well as after an award is obtained.

First, the panel discussed how beneficial it is to understand how certain conduct will be understood by the various parties in the dispute, for example, will initiating proceedings to formally preserve a claim be accepted during settlement negotiations or will it be seen as an escalation of the dispute.

As for the arbitration itself, the panel highlighted the benefit of possessing cultural competencies, noting that counsel should consider having local counsel when representing foreign clients and to proactively cooperate with opposing counsel. In relation to the arbitrators, the panel underlined the importance of knowing how an arbitrator’s home jurisdiction may have influenced their conduct as arbitrator and having the ability to adapt one’s style to the arbitrator, the opposing counsel and the parties.

The benefit being mindful of cultural differences

From an arbitrator’s perspective, the panel highlighted the balancing act of, on the one hand, having cultural sensitivity and on the other hand, avoiding misuse of that sensitivity. As a concrete example, the panel discussed party or witness behavior, noting that while certain behavior is considered respectful in some cultures, it may come across as untrustworthy in another. The panel emphasized that any good arbitrator must make themselves aware of any relevant cultural differences and through that awareness, the arbitrator should also be able to identify misuse of the arbitral tribunal’s cultural sensitivity.

As for the enforcement stage, the panel discussed the vastly different views parties can have after an award is rendered, noting that in some jurisdictions, a party may easily accept an unfavorable award, whereas in others, that is when the real dispute starts.

Through their insights and many diverse examples, the panel demonstrated the benefit of counsel and arbitrators being mindful of relevant cultural differences and considerate of how certain conduct before, during and after a dispute is understood by other actors in a dispute. Cultural competency will not only help mitigate unintended effects but can be a valuable resource if used proactively and strategically.

One of the highlights of the Copenhagen Arbitration Days was when Melanie van Leeuwen from Vanguard International Dispute Resolution, Paris, shed light from a different angle on selection of arbitrators.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General at the DIA

Selection of arbitrators is an evergreen topic in international arbitration. But how do you choose the best arbitrator? The answer may be: ask what Aristotle would have done.

Melanie van Leeuwen introduced the virtues for a full and meaningful life, as formulated by Aristotle in ancient Greece around 350 BC. Although the world has changed since Aristotle’s time, these fundamental virtues still seem worthwhile to consider when selecting arbitrators.

Aristotle’s twelve virtues are brief:

Courage that enables a person to take appropriate action in due time in challenging situations.

Moderation reminds arbitrators to fulfill their duties dispassionately. They cannot act on instinct or first impression and should not let their personal preferences carry them away.

Generosity in providing efficiency when carrying out their duties and not wasting the parties’ time and money on facilities and tasks that are not necessary to resolve the dispute.

Magnificence is about making oneself useful as servants of justice with graciousness, style and charisma.

Magnanimity in the sense that arbitrators shall in a calm, dignified and respectively manner perform their duties and exercise the powers to give the parties confidence in the conduct of the arbitral process.

Ambition is a reminder that arbitrators are selected for their ambitions to achieve expertise, experience and personal skills.

Patience is needed to comply with fundamental principles of due process and to ensure that all parties are afforded a reasonable opportunity to present their case and evidence.

Truthfulness goes to the heart of arbitral duty. Arbitrators must search for and establish the truth as objectively as possible.

Humour in the sense of most people welcome a smile or a good laugh during a hearing. This virtue comes with a word of caution as humor may get lost in translation when people from different cultural backgrounds are involved.

Kindness is – much like good humour – required to make social interactions pleasant.

Modesty is a reminder to the arbitrator to ensure that all participants are treated with respect and can leave the proceedings with their dignity intact.

Justice is the ability to distinguish right from wrong, and it is mastered by arbitrators who are troubled by undeserved good fortune.

Legal excellence is rarely sufficient to become an arbitrator by choice. In addition, arbitrators increasingly must deal with other challenges when exercising their duties. They are expected to display case management skills and conduct proceedings in a fair, impartial and efficient manner, while staying clear of the pitfalls of corruption, money laundering, sanctions etc.

In the face of such challenge, it is useful to reflect on how classical virtues can contribute to the selection of arbitrators to meet the twenty-first-century needs and expectations of arbitration users.

Niels Christian Ellegaard shared his reflections on artificial intelligence and its growing significance for arbitration. Transparency and accountability are essential to preserving the legitimacy of arbitration, he underlined.

By Noura Cheikh-Youssef, Counsel at the DIA

Niels Christian Ellegaard opened with a historical reference to 1994, when Martin von Haller envisioned “virtual courtrooms” with judges equipped with helmets and gloves. That vision never materialised – yet today, digital hearings and the role of AI in arbitration have become tangible realities.

Ellegaard highlighted three ways in which AI is already shaping legal practice:

• As a tool – for instance, spell-checking or basic summaries.
• As a source – facilitating research and legal information retrieval.
• As decision support – contributing to analyses and assessments.

The boundaries between these categories are, however, fluid. Even simple summaries may in practice evolve into decision support, underscoring the need for caution.

The AI Act and Arbitration

The rules of AI-high risk systems in the EU Artificial Intelligence Act, entering into force in August 2026, classifies arbitration as a high-risk domain. Arbitrators and parties will therefore have to adapt to new requirements concerning transparency, documentation, and human oversight.

The Need for Guidelines

International guidelines already exist – notably from Stockholm, Silicon Valley and The Chartered Institute of Arbitrators – addressing two key questions: What should be disclosed regarding the use of AI? And should there be restrictions on how AI may be applied?

According to Ellegaard, transparency and accountability are essential to preserving the legitimacy of arbitration.

Practical Recommendations

Ellegaard also set out a number of practical measures to guide arbitral tribunals and parties in navigating the safe use of AI:

• Agree on parameters early – the issue should be addressed already in Procedural Order No. 1.
• Apply the “human first” principle – AI may assist but must never replace human judgment.
• Secure consent – the use of AI should be subject to clear parameters or explicit party agreement.
• Ensure transparency – parties should disclose if AI has been used in submissions or summaries.
• Triangulate and verify – AI outputs should be double-checked, for example through multiple systems or fact-checking.
• Safeguard contradiction – opposing parties must have an opportunity to comment if material has been wholly or partly generated by AI.

Ellegaard concluded by emphasising the need for both national and international guidelines, ensuring that arbitration actors are not left to interpret the obligations of the AI Act in isolation.

Supreme Court Judge Julie Arnth Jørgensen received the Arbitrator of the Year award under CAD2025. As an arbitrator, Julie Arnth Jørgensen has demonstrated a deep understanding of the arbitration process, including leveraging the flexibility of the arbitration method to conduct even very difficult and complex cases quickly and efficiently. At the same time, she is aware of the differences that the role of the arbitrator entails compared to her work in the Supreme Court.

According to the statutes of the “Arbitrator of the Year”, the award is given to an individual who has made significant contributions to the development and recognition of arbitration as dispute resolution. The recipient must meet one or more of the following criteria: Exemplary work as an arbitrator in cases domiciled in Denmark. Made an extraordinary effort that has strengthened the Danish arbitration environment. Demonstrated special commitment to a significant and current agenda in the area of arbitration.

The winner of the “Arbitrator of the Year” 2025 abundance meets all the criteria mentioned above:

“First of all, Supreme Court Judge Julie Arnth Jørgensen has established herself as a highly recognised and sought-after arbitrator in both Danish and international arbitration,” Head of the Award Committee, René Offersen, said.

“As an arbitrator, Julie Arnth Jørgensen has demonstrated a deep understanding of the arbitration process, including leveraging the flexibility of the arbitration method to conduct even very difficult and complex cases quickly and efficiently. At the same time, she is aware of the differences that the role of the arbitrator entails compared to her work in the Supreme Court,” he said.

“Julie Arnth Jørgensen belongs to a generation that became involved in arbitration at an early age, which for her began with specialisation in arbitration law at the University of Copenhagen and New York University School of Law and led to appointments as an arbitrator already when she was in her 30s. Her unique career as a Supreme Court judge and arbitrator has not affected her straightforwardness and direct manner or her infectious enthusiasm and commitment to the development of the arbitration environment in Denmark.”

“Among her efforts to develop the arbitration environment are her participation in the formulation of the first Danish rules on the taking of evidence targeted at arbitration, her role as co-founder of Young Arbitrators Copenhagen and her acceptance of positions on the board of The Danish Arbitration Association and contribution to Copenhagen Arbitration Day.”

“Particular mention must be made of Julie Arnth Jørgensen’s exemplary efforts to promote the diversity agenda in arbitration, where one of her points is that women can help other women to move forward. “Look under the table!” was the answer to her address in a panel debate; The skilled female arbitrators undoubtedly exist. Most recently, Julie Arnth Jørgensen has written an essay on women in arbitration for The Danish Institute of Arbitration’s festschrift for the Arbitration Act,” said René Offersen, who presented the award winner with a brass sculpture and flowers.

We believe the timing is right

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, Copenhagen Arbitration Days introduce an annual tradition that honours a prominent profile in the arbitration community and at the same time contributes to strengthen Denmark’s position as a leading place for international arbitration.

“We believe the timing is right for this award because the professional standards among arbitrators in Denmark is exceptionally high. For several of our arbitrators, a Nordic background goes hand in hand with an international career and a global practice – and that deserves recognition,” says Steffen Pihlblad, member of the committee.

According to the statutes of the “Arbitrator of the Year”, the award is given to an individual who has made significant contributions to the development and recognition of arbitration as dispute resolution. The recipient must meet one or more of the following criteria: Exemplary work as an arbitrator in cases domiciled in Denmark. Made an extraordinary effort that has strengthened the Danish arbitration environment. Demonstrated special commitment to a significant and current agenda in the area of arbitration.

An independent committee of four members appointed by Young Arbitrators Copenhagen, The Danish Arbitration Association, ICC Denmark, and The Danish Institute of Arbitration select the recipient of the award. Anyone may nominate candidates for the award.

Copenhagen Arbitration Days are about more than just professional presentations and the exchange of knowledge in an international setting. It’s also about reconnecting with familiar faces, building new relationships, and sharing memorable moments. Explore and feel free to share highlights at LinkedIn and other SoMe platforms from an exceptional event.

VIEW AND DOWNLOAD THE PHOTO GALLERY HERE

It was late summer in Copenhagen when the seventh edition of Copenhagen Arbitration Days opened its doors to 250 guests who had travelled from places as diverse as Kuala Lumpur, Honolulu, Paris, and Oslo to connect with colleagues for a conference in a historic setting.

This year, Copenhagen Arbitration Days took over some of the city’s most iconic venues, hosting a series of events across the capital.

The program began with a reception in the King’s Garden, where the Hercules Pavilion served as the elegant setting for a special celebration: the launch of a festschrift for celebrating the anniversary of the Danish Arbitration Act.

The following day began bright and early. Young Arbitrators Copenhagen and Swiss Arbitration organised a morning run around the Copenhagen Lakes, followed by refreshments and breakfast. Meanwhile, Young ICCA hosted an early morning debate in partnership with The Danish Institute of Arbitration and Kromann Reumert.

Four fully booked lunch seminars took place at the University of Copenhagen, DAHL Law, Bech-Bruun, and Poul Schmith, covering topics regarding human rights and arbitration, the art of advocacy, project management in commercial disputes, and the role of expert opinions. In addition to substantive discussions, the lunch seminars offered valuable opportunities to reconnect with old colleagues and forge new connections.

A three-day program

From there, the event moved to the historic Odd Fellow Palace in the heart of Copenhagen, where Håkun Djurhuus, President of The Danish Institute of Arbitration, officially welcomed the guests:

“For the first time, Copenhagen Arbitration Day has become Copenhagen Arbitration Days. This year, we are proud to present a three-day program. This expansion is a testament to the support this event enjoys from our arbitration community. That support comes from institutions like the University of Copenhagen, from leading law firms, and – most importantly – from all of you who have chosen to dedicate your time to be here with us. To our international guests who have travelled to join us – your presence is deeply appreciated. It is essential not only to the success of this conference but also to the continued development of the Danish arbitration community.”

He continued:

“The Danish Institute of Arbitration remains the undisputed hub for arbitration in Denmark. Increasingly, major commercial disputes are resolved at the Institute. In recent years, we have seen well over 100 new cases annually, with both the number and value of disputes steadily rising.”

Aristotle and the ethical foundations of arbitration

Later, the scene was taken by a distinguished panel of arbitrators. Melanie van Leeuwen of Vanguard International Dispute Resolution in Paris drew connections between the philosophy of Aristotle and the ethical foundations of arbitration. She noted that truthfulness goes to the heart of arbitral duty. Arbitrators must search for and establish the truth as objectively as possible. She also underlined that humor in the sense of most people welcome a smile or a good laugh during a hearing. This virtue comes with a word of caution as humor may get lost in translation when people from different cultural backgrounds are involved.

At the gala dinner, Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, gave a memorable keynote speech, using the Danish restaurant NOMA as a metaphor. She explored the values behind its global success – attention to detail, innovation, and commitment to quality – and showed how these same principles underpin effective arbitration.

On Day II, The Danish Institute of Arbitration hosted the conference Next Generation of Diversity in Arbitration in collaboration with Young Arbitrators Copenhagen and ICC Danmark at Tietgens Hus. A lively debate on diversity in arbitration brought the conference to a close, with participants – both women and men – sharing insights on what it will take to move the arbitration community forward.

The day concluded with a presentation on the Challenging Arbitral Awards in the Nordics study, followed by ArbitralWomen’s Speed Networking session – which, for the first time, welcomed participants of all genders.

I en ny afgørelse om dommerinhabilitet understreger Højesteret habilitetsvurderingens dobbelte formål. Dels at undgå reel risiko for, at afgørelser påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at forebygge mistillid blandt parter og offentlighed til dommerens upartiskhed. Med afgørelsen fastslår Højesteret betydningen af tillidshensynet som et selvstændigt kriterium i habilitetsvurderingen. 

Af Amalie Damsgaard, stud.jur., Voldgiftsinstituttet

Sagen angik en straffesag mod en tiltalt, som i byretten blev dømt for blufærdighedskrænkelse og vold begået. Tiltalte blev umiddelbart før domsafsigelsen opmærksom på, at byretsdommerens søster var sagsøgt af tiltaltes mor for et større millionbeløb.

Tiltalte ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om hjemvisning. Landsretten fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at der forelå omstændigheder omfattet af retsplejelovens § 61, som kunne give anledning til rimelig tvivl om byretsdommerens fuldstændige upartiskhed. I sin korte begrundelse af habilitetsspørgsmålet lagde landsretten vægt på, at der ikke var oplysninger, der indikerede, at dommeren på tidspunktet for byretssagens afgørelse havde – eller burde have haft – kendskab til, at tiltalte havde et familiemæssigt bånd til sagsøgte i sagen mod byretsdommerens søster.

Tiltalte ankede herefter landsrettens dom til Højesteret med påstand om, at både byrettens og landsrettens dom skulle ophæves, og sagen hjemvises til byretten. Højesteret skulle dermed tage stilling til, om byretsdommeren ved behandlingen af straffesagen var inhabil.

Højesterets afgørelse

Efter retsplejelovens § 61 må ingen handle som dommer i en sag, når der i øvrigt – det vil sige udenfor de særlige tilfælde, der er nævnt i lovens § 60 – foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

I sin afgørelse af 24. juni 2025 henviste Højesteret til både EMRK-praksis og sin egen dom af 4. juni 2024 (UfR 2024.3832), hvor retten udtrykkeligt henviste til, at retsplejelovens § 61 tjener et dobbelt formål: At undgå reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, og at undgå, at der hos parterne eller i omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos blandt andet de dommere, der skal medvirke i sagen. Det sidstnævnte indebærer, at en dommer er inhabil, hvis der på grund af dommerens tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. For at føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder.

Med et flertal på fire ud af fem dommere lagde Højesteret særlig vægt på sidstnævnte led: Tilliden hos parterne og omverdenen.

Flertallet fandt, at der ud fra tillidshensynet i retsplejelovens § 61 forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om byretsdommerens fuldstændige upartiskhed.

I lighed med landsretten lagde Højesteret også til grund, at byretsdommeren ved straffesagens behandling ikke var bekendt med, at der verserede en sag mellem hendes søster og en anden person om et større millionbeløb. I modsætning til landsretten fandt Højesteret imidlertid, at dette ikke kan tillægges betydning ved habilitetsvurderingen, der – som anført – beror på tillidshensyn, som retsplejelovens § 61 blandt andet skal varetage.

Mindretallet i Højesteret (én dommer) mente i lighed med landsretten, at der allerede på grund af byretsdommerens manglende kendskab til sagen ikke forelå omstændigheder, som kunne rejse tvivl om byretsdommerens upartiskhed.

Højesteret slår således fast, at en dommer kan være inhabil, selv uden kendskab til de konkrete omstændigheder, der giver anledning til tvivl om vedkommendes habilitet. Det står herefter klart, at hensynet til parternes og omverdens tillid til domstolene fortsat er et vigtigt led i vurderingen af, om en dommer er inhabil.

Inhabilitet i voldgift

Ifølge voldgiftsloven og Voldgiftsinstituttets regler gælder der tilsvarende regler om inhabilitet, som der gælder ved domstolene.

Det fremgår af forarbejderne til voldgiftslovens § 12, stk. 2, at det beror på et skøn, om der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af forarbejderne, at forhold, som ville gøre en dommer inhabil efter retsplejelovens § 60, stk. 1, eller § 61, normalt altid vil give anledning til berettiget tvivl om en voldgiftsdommers upartiskhed eller uafhængighed.

I praksis skeles der ofte til IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, som har til formål, at bidrage til at fastsætte inhabilitetsstandarden for voldgiftsdommere. Mistillidstesten afspejles også i IBA Guidelines, hvor vurderingen af ”appearance of bias” på baggrund af objektive omstændigheder spiller en central rolle. Det er Voldgiftsinstituttets erfaring, at voldgiftsdommerne typisk gør sig store anstrengelser for at undgå, at der opstår reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn. Det ses imidlertid fra tid til anden, at voldgiftsdommerne ikke altid er lige så opmærksomme på det andet led i den toleddede inhabilitetstest – nemlig ”mistillidstesten” – som har til formål at undgå, at der hos parterne eller i omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos voldgiftsdommeren.

Højesterets afgørelse af 24. juni 2025 er en vigtig påmindelse om, at habilitet ikke kun handler om reel partiskhed, men også om, hvordan en dommer – eller voldgiftsdommer – kan opfattes udefra. Tillidshensynet udgør et selvstændigt og væsentligt kriterium, som ikke må overses i vurderingen af inhabilitet. Tillidshensynet må desuden indebære, at en dommer ikke kan holde sig i bevidst uvidenhed om omstændigheder, som i øvrigt kan føre til tvivl om dommerens habilitet. For voldgiftsdommere går dette hånd i hånd med informationspligten i voldgiftslovens § 12, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at den, der bliver kontaktet i forbindelse med en mulig udpegning som voldgiftsdommer, skal oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed eller uafhængighed.

Johan Tufte-Kristensen er ny formand for Young Arbitrators Copenhagen. Han håber at kunne samle endnu flere unge voldgiftsinteresserede omkring foreningen, der på trods af navnet er for voldgiftsinteresserede i hele landet.

Med Johan Tufte-Kristensen for bordenden af Young Arbitrators Copenhagen, YAC, bliver der ikke tale om en kæmpe revolution af den knap 13 år gamle forening, men snarere en videreførelse og forstærkning af de mange positive tiltag, der allerede er i gang.

Først og fremmest står flere aktive medlemmer højt på ønskelisten.

”Vi har mange aktive medlemmer, men vi vil gerne have endnu flere. Unge jurister bliver nemt overtalt til at prioritere debiterebare timer frem for faglige arrangementer i foreninger som vores, men man gør sig selv en tjeneste ved at prioritere foreningsarrangementerne. Det betaler sig på den lange bane, både intellektuelt og karrieremæssigt,” siger han.

Medlemmer uden for København står også højt på ønskelisten.

”Vi er også interesseret i aktive medlemmer fra andre byer end København, for på trods af vores navn er vi en forening for voldgiftsinteresserede i hele Danmark og voldgiftsinteresserede uden for Danmark, herunder fra Nordtyskland og Sydsverige.”

I dag har YAC 24 firmamedlemmer og en række individuelle medlemmer, herunder studerende og universitets- og domstolsansatte. Firmamedlemmerne kan hver især rumme mange individuelle ansatte med interesse for voldgift.

”Selv om du er ansat i et firma med et firmamedlemsskab, er det ikke sikkert, at du modtager vores invitationer. Hvis du ikke allerede modtager mails fra os, anbefaler jeg, at du sender os din kontaktinformation. Jeg anbefaler også at følge os på LinkedIn, hvor vi løbende deler invitationer og nyheder.”

Højt til loftet

Den øvre aldersgrænse er 45 år, og det betyder ifølge den nye formand, at medlemmernes voldgiftserfaring kan være begrænset.

”Det skaber et forum, hvor der er plads til at stille alle slags spørgsmål. Ingen skal holde sig tilbage af frygt for at fremstå uerfarne, og det er en kæmpe fordel. Det oplevede jeg selv, da foreningen blev oprettet i sin tid. Der var et helt andet rum for spørgsmål og diskussion end i andre faglige fora. Det gavner ikke kun de unge medlemmer, men også de lidt ældre, så det skal vi blive ved med at dyrke. YAC er et sted, hvor vi alle kan bidrage og lære noget af hinanden uanset alder og erfaring,” siger Johan Tufte-Kristensen.

Det er også en af grundene til, at foreningen fortsætter med at uddele sit årlige specialelegat. Prisen har været uddelt tre gange og er en vigtig tilbagevendende begivenhed for at fremme fagligheden og vise omverdenen, at danske studerende kan skrive specialer på højt niveau.

”Både specialelegatet og en ny vidensbank på hjemmesiden, hvor vi samler dansk litteratur og retspraksis om voldgift, har til formål at udbrede viden om voldgift.”

Samarbejdet med nordiske søsterorganisationer

Fagligheden er også det centrale, når YAC sammen med søsterorganisationer i Norden og Tyskland arrangerer internationale konferencer og workshops som Nordic Arbitration Day, der senest foregik i Reykjavik.

”Alene er vi en relativt lille andedam, men når vi går sammen med voldgiftsmiljøerne i Tyskland og de andre nordiske lande, udvider det horisonten for os alle. Tag et område som investeringsvoldgift. Det er ikke udbredt i Danmark, men i Sverige og Tyskland har de erfaring med området, så ved at holde arrangementer med miljøerne i vores nabolande kan vi få indsigt i netop den disciplin. Derfor er samarbejdet på tværs af lande vigtigt. Det giver os mulighed for at få input og inspiration af andre, som vi har et geografisk og juridisk fællesskab med,” siger Johan Tufte-Kristensen, der fremadrettet lover at fortsætte samarbejdet med søsterorganisationerne.

Johan Tufte-Kristensen

Lektor på Københavns Universitet. Har beskæftiget sig med voldgift i en årrække og har stor erfaring med rollen som voldgiftsdommer. Formand for Young Arbitrators Copenhagen.

Ulla Fabricius har med sine 35 år i branchen og en årrække som partner hos Njord tung erfaring med voldgift. Og den erfaring deler hun gerne med de unge kolleger, der har en drøm om at gå i samme karrierespor.

I denne podcast fortæller Ulla Fabricius blandt andet om, hvordan hun har håndteret den modstand, som hun har mødt undervejs i sin karriere, om hvad forskellige kvindenetværk har betydet for hende og hvordan hun har lært at række ud, for at få den synlighed, som er nødvendig for at blive udpeget som voldgiftsdommer.

”Jeg er gået ind i et nyt netværk, hvor vi rækker ud til hinanden. Jeg kommer ofte i en situation, hvor jeg skal udpege en voldgiftsdommer, og det er vigtigt, at jeg både kan foreslå mænd og kvinder, for det er der mange af mine klienter, der sætter pris på – altså at jeg har en diversitetstankegang,” siger hun blandt andet.

Lyt til nyt afsnit i Voldgiftsinstituttets podcastserie Women in Arbitration. Følg serien og find flere nye afsnit i løbet af august, hvor advokat Christina Nissen fra Dahl Advokater og advokat Jutta Thomsen fra Gorrissen Federspiel deler historierne om, hvordan de kom i gang med en karriere i voldgift.

Det er gratis at lytte med. Du finder podcasten på Spreaker, Spotify og Apple Podcast. Søg på Women in Arbitration.

Serien er støttet af Dreyers Fond.

I de rent danske voldgiftssager læner parterne sig stadig ofte op ad retsplejeloven. Men det vil ændre sig i retning af en mere international tilgang til processen, hvor der for eksempel er tradition for skriftlige vidnebeviser. Det giver en mere effektiv proces, siger Ole Spiermann, i et interview om, hvilke trends han oplever i branchen.

Hvordan har du oplevet udviklingen de seneste år?

Voldgiftsforeningen blev stiftet for godt tyve år siden for at skabe et miljø for advokater og andre med særlig interesse i voldgift, og jeg var selv med fra starten sammen med blandt andre min kollega hos Bruun & Hjejle Karsten Kristoffersen. I dag befinder vi os et fuldstændig andet sted. Danmark har et stærkt voldgiftsmiljø, som er drevet af aktørerne, og et institut, som stadigt styrker sit brand internationalt. Vi har vel ikke helt indhentet Sverige endnu, men ser du samlet på antallet af sager hos Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet, er Danmark godt med.

Hvilke trends oplever du i voldgift lige nu?

Der er stadig er ret stor forskel på, hvordan de nationale og internationale voldgiftssager bliver gennemført. Det er en bemærkelsesværdig forskel, som jeg tror vil blive udlignet med tiden, hvis andre er enige i, at en international tilgang er mere effektiv.

I de nationale sager læner danske advokater og dermed parterne sig stadig ofte op ad retsplejeloven. Det vil for eksempel sige, at der er en mundtlig forelæggelse af skriftlige beviser, og at vidner alene afgiver mundtlige forklaringer, ligesom der kan være lange afsluttende procedurer.

En anden trend er, at den effektivitet, som ligger i internationale sager, kræver et fortsat sikkert grundlag med grundlæggende retsgarantier. Om ikke andet fik vi i Danmark en vigtig påmindelse om det, da Højesteret i marts afviste at fuldbyrde en kinesisk voldgiftskendelse. Afgørelsen (UfR2025.1922 H), understreger vigtigheden af, at en part i en voldgiftssag modtager behørig meddelelse om sagen – og det siger jeg ikke alene, fordi jeg førte sagen for indklagede.

Ser du andre områder, hvor vi bør lade os inspirere af kolleger i udlandet?

Vi kan og skal arbejde mere med at få skabt større diversitet i Danmark.

Når jeg ser mig omkring i de forskellige faglige sammenhænge – det kan for eksempel være i London – og sammenlignes der med et møde i Voldgiftsforeningen, så er der tydelige forskelle. Og det handler ikke blot om antallet af kvindelige deltagere – mange steder i udlandet kan man opleve langt større diversitet på mange parametre.

Voldgift baserer sig i højere grad end retssager på personlig tillid, og allerede derfor er diversitet et plus. Hertil kommer så eksempelvis, at voldgift jo ikke bare handler om jura, men også om vurdering af fakta og beviser, og her kan det være nyttigt med flere vinkler på samme sag.

Hvordan forholder du dig til den udvikling, som du ser?

Gennem de sidste 20 år har det i hvert fald været min oplevelse, at det danske voldgiftsmiljø er blevet styrket. Tidligere havde vi Allan Philip, Per Magid og andre som lysende enkeltstjerner. Nu er der en anderledes bredde. For eksempel oplever jeg ofte danske voldgiftsaktører holde oplæg på konferencer i udlandet, og jeg ved, at også forskellige danske aktører bliver udpeget som dommere i store internationale sager. Det er ret positivt.

Noget andet er AI. Alle taler om det. Men vi mangler måske at se nytten af den ret store udvikling, der er sket. Men jeg tænker ikke, at vi skal se langt frem, før vi har live transskribering og live oversættelser på en måde, som skaber effektivitet og mulighed for, at alle kan bruge det sprog, som de finder naturligt, uden risiko for at miste detaljer.

Endelig tror jeg som sagt, at vi kan få meget ud af i højere grad at lade os inspirere af den internationale tilgang til voldgiftsprocessen også i de rent danske sager. En gængs opfattelse i Danmark har været, at skriftlige vidneerklæringer tager tid og fordyrer processen. Erfaringen viser bare, at rigtigt udarbejdede skriftlige erklæringer giver alle aktører i voldgiftssagen mulighed for tidligt at forstå sagen, hvilket jo altså også kan fremme forlig og dermed væsentlige besparelser.

Hvad mener du, der skal til for at skubbe udviklingen i yderligere positiv retning?

Egentlig tænker jeg, at dansk voldgift er et godt sted. Og der er også væsentlige fordele. Der er den fordel, at den vindende part kan få dækket alle advokatomkostninger, hvilket jo ikke er tilfældet ved danske domstole. Men der er også den fordel, at erstatningsniveauet i voldgift meget vel kan være højere end ved danske domstole, allerede fordi man ikke er afhængig af et domstolsudpeget syn og skøn.

Hvilke trends tror du vi vil se i fremtiden?

Jeg tror, at trenden med et stærkere dansk miljø, også set udefra, vil fortsætte og styrkes. Vi vil blive flere i branchen, der beskæftiger os med voldgift, og vi vil opleve endnu større snitflader internationalt.

I virkeligheden ser jeg heller ikke nogen grund til, at Danmark ikke på længere sigt kan komme helt op blandt de fremmeste voldgiftsnationer. Særligt København har et stærkt omdømme, og der kan også skrives godt hjem om det danske samfund og den danske arbejdsstyrke på relevante punkter, for eksempel økonomi, sprog og digitalisering. Samtidig har vi uafhængige domstole, der tjener som sikkerhedsnet under voldgift – også selvom domstolssystemet næppe vil slå en udlænding som det mest effektive.

Samlet set er det et virkelig godt afsæt for at få dansk voldgift til at vokse.

Ole Spiermann

Partner hos Bruun & Hjejle med speciale i tvister og undersøgelser. Har i de seneste år ført nogle af de største og mest komplekse rets- og voldgiftssager i Danmark, herunder for landets største finansielle virksomheder.

Ole Spiermann er tidligere professor i international ret ved Københavns Universitet. Han er modtager af Københavns Universitets Guldmedalje (1994) og af den engelske doktorgrad (Ph.D.) fra University of Cambridge (2000).

Johannes Grove Nielsen er ikke i tvivl om, at Voldgiftsinstituttet kan blive en endnu større spiller på det internationale marked. Det bliver en af hans mærkesager, når han tiltræder som nyt medlem af Instituttets bestyrelse.

Hvorfor engagerer du dig i Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Voldgift har altid været et reelt og effektivt alternativ til domstolene, men særligt i de senere år står voldgift særligt attraktivt. Jeg har arbejdet med voldgift igennem mange år og har faktisk altid haft den holdning, at vi i branchen har en fælles pligt til at få voldgift til at vokse og udvikle sig. På den måde bidrager vi til, at dansk erhvervsliv har gode muligheder for at få løst deres tvister hurtigt og sikkert, og uden offentligheden kikker med. Som advokater kan vi alle være med til, at det er en succes.

Hvilke mærkesager har du som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Når udenlandske parter vælger Danmark som sæde for en sag, er det et kæmpe kvalitetsstempel, som kan trække flere sager med sig. Vi har kun et vist antal sager i Danmark, så en udvikling i retning af flere sager med udenlandske parter, vil være det, der kan skabe en endnu større vækst for Voldgiftsinstituttet. Jeg ser et kæmpe potentiale her, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan blive virkelig store spillere også internationalt.

Også på nordisk plan ser jeg oplagte muligheder for at samarbejde. Der er ingen tvivl om, at det, der sker i verden lige nu, øger behovet for samarbejde, for ingen kan stå alene. Her er det oplagt, at vi ser mod nord, fordi vi har den lange fælles retstradition og et meget stærkt værdifællesskab, når det for eksempel gælder transparens, retssikkerhed og antikorruption. Det kunne også være oplagt at se mod Tyskland. Vi har allerede et samarbejde om voldgift med kolleger her – men dog ikke det samme stærke retsfællesskab, som vi har med de andre nordiske lande, og som rækker mere end 150 år tilbage. Med andre ord giver samarbejdet med Tyskland muligheder – men ikke helt de samme, som der ligger i Norden.

Endelig er jeg optaget af få næste generation med ind i loopet. I dag er vi en større gruppe advokater, der dyrker voldgift, og som har en del år tilbage, før vi runder pensionsalderen. Men tiden er kun til låns. Derfor må vi udvikle og dele viden med næste generation og på den måde sikre, at der kommer nye talenter ind i kredsen. Det ansvar ligger både hos universiteterne og branchen som helhed. Og det er især vigtigt i en tid, hvor voldgift er i ret stor vækst. Der bliver simpelthen brug for flere voldgiftseksperter, hvis vi skal fortætte med at holde det høje faglige niveau og den gode service.

Hvilken rolle ser du Copenhagen Arbitration Days spille i den udvikling?

Som seriøs voldgiftsaktør bliver du konstant inviteret til forskellige Arbitration Days, og havde du tid, kunne du rejse verden rundt og deltage i konferencer hver uge. Når kolleger udenfor Danmark på trods af det store udbud vælger at rejse til København for at deltage i Copenhagen Arbitration Days, viser det en kæmpe respekt for både vores jurisdiktion og institut. Derfor er det rigtig godt at se, at konferencen udvikler sig hele tiden og bliver mere bredt funderet, blandt andet ved at flere danske advokatfirmaer bliver inviteret til at afholde lunch seminarer som optakt til selve konferencen.

Når vi her hos Bech-Bruun i år har fået den mulighed, går vi ind i det med liv og sjæl. Vi vil gerne have, at deltagerne får en super oplevelse, og i år har vi vendt det hele lidt på hovedet. Vi sætter nemlig fokus på alt det, man ikke skal gøre i voldgift. Vi kommer til at engagere publikum og gøre det interaktivt, og så har vi et panel med top-voldgiftsaktører fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, der giver deres bud på, hvad de ser som rigtig og forkert. Vi håber på at få sjove eksempler og war-stories i et setup, som er langt fra det klassiske foredrag.

Hvordan ser du voldgift udvikle sig i fremtiden?

Jeg oplever allerede, at der er ret stor vækst. Det gælder både hos Voldgiftsinstituttet og hos advokaterne. Vi har i hvert fald hos Bech-Bruun oplevet en kæmpe vækst i voldgiftssager de seneste år – særligt er området for international voldgift virkelig i vækst. Derfor ser jeg også, at Voldgiftsinstituttet står foran en kæmpe mulighed for at vokse endnu mere. Hvis vi ser ti år tilbage, ville jeg som advokat i mindre grad end nu pege på voldgift, fordi sagen dengang ikke ville blive løst meget hurtigere her end ved domstolene. Den tid er forbi. I dag vil man i meget højere grad anbefale voldgift i de store kommercielle tvister, og det betyder, at der bliver lagt mange flere klausuler ind i kontrakterne. Grunden er både sikkerhed og hurtighed – hertil kommer fortroligheden og den høje servicering af parterne. Så jeg vil arbejde for, at vi i instituttet griber den gyldne mulighed for at vokse – men på en måde, hvor vi har øje for, at vi ikke drukner i vores egen succes ved at gå på kompromis med grundighed, faglighed og ikke mindst hurtigheden.

Det kan sagtens lade sig gøre. Alene af den grund, at der næppe kommer færre tvister i verden. Vi er i en brydningstid, og forandringer vil i deres natur skabe konflikter. Folk skal lære nye spilleregler at kende i den nye verdensorden, og så kommer der gnidninger, som oftest må løses med hjælp udefra.

Ja, og så må jeg jo nævne AI og spørge, om man kunne forstille sig at vælge robotten som et alternativ til den klassiske voldgiftsdommer. Kunne man forestille sig en fast track model, hvor Voldgiftsinstituttet tilbyder en AI løsning på baggrund af de tusindvis af kendelser, der allerede ligger i arkivet, som måske anvendes på de mindste sager under en vis grænse, hvis parterne altså er enige om den løsning? Det tror jeg fint kunne blive virkelighed. Men nok ikke lige i morgen.

Johannes Grove Nielsen

Partner, Bech-Bruun. Johannes rådgiver primært internationale klienter og har speciale i tvistløsning, herunder voldgift og særligt international voldgift især vedrørende erstatningsret og erhvervsret og post-M&A-tvister samt alle områder inden for sø- og transportretten.

I anledning af voldgiftslovens 20-års jubilæum i år, udgiver Voldgiftsinstituttet med støtte fra Dreyers Fond et festskrift med bidrag fra en række fremtrædende praktikere og teoretikere fra ind- og udland. Festskriftet giver både et billede af et mangefacetteret fag og en påmindelse om den markante udvikling, der er sket gennem årene. Festskriftet vil blive udgivet i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days, hvor deltagerne har mulighed for at sikre sig et gratis eksemplar af bogen, skriver Håkun Djurhuus.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Siden 2005 har voldgiftsloven udgjort rammen for behandling af voldgiftssager i Danmark, og den har dermed spillet en central rolle i udviklingen af Danmark som et attraktivt forum for løsning af både nationale og internationale kommercielle tvister.

I anledning af jubilæet udgiver Voldgiftsinstituttet et festskrift, hvor en række prominente voldgiftspraktikere og -teoretikere bidrager med artikler om voldgiftens udvikling og status i dag. Resultatet er et facetteret billede af voldgift i Danmark anno 2025 – og samtidig en påmindelse om, hvor stor en udvikling, der er sket siden lovens vedtagelse.

Udviklingen i dansk voldgift har især gennem de seneste mange år været markant. Stadigt flere store sager afgøres ved voldgift, som et fordelagtigt alternativ til domstolsbehandling. Dette skyldes ikke mindst fleksibilitet, et udgangspunkt hvor afgørelsen træffes inappellabelt ved blot én instans, muligheden for fortrolighed, og ønsket om en hurtig afgørelse, der giver parterne mulighed for at sætte et endeligt punktum. Dette er nogle af grundene til, at Voldgiftsinstituttet oplever en støt stigning i antallet af både nationale og internationale sager – og en tydelig tendens mod mere komplekse sager med væsentligt større økonomisk volumen.

Udvikling fordrer en lovgivning, der er tidssvarende og dynamisk. Voldgiftsloven er nemlig ikke blot en juridisk ramme for tvister, der løses her i landet – den er også et afgørende konkurrenceparameter i et globalt marked, hvor voldgiftsinstitutter kæmper om de største og mest prestigefyldte sager. En stærk lovgivning styrker ganske enkelt Danmarks position som foretrukket værtsland for international voldgift og skaber samtidig samfundsøkonomisk værdi ved at forbedre erhvervslivets adgang til effektiv tvistløsning.

Dansk voldgift står således her i 2025 på mange måder stærkere end nogensinde. Vi har tilknyttet nogle af verdens mest anerkendte voldgiftsdommere, opbygget et moderne og effektivt institut, og en praksis, hvor kvalitet og professionalisme er i centrum. Men positionen skal ikke tages for givet. Det kræver vedvarende fokus på at evaluere og opdatere de rammer, der understøtter vores rolle i det internationale voldgiftsmiljø.

Implementeringen af UNCITRAL’s modellov var et vigtigt skridt. Men det er ikke nok. Løbende modernisering og justering af voldgiftslovgivningen er nødvendig, hvis Danmark fortsat skal være blandt de førende jurisdiktioner for international voldgift. Et andet afgørende skridt er et stærkere nordisk samarbejde. At det kan komme alle til gode set i en international kontekst giver sig selv: Vi er fem lande med et 150-årigt juridisk fællesskab, vi deler i høj grad de samme grundlæggende retsværdier, og vi er verdenskendte for at have en nultollerance i forhold til korruption. Det er ingen hemmelighed, at alle i en urolig tid søger hen, hvor der er tryghed og høj retssikkerhed – det gælder også i voldgift.

Festskriftet er ikke blot en fejring af de første 20 år – det er også et oplæg til de næste. Tak til alle bidragydere til et fagligt tungt vidnesbyrd om, at dansk voldgift er i international topklasse – og en særlig tak til generalsekretær Steffen Pihlblad for idéen om at samle markante voldgiftsaktører om opgaven og for at påtage sig rollen som redaktør. Festskrift for voldgiftsloven udgives af DJØF Forlag og er støttet af Dreyers Fond.

Voldgift er et fag, hvor praktisk erfaring og faglig videndeling spiller en afgørende rolle. For at sikre en stærk fremtid for branchen er det nødvendigt at bygge bro mellem erfarne voldgiftsaktører og de unge talenter, som ønsker at gøre karriere inden for faget. Det er baggrunden for, at Julie Arnth Jørgensen, Jacob Møller Dirksen og Steffen Pihlblad nu starter et netværk for unge voldgiftstalenter, som skal være med til at sikre, at vi i Danmark er konkurrencedygtige, når der skal sættes navn på voldgiftsdommere.

Store kommercielle tvister bliver i højere grad afgjort ved voldgift frem for ved de traditionelle domstole. Det betyder, at behovet for flere voldgiftsaktører er stigende.  Samtidig skaber en øget internationalisering og specialisering i advokatbranchen nye muligheder for yngre advokater, der ønsker en karriere i voldgift.

Det er den korte baggrund for, at højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, Accura-partner Jacob Møller Dirksen og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har stiftet et netværk for unge voldgiftstalenter. Ideen er, at netværket – som har fået titlen Behind The Scenes – skal skabe en ramme, hvor erfarne aktører kan dele deres viden med de unge talenter, der er blevet udvalgt til en plads på holdet efter ansøgning.

”Hvis dansk voldgift skal være attraktivt både lokalt og internationalt, skal vi sikre, at vi hele tiden har en generation af kvalificerede fagfolk. Min oplevelse er, at mine yngre kolleger har stor lyst til at kaste sig ud i det, men måske ikke altid har modet. Ved at dele erfaringer og vores egen tilgang til faget kan vi forhåbentlig inspirere og bidrage til udviklingen,” siger Julie Arnth Jørgensen, der sammen med Jacob Møller Dirksen også var med til at stifte Young Arbitrators Copenhagen, YAC, i 2012.

Både dengang og i dag handler om at give næste generation bedre muligheder for at udvikle sig fagligt og at skabe netværk.

”Med netværket kan vi bidrage til at skabe et miljø, hvor vi giver vores erfaringer videre, som vi har oparbejdet gennem tiden,” siger Jacob Møller Dirksen, der ser en nødvendighed i at få et nyt hold af stærke voldgiftsaktører i Danmark.

”Den internationalisering, der sker – og som vokser markant i voldgift – betyder, at vi skal kunne måle os med konkurrenter udenfor landets grænser, og her må vi se i øjnene, at vi skal være knivskarpe.”

Selv deltog han i et udviklingsforløb via SCC/SAA i Stockholm for nogle år siden.

”Det gav mig rigtig meget både fagligt og kompetencemæssigt. Jeg fik igennem det år, som forløbet varede, et helt fantastisk netværk med sjove og dygtige mennesker, som jeg stadig har gode relationer til, og som jeg ofte mødes med. Og skal jeg pege på blot en enkelt ting, er netværket det vigtigste, som jeg har fået med mig derfra, fordi jeg nu er en del af en faglig cirkel, hvor vi dels har en fortrolighed, dels er fra samme generation. Det har en kæmpe værdi, og det er netop det, vi gerne vil være med til at skabe rammerne for, at andre unge danske voldgiftstalenter kan få adgang til. For mig giver det mening, fordi et blomstrende voldgiftsmiljø i dag er det, der på sigt kan betyde, at vi som branche på sigt i højere grad kan markere os internationalt.”

Ambitionen er, at medlemmerne af Behind the Scenes efter et år har udviklet sig til et eksternt netværk, hvorefter der vil ske en evaluering, inden der inviteres til en ny søgerunde.

”På den måde understøtter projektet instituttets ønske om at skabe et community omkring faget voldgift og bidrager til at skabe den nødvendige internationalisering og i øvrigt en dynamisk og professionel udvikling af voldgiftsbranchen i Danmark,” siger Steffen Pihlblad.

Boks:

Behind The Scenes skal

• Hæve standarden for faglighed, professionalisme og innovation inden for voldgift.
• Understøtte et stærkt fællesskab, der kan bidrage til vækst og udvikling i branchen.
• Skabe et netværk for unge aktører, der kan videreføres og udvikles efter pilotprojektets afslutning.
• Sikre at instituttet opleves transparant og tilgængeligt af brugerne.

Ligelig fordeling af mænd og kvinder samt deltagere fra hele landet.

Boks:

For at blive en del af Behind the Scenes skal du

• Være under 45 år, være advokat, virksomhedsjurist eller akademiker, og have interesse for voldgift.
• Have mulighed for at deltage i en rækkeworkshops i løbet af 2026. Mødeplan vil være klar i januar 2026.
• Sende en kort motiveret ansøgning til [email protected] senest 1. november 2025.
• Der er ca. 20 pladser på det første hold, der deltager i et forløb, som afsluttes ved udgangen af 2026.

Deltagelse i netværket Behind the Scenes er uden beregning.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Har i sit tidligere arbejde som advokat arbejdet med nationale og international voldgiftssager og har virket som voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Jacob har gennem en lang karriere arbejdet med voldgiftssager, herunder har han fungeret som voldgiftsdommer i et stort antal danske og internationale sager, blandt andet i regi af ICC, SCC og Voldgiftsinstituttet.

Steffen Pihlblad

Generalsekretær for Voldgiftsinstituttet. Steffen har fungeret som voldgiftsdommer ved eksempelvis ICC og har skrevet bøger og artikler om voldgift og været ansvarlig for gennemførelsen af mange hundrede sager ved Voldgiftsinstituttet.

Get ready for four lunch seminars on 4 September hosted by University of Copenhagen and leading law firms. Each seminar offers a fresh perspective on key issues in arbitration – from human rights to expert evidence, advocacy and project management in large disputes.

Poul Schmith offers a session on Arbitration and Human Rights, exploring the evolving boundaries of arbitrability and the growing presence of human rights clauses in commercial contracts.

At the University of Copenhagen, a panel dives into Project Management in Large and Complex Commercial Disputes, sharing real-world insights on how to handle scale, complexity, and coordination in arbitration proceedings.

DAHL Law hosts a session on Expert Opinions in Arbitration – discussing how expert witnesses can make or break a case, and how legal teams, experts, and arbitrators interact.

Bech-Bruun will focus on the subject How to Convince Your Arbitrator – and How Not To, a discussion on persuasive advocacy and what arbitrators really respond to.

All sessions include lunch and strong panels of experienced voices from practice, academia, and the bench.

For details and registration, check out the conference app: CAD 2025

This year, we invite the arbitration community to join us for an exceptional two-day conference featuring leading international and Nordic speakers, thought-provoking seminars and unparalleled networking opportunities, writes the DIA’s Steffen Pihlblad.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General of the DIA

The upcoming Copenhagen Arbitration Days will not only address current challenges in arbitration but also help shape the Nordic arbitration community of tomorrow. Topics will range from cultural diversity in arbitration to the growing role of AI, as well as how to build an arbitration culture and maximize its value.

Highlights include:
3 September

• Young ICCA Debut: The first-ever Young ICCA event in Denmark, in collaboration with Kromann Reumert and DIA.
• Lunch Seminars: Featuring top-level speakers from Denmark and abroad, organized by the University of Copenhagen, Poul Schmith, DAHL Law and Bech-Bruun.
• The Virtues of a Good Arbitrator: A keynote by Mélanie van Leeuwen (Vanguard International Dispute Resolution) on how to select the best arbitrator.
• Cultural Diversity in International Arbitration: A panel about how cultural perspectives influence decision-making, and what this means for arbitrators.
• How to establish an Arbitration Culture and Get the most out of it: A keynote by Ina Popova (Debevoise & Plimpton).
• Book Launch: Festskrift for voldgiftsloven – to celebrate the 20 years anniversary of the Danish Arbitration Act around 40 leading Danish and international practitioners are giving their perspectives on cutting-edge topics in the field of arbitration.
• Arbitrator of the Year: Honoring exceptional standards and internationally recognized excellence in arbitration.

4 September

• Morning Run and breakfast: Along Copenhagen’s scenic lakes.

5 September

• The Next Generation of Diversity in Arbitration: Hosted by ICC Denmark, DIA and YAC — an inclusive panel discussion on achieving gender balance in arbitration.

Why Attend?
Copenhagen Arbitration Days are a must for arbitrators, lawyers, judges, academics, in-house counsel, and all with a passion for arbitration. The event offers a unique opportunity to:

• Engage directly with peers and leading experts.
• Stay at the forefront of arbitration developments in the Nordics and beyond.
• Expand your professional network in an exclusive, high-level setting.

This year’s program is also available in our brand-new conference app, where you can register and keep the full schedule at your fingertips.

Join us for Denmark’s largest arbitration event — and a personal highlight of the year for many in our field.

Secure your place today — download the DIA conference app: CAD 2025

I hvilket omfang er et konkursbo bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler? Dette spørgsmål undersøger professor, Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i denne artikel, hvor han også drøfter, om konkursboer oftere bør søge tvister afgjort ved voldgift. Artiklen er et uddrag af hans faglige artikel, som vil blive publiceret i et festskrift for voldgiftslovens 20-års jubilæum i forbindelse med CAD 2025, hvor alle deltagere modtager et eksemplar.

Af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, dr.jur., Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

I erhvervsforhold er voldgift en anerkendt konfliktløsningsform. Når en erhvervsdrivende tages under konkursbehandling, forekommer det derfor ofte, at den erhvervsdrivende (skyldneren) forud før konkursen har indgået voldgiftsaftaler med nogle af sine medkontrahenter. Dette rejser spørgsmålet, om skyldnerens konkursbo er bundet af en voldgiftsaftale, som skyldneren har indgået inden konkursen. Det er naturligvis klart, at dette alene er tilfældet, hvis voldgiftsaftalen er gyldigt indgået, jf. herved voldgiftslovens § 7. Det forudsættes i det følgende, at dette er tilfældet, herunder at der er tale om en tvist, der efter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. voldgiftslovens § 6.

Såfremt der er indledt voldgiftssag og afsagt voldgiftskendelse inden konkursen, er voldgiftskendelsen bindende, jf. voldgiftslovens § 38, dvs. at voldgiftskendelsen har retskraft. Undtagelser hertil gælder kun i de i voldgiftslovens § 37 og § 39 nævnte særlige tilfælde. Kendelsens retskraft gælder også i forhold til skyldnerens konkursbo. Konkursboet er således bundet af voldgiftskendelsen og kan dermed ikke under fordringsprøvelsen i konkursboet nægte at anerkende et krav, som en kreditor har fået fastslået ved en voldgiftskendelse afsagt inden konkursen, medmindre kendelsen undtagelsesvis kan erklæres ugyldig eller nægtes anerkendelse efter reglerne i voldgiftslovens § 37 og § 39. I det følgende forudsættes det, at der ikke foreligger en ugyldigheds- eller nægtelsesgrund.

Hvis der ikke er afsagt voldgiftskendelse inden konkursen, er det derimod ikke i alle tilfælde klart, om konkursboet er bundet af skyldnerens voldgiftsaftale, det vil sige om medkontrahenten kan kræve, at en tvist mellem denne og konkursboet afgøres ved voldgift i henhold til voldgiftsaftalen. Et konkursbo er en selvstændig juridisk person. Konkursboet er med andre ord ikke identisk med skyldneren. Det ville imidlertid være forkert heraf at konkludere, at et konkursbo ikke er bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler. Et konkursbo succederer således som udgangspunkt i skyldnerens stilling.

Der er dog enighed om, at et konkursbo ikke er forpligtet til at lade konkursretlige spørgsmål afgøre ved voldgift. Konkursboet er med andre ord kun bundet af en af skyldneren indgået voldgiftsaftale, hvis tvisten angår ikke-konkursretlige spørgsmål, jf. U 2013.2238 Ø og U 1983.44 H.

Konsekvensen af, at konkursboet er bundet af en voldgiftsaftale vedrørende et ikke-konkursretligt spørgsmål, er ikke, at en kreditor er fritaget for at anmelde sit krav i konkursboet efter konkurslovens § 128. Men hvis konkursboet ikke anerkender det anmeldte krav, kan kreditor indlede voldgiftssag i stedet for at anlægge sag ved domstolene efter konkurslovens § 133. Voldgiftssagen skal formentlig indledes inden for 4-ugers fristen i konkurslovens § 133, medmindre kreditor inden for denne frist i stedet har anlagt sag ved domstolene. Konkursboet kan ikke slippe ud af voldgiftsaftalen ved at undlade at stille sin andel af sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten. Hvis kreditor ikke ønsker at ophæve voldgiftsaftalen (og anlægge sagen ved domstolene), kan kreditor vælge at stille hele sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten, jf. voldgiftslovens § 36, stk. 2. Hvis konkursboet undlader at deltage aktivt i voldgiftssagen, kan voldgiftsretten afsige kendelse på det foreliggende grundlag efter voldgiftslovens § 25, stk. 2. Hvis konkursboet ikke har deltaget i voldgiftssagen, vil en kendelse, der pålægger konkursboet at betale sagens omkostninger, alene indebære, at kreditor har et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, på de tilkendte sagsomkostninger. Hvis konkursboet deltager aktivt i voldgiftssagen, er kreditors krav på tilkendte sagsomkostninger, men ikke kreditors hovedkrav, et massekrav, jf. konkurslovens § 93.

Hvis konkursboet mener at have et ikke-konkursretligt krav mod en medkontrahent, som skyldneren har indgået voldgiftsaftale med, må konkursboet indlede voldgiftssag, såfremt konkursboet vil forfølge kravet. I en sådan situation vil konkursboet i sagens natur være nødsaget til at stille sin andel af sikkerheden for omkostningerne til voldgiftsretten. Pålægges konkursboet ved kendelsen at betale sagsomkostninger til medkontrahenten, er kravet herpå massekrav, jf. konkurslovens § 93. Medkontrahentens hovedkrav er derimod alene et massekrav, hvis konkursboet indtrådt i aftalen med medkontrahenten i medfør af konkurslovens § 55.

Ovenstående principper finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der verserer en voldgiftssag ved konkursbehandlingens indledning, det vil sige at konkursboet er bundet af en senere voldgiftskendelse, hvis sagen ikke angår et konkursretligt spørgsmål, jf. U 1983.44 H.

Kan og bør konkursboer søge tvister afgjort ved voldgift?

Som det fremgår af afsnit 1, har der været omfattende drøftelse af, i hvilket omfang et konkursbo er bundet af skyldnerens voldgiftsaftaler. Det modsatte spørgsmål, det vil sige om et konkursbo kan indgå en voldgiftsaftale, har påkaldt sig noget mindre opmærksomhed. I den litteratur, hvor spørgsmålet omtales, antages det, et konkursbo kan indgå voldgiftsaftaler, det vil sige at konkursboet ikke er forpligtet til at løse konflikter ved at anlægge sag ved domstolene. Denne adgang til at indgå voldgiftsaftaler gælder, uanset om sagen er konkursretlig eller ikke. Konkursboets adgang til at indgå voldgiftsaftaler må således ses som udslag af konkursboets almindelige adgang til at råde over boets aktiver, herunder boets (omtvistede) krav mod tredjemand. Et konkursbo kan indgå forlig med modparten eller sælge kravet mod denne til tredjemand. Dette gælder også rent konkursretlige krav såsom krav på omstødelse. Som det ”mindre i det mere” må det således klart antages, at et konkursbo kan indgå en voldgiftsaftale med modparten.

I praksis forekommer det vistnok sjældent, at konkursboer indgår voldgiftsaftaler. Og det kan egentlig undre, da man i nogle sagstyper umiddelbart skulle mene, at voldgift må være at foretrække frem for en sag ved domstolene. Konkursboet har en interesse i, at sager mod modparten behandles effektivt, da sagernes afslutning er en forudsætning for, at konkursboet kan afsluttes. Det er i kreditorernes interesse, at konkursbehandlingen ikke bliver længere end nødvendigt, da en langvarig konkursbehandling forsinker udbetalingen af dividende og ofte kan forøge omkostningerne ved konkursbehandlingen. En voldgiftssag vil ofte kunne afsluttes hurtigere end en sag ved domstolene, der i hvert fald i perioder har haft lange berammelsestider. En voldgiftskendelse kan ikke appelleres, og en voldgiftssag vil allerede af denne grund vare kortere end en sag ved de almindelige domstole, hvis dommen appelleres, og sagen dermed skal behandles i to instanser.

Det ses fremført, at den manglende adgang til appel er en ulempe ved voldgift, da man så kun har et ”skud-i-bøssen”. Efter min opfattelse er det en forkert betragtning. Voldgift giver mulighed for, at parterne får udpeget voldgiftsdommere med ekspertise inden for området. Sandsynligheden for, at voldgiftsretten træffer en rigtig afgørelse kan dermed siges at være mindst lige så høj som sandsynligheden for, at man ved domstolene med to ”skud-i-bøssen” rammer en rigtig afgørelse. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at vi ikke har specialiserede domstole (ud over Sø- & Handelsretten inden for nogle få områder). Sager ved domstolene om komplicerede spørgsmål såsom omstødelse og ledelsesansvar behandles således ikke af dommere med særlig specialviden om disse områder.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen

Professor, dr.jur., Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

Denne artikel er et uddrag af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersens artikel om emnet voldgift og konkurs, der udkommer i et festskrift for voldgiftslovens 20-års jubilæum. Festskriftet er støttet af Dreyers Fond og udgives på DJØF Forlag i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days 2025.

En hjørnesten blandt de internationale retskilder på voldgiftsretsområdet har fødselsdag. FN’s Kommission om Handelsrets (UNCITRALS) modellov om international handelsvoldgift fylder rundt.

Modelloven blev godkendt af UNCITRAL den 21. juni 1985, og FN’s Generalforsamling vedtog den 11. december 1985 en resolution, som anbefaler medlemsstaterne at tage modelloven i betragtning ved udarbejdelsen af national lovgivning om international voldgift. Modelloven er siden ændret i 2006.

Modelloven er udarbejdet for at hjælpe stater med at formulere og modernisere deres lovgivning om voldgift, så det sikres, at lovgivningen tager højde for de særlige karakteristika og behov, der gør sig gældende i international handelsvoldgift. Formålet med modelloven er således at bidrage til en ensartet lovgivning om voldgift i forskellige lande, så de retlige rammer for den internationale handel styrkes. Modelloven regulerer voldgift fra voldgiftsaftalens indgåelse, voldgiftsrettens sammensætning og jurisdiktion samt omfanget af domstolenes kompetence på voldgiftsområdet, til eventuel tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelsen. Enkelte vigtige spørgsmål er ikke behandlet i modelloven, herunder hvilke tvister der kan afgøres ved voldgift, og sagsomkostninger.

Modelloven udgør således et solidt grundlag for regulering af voldgiftsprocessen og afspejler en global konsensus om fundamentale voldgiftsprincipper, så som partsautonomi, ligebehandling af parterne og at hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Loven er således udtryk for fælles principper på voldgiftsområdet, som sikrer, at voldgift er en effektiv måde at afgøre tvister på under iagttagelse af de fornødne retssikkerhedsgarantier.

Modelloven er blevet ændret ved en enkelt lejlighed. Ved ændringen, som blev godkendt af UNCITRAL den 7. juli 2006, blev kravene til voldgiftsaftalens form moderniseret, så de bedre afspejler internationale kontraktstandarder, hvilket sikrer, at voldgiftsaftaler, der indgås elektronisk, for eksempel via udveksling af e-mails, også er omfattet af modelloven. Desuden blev der indført en detaljeret regulering af foreløbige retsmidler til støtte for voldgiftsprocessen.

Danmark og Norge er modellovslande

Modellovens betydning for udformningen af voldgiftslovgivning i de forskellige lande kan næppe overvurderes. Det fremgår af UNCITRALS hjemmeside, at der for nuværende er 93 lande, herunder Danmark og Norge – men eksempelvis ikke Sverige – som kan betegnes som såkaldte modellovslande.

For at opnå en status som ”modellovsland” kræves, at man i national lovgivning har benyttet modelloven som grundlag, at størstedelen af bestemmelserne i modelloven er medtaget, og at den nationale lov ikke indeholder bestemmelser, som er uforenelige med moderne international voldgiftspraksis.

En sådan harmonisering af lovgivningen har stor praktisk betydning for brugerne af voldgift. En status som modellovsland indgår sædvanligvis med betydelig vægt, når virksomhederne indgår voldgiftsaftaler, som i internationale sager ofte indeholder vilkår om fastsættelse af voldgiftsrettens sæde. Hvis et modellovsland vælges som voldgiftsrettens sæde, vil der alt andet lige være mindre risiko for at støde ind i specielle voldgiftsregler, som kan virke fremmede eller gammeldags for andre end lokale aktører.

Behov for opdatering af den danske voldgiftslov

Den danske voldgiftslov er som anført baseret på UNCITRALS modellov. I voldgiftslovens forarbejder blev det blandt andet anført, at en ny, moderne dansk voldgiftslov forventes at kunne bidrage til, at Danmark bliver et mere attraktivt forum for international voldgift til gavn for dansk erhvervsliv. Det er derfor vigtigt, at den nye voldgiftslov følger nuværende internationale standarder. Lovforslaget er på denne baggrund udformet med udgangspunkt i UNCITRALS modellov fra 1985.

Voldgiftsloven i Danmark blev vedtaget i 2005, det vil sige året før den ovennævnte ændring af modelloven. Det vil være et glimrende bidrag til fejringen af modellovens 40-års fødselsdag at opdatere den danske lov. Voldgiftsinstituttet har ved forskellige lejligheder – indtil videre dog forgæves – forsøgt at få lovgivningsmagten til at tage initiativ til at opdatere voldgiftsloven, således at de seneste ændringer af modelloven gennemføres i dansk ret, se navnlig publikationen Revision af voldgiftsloven, som findes på Voldgiftsinstituttets hjemmeside: https://voldgiftsinstituttet.dk/wp-content/uploads/2017/02/vgi_s-revision-af-voldgiftsloven-2017.pdf.

UNICITRALS modellov indeholder regler om brugen af foreløbige retsmidler, som giver voldgiftsretten kompetence til at nedlægge et forbud, mens sagen kører. Hvis Danmark implementerer reglerne, betyder det, at voldgiftsdommeren hurtigt kan tage stilling til eksempelvis et importforbud. Samtidig vil det være procesbesparende i forhold til i dag, hvor sådanne sager om foreløbige retsmidler går gennem domstolene, mener professor Peter Arnt Nielsen, der anbefaler, at Danmark implementerer modellovens nyeste regler – ligesom 49 andre stater allerede har gjort.

Du stod i spidsen for arbejdet med at lave voldgiftsloven i 2005. Hvordan har loven fungeret indtil nu?

Da vi nedsatte udvalget, som mundede ud i voldgiftsloven fra 2005, var det et stort behov for at få ny lovgivning. På det tidspunkt havde vi i over 30 år haft en sporadisk regulering, og det betød at mange helt grundlæggende principper – for eksempel om voldgiftsdommerens habilitet – ikke var reguleret. Det var som at have en over 30 år gammel bil, der fungerede, men som slet ikke kunne måle sig med moderne biler. Det var ikke tilstrækkeligt, og vi så derfor en mulighed at se nærmere på UNICITRALS Modellov fra 1985, som mange andre stater lænede sig op ad allerede i 1990’erne.

Modelloven er fantastisk, fordi den behandler voldgift fra indgåelse af aftalen, til der sættes punktum i sagen, om nødvendigt med fuldbyrdelse af kendelsen. Udbredelsen er efterhånden ret stor. Vi er 126 jurisdiktioner fordelt på 93 stater, som har implementeret loven helt eller delvist, og det giver den meget store fordel, at man på tværs af landene oplever, at voldgiftsprocessen kører efter kendte og ens principper. Selvfølgelig skal man altid undersøge, hvilke regler der gælder nationalt – det ligger i princippet om Modelloven, at de enkelte lande selv afgør, hvilke regler der finder anvendelse i det pågældende land. Men overordnet set er det betryggende at vide, at man kan forvente en stor ensartethed netop på grund af den fælles standard gennem modelloven.

Hvad betyder implementeringen af Modelloven for voldgiftsmiljøet i Danmark?

Uden at være alt for detailreguleret har vi i dag en procedure i voldgiftsloven eksempelvis for, hvordan og på hvilket grundlag man behandler indsigelser mod voldgiftsdommere, hvilket giver en stor tryghed. Et andet eksempel er den udtømmende opregning af ugyldighedsgrunde, som betyder at parterne med en stor grad af sikkerhed ved, hvad der kan gøre en kendelse ugyldig, og hvilken frist der gælder for at anlægge et ugyldighedssøgsmål. Der er også en stor tryghed i, at man efter fristens udløb kan regne med, at kendelsen står ved magt.

Vi kan se, at domstolene i Danmark dømmer efter voldgiftsloven på en måde, som svarer til den internationale praksis, hvilket er rigtig fint. For det er hele pointen og formålet med modelloven – at skabe en positiv genklang på tværs af landene og den øgede retssikkerhed, der følger med. På den måde er lovgivningen også med til at skabe et salgsargument for at tiltrække internationale sager til Danmark.

Voldgiftsloven har 20-års jubilæum i år. Hvornår er det tid til en opdatering?

Tiden til en opdatering er nu, og det gælder særligt i forhold til foreløbige retsmidler. Dog er det oftest sådan, at når man starter det lovforberedende arbejde og tager fat i et hjørne er det altid en god idé at se hele loven efter i sømmene.

Hvordan oplever du, at voldgift har udviklet sig siden den første lov fra 1972?

Der er stor forskel på, hvordan en voldgiftsret fungerer i dag i forhold til tidligere. I det hele taget var voldgift, før Modelloven vandt indpas, en lidt mere afslappet proces, hvor voldgiftsdommeren kom ind i lokalet, tog jakken af og på et passende tidspunkt måske forsøgte at forlige sagen. I dag ved enhver voldgiftsdommer, at opgaven er at afsige en kendelse, da man må formode, at parterne havde søgt en anden form for tvistløsning, hvis de havde ønsket et forlig.

En anden markant forskel i forhold til tidligere er, at der bliver brugt mere energi på sagerne. Der er oftere store beløb på spil, kompleksiteten er høj og giver mange bilag. Alt sammen kræver, at alle aktører i sagen er yderst velforberedte, og det kræver tid.

Overordnet set er tonen skærpet i sagerne. Vi ser for eksempel mange flere formalitetsindsigelser end tidligere – det kan være en frist, der ikke er overholdt eller nye argumenter, der bliver fremsat for tæt på hovedforhandlingen. Og det er som det skal være. Kendelsen kan ikke ankes, så derfor kræver processen en enorm grundighed og et højt fagligt niveau.

Desuden er der over årene sket en digitalisering af sagsbehandlingen og fleksibilitet i forhold til eksempelvis brug af online afhøringer. Alt sammen er med til at gøre hele processen mere effektiv.

Hvad ser du et særligt behov for at justere?

Modelloven fik i 2006 regler om udstedelse af foreløbige retsmidler fra voldgiftsretten, for eksempel arrest og forbud, mens voldgiftssagen kører – et konkret eksempel kunne være et forbud mod parallelimport af medicin. Efter reglerne fra 2006 har voldgiftsretten kompetence til at nedlægge et forbud, hvilket er naturligt nok af den grund, at voldgiftsdommerne jo allerede er inde i materien, og derfor hurtigt kan tage stilling. Samtidig er det i høj grad procesbesparende – og endelig også positivt for domstolene, der i forvejen er pressede af andre sager, og i så fald slipper for disse sager.

Jeg mener, at vi fra dansk side bør implementere 2006-reglerne – hvilket et udvalg under Voldgiftsinstituttet faktisk anbefalede justitsministeren i 2017. Det har dog endnu ikke ført til, at der er sket en ændring af voldgiftsloven – formentlig fordi der har været andre retspolitiske prioriteringer.  Men det er stadig aktuelt, hvilket andre lande har fået øjnene op for. Da vi kom med anbefalingen, havde 26 stater implementeret de nye regler om foreløbige retsmidler. I dag er tallet 49, og min anbefaling vil stadig være, at vi skal blive en del af samme klub.

Peter Arnt Nielsen

Professor på CBS og ekstern professor ved Europakollegiet i Brügge. Certificeret voldgiftsdommer og retsmægler. Forsker og underviser i dansk og international civilproces, voldgift og mægling samt dansk og international kontraktret. Medlem af flere lovforberedende udvalg og arbejdsgrupper i Danmark og EU samt ved Haagerkonferencen for International Privatret.

The Supreme Court of Norway has clarified the standards on conflicts of interest in arbitration, holding that a law firm’s client relationship does not automatically disqualify an arbitrator affiliated with that firm. The judgment offers important guidance on arbitrator impartiality and disclosure duties under Norwegian arbitration law, while setting a notably high bar for disqualification based on client relationships between an arbitrator’s law firm and a party to the arbitration, write Knud Jacob Knudsen and Johan Tufte-Kristensen.

By Knud Jacob Knudsen, partner, Simonsen Vogt Wiig and Johan Tufte-Kristensen, associate professor, University of Copenhagen

In a ruling issued on 19 May 2025, the Supreme Court of Norway clarified the standards on conflicts of interest in arbitration, holding that a law firm’s client relationship does not automatically disqualify an arbitrator affiliated with that firm. The ruling follows an appeal of the Hålogaland Court of Appeal’s decision of 3 July 2024, previously discussed in the DIA’s newsletter on 18 December 2024. The recent judgment from the Supreme Court offers important guidance on arbitrator impartiality and disclosure duties under Norwegian arbitration law, while setting a notably high bar for disqualification based on client relationships between an arbitrator’s law firm and a party to the arbitration.

The underlying arbitration concerned a dispute between shareholders in an industrial property and infrastructure company. One of the three arbitrators appointed was Stephan Jervell, who was a partner at the Norwegian law firm Wiersholm AS, where he had previously served on the board and subsequently become the managing partner.

The award was rendered in 2023, and the tribunal found that two of the shareholders had violated a shareholders’ agreement by blocking a proposed capital increase.

One of the unsuccessful shareholders later challenged the award, arguing that Mr. Jervell was disqualified due to Wiersholm’s ongoing representation of one of the parties to the arbitration in a separate environmental matter during the arbitral proceedings.

Under the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, firm-wide client relationships are listed on the orange list and thereby categorized as potentially disqualifying.

The Supreme Court’s reasoning

In its decision of 19 May 2025, the Supreme Court upheld the judgment of the Hålogaland Court of Appeal and thus the arbitral award. The court found that Mr. Jervell was not disqualified from serving as an arbitrator under the Norwegian Arbitration Act (“NAA”), despite his firm’s ongoing client relationship with one of the parties.

The Supreme Court emphasized that disqualification under Section 43(1)(d) of the NAA requires justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality or independence.

The court clarified that the standards of impartiality and independence under the NAA are broadly aligned with those under the Norwegian Courts of Justice Act (domstolloven), dismissing arguments that the standards should be either stricter or more lenient in arbitration.

The court seems to indicate that the specific standard found in the IBA Guidelines does not apply to the extent that the standard differs from the standard applicable to judges under the Norwegian Courts of Justice Act. However, the court did refer to the IBA Guidelines, stating that whether a lawyer is disqualified from being an arbitrator as a result of a client relationship with a party to the arbitration will depend on an overall assessment in which the nature, scope and duration of the client relationship are key considerations.

Furthermore, the court stated that if the firm with which the lawyer is affiliated – either as a partner or as a regular employee – has an ongoing assignment for a party to the arbitration which is not insignificant, the starting point is that the lawyer will be disqualified from serving as an arbitrator. This applies even if the client relationship is not managed by the given lawyer but by other lawyers in the same firm. In its specific assessment, the court acknowledged that while Mr. Jervell’s firm had represented the party from 2017 to 2023 in an environmental dispute, the court found the work to be limited in scope. The total fees amounted to NOK 1.9 million over six years, which the court considered to be an insignificant amount in the context of the firm’s billion-NOK turnover and its 240 attorneys-at-law and 46 partners.

The court noted that Mr. Jervell had no personal involvement in the matter and that the legal work was conducted in a separate department within the law firm. The firm’s large size reduced the risk of informal cross-influence or confidential information sharing across departments.

The court acknowledged that Mr. Jervell was a key person in the firm, but that this was not sufficient to outweigh the other factors of the case. The court therefore concluded that the circumstances did not give legitimate reason to doubt Mr. Jervell’s impartiality or independence.

Breach of disclosure obligation but no effect on the arbitrator’s impartiality and independence

The case also gave rise to two notable issues concerning the arbitrator’s duty of disclosure: the first related to the appropriate recipient of such disclosure, and the second to the implications of insufficient disclosure for the arbitrator’s impartiality and independence.

First question: Can an arbitrator satisfy the duty of disclosure by informing the appointing authority?

Mr. Jervell had not been contacted directly by the parties’ counsel, but by Helgeland District Court that acted as the appointing authority under Section 13(4) of the NAA. He provided certain information to the court, raising the question of whether such disclosure satisfies the requirement set out in Section 14(1) of the NAA.

A majority held that disclosure to the appointing court is sufficient, provided there is no clear indication that the court failed to forward the information to the parties. One of the justices disagreed, maintaining that the arbitrator should have taken steps to ensure that the parties were directly informed.

Second question: Can an insufficient disclosure give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence?

The parties disagreed on whether Mr. Jervell had, in fact, informed the district court of his firm’s assignment for the party. Although he had submitted a written statement declaring himself impartial, the court of appeal had “clearly” found that he did not disclose the client relationship.

The Supreme Court reviewed Mr. Jervell’s written statement but found no reason to overturn the court of appeal’s assessment. It was therefore concluded that he failed to meet the duty of disclosure under Section 14(1) of the NAA.

Nevertheless, the court found that the failure to disclose the client relationship could not be a decisive factor in the assessment of the arbitrator’s impartiality and independence.

Our comments

The ruling makes it clear that where a client relationship is limited and unrelated to the arbitration, and the arbitrator has no personal involvement in the engagement for the client, the relationship does not provide a basis for disqualifying the arbitrator or setting aside the arbitral award.

The ruling also indicates that while arbitrators are generally presumed to share the interests of their law firms, this presumption may be rebutted through a case-specific assessment.

In our view, the court offers a thorough and well-reasoned analysis of the applicable legal framework, but its conclusion reflects a somewhat lenient approach to the standard of impartiality and independence required of arbitrators. By considering an arbitrator as impartial and independent despite his law firm’s ongoing, multi-year client relationship with one of the parties, and despite his roles in the firm’s management, the judgment risks undermining confidence in the neutrality of arbitration.

There is reason to question if the court placed excessive weight on the proportionate size of the engagement relative to the firm’s total turnover, rather than recognizing the fundamental concern: that an ongoing client relationship spanning more than six years and generating NOK 1.9 million in revenue can reasonably give rise to an appearance of bias in the eyes of a reasonable and informed third party, especially when the arbitrator has been part of the firm’s management.

Despite its overall lenient approach towards the standard of impartiality and independence in arbitration, the ruling is commendable for clearly affirming that the standards align closely with those applied in court proceedings, consistent with established principles under Norwegian and Danish law.

The court’s extensive references to the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration increases the decision’s relevance for other jurisdictions outside Norway.

Knud Jacob Knudsen

Partner, Simonsen Vogt Wiig

Johan Tufte-Kristensen

Associate professor, University of Copenhagen

The DIA has demonstrated strong and commendable leadership in advancing gender equality in arbitration by taking concrete and impactful steps to promote the principles behind the Pledge and support women in the field. But it is all about intentional, ongoing effort – not just ticking a box, says Ashley Jones, Counsel at Freshfields, London, who is part of the Equal Representation in Arbitration Pledge Sterring Committee. At Copenhagen Arbitration Days she is part of a panel discussion about the future generation’s opportunities for having a career in arbitration.

How did the idea for The Equal Representation in Arbitration Pledge come about?

The Equal Representation in Arbitration (ERA) Pledge originated in 2015 as a response to the underrepresentation of women on international arbitral tribunals, which at that time was estimated to be around 10-12 percent.

Sylvia Noury KC, Partner at Freshfields and founder of the ERA Pledge, organised a series of consultation dinners in cities like London, New York, and Hong Kong, where stakeholders from various sectors of the arbitration community — corporate entities, states, arbitral institutions, practitioners, and academics — collaborated to draft the Pledge.

The ERA Pledge was officially launched in May 2016, in London. It aims to improve the profile and representation of women in international dispute resolution by committing to appoint women as arbitrators on an equal opportunity basis. The Pledge establishes concrete and actionable steps, such as ensuring committees and conference panels include a fair representation of women, considering female candidates in arbitrator lists, and publishing gender statistics for appointments.

What has happened with this agenda over the past years?

Over the past nine years, significant progress has been made towards greater gender equality in international arbitration. The ERA Pledge has helped shine a spotlight on the underrepresentation of women on arbitration panels and related roles. It has brought the issue into mainstream discussions within arbitration institutions, law firms, and corporate legal departments.

Over 5.800 organizations, arbitral institutions, law firms, corporations, and individuals worldwide have now signed the Pledge. Progress has also been made in terms of both the availability of data – most arbitral institutions now routinely publish statistics on the gender and nationality of arbitrators appointed in their cases – and the statistics themselves. Compared to the 10 percent in 2015, the proportion of women sitting on international tribunals is now around 26-30 percent. However, challenges remain. While the arbitral institutions are appointing many more women, party appointments of women have stalled at around 20 percent.

To address specific issues and regions, the Pledge has established a series of focussed subcommittees. These include regional ones for Africa, LatAm, APAC, India, the US and MENA as well as those focussed on corporates, young practitioners and the UK Bar.

What do you see as the most important change?

The most important change, in my view, is shifting the culture and mindset within the arbitration community to truly value and prioritise gender diversity as integral to quality and fairness – not just as a nice-to-have or compliance checkbox.

What are your thoughts on the Danish effort?

The DIA has demonstrated strong and commendable leadership in advancing gender equality in arbitration by taking concrete and impactful steps to promote the principles behind the Pledge and support women in the field.

These have included a series of ten interviews with female arbitrators sharing their career journeys and insights; a podcast series where female arbitrators from Denmark and internationally discuss their beginnings and what is needed to increase female representation in arbitration; and organising events such as fostering an open debate at Copenhagen Arbitration Days about experiences and challenges faced by women in arbitration.  These initiatives create meaningful visibility, community, and dialogue around gender diversity.

What do you think is needed to achieve a better balance between men and women in the industry?

Achieving better gender balance in arbitration requires a mix of cultural shifts, structural changes, and active commitment. The following are some of the ways to foster progress towards greater inclusivity and diversity in arbitration:

• Continued and Stronger Commitment to Initiatives Like the ERA Pledge
• Intentional Inclusion in Appointment Processes
• Mentorship and Sponsorship Programs
• Education and Awareness
• Leadership Opportunities
• Broader Diversity and Inclusion Efforts, including intersectional approaches addressing not just gender but also race, ethnicity, and other factors strengthen overall fairness and representation.

It’s about intentional, ongoing effort – not just ticking a box. The goal is a culture where gender balance is the norm because it’s recognised as essential to excellence, fairness, and innovation in arbitration.

You can find the ERA Pledge and more details about the global initiative on the website here: Equal Representation in Arbitration.

Half of the population are women, and therefore half of the best people are women, says Tim Robbins, independent arbitrator, the Hague and Hong Kong, who will be part of a panel discussion at Copenhagen Arbitration Days about the future generation’s opportunities for having a career in arbitration. He underlines that diversity, equity and inclusion is never a question about appointing less qualified candidates to roles. These initiatives are about ensuring that the best people have fair access to roles and are being considered on a level playing field.

How do you view the current developments in arbitration regarding the balance between male and female practitioners?

There are many reasons to celebrate developments in recent years with respect to the balance of male and female practitioners, with a number of organisations and initiatives making important progress. Looking to arbitrator appointments as a barometer, there has been a notable increase in the proportion of female appointees, with a number of institutions approaching or reaching gender parity in their appointments.

However, the statistics for party-appointed arbitrators leave room for a lot of improvement, and the retention of women in senior roles in private practice remains a work in progress.

 Where do you see opportunities to create more positive progress?

As DEI – Diversity, Equity, Inclusion – initiatives face some headwinds in the current political climate, I think there is a need for proponents of DEI, including with respect to gender diversity, to fight back and not to let the issue be defined by the detractors.

Equality is not a form of charity, and DEI initiatives are not about appointing less qualified candidates to roles.

These initiatives are about ensuring that the best people have fair access to, and are being considered for, those roles. Half of the population are women, therefore half of the best people are women. To compensate for historical inequality, some concerted efforts are required to achieve greater diversity so that the pool of candidates better reflects society as a whole.

 What is the importance of role models?

Role models are essential for helping to resolve these historical imbalances. The absence of representative individuals in senior roles – whether it be in respect of gender, national or ethnic origin, disability, sexual orientation or gender identity, or otherwise – can have an impact on an individual’s perception of their own worth and suitability for such roles.

In the absence of role models, whether consciously or subconsciously, individuals may begin to view that “different” aspect of themselves as a professional liability. As a result, they may attempt to suppress or compensate for that aspect of themselves, or choose not to pursue those opportunities at all.

The arbitration community continues to strive to make arbitration better, says Ina Popova, who is keynote speaker at Copenhagen Arbitration Days. Various projects for reform of national law, arbitration rules, and practice guidelines offer opportunities to address the needs of users, especially in a context of global instability.

You work from France and the United States. How do you see arbitration there?

In France, a March 2025 proposal for reform of French arbitration law seeks to make arbitration more effective, efficient, and adapted to the needs of users.

In the United States, courts are increasingly grappling with questions relating to recognition and enforcement of awards, such as sovereign immunity of States and procedural defenses to enforcement.

How do you see the global arbitration landscape developing? 

Arbitration is adapting to a diverse range of disputes, such as climate change, ESG, technology, and outer space.

Like other fields, we will need to reckon with the impact of AI.  As the field continues to evolve, we should not lose sight of its inherent flexibility and the opportunities that this creates.

What is top of mind in the international arbitration community right now? 

Geopolitical uncertainty will create risks for international businesses. Tariffs may have broad repercussions for international contracts, and the multilateral system is under threat.

Attacks on the legal profession, media freedoms and the rule of law around the world remain a point of concern.  At the same time, the arbitration community continues to strive to make arbitration better, through recent projects for reform of national law, institutional rules, and practice guidelines on issues like privilege, conflicts, and res judicata.

Ina Popova

Partner at Debevoise & Plimpton’s International Dispute Resolution Group and Special Situations team, and her practice focuses on international arbitration, international litigation and public international law. Ms. Popova is admitted to practice in Paris and New York.

Ms. Popova is recognized within the legal community as one of the top international lawyers of her generation. She sits as arbitrator and serves as counsel in a broad range of international matters, and is a former Member of the ICC International Court of Arbitration (2018-2024). Ms. Popova speaks French, Spanish, Italian, Portuguese and Bulgarian.

A panel discussion on culture as both a challenge and a resource, the qualities of a good arbitrator, and the importance of supporting the next generation’s career opportunities in arbitration—these are key topics at this year’s Copenhagen Arbitration Days. But the two-day conference offers much more. The program is packed with excellent speakers and includes a range of seminars that encourage networking and in-depth discussions on current professional issues.

Explore the conference app and register here.

Shaping the Nordic arbitration community of tomorrow takes more than ideas and intention. Culture matters. So does foresight, collaboration — and increasingly, AI, which soon will become a key tool in arbitration practice. It is a pleasure to present the program for this year’s Copenhagen Arbitration Days, which will take place on 4 and 5 September 2025. As in previous years, top profiles are on stage during the conference, writes Håkun Djurhuus in his editorial.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

It is a pleasure to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Days, where leading practitioners will explore how we grow and shape the arbitration community of tomorrow. Over the past seven years, this annual conference has developed from an ambitious idea into a high-level professional event with a strong focus on hot topics within the field of international arbitration that supports essential growth and improvement of the services to the users of arbitration.

I am honored to present an outstanding two-day program, and it is a great pleasure to thank our speakers — some of the most respected practitioners in the field. It provides a chance to discuss key issues, connect with colleagues, and gain insight into international developments in the field.

This year, we are delighted that the event takes place at wonderful The Odd Fellow Palace right in the heart of the old part of Copenhagen – an historic palace built between 1751 and 1755. The palace is a perfect frame for our conference, a drinks reception and dinner. In order to promote our arbitration community and to recognize a distinguished professional in the industry who truly deserves the honor, we wish to launch the new award Arbitrator of the Year. This event will mark the conclusion of the conference, followed by a dinner, where the prominent Danish practitioner Henriette Gernaa, Gorrissen-Federspiel, will deliver our traditional dinner speech.

To underline the importance of achieving greater diversity among arbitrators, ICC Denmark, the DIA and Young Arbitrators Copenhagen invite both women and men to the dedicated event Next Generation of Diversity in Arbitration on 5 September. This event will take place at Tietgens Hus – also in the center of Copenhagen.

In connection with this event ArbitralWomen – an international non-profit organization dedicated to promoting the professional advancement of women in dispute resolution – will host a lunch and speed dating event.

Finally, we would like to thank our sponsors, including our main sponsor, the Dreyers Foundation. Without your support, it would not be possible to organise the Copenhagen Arbitration Days.

Explore the program and register here.

This year’s Nordic Arbitration Day was held in Reykjavik and was a resounding success from introductory drinks to post-conference dinner. The engaging sessions and networking coffee breaks flowed effortlessly. The DIA’s Andrew Poole briefly summarises.

By Andrew Poole, Deputy Secretary-General

The first panel focused on what was best in Nordic arbitration and trust, pragmatism and lack of corruption were discussed. General trust in the system allows for smoother proceedings, likely leading to their being cheaper and quicker. Pragmatism means lawyers are solution-minded so that the focus is resolving the parties’ dispute rather than dwelling on non-determinative legal intricacies. Lack of corruption gives confidence to parties that there is minimal chance that arbitrators and courts are partial.

The second panel focused on the energy transition, particularly as regards construction. Lower margins meant that there was less room for settlement and more for arbitration. We heard that the arbitration process has various tools to help with resolution, such as partial awards, expedited rules, and procedures beforehand such as mediation through multi-tier clauses. Suggestions also included involving experts as early as possible, avoiding bundling of claims, and using standing dispute boards if the value of the project justifies it.

The keynote speaker, Robert Spano, a former president of the European Court of Human Rights, gave a commanding speech on legal drafting. He highlighted principles such as:

1. Be clear, it is more persuasive
2. Respect the reader and their available time
3. Do not argue all available legal points, select the strongest and argue them fully
4. Be balanced and proportionate to the value of the claim
5. Adapt to the court or tribunal for which one is writing, e.g. a civil law tradition, a more formalistic tribunal, etc.

The third panel gave recommendations as to how to approach an arbitration from start to finish. Recommendations included checking which party can actually bring a claim as companies may not be clear on this, especially in M&A transactions, and ensuring that the specific institutional rules are understood. Moreover, lawyers can assist as regards witness statements, e.g. by taking interviews before drafting and they should not only prepare witnesses for potential tribunal questions on statements but also themselves.

The fourth panel focused on careers. Participating in the Vis Moot, working at an institution, acting as tribunal secretary, finding a niche area such as damages, being cross-jurisdictional and being able to adapt advocacy to different legal norms, all help. Different options of in-house litigation counsel and boutique firms were also raised as the former can be welcomed by companies owing to their aims to reduce litigation costs and the latter potentially allows one to obtain that first arbitrator appointment more quickly.

The last session was a NAD regular, the soapbox debate, an informal and entertaining session on a relevant topic. This year it was “Time for a Pan-Nordic Arbitration Institute?”. The speakers for the topic said that if we want to compete globally, combining the Nordic institutions makes sense, and a combined institution would benefit from the Nordic brand and from economies of scale. There would also be benefits for:

1. ESG owing to the combined institution’s being a global thought leader
2. Parties owing to increased use of the pragmatic Nordic model, that is a mix of common and civil law
3. Nordic lawyers owing to increased visibility and practice of Nordic arbitration

The speakers against argued that there would be a loss of what makes each individual jurisdiction unique and of the benefits of having a local institution. Power struggles and focusing on what is best for lawyers may also detract from what is best for the parties themselves.

This year’s NAD was the final in the cycle of holding a conference in each of the Nordic countries for younger arbitration practitioners. Thank you to the organisers for an insightful and compelling couple of days. Next year the conference returns to where it began, Stockholm.

Den 20. marts 2025 afsagde Højesteret en principiel afgørelse vedrørende fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse i Danmark. Afgørelsen understreger vigtigheden af, at voldgiftsretten sikrer, at en part i en voldgiftssag dokumenterbart modtager behørig meddelelse om sagen. Med afgørelsen fastsætter Højesteret en præcedens, der også kan få international relevans. Advokat Rasmus Schmidt, Bech-Bruun, opridser afgørelsen.

Af Rasmus Schmidt, advokat, Bech-Bruun

Den 20. marts 2025 afsagde Højesteret en kendelse vedrørende fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse i Danmark.

Sagen angik to parter, A og B, der den 25. april 2017 havde indgået en aftale om B’s investering i A’s selskab. Aftalen indeholdt en voldgiftsklausul, hvorefter enhver tvist mellem A og B skulle afgøres ved voldgift ved Shanghai Arbitration Commission (”SHAC”).

I juni 2020 anlagde B en voldgiftssag mod A ved SHAC blandt andet med påstand om annullering af aftalen, og at A skulle tilbagebetale investeringen. A deltog ikke i voldgiftssagen, og ved kendelse af 19. november 2020 fik B medhold i sine påstande.

B opstartede herefter fuldbyrdelsesproces i Danmark mod A.

Højesteret skulle tage stilling til, om voldgiftskendelsen kunne fuldbyrdes i Danmark, herunder om A havde modtaget behørig meddelelse om voldgiftssagen ved SHAC.

Den danske voldgiftslov

Det følger af voldgiftslovens § 38, stk. 1, at en udenlandsk voldgiftskendelse som udgangspunkt har bindende virkning i Danmark, og at den kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme.

Dog følger det af voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, der er afsagt i udlandet, kan nægtes, såfremt den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, anmoder om det og godtgør, at vedkommende ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer, om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag. Denne undtagelsesbestemmelse er identisk med New York-konventionens artikel V, stk. 1, litra b.

A befandt sig i Danmark og fik ikke meddelelse om voldgiftssagen

Det var voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, der var sagens omdrejningspunkt.

I den konkrete sag havde SHAC sendt to breve med meddelelse om sagen til A på to forskellige kinesiske adresser. Den ene adresse var A’s barndomshjem, som A var fraflyttet i 1997. Den anden adresse tilhørte en inaktiv virksomhed, som A var ejer af. Denne virksomhed var uden tilknytning til parternes aftale om investering i A.

Der blev forud for voldgiftsrettens kendelse i november 2020 ikke sendt andre meddelelser om voldgiftssagen, og bevisførelsen viste, at A i 2020 opholdt sig i Danmark, og at A havde boet i Danmark siden 2017.

Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsretten i Shanghai anså meddelelse om voldgiftssagen for at være forkyndt for A efter SHAC’s regler.

Højesterets afgørelse

I sin afgørelse af 20. marts 2025 understregede Højesteret det fundamentale princip om, at en part skal have meddelelse om en anlagt voldgiftssag for at kunne fremføre sin sag.

Hvis en part ikke har modtaget en sådan meddelelse, er der principielt ikke grundlag for at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen. Højesteret henviste til en tilsvarende afgørelse fra den svenske Højesteret af 16. april 2010 (NJA 2010.219) og fastslog, at det afgørende er, om parten har fået meddelelsen, ikke i hvilken form den er givet.

Efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, er det den part, der modsætter sig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, der skal godtgøre, at vedkommende ikke har fået meddelelse om voldgiftssagen.

Højesteret udtalte i forlængelse heraf, at det ved denne bevismæssige vurdering må tages i betragtning, at det i sagens natur kan være vanskeligt at godtgøre ikke at have fået en meddelelse. Der vil derfor ifølge Højesteret normalt være grund til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt parten har fået meddelelse om voldgiftssagen.

Højesteret fandt, at A havde godtgjort, at han ikke fik behørig meddelelse om voldgiftssagen og dermed ikke fik mulighed for at fremføre sin sag. Det var uden betydning, at voldgiftsretten i Shanghai anså meddelelsen for forkyndt for A.

Højesteret stadfæstede herefter fogedrettens kendelse, således at voldgiftskendelsen af 19. november 2020 ikke kunne fuldbyrdes i Danmark.

Kommentar

Denne afgørelse fastslår de elementære retsplejeprincipper om en parts adgang til at gøre sig bekendt med processtoffet i en sag – partsoffentlighed – og til at svare på de påstande og anbringender, som parten er blevet mødt med – kontradiktion.

Afgørelsen udstikker også retningslinjer for beviskravet i en situation, hvor det er vanskeligt for en part at bevise, at parten ikke har modtaget en meddelelse, hvorfor der alene skal godtgøres en rimelig tvivl herom.

Eftersom afgørelsen vedrører en undtagelsesbestemmelse med oprindelse i New York-konventionen, må det forventes, at afgørelsen også kan få betydning for udfaldet af fremtidige lignende udenlandske sager.

Endelig understreger afgørelsen vigtigheden af, at voldgiftsretten sikrer, at en part i en voldgiftssag dokumenterbart modtager behørig meddelelse om sagen. Ellers risikerer voldgiftsretten og parterne at stå med en afgørelse, som ikke kan fuldbyrdes.

Rasmus Schmidt

Advokat, Bech-Bruun

For tiden diskuteres det, om voldgiftskendelser i Norden anfægtes i højere grad end tidligere. Det har rejst spørgsmålet om voldgiftsdommere kan ifalde erstatningsansvar overfor voldgiftssagens parter, hvis en voldgiftskendelse bliver tilsidesat som ugyldig af domstolene. Dette er ikke afklaret i dansk ret og i både dansk og international litteratur er spørgsmålet tilsvarende omdiskuteret. Området er komplekst og der findes forskellige tilgange til at belyse spørgsmålet, men en detaljeret analyse af retspraksis viser, at bestemte elementer tillægges betydning i ansvarsvurderingen, skriver Carmen Tsang på baggrund af sit speciale.

Af Carmen Tsang, fuldmægtig i Skatteministeriet

Kompleksiteten omkring voldgiftsdommerens erstatningsansvar stammer fra at voldgiftsdommeren på én gang har en kontrakt med parterne og samtidig skal fungere som en upartisk, privat dommer i parternes tvist.

Der findes således overordnet to tilgange til voldgiftsdommerens erstatningsansvar i dansk og international litteratur, den kontraktuelle teori og den funktionelle teori, som beskriver ansvaret henholdsvis som et kontraktansvar og som et erstatningsansvar, der kan sammenlignes med det, som gælder, for dommere ved de almindelige domstole.

Ifølge den kontraktuelle teori kan voldgiftsdommeren således ifalde erstatningsansvar, hvis denne misligholder sine kontraktretlige forpligtelser overfor parterne. Den funktionelle teori tager udgangspunkt i, at voldgiftsdommeren har en judiciel funktion ligesom en dommer ved de almindelige domstole og dermed må være underlagt den samme ansvarsnorm som dommere, for at deres uafhængighed og integritet beskyttes.

Nogle forfattere opstiller en hybrid teori, hvorefter voldgiftsdommeres forpligtelser er forankret i begge teorier. Dette gør det relevant med en detaljeret analyse af retspraksis for at identificere de hensyn, som påvirker ansvarsvurderingen for både voldgiftsdommere og almindelige dommere.

Finsk og spansk retspraksis

Der findes ikke trykt retspraksis i Danmark, der tager stilling til spørgsmålet om voldgiftsdommerens erstatningsansvar, men da voldgift er et internationalt retsområde, tillægges international praksis større betydning som fortolkningsbidrag til forståelsen af dansk ret og her har to nyere højesteretsafgørelser vist, at voldgiftsdommeren i visse jurisdiktioner kan ifalde erstatningsansvar overfor parterne. Der er tale om afgørelser fra henholdsvis Finland (’Roula Family’) og Spanien (’Puma’) og sagerne indikerer, at der lægges vægt på, hvorvidt voldgiftsdommeren har tilsidesat en klar lovpligt eller begået en klar fejl.

I Roula Family havde voldgiftsdommeren tilsidesat sin oplysningspligt i henhold til den finske voldgiftslov § 9, stk. 2 ved ikke at have informeret om at have modtaget et betydeligt honorar fra indklagede for ekspertudtalelser ved udpegningen.

I Puma havde to voldgiftsdommere bevidst udelukket den tredje fra at deltage i udarbejdelsen af kendelsen, hvilket er en grov overtrædelse af kollegialitetsprincippet, hvorfor afgørelsen blev tilsidesat. I den nye voldgiftssag blev fastsatte voldgiftsretten et erstatningsbeløb, som var 60 procent lavere end i den tidligere sag.

I Roula Family vendes bevisbyrden, hvorved der synes at gælde en formodning for culpa, hvis en voldgiftsdommer har tilsidesat en klar lovpligt. At ansvaret bliver skærpet, hvis voldgiftsdommeren har tilsidesat en klar lovmæssig pligt, kendes fra professionsansvaret i dansk ret, hvor professionelle aktørers ansvar skærpes i tilfælde af klare fejl.

Selvom der er en række ligheder mellem voldgiftsdommere og professionelle aktører, kan det formentlig ikke udledes, at voldgiftsdommeren er underlagt et professionsansvar. Navnlig ses i retspraksis kun, at voldgiftsdommere er ifaldet erstatningsansvar for grove tilfælde. Det støtter den generelle opfattelse, om at voldgiftsdommere kun kan ifalde erstatningsansvar ved grov uagtsomhed eller forsæt og taler imod et professionsansvar for voldgiftsdommere, fordi professionsansvar er et skærpet culpaansvar, hvor simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt til at statuere et ansvarsgrundlag.

Desuden har voldgiftsdommeren i kraft af sin judicielle funktion visse lighedstræk med dommere, hvorfor den ansvarsnorm som gælder for dommere, i et vist omfang kan udstrækkes til voldgiftsdommere. Derfor er det interessant at analysere retspraksis om dommeres erstatningsansvar.

Dommerne ved de ordinære domstole

Retspraksis er tilbageholdende med at statuere erstatningsansvar for dommere og viser, at dommere er underlagt en mild ansvarsnorm. I dansk ret findes afgørelser om henholdsvis tinglysningsdommerens og skifteretsdommerens erstatningsansvar, som viser, at ansvaret er begrænset til grove tilfælde. For eksempel fandtes en tinglysningsdommer at have begået en fejl i U.2007.1661Ø, men fejlen medførte ikke en erstatningspligt. I U.1991.82H blev en tinglysningsdommer erstatningsansvarlig for ”en klar fejl” ved tinglysning. Graden af uagtsomhed udvist af dommerne synes at have betydning for om de pålægges erstatningsansvar.

I EU-domstolens afgørelse i sag C-224/01 (Köbler) belyses problemstillingen om domstolenes erstatningsansvar for en urigtig afgørelse. Sagen handler om den østrigske stats erstatningsansvar for en EU-stridig højesteretsafgørelse. Afgørelsen kan formentlig bruges som fortolkningsbidrag til, hvornår en dommer kan blive erstatningsansvarlig. I afgørelsen foretager EU-domstolen en afvejning af hensynet til at beskytte borgerens rettigheder i henhold til EU-retten overfor de beskyttelseshensyn, der ligger bag den dømmende magts funktion, herunder bevarelse af dommerens uafhængighed, beskyttelse af retssikkerhed samt princippet om dommes retskraft.

Det afgørende for ansvarsvurderingen synes at være, hvorvidt dommeren er overladt til et skøn. Dette understøttes i dansk ret af U.1961.656Ø, hvor en skifteretsdommer ikke ifalder erstatningsansvar for et fejlskøn, som forøgede en sags skifteomkostninger. Desuden udtaler EU-domstolen i Köbler, at staten kun kan være erstatningsansvarlig for en urigtig afgørelse, hvis dommeren åbenbart har tilsidesat gældende ret. I Köbler fandtes staten ikke erstatningsansvarlig, fordi afgørelsen vedrørte en regel, hvor der var fortolkningstvivl. Således var der formentlig tale om en undskyldelig retsvildfarelse.

Det milde statslige erstatningsansvar kan ikke finde direkte anvendelse for dommere, men EU-domstolen udtaler sig om dommerens personlige erstatningsansvar i præmis 42. EU-domstolen vurderer, at siden sagen omhandler statens og ikke dommerens personlige erstatningsansvar, så indebærer erstatningsansvaret ikke en særlig risiko for, at dommerens uafhængighed drages i tvivl. Dette kan indikere, at hvis der i national ret besluttes, at tabet i sidste ende skal bæres af dommeren personligt, så må dommerens erstatningsansvar formentlig som minimum være underlagt de samme betingelser som statens. Dommeren må tilmed formentlig være underlagt et mildere ansvar end staten, da dommerens personlige ansvar ifølge EU-domstolen kan påvirke dommerens uafhængighed.

Voldgiftsdommeren versus dommeren vil de ordinære domstole

Voldgiftsdommeren har en judiciel funktion ligesom en dommer ved de almindelige domstole, hvilket taler for, at de lempeligere ansvarsregler, som gælder for dommerens judicielle handlinger, i et vist omfang må udstrækkes til at gælde for voldgiftsdommerens judicielle handlinger. For fejl som eksempelvis urigtig anvendelse af loven, gælder en høj ansvarstærskel for dommere. Formentlig må tilsvarende principper finde anvendelse ved voldgiftsdommerens erstatningsansvar for urigtige kendelser, så de ligeledes indrømmes en vid margin for fejlskøn og formentlig ikke kan ifalde ansvar for fejlskøn, hvis skønnet har været inden for det rimelige. Voldgiftsdommere må formentlig ligesom dommere derimod kunne være erstatningsansvarlige for åbenbar tilsidesættelse af gældende ret og andre grove tilfælde.

For dommere synes at gælde et strengere ansvar ved processuelle fejl uden for deres judicielle funktion (U.1961.656 Ø), da der i disse tilfælde ikke er de samme hensyn til for eksempel at beskytte dommerens uafhængighed, omend dommeren stadig må indrømmes en rimelig margin for fejlskøn ved processuelle handlinger. Formentlig må det samme være gældende for voldgiftsdommerens handlinger uden for den judicielle funktion. Voldgiftsdommerens ansvar må ligesom for dommere blive skærpet, hvis voldgiftsdommeren begår en klar fejl ved for eksempel at tilsidesætte en klar lovmæssig pligt, hvor der ikke er fortolkningstvivl.

Det er dog usikkert, om voldgiftsdommerens erstatningsansvar helt følger, hvad der gælder for dommeren, da der også er forskelle mellem deres funktioner. Hvis dommeren begår en fejl, beskyttes parten af sin mulighed for at gøre brug af instanssystemet, hvilket der ikke er mulighed for ved voldgiftskendelser, som er endelige. Dette taler for, at voldgiftsdommere i højere grad bør kunne ifalde et erstatningsansvar. På den anden side har parterne selv ved at vælge voldgift prioriteret en hurtig og endelig behandling af sagen, hvilket taler imod et strengere ansvar.

Der er hensyn, der taler for og imod et mildere ansvar for voldgiftsdommerens handlinger, men ud fra min vurdering på baggrund af ovennævnte analyse vurderes at visse fundamentale hensyn, herunder hensynet til at beskytte beslutningstagerens uafhængighed og integritet, har en lempende virkning på ansvarsvurderingen.

Carmen Tsang

Cand.jur fra Københavns Universitet. Fuldmægtig i Skatteministeriet.

Når offentlige myndigheder og private virksomheder påtager sig komplekse it-projekter, opstår der ofte spørgsmål om, hvordan parterne bedst strukturerer deres samarbejde og sikrer klare rammer for leverancer, rettigheder og konfliktløsning. Med stigende kompleksitet i både teknologi og kontraktstyring er behovet for standardiserede og velregulerede aftalemodeller afgørende. Regitze Aalykke Hansen og Daniel Boye Lassen, som begge er advokater hos Poul Schmith, ser nærmere på den seneste af standardkontrakterne, K04, og dens tilgang til tvistløsning.

Af Regitze Aalykke Hansen, advokat, og Daniel Boye Lassen, advokat, Poul Schmith

K-kontrakterne (K01-K04) udgør et centralt værktøj i offentlige it-anskaffelser, og de fire standardkontrakter er udviklet til at skabe ensartede og robuste rammer for gennemførelse af it-projekter.

K01 er målrettet kortvarige it-projekter med levering af standardprodukter, hvor der kun i begrænset omfang skal ske tilpasninger. K02 og K03 benyttes ved it-udvikling – henholdsvis længerevarende it-projekter og agile it-projekter. Seneste skud på stammen er K04, der er en driftskontrakt. Udover at kunne anvendes som selvstændig kontrakt ved rene driftsprojekter, er den også designet til at kunne indgå som driftsbilag i forbindelse med it-udviklingsprojekter, hvor K02 og K03 anvendes.

K04, der blev offentliggjort i august 2020, er en standardkontrakt til indkøb af it-driftsydelser og øvrige løbende ydelser til it-systemer, hvor der er behov for en detaljeret regulering af forhold som kravspecifikationer, leverancer, rettigheder og ikke mindst tvistløsning. Standardkontrakten er udviklet på baggrund af erfaringer med offentlige it-anskaffelser og forhandlinger og blev i forbindelse med tilvejebringelsen sendt i høring hos en lang række aktører i markedet med henblik på at sikre en markedskonform og en så afbalanceret kontrakt som mulig.

K04’s anvendelsesområde

Selvom K04 primært er udarbejdet til offentlige it-projekter, kan den ofte også med fordel finde anvendelse i private kontraktforhold. Dens detaljerede og systematiske tilgang gør den relevant for større it-projekter i det private, hvor parterne ønsker at minimere risici og sikre klare og markedsafprøvede rammer for samarbejdet. Den overvejende forskel på K04’s anvendelse i offentligt og privat regi er de dele og metodikker, som er målrettet offentlige udbudsprocesser.

Når offentlige myndigheder eller virksomheder indgår kontrakter med leverandører eller andre markedsaktører, optræder det offentlige som kontraktpart på lige fod med private aktører. Indgåelse og forvaltning af kontrakter udgør således ikke en særlig forvaltningsretlig udøvelse. Tvister mellem det offentlige og private aktører skal derfor, som altovervejende hovedregel, håndteres efter civilretlige principper på samme måde som tvister mellem private parter.

Detaljeret regulering af tvistløsning

Behovet for den detaljerede regulering i K04 afspejler den stigende kompleksitet i moderne it-projekter. I takt med at it-ydelser er blevet mere avancerede og ofte involverer skræddersyede løsninger, flere leverandører og teknologisk integration, er også kontraktstyringen blevet mere kompleks. Denne udvikling har skabt behov for en grundig regulering af samarbejdsforhold og tvistløsning. Da kontrakten er en driftskontrakt, vil der være tale om et længerevarende samarbejde mellem parterne og derfor netop også et øget behov for så hurtigt som muligt at få løst eventuelle konflikter.

Derudover er det afgørende i offentlige udbud, at kontraktens bestemmelser, herunder reglerne for tvistløsning, er fastlagt og indarbejdet i udbudsmaterialet. Dette sikrer, at alle bydende parter kender de juridiske rammer og har lige adgang til samme information.

K04 indeholder en flertrinsmekanisme til håndtering af tvister mellem parterne:

1. Forhandling: Parterne opfordres til at forsøge at løse enhver uenighed gennem direkte forhandlinger. Dette trin søger at fremme en mindelig løsning uden behov for ekstern bistand.
2. Mediation: Hvis forhandlingerne ikke fører til enighed, kan parterne vælge at involvere en neutral tredjepart som mediator enten ad hoc eller, hvis parterne ikke kan blive enige om udpegelse af en mediator, gennem Danske IT-advokaters mediationsprocedure.
3. Voldgift: Såfremt mediation ikke resulterer i en løsning, fastsætter tvistløsningsmekanismen, at tvisten skal afgøres ved voldgift.

Som supplement til forhandling og mediation kan hver af parterne anmode om en vejledende udtalelse fra en uafhængig it-sagkyndig. Voldgiftsinstituttet har i samarbejde med Danske IT-advokater, Dansk IT og IT-Branchen udviklet særlige regler for juridisk/tekniske udtalelser i it-sager. Formålet med den sagkyndige udtalelse er, at parterne hurtigt kan finde en løsning på deres uenighed og komme videre med projektet. Den sagkyndige har i henhold til reglerne 20 arbejdsdage til at fremkomme med en udtalelse til parterne. Når udtalelsen foreligger, kan parterne bruge denne til løsning af deres konflikt, men udtalelsen er ikke bindende for parterne, og de er således heller ikke forpligtet til at følge udtalelsen. Udtalelsen kan på den baggrund heller ikke fremlægges i en eventuel senere voldgiftssag.

Tvistløsningsmekanismen i K04 er struktureret således, at en tvist først kan indbringes for voldgift, når parterne har forsøgt at løse den gennem forhandling og mediation. Denne trinvise tilgang skaber mulighed for at nå en løsning, inden konflikten eskalerer til en mere juridisk og ressourcekrævende proces, hvor ekstern advokatbistand ofte er påkrævet.

Det følger dog af K04, at anvendelse af mediation forudsætter, at parterne er enige om at søge tvisten løst ved mediation, men at en part er berettiget til at indlede voldgiftssag, såfremt en udsættelse deraf kan føre til retsfortabelse, for eksempel på grund af forældelse. Dette kan selvsagt give anledning til en række yderligere problemstillinger, som denne artikel ikke søger at afdække. Parterne er således som udgangspunkt forpligtet til at søge tvisten løst via mediation, førend sagen kan indbringes for en voldgiftsret.

En større eller mindre tvist?

Voldgiftsbestemmelsen i K04 skelner mellem mindre tvister og større tvister. Hvorvidt der er tale om en mindre eller en større tvist afgøres af en på forhånd fastsat procentdel af det samlede vederlag for løbende ydelser i 12 måneder, og dermed af tvistens værdi. Denne differentiering sikrer, at tvister behandles på en måde, der står i rimeligt forhold til deres økonomiske og forretningsmæssige betydning, hvilket er særligt relevant i komplekse it-projekter, hvor både tekniske og juridiske aspekter kan gøre tvistløsning ressourcekrævende. Udfordringen herved er, at parterne potentielt set kan indlede en diskussion om opgørelsen af sagens værdi, uden det løser sagens egentlige tvist.

Såfremt der er tale om en mindre tvist, skal sagen behandles efter Voldgiftsinstituttets regler om forenklet voldgift. Derved sikres blandt andet en hurtig afgørelse, idet voldgiftsretten har 30 dage, fra voldgiftsretten har modtaget sagen, til at sende udkast til kendelse til sekretariatet.

De tvister, der ikke falder ind under mindre tvister, afgøres efter Voldgiftsinstituttets almindelige regler om voldgift.

Regitze Aalykke Hansen

Advokat, director, Poul Schmith. Beskæftiger sig især med at føre og rådgive om rets- og voldgiftssager primært inden for energi og infrastruktur.

Daniel Boye Lassen

Advokat, manager, Poul Schmith. Har speciale IT-kontrakter og udbudsret og er certificeret IT-advokat hos Danske IT-Advokater.

Norway’s Supreme Court has received its first legal brief with fabricated legal sources. The unusual case had significant attention in the Norwegian dispute resolution community. The case illustrates that lawyers must still be very aware of the risks associated with using AI tools in the preparation of legal briefs, writes Christian Reusch.

By Christian Reusch, Simonsen Vogt Wiig, Norway

A lawyer submitted an appeal to the Supreme Court of Norway, containing entirely fabricated legal sources. This included both fictitious statutory text and accompanying preparatory works. The appeal had been produced with the assistance of AI through a large language model (LLM).

The fact that the cited legal sources were fabricated was uncovered when one of the Supreme Court’s legal clerks, who routinely reviews the central legal sources referenced by parties in legal briefs, could not identify the cited sources. The lawyer had sent the appeal without verifying that the sources provided by the AI tool were actually correct.

This is the first time such hallucination issues have been highlighted in the Norwegian Supreme Court. The case was very surprising to many. Chief Justice Øie explained that the sanctions available to the court in such situations, such as procedural fines or referring the matter to the Norwegian Disciplinary Committee for Lawyers, were not applied in this instance. However, the Chief Justice did not rule out the possibility of such measures being relevant in future cases.

Be aware of the risks associated with using AI

Similar cases have previously come to public attention in courts in other countries, like the US.

The case illustrates that lawyers must still be very aware of the risks associated with using AI tools in the preparation of legal briefs. One can add to this that in Norway, general AI tools have not until recently been able to access the most comprehensive digital platforms for Norwegian legal sources, specifically Lovdata and Rettsdata. Thus, the standard models have not been trained on these databases. This has potentially increased the risk of hallucination when the AI tools was prompted to answer questions about Norwegian law.

Recently, an important change has occurred as Lovdata and Rettsdata have permitted law firms to incorporate legal sources into their AI tools. This will clearly reduce the risk of hallucination in the future.

The case resulted in the Supreme Court promptly making changes to its own guidelines for lawyers. The guidelines now (from April 2025) include advice on the use of AI in a separate chapter. The guidelines emphasize that AI may be useful and save time. However, the lawyers’ duties are not changed. The lawyer is personally responsible for all information submitted to the courts, including legal information. Further, the guidelines state that sources and information provided by AI must always be verified. AI should therefore only be used in legal areas where the lawyer has sufficient expertise to ensure the quality of the information provided by AI.

These are good and sound advice in any court case, in litigation and arbitration, and not only in cases before the Supreme Court!

Christian Reusch

Partner, Simonsen Vogt Wiig, Norway.

Indsend din nominering nu

Der er åbent for nomineringer til prisen Arbitrator of the Year. Prisen er en anerkendelse af en person, der har ydet en forbilledlig indsats for voldgift, enten i Danmark eller internationalt.

Prisen tildeles en person, der har ydet en væsentlig indsats for udviklingen og anerkendelsen af voldgift som tvistløsning.

Modtageren skal opfylde et eller flere af følgende kriterier:

1. Udvist forbilledligt virke som voldgiftsdommer i sager med hjemsted i Danmark.
2. Ydet en ekstraordinær indsats, der har styrket det danske voldgiftsmiljø.
3. Vist særligt engagement i en væsentlig og aktuel dagsorden på voldgiftsområdet i Danmark.

For at indstille en kandidat skal du sende navnet og en kort motivation (maks. 10 linjer) til [email protected]. Skriv venligst Arbitrator of the Year i emnefeltet.

Nomineringsperioden slutter 1. august 2025. En uafhængig komité udvælger årets prisvinder. Komiteen består af René Offersen fra Offersen : Christoffersen, som er udpeget af ICC Danmark, Lotte Noer fra Punct, som er udpeget af Voldgiftsforeningen, Linnea Klingberg-Jensen fra Kromann Reumert, som er udpeget af Young Arbitrators Copenhagen samt generalsekretær Steffen Pihlblad, der er udpeget af Voldgiftsinstituttet.

Vinderen offentliggøres under Copenhagen Arbitration Days 2025, som en del af hovedkonferencen på Odd Fellow Palæet 4. september.

To recognise outstanding professional standards and dedication within the field, a newly appointed committee will – for the first time – present an award to an arbitrator nominated by fellows in the community. The award will honour an individual who has demonstrated exceptional commitment to professionalism, development, and the advancement of the arbitration community, writes Håkun Djurhuus.

By Håkun Djurhuus, Chair of the DIA

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, the DIA takes another step toward consolidating Denmark as an attractive center for international arbitration. The award will be presented for the first time during Copenhagen Arbitration Days in September 2025 and has a clear purpose: to honor the professionalism and dedication that contribute to the development of the arbitration community in Denmark.

With the establishment of the Arbitrator of the Year award, Copenhagen Arbitration Days introduce an annual tradition that honours a prominent figure in the arbitration community and helps strengthen Denmark’s position as a leading place for international dispute resolution.

We believe the timing is right for such an award because of the fact that the professional standards among arbitrators in Denmark is exceptionally high. For several of our arbitrators, a Nordic background goes hand in hand with an international career and a global practice — and that deserves recognition.

The award will be presented for the first time in September 2025 during the Copenhagen Arbitration Days. It is based on nominations from within the Danish arbitration community. The honour will be awarded to a profile who has demonstrated outstanding professionalism, dedication, and contribution to the development of the field.

An independent committee of four members – appointed by Young Arbitrators Copenhagen, the Danish Arbitration Association, ICC Denmark, and the DIA – will select this year’s award winner.

Please note that it is already possible to submit nominations.

Katrine Tvede stiller op som kandidat til posten som forperson for Young International Council for Commercial Arbitration (Young ICCA). Her vil hun kæmpe for at flere unge i voldgift får de gode jobs, at der sker en udvidelse af Young ICCAs mentorordning og for større global diversitet i branchen. Alle medlemmer af Young ICCA kan afgive deres stemme inden 1. juni.

Hvorfor interesserer du dig for Young ICCA?

Gennem tiden har ICCA været toneangivende, når det gælder udviklingen af voldgiftsmiljøet. Det vil jeg gerne bidrage til. For mig handler det grundlæggende om, hvordan vi gør voldgift til et naturligt valg for konfliktløsning.

Grunden til, at jeg gennem nogen tid har engageret mig i Young ICCA, er, at vi har en stærk stemme i og med, at vi med langt over 10.000 medlemmer på verdensplan har langt flere medlemmer end hovedorganisationen.

Hvad vil du bruge en plads i bestyrelsen til?

Den power skal først og fremmest bruges til at klæde de unge i branchen på til at få flere af de gode jobs. Det skal blandt andet ske ved at skabe mulighed for at dele viden om, hvordan man får foden indenfor i andre lande. Her spiller mentor-ordningen i ICCA en rolle, fordi det giver mulighed for, at nye kan lære af de helt tunge praktikere i branchen.

For mig er det også vigtigt, at vi forholder os til det, der sker i verden. Vi lever i en tumultarisk tid blandt andet på grund af politiske forandringer. Jeg synes, at tiden er til at se på, hvad vi gør, hvis New York og  ICSID  konventionerne kommer under pres. Det kunne være interessant at undersøge, om vi kan udvikle et alternativ, som vi har tillid til, hvis vores fundament krakelerer – og her ser jeg en særlig rolle for yngre praktikere til at virke som idéfabrikker.

Diversitet er på alles læber nu, og jeg vil selvfølgelig have fokus på at få flere kvinder ind i voldgift – her taler jeg ikke blot om at flere bliver interesserede i faget – men også på, hvordan vi kan sikre, at de kvinder, der allerede er her, ikke falder fra, selvom det kan være svært at blive udpeget.

Global diversitet er også et vigtigt emne – lad os dele viden på tværs af kloden og sørge for at udbrede brugen af voldgift endnu mere. Det gør vi blandt andet ved at sørge for, at vi får kolleger fra lande, der traditionelt ikke har et stærkt hjemligt voldgiftsmiljø, med ind i varmen. Ved at sørge for, at vi også i de lande opbygger en stærk viden om voldgift, kan vi i endnu højere grad sikre, at brugerne får en bedre oplevelse, og at voldgift også der bliver det naturlige valg for internationale tvister.

Endelig vil jeg arbejde for at skabe støtte til unge advokater, der praktiserer internationalt. Jeg ved fra min egen karrierevej, at det ikke altid er let at komme udefra, for alle nationaliteter har deres egen kultur og egne kandidater. Derfor kunne det være både spændende og givende at sammensætte grupper, hvor nyuddannede og studerende kan få gode råd fra erfarne praktikere om, hvordan det helt konkret er at praktisere i forskellige lande, hvilke udfordringer og måske genveje der er.

Hvad kan du særligt bidrage med som ung, dansk voldgiftsaktør med international baggrund?

Jeg har dansk kandidateksamen og en international karriere. Det har givet mig blik for, at vi, der har dansk og nordisk baggrund, kommer med noget særligt – nemlig en stor grad af pragmatisme. Vi får tingene til at flyde ved ikke altid at være for dogmatiske og er gode til at samarbejde for at få løst problemerne ved at sætte hårdt mod hårdt, når det virkeligt gælder.

Det mindset giver os danskere gode muligheder for at blive en større del af det internationale miljø, og det vil jeg selvfølgelig gerne sætte fokus på og bidrage til, at det kan udvikle sig.

Katrine Ritto Tvede

Senior Associate, Ashurst London.

Cand.jur. fra Københavns Universitet, Stockholm Universitet, New York University School of Law og har skrevet ph.d. ved Amsterdam Universitet.

Læs mere om Katrine Tvede her.

SÅDAN STEMMER DU

Som medlem af Young ICCA har du modtaget et link til afstemning. Hvis du ikke har modtaget mailen eller oplever problemer med at stemme, kan du kontakte Young ICCA Bureau på [email protected].

Judicial review of preliminary affirmative rulings on jurisdiction under Article 16(3) of the UNCITRAL Model Law remains a largely overlooked area in international arbitration. The absence of clear guidance in the Model Law regarding the intensity of review has caused national courts in Model Law countries to apply differing interpretations and approaches. This inconsistency has created conceptual ambiguity, a lack of clarity, and increased uncertainty, highlighting the need for a more harmonised approach to the review, writes Mette Ankersen, based on her Master’s thesis.

By Mette Ankersen, Junior Associate at Bech-Bruun

The Model Law Article 16(3) permits judicial review of arbitral tribunals’ preliminary rulings on jurisdiction while arbitration proceedings are ongoing. The primary legal issue before national courts is whether the arbitral tribunal’s jurisdiction is validly derived from the parties’ arbitration agreement. This review involves an assessment of the facts, evidence, and arguments presented before the arbitral tribunal. The intensity of judicial review determines whether national courts defer to the arbitral tribunal’s decisions on factual and legal matters or whether they independently render their own decisions, potentially disregarding the tribunal’s conclusions. Although there are commonalities in how courts assess the tribunal’s legal and factual findings, the level of deference to these conclusions varies considerably.

Key Considerations in Determining the Intensity of Review

The arbitration process is fundamentally anchored in the principle of party autonomy, which allows parties to choose arbitration over court litigation. The establishment of an arbitral tribunal is contingent upon the voluntary consent of the involved parties. Consequently, any attempt to impose arbitration without such consent risks undermining the tribunal’s legitimacy, credibility, and fairness, as it contravenes the core principle of party autonomy that underlies the arbitration process.

When national courts review preliminary affirmative rulings, they essentially interfere with the principle of party autonomy and the competence granted to the arbitral tribunal. Such interference is legitimised by the review authority under Article 16(3) of the law which purpose is to prevent the parties from wasting time and resources on unnecessary arbitration cases and to deter delay tactics.

However, it may be necessary to find a balance between judicial review and the competence of the arbitration tribunal to ensure that both purposes are adequately served. This does not imply uncritical support for arbitration parties, arbitrators, or institution. Rather, it reflects recognition of arbitration as a dispute resolution mechanism chosen by the parties acknowledging that arbitration offers distinct advantages, such as flexibility, confidentiality, and specialised expertise, which are better suited to the parties’ needs and preferences. This balance, however, neither reflects hostility towards courts or government authority. Instead, it emphasises that supporting arbitration is about ensuring it fulfils its intended purpose effectively.

Awards and Setting Aside Procedures

Model law countries generally agree that Article 16(3) should be interpreted in conjunction with Articles 34(2)(a)(i) and(iii). This interpretation may be supported by Article 2A of the UNCITRAL Model Law, which encourages uniformity in the interpretation and application of its provisions.

However, there is no consensus on whether a preliminary ruling qualifies as an award or how intense the review is under these provisions. Case law in international arbitration may indicate that national courts should intervene under Article 34(2)(a)(i) and (iii) only when the arbitral tribunal’s decision is fundamentally flawed or in exceptional circumstances. This approach reflects significant deference to the tribunal’s findings of fact and law, with limited opportunities to introduce new evidence. A less intensive review particularly serves the interests of party autonomy and demonstrates a high level of respect for the competence of the arbitral tribunal. However, the intensity of review under Article 34(2)(a)(i) and (iii) continues to be unclear.

Should preliminary rulings not be considered awards, the intensity of review under Articles 16(3) and 34(2)(a)(i) and (iii) may vary. This could result in speculation and delaying tactics, especially if Article 16(3) does not have a preclusive effect, thus defeating its purpose.

De Novo and Correctness Standards

A literal interpretation of Article 16(3) may suggest that “deciding the matter” involves a new hearing that allows for the introduction of new evidence, arguments, and grounds for challenging jurisdiction. This broadens the basis upon which courts conduct their review, resulting in a higher degree of intensity.

When parties enter into arbitration agreements, they waive the associated legal safeguards that comes with court proceedings. The intense review aims to validate this waiver and enable its confirmation by national courts, thereby maintaining minimum standards of procedural fairness within the arbitration process.

Two approaches to intense reviews, as derived from various case law, are the correctness standards and the de novo standards. Under correctness standards, it seems that national courts independently review the arbitral tribunal’s decisions on legal and factual matters, as well as any new evidence presented. The courts are not obligated to automatically defer to or adopt the tribunal’s legal and factual decisions as binding for their own judgments. Instead, the judges exercise their own discretion in evaluating the correctness of the tribunal’s ruling.

Under de novo standards, derived from [2010] UKSC 46 (“Dallah v Pakistan”), national courts undertake a completely new and independent examination of the jurisdictional issue, forming their own legal and factual conclusions. The courts are not restricted to consider the arbitral tribunal’s findings.

Dallah v Pakistan – scope for article 16(3)?

As mentioned above, Dallah v Pakistan is frequently cited in support of the de novo standards. The English Supreme Court held that the jurisdiction of an arbitral tribunal should be independently reviewed, necessitating a new hearing and examination. This approach is referred to as de novo, which is Latin for “anew” or “from the beginning”. This raises the question of whether such a review applies under Article 16(3) of the Model Law. Dallah v Pakistan did not address Article 16(3), but focused on the New York Convention, which governs the recognition and enforcement of arbitral awards.

The Convention aims to establish a framework that facilitates the recognition and enforcement of arbitration awards across different jurisdictions, ensuring a more seamless process, thereby preventing contracting states from imposing overly restrictive rules. Additionally, national courts are encouraged to consider international considerations, such as diplomatic relations, when enforcing arbitral awards. If an award cannot be enforced in relevant jurisdictions, the core purpose of arbitration—providing a quicker, more cost-effective dispute resolution—fails, potentially leading to significant financial losses for the parties. These considerations, however, may not be applicable or relevant under Article 16(3) of the Model Law, as the arbitration proceedings are ongoing and no final decision on the merits has yet been made during the judicial review.

Any Limits on Review?

While the competence-competence principle does not explicitly limit the intensity of review, it may set boundaries for introducing new arguments. This is particularly relevant if the jurisdictional objections undergo significant changes, potentially resulting in a new objection. National courts may also be sceptical of a party’s requests to include evidence not previously presented to the tribunal, especially when delayed submissions lack a compelling justification. A thorough examination of this, however, falls outside the scope of this article.

Harmonising the Review

To uphold the integrity of the arbitration process and prevent the pitfalls of ‘forum shopping,’ a more harmonised approach to these reviews is essential. Achieving such harmonisation would contribute to safeguarding the purpose of Article 16(3), creating a more reliable and predictable framework within international arbitration. This, in turn, would also enhance overall efficacy, legitimacy, credibility, and fairness of arbitration proceedings.

Mette Ankersen

Junior Associate at Bech-Bruun.

This webinar of the Nordic-Baltic Chapter of the CEIA focuses on arbitrators’ duty to disclose potential conflicts of interest. Four experienced arbitration practitioners from recognized arbitration institutes – moderated by the seasoned international arbitrator José Rosell – will explore why different arbitration institutions apply varying disclosure standards. What constitutes a conflict, and when should it be disclosed? Join us for a practical discussion on key principles and challenges and gain insight into current practices and perspectives.

The purpose of this Webinar is to discuss the reasons behind the existence of different criteria applied by the arbitration institutions regarding the arbitrators’ duty to disclose potential conflicts of interest.

Join the webinar:

Disclosure of Conflicts by the Arbitrators: Need to Harmonize the Criteria Applied by the Institutions?

12 May 2025 from 5:30 pm to 7:00 pm CET.

The panel will be formed by:

• José María Alonso, Chair of the International Arbitration Center of Madrid – Ibero-American Arbitration Center (CIAM-CIAR)
• Heidi Merikalla-Teir, Chair of the Board of the Finland Arbitration Institute
• Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration
• Madeleine Thörn, Deputy Secretary General of the SCC Arbitration Institute

Register for the Webinar:

Here

Voldgiftsforeningen udgav 1. marts et moderniseret regelsæt for bevisoptagelse i voldgiftssager. De nye regler afspejler i højere grad internationale trends. Kenneth Hvelplund Pedersen fra Gorrissen Federspiel og Jimmy Skjold Hansen fra Plesner har taget del i arbejdet med at forny reglerne fra 2010.

Det er godt 15 år siden Voldgiftsforeningen for første gang søsatte et regelsæt om bevisoptagelse. Der er sket meget inden for voldgift siden – både i Danmark og internationalt – og der var et behov for at opdatere de regler, der sine steder havde tydelig inspiration fra civilprocessen.

”Med et opdateret regelsæt vil vi gerne vise omverdenen, at vi her i Danmark er stærke indenfor voldgift, og derfor er reglerne i højere grad tilpasset det internationale miljø og den voksende kompleksitet, som vi oplever i sagerne. Vi har blandt andet inddraget tendenserne i IBA-reglerne i udvalgets overvejelser – men på en måde, så de opdaterede regler også kan rumme den danske voldgiftstradition og pragmatisme,” siger Kenneth Hvelplund Pedersen fra Gorrissen Federspiel, der sammen med Jimmy Skjold Hansen fra Plesner, professor Lasse Højlund fra Aarhus Universitet og formand for Voldgiftsforeningen Jeppe Skadhauge har brugt to år på indgående overvejelser omkring opdatering af reglerne.

Jimmy Skjold Hansen peger på grundtanken med revisionen.

“Grundlæggende er det blevet tydeliggjort i reglerne, at det er parterne, der har serveretten i forhold til bevisførelsen i voldgiftssagen. Samtidig har vi i relation til hver af de indholdsmæssige ændringer i reglerne gjort os overvejelser om, hvor man skulle lægge snittet i forhold til, om parterne eller voldgiftsretten skulle have mere eller mindre kontrol med processen end udgangspunktet var efter 2010-reglerne og i lyset af hvad international voldgiftspraksis tilsiger,” siger Jimmy Skjold Hansen og peger på et eksempel til illustration.

“Efter 2010-reglenerne kunne voldgiftsretten uden videre selv udpege en ekspert (reelt svarende til et syn og skøn). Dette er nu gjort subsidiært i forhold til partsudpegede eksperter, ligesom voldgiftsretten ved en eventuel udpegning må specificere de konkrete emner, der ønskes yderligere belyst,” siger han, og tilføjer, at den balance er helt i tråd med internationale trends.

Til gengæld har voldgiftsretten fået kompetence til at pålægge udarbejdelse af skriftlige vidneerklæringer i sagen.

”Tidligere kunne voldgiftsretten foreslå brug af skriftlige vidneerklæringer – efter de nye regler kan dette pålægges.” Samtidig er udgangspunktet om mundtlig supplerende forklaring fra vidner og partsudpegede eksperter erstattet af det modsatte udgangspunkt, således at mundtlig forklaring kun skal afgives efter anmodning fra en part, eller hvis voldgiftsretten i særlige tilfælde ønsker det. Der er ingen tvivl om, at det skaber en mere effektiv proces, som netop er det, voldgift er kendt for,” siger Kenneth Hvelplund Pedersen.

Reglerne er tænkt som et best practice regelsæt og værktøj for praktikere i relation til bevisoptagelsen i voldgiftssager med sæde i Danmark, og som verserer mellem danske parter, en blanding af danske og udenlandske parter eller rent udenlandske parter. Reglerne kan vedtages mellem parterne – med eller uden voldgiftsrettens accept eller mellemkomst – som bindende eller vejledende regler.

”Vi har medtaget en klausul, som kan kopieres ind i voldgiftsaftaler. Bruger man den, vil reglerne blive bindende for parterne og voldgiftsretten. Man kan også vedtage reglerne senere hen, men det vil typisk være vanskeligt at nå til enighed, når en tvist er opstået. I de tilfælde vil reglerne i hvert fald kunne anvendes som vejledende. Fordelen ved at vedtage reglerne på forhånd er, at man i langt højere grad vil kunne sikre sig en dansk tilgang til processen, uanset hvem der måtte blive voldgiftsdommere i en sag,” siger Jimmy Skjold Hansen.

Jimmy Skjold Hansen og Kenneth Hvelplund Pedersen vil i løbet af året afholde oplæg om de opdaterede regler i København og Aarhus.

Læs mere her

AI was the topic, when The Danish Embassy in Vienna on Friday 11 April hosted an exclusive event organised by Plesner and the DIA at the Ambassador’s residence in Vienna.  Among others, Secretary-General Steffen Pihlblad talked about how important it is to be aware of the opportunities, challenges, and grey areas the use of AI in arbitration implies.

The Danish ambassador’s residence in Vienna was the setting when the DIA, Plesner, the Association of Danish Law Firms, and Wonderful Copenhagen had invited arbitration practitioners from around the world to discuss the use of AI in arbitration on Friday 11 April – the kick of day of the Vis Moot.

“Denmark’s strong profile in the field of innovation and digitalisation, combined with its legal integrity, provides a strong foundation for exploring how we can modernise legal processes while preserving fairness and legal certainty,” said Christian Grønbech-Jensen, Ambassador of Denmark to Austria.

“We are pleased that Denmark is consistently ranked at the top of Transparency International’s Corruption Perceptions Index, which reflects Denmark’s strong institutions, judicial independence, and commitment to the rule of law. These qualities make Denmark – and Copenhagen in particular – an increasingly attractive and trusted seat of international arbitration,” he underlined.

Steffen Pihlblad participated together with Jimmy Skjold Hansen and Niels Chr. Ellegaard from Plesner a panel discussion that highlighted how AI is already influencing arbitration practice – and how important it is to be aware of the opportunities, challenges, and grey areas the use of AI in arbitration implies.

“In principle, I believe that lawyers should be allowed to use every tool available to them. Using AI could give clients better chances for success. Ignoring AI would be counterproductive and in addition the clients expect it. Of course there are some limits – lawyers must adhere to GDPR, maintain confidentiality, and ensure that AI does not produce fake sources of law that are submitted to courts as we have seen in the US and recently also in Norway. In that context lawyers’ role as gatekeepers will be more important than ever,” Steffen Pihlblad says.

Thanks to the Danish Embassy in Vienna, Plesner, the Association of Danish Law Firms, and Wonderful Copenhagen for the great collaboration in bringing together professionals from around the world for networking, international perspectives, and dialogue on arbitration, AI and the future of dispute resolution.

Learn more about the challenges and opportunities that AI gives rise to in the field of arbitration. Join a talk between Steffen Pihlblad, The DIA, and Niels Chr. Ellegaard, Plesner, 28 May 2025 from 4 pm to 6 pm. Register to [email protected].

Read more about the talk  https://voldgiftsinstituttet.dk/invitation-til-talk-om-ai-og-voldgift/

Cultural norms, business practices, and approaches to dispute resolution vary widely. Prof. Dr. Harald Sippel who is based in Kuala Lumpur and Tokyo offers a distillation of insights from years of working with arbitration in Europe and Asia. His experience covers the entire spectrum of a dispute, from pre-arbitration strategies to enforcement challenges through several dozen international arbitration cases. Meet Harald Sippel at Copenhagen Arbitration Days 4 – 5 September, where he will be part of a panel about cultural differences in international arbitration.

Asia’s vastness and diversity are unparalleled, making it a mistake to view the continent as a singular entity. Spanning over 30 percent of the world’s landmass and home to 60 percent of the global population, Asia encompasses a multitude of languages, cultures, and legal systems.

That is one of Prof. Dr. Harald Sippel’s points when he talks about cultural matters in resolving disputes with Asian parties. He has a background from Austria with more than 15 years of experience as an international lawyer, out of which ten were in East Asia.

“For Europeans accustomed to relatively smaller distances and shared historical frameworks, this diversity can be easy to underestimate. Consider this: while all of the EU can be reached within a few hours from Copenhagen, a flight from Jakarta to Tokyo takes over seven hours. Similarly, the cultural differences between East Asia and Southeast Asia are often as pronounced as those between Scandinavia and Southern Europe. Yet, even within these subregions, distinct variations persist – such as between urban and rural communities in China or between North and South Korea,” says Harald Sippel.

“The impact of these differences extends beyond geography. Cultural norms, business practices, and even approaches to dispute resolution vary widely. When you meet someone from Japan, that person will likely prioritize punctuality and meticulous preparation, perhaps arriving early for the meeting. In contrast, someone from Malaysia might send you a WhatsApp message 45 minutes after the intended meeting time saying, “Today many jam. Maybe I late.” These examples are, of course, illustrative and intended to be humorous; yet, they are not fictional either.”

“Disputes can be incredibly costly and the investment in a “cultural facilitator” early on can save you substantial time, money and headaches later. Ideally, this advisor would combine legal and cultural expertise, but even a retiree who has lived in the country for years and deeply understands its customs can provide invaluable guidance.”

Decisions take longer to form

When negotiating with Asian parties, it is common to observe that decisions take longer to form than what many European negotiators might expect. This tendency can often be attributed to stricter hierarchies, a strong emphasis on avoiding mistakes over taking risks and the cultural importance of preserving face.

“However, it is often overlooked that at the heart of this approach lies what sociologists call naïve dialecticism – the belief that the world is constantly changing, interconnected and full of contradictions. In such a worldview, the notion of absolute right or wrong is elusive, and accepting uncertainty becomes second nature. The Parable of the Chinese Farmer illustrates this mindset: when faced with both good and bad news, the farmer responds with the same thoughtful ambiguity – maybe yes, maybe no,” Harald Sippel says.

This stands in sharp contrast to the Aristotelian logic that shapes much of European thinking, where contradictory perspectives are often polarised in the pursuit of definitive answers. European negotiators tend to prefer clarity, aiming to distinguish black from white rather than navigating shades of grey.

Understanding these differences is crucial during negotiations. Asian parties may adjust their positions more fluidly as new information emerges or internal hierarchies align. While this can seem inconsistent or frustrating to European parties, it reflects a broader cultural mindset rather than bad faith or indecision.

As a negotiator, maintaining strategic patience is key. This does not mean abandoning your interests or being less assertive but rather approaching the process with an understanding of these cultural dynamics. Flexibility and an awareness of the interconnected nature of issues can help bridge gaps and lead to better outcomes for both sides.

During the arbitration

In Harald Sippel’s experience, cultural differences between European and Asian parties can become particularly pronounced during arbitration proceedings.

“European parties often focus on procedural efficiency and collaborative problem-solving, with – based on my experience – particularly Scandinavian companies providing a notable example of separating people from the problem and maintaining a professional, even cordial, tone throughout. In contrast, some Asian companies – especially smaller businesses or those with less arbitration experience – may approach arbitration as an adversarial battle, reflecting a broader “total war” mindset.”

“When you find yourself in a “total war” scenario consensus often becomes a casualty. Even the most minor procedural points, such as agreeing on Procedural Order No. 1, can turn into battlegrounds. This inability to reach agreement may feel frustrating, particularly for European counsel accustomed to collaborative procedural negotiations. However, it is important to understand the underlying reasons for such behaviour.

One common cause lies in the internal dynamics of the Asian party’s organisation. In some cases, external counsel may have little to no instructions because internal decision-making takes longer due to hierarchical processes. Lawyers are often expected to seek approval for even the most trivial procedural matters, slowing down the ability to respond decisively. In other cases, external counsel may be instructed not to agree as a matter of principle, reflecting a broader “burn bridges” approach once the arbitration has been initiated.

After the arbitration

The conclusion of an arbitration is often seen as the resolution of a dispute – but this is not always the case, particularly when Asian parties are involved. In my experience, European parties tend to accept unfavourable awards with greater ease, recognising that once the tribunal has ruled, compliance is unavoidable. This contrasts sharply with the approach of many Asian parties, who may struggle to accept an award that favours the other side.

Based on my experience, for many (smaller) Asian parties, the issuance of an award marks not the end of a process, but the beginning of a new phase of opposition. The logic behind this stance can be traced back to cultural dynamics: once bridges have been burned, there is little perceived value in conceding. Instead, the focus shifts to continuing the fight, sometimes regardless of cost.

Understanding this perspective is critical for European companies entering into arbitration with Asian counterparts. It sets the stage for the realities of enforcement – a process that can often feel like the most challenging phase of the entire dispute resolution journey.

While enforcement may indeed feel like a long and arduous battle, with the right preparation, persistence and strategy, it is a battle that can ultimately be won.

Prof. Dr. Harald Sippel

Austrian qualified lawyer and arbitrator. Based in Kuala Lumpur and Tokyo.

Meet Prof. Dr. Harald Sippel at Copenhagen Arbitration Days 2025 4 – 5 September 2025

I voldgift tilpasser vi hele tiden produktet efter den individuelle sag. Den samme tankegang tager jeg med videre ind i Ombudsmandsinstitutionen, hvor især borgerne har meget forskellige forventninger og særlige behov, siger Christian Lundblad i et interview i forbindelse med, at han udtræder af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og tiltræder sin stilling som Folketingets Ombudsmand 1. maj.

Hvordan har du oplevet voldgift udvikle sig igennem de seneste år?

Jeg har haft en plads i Voldgiftsinstituttets bestyrelse på Dommerforeningens mandat siden 2017 – men har faktisk interesseret mig for voldgift i mere end 25 år. Det interessante er, at voldgift er så dynamisk. Hver gang, du tilrettelægger en ny sag, går der en kreativ proces i gang, hvor rammerne bliver skræddersyet til den enkelte sag. Og alle sager er vidt forskellige.

I voldgift er der ingen afgræsninger i forhold til sted, sprog eller form, og i praksis betyder det, at voldgift udvikler sig hele tiden. Det er denne konstante søgen efter nye muligheder, som betyder, at voldgift hele tiden er et skridt foran, hvilket gennem tiden har været en stor inspirationskilde for domstolene.

Hvorfor tror du, at der er en samlet stigning på 40 procent i sager ved Voldgiftsinstituttet fra 2023-24?

Mange vil nok mene, at en forklaring kunne være, at der er lange berammelsestider ved domstolene. Men i virkeligheden tror jeg, det handler om, at der er opbygget en enorm tillid til både voldgift og Voldgiftsinstituttet hos både virksomhederne og advokaterne. At få en tvist afgjort mellem to parter er nemlig i høj grad tillidsbaseret.

Når antallet af sager stiger så meget, som det er tilfældet, er det for mig at se et udtryk for, at processen er top professionel og rammerne tilrettelagt på en måde, som gør, at afgørelsen sker hurtigt og sikkert. Hele den sikkerhed og professionalisme er udviklet over tid, og det er den tillid, som Voldgiftsinstituttet – velfortjent – nu høster frugterne af.

Hvad har gjort størst indtryk i de år, hvor du har været en del af Voldgiftsinstituttets bestyrelse?

Det har i høj grad været den drive, der er i instituttet. Helt konkret har det i bestyrelsen givet sig udslag i nogle givende og konstante diskussioner af, hvordan vi kan blive bedre og i det hele taget udvikle os i en retning, så vi står stærkere i markedet. Her tænker jeg også på de muligheder, som der er for at skabe et tættere samarbejde med voldgiftsmiljøerne i de andre nordiske lande. Vi rakte hånden ud, og det har allerede skabt masser af aktivitet, fordi alle ser en god mulighed for, at vi sammen kan stå meget stærkere.

I det hele taget har det været fantastisk at være en del af et innovativt institut, der formår at se ud over egne landegrænser. Udsynet giver sig blandt andet udtryk i form af Copenhagen Arbitration Day, der i år bliver afholdt over to dage, og er helt sikkert grunden til, at vi i dag ikke længere udbyder dansk voldgift, men global tvistløsning, der kan måle sig med de helt store spillere på markedet.

Hvilke erfaringer fra voldgiftsbranchen tager du med dig ind i din nye rolle som Folketingets Ombudsmand?

Helt klart blikket for udvikling og for at finde de rigtige løsninger ud fra et brugerperspektiv. I voldgift tilpasser vi hele tiden produktet ved at lytte til brugerne. Den samme tankegang tager jeg med mig videre ind i Ombudsmandsinstitutionen, hvor især borgerne har meget forskellige forventninger og særlige behov.

Og så er synligheden vigtig. Ombudsmanden har både et nyhedsbrev og en hjemmeside. Men når vi ud til dem, der har brug for at vide, at Ombudsmanden er for alle? Det vil jeg gerne være med til at sikre blandt andet ved hjælp af dialog – præcis ligesom vi har gjort i Voldgiftsinstituttet.

Christian Lundblad

Retspræsident ved Retten på Frederiksberg, medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Tiltræder som Folketingets Ombudsmand 1. maj 2025.

Danmark vil blive en mere integreret del af det globale miljø, og jeg kan også sagtens se for mig, at vi får et stærkere voldgiftsmiljø i Norden. Sammen kan vi være en magnet for de internationale sager. Sådan lyder det fra Jacob Møller Dirksen, der i et interview om trends i branchen også fortæller om forudsætningerne for, at udviklingen kan ske: Vores kompetenceniveau er højt, vi ligger i toppen på Transparency Internationals liste over lande med lav grad af korruption, og så har Norden dygtige voldgiftsaktører og velfungerende domstolssystemer, der støtter op om voldgift.

Hvilke megatrends oplever du i branchen?

Kompleksitet og specialisering fylder meget. Det oplever jeg både i min rolle som advokat og som voldgiftsdommer. Sagerne bliver større rent beløbsmæssigt. Det er ikke usædvanligt, at vi taler om en sagsgenstand i milliardklassen. Der bliver kastet flere ressourcer ind i en sag, der har en sagsgenstand på to milliarder, i forhold til sagen om to millioner. På den måde er det naturligt, at kompleksiteten og omfanget af sagerne vokser.

Indenfor mit eget felt oplever jeg, at interessenterne bliver mere specialiserede. Det gælder ikke mindst advokaterne, der fører sagerne. Tidligere havde man snart sagt alle typer af sager. Det kunne være en sag om afskedigelse af en direktør den ene dag og dagen efter en sag om aktieoverdragelsesaftale. Nu, hvor det er relativt få, der fører for eksempel de store og mellemstore M&A-tvister, har jeg både som voldgiftsdommer og advokat observeret, at man kommer længere ned i alle afkroge af sagen, ikke mindst i forhold til de finansielle aspekter.

Jeg kan også se, at vi de senere år i stadig højere grad kopierer den internationale tilgang til at arbejde med for eksempel tabsopgørelser. Det betyder, at der er økonomieksperter inde over sagerne, hvilket stiller store krav til alle os alle. De øgede ressourcer, som parterne bruger på sagerne, indebærer også, at jeg i mit arbejde som voldgiftsdommer virkelig skal spidse både ører og pen for at leve op til parternes tillid. Ingen tvivl om, at udviklingen stiller store krav til min forståelse af eksempelvis økonomiske forhold, når jeg er med til at afgøre de her sager. At blive god til det kræver både indsigt og erfaring.

Hvilke dagsordener fylder i branchen?

International voldgift fylder på den måde, at vi her i Danmark bliver inspirerede af, hvordan andre gør tingene. Det har i høj grad været common law landene og de meget store institutter, der har drevet udviklingen, og vi i Norden lader os hele tiden inspirere. Internationaliseringen omfatter også sproget – mange sager foregår på engelsk, og i dag er det ikke usædvanligt, at en dansk sag med danske parter foregår på engelsk, fordi sagen – trods de danske parter – er af international karakter, eller fordi eksempelvis brugen af eksperter kræver det.

Diversitet er stadig også en agenda, som man langt om længe tager alvorligt – både i Danmark og internationalt. Det har fået ekstremt stort fokus hos Institutterne, og det ser jeg som en god ting, for det er netop her, man har mulighed for at drive ændringer. Jeg oplever, at der er sket et gennembrud indenfor de seneste fem år, og at der nu sker en reel forskydning i balancen mellem udpegningen af mænd, kvinder, ældre og yngre. Det er som om, at vi langt om længe er kommet videre fra at sidde og tale om et godt træningsprogram til rent faktisk at komme ned i træningscenteret, og så begynder tingene jo at vokse.

Hvad betyder udviklingen for dig selv?

Det er vigtigt hele tiden at søge mere viden. Sammen med erfaring er viden det, der gør, at man står stærkere.

Hvis du vil blive bedre, er det altid en god ide at rejse ud af Danmark, og det gør jeg rigtig meget. Blandt andet tog jeg for tre år siden den svenske voldgiftsdommeruddannelse, som er et etårigt forløb i Stockholm. Jeg gjorde det for at kunne nå et andet fagligt niveau, og jeg oplevede, at det var enormt gavnligt fagligt og netværksmæssigt. Jeg sidder også i FAI’s internationale bestyrelse, hvilket også er meget inspirerende. Jeg tror, at man sakker bagud, hvis man ikke holder sig selv til ilden. I det hele taget skal man aldrig stoppe med at lære og lade sig inspirere, hvis man vil være med der, hvor det er sjovt indenfor voldgift. Man bliver aldrig “færdiguddannet”, hverken som voldgiftsdommer eller som advokat.

Hvordan tror du, at det ser ud om fem, ti år?

De trends, som vi ser nu, tror jeg også er aktuelle om fem og ti år. Det gælder den øgede kompleksitet i sagerne, og at behovet for specialisering hos voldgiftsdommerne og advokaterne bliver større. Desuden tror jeg, at diversitetsdagsordenen fortsat vil være langt fremme på agendaen, selvom man selvfølgelig kan håbe på, at denne udfordring til er blevet løst til den tid. Jeg synes, vi er godt på vej.

Jeg kan sagtens se for mig, at vi får et stærkere voldgiftsmiljø i Norden. Vi har mange gode forudsætninger for det – især har der altid være en tæt forbindelse mellem voldgiftsmiljøerne i Norge og Danmark, som jeg forudser, bliver endnu tættere. Vores kompetenceniveau er højt, vi ligger i toppen på Transparency Internationals liste over lande med lav grad af korruption, og så har Norden velfungerende domstolssystemer, der støtter op om voldgift. Sammen kan vi være magnet for de internationale sager, hvis man formår at stå sammen. Det vil være til gavn for os alle og ikke mindst brugerne af voldgift.

Som konsekvens af, at efterspørgslen på dygtige voldgiftsdommere med brancheindsigt – især i store sager – kun bliver større, tror jeg også, at der kommer mere fokus på, at inhabilitetsvurderingerne ikke bliver for rigide. Ellers kan parterne få problemer med at udpege de voldgiftsdommere, som de ønsker, og i så fald forsvinder en væsentlig del af rationalet for voldgift fremfor domstolsbehandling. Det er allerede en udfordring nu og et emne, der løbende drøftes i det internationale voldgiftsmiljø.

Jacob Møller Dirksen

Partner hos Accura og leder af afdelingen for Konfliktløsning. Jacob fungerer ofte som partsudpeget voldgiftsdommer, enedommer eller formand i både danske og internationale sager, ligesom han har ført et stort antal danske og internationale voldgiftssager.

Closer ties across the Nordic region benefit us all. That was clear in March at the Nordic Commercial Arbitration Forum, where arbitration practitioners from across Scandinavia gathered to explore opportunities to strengthen our shared legal tradition, writes Secretary-General Steffen Pihlblad.

By Steffen Pihlblad, Secretary-General

This spring, arbitration practitioners met at the Nordic Commercial Arbitration Forum, a new and welcome initiative to promote Nordic commercial arbitration to the rest of the world. While the Nordic institutions in many ways are in competition with each other, we also recognise the value of the Nordic arbitration brand and the benefits of being closer together, as this gives us a competitive advantage over institutions outside the Nordic region.

The Survey Report on Nordic Arbitration Institutions, published on the same occasion, shows that things are going very well in the Nordic region. At the Nordic arbitration institutions more than 400 cases were filed in 2024, and more than a third of these new cases were initiated at the DIA. If the survey report had included cases submitted to the Danish Building and Construction Arbitration Board, it would have been clear that Denmark is by far the Nordic country with the biggest caseload.

The common experience is that the institutes in the Nordic region have efficient case handling and a pool of highly qualified arbitrators that can be appointed in the cases. Here at the DIA, we find that these advantages – together with arbitration-friendly courts, professionalism, reasonable prices and innovative ways of resolving disputes – have a significant impact on the influx of cases. From 2023 to 2024, we have seen a 30 percent increase in the number of arbitration cases initiated here at the DIA. Around a third of these cases were international. If we include all types of cases – including, for instance, mediation – the increase is 40 percent.  If we look at the total amounts in dispute of the cases, there is also a significant increase of 115 percent between 2020 and 2024.

Nordic Commercial Arbitration Forum has been a welcome opportunity to reflect on developments in the entire region and to continue the dialogue on the role of the Nordic institutes in international arbitration and the common legal culture on which we build it.

When we here at the DIA reached out to colleagues in the Nordic region through articles in this newsletter more than a year ago, we emphasised that making the Nordic region a centre for international arbitration would be beneficial to all in order to continue to attract high value and complex international arbitrations. I still believe this, which is why we look forward to continuing the dialogue about building an even stronger Nordic arbitration community.

Nordic Arbitration Day (NAD) takes place on 2 May 2025, for the first time in Reykjavik. The vision is to build upon the event’s growing reputation as a dynamic and engaging platform for arbitration practitioners across the Nordic region and beyond, says Agla Eir Vilhjálmsdóttir, who is part of the organizing committee.

What is your vision for Nordic Arbitration Day in Iceland this year?

The vision for Nordic Arbitration Day 2025 is to build upon the event’s growing reputation as a dynamic and engaging platform for arbitration practitioners across the Nordic region and beyond. The event fosters collaboration, knowledge-sharing and professional networking within the arbitration community. The focus this year will be on emerging trends, practical challenges and ways to enhance Nordic arbitration’s global impact.

Beyond thought-provoking panel discussions and interactive sessions, our goal is to create a welcoming and engaging atmosphere. To complement the formal program, we are offering social side-events, including a networking dinner and an afterparty, ensuring that participants not only gain valuable insights but also have the opportunity to connect in a more informal and enjoyable setting.

As an under-45 arbitration practitioner, what will I learn and gain from the experience?

As an under-45 practitioner, the Nordic Arbitration Day offers a great opportunity to immerse yourself in forward-thinking discussions on arbitration. You’ll meet and connect with approximately 200 arbitration and litigation practitioners, including experienced arbitrators, in-house counsel and fellow young professionals from across the Nordics and beyond. The conference will include 4-5 curated sessions covering critical arbitration topics, providing hands-on knowledge and practical insights, as well as social side-events that offer a great networking opportunity in a more relaxed setting.

What is your own relationship with NAD and what has it meant for your career?

I’m fortunate to be a part of the organising committee for this year’s Nordic Arbitration Day. The event has established itself as a great forum for young arbitration practitioners in the Nordics and offers a unique blend of practical discussion, networking and regional collaboration. It has been a great experience for me, allowed me to engage with leading experts, exchange knowledge with peers from different jurisdictions and gain deeper insights into the evolving landscape of Nordic arbitration.

What are the challenges and opportunities for the Nordic arbitration community in the short- and long-term, including as regards increased Nordic collaboration?

The Nordic arbitration community faces several challenges and opportunities, both in short and long term. One of the topics we intend to discuss on Nordic Arbitration Day is to explore whether having many local institutions in the Nordics can be counterproductive, especially when several struggle to achieve the desired case volume. We also intend to discuss if and how the Nordic countries should collaborate more closely in this regard. The long tradition of legal cooperation in the Nordic Countries is in my opinion an opportunity in this regard, providing a strong foundation for regional collaboration in arbitration.

Registration for NAD25

https://na.eventscloud.com/ereg/index.php?eventid=828683&categoryid=5597334

Springet ud i rollen som voldgiftsdommer kan foregå på mange forskellige måder. I tre nye afsnit af podcastserien Women in Arbitration, fortæller Lotte Noer fra Punct Advokater, Geske hvid fra Setterwalls og Mrinalini Singh fra Plesner om deres vej ind i en mandsdomineret branche. Formålet er at inspirere andre til det samme.

Få et godt og stort bagkatalog, så du har erfaringer at trække på. Det er helt uvurderligt i forhold til, hvordan du går til opgaven som voldgiftsdommer. Herefter skal du finde en platform, som du kan bruge til at række ud efter din første udpegning.

For partner hos Punct Advokater, Lotte Noer, blev en konstitution i landsretten springbrættet til rollen som voldgiftsdommer. I en podcasts fortæller hun om, hvordan hun kom i gang med at arbejde med voldgift, hvad det betyder for hende og hvordan hun har arbejdet med frygten for ikke slå til.

Også dansk-svenske Geske Hvid deler sine erfaringer i en podcast, hvor hun fortæller om sit opgør med perfekthedskulturen. Her taler hun om the good girl syndrome, der ofte står i vejen, når kvinder skal gøre sig gældende på mandsdominerede områder som for eksempel de store kommercielle tvister. Geske Hvid arbejder på deltid hos advokatfirmaet Setterwalls i Malmø og skriver der ud over på sin doktorafhandling ved Lunds Universitet. Med en bachelor i psykologi fortæller hun også om, hvad der ud fra en psykologisk betragtning skal til, for at der kommer flere kvinder i voldgift.

Mrinalini Singhs karriere startede i Singapore, hvorefter hun flyttede til Frankfurt, hvor hun arbejdede i et stort internationalt advokatfirma. Hun rejste siden videre til Danmark. Her har hun i dag titlen Director hos Plesner. I podcasten fortæller hun om vejen fra Singapore til København, og om hvordan hun har genstartet sin karriere ikke bare en men to gange. Det har krævet et stort mod hver gang at starte forfra i et marked, hvor hun har stået uden netværk, men hendes historie viser, at det godt kan lade sig gøre. Denne podcast er på engelsk.

Lyt og bliv inspireret af Women in Arbitration, som du finder der, hvor du normalt henter lyd – for eksempel Spotify, Apple og Spreaker.

Voldgiftsinstituttets podcasts er støttet af Dreyers Fond.

En af de vigtigste trends i branchen er synliggørelsen af institutterne i Skandinavien og de virkelig dygtige voldgiftsaktører, der er her, og som er fuldt ud på højde med dem, som vi tidligere så op til. Det mener Lotte Eskesen fra Gorrissen Federspiel. Hun er aktiv i det internationale miljø og er en af initiativtagerne til en landegruppe for danske og tyske aktører inden for voldgift. For selvom både institutter og advokater i de to lande er konkurrenter, baner fællesskabet nye veje for, at begge parter er gode og fremtidige alternativer til de aktører, der tidligere ville have været første valg.

Hvilke megatrends oplever du i branchen nu?

Først og fremmest oplever jeg en kæmpe synliggørelse af institutterne i Skandinavien og det korps af virkelig dygtige dommere vi har her.

Vi er helt klart med i toppen og kan måle os med de dygtigste på verdensplan, ligesom vi har det rigtige mindset for eksempel i forhold til kvinder i voldgift. Alt i alt betyder det, at vi som danske voldgiftsdommere kommer i betragtning, når der skal udpeges dommere i en sag både af parterne og af institutterne i vores nabolande.

Det meget kvalificerede voldgiftsmiljø, som vi har fået i Danmark, hænger sammen med, at vi har et velfungerende institut, en solid voldgiftsuddannelse, en gruppe af dygtige unge forenet i Young Arbitrators Copenhagen og en voksende gruppe af advokater, der fungerer både som partsrepræsentanter og voldgiftsdommere. Det virker selvforstærkende på den måde, at det faglige niveau stiger og bidrager til, at flere bliver interesserede i både faget og de fora, hvor vi udveksler viden.

Når man har arbejdet med voldgift igennem mange år, er det dejligt at se, at vi i dag er fuldt ud på niveau med vores kolleger fra ICC Court i Paris og London Court of Arbitration, som vi tidligere sammenlignede os med og så op til. På den måde er missionen lykkedes.

Hvilke dagsordener fylder?

For få år siden var vi optagede af at opbygge et professionelt miljø internt i Danmark og få gjort voldgiftsprocesserne i Danmark fleksible og tilpasset den procesførelse, man så i international voldgift. Nu hvor dette mål er nået, er vi klar til at rykke ud over vores egne grænser for simpelthen at få flere opgaver indenfor tvistløsning af kommercielle tvister. Et eksempel er, at når der er voldgiftskonference hos SCC i Stockholm så følger andre voldgiftsaktører med – som det tyske institut DIS – for også at markedsføre sig tæt op ad SCC’s aktiviteter. Det samme vil ske i Danmark i forbindelse med Copenhagen Arbitration Days.

Det her med at lave en form for alliancer med konkurrenter, vil formentlig komme til at fylde mere. For nylig har jeg været med til at starte en landegruppe med danske og tyske voldgiftsaktører, som har til formål gensidigt at markedsføre voldgiftsekspertisen i de to lande. Ved at etablere landegruppen tapper folk ind hos hinanden, for selvom både det tyske og det danske institut og voldgiftsaktørerne er konkurrerende, så får samarbejdet os alle til at tænke, at begge parter er et godt alternativ til for eksempel ICC Court i Paris, som tidligere måske ville have været et første valg som alternativ til det nationale institut.

Og jo, jeg kunne også have set mig omkring i Norden for at øge mit samarbejde her, da landene her er historisk forbundet og har et retsfællesskab, som er godt forankret.  Nu har jeg i stedet valgt Tyskland, hvor jeg har læst en periode. Jeg har desuden en tysk advokatbeskikkelse, og på den måde var det et naturligt valg. Men jeg gør det også for at tage et skridt længere ud i verden, hvor der ikke på forhånd er et samarbejde.

Hvordan forholder du dig selv til disse dagsordener?

Overordentligt positivt. Det øgede fokus på voldgift og samarbejdet med aktører i andre lande gør, at der kan komme flere og større sager til Danmark, idet andre aktører får øjnene op for, at vi er et internationalt voldgiftsland. Af samme grund får vi også flere muligheder for at fungere som voldgiftsdommere på internationalt plan.

Hvordan tror du, at det ser ud om fem, ti år?

På sigt forventer jeg, at voldgift bliver en endnu større forretning og arbejdsområde. Men vi skal ikke være blinde for, at det stadig kræver et langt og sejt træk. Vi skal fortsat udvide vores netværk i det internationale voldgiftsmiljø og være klar til at investere tid i det.

Desuden tror jeg, at de voldsomme forandringer, der sker globalt lige nu betyder, at vi bevæger os mod en større regionalisering. Det vil få den betydning, at vi i højere grad end tidligere, vil fokusere på voldgift i Norden og Europa som helhed.

Der vil givet opstå miljøer udenfor Europa, der vil gå efter at få en større bid af det marked, vi ser som vores. Det skal vi være forberedte på. Men det er nu ikke noget, der bekymrer mig meget, da vi står ret stærkt især i Norden. Helt nye tal viser, at Danmark, Island, Norge og Sverige for syvende år i træk er på Transparency Internationals top ti over de mindst korrupte lande i verden. Det er ret unikt at have den position i en opgørelse, der måler niveauet af oplevet korruption blandt 180 lande i hele verden. I praksis betyder det, at tilliden til voldgift i Skandinavien vil være meget høj. Når det er sagt kan vi også være stolte over, at Danmark ligger allerøverst på listen, hvilket i min optik vil øge vores konkurrencedygtighed på flere områder – også når det gælder voldgift.

Lotte Eskesen

Partner, Gorrissen Federspiel, hvor hun leder specialegruppen for Bank & Finans og Proces i Aarhus. Hun har både en dansk og tysk advokatbeskikkelse. Medstifter af en landegruppe for danske og tyske voldgiftsaktører – ligesom hun ofte fungerer som voldgiftsdommer i både danske og internationale voldgiftssager.

Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem. Sådan lyder det fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen i en podcast, hvor hun fortæller om, hvad der skal til for at få flere kvindelige voldgiftsdommere udpeget. Det er også baggrunden for, at hun i marts sammen med Voldgiftsinstituttet samlede en række kvindelige profiler i branchen til en talk. Alle skulle medbringe navne på mindst tre mulige, kvindelige voldgiftsdommere. Samlet skal navnene blive begyndelsen på en liste over kvindelige voldgiftsdommere, som kan inspirere, når en part står over for at udpege en voldgiftsdommer.

”Vi kan se af statistikken for Voldgiftsinstituttet, at der er en underpræsentation af kvindelige voldgiftsdommere. Ved at vi går sammen om at udarbejde en liste, kan vi forhåbentlig være med til at skubbe på, for at flere kvinder bliver udpeget.”

Sådan lød det fra højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, da hun 5. marts havde inviteret til en talk om kvinder i voldgift hos Voldgiftsinstituttet. De 15 erfarne kvinder, der deltog i arrangementet, havde taget mindst tre navne på mulige voldgiftsdommere med. Samlet set skal navnene udgøre de første navne på en liste over kvinder i voldgiftsbranchen, som alle kan anvende, når de er på udkik efter en voldgiftsdommer i en sag.

”Instituttet har ikke indflydelse på, hvem parterne udpeger som sidevoldgiftsdommere i sagerne, men det har parterne og især parternes advokater, og her kan listen forhåbentlig være med til at hjælpe flere kvinder frem,” sagde Julie Arnth Jørgensen, der sammen med generalsekretær Steffen Pihlblad var vært på denne talk, hvor der også blev talt om, hvorfor det er vigtigt at skabe mere diversitet.

”Sammen kan vi kaste lys over, at der findes mange kvalificerede kvinder, der kan virke som fremragende voldgiftsdommere. Jeg ved, at de er derude.” sagde hun.

Voldgiftsinstituttet har underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge. I forlængelse heraf har instituttet i løbet af det seneste halvandet år i sit nyhedsbrev blandt andet udgivet en stribe interviews med kvinder i voldgift, en række podcasts støttet af Dreyers Fond og afholdt eventet Women in Arbitration, hvilket vil blive gentaget under Copenhagen Arbitration Days 2025, der afholdes 4. og 5. september.

Listen over kvindelige voldgiftsdommere vil tage form i de kommende måneder, hvorefter den vil blive offentlig tilgængelig.

”Listen vil være nyttig for os i det daglige arbejde med instituttets sager, da vi konstant har fokus på, at der er balance i udpegningerne mellem kvindelige og mandlige voldgiftsdommere, hvilket vi har forpligtet os til, da vi underskrev the Equal Representation Pledge. Der er rigtig mange virkelig dygtige kvindelige voldgiftsdommere, og planen er, at vi vil dele navnene på dem med parterne og parternes advokater, fordi det kan bidrage til at flere får mulighed for at blive udpeget,” siger Steffen Pihlblad.

Når du bruger kunstig intelligens, er det som at åbne døren til en strøm af både muligheder og farer, mener advokat Niels Chr. Ellegaard fra Plesner, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession. Voldgiftsinstituttet inviterer til en talk 28. maj, hvor Niels Chr. Ellegaard og generalsekretær Steffen Pihlblad taler om, hvilke fremtidsmuligheder de ser i kombinationen AI og voldgift.

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad forventer, at AI bliver en integreret del af både DIA’s sagsbehandling og drift i den nærmeste fremtid. På længere sigt forestiller han sig udviklingen af et AI-værktøj, der er trænet ved hjælp af voldgiftskendelser og anden data, som er akkumuleret på DIA.

I en talk med advokat Niels Chr. Ellegaard, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession fra 2019, fortæller de om deres personlige erfaringer med og forventninger til brugen af AI i voldgift. Det handler blandt andet om det kalejdoskop af både muligheder og farer, som AI åbner for. Til arrangementet vil der blive lagt op til faglig videndeling og debat mellem voldgiftsaktører.

Arrangementet finder sted

28. maj kl. 16 til 18 i Voldgiftsinstituttet, Midtermolen 1, København Ø.

Der er 30 pladser og desuden mulighed for at deltage via Teams. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Efter arrangementet vil der blive serveret en sandwich og et glas vin.

Tilmelding skal ske til Instituttets servicemedarbejder Frederik Villum Selander på [email protected] senest den 21. maj. Marker i mailen om du foretrækker at deltage fysisk eller via Teams.

Læs interview med Niels Chr. Ellegaard

https://voldgiftsinstituttet.dk/ai-et-kalejdoskop-af-muligheder-og-farer/

Læs Niels Chr. Ellegaards artikel om Gen AI i syn og Skøn

(https://www.karnovgroup.dk/hubfs/ET/ART20250003-ET_R_DEF_20250304.pdf)

Læs leder af Steffen Pihlblad

https://voldgiftsinstituttet.dk/ai-and-the-dia/

Forberedelserne til Vis Moot i Wien er i fuld gang. Voldgiftsinstituttet støtter traditionen tro op om pre-moots og er sponsor på hovedkonkurrencen i Wien. I år benytter instituttet også lejligheden til at slå et slag for Danmark som central destination for international voldgift. Det sker i samarbejde med Den Danske Ambassade i Wien, Plesner, Danske Advokater og Wonderful Copenhagen. Grunden er, at der er et voksende marked for voldgift i Danmark. Det er et positivt budskab, som vi gerne vil udbrede under Vis Moot dagene, hvor morgendagens talenter inden for voldgift er rigt repræsenteret, mener Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad.

”En af de forventninger, jeg har til voldgift de kommende fem år er, at der bliver plads til flere yngre advokater i faget. Og jeg er ikke den eneste. Mathias Steinø fra Hafnia Advokater fortæller i et større interview her i nyhedsbrevet om megatrends, at han ser gode muligheder for at unge, selvstændige voldgiftsdommere vil lykkes med en karriere i branchen. Forventningen hænger sammen med, at antallet af sager er støt stigende.”

Sådan lyder det fra generalsekretær Steffen Pihlblad, der med engagementet i Vis Moot gerne vil være med til at øge unge jurastuderendes lyst til at arbejde med voldgiftsfaget.

”Men i år går vi et skridt videre. Sammen med Den Danske Ambassade i Wien, Plesner, Danske Advokater og Wonderful Copenhagen afholder vi et arrangement i ambassadørens residens, hvor vi samler nogle af branchens mest profilerede aktører. Det gør vi blandt andet for at fortælle, hvordan vi arbejder med AI i voldgift og for at slå på tromme for at deltage i IBA’s Annual Conference, som næste år for første gang nogensinde finder sted i København. Konferencen tiltrækker sædvanligvis flere tusinde advokater fra hele verden, og vi forventer, at der også i år vil være stort fokus på voldgift under konferencen. Indsatsen skal øge internationale voldgiftsaktørers appetit på i endnu højere grad at se i vores retning, når der skal vælges destination for tvistløsning,” siger han og tilføjer:

”Vi står et godt sted i branchen nu med en markant stigning i tilgangen af sager her i Voldgiftsinstituttet samtidig med, at Danmark ligger nr. 1 på Transparency International’s Corruption Perceptions Index. De her virkelig gode konkurrenceparametre, skaber tillid ude i verden, og det er en af de gode historier, som vi skal fortælle i Wien.”

Mere end 6.000 internationale advokater forventes at besøge København i 2026, når byen er vært for The International Bar Associations årlige konference.

Kongressen Konferencen finder sted i Bella Center fra den 4. til 9. oktober 2026.

Sidste år blev der indledt 107 nye voldgiftssager ved Voldgiftsinstituttet. Det er en stigning på 30 procent fra 2023. Tallene viser, at flere har fået øjnene op for, at instituttet sammen med nogle af de mest profilerede voldgiftsdommere i ind- og udland leverer en høj kvalitet i tvistløsning. Det giver tryghed og garanti for, at parterne hurtigt kan komme videre, skriver Voldgiftsinstituttets formand, Håkun Djurhuus i en leder.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Med en stigning i antallet af voldgiftssager fra 82 i 2023 til 107 i 2024, står Voldgiftsinstituttet stærkt i det internationale marked for tvistløsning.

Samlet set har vi haft en fremgang på 30 procent på et år alene på antallet af indledte voldgiftssager, som udgør langt den største del af instituttets aktiviteter – Stigningen i antallet af sager slår også igennem i instituttets andre sagskategorier, så som mediation og udpegning af sagkyndige til eksempelvis retssager, idet antallet af alle indledte sager ved instituttet går fra 102 i 2023 til 142 i 2024 svarende til en stigning på 40 procent.

Allerede her i slutningen af første kvartal i år tegner der sig et billede af, at denne fremgang fortsætter. Det er en meget positiv udvikling, som hænger sammen med, at flere har fået øjnene op for, at vi i Danmark leverer en høj kvalitet i tvistløsning og at vi har tilknyttet voldgiftsdommere, der ligger i toppen både i Danmark og internationalt. Kort sagt ved man i branchen, at det er trygt og hurtigt at få løst en sag i Danmark, og derfor er der blevet større lydhørhed overfor at lægge Instituttets klausuler ind i kontrakter – også når det gælder de helt store sager.

At der er tale om store sager, bygger jeg på, at den beløbsmæssige værdi af de nedlagte påstande i sagerne også stiger. Statistikken viser, at sager på en million euro og derover er steget fra godt 20 procent i 2023 til 32 procent i 2024. Altså en stigning på over 50 procent.

I praksis oplever vi, at der kommer flere meget store sager i vores retning. Det har naturligt nok haft den betydning, at gennemløbstiden for internationale sager er steget fra 14 til godt 17 måneder. I de meget store, komplekse sager er der typisk brug for lidt længere tid til at afgøre en tvist.

Når jeg ser statistikken 2024, hæfter jeg mig desuden ved, at der aldrig tidligere har været udpeget så mange kvindelige dommere. Det er fortsat vores ambition at udpege flere kvindelige voldgiftsdommere og vi vil også fremover have et konstant og skarpt fokus på kønsdiversitet – blandt andet ved for eksempel at udgive flere podcasts og ved at vi arrangerer en opfølgende konference på sidste års succes i forbindelse med Copenhagen Arbitration Day, hvor vi skal debattere, hvordan vi kommer videre med dagsordenen om øget diversitet i voldgift.

I den forbindelse kan jeg ikke understrege nok, at alle kvindelige voldgiftsdommere, der har et ønske om at arbejde som voldgiftsdommere, ikke skal holde sig tilbage. Send dit CV til os på [email protected] eller kontakt os for et personligt møde.

NØGLETAL FOR 2024

I 2024 blev der indledt i alt 142 sager. Heraf var 69 af sagerne danske voldgiftssager, mens 30 var internationale voldgiftssager. Desuden blev der indledt 8 sager om forenklet voldgift.

Voldgiftsinstituttet behandler også andre sager end voldgiftssager. De resterende sager fordeler sig på mediation og sager om juridisk/teknisk udtalelse i IT-sager samt udpegninger af sagkyndige mv. i blandt andet ad hoc voldgifter.

Fordeling af instituttets voldgiftssager, indledt i 2024

• Danske voldgiftssager 69 %
• Internationale voldgiftssager 31 %

Kønsdiversitet

• 20 procent af alle udpegninger var af kvindelige voldgiftsdommere
• Af de udpegninger, som parterne har foretaget, var 8 % kvinder
• Af de udpegninger, som instituttet har foretaget, var 27 % kvinder
• Af alle nedsatte tremandsretter havde 31 % en kvindelig forperson

Find Voldgiftsinstituttets statistikker her.

ai-in-arbitration-innovation_-challenges-and-opportunities

Flere store kommercielle tvister bliver i dag i høj grad afgjort ved voldgift, som er et hurtig og effektiv alternativ til domstolene. Voldgiftsinstituttet søger derfor en faglig stærk jurist til et dynamisk team, der arbejder med danske og internationale tvister i tæt samarbejde med højt profilerede advokater og voldgiftsdommere i ind- og udland. Du skal interessere dig for proces og løsning af tvister mellem erhvervslivets aktører.

Har du en drøm om en karriere indenfor voldgift? Så er Voldgiftsinstituttet et godt sted at være. Som jurist hos os kommer du helt ind i maskinrummet, hvor danske og internationale tvister bliver behandlet hurtigt og sikkert i en skræddersyet proces.

Du bliver du en del af et fagligt stærkt team, der går på arbejde for at tilrettelægge sagerne og understøtte advokater, parter og dommere i voldgiftssagerne. Du vil komme til at samarbejde med nogle af de dygtigste aktører i branchen og kan skabe dig et fagligt netværk samtidig med, at du får et stort ansvar og mulighed for at arbejde selvstændigt. Derfor er det vigtigt, at du er resultatorienteret og kan overholde frister.

Om os

Voldgiftsinstituttet behandler tvister om alle aspekter ved kommerciel virksomhed. Alle typer af konflikter kan behandles ved instituttet.

Formen kan være forskellig. Parterne kan aftale, at tvisterne skal afgøres efter et af instituttets ”fast track” tilbud eller ved mediation, der imødekommer erhvervslivets efterspørgsel på hurtigere, mere uformel og billigere løsning af tvister.

For øjeblikket er der otte ansatte i instituttet, som har hjemme i attraktive lokaler tæt på Østerbro Station. Vi har en flad struktur og en uformel og uhøjtidelig tone i dagligdagen, stor fleksibilitet og vi deler viden med hinanden. Se yderligere oplysninger om instituttets aktiviteter på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Om stillingen

Du bliver en del af instituttets sekretariat, hvor du i samarbejde med de øvrige jurister navnlig varetager behandlingen af instituttets voldgifts- og mediationssager. Arbejdet går især ud på at administrere danske og internationale voldgiftssager og mediationer og være med til at sikre, at behandlingen af sagerne altid foregår optimalt.

Om dig

Du er en dygtig jurist og er gerne nyuddannet eller med erfaring i for eksempel et nævn, ministerium, domstolene eller et advokatfirma.

Du har interesse for erhvervslivets forhold samt for proces og tvister. Du er serviceminded, god til IT og til at kommunikere på både dansk og engelsk. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med voldgift, for eksempel gennem deltagelse i Vis Moot konkurrencen, og/eller andre former for løsning af juridiske tvister.

Det er vigtigt for os, at du er en god kollega, arbejder hurtigt, struktureret og effektivt, tager ansvar og kan arbejde selvstændigt.

Send din ansøgning med CV og eksamenspapirer til generalsekretær Steffen Pihlblad på [email protected] snarest muligt og senest 16. april 2025 med henblik på ansættelse snarest muligt.

Eventuelle spørgsmål om stillingen kan rettes til Steffen Pihlblad på telefon 2163 6698.

Voldgiftsinstituttet arbejder målrettet med fair, upartisk og effektiv løsning af tvister i en positiv og konstruktiv ånd, hvor parterne behandles lige. Vores opgave er at sikre, at tvister bliver løst på betryggende måde og med de mange fordele, som vold­gifts­behandling indebærer.

For cases commenced on or after 1 March 2025 under the Rules of Arbitration, the DIA increases its administrative charge by 5% owing to rising costs. The registration fee and arbitrator fees are unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 March 2025 the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which is available here.

Efter længere tids sygdom er Jens Rostock-Jensen gået bort. Det danske og nordiske voldgiftsmiljø har derved mistet en markant, værdsat og respekteret profil. Kollegerne Frank Bøgild og Kolja Staunstrup fra Kromann Reumert skriver mindeord.

Jens begyndte sin juridiske karriere i 1983 hos Reumert & Partnere – det nuværende Kromann Reumert – som Jens dermed var tilknyttet i næsten 42 år. Han blev advokat i 1986, fik møderet for Højesteret i 1991 og blev beneficeret for Højesteret i 1999.

Jens fattede tidligt i sin karriere interesse for proces og voldgift og formåede på imponerende vis at opbygge og fastholde en position som også internationalt anerkendt voldgiftsdommer og procedør.

I sine mange år i voldgiftsmiljøet var Jens respekteret som både procederende advokat og voldgiftsdommer i en lang række danske og internationale voldgiftssager, også nogle af de allerstørste landmark-cases på europæisk grund. Sager som han undtagelsesfrit håndterede med ordentlighed, sikker hånd og velfunderet skarphed, og altid med klasse, overskud og en beundringsværdig ro. Som modpart var han respekteret, ordholdende og kollegial uden at gå på kompromis med optimal varetagelse af klientens interesser.

Gennem årtier spillede Jens en værdifuld rolle i udviklingen af retssags- og voldgiftsmiljøet, ikke kun hos Kromann Reumert men også via tillidshverv i bl.a. Dansk Forening for Voldgift, Advokatrådet, Retsplejerådet, Dommerudnævnelsesrådet samt talrige fagudvalg, netværk, konferencer og bog- og artikeludgivelser, hvor han med sin store viden og erfaring bidrog til at udvikle såvel som udbrede kendskabet til og forståelsen for voldgift og proces.

Jens var som få et dannet, kulturelt og vidende menneske med den højeste integritet, og i alt hvad han gjorde, var han utrolig omsorgsfuld, lun og empatisk med et positivt livssyn, der ukueligt fulgte ham helt til det sidste.

I arbejdssammenhænge var Jens ikke bare en god kollega men også en uselvisk holdspiller og kammerat, hvis loyale opbakning og inspirerende sparring vi alle nød godt af. I vores procesgruppe vil Jens for altid være et fagligt og menneskeligt forbillede, ligesom han i voldgiftsmiljøet vil blive husket for sine mange kvaliteter.

The DIA is proud to sponsor the annual AUMA Pre-Moot, which took place on 8 February 2025 in preparation for the Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot. The DIA’s Sahra Arif attended the pre-moot.

“It was a pleasure joining the AUMA pre-moot as arbitrator again, this year. It was impressive to see the students performing so well – delivering their arguments eloquently, convincingly and demonstrating how well they grasp the complexities of this year’s Moot problem,” says Sahra Arif, Legal Counsel at the DIA.

This year the participating teams included Humboldt-Universität zu Berlin, Universität Hamburg, University of Southern Denmark, University of Copenhagen and Aarhus University.

The case focused on several interesting procedural issues, including the issue of a party bypassing a mediation-step in a multi-tiered dispute resolution clause.

“From an institute-perspective, it was particularly interesting to hear the teams’ arguments on the mediation-issue and sharing how similar issues have been resolved in the DIA’s cases,” she adds.

The pre-moot concluded with a dinner hosted by DLA Piper Denmark.

“It was great to see the teams, coaches and arbitrators enjoying a fun evening together – it really underlines that the moot is not only an academic competition but also a great, social event.”

The DIA is proud to sponsor the Willem C. Vis Moot competition and support the unique opportunities it offers to students with an interest in international commercial arbitration.

The DIA looks forward to the Plesner Pre-Moot, which will take place in March, and the Willem C. Vis Moot taking place in April.

The DIA has recently published two articles about this year’s Vis Moot problem. Read more:

https://voldgiftsinstituttet.dk/maegling-som-indledning-til-voldgift/

https://voldgiftsinstituttet.dk/mediationsklausulers-retskraft-i-et-dansk-perspektiv/

The International Bar Association (IBA) has announced the launch of their Scholarships for the 2025 IBA Annual Conference in Toronto, Canada. The Annual Conference working sessions are complemented by a full social programme which provides the opportunity for delegates to meet, establish and maintain business contacts and friendships with peers of the legal profession worldwide. Scholarships are awarded to young lawyers who wish to participate at the Annual Conference but may find it financially difficult to do so.

Applications are open to all qualified lawyers aged 35 and under. The deadline to submit applications is Sunday, 18 May 2025.

The DIA has been represented in the IBA Arbitration Committee for many years and recommends that also young dispute lawyers from Denmark explore this opportunity. The Committee is one of the largest committees under the IBA and consistently offers highly interesting sessions on arbitration during the annual conference.

Read more:

IBA Annual Conference Scholarships | International Bar Association

Kathrine Yding Olsen har modtaget to priser for sit speciale i januar. Det er både Young Arbitrators Copenhagen og Advokatfirmaet Viltoft, der har fundet hendes speciale ekstraordinært og på et niveau, der fortjener en særlig hæder.

”Det der betyder mest for mig, at jeg nu har fået mulighed for at holde oplæg om mit speciale for en bredere kreds. Det var en særlig oplevelse at kunne fortælle om noget, som jeg selv brænder for, til andre voldgiftsinteresserede.”

Sådan lyder det fra Kathrine Yding Olsen, der her i starten af det nye år har modtaget hele to priser for sit speciale, som omhandler partsautonomien i international institutionel voldgift.

Priserne kommer fra henholdsvis Young Arbitrators Copenhagen og Advokatfirmaet Viltoft, der for femte gang har uddelt Lykke Hansen & Gjedde Nielsen Prisen.

På LinkedIn skriver Viltoft denne begrundelse for, at valget faldt på Kathrine Yding Olsens speciale:

”Kathrine Yding Olsen behandler i sit speciale en række problemstillinger om grænserne for brug af partsautonomi inden for rammerne af institutionel voldgift. Problemstillinger, som indtil videre kun er sparsomt behandlet i den juridiske litteratur, men som har stigende aktualitet, ikke mindst i byggeriet efter fremkomsten af de flerleddede tvistløsningsbestemmelser i AB 18-systemet.”

Selvom der med hæderen følger større kontante beløb, er det især anerkendelsen og muligheden for at formidle en spændende vinkel på voldgift, der gør indtryk, fortæller Katrine Yding Olsen, der i dag er advokatfuldmægtig hos Gorrissen Federspiel, hvor hun er tilknyttet procesafdelingen.

”Priserne har givet mig mulighed for at tale med andre voldgiftsinteresserede. Da jeg holdt mit oplæg i forbindelse med YAC’s nytårskur, var der både spørgsmål og kommentarer, som viser, at de problemstillinger, jeg har skrevet om, faktisk er noget, som andre praktikere arbejder med til hverdag. Det giver virkelig mening for mig at høre, hvordan de forholder sig, når de sidder med de her spørgsmål i dagligdagen. På den måde fandt jeg ud af, at det, som jeg troede var et meget teoretisk speciale, faktisk har en stor betydning i praksis,” siger Kathrine Yding Olsen, der i sit speciale har beskrevet den tendens, som udfordrer partsautonomiens grundlæggende betydning: Den stigende institutionalisering af international handelsvoldgift.

I en artikel i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev skriver hun blandt andet, at det i sidste ende er den dynamiske balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister. I institutionel voldgift indgår der et sæt af procesregler, som i et vist omfang flytter kompetencen til at afgøre processuelle spørgsmål fra parterne og til institutionen. Dette udfordrer partsautonomien. Typisk er denne overdragelse af kompetence ukontroversiel, idet den jo hviler på en aftale mellem parterne. Og det er derfor ikke overraskende, at størstedelen af parterne er tilfredse, når de ved valget af institutionel voldgift får en smidig og velfungerende voldgiftsproces. Ikke desto mindre kan der opstå̊ konflikter, når parter ikke blot vælger institutionens regler, men tillige indgår processuelle aftaler i strid hermed.

Læs hele Kathrine Yding Olsens artikel, som er baseret på hendes speciale:

https://voldgiftsinstituttet.dk/respekten-for-parternes-autonomi/

Den 5. februar 2025 afholdt IBA Arbitration Committee i samarbejde med IBA Professional Ethics Committee et webinar med titlen “Disclosure obligations in the different legal cultures – is there a level ethical playing field; should there be uniform rules?” Webinaret var centreret om voldgiftsdommeres pligt til at informere parterne om forhold, som kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed og uafhængighed. Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, deler sine take-aways fra webinaret.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

I Danmark er voldgiftsdommerens informationspligt gengivet i den præceptive bestemmelse i voldgiftslovens § 12, stk. 1, hvoraf det fremgår:

”Den, som bliver kontaktet i forbindelse med en mulig udpegning som voldgiftsdommer, skal oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed eller uafhængighed. En voldgiftsdommer skal fra sin udpegning og under behandlingen af voldgiftssagen straks oplyse parterne om sådanne forhold, medmindre voldgiftsdommeren allerede har oplyst dem herom.”

Uanset, at informationspligten gælder i de fleste lande og at pligten i disse lande normalt er gengivet på nogenlunde samme måde som her i landet, kan der i praksis være væsentlige forskelle på, hvilke oplysninger voldgiftsdommerne faktisk giver. Netop spørgsmålet om, hvilke oplysninger en voldgiftsdommer skal give, giver ofte anledning til telefoniske henvendelser fra voldgiftsdommere til Voldgiftsinstituttet. Det er på den baggrund ikke svært at forstå, at der efterlyses ensretning på området for at undgå, at voldgiftsdommere fra forskellige lande giver uens oplysninger, selvom omstændighederne og lovgrundlaget er ens og derfor burde udløse de samme oplysninger, uanset voldgiftsdommerens nationalitet.

Indlægsholderne var enige om, at en ensretning af praksis på området reelt er en illusion, idet det nærmere indhold af oplysningspligten i internationale voldgiftssager af mange grunde ofte vil være præget af lokale forhold, herunder retspraksis, retstraditioner og retskulturen i øvrigt i de enkelte lande.

At det ikke forekommer muligt at opnå en ensretning af oplysningspligten, synes ikke umiddelbart tilfredsstillende, særligt henset til at voldgift er et internationalt retsområde, hvor ønsket om fravalg af lokale forskelle ofte har medvirket til, at parterne har indgået en voldgiftsaftale. IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, som senest blev opdateret i 2024, har formodentlig medvirket til at minimere problemet, idet disse guidelines har skabt en vis ensartethed på området. Til trods for, at retskildeværdien af disse guidelines i sagens natur er begrænset, har IBAs guidelines vundet stor udbredelse i det internationale voldgiftsmiljø, herunder også ved Voldgiftsinstituttet, hvor inhabilitetsindsigelser mod voldgiftsdommere sædvanligvis holdes op mod IBAs guidelines som led i instituttets konkrete stillingtagen til sådanne indsigelser.

Er tavshedspligten et skjold for oplysningspligten?

Under webinaret blev det desuden drøftet, om man ved fastsættelsen af indholdet af oplysningspligten bør skelne mellem, om oplysningerne skal gives i en rent national sag eller om de skal indgå i en international sag. En tese er vist nok, at oplysningspligten er mindre intensiv i rent nationale sager. Indlægsholderne angav, at det vil give anledning til unødig tvivl om indholdet af oplysningsstandarden, hvis man tillod en praksis, hvorefter der anvendes forskellige standarder, afhængig af om sagen var af international karakter eller ej. Samme tilgang anvendes af Voldgiftsinstituttet, hvor der i denne henseende ikke sondres mellem om der tale om en dansk eller international sag.

Indlægsholderne understregede endvidere, at en voldgiftsdommer ikke kan undlade at opfylde oplysningspligten, under henvisning til at de relevante oplysninger er omfattet af voldgiftsdommerens tavshedspligt. I sådanne tilfælde må voldgiftsdommeren afstå fra at acceptere udpegningen. Også hos Voldgiftsinstituttet ligger det fast, at tavshedspligten ikke kan bruges som et skjold mod oplysningspligten.

Endelig blev det drøftet, om en voldgiftsdommer har pligt til at reagere, hvis han eller hun bliver bekendt med, at en medvoldgiftsdommer i tribunalet ikke har opfyldt sin oplysningspligt. I yderste konsekvens må parterne orienteres om et sådant forhold, idet indlægsholderne dog opfordrede til, at en voldgiftsdommer i stedet henledte det involverede instituttets opmærksomhed på forholdet. Man må herefter kunne forvente, at instituttet går i dialog med den pågældende voldgiftsdommer for at sikre, at informationspligten bliver overholdt, således at risikoen for, at der opstår inhabilitet – og dermed mulig tilsidesættelse af voldgiftskendelsen – minimeres mest muligt.

Indlægsholderne i webinaret

Som Co-moderators medvirkede:

• Nakasamba Banda-Chanda AM Wood & Co, Lusaka
• Chiann Bao Independent Arbitrator, Singapore; Co-Chair, IBA Arbitration Committee

Webinaret, som varede en time, blev optaget og kan ses her

Økonomisk volumen og kompleksitet i sagerne vokser. Det er en af de megatrends, som Kolja Staunstrup ser inden for M&A-voldgift. Fremadrettet forventer han, at begge dele vil nå nye højder, blandt andet fordi nye tekniske værktøjer understøtter mulighederne for hurtigt at afdække store datamængder samtidig med, at ekstern finansiering på købersiden og forsikring på sælgersiden øger appetitten på at forfølge eller bestride krav. Men der vil kunne komme en modreaktion, forudser han, for det kan også blive for ressourcetungt med de store og krævende sager, hvor energien bliver brugt på en bagudrettet konflikt.

Hvilke megatrends oplever du i branchen nu?

Der er helt klart en større villighed til at rejse krav. Det er ikke sjældent, at sagerne er i milliardklassen, og jeg oplever, at beløbsstørrelserne kun går én vej.

Det hænger blandt andet sammen med, at der er andre aktører på banen som forsikringsselskaber og litigation fonde. I praksis betyder det, at køber og sælger ofte spiller en mindre rolle i en efterfølgende tvist, fordi udfaldsrisikoen er flyttet over på andre, der alene har økonomiske interesser i sagen.

Kompleksiteten i sagerne er også vokset i forhold til for bare ti år siden. Der er ofte mange parter – hvor ikke alle vil være omfattet af voldgiftsklausuler. Det kan desuden være mange tekniske problemstillinger og flere jurisdiktioner i spil.

I mange sager er der desuden nærmest ingen grænser for, hvor mange detaljer, der bliver gravet frem. Der er mulighed for at lave elektroniske serversøgninger på en helt anden måde end dengang, hvor al information stod i ringbind på reolerne. I dag er det relativ hurtigt og enkelt at få afdækket og be- eller afkræftet en mistanke, og det kan resultere i meget voluminøse sager med mange tusind siders ekstrakter og nogle alvorligt store Excel-ark.

Det giver sig selv, at den udvikling stiller store krav til aktørerne i sagen, og derfor er det blevet et advokatspeciale i sig selv at kunne håndtere den slags komplekse tvister. Nøglen er hurtigt at få overblikket over potentielle parter og krav, hvilke specialistkompetencer, der er behov for at få involveret og hvordan potentielle krav kan forfølges. Derefter få lagt og forfulgt en dynamisk processtrategi, hvor de forskellige spor er veldefinerede og prioriterede.

Hvilke dagsordener fylder i M&A?

Helt klart valget af voldgiftsdommere. I rigtig mange år var der nok ikke meget mere end ti foretrukne voldgiftsdommere. Det var mænd med rigtig mange års erfaring. Men du behøver ikke at være 70 plus for at være en dygtig voldgiftsdommer. Klienterne efterspørger diversitet, og det betyder, at vi går meget bredere ud i dag, når vi skal udpege dommerne. Af samme grund er diversitet i dag noget, der fylder meget i hele branchen, og som man heldigvis også er meget opmærksomme på i institutterne.

Jeg ser det som entydigt positivt. Vi vil blive set ned på som branche, hvis vi er en indspist gruppe, der udpeger hinanden. I stedet skal vi tænke, som vi allerede gør om dynamikkerne på en arbejdsplads, hvor der vel er bred konsensus om, at det er en fordel at sammensætte grupper, der har forskellige baggrunde og vinkler på opgaven. Udpeges et dommerpanel med for eksempel en erfaren og ældre dommer, en yngre advokat og en professor, så er man formentlig i hvert fald kommet godt fra start.

Jeg har også oplevet en udvikling, hvor flere og flere professionelle, udenlandske aktører har kendskab til det danske institut, og derfor er det blevet lettere at få forhandlet DIA voldgift ind i en kontrakt, hvor valget før i tiden i højere grad faldt på eksempelvis ICC i Paris. Det skyldes øget synlighed, som betyder, at aktørerne ofte kender DIA på forhånd, og ellers er det nemt for dem at indhente referencer. Det opfatter jeg som en kæmpe anerkendelse i miljøet af instituttet.

Hvordan forholder du dig selv til de nye dagsordener?

En måde til delvist at kunne imødegå en vis del af kompleksiteten i denne sagstype er ved i højere grad at skræddersy voldgiftsklausulerne.

Der kan potentielt være mange mulige aktører i en tvist – køber, sælger, forsikringsselskab, ejere, rådgivere, ledelsesmedlemmer – hvor nogle typisk vil være omfattet af voldgiftsklausuler og andre ikke vil være det.  Det medfører en risiko for sideløbende og uafhængige sager, og det kan munde ud i inkonsistent afgørelser og i hvert fald fordyrelser af processen. Hvis sagerne i videre omfang kan håndteres ved en eller i hvert fald koordinerede voldgiftssager, letter det kompleksiteten og omkostningsniveauet.

Hvordan tror du, at M&A-voldgift ser ud om fem, ti år?

Jeg tror, at kompleksiteten når nye højder af flere grunde. For det første forventer jeg, at den økonomiske værdi af tvisterne vil fortsætte med at stige. For det andet vil de øgede muligheder for ekstern finansiering tage risikoen væk fra køber og give økonomisk fundament til at forfølge krav, der ikke nødvendigvis ellers ville være blevet forfulgt.  Og for det tredje vil forbedrede tekniske muligheder – AI – formentlig betyde, at vi kommer til at se et detailniveau, som vi ikke nødvendigvis kan forestille os i dag.

Men der vil kunne komme en modreaktion, for det kan også blive for ressourcetungt med de store og krævende sager. Vi skal huske på, at ressourcerne bliver brugt på noget bagudrettet og som sådan noget ikke-værdiskabende. Derfor kan fast track processerne få en større betydning i fremtiden, ligesom der måske kan komme brugbare AI-generede udfaldsvurderinger.

Mediation kan også meget vel komme til at spille en større rolle, hvilket jeg faktisk har svært ved at forstå ikke allerede er sket, da det gør det nemmere for parterne at komme videre uden at få ødelagt deres relation.

Endelig tror jeg på, at vi kommer til at se forskellige afarter af non-binding udtalelser, hvor parterne får en vejledende udtalelse og vurdering. Ofte er parterne malet op i hvert deres hjørne. Og i den situation kan det være nyttigt at få en udefra på banen, der siger: “Det her er det vigtige, og skulle jeg træffe afgørelse, ville jeg gå i den retning”.

Kolja Staunstrup

Advokat og partner hos Kromann Reumert. Kolja Staunstrup beskæftiger sig stort set udelukkende med tvistløsningssager og har særlig ekspertise inden for førelse af komplekse rets- og voldgiftssager. Han har således inden for de seneste 15 år ført en lang række store og principielle sager inden for bl.a. M&A, ledelsesansvar og rådgiveransvar.

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland undersøger advokat Lotte Noer hvert år i hvilket omfang voldgiftskendelser tilsidesættes og/eller nægtes anerkendt eller fuldbyrdet og med hvilke begrundelser. Lottes foreløbige research vedrørende 2024 peger på, at der i 2024 ikke er afsagt domstolsafgørelser vedrørende voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet), § 37 (om tilsidesættelse) eller § 39 (om nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse).

Men passer det? Hvis du kender til sådanne domstolsafgørelser afsagt i 2024, må du meget gerne række ud til Lotte. Hun har ikke brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen og der kan aftales et format, hvor hun alene får de oplysninger om sagen, som hun skal bruge til arbejdet, uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].

De bedste sagkyndige udtalelser bliver til i et tæt samarbejde mellem revisor og den advokat, der fører sagen, og som har dyb indsigt i sagens juridiske problemstillinger. Det mener Torben Lange, der er statsautoriseret revisor. Få hans fire bedste råd ved valg af revisor som sagkyndig i voldgiftssagen.

Af Torben Lange, statsautoriseret revisor

Et økonomisk krav er ofte det helt centrale i en voldgiftssag. Kravet kan for eksempel skyldes en misligholdt eller brudt kontrakt, regulering af en købesum, opgørelse af earn-out eller der kan være tale om et forsikringsdækket tab.

Til støtte for et økonomisk krav bliver der sædvanligvis udarbejdet en sagkyndig rapport fra en ekspert, der typisk er en godkendt og ofte statsautoriseret revisor.

Da opgørelsen af det økonomiske krav, støttet af revisors udtalelse, udgør væsentlige elementer af voldgiftssagen, bør sagens parter og deres advokater gøre sig en række overvejelser, som efter omstændighederne kan have stor betydning for sagens udfald.

For en god orden skyld bemærkes, at nærværende artikel selvsagt ikke har til formål – eller tilstrækkelig spalteplads til – at dække alle problemstillinger forbundet med sagkyndige afrapporteringer fra revisorer, der finder anvendelse i voldgiftssager.

Vælg en godkendt revisor med erfaring

Det lyder formentlig som et banalt og indlysende råd, at det er en god idé at vælge en godkendt revisor med erfaring indenfor voldgift. Og der er da også lidt mere til det end som så.

Det er en kendsgerning, at uanset faglige kompetencer i øvrigt, herunder branchekendskab mv., er det et fåtal af revisorer, der har nævneværdig erfaring med at udarbejde sagkyndige udtalelser konkret til brug for voldgiftssager.

Når revisor udtaler sig, sker det som oftest efter en standardiseret erklæringsform med en mere eller mindre fast sprogbrug, som i det hele passer ind i en veldefineret referenceramme. Dette gælder for eksempel revisors erklæring – ”revisionspåtegning” – med høj grad af sikkerhed på en årsrapport aflagt efter årsregnskabsloven. Tilsvarende er et revisionsprotokollat som altovervejende hovedregel udarbejdet med udgangspunkt i en standard, der blandt andet medvirker til sikring af overholdelse af en række formalia.

Udgangspunktet er væsentligt anderledes i voldgiftssager, der grundlæggende er egenartede, uanset de kan vedrøre en velkendt ’genstand’, for eksempel opgørelse af earn-out eller et opgjort tab.

Grundlaget, hvorpå det økonomiske krav er funderet, er også væsentligt forskelligt fra sag til sag, og vil sjældent ligne den dokumentation, som revisor indhenter som dokumentation for sin revisionspåtegning på en årsrapport. I voldgiftssager er der derfor behov for, at revisors udtalelse med tilhørende dokumentation er nøje tilpasset formålet, og tilpasset det grundlag, udtalelsen konkret kan baseres på.

Det er således en klar fordel, hvis revisor har erfaring med, hvad den gode ekspertudtalelse skal indeholde, og hvordan den skal se ud, herunder henset til, at voldgiftsretten – naturligvis – typisk er stærkere i de juridiske problemstillinger end i virksomheders økonomistyring, bogføring, regnskabsaflæggelse og revision, og hvorfor revisor bør fokusere sin udtalelse på de for sagen afgørende punkter, og holde sig fra i sammenhængen unødige revisionstekniske detaljer. Den konkrete form for revisors skriftlige udtalelse vender jeg tilbage til sidst i artiklen.

Videre er det efter min opfattelse en klar fordel og øger sandsynligheden for et gunstigt udfald af sagen, hvis revisor forstår sig på juraen, herunder konkret kan medvirke til sikring af størst mulig anvendelighed af sin udtalelse til støtte for det rejste økonomiske krav. Revisor skal selvsagt ikke foretage de juridiske herunder processuelle vurderinger, men den voldgiftserfarne revisor vil kunne give nyttige bidrag til de beslutninger kunde og advokat skal træffe.

Yderligere et væsentligt element i relation til revisors erfaring med voldgiftssager, relaterer sig til det at afgive forklaring og lade sig udspørge under en hovedforhandling. Den type erfaring finder man sjældent hos en revisor. Den med hovedforhandlinger uerfarne revisor kan nemt – ligesom andre vidner i øvrigt – efterlade et svagt helhedsindtryk af det, voldgiftsretten skal forholde sig til, og måske sågar så tvivl om konklusionerne i en ellers velfunderet skriftlig udtalelse.

Er processprog og hovedforhandling på engelsk, er det en selvstændig grund til at sikre, at vedkommende revisor vil være komfortabel hermed, og under hovedforhandlingen være i stand til at besvare uddybende spørgsmål og efterlade voldgiftsretten med det ønskede gode indtryk.

Involver revisor tidligt i processen

Det andet forhold, jeg vil adressere, er tidlig involvering af revisor. Vigtigheden heraf kan ikke understreges nok. De bedste sagkyndige udtalelser bliver efter min opfattelse til i et tæt samarbejde mellem revisor og den advokat, der fører sagen for kunden, og som har dyb indsigt i sagens juridiske problemstillinger.

Revisor skal grundlæggende være garant for, at opgørelse af det økonomiske krav fortages på en fagligt korrekt måde, baseret på et så fyldestgørende grundlag som muligt, hvortil der henvises, og at dette krav præsenteres bedst muligt. Derfor anbefales det, at revisor involveres så snart, det står klart, at et økonomisk krav skal opgøres og gøres gældende. Dermed kan revisor bedst muligt medvirke til sikring af et fyldestgørende og egnet grundlag for kravet.

Idet opgørelse af et økonomiske krav ofte er ganske komplekst, er det heller ikke hensigtsmæssigt, at dette varetages af klient og advokat alene, med en forventning om, at en senere antagen revisor da uforbeholdent kan tiltræde opgørelsen. Det fremstår efter min opfattelse og erfaring langt stærkere overfor voldgiftsretten, hvis den antagne revisor selv har medvirket til opgørelsen, og dermed er enig i, hvordan tabet skal og kan opgøres, og ikke mindst dokumenteres.

Det kan efter omstændighederne være uforeneligt med kravene til revisors Etiske Adfærd, der foreskriver, at revisor udviser blandt andet integritet, objektivitet samt professionel kompetence og fornøden omhu, hvis revisor føler et pres for at tiltræde og tilpasse sin argumentation til en opgørelse af økonomisk krav eller tab foretaget af kunden eller dennes advokat, som revisor grundlæggende ikke er enig i.

Og, at havne i en situation, hvor et tidligere rejst økonomisk krav må ændres, fordi revisor ikke kan tiltræde, hvad kunde og advokat tidligere har opgjort, er sjældent populært endsige hensigtsmæssigt for sagen – særligt ikke, hvis kravet skal reduceres.

Tidlig involvering af revisor muliggør tillige tilstrækkelig tid og lejlighed til, at klient, advokat og revisor i forening kan drøfte styrker og svagheder vedrørende anvendte principper og tilgængelig dokumentation for opgørelse af det økonomiske krav, hvilket selvsagt kan være afgørende for, hvordan sagen skal føres.

Indgå i dialog om dokumentationen for det økonomiske krav

Næste væsentlige fokuspunkt er dokumentation for det økonomiske krav og dermed revisors udtalelse, hvor dokumentationen selvsagt bør tilstræbes at være så fyldestgørende som muligt.

Erfaringsmæssigt er det til stor hjælp for klient og advokat, hvis revisor kan bistå med at identificere den relevante dokumentation af det økonomiske krav, herunder har erfaringen med, hvor denne dokumentation kan findes iblandt kundens økonomi- og regnskabsdokumentation. Jeg oplever ofte, at klient og advokat taler forbi hinanden på dette punkt, ofte fordi advokaters indsigt i virksomheders økonomistyring, der kan være meget forskelligartet, ganske naturligt er begrænset.

I den forbindelse kan den voldgiftserfarne revisor også indgå i dialog med klient og advokat om alternative måder, hvorpå det økonomiske krav kan bygges og understøttes af revisor, hvis en mere ideel teoretisk foretrukken metode i praksis ikke lader sig gøre.

Videre kan den voldgiftserfarne revisor sikre en rød tråd i den fremlagte dokumentation baseret på den valgte opgørelsesmetode, således at modpartens tilsidesættelse af det opgjorte økonomiske krav vanskeliggøres.

Er der tale om opgørelse af tab – eller andet økonomisk krav – vedrørende et forhold, der endnu ikke er afsluttet mens sagen pågår, er det afgørende vigtigt, at der etableres procedurer for registrering og opbevaring af de data og den dokumentation, som opgørelsen af tab – økonomisk krav – skal baseres på. Det gælder ikke mindst også dokumentation for indirekte tab, der agtes henført efter fordelingsnøgle eller lignende.

Det er ikke en selvfølge, at relevante data og dokumentation fortsætter med at være til stede. I den forbindelse er bogføringslovens femårs opbevaringspligt vigtig at huske på, herunder at større virksomheder ofte har automatiserede processer for sletning efter endt opbevaringspligt, hvilke processer efter omstændighederne skal afbrydes af hensyn til voldgiftssagens dokumentation.

Stil krav til formen for revisors afrapportering

Det sidste centrale forhold er formen for revisors afrapportering.

Som nævnt indledningsvis afgiver revisor de fleste af sine udtalelse efter en standardiseret erklæringsform med en mere eller mindre fast sprogbrug. Dette er ikke mindst en konsekvens af de faglige standarder, som revisor i øvrigt skal følge. Det gælder for eksempel ISA 700 (revisors erklæring på årsregnskaber), ISRE 2410 (erklæring om review af perioderegnskaber), ISAE 3000 (andre erklæringsopgaver med sikkerhed) eller ISRS 4400 (aftalte arbejdshandlinger vedrørende regnskabsmæssige oplysninger).

Isoleret set er ingen af disse standarder imidlertid selvstændigt velegnede i voldgiftssammenhæng, hvor revisors udtalelse tjener et andet formål, end de nævnte standarder sigter imod.

For det første vil de arbejdshandlinger, som revisor foretager som led i opgørelse af det økonomiske krav, sjældent svare til, hvad der forventes efter en konkret standard, jf. eksemplerne foran.

Dernæst foreskriver hver af disse standarder en speciel sprogbrug i forbindelse med afrapportering, som efter min opfattelse ikke egner sig til en voldgiftssag, hvor den standardiserede sprogbrug efter omstændighederne kan skabe forvirring samt usikkerhed hos voldgiftsretten om, hvad revisor reelt har udført af arbejde, og hvad grundlaget for vedkommendes udtalelse er.

Det er min anbefaling, at revisors afrapportering benævnes “rapport” eller “redegørelse”, hvorved revisor lægger afstand til mulig misforståelse af det udførte arbejde sammenholdt med for eksempel førnævnte faglige standarder, herunder for at undgå forveksling med ”revision” eller ”review”.

Det bør i den sammenhæng konkret fremgå af revisors rapport/redegørelse at

• rapporten alene er udarbejdet til den konkrete voldgiftssag, og ikke må anvendes til andet end denne, og hvorfor konklusioner ikke kan udstrækkes til at være gældende i andre situationer.
• at revisor hverken har foretaget revision eller review som defineret i danske eller internationale standarder herom.

Revisor bør i det hele sikre en sprogbrug i sin afrapportering, som ikke efterlader tvivl om, at revisor ikke foretager juridiske vurderinger, der henhører under voldgiftsretten.

Afslutningsvis er det min opfattelse, at revisors afrapportering bør tage højde for alle kendte forhold frem til den dag, hvor rapporten er dateret – eller klart angive, hvis det ikke er tilfældet.

Torben Lange

Statsautoriseret revisor. Medlem af Voldgiftsinstituttets Repræsentantskab udpeget af FSR – danske revisorer.

Hvor går grænsen for, hvad du kan tale med din voldgiftsdommer forud for udpegningen? Og er der over årene sket en stramning af kravene til habiliteten? Det undersøger voldgiftsdommer og mediator, Jes Anker Mikkelsen i denne artikel.

Af Jes Anker Mikkelsen, voldgiftsdommer og mediator

Hvem skal være voldgiftsdommer? Det er et af de første spørgsmål, der melder sig, når beslutningen om at indlede en voldgiftssag er taget.

I overvejelserne indgår en lang række faktorer, som skal falde positive ud for en udpegning af den eller de potentielle emner, der er kunne være egnede.

Parterne søger gerne hen imod en potentiel voldgiftsdommer, som har et godt kendskab til den branche, som parterne agerer i, og som vurderes at være anerkendt og respekteret som voldgiftsdommer og dermed vil have gennemslagskraft i tribunalet. Her spiller vurderinger af, hvilken voldgiftsdommer modparten forventes at udpege, og hvem der derefter vil kunne udpeges som formand for voldgiftsretten, en ikke uvæsentlig rolle, så voldgiftsretten bliver afbalanceret og kompetent sammensat. Såfremt parterne har aftalt, at voldgiftsdommerne skal være commercial men, skal parten foretage de samme undersøgelser af voldgiftsdommerens mulighed for at påtage sig hvervet.

Hvis sagen angår internationale forhold, er den potentielle voldgiftsdommers internationale erfaring også væsentlig. Med internationale parter og dermed forskellige retssystemer og retstraditioner vil en voldgiftssag kunne få et processuelt forløb, som voldgiftsdommeren også skal kunne håndtere. Sprog, afhøringer, tekniske rapporter, andragender om delafgørelser vil kunne blive en del af sagen.

Den potentielle voldgiftsdommer skal også have mulighed for rent praktisk at kunne påtage sig hvervet inden for den tid, der må forventes at være nødvendig. Sagen kan blive relativt langvarig, dommeren kan have andre sager, der tidsmæssigt ændrer sig, og dommeren kan få forfald af andre årsager. Det kan derfor blive relevant at få oplyst, i hvilket omfang voldgiftsdommeren er udpeget i andre sager, der kan få indflydelse på behandlingen af den konkrete sag. Nogle institutter beder voldgiftsdommeren oplyse, hvor mange voldgiftssager, voldgiftsdommeren er udpeget i ved det pågældende institut og som dommer i det hele taget, ligesom nogle beder om dommerens bekræftelse på at kunne være tilgængelig i konkrete perioder.

I Danmark er det sædvanligt, at en dommer ved de almindelige domstole af retspræsidenten kan udpeges som medlem af en voldgiftsret. På grund af en intern praksis ved domstolene udpeges dommere sædvanligvis kun til at fungere som formand for voldgiftsretten. Som følge af reglerne om dommeres bibeskæftigelse, hvoraf det fremgår, at der gælder et loft for dommerens indtægt ved bibeskæftigelse, er kravet om tilgængelighed særlig relevant.

Uafhængighed og upartiskhed.

Udover disse overvejelser og undersøgelser skal parten være sikker på, at den potentielle voldgiftsdommer vil være upartisk og uafhængig, så der er sikkerhed for, at ingen af dommerne er forudindtaget eller positivt indstillet overfor en bestemt part. Her kan dommernes udpegninger i andre sager og forretningsmæssige forhold til parten være afgørende. Parten skal spørge ind til sådanne relationer, men det kan være vanskeligt at få konkrete oplysninger på grund af fortrolighedskrav.

Efter voldgiftsloven § 12 skal en dommer oplyse om forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed og uafhængighed og parterne må som udgangspunkt forlade sig på, at dette er situationen. For parten er det særdeles afgørende, men det er det også for voldgiftsdommeren, for viser det sig, at der kan rejses kritik eller berettiget tvivl, kan hele sagen blive en oplevelse, som både parter og voldgiftsdommere helst havde været foruden. Voldgiftsdommeren kan blive bedt om at træde tilbage, og en eventuel kendelse tilsidesat. Det vil ikke blive behandlet her, selvom der synes at være øget fokus på muligheden for at tilsidesætte en voldgiftskendelse.

Kontakt med den potentielle voldgiftsdommer

De fleste af de ovenfor nævnte oplysninger er af generisk karakter og kan i vidt omfang tilvejebringes af parten ved egen drift. Den potentielle voldgiftsdommer vil være parten bekendt i et vist omfang og kan være anerkendt som en kompetent, korrekt og hæderlig advokat, dommer etc.

Men nogle forhold kræver kontakt med voldgiftsdommerne og det vil være naturligt, at en part ønsker at kontakte den potentielle voldgiftsdommer og afklare forskellige forhold, før dommeren eventuelt bliver udpeget.

Et interview med den potentielle dommer vil være uproblematisk, såfremt for eksempel navnene på parterne og sagens karakter ikke bliver oplyst eller kan afsløres.  Det vil heller ikke være problematisk, hvis spørgsmålene vedrører den potentielle dommers erhvervsmæssige baggrund, kendskab til international voldgift, praktiske muligheder for at påtage sig hvervet med videre.

Det antages, jfr. blandt andet i ”Praktisk Voldgiftsret”, side 82, at det ikke vil føre til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens uafhængighed og upartiskhed, såfremt parten ved interviewet alene ønsker at sikre sig, at den pågældende har den nødvendige viden og erfaring om det emne, som sagen udspringer af, og om voldgiftsdommeren i øvrigt vil være tilgængelig og habil. Der må dog udvises påpasselighed. En bestemmelse med samme indhold findes også på IBA’s Grønne liste.

Henvendelsen bør for eksempel være på ”no-name-basis” og parten bør undlade at nævne eller direkte eller indirekte komme til at afsløre forhold, der kan afsløre parternes identitet eller den konkrete problemstilling, der er grundlaget for voldgiftssagen. Hvem parterne er, bør først oplyses senere, når det er fastslået, at den potentielle voldgiftsdommer vil være i stand til at påtage sig hvervet som voldgiftsdommer i den pågældende sag.

Om sagens materie  vil det eksempelvis kunne nævnes, at sagen vedrører ”M&A dispute”, ”off shore construction” eller ”finansieringsaftale”, uden at sagens konkrete uoverensstemmelse og den juridiske problemstilling bliver en del af interviewet.

Afgørende er, at interviewet på den ene side skal afklare så mange spørgsmål, at parten kan træffe en oplyst og velovervejet beslutning om valget af den rette voldgiftsdommer, samtidig med at interviewet på den anden side ikke bringer voldgiftsdommeren i en sådan situation, at han eller hun er nødsaget til at orientere modparten og eventuelt Voldgiftsinstituttet om kontakten og indholdet af interviewet. Går parten for vidt i sine spørgsmål, er der risiko for, at parten må starte forfra med en behersket interviewform.

Der er næppe tvivl om, at kravene til voldgiftsdommerens upartiskhed er blevet strengere over årene, og at både parter og voldgiftsdommere skal være forsigtige. En erklæring om uafhængighed og upartiskhed var tidligere oftest unødvendig, fordi udpegningen var grundet i almindelig kollegial ordentlighed. Nu kan selv en enkelt tilkendegivelse på sociale medier gøre en dommer inhabil.

Erklæring om uafhængighed og upartiskhed

Har parten og voldgiftsdommeren holdt sig på dydens smalle sti, og er parten tilfreds med de oplysninger, den potentielle voldgiftsdommer har givet, og dermed blevet betrygget i, at denne vil kunne udpeges som voldgiftsdommer for parten, kan parten forsyne voldgiftsdommeren med de faktiske oplysninger, som gør det muligt for voldgiftsdommeren at gennemføre et konflikttjek.

Herefter kan voldgiftsdommeren erklære sig uafhængig og upartisk og evt. underskrive voldgiftsinstitutternes Declaration of Acceptence and of Independence and Impartiality – uden bemærkninger om pre-interviewet og uden at komme i konflikt med voldgiftslovens § 12.

Herefter bør parten og voldgiftsdommeren ikke have nogen kontakt, bortset fra orientering om valget af formanden for tribunalet, idet det antages i praksis, at voldgiftsdommeren – uden at løbe en risiko for inhabilitet – kan drøfte valget af formanden med den udpegende part.

Jes Anker Mikkelsen har som advokat beskæftiget sig med konfliktløsning, og fokuserer nu på voldgift og mediation, institutionelt og ad hoc. Han er akkrediteret ved SCMA Singapore Chamber of Maritime Arbitration og CMAC China Maritime Arbitration Commission, var formand for Danske Mediator Advokater 2003-2007, og medstifter af og formand for Mediationsinstituttet 2007-2010.

Jeg kan jo læse, hvilke domme der bliver bragt i Ugeskrift for Retsvæsen. Her er der meget langt mellem afgørelser i helt store kommercielle tvister. Sådan lyder det fra Mathias Steinø, advokat og medlem af ICC Court of Arbitration. I en ny interviewserie fortæller han om de megatrends, som han ser i branchen lige nu. En af dem er, at de kommercielle tvister har flyttet sig fra domstolene til voldgift. Det skyldes blandt andet, at offentlighed sjældent er attraktivt i den slags sager og at voldgiftssager rummer en fleksibilitet, som appellerer til erhvervskunderne, mener han.

Gennem de seneste tyve år, er der sket en stærk specialisering i advokatbranchen. Det gælder ikke bare i Danmark. Kompleks jura og en øget globalisering har i store dele af verden betydet et farvel til advokaten med alle værktøjer i skuffen.

”I dag er branchen i meget høj grad specialiseret, og det gælder også indenfor voldgift. Gennem mit arbejde i ICC Court of Arbitration, ser jeg rigtig mange advokater og advokatkontorer, der kun beskæftiger sig med voldgift. Her er der både yngre og ældre aktører. Så narrativet om voldgiftsdommeren som den ældre, hvidhårede herre kan vi godt lægge væk – selvom erfaring stadig tæller,” siger Mathias Steinø.

Han ser en megatrend i, at denne specialisering giver nye muligheder.

”Nogle vælger at forlade det traditionelle job i advokatbranchen for at få mere work life balance. Og her er jobbet som uafhængig voldgiftsdommer oplagt. Det er ikke sikkert, at du har mange sager i begyndelsen. Men jeg kan se, at flere og flere får jobbet som selvstændig voldgiftsdommer til at lykkes. Det skyldes netop specialiseringen, og de jobmuligheder der vokser frem heraf. Du behøver ikke at være professor for at få de gode jobs.”

”Jeg tror på sigt, at vi kommer til at se flere yngre advokater gå den vej, for et arbejdsliv som selvstændig er oplagt, når du er talentfuld. Jeg tør også godt spå om, at man vil se nogen lykkes med det, blandt andet fordi de er ude af problemerne med interessekonflikter. Samtidigt tror jeg voldgiftsinstitutterne vil være glade for, at der er nogen som helliger sig denne form for arbejde og dygtiggør sig, så det vil givetvis også fremme udpegninger fra institutterne.”

Sagerne flytter sig fra domstolene til voldgift

Når der bliver jobs til flere voldgiftsaktører i branchen, hænger det også sammen med, at de kommercielle tvister har flyttet sig og fortsat flytter sig fra domstolene til voldgift. Det er også en klar megatrend, mener Mathias Steinø.

”Jeg kan jo læse, hvilke domme der bliver bragt i Ugeskrift for Retsvæsen. Her er der meget langt mellem afgørelser i de helt store kommercielle tvister. Det betyder, at visse virksomhedshandler aldrig kommer for en domstol. Det handler blandt andet om, at det ikke er attraktivt med offentlighed, at voldgiftssagen har en fleksibilitet, som appellerer mere til erhvervskunderne, og at det er attraktivt at kunne sætte et endeligt punktum i en sag, så du ikke risikerer at stå med en appel og dermed kikker ind i ukendt fremtid.  Erhvervslivet vil gerne se fremad og reducere tidshorisonten for tvisterne,” siger han.

”Samtidig er der også en professionalisering blandt virksomhedsjurister, der udgør en væsentlig del af miljøet. Mens den kommercielle ledelse af selskaberne ofte ikke har dyb indsigt i forskellige tvisteløsningsmekanismer og deres fordele og ulemper, kender virksomhedsjuristerne alt til forskellige tvistløsningsfora og ved at domstolene ikke altid er det bedste valg”.

Sanktioner og reguleringer er i enorm vækst

En tredje megatrend, som Mathias Steinø ser kommer buldrende, er mængden af sanktioner på verdensplan.

”Antallet af sanktioner og fintmaskede reguleringer på globalt plan er i enorm vækst. På de seneste ti år har vi fået langt flere sanktioner, end vi har set igennem et helt århundrede. Det vil ramme os på en måde, som betyder, at mange ikke ønsker at sige ja til at være voldgiftsdommer, fordi du kan blive beskyldt for at blive en del af en sanktionsramt konflikt.”

”Det behøver ikke at handle om våben. Det kan være en sag om handel med stål, kul og olie, der kan være lovlig mellem parterne, men hvor man er nødt til at spørge sig selv, om man medvirker til noget ulovligt, ved at sige ja. Bevæger man sig ind i et minefelt ved at påtage sig sagen? Det kan være yderst komplekst, og betyder, at det er vigtigt i højere grad end tidligere at holde øjne og ører åbne – det gælder også under sagen. Så en skærpet opmærksomhed på, om der foregår noget ulovligt, vil helt sikkert i højere grad end tidligere være top of mind hos alle voldgiftsaktører,” siger Mathias Steinø, der samtidigt glæder sig over en generel positiv udvikling.

”Når sagerne flytter sig fra domstolene over i voldgift, betyder det også, at faget bliver mere vigtigt. Personligt synes jeg, at det er med til at gøre mit job mere spændende. Det er altid sjovt at være et sted, der udvikler sig”.

Mathias Steinø

Advokat, partner hos Hafnia Law Firm. Medlem af ICC Court of Arbitration, Paris. Mathias Steinø har mange års erfaring inden for komplekse rets- og voldgiftssager indenfor blandt andet erstatningsansvar efter virksomhedshandler (post M&A tvister), ledelsesansvar (D&O), professionelt ansvar (PI), produktansvar, dækningstvister med forsikringssager samt diverse tvister om kommercielle kontrakter.

Når du bruger kunstig intelligens, er det som at åbne døren til en strøm af både muligheder og farer, mener advokat Niels Chr. Ellegaard, der er forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession fra 2019. Selv bruger han flere forskellige platforme for blandt andet at udfordre sine egne bias. Det sker altid med øje for, at svarene kan være forkerte.

Hvornår bruger du selv AI?

Via mit job har jeg adgang til de nyeste versioner af Chat GPT og Perplexity. Jeg bruger typisk de to platforme til at tjekke begreber eller teorier og til at trække argumenter ud af en større kontekst.

For eksempel har jeg i dag spurgt Chat GPT om, hvornår Legal Tech opstod som begreb. Jeg skal bruge den information i forbindelse med en engelsk tekst, som jeg arbejder på, og derfor bad jeg også om en oversættelse af det danske svar på mit spørgsmål.

Perplexity er et AI-værktøj, der lidt forenklet sagt parrer Google med Chat GPT. Det er et spændende værktøj, fordi jeg her får en søgning på kilder i realtid og alle kilderne til svarene. Så det er en løsning, der leverer dokumentation, og som jeg for eksempel bruger i forbindelse med, at jeg forbereder et foredrag, hvor jeg ofte bruger kunstig intelligens som en del af min research, når jeg skal finde litteratur og teorier.

Hvor kritisk er du, når du arbejder med AI?

AI-forordningen om automatiseringsbias siger, at du skal være forsigtig med at forlade dig på output fra højrisiko AI-systemer. Og det er jeg.

Jeg interesserer mig for kognitionsforskning og de filosofiske eller retsfilosofiske aspekter, som også hænger sammen med brugen af AI.

Det kognitive handler om de to systemer i hjernen, som vi bruger, når vi skal træffe beslutninger. Det meste af tiden er vi på system et – den lette frekvens. Den sender konstant forslag og impulser, der fortæller dig, hvad du skal gøre, men den arbejder ud fra tommelfingerregler og intuition – og så er den  ukritisk. Skal du træffe svære beslutninger, slår du over på en anden frekvens – system to – som kræver mere af dig, og som er mere kritisk. Når du arbejder med AI, skal du helst være på den anden frekvens, hvor du er årvågen.

Det gælder for os alle, at vi skal udfordre de svar, som vi får fra AI. Det er et kalejdoskopisk farvand at bevæge sig i, for der ligger jo noget fantastisk i, at du kan få hurtigt svar på alt og hjælp til at finde de gode argumenter. Men samtidig er det også sådan, at svaret kan være fuldstændig forkert.

Kan du give et eksempel?

Jeg har for eksempel testet Chat GPT og Perplexity ved at stille et spørgsmål om arv. Lad os sige, at en mor sidder i uskiftet bo med en far. Der er ikke skrevet testamente. Der er tre søskende. Det ene barn er farens søn fra et tidligere ægteskab og altså halvbror til de to andre søskende. Når jeg spørger, hvordan arven skal fordeles efter morens død, er svaret, at den bliver delt i tre lige store dele – selvom det ene barn ikke tager arv fra moren og derfor kun skal have det halve af de andre, når det uskiftede bo skal gøres op. Hvis jeg så gør robotten opmærksom på fejlen, får jeg at vide, at jeg har ret, og får et nyt svar med den rigtige arvefordeling. Det er et godt eksempel på, at det er vigtigt, at du ikke lader dig forføre. Det indledende svar så overbevisende ud, men kikser på det centrale punkt.

I et eksempel fra den virkelige verden spurgte jeg Chat GPT, om den afrikanske stat Gabon havde tiltrådt New York Konventionen. Svaret var et ja, og jeg fik også kilden med, sådan at jeg kunne tjekke, om det holdt stik. Det sparede mig for en hel del tid. Men forestil dig, at svaret var negativt og uden en solid kilde, så havde jeg ikke kunnet være sikker. Der er derfor ofte en asymmetri, hvor værdien af svaret afhænger af, hvad robotten rent faktisk svarer.

Hvor ser du AI gøre særlig gavn for voldgiftsdommere?

Voldgiftsdommerne sidder ofte med store dokumenter – vi taler flere hundrede sider. Med AI er der virkelig gode muligheder for at filtrere – for eksempel trække de fem vigtigste pointer ud.

Normalt er robotten rimelig træfsikker. Jeg gør altid det, at jeg tester min platform. Det gør jeg ved i første omgang at bruge kendt materiale. Er jeg enig i valget af, hvad der er de bedste pointer, stoler jeg mere på, at det samme kan lade sig gøre i andet materiale.

For voldgiftsdommeren – eller partsrepræsentanten – er det også en mulighed at optage en vidneforklaring – den kan for eksempel være afholdt på Teams. Herefter hjælper Co-Pilot med at vidneforklaringen kommer på skrift, og nu har du en version, hvor du kan anvende AI til at filtrere fakta, ligesom du kan lave analyser ved at spørge ind til forskellige situationer.

Det kan være, at det er interessant for dig at analysere, hvad et eller flere vidner fortæller om et møde 17. januar med Jens Jensen. I en sag med mange vidneforklaringer kan robotten, med dens større båndbredde, fange mønstre og inkonsistens bedre end vi mennesker. Når du står med robottens analyse, er det vigtigt – igen – at være kritisk, for robotten forstår ofte – men ikke altid – konteksten. I eksemplet kan det være vanskeligt for robotten at afgøre, om der tales om flere møder, hvor et er afholdt den 17. januar, hvis datoen ikke bliver nævnt af vidnet, men er underforstået. Denne kontekst vil robotten nemlig ikke nødvendigvis kunne iagttage, selvom den ofte er forbavsende god.

Hvor skal voldgiftsdommeren være særlig forsigtig?

Husk altid at vælge træning fra i indstillingerne, sådan at robotten ikke skraber de informationer, du lægger ind.

Jeg vil aldrig dele fortrolig eller personfølsomme oplysninger, uanset om jeg er advokat eller dommer. Der er risiko for, at dine oplysninger kan optræde i andre sammenhænge, også selvom du har valgt, at dit indhold ikke må skrabes.

Ser du andre farer?

Farerne ligger også i mulighederne. Så – igen – undgå det, jeg kalder lazy lawyer syndrome og husk så, at der er en grund til, at voldgift falder ind under AI-forordningen.

Et meget sjovt eksempel, som en kollega ofte bruger for at illustrere, hvordan generativ AI virker er at bede robotten om at fortsætte en sætning som: ”Selskaber afholder…” Hvad vil du svare? Måske ”generalforsamlinger”, hvis du er jurist.

Prøv så at vende det om og spørg: ”Afholder selskaber… ” så vil de fleste nok tolke ”selskaber” i en social eller festlig retning. Transformerteknologien, som Chat GPT bygger på er netop i stand til at håndtere lige præcis det.

Men det gør også, at man skal være tilsvarende omhyggelig med, hvordan man spørger.

Hvor ser du udviklingen går hen?

På den korte bane kommer de nye robotter, som har en mere “avanceret tænkning” indbygget, og som er gode til at ræsonnere. Om jeg er dommer eller advokat, vil jeg fremover få meget ud af for eksempel at teste styrken i mine bedste argumenter for at udfordre mig selv og mine egne bias. Måske er argumenterne ikke så gode, som jeg forestiller mig.

På sigt får vi også redskaber til at redigere dokumenter i dialog med robotten. Det er spændende, men husk igen: Brug altid en generisk tilgang, så du ikke kompromitterer din fortrolighed.

Niels Chr. Ellegaard

Advokat, partner, Plesner. Tidligere formand for Danske IT Advokater. Forfatter til bogen Robots Entering the Legal Profession.

Steffen Pihlblad expects AI to become an integral part of both the DIA’s case handling and the operation of the DIA in the near future. In the longer term, he envisions the development of an AI tool trained using the arbitral awards and other internal data that have been accumulated at the DIA since its establishment in 1981.

All employees at the DIA have access to ChatGPT Plus and are encouraged to explore the AI tool to become familiar with its capabilities. We have positive experiences using AI, not only in safeguarding translations but also in managing more complex tasks. In general, one of the most significant benefits we have observed is that we no longer face the challenge of starting with a blank page.

Soon, I expect AI to become an integral component in both our case handling and in the operation of the DIA. In the longer term, we may develop our own AI tool trained using anonymised versions of the arbitral awards and other internal data accumulated at the DIA since its establishment in 1981.

AI and the Party Representatives

Whether parties and tribunals can use AI are controversial questions, and there is not yet much case law to provide guidance.

In my opinion, party representatives should in principle be allowed to use every tool available to them – and using AI could give clients better chances for success.

In addition, clients expect it. Nowadays, many clients present their lawyer with sophisticated ideas about how their legal disputes should be resolved because they have consulted AI tools before meeting the lawyer. This is similar to how patients research online before visiting a doctor.

It is then up to the professional to elaborate and, when necessary, explain why the AI tool may have given incorrect output.

Dispute resolution lawyers should expect this and be prepared for it. And why shouldn’t they be allowed to ask the robot, “What are the five best arguments against my claim?”

Of course, lawyers must adhere to GDPR, maintain confidentiality, and ensure that the AI tool does not produce fake evidence or case law. There have already been cases from abroad where lawyers have faced disciplinary actions for submitting AI-generated fake case law.

As gatekeepers, lawyers must ensure that no fake information is introduced during the proceedings. It should not be necessary to remind lawyers about this responsibility.

Transparency in the arbitrator’s use of AI

The perspective on the arbitrator’s use of AI seems to be more complex and more controversial compared to the lawyer’s use.

The short answer is: “yes, arbitrators should be allowed to use AI, including for decision-making”. Arbitration is a business, and there is competitive pressure to be fast, cost-efficient, and to issue high quality awards, which are more robust and less exposed to set aside proceedings. Ignoring AI in such a context would be counterproductive.

Having said that, the arbitral tribunal’s use of AI must be transparent to the parties, and arbitrators must exercise exceptional caution when relying on AI-generated insights. The tribunal holds authority to issue arbitral awards that can be enforced by courts worldwide. This is a serious responsibility that demands appropriate oversight.

Regulation at the DIA?

I do not see an urgent need for regulation regarding party representatives’ use of AI. Existing regulations should be sufficient for now. However, as AI becomes more and more widespread in legal practice, it is possible that future developments may call for new regulation.

For arbitrators, I think the situation may be different. A potential concern is that the arbitral tribunal might use an AI tool trained using biased information. For instance, in a post-M&A dispute, an AI tool trained mainly using seller-friendly case law will likely produce outcome in favour of the seller. This should be transparent to the parties, as it will allow opposing counsel to challenge the AI tool’s reliability in the specific context.

Additionally, each arbitrator must personally review the AI tool’s output to ensure that it aligns with applicable law as well as with the facts and circumstances of the specific case.

We are in the process of updating our Rules of Arbitration, and we will carefully consider whether it would be beneficial to introduce specific provisions about the use of AI.

These considerations will include alignment with the EU AI Act. The scope of the Act is expanded to include arbitration as a field where the use of AI may be considered as critical use. This also underlines the need to exercise caution if relying on AI in arbitration.

In a Norwegian court case of 2023 from Borgarting Court of Appeal, the importance of the date of the arbitral award took centre stage. The case highlights the issues that may arise when an award contains multiple dates which may be considered the date of the award.

By Martin Gukild, associate, Schjødt

The backdrop was earlier arbitral proceedings between three Norwegian companies (A, B and C) and the Latvian state before the International Centre for Settlement of Investment Disputes (ICSID). The three Norwegian companies had invested in the development of a property next to Riga airport. However, due to frequent regulatory changes the project was never completed. The investors had already incurred costs because of the project, and the Norwegian companies were of the opinion that the Latvian state was liable for these costs.

To recover this loss, A, B and C initiated arbitral proceedings against the Latvian state before ICSID in autumn 2016. That same year, the three Norwegian companies had, before the initiation of the arbitration, entered into an agreement where two of the companies (A and B) guaranteed to C that they would cover all legal costs. In February 2020 the tribunal rendered their award, in which Latvia was acquitted, and the claimants were ordered to cover full legal costs.

In the recovery of legal costs, the Latvian state initiated enforcement proceedings against C in 2021, as it turned out that A and B were insolvent. As such, C ended up having to pay the legal costs of approximately 3 million euros.

The proceedings before the Norwegian courts

After having been forced to cover these costs, C turned towards its lawyer, D, and claimed that D and his law firm were liable for the loss. The basis for this liability was twofold: firstly, C argued that when entering into the agreement of 2016, D ought to have made C aware of the fact that A and B might not be able to cover the costs and if so, C would be liable. Secondly, C argued that D did not provide a sufficient analysis of the procedural risks before commencing the arbitration. Both of these arguments were strongly disputed by D. However, the case never got that far.

C initiated legal proceedings against D and his law firm on 27 February 2023. The date was of importance, as the ICSID-award had been rendered on 27 February 2020. Under Norwegian law, the limitation period of a claim is three years. As such, C was of the opinion that they had made the claim on the very last day of the limitation period.

The issue that arose was that the award contained two different dates. It had one date on which it was “rendered” by ICSID, which, according to the ICSID Convention article 49, is the date certified copies of the award are dispatched to the parties. However, the award had been signed by all three arbitrators a few weeks prior to this, on 7 February 2020. This was evident as all three arbitrators had dated their signatures. Based on this, D argued that the claim was time barred as of 8 February 2024.

The Norwegian court decided to split the case, and only rule on the question of the limitation period. It was undisputed between the parties that neither of them had any knowledge of the award, and the possible claim, before 27 February 2020 when the award was sent to the parties. However, the rule on the limitation period of contractual claims disregards knowledge of the claim. The rule simply states that the limitation period is three years from the date in which the creditor first has the right to demand performance.

D argued that under Norwegian law, the relevant question was when the award was final. When the award was final, the purported claim against D existed regardless of whether the parties had any knowledge of it at the time. Based on this, D argued that per the ICSID rules, the award was final when it was signed by the arbitrators. What remained after that was merely the copying and dispatching from the Secretary General of ICSID, which D argued were formalities and not relevant to when the award was final.

C on the other hand argued that the key point was the ICSID Convention’s article 49, which said that the award was “rendered” on the date it was copied and dispatched to the parties.

The district court ruled in favour of C, however D appealed, and Borgarting Court of Appeal ruled in favour of D and found the claim to be time barred by 19 days. The Norwegian Supreme Court declined to hear the case.

Reflections

The case highlights the issues that may arise when an award contains multiple dates which may be considered the date of the award. C had more than two years prior to its notifying D of the claim and could easily have taken action earlier. As such, it was evident that C was bona fide of the opinion that the limitation period did not end before 27 February 2023.

For lawyers it is a cautionary tale of the dangers of waiting until the last day.

This judgment only pertains to Norwegian law on the limitation period for contractual claims. It is also worth noting that Norwegian civil procedure law operates with separate rules regarding when ordinary court judgments are “made” (once the judges vote) and when they are “rendered” (officially communicated to the parties). These dates may coincide but there are situations where they differ, and where the former is the basis for the limitation period and the latter is the basis for appeal deadlines. As such, Norwegian courts may have been more open to D’s line of argument.

Dr. Ula Cartwright-Finch, Managing Director of Cortex Capital, spoke about “Why You Love Your Case and How to Make Your Tribunal Love It Too” at a session – arranged by Plesner and YAC – where the psychological principles that shape how cases are argued and decided in arbitration were explored.

By Mrinalini Singh, Director, Plesner

This was a seminar touching on a theme close to all arbitration counsels’ hearts. Its content revolved around three major themes: errors in legal decision-making, cognitive biases in case advocacy, and techniques to enhance a tribunal’s receptiveness to arguments.

Dr. Cartwright-Finch opened with a discussion on the human elements that shape arbitration decisions, emphasizing that while arbitrators strive for impartiality, judgments can be influenced by cognitive biases and “noise” – factors which should be extraneous to decision-making but end up having an impact.

Anchoring bias was one of the cognitive biases discussed at length. This occurs when individuals rely too heavily on the first piece of information they encounter (the “anchor”) when making decisions. When presented with an anchor, people often fail to sufficiently adjust away from it, instead making decisions that cluster around the original number or idea, even if it lacks a factual basis. Additionally, selective accessibility – often referred to as priming – activates related memories and associations, reinforcing the anchor’s influence. For example, an arbitrator may be unconsciously biased if the first damages figure presented in a case is significantly high, as it may serve as a reference point even if later arguments suggest a different valuation.

The seminar also tackled the issue of “noise” in decision-making. Unlike biases, which skew decisions in a particular direction, noise concerns unpredictable effects of possibly random or unrelated factors, which can then result in in different outcomes for similar cases. In arbitration, this kind of inconsistency can undermine the perception of fairness and objectivity in arbitral processes and outcomes.

Dr. Cartwright-Finch highlighted research demonstrating that noise can stem from factors as seemingly trivial as mood or the timing of decisions. For instance, studies have shown that decision-makers may hand down harsher sentences on a “sleepy Monday,” or that they are more likely to make harsher decisions after experiencing emotional shocks, such as a close loss by a favourite sports team. These findings suggest that elements external to the case itself can impact decision outcomes significantly, raising concerns for both consistency and impartiality in arbitration.

A highlight of the seminar was not only its excellent content, but the interactive format that drew engagement and contribution from almost every voice in the room. Participants engaged in exercises that illustrated various biases, such as the anchoring bias in negotiations and the Ultimatum Game, which demonstrates fairness principles and the role of emotion in decision-making. These hands-on examples gave rise to lively discussions, as participants shared experiences and strategies for mitigating bias in their practice.

Dr. Cartwright-Finch did not leave participants with only the pitfalls of bias and noise; she also shared practical strategies for making cases more appealing to tribunals. Drawing on dual-process theory, she discussed how arguments can be processed through either a “central route” (involving careful scrutiny) or a “peripheral route” (involving less rigorous analysis). Presenting arguments that are logically structured, backed by credible sources, and communicated clearly increases the chances of engaging the tribunal’s central route. Metaphors, relatable examples, and concrete language also make arguments more memorable and persuasive.

The seminar received glowing feedback from participants, who appreciated both the substance and style of the session. By blending research with real-world examples, Dr. Cartwright-Finch created a learning environment that was both intellectually stimulating and practically valuable.

Mrinalini Singh

Director in Plesner’s Dispute Resolution team. Appointed as Advocate and Solicitor in Singapore and as a Solicitor in England and Wales, Mrinalini has been with Plesner since October 2020. She specializes in international commercial arbitration and investment arbitration. During her career in Singapore, Germany and Denmark, she has represented clients in numerous arbitrations before regional and international arbitration institutions, particularly in cases requiring expert evidence on complex issues.

Dr Ula Cartwright-Finch

Managing Director of Cortex Capital where she integrates psychology and neuroscience with law and business. Ula is an experienced arbitration lawyer and an expert in human behavior. She holds a PhD in Cognitive Neuroscience from UCL and a MA in Psychology from the University of St Andrews. Ula also practiced international arbitration for over a decade in Europe and Asia. Ula is commissioned by international organizations to conduct original research on decision-making and diversity topics. She has won awards for her speaking and writing and is a well-known thinker in Legal Psychology.

Norwegian courts of appeal have recently rendered two noteworthy decisions on claims to set aside arbitral awards on grounds of relationships between the arbitrator’s law firm and one of the parties in the arbitration. In this article, Knud Jacob Knudsen and Johan Tufte-Kristensen discuss these rulings.

By Knud Jacob Knudsen, partner, Simonsen Vogt Wiig, and Johan Tufte-Kristensen, associate professor, University of Copenhagen.

The principle that arbitrators be independent and impartial is a cornerstone in commercial arbitration.

In the past few years, Norwegian courts have rendered a few noteworthy decisions involving claims to set aside arbitral awards on grounds of relationships between the arbitrator’s law firm and one of the parties in the arbitration.

This article presents and discusses two of these recent rulings from Norwegian courts of appeal. The rulings are rendered pursuant to the Norwegian Arbitration Act (NAA), which is based on the UNCITRAL Model Law and, overall, very similar to the Danish Arbitration Act (DAA). The rulings include comments on the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration, and they are therefore relevant for the arbitration communities in other jurisdictions, including Denmark.

Ruling of 5 September 2023 by Borgarting Court of Appeal

The facts of the case

In the first case, the arbitrator in question had formerly been a partner for eight years in the law firm which represented one of the parties in the arbitration. At the time of appointment, two years and four months had passed since the arbitrator left the firm. The law firm had had a total revenue of NOK 5.5 million from instructions by the party, but most of the billed amount stemmed from the period after the arbitrator had left the firm. The arbitrator himself had not worked for the party, and his former law firm had not advised the party on the matter which was the subject of the arbitration.

When the arbitrator was appointed, he only disclosed the relationship between his current law firm and the parties. He did not disclose the relationship of his previous firm.

The court’s assessment

Referring to Section 14 of the NAA and the appearance standard applicable to judges and arbitrators, the court assessed whether the circumstances gave rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

As noted by the court, the assessment of impartiality and independence did not depend on whether it took place before or after the award was made. However, the court added that the failure to disclose relevant circumstances could potentially influence the assessment of the arbitrator’s impartiality and independence.

Turning to the extent and duration of the client relationship, the court referred to a Norwegian Supreme Court decision (HR-2016-2311-P) indicating a general rule that justices be considered independent when two years have passed since they represented one of the parties as counsel.

The IBA Guidelines set out a three-year period for similar relationships in section 3.1.1, which is part of the orange list. The court observed that the orange list concerns the duty to disclose, and that section 3.1.1 does not imply that more recent client relationships automatically give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s independence.

As the court noted, there is no legal basis for determining a specific minimum period of disqualification in case of a relationship between the arbitrator’s former law firm and one of the parties in the case. If such period could be determined, it would be shorter than three years.

The court placed considerable emphasis on two facts. Firstly, the arbitrator was no longer affiliated with the law firm and had no financial ties to the law firm. Secondly, the arbitrator himself had not worked for the party in question. Under Nordic principles of legal ethics, a lawyer is generally identified with his or her law firm, but the same principle of identification does not apply to arbitrators under Section 14 of the NAA and the equivalent Section 12 of the DAA. Instead, the assessment must be based on the circumstances of the specific case.

The court concluded that the circumstances did not constitute grounds for questioning the arbitrator’s impartiality and independence. Therefore, the award remained valid and binding. In its conclusion, the court stated that the arbitrator had fulfilled his duty of disclosure. The decision is clear and unanimous, and Danish courts would arguably reach the same result.

Ruling of 3 July 2024 by Hålogaland Court of Appeal

The facts of the case

In the second case, one of the arbitrators was the managing partner of a law firm that currently assisted one of the parties in an environmental law matter unrelated to the arbitration. The firm had billed approximately NOK 1.9 million on the matter, while the firm’s total revenue was more than NOK 1.2 billion. The arbitrator was not involved in the environmental law matter but had failed to disclose the case when he was asked to serve as arbitrator.

The ruling was a split decision (2-1).

The majority’s assessment

As in the first case, the court’s ruling depended on whether the circumstances gave rise to justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality or independence. Interestingly, the majority noted that the objective appearance standard is more moderate in arbitration than when assessing the impartiality and independence of court judges.

The majority referred to legal literature indicating that the circumstances would generally disqualify the arbitrator. Despite this, the majority did not find that there was reason to doubt the arbitrator’s impartiality and independence in the present case. The majority noted that the client relationship was of limited importance to the firm, and that there was no link between the arbitration and the environmental law matter.

The majority emphasized, however, that the arbitrator’s failure to disclose the client relationship in connection with the appointment was a clear breach of the duty of disclosure pursuant to section 14 of the NAA. In the majority’s opinion, a current client relationship could raise doubts about the arbitrator’s impartiality and independence, almost regardless of the duration and financial scope of the relationship. Nonetheless, the majority found that the failure to disclose did not in itself give rise to doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

The minority’s assessment

The minority found that the arbitrator could not be considered impartial and independent. In the minority’s opinion, the proper test was an objective appearance approach that would promote confidence in arbitration.

The minority placed considerable emphasis on legal literature stating that, as a main rule, an arbitrator is not independent if the arbitrator’s law firm has a current client relationship with one of the parties, irrespective of the size of the matter, or if the arbitrator is personally involved in the matter. The minority also pointed to the fact that the circumstances in the case would be defined as being on the orange list in section 3.2.1 of the IBA Guidelines.

In the minority’s view, the size of the matter which the firm was handling, and in which it had billed NOK 1.9 million, was not insignificant. The minority noted that one should be careful in letting the assessment of independence depend on the law firm’s total revenue. The minority pointed out that current client relationships can lead to future revenue, and that the arbitrator derived financial income from the matter handled by the law firm as the firm’s profits were shared equally among the partners. In addition, the client relationship had lasted for more than six years and could not be deemed sporadic.

The minority emphasized the arbitrator’s role as managing partner of the firm and his previous role as chairman of the board of directors. Due to these roles, the minority held that the arbitrator was more closely identified with the law firm than other lawyers in the same firm would be.

Finally, the minority accentuated that the arbitrator’s failure to disclose the client relationship had deprived the parties of the opportunity to make an informed decision as to whether he should be appointed. In the minority’s view, the situation was not reassuring when viewed from the perspective of other users of arbitration, both from Norway and from other countries.

Comments

The ruling of 5 September 2023 by Borgarting Court of Appeal is quite clear. The circumstances did not give rise to justifiable doubts about the arbitrator’s independence. If the arbitrator had assisted the party in his previous firm, the relation would at least be subject to disclosure, but this was not the case.

The ruling of 3 July 2024 by Hålogaland Court of Appeal is more debatable. It concerns a borderline scenario which resulted in a split decision concerning the duty of disclosure and the standard of disqualification.

The majority’s general findings on the duty of disclosure are undisputable. The arbitrator had indeed breached his duty of disclosure. Such a breach may influence the decision on disqualification of the arbitrator or annulment of the award, but only if the non-disclosure contributes to raising justifiable doubts about the arbitrator’s impartiality and independence.

As to the standard of disqualification, we consider the minority’s reasoning more convincing than the majority’s reasoning. Several elements do not appear to have been sufficiently considered by the majority, including the arbitrator’s role as managing partner and whether the assessment of independence should depend on the size and revenue of the law firm involved. The majority departs from the unambiguous views in legal theory without providing clear grounds for doing so.

According to the majority, the arbitrator’s failure to disclose the relationship did not influence the issue of disqualification. Indeed, as stated in General Standard 3 (g) of the IBA Guidelines, a failure to disclose certain facts and circumstances does not necessarily give rise to a conflict of interest. Nevertheless, the non-disclosure of a pending client relationship may give rise to concern from the point of view of a reasonable and objective third party. The relationship could have been identified through a straightforward conflict check within the firm.

The most debatable part of the majority’s decision is the subjectivation of the appearance test. The majority deviated from the test applied to court judges and applied the test with a main aim to ensure the parties’ confidence in arbitration. In this connection, the majority noted that the parties were highly professional.

Despite the majority’s description of the test as objective, the test was significantly subjectivized. In this respect, the majority’s approach differs from the ruling by Borgarting Court of Appeal and the approach in other Scandinavian countries. In Sweden, the courts have emphasized the objective approach and stated that the standard of impartiality and independence is particularly high in arbitration, see e.g. the decision by the Swedish Supreme Court in NJA 2010 p. 317.

In our opinion, the perception of the circumstances from the point of view of a reasonable and objective third party is a crucial element in the standard of impartiality and independence, and we agree with the minority that the circumstances gave rise to concern from that point of view.

The ruling has been appealed, and in late November 2024, leave was given for the Norwegian Supreme Court to hear the appeal.

Voldgift har stolte, historiske rødder i den almene retstradition. Begrebet kan spores tilbage til det gamle Grækenland og Rom som tvistløsningsform mellem individer og bystater. I middelalderen spillede voldgift en central rolle i handelsrelationer, og det skete da også i de dage, at såkaldte købmandsgilder fungerede som mæglere. Frederik Kromann Jespersen har gravet i voldgiftsrettens historie.

Af Frederik Kromann Jespersen, advokat (H), LL.M.

Etymologisk stammer ordet voldgift fra nordisk, juridisk tradition og er sammensat af “vold” i betydningen magt eller autoritet og “gift”, der refererer til en overdragelse eller gave. Har parterne aftalt voldgift, har de altså aftalt at overdrage magten til at afgøre deres mellemværende til en (uvildig) tredjepart.

På engelsk findes det beslægtede ord arbitration, der stammer fra det latinske arbitrari, som betyder “at give en vurdering” eller “at handle som dommer”. Netop England indførte i 1698 ”The Arbitration Act”, efter at man længe forinden havde anvendt voldgift som tvistløsningsform. I praksis lod parterne enten selv deres tvist afgøre ved voldgift (kaldet ”submission”), eller også henviste domstolene efter omstændighederne en sag til voldgift, hvis retten konkret anså dette for et bedre egnet forum.

I Danmark havde man dog allerede i 1683 med Danske Lov 1-6-1 indført lovhjemmel for voldgift til afgørelse af tvister: ”Dersom Parterne voldgive deris Sag og Tvistighed paa Dannemænd, enten med Opmand eller uden, da hvad de sige og kiende, saa vit deris Fuldmagt dennem tillader at giøre, det staar fast og kand ej for nogen Ret til Underkiendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbeholden.”

Ikke just lettilgængeligt sprog, men ikke desto mindre knæsatte bestemmelsen princippet om, at parter kunne lægge deres tvister i hænderne på en tredjemand, hvis afgørelse som udgangspunkt ikke kunne anfægtes.

Også i andre nordiske lande har voldgift eksisteret meget længe. Sverige har som bekendt stolte traditioner inden for voldgift (”skiljeförfarande”), og allerede i 1734 fandtes lovbestemmelser om, at parter kunne overlade afgørelsen af en tvist til ”gode mænds afgørelse”, hvis parterne frafaldt retten til at klage over afgørelsen. I 1887 indførtes loven om ”skiljemän”.

Fælles for de mange jurisdiktioner, som på verdensplan anerkender voldgift som del af deres retsorden, er således ambitionen om at give blandt andet borgere og virksomheder mulighed for generelt at få deres mellemværender løst af andre end de almindelige (statslige) domstole, som vel i øvrigt i retssystemer med meget lange sagsbehandlingstider til tider må være fristede til at ønske flere sager langt pokker i vold(gift).

Advokat Christina Nissen fra DAHL Advokatpartnerselskab i Aarhus bruger dagligt AI i sit arbejde med blandt andet voldgiftssager. Hun har valgt at følge med fra starten, for hun er sikker på, at det om få år har ændret hendes arbejde. Men det er vigtigt at være kritisk, understreger hun.

I hvilke sager bruger du AI som værktøj?

Jeg arbejder næsten udelukkende med tvistløsning. Det gælder både voldgift og ved de almindelige domstole. Indenfor det seneste halve år har jeg brugt to forskellige AI-platforme i forbindelse med vidt forskellige typer af sager.

Jeg er 40 år og har det lidt på samme måde med AI, som jeg havde det, da faxen forsvandt og vi gik over til mails, og lidt senere hvor vi gik væk fra print og de fysiske underskrifter blev droppet. Det hele optimerer mit arbejde, og jeg ved, at AI er næste step fremad.

En ting er, at jeg optimerer mit arbejde. Men jeg tror også, at klienterne på sigt vil forvente, at vi bruger AI i forbindelse med sagsløsningen, blandt andet fordi det er med til at sikre, at vi ikke overser noget.

For nylig havde jeg faktisk en klient, der udfordrede mig ved selv at køre sagen igennem AI for at få svar på, hvad modpartens ti bedste argumenter var, og hvordan vi bedst kunne give modsvar. I den proces blev jeg dog klar over, at det nok ikke er foreløbigt, at der kommer en robot og overtager mit job.

Men når det er sagt, bruger jeg i høj grad AI i forbindelse med gennemgang og forståelse af større dokumenter. Det kan eksempelvis være til at trække essensen ud af et 30 siders langt processkrift om et industrianlæg eller en IT-kontrakt.

Hvilke platforme bruger du?

Jeg bruger to forskellige.

Copilot bruger jeg til alt det, hvor man også kunne bruge ChatGPT. Jeg kan stille de samme spørgsmål, som for eksempel, hvad der er de ti vigtigste argumenter i en sag. Jeg kan også bede den om at skrive en kort sammenfatning af, hvad hovedproblemet i sagen er, formulere klientens hovedforpligtelser eller risici.

Spellbook er en juridisk platform. Jeg bruger den som en juridisk sparringspartner. Det kan være, at jeg spørger til forståelsen af en kontrakt eller et processkrift. Jeg kan også spørge om, hvilke juridiske argumenter der holder, og hvad modargumenterne vil være. Det er også muligt at få et bud på, om jeg eller modparten er konsistent i argumentationen, eller om der måske på nogle punkter er selvmodsigelser.

Hvordan bruger du de to platforme?

Lad mig starte med, hvornår jeg ikke bruger AI. Det gør jeg indtil videre ikke, når jeg skal tjekke for eksempel domspraksis eller bemærkninger til lovbestemmelser, da jeg på det punkt stoler mere på mennesket end maskinen, og da jeg dér ved præcis, hvor jeg skal lede hos udbyderne af de løsninger.

I stedet bruger jeg AI til at tygge det store materiale igennem og til at tjekke, om jeg nu har fanget det hele. Kan jeg for eksempel gøre mine argumenter skarpere, og er der nogle af mine argumenter, der er farlige at fremføre. På den måde hjælper det mig med at skabe sammenhæng og undgå selvmodsigelser, ligesom jeg får en form for ekstra tjek på, at jeg ikke har overset noget.

Er du kritisk i brugen af AI?

Det er meget vigtigt at være kritisk alene af den grund, at den juridiske AI-løsning, vi bruger, bygger på common law. Men det er essentielt, at vores faglighed aldrig må træde i baggrunden.

Selvom jeg ser mig selv som virkelig kritisk, forsøger jeg at bruge AI hver dag, da jeg ved, at det er sådan, vi kommer til at arbejde på sigt. Jeg vil gerne være med fra starten, for på den måde opdager jeg de ekstra vinkler, det giver mig, og som også fint kan være brugbare.

Vi må heller ikke glemme at hjælpe de unge fuldmægtige med at være kritiske. Det er et stort ansvar, idet evnen til at være kritisk kræver erfaring. De unge er superdygtige til for eksempel at prompte, men de har endnu ikke samme faglige ballast eller erfaring til at spotte, når noget halter.

Har du særlige ønsker til udvikling af AI?

Det ville da være en kæmpe hjælp, hvis AI i fremtiden kan generere alle de gode spørgsmål til vidnerne i en sag, og fortælle mig, hvad jeg absolut ikke skal spørge ind til.

Det ville også være skønt, hvis robotten kunne skrive et brugbart udkast til en procedure, skrive på en måde, som kendetegner mig eller hjælpe med de mange håndholdte processer, der er i en sag, som for eksempel at strukturere alle bilag i kronologisk orden og spotte det vigtigste indhold med henblik på en forelæggelse. Det kan den ikke endnu. Men det skal nok komme.

Vil udviklingen af AI ændre dit job?

Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ændre jobbet. Ikke på den måde, at robotten overtager specialistens arbejde. Men brugen af AI vil selvfølgelig gøre mig mere effektiv, hvilket giver nogle økonomiske besparelser. På sigt tror jeg, at branchen kommer til at prissætte opgaver på en anden måde. Det kan være, at vi i fremtiden vil prissætte efter produktet i stedet for efter timeforbruget. Hvis vi sparer flere hundrede timer på en sag, så er det klart, at det skal komme klienten til gode. Men produktet er der jo stadig.

CHRISTINA NISSEN

Advokat hos DAHL Advokatpartnerselskab med base i Aarhus. Beskæftiger sig med førelse af primært rets- og voldgiftssager af erhvervsretlig karakter, herunder særligt M&A-tvister, tvister om aftalefortolkning, mangler, misligholdelse mv. samt forsikrings- og erstatningssager.

As the year comes to an end, it is the perfect opportunity to reflect on the progress and milestones achieved over the past twelve months. We are delighted to share that 2024 has been remarkable in many ways. We have witnessed a significant increase in the number of cases, an extraordinary level of interest in Copenhagen Arbitration Day, and a growing commitment to the essential cause: equal representation in arbitration.

By Håkun Djurhuus, Chairman of the DIA

Looking back at the past 12 months, I am happy to see how fast things can develop.

We clearly see a growing interest for arbitration and mediation as effective and efficient tools for resolving disputes.

First, we have had an increase in the number of cases at the DIA. It is always difficult to pinpoint the exact reason; there can be many. Personally, I think that prominent reasons would be the general rise in international cases and the strong trust in the DIA. Also the perceived lack of corruption in Denmark may be an important factor – Denmark was ranked the best in the world according to the 2023 Corruption Perceptions Index from Transparency International.

Second, the interest in Copenhagen Arbitration Day (CAD) 2024 was astounding. We had amazing days with colleagues from all over the world, great speakers and support from Danish law firms, ICC Denmark and The Dreyer Foundation. There was an exceptionally high level of professionalism and enthusiasm – not only from the participants at CAD and at the Women in Arbitration event but also from the organisers of the three different lunch seminars.

Therefore, I am pleased to announce that the next CAD will take place on 4 September 2025 in one of the most spectacular buildings in Copenhagen, i.e. Odd Fellow Palace right in the old centre of the city. We plan to continue activities the next day on 5 September, when we will host a hot topic debate. We look forward to welcoming you to a couple of late summer days in Copenhagen together with some of the most prominent practitioners in the business, packed with discussion, lunch-meetings, receptions, networking and a special arrangement for younger practitioners.

Third, I am delighted to invite you into the Nordic Commercial Arbitration Forum in March 2025. The DIA has co-organised this event as part of our focus on creating a Nordic arbitration community. I am sure that this can be an important steppingstone.

I look forward to new initiatives and further opportunities in 2025.

I hvilket omfang anfægtes og tilsidesættes voldgiftskendelser? Og med hvilke begrundelser? Det undersøger advokat Lotte Noer sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland. I den forbindelse efterlyser hun domstolsafgørelser fra 2024 og oplysninger om sager, der er indbragt for domstolene.

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland igangsatte advokat Lotte Noer i 2023 et arbejde, som skal belyse, i hvilket omfang voldgiftskendelser anfægtes og tilsidesættes og med hvilke begrundelser.

I den forbindelse iværksætter hun en årlig indsamling af afgørelser, og søger derfor oplysninger om:

• Domstolsafgørelser fra 2024, hvor domstolene træffer afgørelse efter voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet) eller § 37 (om tilsidesættelse)
• oplysning om sager, som er indbragt for domstolene i 2024 med påstand om inhabilitet efter voldgiftslovens § 13, stk. 3 eller tilsidesættelser efter voldgiftslovens § 37.

Lotte Noer har ikke brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen og der kan aftales et format, hvor hun får de oplysninger om sagen, som hun skal bruge til arbejdet, uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].

Advokat Lise Heide-Jørgensen har 30. oktober 2024 beskrevet en hollandsk højesteretsdom, hvor retten fandt, at manglende overholdelse af en aftalt mediationsproces ikke kunne føre til en tilsidesættelse af en voldgiftskendelse. Dommen er interessant og giver anledning til at genbesøge emnet med danske briller, skriver advokat Mathias Steinø.

Af Mathias Steinø, advokat, Hafnia Law Firm

Udenretlig mægling er ikke lovreguleret i Danmark. Af samme grund er mediation udelukkende baseret på parternes frivillighed og et gensidigt ønske om at løse eventuelle konflikter på en hurtigere og mindre omkostningstung måde. Der findes forskellige typer løsningstrapper, hvor nogle er omfattende, og fordrer at der skal foregå mægling, før en eventuel rets- eller voldgiftssag kan anlægges – et eksempel er løsningstrappen i AB 18 § 64 – mens andre ikke forhindrer sådanne retsskridt.

Det procesretlige spørgsmål om mediationsklausulers retskraft opstår, når en part anlægger en rets- eller voldgiftssag uden at have påbegyndt eller gennemført en aftalt mediation.

Selvom spørgsmålet er grundigt behandlet i udlandet, består retspraksis herhjemme af to relativt tavse SH-afgørelser.

Fristafbrydende skridt

I U 2015.1412 SH tog Sø- og Handelsretten ikke en afvisningspåstand til følge, selvom der ikke var sket forudgående mægling, som ellers foreskrevet i den af parterne indgåede rammeaftale. Mediationsklausulen i rammeaftalen indeholdt ellers en klar tidsmæssig begrænsning, hvorefter “[i]f the dispute has not been solved by mediation within 8 weeks upon one of the parties’ request on mediation, each of the parties may require that the dispute is finally settled by the Maritime and Commercial Court of Copenhagen with duly appeal to the Supreme Court”.

Retten bemærkede, at sagsøger burde være gået frem efter rammeaftalens klausul om tvistløsning ved mediation. Alligevel fandt retten, at sagen kunne behandles uanset den foreskrevne mediationsproces ikke var gennemført. Retten begrundede det med, at der forelå ”en situation, hvor et sagsanlæg [var] nødvendigt for at afbryde en forældelse af (sagsøgerens) eventuelle krav. Retten har tillige lagt vægt på, at der efter sagens anlæg har været en mægling i London mellem parterne, der imidlertid ikke resulterede i et forlag af parternes tvist”.

Sagen overrasker ved ikke at have forholdt sig til, at indledning af mediation burde være et fristafbrydende skridt i sig selv efter forældelseslovens § 16, stk. 3. Efter denne bestemmelse følger det, at såfremt det er aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, eller er anden særlig afgørelsesmåde hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Alt andet lige forekommer denne ordlyd at medføre at iværksættelsen af en forud aftalt mediationsproces som forstadie til en rets- eller voldgiftssag burde afbryde forældelsesfristen. Også forældelseslovens § 21, stk. 5 kan formentlig fremføres til støtte for, at forældelsesfristen suspenderes. Efter denne bestemmelse medfører forhandlinger om et krav, at forældelse tidligst indtræder et år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet. Synspunkter baseret på disse regler var dog tilsyneladende ikke gjort gældende i sagen.

Intet tyder på forældelsesproblematik

U 2022.4723 SH angik en mediationsklausul i en agentaftale mellem to parter. Klausulen havde ordlyden:

”The Parties shall attempt to settle a dispute between them as to this agreement or its implementation by mediation in accordance with the Centre for Effective Dispute Resolution Mode Mediation Procedure. A Party may initiate mediation by giving a notice to the other requesting mediation in accordance with this clause.

Where a dispute between the Parties as to this agreement or its implementation is not resolved by mediation then such dispute is subject to the non-exclusive jurisdiction of the courts (…).”

I sagen havde sagsøger ikke indledt mediation forud for sagens anlæg. Sagsøgte gjorde derfor gældende, at parterne havde aftalt, at de ikke kunne anlægge sag ved domstolene, førend mediation var forsøgt – og at parterne, om ikke andet, var forpligtet til at forsøge mediation, hvilket ikke var sket. Sø- og Handelsrettens nåede frem til følgende: ”Der er ikke forinden sagsanlæg mellem parterne forsøgt mediation. Retten finder dog, at dette forhold ikke i sig selv under de konkrete omstændigheder afskærer anlæg af nærværende retssag”.

Hvilke konkrete omstændigheder, retten lagde vægt på, er ikke nærmere forklaret.  Sagsøger henviste til U 2015.1412 SH i sagen, men der er intet, der tyder på, at der bestod en forældelsesproblematik. Retten henviste ikke til sagen i sin begrundelse.

Den hollandske sag

Efter de to domme står det fortsat ikke klart, hvornår og hvordan mediationsklausuler kan og ikke-kan håndhæves.

I sit indlæg for Voldgiftsinstituttet, beskrev advokat Lise Heide-Jørgensen som nævnt en højesteretsdom fra Holland, der blev afsagt den 12. juli i år. Sagen drejer sig i hovedtræk om et moderselskabs salg af anparter til sit datterselskab og en tredjepart. I den overdragelsesaftale, der blev udarbejdet, stod der anført, at ”[e]ventuelle tvister, der opstår som følge af denne aftale, skal i første omgang søges løst af parterne gennem mægling. Hvis parterne ikke er i stand til at løse tvisten på denne måde, skal tvisten løses ved voldgift (af en enevoldgiftsdommer)” (Lises oversættelse).

I voldgiftssagen valgte voldgiftsretten at fremme sagen med henvisning til, at en eventuel udsættelse ville føre til en urimelig forsinkelse. Sagsøgte anlagde derefter sag ved domstolene, hvor den hollandske landsret i Haag først afviste at tilsidesætte voldgiftsrettens kendelse med den begrundelse, at sådanne eskalationsklausuler ikke havde en sådan virkning, at mægling skulle ske forud for sagsanlæg. Sagen blev derefter indbragt for den hollandske højesteret, Hoge Raad, der indledningsvist fastslog, at mæglingsklausuler kan have en ikke-forpligtende karakter, ligesom de kan indebære en pligt for parterne til at forsøge sig med mægling forud for en voldgiftssag.

Retten anførte videre, at når der foreligger en tvist af saglig karakter og når aftalen er indgået mellem professionelle parter, kan det pege i retning af, at mæglingsklausulen kan have en forpligtende virkning. I forhold til voldgiftsrettens kompetence fandt den hollandske højesteret, at mægling i overensstemmelse med en forpligtende eskalationsklausul ikke var en nødvendig betingelse for indledning af en voldgiftssag, og fandt derfor ikke anledning til at tilsidesætte voldgiftskendelsen.

Mediation kan altid lægges ind i tidsplan for voldgiftssag

Den hollandske tilgang forekommer ensartet med de refererede danske domme. Rettens begrundelse i U 2015.1412 SH og U 2022.4723 SH må forstås sådan, at selvom udgangspunktet er, at mediationsklausuler skal overholdes, kan der foreligge særlige omstændigheder, der fritager en part for mediationsforpligtelsen.

Hertil kommer, at voldgiftsprocesser er fleksible, og det vil altid være muligt for et voldgiftstribunal at indlægge plads i en tidsplan til at parterne kan afholde en mediation. Såfremt en voldgiftssag indledes, vil voldgiftspanelet derfor i de fleste tilfælde kunne reparere det problem som kan opstå, når en part ikke efterkommer en aftalt mediationsproces forud for anlæggelse af voldgiftssagen.

Stramt formulerede voldgiftsklausuler kan givetvis udelukke, at en sag retmæssigt kan indledes uden overholdelse af mediationskravet. Det må forventes at aftalte konsekvenser af at undlade at indlede mediation, eksempelvis en bod, vil kunne håndhæves. Imidlertid viser den citerede retspraksis, at en rets- eller voldgiftssag i mange tilfælde gyldigt kan indledes uden afholdelse af mediation, selvom parterne har aftalt dette. Den hollandske højesteretsdom og den sparsomme danske retspraksis repræsenterer en pragmatisk tilgang til overholdelsen af mediationsklausuler.

Mathias Steinø

Partner i Hafnia Law Firm, der er et advokatkontor specialiseret i rets- og voldgiftssager. Mathias er siden juli 2024 member of the ICC International Court of Arbitration og siden 2022 member of SCC Arbitration Institute Council. Han er ofte udpeget som voldgiftsdommer både i ad hoc sager og ved institutionel voldgift.

Læs den dansk-hollandske advokat Lise Heide-Jørgensens artikel:

https://voldgiftsinstituttet.dk/maegling-som-indledning-til-voldgift/

Det er nødvendigt med et generationsskifte i advokatbranchen, for det samme sker hos klienterne. De to sider skal gerne spejle hinanden, og det vil give plads til flere kvinder i voldgift, mener den svensk-danske Assosiate, Geske Hvid, der deler sin tid mellem advokatfirmaet Setterwalls i Malmø og Lunds Universitet, hvor hun skriver på sin doktorafhandling.

Hvordan ser du kvinders muligheder for karriere indenfor voldgift i Norden?

Jeg ser ret positivt på mulighederne for en større ligestilling i branchen, der jo som bekendt har været meget domineret af mænd. Det er noget, som vi også taler om i Sverige, hvor der er et ønske om at skabe større diversitet.

Som kvinder skal vi gribe det. Jeg forstår godt, at det er lettere sagt end gjort. For det handler både om, at kvinderne skal tage plads og gives plads. Og så er vi nødt til at tro på, at diversiteten udvikler sig i den rigtige retning. Det kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os til, og insisterer på indfrielsen af de løfter, som vi møder på arbejdspladserne, om at der er plads til alle.

For mig handler det om, at min arbejdsgiver bakker mig op, der hvor jeg er. Jeg er 33 år, har to børn på ti og seks, bor sammen med min mand, som henter og bringer lige så meget som mig. Jobmæssigt fordeler jeg tiden mellem Setterwalls i Malmø og Lund Universitet, hvor jeg underviser og skriver på min doktorafhandling. Jeg oplever, at min arbejdsgiver har respekt for den ramme, når sagerne fordeles internt. Partnergruppen på Setterwalls er gode til at se styrkerne hos hver enkelt medarbejder i teamet. Så hvis jeg giver udtryk for, at jeg gerne tager ansvar, så får jeg også lov.

Hvad kræver det af dig selv?

Det kræver, at jeg tør udfordre mig selv. I de store tunge voldgiftssager er proces- og bevismaterialet meget omfattende, hvilket kan være lidt grænseoverskridende for en person som mig, der elsker detaljerne. Den store mængde materiale betyder, at du let kan miste overblikket. Så det kan være svært at sige ja til de store opgaver. Jeg tror de fleste advokater kender til behovet for kontrol. Men det er vigtigt at stole på sig selv, tro på, at det nok skal gå – også selvom man ikke har prøvet noget tilsvarende før og måske ikke har det store overblik over hele sagen – og så tror jeg også, at det handler om at have tillid til, at der er nogen, som griber dig, hvis du falder igennem. For det skal der selvfølgelig være plads til.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi som kvinder slipper idéen om at ville være perfekte og fejlfri hele tiden. Perfekthedskulturen – som kaldes good girl syndrome – står ofte i vejen, når kvinder skal gøre sig gældende på mandsdominerede områder som for eksempel de store kommercielle tvister. Selvfølgelig skal det, som leveres til klienten være i top. Men hvis vi skal levere på topniveau, skal vi jo også turde at udfordre os selv, være nysgerrige og udvikle os.

Når det er sagt er der en interessant dobbelthed i, at som kvinder skal turde tage territorium, som tidligere har været mandsdomineret, samtidig med, at du også har brug for hjælp, fordi du ikke altid lige ved, hvordan man løser alle opgaverne.

Jeg har skullet øve mig i at sige: Hey, der skal være plads til mig, også selvom jeg laver fejl og er nybegynder. Jeg gør det selvom det kan være grænseoverskridende, da denne her insisteren på, at sagerne også skal lande på mit bord, er vigtig – også selvom der sidder andre omkring mig med mere erfaring.

Hvad kræver det af virksomhederne?

På samme måde skal også branchen udfordre sig selv, hvis den skal kunne rumme diversitet, som jo kræver at tænke inklusion på en anden måde – herunder inklusion af kvinderne.

Hvordan fik du selv interesse for voldgift? 

Jeg er et nysgerrigt menneske. Det er i høj grad det, der driver mig. Jeg spørger ofte mine studerende på universitetet, hvorfor de læser jura. En del svarer, at det kan føre til et godt job og en god fremtid. Andre svarer, at de drømmer om at kæmpe for en sag, hvilket også for mig er kernen i selve forestillingen om at være advokat.

Var det også din drøm, da du selv studerende?

Oprindelig læste jeg filosofi og idéhistorie på Aarhus Universitet og Københavns Universitet og har en kandidat derfra, ligesom jeg også tog en bachelor i psykologi ved Københavns Universitet.

Jeg havde en plan om at skrive en afhandling indenfor filosofi, men begyndte at interessere mig for jura og juridiske spørgsmål. Da jeg ikke kunne læse endnu en kandidat i København, søgte jeg til Lund, og fik min juridiske kandidateksamen her. Det er virkelig et spændende fag – ikke mindst voldgift og proces i det hele taget.

Under mit studie på Lunds Universitet arbejdede jeg på fakultetet, så det at skrive doktorafhandling – der omhandler begrebet ond tro – samme sted, ligger i tråd med det.

Jeg blev interesseret i proces og voldgift fordi det virkede som en spændende men lidt lukket klub, og søgte derfor også job på et advokatkontor. Der er meget på spil i de helt store sager, og det fascinerer mig.

Hvorfor fungerer det at dele karriere mellem arbejdet på advokatkontoret og universitetet?

Jeg har fundet en balance mellem de to roller. Der skal selvfølgelig være en grundlæggende forståelse for min arbejdssituation hos begge mine arbejdsgivere – det vil sige både på universitetet og advokatkontoret. Og det er der. På advokatkontoret ved min chef, at jeg i nogle perioder underviser hver dag, da jeg har ansvaret for faget grundlæggende aftaleret ved Lunds Universitet. Samtidig er der en tillid til, at jeg ikke taber de bolde, jeg har ansvaret for.

Det er jo en lidt alternativ karrierevej. Men jeg har fundet en balance. Det passer mig godt for eksempel at have et klientmøde om formiddagen, hvorefter jeg kan gå enten hjem eller på universitetet for at forske. Nogle gange går jeg rigtig tidligt hjem, sådan at mine børn kan komme direkte hjem fra skole, hvor jeg kan hygge med dem og gå tur med hunden, for senere på dagen at sætte mig med en kop te og skrive eller læse, når der er ro til det.

Tror du at efterspørgslen efter diversitet i voldgift bliver større i fremtiden?

Der er et generationsskifte på vej. Det sker hos klienterne og skal derfor også ske på advokatkontorerne. Når vi kommer ud til møder i virksomheder for at drøfte sager med klienter, vil vi ofte opleve, at der sidder en ung kvinde for bordenden. Vedkommende vil nok undre sig over, hvorfor advokatkontoret så har sendt en ældre partner, til at fremlægge sagen, når han nu har en ung advokat med. For alle ved jo godt, at den unge advokat har lagt meget tid i sagen. Det handler ikke om, at det skal være de unge mod de ældre, eller pigerne mod drengene – men om, at diversitet øger værdien i det arbejde, vi leverer til klienterne.

Et eksempel er kommunikation. Den unge klient synes måske, at det er nemmere at kommunikere med den jævnaldrende advokat. Det kan være at tilgangen lidt mindre formel og det hele lidt mindre stift. Måske bliver der lyttet mere, når man er i øjenhøjde og det kan være nemmere for klienten at stille de dumme spørgsmål, når det hele føles mere uformelt. Der kan godt blive lidt iltfattigt i et rum, hvor der er mange ældre partnere, når man skal gøre sig gældende, og det gælder jo selvfølgelig også klienten.

Så ja, generationsskiftet er noget, der nødvendigvis må komme.

Hvad er dit eget råd til andre unge kvinder, der gerne vil karriere i faget?

Tro på den værdi, du kan tilføre arbejdspladsen, vær nysgerrig i forhold til det du kan lære af dine kollegaer, og insister på din berettigelse i stedet for at bruge energien på at være duperet over de kolleger, der har været der i mange år.

Geske Hvid

Født og opvokset i Danmark og har en kandidat fra Københavns Universitet i filosofi, en bachelor fra Københavns Universitet i psykologi og en kandidat i jura fra Lunds Universitet, hvor hun på deltid skriver på sin svenske doktorafhandling om begrebet ond tro. Ansat som Associate på et at de største svenske erhvervsjuridiske advokatkontorer, Setterwalls Advokatbyrå i Malmø.

Choosing arbitrators is a critical step in every arbitration for many reasons. A key principle of arbitration is that the parties have the right to choose the arbitrators, but the question remains: how does one choose the right one? On 26 November 2024, from 10:00 to 11:30 CET, the European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) will host a webinar on Choosing Arbitrators. As part of a panel composed of prominent practitioners in the field, Steffen Pihlblad, Secretary General of the DIA, will offer an institutional perspective.

On 26 November 2024, from 10:00 to 11:30 CET, the European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) will host a webinar on Choosing Arbitrators.

Choosing arbitrators is a critical step in every arbitration for many reasons. A key principle of arbitration is that the parties have the right to choose the arbitrators, but the question remains: how does one choose the right one? Party autonomy allows the parties to agree that an arbitral institute may select the arbitrators on their behalf.

As part of a panel composed of prominent practitioners in the field, Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration (DIA), will offer an institutional perspective on choosing arbitrators, covering topics such as gender diversity, independence and impartiality of the arbitrator, the duty to disclose circumstances which may give rise to reasonable doubts regarding the arbitrator’s independence and impartiality, appointing state court judges as arbitrators, and more.

The webinar will be moderated by the Danish Vice President of the European Branch of CIArb Jacob C. Jørgensen. In addition to Steffen Pihlblad, presentations will be given by Professor Dr. Solveiga Vilčinskaitė, Partner at TGS Baltic, Yanina Vlasenko, a law teacher associated with the New York Bar and Moscow Bar, currently based in France, and Charles Marquand, a Barrister/Avocat à la Cour at 4 Stone Buildings, based in London and Paris.

Parcicipate is free. Register here: https://www.ciarb.org/events/fundamental-skills-in-the-counsel-practice-of-arbitration/

The School of International Arbitration, Queen Mary University of London and the global law firm White & Case LLP have just launched their 2025 International Arbitration Survey: The Path Forward – Realities and Opportunities in Arbitration. All stakeholders are invited to share their perspectives, regardless of whether their experience with international arbitration is based on activities as a private practitioner, in-house counsel, arbitrator, academic, or through work for an arbitral institution.

As stated on the website of Queen Mary University of London (QMUL), the 2025 International Arbitration Survey: The Path Forward – Realities and Opportunities in Arbitration is the fourteenth major empirical International Arbitration Survey conducted by QMUL.

The Survey considers both current practices and future opportunities for the system of international arbitration and key aspects of the arbitral process, as experienced by its users. The Survey aims to gather the views of the international arbitration community as a whole, and not just the views of any particular group within it.

All stakeholders, therefore, are invited to share their perspectives, regardless of whether their experience with international arbitration is based on activities as a private practitioner, in-house counsel, arbitrator, academic, or through work for an arbitral institution.

The questionnaire should take approximately 20 minutes to complete. The closing date for responses is Tuesday 10 December 2024.

Take the Survey via the online form

Den digitale udvikling medfører en øget mængde af tvister på IT-området. Det betyder, at behovet for IT-sagkyndige vokser markant. Voldgiftsinstituttet tilbyder hurtig og effektiv tvistløsning inden for dette felt og efterlyser eksperter, der kan bidrage med deres specialiserede viden i de ofte meget komplekse sager.

Sager, der involverer IT, spænder over komplekse spørgsmål om alt fra softwareudvikling og tekniske systemer til datahåndtering og kontrakter.

Voldgiftsinstituttet er desuden indskrevet som tvistløsningsforum i sager, som behandledes efter de såkaldte K0-standardkontrakter. Staten har således fire standardkontrakter, der har til formål at sikre et fælles kontraktparadigme i forbindelse med indkøb og udvikling af it-systemer på tværs af staten.

”Med udsigt til et stigende antal sager indenfor IT-området er der stor efterspørgsel på sagkyndige, der kan levere faglige vurderinger i de ofte ret komplekse sager. Det gælder både voldgiftssager og sager ved de almindelige domstole. Formålet med erklæringerne er at belyse tekniske aspekter og hjælpe voldgiftsdommere mv. med at forstå de tekniske detaljer i det faktum, som tvisten afgøres på grundlag af,” siger Sven Petersen, som er erhvervsjuridisk fagchef hos Dansk Erhverv og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Kvalifikationer og Kompetencer

For at blive sagkyndig for Voldgiftsinstituttet kræves en solid IT-baggrund og specifikke kompetencer. Instituttet har identificeret en række centrale kvalifikationer:

Branchekendskab: Ekspertise inden for særlige sektorer er en fordel, da IT-sager ofte indeholder branche-specifikke spørgsmål. Kendskab giver mulighed for at forstå de teknologiske problemstillinger i en bestemt kontekst.

Det kan eksempelvis være erfaring fra:

1. • Detailhandel
   • Produktion
   • Finans
   • Advokatbranchen
   • Rejsebranchen
   • Kemisk industri
   • Trafikovervågning
   • Myndighedsudøvelse

Specialiserede Kompetencer: Ud over brancheerfaring efterspørger instituttet ofte specifikke tekniske færdigheder, som kan være relevante i sager, hvor vurderinger skal baseres på præcise analyser.

Det kan eksempelvis dreje sig om:

1. • Kryptering og datasikkerhed, herunder GDPR
   • Statistisk analyse
   • Implementering af AI
   • Fejlfinding og kvalitetssikring af IT-systemer

Erfaringer med at medvirke som sagkyndig i retstvister: Sådanne erfaringer vil selvfølgelig være en fordel men ikke en betingelse for at komme i betragtning. Der henvises i øvrigt til Voldgiftsinstituttets Vejledning til sagkyndige i IT-sager, som findes på instituttets hjemmeside og som kan læses her: [link til Vejledningen]

Voldgiftsinstituttets fremtidige behov

Det er Voldgiftsinstituttets vurdering at antallet af tvister på IT-området kun vil stige, og at der derfor fortsat vil være et udtalt behov for bistand fra IT-sagkyndige.

Instituttet opfordrer derfor IT-eksperter med relevante kvalifikationer til at sende et udførligt CV med en redegørelse for erfaringer og kompetencer. Med de rette kvalifikationer kan IT-sagkyndige spille en helt central rolle i at sikre et godt grundlag for vurdering af tekniske spørgsmål i voldgiftssager og andre juridiske tvister i såvel danske som internationale sager.

International privatret har stor betydning i praksis, fordi flere tvister og transaktioner er grænseoverskridende. Det er baggrunden for udgivelsen af den nye fagbog, International privatret, som Johan Tufte-Kristensen fra Københavns Universitet er medforfatter til. Bogen behandler blandt andet spørgsmålet om retsgrundlaget for voldgiftsaftalen.

Bogen International privatret er ifølge forlaget en undervisningsbog. Er den også relevant for voldgiftspraktikere?

Ja, det er den.

De fleste internationale voldgiftssager handler om aftaler, der indeholder lovvalgsklausuler. Derfor vil lovvalget ofte give sig selv.

Men skulle en lovvalgsklausul være uklar eller opstår der spørgsmål om retsgrundlaget for selve voldgiftsklausulen, kan man finde svar og retskilder i bogen.

Hvorfor har international privatret stor betydning i praksis?

International privatret har stor betydning i praksis, fordi mange moderne tvister og transaktioner er internationale. Mange sager om virksomhedshandler, ejendomshandler, sourcing-aftaler, transportaftaler, insolvensforhold, ledelsesansvar, immaterialret og en lang række andre områder krydser landegrænser, og når sagerne krydser landegrænser, skal man være opmærksom på den internationale privatret.

Mange jurister er ikke vant til at arbejde med international privatret, og derfor bliver reglerne af og til anvendt forkert. Det kan være dyrt for de involverede parter, for lovvalget kan være afgørende for parternes retsstilling. For eksempel er den almindelige forældelsesfrist ti år i Sverige og tre år herhjemme, så den samme fordring kan være forældet efter dansk ret og ikke efter svensk ret. I et eksempel som dette kan valget mellem dansk og svensk ret være afgørende.

Du beskriver retsgrundlaget for voldgiftsaftalen som et af tidens vigtige spørgsmål. Hvordan kan det være?

I mange voldgiftssager bliver der rejst kompetenceindsigelser på grundlag af voldgiftsaftalen. Indsigelsen kan vedrøre voldgiftsaftalens objektive rækkevidde til bestemte typer af tvister, som ikke åbenlyst er omfattet af voldgiftsaftalen, eller den kan vedrøre voldgiftsaftalens subjektive rækkevidde til parter, der ikke har underskrevet voldgiftsaftalen. Den kan også vedrøre voldgiftsaftalens klarhed og indhold eller muligheden for at aftale voldgift med forbrugere eller arbejdstagere.

Hvis voldgiftssagen foregår i ét land og vedrører en aftale, der er underlagt reglerne i et andet land, er det omdiskuteret, om selve voldgiftsaftalen er underlagt det ene eller andet lands regler. For nylig nåede de franske og engelske højesteretter frem til to forskellige resultater i en tvist om spørgsmålet. Herhjemme er det vigtigt at få afklaret, om voldgiftsaftalen er underlagt reglerne i det land, som lovvalgsklausulen henviser til, eller reglerne i sædelandet.

FAKTA

International privatret, DJØF Forlag, udgivet den 23. oktober 2024.

Bogen introducerer læseren for den internationale privatrets almindelige og specielle del. Først gennemgås retsområdets grundlæggende metode, begrebsapparat, hensyn og principper. Herefter gennemgås de danske lovvalgsregler på en række konkrete områder – herunder voldgiftsaftaler.

FORFATTERE

JOHAN TUFTE-KRISTENSEN er lektor i formueret og civilprocesret på Københavns Universitet. Han er uddannet advokat og har en ph.d.-grad i jura fra Københavns Universitet. 

MUSTAFA SERT er cand.jur. fra Københavns Universitet og advokatfuldmægtig i Gorrissen Federspiel, hvor han blandt andet beskæftiger sig med international privatret.

DELTAG I KONKURRENCEN

Der er fem eksemplarer på højkant i konkurrencen om Johan Tufte-Kristensens og Mustafa Serts nye bog International privatret, som blandt andet er relevant for voldgiftspraktikere. Du deltager i konkurrencen om et eksemplar ved at like opslag om bogen på LinkedIn og desuden abonnere på Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev. Abonnerer du ikke allerede, kan du tilmelde dig på forsiden af www.voldgiftsinstituttet.dk.

Konkurrencen slutter den 16. december. Vinderne får direkte besked.

AI-robotter som hjælp til informationssøgning, til at finde de mest hårdtslående argumenter i bunken af sagsdokumenter og til formulere juridiske afgørelser er ikke længere science fiction. Det findes. Også når det gælder voldgift. Men der vil gå endnu et par år før erfarne specialister indenfor særlige retsområder for alvor kan få gevinster ud af robotten. Til gengæld er der gode muligheder for, at dommere kan få gavn af løsninger, der skaber overblik i store sager. Bare husk at iagttage fortroligheden, understreger juraprofessor.

Jens-Christian Jensen har skiftet jobbet som advokat ud med en noget anden rolle som udviklingschef hos Djøf Forlag. Her har han skabt en AI-løsning, som er baseret på Djøf Forlags Jurabibliotek, der rummer godt 500 bøger.

”Helt basalt har vi lagt både lovgivning og jurabøger ind i en database, som du kan stille spørgsmål til og få svar fra. Det særlige ved vores løsning er, at du ikke behøver at kvalificere dit spørgsmål. Du behøver altså ikke at huske hverken paragraffer eller særlige juridiske udtryk. Du spørger bare og kan få svar på det meste,” fortæller Jens-Christian Jensen, der selv gennem 16 år som advokat har arbejdet med voldgiftssager enkelte gange. Derfor er han også opmærksom på, at aktørerne i denne branche er højt specialiserede.

”Hvis du er super specialist eksempelvis indenfor voldgift, tror jeg næppe at de AI løsninger, der findes i dag, bibringer meget ny viden. Du kender jo de bøger ind og ud, som AI-svaret baserer sig på. Til gengæld kan det være en hjælp, hvis du bevæger dig udenfor dit speciale.”

”Men jo mere jus får vi ind i vores AI-løsninger, des mere vil selv specialister få ud af at bruge AI. Måske ikke til at træffe juridiske afgørelser, men i alt fald til at hjælpe en afgørelse eller konklusion på vej. Og her taler vi altså ikke langt ude i fremtiden – men om blot få år. Så mit råd er at snuse til AI nu, for det kommer til at gå hurtigt,” råder Jens-Christian Jensen, der mener, at det ikke ligefrem er science fiction at lade robotterne træffe retsafgørelser.

”AI-modellerne er allerede ved at være gode nok – det er mere indholdet, det halter med. I det øjeblik de fleste af vores retsafgørelser ligger i ét system, vil vi kunne få robotten til at træffe gode udkast til afgørelser. Det er et spørgsmål om tid, før det sker, og så er det et spørgsmål om de konkrete sagers størrelse og betydning – og i sidste ende om politik – altså i hvilket omfang menneskelige dommere vil screene og eventuelt ændre robottens udkast.”

Afdækning af en retsstilling

Hos Karnov har juridisk redaktør, Michael Herbing, i september sendt AI-løsningen KAILA – en forkortelse af Karnov AI Legal Assistent – på markedet. Løsningen er i lighed med DJØF Forlags baseret på virksomhedens faglige indhold – altså Karnovs Lovsamling, faglige artikler og domssamlinger.

”Mange specialister er allerede daglige brugere af vores indhold. Nu tager vi skridtet videre med en avanceret løsning til informationssøgning. Det er en platform, som vi løbende opdaterer, og hvor du finder svar, som du også ville kunne slå op i for eksempel vores lovsamling. Det gælder også svar på juridiske spørgsmål om voldgift,” siger Michael Herbing.

”KAILA vil kunne være en hjælp i den fase, hvor du skal afdække en retsstilling – men vil ikke kunne levere et forslag til for eksempel en voldgiftskendelse. Så det handler om at blive klogere på juraen. Det være sig dansk og EU ret samt i et vist omfang internationale ret – altså såfremt vi har artikler om emnet som en del af vores indhold.”

Om KAILA vil kunne gøre en stor forskel for højt specialiserede voldgiftsaktører, er tvivlsomt, mener Michael Herbing i lighed med Jens-Christian Jensen.

”Hvis du er super specialist og har arbejdet med et særligt fagområde i mange år, vil du nok i mindre grad få tilført ny viden. Til gengæld kan du få hurtig hjælp til for eksempel at verificere kilder. Men der findes andre end de indholdsbaserede løsninger på markedet, der kan analysere store tekstmængder og levere opsummeringer.”

Voldgiftsdommerens arbejde

Ifølge professor, dr.jur., tidligere formand for Voldgiftsinstituttet og mangeårig voldgiftsdommer, Mads Bryde Andersen, vil de nye muligheder for at analysere juridiske problemstillinger ikke umiddelbart påvirke voldgiftsdommerens arbejde.

”Som voldgiftsdommer forholder man sig jo til den sag, parterne præsenterer voldsretten for. Derfor er det ikke voldgiftsdommerens opgave at finde retskilder og argumenter, som parterne ikke selv har gjort gældende.”

”Derimod kan de muligheder for tekstanalyse, som mange AI-løsninger – som for eksempel GPT 4o fra OpenAI i den betalbare version – være en stor hjælp til at få overblik over en dokumentmængde på mange tusind sider: Hvor har parterne forholdt sig til det og det spørgsmål? Hvad er essensen i denne digre rapport? Hvori består modsætningen mellem de sagkyndige udtalelser eller vidneerklæringer, som parterne har fremlagt,” nævner Mads Bryde Andersen som eksempler, idet han samtidig bemærker, at en brug af den slags løsninger kan risikere at true fortroligheden i voldgiftssagen:

”Udbyderne af eksempelvis GPT 4o garanterer fortrolighed. Alligevel sidder mange tilbage med en usikkerhed om, hvorvidt man nu helt kan stole på den slags tilsagn. Det er en vanskelig problemstilling. Vil man være på helt sikker grund, kan voldgiftsretten overveje at indhente tilsagn fra begge parter om at kunne benytte den slags løsninger. Opnår voldgiftsretten et sådant tilsagn, er der ikke noget problem,” forklarer han.

Hos Karnov har fortrolighed også været top of mind i forbindelse med udviklingen af KAILA.

”Der skal være sikkerhed for, at dine søgninger ikke kan få indflydelse på andres kommende søgninger – som det for eksempel er tilfældet, når du bruger Google. Forestil dig, at du som advokat for en part i en voldgiftssag søger i KAILA efter boringsskader i forbindelse med installation af vindmøller. Så skal du naturligvis ikke være bange for, at der er algoritmer, der sender emnet videre til andre brugere. Det har vi været utrolig bevidste om, da vi udviklede vores løsning, og vi garanterer, at det ikke kan ske,” siger Michael Herbing.

Som formand for Voldgiftsinstituttet ser Håkun Djurhuus tre hovedoverskrifter for instituttets fremtidige udvikling. Det handler om at fastholde den solide økonomi samt udvikle både ideen om et nordisk samarbejde og de alternative tvistløsningstilbud, skriver han i sin leder.

Af Håkun Djurhuus, formand for Voldgiftsinstituttet

Forsvarlig økonomisk og organisatorisk drift er kernen i enhver organisation. Det gælder også Voldgiftsinstituttet, som er og skal være non-profit.

Derfor står en sund økonomi allerøverst på min liste over de pejlemærker, jeg har som formand. Sammen med en effektiv organisation er det ganske enkelt fundamentet for, at vi kan tilbyde den høje kvalitet i vores ydelser, som brugerne forventer af os. Det er afgørende, at instituttet drives forsvarligt, så vi fortsat kan være en stærk og pålidelig partner for alle, der vælger voldgift som konfliktløsningsmetode.

Et nordisk samarbejde ligger mig også stærkt på sinde. Det er et af de mest spændende projekter, der er sat i søen i år, og der er ingen tvivl om, at det har et kæmpe potentiale af den grund, at Norden er kendt for et af verdens laveste korruptionsniveauer, stærke retssikkerhedsværdier og høj faglighed. Samlet står vi meget stærkere og vil være et attraktivt valg for parter i internationale sager. Det vil ikke alene gavne instituttet, men også skabe mere arbejde og flere forretningsmuligheder for nordiske advokater generelt.

Derfor er det et klart mål, at vi i Norden får skabt et større fællesskab i voldgift. Det vil give os en bredere tilstedeværelse internationalt og i det hele taget styrke vores konkurrenceevne i forhold til institutter i eksempelvis London, Paris og Geneve.

Endelig står det højt på min ønskeseddel at udvikle instituttets tilbud inden for alternative dispute resolution (ADR) – herunder mediation og mægling.

Vi ser en stigende efterspørgsel på hurtige og omkostningseffektive løsninger, der kan forebygge og løse konflikter effektivt og skånsomt. Mediation og mægling kan for eksempel være en billigere og hurtigere løsning i nogle sager. Vi anbefaler allerede tvistløsningsklausuler, der kombinerer mediation og voldgift, og erfaringen er, at det kan give stor værdi for parterne ved i første omgang at forsøge at løse tvisten via mediation og derpå fortsætte til voldgift, hvis det bliver nødvendigt. En anden mulighed er også i højere grad at åbne op for mediation, mens voldgiftssagen verserer.

For to år siden indførte vi den såkaldte baseball-voldgift – en metode, der er kendt fra sportens verden. Det giver hver part mulighed for at fremlægge et forslag til kendelse, og voldgiftsdommeren vælger den mest rimelige løsning. Det er et forligsværktøj og en enkel måde at opnå en hurtig og rimelig afgørelse på.

De her tre pejlemærker afspejler min vision for Voldgiftsinstituttet. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen sammen med bestyrelsen og sekretariatet og skabe et endnu stærkere institut.

As a woman you have a general duty to support female colleagues. Speak up, when you see a woman is doing a good job, says Nina Lauber-Thommesen, who talks about how to be an independent arbitrator in a podcast about Women in Arbitration. We invited Nina in the studio just after the Women in Arbitration event at Valencia in connection with CAD2024, where she had an important role as a panelist.

Listen to interview with Nina Lauber Thommesen

WOMEN IN ARBITRATION

International praksis oplever en tendens, som udfordrer partsautonomiens grundlæggende betydning: Den stigende institutionalisering af international handelsvoldgift. I sidste ende er det den dynamiske balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister, skriver Kathrine Yding Olsen.

Af Kathrine Yding Olsen, stud.jur., Gorrissen Federspiel

I institutionel voldgift indgår der et sæt af procesregler, som i et vist omfang flytter kompetencen til at afgøre processuelle spørgsmål fra parterne og til institutionen. Det udfordrer partsautonomien.

Typisk er denne overdragelse af kompetence ukontroversiel, idet den jo hviler på en aftale mellem parterne. Og det er derfor ikke overraskende, at størstedelen af parterne er tilfredse, når de ved valget af institutionel voldgift får en smidig og velfungerende voldgiftsproces. Ikke desto mindre kan der opstå̊ konflikter, når parter ikke blot vælger institutionens regler, men tillige indgår processuelle aftaler i strid hermed.

Hvis de institutionelle procesregler i denne konflikt gives forrang, fører det til “the party autonomy paradox”: Ved at vælge institutionel voldgift som en udøvelse af partsautonomien accepterer parterne samtidigt at begrænse selvsamme autonomi. Det resultat vil være både paradoksalt og problematisk, fordi voldgift legitimeres i respekten for parternes aftale. Faktisk er det respekten for parternes autonomi, der har gjort voldgift markant anderledes og mere attraktivt end at føre sager ved nationale domstole, som normalt er undergivet mere eller mindre rigide procesregler.

I praksis er konflikten særligt opstået i tre situationer: For det første hvor sagen skal administreres af en institution men efter en anden institutions procesregler, for det andet hvor parternes processuelle aftale er undergivet institutionens skøn, og for det tredje hvor en eller flere “ufravigelige” procesregler er fraveget.

Hybridklausuler

Hvor parterne har aftalt, at en voldgiftssag skal administreres af en institution men efter en anden institutions procesregler (“hybridklausuler”), opstår der en konflikt mellem parternes valg af administrerende institution og procesregler. Konflikten opstår, fordi de færreste institutioner har den organisatoriske struktur, der er nødvendig for at administrere en voldgift i fuld overensstemmelse med fremmede procesregler. Spørgsmålet er, om voldgiftsklausulens patologi medfører, at den ikke kan lægges til grund for voldgiftsprocessen?

Retspraksis på området for hybridklausuler er klar: Hybridklausuler kan og skal håndhæves. Således har domstole i både Singapore, Sverige og USA opretholdt hybridklausuler som gyldige. Som en betingelse for håndhævelsen af hybridklausuler fremhæver retspraksis den administrerende institutionens accept af voldgiftssagen.

Praksis er relevant, fordi den viser, at domstolene ved spørgsmålet om hybridklausulers gyldighed står i valget mellem 1) at statuere at de praktiske vanskeligheder ved hybridvoldgift gør klausulen “null void, inoperative and incapable of being performed” eller 2) at anse hybridvoldgift for en berettiget udnyttelse af aftalefriheden, idet institutioner ved fleksibilitet og fortolkning kan forene de valgte regler med deres egne regler, organisatoriske struktur mv. Ved at fortolke parternes hensigt i overensstemmelse med princippet om effektiv fortolkning valgte domstolene sidstnævnte.

På området for hybridklausuler får parternes valg om at løse deres tvist ved en institution altså ikke betydning for deres frihed til at tilrettelægge voldgiftssagen. Det er imidlertid ikke umiddelbart anbefalelsesværdigt for parter at indgå hybridaftaler. Der kan dels opstå tvivl om, hvad parterne har aftalt, og dels kan det medføre ineffektivitet i voldgiftsprocessen, da institutionen skal administrere voldgiftssagen i henhold til et regelsæt, der er fremmed for den. På den anden side muliggør hybridaftalen, at parterne kan gøre brug af mere moderne procesregler, udstedt af en stor og internationalt velanskrevet institution og samtidig vælge at gennemføre sagen ved deres lokale institution, herunder med de prisstrukturer som sædvanligvis anvendes ved denne institution.

Parternes processuelle aftale

Partsautonomien udfordres for det andet, hvor parternes processuelle aftale er undergivet institutionens skøn. Konflikten mellem parternes aftale og det institutionelle skøn er i de senere år særligt opstået på grund af en global bevægelse mod at indføre expedited procedures i institutionelle procesregler. Beslutningen om nedsættelsen af voldgiftsretten i sager under expedited procedures overlades nemlig i flere regelsæt – herunder i Singapore International Arbitration Centre (SIAC)-reglerne – til institutionens skøn.

I to stort set identiske sager skulle Singapore High Court (AQZ v ARA fra 2015) og Shanghai No. 1 Intermediate People’s Court (Noble Resources International v Shanghai Good Credit International fra 2017) tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt SIAC ved udøvelsen af sit skøn havde kompetencen til at udpege en enevoldgiftsdommer, selvom parternes voldgiftsaftale angav, at der skulle nedsættes en voldgiftsret bestående af tre medlemmer. Domstolen i Singapore fandt, at SIAC kunne se bort fra parternes aftale; den kinesiske domstol frem til det modsatte resultat.

De to modsatrettede domme viser splittelsen i retspraksis. Den singaporeanske domstol lagde vægt på en fortolkning af parternes voldgiftsklausul, idet parterne ved at have vedtaget SIAC-reglerne implicit havde overladt beføjelsen til at træffe afgørelse om antallet af voldgiftsdommere til SIAC. Den kinesiske domstol begrundede sit resultat med en mere abstrakt og principiel analyse af partsautonomiens fundamentale rolle i international voldgift, hvorfor SIAC ved udøvelsen af sit skøn skulle tage fuldt hensyn til parternes eksplicitte aftale om en voldgiftsret med tre medlemmer.

De mest overbevisende argumenter synes at tale for, at institutioner er tilbageholdende med at se bort fra parternes konkrete processuelle aftaler. Med partsautonomien som grundstenen i voldgift er der afgørende hensyn, som tilsiger, at parternes eksplicitte processuelle aftale bør gives forrang for en implicit overladelse af beslutningskompetence til institutionen ved inkorporeringen af de institutionelle procesregler. Dette gør sig særligt gældende, hvor der er tale om grundlæggende processuelle skridt som nedsættelse af voldgiftsretten.

Institutionens fortolkning af voldgiftsklausulen, der går ud over, hvad parterne har haft til hensigt, vil ikke alene begrænse parternes frihed til at tilrettelægge sagen, men kan også resultere i en voldgiftskendelse, der nægtes fuldbyrdet eller tilsidesættes efter lex arbitri.

En eller flere “ufravigelige” procesregler er fraveget

“The party autonomy paradox” bliver sat på spidsen, når parterne på den ene side vælger et sæt institutionelle procesregler og på den anden side fraviger selvsamme regler.

Hvor parterne i ad hoc-voldgift alene skal respektere vage og elastiske bestemmelser i lex arbitri, skal parterne i institutionel voldgift respektere, at flere institutionelle procesregler betragtes af institutionen som værende “ufravigelige”. Situationen er derfor et tydeligt eksempel på, at parternes valg af institutionel voldgift begrænser deres frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces.

Hvis en institution ikke ønsker at administrere voldgiftssager, hvor parterne har fraveget dennes procesregler, så kan institutionen i princippet afslå at påtage sig at administrere sagen. Hvor nogle institutioner i alle tilfælde giver parternes konkrete processuelle aftale forrang, er andre institutioner mindre fleksible og dermed mere tilbageholdende med at acceptere fravigelser fra de procesregler, der betragtes som essentielle og distinktive kendetegn for institutionen. Partsautonomiens rækkevidde er derfor afhængig af institutionens villighed til at administrere voldgiftssagen i henhold til parternes fravigelse.

En illustrativ dom er Samsung v Qimonda, afsagt af Tribunal de Grande Instance i Paris i 2010, hvor ICC afviste at administrere sagen på grund af fravigelser fra fundamentale ICC-regler – blandt andet kravet om, at et udkast til voldgiftskendelsen skal undergå ICC Courts scrutiny. Sagen muterede derfor til ad hoc-voldgift. På grund af forskellene mellem institutionel og ad hoc-voldgift ændrer mutationen imidlertid voldgiftaftalens grundlæggende karakter. Sager som Samsung v Qimonda understreger derfor vigtigheden af, at parterne overvejer, hvilke processuelle regler de fraviger, for at undgå komplikationer i voldgiftsprocessen og dermed sikre en eksigibel voldgiftskendelse.

Respekt for parternes autonomi

Selvom institutionel voldgift altså tilbyder en struktureret og mere forudsigelig ramme for voldgiftsprocessen end ad hoc-voldgift, så kommer dette valg med en pris: En vis begrænsning af partsautonomien.

Det er derfor afgørende for parterne nøje at overveje, hvilke institutionelle regler de vælger, og hvilke processuelle aftaler de indgår, for at sikre, at voldgiftsprocessen forbliver i overensstemmelse med deres ønsker. Desuden er det vigtigt, at institutioner udviser fleksibilitet og respekt for parternes autonomi, for at opretholde voldgiftens legitimitet.

Det er i sidste ende gennem en dynamisk balance mellem de institutionelle regler og parternes frihed til at tilrettelægge voldgiftssagens proces, at voldgift kan forblive et foretrukket middel til løsning af internationale handelstvister.

En dom afsagt den 12. juli 2024 af fra Hollands Højesteret fastslår, at overspringelse af mægling ifølge en eskalationsklausul ikke er til hinder for at indlede en voldgiftssag, skriver den dansk-hollandske advokat Lise Heide-Jørgensen.

Af: Lise Heide-Jørgensen, advokat, Avizor advocaten&arbiters, Amsterdam

Præcis som i Danmark er udenretligt mægling i Holland ikke lovreguleret. Derfor er domspraksis en vigtig kilde til at fastlægge indholdet af gældende ret. I en ny dom kaster Hollands Højesteret lys over, hvilken betydning en aftale mellem parterne om først at forsøge at løse tvisten ved mægling har for at indlede voldgiftssag.

Den hollandske sag verserede mellem to professionelle, hollandske parter. Den ene part havde solgt anparter i sit datterselskab til den anden part. Overdragelsesaftalen indeholdt en eskalationsklausul. I en uofficiel oversættelse fra hollandsk lyder klausulen således: ”Eventuelle tvister, der opstår som følge af denne aftale, skal i første omgang søges løst af parterne gennem mægling. Hvis parterne ikke er i stand til at løse tvisten på denne måde, skal tvisten løses ved voldgift (af en enevoldgiftsdommer) (…)”.

Der opstod herefter en tvist, som var omfattet af denne klausul. Sælger indledte voldgiftssag uden forudgående mægling. Køber påstod afvisning med henvisning til, at voldgiftsretten savnede kompetence, da parterne ikke havde forsøgt mægling i overensstemmelse med eskalationsklausulen, subsidiært udsættelse af voldgiftssagens behandling, indtil mægling i overensstemmelse med eskalationsklausulen havde fundet sted.

Voldgiftsretten afviste købers påstand og fremmede voldgiftssagen, blandt andet med henvisning til at udsættelse af sagen ville føre til urimelig forsinkelse. Sagen blev således fremmet, og ved den endelige voldgiftskendelse fik sælger medhold i sit betalingskrav.

Landsrettens afgørelse

Under henvisning til at sælger havde sprunget første trin i eskalationsklausulen over og at tvistløsningsforløbet dermed ikke havde fundet sted i overensstemmelse med parternes aftale, anlagde køber sag ved landsretten i Haag med påstand om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen.

Landsretten afviste at tilsidesætte kendelsen, da retten fandt, at mægling ifølge rettens fortolkning af eskalationsklausulen ikke forpligtede parterne til at mægle forud for indledning af voldgiftssagen.

Sagen kommer for Højesteret

Køber indbragte herefter sagen for Hollands Højesteret, Hoge Raad, som i Holland – i modsætning til i Danmark – ikke fungerer som appeldomstol for landsretterne, men som en cour-de-cassation. Det indebærer, at Højesteret begrænser sin prøvelse til rent juridiske spørgsmål. Derfor lå en fornyet fortolkning af eskalationsklausulen uden for rettens kompetence og rettens afgørelse begrænsede sig således til, hvorvidt landsrettens afgørelse var udtryk for en retlig fejl eller om den beroede på en åbenbart urigtig fortolkning af eskalationsklausulen.

Hoge Raad lagde ud med at fastslå, at en mæglingsklausul generelt kan have en ikke-forpligtende karakter, men pegede dog på, at en mæglingsklausul i visse tilfælde kan indebære en pligt for parterne til at forsøge sig med mægling forud for indledning af voldgiftssag. At der foreligger en tvist af saglig karakter og at mæglingsvilkåret er aftalt mellem professionelle parter, peger ifølge Højesteret, i retning af – men fører ikke nødvendigvis til – at mæglingsklausulen kan forpligte parterne.

At mæglingsvilkåret er bindende mellem parterne, er imidlertid ikke ensbetydende med, at voldgiftsretten ikke er kompetent, hvis mæglingsvilkåret bliver tilsidesat af en part. I forhold til voldgiftsrettens kompetence fandt Højesteret således, at mægling i overensstemmelse med en forpligtende eskalationsklausul ikke var en nødvendig betingelse for at indlede voldgiftssag, og voldgiftskendelsen blev derfor ikke tilsidesat.

Hvad betyder dommen?

Af Hollands Højesterets afgørelse kan udledes nogle retningslinjer for, hvordan en voldgiftsdommer bør forholde sig, hvis en part ikke respekterer en eskalationsklausul.

Det påvirker ifølge retten ikke voldgiftsrettens kompetence og voldgiftsaftalens gyldighed er ikke betinget af, at en part overholder en forpligtelse til at deltage i en forudgående mægling.

Voldgiftsretten kan dog, når den bliver konfronteret med en for parterne bindende eskalationsklausul, som ikke er overholdt af den ene part, vælge at udsætte behandlingen af voldgiftssagen (efter anmodning, d.v.s. ikke ex officio), således at parterne har mulighed for at gennemføre en mægling. Men voldgiftsretten er ikke forpligtet til dette.

Hvis voldgiftsretten skønner, at der ikke er udsigt til at parterne vil kunne løse tvisten via mæglingen og/eller hvis en endelig afgørelse af sagen haster, er det nærliggende at fremme voldgiftssagen, og altså ikke imødekomme en parts anmodning om udsættelse.

I Holland vil voldgiftsretten dermed have ret frie hænder til at fremme voldgiftssagen med henblik på at afsige endelig kendelse, såfremt voldgiftsretten vurderer – på trods af en bindende aftale om mægling – at dette er den mest hensigtsmæssigt fremgangsmåde, og dette kan ske uden at løbe en risiko for tilsidesættelse af den endelige voldgiftskendelse.

Link til Hollands Højesterets afgørelse. Bemærk, at den er ikke oversat til andre sprog:

https://uitspraken.rechtspraak.nl/details?id=ECLI:NL:HR:2024:1078

Mød Alexandra Malou Wiese, der er ny dansk co-ambassadør for Arbitration Lunch Match. Hun glæder sig over, at den danske gren af netværket vokser, og at godt 45 kvinder mødtes for nylig i mindre grupper for at tale om et fag, som de brænder for.

”For mig handler det om at kunne tale højt om de tanker, jeg selv har, samtidig med, at jeg kan spejle mig i andre voldgiftsinteresserede med mere erfaring. Og så giver det super god mening at kunne gøre det i en uformel ramme.”

Sådan lyder det fra advokat Alexandra Malou Wiese fra Nielsen Nørager, der er nyudnævnt co-ambassadør for netværket Arbitration Lunch Match.  Her i tredje runde af netværkets frokoster var der matchet godt 45 kvindelige jurister, til en række frokoster i København.

Kendetegnet for frokosterne er, at deltagerne ikke på forhånd ved, hvem de skal mødes med. På den måde møder de alle fem kvinder, som de formentlig ikke kender. Selvom frokosterne foregår i København, er der igen også flere svenske deltagere fra blandt andet Malmø tilmeldt.

Det er godt et år siden, at Alexandra Malou Wiese selv for første gang var en del af netværket. Hun blev så begejstret, at hun tilbød at deltage i at arrangere de årlige frokoster.

”Jeg oplever at netværket er utrolig vigtigt for at kvinder kan hjælpe andre kvinder frem, og det er grunden til, at jeg gerne vil bidrage mere end blot ved at deltage i en frokost. Ud over at dele viden om karriere i branchen handler det om, at kvinder kan støtte hinanden ved at tale om, hvordan man tager næste skridt – også selvom man møder modstand.”

”At kunne sparre med andre kvinder indenfor samme branche med forskellige baggrunde og erfaringsniveauer giver utvivlsomt et skub, og så er det inspirerende at høre andres historier om, hvordan de er nået til, hvor de er i dag. Der findes så mange kvinder i vores branche, der har enormt potentiale, og jeg mener, at vi gennem netværksmøder som Arbitration Lunch Match kan hjælpe hinanden til at få udnyttet det.”

Nye kolleger åbner døre

Hun ser masser af muligheder for at videreudvikle konceptet ved for eksempel at facilitere større arrangementer for medlemmerne.

”Der er ingen tvivl om, at der er en kæmpe interesse – og det er ikke alene i Danmark. Samlet er der nu mere end 60 ambassadører fordelt ud over hele verden og senest er otte nye ambassadører trådt til. Senest er byer som San Francisco, Manchester og Nairobi blevet en del af netværket. Det siger mig noget om, at der er et behov for at dele erfaringer i et forum, hvor man kan reflektere uden at være bange for at træde ved siden af. Det er et trygt sted at vende sine tanker om, hvilke veje der kan føre til dine mål,” siger Alexandra Wiese, der allerede i sin tid på jurastudiet spottede, at der er en tendens til, at kvinder har særlig brug for netværk, for at kunne komme ud af fastgroede mønstre.

”Der er en tendens til, at kvinder bliver i de roller, som samfundet har placeret os i. Men det har den konsekvens, at mange ikke får udnyttet deres faglige potentiale eller kommer ud af deres comfort-zone. Der er så mange dygtige kvinder, hvis potentiale ikke bliver foldet ud fordi mulighederne eller netværket ikke er til det. Det er grunden til, at jeg gerne vil være med til at skabe rammer for et netværk, hvor kvinder kan støtte hinanden. Jeg tror på, at der åbner sig ti nye døre, hver gang du lærer en ny kollega at kende.”

Silicon Valley Arbitration & Mediation Center har som noget nyt udarbejdet særlige guidelines om brug af AI i voldgiftssager. Guidelinen highlighter nogle af de risici, som kan være forbundet med at gøre brug af AI i voldgift, men den bygger grundlæggende på en præmis om, at både parterne og voldgiftsdommere kan gøre brug af AI i voldgiftssagen.

Guidelinen er opdelt i tre dele: Første del indeholder generelle retningslinjer, som gælder for alle aktørerne i voldgiftssagen. Anden del er særligt henvendt til parterne og deres advokater, mens den sidste del er henvendt til voldgiftsdommerne.

Guidelinen highlighter nogle af de risici, som kan være forbundet med at gøre brug af AI i voldgift, men den bygger grundlæggende på en præmis om, at både parterne og voldgiftsdommer kan gøre brug af AI i voldgiftssagen.

For både parternes og voldgiftsdommerne rummer AI betydelige potentialer både i forhold til kvaliteten af slutproduktet og i det tempo som dette skal leveres.

Det er en gennemgående præmis i guidelinen, at hvis der bruges AI, må robottens output ikke lægges ukritisk til grund. Af hensyn til voldgiftsprocessens autenticitet og integritet skal sådanne output således kvalitetssikres, så der eksempelvis ikke er tvivl om, at de beviser, der føres, er reelle og ikke opfundet af robotten til lejligheden.

Guidelinen kan læses på https://svamc.org/wp-content/uploads/SVAMC-AI-Guidelines-First-Edition.pdf

Brug af AI i voldgift har tidligere været omtalt i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev. Læs mere:

Nyheder – Voldgiftsinstituttet

There is no universal approach, and it will highly depend on the jurisdiction where enforcement is sought. Accordingly, whether or not an asymmetrical arbitration agreement will be upheld depends on which court is to rule on the validity. Hence, a key takeaway is to carefully consider the courts’ approaches to such agreements in all relevant jurisdictions, writes Sophia Cai from Accura.

By Sophia Cai, Assistant Attorney, Accura Law Firm

Under a “typical” arbitration agreement, both parties are bound to resolve any disputes through arbitration and given the parties’ equal obligation to refer to arbitration, such arbitration agreements are inherently symmetrical. However, it often occurs that contractual parties agree to a somewhat different arbitration agreement, e.g., an asymmetrical arbitration agreement.

What are asymmetrical arbitration agreements?

An asymmetrical arbitration agreement – also known as “unilateral arbitration agreement” – grants one party, often the stronger or more influential party, the flexibility to choose between arbitration and litigation, while binding the other party to a single dispute resolution method. The drafting of such agreements may vary, and could for example be as follows:

“1. The Danish courts have exclusive jurisdiction over any dispute arising out of or in connection with this Agreement, including any question regarding its existence, validity or termination, subject to [Party A’s] right to go to arbitration pursuant to paragraph 2.

2. [Party A] has the right to refer any dispute arising out of or in connection with this Agreement, including any question regarding its existence, validity or termination, to arbitration…”

Asymmetrical arbitration agreements are essentially designed to offer flexibility and strategic advantages, particularly in commercial contracts, and are often used in specific industries such as finance and construction.

This flexibility does, however, not come without its own legal challenges, especially when it comes to enforceability.

Key legal principles

Two fundamental principles are at the heart of the controversy surrounding asymmetrical arbitration agreements: party autonomy and equal treatment.

The principle of party autonomy is a cornerstone of international commercial arbitration and is the basis for the parties’ ability to tailor an agreement to their specific needs. The principle of party autonomy is recognized throughout the world and has equally gained acceptance in the majority of international arbitration institutions and national laws.

However, the principle of party autonomy is not unlimited. In contrast, the principle of equal treatment provides a requirement for contracting parties to be treated equally, which entails that no party is to be given an unfair advantage over the other.

Hence, the principle of equal treatment operates as a limitation on the principle of party autonomy. Based on case law, courts in some jurisdictions may consider an asymmetrical arbitration agreement to put the contracting parties on an unequal footing, and, therefore, invalidating such agreements.

In sum, while party autonomy allows for tailored dispute resolution mechanisms, the principle of equal treatment ensures that no party is unfairly disadvantaged. The balance of these legal principles is crucial for the validity and enforceability of asymmetrical arbitration agreements, and contracting parties should bear this in mind when forming their agreement.

Can an asymmetrical arbitration agreement be enforced?

The enforcement of asymmetrical arbitration agreements can be tricky, and the validity of such agreements will highly depend on which jurisdiction enforcement is sought in.

In common law jurisdictions like the United Kingdom, the United States and Singapore, courts have in recent years generally upheld asymmetrical arbitration agreements, emphasizing the principle of party autonomy. For instance, English courts have consistently validated asymmetrical arbitration agreements, provided that such agreements are entered into freely and reflect the parties’ intentions.

In a recent case, Aiteo Eastern E&P v Shell Western Supply [2022] EWHC 2912, the validity of asymmetrical arbitration agreements was confirmed by the English High Court. The arbitration agreement in question provided that:

“any Party (other than an Obligor) […] may elect to refer for final resolution any dispute […] by arbitration…”

Accordingly, Aiteo, as Obligor, was not entitled to refer disputes to arbitration, and was instead bound to commence litigation proceedings, which Aiteo did. However, in turn, Shell commenced arbitration proceedings in London. Here, the arbitral tribunal found in a partial award that they had jurisdiction. This award was brought before the English High Court.

The Judge upheld the validity of the asymmetrical arbitration agreement and found that Shell’s option to arbitrate could be exercised by an “insistence on arbitration”, which did not require a formal request for arbitration or application to stay the court proceedings. This recent decision of the English High Court confirms the enforceability of asymmetrical arbitration under English law.

As to civil law jurisdictions, it is not entirely clear whether courts would uphold an asymmetrical arbitration agreement, as there is no settled line of case law in all civil law jurisdictions (yet). That said, it seems that civil law jurisdictions are more skeptical of asymmetrical arbitration agreements compared to common law jurisdictions.

In civil law jurisdictions such as Bulgaria, Poland and Russia, the courts have in general been more hesitant to uphold asymmetrical arbitration agreements and are more likely to invalidate such agreements from an “equal treatment” point of view.

On the other hand, asymmetrical arbitration agreements have in general been held valid in Sweden, Norway and Denmark, unless special circumstances apply. For example, in a Danish case concerning an agency agreement, the following arbitration agreement was provided in the parties’ agreement:

“Any disagreement or claim […] must be finally settled by arbitration […]. Instead of arbitration, the Agency is free to choose to bring any dispute to the Maritime and Commercial Court in Copenhagen…”

The Danish High Court concluded that the arbitration agreement in question was valid and binding.

What to look out for?

Asymmetrical arbitration agreements represent a complex interplay between flexibility and fairness. The divergent approaches from jurisdiction to jurisdiction highlight the ongoing debate over the validity of these agreements.

For contracting parties, it is essential to carefully consider the governing law and potential enforcement jurisdictions when drafting asymmetrical arbitration agreements as well as considering: (i) who has the option to choose between arbitration and litigation, and (ii) whether there is a specific method for exercising this option.

Voldgiftsinstituttet servicerer både parterne, voldgiftsdommerne og danske domstole, når det gælder om at finde egnede og uafhængige sagkyndige til at vurdere alt fra eventuelle mangler i komplekse IT-løsninger til prisen på en bådplads. Vi søger derfor altid med lys og lygte efter nye eksperter, skriver Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Hvert år bistår vi med at finde højt kvalificerede eksperter indenfor praktisk talt alle fag, som kan have berøring med den kommercielle verden. Det kan være alt fra revisoren og IT-eksperten til ingeniøren og den bygningssagkyndige. Det betyder, at vi altid er på udkik efter sagkyndige med nicheviden.

Vi lægger rigtigt mange kræfter i at identificere sagkyndige med de rette kvalifikationer til at vurdere de spørgsmål, som er rejst af parterne, voldgiftsretten eller domstolene, men nogle gange er det virkelig vanskeligt at finde en sagkyndig med de rette kompetencer, som samtidig har lyst til at medvirke som sagkyndig i sagen, og som desuden er uafhængig og upartisk i forhold til de involverede parter.

Netop spørgsmålet om den sagkyndiges uafhængig- og upartiskhed giver nogle gange anledning til nærmere overvejelser. Konkret sikrer vi de sagkyndiges habilitet gennem en grundig proces, hvor vi undersøger om den han eller hun lever op til kravene i instituttets retningslinjer forud for udpegningen. Alle sagkyndige skal afgive en habilitetserklæring, som blandt andet bygger på en liste med praktiske eksempler på, hvor der kan opstå tvivl om den pågældendes habilitet, således at den sagkyndige mindes om, at man hverken må have økonomiske eller personlige interesser hos den udpegede.

Og hvad går det arbejde i korte træk så ud på? På baggrund af sagens materiale fremkommer den sagkyndige med begrundede svar på parternes og voldgiftsrettens spørgsmål. I forbindelse med udpegningen fastsættes typisk en frist for besvarelsen af parternes spørgsmål med udgangspunkt i den sagkyndiges overslag over tid.

Er du interesseret i opgaver som sagkyndig så læs gerne vores vejledning til sagkyndige på hjemmesiden https://voldgiftsinstituttet.dk/wp-content/uploads/2015/10/vejledning-til-sagkyndige.pdf

Og kan du se dig selv i rollen som sagkyndig, så kontakt os gerne på [email protected].

Hvis du har spørgsmål, så kontakt gerne mig på [email protected] eller telefon 21636698.

As part of the Copenhagen Arbitration Day 2024 the University of Copenhagen, Kromann Reumert and Accura had arranged lunch-seminars, where legal professionals were brought together to discuss arbitration from a different viewpoint.

There was discussion of choice of law, seat, third-party funding, the arbitration versus litigation debate and use of mediation, when Kromann Reumert held a lunch seminar for Copenhagen Arbitration Day. Three in-house counsel provided insights, one each from Pandora, A.P. Møller-Maersk and Carlsberg.

It was a rare opportunity to hear from large companies as regards their preferences for how to resolve disputes. The question of balance was a common theme, such as when deciding between court, arbitration and mediation (or a multi-tier ADR clause), when deciding which institutional or ad hoc arbitral rules and when deciding which governing law.

Unfamiliar jurisdictions strengthen the preference for arbitration, cases that require quickly enforceable injunctions may lean towards litigation, and mediation, seen as an antidote to dispute fatigue, can maximise the chances of continuing friendly commercial relations between the parties.

Matching the choice of law to the jurisdiction of your company is not a foregone conclusion either because one may be in a better position if one had had chosen a foreign rather home law. Indeed, English law still holds a strong grasp on Danish dispute resolution and this is reflected in the Roschier Disputes Index 2024, which highlights that English law is the second most preferred foreign substantive law for the Nordic respondents to the survey, ahead of Norwegian, Danish and Finnish law (see the March 2024 edition of the DIA newsletter for an article providing more details on the index). One reason could be the quantity of case law available to review when deciding a matter.

Disputes from a commercial perspective

The University of Copenhagen had invited to a discussion about disputes from a commercial perspective. The seminar featured a diverse panel with Søren Johansen, Partner at Altor, Thony Härdin, CEO of Litigium Capital, Lotta Knapp, Senior Legal Counsel at Perstorp Group and Knud Jacob Knudsen, partner at Simonsen Vogt Wiig, who focused on the importance of client communication, particularly regarding dispute outcomes and costs. Mr Knudsen highlighted how providing clear assessments helps manage client’s expectations and bridge any gap between the client and the external counsel who may have differing views on the dispute.

The fully booked lunch seminar highlighted also the commercial aspects of arbitration and the perspective that arbitration can and to some extend needs to strike a balance between pure legal precision and commercial practicality. Speed, confidentiality, clear communication and commercially driven outcomes are crucial for successful arbitration and the insights from the panel emphasized the role of arbitration as a service addressing both legal and business considerations.

The event, that was organized and smoothly moderated by Johan Tufte-Kristensen from the University of Copenhagen, was ended by Professor Mads Bryde Andersen pining out some of the highlights from the seminar.

M&A Disputes and Arbitration in the Nordics

Accura’s Lunch Seminar focused on the topic M&A Disputes and Arbitration in the Nordics. On the panel were Anna-Maria Tamminen from Hannes Snellman in Finland, Mikal Brøndmo from Haavind in Norway and Jacob Møller Dirksen from Accura. The panel was moderated by Daniel Haue Jakobsson from Accura. The debate kicked off with a discussion on the various types of M&A disputes that the panelists were seeing in Finland, Norway and Denmark, respectively, and whether these kinds of disputes had changed over the years.

The panelists saw a rise in the number of M&A disputes across the Nordics, and that this is becoming an important area within the arbitration community. The panelists’ experience is also supported by the statistics from the DIA and other arbitral institutions.

The panelists also discussed expert determinations and their legal status. These are often used as part of M&A transactions in relation to how e.g. an Earn-Out is to be calculated, where usually an accountant would be appointed jointly by the parties to prepare the calculation of the Earn-Out. Both the panelists as well as the participants who were not from Norway were surprised to learn that in Norway, the courts have recently found that an expert determination could (depending on the wording of the agreement) be considered an arbitral award – something which has caused a lot of discussion in the Norwegian arbitration community. The panelists also shared their experiences with expert determinations, which varied greatly.

I en ny podcastserie, som er udgivet af Voldgiftsinstituttet, deler kvindelige voldgiftsaktører generøst ud af deres erfaringer om, hvordan de er kommet ind i faget. De første to afsnit er nu tilgængelige, og der er flere på vej.

”Netværk spiller en stor rolle, både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det kan give unge kvinder rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig.” Sådan lyder det, når højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen i en podcast blandt andet fortæller om, hvordan hun som studerende blev interesseret i faget og som ung advokatfuldmægtig blev involveret i voldgiftssager.

I en ny podcastserie deler hun og advokat Regitze Aalykke Hansen, Kammeradvokaten/Poul Schmith deres historier og råd til andre kvinder, der gerne vil have en karriere i voldgift.

Der er flere interviews med danske og internationale kvindelige profiler på vej i serien WOMEN IN ARBITRATION, som du finder alle de steder, hvor du normalt henter podcasts. Følg os på TALKS ABOUT ARBITRATION for at få besked, når der kommer nye afsnit.

Siden Voldgiftsinstituttet sammen med mange andre organisationer, advokatfirmaer, enkeltpersoner osv. underskrev The Equal Representation in Arbitration Pledge, har det været en topprioritet for instituttet at fremme kønsdiversitet i voldgift. For at understrege vigtigheden af at få flere kvinder ind på scenen i voldgift, har vi blandt andet udgivet en række interviews i nyhedsbrevet – som du tilmelder dig på forsiden af www.voldgiftsinstituttet.dk – afholdt en velbesøgt paneldebat i forbindelse med Copenhagen Arbitration Day 2024 og nu udgivet podcasts, hvor erfarne kvindelige voldgiftsaktører generøst deler ud af deres karriereråd og debatterer, hvad der skal til for at flere kvinder får en plads i branchen.

Podcasten er støttet af Dreyers Fond.

Yes, sometimes you have to look under the table, but the women are there. That was just one of the one liners to take away from the Women in Arbitration event, that The DIA arranged with support from Dreyers Fond in connection with Danish Arbitration Day 2024. A prime panel and a brilliant audience discussed the importance of diversity trough two hours – orchestrated by moderator Henriette Gernaa.

By Hanne Hauerslev, Communication Advisor

Are you called “bossy” if you as a women talk a lot? And would the term be used about a man in the same situation? This was one of the topics discussed in the panel at the Women in Arbitration event held at Valencia in Copenhagen 5 September.

The panelists Supreme Court Justice Julie Arnth Jørgensen, independent arbitrator Nina Lauber Thommesen, Regitze Aalykke Hansen from Poul Schmidt/Kammeradvokaten, independent arbitrator Ndanga Kamau and moderator Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel were to the point in the discussions about how more women can get a place in arbitration.

Although the development has gone in the right direction since the Danish Institute of Arbitration seven years ago, together with many other organizations, law firms, individuals, and individuals, signed The Equal Representation in Arbitration Pledge, there is still some way to go, Henriette Gernaa concluded.

For the same reason, the diversity agenda is important, even if there may not be research to prove it. On the other hand, it is common knowledge that there is a difference in how men and women make decisions, just as it takes at least a third of women in a group for the dynamics to change. And as Julie Arnth Jørgensen underlined, it is a good idea to be more than a few women in groups, because it is always difficult to be a minority. At the same time, she stressed that in the question of whether diversity is an important debate, it is important to remember that women are chosen because of their qualifications and not only because of gender.

It is often claimed that it is difficult to find a female arbitrator for a panel in a huge and complex arbitration. Julie Arnth Jørgensen has been in situations where her male colleagues have said: No, no! There are no women qualified for this case.

“But it’s all about visibility. There are many qualified women. And yes, look under the table if you can’t find them. When I have challenged men in that situation, I have always managed to find females who were qualified, and when you compared these women with the most qualified men, it turned out that the women had the best CV. So, it’s very much about challenging a mindset,” she said.

The importance of visibility

Regitze Aalykke Hansen also highlighted the importance of visibility, as the decision-makers in law firms most often are men.

“The hidden bias mean that you appoint someone from your own circles. You look around and think: Who do we know, who have we talked to. I find that there is a will to change the balance between men and women, but it requires visibility. Therefore, it is important to promote female arbitrators and that you as a women take action yourself. So, speak up about what you want, and be careful not to overthink things so that you create obstacles for yourself.”

Nina Lauber Thommesen underlined, that the first appointment is important, because it gives you the opportunity to show how qualified you are. This point inspired a female arbitrator from the audience to tell a story about how important it is, that you are supported by the people around you: In spite of being employed at a law firm for years, the female arbitrator never got a promotion or given the good assignments. The reason – she was told – was that she was not qualified. After years in the same law firm, she was headhunted by another law firm, where she became a partner from day one and was otherwise given the most prestigious tasks. “So, find another job if you don’t get the tasks you are qualified for, where you are” she said.

Another important advice that was pinpointed during the debate is that when you are a minority, you need help from the majority. There is a need for men to help women advance. A mentor could be a good stepping stone because he – or she – can share their professional knowledge as well as help opening the right doors by telling others to keep an eye on you.

From the audience, there was a call to continue focusing on the agenda about Women in Arbitration. Some suggested to create a list of female arbitrators. Others recommended women to seek other women’s guidance and referred to Compendium of Unicorns: A Global Guide to Women Arbitrators. A member of the panel explained that the word unicorns in the title of the compendium was an ironic comment from the authors regarding the false impression that qualified female arbitrators are just as rare as unicorns.

Compendium of Unicorns: A Global Guide to Women Arbitrators – Global Arbitration Review

The final presentation of Copenhagen Arbitration Day 2024 was by Ndanga Kamau, a former vice-president of the ICC International Court of Arbitration, member of the ICCA governing board and honorary senior fellow at the BIICL. Ms Kamau provided a global perspective on law, history and culture: reckoning with the future of international arbitration.

By Andrew Poole, Deputy Secretary-General, The Danish Institute of Arbitration

Following the panel discussion on the benefits of Nordic arbitration, Ms Kamau provided a global perspective on law, history and culture: reckoning with the future of international arbitration. She described the historical figure of Emperor Mansa Musa of the ancient empire of Mali in the fourteenth century.

Emperor Mansa Musa is said to have been one of the richest individuals in the world at the time. Apart from his wealth, Emperor Mansa Musa is also known for his pilgrimage to Mecca and his revitalisation of his empire through knowledge received from the Islamic world.

Ms Kamau evoked the ghost of the emperor to learn about the state of arbitration now, arbitration that has grown from institutions such as the Permanent Court of Arbitration, established following the first Hague Peace Conference, and the ICC International Court of Arbitration, established after the first world war.

Ms Kamau highlighted that arbitrators can perhaps exclude laws and jurisdictions from their thinking, which may be detrimental because the resolution of the issue at hand may benefit from global and local approaches. One can ask who are those that are excluded and understand the reasons for such exclusion.

Ms Kamau ended her pin-dropping keynote by noting that arbitration exists in society and not in a vacuum and by exhorting the conference to be open to new ideas, such as Emperor Mansa Musa was.

At the Copenhagen Arbitration Day 2024, three key Nordic arbitration practitioners, James Hope (Sweden), Marie Nesvik (Norway) and Ole Spiermann (Denmark) met to discuss “Nordic Arbitration”, it’s benefits, strengths and as moderator Mrinalini Singh elegantly put it; whether there is such a thing as “Nordic Arbitration”?

By Martin Gukild, Counsel, The Danish Institute of Arbitration

To the last point, all the panelists agreed that there indeed is something called “Nordic Arbitration” which makes sense to group together. This is partly due to the shared culture of the Nordic countries. High degree of trust between colleagues, low corruption, high transparency and a pragmatism on solving procedural issues.

Furthermore, the panel highlighted the shared legal framework in the Nordics as a unique aspect. Since 1872, the Nordic Meeting of Lawyers (Nordiske Juristmøte) has regularly held meetings. This cooperation has resulted in the development of a large number of laws identical (or close to) in the Nordic countries. Important commercial laws such as the law on agreements, the law on purchase and sale of goods, the law on promissory notes and many more are – or at least were – similar in the Nordic countries. As such, a Norwegian lawyer may sit as an arbitrator in an arbitration under Danish law, and correctly apply the law. The panelists highlighted this enlarged pool of talent as a somewhat unique feature of the Nordics. It also allows for the selection of arbitrator with a different nationality, but who is still in command of the material law of the dispute.

Although much is similar in the Nordics, there are also differences. Chief amongst them is the Norwegian culture for ad-hoc arbitration. As Ms Nesvik explained, almost all arbitration in Norway are done ad-hoc. There is only a very small number of ICC or OCC (Oslo Chamber of Commerce) arbitrations each year. Challenged on this topic, Ms Nesvik elaborated that international clients often raise questions on this point, as they are not used to ad-hoc proceedings. However, Ms Nesvik emphasized that by-and-large the ad-hoc proceedings work well, partly due to the “Nordic Culture” of high degree of trust and pragmatism, while acknowledging that Norway stands out from the group in this regard.

Mr Spiermann encouraged Norway to look to Denmark, and their efforts, and success, in establishing an arbitration institute. While Sweden has had the SCC for a very long time, Denmark has been able to build a reputable institution over the past few decades. Similar efforts have been made in Norway, however they have thus far proved unsuccessful. Mr Spiermann encouraged the Norwegian to look to their neighbors for inspiration and cooperation.

On one point, where perhaps the institutionalized countries could learn from the Norwegian ad-hoc culture: the joint appointment of the tribunal. As Ms Nesvik explained, it is common in Norwegian ad-hoc proceedings for the parties to jointly agree on the panel of qualified arbitrators. This removes the “party appointed arbitrator” from the mix, which has given rise to questions of impartiality. The fear being that the party appointed arbitrator may be viewed as partial to the appointing party. A joint appointment removes this potential issue.

The famous Danish folktale by H.C. Andersen was the fitting opener to Independent Arbitrator Kate Cervantes-Knox’ presentation on ESG disputes and arbitration during this year’s Copenhagen Arbitration Day.  

By Sahra Arif, Counsel, The Danish Institute of Arbitration

ESG is undeniably one of the hottest topics following the recent years developments in societal and regulatory expectations of how companies handle environmental, social and governance-related issues. While still in its early days, disputes involving ESG are already on the rise and are only expected to increase as societal, regulatory and contractual ESG-obligations continue to permeate more businesses across the globe.

Against this backdrop, Independent Arbitrator Kate Cervantes-Knox delivered an insightful presentation on ESG-disputes and arbitration at the Copenhagen Arbitration Day 2024 – asking key questions such as why ESG is of vital importance to businesses? Will there be an increase in ESG-related commercial arbitration disputes? Is arbitration suitable for ESG-disputes? And which kinds of ESG-disputes might we in particular see in arbitration?

The presentation took us through these central questions, by first setting the stage with the political and societal context of ESG, defining what should be understood by “Environmental”, “Social” and “Governance” when we discuss ESG, and illustrating how especially climate-change related cases are already on the rise with some recent high-profile cases.

Two categories of disputes were particularly highlighted as examples of the types of ESG-related disputes that may arise; The first category concerns disputes that may arise under various contractual frameworks related to energy and system transition measures, such as investments and projects related to green energy transition. The second category namely concerns disputes that may arise as a result of specific and express ESG-performance clauses, which are already becoming increasingly common to find in commercial contracts as a way for companies to show that they are compliant and prioritize ESG within their supply chains.

Moving the focus more specifically to ESG-disputes and arbitration, Cervantes-Knox discussed central questions on whether arbitration is suitable for ESG-disputes, noting that the confidentiality of arbitration may offer a special benefit to ESG-related disputes due to the potentially higher risk of reputational damage given the societal attention on ESG. Another benefit is the efficient system of enforcement and recognition of arbitral awards globally under the New York Convention, which may offer a certain ease as these disputes typically arise between international parties operating globally.

While one could argue that ESG-disputes at least for now are still in their infancy and the buzz is merely a case of ‘The Emperor’s New Clothes’ – ESG-related commercial arbitration disputes are already here and can certainly be expected to continue to increase.

Kate Cervantes-Knox is an Independent Arbitrator with over 20 years’ experience in international commercial arbitration. Kate Cervantes-Knox is a Fellow of the Chartered Institute of Arbitrators, Solicitor of the Supreme Court of England and Wales, and Visiting Professor at the University of Law. She also serves as President of the LCIA European Users’ Council and sits on the Board of Directors of the LCIA.

At the Copenhagen Arbitration Day 2024, renowned arbitration practitioner, Dr. Niels Schiersing, gave a speech on “Dealing with Evidence” in international commercial arbitration. The key takeaways, inter alia, were that there is much to gain for party representatives and counsel in having a more conscious relationship to evidence and the basic theory.

By Martin Gukild, Counsel, The Danish Institute of Arbitration

In evidence, the core evidentiary themes, that needs to be proven for your legal argument to prevail, are given the name factum probandum, a term from roman law. As Dr. Schiersing puts it “the evidentiary themes relevant to the various constituent parts of the pleaded legal rule”. In a dispute regarding damages for breach of contract, these “themes” would inter alia be breach of the contract clause, causation, and economic loss. The evidence a party puts forth in support of these evidentiary themes, are given the term factum probans, and is what we generally think of as evidence in an arbitration case. This could inter alia be the invoices showing costs suffered by party A due to the alleged breach of party B, hence supporting the theme “economic loss”.

After establishing these basics, Dr. Schiersing discussed the much-used term “burden of proof”, which can seem quite easy, but where many counsel create unnecessary confusion. As Dr. Schiersing put it, the burden of proof relates to the “constituent parts of the pleaded legal rule”, and contrary to what may be said by some counsel, this does not change during a case. If A is putting forth a claim for damages, the burden of proof as to breach, causation and loss will lay on A.

A key difference here, is to what Dr. Schiersing calls the burden of documentation. This does not relate to the constituent part of the pleaded legal rule, but to individual factual assertions. In the above-mentioned case, B may claim that he had a meeting with A, where they both agreed that the incident was not a breach of contract. In such scenario, the burden of proof as such still lies with A, but the burden of documentation for the factual allegation of this alleged meeting and its content lies with B.

Finally, Dr. Schiersing urged the listeners to consider certain modalities which may modify the standard of proof. In his experience, acting as arbitrator in more than 100 arbitrations, counsel rarely argue these modalities, to their own detriment. Among others, Dr. Schiersing pointed to practical and proportional modalities. Some evidentiary themes or some evidence is impractical if not almost impossible to attain. Or it could be disproportionate. If the disputed fact pertains to a multimillion-dollar dispute, it is expected to bring in expert witness reports. This however may not be the case if the fact pertains to a minor sum, and as such the cost of expert witness reports would be disproportionate. Arguments along these lines may explain what would initially be deemed a lack of evidence by the arbitral tribunal and strengthen the client’s case.

Dr. Niels Schiersing is a Danish independent arbitrator, and is dual qualified and admitted to practice law in Denmark (advocate) and in England & Wales (solicitor). He is a Fellow of the Chartered Institute of Arbitrators in London (FCIArb) and a Chartered Arbitrator (C. Arb). Dr. Schiersing is a member. Earlier this year, he successfully defended his doctoral thesis on disruption claims in construction and engineering contracts. His lecture was a condensed version of chapter 7 of his dissertation.

I am delighted to see that a greater number of young lawyers participated in this year’s arbitration day than previously. This is unequivocally positive and tells us that international arbitration is developing in the right direction in Denmark and that a new generation is embracing arbitration. These words are from René Offersen, who is one of the founders of Copenhagen Arbitration Day. With 230 participants it was the largest arbitration day since the first conference was held seven years ago.

“What made the biggest impression this year was the change of age that has clearly developed since we held Copenhagen Arbitration Day for the first time just seven years ago,” says René Offersen, who is one of the founders of the annual conference, which this year took place on 4 September at the Confederation of Danish Industry.

“I am pleased that young lawyers take up much more space today. This is unequivocally positive and says something about the fact that international arbitration is developing in Denmark and that a new generation is embracing the profession. This year, I was reminded that this development has happened in a very short period. When we seven years ago organized the conference for the first time, the participants consisted of a number of well-known people from the Danish legal environment. But since then, the field of international has undergone major changes mainly due to globalization. The case is that if a Danish and, for example, Polish company, enter into a contract with a cross-border legal scope, they need to be sure that they can resolve any disputes without too many complications. I think the business attracts young lawyers in particular, because the global aspect means that you get an additional dimension to your professionalism,” says René Offersen.

This is the last time that René Offersen will be a member of the organising committee of the conference, which with 230 participants has been the largest Copenhagen Arbitration Day so far.

“I am now handing over the job to Mathias Steinø, Hafnia Law Firm, who has been appointed a member of the ICC Court of Arbitration in Paris. It is a huge satisfaction for me to step down and let him take over my role. It is all about developing the conference, and now it is the time to bring new energy into the project. This has always been the idea behind the concept, and also one of the reasons why we have chosen to engage various law firms from the beginning by arranging lunch seminars leading up to the conference. In this way, many different people take ownership, and it helps to develop the event,” says René Offersen, who also notes that more international guests have come to the conference over time.

Secretary General, Steffen Pihlblad, is also pleased that the conference is growing – especially because the participants find that CAD gives them a platform to expand their professional skills in a way that is useful in their day-to-day work.

“Again, this year there were presentations from top-class speakers about what is going on right now in the field of international arbitration. It provides a professional perspective and helps us all learn more about how we can solve our daily tasks at the office in a better and more sophisticated way,” he says.

Steffen Pihlblad also notes that the event provides an opportunity to expand your network.

“I found that there was a really good atmosphere, where lots of connections were created. The participants came in a good spirit and the feedback has been excellent. It means a lot to us and confirms that the many hours we spend on organizing the event are well spent. I am also pleased that our Women in Arbitration event exceeded all expectations. There was a lot of discussion, many participants stood up and told their stories and gave us good ideas to move forward with this agenda, which does not stop here. Huge thanks to the speakers for their personal involvement. I think that they all by their enthusiasm and engagement changed something for everyone who participated – both men and women.”

Thank you for supporting Copenhagen Arbitration Day

Dreyers Fond // DLA Piper // Offersen : Christoffersen // Bruun & Hjejle // Andersen Partners // Lundgrens // Molt Wengel // Litigium Capital // Hafnia Law Firm // Kromann Reumert // Nielsen Nørager // Kammeradvokaten/Poul Schmith // Bech-Bruun // Skau Reipurth // YAC // Dahl Advokatfirma // Dansk Forening for Voldgift // Plesner // Horten // Punct Advokater // HjulmandKaptain // Lassen Ricard // Viltoft // Accura // Mazanti-Andersen // NC Law // University of Copenhagen // Gorrissen Federspiel

Mød Cathrine Stampe, der er sommerfuldmægtig her i Voldgiftsinstituttet. Her vil hun i de kommende fire uger blandt andet tage del i arbejdet med at behandle sager, kvalitetssikre kendelser, udarbejde høringssvar og ikke mindst deltage i forberedelserne af Copenhagen Arbitration Day 2024.

Når stud.jur. Cathrine Stampe vælger at bruge en god bid af sin sommerferie som sommerfuldmægtig i Voldgiftsinstituttet, er det for at få en større indsigt i og en praktisk vinkel på faget.

”Jeg har altid undret mig over, at der i faget civilproces er så lidt fokus på voldgift – især fordi jeg kan se på mit studenterjob hos Bruun & Hjejle, at det er et område, som der er masser af opmærksomhed omkring,” siger Cathrine Stampe.

”Det er som om, at voldgift lever en lidt anonym tilværelse på trods af, at det er et fag som internationalt er ret stort. Derfor er det også spændende at komme ind i maskinrummet og få indsigt i, hvad det egentlig vil sige at føre en voldgiftssag, og hvordan man faktisk også i Danmark løser meget store og komplicerede sager,” siger hun.

Cathrine Stampe er tilbage på Københavns Universitetet i september, hvor hun skal afslutte tre fag på kandidaten og så småt gå i gang med sit afsluttende speciale.

Despite the diversity in interpretations and applications of arbitrability and public policy across jurisdictions, there is a strong tendency towards enforcing arbitral awards, writes Dr. Victoria Bùi.

By Victoria Bùi, Uppsala University / Photo Jun Dang

The Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards (“NYC 1958”) advocates a pro-enforcement policy, urging its Member States to interpret and apply the limited exhaustive grounds under Article V for refusing recognition and enforcement of arbitral awards restrictively. Article V(2)(a) provides for an in-arbitrability defence, and Article V(2)(b) stipulates for a public policy exception. What is understood by these principles? What do they encompass? And how should they be interpreted and applied?

The varying interpretations of arbitrability and public policy can have significant practical implications for parties involved in arbitration proceedings. For instance, if a matter is deemed in-arbitrable by a particular jurisdiction, any resulting arbitral award may be susceptible to challenges or refusal of enforcement on the grounds of Article V(2)(a). Similarly, if an award is perceived to violate the public policy of the enforcing jurisdiction, it may be refused recognition or enforcement under Article V(2)(b). This uncertainty can create challenges for parties seeking to enforce awards across multiple jurisdictions, as they may need to navigate different interpretations and applications of these principles.

Arbitrability is essentially a question of whether something that can be resolved by arbitration, or it must be reserved for the exclusive jurisdiction of the national courts. The idea is simple, however, its application is complex. This is the case, even under national law at the recognition and enforcement stage of the proceeding. This is particularly true under the US jurisprudence, where there is a distinct approach to the notion.

The relationship between arbitrability and public policy

At first sight, the principle of public policy appears straightforward and is commonly understood. However, this initial perception is deceptive. There is a varied notion of public policy, involving different categorisations, including: domestic/national; international and transnational/truly international public policy. One may equate these different layers of public policy to the numerous layers of an onion or a set of Russian nesting dolls. Whilst public policy’s provenance is ancient, its content is evolving and is affected by time and demographic. Cultural, economic, social, religious values and political motivations are some of the factors influencing the content of public policy and its interpretation and application by the national courts. This diversity leads to varied interpretations and applications by the national courts across different Member States.

There is a school of thought that arbitrability is a part of public policy. That it is a limitation of public policy. Is that really so? What is the relationship between arbitrability and public policy? How are they practically applied by the national courts? These are interesting questions, not only confined to the purely academic discourse, but they also spill over to the arbitration practice sphere.

There is a rich wealth of important discussion, academically as well as more pragmatically, on both of these notions in term of their content and application. However, beyond these anecdotal discussions there is a very scarce material source of evidence-based law on the subject. Motivated by the lack of statistical evidence, enabling a clearer picture of the interpretation and application of these two defences, recently I completed a quantitative empirical study using national court decisions. Amongst other values the study analyses the frequency and success rates of the public policy exception under Article V(2)(b) and the arbitrability defence under Article V(2)(a).

Beside some rather interesting results, the findings suggest, contrary to the conclusion one would reach from a study limited to the diversity of interpretation and application noted above, that there is in fact a strong pro-enforcement approach, with only 11% of cases successfully invoke the public policy exception and/or the in-arbitrability defence. This means 89% of applications fail to rely on the defences provide by Articles V(2)(a) and V(2)(b), meaning 89% of applications were enforced as opposed to the 11% of cases where enforcement was refused based on these defences.

The mathematical standpoint

From a purely mathematical standpoint, these findings confirm that the pro–enforcement spirit embedded in the NYC 1958, aided by the UNCITRAL Model Law, has demonstrated its influential character. Furthermore, the Odds Ratio, which is a measure of significant difference for enforced vs non–enforced cases, for an enforced application is 0.886 and for a non–enforced application is 0.114, which equals 7.75. The odds ratio 7.75 figure is the effect size, that is, a measure of the size of a significant difference. This means that the odds of an enforced application are almost 8 times higher than those of a non-enforced application.

These findings suggest that despite the diversity in interpretations and applications of arbitrability and public policy across jurisdictions, there is a strong tendency towards enforcing arbitral awards. However, it is important to note that these findings represent an overall view and do not negate the complexities and challenges that can arise in specific cases or jurisdictions.

Victoria Bùi

Dr.jur., Uppsala University, Sweden.

Barrister, London, England.

How to choose a party-appointed arbitrator and how to make the arbitrators understand non-legal issues. These are the topics, when practitioners from Denmark and Germany invite to a colloquium in connection with Copenhagen Arbitration Day.

The Co-Chairs of the DAA/DIS Arbitration Group, established under Danish Arbitration Association (DAA) and the German Arbitration Institute (DIS), would like to extend an invitation to a colloquium, which will take place on 5 September 2024 in Copenhagen at a breakfast meeting from 8.15 – 9.45 in connection with the Copenhagen Arbitration Day and prior to the event Women in Arbitration that starts 10 am..

The DAA/DIS Arbitration Group consists of arbitration practitioners from Germany and Denmark and strives to foster the bilateral dispute resolution relationship and networks of the respective neighboring countries.

The initiative comes from the arbitration practitioners Lotte Eskesen, Gorrissen Federspiel, Copenhagen and Heiner Nedden, Hanefeld, Hamburg. The topic of the upcoming colloquium will focus on the counsel’s role and view and will be twofold:

• How to choose a party-appointed arbitrator and how to get it right
• How to make the arbitral tribunal understand non-legal issues – party-appointed experts vs. tribunal appointed experts

Each topic will be discussed in smaller working groups of 5-10 participants followed by plenary sessions. This format will allow all participants to take an active part and exchange views with other participants.

The event is the second joint event organized by the DAA/DIS Arbitration Group. The first event was held in Hamburg in June 2024.

Find more detailed information on the program:

https://voldgiftsinstituttet.dk/invitation-to-a-dis-dia-country-group-colloquium/

Please register free of charge via email to Anne Vang Pedersen ([email protected]) by 1 September 2024.

Arbitration has for a long time been a cornerstone in resolution of disputes in Denmark. In fact, the Danish regulation of arbitration dates back to 1683, and therefore there is a long-standing tradition for arbitration. Through the years we have built up an active arbitration community, DIA board member and president of Frederiksberg District Court, Christian Lundblad, says in connection with the publishing of the second edition of Arbitration in Denmark.

Arbitration has for a long time been a cornerstone in the resolution of disputes in Denmark. In fact, the Danish regulation of arbitration dates back to 1683. Therefore, it is not an overstatement to say that there is a long-standing tradition for arbitration as an alternative to litigation in the courts.

With its robust legal framework that nowadays is aligned with the UNCITRAL Model Law and its arbitration-friendly courts, Denmark has established itself as a significant place of arbitration. The DIA also strengthens this by providing up-to-date rules of arbitration and a highly regarded service for administering arbitration proceedings.

In addition, the DIA is surrounded by a supportive and active arbitration community – not to mention the annual Copenhagen Arbitration Day and a popular education for arbitrators. Denmark’s strategic location, combined with its stable and transparent legal environment, makes it an ideal hub for arbitration in the Nordic region and beyond.

“Denmark’s strategic location, combined with its stable and transparent legal environment, makes it an ideal hub for arbitration in the Nordic region,” says Christian Lundblad, President of Frederiksberg District Court and member of the DIA Board.

“Over the years we have succeeded in building up an active arbitration community. Copenhagen Arbitration Day and our popular education for arbitrators are keys to this development. Today the result is that we have a pool of excellent arbitrators from the northern region,” he underlines.

“Whether you are an arbitrator, lawyer, general counsel, or academic, I am confident that the insights in the book will enhance the understanding of arbitration in Denmark,” says Lundblad.

The book offers an easily accessible overview of arbitration in Denmark based on the Danish Arbitration Act (2005) and the DIA Rules of Arbitration (2021).

The second edition of Arbitration in Denmark (221 pages) is your guide to the considerations behind the legal framework and the practical applications of the Danish framework. The book is authored by Steffen Pihlblad, Louise Parker and Christian Lundblad and is published with support from Dreyers Fond. This support made it possible to launch the book at the Copenhagen Arbitration Day 2024, where all participants will receive a copy of the book.

Arbitration in Denmark is published in September 2024 by DJØF Publishing.

The DIA is delighted to invite you all to the free event Women in Arbitration – a panel discussion with prominent practitioners – which is a part of the efforts to promote gender diversity in arbitral appointments.

Since the DIA together with many other organisations, law firms, individuals, etc. signed The Equal Representation in Arbitration Pledge it has been a top priority for us to promote gender diversity in arbitration.

“With this event we want to underline the importance of getting more women to enter the scene as arbitrators. It is a constant focus at the DIA and the reason why we have launched a new series of interviews in the DIA Newsletter this year and started production of a podcast with Danish and international female profiles who generously have offered their advice and wisdom to empower other women to take their firsts steps towards their first appointments”, says Steffen Pihlblad, DIA.

With support from Dreyers Foundation we are organising the event Women in Arbitration where you will meet a number of prominent practitioners who will discuss how to promote gender diversity in arbitral appointments and share their own experiences in the field:

Venue: Headquarters of the Association of Danish Law Firms (Danske Advokater), the Valencia building, Vesterbrogade 32, 1620 Copenhagen V. Participation in the event is free.

Julie Arnth Jørgensen, Judge of the Danish Supreme Court

Ndanga Kamau, Independent Arbitrator, Ndanga Kamau Law, Former Vice-President of the ICC International Court of Arbitration

Nina Lauber-Thommesen, Independent Arbitrator,  Lauber-Thommesen Arbitration

Regitze Aalykke Hansen, Poul Smith/Kammeradvokaten

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel

After the event you are invited to a light lunch.

Please register through the link to Copenhagen Arbitration Day:

https://lnkd.in/dVcgchzV

For Lise Heide-Jørgensen var det et skub fra to erfarne kolleger på advokatkontoret, der sidste år fik hende til at åbne en helt ny karrieredør ved at tage den danske voldgiftsdommeruddannelse. Netop evnen til at bakke hinanden op, inspirere og skabe energi, er kvindernes force, mener hun.

Du er dansk og har skabt din egen advokatvirksomhed i Holland. Hvordan gik det til?

Den helt korte version er, at jeg fik en hollandsk kæreste, mens jeg læste jura på Københavns Universitet. Jeg flyttede til Amsterdam, læste jura her, blev gift og fik tre børn.

Mit første job var faktisk på universitetet, men senere kom jeg til Landsretten i Haag, hvor jeg igennem et par år assisterede dommerne. Herfra kom jeg til anklagemyndigheden og videre ind i advokatbranchen. For godt atten år siden startede min mand og jeg vores egen advokatvirksomhed. Vi er et mindre team, og har ingen ambitioner om at vokse og blive større. Det passer os perfekt at være et stærkt lille team, som trækker på eksperter i vores (internationale) netværk til at være en del at de processer, som vi fører ved domstole og voldgift.

Hvilke sager arbejder du med?

Det er de store, komplekse internationale sager, der er blevet vores speciale. Vi har blandt andet en del sager indenfor bygge- og anlægssager, M&A og stridigheder mellem aktieindehavere, hvor der typisk er mange parter fra forskellige lande involveret.

De internationale klienter betyder, at vi har valgt at ansætte advokater med forskellige nationaliteter. I dagligdagen bliver her talt tysk, fransk, spansk, italiensk, engelsk og dansk. Vi taler selvfølgelig hollandsk sammen hen over frokosten, for det er vores fælles sprog, og det sprog vi procederer på ved de hollandske domstole, men atmosfæren her er absolut international.

Langt størstedelen af medarbejderne er kvinder. Hvordan kan det være?

Bortset fra min mand og en enkelt advokat, så er vi faktisk kun kvinder her på kontoret. Det har ikke været en bevidst strategi, men det har formet sig sådan, fordi de kvindelige jurister og advokater, som vi har ansat, simpelthen har passet bedst ind. Når vi ansætter, går vi selvfølgelig efter, at vores nye kollega først og fremmest skal være faglig dygtig og sproglig stærk. Men der skal også være god kemi. Det handler om hurtigt at kunne blive en del af vores team, hvor folk er ægte, lytter og er ærlige overfor hinanden.

Og ja, det er åbenbart nogle værdier, vi mest har fundet hos kvinder. Men jeg oplever også, at kvinderne er virkelig dygtige. Vi har netop nu en sag, hvor vi samarbejder med kvindelige advokater fra Schweiz, og jeg oplever, at der er så meget positiv energi. Altså, ægte power er ikke til at komme udenom, og alle er meget imponerede over den gejst og høje faglighed, som vi møder.

Hvad oplever du, at kvinder er særligt gode til?

Når kvinder samarbejder, så er der en særlig opmærksomhed. De lytter til hinanden, til klienterne, til samarbejdspartnerne. Det er helt klart en vigtig egenskab, hvis du vil være en god og løsningsorienteret advokat. Og så oplever jeg, at der ikke er noget magtspil. Kvinder bakker virkelig hinanden op og er generelt dygtige til at inspirere hinanden.

For mig personligt, har det blandt andet været et skub fra to erfarne voldgiftsdommere her på kontoret, der sidste år fik mig til at åbne en ny karrierevej ved at tage den danske voldgiftsdommeruddannelse. Jeg har faktisk haft et ønske om at blive dommer på et tidspunkt i min karriere. Og det var de to, der gav mig lidt hjælp til at få øjnene op for, at jeg som voldgiftsdommer både kan bringe min erfaring med at føre internationale retssager og erfaringen fra Landsretten i Haag i spil.

Det var netop også det skub, der fik det til at gå op for mig, at jeg efter mange år i rollen som advokat, faktisk har lyst til at indtage en ny rolle. En rolle, hvor jeg kan bruge min evne til at lytte og styre processen ovenfra med det perspektiv, som erfaring giver dig med årene. Samtidig giver det også rigtig god mening af den grund, da der er en del handel mellem Danmark og Holland.

Hvorfor vælge netop den danske voldgiftsdommeruddannelse?

Nu har jeg faktisk valgt i år også at tage den tilsvarende hollandske uddannelse, som er lidt anderledes, sådan at jeg har indsigt i rollen som voldgiftsdommer både i Danmark og Holland. På den måde bygger jeg ovenpå min danske uddannelse med mere viden, og jeg oplever at det giver mig en enorm inspiration. Ud over, at jeg på den danske uddannelse fik udvidet mit netværk, så blev jeg faktisk helt høj af at tilegne mig ny viden og blive udfordret i det rollespil vi deltog i, hvor du får indsigt i en sag fra start til slut. Jeg fik til opgave at være en kompromissøgende formand for voldgiftsretten i en fiktiv sag, hvor mine med-dommere ikke altid var enige med mig. Det var en spændende udfordring, fordi jeg udover parternes fremstilling af sagen, også skulle forholde mig til dynamikken i mit dommer-team og tage højde for de indbyrdes synspunkter, så vi udadtil fremstod som et samlet dommerpanel. Vi vandt faktisk prisen for bedste voldgiftsdommerpanel – og det var med til at give mig virkelig meget lyst til at komme rigtig i gang med faget.

Hvordan er det at starte en ny karrierevej på et senere tidspunkt i livet?

Jeg har været udpeget som voldgiftsdommer en enkelt gang nu og ser det som en enorm positiv udvikling, netop fordi summen af mine erfaringer kan bringes i spil.

Hvad er dit syn på dagsordenen kvinder i voldgift?

Jeg oplever den som et friskt pust og en god idé. Det er et hverv, hvor jeg mener, at kvinder kan bidrage positivt. Min erfaring er, at kvinder er to the point, når det handler om at løse en opgave. Det ligger der en stor portion energi og styrke i.

Hvilke råd vil du give til kvinder, der gerne vil bakke op om dagsordenen Kvinder i Voldgift?

Jeg tror på, at det i høj grad handler om fagligt orienterede netværk.  Det er min erfaring, når vi her på kontoret skal have nye medarbejdere eller finde samarbejdspartnere i andre lande til en sag.

Så inviter gerne andre kvinder ind i dit netværk – og dyrk interessen for voldgift i mindre grupper så man virkelig har tid til at møde hinanden og udveksle erfaringer. Jeg har selv lige været i Hamborg for at deltage i et møde for en mindre gruppe voldgiftsinteresserede fra Danmark og Tyskland, hvor vi diskuterede aktuelle temaer, og hvor alle havde mulighed for at komme til orde.

Jeg var inviteret af en kvindelig dansk advokat, som jeg mødte på voldgiftsdommeruddannelsen. Nu var det ikke et særligt kvindenetværk, men det kunne det jo sagtens have været. Jeg kan i alt fald se det for mig, at kvindelige voldgiftsinteresserede mødes. Der skal være masser af faglighed på menuen. I et sådant set-up vil alle sikkert møde nye kolleger, som vil give hinanden chancer, når de opstår, for man skal huske på, at der er en første gang for alle. Det var så et tip til de garvede kvindelige voldgiftsdommere om at være opmærksomme på at trække de mindre garvede men ligesindede ind i kampen.

Lise Heide-Jørgensen

Advokat med hollandsk beskikkelse. Efter to år på Københavns Universitet flyttede hun til Holland, tog hollandsk og international jurauddannelse og ejer i dag advokatvirksomheden Avizor i Amsterdam. Har sidste år taget den danske Voldgiftsdommeruddannelse og fortsætter i år med den tilsvarende hollandske.

A structured method that helps you effectively manage evidence, including that submitted by the opposing party. This is what Dr. Schiersing will guide you to, when he speaks at Copenhagen Arbitration Day.

It is widely recognized that many disputes hinge more on facts than on law. Establishing the “factual matrix” of a case is crucial for any arbitral tribunal, requiring careful assessment of the evidence presented by both parties.

For counsel involved in arbitration, developing a systematic and principled approach to evidence is essential for submitting the most relevant information and increasing the chances of success for the client.

In his speech, Dr. Niels Schiersing – an international arbitrator with more than 100 appointments in arbitrations across Europe, Asia, and Africa – will guide you in refining your approach to evidentiary matters.

Dr. Schiersing will introduce a structured method that helps you effectively manage evidence, including that submitted by the opposing party. He will clarify key concepts such as “factum probandum” and “factum probans” and show how they can be used to shape your arbitration strategy. Additionally, he will distinguish between the “burden of proof” and the “burden of documentation” and he will explain the “standard of proof” in the context of “best available evidence.”

He will also discuss the most relevant modifications to the standard of proof relevant to international arbitration and other commercial proceedings. Finally, his exploration of the “objective” and “relative” standards for assessing probability will deepen your understanding of the role and importance of evidence, including rebuttal evidence.

Register for Copenhagen Arbitration Day:

https://lnkd.in/dVcgchzV

ESG-disputes, methods to effectively manage evidence and the benefits of Nordic arbitration. These are some of the topics at Copenhagen Arbitration Day, which will take place on 4 September 2024. As in previous years, top profiles are at the stage during the conference. Four key organisers share what they are most eager to discuss with colleagues from around the world.

The setting for Copenhagen Arbitration Day could hardly be more central than Danish Industry’s headquarters right in the heart of Copenhagen’s City Hall Square. The topics up for debate on the day are equally central. This year’s CAD program aims to provide space for development – both in terms of opportunities to strengthen the arbitration culture in Nordic arbitration, in the craft itself, and in the diversity among the participants.

“First off all, I am proud to present a program featuring a number of highly profiled speakers, all contributing their perspectives on how we can advance and refine the practice of arbitration. There is no doubt that there will be more demand for arbitration in the future. As the world becomes more complex, the need to solve conflicts will increase. Therefore, it is important that we continuously keep a sharp focus on delivering a quick and efficient dispute resolution method while maintaining high standards,” says Håkun Djurhuus, Chair of the Danish Institute of Arbitration, who looks forward to opening Copenhagen Arbitration Day at the headquarters of the Confederation of Danish Industry – The House of Industry – on 4 September.

This annual event has played a key role in building a community around arbitration in Denmark. A community that Secretary-General Steffen Pihlblad now hopes to expand into a broader Scandinavian collaboration. He is particularly excited about the panel discussion featuring the three lawyers: Marie Nesvik from Wikborg Rein in Oslo, James Hope from Vinge in Stockholm, and Ole Spiermann from Bruun & Hjejle in Copenhagen.

“For some time, leading figures in the industry have discussed the potential for establishing a strong arbitration environment across the Nordic region. For instance, lawyer Ole Spiermann noted in this newsletter that Denmark is shifting towards a more international approach to arbitration, where disputes are resolved based on norms beyond those of the national courts. Through a Nordic collaboration, Denmark will have even more to offer in international arbitration. Moreover, Scandinavia is known for a strong arbitration culture, skilled lawyers, arbitration-friendly courts, and an international business community – factors that can give us a competitive advantage compared to other international institutes in, for example institutes from Paris or London,” says Steffen Pihlblad.

International Focus

René Offersen, another organizer of Copenhagen Arbitration Day, sees significant advantages in extending the event’s international reach. As a former member of the ICC Court of Arbitration in Paris for six years, he recognizes the need for development and collaboration to become an important player on the international stage.

“Competition between the arbitration institutes is fierce and a given condition, and therefore we constantly have to develop and fine-tune the services that we offer in order to be part of the top providers. This is one of the reasons why ICC always has business-development on the agenda – it is all about staying sharp. For the Danish Institute of Arbitration, the Copenhagen Arbitration Day plays in the same way an important role to our development. We simply need input from speakers and participants who come from all over the world, because it creates diverse conversations, debates and networks that enable us to make an already sophisticated service even sharper. At the same time the conference also helps to create confidence that we here in Denmark constantly are following and developing the services that the institute offers. In other words, the international audience understands that we are in the front row,” says René Offersen.

In connection with Copenhagen Arbitration Day, the Danish Institute of Arbitration will host the inaugural Women in Arbitration event to highlight the importance of enhancing gender diversity in arbitration. Prominent female professionals in the field of arbitration will share their journeys into arbitration and discuss what is needed to increase women’s representation in the industry.

This focus on diversity is a key priority for the Danish Institute of Arbitration, notes Kim Haggren, Vice-Chairman of the Danish Institute of Arbitration’s Board and Deputy Director of the Confederation of Danish Industry.

“It is no secret that arbitration has traditionally been a male-dominated field. However, there are many highly skilled women in the industry, and diversity has become a crucial factor for clients when selecting their teams. With the Women in Arbitration event, we highlight the significant expertise that women contribute as we provide a platform for sharing knowledge on career advancement within the field of arbitration. Additionally, we seek to create opportunities for the industry to align with client expectations. Through this event and the upcoming podcast-series about women in arbitration, we aim to not only inspire more women to pursue careers in international arbitration – where there is a growing need – but also to raise broader awareness of the advantages of a more inclusive approach,” he states.

Copenhagen Arbitration Day 2024 and the Women in Arbitration event are supported by the Dreyer’s Foundation. Copenhagen Arbitration Day is also supported by several law firms.

Registration for Copenhagen Arbitration Day on 4 September and Women in Arbitration on 5 September is free of charge and can be completed via the following link.

https://lnkd.in/dVcgchzV

colloquium-5-september-2024_24940749.1_

The procedure for emergency arbitration was first introduced by the International Centre for Dispute Resolution (the “ICDR’) in 2006 and since then the concept of emergency arbitration has made its way into the rules of several international arbitral institutions and some countries have also recognized emergency arbitration in their legislations, writes Jaai Dashpute, Legal Professional.

Jaai Dashpute, Legal Professional, Denmark

Talking of rapidly growing economies like India and Denmark, which are ‘home’ and ‘home away from home’ for me, it’s important to highlight the economic activity between the two nations. The year 2024 marks 75 years of diplomatic ties between India and the Kingdom of Denmark.

Nearly 200 Danish Companies have invested in India in various sectors including shipping, renewable energy, and environment. Around 25 Indian companies are present in Denmark in various sectors, including IT, renewable energy and engineering. According to the Ministry of External Affairs of the Government of India, there has also been a significant rise in bilateral trade between the two countries on a year-on-year basis.

With the growing business relations, it makes sense to examine the effectiveness of dispute resolution mechanisms, including as regards emergency arbitration, in ensuring ease of doing business in India as well as Denmark.

Emergency Arbitrations in India

In India, emergency arbitrations have not yet found their way into ‘The Arbitration and Conciliation Act, 1996’ – last amended in 2021. However, in a recent Supreme Court of India Judgment in the matter of “Amazon.com NV Investment Holdings LLC Future Retail Limited & Ors.” dated August 6, 2021, the apex court upheld the golden principles of party autonomy in arbitration proceedings and validated the appointment of emergency arbitrators.

The Court held that, “full party autonomy is given by the Arbitration Act to have a dispute decided in accordance with institutional rules which can include Emergency Arbitrators delivering interim orders, described as “awards”. Such orders are an important step in aid of decongesting the civil courts and affording expeditious interim relief to the parties.”

In the aforesaid Judgment, the Supreme Court has highlighted some observations made in the Srikrishna Committee Report on the enforceability of emergency awards. Reproducing excerpts from the report below:

“While one could possibly rely on section 17(2) of the Arbitration and Conciliation Act to enforce emergency awards for arbitrations seated in India, the Delhi High Court decision in Raffles Design International India Pvt. Ltd.& Anr. v. Educomp Professional Education Ltd. & Ors., (2016) 234 DLT 349 held that an emergency award in an arbitration seated outside India is not enforceable in India.

Given that international practice is in favour of enforcing emergency awards (Singapore, Hong Kong and the United Kingdom all permit enforcement of emergency awards), it is time that India permitted the enforcement of emergency awards in all arbitral proceedings. This would also provide legislative support to rules of arbitral institutions that presently provide for emergency arbitrators (See Dennis Nolan and Roger Abrams, ‘Arbitral Immunity’, Berkeley Journal of Employment and Labour Law, Vol. 11 Issue 2 (1989), pp.228–266). For this purpose, the recommendation made by the LCI in its 246th Report may be adopted.”

Emergency Arbitrations in Denmark

The Danish Institute of Arbitration has been a first mover in Denmark in terms of introducing rules for emergency arbitrations in Appendix 3 of its Arbitration Rules which were effective from 1 May 2013. On occasion of the launch of the 2013 rules, Steffen Pihlblad, Secretary-General at the DIA expressed his views on emergency arbitrations in the Erhvervsjuridisk Tidsskrift (edition 303 of 2013) and stated “The purpose of the scheme is to fill the gaps between the time when a party wants a provisional order for interim remedies and on the other hand the time taken to appoint and approve the arbitral tribunal by the Institute”. The current rules of the DIA which are effective from 13 April 2021 contain the provisions at Article 48 and in Appendix 4. Emergency arbitration is not commonly used by parties at the DIA. This is reflected in the figures presented by the Roschier Disputes Index this year that provides an insight into dispute resolution within the Nordic jurisdictions. The index states that only “2% of the respondents said they had been involved in emergency arbitrator proceedings in Sweden and Norway”.

Way forward

Pap Daniel, Lawyer at the European Court of Human rights in his piece ‘When justice delayed is justice denied: Advantages and Disadvantages of Emergency Arbitration in comparison with Interim relief’ made the below concluding remarks which stress on the amendment of national laws to strengthen the legal position of emergency arbitrations and are noteworthy.

“The more likely solution would be that pro-arbitration states amend their national laws to be similar to those of Hong Kong or Singapore, which recognise emergency arbitration decisions as enforceable. To serve as a final solution to the problems highlighted above, any such amendment to domestic legislation should include a definition of “arbitrator” or “arbitral tribunal” that also covers emergency arbitrators, similarly to the wording adopted by New Zealand in its Arbitration Act 33 to quash any challenge linked to the interpretation on the competences of an arbitrator. Moreover, national laws should recognise the enforceability of emergency arbitration, irrespective of whether it was handed down as an order or an award and irrespective of the seat of arbitration. As emergency arbitration is coming of age, we will see more crystallised case law on these issues, which could potentially gear up a wave of domestic legislation in pro-arbitration states.”

FACTS

What factors are considered to accept an emergency arbitration application?

Article 17 of the UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration 2006 deals with the power of an arbitral tribunal to order interim measures where it may order a party to:

(a) Maintain or restore the status quo pending determination of the dispute;

(b) Take action that would prevent, or refrain from taking action that is likely to cause, current or imminent harm or prejudice to the arbitral process itself;

(c) Provide a means of preserving assets out of which a subsequent award may be satisfied; or

(d) Preserve evidence that may be relevant and material to the resolution of the dispute.

Further, Article 17A of the Model Law details the conditions for granting interim measures which need to be satisfied by the requesting party:

(a) Harm not adequately reparable by an award of damages is likely to result if the measure is not ordered, and such harm substantially outweighs the harm that is likely to result to the party against whom the measure is directed if the measure is granted; and

(b) There is a reasonable possibility that the requesting party will succeed on the merits of the claim. The determination on this possibility shall not affect the discretion of the arbitral tribunal in making any subsequent determination.

The Danish Institute of Arbitration includes emergency arbitration in Article 48 of its Rules for Arbitration 2021 “Where the taking of evidence or interim measures cannot await the confirmation of the arbitrator(s) under the Rules, it may be done with assistance from an interim arbitrator or an emergency arbitrator in accordance with the provisions contained in Appendices 3 and 4, respectively.”

Vejen ind i rollen som voldgiftsdommer afhænger af, om du har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Populært sagt skal dommere læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, skriver Lotte Wetterling, som deler af sine praktiske tips til dig, der er i gang med at finde ind i den nye rolle som voldgiftsdommer.

Af Lotte Wetterling, uafhængig voldgiftsdommer

Helt kort kan man sige, at hvervet som voldgiftsdommer minder meget om at være dommer, men også har nogle centrale elementer fra advokatgerningen.

Voldgiftssager er ofte præget af en betydelig partsautonomi og aftalefrihed, og parterne forventer typisk også, at voldgiftsdommerne har kommerciel indsigt og er mere proaktive og procesledende, end vi kender i det danske retssystem.

Det gælder især i internationale sager, hvor en eller flere udenlandske parter er vant til andre retstraditioner. Men det gælder i stigende grad også i danske voldgiftssager. Både fordi de internationale tendenser breder sig til Danmark, og fordi mange danske voldgiftssager i realiteten også har tråde til udlandet.

Mange nye voldgiftsdommere er advokater, som har erfaring med at føre voldgiftssager og dermed allerede har et godt kendskab til de voldgiftsretlige regler, den juridiske ramme for voldgiftssager og voldgiftsdommerens opgaver. Det ukendte og udfordrende som ny voldgiftsdommer vil for advokater derfor ofte være det mere praktiske ved arbejdet og at finde ind i selve rollen som voldgiftsdommer.

Man starter ofte med at få mindre sager som enedommer, og selv om den nye betroede og fortrolige opgave er spændende, kan det også godt opleves som lidt ensomt at være alene om opgaven, når man ellers er vant til at tale med sine klient om sagerne og tit også arbejder i teams med kolleger.

Der er i sagens natur ikke noget at gøre ved selve setuppet, men det er godt at være forberedt på det, og det kan være en god støtte at søge sparring med andre, der har erfaring med at være enedommere.

Et andet praktisk råd til at få input til processen og sagsforløbet er at spørge parterne selv, hvad de har af ønsker og forslag i den konkrete sag. Voldgift er jo netop kendetegnet ved stor partsautonomi, så som ny voldgiftsdommer er det ikke bare legitimt at spørge til parternes ønsker, men også naturligt og forventeligt – selv for erfarne voldgiftsdommere.

Som voldgiftsdommer er hovedopgaven selvfølgelig at træffe afgørelse i sagen og skrive en god kendelse, men det er lige så vigtigt at sikre, at sagen bliver forberedt og fremmet så godt og effektivt som muligt fra start til slut. Voldgiftsinstituttet har sine egne detaljerede regler om sagsbehandling og frister mv., og i ad hoc voldgiftssager vil det kunne aftales med parterne for eksempel at følge Voldgiftsinstituttets sagsbehandlingsregler, helt eller delvist, IBA’s regler om bevisoptagelse eller Dansk Forening for Voldgifts lignende regler.

Kom hurtigt godt i gang

Det er vigtigt at komme godt i gang og hurtigt få fastlagt processuelle rammer om sagens forløb og en tidsplan med frister og gerne også en final cut-off date.

Det er også vigtigt at holde fokus på, at man som voldgiftsdommer skal sikre, at parterne behandles ligeligt og i overensstemmelse med princippet om due process, og at man ikke går ud over mandatet i parternes voldgiftsaftale, påstande, beviser og anbringender.

Og så skal man huske, at selv om en voldgiftskendelse ikke kan appelleres og prøves materielt, så har parterne efter voldgiftslovens § 37 ret til at indbringe en voldgiftskendelse for de almindelige domstole for at prøve at få kendelsen tilsidesat som ugyldig på grund af fejl i voldgiftsrettens sagsbehandling eller andre formelle forhold.

Habilitet er et andet centralt element i hvervet som voldgiftsdommer, som man skal have fokus på løbende under sagen. I praksis sker det således af og til for voldgiftsdommere med advokatbaggrund, at de undervejs i en sag bliver inhabile, fordi der opstår interessekonflikter i forhold til verserende sager, nye klienter eller kollegaer i voldgiftsdommerens advokatfirma.

I praksis er der desværre også eksempler på, at en voldgiftsdommer selv har ageret på en måde, så en part rejser berettiget tvivl om habilitet. Det kan for eksempel være ved, at voldgiftsdommeren under sagsforberedelsen har udtalt sig for konkret om afgørelsen af et spørgsmål i sagen eller ikke har holdt passende professionel afstand til parterne og advokaterne, mens sagen verserer. Det kan være både ved fysisk mødeaktivitet og digital adfærd på sociale medier som for eksempel LinkedIn.

Integritet og uafhængighed er nøgleord for voldgiftsdommeren, og fra et appearance synspunkt skal der ikke så meget til for at rejse tvivl om dette.

Rollen som voldgiftsdommer

Disse forskellige temaer leder naturligt videre til tankerne om rollen som voldgiftsdommer som sådan, og hvordan man finder ind i den.

Og det afhænger selvfølgelig først og fremmest af, om man har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Men populært sagt kan man sige, at dommere i rollen som voldgiftsdommer skal læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, end de plejer.

Men herudover mener jeg, at man ikke kan sige noget entydigt om, hvordan en voldgiftsdommer rent praktisk bør agere, eller hvilken ’stil’ man bør have. Det kommer helt an på situationen, parterne og behovene i den konkrete sag. Frem for at have en fast form eller ’stil’ er det vigtigste derfor at afsætte god tid til at lytte til parternes ønsker og behov og forsøge at forstå de underliggende interesser.

Parterne er i naturligvis uenige om både sagens materie og afgørelse, men nogle gange kan de faktisk godt være enige om, hvordan og hvor hurtigt sagen skal gennemføres. Eller de kan måske blive enige om det ved en konstruktiv dialog på et forberedende møde. Her er rollen for voldgiftsretten mere enkel, og jeg mener, at man i sådanne situationer må tilpasse sig parternes ønsker, for eksempel om bevisførelsens form og omfang, selv om man måske som udgangspunkt ville foretrække noget andet.

Andre gange er parterne uenige om flere processuelle forhold og måske endda meget stridslystne og prøver at modarbejde processen, f.eks. ved at trække sagen i langdrag. Her må voldgiftsretten træde betydeligt mere i karakter og være aktivt procesledende og skære igennem med hensyn til frister og processuelle krav mv.

I sådanne situationer gælder det om ikke at være konfliktsky, men at tage lederskab og få sat klare rammer. Og det er min erfaring, at parterne i konfliktfyldte sager faktisk foretrækker en håndfast og proaktiv procesledelse, hvor voldgiftsdommeren/-retten også selv kommer med forslag til at løse processuelle og praktiske spørgsmål. Ofte har det desuden den positive effekt på sagen, at der er færre konflikter efterfølgende, fordi parterne nu har fået testet voldgiftsrettens grænser af.

Se hvordan andre gør

En god nøgle til læring er at se, hvordan andre gør, og gerne mange forskellige. Du kan forsøge at komme med på sidelinjen i voldgiftssager, enten på advokatsiden eller hvis muligt som sekretær for en voldgiftsret.

For advokater er Voldgiftsdommeruddannelsen også en oplagt mulighed. Uddannelsen blev etableret i regi af Danske Advokater i 2006 og har været afholdt årligt siden og udbydes også igen i august 2024.

Uddannelsen har bidraget væsentligt til at professionalisere voldgiftsmiljøet i Danmark og har fokus på både regler og rammer for voldgiftssager, men også på at træne selve rollen som voldgiftsdommer, blandt andet ved at alle skal deltage aktivt i et processpil over en hel dag. Uddannelsen er derfor også velegnet til advokater, der måske allerede selv har praktisk erfaring med at føre voldgiftssager.

Det aktive voldgiftsmiljø i Danmark og ikke mindst på europæiske og globalt plan giver også gode muligheder for at følge med via nyhedsbreve og opslag på LinkedIn og at skabe netværk gennem nogle af de mange organisationer, der også holder kurser og mødeaktiviteter.

I Danmark sker det via Voldgiftsforeningen, Young Arbitrators Copenhagen og på den årlige Copenhagen Arbitration Day, arrangeret af Voldgiftsinstituttet i samarbejde med ICC Danmark, og som nu i 2024 afholdes den 4. september.

Lotte Wetterling

Fhv. præsident for Sø- og Handelsretten, 2019 – 2022, og dommer siden 2007. Erfaring med voldgift siden 2010, både ad hoc og ved Voldgiftsinstituttet, og har siden 2022 haft egen virksomhed som uafhængig voldgiftsdommer. Underviser på voldgiftsdommeruddannelsen ved Danske Advokater.

Se tidligere artikel fra 2023 med interview af Jeppe Skadhauge om voldgiftsdommeruddannelsens indhold og baggrund:

https://voldgiftsinstituttet.dk/nyheder/?nyhed=uddannelse-laer-haandvaerket

Måske kender du begrebet den italienske torpedo. Det ironiske ordspil dækker over det forhold, at det kan være håbløst at forfølge en kommerciel tvist i visse lande eller indlede en retssag i et land med høj korruption. Men er der også fare for en dansk torpedo, spørger Thony Lindström Härdin, som peger på institutionel voldgift som et effektivt middel til at øge retssikkerheden for virksomheder i Norden.

Thony Lindström Härdin, CEO, Litigium Capital, Stockholm

En tvist er sjældent ønsket, men er alligevel uundgåelig for kommercielle virksomheder fra tid til anden. Jo mere uforudsigelig tvisten eller dens varighed er, desto dårligere er betingelserne desværre for at træffe blot nogenlunde fornuftige forretningsmæssige beslutninger i perioden, hvor tvisten foregår.

Behovet for, at en tvist kan afgøres hurtigt og effektivt er derfor høj.

En af vores kunder har anlagt sag hos en dansk domstol. Men for nylig meddelte retten, at det kommende retsmøde er aflyst på grund af personalemangel. Det næste retsmøde er berammet i 2025 – og vi krydser fingre for, at retten til den tid har fået styr på deres personaleudfordringer.

Men når det er sagt, anser vi det for at være et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem, at en sag ved nordiske domstole kan trække ud. Et forhold, som ikke alene bør bekymre vores kunder, men også alle andre, der står foran forretningsmæssige tvister.

Som tvistfinansieringsselskab har vi valgt at have en passiv tilgang til, hvordan de finansierede tvister føres. Det betyder, at vi ikke påvirker, hvordan processen gennemføres, eller hvilke beslutninger der træffes i den forbindelse. Klienten er altså ikke forpligtet at søge rådgivning herom hos os – men kan i stedet selv træffe beslutningerne sammen med sin advokat. Det gælder også, hvis der er overvejelser om at indgå forlig.

I praksis fungerer det godt, og vi kan notere en succesrate på 88 procent i afgjorte tvister til dato – hvoraf størstedelen er tvister, der er forligt.

Den passive tilgang til vores forretning stiller højere krav til de overvejelser, vi har, før vi beslutter os for, om vi vil finansiere løsningen af en tvist. Vi ser altid på flere aspekter end procesrisikoen. Det gælder blandt andet tvistens forventede varighed. Desuden ser vi på budgettet for tvisten og mulighederne for, at modparten i sidste ende kan betale. Det er ikke alle faktorer, der kan vurderes med sikkerhed, men erfaringen viser, at det er klart mere forudsigeligt – og dermed mere økonomisk bæredygtigt – at igangsætte en institutionel voldgiftsprocedure frem for at anlægge sag ved de almindelige domstole. Det skyldes ikke mindst tidsperspektivet, men har også budgetmæssige årsager.

Betydningen af institutionel voldgift

Tidsaspektet er altid vigtigt for mindst én af de stridende parter. Her spiller voldgiftsinstitutterne i Norden en central rolle, da det er i deres interesse at sikre, at tidsplaner overholdes – især når konkurrencen mellem institutionerne skærpes. Voldgiftsinstitutterne formidler i stigende grad statistikker, og tvistens varighed er en vigtig KPI, som bestyrelser i ethvert voldgiftsinstitut helt sikkert holder et vågent øje med. Det forhold, at de nordiske institutter ikke har en tidskrævende scrutiny-procedure, påvirker naturligvis også tidsplanen i en positiv retning. Voldgiftsinstituttet i Danmark har ganske vist en scrutiny-procedure, men den er enklere og går langt hurtigere, end det vi kender fra ICC.

Hertil kommer, at sagsomkostninger er mere forudsigelige i institutionel voldgift. Det gælder naturligvis til dels voldgiftsdommernes honorarer efter de faste takster, som en part let kan indtaste og beregne på instittutternes hjemmesider. Vi oplever desuden større forudsigelighed med hensyn til advokatrepræsentation, som udgør den største omkostning i forbindelse med en tvist. Med en klar tidsplan og afklaring fra begyndelsen i forhold til, hvor mange skrifter der skal indsendes, bliver advokaternes projektledelse bedre. Teamet har sagen friskt i erindringen, ligesom der er færre risici for personaleudskiftning under en tvist med en forudsigelig tidsplan. De tvister, som vi konstaterer, er blevet dyrere end planlagt, er primært retssager ved domstolene, hvor modparten i højere grad har frihed til at trække tiden ud og forfølge en uhensigtsmæssig processtrategi med fremlæggelse af beviser og anbringender sent i processen. Dette er tendenser, der kan undgås selv i en ad hoc-voldgift, men uden et klart regelsæt er tvistløsningen dog afhængig af, hvem voldgiftsdommerne er.

I en institutionel voldgift mener vi, at der er større mulighed for, at de bedste voldgiftsdommere – eller, i det mindste formanden – bliver udpeget til den pågældende tvist. Som investorer skal vi altid tage højde for, og fastsætte en risikopræmie for, at en voldgiftskendelse ikke kan appelleres. Det er derfor naturligvis af stor betydning, at den rigtige voldgiftsdommer er indsat fra starten. Voldgiftsdommere, der har erfaring med den pågældende type sag, mindsker risikoen for, at en dom bliver skæv. Her spiller diversitet også en rolle. I ad hoc-voldgift mener vi, det er større risiko for, at de udpegede voldgiftsdommere er dem, som advokaten eller advokatfirmaet har personlig erfaring med. I praksis medfører det en øget risiko for, at de udpegede dommere bliver de såkaldte ”usual suspects”. Dette indebærer i sig selv en risiko for, at det nordiske voldgiftsmiljø ikke gør brug af den brede kreds af kompetente voldgiftsdommere, som vi alle ønsker, og som er et vigtigt parameter for erhvervslivets retssikkerhed.

På den baggrund hilser vi et eventuelt dansk-norsk initiativ om et institutionelt samarbejde på tværs af de nordiske lande for velkommen. Vi mener, at dette i sidste ende er en forudsætning for Nordens langsigtede konkurrenceevne. For at initiativet skal lykkes, synes det at kræve, at advokatfirmaerne markedsfører initiativet blandt kolleger, der ikke arbejder med tvister til daglig, og gennemgår advokatfirmaets kontraktskabeloner, så initiativet formidles så bredt som muligt.

Thony Lindström Härdin

Medstifter og administrerende direktør i tvistfinansieringsselskabet Litigium Capital siden 2020, der finansierer tvister i de nordiske lande. Tidligere arbejdet som advokat med tvister, blandt andre hos Mannheimer Swartling, og har været chefjurist i shippingbranchen.

Læs også

The Anomaly of Ad Hoc Arbitration in Norway

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-anomaly-of-ad-hoc-arbitration-in-norway/

Vi kan få et stærkt voldgiftsmiljø i Norden

https://voldgiftsinstituttet.dk/vi-kan-faa-et-staerkt-voldgiftsmiljoe-i-norden/

Kun fire danskere er på den eftertragtede liste over voldgiftsdommere hos den schweiziske Court of Arbitration for Sport, CAS. En af dem er professor Jens Evald, Aarhus Universitet, der ikke nåede i mål med drømmen om at blive professionel fodboldspiller, men som i stedet læste jura, og i dag på bedste vis forener sporten med sin juridiske faglighed. Det gør han blandt andet, når han 26. juli bliver en del af OL i Paris som voldgiftsdommer.

To gange har Jens Evald oplevet verdens største sportsbegivenheder fra første række. Første gang ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, 2018. Anden gang var sidste år, hvor han var en del af det professionelle hold af voldgiftsdommere ved Asian Games, der blev afholdt i Hangzhou, Kina. Denne sommer er han en af de to danskere, der er udpeget som voldgiftsdommere til OL i Paris – mens advokat Lars Hilliger er on site, følger Jens Evald med hjemme fra Aarhus, hvorfra han træder til med kort varsel, hvis der skulle opstå en dopingsag, som kræver en hurtig afgørelse.

Selvom han er udsendt af Court of Arbitration for Sports – i daglig tale kaldet CAS – antidoping afdeling, og døgnet rundt sidder klar, nyder han at være en del af den eksklusive klub af voldgiftsdommere, der gennem OL-ugerne følger verdenspræstationer indenfor et hav af sportsgrene.

”At være en af fire danskere, som er udnævnt af CAS, og at få lov at være en del af OL, er et stort privilegium,” siger Jens Evald, der oprindelig drømte om at blive professionel fodboldspiller.

”Jeg spillede elitefodbold til jeg var 19 år og var blandt andet på DBU’s talenthold, hvorfra der bliver udtaget spillere til landsholdet, hvilket var en meget stor drøm for mig. Her spillede jeg mod blandt andre Jesper Olsen og John Sivebæk. Men jeg måtte sande, at talent og masser af træning ikke er nok. Der skal noget helt særligt til. Derfra måtte jeg finde en anden vej – men på en måde, hvor der var plads til, at idræt kunne fylde,” siger Jens Evald, der selv dyrker en række sportsgrene – blandt andet roning, cykling og løb.

Kombinationen af sport og jura

Den nye vej blev juraen. Men i studietiden på Aarhus Universitet, hvor han i dag er professor, havde han svært ved at se sig selv i faget.

”Jeg var tæt på at falde fra, da jeg blot manglede få måneder for at blive kandidat. Jeg kunne ikke se mig selv i det på det tidspunkt. Men da jeg fandt ind i at kombinere min juridiske faglighed med sporten, var det som om alt faldt på plads, og i dag vil jeg kalde mig selv et lykkeligt menneske, fordi jeg er tilfreds med den måde, tingene har udviklet sig på for mig. Det har ikke altid været lige let, men det føles som en cirkel, der er sluttet, og det giver mig en enorm tilfredsstillelse.”

Arbejdet for CAS er en stor del af den tilfredsstillelse. Men det er kun få år siden, at Jens Evald kom gennem nåleøjet og ind på voldgiftsrettens eftertragtede liste over dommere, der løser sager indenfor sportens verden – en lukket liste med 450 voldgiftsdommere, der udpeges for fire år ad gangen.

”Jeg har undervist i sportsret igennem mange år. I 2013 var jeg ved at skrive lærebogen Dansk og International sportsret, og besøgte i den forbindelse CAS i Schweiz, hvor jeg simpelthen spurgte, hvilke muligheder jeg havde for at komme på listen over de voldgiftsdommere, der er tilknyttet retten. Svaret var positivt. På det tidspunkt kunne man kun søge en gang om året, nemlig i april, men da mit besøg var i maj, gik der faktisk en rum tid, før jeg kunne lægge billet ind hos CAS. I 2015 blev jeg udpeget, blandt andet fordi jeg som formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark havde haft en meget aktiv rolle indenfor dopingbekæmpelse i Danmark.”

Jens Evald startede med at være i den såkaldte Appeldivision, som tager sig af appelsager for afgørelser truffet af de internationale sportsforbund. Siden 2020 har han været i Antidopingdivisionen, hvor han overvejende fungerer som enevoldgiftsdommer eller formand for paneler, der behandler dopingsager i 1. instans. Jens Evald figurer desuden på en eksklusiv liste med kun ni personer, der tager sig af compliance-sager, som opstår, hvis de store forbund er non-complient i forhold til de overordnede regler om doping.

Sagen om den kinesiske svømmer

En af de sager, der har gjort et stort indtryk, er sagen om den kinesiske svømmestjerne og tredobbelte OL-guldvinder, Sun Yang. Sagen betyder, at Jens Evald i dag har en meget forsigtig omgang med sociale medier.

”Da jeg i 2018 kom til vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, fik jeg som noget af det første at vide, at vi ikke måtte gå på sociale medier og poste fra vores ophold – altså alt fra, hvor vi boede, hvem vi var sammen med og hvordan vi spiste. Vi er der som voldgiftsdommere, og jeg ser det som en naturlig ting, at jeg som udsendt er en del af skyggebilledet på den måde, at jeg kun træder frem, når der er brug for mig.”

”Vigtigheden af at bevare sin neutralitet som dommer blev meget tydelig i sagen om den kinesiske svømmer Sun Yang. Lige som alle andre OL-sportsdeltagere skulle han løbende aflevere dopingtests i form af blodprøver. I den forbindelse fik han besøg af dopingkontrollanter i sit hjem, hvor han fik taget en blodprøve. Men da kontrollanterne skulle gå, opstod der uenighed, og en af Yangs bodyguards smadrede glasset med dopingprøven – selvom det naturligvis svarer til at nægte at afgive en dopingprøve. Sun Yang blev alligevel frikendt af Den Internationale Svømmeunion, hvilket vakte undren i Det Internationale Antidoping Agentur, WADA, der sendte sagen videre til CAS med krav om en karantænestraf på mellem to og otte år. Her blev han idømt otte års karantæne.”

”Formanden for voldgiftsretten var en italiensk dommer. Det viste sig, at han før sagen havde liket og kommenteret et opslag på LinkedIn, som fordømte kinesernes forhold til dyr og hvilke dyr, de spiser. Det var nok til, at man efterfølgende udfordrede formandens habilitet, hvilket i sidste ende betød, at sagen skulle gå om,” forklarer Jens Evald og tilføjer, at det i sidste ende betød en kortere karantænestraf for Sun Yang.

”Det var en øjenåbner for mange. For mig betyder det ikke, at jeg grundlæggende ændrer min adfærd på sociale medier. Jeg er på LinkedIn – men er utrolig forsigtig i forhold til at like opslag – medmindre jeg er i en fuldstændig safezone og måske ønsker tillykke i anledning af, at en kollega har fået nyt job. Som voldgiftsdommere må vi forholde os til, at vores færden på nettet bliver overvåget, og det er vigtigt at optræde uangribeligt. Men når det er sagt, har jeg aldrig været udfordret på min integritet. Historien viser mig blot, at jeg skal være forsigtig – ikke mindst på de sociale medier, uanset hvilke.”

Efteruddannelse på første klasse

En karriere hos CAS starter sædvanligvis blødt.

”I starten fik jeg mindre sager som formand eller sidedommer og havde i omegnen af 12 sager om året. Men efter at jeg nu udelukkende har doping sager, ligger det meget passende på en håndfuld sager årligt.”

”Jeg betragter mit arbejde for CAS som efteruddannelse på første klasse. Når jeg bliver sendt ud til OL, er rammerne nogle helt andre, end de er i mit øvrige liv. Det er på alle måder ekstremt privilegeret. Her tænker jeg dog ikke så meget på fly og hotel men på, at jeg er en del af noget, som jeg holder meget af. Jeg oplever det som ret fantastisk at være en integreret del af en stor sportsbegivenhed, hvor jeg er den eneste voldgiftsdommer i antidoping divisionen, som tilfældet var ved Asian Games. Der er 50 dommere fra hele verden, der har mulighed for at komme af sted, men bevidstheden om, at de har valgt mig, giver mig en følelse af at være virkelig heldig.”

”Det er ikke så meget følelsen af succes. Det, som betyder mest, er at være påskønnet. Det giver mig en ro, at jeg i min verden ikke kan opnå mere. Men når jeg ikke ligefrem går og reklamerer for det, er det nok fordi, der er en form for hverdag i opgaven. Jeg kender mine kolleger i CAS rigtig godt, vi har tillid til hinanden og har et arbejde, vi skal gøre. Den accept, jeg oplever i det regi, betaler jeg tilbage ved altid at være parat til at bruge den nødvendige tid på sagerne og få dem ekspederet så hurtigt som muligt,” siger Jens Evald, der også påskønner at samarbejde med dygtige kolleger.

”Det giver noget særligt. Der er ganske få mennesker, der har et stort indblik i sportsretten. Når vi mødes, skal vi ikke starte forfra, netop fordi vi har den faglighed sammen. At kunne vende svære sager om for eksempel fortolkning af små nørdede problemstillinger indenfor antidoping i det selskab er meget givende,” siger Jens Evald, der aldrig bliver mæt af at være en del af de store sportsbegivenheder – men heller ikke tager det for givet at få tilbud om at komme med.

”Jeg ved det aldrig, før der ligger et brev i postkassen. Man skal huske på, at der er meget politik i udnævnelserne – og politik vægtes lige så meget som erfaring. Når der for eksempel er OL i Sydkorea, forventer man også, at der er voldgiftsdommere til stede fra Asien, og der altså ikke blot er fløjet en gruppe ind fra Europa. Samme holdning har også været gældende ved dette års udpegninger til OL i Paris.”

Jens Evald

Dr.jur. og professor ved Aarhus Universitet, hvor han i snart 30 år har undervist i sportsret. Voldgiftsdommer ved Court of Arbitration for Sport, CAS, Lausanne, hvor han er tilknyttet antidoping divisionen. Formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark (2006-2012), og fra og med 1. januar 2020 medlem af og siden 1. maj 2024 formand for Etisk Komité i Danmarks Idrætsforbund.

Læs mere om Court of Arbitration for Sport, CAS

Home – Tribunal Arbitral du Sport / Court of Arbitration for Sport (tas-cas.org)

CAS åbner to kontorer i Paris under OL

Ad hoc Division består af 12 voldgiftsdommere, hvoraf 9 er onsite – her iblandt Lars Hilliger – og 3 remote.

Anti-Doping Division består af 6 voldgiftsdommere, hvoraf 4 er onsite og 2 er remote – den ene er Jens Evald.

Ved Asian Games var Jens Evald eneste repræsentant fra Anti-Doping Division onsite Hangzhou, mens der var 5 onsite fra Ad hoc Division.

Ved OL i Pyoongchang 2018 var der 9 voldgiftsdommere fra Ad hoc Division og 5 fra Anti-Doping Division, alle onsite.

Vinter OL har cirka halvt så mange deltagere, som et sommer OL, derfor er der højere bemanding under sommer OL.

Du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed. Sådan lyder det fra Nina Lauber-Thommesen, der er norsk, men som igennem de seneste år har haft fast base i Geneve, hvor hun er selvstændig. Hendes bedste råd til andre kvinder, der ønsker en karriere i voldgift, er at finde en mentor, der ikke holder på sine erfaringer men i stedet bruger sit netværk, som din nøgle ind i miljøet.

Hvordan kom du ind i voldgift – og blev selvstændig?

Da jeg var færdiguddannet advokat i Bergen, fik jeg stor udlængsel. I modsætning til mange af mine studiekammerater havde jeg ikke haft et semester som udvekslingsstuderende under min uddannelse. Så da jeg endelig stod med min beskikkelse, besluttede jeg mig for at tage en LL.M. Og da jeg elskede arbejdet med retssagerne, valgte jeg at gå i den retning, hvilket var muligt ved universitetet i Geneve.

På det tidspunkt havde jeg ingen kendskab til voldgift. Men det fik jeg i løbet af det år, jeg læste i Geneve, hvor jeg også fandt ud af, at min interesse ligger indenfor kommerciel voldgift.

Det var i det hele taget en ret skøn tid. Jeg nød at lære mere og at møde praktikere fra hele verden. Og da jeg afsluttede mit ophold, var jeg så heldig at få et internship hos en af mine undervisere, professor Sébastien Besson, der var tilknyttet advokatkontoret Python & Peter i Geneve, hvor jeg faktisk også blev ansat. Senere skiftede vi begge til Lévy Kaufmann-Kohler, Geneva, hvor jeg var i otte år inden jeg besluttede mig for at blive selvstændig, hvilket jeg nu har været i et år – og elsker det.

Hvad betød samarbejdet med professor Besson for din karriere?

Han var min mentor igennem mange år, og på den måde helt central for min karriere. Men når det er sagt har jeg haft flere mentorer – hvilket også er et af de råd, jeg vil give videre til andre, der gerne vil arbejde med voldgift.

Gennem tiden har jeg arbejdet sammen med virkelig dygtige advokater og voldgiftsdommere. Uden undtagelse har de alle hver især haft en rolle som mentor for mig. De har generøst delt deres erfaringer, og rådgivet mig på en måde, som har været en kæmpe motivation. Det har betydet alt for, hvor jeg står i dag, og for modet til at blive selvstændig.

Miljøet i Europa er faktisk ret lille. Men for at blive en del af miljøet, som er det, der skal til for at få succes som voldgiftsdommer eller partsrepræsentant, har du brug for nogen, der kan åbne dørene ind til klubben. Nogen, som er medlem allerede, og som gerne vil invitere dig indenfor. Jeg ser det sådan, at især min første mentor blev en nøgle for mig.

Ser du andre muligheder for at komme ind i miljøet?

Jeg kender andre kvinder, der har brugt institutterne eller opdrag som sekretær på en voldgiftssag som nøgle til miljøet. Ved at arbejde for institutterne og som sekretær på en voldgiftssag bliver du nemlig eksponeret. Jeg har selv gennem mange år haft opdrag som sekretær.

Mange har sagt til mig: Gider du virkelig hente kaffe og kopiere sager. Men det er på ingen måde det, som arbejdet drejer sig om. Som sekretær er du en fagperson, og det giver dig en god mulighed for at lære andre at kende og vise andre din professionalisme. Min erfaring er, at den synlighed kan hjælpe dig med at komme tættere på miljøet. Så mit råd er: Undervurder aldrig, hvad det kan betyde for dig at arbejde for institutterne og for voldgiftsdommere.  Den rolle du får her, erfaring og indsigt er guld for dig. Og ærlig talt, hvis jeg selv skulle finde en dommer til en kompliceret sag, så ville jeg ikke blot søge efter en person, som er dygtig advokat, men også en der har erfaring enten på den anden side af bordet eller som sekretær i en voldgiftssag. Når alt kommer til alt, er det nok også nemmere for en ung jurist at starte med et job her i stedet for at gå direkte efter en vigtig rolle i et af de firmaer, der repræsenterer parterne.

Hvad er dine vigtigste erfaringer på din rejse fra nyuddannet advokat til nu at være selvstændig?

Min vigtigste erfaring er, at du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed.

Få en mentor, der ikke holder på sine erfaringer og se gennem fingre med, at du sikkert møder mandlige kolleger undervejs, som er overraskede over, hvor kompetent du er. Vi kommer ikke udenom, at jeg gennem tiden har følt, at jeg i højere grad end mine mandlige kolleger, skulle bevise mit værd. Mange kvinder tror ikke på sig selv, men se i øjnene, at du har lige så meget ret til at være i rummet som andre. Du er god nok.

Er det en tvivl, som du selv mærker?

Ja! Jeg har det selv sådan – dog med tiden i meget mindre grad end tidligere, selvom det nok aldrig helt forsvinder. Men efter at have fået to børn – som nu er syv og ni år – er tvivlen blevet den mindste af mine bekymringer. Desuden har jeg set så mange kvinder omkring mig – både yngre og ældre – som gør det så godt. Jeg tror på, at tiden er til sammen at konkludere, at vi kan, når vi vil.

Og jo, det er da en udfordring at have både børn og karriere. Men det findes der svar på – blandt andet at være god til at organisere. Beslut dig for, hvor lang tid, du har til hver opgave og lad aldrig nogensinde de små deadlines vokse sig til et bjerg oppe i dit hoved. Med det mindset har jeg aldrig misset en deadline.

Hvilken rolle spiller klienten i forhold til at skabe diversitet i voldgift?

Vi har set en virkelig fin udvikling de seneste år, hvor der har været et stort fokus hos institutterne på at udpege flere kvinder i voldgift. Det viser statistikkerne. Men der er stadig brug for at trække tingene i den rigtige retning, for det er jo almindelig kendt, at der er en tendens til, at mænd, der optræder som partsrepræsentanter, ofte udpeger andre mænd, som de allerede har haft faring med.

Men når det er sagt, så tror jeg, at tiden vil være med til at løse problemet. Hvis jeg bare ser tilbage på Copenhagen Arbitration Day for blot fem år siden, var deltagerne næsten udelukkende mænd – jeg lagde simpelthen mærke til, at jeg var en af de få kvindelige deltagere. Til gengæld kunne jeg sidste år se, at der var masser af kvindelige deltagere, og det fortæller mig, at der er sket en ret stor udvikling på få år. Så billedet ændrer sig.

Hvordan er livet som selvstændig?

Jeg blev selvstændig, fordi jeg indså, at jeg gennem min karriere har haft en del forskellige roller: Partsrepræsentant, sekretær og dommer som undertiden blev for tidskrævende at kombinere. Jeg trives bedst i rollen som dommer, hvilket jeg har valgt at satse på som selvstændig.

På trods af, at jeg savner mine gamle kolleger, er jeg virkelig glad for mit nye arbejdsliv. Jeg elsker, at jeg kan fordybe mig i mine sager, og selv organisere min tid. Jeg tænker ikke længere så meget over at skabe balance mellem familie og jobbet, for nu kommer sagerne i bølger. Nogle perioder er meget travle – andre er mindre. Jeg kan kun varmt anbefale det til andre, der er et sted i livet, hvor erfaring og netværk gør det muligt.

Nina Lauber-Thommesen

Selvstændig voldgiftsdommer med base i Geneve. Tidligere advokat hos Grahl-Madsen & Co, Bergen, Python & Peter, Geneve og Lévy Kaufmann-Kohler, Geneve.

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration, when Frank Bøggild and Kolja Staunstrup, Kromann Reumert, hosts a lunch-seminar in connection to CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration.

Why is it an important topic right now?

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? What are they specifically looking for when appointing arbitrators and engaging counsel abroad? When do they prefer arbitration over court proceedings, and why is mediation rarely used? Do’s and don’ts when in-house counsel and external counsel are cooperating in arbitration cases.

You will meet General Counsels or deputy from A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg and Pandora.

As a bonus topic we will focus on a recent Danish landmark case. Two private equity funds were – and still are – battling in a post-M&A process where one PE fund sold a target company (Gram Equipment) to another PE fund. So far the matter has lasted for 6 years and involved several arbitration and court proceedings.

Counsel involved in the main arbitration and court cases will focus on key take-aways and lessons learned about important procedural and material aspects of the case, including observations on quantum and crucial differences between applying party appointed experts v. tribunal or court appointed experts.

How do I register for your Lunch Seminar?

Please contact us at [email protected]

Venue

Kromann Reumert

Sundkrogsgade 5,

2100 Copenhagen

Dispute strategies, fee arrangements, and communication with counsel are some of the topics that will be discussed when Johan Tufte-Kristensen from the University of Copenhagen hosts a Lunch Seminar in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The seminar will be devoted to commercial perspectives on dispute resolution. Four esteemed panelists with legal and commercial backgrounds will provide their perspectives on issues such as outcome assessments, dispute strategies, fee arrangements, communication with counsel, strategic approaches to cases involving media attention, and similar issues of importance to the main stakeholders of arbitration.

The panel will be composed by Søren Johansen from Altor, Lotta Knapp from Perstorp Group, Thony Härdin from Litigium Capital, and Knud Jacob Knudsen from Simonsen Vogt Wiig. The discussion will be moderated by Johan Tufte-Kristensen and rounded out by Mads Bryde Andersen.

Why is the topic important right now?

As disputes are becoming larger and more complex, the risks and opportunities associated with dispute resolution are becoming increasingly important for commercial parties involved in arbitral proceedings. These stakeholders are not dispute specialists, and they are rarely visible at arbitration events because the hot topics in arbitration are typically of greater interest to arbitrators and dispute attorneys than to inhouse counsel and CFOs. In this respect, the arbitration community forms a contrast to other legal communities such as the maritime community and the real estate community that are characterized by a significant degree of interaction between external counsel, inhouse counsel, and commercial people.

The purpose with the seminar is to involve the main stakeholders – your clients – by taking a commercial perspective on dispute resolution. Legal issues such as cross-examination, expert evidence, and conflicts of interest will not be discussed. Instead, the seminar will focus on the topics that matter to your clients:

• What are the risks and opportunities associated with full-scale arbitration as compared with other forms of dispute resolution?
• Are your outcome assessments accurate, and how much does your client rely on such assessments?
• Is there any correlation between attorneys’ fees and the size of a legal team on one hand and the likelihood of a successful outcome on the other?
• What types of fee arrangements does your client prefer?
• What types of decisions should you leave to your client, and how much detail and guidance does your client need in that respect?

I hope that we will all leave the seminar with a better understanding of the needs and interests of the main stakeholders of arbitration.

What is on the agenda?

12:00-12:10: Opening remarks by Johan Tufte-Kristensen, Associate Professor, University of Copenhagen

12:10-12:20: Presentation by Søren Johansen, Partner, Altor

12:20-12:30: Presentation by Lotta Knapp, Senior Legal Counsel, Perstorp Group

12:30-12:40: Presentation by Thony Härdin, CEO, Litigium Capital

12:40-12:50: Presentation by Knud Jacob Knudsen, Partner, Simonsen Vogt Wiig

12:50-13:20: Discussion

13:20-13:30: Closing remarks by Mads Bryde Andersen, Professor, University of Copenhagen

13:30-14:30: Transportation to the House of Industry

Food will be served during the seminar.

Where is it?

University of Copenhagen

Faculty of Law

Karen Blixens Plads 16

2300 Copenhagen S

Room: 8A.0.57 – follow the signs

How do I register?

Use the link for registration:

https://jura.ku.dk/ceo/kalender/2024/disputes-from-a-commercial-perspective/

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics, says Daniel Haue Jakobsson from Accura. He and his team are hosting a Lunch Seminar about M&A disputes in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The topic of the Lunch Seminar at Accura is M&A Disputes and Arbitration in the Nordics.

We have invited Anna-Maria Tamminen, Partner at Hannes Snellman in Finland, and Mikal Brøndmo, Partner at Haavind in Norway, to discuss the topic together with Jacob Møller Dirksen, Partner at Accura in Denmark and member of the board of the DIA. They will be featuring on a panel moderated by myself.

M&A disputes often have a size and complexity that require a high degree of specialization in areas such as arbitration, M&A, accounting matters, insurance (W&I), and international aspects.

We are seeing an increase of M&A disputes in the Nordics, and the panelists will debate the challenges that can arise when dealing with such disputes, including how these may differ from other arbitrations and the impact of the rising use of W&I (Warranty and Indemnity insurances).

Furthermore, the panelists will share their knowledge about the latest developments and trends in M&A disputes in the Nordics.

Why is it an important topic right now?

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums, more often than not in the multi-million area. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics.

Where is it?

Accura

Alexandriagade 8

2150 Copenhagen

How do I register for your Lunch Seminar?

In order to register for the Lunch Seminar, please send an e-mail to [email protected]..

This year, the Copenhagen Arbitration Day 2024 takes place on 4 September. It is an honor to present an excellent program with some of the most brilliant practitioners in the field. The conference is hosted by the Danish Institute of Arbitration (DIA) and ICC Denmark. For the first time, we also have the pleasure to arrange the inaugural conference Women in Arbitration on 5 September 2024.

By Håkun Djurhuus, Chair of the Danish Institute of Arbitration

As Chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA) I am delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day. The conference is hosted by DIA and ICC Denmark.

When we open the doors to Copenhagen Arbitration Day 2024 on 4 September, it will be with great excitement. We have once again succeeded in gathering some of the best arbitrators and profiles from the international arbitration scene. It is an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network with peers and to be updated on the most important trends within the field of international arbitration.

The overall topic of the conference is Developing Arbitration amid Challenging Times. This year’s theme recognizes the fact that arbitration remains to be the preferred way to resolve commercial disputes – especially in times of crisis. At the DIA, we understand that arbitration must develop with changing times to ensure that parties continue to access effective dispute resolution. We have experienced arbitration’s ability to quickly adapt to new demands during COVID-19 and recently with the rapid developments in international trade sanctions. With new challenges in the horizon, such as the use of AI, the impact of ESG on businesses and continued geopolitical tensions, it is crucial that arbitration remains responsive to the changing needs so that parties can continue to rely on it as a trusted and efficient way to settle their commercial disputes.

I am honored to present an excellent program and I am immensely grateful to our speakers, who are all amongst some of the most recognized practitioners in the field.

The event takes place at the House of Industry – the headquarters of the Confederation of Danish Industry (DI) – located in the heart of Copenhagen between Tivoli Gardens and Copenhagen City Hall. True to tradition, the event will be concluded with a drinks and dinner.

I would like to extend my thanks to the University of Copenhagen, Accura, and Kromann Reumert for hosting the lunch seminars, which are always such a well-received part of the Copenhagen Arbitration Day. They certainly managed to put some insightful seminars together, which underline the professionalism and expertise within international arbitration in Denmark. This continuous focus is the reason why we today see the DIA as a strong institute surrounded by supportive and active associations – the Danish Arbitration Association and Young Arbitrators Copenhagen. The arbitration community continues to grow, and the popular arbitrators’ education keeps attracting prospective arbitrators from the region which only further deepens our pool of excellent arbitrators. All this goes hand in hand with the progress of the DIA where we have already seen a significant increase in our case load.

Getting more women to enter the scene as arbitrators is of great priority at the DIA. In campaigning for this cause, we started a new series of interviews in the DIA Newsletter and are working on an upcoming podcast-series – both aiming to highlight outstanding Danish and international women in arbitration and who generously offer their insights and advice to empower other women to take their first steps towards their first appointment. To underline the importance of this topic and to support the progress already made, the DIA invites everyone to the inaugural event Women in Arbitration, where a panel of prominent female arbitrators will share their stories and the experiences they have gained in their careers in arbitration. The event takes place the day after Copenhagen Arbitration Day, i.e. on 5 September from 10:00 until 12:00 in the famed Valencia building, which was a legendary dance hall many years ago, but nowadays is the headquarters of the Association of Danish Law Firms.

Finally, I would like to express my gratitude and thank our sponsors, including our main sponsor Dreyer’s Foundation, for their invaluable support, the Confederation of Danish Industry for hosting the event and the Young Arbitrators Copenhagen for hosting the drinks reception the evening before Copenhagen Arbitration Day.

See you on 4 and 5 September in Copenhagen!

GO TO PROGRAM, INFORMATION AND REGISTRATION:

https://na.eventscloud.com/cad2024

Advokat Håkun Djurhuus er valgt som ny formand for Voldgiftsinstituttet. Han ser gerne et fælles nordisk projekt blive udviklet.

”Jeg er stolt og samtidig ydmyg. Der ligger store opgaver foran Voldgiftsinstituttet, som jeg sammen med bestyrelsen og sekretariatet glæder mig til at tage fat på. Jeg har været en del af bestyrelsen i efterhånden mange år, og ser talrige spændende muligheder og projekter, som jeg gerne vil videreudvikle. På den måde fortsætter jeg det flotte arbejde, som min forgænger Jeppe Skadhauge har lagt i bestyrelsen,” siger Håkun Djurhuus, som lægger vægt på, at instituttet fortsat spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre parternes retssikkerhed, herunder at parterne hurtigt kan få afgjort deres tvist.

”Tiden kalder på, at tvister skal afgøres hurtigt og effektivt, og at der findes forskellige metoder at tage i brug – for ingen har gavn af at sidde fast i en tvist, fordi det har så store konsekvenser for både relationer, økonomi og forretningsudvikling.”

”Organisationerne, som står bag Voldgiftsinstituttet, lægger derfor naturligt nok mere vægt på alternative og effektive tvistløsninger end nogensinde og prisen spiller bestemt også en rolle. Derfor vil jeg blandt andet have et stort fokus på mediation, mægling og andre track processer.”

”Også et fælles nordisk projekt, ser jeg gerne blive udviklet. Vi skal dele erfaringer og samarbejde især med de norske advokater i tvistløsningsmiljøet. Der er ingen tvivl om, at vi sammen står stærkere internationalt, og at det er oplagt alene af den grund, at vi har fælles sprog, kultur og retstraditioner,” siger Håkun Djurhuus, der også sætter stor pris at have et stærkt sekretariat bag sig.

”Sekretariatet er vores maskinrum, og derfor ser jeg det som utrolig positivt, at det er fuldstændig tunet til at håndtere alle sagerne og understøtte tiltagene, som kan gøre instituttet endnu stærkere i fremtiden.”

Håkun Djurhuus

Advokat og partner, Lundgrens. Formand for Voldgiftsinstituttet. 17 år som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelsen. Håkun er specialiseret inden for proces, entrepriseret og miljøret. Han har ført mere end 500 sager ved de almindelige domstole, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, Voldgiftsinstituttet, LCIA og ICC.

Nordic Arbitration Day 2024 took place in Helsinki on 26-27 April. The event was quickly sold out with more than 200 participants, and it became just the vibrant event full of great discussions and new connections as the organizers from Young Arbitrators Club Finland (YACF) had wished for.

By Daniel Haue Jakobsson, Young Arbitrators Copenhagen, partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Young Arbitrators Copenhagen, Director, Kromann Reumert

Nordic Arbitration Day is a yearly event aimed at young arbitration practitioners – under 45 years old – with the goal to expand the knowledge of arbitration and nurture the community of arbitration practitioners and aspiring arbitrators among the Nordic countries. It is organized by the young arbitration associations in the Nordic countries (Young Arbitrators Copenhagen (YAC), Young Arbitrators Sweden (YAS), Young Arbitration Practitioners Norway (YAPN), Young Arbitrators Club Finland (YACF) and Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI)), and the venue rotates between the Nordic countries, with Stockholm hosting the first conference in 2019.

This year, Nordic Arbitration Day was held in Helsinki and included insightful pre-conference events, engaging debates, panel discussions, dinner, drinks and finally karaoke, which turned out to be a big thing in Helsinki.

One memorable event was the pre-conference event organized by the Swedish Arbitration Association with Ginta Ahrel, Partner, Westerberg & Partners and member of the SAA Executive Committee, and Gisela Knuts, Independent Arbitrator, President of the Finnish Arbitration Association. Ginta and Gisela shared their vast experience and engaged in a highly relevant discussion for young aspiring arbitrators on “How To … Become an Arbitrator”. This included war stories from their first appointments, networking strategies and insights as to how the decisions are made within the tribunal.

Following the pre-conference events, the Finnish law firm Krogerus hosted the mandatory Nordic Arbitration Day pre-conference welcome – and cocktail – reception, where the participants from the pre-conference events and the participants in Nordic Arbitration Day got the chance to get together.

Engaging debates and panel discussions

The conference itself took place just next to the beautiful Helsinki harbor, where the participants enjoyed a number of engaging debates and panel discussions. From Young Arbitrators Copenhagen, board members Daniel Haue Jakobsson, Partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Director, Kromann Reumert, participated in two of the panels. Daniel’s panel discussed the topic “The Way from Winning Your Cases to Your First Arbitral Appointment”, where he shared insights from his arbitral appointments as a sole arbitrator with the Danish Institute of Arbitration, how he managed to receive his first arbitral appointment and shared war stories of how acting as arbitrator in a small case does not necessarily mean that it is easy to handle. Linnea participated in the Nordic Arbitration Day classic “Soap Box Debate”, where the participants are assigned a topic to discuss and submit a verbal motion for their respective position. The topics debated this year were if counsel should rely rather on the powers of persuasion than soft law when arguing before an arbitral tribunal? And whether there should be rules for the decision-making process in a tribunal to avoid bias/likeminded thinking? Both topics engaged the audience to ask questions and the debate included interesting views on the topics.

Just as the conference day was coming to an end, the sun came out and made it possible to enjoy informal discussions with the other conference participants outside before meeting up in smaller dinner groups at different restaurants in central Helsinki. The dinner groups were a new initiative arranged by the YACF, and it turned out to be a great way to socialize with fellow practitioners while enjoying good food.

The conference finished with the Finnish organizers having arranged an afterparty and asking the question “What better way to experience Helsinki than through Karaoke?” They were right.

In summary, participating in Nordic Arbitration Day is highly recommendable, and it is definitely an event which should be prioritized among young aspiring arbitrators. Save the Date for 2025, where Nordic Arbitration Day will take place in Reykjavik, Iceland, hosted by Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI).

The April issue of the Danish Institute of Arbitration Newsletter included an article by Anders Amstrup Fournais, titled “Are EU sanctions public policy?” The present article is aimed at adding to the dialogue by setting out the relevant case law of French courts, which confirms that EU sanctions are public policy, and clarifies the contours of the control exercised by the French judge when reviewing arbitration awards for violation of public policy in cases raising sanctions issues, writes Athina Fouchard Papaefstratiou, independent arbitrator, Paris.

Athina Fouchard Papaefstratiou, Independent Arbitrator,  AFP Arbitration, Paris

With sanctions used four times as much as they were in the 1990s, with blocking regulations and counter-sanctions coming into play, international arbitration practitioners today are likely to face cases raising challenging sanctions issues.

In such cases, the national judge may control the decisions of the arbitrator relating to sanctions via the public policy exception. Are sanctions public policy? Will the award be annulled or not be enforced as contrary to public policy if it erroneously considers that the sanctions regime does not apply? Can a party raise the existence of sanctions for the first time before the annulment judge?

The present article will present the relevant findings of three recent cases of French courts.

TCM FR v. NGSC case (“the Sofregaz case”)

(Cassation Court decision of 9 Feb 22, confirming Paris Court of Appeal decision of 3 June 2020)

The French company TCM FR (formerly Sofregaz), as contractor, had entered into a contract with an Iranian state-owned entity, for construction works related to a project for the storage of gas. The contractual price was in US dollars. Against the background of US sanctions against Iran, TCM FR informed the Iranian entity that it was unable to renew the bank guarantees. The Iranian company terminated the contract on the ground of several contractual breaches and called on the guarantees. TCM FR filed a request for arbitration with the ICC, seeking a declaration that the termination of the contract was abusive, that the call on the guarantees was undue, and claiming damages. The Iranian entity submitted counterclaims. The arbitral tribunal ordered both the claimant and the respondent to pay certain amounts and, following a set-off, TCM FR was the award debtor. TCM filed a request for annulment before the Paris Court of Appeal, claiming that the award was contrary to French international public policy (the set of rules and values of which the French legal system cannot accept the violation, even in situations of international character), as giving effect to a contract which was contrary to US, EU and UN sanctions.

One issue the Paris Court of Appeal had to decide was whether TCM was estopped from alleging that the contract violated international public policy, as TCM had previously claimed before the arbitral tribunal that the contract was abusively terminated. The Court of Appeal held that the principle of procedural estoppel does not prevent the annulment judge from assessing whether an award is contrary to French international public policy.

The court further held that the US sanctions are not part of the French international public policy despite their intended extraterritorial application. They are simply foreign mandatory law provisions. On the contrary, the UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. Lastly, the EU sanctions, of immediate effect in the French public order, are also part of the French public policy. However, the EU and UN sanctions were not applicable in the circumstances.

The French Cassation Court confirmed the judgement of the Court of Appeal.

DNO v. Yemen case

(Paris Court of Appeal decision of 5 Oct 2021)

The dispute related to a production sharing agreement between several private companies, including the claimants in the arbitration on one side, and the Ministry of Oil and Minerals of Yemen, as well as the Yemen Oil and Gas Corporation, on the other. The Ministry and the Yemeni public entity contested the termination of the agreement by the private companies and initiated ICC arbitration. The tribunal ruled that certain companies did not exercise validly their right of withdrawal, and ordered them to pay the Yemeni State and State-owned entity 31 million US dollars.

An application for annulment of the award was filed with the Paris Court of Appeal, on the basis, amongst others, that the award violated French international public policy due to the risk that the sums awarded to the Yemen Oil and Gas Corporation, allegedly controlled by the Houthis, might end up in the hands of the main Houthi leaders, individuals targeted by UN and EU sanctions.

The Court of Appeal held as follows:

1. The conformity of an award with international public policy is assessed at the time of the judgment. Therefore, the hypothetical, future use by one of the parties of the awarded amounts for actions violating the values and principles protected by the international public policy cannot be used as a ground for annulment of an award.
2. International and EU sanctions form part of international public policy, insofar as they aim to maintain and restore international peace and security, values of which the French legal system cannot allow the violation. However, neither the Ministry nor the Yemen Oil and Gas Corporation is on a list of international or European sanctions, and it is not within the jurisdiction of the court to extend these sanctions to individuals and entities who are not expressly targeted by them.
3. It is the role of the annulment judge to verify that the recognition of the award is not likely to violate the sanctions regime by directly or even indirectly making funds available to individuals targeted by the sanctions. To establish such indirect provision of funds, the applicants should have demonstrated that (i) the Ministry and the public entity act on behalf, under the control, or upon the instruction of the listed individuals, and (ii) they intend to use the disputed funds for the benefit of these individuals. This was not established in the circumstances.

AD Trade v. Guinea case

(Paris Court of Appeal decision of 13 April 2021)

The dispute related to the unilateral termination by the Ministry of Defence of the Republic of Guinea of several contracts with a Belgian company involving the creation of an intelligence service unit for the presidency and the provision of security for the presidential residence. In the ensuing arbitration initiated by the Belgian company, the State was ordered to pay compensation.

Guinea filed an application for annulment of the award before the Paris Court of Appeal, arguing, among other things and for the first time, that enforcing the award would give effect to a contract violating EU embargo measures against Guinea, and would therefore be contrary to international public policy.

The Paris Court of Appeal noted that the violation of public policy is to be assessed at the time of examination by the annulment judge, rather than at the date of the award or the date of the conclusion of the contract. As the embargo had been lifted by the time of the Court of Appeal’s decision, there was no violation of French international public policy. The Court of Appeal also noted that the contract in any event had never been covered by the embargo measures.

In a nutshell – the French courts’ position

Several points are noteworthy regarding the above-mentioned decisions of the French judge.

1. UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. EU sanctions, which are of immediate effect in the French public order, are also part of the French international public policy. The US extraterritorial sanctions on the other hand are not. They are simply foreign mandatory law provisions (Sofregaz).
2. The controlling judge may also consider indirect violations of sanctions, when the entity receiving funds under the arbitral award acts under the control or upon the instruction of sanctioned entities or individuals, and the funds will be used by such entities or individuals (DNO v. Yemen).
3. The question of violation of sanctions and hence of public policy may be raised for the first time before the annulment court (Sofregaz, AD Trade v. Guinea).
4. The French judge will assess potential sanctions violations only at the time of the decision on annulment (AD Trade v Guinea). In the hypothesis that the arbitrator renders an award that violates a sanctions regime, the award will not be annulled if the sanctions have been lifted in the meantime.
5. The party targeted by the sanctions is not estopped from bringing the question of violation of sanctions before the French judge (Sofregaz).

Det er gjort mye forskning på beslutningsprosesser og hva som skal til for å komme frem til en best mulig avgjørelse. Psykolog Jan-Ole Hesselberg arbeider med og forsker på hva som påvirker valgene vi tar. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

Av journalist Thea Nordéen Dahl

Det er flere utfordringer som kan påvirke våre beslutninger – både individuelt og i grupper – men særlig to utfordringer peker seg ut. Den ene er bekreftelsesfeller, hvor man søker å få bekreftet det man allerede vet, og det andre er gruppetenkning, hvor et standpunkt kan bli farget av et ønske om å passe inn, og ikke skille seg ut, i en gruppe.

Psykolog Jan-Ole Hesselberg har i lang tid arbeidet med og forsket på hva som påvirker valgene vi tar, og tar for tiden en doktorgrad i beslutningspsykologi. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

”I domstolene gjør dommere ting på en bestemt måte, men uten at det kreves evidens for at dette gir det beste resultatet. Det er tvert imot ganske mye forskning som viser at deler av måten domstolene arbeider på, kan føre til ganske inkonsistente beslutningsprosesser,” sier Hesselberg.

Han viser til at det er mange andre faktorer enn selve saken og kriteriene som saken vurderes etter, som spiller en rolle for utfallet. Slik som ulike erfaringer, hvilken rekkefølge saken diskuteres i og hvorvidt man er fersk eller ikke.

”Alle mennesker påvirkes av gruppeprosesser. Vi påvirkes av hvordan informasjon fremstilles, av humøret vårt og en rekke andre ting som er helt irrelevant for beslutningen som skal tas.”

Risiko for inkonsistente beslutninger

Ifølge Hesselberg er risikoen for inkonsistente beslutningsprosesser såpass godt dokumentert at prinsippet om likebehandling er en utopi – like saker vil ikke bli behandlet likt.

”Selv om beslutningsprosessene i domstolene, og kanskje spesielt i Høyesterett, er noen av de beste beslutningsprosessene vi har, er det et forbedringspotensial i alle menneskelige beslutninger.”

Det har i lang tid blitt forsket på de psykologiske fenomenene som oppstår når en gruppe skal fatte beslutninger i fellesskap. På tross av det vet man fremdeles lite om hvilke effekter dette har på et dommerpanel i retten. Uansett er det ingen tvil om at forskning på feltet vil bidra til å øke både forståelsen for beslutningsprosessene i domstolene, samtidig som det vil bidra til å øke kvaliteten på beslutningene.

Balansert beslutningstaking

Det er mange forutsetninger som må være på plass for å få til en best mulig beslutningsprosess, herunder ulike mennesker med ulike perspektiver, kunnskaper og evner. I tillegg er det avgjørende at det er psykologisk trygghet i gruppen – det må føles trygt å være uenig med flertallet. Ulike verktøy, som for eksempel bidrar til å motvirke bekreftelsesskjevhet, kan være avgjørende.

Balansert beslutningstagning er en metode som sikrer god organisering av prosessen med å ta beslutninger i en gruppe. Metoden innebærer at alle gruppens deltakere leverer inn individuelle vurderinger til en uavhengig moderator før gruppen så møtes for å diskutere og fatte en beslutning. Med balansert beslutningstaking blir man tvunget til å gjøre seg opp en mening uavhengig av hva de andre i gruppen mener, samtidig som man unngår å bli påvirket av autoriteter.

Når gruppen så samles, starter diskusjonen ved at alle presenterer argumenter. Deretter har man en kritisk diskusjon om standpunktene som er blitt presentert, før man foretar en avstemning. Selve konklusjonen kommer til slutt og den skal ikke diskuteres tidligere i prosessen.

”Mye handler om å bli vant til denne måten å fatte beslutninger på. Det tar ikke nødvendigvis så lang tid,” avslutter Hesselberg.

Metoden egner seg særlig godt i noen prosesser, slik som i domstolene, hvor man gjennomfører de samme prosessene hver gang.

Denne teksten er en oppsummering av en artikkel skrevet av journalist Thea Nordéen Dahl i Advokatbladet. Saken kan leses i sin helhet på norsk her og på engelsk her.

Les mer om beste praksis for beslutningsprosesser i voldgift i Wiersholms nyhetsbrev “International Commercial Arbitration Q1 2024” her.

De seneste år er mediation blevet mere og mere udbredt som alternativ konfliktløsningsmetode – både i Danmark og især internationalt. Mediation har en lang række fordele særligt i erhvervstvister, dels bygger den på principper om partsautonomi og fortrolighed, dels egner den sig godt til at sikre parternes gode forretningsmæssige forhold. Men spørgsmålet er, om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det, skriver Cecilie Melchior Golubov og Mathilde Stampe Plougsgaard i artiklen, der er baseret på deres speciale fra Københavns Universitet. 

Af Cecilie Melchior Golubov, Fuldmægtig i Justitsministeriets departement og Mathilde Stampe Plougsgaard, Advokatfuldmægtig hos TT Advokater.

Undersøgelser viser, at parter er mindre tilbøjelige til at benytte sig af mediation end voldgift. Denne usikkerhed kan kobles sammen med, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en dansk lov, der i almindelighed regulerer tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig, ligesom der – indtil for nyligt – heller ikke har været en effektiv mekanisme til grænseoverskridende håndhævelse af medierede forlig. Det åbner for en række spørgsmål, herunder om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det.

Den voksende brug af mediation som tvistløsningsmetode, det manglende retsgrundlag samt divergerende holdninger til, om og hvordan tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig skal reguleres, skabte grobunden for vores speciale, som vi afleverede i december 2023.

For parter, der indgår et medieret forlig, er der en større usikkerhed forbundet med efterspillet, end der er for parter, der løser deres tvist ved voldgift, som munder ud i en voldgiftskendelse. Dette skyldes, at der ikke hersker tvivl om, at voldgiftskendelser er retligt bindende og kan tvangsfuldbyrdes ved domstolene, hvorimod tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig ikke er tilsvarende reguleret.

Der peges i litteraturen på, at blandt andet voldgiftslovens (herefter VL) § 30 om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. I sit udkast til forslag til en lov om mediation fra 2018 henviser det under Voldgiftsinstituttet nedsatte udvalg da også til VL § 30 som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. Spørgsmålet er dog, om § 30 rent faktisk kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible?

United Nations Convention on International Settlement Agreements Resulting from Mediation (herefter “Singapore-konventionen eller blot “konventionen”) fra 2018, som ikke er tiltrådt af Danmark, er på mange måder banebrydende, men også kontroversiel, idet konventionen netop regulerer selve tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig. Det interessante er, om konventionen kan medvirke til at løse de problemer, der på nuværende tidspunkt er forbundet med fuldbyrdelse af medierede forlig.

Singapore-konventionen er subsidiær til New York-konventionen om anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelser fra 1958, og derved opstår spørgsmålet, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan rummes inden for New York-konventionen. Dette er vigtigt, da stadfæstelsen af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår i givet fald kan få betydning for, hvilken konvention en part kan påberåbe sig.

Voldgiftslovens anvendelsesområde

En voldgiftskendelse på aftalte vilkår opnår samme retlige status som en hvilket som helt anden voldgiftskendelse, jf. VL § 30, stk. 2, 2. pkt., men kun når en række nærmere forudsætninger er opfyldt.

Disse forudsætninger er i korthed, at der skal foreligge en voldgiftsaftale mellem parterne, samtidig med at der skal indledes en voldgiftssag om en bestemt tvist, som i sidste ende afsluttes ved, at voldgiftsretten træffer voldgiftskendelse herom.

Voldgiftslovens § 30 – voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Bestemmelsen i § 30 indeholder en særlig regel, hvorefter man under visse forudsætninger kan få stadfæstet et ellers ikke-eksigibelt forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, der kan tvangsfuldbyrdes, jf. § 30, stk. 2, nr. 2, jf. § 38.

For at finde ud af, om forudsætningerne, anført ovenfor, for at anvende § 30 på medierede forlig er til stede, og dermed kan gøre disse forlig eksigible som voldgiftskendelser på aftalte vilkår, foretages en sondring mellem på den ene side medierede forlig, der indgås efter indledningen af voldgiftssagen, og på den anden side medierede forlig, der indgås før indledningen af en voldgiftssag.

Af ordlyden af § 30 samt formålsbetragtninger i forarbejderne til voldgiftsloven, kan det efter vores vurdering udledes, at der må kunne ske stadfæstelse af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, når forliget er indgået efter indledningen af en voldgiftssag. De situationer, hvor parterne indleder en voldgiftssag og undervejs benytter sig af udenretlig mediation ved en ekstern mediator, hvilket resulterer i et forlig, må således kunne rummes inden for § 30.

Anderledes forholder det sig imidlertid i situationer, hvor parter indgår forlig før indledningen af en voldgiftssag. Det grundlæggende krav om, at voldgiftssager kun kan indledes for at løse en bestemt tvist, synes i denne situation ikke at være opfyldt, idet voldgiftssagen alene indledes for at stadfæste forliget som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, og ikke for at løse en tvist mellem parterne – parterne vil i denne situation snarere fremlægge deres forlig for voldgiftsretten end de beviser og synspunkter, der sædvanligvis skal til for at få medhold i en egentlig tvist.

Som § 30 er formuleret og grundet de sparsomme forarbejder om bestemmelsens anvendelsesområde, kan der i praksis opstå den situation, at parterne indgår et medieret forlig – uden forudgående voldgift – og derefter indleder en voldgiftssag for blot at få det medierede forlig stadfæstet. En sådan fremgangsmåde, som har karakter af et “smuthul”, er efter vores vurdering ikke forenelig med det generelle anvendelsesområde for voldgiftsloven, som heller ikke på andet grundlag ses at tage højde for de særlige problemstillinger, der kan opstå, hvis forliget er resultat af forudgående mediation, og parterne ønsker at gøre forliget eksigibelt efter § 30.

Vi konkluderer derfor, at såfremt § 30 anvendes som hjemmel til eksigibilitet for medierede forlig indgået før initieringen af en voldgiftssag, vil det være medvirkende til at udvande både lovens formål og anvendelsesområde.

Singapore-konventionen om mediation

Singapore-konventionen pålægger i korthed stater at tvangsfuldbyrde medierede forlig, som er skriftlige og underskrevet af parterne, udspringer af mediation, løser en kommerciel tvist og er internationale på indgåelsestidspunktet. Mediation skal i den henseende afgrænses til processer, hvor en tredjeperson hjælper parter med at nå frem til en tilfredsstillende løsning på en tvist. Forligets internationale karakter afhænger af parternes forretningssteder på tidspunktet for indgåelsen af forligsaftalen.

Når det er slået fast, at der i konventionens forstand er indgået et medieret forlig, opstiller konventionen således en relativ simpel og gennemskuelig proces for tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig.

New York-konventionen om voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Kan et medieret forlig stadfæstet som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår (‘consent awards’) rummes indenfor New York-konventionens voldgiftskendelsesbegreb? Analysen heraf er relevant, idet Singapore-konventionen som nævnt er subsidiær i de tilfælde, hvor et forlig er stadfæstet som en “arbitral award” og er eksigibelt efter New York-konventionen, jf. Singapore-konventionens art. 1, stk. 3, litra b.

Det må efter vores vurdering kunne lægges til grund, at New York-konventionen kræver, at en voldgiftskendelse – førend denne er omfattet af konventionen – skal være 1) udfærdiget af en voldgiftsdommer og 2) på baggrund af en eksisterende tvist.

Det første kriterium synes ikke at give anledning til problemer. I forhold til andet kriterium, konkluderer vi, at dette som udgangspunkt kun kan være opfyldt, hvis det medierede forlig er indgået efter indledningen af en voldgiftssag.

Som følge af konventionens manglende klarhed herom, er kontraherende stater dog overladt den nærmere vurdering heraf, hvorfor det ikke nærmere kan fastslås, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår falder udenfor Singapore-konventionens anvendelsesområde.

Det er dog vores vurdering, at Singapore-konventionen meget vel kan indeholde en del af løsningen på de beskrevne problemer med VL § 30 og New York-konventionen i forhold til fuldbyrdelse af medierede forlig. Vi kan derfor kun anbefale, at det snarest tages op til overvejelse, om ikke Danmark med fordel kan tiltræde Singapore-konventionen.

SPECIALETS UNDERSØGELSER

I specialets undersøgelser er der taget udgangspunkt i en definition af et medieret forlig, som en aftale mellem parter, der afslutter en konkret kommerciel dispositiv tvist ved hjælp af udenretlig mediation. Specialet tager således ikke stilling til den situation, hvor voldgiftsdommeren har ageret mediator.

Der er oftest tale om meget store investeringer, og den ene part vil i sagens natur altid i sidste ende blive skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, niveauet højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. I sin nye bog, Den Uventede Advokat, fortæller René Offersen blandt andet om sit arbejde med voldgift, som har ført ham rundt i verden – blandt andet til en eftertragtet plads i ICC Court i Paris.

Hvor meget har voldgift fyldt i dit arbejdsliv?

Jeg hører til den generation af advokater, der begyndte som generalister. Men når det er sagt, spiller international voldgift en særlig rolle for mig. Det starter i 90’erne. Jeg arbejder for Kammeradvokaten og får en del voldgiftssager indenfor for bygge og anlæg og senere almindelig voldgift. Så jeg har noget erfaring, da jeg møder Georg Lett, der er aktiv i international voldgift, og som jeg bliver meget inspireret af.

Herfra begynder jeg at opsøge miljøet. Jeg deltager i nogle af de mange internationale konferencer, og det giver mulighed for at knytte forbindelser. Langsomt begynder jeg at få sager som advokat for den ene part, blandt andet sager, som bliver ført ved Voldgiftsinstituttet. Det fører til nye muligheder, og jeg bliver spurgt, om jeg er interesseret i at blive udpeget som voldgiftsdommer.

Selvfølgelig vil jeg gerne have nye aspekter på mit arbejde, der i rollen som voldgiftsdommer ikke alene handler om juraen, men om at tage ansvar for at løse en konflikt mellem to parter, som oftest har hver sin nationalitet, hvilket rejser superinteressante psykologiske og juridiske problemstillinger. For mig er det faglighed på et helt andet plan end juridisk rådgivning og meget, meget interessant.

Hvad er dit toppunkt indenfor voldgift?

Et klart højdepunkt er, da jeg i 2016 bliver valgt til ICC International Court of Arbitration som dansk repræsentant, hvor jeg afløser Georg Lett. ICC er en topprofessionel organisation af den grund, at international voldgift betyder langt mere udenfor Danmarks grænser end indenfor.  Eksempelvis har Paris, London og Geneve stærke voldgiftsmiljøer, hvilket betyder, at her er virkelig store og veletablerede faglige miljøer, der sammen med andre voldgiftsmiljøer bliver samlet hos ICC.

Hvad er opgaven som national repræsentant i ICC Court?

Som national repræsentant bliver man en del af ICC International Court of Arbitration og dermed en del af det faglige voldgiftsmiljø, der udspiller sig her. Det er interessant – men også hårdt arbejde på den måde, at man varetager en lang række opgaver for de enkelte voldgiftsretter under ICC, hvor der er et stort optag af sager.

Når mængden af sager er stor, er mængden af spørgsmål til ICC International Court of Arbitration også stort. Her tager medlemmerne stilling til alt fra, om der overhovedet er grundlag for at nedsætte en voldgift til, om der kan stilles spørgsmål ved voldgiftsdommernes habilitet – ligesom man tager stilling til honorarer og sikkerhedsstillelse. Det er også her man vurderer den enkelte voldgiftsrets arbejde – altså om en voldgiftskendelse, der står for at blive afsagt, har den nødvendige kvalitet – eksempelvis om der er taget stilling til alle argumenter på begge sider. Alt sammen en kvalitetssikring, der jo hænger sammen med, at en voldgiftskendelse skal kunne fuldbyrdes efter New York-konventionen og ikke kan appelleres i de fleste retssystemer.

Ud fra mit perspektiv er noget af det vigtigste, at kendelsen ikke kan anfægtes. Der er oftest tale om store investeringer af tid og penge, og den ene part vil i sagens natur altid være skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, at niveauet er højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. Selvom man er skuffet, så skal man i alt fald føle at kendelsen ikke er mangelfuld.

Hvad er det ved voldgift kan, som tiltaler dig?

Det er først og fremmest, at jeg i hver enkelt sag bliver inviteret indenfor i en historie, som oftest handler om, at to parter vil udvikle et projekt sammen. Det går godt i begyndelsen, men så sker der noget, som gør, at konflikten spirer. I en periode har de måske stadig tillid til, at de kan redde deres samarbejde. Men konflikterne vokser, og på et tidspunkt indser parterne, at de ikke længere kan løse problemerne. At være en del af en menneskelig historie, forstå dybden i konflikten og opleve de forskellige syn på, hvad der egentlig er sket, er et stort privilegium og den menneskelige side af sagen interesserer mig i høj grad.

Heldigvis kan selv meget tilspidsede sager ende virkelig godt. Det var for eksempel tilfældet i en sag, hvor jeg var enevoldgiftsdommer i Grønland. Mundtlig forhandling af sagen foregik på Hotel Hans Egede i Nuuk. Efter planen skulle forhandlingen vare tre retsdage. Indtil en konflikt bliver til en sag ved retten, er direktørernes medvirken ofte koncentreret om at træffe beslutninger i kritiske faser på grundlag af indstillinger fra de projektansvarlige. Her var de respektive direktører begge til stede og fik nu fra første parket et samlet billede af sagen. Ikke mindst fra vidneforklaringerne.

På den anden retsdag fik jeg tidligt på aftenen at vide, at parterne var i afsluttende forligsdrøftelser. De to direktører havde begge fået et mere nuanceret billede af forløbet efter at have brugt to lange dage på at se og høre det samme. Sagen blev forligt, hvorefter klagerens direktør inviterede os alle ud og sejle i sin båd på Nuuk Fjord.

RENE OFFERSEN

Advokat, Offersen & Christoffersen. Kendt for sit virke som forsvarer i sager af samfundsmæssig betydning, blandt andre Peter Brixtofte i Farumsagen, Inger Støjberg i Rigsretssagen og Claus Hjort Frederiksen i FE-sagen. Herudover arbejder han med danske og internationale voldgiftssager både som voldgiftsdommer og partsrepræsentant. Tidligere dansk repræsentant og medlem af ICC International Court of Arbitration, Paris.

DELTAG I KONKURRENCEN OM ET SIGNERET EKSEMPLAR AF DEN UVENTEDE ADVOKAT

Du har mulighed for at vinde et eksemplar af René Offersens nye bog, Den Uventede Advokat. Der er fem eksemplarer på højkant. Du deltager i konkurrencen ved at følge Voldgiftsinstituttet på LinkedIn og like opslaget om bogkonkurrencen.

Den Uventede Advokat fortæller historien om mønsterbryderen René Offersen, der giver sit eget indblik i advokatbranchen, og hvordan den har ændret sig igennem årene. Han fortæller om sit virke som procesadvokat – herunder sit arbejde med voldgift – og det håndværk, der er forbundet med advokatens opgave. Bogen er fyldt med masser af historier fra livet som advokat og ikke mindst for klienter i sager af samfundsmæssig betydning.

Den Uventede Advokat er udkommet på forlaget Momenta i maj 2024.

Da hun fik sin første udpegning som voldgiftsdommer i en voldgiftssag, viste det sig, at forhandlingen faldt på et tidspunkt, hvor hun var på barsel med sin søn på syv uger. Timingen var ikke den bedste, men man skal gribe de chancer, der kommer, mener hun. Efter mange overvejelser sagde hun ja. Meget kan lade sig gøre, men i sidste ende handler det om at finde sin egen balance mellem moderskab og karriere, mener advokat Regitze Aalykke Hansen, Poul Schmith, der har mange overvejelser netop om den balance, men som også passer på ikke at overtænke tingene.

Hvordan fik du interesse for voldgift?

For mig stammer interessen tilbage fra studietiden på Syddansk Universitet. Jeg var med på Vis Moot-holdet, hvilket var fint – men det, som for alvor fik mig ansporet, var det internationale perspektiv i faget. Tanken om at kunne bringe min karriere flere steder hen, synes jeg var virkelig spændende. Jeg fik derfor selv arrangeret et ophold på University of Melbourne, hvor jeg læste et semester. Her gav det rigtig god mening at vælge et fag, som jeg kunne bygge videre på, når jeg kom tilbage til Danmark, og valget faldt på internationale kommercielle forhold, hvor der også var fokus på voldgift. På den måde blev voldgift lidt af en grundsten i min kandidatuddannelse, og her ti år senere fylder det mellem 50 og 70 procent af mit arbejde hos Poul Schmith.

Hvorfor ser du det som et fag for dig?

Jeg føler, at det er lige mig at arbejde med tvister. Jeg vil ganske enkelt gerne arbejde med rets- og voldgiftssager, og det var også en af årsagerne til, at jeg for ti år siden søgte job ved Poul Schmith.

Det særlige ved voldgiftssagerne er, at der er flere variabler og et større spillerum for parterne. Det, at parterne selv tilrettelægger processen, for at gøre processen så hurtig og smidig som muligt, interesserer mig. Jeg oplever, at der er mere plads til advokatens arbejde og til at tænke strategi ind i processen. Og så er der selvfølgelig det mere praktiske – at man selv tilrettelægger rammerne, der ikke er så faste, som ved domstolene. Det betyder, at man for eksempel kan anvende flere sprog og tilrettelægge vidneafhøringer på forskellige måder. På den måde føler jeg mig tættere på processen – længere inde i maskinrummet.

Men faget giver mig også mulighed for at indtage forskellige roller. At det er mulighed for både at kunne være voldgiftsdommer og advokat er superspændende. Jeg har netop været voldgiftsdommer i min første sag, og det gav mig en vigtig erfaring at sidde på den anden side af bordet, som jeg tager med tilbage i rollen som advokat. For eksempel hvor meget, der egentlig er brug for at forklare under forhandlingen. Det har været virkelig fint og givende at få den indsigt.

Vil du anbefale andre kvinder at gå denne karrierevej?

Ja, helt sikkert. Men jeg tror, at man skal gide det lange seje træk. Det kræver meget netværk. Det betyder, at jeg bruger en del tid på mit bestyrelsesarbejde i Young Arbitrators Copenhagen, på at deltage i forskellige internationale netværk og tage til konferencer i udlandet. Alt sammen for at lære folk i miljøet at kende på kryds og tværs, for det er et fagligt miljø, hvor nogle af opgaverne kommer gennem netværk – præcis som i mange andre fag.

Hvordan virker netværket?

Man bliver nødt til at være tydelig omkring, hvad man gerne vil. Jeg er blevet bedre til at sige, at det er dét her, jeg gerne vil – men jeg kunne sikkert gøre det endnu bedre.

Det handler om at få sagt direkte, at man gerne vil være med. For eksempel, at en sag er spændende og jeg gerne træder til, hvis der er brug for hjælp. Eller at tiden er moden til, at jeg kan tage skridtet videre og træde ind som voldgiftsdommer. Jeg oplever, at det skal til, for at mulighederne opstår. På den måde virker netværk, men kræver altså, at du ikke er for forsigtigtig. Ingen kan regne ud, hvad du går og ønsker dig, hvis du ikke siger det højt.

Jeg tror, at mange kvinder er lidt tilbageholdende – præcis som jeg selv har været og til dels stadig er. Det må man lægge fra sig. Det hjælper at sige til sig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Ser du andre barrierer for at kvinder kan få karriere i voldgift?

Jeg oplever – ikke mindst hos mig selv – at kvinder har en tendens til at sige: Det passer dårligt ind i planerne lige nu. Men jeg mener også, at man skal gribe mulighederne, når de opstår.

Jeg er selv på barsel for øjeblikket, og under min graviditet blev jeg spurgt, om jeg ville være voldgiftsdommer i en sag, hvor forhandlingen skulle foregå seks uger efter min fødsel. Jeg var virkelig i tvivl, om jeg ville kunne få det hele til at hænge sammen, da jeg i forvejen har en søn på fire år. Jeg var selvfølgelig helt åben om situationen overfor mine meddommere, som ingen indvendinger havde. Og jeg endte med at sige ja, for det var en opgave, jeg havde drømt om.

Under de to dage passede mine svigerforældre babyen, som de kom forbi med på Voldgiftsinstituttet. Her fik jeg et rum, hvor jeg ammede. Parterne var helt ok med de små pauser, og jeg havde det selv godt med situationen og tryg ved at være væk fra mit barn meget af tiden mens forhandlingen stod på.

Jeg fortæller det for at sige, at meget kan lade sig gøre. Men selvfølgelig skal man selv være cool med det. For mig er det vigtigt, at børnene ikke er en kæmpe begrænsning for mit arbejde. Og at man skal passe på med at overtænke tingene. Men når det er sagt, skal man jo ikke sige ja, hvis det ikke kan lade sig gøre i praksis eller hvis man ikke kan overskue at være væk fra sit barn.

Oplever du, at dit fag giver mulighed for også at være mor til små børn?

Ja, det kan det sagtens. Det handler om at finde sin egen balance mellem moderskabet og karrieren. Du kan ikke være hundrede procent begge steder, men man kan finde en balance, der føles rigtig. Selv har jeg mange overvejelser netop om den balance og vil gerne føle mig faglig relevant, selvom jeg får børn. Men jeg skal også kunne være i det, og det kunne jeg, da jeg var voldgiftsdommer og måtte holde ammepauser. Det blev så fint omfavnet. Alle var så søde. Der var intet med, at det var mærkeligt. Vi fandt bare ud af det.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil gå samme karrierevej?

Skab et netværk, hav tålmodighed og accepter, at timing ikke altid er perfekt. Men at det nok skal gå alligevel.

Regitze Aalykke Hansen

Advokat (H), Poul Schmith, i team Energi og Infrastruktur.

Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.

Mød Martin Gukild, der er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste to år har han været fuldmægtig hos Schjødt i Oslo, hvor han i procesafdelingen har været en del af teamet, der arbejder med voldgift og mediation. Interessen for at argumentere for den ene part i en sag startede, da han som helt ung arbejdede i en helt anden branche.

Inden Martin Gukild fandt ind på jurastudiet i Oslo, havde han et par år, hvor han prøvede at finde vej til et fag, hvor han kunne se sig selv. Han har været omkring et job som leder af Operation Dagsværk i Oslo, universitetsstudier i alt fra økonomi til arabisk og en periode som klimaaktivist, hvor han tog rundt i, hvad han kalder et stort, lille land, for at holdt foredrag om miljøet.

”Men det blev i sidste ende jura, jeg valgte som mit fag. Under mine foredrag kunne jeg mærke, at det argumenterende – at vende synspunkter og overbevise andre – virkelig interesserer mig. Jo, jeg er interesseret i klimaet, men det ligger mere i den politiske boldbane end juraen. Hertil kommer konkurrenceelementet. Jeg kan godt lide, at der er noget vigtigt på spil. Netop det finder jeg i voldgift, hvor det er vigtigt at have klientens tillid for at kunne repræsentere vedkommende i retten, og kunne bruge sin kreativitet for at finde de bedste argumenter i sagen,” siger Martin Gukild, der i maj skiftede Norge ud med Danmark, hvor han sideløbende med jobbet i Voldgiftsinstituttet fortsætter på deltid som fuldmægtig hos Schjødt, der har en afdeling i København, og hvor han er tilknyttet procesafdelingen, der rummer alt fra straffesager til voldgiftssager.

”Det er lidt atypisk i forhold til opdelingen på andre advokatkontorer, men en stor fordel, fordi det er muligt at trække på alle mulige erfaringer for at udvikle forskellige elementer i en sag,” siger han.

Indblik i hele processen

Hos Voldgiftsinstituttet får han en ny vinkel på faget.

”Her får jeg mulighed for at se sagens forløb fra en anden side. Det er interessant af flere grunde. Nordmænd vælger ofte institutionel voldgift i Danmark, af den grund, at vi ikke har det i Norge, og derfor er det ret fint at få indblik i hele processen – du kan sige afmystificere, hvordan den praktiske del og kvalitetssikringen af processen foregår.”

”Samtidig er det også interessant at se nærmere på, hvilke forskelle og ligheder der er i Norden indenfor voldgift. Jeg oplever, at juraen er meget ens og dog forskellig på samme tid. På nogle områder vil vi løse tingene anderledes i Norge end i Danmark og på andre områder kan vi ikke altid finde et svar i Norge, men kan se, at danskerne har løst problemet – ofte fordi der her er en længere tradition for voldgift. På den måde vil min ansættelse i Voldgiftsinstituttet blive en kilde til ny uddannelse, som jeg ikke ville kunne få på anden måde,” siger Martin Gukild, der i blandt de nye generationer af jurister i Norge ser en kæmpe interesse for faget.

”Det er klart, at jo flere grænseoverskridende aftaler, der kommer i verden, des mere vil voldgift blive en sædvanlig vej til løsning af tvister alene af den grund, at det er betryggende, at neutrale dommere fra et tredjeland løser sagen, samtidig med at der er mulighed for at eksekvere kendelsen overalt i verden. Jeg tror, at mange unge jurister oplever, at jura er meget lokalt funderet – men de er vokset op med at kunne rejse og orientere sig internationalt og derfor også har et stort ønske om at arbejde mere og videreuddanne sig flere steder i verden – præcis som jeg gør nu i København.”

***

Artikler, podcasts og en konference om kvinder i voldgift kommer til at præge Voldgiftsinstituttets aktiviteter i 2024. Der skal nemlig handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige voldgiftsdommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Diversitet er en dagsorden, som er på alles læber. Det er også et stort fokus hos Voldgiftsinstituttet, hvor vi blandt andet har skrevet under på den internationale pledge, Equal Representation in Arbitration, hvor vi forpligter os til at give flere kvinder mulighed for at indtræde som voldgiftsdommere. Men en underskrift gør det ikke alene. Der skal også handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige dommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Derfor har vi i år bragt en række interviews med kvinder i voldgift i nyhedsbrevet for at give mulighed for at dele viden om, hvordan man kommer i gang med en karriere i et udpræget mandefag. Vi vil nemlig gerne være en rollemodel for hele branchen i Danmark. Men vi må også erkende, at der stadig er lang vej at gå, selvom parterne i sager ved instituttet i 2023 fordoblede deres udpegninger af kvindelige voldgiftsdommere fra 6 procent i 2022 til 13 procent i 2023. Til sammenligning var 31 procent af instituttets udpegninger i 2023 kvindelige voldgiftsdommere. Jeg skynder mig at lægge hovedet på blokken og fortæller, at tallet året før var 33 procent.

Selvom to procent må kunne karakteriseres som en meget lille nedgang, så må vi lære af det. Det viser først og fremmest, at vi skal have et konstant og skarpt fokus på at udpege kvindelige voldgiftsdommere. Det synes vi faktisk, at vi har. For eksempel har godt 43 procent at alle nedsatte tremandsretter i 2023 haft en kvindelig formand. Men tallene viser, at vi skal gøre det bedre. Forklaringer er der masser af, og de ville vække genklang hos de fleste. Her vil jeg i stedet se fremad og love, at vi i år lægger os i selen for, at statistikken 2024 tegner et endnu bedre billede.

Det er også en af grundene til, at vi fortsætter med at skabe platforme for kvinder i branchen, som giver mulighed for at videregive erfaringer om en karriere i voldgift. For som højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen siger i april-nummeret af vores nyhedsbrev: Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem.

Senere i år udgiver vi desuden de første podcasts, hvor kvindelige voldgiftsdommere fra ind- og udland fortæller om, hvordan de fik startet deres karrierer og hvor de giver deres bud på, hvad der skal til, for at få flere kvindelige kolleger i branchen. Vi arrangerer desuden en international konference Women in Arbitration i Valencia på Vesterbro, støttet af Dreyers Fond, den 5. september – dagen efter Copenhagen Arbitration Day. Både mænd og kvinder er selvfølgelig velkomne til konferencen, for mænd spiller som bekendt en stor rolle, når det gælder udpegning af kvindelige voldgiftsdommere. Så har du planer om at deltage i CAD 2024 den 4. september i Industriens Hus, så bliv en dag mere i byen og sæt kryds i kalenderen allerede nu. Konferencen bookes, når du booker til CAD 2024. Følg med her i nyhedsbrevet og på LinkedIn, når tilmeldingen åbner.

Statistikken for 2023, som kan findes i sin helhed på vores hjemmeside, viser også antallet af afgjorte sager ved instituttet. Der har været en lille nedgang i de danske voldgiftssager. Til gengæld har der været en stigning i de internationale med det resultat, at det samlede sagsantal ligger ret stabilt – hvilket jeg anser for at være tilfredsstillende. At der er en lille stigning i tilgangen af internationale sager, er en udvikling, som er overordentlig positiv, og som vi glæder os til at følge.

International Bar Association (IBA) Arbitration Committee has published a revised version of the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration. The new Guidelines bring the 2014 version up to date without altering their core principles. The IBA has also published a helpful document comparing the 2014 and 2024 versions, which highlight the latest amendments. There are links to both documents below, writes Mikal Brøndmo, Haavind, Oslo.

Af Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo

Since their introduction in 2004, the IBA Guidelines have become a widely accepted soft-law instrument reflecting international standards for arbitrator impartiality and independence. The 2024 Guidelines are organised into two parts: Part I sets out general standards regarding impartiality, independence and disclosure, while Part II addresses a number of situations that commonly arise in international arbitration, using a traffic light system of red, orange and green lists.

As the 2024 Guidelines underline, Part I contains the principles that must always be considered. Moreover, they stress that while the Application Lists contained in Part II cover many of the varied situations that commonly arise in practice, they do not purport to be exhaustive, nor could they be. Hence, the general standards must always be considered when assessing conflicts of interest and the need for disclosure and cannot be subordinated to the traffic light lists set out in Part II. In other words, the General Standards take precedence over the illustrative traffic light lists.

In the 2024 version both the General Standards and Application Lists have been updated and improved, bearing in mind their use in practice since 2014. The key changes are as follows:

Part I: General Standards Regarding Impartiality, Independence and Disclosure

Amendments to the General Standards in Part I include:

• Disclosure prevented by professional secrecy rules/professional conduct: if an arbitrator finds that the arbitrator should make a disclosure but that professional secrecy rules or other rules of practice or professional conduct prevent this, new General Standard 3(e) sets out that the arbitrator must not accept the appointment or must resign if already appointed.
• Failure to disclose does not necessarily mean that a conflict of interest exists: failure to disclose certain facts and circumstances that may give rise to doubt as to an arbitrator’s impartiality or independence in the eyes of the parties does not necessarily mean that a conflict of interest exists or that disqualification should ensue. The fact that this is now included in General Standard 3(g) and not only in the explanation to General Standard 3 serves to underline this.
• Parties’ due diligence obligation: General Standard 4(a) includes a new final paragraph stating that parties are deemed to have learned of any facts or circumstances that would be obtained by conducting reasonable enquiry. Failure to raise objections based on such information within 30 days may result in the waiving of the right to raise them later.
• Relationship between arbitrators and their law firms or employers: General Standard 6 has been updated, particularly with regard to the definition of the term “law firm,” to bring it into line with the changing landscape and practices of international legal institutions.
• Relationship and controlling influence: also new in the 2024-version is that any legal entity or natural person having controlling influence over a party may be considered to bear the party’s identity, according to General Standard 6(c). The explanation to new General Standard 6(c) also addresses arbitrators’ disclosure obligations when dealing with states or state-owned entities.

Part II: Practical Application of the General Standards

Amendments to the traffic light lists in Part II include the following changes to the Orange List:

• Experts: a new item 3.1.6 has been added, applying to situations in which an arbitrator currently acts or has acted as an expert for one of the parties or an affiliate of one the parties in an unrelated matter within the last three years. Disclosure should also be made if the arbitrator has been appointed as an expert by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years, as set out in new item 3.2.9. Pursuant to new item 3.3.6, disclosure should also be made if the arbitrator is instructing an expert who is appearing in the arbitration proceedings for another matter in which the arbitrator acts as counsel.
• Mock trials: new item 3.2.10 sets out that disclosure should be made if the arbitrator has been appointed to assist in mock trials or hearing preparations by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years.
• Co-arbitrators: when the arbitrator and the counsel for one of the parties are currently acting together as arbitrators in another case (item 3.2.12), or an arbitrator and their fellow arbitrator(s) are currently serving together as arbitrators in separate arbitration (item 3.2.13).
• Social media: if the arbitrator has publicly advocated a position on the case, this should be disclosed according to item 3.4.2, which now expressly includes through social media and on-line professional networking platforms. This is the only amendment concerning social media in the Guidelines.
• Participating in decisions with respect to the arbitration in administrative institutions or appointing authorities: Pursuant to revised item 3.4.3, disclosure should be made if an arbitrator holds a decision-making position with the administering institution or appointing authority with respect to the dispute, and has participated in decisions involving the arbitration in that position.

Links to the relevant documents

The IBA Guidelines 2024 can be found here: IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration (ibanet.org)

The IBA Arbitration Committee comparison of the 2014 and 2024 Guidelines can be found here: document (ibanet.org)

Author

Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo in Norway, where he specialises in arbitration and litigation, with a focus on complex and international disputes. Mikal Brøndmo also acts as arbitrator in international and domestic arbitrations, such as under rules of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC), the Nordic Offshore & Maritime Arbitration Association (NOMA), the Court of Arbitration for Sport (CAS), the London Court of International Arbitration (LCIA) and in ad hoc arbitrations. He is an officer the Arbitration Committee of the IBA.

Is there a trend to involve arbitrators personally in challenge litigations? In this article, Professor Mads Bryde Andersen discusses arbitrators’ exposure to professional liability claims and shares strategic considerations to mitigate such risks in advance.

By Mads Bryde Andersen, Professor University of Copenhagen

A successful state court litigation by which an arbitral award is set aside or denied recognition or enforcement may in principle be succeeded by claims raised against the arbitral tribunal, individual arbitrators, and/or arbitration institutes. Such claims may take the form of claims for the reimbursement of arbitrator’s fees or as professional liability claims for compensation for the parties’ losses caused by arbitral proceedings that did not lead to a binding award.

In the context of challenge litigations, arbitrators have sometimes been called as witnesses (against their wish) to testify on the proceedings and deliberations of the tribunal. In other cases, arbitrators have been claimed to be liable in damage for their alleged wrongdoings.

In all such cases, the defendant arbitrator, tribunal, or arbitration institute “stand accused”, directly or indirectly, for not having conducted the proceedings as they ought to have, e.g. under principles of due process or specific mandatory rules.

Arbitrators are not immune to such liability: In a civilized society, everybody has—and should have—the privilege to take their legal complaints to courts or other competent bodies and to claim compensation. In general, the scope of such liability, however, depends on the kind of mistake that gave rise to the claim.

In Roulas v. Professor J Tepora, the Finnish Supreme Court held an arbitrator liable for having accepted an appointment in a dispute where he had provided an expert opinion to one of the parties prior to and during the arbitration proceedings without disclosing that to the other party. This lack of disclosure resulted in a monetary liability that amounted to a compensation of EUR 81,000.

In the Qnow case, the Netherlands Supreme Court held the president of an arbitral tribunal liable for a procedural error (not having the award signed by his fellow arbitrators).

In the Puma Case, the Spanish Supreme Court set aside an award that had been conducted contrary to the principle of arbitral collegiality because one of the arbitrators had not participated in the final deliberations. The party could therefore recover the fees paid to two arbitrators.

As of yet, there is no reported Danish case law on arbitrators’ liability. However, in a case decided by the Danish High Court for the Eastern Circuit, a court appointed expert witness was held liable towards one of the parties for damages caused by his flawed conduct, including excess of his mandate. Damages were awarded on a discretionary basis to DKK 10,000.

In all the reported four cases, the arbitrators (respectively, the expert witness) had acted with more than simple negligence. This might be seen to support a general assumption that claims for liability are only available if the actions or omissions of the arbitrator qualify as gross negligence.

This legal situation seems to be reflected in the legislation which has been adopted in jurisdictions that have regulated arbitrator’s liability. One such example is section 29 (1) of the English Arbitration Act 1996, which provides that ”An arbitrator is not liable for anything done or omitted in the discharge or purported discharge of his functions as arbitrator unless the act or omission is shown to have been in bad faith.” Provisions regarding limitation of liability have been adopted by a number of arbitration institutes, including the ICC and the DIA.

Against this background, there are some strategic considerations regarding their liability that prospective arbitrators can make before accepting nominations.

Choice of Law

When it comes to the arbitrator’s risk of facing liability, the law of the seat of the arbitration (the lex arbitri) will be the law under which the claim for liability shall be decided. When arbitrators accept appointment, they also accept this choice of jurisdiction. That choice therefore comprises the first and most fundamental strategic decision for prospective arbitrators who want to manage their exposure to personal liability claims.

Contractual Solutions

It is the prevailing view in Nordic legal theory that the tribunal and the parties may be seen as partners in a sui generis “procedural association” based on the arbitration clause. In this perspective, arbitration is a contractual phenomenon.

Following that theory, the basis for a claim against the arbitrators must necessarily be contractual. On one side, this means that applicable standards of contractual negligence apply, subject to the contractual provisions agreed. On the other side, the door will also be open for contractual provisions limiting or prescribing that liability.

Insurance Issues

Many arbitration institutes have taken out insurance to cover their possible liability for such claims. The presence of such insurance coverage may invite liability claims because of the presumed “deep pockets” of the insurance companies. The prospects of this may in itself be a good reason not to disclose the details of any insurance coverage.  Moreover, arbitrators, the tribunal (as such), and/or the arbitration institute may not share interests in the outcome and handling of such liability claims. For these reasons, it is not easy to blame some arbitration institutes for not being more transparent on how arbitrators and secretaries, etc., are covered by insurance.

Another uncertain factor is what role the arbitration institute will take, should liability claims be raised against the tribunal or individual arbitrators. In a Danish challenge decision, the Building and Construction Arbitration Board stepped in to support the defendant arbitrator in the litigation. In general, however, arbitration institutes cannot be expected to do so, unless they have compelling reasons.

Strategic Issues in the Conduct of the Proceedings

There are many other strategic issues than those discussed in the foregoing that one should take into account in order to reduce the risk of a challenge litigation or liability claims.

One such issue is the prospective arbitrator’s handling of conflicts of interest disclosures (to the detriment of confidentiality protection). Here, one may argue that the risk of having the award set aside on grounds that an arbitrator was in a conflict of interest is reduced the more information the prospective arbitrator discloses. However, an overload of information on “possible” (albeit far from real) conflicts may, invite protests that may be used strategically.

Another practical consequence may be the tribunal’s decisions on document production. The more documentation the tribunal allows, the less basis will the unsuccessful party have to challenge the award. However, a generous policy towards document disclosure requests may be viewed as biased to the detriment of the other party. The “generosity” of the tribunal in those regards will often depend on the circumstances. In high-end commercial arbitrations, where the parties seek to have all stones turned, the level might be quite high. The parties and the tribunal will thus have to strike a balance of what procedures provide the “best possible” procedural safeguards given the associated additional time and costs.

Concluding Remarks

If there is indeed, as suggested above, an increasing trend to challenge arbitral awards, I fail to see that this trend may be rooted in a decline in the quality of arbitration. Quite the contrary, it seems plausible to assume that the increasing quality of arbitral proceedings has made it easier to identify details in the proceedings or the decisions that might be criticized and form the basis for challenge litigations and subsequent claims for liability.

If the trend to accuse tribunals of procedural failures, etc., in various forms increases, there may be a need to reconsider the way in which arbitration in general – and in particular, high-end commercial arbitration – is conducted. Perhaps arbitrators in high-end disputes should perceive themselves as what they basically are: high-end service providers. Such perceptions might make it adequate to open up for pre-arbitration negotiations between the disputing parties and the arbitrators on some of these issues that affect the risks discussed here, including the basis for possible liability, insurance issues and the use of administrative and even legal secretaries. Such negotiation- and contracting practices may reduce the risks of disappointments in the arbitral procedure and thereby also the risk of liability claims.

Mads Bryde Andersen

Dr.jur., Professor of private law at the University of Copenhagen since 1991. Before that, he practiced law at a medium-sized Copenhagen law firm. He has regularly published books and articles within legal disciplines, including contract law, the law of obligations, advocacy law, pension law and IT law. Alongside his academic career, he has held a number of positions, e.g. as chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA), the Danish Financial Supervisory Authority, the IT Security Council, and the Danish Radio and TV Board.

The article is an excerpt of the chapter ‘The Accused Arbitrator: New Roles and Dilemmas in the Era of Arbitration Litigation’, published in the Stockholm Arbitration Yearbook, Vol. 5, 2023.

Read more regarding arbitrators’ liability in the newsletter: https://voldgiftsinstituttet.dk/voldgiftsdommerens-erstatningsansvar-2/ 

Modsat andre lande, tager dansk ret ikke stilling til voldgiftsdommerens erstatningsansvar. Forarbejderne til voldgiftslovens § 12 forudsætter dog, at voldgiftsdommere kan ifalde et erstatningsansvar ud fra de almindelige formueretlige regler. Der er imidlertid vægtige grunde til at anse voldgiftsdommere for at være underlagt en kvalificeret ansvarsnorm, skriver Magnus Hoffmann Høgsted fra Plesner og Lasse Lauritzen fra Bruun & Hjejle i en artikel på baggrund af deres speciale. Specialet blev tidligere på året belønnet med YAC’s specialelegat blandt andet under henvisning til det høje faglige niveau og at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering om voldgiftsdommeres erstatningsansvar.

Af Magnus Hoffmann Høgsted og Lasse Lauritzen

Tilgangen til voldgiftsdommeres erstatningsansvar er typisk forskellig, alt efter om man kommer fra en civil law eller common law jurisdiktion. Civil law jurisdiktioner anskuer typisk voldgiftsdommeres ansvar ud fra en kontraktuel tilgang, hvor voldgiftsdommeren har påtaget sig en forpligtelse til at udføre en ydelse over for sagens parter. Common law jurisdiktioner tager normalt udgangspunkt i voldgiftsdommerens judicielle funktion og drager dermed paralleller til det ansvar, der påhviler dommere ved de almindelige domstole, eftersom både voldgiftsdommeren og dommeren begge træffer bindende afgørelser og varetager hensyn til parternes retssikkerhed. Fælles for begge jurisdiktioner er imidlertid, at man tilstræber at opnå en begrænset ansvarsnorm – men ikke fuldstændig immunitet. Dette er udtrykkeligt eksemplificeret ved art. 21(1) i den spanske voldgiftslov og art. 29(1) i den engelske voldgiftslov.

I Danmark vil man forventeligt tilslutte sig samme udgangspunkt, hvorefter voldgiftsdommere vil være underlagt en kvalificeret erstatningsnorm uden ansvar ved simpel uagtsomhed. Dette må gælde, uanset om voldgiftsdommerens ansvarspådragende handling eller undladelse relaterer sig til dennes judicielle funktion eller dennes privatretlige, kontraktuelle forpligtelser. Dette støttes på både retspraksis om domstolenes, dommeres og skønsmænds erstatningsansvar, jf. f.eks. U 1971.931 Ø og U 2014.3252 V, samt udenlandsk retspraksis om voldgiftsdommeres erstatningsansvar. Dette er desuden det praktiske udgangspunkt efter de fleste institutionelle regler, der fraskriver voldgiftsdommernes ansvar, medmindre – og kun i det omfang – det ville være i strid med gældende ret, se for eksempel § 51 i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

En kvalificeret ansvarsnorm må desuden være nødvendig for at bevare voldgiftssagens integritet. Der må ikke være en risiko for, at voldgiftsdommerne lader sig påvirke af en overhængende trussel om et personligt søgsmål fra en af sagens parter. Voldgiftsdommere bør modsat heller ikke have fuldstændig immunitet, navnlig da det ikke ville være rimeligt, hvis parterne – som i øvrigt betaler voldgiftsdommernes honorar – skal bære den økonomiske risiko for voldgiftsdommernes grove fejl.

Voldgiftsdommerens ansvar for brud på sine forpligtelser

Hvis en voldgiftsdommer misligholder sine forpligtelser, kan det resultere i store økonomiske tab for parterne. Selvom parterne kan gøre forskellige misligholdelsesbeføjelser gældende over for voldgiftsdommeren, dækker de ikke parternes egentlige økonomiske tab, og det er derfor relevant at undersøge, om parterne kan rette et erstatningskrav mod voldgiftsdommeren. Til at belyse dette er der inddraget nedenstående praktiske eksempler fra udenlandsk praksis, som må forventes at have betydning for bedømmelsen af danske sager, fordi dommene kommer fra lande, der ligesom Danmark har en voldgiftslov, som er i overensstemmelse med FN’s modelvoldgiftslov.

PUMA-SAGEN

Den spanske Højesterets dom af 15. februar 2017 (case 102/2017) omhandler en voldgiftssag om en distributionsaftale mellem Puma AG RDS (”Puma”) og Estudio 2000 S.A. (”Estudio 2000”). I voldgiftssagen blev Puma pålagt at betale EUR 98,19 millioner til Estudio 2000. Voldgiftsretten var sammensat af tre voldgiftsdommere – to partsudpegede voldgiftsdommere, som herefter i fællesskab udpegede formanden for voldgiftsretten. Voldgiftskendelsen var underskrevet af formanden og den af Estuido 2000 udpegede voldgiftsdommer. Kendelsen var derimod ikke underskrevet af den af Puma udpegede voldgiftsdommer. Provinsdomstolen i Madrid fandt, at de to voldgiftsdommere, der underskrev kendelsen, bevidst havde voteret og afsagt kendelsen uden deltagelse af den tredje voldgiftsdommer. Dette er i strid med princippet om kollegial behandling efter artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Provinsdomstolen i Madrid tilsidesatte herefter kendelsen ved sin dom af 10. juni 2011. Tvisten blev herefter behandlet ved en ny voldgiftsret, som idømte Puma til at betale et 60% lavere beløb til Estudio 2000 i forhold til resultatet i den oprindelige voldgiftssag.

Puma rettede herefter et erstatningskrav mod de to voldgiftsdommere, som havde truffet den oprindelige kendelse, for deres honorar på i alt EUR 1.500.000, inklusive renter samt retssagens omkostninger. I alle tre instanser fandt de spanske domstole, at de to voldgiftsdommere bevidst havde udelukket den tredje voldgiftsdommer fra at deltage i voteringen ved ikke at indkalde denne til mødet. Dette udgjorde en overtrædelse af det grundlæggende princip om kollegial behandling. Puma havde således ikke haft tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig, hvilket også var i strid med artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Retten fandt, at de to voldgiftsdommere var erstatningsansvarlige som anført, jf. artikel 21 i den spanske voldgiftslov.

RUOLA FAMILY-SAGEN

Ved dom af 31. januar 2005 (KKO:2005:14), fik den finske højesteret også lejlighed til at tage stilling til voldgiftsdommeres erstatningsansvar. I sagen havde voldgiftsrettens formand ikke oplyst, at denne havde bistået indklagede som juridisk konsulent. Klager anlagde derfor sagen for at få kendelsen tilsidesat. Landsretten i Helsinki gav klager medhold heri ved dom af 10. oktober 1997. Herefter anlagde klager en erstatningssag mod voldgiftsrettens formand. I erstatningssagen blev det fastslået, at formanden både før og under voldgiftssagen havde udarbejdet forskellige legal opinions. Disse gav i sig selv ikke anledning til berettiget tvivl om formandens habilitet, da de ikke var relateret til sagen og også var blev givet til andre end indklagede. Formanden havde imidlertid også under voldgiftssagen udarbejdet fire sagkyndige erklæringer for indklagede og modtaget et samlet honorar herfor på ca. EUR 38.000. Efter en bedømmelse af konsulentarbejdet, herunder det betydelige honorar, fandt retten, at formanden var inhabil og burde have indset, at forholdet gav anledning til berettiget tvivl om dennes upartiskhed eller uafhængighed, hvorfor han skulle have oplyst om forholdet. Den finske højesteret fandt derfor, at formanden var erstatningsansvarlig for det økonomiske tab, som parterne havde lidt ved voldgiftskendelsens tilsidesættelse.

De øvrige erstatningsbetingelser

Foruden et kvalificeret ansvarsgrundlag, kræver voldgiftsdommerens erstatningsansvar opfyldelse af de øvrige erstatningsbetingelser. Disse betingelser vil navnlig være opfyldte i de tilfælde, hvor voldgiftsdommeren har påført parterne ekstraomkostninger. Det kan være tilfældet, når voldgiftskendelsen bliver tilsidesat og parterne skal afholde nye betydelige omkostninger til, at tvisten kan afgøres ved en ny voldgiftsret. Dette indeholder honorar til de nye voldgiftsdommere, salær til advokater, udgifter til sagkyndige mv. Man må desuden kunne kræve erstatning for de yderligere renter, som er påløbet som følge af tvistens senere afgørelse.

Til de almindelige erstatningsbetingelser bør der opstilles en yderligere betingelse om, at voldgiftskendelsen tilsidesættes, nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Hermed sikres, at der ikke sker omgåelse af det materielle revisionsforbud, som domstolene skal respektere af hensyn til voldgiftskendelsens bindende virkning.  Dette kan dog naturligvis ikke gælde, hvis voldgiftsdommeren ikke afsiger en kendelse, fordi dennes hverv ophører, inden kendelsen afsiges, for eksempel grundet inhabilitet.

Magnus Hoffmann Høgsted

Advokatfuldmægtig hos Plesner

Lasse Lauritzen

Advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle

Sanctions in arbitration were the topic at the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) annual conference, which took place in Copenhagen last week. A key issue is whether EU sanctions constitute European public policy that must be applied by arbitral tribunals to avoid risk regarding the validity of the award. Can an arbitral award that violates EU sanctions be set aside or refused to be enforced on grounds of public policy?

Anders Amstrup Fournais, Attorney (H) and Partner, Hafnia Law Firm

The Danish Arbitration Act does only provide very limited legal basis for the courts to set aside or refuse to enforce an arbitral award on grounds that the arbitrators have committed errors of law.

Arbitral awards are as the clear starting point final and binding and should be complied with. Under the New York Convention (United Nations Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards), Article 5(2)(b), the recognition and enforcement of an arbitral award may, however, be refused if the competent authority in the country where recognition and enforcement is sought finds that the recognition or enforcement of the award would be contrary to the public policy of that country. This provision is incorporated in the Danish Arbitration Act, Sections 37(2)(2)(b) and 39(1)(2)(b).

The question is whether violation of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy that may, consequently, lead to that the recognition and enforcement of an arbitral award may be refused.

Practitioners with expertise in sanctions will probably say that international trade sanctions must be applied by the courts and arbitral tribunals and surely sanctions must take priority over arbitration. On the other hand, arbitration practitioners will probably disagree and will argue that errors of law are a risk that commercial parties must accept when opting for arbitration.

The question is what holds true for arbitral tribunals that violate or fail to observe EU sanctions.

Public policy in EU law

Even if public policy is a narrow exemption, EU law provides a gateway towards appealing arbitral awards on grounds of public policy:

The European Court of Justice ruled in the Eco Swiss (C-126/97), paragraph 36, in the context of EC competition law, that “Article 85 of the Treaty constitutes a fundamental provision which is essential for the accomplishment of the tasks entrusted to the Community and, in particular, for the functioning of the internal market. The importance of such a provision led the framers of the Treaty to provide expressly, in Article 85(2) of the Treaty, that any agreements or decisions prohibited pursuant to that article are to be automatically void.” The European Court of Justice then stated in paragraph 39: “For the reasons stated in paragraph 36 above, the provisions of Article 85 of the Treaty may be regarded as a matter of public policy within the meaning of the New York Convention.”

In comparison, it is settled by law that contracts and transactions that are contrary to sanctions shall not be performed.

For instance, Regulation 833/2014 (i.e. the EU’s Russia sanctions), Article 11, seeks to protect EU operators from claims in connection with any contract or transaction the performance of which has been affected, directly or indirectly, by the sanctions against Russia. An EU operator terminating a contract for compliance reasons cannot be sued for non-performance and will not risk having to satisfy damage claims in connection with such contract (see also the European Commission’s FAQ no. 7 dated 24 May 2022).

Another example on sanctions is asset freezes.

The Council of the European Union has issued best practice guidelines updated on 27 June 2022 for the “effective implementation of restrictive measures”. Referring to paragraph 62 of the Judgment by the European Court of Justice in Möllendorf, C-117/06, the Council explains that EU sanctions “imposing freezing measures override all incompatible contractual arrangements” and “shall apply notwithstanding any rights conferred by or obligations provided for in any contract entered into before their entry into force and shall preclude the completion of acts which implement contracts concluded before the entry into force of the Regulations”.

The described effects mentioned in these examples seem tempting to compare with the effects of a contractual arrangement contrary to EU competition law, i.e. such contracts are detrimental to the proper functioning of the internal market and thus automatically null and void (see Eco Swiss, paragraph 36, quoted above).

Sanctions are critical tools of foreign and security policy adopted to promote peace, safety, stability, and prosperity. Sanctions are often specific (or at least they purport to be) in their aims, such as seeking to deter a hostile aggressor (such as Russia) from further financing of war. Sanctions are also frequently adopted as a result of serious human rights violations.

Bearing the Eco Swiss judgement in mind and depending on the specific circumstances, including an assessment of the nature of the sanctions that may have been breached by an arbitral tribunal, it remains to be seen whether the CJEU will issue a future judgement holding that violations of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy.

If EU sanctions are public policy – how will that play out in practice

In principle, a transaction cannot be both lawful and unlawful. If a transaction is contrary to competition law or to sanctions rules, the transaction will per se be unenforceable, and so will any arbitral award that fails to observe and apply EU competition law or EU sanctions (if we assume that EU sanctions constitute European public policy). In theory, at least, but in practice that is not how the law operates.

Law is an art, not a science, leaving considerable discretion to judges and arbitrators.

To exemplify, it has become obvious in the context of EU’s Russia sanctions that sanctions are often crafted with no clear boundaries. The Russia sanctions were crafted in a piecemeal manner with no inner logic and often made deliberately unclear in consequence of political compromise amongst the EU member states. Moreover, sanctions rules are broadly worded (e.g. it covers measures that “direct and indirect” affect a contract or transaction) to catch all situations and avoid sanctions circumvention. The inevitable result is lack of legislative clarity. I have too often found myself in doubt when advising a client seeking to know whether a given conduct amounts to violate EU sanctions.

It may be invoked that the way in which sanctions rules are crafted amounts to conferring a margin of error on the arbitrators. In any event, any future judgement by the CJEU applying the precedent in Eco Swiss with respect to sanctions will in practice only be relevant as ammunition to invalidate arbitral awards in the most egregious and clear-cut cases.

This conclusion is supported by recent case law from the Danish High Courts and the Supreme Court – see UfR 2016.1558/2H (Supreme Court Judgement dated 28 January 2016) and UfR 2022.3012Ø (Danish Eastern High Court’s Judgement dated 23 May 2022). In the said cases, the courts held that the conditions for setting aside an award pursuant to Section 37(2)(2)(b) of the Danish Arbitration Act were not met because the courts did not find that the arbitral tribunals in their application of EU competition law had committed egregious errors of law.

These cases remind me of the practice adopted by the English courts when dealing with appeals on errors of law. Section 69 of the English Arbitration Act provides that the English courts may set aside an English award on a question of law if the decision of the arbitral tribunal is obviously wrong.

Even if sanctions are public policy – which in my opinion is likely to be the case – it does not change the fact that public policy is a narrow exemption that only will be applied if exceptional circumstances justify it.

To what extent are arbitrators bound by international sanctions? Are sanctions a barrier to enforcement of awards? And what role do arbitration institutes play in ensuring access to arbitral proceedings in sanctions-related cases? These were some of the questions raised during the CIArb European Branch Annual Conference held in Copenhagen last week.

By Sahra Arif, The Danish Institute of Arbitration

The impact of economic sanctions on international arbitration is not novel. Yet, the rapid and increasingly complex sanctions developments continue to cause unique legal and practical challenges for arbitration and creates a stronger need for clear principles and guidelines. For this reason, the Danish Institute of Arbitration was honored to participate in the CIArb European Branch Annual Conference and join the discussion on how parties, counsel, arbitrators and institutes can address these challenges and discuss potential solutions that can safeguard the access to efficient dispute resolution in a world increasingly impacted by diverging geopolitical developments.

The difficulty of applying sanctions  

The Annual Conference hosted six panel discussions with esteemed speakers from across the European continent. Together, the panelists and moderators tackled the topic from all relevant angles. The conference kicked off discussing the applicability of various sanctions regimes that may be relevant to a given arbitration, e.g. sanctions that form part of the substantive law, the procedural law and the law in the place of enforcement. The role of sanctions as overriding mandatory provisions and “transnational” public policy was discussed with insightful questions and comments from the audience. With no clear consensus on general principles determining the applicability of various sanctions regimes, it is obvious that tribunals would need to consider this question on a case-by-case basis.

Challenges for arbitrators

Additional challenges were highlighted in a panel dedicated to arbitrators and tribunals specifically. Here, a clear take-away was that arbitrators should not refuse appointments or step down at the first hint of sanctions. However, there is a need for a universal approach regarding arbitrators. In addition, some of the challenges arise not from sanctions regulation, but rather the response to sanctions regulation, such as international law firms refusing representation to sanctioned parties and overly restrictive approaches from banks complicating payments of fees. Tribunals should also not be expected to launch full-scale investigations into the sanctions status of a party, but should be able to rely – at least to a reasonable degree – on information provided by the parties.

The role of arbitration institutes in sanctions disputes

There was also an opportunity to discuss the role of arbitral institutes during a panel consisting of General Council of the ICC, Emmanuel Jolivet, Secretary-General of the DIA, Steffen Pihlblad, Secretary-General of the SCC, Caroline Falconer, and Deputy Chairman of the Board of DIS, Reinmar Wolff. During this panel, there was clear consensus that access to justice remains a cornerstone for the arbitration institutes.

This was illustrated by the persistent efforts by several arbitral institutes to ensure that there is a clear exemption in EU sanctions legislation for transactions necessary for arbitral proceedings, identical to the exemptions for legal proceedings at the state courts.

Although sanctions were described as “a nightmare for institutes”, the institutes have adopted various solutions to ensure that sanctions do not hinder an efficient administration of arbitrations. These range from engaging with regulators and banks to obtain (general) licenses and help facilitate payments to other initiatives aimed at ensuring access and avoiding delays in sanctions-related disputes. As also noted by Secretary-General Steffen Pihlblad, it is a very strange situation if an institute can be required to refuse cases that parties have agreed should be administered by the institute. The message was clear that access to efficient administration of arbitral proceedings is access to justice. The role of arbitration institutes in disputes involving sanctions are also a perfect illustration of the unique way institutes can assist parties and tribunals, as these challenges only become more difficult to deal with in ad hoc arbitrations.

Resolving sanctions issues earlier in the disputes

As promised by the title of the conference, the conference also concluded with some encouraging takeaways. As international sanctions become more of a common reality in our globalized world, there are various ways to resolve sanctions-related challenges ahead of and during disputes.

A panel focusing on sanctions and contracts highlighted that parties can and should deal up front with the realities of sanctions. Learning from global events, such as the Covid-19 pandemic, parties can address how issues resulting from sanctions should be dealt with before a dispute arises. These options also apply to arbitration agreements, where parties can address possible issues relating more specifically to the arbitration procedure. These include careful considerations of what laws parties should opt for, addressing how to deal with a party becoming unable to pay for fees due to asset freezes, participating in hearings due to travel bans, and dealing with counsel, arbitrators or institutes becoming restricted due to sanctions. The contractual solutions could even extend to dealing up front with issues relating more specifically to enforcement of awards.

Enforcement of awards and sanctions

Concerning enforcement, the final panel was dedicated exclusively to the various issues and solutions that can arise once an award is obtained. One may ask what the use of an award is if assets are frozen and enforcement seems unlikely. Luckily, the panel was able to not only remind that sanctions-related issues at the enforcement stage are not new, but rather requires that enforcement is considered as early in the proceedings as possible, and even before an action is filed. A concern that an award which fails to take sanctions into account per se will be unenforceable on the grounds of public policy was carefully examined in a lively debate. The careful take-away from that discussion was that, although enforcement could be refused on the grounds of public policy, this would only apply under exceptional circumstances in narrow cases.

Arbitral awards, even in such cases, will of course still have a legal and economic value. Aside from creating binding legal clarity on the subject-matter of the parties’ dispute, the award may also prove valuable in settlement discussions, offer protection against counter-claims and subsequent actions, and reflects an economic value, allowing the award to be regarded as an asset in itself.

Even in situations, where enforcement appears difficult at first glance, having an award still offers the successful party the immediate possibility to enforce it once such an opportunity arises. In addition, as enforcement challenges may only be present in certain jurisdictions, having an award could still allow the successful party to enforce it in other jurisdictions, as also seen in relation to awards rendered in intra-EU investment arbitrations post Achmea.

The panel also addressed raising sanctions as a defense at the enforcement stage, including whether parties in such cases would be at liberty to only raise such sanctions-defenses during challenge proceedings or if such defenses should already be raised at a earlier stage during the arbitral proceedings. Drawing on similarities in cases concerning EU competition law and cases involving corruption and fraud allegation, no clear conclusion can be drawn specifically for sanctions. The discussion, however, underscores the need to consider enforcement and challenges to enforcement at earlier stages of the dispute.

Final take-aways

The Annual Conference concluded with the clear message that sanctions do not mean the end of international arbitration but the rapid developments do require that international arbitration adapts to the new realities of the world. Sanctions pose unique legal and practical challenges that many are confronted with for the first time. As the current climate of sanctions and counter-measures unfortunately becomes more common, it is important that all parties participating in arbitral proceedings carefully consider how to mitigate the legal and practical challenges that come with sanctions to ensure that sanctions do not hinder access to justice.

AI har for alvor gjort sit indtog med fremkomsten af Chat GPT og det kapløb blandt tech-giganterne, som er er fulgt i kølvandet. I dag kan vi ved hjælp af AI generere resultater med billeder og ord, hvor det ikke er muligt at vide, at de er skabt uden menneskelig indblanding. Også på det juridiske område er potentialet revolutionerende, og det er meget sandsynligt, at voldgiftsområdet kan blive et af de første steder, hvor vi ser et egentligt gennembrud. Men har vi egentlig på det punkt forstået, hvad det er vi er i færd med, og hvilken målestok vi skal anvende i forhold til at bedømme output genereret af AI, spørger advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner, i denne analyse.

Af advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner Advokatpartnerselskab

Voldgiftsafgørelser beror på juridisk beslutningstagning, og vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved den menneskelige beslutningsproces – i al fald ikke så længe der har været tillid til institutionerne. Men hvad gør vi, hvis de juridiske beslutninger helt eller delvist overlades til robotter? Hvilken målestok skal definere, om de gør det forsvarligt, korrekt og tilstrækkelig godt? Og er vi nødsaget til at gentænke rammerne for selve det at træffe en juridisk beslutning? Har vi her chancen for at gøre det bedre end den menneskedrevne juridiske beslutningstagning?

De juridiske positioner som omdrejningspunkt

Al jura handler i sidste instans om at tilvejebringe juridiske positioner, som skal munde ud i konkrete handlinger eller undladelser. På det erhvervsjuridiske område typisk i form af transaktionelle relationer, mellem købere og sælgere, hvor varer, tjenesteydelser eller arbejdskraft udveksles mod penge.

Laver du lovgivning eller kontrakter – her samlet betegnet som “regulering” – inden for dette felt er det i sidste ende med henblik på at skabe grundlaget for disse transaktioner (i form af juridiske positioner) og normalt altid fremadrettet. Rådgiver du som advokat er det normalt enten fremadrettet – altså hvad må positionerne i en fremtidig transaktion forventes at være i en bestemt relation og kan de tydeliggøres? Eller bagudrettet: Hvad var de ved lov givne eller aftalte positioner rent faktisk?

Juridiske beslutningstagning (legal decision making) er baseret på den juridiske metode, og er den proces, vi anvender til at fastlægge de juridiske positioner: (i) Hvilke juridiske positioner (der kan omsættes til handlinger/undladelser i virkelighedens verden) følger af (ii) reguleringen og supplerende retskilder (samlet betegnet “jus”) på grundlag af (iii) et givet sæt af fakta?

Alt dette er i og for sig banalt – bortset fra, at vi som jurister aldrig rigtig har keret os om, hvordan vi kommer fra A til B. Hvordan er det lige, vi når fra fakta + jus til de juridiske positioner? Vi har stiltiende lagt til grund, at hver enkelt må gøre det på sin egen måde, så længe resultatet kan forsvares inden for rammerne af den juridiske metode. Med andre ord er den juridiske beslutningstagning et privat anliggende, hvilket vi har levet fint med siden “arilds tid”.

AI’s indtog i voldgift

Lige p.t. er vi ikke der, hvor robotter kan overtage en voldgiftsrets arbejde med juridisk beslutningstagning og fastlæggelse af juridiske positioner i konkrete sager til afgørelse. Der er imidlertid intet til hinder for, at den eksisterende generation af generativ AI – det vil sige robotter, der skaber eller genererer nyt indhold baseret på eksisterende data – kan udvikles til at bistå en voldgiftsret med at træffe afgørelse og fastlægge de juridiske positioner.

En voldgiftsdommer kan således prompte en chatbot og få et resultat, der kan kopieres ind i en kendelse. Kvaliteten af output fra de chatbots, der er på markedet lige nu er ikke god nok, og der er også i eksempelvis ChatGPT indsat såkaldte “guardrails” i forhold til at forhindre robotten i at assistere med denne opgave. Disse guardrails kan dog forholdsvist nemt omgås.

Potentialet for anvendelse af AI i voldgift er ikke større end ved domstolene. Når det alligevel må forventes, at voldgiftsområdet kan blive et af de første, der for alvor kommer til at bruge AI til juridisk beslutningstagning skyldes det, at

• Rammerne er mere frie og i højere grad tillader eksperimenter
• Parterne har en høj grad af aftalefrihed
• Parter der bruger voldgift har normalt et stærkt ønske om en hurtig og effektiv proces og vil gerne fremme dette yderligere
• AI kan bringe omkostningerne ned

Samtidig er voldgift konkurrenceudsat, og det er tænkeligt, at sagerne vil søge derhen, hvor de kan løses bedst, hurtigst og billigst.

Disse faktorer kan skabe en bevægelse mod anvendelse af AI i voldgifter – og formentlig først og fremmest de institutionaliserede af slagsen, da parterne i en tvist må formodes at have et ønske om ikke at blive “ad hoc prøvekaniner”.

Vejen frem mod dette vil være brolagt med praktiske forhindringer: (i) Hvem vil lægge sager til at få trænet robotten og kvalitetssikret dens deltagelse, (ii) er der i det hele taget kritisk masse til at få trænet robotten tilstrækkeligt inden for en rimelig tidshorisont (iii) Sagerne er fortrolige – det kan derfor blive vanskeligt at få lov at træne robotten, medmindre det sker i et afgrænset sandbox-miljø, (iv) Hvem skal stå for træningen (de enkelte voldgiftsdommere udpeges jo typisk for en sag ad gangen og har i de fleste tilfælde ikke indsigten og erfaringen til at træne robotten).

Man kunne forestille sig, at man som en del af en voldgiftsinstitution nedsatte en task force, der samarbejdede og assisterede den enkelte voldgiftsret med henblik på at få trænet og anvendt robotten bedst muligt. Robotten kunne starte med lidt lettere opgaver i form af, at den måske kunne sammenfatte fakta i sagsfremstillinger og lave resumeer af dokumenter mv. for derefter at lade den tage stilling til delspørgsmål og ultimativt til sidst hele sagen.

Men så snart robotten kan levere et nogenlunde troværdigt output som led i træning opstår spørgsmålet: Skal det så bruges i den konkrete afgørelse og på hvilke betingelser kan det så ske?

De fundamentale spørgsmål vedrører slet ikke teknologien – de drejer sig om os selv

Og her melder den centrale problemstilling sig. Mange har øje for problemet i, at de algoritmer, der indgår i AI indebærer en “black box” udfordring: Når algoritmen bliver tilstrækkelig kompleks er det ikke muligt at forklare, hvad der drev den til at give et bestemt output på grundlag af et bestemt input. Det kalder på varsomhed og er også årsagen til, at AI-forordningen har kvalificeret beslutningsstøttende systemer til “administration of justice” og alternativ konfliktløsning som højrisiko AI-systemer.

De fleste er imidlertid så fokuserede på teknologien, at de glemmer at stille de fundamentale spørgsmål:

(i) Vil vi have robotten til at efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces?

(ii) I bekræftende fald: Hvordan ser den juridiske beslutningsproces ud?

(iii) I benægtende fald: Hvis vi kan leve med at robotten ikke kan/skal efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces – hvilke krav/designkriterier skal i så fald gælde?

(iv) I alle tilfælde: Hvordan skal vi verificere, om robottens output er godt nok?

Disse fire spørgsmål rummer kimen til, at vi som jurister er nødt til at overveje grundlæggelsen af en helt ny disciplin: Juridisk beslutningstagningsteori (eller mere mundret på engelsk: “legal decision making theory“).

Det er ikke fordi retsfilosoffer, psykologer og kognitionsforskere ikke allerede har kredset om beslægtede emner, men reelt set har ingen endnu taget hul på den enorme opgave, som det er at komme svarene på de fire fundamentale spørgsmål nærmere. Og vi er lovlig undskyldt, da det i virkeligheden først er inden for de sidste par år, med fremkomsten af generativ AI, at spørgsmålene er blevet helt nærværende.

Hvad kan “legal decision making theory” bidrage med 

Det kommer for vidt i detaljer at gøre rede for, hvad legal decision making theory kan bidrage med. Men overordnet set må den først og fremmest starte med at indkredse modeller til beskrivelse af, hvordan en menneskelig juridisk beslutningsproces rent faktisk kan siges at foregå. Sådanne modeller kan enten være deskriptive eller normative, men de vil være konstruktioner, og der vil i den forbindelse være kognitive elementer vi ikke (eller kun vanskeligt) kan afdække – såkaldte emergente egenskaber.

Et eksempel på en sådan beslutningsmodel er den iterative model:

Modellen illustrerer, at beslutningstageren udfører en proces, hvor fakta og jus i en mental cirkelbevægelse former udkast til præmisser, som så igen danner udkast til juridiske positioner – alt under indflydelse af forholdets natur (i modellen angivet som “common sense”). Når beslutningstageren finder, at det hele tvangfrit hænger sammen, udkrystalliserer det sig i en konkret afgørelse med præmisser og konklusion (de juridiske positioner).

Modellens styrke er, at den kan forklare det paradoksale: Hvorfor to voldgiftsdommere kan være uenige og samtidig hver for sig have ret – det kan de hvis de lægger vægt på forskellige aspekter af jus, fakta og/eller forholdets natur (common sense), som så genererer hver sit sæt af præmisser og juridiske positioner.

En mere kynisk tilgang til juridisk beslutningstagning kan være en skepticistisk model, hvor beslutningstageren først beslutter sig definitivt for resultatet og derefter finder den bedst tænkelige begrundelse for det.

Begge modeller kan faktisk anvendes i konteksten af generativ AI.

Den iterative model vil kræve, at beslutningstageren løbende prompter (fodrer) robotten med fakta, jus og common sense betragtninger for til sidst at nå en ligevægtstilstand, hvor beslutningstageren finder at der er taget behørigt hensyn til alle elementer.

På samme måde kan den skepticistiske model anvendes ved at prompte robotten for et svar: “Skriv mig de bedste præmisser for en kendelse, der skal sige resultere i [X]“. Hvis skepticisten ikke er tilfreds kan han/hun prompte med yderligere fakta, jus og common sense, som så danner nye præmisser, men med de på forhånd fastlagte juridiske positioner som fikspunkter.

Legal decision making theory er reelt også en nødvendig disciplin i forhold til AI Forordningen, som kræver “human oversigtht“, hvilket blandt andet indebærer, at “High-risk AI systems shall be designed and developed in such a way, including with appropriate human-machine interface tools, that they can be effectively overseen by natural persons during the period in which the AI system is in use”.

Kan AI i virkeligheden tage os til et nyt niveau?

Et af de sværeste spørgsmål at besvare er, hvordan vi skal verificere, om robottens output er godt nok? Der findes ganske simpelt ikke en facitliste.

Den gode nyhed i den forbindelse er så, at det har vi altid levet med under de menneskelige voldgiftsdommere. Med andre ord vil anvendelse af AI aldrig helt kunne bringe mennesket ud af spil, men det skaber imidlertid nye dilemmaer. Vil voldgiftsdommeren være i stand til at udfordre output, hvis kvaliteten af robotternes arbejde bliver tilstrækkelig god – og på hvilket grundlag skal han/hun gøre det?

Spørgsmålet om “godt nok” giver imidlertid også anledning til at stille et femte spørgsmål – et spørgsmål, som i virkeligheden er det mest revolutionerende:

Kan robotten vise os, at den måde, vi træffer beslutninger på i dag, udstiller “menneskelig svaghed”, og at robotterne faktisk kan træffe bedre beslutninger end dem vi træffer i dag uden brug af AI?

Kognitionsforskningen har igennem de sidste 50-75 år vist os en lang række “mangler” ved den menneskelige beslutningsproces. Mest kendt er Nobelprismodtageren Daniel Kahneman, der i samarbejde med med Amos Tversky har udviklet tankerne om den menneskelige bevidsthed opdelt i et “system 1” og et “system 2”. System 1 er drevet af intuition, fungerer automatisk, hurtigt og kræver mindre eller slet ingen anstrengelse. “System 2” er det reflekterende system, som kræver anstrengelse og anvendes når der er flere valgmuligheder.

Juridisk beslutningstagning og afgørelse af voldgiftssager er åbenlyst “system 2-arbejde”, men Daniel Kahnemans pointe er, at vi ganske enkelt ikke har nok “båndbredde” til udelukkende at fungere med brug af system 2, hvorfor vi ubevidst altid starter med og inddrager System 1.

I den proces opstår der støj og bias – eksempelvis i form af “halo-effekten” (glorie-effekten), hvor mennesket ved erkendelse af et sympatisk træk hos en person ubevidst indfortolker andre positive træk ved den pågældende, selvom der ikke er belæg for det. Optræder en sådan bias eksempelvis ved en juridisk beslutningstagers vurdering af et vidnes troværdighed, vil dette potentielt kunne føre til fejlagtige afgørelser.

Legal decision making theory kan i samspil med kognitionsforskningen være med til undersøge, om anvendelsen af AI kan målrettes og medvirke til at eliminere støj og bias, som i dag reelt fører til forkerte juridiske afgørelser.

Voldgiftsforeningen afholder 13. juni 2024 arrangement om AI, hvor bl.a. Niels Chr. Ellegaard vil holde indlæg om anvendelse af AI inden for voldgift og uddybe tankerne i artiklen yderligere (artiklen baserer sig delvist på de tanker og teorier, der er fremsat i bogen “Robots entering the legal profession” (2019) – Hans Reitzels Forlag.

Niels Chr. Ellegaard

Partner i Plesners Teknologi & Outsourcing team, og er overordnet ansvarlig for rådgivning inden for IT, Telecom, Teknologi og Outsourcing. Igennem sin karriere har Niels beskæftiget sig med et bredt udsnit af juridiske områder og er udover IT, telecom og outsourcing beskæftiget med bestyrelsesarbejde og sager inden for selskabsret. Niels bruger sin brede erfaring til både at udarbejde og forhandle kontrakter og rådgive, hvis der måtte opstå konflikter. Han fungerer også som advokat og voldgiftsdommer i IT-tvister.

Det er vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk spiller en stor rolle, både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det kan give unge kvinder rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig. Det mener højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, der allerede som studerende blev interesseret i voldgift og som ung advokatfuldmægtig blev involveret i voldgiftssager.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Min interesse for voldgift blev skabt under jurastudiet og efterfølgende som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot-hold.

Som advokatfuldmægtig og ung advokat arbejdede jeg for en partner, der førte mange rets- og voldgiftssager. Han havde adskillige opdrag som voldgiftsdommer i både nationale og internationale voldgiftssager, og på den måde fik jeg fra sidelinjen også et indblik i voldgiftsprocessen fra voldgiftsdommerens synsvinkel.

Da jeg i 2007-08 tog en LL.M. på New York University School of Law var det naturligt for mig at vælge fag som ”international commercial arbitration” og ”international litigation”. Interessen for voldgift førte mig også til at deltage i spændende voldgiftskonferencer i ind- og udland. Voldgiftsmiljøet – også internationalt – er mindre end man tror. Og mange af de unge talenter, som jeg stødte på for 10-15 år siden, har i dag centrale positioner i voldgiftsmiljøet.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at komme ind i faget?

Først og fremmest skal man være dygtig og have et stærkt fagligt fundament. Dernæst skal man anerkendes for det. Det kan for eksempel ske ved at man skriver artikler om voldgift, holder oplæg på voldgiftskonferencer og lignende.

Det er også en god idé at deltage i de voldgiftsforeninger og netværk, der findes. Og der er mange muligheder. Alene nationalt er der for eksempel Voldgiftsforeningen, YAC og Öresund Women Arbitration Network, OWAN, for danske og svenske kvinder, som jeg var med til at starte for en del år siden.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Jeg har været heldig at have mødt mange centrale figurer i voldgiftsmiljøet både nationalt og internationalt, som har delt ud af deres erfaringer og givet mig mange gode og værdifulde råd. Da jeg som advokat for alvor fik interesse for at blive udpeget som voldgiftsdommer, sagde en internationalt anerkendt voldgiftsdommer, som jeg havde lært at kende i New York, til mig, at det klart er vanskeligst at få sin første voldgiftsdommerudpegning. Men når den er i hus, følger alt andet næsten af sig selv. Der er med andre ord en vis snow ball effekt i en karriere som voldgiftsdommer, forudsat selvfølgelig, at man ikke har gjort en meget dårlig figur i den første sag.

Hvordan man opnår sin første udpegning, er en kombination af mange forhold. Måske skal man også have lidt held forstået på den måde, at man skal være på det rette sted på det rette tidspunkt. Derudover skal man gribe de chancer man får, og de skal nok komme, hvis man er opsøgende. Men når det er sagt, skal man ikke være ukritisk og sige ja til alt.

Spiller alder en rolle?

Ja, fordi erfaring og alder hænger uløseligt sammen. Men det er ikke længere sådan, at voldgift kun er for de få med gråt hår.

Jeg blev uddannet fra universitetet som 25-årig og fik min første udpegning, da jeg var i midten af 30’erne. Det var sammen med en jævnaldrende advokat, og med en meget ældre professor og erfaren voldgiftsdommer som formand. I dag vil jeg tro, at de yngre kræfter bliver udpeget i mindre sager som enevoldgiftsdommere. Som ung må man samle på erfaringer og bygge videre derfra.

Hvilke tiltag tror du kan øge diversitet?

Det er først og fremmest vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk er utrolig vigtige. Både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det er vigtigt, at unge kvinder har nogle rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig.

The Arbitration Pledge har spillet en rolle, blandt andet fordi det har bragt fokus på den manglende kønsdiversitet. De årlige arbitration lunch meetings bidrager også, ikke mindst til at skabe faglige netværk blandt kvinder, hvilket kan udvikles i de lokale miljøer, som for eksempel Öresund Women Arbitration Network.

I de større advokatfirmaer i Danmark, hvor der arbejdes systematisk med rets- og voldgiftssager – altså de såkaldte ”Dispute Resolution”-afdelinger – skal der ikke bare tales om, men faktisk implementeres større kønsdiversitet på de ”øverste poster”. For de udgør en betydelig del af fødekæden til voldgiftsmiljøet i Danmark, og de har også en stor indflydelse på, hvem der får udpegningerne, når det gælder de partsudpegede voldgiftsdommere, hvor den så velkendte mekanisme med at pege på nogen, der ligner én selv, ofte træder ind.

Endelig vil jeg pege på, at forbedret kønsdiversitet efter min opfattelse ikke kun skal drives af voldgiftsinstitutionerne og advokatfirmaerne, men også af klienterne. General counsels i de store virksomheder kan bidrage til at øge diversiteten ved at insistere på, at deres advokat ikke blot stiller med en liste af potentielle mænd, som kan partsudpeges i den voldgiftssag, som de er involveret i. Listen må også inkludere kvinder.

Et der fokus på diversitet i Højesteret, hvor du arbejder nu?

Ja, det er der bestemt. Siden 1661 har der været ca. 530 dommere i Højesteret, og jeg er den kun 12. kvindelige dommer nogensinde. Andelen af kvindelige højesteretsdommere er for tiden 17 procent. Årsagen er ikke, at kvinder fravælges, når der skal ansættes nye højesteretsdommere. Først og fremmest skal flere kvinder søge stillingerne, og det arbejder vi på at inspirere dem til. Man bliver ikke udpeget efter køn, men efter kvalifikationer, og der er superkvalificerede kvindelige jurister derude.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Gennem en karriere som advokat og dommer ved landsretten har hun desuden været udpeget voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.

FAKTA

Der stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund.

Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.

Læs tidligere interviews:

https://voldgiftsinstituttet.dk/kvinder-i-voldgift/

https://voldgiftsinstituttet.dk/vejen-ind-i-voldgift-sker-gennem-dit-netvaerk/

Roschier released its Roschier Disputes Index (RDI) earlier this month. RDI is a “survey on facts and trends in international dispute resolution from a Nordic perspective”. The index began in 2010 and is now in its seventh edition. Kantar Prospera collected the data from 144 companies in Sweden, Finland, Norway and Denmark, writes the DIA’s Andrew Poole.

By Andrew Poole, Senior Counsel, the Danish Institute of Arbitration

The headline finding was that 64% of respondents prefer arbitration over litigation. This has been a trend since 2014, with percentages for arbitration preference holding fast between a low of 61% and a high of 67%, while litigation preference varied between 19% and 27%. Interestingly, the only country to buck this trend individually was Norway, which presently prefers litigation over arbitration and has been increasingly doing so since 2018.

The top three most important factors for preferring arbitration were:

• Non-public procedure (at 72%)
• Relevant arbitrator expertise (at 49%)
• Efficient procedure (at 42%)

Five further general highlights include:

1. England still has a significant influence on the Nordics, with London being the second seat after Stockholm that respondents prefer as a place of arbitration outside their home jurisdiction. Moreover, English law is the second most preferred foreign substantive law.
2. The virtual wave of work, which COVID heralded, has turned into a trickle as only 1% of respondents would prefer an entirely virtual hearing over in-person options.
3. A file sharing system for the disputes team was found to be the most useful (at 40%) and most used (at 58%) digital tool, while an arbitration institute’s digital portal for file sharing with the opposing side and tribunal, was seen as less ‘most useful’ (at 11%) and less used (at 19%) by respondents.
4. Despite the increased knowledge of third-party funding, 75% of respondents answered that that they had not considered using or used the option.
5. Similarly, despite the increased discussion over potential ESG disputes, this has not been translated into concrete cases as of yet because 82% of respondents stated that their company had not been involved in any ESG-related disputes.

Denmark stands out among the four countries for the following reasons:

1. Denmark was the only country that had more cross-border cases (at 59%) than domestic as regards larger disputes during the last 24 months.
2. Denmark was the only country that had more larger disputes during the last 24 months, which were not settled before a judgment or award was rendered than those that were so settled.
3. Denmark was the only country that had a downward trend from 2014 to 2024 regarding the percentage of respondents who had considered using or had used alternative fee arrangements (from 37% to 21%)

Like many of the other institutional rules, DIA saw an increase in being a preferred set of rules for respondents to the index. It is also noteworthy that only around 20% or below of respondents’ companies had applied for or resisted interim measures during the last 24 months, and that Denmark had the highest proportion of companies resisting such measures. We refer to the DIA’s Arbitration Rules, Appendix 4, that provide for emergency arbitrators for interim measures prior to the confirmation of the Tribunal. The default is that emergency arbitrators are to make a decision no later that 14 calendar days from referral of the application. The DIA also has other services and rules, developed in response to market demand. The DIA’s Arbitration Rules, Appendix 3, provides for an interim arbitrator for the taking of evidence prior to the confirmation of the Tribunal, to cater for Danish case law and practice. Moreover, although not an interim measure, the new DIA’s Rules for Express Arbitration have a proposal provision, where in less complex cases, the parties may provide proposals to the Tribunal as to how to resolve the dispute and the Tribunal grants the one that most reasonably resolves the dispute as an award by consent, within 10 calendar days of submission of the last proposal. Please feel free to contact the DIA if you wish to know more about these two Appendices and new Express Rules.

Thank you to Roschier for an insightful survey; read it in full here.

Read more:

https://voldgiftsinstituttet.dk/?p=5708&preview=true

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-advantages-of-express-arbitration-at-the-dia/

Vis Moot-holdet fra Aarhus Universitet rejste til New York på en 11-dages tur i februar 2024. Holdet deltog i tre forskellige pre-moots ved henholdsvis International Centre for Dispute Resolution, NYC Bar Association og slutteligt New York University.

Tekst: Sofie Emilie Andersen og Freja Vestergaard Christiansen

Voldgiftsdommerne fra USA er noget anderledes end dem, vi er kender fra Danmark. Det må vi konkludere efter at have tilbragt 11 dage i New York, hvor vi deltog i en række pre-moots samt selv havde arrangeret flere øve runder – herunder hos de amerikanske advokatkontorer Wachell, Lipton, Rosen & Katz og Clifford Chance. Til de forskellige pre-moots kom både studerende fra Columbia University, Havard Law School og andre prominente universiteter.

Dommerne var ikke bange for at stille spørgsmål både under og efter proceduren. Derudover blev forskellen i retskulturer også særligt tydelig under de forskellige pre-moots. USA er et common law-land og det kunne man  mærke på voldgiftsdommernes skepsis over for det danske holds tiltro til loven og juridisk litteratur.

Ingen af de pre-moots, holdet deltog i, havde egentlige vindere – hvilket ellers er det almindelige pre-moot format. Uanset dette, var alle pre-moots utroligt lærerige, og som hold fik vi mange gode oplevelser.

Udover deltagelse ved pre-moots fik vi også mulighed for at opleve New York City. Vi landede på dagen, hvor Super Bowl blev afholdt, var til basketball kamp og på Broadway. Der blev også gået ture i Central Park og afholdt pub crawls på de mange bryggerier i Brooklyn. Hvor skal man drikke en Brooklyn IPA, hvis ikke på stedet, der brygger dem?

Efter en vellykket rejse til New York, gik turen til København. Her afholdt Plesner en pre-moot, hvor holdet kom på en tredjeplads. Udover at byde på et meget velarrangeret pre-moot, havde Plesner også sørget for en kanalrundfart og en dejlig middag.

Holdet fra Aarhus Universitet er altid på farten, og efter hjemkomst fra København, tog vi hurtigt af sted igen.

Denne gang gik turen til Lissabon der bød på varmere himmelstrøg. Her kom holdet i finalen, men tog dog kun sølv med hjem – sejren gik til hjemmebaneholdet fra Lissabon.

Holdet har to pre-moots tilbage – i Stockholm og Hamborg – før finalen løber af stablen i Wien. Da der indtil videre er taget bronze og sølv med hjem, håber vi på guld resten af vejen.

Deltagerne på Aarhus Universitets Pre-Moot er:

Freja Vestergaard Christiansen

Kathrine Yding Olsen

Asger Rasch Pedersen

Louie Ottosen

Elisabeth Holler

Sophie Sørensen

Frederik Brødbæk Hummelmose

Mathias Abildgaard Ohlsen

Sanctions is the topic when the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb), European Branch, hosts its annual conference and AGM in Copenhagen this April. Questions are many. For example, how should arbitral institutions proceed when parties to a dispute are subject to sanctions? How should an arbitrator act when faced with sanctioned activities or entities? How do all involved parties uphold the principle of right to justice for all parties – sanctioned and non-sanctioned? The Danish initiator of the conference, Casper Gammelgaard, anticipates that fostering constructive debate will prove beneficial.

Why have you taken the initiative to bring the CIArb European Branch’s Annual Conference to Denmark?

Last year, the annual conference and AGM were held in Venice. During this event, the management committee traditionally deliberates on the selection of the next conference venue within Europe. As a member of the management committee, I have been considering Denmark as a potential host for some time, and the timing now appears perfect.

I have observed a notable rise in international recognition for the Danish arbitration environment, attributable in part to the emergence of a new generation of skilled arbitrators and the expanding global presence of the Danish Institute of Arbitration. Consequently, I saw it as a clear opportunity to bring the conference to Denmark. I advocated for Copenhagen as the ideal host city and swiftly garnered support for this proposal.

How big a player is CIArb in the arbitration market?

It’s a global and influential player with over 17,000 members from 149 countries. Headquartered in the UK, they have branches all over the world. CIArb educates and trains arbitrators, mediators and adjudicators in alternative dispute resolution, including in arbitration. I am also a graduate of the academy as I completed the course in International Arbitration in 2019 in England. Subsequently, I achieved the esteemed designation of Fellow, the highest level of recognition within CIArb and recognized as a mark of excellence in the field of international dispute resolution. Today I am also part of the CIArb, European Branch Management Committee.

What issues will be discussed at the conference?

The topic of sanctions holds significant relevance in the current geopolitical landscape, particularly concerning cases involving sanctioned entities such as those from Russia or other affected parties. While conducting business with sanctioned entities is currently heavily restricted, there remains a pressing concern regarding ongoing cases within this context.

All involved parties must remain acutely aware of the legal landscape and there are often more questions than answers regarding the implications of sanctions on ongoing legal proceedings. The challenges posed by sanctions have far-reaching consequences on numerous international contracts and disputes, necessitating a collective effort to devise effective strategies for addressing them.

Initially, I anticipated that securing approximately 20 top-notch speakers could pose a challenge. However, to my delight, the response from those I reached out to has been overwhelmingly positive. As a result, we have curated a list of 20 highly prominent speakers for our program, with approximately half of them being women. I find it imperative to emphasize this achievement as our goal was to assemble the most outstanding lineup of speakers possible.

Subsequently, we assessed the diversity of our speaker lineup in terms of nationality, age, and gender. I am pleased to report that no adjustments to the list were necessary, showcasing the rapid evolution within international arbitration. Both the representation of women and younger individuals are steadily increasing, a trend I am proud to support and showcase at this year’s annual conference.

Are there other benefits of attending the conference?

CIArb conferences consistently draw an exclusive gathering of international arbitrators, institutions and other people involved in international arbitration, presenting a prime opportunity to broaden your professional network. To further facilitate this, we host an evening dinner where attendees have the chance to connect with colleagues from various corners of the globe in more relaxed surroundings.

Are there still spaces available and how do I register?

Yes – there are still spaces available. The conference is open to both CIArb members and non-members.

https://www.hjulmandkaptain.dk/viden/arrangementer/sanctions-in-international-arbitration/

https://www.eventbrite.com/e/sanctions-in-international-arbitration-registration-841443980597

A number of Danish and international companies and organizations support the conference, including the Danish Institute of Arbitration and Dreyers Foundation. I also hope very much that the Danish arbitration community will support the conference and sign up for the conference.

I juli 2023 blev Carlsbergs aktier i datterselskabet Baltika Breweries sat under midlertidig forvaltning af det føderale russiske agentur for ejendomsforvaltning. Carlsberg har offentligt tilkendegivet, at de hverken kan eller ønsker at indgå forhandlinger med den russiske stat, men at virksomheden aktuelt afdækker mulige retlige skridt mod Rusland. Selvom den russiske stat af gode grunde må anses som en illoyal forhandlingspart, rejser Carlsbergs udmelding et væsentligt spørgsmål om, hvorvidt sådanne forhandlinger er en forudsætning for at kunne sagsøge Rusland via investor-stat voldgift. Læs Julie Nosch og Clara Grønborg Juuls analyse, som de skriver på baggrund af deres speciale på Københavns Universitet.

Af Julie Nosch, stud.jur. og Clara Grønborg Juul, cand.jur.

I 1993 indgik Danmark og Rusland en bilateral investeringsoverenskomst (BIT), der sikrer investorer fra henholdsvis Danmark og Rusland visse rettigheder og ligebehandling, når de investerer og opererer i værtslandet. Den materielle beskyttelse består navnlig i et forbud mod vilkårlig ekspropriation og retten til “fair and equitable treatment”. En værtsstats tilsidesættelse af BIT-bestemmelserne kan udløse et erstatningskrav, som investoren kan rejse ved en investor-stat-voldgiftssag. Adgangen til voldgift reguleres i BIT’ens artikel 8. Bestemmelsen lyder:

“Tvister mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part:

(1) Enhver tvist, som måtte opstå mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part i forbindelse med en investering på den anden kontraherende parts territorium skal gøres til genstand for forhandlinger mellem tvistens parter.

(2) Hvis tvisten ikke kan bilægges på denne måde inden for en periode på seks måneder fra datoen for skriftlig notifikation af kravet, skal investor være berettiget til at henføre sagen til enten

(a) en voldgiftsmand eller en ad hoc voldgiftsdomstol nedsat i henhold til de voldgiftsregler, der gælder for FN’s Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), eller

(b) Voldgiftsinstituttet ved Handelskammeret i Stockholm.”

Indledning af voldgiftssag er betinget af forudgående forhandlinger indenfor en periode på 6 måneder, jf. bestemmelsens stk. 1 og 2. Sådanne bestemmelser kaldes “cooling-off clauses”. Spørgsmålet er herefter, om dette krav er bindende for parterne, og hvilke konsekvenser det har, at Carlsbergs afviser af deltage i sådanne forhandlinger med den russiske stat.

Praksis er uklar

Voldgiftsklausulen i artikel 8 i den dansk-russiske BIT og de nærmere betingelser deri for at indlede voldgiftssag er som udgangspunkt bindende for både værtsstaten og investoren. Artikel 8’s processuelle opbygning, forpligtende ordvalg og betingede struktur trækker i retning af, at cooling-off-bestemmelsen ikke kan fraviges af parterne.

På den anden side har man både i litteraturen og i praksis tidligere set stort på cooling-off-bestemmelser under henvisning til at sådanne forhandlinger er nytteløse. Det er her værd at bemærke, at cooling-off-bestemmelser under alle omstændigheder indebærer en indsatsforpligtelse og ikke en resultatforpligtelse.

Deres betydning skal dog ikke undervurderes, da voldgiftskendelsen risikerer at blive tilsidesat af nationale domstole, selv når voldgiftsretten har accepteret, at der efter omstændighederne kan ses bort fra forhandlingskravet. Dette skete f.eks. i den kommercielle voldgiftssag White v Kampner, hvor domstolene tilsidesatte en voldgiftskendelse, under henvisning til at parterne ikke havde iagttaget cooling-off-bestemmelsen, som således var en forudsætning for at indlede voldgiftssag. At dømme efter Ruslands modstand mod at fuldbyrde voldgiftskendelser i sager, såsom Yukos og Everest, må Carlsberg forvente lignende modstand i eventuelle senere retssager om fuldbyrdelse ved nationale domstole. Et forsøg på at undgå cooling-off-perioden indebærer således en risiko for, at voldgiftskendelsen ikke kan fuldbyrdes og at staten har mulighed for at trække den efterfølgende fuldbyrdelsesproces i langdrag.

Udvekslingen af voldgiftsklausuler via “most favoured nations”-bestemmelser

Da tilsidesættelse af et forudgående BIT-forhandlingskrav som anført kan få betydning for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse, bør muligheden for at påberåbe sig en mere fordelagtig voldgiftsklausul fra en anden BIT overvejes. En sådan udveksling af bestemmelser mellem BIT’er forekommer usædvanlig, men er mulig i kraft af såkaldte “most favoured nations”-bestemmelser (MFN-bestemmelser), som findes i langt størstedelen af BIT’er, herunder den dansk-russiske. MFN-bestemmelser sikrer investorerne fra ét land lige så fordelagtig beskyttelse som investorerne fra et andet land, som værtslandet har indgået en BIT med. Det er bredt anerkendt i investor-stat-voldgiftsret, at MFN-bestemmelser kan påberåbes af investorerne for at opnå bedre materielle rettigheder i værtslandet. Det er dog tvivlsomt om, at MFN-bestemmelser også indebærer, at investorerne kan opnå mere fordelagtige processuelle rettigheder.

MFN-bestemmelsers omfang varierer. Nogle omfatter alle investorrettigheder, mens andre, såsom den dansk-russiske BIT, er begrænsede til “forvaltning, opretholdelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling” af investeringen. Få MFN-bestemmelser, såsom Israel-Japans BIT, specificerer, at processuelle rettigheder er direkte undtaget fra MFN bestemmelsens område.

Da den britisk-russiske BIT’s MFN-bestemmelse er identisk med MFN-bestemmelsen i den dansk-russiske BIT, giver særligt sagen RosInvestCo UK Ltd. v. Russia indsigt i den danske MFN-bestemmelses potentielle omfang. I sagen tillod den nedsatte voldgiftsret, at britiske investorer kunne påberåbe sig den dansk-russiske voldgiftsklausul, som har et bredere anvendelsesområde end voldgiftsbestemmelsen i den britisk-russiske BIT. Voldgiftsretten fremhævede, at BIT’ens materielle rettigheder – “brugen” og “nydelsen” af en investering – var betinget af de processuelle rettigheder, og tillod derfor at investoren kunne gøre brug af de mere fordelagtige processuelle bestemmelser, som findes i den dansk-russiske BIT.

Hvis voldgiftsretten i en sag mellem en dansk investor og Rusland følger samme linje, har en dansk investor med henvisning til MFN-bestemmelsen adgang til de processuelle bestemmelser i den russisk-japanske BIT, der som den eneste af Ruslands BIT’er giver adgang til voldgift uden en forudgående forhandlingsperiode. Retspraksis på dette område er dog langt fra entydig. Dertil kommer, at hovedparten af sagerne angående tilsidesættelse af cooling-off-bestemmelser vedrører argentinske BIT’er, hvor cooling-off-perioden er på 18 måneder, og således er noget mere byrdefuld end bestemmelsen i den danske-russiske BIT, hvor cooling-off-perioden er fastsat til seks måneder.

Det er forståeligt, at danske virksomheder som Carlsberg, hvis rettigheder og ejendom i Rusland åbenlyst krænkes, ikke ønsker at indgå i forhandlinger med den russiske stat, men derimod ønsker at indtage et klart standpunkt både overfor Rusland og Carlsbergs kunder om, at man ikke forhandler med fjendtlige magter. Der er dog i kraft af den splittede praksis på området risiko for, at et ellers anerkendelsesværdigt standpunkt kan koste den danske investor muligheden for at indlede en voldgiftssag mod Rusland, eller indebære at der senere kan opstå problemer med fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse.

Ønsker en dansk investor at føre voldgiftssag mod Rusland, er det således vores vurdering, at investoren bør sørge for at opfylde alle betingelser herfor, herunder respektere en cooling-off-bestemmelse, således at investoren står bedst muligt rustet i en senere retssag.

Gennemførelsen af umiddelbart nyttesløse forhandlinger kan således meget vel vise sig at være et værdifuldt skridt på vejen til erstatning fra den russiske stat – en proces, der i øvrigt vil byde på mange flere både praktiske og juridiske udfordringer, når først voldgiftssagen er anlagt.

Skab et godt netværk blandt kolleger på din egen alder. Måske kan de ikke udpege dig nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år. Som med det meste i livet er en karriere som voldgiftsdommer et langt sejt træk. Sådan lyder det fra Gisela Knuts, selvstændig voldgiftsdommer med svensk-dansk baggrund og base i Finland, der fortæller om sin egen vej ind i branchen.

Hvad er din baggrund for i dag at arbejde som selvstændig voldgiftsdommer?

Jeg startede som selvstændig voldgiftsdommer for to år siden. Før det var jeg som advokat en del af en procesafdeling i mere end 20 år.

Da jeg startede min karriere som advokat, havde jeg ingen tanke på voldgift overhovedet. Men nogle af mine kolleger arbejdede indenfor det felt, og på den måde fik jeg interesse for faget. Langsomt fik jeg de første sager som voldgiftsdommer sideløbende med mit hverv som advokat. I det lange løb viste det sig, at det ikke passede så godt med advokatfirmaets business-model, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at forsøge at blive voldgiftsdommer på fuld tid, og for to år siden tog jeg beslutningen om at gå solo.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg synes, at det er fantastisk at arbejde på denne måde og nyder det hver dag. Jeg har en kæmpe frihed og fleksibilitet på den måde, at jeg kan sige til og fra overfor opgaver. Samtidig er det spændende at arbejde med forskellige sager, retssystemer og sprog. Jeg arbejder især i Europa – Tyskland, Schweitz og de nordiske lande – og med sager i størrelsesordenen 10 til 100 millioner euro. I de fleste sager er jeg formand, men jeg har også sager, hvor jeg er partsudpeget sidevoldgiftsdommer.

Hvad skal der til for at få samme karriere?

Faglighed er selvfølgelig vigtig. Men man skal også være kendt i de rigtige kredse. Det er vigtigt, at institutterne ved, at man eksisterer, fordi de udpeger yngre voldgiftsdommere til de mindre sager.

Desuden er det vigtigt at få et netværk blandt de advokater, der udpeger voldgiftsdommerne. Voldgiftsmiljøet er ikke nogen stor verden. Du behøver ikke at starte med at udvide dit netværk globalt, for at komme i gang, men kan begynde i Norden. Et godt sted at starte er på konferencerne. Jeg taler ikke om at tage til IBA i Mexico, for selvfølgelig er det ikke det letteste som helt ung at skabe netværk et sted, hvor der måske er tusindvis af deltagere. Begynd med din egen aldersgruppe. Deltag i nationale fora som Young Arbitrators Copenhagen, hvor du møder jævnaldrende med samme interesser.

Hvorfor er det vigtigt at fokusere på sin egen aldersgruppe?

Sandsynligheden for, at mere erfarne advokater udpeger dig, er ikke så stor. De kan være gode mentorer. Det vil typisk være kolleger på din egen alder, der vil udpege dig. Måske kan de ikke gøre det nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år, og – som med det meste i livet – er en karriere som selvstændig voldgiftsdommer et langt sejt træk.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du var nyuddannet advokat?

Det drejer sig om at være kendt. Det kan man blive på mange måder. Hvis du har interesse for akademisk arbejde, er der mulighed for at skrive artikler om interessante spørgsmål indenfor voldgift, for en udpegning handler også om, hvem der har kendskab til særlige juridiske problematikker. Selv har jeg skrevet en del artikler om spørgsmål indenfor juraen og desuden en doktorafhandling, men generelt vil jeg sige, at faglig videndeling, som kan være med til at skabe diskussion, også kan være med til at synliggøre dig i branchen.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

Da jeg startede i faget, var der ikke mange kvinder. Det oplevede jeg som en fordel. Det er nemmere at blive husket, hvis man skiller sig ud – vel at mærke på en positiv måde.

Oplever du at diversitet bliver indarbejdet i kontrakter?

Der er ingen tvivl om, at mange klienter stiller krav om, at advokatfirmaer og institutter har politikker om diversitet. Der bliver lagt et vist pres på den måde. Men det kan også være ret præcise krav om, hvordan teamet på sagen sammensættes i forhold til kønsdiversitet – for eksempel at en tredjedel skal være kvinder.

Hvilke fordele oplever du, at der er ved at arbejde i teams og dommerpaneler, hvor der er diversitet?

Det ser jeg som virkelig positivt, fordi det er med til at forebygge gruppetænkning. Det er nyttigt, at vi udfordrer hinanden for at få forskelligartede perspektiver ind i de diskussioner, der fører til en endelig og bindende voldgiftskendelse. Derfor gælder det heller ikke alene køn – men også alder, baggrund og nationalitet. Forskellighed giver bedre voldgiftskendelser.

Gisela Knuts

Selvstændig voldgiftsdommer med base i Helsingfors, Finland.

Andre artikler i serien:

https://voldgiftsinstituttet.dk/kvinder-i-voldgift/

Et dansk-norsk samarbejde vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden. Timingen er god, og initiativet indebærer, at det er muligt på sigt at stå stærkere i konkurrencen med andre internationale udbydere, mener Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel og Ole Spiermann, Bruun & Hjejle, der gerne blander sig i den debat, som to advokater fra Advokatfirmaet Schjødt i Oslo startede i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev i februar.

”I dag oplever vi, at næsten alle store kontraktuelle tvister bliver håndteret ved voldgift, fordi det er mere effektivt. Generelt vinder voldgift mere og mere frem i erhvervslivet, hvor der er en stor efterspørgsel på en professionaliseret tilgang til konflikthåndtering.”

Sådan lyder det fra en af voldgiftsbranchens topprofiler, Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel. Han mener, at der er flere grunde til, at det har udviklet sig på den måde.

”Det er rart, at du som part har snor i hele sagen og større rådighed over tvisten i forhold til, hvem der skal afgøre den. Ud over udpegningen af dommerne gælder det også tidsperspektivet. Føler du, at sagen kører for langsomt, kan du henvende dig til instituttet, der sikrer, at hele forløbet kører professionelt – også fremdriften i sagen,” siger han og fortsætter:

”Når man i Norge har et ønske om at samarbejde med det danske voldgiftsinstitut, forstår jeg det godt. Med et stærkt institut i ryggen kan man tiltrække nogle af de store internationale sager, som ad hoc voldgift har svært ved – for eksempel fordi du selv skal aftale honorar med dommerne. Det er ikke altid en nem samtale at have med den, der skal afgøre din konflikt, på et tidspunkt, hvor der er en form for afhængighedsforhold,” siger han og tilføjer, at Gorrissen Federspiel bakker op om ideen, fordi der helt grundlæggende er mange fordele for alle parter ved at bruge Norden som et center for voldgift.

God synergi med SCC

Først og fremmest handler det om at gøre det muligt at tiltrække de helt store sager til Norden, understreger Jacob Skude Rasmussen.

”På den lange bane mener jeg, at et fælles dansk-norsk initiativ vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden, og bliver det en realitet, vil Gorrissen Federspiel helt sikkert gøre brug af det. Man skal huske på, at parterne jo stadig frit kan vælge dommere fra andre dele af verden, som for eksempel Tyskland eller England.”

”Ved at tage et institutionelt initiativ får vi sammen med det svenske institut i Stockholm en væsentlig større spilleplade i Norden. Jeg tror, det kan være med til at skabe en positiv spiral, hvor vi i Norden kan skabe et voldgiftsmiljø, der tiltrækker de bedste dommere og advokater, og på sigt vil det betyde, at der vil opstå en hub, som vil tiltrække flere store internationale sager.”

Danmarks placering på Transparency Internationals indeks over opfattelsen af, hvor megen korruption der er i forskellige lande (Corruption Perceptions Index), spiller ifølge Jacob Skude Rasmussen også en vigtig rolle for at kunne tiltrække sager fra hele verden til Norden.

”I alle de år, Danmark og Norge har optrådt på den liste, har de to lande ligget helt i toppen over de lande i verden med mindst korruption. I forhold til de internationale klienter er det et væsentligt argument for at vælge Norden. Man skal ikke undervurdere betydningen af at ligge i toppen af Transparency Internationals liste. Det er også væsentligt, at der ikke er risiko for falske lodder i vægtskålen, hvis voldgiftskendelsen efterfølgende bliver udfordret og der skal føres en sag herom ved domstolene. Her spiller kvaliteten af de danske og norske domstole en stor rolle, ligesom landene også står stærkt i forhold til at have en moderne voldgiftslov,” siger Jacob Skude Rasmussen.

Internationaliseringen i voldgift

Også en af branchens andre topprofiler indenfor voldgift, Ole Spiermann fra Bruun Hjejle, ser positive muligheder i et dansk-norsk samarbejde.

”Historisk er der i Danmark sket en bevægelse mod et mere internationalt perspektiv på voldgift, som betyder, at man i dag løser tvister ud fra andre normer end, hvad der kendes fra de nationale domstoles. Denne internationalisering er især båret af Voldgiftsinstituttet og altså en bevægelse væk fra ad hoc, og viser sig i dag i valget af voldgiftsdommere og tilrettelæggelse af proces og bevisførelse, foruden effektivitet. Selvom vi i Danmark er ret langt med internationaliseringen, er Sverige nok endnu længere – mens mange oplever Norge som længere bagud med fortsat stor anvendelse af ad hoc voldgift og en mere lokal kultur, der i højere grad afspejler traditioner ved norske domstole. Det vil også i praksis betyde, at den part, der kommer fra en helt anden jurisdiktion, nemt kan blive både overrasket og bekymret, hvis man altså forventer internationale standarder – og det gør store internationale erhvervsvirksomheder i dag,” siger Ole Spiermann og tilføjer:

”Jo mere internationalt et institut er i forhold til at tilrettelægge sagerne, des nemmere er det at acceptere tvistløsning ved voldgift, uanset hvor i verden man kommer fra. Ved eksempelvis at skabe en dansk-norsk løsning er der ingen tvivl om, at Skandinavien vil kunne få endnu mere at byde på indenfor voldgift. Det kommer i tillæg til en stærk kultur, god infrastruktur og et generelt internationalt erhvervsliv. Det må kunne skabe en konkurrencefordel i forhold til andre internationale udbydere.”

Også Jacob Skude Rasmussens lægger vægt på, at en dansk-norsk løsning sammen med SCC vil betyde, at Skandinavien vil stå stærkt i en international konkurrence om de store voldgiftssager – og at det også på sigt vil betyde endnu mere kvalitet i fagligheden.

”Hvis jeg skal beskrive dansk institutionel voldgift med et ord, er det kvalitet. Ved at åbne i Norge vil der være to stærke institutter i Norden. Når vi kan promovere Norden som et voldgiftscentrum, vil vi ikke alene stå stærkere internationalt, men også blive dygtigere til tvistløsning.”

Læs eller genlæs indlæg af Andreas A. Johansen og Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo:

https://voldgiftsinstituttet.dk/the-anomaly-of-ad-hoc-arbitration-in-norway/

roschier-disputes-index-2024

The availabilities and challenges of court assistance in arbitration was the topic of discussion at the Norwegian Arbitration Day’s pre-conference, hosted by BAHR AS. Are users satisfied with court assistance in the Nordic countries? And will increasing availability of arbitration tools limit the role of state courts in arbitral proceedings? The DIA’s Sahra Arif reports from the event.

A panel of speakers highlighted the similarities and differences in their different jurisdictions in obtaining court assistance. The panel consisted of Madeleine Thörn, Deputy Secretary-General at the SCC, Marie Nesvik, Partner at Wikborg Rein and board member of the Oslo Chamber of Commerce, Fredrik Opsjøn Lindmark, Deputy Counsel at the ICC, Stefan Brocker, Partner of Mannheimer Swartling and was moderated by the Steffen Pihlblad, Secretary-General of the DIA.

Despite the similarities between the Nordic countries, it was clear that there are significant differences in the use of court assistance in arbitral proceedings. Although the Nordics are amongst the most arbitration-friendly jurisdictions, it was clear from the interactive discussions with the participants that practical challenges may arise, if, for example, the court is less familiar with the procedures of (international) arbitration or, if state courts are facing longer processing times, which may cause further delays of the arbitration.

The question was also posed, whether it is even preferable to involve state courts when parties have elected for arbitration. In this regard, the impact on the confidentiality of the case gave rise to interesting discussions. A clear take-away was, however, the users generally positive experience with court assistance, highlighting, the state judges’ cooperation and involvement of arbitrators in in the taking of evidence.

Although the availability of court assistance is an effective and helpful tool in arbitral proceedings, the panel also offered insights into the available tools that many arbitral institutions offer.

In Denmark’s case, the processing time at state courts may result in parties having to wait up to three years to resolve their disputes, whereas the average duration of arbitrations administered by the DIA is less than a year. With the introduction of Simplified Arbitration and Express Arbitration, the parties are able to resolve their disputes in an even more efficient and cost-saving manner.

Moreover, in order to preserve the parties’ choice to resolve disputes via arbitration, the DIA’s Rules of Arbitration also allow for the appointment of interim arbitrators for the taking of evidence and emergency arbitrators for interim measures, further reducing the need to rely on court assistance in arbitral proceedings.

Wiersholm invited psychologist Jan-Ole Hesselberg to speak about groupthink in decision-making that can occur owing to deference to seniority and not wishing to disagree. Examples of how to combat it include anonymous individual judgments before meeting and allowing a discussion of the strengths and weakness of the arguments made. The DIA’s Andrew Poole rapports from the event.

Wiersholm hosted one of two pre-conference events for Norwegian Arbitration Day 2024. The psychologist Jan-Ole Hesselberg spoke about the dangers of groupthink in decision-making. An eminent panel followed his presentation, consisting of a sitting Norwegian Supreme Court judge Erik Thyness, a former Swedish Supreme Court judge Johnny Herre, Kristoffer Löf of Mannheimer Swartling and Peter Schradieck of Plesner.

Mr Hesselberg started by highlighting the problem of short-cuts and being influenced by irrelevant facts so that decisions become biased and inconsistent. This is taken further when decisions are made in a group. Although teamwork allows more to be achieved, group decision-making can be affected by issues such as deference to seniority, not wishing to disagree and spending more time on familiar than unfamiliar information. Mr Hesselberg noted that although judges are generally superior decision-makers, they still can be affected by groupthink and indeed he found in one research project that in certain group meetings, information was withheld 48% of the time. Reasons for this included not wishing to look argumentative, not knowing if one’s input was clever enough and assuming that the group had already made the decision. Suggested steps to combat groupthink included provision of anonymous individual judgments before the group meets, the member with the most authority contributing last when meeting and allowing a discussion of the strengths and weaknesses of all arguments.

The panel highlighted a few procedural points that resisted groupthink such as Norwegian judges having to make up their own minds before hearing their co-judges, the most junior judge going first in court meetings in Denmark, and the chair going last in tribunal deliberations. There was an acknowledgement that a dissent could be less likely in high stake cases but not at the expense of one’s name. Thirdly, there was agreement that tribunal secretaries should not act as decision observers in the fight against groupthink not least because this would raise the spectre of the fourth arbitrator.

Afterwards, Norwegian Arbitration Day was held at University of Oslo’s Domus Academica. Topics ranged from challenging arbitral awards in the Nordics to amicable settlements and mediation to Nordic document production. There were only 22 challenge cases in Sweden, Denmark, Norway and Finland in 2023, four were settled (all in Sweden) and just two were successful (again both in Sweden). We heard that the majority of parties wish for counsel to encourage settlement, including mediation, and methods to do this include tribunals taking into account rejected settlement offers when allocating costs and suggesting mediation windows during arbitrations. The last panel suggested that the trend of document production requests in Nordic arbitration is increasing, albeit from a low base.

Det blev de to advokatfuldmægtige, Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted, der løb med YAC’s specialelegat på 20.000 kroner. De havde ifølge dommerkomiteen skrevet et interessant speciale med et højt fagligt niveau om voldgiftsdommerens erstatningsansvar.

”Dommerens mulige erstatningsansvar i voldgiftssager er et spørgsmål, som er oppe i tiden. Der er interesse for emnet, fordi der har været flere internationale sager, hvor kendelser bliver udfordret ved domstolene, og i forlængelse heraf ligger spørgsmålet om det mulige erstatningsansvar.”

Sådan lyder det fra Daniel Haue Jakobsson, der ud over at være advokat og partner hos Accura også sidder i Young Arbitrators Copenhagens (YAC) bestyrelse, der for to år siden stiftede et specialelegat, som første år gik til Sofie Stemann Beck og Frederik William Brøndsted Henriksen, og som senest er gået til Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted.

”Begge år har niveauet været meget højt. De seneste modtagere af legatet er valgt dels på grund af det aktuelle og omdiskuterede emne og dels en imponerende grundighed med fin inddragelse af dansk og international retspraksis. Legatmodtagerne har ikke alene undersøgt ansvarsnormen men også de øvrige erstatningsbetingelser, som vi kun sjældent har set beskrevet. Det gælder for eksempel spørgsmålet om årsagssammenhæng, og om ansvarsbegrænsninger i institutternes regler kan tilsidesættes. Det er alle sammen væsentlige spørgsmål af praktisk relevans.”

Et emne uden dansk retspraksis

Legatmodtagernes interesse for emnet skyldes blandt andet, at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering på området.

”For os var det spændende at undersøge et emne, som hverken lovgiver eller domstolene har taget stilling til. Derfor er der virkelig noget at diskutere. Samtidig er der det retspolitiske aspekt, om voldgiftsdommere kan blive afskrækkede, hvis de kan blive personligt erstatningsansvarlige for deres hverv,” siger Lasse Lauritzen, der i dag er advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle.

Magnus Hoffmann Høgsted er enig.

”Jeg synes også, at der er et interessant aspekt i, at der bliver afgjort flere og flere sager ved voldgift. Alene af den grund er det vigtigt at få taget stilling til voldgiftsdommerens ansvar”, siger han.

For begges vedkommende arbejder de lige nu indenfor andre fagområdet end voldgift. Dog kombinerer Magnus Hoffmann Høgsted sit job som advokatfuldmægtig hos Plesner med en opgave som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot hold.

”Så selvom jeg i dag arbejder med kommercielle aftaler og IT-kontrakter, har jeg bevaret en forbindelse til voldgift,” siger han.

Specialelegatet er et af YAC’s tiltag for at udbrede kendskabet til voldgift i Danmark.

”Jo flere unge jurister og jurastuderende, vi kan få til at interessere sig for voldgift, des flere praktikere kommer der. Lige nu ser vi en generel stigende interesse for voldgift, som fylder en større og større andel af procesadvokaternes arbejde. Så ja, der er brug for flere praktikere og specialister i fremtiden,” siger Daniel Haue Jakobsson.

I den brede offentlighed er advokat Lars Kjeldsen kendt som forsvarer i en række spektakulære straffesager som PET-sagen, IT-Factory og Tvind – ligesom han har haft en nøglerolle i udredningen af flere politiske skandaler, blandt andet Minkkommissionen. Men i voldgiftsmiljøet er han også kendt som en eminent voldgiftsdommer i sager om alt fra entrepriser til transaktioner. Kom med ind i maskinrummet hos en af Danmarks mest erfarne voldgiftsdommere, der fortæller om både forskelle og ligheder med sit arbejde i de vidt forskellige sager, han beskæftiger sig med.

En af de ting, der kendetegner de sager, som advokat, forsvarer og voldgiftsdommer, Lars Kjeldsen arbejder med, er et stort plus.

Det er straffesagen plus skattelovgivning. Kommissionen plus husdyrlovgivningen. Retssagen plus forvaltningsloven.

”I starten af min karriere arbejdede jeg en del med skatteret, transaktioner og generel erhvervsjura. Nu arbejder jeg kun med proces. At gå i dybden med et juridisk område, undersøge det til bunds og bruge den viden i forbindelse med en retssag, er blevet min metier – og jeg har faktisk aldrig haft en sag om narko, vold eller drab. Det er ikke der, min interesse ligger, og jeg vil ikke kalde mig selv forsvarer i klassisk forstand” siger Lars Kjeldsen, der efter et kort ophold i London, skiftede til Nyborg Rørdam i 1992.

Her brugte han en stor del af de første fem år som forsvarer i Tvind-sagen, hvor blandt andre Mogens Amdi Petersen stod anklaget for at have svindlet for over 100 millioner kroner.

”I substansen var det en skattesag. Så på den måde passede det mig godt, at der var en proces og samtidig en vinkel på sagen, som betød, at jeg kunne gå i dybden med et fagområde, som jeg allerede havde kendskab til. Det samme var tilfældet i straffesagen mod Stein Bagger, der stod anklaget for at have svindlet sig til mere end 800 millioner kroner ved hjælp af en såkaldt leasingkarrusel. Det var egentlig en nem sag, fordi han havde tilstået alt, men det krævede indsigt i erhvervsforhold og økonomi at løfte sagen.”

Evnen og lysten til det dybdeborende arbejde var også i spil, da han i 2010 sagde ja til at lede en undersøgelse, som skulle kaste lys over de anklager, som den katolske kirke i Danmark havde modtaget om seksuelle overgreb. Men det blev også et vendepunkt, for han besluttede sig for fremover kun at arbejde med en sag ad gangen – bortset fra voldgiftssagerne.

”Gennem tiden har jeg tænkt, at det kunne være interessant at blive dommer. Det er jeg så ikke blevet direkte – men som voldgiftsdommer er jeg det i en variant.  Det var interessen for dommerfaget, der i første omgang fik mig til at tage Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse. Det oplevede jeg som virkelig spændende og sjovt. Og jeg kunne mærke, at jeg havde meget lyst til at arbejde inden for det felt.”

Den første sag

”Jeg kontaktede mit netværk, og en kollega spurgte, om jeg var interesseret i at blive udpeget i en sag hos Voldgiftsinstituttet. Senere blev jeg udpeget som enedommer i en entreprisesag med 10-15 forhold med en sagsgenstand på omkring 200.000 kroner. Alt var gået skævt mellem ejeren og en håndværksmester, som i øvrigt mødte op uden advokat. For mig var det en virkelig lærerig begyndersag. Jeg skulle løse en sag og hjælpe med til, at parterne følte sig godt behandlet,” siger Lars Kjeldsen og tilføjer, at han i rollen som voldgiftsdommer oplever, at parterne faktisk ret hurtigt kan blive enige om processen – og når det lykkes, bliver voldgiftsrettens arbejde nemmere.

”Jeg sagde aldrig nej til en sag. Og på den måde kom jeg i gang. Jeg oplever det som både sjovt og spændende. I virkeligheden er det en form for løbende uddannelse, fordi jeg ser kolleger agere i vidt forskellige typer af sager. Jeg tager observationerne med mig videre. Både de gode og de dårligere. Måske havde den ene parts advokat en god idé, men når den føres ud i livet i retssalen, så fungerer den ikke. Eller det modsatte sker – at en advokat griber en sag an på en måde, som inspirerer mig til at gøre det samme, når jeg er tilbage i rollen som advokat.”

De store forskelle

I dag har han haft godt 50 udpegninger som voldgiftsdommer, de fleste i Voldgiftsinstituttet. Ofte er emnet M&A-transaktioner, hvor den ene part mener, at han er forholdt relevante oplysninger. Men det kan også være opsigelse af kontrakter eller erstatningsudmåling ved manglende leverancer af forskellig karakter. Uanset emnet, oplever Lars Kjeldsen, at den store forskel på at fungere som voldgiftsdommer frem for advokat i en kommission eller straffesag er hvervets meget fortrolige karakter.

”Det er en markant forskel. Jeg er vant til, at der er en stor pressebevågenhed i mine sager, fordi de ofte har en politisk vinkel og derfor af interesse for den brede befolkning. Så jeg er nødt til at interagere med pressen, måske også fordi modparten gør det. Det tager lang tid. På den måde oplever jeg, at det er en betydelig lettelse at arbejde som voldgiftsdommer.”

En anden forskel er partsinteressen.

”Som advokat er jeg optaget af vidnerne og at beviset skal stille klienten i det bedste lys. Som voldgiftsdommer er jeg helt uden frygt for, at der kommer vidner og vælter det hele. Så i rollen som voldgiftsdommer oplever jeg mere ro omkring sagen og at det er ligegyldigt, hvem der får ret, bare resultatet er rigtigt. Det er også en meget stor forskel.”

Samarbejdet mellem parterne

Som voldgiftsdommer og formand for voldgiftsretten er opgaven at holde sig mentalt åben over for alle argumenter.

”Først og fremmest skal samarbejdet fungere mellem alle i voldgiftssagen. Det starter ved forberedelsen, hvor vi tilrettelægger processen i enighed med parterne, da voldgift er en aftalebaseret proces. Når rammen er sat, kan der være brug for en ekstra indsats for at få samarbejdet til at fungere. Og så er det meget vigtigt, at parterne føler, at de både går ind i voldgiften og ud igen med den klare overbevisning, at voldgiftsdommerne har lyttet til dem og tænkt grundigt over alle deres synspunkter. Derfor gør jeg mig meget umage for at holde mit sind åbent for alle de synspunkter, der bliver fremført.”

På den måde er der en vis portion psykologi, der hører til rollen som voldgiftsdommer.

”Jeg tilstræber, at parterne ved, at jeg og mine meddommere hører, hvad de siger og tager hensyn til deres ønsker til processen – det kan være en anmodning om yderligere bevisførelse som eksempelvis besigtigelse af en ejendom. De skal opleve, at jeg stiller mig til rådighed for at løse problemerne. Jeg forsøger at være relativt rummelig. Men når det er sagt, kan det kræve en del tålmodighed. Især hvis parterne står stejlt over for hinanden og ikke kan blive enige om noget som helst,” siger Lars Kjeldsen, der har en pragmatisk tilgang til at sænke konfliktniveauet, som består i at løse et problem ad gangen.

”Min erfaring er, at konfliktniveaet sænkes, hvis man tager de mest presserende dele af sagen først og får løst dem, mens det, der lurer i baggrunden, bliver skubbet foran os. Det er ofte en vej til, at parterne kan bringes til enighed om sagens tilrettelæggelse,” siger han og tilføjer:

”Parterne har hver deres holdning, og derfor har de også bedt eksperterne vidne ud fra hver deres præmisser. Hvis eksperterne er til stede samtidigt, vil det ofte vise sig, at de kan blive enige, og det hjælper også parterne i den rigtige retning.”

Kendelsen

I praksis slutter sagen med, at Lars Kjeldsen, når han er formand, skriver et udkast til voldgiftskendelsen.

”Som formand skriver du for, som det hedder. Det betyder, at jeg laver udkast til alle beslutninger og kendelser, som mine meddommere får til kommentering.”

Hvem sidedommerne er, vil normalt være op til partnerne, og Lars Kjeldsens erfaring er, at de ofte foretrækker voldgiftsdommere med stor erfaring.

”Muligvis fordi mange oplever et erfarent panel som mere driftssikkert. Her kan man sige, at alder er et plus. Men når det er sagt, kan jeg virkelig godt lide at samarbejde med nogle af de mange dygtige unge voldgiftsdommere, der kommer. Det er en stor fornøjelse at have dem med i tredommer-sagerne. Mens vi ældre kan have en tendens til at være mere konservative i vores tilgang, bringer de unge nye ideer og perspektiver ind.  Så for mig er alene det at være i et fag, hvor der kommer nye, dygtige unge til, en fornøjelse.”

Lars Kjeldsen

Advokat og partner hos Nyborg & Rørdam. Udpeget som voldgiftsdommer i mere end 50 internationale og nationale voldgiftssager. Har desuden undervist på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse.

The Green Pledge er et vigtigt værktøj til implementering af bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager. Det mener Henrik Nedergaard Thomsen fra Neugebauer Clan, der arbejder for at udbrede tanken om bæredygtighed i international voldgift gennem blandt andet Europe Committee of the Campaign for Greener Arbitration. Projektet blev søsat i maj 2019 som et løfte fra en britisk international voldgiftsdommer, som ville behandle sine voldgiftssager med en venlig tanke på miljøet.

Click here to read the english version of the article

Hvorfor er du gået ind i arbejdet med at fremme bæredygtighed gennem The Green Pledge?

Vi må alle bidrage til bæredygtighed. Jeg arbejder fortrinsvis med retssager og voldgiftssager og fungerer tillige som voldgiftsdommer i Danmark og internationalt. Processen rundt om disse sager bygger på regler og traditioner, der udspringer af en tid, hvor bæredygtighed og klimapåvirkning ikke var en nødvendig del af dagsordenen. The Campaign for Greener Arbitrations spurgte mig, om jeg ville være med i den europæiske komite med det formål at skabe opmærksomhed og forståelse for, at bæredygtighed også bør være en del af processen rundt om voldgiftssager. Det sagde jeg ja til af to grunde: På det samfundsmæssige plan virkede det meningsfuldt at være med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen. På det forretningsmæssige plan virkede det også meningsfuldt, fordi de arbejdsprocesser, jeg som advokat eller voldgiftsdommer følger, også har betydning for klientens eller partens eget bæredygtighedsregnskab.

Hvordan er The Green Pledge opstået?

The Campaign for Greener Arbitrations begyndte i maj 2019 som et løfte fra den britiske internationale voldgiftsdommer Lucy Greenwood om, at hun ville behandle sine voldgiftssager med en venlig tanke på miljøet. Hun lancerede The Green Pledge med det formål at begrænse sin egen miljø- og klimapåvirkning i sit arbejde som voldgiftsdommer. The Green Pledge skabte opmærksomhed blandt flere og flere voldgiftsdommere rundt om i verden og spredte sig til voldgiftsinstitutter, advokatvirksomheder, individuelle advokater, andre rådgivere, universiteter, faglige voldgiftsforeninger og konferencecentre, der huser forhandlinger af voldgiftssager. The Green Pledge har nu seks globale arbejdsgrupper og otte regionale komiteer og er udbredt til det meste af verden.

Hvem kan skrive under og hvem har senest tilmeldt sig?

The Green Pledge er for alle, der vil bakke op om bæredygtighed i retssager og voldgiftssager. Det er ikke et krav, at man synliggør sin tilmelding, men det er i kampagnens ånd, at man har fokus på bæredygtighed, så langt det er muligt og relevant. Indtil videre er The Green Pledge fortrinsvis underskrevet af voldgiftsdommere, voldgiftsinstitutter, advokatfirmaer, individuelle advokater, ekspertvidner, universiteter, faglige voldgiftsforeninger og konferencecentre, der huser mundtlig forhandling af voldgiftssager. Blandt de nordiske voldgiftsinstitutter har indtil videre SCC Arbitration Institute i Stockholm og Nordic Arbitration Center i Reykjavik underskrevet. Hos Neugebauer Clan underskrev vi The Green Pledge i marts 2023.

Hvad får man ud af det?

The Green Pledge bør være en integreret del af virksomhedens bæredygtighedspolitik. The Green Protocol, der er et operationelt redskab, anviser, hvad man kan og bør gøre som led i implementeringen af The Green Pledge. Det strækker sig fra overordnede målsætninger for ledelsen til helt konkrete tiltag for alle medarbejderne. Det omfatter for eksempel fokus på at reducere energiforbruget og CO2-udslippet, politik for online eller on site møder, politik for transport og valg af transportmidler, udskiftning af kontorartikler med bæredygtige alternativer, muligheden for at arbejde digitalt og begrænse print og anvende leverandører, der selv har fokus på bæredygtighed. Det tager alt sammen sigte på, at virksomheden fremmer og udvikler en adfærd, der understøtter bæredygtighed og begrænser klimapåvirkningen, hvor det er muligt og relevant. Hvad man får ud af det, afhænger helt af, hvor langt man som virksomhed ønsker at gå.

Hvordan skriver man under?

Underskrivelsen af The Green Pledge foregår digitalt. Man klikker på feltet ”Sign the Green Pledge” på forsiden af The Campaign for Greener Arbitrations’ hjemmeside og derfra bliver man ført ind i underskriftproceduren.

Hvilken betydning forventer du, at dette tiltag får på sigt?

The Green Pledge er et dynamisk redskab til at skabe fokus på og understøtte bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager, og det bliver en standard for, hvad man kan og bør gøre på dette område. Rundt om i verden opstiller lande mål for, hvornår de vil være CO2-neutrale, og hvordan de gennem grøn omstilling og klimatilpasning vil begrænse udledningen af drivhusgasser. Det samme gør virksomheder, enten fordi virksomheden er omfattet af et bæredygtighedsrapporteringskrav, eller fordi virksomheden er leverandør til en rapporteringspligtig virksomhed og i kraft af dette samarbejde vil eller skal kunne leve op til den rapporteringspligtige virksomheds bæredygtighedskrav. Virksomheder må forventes gennem voldgiftsklausuler at ville sikre sig at kunne fravælge voldgiftsinstitutter, voldgiftsdommere, steder til den mundtlige forhandling eller andre, der ikke lever op til deres krav til eller niveau for bæredygtighed, sådan at voldgiftssagen ikke får mere negativ indvirkning på virksomhedens bæredygtighedsrapportering end nødvendigt. The Green Pledge vil derfor være et vigtigt værktøj til implementering af bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager.

Henrik Nedergaard Thomsen

Advokat og partner hos Neugebauer Clan.

Læs mere

Underskrivning af The Green Pledge og oversigt over de tilmeldte:

https://www.greenerarbitrations.com

Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere- og advokater til trods for de seneste års øgede fokus på diversitet. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til det første af en række interviews med kvinder i voldgift, hvor Mrinalini Singh fortæller om sin karriere, erfaringer undervejs og om hvilke råd, hun gerne ville have fået, da hun startede i faget.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Jeg er vokset op i Singapore, hvor jeg uddannede mig som advokat. I en række år arbejdede jeg inden for de klassiske fagområder. Jeg udarbejdede kontrakter, rådgav klienter og gennemførte retssager – særligt indenfor erstatningsretten. I dag er jeg glad for, at jeg har erfaring med at gå i retten og ser det som et godt fundament for mit arbejde med voldgift.

Jeg har altid haft et ønske om at arbejde udenfor Singapore, og det lykkedes mig at få et job i et stort internationalt advokatfirma i Frankfurt, hvor jeg kunne fokusere på voldgift. Og så stod jeg pludselig med både nyt job, nyt fagområde, nyt land og en meget anderledes kultur.

Ja, det var en stor mundfuld, men selve jobbet og arbejdsopgaverne føltes velkendte. På mange måder mindede det om mit job i Singapore. Arbejdssproget var stadig engelsk, og opgaverne var ganske sammenlignelige.

Til gengæld var det en udfordring af lære sproget og skabe nye kontakter. Jeg oplevede det lidt som at skulle finde vej uden at have et kort. I virkeligheden ved du ikke, hvor stort et netværk, du har, før du forlader det. Det gælder både muligheden for at få støtte og information fra andre – men også muligheden for, at de tænker på dig. I Tyskland var der for eksempel ikke nogen, der umiddelbart ville pege på mig, og sige: Hun er den rette til denne opgave. Til gengæld fandt jeg støtte hos mine kolleger, der hjalp mig med at navigere igennem de udfordringer, som jeg oplevede. På den måde blev de mine mentorer på kontoret og værdsatte venner uden for det.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at lykkes i faget?

Det vigtigste er, at du ser din profession som et community, som du kan række ud i – også uden tanke på at få et job. Det kan være fristende, men lad være med at sende dit CV rundt til mennesker, som du aldrig har mødt.

Lær markedet at kende først. Det gør du ved at researche. Herefter kontakter du de mennesker, som repræsenterer advokatkontorer eller virksomheder, som du gerne vil lære at kende. Først herefter tager du stilling til, om du vil sende dem dit CV.

Sådan fik jeg mit job i Frankfurt. Jeg kendte ingen og havde derfor heller ikke noget netværk. Så jeg fandt frem til nogle advokatkontorer, som kunne være interessante, sendte helt korte og neutrale mails til udvalgte personer for at starte en samtale op. På det tidspunkt var jeg junioradvokat, og det havde selvfølgelig også indflydelse på, hvem jeg kunne kontakte.

Der var en del, der ikke svarede. Men en enkelt vendte tilbage, og jeg lærte virkelig meget om det tyske marked for voldgift alene ved denne ene samtale. Han kendte et team, hvor man netop havde ansat jurister fra andre jurisdiktioner, og forslog, at jeg skrev til dem. Det gav mig mulighed for at skrive, at en person fra mit netværk havde anbefalet mig at kontakte vedkommende, og om han ville drikke kaffe og fortælle om sit arbejde. Sådan fik jeg min første stilling i Europa.

Da jeg syv år senere gerne ville til Danmark, fordi jeg på det tidspunkt havde mødt min danske mand, kom jeg med mere arbejdserfaring i bagagen. Min daværende arbejdsplads havde samarbejde med et par danske advokatkontorer, og jeg tænkte: Ok, lad os starte der. Jeg foreslog igen at drikke kaffe, for at høre nærmere om, hvordan advokatkontoret arbejdede – og først senere sendte jeg mit CV.

Fordelene ved at sende CV’et efter det første møde er flere. Under samtalen erfarede jeg, at der i advokatkontorerne er mange juniorer, som har brug for støtte og vejledning. Dermed kunne jeg placere mig mellem senioradvokaterne og juniorerne, og virkelig gøre en forskel.

En anden fordel ved at sende CV’et efter den første kontakt er, at de har set ansigtet bag CV’et, når de modtager det. Hvis jeg sender et CV uden at have haft et møde først, kan det opleves som upersonligt og anonymt.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Ræk ud i dit community. Måske kan det føles svært at sende en mail til en person, som du ikke kender, for at bede om et møde. Det er en tærskel, du skal overskride. Men tro på, at nogen vender tilbage. I Danmark er folk meget åbne. Jeg ser det som et meget ikke-hierarkisk miljø.

Og tænk så på: Hvad er det værste, der kan ske? At ingen svarer. Det er ikke nogen katastrofe.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

For nylig fik jeg til opgave at være ledende advokat på en international voldgiftssag hos Voldgiftsinstituttet. Det gjorde mig meget stolt og fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at arbejde et sted, hvor der er mennesker omkring dig, som ønsker, at du får succes. Du skal selvfølgelig arbejde hårdt og gøre dit bedste, men du har også brug for at blive bakket op. Så det er vigtigt, at du har en chef, som tager sig tid til dele sin viden og tale din sag, når du ikke selv sidder med ved bordet. Så spørg dig selv: Er jeg et sted, hvor de mennesker, jeg har omkring mig, ønsker at jeg lykkes?

Og sagen gik godt. Det var udfordrende at være ledende advokat for den ene part. Det var også en stor fornøjelse at konstatere, at to ud af de tre voldgiftsdommere var kvinder, og at min modpart også var repræsenteret af en kvindelig advokat. Dejligt at se, hvor mange kvinder, der var in charge, og som gjorde det virkelig godt.

Instituttets seneste statistikker viser, at der i 2022 var 33 procent kvinder blandt de dommerudpegninger, som instituttet foretog. Blandt parternes udpegninger var alene seks procent kvinder.

Mrinalini Singh

Director i Plesners team for Dispute Resolution de seneste tre år. Beskikket som Advocate og Solicitor i Singapore og som Solicitor i England og Wales. Specialiseret i rets- og voldgiftssager om internationale tvister, herunder særligt internationale kommercielle voldgiftssager og investeringsvoldgiftssager.
I løbet af sin karriere i Singapore, Tyskland og Danmark har Mrinalini repræsenteret klienter i talrige voldgiftssager ved regionale og internationale voldgiftsinstitutter, herunder International Centre for the Settlement of Investment Disputes (ICSID), International Chamber of Commerce (ICC), the German Arbitration Institute (DIS), London Centre for International Arbitration (LCIA), Danish Institute of Arbitration (DIA) og Singapore International Arbitration Centre (SIAC).

Interviewet med Mrinalini Singh er gennemført på engelsk.

The European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) has selected Copenhagen as the backdrop for its signature event and highly anticipated Annual Conference and AGM. The conference takes place in April and will illuminate Copenhagen as a hub for international arbitration, writes Casper Gammelgaard, who has made a great effort to bring the conference to Denmark.

By Casper Gammelgaard, Partner, FCIArb, HjulmandKaptain Lawfirm

Scheduled for Friday April 19th and Saturday 20th, 2024, this prestigious gathering promises to be one of the highlights of the calendar for practitioners within the international arbitration community.

Boasting a membership exceeding 17,000 professionals across 149 countries and supported by a robust network of 42 branches worldwide, CIArb stands as a beacon of excellence in the field of international arbitration, mediation, and adjudication. With its mission rooted in education and training, the Chartered Institute plays a pivotal role in shaping the future of dispute resolution globally.

Themed “Sanctions in International Arbitration: Challenges, yes, but also opportunities?” this year’s conference is set to address the complex challenges stemming from the evolving geopolitical landscape and the escalating imposition of international sanctions. With global trade facing unprecedented disruptions, the role of international arbitration in resolving disputes has never been more crucial or also increasingly complicated.

The conference consists of six panel debates featuring leading practitioners, scholars, and representatives from prominent arbitration institutions. Among the distinguished speakers are (to name a few): Caroline Falconer, Secretary General of the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC) in Sweden; Emmanuel Jolivet, General Counsel of the International Chamber of Commerce & International Court of Arbitration (ICC) in France; Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration (DIA) in Denmark; Volodymyr Nagnybida, Vice President of the International Court of Arbitration, Ukraine (ICAC); Reinmar Wolff, FCIArb, Deputy Chairman of the Board of the German Arbitration Institute (DIS) in Germany; and Adelina Prokop, Council Member of the SAKIG Arbitration Court at the Polish Chamber of Commerce.

In addition to these prominent institutions, the panels will feature approximately 15 additional national speakers – all experts in their respective fields and all with extensive experience in handling sanctions.

These panel discussions will delve into the multifaceted impact of sanctions on arbitration institutions, arbitrators, and parties involved in the arbitration process. From the initial agreement to arbitrate to the enforcement of arbitral awards, the conference aims to provide comprehensive insights into navigating the complexities of international arbitration in a rapidly changing world.

The conference is open to both CIArb members and non-members alike and held at Villa Copenhagen in the center of Copenhagen.

Attendees can also look forward to a Gala Dinner on Friday evening at the esteemed restaurant Nimb, located within the iconic Tivoli Gardens.

For further information and registration: https://url12.mailanyone.net/scanner?m=1rc20s-0001PK-5T&d=4%7Cmail%2F90%2F1708342800%2F1rc20s-0001PK-5T%7Cin12e%7C57e1b682%7C21207997%7C12379748%7C65D33E3E6EB6DAABB70935A7526BE51F&o=%2Fphtw%3A%2Fwtsbvw.intree%2Fitea%2Fes.t-incnnsitoat-iirntneblontaria-riragn-etooris-tinta848453901479&s=XtGcMaAgL9wiidvsJlJ9kWzgYhA>.

Feel free to contact Casper Gammelgaard, HjulmandKaptain: [email protected].

The vast majority of cases in Norway are handled through ad hoc arbitration, write Andreas A. Johansen and Michael F. Decker from Advokatfirmaet Schødt in Oslo. They believe that, while ad hoc arbitration has its benefits, the Norwegian legal market would benefit substantially from building up a full-fledged arbitral institution akin to the DIA, the SCC, and other institutions who have contributed to the development of arbitration in their respective homes over the last decades.

By Partner Andreas A. Johansen and Managing Associate Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo

The Nordic countries have a robust tradition for dispute resolution outside the ordinary courts, and for arbitration in particular. Recent statistics reflect that the leading institution in Denmark – The Danish Institute of Arbitration – averages well over 100 new cases per year, while the number for the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce is well over 150. The Finnish Arbitration Institute is not far off of these numbers. Compared amongst themselves, these caseloads roughly correspond to these countries’ respective economy sizes, with a longstanding and significant boost to Sweden’s arbitration docket coming from its well-known history as a neutral ground for resolution of disputes particularly between East and West. These Nordic arbitration institution caseloads are also respectable when compared with some of the leading institutions worldwide – for example, the International Chamber of Commerce in Paris administers close to a thousand cases per year, only a small multiple of the Nordic total, despite France alone having a GDP close to double the overall Nordic GDP and the despite the ICC’s dominant position internationally.

Norway has an economy similar in size to its Nordic neighbors, with well-known areas of focus in oil & gas, shipbuilding, and aquaculture, among many others. And it has a history for arbitration that is strong in a manner comparable to Finland, Sweden, and Denmark. But Norway has long stood apart when it comes to institutional arbitration. While there are institutional presences in Norway – in particular the Oslo Chamber of Commerce (OCC) and ICC Norway – these institutions only administer a handful of cases each year. Reports from Norwegian Arbitration Day 2024 reflect that the OCC has administered between 1 and 8 new cases per year over the past few years. The ICC reports handling a similarly low number of cases with Norwegian law and/or Norwegian parties each year. The vast majority of such Norwegian cases are handled through ad hoc arbitration.

And Norwegian arbitrations are often quite large. Disputes among oil & gas companies regularly lead to amounts in dispute reaching billions of Norwegian kroner. Disputes following from M&A transactions or arising in the maritime, shipping, life sciences, and construction industries, among others, can also be significant, with many new cases arising each year involving disputed amounts surpassing 100 million kroner. A variety of other cases, some of them smaller, come up each year. Most of these arbitration proceedings involved at least one non-Norwegian (and often a non-European) party.

With reference to the foregoing comparison of institutional caseloads, one basic challenge in even discussing this topic is simply counting the number of Norwegian arbitration cases. While Norwegian legislation requires that arbitration awards be archived with the national courts (see Voldgiftsloven, section 36, fifth paragraph), this requirement is only inconsistently adhered to. Informal estimates of caseload based on our discussions with practitioners and arbitrators, however, put the current numbers at 200+ cases per year.

Why ad hoc arbitration is preferred in Norway

The history and reasons behind Norway’s trend towards resolution of disputes through ad hoc rather than institutional arbitration is a frequent topic of discussion among practitioners in writing and at conferences. The consensus is that there are a number of interrelated reasons why ad hoc has remained the preferred mode of arbitration in Norway even as arbitrations in neighboring Nordic countries have as a rule been administered through firmly established local institutions. We address a few of these here.

The main background reason for the prevalence of ad hoc arbitration over institutional arbitration in Norway is that Norway has – even compared to its Nordic neighbors – a somewhat smaller and more tight-knit legal community, which historically has had great success in appointing arbitrators from a relatively small group of practitioners, academics, and judges from the ordinary courts. This trusting community is both underpinned and reinforced by societal-level trust: Norwegians are trusting of other individuals and of society as a whole – again, by some measures even more than their Nordic neighbors. Norwegian lawyers are also, at least by some, considered to be quite pragmatic when resolving disputes.

A seeming separate consequence of this trust and pragmatism is that, even at present, Norwegian arbitration awards are seldom challenged – and, when challenged, rarely end up being annulled. Based on reporting shared at Norwegian Arbitration Day 2024, we are aware of only three Norwegian cases seeking annulment in 2023. The true finality of Norwegian arbitration awards seems to be an additional sort of success for the ad hoc arbitration system.

As an aside, another notable additional side effect of the levels of trust and ultimately collegiality in the Norwegian legal community is that, in contrast to the norm in most other countries around the world, appointment of panels typically occurs not according to the usual party-appointment procedure, but with the parties jointly agreeing upon all three (or occasionally two of three) panel members. This situation underscores the unusually high level of functioning in the Norwegian arbitration world.

A second overall reason for the continued prevalence of ad hoc arbitration is that institutions are viewed by many with skepticism. Ad hoc arbitration users may be concerned about institutions introducing unnecessary complication into the arbitration process, and potentially also more expense. Ad hoc arbitrations are seen as safe and predictable, with well-known arbitrators adjudicating the disputes, and with chairpersons also taking on much of the role that would otherwise be handled by a secretariat.

Ultimately, inertia also plays a significant role. It is hard to drag people unwillingly away from a system that seems to work – but especially hard to succeed in converting members of a traditionally cautious profession, no matter where in the world they are based. One rarely faces criticism for sticking to the status quo rather than opting for a newer (even if perhaps better) way of doing things. Furthermore, measures which go in the right direction, but only partially solve the relevant problems – such as the rightly celebrated Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association, discussed below – can ironically make it even harder to move further by relieving some of the overall pressure to implement changes. Right or wrong, then, significant force is needed to move in a new direction.

The problems with ad hoc arbitration in Norway

One consequence of the above considerations is that efforts to introduce institutional arbitration to the Norwegian legal community have not, at least not at present, been the success that many have hoped.

Yet there remain a number of problems with ad hoc arbitration in Norway, and corresponding advantages to institutional arbitration:

• Diversity of arbitrators: There seems to be something structural about ad hoc arbitration, as compared to institutional arbitration, which inhibits diversity among arbitral tribunals. The issue connects to the value of party autonomy, which ad hoc arbitration takes to an extreme. As mentioned, it is normal in Norwegian ad hoc arbitrations for parties (aided by their lawyers) to jointly appoint a panel of arbitrators. These arbitration users can tend to have a conservative streak, opting for the most traditional – including the most senior – presences in the arbitration community. As a potential panel is under discussion, lawyers may be reluctant to advocate for a younger, and thus also typically less experienced, arbitrator from their side. Such a move may allow for the opposing counsel to advocate for a very experienced arbitrator who will be presumed to “win” in a disagreement with the less experienced arbitrator. Or it may simply be considered a less predictable approach than opting for a seasoned veteran – which, considered in a vacuum, can hardly be criticized. Yet, this situation often leads to panels consisting exclusively of “safe choices”: conventional, very experienced arbitrators, which in Norway will most often mean men in their sixties or seventies. The unfortunate consequence is that diversity of virtually every kind is, if not expressly or deliberately rejected, then sidelined as collateral damage. This problem seems to repeat itself around the world when parties are the ones doing the appointing, even in institutional arbitrations – so it is likely fairest to conclude that this is a problem of party appointment more than an ad hoc problem or a Norwegian one.
  Arbitral institutions, by contrast, can – and, the data shows, actively and successfully do – facilitate such change, in part because institutions often appoint a tribunal’s chairperson (or the sole arbitrator, as relevant). Data from various institutions seems to reflect, e.g., that, whatever the rate at which parties appoint women as arbitrators, the institutions appoint more. Based on our experiences and those of our colleagues at other law firms, the same goes for other axes of diversity that are worth encouraging.
• Lack of transparency or predictability, the Black Box syndrome. Ad hoc arbitration in Norway is guided ultimately by Norway’s 2004 arbitration statute. This statute is in several regards only a bare-bones framework – notwithstanding e.g. the commentaries which flesh out some aspects of Norwegian arbitration procedure according to the law. Compared to the detailed and carefully considered rules of the institutions mentioned already, much is missing. One straightforward example is regarding fees. There is nothing in Norwegian law that states what fees an arbitrator shall be entitled to. The consequence is that, potentially problematically, each arbitral tribunal decides its own fees. Another example is regarding requests for access to evidence – as to which the governing statute does not comment. Here, historically, parties and arbitrators have looked to, variously, the Norwegian Civil Procedure Act, the IBA Rules on the Taking of Evidence in International Arbitration, and other sources. In the absence of party agreement to adopt a ruleset in PO1, arbitrators tend to grasp at straws when looking for authority to guide their decision-making in this area because the law is silent on the matter. Users of arbitration under Norwegian law are generally agreed that this state of affairs is not ideal. The leading institutions, by contrast, have thorough and carefully-crafted rulesets to address these issues, among others, and resources including secretariats, boards, and advisory committees to ensure continued progress in relevant arenas related to promoting predictable arbitration procedures in line with the key values that are supposed to underpin any arbitration ruleset.
• More attractive for foreign parties: While Norwegians, and perhaps Scandinavians in general, would have few problems with “trusting” a country’s ad hoc regime, this is less often the case for companies based elsewhere in the world. It is easier to “sell” parties on arbitration in a given country – for example Norway – if the arbitration is institutional rather than ad hoc. While it can be debated whether such considerations from foreign companies or lawyers are well-founded, their considerations are real and should be taken into account.

The pressure to remedy these and other issues is growing. Year by year, the legal Industry becomes more committed to remedying historic gender differences. In the last 10 years, institutions have made major strides in improving upon the proportion of women appointed as arbitrators. In 2022, the SCC announced having for the first time appointed more women than men as arbitrators in cases where appointing responsibility fell upon the institution itself. Other institutions are having – or are apparently on the way to – similar success stories. In recent years, discussion of case costs in the Norwegian legal community has risen more and more. While the sphere of arbitration is outside the typical focus of this discussion, we expect that pressure to guarantee predictable arbitrator fees will continue to grow.

The way forward

What is to be done, then? Some have worked to establish a new Kalmar Union of sorts, but for arbitration. In 2017, a number of prominent actors in the Nordic arbitration community created the Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association. NOMA has issued rulesets and more which have successfully lent more predictability to arbitration in the region, and in particular in Norway. Even when an arbitration agreement has made no mention of NOMA, counsel often encourage their clients to rely on NOMA’s texts, with the result that NOMA’s policies are voluntarily invoked jointly by the parties at the outset of an arbitration proceeding.

And we, the authors, are supporters and users of NOMA, in particular for its detailed set of rules, best practice guidelines, CMC matrix, and so forth, which introduce a great measure of predictability into arbitrations that might otherwise lack it. Yet, at the same time, NOMA lacks some of the important functions of a fully fledged arbitral institution. And although the NOMA rules require a claimant to submit a copy of any notice of arbitration to NOMA for record-keeping purposes (see 2021 Rules, Art. 3.1), NOMA does not seem to report statistics on its cases.

Norway continues to need, then, a true and full-fledged institution. It needs a secretariat with individuals whose daily work it is to market their institution as a place for disputes to be resolved. That secretariat needs to be able to appoint arbitrators and handle administrative tasks related to such appointments and to the further resolution of its cases. And they have to be present and market the institute, as the DIA, the SCC, and other institutions have done well over the last decades.

One reason that neither the OCC nor NOMA has had full institutional status is that an institution requires a serious investment of capital – both time and money – in addition to a sufficient case load. Yet, while meaningful investment is required to build out an institution, and while any institution will of course face challenges in bringing users to its doorstep, we believe that the time is right for such investment, and that it will pay off in the end – both for the institution that makes the investment and for Norwegian arbitration users. We will benefit from greater predictability, from greater arbitrator diversity, from an easier time marketing Norwegian arbitration to foreign users, and in countless other ways large and small.

I april 2021 fremsatte EU-Kommissionen forslag til en forordning, som skal regulere kunstig intelligens. Forslaget har været genstand for høring og forhandling mellem medlemsstaterne. Særligt blev der forhandlet intenst og fundet en aftale i dagene op til den 9. december 2023 – den tekst blev offentligt kendt den 22. januar 2024. Teksten er endnu ikke formelt blevet gjort til lov på tidspunktet, hvor dette indlæg forfattes, og der er forlydende om, at blandt andre Tyskland og Frankrig stadig søger at få nogle ændringer igennem, skriver advokat Jørgen Bek Weiss Hansen, Lassen Ricard.

EU-Parlamentet foreslog den 14. juni 2023 ændringer til AI Forordningen, hvorved ”alternative dispute resolution” (ADR) blev inddraget, og aftalen fra december 2023 fastholdt, at ADR skulle være omfattet af Forordningen. I den kontekst er ADR ikke nærmere defineret, men almindelig sprogbrug og anden EU-lovgivning (særligt Direktiv 2013/11 og Forordning 524/2013) tilsiger, at begrebet omfatter voldgift.

I den nuværende tekst for AI Forordningen er ADR indføjet i Annex III i AI Forordningen; det Annex, som ifølge AI Forordningens art. 6(2) er definerende for, om AI er ”high risk” og derfor skal efterleve en lang række krav – herunder krav til sikkerhed, transparens, dokumentation, CE-godkendelse, mv.

Teksten i Annex III, pkt. 8(a), lyder (citat, min fremhævning):

High-risk AI systems pursuant to Article 6(2) are the AI systems listed in any of the following areas:

(…)

AI systems intended to be used by a judicial authority or on their behalf to assist a judicial authority in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts or used in a similar way in alternative dispute resolution.

Baggrunden for, at brugen af AI i ADR som udgangspunkt gør AI’en ”high risk” er anført i præamblen (citat, min fremhævning):

(40)  Certain AI systems intended for the administration of justice and democratic processes should be classified as high-risk, considering their potentially significant impact on democracy, rule of law, individual freedoms as well as the right to an effective remedy and to a fair trial. In particular, to address the risks of potential biases, errors and opacity, it is appropriate to qualify as high-risk AI systems intended to be used by a judicial authority or on its behalf to assist judicial authorities in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts. AI systems intended to be used by alternative dispute resolution bodies for those purposes should also be considered high-risk when the outcomes of the alternative dispute resolution proceedings produce legal effects for the parties. The use of artificial intelligence tools can support the decision-making power of judges or judicial independence, but should not replace it, as the final decision-making must remain a human-driven activity and decision. Such qualification should not extend, however, to AI systems intended for purely ancillary administrative activities that do not affect the actual administration of justice in individual cases, such as anonymization or pseudonymization of judicial decisions, documents or data, communication between personnel, administrative tasks.

At dømme ud fra de høringssvar, som denne forfatter har kendskab til (herunder i mit arbejde på vegne af Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for IT Law hhv. Future of the Legal Profession and Legal Services), var dette desværre ikke noget, som var genstand for større fokus eller mødte nogen større modstand.

Den nuværende tekst til AI Forordningen rejser flere interessante spørgsmål, som blot skal berøres her, og som måske kan dyrkes nærmere, når den endelige forordning er færdig hhv. når implementeringen begynder:

1. I en dansk kontekst har vi den særegne situation, at vi har et retsforbehold. Umiddelbart kan det betyde, at AI Forordningens indflydelse i vores almindelige retssystem kan begrænses eller ændres af Folketinget, mens det samme formodentligt ikke vil gælde for dansk voldgift.

2. Danmark og de øvrige EU-lande har tiltrådt New York konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, og vi er derfor forpligtet til at anerkende voldgiftskendelser afsagt i andre lande, jf. også voldgiftsloven §§ 38 og 39. Dette vil umiddelbart også være tilfældet, hvis der er brugt ”high risk AI” i den udenlandske voldgiftsproces, uden at kravene i AI Forordningen er efterlevet. Altså kan man måske formode en større tendens til at lægge voldgiftssager uden for Danmark, hvis det er billigere, hurtigere, mv. pga. AI reguleringen, og resultatet alligevel kan bruges direkte i Danmark. Tilsvarende kan man måske forvente sager ved domstolene, hvor den tabende part i voldgiftssagen vil forsøge at få tilsidesat AI-drevne udenlandske voldgiftskendelser efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 2, litra b) (”at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden”).

3. I voldgift har udgangspunktet altid været, at parterne selv kan bestemme, hvordan de vil afvikle voldgiftssagen. Partsautonomien indebærer efter gældende ret, at parterne i princippet kan aftale at udpege en helt ukendt og utrænet person som voldgiftsdommer for at dømme i parternes sag og gøre det uden, at personen bruger videre tid på at forstå sagen. Hvad er det saglige argument så for, at de samme parter ikke kan aftale at bruge ”high risk AI” (uden alle kravene) til at bistå eller afgøre sagen? Den nuværende tekst i AI Forordningens præambel giver desværre ikke noget klart svar på dette spørgsmål.

Forventningen er dog, at nogle undtagelser til oplistningen i Annex III (overfor forfatteren omtalt som ”filtre”), som blev introduceret sent i processen i AI Forordningens artikel 6(2a), vil afbøde noget af effekten. Således vil AI, der er ment til at udføre en begrænset processuel opgave i en voldgiftssag, i udgangspunktet være undtaget fra ”high risk”-kravene. Det samme gælder AI, der er ment til at forbedre på resultatet af en forudgående gennemført menneskelig aktivitet i voldgiftssagen. Tilsvarende giver teksten til AI Forordningen i artikel 6 (2c)-(2d) samt i artikel 7 EU kommissionen mulighed for at klarlægge hhv. ændre i, hvad der er ”high risk”, og hvad der ikke er.

Læs mere:

https://voldgiftsinstituttet.dk/proposal-for-a-regulation-of-the-european-parliament-and-of-the-council-laying-down-harmonised-rules-on-artificial-intelligence-artificial-intelligence-act-and-amending-certain-union-legislative-act/

Jørgen Bek Weiss Hansen

Advokat og partner hos Lassen Ricard. Jørgen er også medlem af Advokatsamfundets Internationale Udvalg, hvor han blandt andet repræsenterer Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for Future of the Legal Profession and Legal Services og IT Law. Tidligere har Jørgen også været medlem af hver af Danske Advokaters og Advokatsamfundets arbejdsgrupper for LegalTech.

proposal

For cases commenced on or after 1 March 2024 under the Rules of Arbitration, the DIA increases its administrative charge by 5% owing to rising costs. The registration fee and arbitrator fees are unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 March 2024 the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which is available here.

Moreover, on and after 1 March 2024, the prices for renting premises at the DIA increase, including for pending cases. For cases filed at the DIA, the cost will be DKK 4,000 for a full day and DKK 3,000 for half a day. For ad hoc cases, the cost will be DKK 8,000 for a full day and DKK 6,000 for half a day. A 50% increase continues to apply if a meeting is held on a Saturday, Sunday or a Public Holiday/Closing Day.

Både den danske voldgiftslov og New York-konventionen overlader det til nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler, som ikke nødvendigvis er lex arbitri, i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, skriver Cecilie Hørsted Christoffersen, Plesner, i en artikel på baggrund af sit speciale om manglende retlig handleevne som grundlag for tilsidesættelse af voldgiftskendelser.

Såvel den danske voldgiftslov som New York-konventionen overlader det til den pågældende parts nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. Parternes aftale om voldgift bliver således reguleret af modpartens lands nationale lovgivning – selv i tilfælde hvor parterne udtrykkeligt har valgt et andet lands lov som gældende for voldgiftsaftalen.

Spørgsmålet er, hvordan domstole og voldgiftsretterne skal løse den konflikt, der opstår mellem den nationale regulering af retlig handleevne og på den anden side hensynet til medkontrahentens berettigede forventninger om voldgiftsaftalens gyldighed.

Konflikten ses i praksis særligt at opstå i forbindelse med voldgiftsaftaler, indgået af stater og statsejede enheder. I disse voldgiftstvister ses undertiden, at de statslige parter forsøger at erstatte voldgiftsrettens kompetence med egne nationale domstoles kompetence ved at påberåbe sig nationale bestemmelser om retlig handleevne, der forhindrer dem i at indgå en gyldig international voldgiftsaftale.

Iran v French Company

Det var netop omdrejningspunktet i sagen Iran v French Company (ICC Case No. 4381) fra 1986 i Stockholm, hvor et fransk selskab indledte en voldgiftssag mod en iransk statsejet enhed i forbindelse med et byggeprojekt i Iran. Det iranske selskab bestred voldgiftsrettens kompetence med den begrundelse, at selskabet i henhold til den iranske forfatning ikke havde retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten medgav, at spørgsmålet om retlig handleevne skulle bedømmes efter iransk ret uafhængigt af, hvad parterne ellers have aftalt af lovvalg for voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten foretog herefter en undersøgelse af, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne berettige, at den nationale lovgivning ikke kunne få betydning for voldgiftsaftalens gyldighed.

Voldgiftsretten lagde i den forbindelse vægt på, at den franske part hverken kendte til eller var blevet gjort opmærksom på den efter iransk ret gældende begrænsning i den statslige parts retlige handleevne på tidspunktet for aftaleindgåelsen og derfor indgik voldgiftsaftalen i god tro om dens gyldighed. Voldgiftsretten afskar således den statslige part fra at påberåbe sig manglende retlig handleevne, idet medkontrahenten var i god tro om modpartens manglende retlig handleevne.

Framatome

Denne linje blev fulgt i sagen Framatome (ICC Case No. 3986), hvor voldgiftsretten ligeledes afviste en indsigelse om manglende retlig handleevne med henvisning til, at medkontrahenten var i god tro. I denne sag gik voldgiftsretten imidlertid et skridt videre, idet de fandt hjemmel i princippet om god tro på trods af, at den udenlandske part faktisk var bekendt med den nationale begrænsning i den retlige handleevne:

“To perform the contract for several months, without ever raising the problem of the validity of the arbitration clause, can only be interpreted as a “ratification” of the said clause, in the circumstances of the present case.”

Formuleringen viser, at det afgørende for voldgiftsretten ikke var, at den udenlandske medkontrahent havde viden om den nationale bestemmelse, men det forhold at den statslige part ved sin ageren havde skabt en berettiget forventning hos den udenlandske medkontrahent om, at den nationale bestemmelse ikke havde indflydelse på voldgiftsaftalens gyldighed. De to sager viser, at god tro trumfer indsigelser om manglende retlig handleevne, hvis den udenlandske part ikke har kendskab til den bagvedliggende nationale regulering eller i øvrigt har en berettiget forventning om, at voldgiftsklausulen er gyldig på trods af den nationale bestemmelse.

Dette synspunkt lægger sig tæt op ad doktrinen om Estoppel, hvorved forstås, at en part ikke kan tillades at handle selvmodstridende ved at bekræfte noget på et tidspunkt og senere benægte det til egen fordel. Estoppel-doktrinen adskiller sig fra den netop omtalte god tro-bedømmelse ved, at doktrinen ikke udelukkende fokuserer på beskyttelseshensynet til medkontrahenten, men derimod har fokus på partens egne inkonsekvente handlinger og en samlet bedømmelse af, hvorvidt disse har urimelige konsekvenser for den anden part.

Bankswitch v Republic of Ghana / Balkan Energy v Republic of Ghana

Baseret på doktrinen om Estoppel fandt retten i sagen Bankswitch v Republic of Ghana (PCA Case No. 2011-10), at en statslig part ikke kunne gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, når den havde indgået en voldgiftsaftale og faktisk havde efterlevet kontrakten. Retten lagde i bedømmelsen vægt på, at den statslige part havde handlet i overensstemmelse med kontrakten igennem fem år, før den gjorde indsigelse om manglende retlig handleevne.

Samme resultat nåede retten i Balkan Energy v Republic of Ghana (PCA Case No. 2010-07), hvor retten fremhævede, at kontrakten havde været indgået i mere end tre år samt, at den ghanesiske rigsadvokat forinden havde udtalt, at den omstridte regulering af retlig handleevne i den ghanesiske forfatning ikke fandt anvendelse i det konkrete tilfælde.

De to sager er eksempler på, at imødekommelse af indsigelserne om manglende retlig handleevne ville skabe et urimeligt resultat. Det kan udledes af denne praksis, at doktrinen om Estoppel udelukker indsigelser om manglende retlig handleevne, i det omfang disse først fremkommer efter, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, og parten har ageret i overensstemmelse med denne aftale.

Italian Company v African Entity

I tillæg til princippet om god tro og doktrinen om estoppel har voldgiftsretter og domstole i praksis henvist til international ordre public som hjemmel til at afvise en indsigelse om manglende retlig handleevne. En kendt formulering stammer fra sagen Italian Company v African Entity (ICC Case No. 1939), hvor voldgiftsretten afskar en sådan indsigelse med følgende begrundelse:

“…international ordre public would vigorously reject the proposition that a State organ, when dealing with foreigners, having openly, with knowledge and intent, concluded an arbitration clause that inspires the co-contractant’s confidence, could thereafter, whether in the arbitration or in execution proceedings, invoke the nullity of its own promise.”

FAKTA

Fundamentet for, at en sag kan indbringes for voldgift, er, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. En betingelse herfor er som udgangspunkt, at begge parter har haft den fornødne retlige handleevne til at indgå en aftale.

I Danmark er spørgsmålet om retlig handleevne reguleret i voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra a, samt § 39, stk. 1, nr. 1, litra a. Bestemmelserne fastslår, at en voldgiftskendelse kan tilsidesættes samt nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, såfremt en af parterne i voldgiftsaftalen ved aftalens indgåelse manglede retlig handleevne efter loven i det land, hvori denne havde bopæl.

Reglerne stammer fra New York-konventionens art. V(1)(a) der fastslår, at parterne skal have retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen efter den lov, der gælder for dem.

Cecilie Hørsted Christoffersen

Fuldmægtig hos Plesner, tidligere deltager i Vis Moot.

Litigation Funding har længe været et kontroversielt emne, der har påkaldt sig opmærksomhed både internationalt og i Danmark. En ny afgørelse fra England komplicerer problemstillingen yderligere. Voldgiftsinstituttet har været forudseende, da Litigation Funding er reguleret i de gældende regler for behandling af voldgiftssager, skriver Casper Gammelgaard, Hjulmand Kaptain.

Voldgiftsinstituttet udgav i sit nyhedsbrev i august 2023 en artikel skrevet af Rechtsanwalt Stefan Kirsten, der vedrørte en parts mulighed for at tegne en såkaldt ”ATE-Insurance (After the Event-Insurance)”, hvorefter en part på forskellig vis kan forsikre sig mod et økonomisk tab i det tilfælde, at parten måtte tabe en rets- eller voldgiftssag. Imidlertid er det for øjeblikket ikke muligt hos danske forsikringsselskaber at tegne sådanne ATE-forsikringer.

Når en sådan ATE-forsikring tegnes, vil det typisk ske i forbindelse med indgåelse af en finansieringsaftale, også kaldet ”Litigation Funding Agreement”, hvilket er en anden måde, hvorpå en part kan minimere negative konsekvenser af at tabe en rets- eller voldgiftssag.

Begrebet Litigation Funding (eller Third Party Litigation Funding ”TPLF”) er udtryk for, at en tredjepart finansierer en rets- eller voldgiftssag for sagsøger/klager eller sagsøgte/indklagede med det formål, enten at få en høj forrentning af de udbetalte midler, og/eller at få en procentuel andel af det krav, som parten måtte få tilkendt under sagen.

Der er således ikke tale om et lån, da finansieringen som altovervejende hovedregel stilles til rådighed på ”Non-Recourse Basis”, hvormed skal forstås, at investor ikke kan kræve finansieringen tilbagebetalt, hvis rets- eller voldgiftssagen ikke får det forventede udfald.

Basalt set betyder det, at hvis du vinder sagen, skal investor have en andel af det vundne. Hvis du taber sagen, er investeringen tabt, men investor skal som udgangspunkt ikke betale for de omkostninger, som vinderen typisk tilkendes.

Modellen er velkendt særligt fra England, hvor industrien for Litigation Funding har været hastigt voksende gennem en længere årrække, hvilket helt naturligt har medført, at der er etableret en række virksomheder, der er højt specialiserede i netop at levere denne form for finansiering. En række danske aktører har også vendt sig mod England, når der har været behov for at søge finansiering til en dansk rets- eller voldgiftssag.

En afgørelse fra Den engelske Højesteret (UK Supreme Court) vil muligvis ændre væsentligt på tilgangen til problemstillingen – i hvert fald i England.

Afgørelsen fra UK Supreme Court

Appellen i sagen ”R (on the application of PACCAR Inc and others) (Appellants) v Competition Appeal Tribunal and others (Respondents) [2023] UKSC 28” vedrørte en påstået overtrædelse af konkurrenceloven i henhold til engelsk ret. To af de sagsøgte parter havde indgået aftale med tredjeparter om finansiering af disse sagsøgtes omkostninger ved retssagen (Litigation Funding Agreements).

Appellanterne hævdede, at disse aftaler udgjorde såkaldte ”Damage Based Agreements”. I engelsk ret er der imidlertid opstillet særlige gyldighedskrav for Damage Based aftalerne. Mellem parterne var der enighed om, at disse krav ikke var overholdt. Spørgsmålet for de engelske domstole var således om Litigation Funding aftalerne kunne sidestilles med en Damage Based aftale med det resultat, at de førstnævnte aftaler skulle anses for ugyldige.

Sådanne aftaler er defineret i engelsk ret som:

“… an agreement between a person providing advocacy services, litigation services or claims management services by which the recipient of those services is to make a payment to the person providing the services (if the recipient obtains a financial benefit from the litigation), where the amount of the payment is determined by reference to the amount of the financial benefit obtained”.

Højesteret kom til manges overraskelse frem til, at Litigation Funding aftalerne skulle sidestilles med en Damaged Based aftale, hvorfor de under de givne omstændigheder ikke var gyldige, og dermed ikke kunne håndhæves.

Der er tale om en betydningsfuld afgørelse for finansieringsindustrien i England, da den kan få vidtrækkende konsekvenser for de sager, hvor finansieringsselskaberne allerede er involveret. Finansieringsselskaberne har ikke andre muligheder end at forsøge at genforhandle deres finansieringsaftaler, idet parten, der har opnået finansieringen, dog kan nægte dette, hvilket potentielt kan efterlade investoren ude af stand til at genvinde deres afkast. En naturlig frygt for, at allerede indskudte midler meget vel kan være gået tabt, er derfor opstået hos mange af selskaberne.

Regulering af Litigation Funding i Danmark

I Danmark findes der ikke tilsvarende regler om indgåelse af erstatningsbaserede aftaler eller Damaged Based aftaler, hvorfor den engelske afgørelse, ikke vil få betydning for rent danske aftaler om Litigation Funding i danske rets- og voldgiftssager.

Det er dog alment kendt, at en række sager, der verserer ved de danske domstole og voldgiftsretter, er finansieret via udenlandske midler og afgørelsen fra England kan dermed få betydning for disse sager.

Med de nye begrænsninger for indgåelse af Litigation Funding aftaler i England er det ikke usandsynligt, at finansieringsselskaber i lande, hvor der ikke er tilsvarende begrænsninger, vil opleve en stigning i efterspørgslen på Litigation Funding aftaler. Samtidig vil engelske finansieringsselskaber sandsynligvis forsøge at aftale sig ud af engelsk ret som værneting, når de finansierer rets- og voldgiftssager i jurisdiktioner udenfor England, hvor Litigation Funding aftaler fortsat kan indgås på samme vilkår som tidligere, herunder for eksempel Danmark, hvor der ikke er indført en regulering af aftaler om Litigation Funding.

Den manglende regulering er ikke ensbetydende med, at emnet ikke har påkaldt sig opmærksomhed i Danmark. Fokus har været på de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan opstå, når rets- eller voldgiftssager på den måde bliver kommercialiseret og genstand for spekulation for ellers udenforstående parter.

I 2020 udgav Tænketanken Justitia en analyse om ”erhvervslivets adgang til domstolene”, hvori det blandt andet blev anbefalet, at der i retsplejeloven indsættes regler, der giver retten mulighed for, dels at pålægge investoren at betale sagsomkostninger, dels at pålægge den finansierede part at oplyse retten om den eventuelle finansiering. Nogle af overvejelserne bag dette var, at der kunne være en risiko for, at investoren, i modsætning til den finansierede part, ikke ville interesseret i at indgå forlig, hvis afkastet ved at fortsætte sagen ville være højere. Der kan derved opstå spørgsmål om, hvem der reelt er part i sagen, hvis investoren opnår for stor kontrol. Dette kan også være en udfordring rent advokatetisk. Endelig blev det også overvejet om, der kunne være risiko for, at en vindende sagsøgt/indklaget blev stillet ringere overfor en sagsøger/klager, der får finansieret sit søgsmål, som følge af, at denne formodentligt ikke selv havde midlerne til at føre sagen og derfor sandsynligvis heller ikke ville have midlerne til at betale sagsomkostninger i det tilfælde, at sagen tabes.

En aftale om Litigation Funding indebærer som udgangspunkt ikke, at investoren hæfter for sagsomkostninger. Der vil derfor heller ikke være nogen til at dække sagsomkostningerne, hvis ingen af parterne i øvrigt har tegnet en ATE-forsikring. Eftersom der i dansk ret som udgangspunkt ikke er hjemmel til at kræve, at en part med domicil i EU skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, bliver retssikkerheden for den part, der ikke kan opnå finansiering, dermed udfordret. Der har dog været danske retsafgørelser (eksempelvis UfR 2017.2439 H og UfR 2022.5027 VLR), hvor domstolene har fundet, at en overdragelse af et krav (eksempelvis fra et konkursbo) til et ”tomt” selskab, man ikke kunne forvente kunne betale eventuelle pålagte sagsomkostninger, havde karakter af en omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger, hvorefter retten pålagde sagsøgeren at stille sikkerhed for sagsomkostningerne.

Grundlæggende samme overvejelser har ligeledes været oppe at vende i internationale fora, hvor der også er set en stigende tendens i udviklingen af aftaler om Litigation Funding, hvilket i øvrigt tidligere har vækket bekymring i EU, hvorfor EU-parlamentet i september 2022 valgte at sende en anbefaling til EU-Kommissionen, gående på, at det burde sikres, at privat finansiering af rets- og voldgiftssager sker på en forsvarlig måde. Imidlertid har dette heller ikke ført til nogen regulering af Third Party Litigation Funding i EU (endnu).

Voldgiftsinstituttets regler om finansieringsaftaler

Voldgiftsinstituttet har derimod været på forkant med udviklingen og allerede reageret på de nye tendenser.

I Voldgiftsinstituttets regler fra 13. april 2021 blev § 20, stk. 4, således indført. Heri har Voldgiftsinstituttet pålagt parterne at oplyse om eventuelle finansieringsaftaler, hvis den medfører, at tredjemand får en økonomisk interesse i udfaldet af sagen.

Allerede som følge af denne bestemmelse, er risikoen for at stå ringere overfor en part, der har opnået finansiering, blevet minimeret, idet oplysningen om eventuelle finansieringsaftaler gør det muligt for den anden part at inddæmme risikoen for et evt. økonomisk tab ved f.eks. at anmode voldgiftsretten om, at den finansierede part skal pålægges af stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf.  § 12, stk. 3, i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

Netop denne adgang til mulig sikkerhed for sagsomkostninger er et af punkterne, hvor institutionel voldgift adskiller sig fra de civile domstole i Danmark og (endnu) et eksempel på, at voldgiftsinstitutioner kan agere mere agilt og hurtigere end domstolene, som er afhængige af opdateringer af retsplejeloven, hvorfor beslutnings- og implementeringsprocessen derfor er noget længere.

Casper Gammelgaard

Advokat (H), ejerpartner, FCIArb, HjulmandKaptain.

Sofie Emilie Andersen arbejder fuldtid hos Gorrissen Federspiel, men derudover bliver en del af døgnets resterende timer de kommende tre måneder brugt på Vis Moot. Hun er coach for otte studerende fra Aarhus Universitet, der igennem de kommende tre måneder skal øve deres procedure i en fiktiv voldgiftssag. Selvom det betyder, at der ikke er meget fritid til overs, gør hun det gerne. For hun ser det som et privilegium at give sin viden videre og hjælpe andre ind i det karrierespor, som hun selv er i.

Det var et tilfælde, at Sofie Emilie Andersen for tre år siden kom med i Vis Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet. Hun var på den sidste del af sin uddannelse, og var i tvivl om, hvordan karrieren skulle forme sig, da hun blev opfordret til at søge om at bruge sine sidste to semestre på Vis Moot-holdet.

”Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, men det tiltalte mig at prøve kræfter med det. Og det kom faktisk til at sætte retningen for hele min karriere, for det er præcis, hvad jeg arbejder med nu her tre år senere. I dag er jeg meget entusiastisk med at anbefale andre jurastuderende at søge om deltagelse, for det er noget af det mest udbytterige, jeg gjorde i min studietid.”

”Det, som fascinerede mig, var at tage parti og argumentere for min klient, selvom jeg godt ved, at der er faldgruber. For mig var det en anden vinkel på juraen, som jo på universitetet handler om at se den objektive problemstilling fra alle sider for at nå frem til det materielt rigtige resultat,” siger Sofie Emilie Andersen, der følte, at hele uddannelsen faldt i hak under konkurrencen, fordi hun pludselig kunne se sig selv arbejde med konfliktløsning og proces i fremtiden.

Det er grunden til, at hun i dag bidrager med sin viden som fast tilknyttet coach på Aarhus Universitets Vis Moot deltagelse.

”Det er megasjovt at være med, og det giver god mening for mig. Selvfølgelig fordi Gorrissen Federspiel er hovedsponsor på Aarhus Universitets deltagelse, men også af den grund, at jeg får lov til at tage del i de studerendes udvikling, og har mulighed for at støtte dem i noget, der måske også bliver retningssættende for deres arbejdsliv.”

Kæmpe tour de force

De kommende tre måneder lægger Sofie Emilie Andersen 400-500 timer i arbejdet som coach. Først og fremmest skal hun sætte sig ind i det omfattende materiale, som hører til den fiktive sag, som skal procederes. Hertil kommer de ugentlige øverunder, den løbende sparring og rejser, hvor de studerende får mulighed for at prøve deres argumenter af overfor voldgiftsdommere og modparter fra andre retstraditioner.

”Udover Pre-Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet den 27. januar 2024, er jeg med i New York i ti dage og Lissabon i tre dage. Desuden skal vi til Stockholm, Hamborg og endelig finalen i Wien, som varer omkring otte dage. Så vi står foran en kæmpe tour de force. Her er det så godt at have en fleksibel arbejdsplads, for jeg skal passe mine sager ved siden af. Alt i alt bliver det til en del interessetimer, og sådan noget som kaffeaftaler med venner og veninder må vente,” siger hun.

Til gengæld nyder hun også at hjælpe de studerende med at finpudse argumenter, strategier og præsentationsteknikker.

”Nu hvor de har afleveret processkrifterne, starter det mundtlige forløb. Min opgave er sammen med mine med-coaches at hjælpe alle deltagerne til at finde ind til deres egen stil. Hvordan man procederer, er nemlig meget individuelt, og det at procedere er i min optik ikke en one size fits all. Selvfølgelig har vi en særlig stil som hold, men hvordan de studerende rammer den er forskelligt. Det er for eksempel ikke alle, der trives i at være i centrum, og er man lidt tilbageholdende af natur, vil man måske finde ind i en mere tilbagelænet og autoritær stil, som er meget nordisk. Andre stormer fremad på en måde, som man ville kunne opleve i en amerikansk retssal, og de vil måske ende med en mere ivrig og dynamisk stil. Det handler om at finde en form, som er overbevisende, men som man samtidig er tryg i, for man kan ikke være en anden, end den man er. ”

Næste år giver Sofie Emilie Andersen formentlig opgaven videre til en kollega, men ikke på grund af manglende engagement. Der er andre ting, som trækker.

”Lige nu er planen, at jeg rejser til Asien for at læse en LL.M. i 2025. Den skal – selvfølgelig – være med fokus på international tvistløsning og voldgift.”

Sofie Emilie Andersen

Advokat, Gorrissen Federspiel, Aarhus.

Mød Sahra Arif, som er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste fem år har hun arbejdet med international voldgift i Rotterdam, hvor hun både har rådgivet klienter og procederet sager i voldgiftsretten. Interessen for faget startede med en opgave om investment arbitration og en Moot-konkurrence i international søret. Hjertet banker stadig for Moot-konkurrencer og for at åbne de studerendes øjne for voldgift.

Det skulle have været et enkelt år, men det blev til et halvt årti i Holland. Sahra Arif forelskede sig i faget international voldgift på Erasmus University Rotterdam, og blev efter sin kandidat ansat på et advokatkontor, hvor hun specialiserede sig i tvistløsning.

”For mig har tiden på universitetet haft en kæmpe indflydelse på min interesse for voldgift. Under min kandidat havde jeg mulighed for at deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot. For at dykke dybere ned i voldgiftsret, skrev jeg blandt andet også mit speciale om Investor-State Dispute Settlement og deltog i – og vandt – en international essay-konkurrence, hvor jeg skrev om samme emne og dets forenelighed med EU-retten.”

”Min interesse for voldgift er helt klart en af de vigtigste årsager til, at jeg blev i Rotterdam, hvor jeg blev tilbudt job på et mellemstort advokatkontor, og hvor jeg var heldig at få mulighed for at arbejde for en partner, der var fantastisk til at uddelegere. Så sad jeg pludseligt med spændende internationale sager, hvor jeg også selv procederede i voldgiftsretten – og tiden fløj afsted,” siger Sahra Arif, der efter fem år dog fik så meget hjemve, at hun søgte jobbet i Voldgiftsinstituttet.

”Da jeg gerne ville hjem, var det oplagt at søge stillingen hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg har mulighed for at fortsætte med at arbejde med faget og især få praktisk erfaring med danske voldgiftssager.”

”Hos Voldgiftsinstituttet, er jeg en del af sekretariatet, der sørger for sagsbehandlingen i instituttets danske og internationale voldgiftssager og mediationer. Det indebærer en lang række administrative og juridiske opgaver og beslutninger, der tilsammen skal sørge for, at sagerne forløber hurtigt og effektivt, og som parterne har aftalt.”

Reglerne skal leve op til parternes behov

Det er stadig især arbejdet med voldgiftssager på tværs af landegrænserne, der interesserer Sahra Arif.

”I Rotterdam havde jeg i høj grad internationale klienter, og på den måde fik jeg mulighed for at anvende forskellige institutters regler. For mig er det interessant, at parterne selv kan forme processen og skræddersy deres voldgiftsdomstol, for det giver mange muligheder for at få skabt en proces, der passer til parterne og sagen. Det giver god mening at løse tvister på den måde, og det er noget af det, jeg skal arbejde videre med her hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg også får mulighed for at være med til at udvikle praksis og reglerne, så instituttets service hele tiden lever op til partnernes behov,” siger hun.

”Mens jeg i mit job på advokatkontoret selv var partsrepræsentant, havde jeg også indsigt i voldgiftsdommerens- og sekretariatets arbejde, når jeg bistod partnere, der blev udpeget som voldgiftsdommere. Indblikket fra de forskellige roller i voldgiftssagen er en kæmpe fordel nu, hvor jeg virkelig har mulighed for at se faget fra alle sider og lære af de virkelig erfarne voldgiftsdommere, der er tilknyttet instituttet – for på længere sigt er det i den rolle, jeg ser mig selv. Men indtil da er det spændende at arbejde med så forskellige typer af tvister og retsområder, og opnå dybdegående erfaring med behandlingen af danske og internationale sager i Danmark.”

At få flere unge interesserede i voldgift, ligger Sahra Arif meget på sinde.

”At deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot var meget krævende, men en fantastisk og givende oplevelse. Det er sjovt, at når jeg er ude i fora med mange jurister og advokater, finder vi med Moot-baggrund ofte sammen, fordi der er et særligt fællesskab omkring det. Derfor er det også et område, som jeg igen vil dyrke i Danmark. Muligheden er der, da Voldgiftsinstituttet både støtter Pre-Moot i Aarhus, hvor jeg er voldgiftsdommer, og Vis Moot i Wien. I det hele taget ligger det mig meget på sinde at få gjort flere studerende interesserede i voldgift, for det er et spændende og relevant retsområde, som jeg desværre oplever, er lidt forsømt på studiet.

Sahra Arif

Jurist i Voldgiftsinstituttet. Bachelor fra Københavns Universitet. Kandidat fra Erasmus University Rotterdam. Tidligere fire år som jurist i Kneppelhout Advocaten, Rotterdam, hvor hun har arbejdet med voldgiftssager for hollandske og internationale klienter.

Voldgiftsinstituttet støtter i 2024 flere af Moot-konkurrencerne. Men hvorfor investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge studerende interesserede i et område af juraen, som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden, skriver generalsekretær Steffen Pihlblad. Verden forandrer sig, og mulighederne for at få løst komplekse konflikter hurtigt og effektivt er mere end nogensinde efterspurgt af erhvervslivet.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet støtter igen i år Vis Moot-konkurrencen. Traditionen tro finder den sted i dagene op til påske – fra den 22. til 28. marts – hvor studerende, voldgiftsdommere, advokater og akademikere fra næsten 400 universiteter strømmer til Wien, for at konkurrere om en af de eftertragtede priser, der uddeles for blandt andet bedste procedure. I øvrigt en kategori som en studerende fra Aarhus Universitet vandt for et par år siden.

Lige nu øver de studerende sig via Pre-Moots, som er i fuld gang blandt andet på universiteterne i København, Odense og Aarhus. Voldgiftsinstituttet har haft et samarbejde med Aarhus Universitet gennem flere år. Det består ud over økonomisk støtte blandt andet i, at vi stiller vores ekspertise til rådighed for de studerende ved at deltage som voldgiftsdommere, når det er muligt. Jeg har selv deltaget i adskillige Pre-Moots, og jeg bliver hver gang meget imponeret over de studerendes flid, entusiasme og ikke mindst deres præstationer som procedører, hvilket som bekendt er en særdeles krævende disciplin. I år medvirker vores nye kollega, Sahra Arif, som du også kan læse interview med her nyhedsbrevet. Sahra har siden hun forlod universitetet arbejdet med international voldgift, hvilket blandt andet skyldes, at hun selv var ”Mootie”, da hun studerede jura, og på den måde fandt interessen for voldgift.

Og hvorfor så investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge jurastuderende interesserede i et område af juraen, som virksomhederne efterspørger i dag, og som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden. Verden forandrer sig, og erhvervslivet har brug for hurtigt og effektivt at få løst komplekse konflikter, sådan at parterne kan komme videre. For ingen virksomhed får noget konstruktivt ud af at vente. Alt går i stå, og det koster penge, spekulationer og energi. Men det handler også om at kunne tilrettelægge rammerne for processen, så den passer til situationen. Måske skal sproget være et andet end dansk, måske skal hele sagen køre virtuelt, køre efter andre regler end de sædvanlige eller måske er der andre ønsker til processen.

Så ja! Vi investerer gerne i dette område. Derfor er vi også glade for, at vi bliver en del af endnu en konkurrence i år, nemlig indenfor det maritime område, som netop er et fagligt felt, vi altid har haft fokus på i Voldgiftsinstituttet. Det er første gang, at Københavns Universitet deltager i denne del af Moot-universet. Selvom det kan synes at være et smalt område, så er det faktisk en konkurrence, der tiltrækker de bedste universiteter fra hele verden. Konkurrencen er – også her – hård, og forberedelserne til den store finale, der finder sted i juli i Wales, er allerede i fuld gang. Vi glæder os over at være med, at kunne dele ud af vores viden og medvirke til, at der udklækkes nye jurister med en passion for voldgift. For det er præcis, hvad der sker i Moot-konkurrencerne.

The Danish Institute of Arbitration is located in Copenhagen’s Østerbro quarter, with a spectacular view of the harbour from every room. When you choose Copenhagen as the place for your arbitration, it provides a perfect opportunity to visit a city full of beautiful architecture that includes both historic castles and modern masterpieces by some of the world’s greatest architects.

The city offers lots of exciting experiences and activities. Copenhagen is internationally known for its Nordic gastronomy and as a city where the good life is lived in cozy streets in contrasting neighbourhoods.

At the DIA you will find bright, newly furnished meeting rooms at competitive rates, comparable to those of hotel meeting rooms.

The meeting rooms are soundproofed and Wi-Fi equipped, with modern audiovisual equipment for virtual hearings. The largest room has a 23-person capacity. Lunch and other catering are offered, and the DIA’s staff can assist with practical tasks if needed.

The premises have lift access, are close to public transport and are available for all types of meetings, including those not involving arbitration or mediation. Parking is available.

The DIA also has advantageous agreements with a number of hotels. Contact us to access discounts.

Contact us too for more information and book, by sending an e-mail to [email protected] or calling +45 (0)70 26 50 13. Receive more information about your stay in Copenhagen: The Rooms of the DIA | Voldgiftsinstituttet

In short, yes, the Danish courts are seen as pro-arbitration. Accordingly, one can be confident that if an arbitration is seated in Denmark, such as the main cities of Copenhagen and Aarhus, Danish courts will handle procedural questions with insight and support the finality of an arbitral award.

By Victoria Christine Schmidt, Assistant Attorney, Kromann Reumert and Morten Adler-Nissen, Director, Attorney, Kromann Reumert.

A prime example of the pro-arbitration approach is a 2016 judgment from the Supreme Court, which sets out three points of principle. These three points prevail today, most recently in a Supreme Court case last year and a High Court case this year.

The prime example involved a setting aside request at the Supreme Court following a distribution agreement in the wind turbine industry (UfR 2016.1558/2H). The court did not grant the request and set out the three points while doing so:

1. s.37 of the Danish Arbitration Act 2005 (the “Act”) contains an exhaustive statement of the circumstances that can justify setting aside an award as invalid
2. the courts cannot perform a substantive review of an award
3. the courts cannot set aside an award as invalid when the tribunal has applied incorrect law or misjudged the facts, unless there is such a serious failing by the arbitral tribunal that its award is manifestly incompatible with public policy (ordre public).

Recent judgments confirm these pro-arbitration points of principle.

In a judgment of 17 January 2022, the Supreme Court (UfR 2022.1117 H) did not allow a setting aside request following purchase agreements concerning marine engines and propellors. The court curtailed due process concerns by finding that documents and witness examination can be restricted in cases where a procedural order, which the court held was within the legal framework set out in the Act and the relevant institutional rules, allowed such restriction.

In the case, the respondent had claimed, among other points, that it was: a) denied the ability to submit relevant documents, including an expert report and correspondence; and b) restricted as regards witness examination and the document production process (Danish: edition). The respondent accordingly pleaded that the arbitral award should be set aside because the procedure was not in accordance with the parties’ agreement or the Act, and because the party was not able to present its case.

However, the Supreme Court, in a pro-arbitration judgment, found that the Act, the relevant institutional rules and procedural order did not prevent the tribunal’s actions. Moreover, in doing so the judgment also restated two of the 2016 ruling’s points, namely that s.37 of the Act is exhaustive and that courts cannot perform a substantive review of the award.

Earlier this year, the Western High Court, in an unpublished decision of 27 April 2023, (BS-25011/2022-VLR), again did not grant a setting aside request. The court did not find a breach of equal treatment when one party participated virtually and another party participated physically at a hearing. See discussion of this case in two previous DIA newsletters below (both in Danish), which discuss virtual hearings and the oral hearing requirement at s.24 of the Act.

The case concerned Norwegian and Danish parties, and a hearing in Denmark during the covid pandemic. The Norwegian party claimed, among other points, that its party representatives were only able to participate in the hearing virtually while the other party’s representatives participated physically. Accordingly, the Norwegian party pleaded that the award should be partially set aside owing to a breach of s.18 of the Act, which provides for equal treatment and a full opportunity to present one’s case.

However, the court did not find a breach of s.18 of the Act and, like the Supreme Court above, did not set aside the award in a pro-arbitration judgment.

The judgment noted that the Norwegian party had originally agreed for its Norwegian representatives to attend physically but had later changed its mind. The judgment further noted that the covid travel restrictions had not been altered in the time between the Norwegian party’s original agreement and its change of position. The judgment also noted that the Norwegian party was able to attend the hearing physically and safely within the applicable covid guidelines. Moreover, the judgment again confirmed two points from the 2016 ruling, i.e. that courts cannot perform a substantive review of an award and that an award can only be set aside as invalid owing to incorrect law or misjudged facts, in extraordinary cases where there is a manifest contradiction with public policy (ordre public).

These two recent cases highlight the Danish courts’ continued pro-arbitration stance, as exemplified by the 2016 judgment and its three points of principle. This stance provides confidence to practitioners when Denmark is given as the seat of arbitration.

Victoria Christine Schmidt

Assistant Attorney, Kromann Reumert.

Morten Adler-Nissen

Director, Attorney, Kromann Reumert.

Read more:

Rediger Nyhed “Første danske dom om virtuel mundtlig forhandling” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress

Rediger Nyhed “Virtuel forhandling uden procesrisiko” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress

Undersøgelse: Diversitet i voldgift

I 2016 vedtog en række aktører fra det internationale voldgiftsmiljø den såkaldte ERA Pledge for at fremme en øget repræsentation af kvinder i voldgiftsretterne. Men hvordan er holdningen til diversitet syv år senere? Det blev undersøgt i forbindelse med et arrangement om dynamikker og diversitet, der blev afholdt af Voldgiftsforeningen og Young Arbitrators Copenhagen i november. På spørgsmålet om, hvorvidt køn spiller en rolle, når voldgiftsdommerne bliver udpeget, svarede hele 84 procent af de adspurgte, at køn ikke har nogen betydning. Det lyder umiddelbart positivt, men skal ses i lyset af, at langt størstedelen af voldgiftsdommere fortsat er mænd.

Af Sofie Stemann Beck, advokatfuldmægtig i Plesner’s Arbitration Group

Hvilken alder og profession skal en voldgiftsdommer helst skal have? Og hvilken betydning har nationalitet, etnicitet og køn, når det gælder vejledning af klienter om udpegningen af voldgiftsdommere? Det har Lotte Noer, Daniel Haue Jakobsson, Sarah Schæffer og Sofie Stemann Beck undersøgt i forbindelse med et arrangement, som blev afholdt i november 2023 i et samarbejde mellem Young Arbitrators Copenhagen (YAC) og Voldgiftsforeningen. Undersøgelsen bygger på over 100 anonyme svar fra medlemmerne i de to foreninger.

Undersøgelsen viser, at knap 40 procent af de adspurgte mener, at den bedste type voldgiftsdommer er en advokat. Der er dog tæt løb med en selvstændig voldgiftsdommer – altså en person, hvis hovedaktivitet er at virke som voldgiftsdommer, og som ikke er tilknyttet et advokatfirma. På tredjepladsen kommer dommere fra de nationale domstole, som 20 procent finder bedst, mens professorer ligger på knap ni procent. At professorer lander her, kan skyldes frygt for, om den teoretiske tilgang kan komme til at stå i vejen for ønsket om effektiv sagsledelse, og om der er tilstrækkelig forståelse af parternes kommercielle virkelighed. I virkelighedens verden findes der mange professorer, som modbeviser statistikken, og som er meget efterspurgte voldgiftsdommere.

Voldgiftsdommerens alder

Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte mener, at den foretrukne alder for en voldgiftsdommer er 50-59 år. På andenpladsen kommer de 40-49-årige og på en tredjeplads alderen 60 plus. På en fjerdeplads ligger de 30-39 år med spinkle 1,1 procent, hvilket ikke er så overraskende, eftersom alder og erfaring typisk går hånd i hånd. Det er således heller ikke utænkeligt, at en part vil være tilbøjelig til at gå på kompromis med ønsket om en hurtig behandling og afslutning af sagen, frem for at vente på, at en mere erfaren voldgiftsdommer har tid. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan være ulemper ved at udpege de mere garvede voldgiftsdommere. Går alder og erfaring altid hånd i hånd?

I takt med at samfundet udvikler sig, vil sagernes materielle spørgsmål ændre sig. I sager, der eksempelvis involverer kunstig intelligens eller IT, ville det måske give mening at gå på kompromis med erfaring og i stedet udpege en yngre voldgiftsdommer, som måske har bedre forudsætninger for at forstå den konkrete tvist. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Dertil kommer, at yngre voldgiftsdommere ofte vil være ivrige for at skabe sig et godt renomme og etablere sig selv som et nyt navn i branchen, og følgelig vil gå langt for at imødekomme parternes forventninger om effektivitet og hurtig behandling, ligesom de vil dedikere sig fuldt ud til den konkrete sag.

Betydningen af køn, etnicitet og nationalitet

Spiller køn, etnicitet og nationalitet en rolle, når det kommer til at anbefale en voldgiftsdommer til sin klient?

I forhold til køn og etnicitet peger undersøgelsen på et rungede nej med henholdsvis godt 84 og 90 procent.

Køn vender vi tilbage til. Men hvad angår nationalitet, svarede godt 84 procent af de adspurgte, at – ja – det betyder noget. Det giver god mening af flere årsager.

I en voldgiftsret, som består af et panel med tre voldgiftsdommere, hvor parterne udpeger en sidevoldgiftsdommer hver, vil nationalitet ofte spille en afgørende rolle. Parterne vil ofte udpege en sidedommer fra hvert sit hjemland, som parten – eller dennes advokat – måske har fået anbefalet og dermed har tillid til. Samtidig vil denne sidedommer ofte have bedre forudsætninger for at forstå det nationale retsgrundlag, som tvisten skal vurderes efter, ligesom vedkommende vil være tilbøjelig til at løse de juridiske problemstillinger på samme måde, som parten ønsker, modsat en voldgiftsdommer, der kommer fra en helt anden retstradition.

Nationalitet spiller ligeledes en afgørende rolle i forhold til præsidenten for voldgiftsretten, hvor vedkommendes nationalitet opfattes som en markør for vedkommendes upartiskhed, uafhængighed og neutralitet. Derfor er det også et krav efter flere af voldgiftsinstitutternes regelsæt, at præsidentens nationalitet som udgangspunkt skal være forskellig fra parternes, se eksempelvis Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager (2021) Artikel 19, stk. 7, ICC Arbitration Rules (2021) Artikel 13(5) og LCIA Arbitration Rules (2020) Artikel 6(1).

Bør køn have betydning?

Vender vi for en kort stund tilbage til ERA-løftet, er de overordnede formål: ”to improve the profile and representation of women in arbitration; and to appoint women as arbitrators on an equal opportunity basis.” Der skal gøres altså en aktiv indsats for at sikre flere kvinder en plads i voldgiftsbranchen.

Tilbage til undersøgelsen, hvor hele 84 procent af de adspurgte svarede, at køn ikke har betydning ved udpegningen af en voldgiftsdommer. Dette er et klart svar, men samtidig et svar, der kalder på fortolkning. Spørgsmålet i undersøgelsen lød: “Betyder køn noget i relation til spørgsmålet om, hvem du vil anbefale din klient at udpege som voldgiftsdommer?” Det må derfor forventes, at de 84 procent har besvaret spørgsmålet ud fra den betragtning, at køn er irrelevant, så længe voldgiftsdommeren er faglig kompetent til at varetage sagen og i øvrigt lever op til klientens andre kriterier.

Sammenholder vi de adspurgtes svar med ERA-løftet, bliver vi imidlertid nødt til at forstå og arbejde aktivt med at indtænke køn i udpegningen af dommere. Altså at køn omvendt også bør have betydning. Meget tyder dog på, at det er den vej, udviklingen går. En undersøgelse fra september 2022 foretaget af “the Cross-Institutional Task Force on Gender Diversity in Arbitral Appointments and Proceedings” viser, at andelen af udpegede kvindelige voldgiftsdommere gik fra godt 12 til 26 mellem 2015-2021. På bare seks år blev antallet af kvindelige voldgiftsdommere altså mere end fordoblet. Af Voldgiftsinstituttets udpegninger i 2022 udgjorde 33 procent kvindelige voldgiftsdommere.

Udviklingen skyldes formentligt en kombination af, at der først og fremmest er kommet flere kvindelige voldgiftsdommere, at vi samtidig er ved at forstå betydningen af diversitet og ikke mindst, at diversitet ofte vil være i både parternes og samfundets interesse. Kvinder har historisk været underrepræsenteret i voldgiftsmiljøet, hvilket naturligvis har medført, at muligheden for at vælge en kvindelig voldgiftsdommer har været – og måske stadig er – begrænset. Så nu handler det om at fortsætte udviklingen. Det kræver både, at kvinder fortsat vil prioritere voldgiftsdommerhvervet, men også at parterne – og deres advokater – aktivt gør en indsats for at undersøge mulighederne for at udpege en kvalificeret kvindelig voldgiftsdommer.