Voldgiftsinstituttets vedtægter 2021

 

VEDTÆGT

for

VOLDGIFTSINSTITUTTET

Navn, binavne og hjemsted

§ 1

Instituttets navn er “Voldgiftsinstituttet”, i det følgende: instituttet.

Instituttets binavne er ”Voldgiftsinstituttet Danish Arbitration”, “Det Danske Voldgiftsinstitut – Institut for voldgift, forligsmægling og mediation (Danish Arbitration, Conciliation and Mediation)”, “Det Danske Voldgiftsinstitut (Danish Arbitration)”,”Det Danske Voldgiftsinstitut (Copenhagen Arbitration)”, “Den Almindelige Voldgiftsret i Danmark”, “Den Internationale Voldgiftsret i København” ”, ”Det Nordiske Voldgiftsinstitut”, ”Det Skandinaviske Voldgiftsinstitut”, ”Det Nordiske Internationale Voldgiftsinstitut” og ”Det Skandinaviske Internationale Voldgiftsinstitut”.

Stk. 2: Instituttet er en selvejende institution og har hjemsted i København.

Formål

§ 2

Instituttets formål er at virke for voldgift efter de af bestyrelsen vedtagne regler herom ved voldgiftsretter, der udpeges af instituttet for den enkelte sag.

Stk. 2: Instituttets formål er endvidere at virke for mediation efter de af bestyrelsen vedtagne regler herom.

Stk. 3: Tvister kan afgøres efter reglerne i stk. 1 og 2 uanset parternes hjemsted og nationalitet.

Stk. 4: Instituttet kan overvåge, at reglerne i stk. 1 og 2 overholdes og søger løbende at sikre, at reglerne er tidssvarende.

Stk. 5: Instituttet udpeger en eller flere voldgiftsdommere eller mediatorer i overensstemmelse med de i stk. 1 og 2 nævnte regler.

Stk. 6: Instituttet kan administrere sager om løsning af tvister efter andre regler end de, der er anført i stk. 1 og 2, herunder “International Seed Federation’s (ISF) Procedure Rules for Dispute Settlement for the Trade in Seeds for Sowing Purposes and for the Management of Intellectual Property, Mediation, Conciliation, Arbitration”. Instituttet kan endvidere udpege voldgiftsdommere, mediatorer, vurderingsmænd og syns- og skønsmænd efter andre regler end de, der er anført i stk. 1 og 2, herunder UNCITRAL Arbitration Rules.

Stk. 7: Instituttet støtter oplysning og undervisning i dansk og international voldgiftsret og mediation.

Repræsentantskabet

§ 3

Instituttets øverste myndighed er repræsentantskabet.

Stk. 2: Til repræsentantskabet udpeger Det Danske Advokatsamfund, Ingeniørforeningen i Danmark, Den Danske Dommerforening, SMVdanmark, Dansk Byggeri, IT-Brancheforeningen, DI, FSR – Danske Revisorer, Danske Rederier, Dansk Forening for Voldgift, Dansk Erhverv og Danske Advokater ét medlem og én suppleant. Repræsentantskabet kan med simpel majoritet indbyde andre organisationer til at udpege hver én repræsentant og én suppleant.

Stk. 3: Repræsentanterne indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel til ordinært repræsentantskabsmøde, som afholdes i København hvert år inden udgangen af maj måned med følgende dagsorden:

  1. Bestyrelsens beretning
  2. Forelæggelse af årsrapport og revisionsprotokollat
  3. Valg af bestyrelse
  4. Valg af revisor
  5. Eventuelt

Stk. 4: Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan kræves indkaldt med 14 dages varsel af bestyrelsen og skal indkaldes af denne, når det forlanges af tre repræsentanter med angivelse af dagsorden.

§ 4

Hver repræsentant har én stemme på repræsentantskabsmøderne.

Stk. 2: Alle beslutninger træffes og alle valg afgøres ved simpel stemmeflerhed bortset fra beslutning om ændring af instituttets vedtægt eller om opløsning af instituttet, jf. §§ 17 og 18.

Stk. 3: Enhver repræsentant har krav på at få et bestemt emne behandlet på repræsentantskabsmødet, hvis han eller hun over for bestyrelsen fremsætter skriftligt krav herom i god tid, for det ordinære repræsentantskabsmødes vedkommende inden 1. april.

§ 5

Repræsentantskabsmødet ledes af en af repræsentantskabet valgt dirigent.

Stk. 2: Over forhandlingerne på repræsentantskabsmødet føres en protokol, af hvilken enhver repræsentant kan begære udskrift.

Bestyrelse

§ 6

Instituttets bestyrelse består af indtil 13 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2: Det Danske Advokatsamfund, Ingeniørforeningen i Danmark, Den Danske Dommerforening, IT-Brancheforeningen, DI, SMVdanmark, Dansk Byggeri, Danske Rederier, Dansk Forening for Voldgift, Dansk Erhverv og Danske Advokater udpeger hver et medlem af bestyrelsen.

Stk. 3: De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges af repræsentantskabet på repræsentantskabsmødet blandt repræsentanterne eller uden for disses kreds. Valget sker for ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

Stk. 4. I tilfælde af vakance kan bestyrelsen supplere sig selv for tiden indtil næste repræsentantskabsmøde, idet dog suppleringsretten ved vakance blandt de i stk. 2 nævnte bestyrelsesmedlemmer tilkommer de der nævnte organisationer.

Stk. 5: Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, som skal være jurist, og en næstformand. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.

Stk. 6: Bestyrelsens formand og næstformand udgør formandskabet.

Stk. 7: Hvis der opstår inhabilitet hos et bestyrelses- eller repræsentantskabs­medlem, kan medlemmet ikke deltage ved behandlingen af den pågældende sag. Ethvert medlem skal desuden iagttage reglerne om inhabilitet og de begrænsninger af muligheden for at virke som voldgiftsdommer mv., som findes i de til enhver tid gældende regler for behandling af voldgiftssager eller de øvrige regelsæt for behandling af tvister ved instituttet.

§ 7

Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden eller to øvrige bestyrelsesmedlemmer eller revisor begærer bestyrelsesmøde indkaldt.

Stk. 2: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Alle anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed; i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, hvis enten formanden og mindst 5 andre bestyrelsesmedlemmer eller i alt mindst 7 bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Stk. 3: Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

§ 8

Formandskabet varetager funktioner eller træffer afgørelse i spørgsmål, som i henhold til reglerne for behandling af voldgiftssager eller de øvrige regelsæt for behandling af tvister ved instituttet er henlagt til formandskabet.

Stk. 2: Formandskabet træffer afgørelse i spørgsmål i øvrigt, der efter formandens skøn ikke kan afvente bestyrelsens stillingtagen. På det efterfølgende bestyrelsesmøde orienteres bestyrelsen om sådanne afgørelse.

§ 9

Instituttet tegnes i alle retsforhold af formanden i forbindelse med 3 bestyrelsesmedlemmer eller af 5 bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 10

Hvervene som medlem af repræsentantskabet og/eller bestyrelsen og/eller af de af bestyrelsen nedsatte fagudvalg er ulønnet. På et repræsentantskabsmøde, hvori deltager mindst tre fjerdedele af samtlige medlemmer, kan repræsentantskabet dog med simpelt flertal vedtage, at bestyrelsens formand og/eller næstformand skal være berettiget til at modtage vederlag for udførelsen af deres hverv.

Nedsættelse af udvalg

§ 11

For at understøtte varetagelsen af instituttets formål, jf. § 2 kan bestyrelsen nedsætte udvalg. Medlemmer af sådanne udvalg er formanden og/eller næstformanden for bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger de øvrige medlemmer af udvalget, som kan bestå af så mange medlemmer, som bestyrelsen måtte finde passende. Bestyrelsen kan udpege medlemmer såvel inden for som uden for bestyrelsens kreds.

Instituttets økonomi, regnskab og revision

§ 12

Instituttets virksomhed forudsættes finansieret gennem de for behandling af tvister ved instituttet fastsatte afgifter og gebyrer samt gennem instituttets finansielle nettoindtægter.

Stk. 2: Instituttet skal kunne modtage tilskud, støtte og andre bidrag, så længe dette ikke giver anledning til berettiget tvivl om instituttets neutralitet og uafhængighed. Det anførte indebærer blandt andet, at instituttet kan modtage sponsorater og andre bidrag fra erhvervsvirksomheder, herunder advokatvirksomheder, fonde, offentlige myndigheder, brancheorganisationer mv. i forbindelse med forretningsudvikling, afholdelse af konferencer og andre initiativer med henblik på at fremme instituttets formål.

Stk. 3: Instituttets udgifter skal afholdes af dets indtægter og kun helt undtagelsesvis ved optagelse af lån og i så fald kun for en kortere periode.

Stk. 4: For instituttets forpligtelser hæfter alene instituttets egen formue.

§ 13

Instituttets formue samt depotindeståender skal – bortset fra den nødvendige daglige kassebeholdning – anbringes efter bestyrelsens bestemmelse som indskud i bank eller anbringes i sådanne værdipapirer, som efter gældende ret kan tjene til anbringelser af legatmidler.

§ 14

Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2: Over instituttets drift føres et omhyggeligt bogholderi efter lovgivningens regler.

Stk. 3: Årsrapporten forelægges repræsentantskabet på det ordinære repræsentantskabsmøde.

§ 15

Årsrapporten revideres af en på det ordinære repræsentantskabsmøde valgt statsautoriseret revisor.

Stk. 2: Revisor vælges for et år ad gangen, men kan genvælges.

Den daglige administration

§ 16

Instituttet ledes af en generalsekretær sammen med bestyrelsen.

Stk. 2: Generalsekretæren ansættes af bestyrelsen. Generalsekretæren skal være jurist med praktisk erfaring for løsning af retstvister.

Stk. 3: Generalsekretæren skal forelægge alle væsentlige spørgsmål for bestyrelsen, herunder blandt andet høringssager af væsentlig betydning for instituttet, indgivelse af klage til nævn eller offentlige myndigheder og indledning af rets- eller voldgiftssager.

Stk. 4: Efter samråd med bestyrelsen kan generalsekretæren ansætte det nødvendige administrative personale.

Stk. 5: Instituttets sekretariat virker under ledelse af generalsekretæren. Sekretariatet varetager de opgaver, som ifølge reglerne for behandling af voldgiftssager og de øvrige regelsæt for behandling af tvister ved instituttet er henlagt til sekretariatet.

Stk. 6: Generalsekretæren eller sekretariatet kan endvidere varetage opgaver eller træffe afgørelser efter formandskabet eller bestyrelsens bemyndigelse.

Vedtægtsændringer – opløsning

§ 17

Til ændringer i denne vedtægt kræves vedtagelse på et repræsentantskabsmøde, hvori deltager mindst tre fjerdedele af samtlige medlemmer, hvorhos mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer skal stemme for ændringen.

Stk. 2: Såfremt et forslag om vedtægtsændring er vedtaget af tre fjerdedele af de afgivne stemmer, men uden at mindst tre fjerdedele af samtlige repræsentanter har deltaget i afstemningen, kan vedtægtsændringerne vedtages med den angivne majoritet uanset antallet af fremmødte repræsentanter på et nyt repræsentantskabsmøde, som inden 14 dage efter det førstnævnte repræsentantskabsmøde skal indkaldes til afholdelse med 14 dages varsel.

§ 18

Til vedtagelse af forslag om instituttets opløsning kræves samme majoritet som til vedtægtsændring, jf. § 17.

Stk. 2: Vedtages et forslag om opløsning, vælger det pågældende repræsentantskabsmøde en likvidator, som skal opgøre og afslutte instituttets bo samt træffe bestemmelse om anvendelse af instituttets formue, som dog alene kan udloddes til en eller flere af de i henhold til lov anerkendte almennyttige eller almenvelgørende institutioner.

Vedtaget på stiftende repræsentantskabsmøde i København den 28. oktober 1981 og ændret på repræsentantskabsmøder den 29. maj 1990, 21. august 2003, 19. august 2004, 5. maj 2006, 26. september 2006, 18. december 2006, 4. oktober 2007, 18. august 2008, 27. maj 2009, 24. februar 2010, 5. januar 2012, 21. marts 2016, 20. december 2016, 11. december 2019 og 26. april 2021.