Emergency Arbitrations in Growing Economies

The procedure for emergency arbitration was first introduced by the International Centre for Dispute Resolution (the “ICDR’) in 2006 and since then the concept of emergency arbitration has made its way into the rules of several international arbitral institutions and some countries have also recognized emergency arbitration in their legislations, writes Jaai Dashpute, Legal Professional.

Jaai Dashpute, Legal Professional, Denmark

Talking of rapidly growing economies like India and Denmark, which are ‘home’ and ‘home away from home’ for me, it’s important to highlight the economic activity between the two nations. The year 2024 marks 75 years of diplomatic ties between India and the Kingdom of Denmark.

Nearly 200 Danish Companies have invested in India in various sectors including shipping, renewable energy, and environment. Around 25 Indian companies are present in Denmark in various sectors, including IT, renewable energy and engineering. According to the Ministry of External Affairs of the Government of India, there has also been a significant rise in bilateral trade between the two countries on a year-on-year basis.

With the growing business relations, it makes sense to examine the effectiveness of dispute resolution mechanisms, including as regards emergency arbitration, in ensuring ease of doing business in India as well as Denmark.

Emergency Arbitrations in India

In India, emergency arbitrations have not yet found their way into ‘The Arbitration and Conciliation Act, 1996’ – last amended in 2021. However, in a recent Supreme Court of India Judgment in the matter of “Amazon.com NV Investment Holdings LLC Future Retail Limited & Ors.” dated August 6, 2021, the apex court upheld the golden principles of party autonomy in arbitration proceedings and validated the appointment of emergency arbitrators.

The Court held that, “full party autonomy is given by the Arbitration Act to have a dispute decided in accordance with institutional rules which can include Emergency Arbitrators delivering interim orders, described as “awards”. Such orders are an important step in aid of decongesting the civil courts and affording expeditious interim relief to the parties.”

In the aforesaid Judgment, the Supreme Court has highlighted some observations made in the Srikrishna Committee Report on the enforceability of emergency awards. Reproducing excerpts from the report below:

“While one could possibly rely on section 17(2) of the Arbitration and Conciliation Act to enforce emergency awards for arbitrations seated in India, the Delhi High Court decision in Raffles Design International India Pvt. Ltd.& Anr. v. Educomp Professional Education Ltd. & Ors., (2016) 234 DLT 349 held that an emergency award in an arbitration seated outside India is not enforceable in India.

Given that international practice is in favour of enforcing emergency awards (Singapore, Hong Kong and the United Kingdom all permit enforcement of emergency awards), it is time that India permitted the enforcement of emergency awards in all arbitral proceedings. This would also provide legislative support to rules of arbitral institutions that presently provide for emergency arbitrators (See Dennis Nolan and Roger Abrams, ‘Arbitral Immunity’, Berkeley Journal of Employment and Labour Law, Vol. 11 Issue 2 (1989), pp.228–266). For this purpose, the recommendation made by the LCI in its 246th Report may be adopted.”

Emergency Arbitrations in Denmark

The Danish Institute of Arbitration has been a first mover in Denmark in terms of introducing rules for emergency arbitrations in Appendix 3 of its Arbitration Rules which were effective from 1 May 2013. On occasion of the launch of the 2013 rules, Steffen Pihlblad, Secretary-General at the DIA expressed his views on emergency arbitrations in the Erhvervsjuridisk Tidsskrift (edition 303 of 2013) and stated “The purpose of the scheme is to fill the gaps between the time when a party wants a provisional order for interim remedies and on the other hand the time taken to appoint and approve the arbitral tribunal by the Institute”. The current rules of the DIA which are effective from 13 April 2021 contain the provisions at Article 48 and in Appendix 4. Emergency arbitration is not commonly used by parties at the DIA. This is reflected in the figures presented by the Roschier Disputes Index this year that provides an insight into dispute resolution within the Nordic jurisdictions. The index states that only “2% of the respondents said they had been involved in emergency arbitrator proceedings in Sweden and Norway”.

Way forward

Pap Daniel, Lawyer at the European Court of Human rights in his piece ‘When justice delayed is justice denied: Advantages and Disadvantages of Emergency Arbitration in comparison with Interim relief’ made the below concluding remarks which stress on the amendment of national laws to strengthen the legal position of emergency arbitrations and are noteworthy.

“The more likely solution would be that pro-arbitration states amend their national laws to be similar to those of Hong Kong or Singapore, which recognise emergency arbitration decisions as enforceable. To serve as a final solution to the problems highlighted above, any such amendment to domestic legislation should include a definition of “arbitrator” or “arbitral tribunal” that also covers emergency arbitrators, similarly to the wording adopted by New Zealand in its Arbitration Act 33 to quash any challenge linked to the interpretation on the competences of an arbitrator. Moreover, national laws should recognise the enforceability of emergency arbitration, irrespective of whether it was handed down as an order or an award and irrespective of the seat of arbitration. As emergency arbitration is coming of age, we will see more crystallised case law on these issues, which could potentially gear up a wave of domestic legislation in pro-arbitration states.”


What factors are considered to accept an emergency arbitration application?

Article 17 of the UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration 2006 deals with the power of an arbitral tribunal to order interim measures where it may order a party to:

(a) Maintain or restore the status quo pending determination of the dispute;

(b) Take action that would prevent, or refrain from taking action that is likely to cause, current or imminent harm or prejudice to the arbitral process itself;

(c) Provide a means of preserving assets out of which a subsequent award may be satisfied; or

(d) Preserve evidence that may be relevant and material to the resolution of the dispute.

Further, Article 17A of the Model Law details the conditions for granting interim measures which need to be satisfied by the requesting party:

(a) Harm not adequately reparable by an award of damages is likely to result if the measure is not ordered, and such harm substantially outweighs the harm that is likely to result to the party against whom the measure is directed if the measure is granted; and

(b) There is a reasonable possibility that the requesting party will succeed on the merits of the claim. The determination on this possibility shall not affect the discretion of the arbitral tribunal in making any subsequent determination.


The Danish Institute of Arbitration includes emergency arbitration in Article 48 of its Rules for Arbitration 2021 “Where the taking of evidence or interim measures cannot await the confirmation of the arbitrator(s) under the Rules, it may be done with assistance from an interim arbitrator or an emergency arbitrator in accordance with the provisions contained in Appendices 3 and 4, respectively.”



Find ind i rollen som voldgiftsdommer

Vejen ind i rollen som voldgiftsdommer afhænger af, om du har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Populært sagt skal dommere læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, skriver Lotte Wetterling, som deler af sine praktiske tips til dig, der er i gang med at finde ind i den nye rolle som voldgiftsdommer.

Af Lotte Wetterling, uafhængig voldgiftsdommer

Helt kort kan man sige, at hvervet som voldgiftsdommer minder meget om at være dommer, men også har nogle centrale elementer fra advokatgerningen.

Voldgiftssager er ofte præget af en betydelig partsautonomi og aftalefrihed, og parterne forventer typisk også, at voldgiftsdommerne har kommerciel indsigt og er mere proaktive og procesledende, end vi kender i det danske retssystem.

Det gælder især i internationale sager, hvor en eller flere udenlandske parter er vant til andre retstraditioner. Men det gælder i stigende grad også i danske voldgiftssager. Både fordi de internationale tendenser breder sig til Danmark, og fordi mange danske voldgiftssager i realiteten også har tråde til udlandet.

Mange nye voldgiftsdommere er advokater, som har erfaring med at føre voldgiftssager og dermed allerede har et godt kendskab til de voldgiftsretlige regler, den juridiske ramme for voldgiftssager og voldgiftsdommerens opgaver. Det ukendte og udfordrende som ny voldgiftsdommer vil for advokater derfor ofte være det mere praktiske ved arbejdet og at finde ind i selve rollen som voldgiftsdommer.

Man starter ofte med at få mindre sager som enedommer, og selv om den nye betroede og fortrolige opgave er spændende, kan det også godt opleves som lidt ensomt at være alene om opgaven, når man ellers er vant til at tale med sine klient om sagerne og tit også arbejder i teams med kolleger.

Der er i sagens natur ikke noget at gøre ved selve setuppet, men det er godt at være forberedt på det, og det kan være en god støtte at søge sparring med andre, der har erfaring med at være enedommere.

Et andet praktisk råd til at få input til processen og sagsforløbet er at spørge parterne selv, hvad de har af ønsker og forslag i den konkrete sag. Voldgift er jo netop kendetegnet ved stor partsautonomi, så som ny voldgiftsdommer er det ikke bare legitimt at spørge til parternes ønsker, men også naturligt og forventeligt – selv for erfarne voldgiftsdommere.

Som voldgiftsdommer er hovedopgaven selvfølgelig at træffe afgørelse i sagen og skrive en god kendelse, men det er lige så vigtigt at sikre, at sagen bliver forberedt og fremmet så godt og effektivt som muligt fra start til slut. Voldgiftsinstituttet har sine egne detaljerede regler om sagsbehandling og frister mv., og i ad hoc voldgiftssager vil det kunne aftales med parterne for eksempel at følge Voldgiftsinstituttets sagsbehandlingsregler, helt eller delvist, IBA’s regler om bevisoptagelse eller Dansk Forening for Voldgifts lignende regler.

Kom hurtigt godt i gang

Det er vigtigt at komme godt i gang og hurtigt få fastlagt processuelle rammer om sagens forløb og en tidsplan med frister og gerne også en final cut-off date.

Det er også vigtigt at holde fokus på, at man som voldgiftsdommer skal sikre, at parterne behandles ligeligt og i overensstemmelse med princippet om due process, og at man ikke går ud over mandatet i parternes voldgiftsaftale, påstande, beviser og anbringender.

Og så skal man huske, at selv om en voldgiftskendelse ikke kan appelleres og prøves materielt, så har parterne efter voldgiftslovens § 37 ret til at indbringe en voldgiftskendelse for de almindelige domstole for at prøve at få kendelsen tilsidesat som ugyldig på grund af fejl i voldgiftsrettens sagsbehandling eller andre formelle forhold.

Habilitet er et andet centralt element i hvervet som voldgiftsdommer, som man skal have fokus på løbende under sagen. I praksis sker det således af og til for voldgiftsdommere med advokatbaggrund, at de undervejs i en sag bliver inhabile, fordi der opstår interessekonflikter i forhold til verserende sager, nye klienter eller kollegaer i voldgiftsdommerens advokatfirma.

I praksis er der desværre også eksempler på, at en voldgiftsdommer selv har ageret på en måde, så en part rejser berettiget tvivl om habilitet. Det kan for eksempel være ved, at voldgiftsdommeren under sagsforberedelsen har udtalt sig for konkret om afgørelsen af et spørgsmål i sagen eller ikke har holdt passende professionel afstand til parterne og advokaterne, mens sagen verserer. Det kan være både ved fysisk mødeaktivitet og digital adfærd på sociale medier som for eksempel LinkedIn.

Integritet og uafhængighed er nøgleord for voldgiftsdommeren, og fra et appearance synspunkt skal der ikke så meget til for at rejse tvivl om dette.

Rollen som voldgiftsdommer

Disse forskellige temaer leder naturligt videre til tankerne om rollen som voldgiftsdommer som sådan, og hvordan man finder ind i den.

Og det afhænger selvfølgelig først og fremmest af, om man har en baggrund som advokat eller som dommer ved domstolene. Men populært sagt kan man sige, at dommere i rollen som voldgiftsdommer skal læne sig mere frem, end de plejer, mens advokater skal læne sig mere tilbage, end de plejer.

Men herudover mener jeg, at man ikke kan sige noget entydigt om, hvordan en voldgiftsdommer rent praktisk bør agere, eller hvilken ’stil’ man bør have. Det kommer helt an på situationen, parterne og behovene i den konkrete sag. Frem for at have en fast form eller ’stil’ er det vigtigste derfor at afsætte god tid til at lytte til parternes ønsker og behov og forsøge at forstå de underliggende interesser.

Parterne er i naturligvis uenige om både sagens materie og afgørelse, men nogle gange kan de faktisk godt være enige om, hvordan og hvor hurtigt sagen skal gennemføres. Eller de kan måske blive enige om det ved en konstruktiv dialog på et forberedende møde. Her er rollen for voldgiftsretten mere enkel, og jeg mener, at man i sådanne situationer må tilpasse sig parternes ønsker, for eksempel om bevisførelsens form og omfang, selv om man måske som udgangspunkt ville foretrække noget andet.

Andre gange er parterne uenige om flere processuelle forhold og måske endda meget stridslystne og prøver at modarbejde processen, f.eks. ved at trække sagen i langdrag. Her må voldgiftsretten træde betydeligt mere i karakter og være aktivt procesledende og skære igennem med hensyn til frister og processuelle krav mv.

I sådanne situationer gælder det om ikke at være konfliktsky, men at tage lederskab og få sat klare rammer. Og det er min erfaring, at parterne i konfliktfyldte sager faktisk foretrækker en håndfast og proaktiv procesledelse, hvor voldgiftsdommeren/-retten også selv kommer med forslag til at løse processuelle og praktiske spørgsmål. Ofte har det desuden den positive effekt på sagen, at der er færre konflikter efterfølgende, fordi parterne nu har fået testet voldgiftsrettens grænser af.

Se hvordan andre gør

En god nøgle til læring er at se, hvordan andre gør, og gerne mange forskellige. Du kan forsøge at komme med på sidelinjen i voldgiftssager, enten på advokatsiden eller hvis muligt som sekretær for en voldgiftsret.

For advokater er Voldgiftsdommeruddannelsen også en oplagt mulighed. Uddannelsen blev etableret i regi af Danske Advokater i 2006 og har været afholdt årligt siden og udbydes også igen i august 2024.

Uddannelsen har bidraget væsentligt til at professionalisere voldgiftsmiljøet i Danmark og har fokus på både regler og rammer for voldgiftssager, men også på at træne selve rollen som voldgiftsdommer, blandt andet ved at alle skal deltage aktivt i et processpil over en hel dag. Uddannelsen er derfor også velegnet til advokater, der måske allerede selv har praktisk erfaring med at føre voldgiftssager.

Det aktive voldgiftsmiljø i Danmark og ikke mindst på europæiske og globalt plan giver også gode muligheder for at følge med via nyhedsbreve og opslag på LinkedIn og at skabe netværk gennem nogle af de mange organisationer, der også holder kurser og mødeaktiviteter.

I Danmark sker det via Voldgiftsforeningen, Young Arbitrators Copenhagen og på den årlige Copenhagen Arbitration Day, arrangeret af Voldgiftsinstituttet i samarbejde med ICC Danmark, og som nu i 2024 afholdes den 4. september.


Lotte Wetterling

Fhv. præsident for Sø- og Handelsretten, 2019 – 2022, og dommer siden 2007. Erfaring med voldgift siden 2010, både ad hoc og ved Voldgiftsinstituttet, og har siden 2022 haft egen virksomhed som uafhængig voldgiftsdommer. Underviser på voldgiftsdommeruddannelsen ved Danske Advokater.


Se tidligere artikel fra 2023 med interview af Jeppe Skadhauge om voldgiftsdommeruddannelsens indhold og baggrund:




Større retssikkerhed med institutionel voldgift

Måske kender du begrebet den italienske torpedo. Det ironiske ordspil dækker over det forhold, at det kan være håbløst at forfølge en kommerciel tvist i visse lande eller indlede en retssag i et land med høj korruption. Men er der også fare for en dansk torpedo, spørger Thony Lindström Härdin, som peger på institutionel voldgift som et effektivt middel til at øge retssikkerheden for virksomheder i Norden.

Thony Lindström Härdin, CEO, Litigium Capital, Stockholm

En tvist er sjældent ønsket, men er alligevel uundgåelig for kommercielle virksomheder fra tid til anden. Jo mere uforudsigelig tvisten eller dens varighed er, desto dårligere er betingelserne desværre for at træffe blot nogenlunde fornuftige forretningsmæssige beslutninger i perioden, hvor tvisten foregår.

Behovet for, at en tvist kan afgøres hurtigt og effektivt er derfor høj.

En af vores kunder har anlagt sag hos en dansk domstol. Men for nylig meddelte retten, at det kommende retsmøde er aflyst på grund af personalemangel. Det næste retsmøde er berammet i 2025 – og vi krydser fingre for, at retten til den tid har fået styr på deres personaleudfordringer.

Men når det er sagt, anser vi det for at være et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem, at en sag ved nordiske domstole kan trække ud. Et forhold, som ikke alene bør bekymre vores kunder, men også alle andre, der står foran forretningsmæssige tvister.

Som tvistfinansieringsselskab har vi valgt at have en passiv tilgang til, hvordan de finansierede tvister føres. Det betyder, at vi ikke påvirker, hvordan processen gennemføres, eller hvilke beslutninger der træffes i den forbindelse. Klienten er altså ikke forpligtet at søge rådgivning herom hos os – men kan i stedet selv træffe beslutningerne sammen med sin advokat. Det gælder også, hvis der er overvejelser om at indgå forlig.

I praksis fungerer det godt, og vi kan notere en succesrate på 88 procent i afgjorte tvister til dato – hvoraf størstedelen er tvister, der er forligt.

Den passive tilgang til vores forretning stiller højere krav til de overvejelser, vi har, før vi beslutter os for, om vi vil finansiere løsningen af en tvist. Vi ser altid på flere aspekter end procesrisikoen. Det gælder blandt andet tvistens forventede varighed. Desuden ser vi på budgettet for tvisten og mulighederne for, at modparten i sidste ende kan betale. Det er ikke alle faktorer, der kan vurderes med sikkerhed, men erfaringen viser, at det er klart mere forudsigeligt – og dermed mere økonomisk bæredygtigt – at igangsætte en institutionel voldgiftsprocedure frem for at anlægge sag ved de almindelige domstole. Det skyldes ikke mindst tidsperspektivet, men har også budgetmæssige årsager.

Betydningen af institutionel voldgift

Tidsaspektet er altid vigtigt for mindst én af de stridende parter. Her spiller voldgiftsinstitutterne i Norden en central rolle, da det er i deres interesse at sikre, at tidsplaner overholdes – især når konkurrencen mellem institutionerne skærpes. Voldgiftsinstitutterne formidler i stigende grad statistikker, og tvistens varighed er en vigtig KPI, som bestyrelser i ethvert voldgiftsinstitut helt sikkert holder et vågent øje med. Det forhold, at de nordiske institutter ikke har en tidskrævende scrutiny-procedure, påvirker naturligvis også tidsplanen i en positiv retning. Voldgiftsinstituttet i Danmark har ganske vist en scrutiny-procedure, men den er enklere og går langt hurtigere, end det vi kender fra ICC.

Hertil kommer, at sagsomkostninger er mere forudsigelige i institutionel voldgift. Det gælder naturligvis til dels voldgiftsdommernes honorarer efter de faste takster, som en part let kan indtaste og beregne på instittutternes hjemmesider. Vi oplever desuden større forudsigelighed med hensyn til advokatrepræsentation, som udgør den største omkostning i forbindelse med en tvist. Med en klar tidsplan og afklaring fra begyndelsen i forhold til, hvor mange skrifter der skal indsendes, bliver advokaternes projektledelse bedre. Teamet har sagen friskt i erindringen, ligesom der er færre risici for personaleudskiftning under en tvist med en forudsigelig tidsplan. De tvister, som vi konstaterer, er blevet dyrere end planlagt, er primært retssager ved domstolene, hvor modparten i højere grad har frihed til at trække tiden ud og forfølge en uhensigtsmæssig processtrategi med fremlæggelse af beviser og anbringender sent i processen. Dette er tendenser, der kan undgås selv i en ad hoc-voldgift, men uden et klart regelsæt er tvistløsningen dog afhængig af, hvem voldgiftsdommerne er.

I en institutionel voldgift mener vi, at der er større mulighed for, at de bedste voldgiftsdommere – eller, i det mindste formanden – bliver udpeget til den pågældende tvist. Som investorer skal vi altid tage højde for, og fastsætte en risikopræmie for, at en voldgiftskendelse ikke kan appelleres. Det er derfor naturligvis af stor betydning, at den rigtige voldgiftsdommer er indsat fra starten. Voldgiftsdommere, der har erfaring med den pågældende type sag, mindsker risikoen for, at en dom bliver skæv. Her spiller diversitet også en rolle. I ad hoc-voldgift mener vi, det er større risiko for, at de udpegede voldgiftsdommere er dem, som advokaten eller advokatfirmaet har personlig erfaring med. I praksis medfører det en øget risiko for, at de udpegede dommere bliver de såkaldte ”usual suspects”. Dette indebærer i sig selv en risiko for, at det nordiske voldgiftsmiljø ikke gør brug af den brede kreds af kompetente voldgiftsdommere, som vi alle ønsker, og som er et vigtigt parameter for erhvervslivets retssikkerhed.

På den baggrund hilser vi et eventuelt dansk-norsk initiativ om et institutionelt samarbejde på tværs af de nordiske lande for velkommen. Vi mener, at dette i sidste ende er en forudsætning for Nordens langsigtede konkurrenceevne. For at initiativet skal lykkes, synes det at kræve, at advokatfirmaerne markedsfører initiativet blandt kolleger, der ikke arbejder med tvister til daglig, og gennemgår advokatfirmaets kontraktskabeloner, så initiativet formidles så bredt som muligt.


Thony Lindström Härdin

Medstifter og administrerende direktør i tvistfinansieringsselskabet Litigium Capital siden 2020, der finansierer tvister i de nordiske lande. Tidligere arbejdet som advokat med tvister, blandt andre hos Mannheimer Swartling, og har været chefjurist i shippingbranchen.

Læs også

The Anomaly of Ad Hoc Arbitration in Norway


Vi kan få et stærkt voldgiftsmiljø i Norden



Jura og sport i lykkelig forening

Kun fire danskere er på den eftertragtede liste over voldgiftsdommere hos den schweiziske Court of Arbitration for Sport, CAS. En af dem er professor Jens Evald, Aarhus Universitet, der ikke nåede i mål med drømmen om at blive professionel fodboldspiller, men som i stedet læste jura, og i dag på bedste vis forener sporten med sin juridiske faglighed. Det gør han blandt andet, når han 26. juli bliver en del af OL i Paris som voldgiftsdommer.

To gange har Jens Evald oplevet verdens største sportsbegivenheder fra første række. Første gang ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, 2018. Anden gang var sidste år, hvor han var en del af det professionelle hold af voldgiftsdommere ved Asian Games, der blev afholdt i Hangzhou, Kina. Denne sommer er han en af de to danskere, der er udpeget som voldgiftsdommere til OL i Paris – mens advokat Lars Hilliger er on site, følger Jens Evald med hjemme fra Aarhus, hvorfra han træder til med kort varsel, hvis der skulle opstå en dopingsag, som kræver en hurtig afgørelse.

Selvom han er udsendt af Court of Arbitration for Sports – i daglig tale kaldet CAS – antidoping afdeling, og døgnet rundt sidder klar, nyder han at være en del af den eksklusive klub af voldgiftsdommere, der gennem OL-ugerne følger verdenspræstationer indenfor et hav af sportsgrene.

”At være en af fire danskere, som er udnævnt af CAS, og at få lov at være en del af OL, er et stort privilegium,” siger Jens Evald, der oprindelig drømte om at blive professionel fodboldspiller.

”Jeg spillede elitefodbold til jeg var 19 år og var blandt andet på DBU’s talenthold, hvorfra der bliver udtaget spillere til landsholdet, hvilket var en meget stor drøm for mig. Her spillede jeg mod blandt andre Jesper Olsen og John Sivebæk. Men jeg måtte sande, at talent og masser af træning ikke er nok. Der skal noget helt særligt til. Derfra måtte jeg finde en anden vej – men på en måde, hvor der var plads til, at idræt kunne fylde,” siger Jens Evald, der selv dyrker en række sportsgrene – blandt andet roning, cykling og løb.

Kombinationen af sport og jura

Den nye vej blev juraen. Men i studietiden på Aarhus Universitet, hvor han i dag er professor, havde han svært ved at se sig selv i faget.

”Jeg var tæt på at falde fra, da jeg blot manglede få måneder for at blive kandidat. Jeg kunne ikke se mig selv i det på det tidspunkt. Men da jeg fandt ind i at kombinere min juridiske faglighed med sporten, var det som om alt faldt på plads, og i dag vil jeg kalde mig selv et lykkeligt menneske, fordi jeg er tilfreds med den måde, tingene har udviklet sig på for mig. Det har ikke altid været lige let, men det føles som en cirkel, der er sluttet, og det giver mig en enorm tilfredsstillelse.”

Arbejdet for CAS er en stor del af den tilfredsstillelse. Men det er kun få år siden, at Jens Evald kom gennem nåleøjet og ind på voldgiftsrettens eftertragtede liste over dommere, der løser sager indenfor sportens verden – en lukket liste med 450 voldgiftsdommere, der udpeges for fire år ad gangen.

”Jeg har undervist i sportsret igennem mange år. I 2013 var jeg ved at skrive lærebogen Dansk og International sportsret, og besøgte i den forbindelse CAS i Schweiz, hvor jeg simpelthen spurgte, hvilke muligheder jeg havde for at komme på listen over de voldgiftsdommere, der er tilknyttet retten. Svaret var positivt. På det tidspunkt kunne man kun søge en gang om året, nemlig i april, men da mit besøg var i maj, gik der faktisk en rum tid, før jeg kunne lægge billet ind hos CAS. I 2015 blev jeg udpeget, blandt andet fordi jeg som formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark havde haft en meget aktiv rolle indenfor dopingbekæmpelse i Danmark.”

Jens Evald startede med at være i den såkaldte Appeldivision, som tager sig af appelsager for afgørelser truffet af de internationale sportsforbund. Siden 2020 har han været i Antidopingdivisionen, hvor han overvejende fungerer som enevoldgiftsdommer eller formand for paneler, der behandler dopingsager i 1. instans. Jens Evald figurer desuden på en eksklusiv liste med kun ni personer, der tager sig af compliance-sager, som opstår, hvis de store forbund er non-complient i forhold til de overordnede regler om doping.

Sagen om den kinesiske svømmer

En af de sager, der har gjort et stort indtryk, er sagen om den kinesiske svømmestjerne og tredobbelte OL-guldvinder, Sun Yang. Sagen betyder, at Jens Evald i dag har en meget forsigtig omgang med sociale medier.

”Da jeg i 2018 kom til vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, fik jeg som noget af det første at vide, at vi ikke måtte gå på sociale medier og poste fra vores ophold – altså alt fra, hvor vi boede, hvem vi var sammen med og hvordan vi spiste. Vi er der som voldgiftsdommere, og jeg ser det som en naturlig ting, at jeg som udsendt er en del af skyggebilledet på den måde, at jeg kun træder frem, når der er brug for mig.”

”Vigtigheden af at bevare sin neutralitet som dommer blev meget tydelig i sagen om den kinesiske svømmer Sun Yang. Lige som alle andre OL-sportsdeltagere skulle han løbende aflevere dopingtests i form af blodprøver. I den forbindelse fik han besøg af dopingkontrollanter i sit hjem, hvor han fik taget en blodprøve. Men da kontrollanterne skulle gå, opstod der uenighed, og en af Yangs bodyguards smadrede glasset med dopingprøven – selvom det naturligvis svarer til at nægte at afgive en dopingprøve. Sun Yang blev alligevel frikendt af Den Internationale Svømmeunion, hvilket vakte undren i Det Internationale Antidoping Agentur, WADA, der sendte sagen videre til CAS med krav om en karantænestraf på mellem to og otte år. Her blev han idømt otte års karantæne.”

”Formanden for voldgiftsretten var en italiensk dommer. Det viste sig, at han før sagen havde liket og kommenteret et opslag på LinkedIn, som fordømte kinesernes forhold til dyr og hvilke dyr, de spiser. Det var nok til, at man efterfølgende udfordrede formandens habilitet, hvilket i sidste ende betød, at sagen skulle gå om,” forklarer Jens Evald og tilføjer, at det i sidste ende betød en kortere karantænestraf for Sun Yang.

”Det var en øjenåbner for mange. For mig betyder det ikke, at jeg grundlæggende ændrer min adfærd på sociale medier. Jeg er på LinkedIn – men er utrolig forsigtig i forhold til at like opslag – medmindre jeg er i en fuldstændig safezone og måske ønsker tillykke i anledning af, at en kollega har fået nyt job. Som voldgiftsdommere må vi forholde os til, at vores færden på nettet bliver overvåget, og det er vigtigt at optræde uangribeligt. Men når det er sagt, har jeg aldrig været udfordret på min integritet. Historien viser mig blot, at jeg skal være forsigtig – ikke mindst på de sociale medier, uanset hvilke.”

Efteruddannelse på første klasse

En karriere hos CAS starter sædvanligvis blødt.

”I starten fik jeg mindre sager som formand eller sidedommer og havde i omegnen af 12 sager om året. Men efter at jeg nu udelukkende har doping sager, ligger det meget passende på en håndfuld sager årligt.”

”Jeg betragter mit arbejde for CAS som efteruddannelse på første klasse. Når jeg bliver sendt ud til OL, er rammerne nogle helt andre, end de er i mit øvrige liv. Det er på alle måder ekstremt privilegeret. Her tænker jeg dog ikke så meget på fly og hotel men på, at jeg er en del af noget, som jeg holder meget af. Jeg oplever det som ret fantastisk at være en integreret del af en stor sportsbegivenhed, hvor jeg er den eneste voldgiftsdommer i antidoping divisionen, som tilfældet var ved Asian Games. Der er 50 dommere fra hele verden, der har mulighed for at komme af sted, men bevidstheden om, at de har valgt mig, giver mig en følelse af at være virkelig heldig.”

”Det er ikke så meget følelsen af succes. Det, som betyder mest, er at være påskønnet. Det giver mig en ro, at jeg i min verden ikke kan opnå mere. Men når jeg ikke ligefrem går og reklamerer for det, er det nok fordi, der er en form for hverdag i opgaven. Jeg kender mine kolleger i CAS rigtig godt, vi har tillid til hinanden og har et arbejde, vi skal gøre. Den accept, jeg oplever i det regi, betaler jeg tilbage ved altid at være parat til at bruge den nødvendige tid på sagerne og få dem ekspederet så hurtigt som muligt,” siger Jens Evald, der også påskønner at samarbejde med dygtige kolleger.

”Det giver noget særligt. Der er ganske få mennesker, der har et stort indblik i sportsretten. Når vi mødes, skal vi ikke starte forfra, netop fordi vi har den faglighed sammen. At kunne vende svære sager om for eksempel fortolkning af små nørdede problemstillinger indenfor antidoping i det selskab er meget givende,” siger Jens Evald, der aldrig bliver mæt af at være en del af de store sportsbegivenheder – men heller ikke tager det for givet at få tilbud om at komme med.

”Jeg ved det aldrig, før der ligger et brev i postkassen. Man skal huske på, at der er meget politik i udnævnelserne – og politik vægtes lige så meget som erfaring. Når der for eksempel er OL i Sydkorea, forventer man også, at der er voldgiftsdommere til stede fra Asien, og der altså ikke blot er fløjet en gruppe ind fra Europa. Samme holdning har også været gældende ved dette års udpegninger til OL i Paris.”


Jens Evald

Dr.jur. og professor ved Aarhus Universitet, hvor han i snart 30 år har undervist i sportsret. Voldgiftsdommer ved Court of Arbitration for Sport, CAS, Lausanne, hvor han er tilknyttet antidoping divisionen. Formand for bestyrelsen i Anti Doping Danmark (2006-2012), og fra og med 1. januar 2020 medlem af og siden 1. maj 2024 formand for Etisk Komité i Danmarks Idrætsforbund.

Læs mere om Court of Arbitration for Sport, CAS

Home – Tribunal Arbitral du Sport / Court of Arbitration for Sport (tas-cas.org)

CAS åbner to kontorer i Paris under OL

Ad hoc Division består af 12 voldgiftsdommere, hvoraf 9 er onsite – her iblandt Lars Hilliger – og 3 remote.

Anti-Doping Division består af 6 voldgiftsdommere, hvoraf 4 er onsite og 2 er remote – den ene er Jens Evald.

Ved Asian Games var Jens Evald eneste repræsentant fra Anti-Doping Division onsite Hangzhou, mens der var 5 onsite fra Ad hoc Division.

Ved OL i Pyoongchang 2018 var der 9 voldgiftsdommere fra Ad hoc Division og 5 fra Anti-Doping Division, alle onsite.

Vinter OL har cirka halvt så mange deltagere, som et sommer OL, derfor er der højere bemanding under sommer OL.


En nøgle ind i miljøet

Du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed. Sådan lyder det fra Nina Lauber-Thommesen, der er norsk, men som igennem de seneste år har haft fast base i Geneve, hvor hun er selvstændig. Hendes bedste råd til andre kvinder, der ønsker en karriere i voldgift, er at finde en mentor, der ikke holder på sine erfaringer men i stedet bruger sit netværk, som din nøgle ind i miljøet.

Hvordan kom du ind i voldgift – og blev selvstændig?

Da jeg var færdiguddannet advokat i Bergen, fik jeg stor udlængsel. I modsætning til mange af mine studiekammerater havde jeg ikke haft et semester som udvekslingsstuderende under min uddannelse. Så da jeg endelig stod med min beskikkelse, besluttede jeg mig for at tage en LL.M. Og da jeg elskede arbejdet med retssagerne, valgte jeg at gå i den retning, hvilket var muligt ved universitetet i Geneve.

På det tidspunkt havde jeg ingen kendskab til voldgift. Men det fik jeg i løbet af det år, jeg læste i Geneve, hvor jeg også fandt ud af, at min interesse ligger indenfor kommerciel voldgift.

Det var i det hele taget en ret skøn tid. Jeg nød at lære mere og at møde praktikere fra hele verden. Og da jeg afsluttede mit ophold, var jeg så heldig at få et internship hos en af mine undervisere, professor Sébastien Besson, der var tilknyttet advokatkontoret Python & Peter i Geneve, hvor jeg faktisk også blev ansat. Senere skiftede vi begge til Lévy Kaufmann-Kohler, Geneva, hvor jeg var i otte år inden jeg besluttede mig for at blive selvstændig, hvilket jeg nu har været i et år – og elsker det.

Hvad betød samarbejdet med professor Besson for din karriere?

Han var min mentor igennem mange år, og på den måde helt central for min karriere. Men når det er sagt har jeg haft flere mentorer – hvilket også er et af de råd, jeg vil give videre til andre, der gerne vil arbejde med voldgift.

Gennem tiden har jeg arbejdet sammen med virkelig dygtige advokater og voldgiftsdommere. Uden undtagelse har de alle hver især haft en rolle som mentor for mig. De har generøst delt deres erfaringer, og rådgivet mig på en måde, som har været en kæmpe motivation. Det har betydet alt for, hvor jeg står i dag, og for modet til at blive selvstændig.

Miljøet i Europa er faktisk ret lille. Men for at blive en del af miljøet, som er det, der skal til for at få succes som voldgiftsdommer eller partsrepræsentant, har du brug for nogen, der kan åbne dørene ind til klubben. Nogen, som er medlem allerede, og som gerne vil invitere dig indenfor. Jeg ser det sådan, at især min første mentor blev en nøgle for mig.

Ser du andre muligheder for at komme ind i miljøet?

Jeg kender andre kvinder, der har brugt institutterne eller opdrag som sekretær på en voldgiftssag som nøgle til miljøet. Ved at arbejde for institutterne og som sekretær på en voldgiftssag bliver du nemlig eksponeret. Jeg har selv gennem mange år haft opdrag som sekretær.

Mange har sagt til mig: Gider du virkelig hente kaffe og kopiere sager. Men det er på ingen måde det, som arbejdet drejer sig om. Som sekretær er du en fagperson, og det giver dig en god mulighed for at lære andre at kende og vise andre din professionalisme. Min erfaring er, at den synlighed kan hjælpe dig med at komme tættere på miljøet. Så mit råd er: Undervurder aldrig, hvad det kan betyde for dig at arbejde for institutterne og for voldgiftsdommere.  Den rolle du får her, erfaring og indsigt er guld for dig. Og ærlig talt, hvis jeg selv skulle finde en dommer til en kompliceret sag, så ville jeg ikke blot søge efter en person, som er dygtig advokat, men også en der har erfaring enten på den anden side af bordet eller som sekretær i en voldgiftssag. Når alt kommer til alt, er det nok også nemmere for en ung jurist at starte med et job her i stedet for at gå direkte efter en vigtig rolle i et af de firmaer, der repræsenterer parterne.

Hvad er dine vigtigste erfaringer på din rejse fra nyuddannet advokat til nu at være selvstændig?

Min vigtigste erfaring er, at du kan gå hele vejen, hvis du vil og har en god portion tålmodighed. Tro på, at det absolut er en mulighed.

Få en mentor, der ikke holder på sine erfaringer og se gennem fingre med, at du sikkert møder mandlige kolleger undervejs, som er overraskede over, hvor kompetent du er. Vi kommer ikke udenom, at jeg gennem tiden har følt, at jeg i højere grad end mine mandlige kolleger, skulle bevise mit værd. Mange kvinder tror ikke på sig selv, men se i øjnene, at du har lige så meget ret til at være i rummet som andre. Du er god nok.

Er det en tvivl, som du selv mærker?

Ja! Jeg har det selv sådan – dog med tiden i meget mindre grad end tidligere, selvom det nok aldrig helt forsvinder. Men efter at have fået to børn – som nu er syv og ni år – er tvivlen blevet den mindste af mine bekymringer. Desuden har jeg set så mange kvinder omkring mig – både yngre og ældre – som gør det så godt. Jeg tror på, at tiden er til sammen at konkludere, at vi kan, når vi vil.

Og jo, det er da en udfordring at have både børn og karriere. Men det findes der svar på – blandt andet at være god til at organisere. Beslut dig for, hvor lang tid, du har til hver opgave og lad aldrig nogensinde de små deadlines vokse sig til et bjerg oppe i dit hoved. Med det mindset har jeg aldrig misset en deadline.

Hvilken rolle spiller klienten i forhold til at skabe diversitet i voldgift?

Vi har set en virkelig fin udvikling de seneste år, hvor der har været et stort fokus hos institutterne på at udpege flere kvinder i voldgift. Det viser statistikkerne. Men der er stadig brug for at trække tingene i den rigtige retning, for det er jo almindelig kendt, at der er en tendens til, at mænd, der optræder som partsrepræsentanter, ofte udpeger andre mænd, som de allerede har haft faring med.

Men når det er sagt, så tror jeg, at tiden vil være med til at løse problemet. Hvis jeg bare ser tilbage på Copenhagen Arbitration Day for blot fem år siden, var deltagerne næsten udelukkende mænd – jeg lagde simpelthen mærke til, at jeg var en af de få kvindelige deltagere. Til gengæld kunne jeg sidste år se, at der var masser af kvindelige deltagere, og det fortæller mig, at der er sket en ret stor udvikling på få år. Så billedet ændrer sig.

Hvordan er livet som selvstændig?

Jeg blev selvstændig, fordi jeg indså, at jeg gennem min karriere har haft en del forskellige roller: Partsrepræsentant, sekretær og dommer som undertiden blev for tidskrævende at kombinere. Jeg trives bedst i rollen som dommer, hvilket jeg har valgt at satse på som selvstændig.

På trods af, at jeg savner mine gamle kolleger, er jeg virkelig glad for mit nye arbejdsliv. Jeg elsker, at jeg kan fordybe mig i mine sager, og selv organisere min tid. Jeg tænker ikke længere så meget over at skabe balance mellem familie og jobbet, for nu kommer sagerne i bølger. Nogle perioder er meget travle – andre er mindre. Jeg kan kun varmt anbefale det til andre, der er et sted i livet, hvor erfaring og netværk gør det muligt.


Nina Lauber-Thommesen

Selvstændig voldgiftsdommer med base i Geneve. Tidligere advokat hos Grahl-Madsen & Co, Bergen, Python & Peter, Geneve og Lévy Kaufmann-Kohler, Geneve.


Large companies and PE Funds in International Arbitration

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration, when Frank Bøggild and Kolja Staunstrup, Kromann Reumert, hosts a lunch-seminar in connection to CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The main topic is Large Companies and PE Funds in International Arbitration.

Why is it an important topic right now?

The global, well-reputed companies do inevitably face commercial disputes from time to time. It is key to win such cases and to have an efficient and due process. But what exactly are in-house general counsel and management attaching importance to when involved in arbitration? What are they specifically looking for when appointing arbitrators and engaging counsel abroad? When do they prefer arbitration over court proceedings, and why is mediation rarely used? Do’s and don’ts when in-house counsel and external counsel are cooperating in arbitration cases.

You will meet General Counsels or deputy from A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg and Pandora.

As a bonus topic we will focus on a recent Danish landmark case. Two private equity funds were – and still are – battling in a post-M&A process where one PE fund sold a target company (Gram Equipment) to another PE fund. So far the matter has lasted for 6 years and involved several arbitration and court proceedings.

Counsel involved in the main arbitration and court cases will focus on key take-aways and lessons learned about important procedural and material aspects of the case, including observations on quantum and crucial differences between applying party appointed experts v. tribunal or court appointed experts.

How do I register for your Lunch Seminar?

Please contact us at [email protected]


Kromann Reumert

Sundkrogsgade 5,

2100 Copenhagen


The Commercial Perspective

Dispute strategies, fee arrangements, and communication with counsel are some of the topics that will be discussed when Johan Tufte-Kristensen from the University of Copenhagen hosts a Lunch Seminar in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The seminar will be devoted to commercial perspectives on dispute resolution. Four esteemed panelists with legal and commercial backgrounds will provide their perspectives on issues such as outcome assessments, dispute strategies, fee arrangements, communication with counsel, strategic approaches to cases involving media attention, and similar issues of importance to the main stakeholders of arbitration.

The panel will be composed by Søren Johansen from Altor, Lotta Knapp from Perstorp Group, Thony Härdin from Litigium Capital, and Knud Jacob Knudsen from Simonsen Vogt Wiig. The discussion will be moderated by Johan Tufte-Kristensen and rounded out by Mads Bryde Andersen.

Why is the topic important right now?

As disputes are becoming larger and more complex, the risks and opportunities associated with dispute resolution are becoming increasingly important for commercial parties involved in arbitral proceedings. These stakeholders are not dispute specialists, and they are rarely visible at arbitration events because the hot topics in arbitration are typically of greater interest to arbitrators and dispute attorneys than to inhouse counsel and CFOs. In this respect, the arbitration community forms a contrast to other legal communities such as the maritime community and the real estate community that are characterized by a significant degree of interaction between external counsel, inhouse counsel, and commercial people.

The purpose with the seminar is to involve the main stakeholders – your clients – by taking a commercial perspective on dispute resolution. Legal issues such as cross-examination, expert evidence, and conflicts of interest will not be discussed. Instead, the seminar will focus on the topics that matter to your clients:

  • What are the risks and opportunities associated with full-scale arbitration as compared with other forms of dispute resolution?
  • Are your outcome assessments accurate, and how much does your client rely on such assessments?
  • Is there any correlation between attorneys’ fees and the size of a legal team on one hand and the likelihood of a successful outcome on the other?
  • What types of fee arrangements does your client prefer?
  • What types of decisions should you leave to your client, and how much detail and guidance does your client need in that respect?

I hope that we will all leave the seminar with a better understanding of the needs and interests of the main stakeholders of arbitration.

What is on the agenda?

12:00-12:10: Opening remarks by Johan Tufte-Kristensen, Associate Professor, University of Copenhagen

12:10-12:20: Presentation by Søren Johansen, Partner, Altor

12:20-12:30: Presentation by Lotta Knapp, Senior Legal Counsel, Perstorp Group

12:30-12:40: Presentation by Thony Härdin, CEO, Litigium Capital

12:40-12:50: Presentation by Knud Jacob Knudsen, Partner, Simonsen Vogt Wiig

12:50-13:20: Discussion

13:20-13:30: Closing remarks by Mads Bryde Andersen, Professor, University of Copenhagen

13:30-14:30: Transportation to the House of Industry

Food will be served during the seminar.

Where is it?

University of Copenhagen

Faculty of Law

Karen Blixens Plads 16

2300 Copenhagen S

Room: 8A.0.57 – follow the signs

How do I register?

Use the link for registration:



Facing the M&A Disputes

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics, says Daniel Haue Jakobsson from Accura. He and his team are hosting a Lunch Seminar about M&A disputes in connection with CAD 2024.

What is the topic of your Lunch Seminar?

The topic of the Lunch Seminar at Accura is M&A Disputes and Arbitration in the Nordics.

We have invited Anna-Maria Tamminen, Partner at Hannes Snellman in Finland, and Mikal Brøndmo, Partner at Haavind in Norway, to discuss the topic together with Jacob Møller Dirksen, Partner at Accura in Denmark and member of the board of the DIA. They will be featuring on a panel moderated by myself.

M&A disputes often have a size and complexity that require a high degree of specialization in areas such as arbitration, M&A, accounting matters, insurance (W&I), and international aspects.

We are seeing an increase of M&A disputes in the Nordics, and the panelists will debate the challenges that can arise when dealing with such disputes, including how these may differ from other arbitrations and the impact of the rising use of W&I (Warranty and Indemnity insurances).

Furthermore, the panelists will share their knowledge about the latest developments and trends in M&A disputes in the Nordics.

Why is it an important topic right now?

M&A disputes and W&I claims are becoming a fact of life for companies in the Nordics, and companies are facing an increasing number of complex M&A disputes which usually involve international parties and large sums, more often than not in the multi-million area. As a consequence, and since M&A disputes are commonly subject to arbitration clauses, M&A disputes are becoming an increasing part of the cases solved through arbitration in the Nordics.

Where is it?


Alexandriagade 8

2150 Copenhagen

How do I register for your Lunch Seminar?

In order to register for the Lunch Seminar, please send an e-mail to [email protected]..


Welcome to Copenhagen Arbitration Day 2024

This year, the Copenhagen Arbitration Day 2024 takes place on 4 September. It is an honor to present an excellent program with some of the most brilliant practitioners in the field. The conference is hosted by the Danish Institute of Arbitration (DIA) and ICC Denmark. For the first time, we also have the pleasure to arrange the inaugural conference Women in Arbitration on 5 September 2024.

By Håkun Djurhuus, Chair of the Danish Institute of Arbitration

As Chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA) I am delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day. The conference is hosted by DIA and ICC Denmark.

When we open the doors to Copenhagen Arbitration Day 2024 on 4 September, it will be with great excitement. We have once again succeeded in gathering some of the best arbitrators and profiles from the international arbitration scene. It is an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network with peers and to be updated on the most important trends within the field of international arbitration.

The overall topic of the conference is Developing Arbitration amid Challenging Times. This year’s theme recognizes the fact that arbitration remains to be the preferred way to resolve commercial disputes – especially in times of crisis. At the DIA, we understand that arbitration must develop with changing times to ensure that parties continue to access effective dispute resolution. We have experienced arbitration’s ability to quickly adapt to new demands during COVID-19 and recently with the rapid developments in international trade sanctions. With new challenges in the horizon, such as the use of AI, the impact of ESG on businesses and continued geopolitical tensions, it is crucial that arbitration remains responsive to the changing needs so that parties can continue to rely on it as a trusted and efficient way to settle their commercial disputes.

I am honored to present an excellent program and I am immensely grateful to our speakers, who are all amongst some of the most recognized practitioners in the field.

The event takes place at the House of Industry – the headquarters of the Confederation of Danish Industry (DI) – located in the heart of Copenhagen between Tivoli Gardens and Copenhagen City Hall. True to tradition, the event will be concluded with a drinks and dinner.

I would like to extend my thanks to the University of Copenhagen, Accura, and Kromann Reumert for hosting the lunch seminars, which are always such a well-received part of the Copenhagen Arbitration Day. They certainly managed to put some insightful seminars together, which underline the professionalism and expertise within international arbitration in Denmark. This continuous focus is the reason why we today see the DIA as a strong institute surrounded by supportive and active associations – the Danish Arbitration Association and Young Arbitrators Copenhagen. The arbitration community continues to grow, and the popular arbitrators’ education keeps attracting prospective arbitrators from the region which only further deepens our pool of excellent arbitrators. All this goes hand in hand with the progress of the DIA where we have already seen a significant increase in our case load.

Getting more women to enter the scene as arbitrators is of great priority at the DIA. In campaigning for this cause, we started a new series of interviews in the DIA Newsletter and are working on an upcoming podcast-series – both aiming to highlight outstanding Danish and international women in arbitration and who generously offer their insights and advice to empower other women to take their first steps towards their first appointment. To underline the importance of this topic and to support the progress already made, the DIA invites everyone to the inaugural event Women in Arbitration, where a panel of prominent female arbitrators will share their stories and the experiences they have gained in their careers in arbitration. The event takes place the day after Copenhagen Arbitration Day, i.e. on 5 September from 10:00 until 12:00 in the famed Valencia building, which was a legendary dance hall many years ago, but nowadays is the headquarters of the Association of Danish Law Firms.

Finally, I would like to express my gratitude and thank our sponsors, including our main sponsor Dreyer’s Foundation, for their invaluable support, the Confederation of Danish Industry for hosting the event and the Young Arbitrators Copenhagen for hosting the drinks reception the evening before Copenhagen Arbitration Day.

See you on 4 and 5 September in Copenhagen!






Ny formand for Voldgiftsinstituttet

Advokat Håkun Djurhuus er valgt som ny formand for Voldgiftsinstituttet. Han ser gerne et fælles nordisk projekt blive udviklet.

”Jeg er stolt og samtidig ydmyg. Der ligger store opgaver foran Voldgiftsinstituttet, som jeg sammen med bestyrelsen og sekretariatet glæder mig til at tage fat på. Jeg har været en del af bestyrelsen i efterhånden mange år, og ser talrige spændende muligheder og projekter, som jeg gerne vil videreudvikle. På den måde fortsætter jeg det flotte arbejde, som min forgænger Jeppe Skadhauge har lagt i bestyrelsen,” siger Håkun Djurhuus, som lægger vægt på, at instituttet fortsat spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre parternes retssikkerhed, herunder at parterne hurtigt kan få afgjort deres tvist.

”Tiden kalder på, at tvister skal afgøres hurtigt og effektivt, og at der findes forskellige metoder at tage i brug – for ingen har gavn af at sidde fast i en tvist, fordi det har så store konsekvenser for både relationer, økonomi og forretningsudvikling.”

”Organisationerne, som står bag Voldgiftsinstituttet, lægger derfor naturligt nok mere vægt på alternative og effektive tvistløsninger end nogensinde og prisen spiller bestemt også en rolle. Derfor vil jeg blandt andet have et stort fokus på mediation, mægling og andre track processer.”

”Også et fælles nordisk projekt, ser jeg gerne blive udviklet. Vi skal dele erfaringer og samarbejde især med de norske advokater i tvistløsningsmiljøet. Der er ingen tvivl om, at vi sammen står stærkere internationalt, og at det er oplagt alene af den grund, at vi har fælles sprog, kultur og retstraditioner,” siger Håkun Djurhuus, der også sætter stor pris at have et stærkt sekretariat bag sig.

”Sekretariatet er vores maskinrum, og derfor ser jeg det som utrolig positivt, at det er fuldstændig tunet til at håndtere alle sagerne og understøtte tiltagene, som kan gøre instituttet endnu stærkere i fremtiden.”

Håkun Djurhuus

Advokat og partner, Lundgrens. Formand for Voldgiftsinstituttet. 17 år som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelsen. Håkun er specialiseret inden for proces, entrepriseret og miljøret. Han har ført mere end 500 sager ved de almindelige domstole, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, Voldgiftsinstituttet, LCIA og ICC.


Arbitration and karaoke in Finland

Nordic Arbitration Day 2024 took place in Helsinki on 26-27 April. The event was quickly sold out with more than 200 participants, and it became just the vibrant event full of great discussions and new connections as the organizers from Young Arbitrators Club Finland (YACF) had wished for.

By Daniel Haue Jakobsson, Young Arbitrators Copenhagen, partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Young Arbitrators Copenhagen, Director, Kromann Reumert

Nordic Arbitration Day is a yearly event aimed at young arbitration practitioners – under 45 years old – with the goal to expand the knowledge of arbitration and nurture the community of arbitration practitioners and aspiring arbitrators among the Nordic countries. It is organized by the young arbitration associations in the Nordic countries (Young Arbitrators Copenhagen (YAC), Young Arbitrators Sweden (YAS), Young Arbitration Practitioners Norway (YAPN), Young Arbitrators Club Finland (YACF) and Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI)), and the venue rotates between the Nordic countries, with Stockholm hosting the first conference in 2019.

This year, Nordic Arbitration Day was held in Helsinki and included insightful pre-conference events, engaging debates, panel discussions, dinner, drinks and finally karaoke, which turned out to be a big thing in Helsinki.

One memorable event was the pre-conference event organized by the Swedish Arbitration Association with Ginta Ahrel, Partner, Westerberg & Partners and member of the SAA Executive Committee, and Gisela Knuts, Independent Arbitrator, President of the Finnish Arbitration Association. Ginta and Gisela shared their vast experience and engaged in a highly relevant discussion for young aspiring arbitrators on “How To … Become an Arbitrator”. This included war stories from their first appointments, networking strategies and insights as to how the decisions are made within the tribunal.

Following the pre-conference events, the Finnish law firm Krogerus hosted the mandatory Nordic Arbitration Day pre-conference welcome – and cocktail – reception, where the participants from the pre-conference events and the participants in Nordic Arbitration Day got the chance to get together.

Engaging debates and panel discussions

The conference itself took place just next to the beautiful Helsinki harbor, where the participants enjoyed a number of engaging debates and panel discussions. From Young Arbitrators Copenhagen, board members Daniel Haue Jakobsson, Partner, Accura, and Linnea Klingberg-Jensen, Director, Kromann Reumert, participated in two of the panels. Daniel’s panel discussed the topic “The Way from Winning Your Cases to Your First Arbitral Appointment”, where he shared insights from his arbitral appointments as a sole arbitrator with the Danish Institute of Arbitration, how he managed to receive his first arbitral appointment and shared war stories of how acting as arbitrator in a small case does not necessarily mean that it is easy to handle. Linnea participated in the Nordic Arbitration Day classic “Soap Box Debate”, where the participants are assigned a topic to discuss and submit a verbal motion for their respective position. The topics debated this year were if counsel should rely rather on the powers of persuasion than soft law when arguing before an arbitral tribunal? And whether there should be rules for the decision-making process in a tribunal to avoid bias/likeminded thinking? Both topics engaged the audience to ask questions and the debate included interesting views on the topics.

Just as the conference day was coming to an end, the sun came out and made it possible to enjoy informal discussions with the other conference participants outside before meeting up in smaller dinner groups at different restaurants in central Helsinki. The dinner groups were a new initiative arranged by the YACF, and it turned out to be a great way to socialize with fellow practitioners while enjoying good food.

The conference finished with the Finnish organizers having arranged an afterparty and asking the question “What better way to experience Helsinki than through Karaoke?” They were right.

In summary, participating in Nordic Arbitration Day is highly recommendable, and it is definitely an event which should be prioritized among young aspiring arbitrators. Save the Date for 2025, where Nordic Arbitration Day will take place in Reykjavik, Iceland, hosted by Young Arbitration Practitioners Iceland (YAPI).



Yes, EU sanctions are public policy

The April issue of the Danish Institute of Arbitration Newsletter included an article by Anders Amstrup Fournais, titled “Are EU sanctions public policy?” The present article is aimed at adding to the dialogue by setting out the relevant case law of French courts, which confirms that EU sanctions are public policy, and clarifies the contours of the control exercised by the French judge when reviewing arbitration awards for violation of public policy in cases raising sanctions issues, writes Athina Fouchard Papaefstratiou, independent arbitrator, Paris.

Athina Fouchard Papaefstratiou, Independent Arbitrator,  AFP Arbitration, Paris

With sanctions used four times as much as they were in the 1990s, with blocking regulations and counter-sanctions coming into play, international arbitration practitioners today are likely to face cases raising challenging sanctions issues.

In such cases, the national judge may control the decisions of the arbitrator relating to sanctions via the public policy exception. Are sanctions public policy? Will the award be annulled or not be enforced as contrary to public policy if it erroneously considers that the sanctions regime does not apply? Can a party raise the existence of sanctions for the first time before the annulment judge?

The present article will present the relevant findings of three recent cases of French courts.

TCM FR v. NGSC case (“the Sofregaz case”)

(Cassation Court decision of 9 Feb 22, confirming Paris Court of Appeal decision of 3 June 2020)

The French company TCM FR (formerly Sofregaz), as contractor, had entered into a contract with an Iranian state-owned entity, for construction works related to a project for the storage of gas. The contractual price was in US dollars. Against the background of US sanctions against Iran, TCM FR informed the Iranian entity that it was unable to renew the bank guarantees. The Iranian company terminated the contract on the ground of several contractual breaches and called on the guarantees. TCM FR filed a request for arbitration with the ICC, seeking a declaration that the termination of the contract was abusive, that the call on the guarantees was undue, and claiming damages. The Iranian entity submitted counterclaims. The arbitral tribunal ordered both the claimant and the respondent to pay certain amounts and, following a set-off, TCM FR was the award debtor. TCM filed a request for annulment before the Paris Court of Appeal, claiming that the award was contrary to French international public policy (the set of rules and values of which the French legal system cannot accept the violation, even in situations of international character), as giving effect to a contract which was contrary to US, EU and UN sanctions.

One issue the Paris Court of Appeal had to decide was whether TCM was estopped from alleging that the contract violated international public policy, as TCM had previously claimed before the arbitral tribunal that the contract was abusively terminated. The Court of Appeal held that the principle of procedural estoppel does not prevent the annulment judge from assessing whether an award is contrary to French international public policy.

The court further held that the US sanctions are not part of the French international public policy despite their intended extraterritorial application. They are simply foreign mandatory law provisions. On the contrary, the UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. Lastly, the EU sanctions, of immediate effect in the French public order, are also part of the French public policy. However, the EU and UN sanctions were not applicable in the circumstances.

The French Cassation Court confirmed the judgement of the Court of Appeal.

DNO v. Yemen case

(Paris Court of Appeal decision of 5 Oct 2021)

The dispute related to a production sharing agreement between several private companies, including the claimants in the arbitration on one side, and the Ministry of Oil and Minerals of Yemen, as well as the Yemen Oil and Gas Corporation, on the other. The Ministry and the Yemeni public entity contested the termination of the agreement by the private companies and initiated ICC arbitration. The tribunal ruled that certain companies did not exercise validly their right of withdrawal, and ordered them to pay the Yemeni State and State-owned entity 31 million US dollars.

An application for annulment of the award was filed with the Paris Court of Appeal, on the basis, amongst others, that the award violated French international public policy due to the risk that the sums awarded to the Yemen Oil and Gas Corporation, allegedly controlled by the Houthis, might end up in the hands of the main Houthi leaders, individuals targeted by UN and EU sanctions.

The Court of Appeal held as follows:

  1. The conformity of an award with international public policy is assessed at the time of the judgment. Therefore, the hypothetical, future use by one of the parties of the awarded amounts for actions violating the values and principles protected by the international public policy cannot be used as a ground for annulment of an award.
  2. International and EU sanctions form part of international public policy, insofar as they aim to maintain and restore international peace and security, values of which the French legal system cannot allow the violation. However, neither the Ministry nor the Yemen Oil and Gas Corporation is on a list of international or European sanctions, and it is not within the jurisdiction of the court to extend these sanctions to individuals and entities who are not expressly targeted by them.
  3. It is the role of the annulment judge to verify that the recognition of the award is not likely to violate the sanctions regime by directly or even indirectly making funds available to individuals targeted by the sanctions. To establish such indirect provision of funds, the applicants should have demonstrated that (i) the Ministry and the public entity act on behalf, under the control, or upon the instruction of the listed individuals, and (ii) they intend to use the disputed funds for the benefit of these individuals. This was not established in the circumstances.

AD Trade v. Guinea case

(Paris Court of Appeal decision of 13 April 2021)

The dispute related to the unilateral termination by the Ministry of Defence of the Republic of Guinea of several contracts with a Belgian company involving the creation of an intelligence service unit for the presidency and the provision of security for the presidential residence. In the ensuing arbitration initiated by the Belgian company, the State was ordered to pay compensation.

Guinea filed an application for annulment of the award before the Paris Court of Appeal, arguing, among other things and for the first time, that enforcing the award would give effect to a contract violating EU embargo measures against Guinea, and would therefore be contrary to international public policy.

The Paris Court of Appeal noted that the violation of public policy is to be assessed at the time of examination by the annulment judge, rather than at the date of the award or the date of the conclusion of the contract. As the embargo had been lifted by the time of the Court of Appeal’s decision, there was no violation of French international public policy. The Court of Appeal also noted that the contract in any event had never been covered by the embargo measures.

In a nutshell – the French courts’ position

Several points are noteworthy regarding the above-mentioned decisions of the French judge.

  1. UN sanctions, as truly international sanctions aimed at the maintenance of international peace and security, are part of the French international public policy. EU sanctions, which are of immediate effect in the French public order, are also part of the French international public policy. The US extraterritorial sanctions on the other hand are not. They are simply foreign mandatory law provisions (Sofregaz).
  2. The controlling judge may also consider indirect violations of sanctions, when the entity receiving funds under the arbitral award acts under the control or upon the instruction of sanctioned entities or individuals, and the funds will be used by such entities or individuals (DNO v. Yemen).
  3. The question of violation of sanctions and hence of public policy may be raised for the first time before the annulment court (Sofregaz, AD Trade v. Guinea).
  4. The French judge will assess potential sanctions violations only at the time of the decision on annulment (AD Trade v Guinea). In the hypothesis that the arbitrator renders an award that violates a sanctions regime, the award will not be annulled if the sanctions have been lifted in the meantime.
  5. The party targeted by the sanctions is not estopped from bringing the question of violation of sanctions before the French judge (Sofregaz).



Hvordan sikre bedre beslutningsprosesser?

Det er gjort mye forskning på beslutningsprosesser og hva som skal til for å komme frem til en best mulig avgjørelse. Psykolog Jan-Ole Hesselberg arbeider med og forsker på hva som påvirker valgene vi tar. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

Av journalist Thea Nordéen Dahl

Det er flere utfordringer som kan påvirke våre beslutninger – både individuelt og i grupper – men særlig to utfordringer peker seg ut. Den ene er bekreftelsesfeller, hvor man søker å få bekreftet det man allerede vet, og det andre er gruppetenkning, hvor et standpunkt kan bli farget av et ønske om å passe inn, og ikke skille seg ut, i en gruppe.

Psykolog Jan-Ole Hesselberg har i lang tid arbeidet med og forsket på hva som påvirker valgene vi tar, og tar for tiden en doktorgrad i beslutningspsykologi. Han stiller seg kritisk til at domstolene ikke legger forskningen som finnes på beslutningsprosesser til grunn i prosessen med å komme frem til en avgjørelse.

”I domstolene gjør dommere ting på en bestemt måte, men uten at det kreves evidens for at dette gir det beste resultatet. Det er tvert imot ganske mye forskning som viser at deler av måten domstolene arbeider på, kan føre til ganske inkonsistente beslutningsprosesser,” sier Hesselberg.

Han viser til at det er mange andre faktorer enn selve saken og kriteriene som saken vurderes etter, som spiller en rolle for utfallet. Slik som ulike erfaringer, hvilken rekkefølge saken diskuteres i og hvorvidt man er fersk eller ikke.

”Alle mennesker påvirkes av gruppeprosesser. Vi påvirkes av hvordan informasjon fremstilles, av humøret vårt og en rekke andre ting som er helt irrelevant for beslutningen som skal tas.”

Risiko for inkonsistente beslutninger

Ifølge Hesselberg er risikoen for inkonsistente beslutningsprosesser såpass godt dokumentert at prinsippet om likebehandling er en utopi – like saker vil ikke bli behandlet likt.

”Selv om beslutningsprosessene i domstolene, og kanskje spesielt i Høyesterett, er noen av de beste beslutningsprosessene vi har, er det et forbedringspotensial i alle menneskelige beslutninger.”

Det har i lang tid blitt forsket på de psykologiske fenomenene som oppstår når en gruppe skal fatte beslutninger i fellesskap. På tross av det vet man fremdeles lite om hvilke effekter dette har på et dommerpanel i retten. Uansett er det ingen tvil om at forskning på feltet vil bidra til å øke både forståelsen for beslutningsprosessene i domstolene, samtidig som det vil bidra til å øke kvaliteten på beslutningene.

Balansert beslutningstaking

Det er mange forutsetninger som må være på plass for å få til en best mulig beslutningsprosess, herunder ulike mennesker med ulike perspektiver, kunnskaper og evner. I tillegg er det avgjørende at det er psykologisk trygghet i gruppen – det må føles trygt å være uenig med flertallet. Ulike verktøy, som for eksempel bidrar til å motvirke bekreftelsesskjevhet, kan være avgjørende.

Balansert beslutningstagning er en metode som sikrer god organisering av prosessen med å ta beslutninger i en gruppe. Metoden innebærer at alle gruppens deltakere leverer inn individuelle vurderinger til en uavhengig moderator før gruppen så møtes for å diskutere og fatte en beslutning. Med balansert beslutningstaking blir man tvunget til å gjøre seg opp en mening uavhengig av hva de andre i gruppen mener, samtidig som man unngår å bli påvirket av autoriteter.

Når gruppen så samles, starter diskusjonen ved at alle presenterer argumenter. Deretter har man en kritisk diskusjon om standpunktene som er blitt presentert, før man foretar en avstemning. Selve konklusjonen kommer til slutt og den skal ikke diskuteres tidligere i prosessen.

”Mye handler om å bli vant til denne måten å fatte beslutninger på. Det tar ikke nødvendigvis så lang tid,” avslutter Hesselberg.

Metoden egner seg særlig godt i noen prosesser, slik som i domstolene, hvor man gjennomfører de samme prosessene hver gang.


Denne teksten er en oppsummering av en artikkel skrevet av journalist Thea Nordéen Dahl i Advokatbladet. Saken kan leses i sin helhet på norsk her og på engelsk her.

Les mer om beste praksis for beslutningsprosesser i voldgift i Wiersholms nyhetsbrev “International Commercial Arbitration Q1 2024” her.


Efter forliget

De seneste år er mediation blevet mere og mere udbredt som alternativ konfliktløsningsmetode – både i Danmark og især internationalt. Mediation har en lang række fordele særligt i erhvervstvister, dels bygger den på principper om partsautonomi og fortrolighed, dels egner den sig godt til at sikre parternes gode forretningsmæssige forhold. Men spørgsmålet er, om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det, skriver Cecilie Melchior Golubov og Mathilde Stampe Plougsgaard i artiklen, der er baseret på deres speciale fra Københavns Universitet. 


Af Cecilie Melchior Golubov, Fuldmægtig i Justitsministeriets departement og Mathilde Stampe Plougsgaard, Advokatfuldmægtig hos TT Advokater.

Undersøgelser viser, at parter er mindre tilbøjelige til at benytte sig af mediation end voldgift. Denne usikkerhed kan kobles sammen med, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en dansk lov, der i almindelighed regulerer tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig, ligesom der – indtil for nyligt – heller ikke har været en effektiv mekanisme til grænseoverskridende håndhævelse af medierede forlig. Det åbner for en række spørgsmål, herunder om parterne kan støtte ret på forliget i de tilfælde, hvor modparten nægter at efterleve det.

Den voksende brug af mediation som tvistløsningsmetode, det manglende retsgrundlag samt divergerende holdninger til, om og hvordan tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig skal reguleres, skabte grobunden for vores speciale, som vi afleverede i december 2023.

For parter, der indgår et medieret forlig, er der en større usikkerhed forbundet med efterspillet, end der er for parter, der løser deres tvist ved voldgift, som munder ud i en voldgiftskendelse. Dette skyldes, at der ikke hersker tvivl om, at voldgiftskendelser er retligt bindende og kan tvangsfuldbyrdes ved domstolene, hvorimod tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig ikke er tilsvarende reguleret.

Der peges i litteraturen på, at blandt andet voldgiftslovens (herefter VL) § 30 om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. I sit udkast til forslag til en lov om mediation fra 2018 henviser det under Voldgiftsinstituttet nedsatte udvalg da også til VL § 30 som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible. Spørgsmålet er dog, om § 30 rent faktisk kan virke som hjemmel til at gøre medierede forlig eksigible?

United Nations Convention on International Settlement Agreements Resulting from Mediation (herefter “Singapore-konventionen eller blot “konventionen”) fra 2018, som ikke er tiltrådt af Danmark, er på mange måder banebrydende, men også kontroversiel, idet konventionen netop regulerer selve tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig. Det interessante er, om konventionen kan medvirke til at løse de problemer, der på nuværende tidspunkt er forbundet med fuldbyrdelse af medierede forlig.

Singapore-konventionen er subsidiær til New York-konventionen om anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelser fra 1958, og derved opstår spørgsmålet, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår kan rummes inden for New York-konventionen. Dette er vigtigt, da stadfæstelsen af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår i givet fald kan få betydning for, hvilken konvention en part kan påberåbe sig.

Voldgiftslovens anvendelsesområde

En voldgiftskendelse på aftalte vilkår opnår samme retlige status som en hvilket som helt anden voldgiftskendelse, jf. VL § 30, stk. 2, 2. pkt., men kun når en række nærmere forudsætninger er opfyldt.

Disse forudsætninger er i korthed, at der skal foreligge en voldgiftsaftale mellem parterne, samtidig med at der skal indledes en voldgiftssag om en bestemt tvist, som i sidste ende afsluttes ved, at voldgiftsretten træffer voldgiftskendelse herom.

Voldgiftslovens § 30 – voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Bestemmelsen i § 30 indeholder en særlig regel, hvorefter man under visse forudsætninger kan få stadfæstet et ellers ikke-eksigibelt forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, der kan tvangsfuldbyrdes, jf. § 30, stk. 2, nr. 2, jf. § 38.

For at finde ud af, om forudsætningerne, anført ovenfor, for at anvende § 30 på medierede forlig er til stede, og dermed kan gøre disse forlig eksigible som voldgiftskendelser på aftalte vilkår, foretages en sondring mellem på den ene side medierede forlig, der indgås efter indledningen af voldgiftssagen, og på den anden side medierede forlig, der indgås før indledningen af en voldgiftssag.

Af ordlyden af § 30 samt formålsbetragtninger i forarbejderne til voldgiftsloven, kan det efter vores vurdering udledes, at der må kunne ske stadfæstelse af et medieret forlig som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, når forliget er indgået efter indledningen af en voldgiftssag. De situationer, hvor parterne indleder en voldgiftssag og undervejs benytter sig af udenretlig mediation ved en ekstern mediator, hvilket resulterer i et forlig, må således kunne rummes inden for § 30.

Anderledes forholder det sig imidlertid i situationer, hvor parter indgår forlig før indledningen af en voldgiftssag. Det grundlæggende krav om, at voldgiftssager kun kan indledes for at løse en bestemt tvist, synes i denne situation ikke at være opfyldt, idet voldgiftssagen alene indledes for at stadfæste forliget som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, og ikke for at løse en tvist mellem parterne – parterne vil i denne situation snarere fremlægge deres forlig for voldgiftsretten end de beviser og synspunkter, der sædvanligvis skal til for at få medhold i en egentlig tvist.

Som § 30 er formuleret og grundet de sparsomme forarbejder om bestemmelsens anvendelsesområde, kan der i praksis opstå den situation, at parterne indgår et medieret forlig – uden forudgående voldgift – og derefter indleder en voldgiftssag for blot at få det medierede forlig stadfæstet. En sådan fremgangsmåde, som har karakter af et “smuthul”, er efter vores vurdering ikke forenelig med det generelle anvendelsesområde for voldgiftsloven, som heller ikke på andet grundlag ses at tage højde for de særlige problemstillinger, der kan opstå, hvis forliget er resultat af forudgående mediation, og parterne ønsker at gøre forliget eksigibelt efter § 30.

Vi konkluderer derfor, at såfremt § 30 anvendes som hjemmel til eksigibilitet for medierede forlig indgået før initieringen af en voldgiftssag, vil det være medvirkende til at udvande både lovens formål og anvendelsesområde.

Singapore-konventionen om mediation

Singapore-konventionen pålægger i korthed stater at tvangsfuldbyrde medierede forlig, som er skriftlige og underskrevet af parterne, udspringer af mediation, løser en kommerciel tvist og er internationale på indgåelsestidspunktet. Mediation skal i den henseende afgrænses til processer, hvor en tredjeperson hjælper parter med at nå frem til en tilfredsstillende løsning på en tvist. Forligets internationale karakter afhænger af parternes forretningssteder på tidspunktet for indgåelsen af forligsaftalen.

Når det er slået fast, at der i konventionens forstand er indgået et medieret forlig, opstiller konventionen således en relativ simpel og gennemskuelig proces for tvangsfuldbyrdelsen af medierede forlig.

New York-konventionen om voldgiftskendelser på aftalte vilkår

Kan et medieret forlig stadfæstet som en voldgiftskendelse på aftalte vilkår (‘consent awards’) rummes indenfor New York-konventionens voldgiftskendelsesbegreb? Analysen heraf er relevant, idet Singapore-konventionen som nævnt er subsidiær i de tilfælde, hvor et forlig er stadfæstet som en “arbitral award” og er eksigibelt efter New York-konventionen, jf. Singapore-konventionens art. 1, stk. 3, litra b.

Det må efter vores vurdering kunne lægges til grund, at New York-konventionen kræver, at en voldgiftskendelse – førend denne er omfattet af konventionen – skal være 1) udfærdiget af en voldgiftsdommer og 2) på baggrund af en eksisterende tvist.

Det første kriterium synes ikke at give anledning til problemer. I forhold til andet kriterium, konkluderer vi, at dette som udgangspunkt kun kan være opfyldt, hvis det medierede forlig er indgået efter indledningen af en voldgiftssag.

Som følge af konventionens manglende klarhed herom, er kontraherende stater dog overladt den nærmere vurdering heraf, hvorfor det ikke nærmere kan fastslås, om voldgiftskendelser på aftalte vilkår falder udenfor Singapore-konventionens anvendelsesområde.

Det er dog vores vurdering, at Singapore-konventionen meget vel kan indeholde en del af løsningen på de beskrevne problemer med VL § 30 og New York-konventionen i forhold til fuldbyrdelse af medierede forlig. Vi kan derfor kun anbefale, at det snarest tages op til overvejelse, om ikke Danmark med fordel kan tiltræde Singapore-konventionen.



I specialets undersøgelser er der taget udgangspunkt i en definition af et medieret forlig, som en aftale mellem parter, der afslutter en konkret kommerciel dispositiv tvist ved hjælp af udenretlig mediation. Specialet tager således ikke stilling til den situation, hvor voldgiftsdommeren har ageret mediator.




International voldgift spiller en særlig rolle

Der er oftest tale om meget store investeringer, og den ene part vil i sagens natur altid i sidste ende blive skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, niveauet højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. I sin nye bog, Den Uventede Advokat, fortæller René Offersen blandt andet om sit arbejde med voldgift, som har ført ham rundt i verden – blandt andet til en eftertragtet plads i ICC Court i Paris.

Hvor meget har voldgift fyldt i dit arbejdsliv?

Jeg hører til den generation af advokater, der begyndte som generalister. Men når det er sagt, spiller international voldgift en særlig rolle for mig. Det starter i 90’erne. Jeg arbejder for Kammeradvokaten og får en del voldgiftssager indenfor for bygge og anlæg og senere almindelig voldgift. Så jeg har noget erfaring, da jeg møder Georg Lett, der er aktiv i international voldgift, og som jeg bliver meget inspireret af.

Herfra begynder jeg at opsøge miljøet. Jeg deltager i nogle af de mange internationale konferencer, og det giver mulighed for at knytte forbindelser. Langsomt begynder jeg at få sager som advokat for den ene part, blandt andet sager, som bliver ført ved Voldgiftsinstituttet. Det fører til nye muligheder, og jeg bliver spurgt, om jeg er interesseret i at blive udpeget som voldgiftsdommer.

Selvfølgelig vil jeg gerne have nye aspekter på mit arbejde, der i rollen som voldgiftsdommer ikke alene handler om juraen, men om at tage ansvar for at løse en konflikt mellem to parter, som oftest har hver sin nationalitet, hvilket rejser superinteressante psykologiske og juridiske problemstillinger. For mig er det faglighed på et helt andet plan end juridisk rådgivning og meget, meget interessant.

Hvad er dit toppunkt indenfor voldgift?

Et klart højdepunkt er, da jeg i 2016 bliver valgt til ICC International Court of Arbitration som dansk repræsentant, hvor jeg afløser Georg Lett. ICC er en topprofessionel organisation af den grund, at international voldgift betyder langt mere udenfor Danmarks grænser end indenfor.  Eksempelvis har Paris, London og Geneve stærke voldgiftsmiljøer, hvilket betyder, at her er virkelig store og veletablerede faglige miljøer, der sammen med andre voldgiftsmiljøer bliver samlet hos ICC.

Hvad er opgaven som national repræsentant i ICC Court?

Som national repræsentant bliver man en del af ICC International Court of Arbitration og dermed en del af det faglige voldgiftsmiljø, der udspiller sig her. Det er interessant – men også hårdt arbejde på den måde, at man varetager en lang række opgaver for de enkelte voldgiftsretter under ICC, hvor der er et stort optag af sager.

Når mængden af sager er stor, er mængden af spørgsmål til ICC International Court of Arbitration også stort. Her tager medlemmerne stilling til alt fra, om der overhovedet er grundlag for at nedsætte en voldgift til, om der kan stilles spørgsmål ved voldgiftsdommernes habilitet – ligesom man tager stilling til honorarer og sikkerhedsstillelse. Det er også her man vurderer den enkelte voldgiftsrets arbejde – altså om en voldgiftskendelse, der står for at blive afsagt, har den nødvendige kvalitet – eksempelvis om der er taget stilling til alle argumenter på begge sider. Alt sammen en kvalitetssikring, der jo hænger sammen med, at en voldgiftskendelse skal kunne fuldbyrdes efter New York-konventionen og ikke kan appelleres i de fleste retssystemer.

Ud fra mit perspektiv er noget af det vigtigste, at kendelsen ikke kan anfægtes. Der er oftest tale om store investeringer af tid og penge, og den ene part vil i sagens natur altid være skuffet. Derfor er det så vigtigt, at netop denne part, kan sidde tilbage med en oplevelse af, at sagen er gennemarbejdet, at niveauet er højt og at der er taget stilling til hvert eneste argument i sagen. Selvom man er skuffet, så skal man i alt fald føle at kendelsen ikke er mangelfuld.

Hvad er det ved voldgift kan, som tiltaler dig?

Det er først og fremmest, at jeg i hver enkelt sag bliver inviteret indenfor i en historie, som oftest handler om, at to parter vil udvikle et projekt sammen. Det går godt i begyndelsen, men så sker der noget, som gør, at konflikten spirer. I en periode har de måske stadig tillid til, at de kan redde deres samarbejde. Men konflikterne vokser, og på et tidspunkt indser parterne, at de ikke længere kan løse problemerne. At være en del af en menneskelig historie, forstå dybden i konflikten og opleve de forskellige syn på, hvad der egentlig er sket, er et stort privilegium og den menneskelige side af sagen interesserer mig i høj grad.

Heldigvis kan selv meget tilspidsede sager ende virkelig godt. Det var for eksempel tilfældet i en sag, hvor jeg var enevoldgiftsdommer i Grønland. Mundtlig forhandling af sagen foregik på Hotel Hans Egede i Nuuk. Efter planen skulle forhandlingen vare tre retsdage. Indtil en konflikt bliver til en sag ved retten, er direktørernes medvirken ofte koncentreret om at træffe beslutninger i kritiske faser på grundlag af indstillinger fra de projektansvarlige. Her var de respektive direktører begge til stede og fik nu fra første parket et samlet billede af sagen. Ikke mindst fra vidneforklaringerne.

På den anden retsdag fik jeg tidligt på aftenen at vide, at parterne var i afsluttende forligsdrøftelser. De to direktører havde begge fået et mere nuanceret billede af forløbet efter at have brugt to lange dage på at se og høre det samme. Sagen blev forligt, hvorefter klagerens direktør inviterede os alle ud og sejle i sin båd på Nuuk Fjord.



Advokat, Offersen & Christoffersen. Kendt for sit virke som forsvarer i sager af samfundsmæssig betydning, blandt andre Peter Brixtofte i Farumsagen, Inger Støjberg i Rigsretssagen og Claus Hjort Frederiksen i FE-sagen. Herudover arbejder han med danske og internationale voldgiftssager både som voldgiftsdommer og partsrepræsentant. Tidligere dansk repræsentant og medlem af ICC International Court of Arbitration, Paris.



Du har mulighed for at vinde et eksemplar af René Offersens nye bog, Den Uventede Advokat. Der er fem eksemplarer på højkant. Du deltager i konkurrencen ved at følge Voldgiftsinstituttet på LinkedIn og like opslaget om bogkonkurrencen.

Den Uventede Advokat fortæller historien om mønsterbryderen René Offersen, der giver sit eget indblik i advokatbranchen, og hvordan den har ændret sig igennem årene. Han fortæller om sit virke som procesadvokat – herunder sit arbejde med voldgift – og det håndværk, der er forbundet med advokatens opgave. Bogen er fyldt med masser af historier fra livet som advokat og ikke mindst for klienter i sager af samfundsmæssig betydning.

Den Uventede Advokat er udkommet på forlaget Momenta i maj 2024.



Grib de chancer, du får

Da hun fik sin første udpegning som voldgiftsdommer i en voldgiftssag, viste det sig, at forhandlingen faldt på et tidspunkt, hvor hun var på barsel med sin søn på syv uger. Timingen var ikke den bedste, men man skal gribe de chancer, der kommer, mener hun. Efter mange overvejelser sagde hun ja. Meget kan lade sig gøre, men i sidste ende handler det om at finde sin egen balance mellem moderskab og karriere, mener advokat Regitze Aalykke Hansen, Poul Schmith, der har mange overvejelser netop om den balance, men som også passer på ikke at overtænke tingene.

Hvordan fik du interesse for voldgift?

For mig stammer interessen tilbage fra studietiden på Syddansk Universitet. Jeg var med på Vis Moot-holdet, hvilket var fint – men det, som for alvor fik mig ansporet, var det internationale perspektiv i faget. Tanken om at kunne bringe min karriere flere steder hen, synes jeg var virkelig spændende. Jeg fik derfor selv arrangeret et ophold på University of Melbourne, hvor jeg læste et semester. Her gav det rigtig god mening at vælge et fag, som jeg kunne bygge videre på, når jeg kom tilbage til Danmark, og valget faldt på internationale kommercielle forhold, hvor der også var fokus på voldgift. På den måde blev voldgift lidt af en grundsten i min kandidatuddannelse, og her ti år senere fylder det mellem 50 og 70 procent af mit arbejde hos Poul Schmith.

Hvorfor ser du det som et fag for dig?

Jeg føler, at det er lige mig at arbejde med tvister. Jeg vil ganske enkelt gerne arbejde med rets- og voldgiftssager, og det var også en af årsagerne til, at jeg for ti år siden søgte job ved Poul Schmith.

Det særlige ved voldgiftssagerne er, at der er flere variabler og et større spillerum for parterne. Det, at parterne selv tilrettelægger processen, for at gøre processen så hurtig og smidig som muligt, interesserer mig. Jeg oplever, at der er mere plads til advokatens arbejde og til at tænke strategi ind i processen. Og så er der selvfølgelig det mere praktiske – at man selv tilrettelægger rammerne, der ikke er så faste, som ved domstolene. Det betyder, at man for eksempel kan anvende flere sprog og tilrettelægge vidneafhøringer på forskellige måder. På den måde føler jeg mig tættere på processen – længere inde i maskinrummet.

Men faget giver mig også mulighed for at indtage forskellige roller. At det er mulighed for både at kunne være voldgiftsdommer og advokat er superspændende. Jeg har netop været voldgiftsdommer i min første sag, og det gav mig en vigtig erfaring at sidde på den anden side af bordet, som jeg tager med tilbage i rollen som advokat. For eksempel hvor meget, der egentlig er brug for at forklare under forhandlingen. Det har været virkelig fint og givende at få den indsigt.

Vil du anbefale andre kvinder at gå denne karrierevej?

Ja, helt sikkert. Men jeg tror, at man skal gide det lange seje træk. Det kræver meget netværk. Det betyder, at jeg bruger en del tid på mit bestyrelsesarbejde i Young Arbitrators Copenhagen, på at deltage i forskellige internationale netværk og tage til konferencer i udlandet. Alt sammen for at lære folk i miljøet at kende på kryds og tværs, for det er et fagligt miljø, hvor nogle af opgaverne kommer gennem netværk – præcis som i mange andre fag.

Hvordan virker netværket?

Man bliver nødt til at være tydelig omkring, hvad man gerne vil. Jeg er blevet bedre til at sige, at det er dét her, jeg gerne vil – men jeg kunne sikkert gøre det endnu bedre.

Det handler om at få sagt direkte, at man gerne vil være med. For eksempel, at en sag er spændende og jeg gerne træder til, hvis der er brug for hjælp. Eller at tiden er moden til, at jeg kan tage skridtet videre og træde ind som voldgiftsdommer. Jeg oplever, at det skal til, for at mulighederne opstår. På den måde virker netværk, men kræver altså, at du ikke er for forsigtigtig. Ingen kan regne ud, hvad du går og ønsker dig, hvis du ikke siger det højt.

Jeg tror, at mange kvinder er lidt tilbageholdende – præcis som jeg selv har været og til dels stadig er. Det må man lægge fra sig. Det hjælper at sige til sig selv: Hvad er det værste der kan ske?

Ser du andre barrierer for at kvinder kan få karriere i voldgift?

Jeg oplever – ikke mindst hos mig selv – at kvinder har en tendens til at sige: Det passer dårligt ind i planerne lige nu. Men jeg mener også, at man skal gribe mulighederne, når de opstår.

Jeg er selv på barsel for øjeblikket, og under min graviditet blev jeg spurgt, om jeg ville være voldgiftsdommer i en sag, hvor forhandlingen skulle foregå seks uger efter min fødsel. Jeg var virkelig i tvivl, om jeg ville kunne få det hele til at hænge sammen, da jeg i forvejen har en søn på fire år. Jeg var selvfølgelig helt åben om situationen overfor mine meddommere, som ingen indvendinger havde. Og jeg endte med at sige ja, for det var en opgave, jeg havde drømt om.

Under de to dage passede mine svigerforældre babyen, som de kom forbi med på Voldgiftsinstituttet. Her fik jeg et rum, hvor jeg ammede. Parterne var helt ok med de små pauser, og jeg havde det selv godt med situationen og tryg ved at være væk fra mit barn meget af tiden mens forhandlingen stod på.

Jeg fortæller det for at sige, at meget kan lade sig gøre. Men selvfølgelig skal man selv være cool med det. For mig er det vigtigt, at børnene ikke er en kæmpe begrænsning for mit arbejde. Og at man skal passe på med at overtænke tingene. Men når det er sagt, skal man jo ikke sige ja, hvis det ikke kan lade sig gøre i praksis eller hvis man ikke kan overskue at være væk fra sit barn.

Oplever du, at dit fag giver mulighed for også at være mor til små børn?

Ja, det kan det sagtens. Det handler om at finde sin egen balance mellem moderskabet og karrieren. Du kan ikke være hundrede procent begge steder, men man kan finde en balance, der føles rigtig. Selv har jeg mange overvejelser netop om den balance og vil gerne føle mig faglig relevant, selvom jeg får børn. Men jeg skal også kunne være i det, og det kunne jeg, da jeg var voldgiftsdommer og måtte holde ammepauser. Det blev så fint omfavnet. Alle var så søde. Der var intet med, at det var mærkeligt. Vi fandt bare ud af det.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil gå samme karrierevej?

Skab et netværk, hav tålmodighed og accepter, at timing ikke altid er perfekt. Men at det nok skal gå alligevel.


Regitze Aalykke Hansen

Advokat (H), Poul Schmith, i team Energi og Infrastruktur.


Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.



Voldgift fra en ny vinkel

Mød Martin Gukild, der er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste to år har han været fuldmægtig hos Schjødt i Oslo, hvor han i procesafdelingen har været en del af teamet, der arbejder med voldgift og mediation. Interessen for at argumentere for den ene part i en sag startede, da han som helt ung arbejdede i en helt anden branche.

Inden Martin Gukild fandt ind på jurastudiet i Oslo, havde han et par år, hvor han prøvede at finde vej til et fag, hvor han kunne se sig selv. Han har været omkring et job som leder af Operation Dagsværk i Oslo, universitetsstudier i alt fra økonomi til arabisk og en periode som klimaaktivist, hvor han tog rundt i, hvad han kalder et stort, lille land, for at holdt foredrag om miljøet.

”Men det blev i sidste ende jura, jeg valgte som mit fag. Under mine foredrag kunne jeg mærke, at det argumenterende – at vende synspunkter og overbevise andre – virkelig interesserer mig. Jo, jeg er interesseret i klimaet, men det ligger mere i den politiske boldbane end juraen. Hertil kommer konkurrenceelementet. Jeg kan godt lide, at der er noget vigtigt på spil. Netop det finder jeg i voldgift, hvor det er vigtigt at have klientens tillid for at kunne repræsentere vedkommende i retten, og kunne bruge sin kreativitet for at finde de bedste argumenter i sagen,” siger Martin Gukild, der i maj skiftede Norge ud med Danmark, hvor han sideløbende med jobbet i Voldgiftsinstituttet fortsætter på deltid som fuldmægtig hos Schjødt, der har en afdeling i København, og hvor han er tilknyttet procesafdelingen, der rummer alt fra straffesager til voldgiftssager.

”Det er lidt atypisk i forhold til opdelingen på andre advokatkontorer, men en stor fordel, fordi det er muligt at trække på alle mulige erfaringer for at udvikle forskellige elementer i en sag,” siger han.

Indblik i hele processen

Hos Voldgiftsinstituttet får han en ny vinkel på faget.

”Her får jeg mulighed for at se sagens forløb fra en anden side. Det er interessant af flere grunde. Nordmænd vælger ofte institutionel voldgift i Danmark, af den grund, at vi ikke har det i Norge, og derfor er det ret fint at få indblik i hele processen – du kan sige afmystificere, hvordan den praktiske del og kvalitetssikringen af processen foregår.”

”Samtidig er det også interessant at se nærmere på, hvilke forskelle og ligheder der er i Norden indenfor voldgift. Jeg oplever, at juraen er meget ens og dog forskellig på samme tid. På nogle områder vil vi løse tingene anderledes i Norge end i Danmark og på andre områder kan vi ikke altid finde et svar i Norge, men kan se, at danskerne har løst problemet – ofte fordi der her er en længere tradition for voldgift. På den måde vil min ansættelse i Voldgiftsinstituttet blive en kilde til ny uddannelse, som jeg ikke ville kunne få på anden måde,” siger Martin Gukild, der i blandt de nye generationer af jurister i Norge ser en kæmpe interesse for faget.

”Det er klart, at jo flere grænseoverskridende aftaler, der kommer i verden, des mere vil voldgift blive en sædvanlig vej til løsning af tvister alene af den grund, at det er betryggende, at neutrale dommere fra et tredjeland løser sagen, samtidig med at der er mulighed for at eksekvere kendelsen overalt i verden. Jeg tror, at mange unge jurister oplever, at jura er meget lokalt funderet – men de er vokset op med at kunne rejse og orientere sig internationalt og derfor også har et stort ønske om at arbejde mere og videreuddanne sig flere steder i verden – præcis som jeg gør nu i København.”




Fokus på kvinder i voldgift

Artikler, podcasts og en konference om kvinder i voldgift kommer til at præge Voldgiftsinstituttets aktiviteter i 2024. Der skal nemlig handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige voldgiftsdommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Diversitet er en dagsorden, som er på alles læber. Det er også et stort fokus hos Voldgiftsinstituttet, hvor vi blandt andet har skrevet under på den internationale pledge, Equal Representation in Arbitration, hvor vi forpligter os til at give flere kvinder mulighed for at indtræde som voldgiftsdommere. Men en underskrift gør det ikke alene. Der skal også handling til for at få flere kvinder til at interessere sig for faget voldgift, sådan at det i praksis er muligt at udpege kvindelige dommere, og for at gøre parterne opmærksom på at diversitet er en fordel i voldgiftsprocessen.

Derfor har vi i år bragt en række interviews med kvinder i voldgift i nyhedsbrevet for at give mulighed for at dele viden om, hvordan man kommer i gang med en karriere i et udpræget mandefag. Vi vil nemlig gerne være en rollemodel for hele branchen i Danmark. Men vi må også erkende, at der stadig er lang vej at gå, selvom parterne i sager ved instituttet i 2023 fordoblede deres udpegninger af kvindelige voldgiftsdommere fra 6 procent i 2022 til 13 procent i 2023. Til sammenligning var 31 procent af instituttets udpegninger i 2023 kvindelige voldgiftsdommere. Jeg skynder mig at lægge hovedet på blokken og fortæller, at tallet året før var 33 procent.

Selvom to procent må kunne karakteriseres som en meget lille nedgang, så må vi lære af det. Det viser først og fremmest, at vi skal have et konstant og skarpt fokus på at udpege kvindelige voldgiftsdommere. Det synes vi faktisk, at vi har. For eksempel har godt 43 procent at alle nedsatte tremandsretter i 2023 haft en kvindelig formand. Men tallene viser, at vi skal gøre det bedre. Forklaringer er der masser af, og de ville vække genklang hos de fleste. Her vil jeg i stedet se fremad og love, at vi i år lægger os i selen for, at statistikken 2024 tegner et endnu bedre billede.

Det er også en af grundene til, at vi fortsætter med at skabe platforme for kvinder i branchen, som giver mulighed for at videregive erfaringer om en karriere i voldgift. For som højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen siger i april-nummeret af vores nyhedsbrev: Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem.

Senere i år udgiver vi desuden de første podcasts, hvor kvindelige voldgiftsdommere fra ind- og udland fortæller om, hvordan de fik startet deres karrierer og hvor de giver deres bud på, hvad der skal til, for at få flere kvindelige kolleger i branchen. Vi arrangerer desuden en international konference Women in Arbitration i Valencia på Vesterbro, støttet af Dreyers Fond, den 5. september – dagen efter Copenhagen Arbitration Day. Både mænd og kvinder er selvfølgelig velkomne til konferencen, for mænd spiller som bekendt en stor rolle, når det gælder udpegning af kvindelige voldgiftsdommere. Så har du planer om at deltage i CAD 2024 den 4. september i Industriens Hus, så bliv en dag mere i byen og sæt kryds i kalenderen allerede nu. Konferencen bookes, når du booker til CAD 2024. Følg med her i nyhedsbrevet og på LinkedIn, når tilmeldingen åbner.

Statistikken for 2023, som kan findes i sin helhed på vores hjemmeside, viser også antallet af afgjorte sager ved instituttet. Der har været en lille nedgang i de danske voldgiftssager. Til gengæld har der været en stigning i de internationale med det resultat, at det samlede sagsantal ligger ret stabilt – hvilket jeg anser for at være tilfredsstillende. At der er en lille stigning i tilgangen af internationale sager, er en udvikling, som er overordentlig positiv, og som vi glæder os til at følge.


New IBA guidelines on conflicts of interest

International Bar Association (IBA) Arbitration Committee has published a revised version of the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration. The new Guidelines bring the 2014 version up to date without altering their core principles. The IBA has also published a helpful document comparing the 2014 and 2024 versions, which highlight the latest amendments. There are links to both documents below, writes Mikal Brøndmo, Haavind, Oslo.

Af Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo

Since their introduction in 2004, the IBA Guidelines have become a widely accepted soft-law instrument reflecting international standards for arbitrator impartiality and independence. The 2024 Guidelines are organised into two parts: Part I sets out general standards regarding impartiality, independence and disclosure, while Part II addresses a number of situations that commonly arise in international arbitration, using a traffic light system of red, orange and green lists.

As the 2024 Guidelines underline, Part I contains the principles that must always be considered. Moreover, they stress that while the Application Lists contained in Part II cover many of the varied situations that commonly arise in practice, they do not purport to be exhaustive, nor could they be. Hence, the general standards must always be considered when assessing conflicts of interest and the need for disclosure and cannot be subordinated to the traffic light lists set out in Part II. In other words, the General Standards take precedence over the illustrative traffic light lists.

In the 2024 version both the General Standards and Application Lists have been updated and improved, bearing in mind their use in practice since 2014. The key changes are as follows:

Part I: General Standards Regarding Impartiality, Independence and Disclosure

Amendments to the General Standards in Part I include:

  • Disclosure prevented by professional secrecy rules/professional conduct: if an arbitrator finds that the arbitrator should make a disclosure but that professional secrecy rules or other rules of practice or professional conduct prevent this, new General Standard 3(e) sets out that the arbitrator must not accept the appointment or must resign if already appointed.
  • Failure to disclose does not necessarily mean that a conflict of interest exists: failure to disclose certain facts and circumstances that may give rise to doubt as to an arbitrator’s impartiality or independence in the eyes of the parties does not necessarily mean that a conflict of interest exists or that disqualification should ensue. The fact that this is now included in General Standard 3(g) and not only in the explanation to General Standard 3 serves to underline this.
  • Parties’ due diligence obligation: General Standard 4(a) includes a new final paragraph stating that parties are deemed to have learned of any facts or circumstances that would be obtained by conducting reasonable enquiry. Failure to raise objections based on such information within 30 days may result in the waiving of the right to raise them later.
  • Relationship between arbitrators and their law firms or employers: General Standard 6 has been updated, particularly with regard to the definition of the term “law firm,” to bring it into line with the changing landscape and practices of international legal institutions.
  • Relationship and controlling influence: also new in the 2024-version is that any legal entity or natural person having controlling influence over a party may be considered to bear the party’s identity, according to General Standard 6(c). The explanation to new General Standard 6(c) also addresses arbitrators’ disclosure obligations when dealing with states or state-owned entities.

Part II: Practical Application of the General Standards

Amendments to the traffic light lists in Part II include the following changes to the Orange List:

  • Experts: a new item 3.1.6 has been added, applying to situations in which an arbitrator currently acts or has acted as an expert for one of the parties or an affiliate of one the parties in an unrelated matter within the last three years. Disclosure should also be made if the arbitrator has been appointed as an expert by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years, as set out in new item 3.2.9. Pursuant to new item 3.3.6, disclosure should also be made if the arbitrator is instructing an expert who is appearing in the arbitration proceedings for another matter in which the arbitrator acts as counsel.
  • Mock trials: new item 3.2.10 sets out that disclosure should be made if the arbitrator has been appointed to assist in mock trials or hearing preparations by the same counsel or law firm on more than three occasions within the past three years.
  • Co-arbitrators: when the arbitrator and the counsel for one of the parties are currently acting together as arbitrators in another case (item 3.2.12), or an arbitrator and their fellow arbitrator(s) are currently serving together as arbitrators in separate arbitration (item 3.2.13).
  • Social media: if the arbitrator has publicly advocated a position on the case, this should be disclosed according to item 3.4.2, which now expressly includes through social media and on-line professional networking platforms. This is the only amendment concerning social media in the Guidelines.
  • Participating in decisions with respect to the arbitration in administrative institutions or appointing authorities: Pursuant to revised item 3.4.3, disclosure should be made if an arbitrator holds a decision-making position with the administering institution or appointing authority with respect to the dispute, and has participated in decisions involving the arbitration in that position.


Links to the relevant documents

The IBA Guidelines 2024 can be found here: IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration (ibanet.org)

The IBA Arbitration Committee comparison of the 2014 and 2024 Guidelines can be found here: document (ibanet.org)


Mikal Brøndmo, partner at Haavind, Oslo in Norway, where he specialises in arbitration and litigation, with a focus on complex and international disputes. Mikal Brøndmo also acts as arbitrator in international and domestic arbitrations, such as under rules of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC), the Nordic Offshore & Maritime Arbitration Association (NOMA), the Court of Arbitration for Sport (CAS), the London Court of International Arbitration (LCIA) and in ad hoc arbitrations. He is an officer the Arbitration Committee of the IBA.


Key Considerations on Arbitrators’ Liability

Is there a trend to involve arbitrators personally in challenge litigations? In this article, Professor Mads Bryde Andersen discusses arbitrators’ exposure to professional liability claims and shares strategic considerations to mitigate such risks in advance.

By Mads Bryde Andersen, Professor University of Copenhagen

A successful state court litigation by which an arbitral award is set aside or denied recognition or enforcement may in principle be succeeded by claims raised against the arbitral tribunal, individual arbitrators, and/or arbitration institutes. Such claims may take the form of claims for the reimbursement of arbitrator’s fees or as professional liability claims for compensation for the parties’ losses caused by arbitral proceedings that did not lead to a binding award.

In the context of challenge litigations, arbitrators have sometimes been called as witnesses (against their wish) to testify on the proceedings and deliberations of the tribunal. In other cases, arbitrators have been claimed to be liable in damage for their alleged wrongdoings.

In all such cases, the defendant arbitrator, tribunal, or arbitration institute “stand accused”, directly or indirectly, for not having conducted the proceedings as they ought to have, e.g. under principles of due process or specific mandatory rules.

Arbitrators are not immune to such liability: In a civilized society, everybody has—and should have—the privilege to take their legal complaints to courts or other competent bodies and to claim compensation. In general, the scope of such liability, however, depends on the kind of mistake that gave rise to the claim.

In Roulas v. Professor J Tepora, the Finnish Supreme Court held an arbitrator liable for having accepted an appointment in a dispute where he had provided an expert opinion to one of the parties prior to and during the arbitration proceedings without disclosing that to the other party. This lack of disclosure resulted in a monetary liability that amounted to a compensation of EUR 81,000.

In the Qnow case, the Netherlands Supreme Court held the president of an arbitral tribunal liable for a procedural error (not having the award signed by his fellow arbitrators).

In the Puma Case, the Spanish Supreme Court set aside an award that had been conducted contrary to the principle of arbitral collegiality because one of the arbitrators had not participated in the final deliberations. The party could therefore recover the fees paid to two arbitrators.

As of yet, there is no reported Danish case law on arbitrators’ liability. However, in a case decided by the Danish High Court for the Eastern Circuit, a court appointed expert witness was held liable towards one of the parties for damages caused by his flawed conduct, including excess of his mandate. Damages were awarded on a discretionary basis to DKK 10,000.

In all the reported four cases, the arbitrators (respectively, the expert witness) had acted with more than simple negligence. This might be seen to support a general assumption that claims for liability are only available if the actions or omissions of the arbitrator qualify as gross negligence.

This legal situation seems to be reflected in the legislation which has been adopted in jurisdictions that have regulated arbitrator’s liability. One such example is section 29 (1) of the English Arbitration Act 1996, which provides that ”An arbitrator is not liable for anything done or omitted in the discharge or purported discharge of his functions as arbitrator unless the act or omission is shown to have been in bad faith.” Provisions regarding limitation of liability have been adopted by a number of arbitration institutes, including the ICC and the DIA.

Against this background, there are some strategic considerations regarding their liability that prospective arbitrators can make before accepting nominations.

Choice of Law

When it comes to the arbitrator’s risk of facing liability, the law of the seat of the arbitration (the lex arbitri) will be the law under which the claim for liability shall be decided. When arbitrators accept appointment, they also accept this choice of jurisdiction. That choice therefore comprises the first and most fundamental strategic decision for prospective arbitrators who want to manage their exposure to personal liability claims.

Contractual Solutions

It is the prevailing view in Nordic legal theory that the tribunal and the parties may be seen as partners in a sui generis “procedural association” based on the arbitration clause. In this perspective, arbitration is a contractual phenomenon.

Following that theory, the basis for a claim against the arbitrators must necessarily be contractual. On one side, this means that applicable standards of contractual negligence apply, subject to the contractual provisions agreed. On the other side, the door will also be open for contractual provisions limiting or prescribing that liability.

Insurance Issues

Many arbitration institutes have taken out insurance to cover their possible liability for such claims. The presence of such insurance coverage may invite liability claims because of the presumed “deep pockets” of the insurance companies. The prospects of this may in itself be a good reason not to disclose the details of any insurance coverage.  Moreover, arbitrators, the tribunal (as such), and/or the arbitration institute may not share interests in the outcome and handling of such liability claims. For these reasons, it is not easy to blame some arbitration institutes for not being more transparent on how arbitrators and secretaries, etc., are covered by insurance.

Another uncertain factor is what role the arbitration institute will take, should liability claims be raised against the tribunal or individual arbitrators. In a Danish challenge decision, the Building and Construction Arbitration Board stepped in to support the defendant arbitrator in the litigation. In general, however, arbitration institutes cannot be expected to do so, unless they have compelling reasons.

Strategic Issues in the Conduct of the Proceedings

There are many other strategic issues than those discussed in the foregoing that one should take into account in order to reduce the risk of a challenge litigation or liability claims.

One such issue is the prospective arbitrator’s handling of conflicts of interest disclosures (to the detriment of confidentiality protection). Here, one may argue that the risk of having the award set aside on grounds that an arbitrator was in a conflict of interest is reduced the more information the prospective arbitrator discloses. However, an overload of information on “possible” (albeit far from real) conflicts may, invite protests that may be used strategically.

Another practical consequence may be the tribunal’s decisions on document production. The more documentation the tribunal allows, the less basis will the unsuccessful party have to challenge the award. However, a generous policy towards document disclosure requests may be viewed as biased to the detriment of the other party. The “generosity” of the tribunal in those regards will often depend on the circumstances. In high-end commercial arbitrations, where the parties seek to have all stones turned, the level might be quite high. The parties and the tribunal will thus have to strike a balance of what procedures provide the “best possible” procedural safeguards given the associated additional time and costs.

Concluding Remarks

If there is indeed, as suggested above, an increasing trend to challenge arbitral awards, I fail to see that this trend may be rooted in a decline in the quality of arbitration. Quite the contrary, it seems plausible to assume that the increasing quality of arbitral proceedings has made it easier to identify details in the proceedings or the decisions that might be criticized and form the basis for challenge litigations and subsequent claims for liability.

If the trend to accuse tribunals of procedural failures, etc., in various forms increases, there may be a need to reconsider the way in which arbitration in general – and in particular, high-end commercial arbitration – is conducted. Perhaps arbitrators in high-end disputes should perceive themselves as what they basically are: high-end service providers. Such perceptions might make it adequate to open up for pre-arbitration negotiations between the disputing parties and the arbitrators on some of these issues that affect the risks discussed here, including the basis for possible liability, insurance issues and the use of administrative and even legal secretaries. Such negotiation- and contracting practices may reduce the risks of disappointments in the arbitral procedure and thereby also the risk of liability claims.


Mads Bryde Andersen

Dr.jur., Professor of private law at the University of Copenhagen since 1991. Before that, he practiced law at a medium-sized Copenhagen law firm. He has regularly published books and articles within legal disciplines, including contract law, the law of obligations, advocacy law, pension law and IT law. Alongside his academic career, he has held a number of positions, e.g. as chair of the Danish Institute of Arbitration (DIA), the Danish Financial Supervisory Authority, the IT Security Council, and the Danish Radio and TV Board.


The article is an excerpt of the chapter ‘The Accused Arbitrator: New Roles and Dilemmas in the Era of Arbitration Litigation’, published in the Stockholm Arbitration Yearbook, Vol. 5, 2023.


Read more regarding arbitrators’ liability in the newsletter: https://voldgiftsinstituttet.dk/voldgiftsdommerens-erstatningsansvar-2/ 


Voldgiftsdommerens erstatningsansvar

Modsat andre lande, tager dansk ret ikke stilling til voldgiftsdommerens erstatningsansvar. Forarbejderne til voldgiftslovens § 12 forudsætter dog, at voldgiftsdommere kan ifalde et erstatningsansvar ud fra de almindelige formueretlige regler. Der er imidlertid vægtige grunde til at anse voldgiftsdommere for at være underlagt en kvalificeret ansvarsnorm, skriver Magnus Hoffmann Høgsted fra Plesner og Lasse Lauritzen fra Bruun & Hjejle i en artikel på baggrund af deres speciale. Specialet blev tidligere på året belønnet med YAC’s specialelegat blandt andet under henvisning til det høje faglige niveau og at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering om voldgiftsdommeres erstatningsansvar.

Af Magnus Hoffmann Høgsted og Lasse Lauritzen

Tilgangen til voldgiftsdommeres erstatningsansvar er typisk forskellig, alt efter om man kommer fra en civil law eller common law jurisdiktion. Civil law jurisdiktioner anskuer typisk voldgiftsdommeres ansvar ud fra en kontraktuel tilgang, hvor voldgiftsdommeren har påtaget sig en forpligtelse til at udføre en ydelse over for sagens parter. Common law jurisdiktioner tager normalt udgangspunkt i voldgiftsdommerens judicielle funktion og drager dermed paralleller til det ansvar, der påhviler dommere ved de almindelige domstole, eftersom både voldgiftsdommeren og dommeren begge træffer bindende afgørelser og varetager hensyn til parternes retssikkerhed. Fælles for begge jurisdiktioner er imidlertid, at man tilstræber at opnå en begrænset ansvarsnorm – men ikke fuldstændig immunitet. Dette er udtrykkeligt eksemplificeret ved art. 21(1) i den spanske voldgiftslov og art. 29(1) i den engelske voldgiftslov.

I Danmark vil man forventeligt tilslutte sig samme udgangspunkt, hvorefter voldgiftsdommere vil være underlagt en kvalificeret erstatningsnorm uden ansvar ved simpel uagtsomhed. Dette må gælde, uanset om voldgiftsdommerens ansvarspådragende handling eller undladelse relaterer sig til dennes judicielle funktion eller dennes privatretlige, kontraktuelle forpligtelser. Dette støttes på både retspraksis om domstolenes, dommeres og skønsmænds erstatningsansvar, jf. f.eks. U 1971.931 Ø og U 2014.3252 V, samt udenlandsk retspraksis om voldgiftsdommeres erstatningsansvar. Dette er desuden det praktiske udgangspunkt efter de fleste institutionelle regler, der fraskriver voldgiftsdommernes ansvar, medmindre – og kun i det omfang – det ville være i strid med gældende ret, se for eksempel § 51 i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

En kvalificeret ansvarsnorm må desuden være nødvendig for at bevare voldgiftssagens integritet. Der må ikke være en risiko for, at voldgiftsdommerne lader sig påvirke af en overhængende trussel om et personligt søgsmål fra en af sagens parter. Voldgiftsdommere bør modsat heller ikke have fuldstændig immunitet, navnlig da det ikke ville være rimeligt, hvis parterne – som i øvrigt betaler voldgiftsdommernes honorar – skal bære den økonomiske risiko for voldgiftsdommernes grove fejl.

Voldgiftsdommerens ansvar for brud på sine forpligtelser

Hvis en voldgiftsdommer misligholder sine forpligtelser, kan det resultere i store økonomiske tab for parterne. Selvom parterne kan gøre forskellige misligholdelsesbeføjelser gældende over for voldgiftsdommeren, dækker de ikke parternes egentlige økonomiske tab, og det er derfor relevant at undersøge, om parterne kan rette et erstatningskrav mod voldgiftsdommeren. Til at belyse dette er der inddraget nedenstående praktiske eksempler fra udenlandsk praksis, som må forventes at have betydning for bedømmelsen af danske sager, fordi dommene kommer fra lande, der ligesom Danmark har en voldgiftslov, som er i overensstemmelse med FN’s modelvoldgiftslov.


Den spanske Højesterets dom af 15. februar 2017 (case 102/2017) omhandler en voldgiftssag om en distributionsaftale mellem Puma AG RDS (”Puma”) og Estudio 2000 S.A. (”Estudio 2000”). I voldgiftssagen blev Puma pålagt at betale EUR 98,19 millioner til Estudio 2000. Voldgiftsretten var sammensat af tre voldgiftsdommere – to partsudpegede voldgiftsdommere, som herefter i fællesskab udpegede formanden for voldgiftsretten. Voldgiftskendelsen var underskrevet af formanden og den af Estuido 2000 udpegede voldgiftsdommer. Kendelsen var derimod ikke underskrevet af den af Puma udpegede voldgiftsdommer. Provinsdomstolen i Madrid fandt, at de to voldgiftsdommere, der underskrev kendelsen, bevidst havde voteret og afsagt kendelsen uden deltagelse af den tredje voldgiftsdommer. Dette er i strid med princippet om kollegial behandling efter artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Provinsdomstolen i Madrid tilsidesatte herefter kendelsen ved sin dom af 10. juni 2011. Tvisten blev herefter behandlet ved en ny voldgiftsret, som idømte Puma til at betale et 60% lavere beløb til Estudio 2000 i forhold til resultatet i den oprindelige voldgiftssag.

Puma rettede herefter et erstatningskrav mod de to voldgiftsdommere, som havde truffet den oprindelige kendelse, for deres honorar på i alt EUR 1.500.000, inklusive renter samt retssagens omkostninger. I alle tre instanser fandt de spanske domstole, at de to voldgiftsdommere bevidst havde udelukket den tredje voldgiftsdommer fra at deltage i voteringen ved ikke at indkalde denne til mødet. Dette udgjorde en overtrædelse af det grundlæggende princip om kollegial behandling. Puma havde således ikke haft tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig, hvilket også var i strid med artikel 41.1(f) i den spanske voldgiftslov og artikel 24 i den spanske forfatning. Retten fandt, at de to voldgiftsdommere var erstatningsansvarlige som anført, jf. artikel 21 i den spanske voldgiftslov.


Ved dom af 31. januar 2005 (KKO:2005:14), fik den finske højesteret også lejlighed til at tage stilling til voldgiftsdommeres erstatningsansvar. I sagen havde voldgiftsrettens formand ikke oplyst, at denne havde bistået indklagede som juridisk konsulent. Klager anlagde derfor sagen for at få kendelsen tilsidesat. Landsretten i Helsinki gav klager medhold heri ved dom af 10. oktober 1997. Herefter anlagde klager en erstatningssag mod voldgiftsrettens formand. I erstatningssagen blev det fastslået, at formanden både før og under voldgiftssagen havde udarbejdet forskellige legal opinions. Disse gav i sig selv ikke anledning til berettiget tvivl om formandens habilitet, da de ikke var relateret til sagen og også var blev givet til andre end indklagede. Formanden havde imidlertid også under voldgiftssagen udarbejdet fire sagkyndige erklæringer for indklagede og modtaget et samlet honorar herfor på ca. EUR 38.000. Efter en bedømmelse af konsulentarbejdet, herunder det betydelige honorar, fandt retten, at formanden var inhabil og burde have indset, at forholdet gav anledning til berettiget tvivl om dennes upartiskhed eller uafhængighed, hvorfor han skulle have oplyst om forholdet. Den finske højesteret fandt derfor, at formanden var erstatningsansvarlig for det økonomiske tab, som parterne havde lidt ved voldgiftskendelsens tilsidesættelse.

De øvrige erstatningsbetingelser

Foruden et kvalificeret ansvarsgrundlag, kræver voldgiftsdommerens erstatningsansvar opfyldelse af de øvrige erstatningsbetingelser. Disse betingelser vil navnlig være opfyldte i de tilfælde, hvor voldgiftsdommeren har påført parterne ekstraomkostninger. Det kan være tilfældet, når voldgiftskendelsen bliver tilsidesat og parterne skal afholde nye betydelige omkostninger til, at tvisten kan afgøres ved en ny voldgiftsret. Dette indeholder honorar til de nye voldgiftsdommere, salær til advokater, udgifter til sagkyndige mv. Man må desuden kunne kræve erstatning for de yderligere renter, som er påløbet som følge af tvistens senere afgørelse.

Til de almindelige erstatningsbetingelser bør der opstilles en yderligere betingelse om, at voldgiftskendelsen tilsidesættes, nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Hermed sikres, at der ikke sker omgåelse af det materielle revisionsforbud, som domstolene skal respektere af hensyn til voldgiftskendelsens bindende virkning.  Dette kan dog naturligvis ikke gælde, hvis voldgiftsdommeren ikke afsiger en kendelse, fordi dennes hverv ophører, inden kendelsen afsiges, for eksempel grundet inhabilitet.


Magnus Hoffmann Høgsted

Advokatfuldmægtig hos Plesner

Lasse Lauritzen

Advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle


Are EU sanctions public policy?

Sanctions in arbitration were the topic at the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) annual conference, which took place in Copenhagen last week. A key issue is whether EU sanctions constitute European public policy that must be applied by arbitral tribunals to avoid risk regarding the validity of the award. Can an arbitral award that violates EU sanctions be set aside or refused to be enforced on grounds of public policy?

Anders Amstrup Fournais, Attorney (H) and Partner, Hafnia Law Firm

The Danish Arbitration Act does only provide very limited legal basis for the courts to set aside or refuse to enforce an arbitral award on grounds that the arbitrators have committed errors of law.

Arbitral awards are as the clear starting point final and binding and should be complied with. Under the New York Convention (United Nations Convention on the Recognition and Enforcement of Foreign Arbitral Awards), Article 5(2)(b), the recognition and enforcement of an arbitral award may, however, be refused if the competent authority in the country where recognition and enforcement is sought finds that the recognition or enforcement of the award would be contrary to the public policy of that country. This provision is incorporated in the Danish Arbitration Act, Sections 37(2)(2)(b) and 39(1)(2)(b).

The question is whether violation of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy that may, consequently, lead to that the recognition and enforcement of an arbitral award may be refused.

Practitioners with expertise in sanctions will probably say that international trade sanctions must be applied by the courts and arbitral tribunals and surely sanctions must take priority over arbitration. On the other hand, arbitration practitioners will probably disagree and will argue that errors of law are a risk that commercial parties must accept when opting for arbitration.

The question is what holds true for arbitral tribunals that violate or fail to observe EU sanctions.

Public policy in EU law

Even if public policy is a narrow exemption, EU law provides a gateway towards appealing arbitral awards on grounds of public policy:

The European Court of Justice ruled in the Eco Swiss (C-126/97), paragraph 36, in the context of EC competition law, that “Article 85 of the Treaty constitutes a fundamental provision which is essential for the accomplishment of the tasks entrusted to the Community and, in particular, for the functioning of the internal market. The importance of such a provision led the framers of the Treaty to provide expressly, in Article 85(2) of the Treaty, that any agreements or decisions prohibited pursuant to that article are to be automatically void.” The European Court of Justice then stated in paragraph 39: “For the reasons stated in paragraph 36 above, the provisions of Article 85 of the Treaty may be regarded as a matter of public policy within the meaning of the New York Convention.”

In comparison, it is settled by law that contracts and transactions that are contrary to sanctions shall not be performed.

For instance, Regulation 833/2014 (i.e. the EU’s Russia sanctions), Article 11, seeks to protect EU operators from claims in connection with any contract or transaction the performance of which has been affected, directly or indirectly, by the sanctions against Russia. An EU operator terminating a contract for compliance reasons cannot be sued for non-performance and will not risk having to satisfy damage claims in connection with such contract (see also the European Commission’s FAQ no. 7 dated 24 May 2022).

Another example on sanctions is asset freezes.

The Council of the European Union has issued best practice guidelines updated on 27 June 2022 for the “effective implementation of restrictive measures”. Referring to paragraph 62 of the Judgment by the European Court of Justice in Möllendorf, C-117/06, the Council explains that EU sanctions “imposing freezing measures override all incompatible contractual arrangements” and “shall apply notwithstanding any rights conferred by or obligations provided for in any contract entered into before their entry into force and shall preclude the completion of acts which implement contracts concluded before the entry into force of the Regulations”.

The described effects mentioned in these examples seem tempting to compare with the effects of a contractual arrangement contrary to EU competition law, i.e. such contracts are detrimental to the proper functioning of the internal market and thus automatically null and void (see Eco Swiss, paragraph 36, quoted above).

Sanctions are critical tools of foreign and security policy adopted to promote peace, safety, stability, and prosperity. Sanctions are often specific (or at least they purport to be) in their aims, such as seeking to deter a hostile aggressor (such as Russia) from further financing of war. Sanctions are also frequently adopted as a result of serious human rights violations.

Bearing the Eco Swiss judgement in mind and depending on the specific circumstances, including an assessment of the nature of the sanctions that may have been breached by an arbitral tribunal, it remains to be seen whether the CJEU will issue a future judgement holding that violations of EU sanctions in an arbitral award would be contrary to public policy.

If EU sanctions are public policy – how will that play out in practice

In principle, a transaction cannot be both lawful and unlawful. If a transaction is contrary to competition law or to sanctions rules, the transaction will per se be unenforceable, and so will any arbitral award that fails to observe and apply EU competition law or EU sanctions (if we assume that EU sanctions constitute European public policy). In theory, at least, but in practice that is not how the law operates.

Law is an art, not a science, leaving considerable discretion to judges and arbitrators.

To exemplify, it has become obvious in the context of EU’s Russia sanctions that sanctions are often crafted with no clear boundaries. The Russia sanctions were crafted in a piecemeal manner with no inner logic and often made deliberately unclear in consequence of political compromise amongst the EU member states. Moreover, sanctions rules are broadly worded (e.g. it covers measures that “direct and indirect” affect a contract or transaction) to catch all situations and avoid sanctions circumvention. The inevitable result is lack of legislative clarity. I have too often found myself in doubt when advising a client seeking to know whether a given conduct amounts to violate EU sanctions.

It may be invoked that the way in which sanctions rules are crafted amounts to conferring a margin of error on the arbitrators. In any event, any future judgement by the CJEU applying the precedent in Eco Swiss with respect to sanctions will in practice only be relevant as ammunition to invalidate arbitral awards in the most egregious and clear-cut cases.

This conclusion is supported by recent case law from the Danish High Courts and the Supreme Court – see UfR 2016.1558/2H (Supreme Court Judgement dated 28 January 2016) and UfR 2022.3012Ø (Danish Eastern High Court’s Judgement dated 23 May 2022). In the said cases, the courts held that the conditions for setting aside an award pursuant to Section 37(2)(2)(b) of the Danish Arbitration Act were not met because the courts did not find that the arbitral tribunals in their application of EU competition law had committed egregious errors of law.

These cases remind me of the practice adopted by the English courts when dealing with appeals on errors of law. Section 69 of the English Arbitration Act provides that the English courts may set aside an English award on a question of law if the decision of the arbitral tribunal is obviously wrong.

Even if sanctions are public policy – which in my opinion is likely to be the case – it does not change the fact that public policy is a narrow exemption that only will be applied if exceptional circumstances justify it.


Sanctions: Challenges, yes, but also opportunities?

To what extent are arbitrators bound by international sanctions? Are sanctions a barrier to enforcement of awards? And what role do arbitration institutes play in ensuring access to arbitral proceedings in sanctions-related cases? These were some of the questions raised during the CIArb European Branch Annual Conference held in Copenhagen last week.

By Sahra Arif, The Danish Institute of Arbitration

The impact of economic sanctions on international arbitration is not novel. Yet, the rapid and increasingly complex sanctions developments continue to cause unique legal and practical challenges for arbitration and creates a stronger need for clear principles and guidelines. For this reason, the Danish Institute of Arbitration was honored to participate in the CIArb European Branch Annual Conference and join the discussion on how parties, counsel, arbitrators and institutes can address these challenges and discuss potential solutions that can safeguard the access to efficient dispute resolution in a world increasingly impacted by diverging geopolitical developments.

The difficulty of applying sanctions  

The Annual Conference hosted six panel discussions with esteemed speakers from across the European continent. Together, the panelists and moderators tackled the topic from all relevant angles. The conference kicked off discussing the applicability of various sanctions regimes that may be relevant to a given arbitration, e.g. sanctions that form part of the substantive law, the procedural law and the law in the place of enforcement. The role of sanctions as overriding mandatory provisions and “transnational” public policy was discussed with insightful questions and comments from the audience. With no clear consensus on general principles determining the applicability of various sanctions regimes, it is obvious that tribunals would need to consider this question on a case-by-case basis.

Challenges for arbitrators

Additional challenges were highlighted in a panel dedicated to arbitrators and tribunals specifically. Here, a clear take-away was that arbitrators should not refuse appointments or step down at the first hint of sanctions. However, there is a need for a universal approach regarding arbitrators. In addition, some of the challenges arise not from sanctions regulation, but rather the response to sanctions regulation, such as international law firms refusing representation to sanctioned parties and overly restrictive approaches from banks complicating payments of fees. Tribunals should also not be expected to launch full-scale investigations into the sanctions status of a party, but should be able to rely – at least to a reasonable degree – on information provided by the parties.

The role of arbitration institutes in sanctions disputes

There was also an opportunity to discuss the role of arbitral institutes during a panel consisting of General Council of the ICC, Emmanuel Jolivet, Secretary-General of the DIA, Steffen Pihlblad, Secretary-General of the SCC, Caroline Falconer, and Deputy Chairman of the Board of DIS, Reinmar Wolff. During this panel, there was clear consensus that access to justice remains a cornerstone for the arbitration institutes.

This was illustrated by the persistent efforts by several arbitral institutes to ensure that there is a clear exemption in EU sanctions legislation for transactions necessary for arbitral proceedings, identical to the exemptions for legal proceedings at the state courts.

Although sanctions were described as “a nightmare for institutes”, the institutes have adopted various solutions to ensure that sanctions do not hinder an efficient administration of arbitrations. These range from engaging with regulators and banks to obtain (general) licenses and help facilitate payments to other initiatives aimed at ensuring access and avoiding delays in sanctions-related disputes. As also noted by Secretary-General Steffen Pihlblad, it is a very strange situation if an institute can be required to refuse cases that parties have agreed should be administered by the institute. The message was clear that access to efficient administration of arbitral proceedings is access to justice. The role of arbitration institutes in disputes involving sanctions are also a perfect illustration of the unique way institutes can assist parties and tribunals, as these challenges only become more difficult to deal with in ad hoc arbitrations.

Resolving sanctions issues earlier in the disputes

As promised by the title of the conference, the conference also concluded with some encouraging takeaways. As international sanctions become more of a common reality in our globalized world, there are various ways to resolve sanctions-related challenges ahead of and during disputes.

A panel focusing on sanctions and contracts highlighted that parties can and should deal up front with the realities of sanctions. Learning from global events, such as the Covid-19 pandemic, parties can address how issues resulting from sanctions should be dealt with before a dispute arises. These options also apply to arbitration agreements, where parties can address possible issues relating more specifically to the arbitration procedure. These include careful considerations of what laws parties should opt for, addressing how to deal with a party becoming unable to pay for fees due to asset freezes, participating in hearings due to travel bans, and dealing with counsel, arbitrators or institutes becoming restricted due to sanctions. The contractual solutions could even extend to dealing up front with issues relating more specifically to enforcement of awards.

Enforcement of awards and sanctions

Concerning enforcement, the final panel was dedicated exclusively to the various issues and solutions that can arise once an award is obtained. One may ask what the use of an award is if assets are frozen and enforcement seems unlikely. Luckily, the panel was able to not only remind that sanctions-related issues at the enforcement stage are not new, but rather requires that enforcement is considered as early in the proceedings as possible, and even before an action is filed. A concern that an award which fails to take sanctions into account per se will be unenforceable on the grounds of public policy was carefully examined in a lively debate. The careful take-away from that discussion was that, although enforcement could be refused on the grounds of public policy, this would only apply under exceptional circumstances in narrow cases.

Arbitral awards, even in such cases, will of course still have a legal and economic value. Aside from creating binding legal clarity on the subject-matter of the parties’ dispute, the award may also prove valuable in settlement discussions, offer protection against counter-claims and subsequent actions, and reflects an economic value, allowing the award to be regarded as an asset in itself.

Even in situations, where enforcement appears difficult at first glance, having an award still offers the successful party the immediate possibility to enforce it once such an opportunity arises. In addition, as enforcement challenges may only be present in certain jurisdictions, having an award could still allow the successful party to enforce it in other jurisdictions, as also seen in relation to awards rendered in intra-EU investment arbitrations post Achmea.

The panel also addressed raising sanctions as a defense at the enforcement stage, including whether parties in such cases would be at liberty to only raise such sanctions-defenses during challenge proceedings or if such defenses should already be raised at a earlier stage during the arbitral proceedings. Drawing on similarities in cases concerning EU competition law and cases involving corruption and fraud allegation, no clear conclusion can be drawn specifically for sanctions. The discussion, however, underscores the need to consider enforcement and challenges to enforcement at earlier stages of the dispute.

Final take-aways

The Annual Conference concluded with the clear message that sanctions do not mean the end of international arbitration but the rapid developments do require that international arbitration adapts to the new realities of the world. Sanctions pose unique legal and practical challenges that many are confronted with for the first time. As the current climate of sanctions and counter-measures unfortunately becomes more common, it is important that all parties participating in arbitral proceedings carefully consider how to mitigate the legal and practical challenges that come with sanctions to ensure that sanctions do not hinder access to justice.


Beslutninger og resultater uden facitliste

AI har for alvor gjort sit indtog med fremkomsten af Chat GPT og det kapløb blandt tech-giganterne, som er er fulgt i kølvandet. I dag kan vi ved hjælp af AI generere resultater med billeder og ord, hvor det ikke er muligt at vide, at de er skabt uden menneskelig indblanding. Også på det juridiske område er potentialet revolutionerende, og det er meget sandsynligt, at voldgiftsområdet kan blive et af de første steder, hvor vi ser et egentligt gennembrud. Men har vi egentlig på det punkt forstået, hvad det er vi er i færd med, og hvilken målestok vi skal anvende i forhold til at bedømme output genereret af AI, spørger advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner, i denne analyse.

Af advokat og partner Niels Chr. Ellegaard, Plesner Advokatpartnerselskab

Voldgiftsafgørelser beror på juridisk beslutningstagning, og vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved den menneskelige beslutningsproces – i al fald ikke så længe der har været tillid til institutionerne. Men hvad gør vi, hvis de juridiske beslutninger helt eller delvist overlades til robotter? Hvilken målestok skal definere, om de gør det forsvarligt, korrekt og tilstrækkelig godt? Og er vi nødsaget til at gentænke rammerne for selve det at træffe en juridisk beslutning? Har vi her chancen for at gøre det bedre end den menneskedrevne juridiske beslutningstagning?

De juridiske positioner som omdrejningspunkt

Al jura handler i sidste instans om at tilvejebringe juridiske positioner, som skal munde ud i konkrete handlinger eller undladelser. På det erhvervsjuridiske område typisk i form af transaktionelle relationer, mellem købere og sælgere, hvor varer, tjenesteydelser eller arbejdskraft udveksles mod penge.

Laver du lovgivning eller kontrakter – her samlet betegnet som “regulering” – inden for dette felt er det i sidste ende med henblik på at skabe grundlaget for disse transaktioner (i form af juridiske positioner) og normalt altid fremadrettet. Rådgiver du som advokat er det normalt enten fremadrettet – altså hvad må positionerne i en fremtidig transaktion forventes at være i en bestemt relation og kan de tydeliggøres? Eller bagudrettet: Hvad var de ved lov givne eller aftalte positioner rent faktisk?

Juridiske beslutningstagning (legal decision making) er baseret på den juridiske metode, og er den proces, vi anvender til at fastlægge de juridiske positioner: (i) Hvilke juridiske positioner (der kan omsættes til handlinger/undladelser i virkelighedens verden) følger af (ii) reguleringen og supplerende retskilder (samlet betegnet “jus”) på grundlag af (iii) et givet sæt af fakta?

Alt dette er i og for sig banalt – bortset fra, at vi som jurister aldrig rigtig har keret os om, hvordan vi kommer fra A til B. Hvordan er det lige, vi når fra fakta + jus til de juridiske positioner? Vi har stiltiende lagt til grund, at hver enkelt må gøre det på sin egen måde, så længe resultatet kan forsvares inden for rammerne af den juridiske metode. Med andre ord er den juridiske beslutningstagning et privat anliggende, hvilket vi har levet fint med siden “arilds tid”.

AI’s indtog i voldgift

Lige p.t. er vi ikke der, hvor robotter kan overtage en voldgiftsrets arbejde med juridisk beslutningstagning og fastlæggelse af juridiske positioner i konkrete sager til afgørelse. Der er imidlertid intet til hinder for, at den eksisterende generation af generativ AI – det vil sige robotter, der skaber eller genererer nyt indhold baseret på eksisterende data – kan udvikles til at bistå en voldgiftsret med at træffe afgørelse og fastlægge de juridiske positioner.

En voldgiftsdommer kan således prompte en chatbot og få et resultat, der kan kopieres ind i en kendelse. Kvaliteten af output fra de chatbots, der er på markedet lige nu er ikke god nok, og der er også i eksempelvis ChatGPT indsat såkaldte “guardrails” i forhold til at forhindre robotten i at assistere med denne opgave. Disse guardrails kan dog forholdsvist nemt omgås.

Potentialet for anvendelse af AI i voldgift er ikke større end ved domstolene. Når det alligevel må forventes, at voldgiftsområdet kan blive et af de første, der for alvor kommer til at bruge AI til juridisk beslutningstagning skyldes det, at

  • Rammerne er mere frie og i højere grad tillader eksperimenter
  • Parterne har en høj grad af aftalefrihed
  • Parter der bruger voldgift har normalt et stærkt ønske om en hurtig og effektiv proces og vil gerne fremme dette yderligere
  • AI kan bringe omkostningerne ned

Samtidig er voldgift konkurrenceudsat, og det er tænkeligt, at sagerne vil søge derhen, hvor de kan løses bedst, hurtigst og billigst.

Disse faktorer kan skabe en bevægelse mod anvendelse af AI i voldgifter – og formentlig først og fremmest de institutionaliserede af slagsen, da parterne i en tvist må formodes at have et ønske om ikke at blive “ad hoc prøvekaniner”.

Vejen frem mod dette vil være brolagt med praktiske forhindringer: (i) Hvem vil lægge sager til at få trænet robotten og kvalitetssikret dens deltagelse, (ii) er der i det hele taget kritisk masse til at få trænet robotten tilstrækkeligt inden for en rimelig tidshorisont (iii) Sagerne er fortrolige – det kan derfor blive vanskeligt at få lov at træne robotten, medmindre det sker i et afgrænset sandbox-miljø, (iv) Hvem skal stå for træningen (de enkelte voldgiftsdommere udpeges jo typisk for en sag ad gangen og har i de fleste tilfælde ikke indsigten og erfaringen til at træne robotten).

Man kunne forestille sig, at man som en del af en voldgiftsinstitution nedsatte en task force, der samarbejdede og assisterede den enkelte voldgiftsret med henblik på at få trænet og anvendt robotten bedst muligt. Robotten kunne starte med lidt lettere opgaver i form af, at den måske kunne sammenfatte fakta i sagsfremstillinger og lave resumeer af dokumenter mv. for derefter at lade den tage stilling til delspørgsmål og ultimativt til sidst hele sagen.

Men så snart robotten kan levere et nogenlunde troværdigt output som led i træning opstår spørgsmålet: Skal det så bruges i den konkrete afgørelse og på hvilke betingelser kan det så ske?

De fundamentale spørgsmål vedrører slet ikke teknologien – de drejer sig om os selv

Og her melder den centrale problemstilling sig. Mange har øje for problemet i, at de algoritmer, der indgår i AI indebærer en “black box” udfordring: Når algoritmen bliver tilstrækkelig kompleks er det ikke muligt at forklare, hvad der drev den til at give et bestemt output på grundlag af et bestemt input. Det kalder på varsomhed og er også årsagen til, at AI-forordningen har kvalificeret beslutningsstøttende systemer til “administration of justice” og alternativ konfliktløsning som højrisiko AI-systemer.

De fleste er imidlertid så fokuserede på teknologien, at de glemmer at stille de fundamentale spørgsmål:

(i) Vil vi have robotten til at efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces?

(ii) I bekræftende fald: Hvordan ser den juridiske beslutningsproces ud?

(iii) I benægtende fald: Hvis vi kan leve med at robotten ikke kan/skal efterligne/eftergøre en menneskelig juridisk beslutningsproces – hvilke krav/designkriterier skal i så fald gælde?

(iv) I alle tilfælde: Hvordan skal vi verificere, om robottens output er godt nok?

Disse fire spørgsmål rummer kimen til, at vi som jurister er nødt til at overveje grundlæggelsen af en helt ny disciplin: Juridisk beslutningstagningsteori (eller mere mundret på engelsk: “legal decision making theory“).

Det er ikke fordi retsfilosoffer, psykologer og kognitionsforskere ikke allerede har kredset om beslægtede emner, men reelt set har ingen endnu taget hul på den enorme opgave, som det er at komme svarene på de fire fundamentale spørgsmål nærmere. Og vi er lovlig undskyldt, da det i virkeligheden først er inden for de sidste par år, med fremkomsten af generativ AI, at spørgsmålene er blevet helt nærværende.

Hvad kan “legal decision making theory” bidrage med 

Det kommer for vidt i detaljer at gøre rede for, hvad legal decision making theory kan bidrage med. Men overordnet set må den først og fremmest starte med at indkredse modeller til beskrivelse af, hvordan en menneskelig juridisk beslutningsproces rent faktisk kan siges at foregå. Sådanne modeller kan enten være deskriptive eller normative, men de vil være konstruktioner, og der vil i den forbindelse være kognitive elementer vi ikke (eller kun vanskeligt) kan afdække – såkaldte emergente egenskaber.

Et eksempel på en sådan beslutningsmodel er den iterative model:

Modellen illustrerer, at beslutningstageren udfører en proces, hvor fakta og jus i en mental cirkelbevægelse former udkast til præmisser, som så igen danner udkast til juridiske positioner – alt under indflydelse af forholdets natur (i modellen angivet som “common sense”). Når beslutningstageren finder, at det hele tvangfrit hænger sammen, udkrystalliserer det sig i en konkret afgørelse med præmisser og konklusion (de juridiske positioner).

Modellens styrke er, at den kan forklare det paradoksale: Hvorfor to voldgiftsdommere kan være uenige og samtidig hver for sig have ret – det kan de hvis de lægger vægt på forskellige aspekter af jus, fakta og/eller forholdets natur (common sense), som så genererer hver sit sæt af præmisser og juridiske positioner.

En mere kynisk tilgang til juridisk beslutningstagning kan være en skepticistisk model, hvor beslutningstageren først beslutter sig definitivt for resultatet og derefter finder den bedst tænkelige begrundelse for det.

Begge modeller kan faktisk anvendes i konteksten af generativ AI.

Den iterative model vil kræve, at beslutningstageren løbende prompter (fodrer) robotten med fakta, jus og common sense betragtninger for til sidst at nå en ligevægtstilstand, hvor beslutningstageren finder at der er taget behørigt hensyn til alle elementer.

På samme måde kan den skepticistiske model anvendes ved at prompte robotten for et svar: “Skriv mig de bedste præmisser for en kendelse, der skal sige resultere i [X]“. Hvis skepticisten ikke er tilfreds kan han/hun prompte med yderligere fakta, jus og common sense, som så danner nye præmisser, men med de på forhånd fastlagte juridiske positioner som fikspunkter.

Legal decision making theory er reelt også en nødvendig disciplin i forhold til AI Forordningen, som kræver “human oversigtht“, hvilket blandt andet indebærer, at “High-risk AI systems shall be designed and developed in such a way, including with appropriate human-machine interface tools, that they can be effectively overseen by natural persons during the period in which the AI system is in use”.

Kan AI i virkeligheden tage os til et nyt niveau?

Et af de sværeste spørgsmål at besvare er, hvordan vi skal verificere, om robottens output er godt nok? Der findes ganske simpelt ikke en facitliste.

Den gode nyhed i den forbindelse er så, at det har vi altid levet med under de menneskelige voldgiftsdommere. Med andre ord vil anvendelse af AI aldrig helt kunne bringe mennesket ud af spil, men det skaber imidlertid nye dilemmaer. Vil voldgiftsdommeren være i stand til at udfordre output, hvis kvaliteten af robotternes arbejde bliver tilstrækkelig god – og på hvilket grundlag skal han/hun gøre det?

Spørgsmålet om “godt nok” giver imidlertid også anledning til at stille et femte spørgsmål – et spørgsmål, som i virkeligheden er det mest revolutionerende:

Kan robotten vise os, at den måde, vi træffer beslutninger på i dag, udstiller “menneskelig svaghed”, og at robotterne faktisk kan træffe bedre beslutninger end dem vi træffer i dag uden brug af AI?

Kognitionsforskningen har igennem de sidste 50-75 år vist os en lang række “mangler” ved den menneskelige beslutningsproces. Mest kendt er Nobelprismodtageren Daniel Kahneman, der i samarbejde med med Amos Tversky har udviklet tankerne om den menneskelige bevidsthed opdelt i et “system 1” og et “system 2”. System 1 er drevet af intuition, fungerer automatisk, hurtigt og kræver mindre eller slet ingen anstrengelse. “System 2” er det reflekterende system, som kræver anstrengelse og anvendes når der er flere valgmuligheder.

Juridisk beslutningstagning og afgørelse af voldgiftssager er åbenlyst “system 2-arbejde”, men Daniel Kahnemans pointe er, at vi ganske enkelt ikke har nok “båndbredde” til udelukkende at fungere med brug af system 2, hvorfor vi ubevidst altid starter med og inddrager System 1.

I den proces opstår der støj og bias – eksempelvis i form af “halo-effekten” (glorie-effekten), hvor mennesket ved erkendelse af et sympatisk træk hos en person ubevidst indfortolker andre positive træk ved den pågældende, selvom der ikke er belæg for det. Optræder en sådan bias eksempelvis ved en juridisk beslutningstagers vurdering af et vidnes troværdighed, vil dette potentielt kunne føre til fejlagtige afgørelser.

Legal decision making theory kan i samspil med kognitionsforskningen være med til undersøge, om anvendelsen af AI kan målrettes og medvirke til at eliminere støj og bias, som i dag reelt fører til forkerte juridiske afgørelser.


Voldgiftsforeningen afholder 13. juni 2024 arrangement om AI, hvor bl.a. Niels Chr. Ellegaard vil holde indlæg om anvendelse af AI inden for voldgift og uddybe tankerne i artiklen yderligere (artiklen baserer sig delvist på de tanker og teorier, der er fremsat i bogen “Robots entering the legal profession” (2019) – Hans Reitzels Forlag.


Niels Chr. Ellegaard

Partner i Plesners Teknologi & Outsourcing team, og er overordnet ansvarlig for rådgivning inden for IT, Telecom, Teknologi og Outsourcing. Igennem sin karriere har Niels beskæftiget sig med et bredt udsnit af juridiske områder og er udover IT, telecom og outsourcing beskæftiget med bestyrelsesarbejde og sager inden for selskabsret. Niels bruger sin brede erfaring til både at udarbejde og forhandle kontrakter og rådgive, hvis der måtte opstå konflikter. Han fungerer også som advokat og voldgiftsdommer i IT-tvister.


Kvinder kan hjælpe andre kvinder frem

Det er vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk spiller en stor rolle, både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det kan give unge kvinder rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig. Det mener højesteretsdommer Julie Arnth Jørgensen, der allerede som studerende blev interesseret i voldgift og som ung advokatfuldmægtig blev involveret i voldgiftssager.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Min interesse for voldgift blev skabt under jurastudiet og efterfølgende som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot-hold.

Som advokatfuldmægtig og ung advokat arbejdede jeg for en partner, der førte mange rets- og voldgiftssager. Han havde adskillige opdrag som voldgiftsdommer i både nationale og internationale voldgiftssager, og på den måde fik jeg fra sidelinjen også et indblik i voldgiftsprocessen fra voldgiftsdommerens synsvinkel.

Da jeg i 2007-08 tog en LL.M. på New York University School of Law var det naturligt for mig at vælge fag som ”international commercial arbitration” og ”international litigation”. Interessen for voldgift førte mig også til at deltage i spændende voldgiftskonferencer i ind- og udland. Voldgiftsmiljøet – også internationalt – er mindre end man tror. Og mange af de unge talenter, som jeg stødte på for 10-15 år siden, har i dag centrale positioner i voldgiftsmiljøet.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at komme ind i faget?

Først og fremmest skal man være dygtig og have et stærkt fagligt fundament. Dernæst skal man anerkendes for det. Det kan for eksempel ske ved at man skriver artikler om voldgift, holder oplæg på voldgiftskonferencer og lignende.

Det er også en god idé at deltage i de voldgiftsforeninger og netværk, der findes. Og der er mange muligheder. Alene nationalt er der for eksempel Voldgiftsforeningen, YAC og Öresund Women Arbitration Network, OWAN, for danske og svenske kvinder, som jeg var med til at starte for en del år siden.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Jeg har været heldig at have mødt mange centrale figurer i voldgiftsmiljøet både nationalt og internationalt, som har delt ud af deres erfaringer og givet mig mange gode og værdifulde råd. Da jeg som advokat for alvor fik interesse for at blive udpeget som voldgiftsdommer, sagde en internationalt anerkendt voldgiftsdommer, som jeg havde lært at kende i New York, til mig, at det klart er vanskeligst at få sin første voldgiftsdommerudpegning. Men når den er i hus, følger alt andet næsten af sig selv. Der er med andre ord en vis snow ball effekt i en karriere som voldgiftsdommer, forudsat selvfølgelig, at man ikke har gjort en meget dårlig figur i den første sag.

Hvordan man opnår sin første udpegning, er en kombination af mange forhold. Måske skal man også have lidt held forstået på den måde, at man skal være på det rette sted på det rette tidspunkt. Derudover skal man gribe de chancer man får, og de skal nok komme, hvis man er opsøgende. Men når det er sagt, skal man ikke være ukritisk og sige ja til alt.

Spiller alder en rolle?

Ja, fordi erfaring og alder hænger uløseligt sammen. Men det er ikke længere sådan, at voldgift kun er for de få med gråt hår.

Jeg blev uddannet fra universitetet som 25-årig og fik min første udpegning, da jeg var i midten af 30’erne. Det var sammen med en jævnaldrende advokat, og med en meget ældre professor og erfaren voldgiftsdommer som formand. I dag vil jeg tro, at de yngre kræfter bliver udpeget i mindre sager som enevoldgiftsdommere. Som ung må man samle på erfaringer og bygge videre derfra.

Hvilke tiltag tror du kan øge diversitet?

Det er først og fremmest vigtigt, at kvinder stiller op og gør opmærksom på, at de er her, og at de vil. Netværk er utrolig vigtige. Både fordi kvinder kan hjælpe andre kvinder frem – men også fordi det er vigtigt, at unge kvinder har nogle rollemodeller at spejle sig i. Nogen der kan inspirere og sige: Hvis jeg kan, er der også plads til dig.

The Arbitration Pledge har spillet en rolle, blandt andet fordi det har bragt fokus på den manglende kønsdiversitet. De årlige arbitration lunch meetings bidrager også, ikke mindst til at skabe faglige netværk blandt kvinder, hvilket kan udvikles i de lokale miljøer, som for eksempel Öresund Women Arbitration Network.

I de større advokatfirmaer i Danmark, hvor der arbejdes systematisk med rets- og voldgiftssager – altså de såkaldte ”Dispute Resolution”-afdelinger – skal der ikke bare tales om, men faktisk implementeres større kønsdiversitet på de ”øverste poster”. For de udgør en betydelig del af fødekæden til voldgiftsmiljøet i Danmark, og de har også en stor indflydelse på, hvem der får udpegningerne, når det gælder de partsudpegede voldgiftsdommere, hvor den så velkendte mekanisme med at pege på nogen, der ligner én selv, ofte træder ind.

Endelig vil jeg pege på, at forbedret kønsdiversitet efter min opfattelse ikke kun skal drives af voldgiftsinstitutionerne og advokatfirmaerne, men også af klienterne. General counsels i de store virksomheder kan bidrage til at øge diversiteten ved at insistere på, at deres advokat ikke blot stiller med en liste af potentielle mænd, som kan partsudpeges i den voldgiftssag, som de er involveret i. Listen må også inkludere kvinder.

Et der fokus på diversitet i Højesteret, hvor du arbejder nu?

Ja, det er der bestemt. Siden 1661 har der været ca. 530 dommere i Højesteret, og jeg er den kun 12. kvindelige dommer nogensinde. Andelen af kvindelige højesteretsdommere er for tiden 17 procent. Årsagen er ikke, at kvinder fravælges, når der skal ansættes nye højesteretsdommere. Først og fremmest skal flere kvinder søge stillingerne, og det arbejder vi på at inspirere dem til. Man bliver ikke udpeget efter køn, men efter kvalifikationer, og der er superkvalificerede kvindelige jurister derude.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretsdommer siden 2023. Gennem en karriere som advokat og dommer ved landsretten har hun desuden været udpeget voldgiftsdommer i en lang række sager ved blandt andet Voldgiftsinstituttet.


Der stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere og -advokater til trods for et øget fokus på diversitet de seneste år. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund.

Velkommen til en række interviews med kvinder i voldgift, der fortæller om deres karrierer, erfaringer undervejs og om hvilke råd, de gerne ville have fået, da de selv stod med ønsket om at få en plads i et mandsdomineret fag.

Læs tidligere interviews:




Roschier Disputes Index 2024

Roschier released its Roschier Disputes Index (RDI) earlier this month. RDI is a “survey on facts and trends in international dispute resolution from a Nordic perspective”. The index began in 2010 and is now in its seventh edition. Kantar Prospera collected the data from 144 companies in Sweden, Finland, Norway and Denmark, writes the DIA’s Andrew Poole.

By Andrew Poole, Senior Counsel, the Danish Institute of Arbitration

The headline finding was that 64% of respondents prefer arbitration over litigation. This has been a trend since 2014, with percentages for arbitration preference holding fast between a low of 61% and a high of 67%, while litigation preference varied between 19% and 27%. Interestingly, the only country to buck this trend individually was Norway, which presently prefers litigation over arbitration and has been increasingly doing so since 2018.

The top three most important factors for preferring arbitration were:

  • Non-public procedure (at 72%)
  • Relevant arbitrator expertise (at 49%)
  • Efficient procedure (at 42%)

Five further general highlights include:

  1. England still has a significant influence on the Nordics, with London being the second seat after Stockholm that respondents prefer as a place of arbitration outside their home jurisdiction. Moreover, English law is the second most preferred foreign substantive law.
  2. The virtual wave of work, which COVID heralded, has turned into a trickle as only 1% of respondents would prefer an entirely virtual hearing over in-person options.
  3. A file sharing system for the disputes team was found to be the most useful (at 40%) and most used (at 58%) digital tool, while an arbitration institute’s digital portal for file sharing with the opposing side and tribunal, was seen as less ‘most useful’ (at 11%) and less used (at 19%) by respondents.
  4. Despite the increased knowledge of third-party funding, 75% of respondents answered that that they had not considered using or used the option.
  5. Similarly, despite the increased discussion over potential ESG disputes, this has not been translated into concrete cases as of yet because 82% of respondents stated that their company had not been involved in any ESG-related disputes.

Denmark stands out among the four countries for the following reasons:

  1. Denmark was the only country that had more cross-border cases (at 59%) than domestic as regards larger disputes during the last 24 months.
  2. Denmark was the only country that had more larger disputes during the last 24 months, which were not settled before a judgment or award was rendered than those that were so settled.
  3. Denmark was the only country that had a downward trend from 2014 to 2024 regarding the percentage of respondents who had considered using or had used alternative fee arrangements (from 37% to 21%)

Like many of the other institutional rules, DIA saw an increase in being a preferred set of rules for respondents to the index. It is also noteworthy that only around 20% or below of respondents’ companies had applied for or resisted interim measures during the last 24 months, and that Denmark had the highest proportion of companies resisting such measures. We refer to the DIA’s Arbitration Rules, Appendix 4, that provide for emergency arbitrators for interim measures prior to the confirmation of the Tribunal. The default is that emergency arbitrators are to make a decision no later that 14 calendar days from referral of the application. The DIA also has other services and rules, developed in response to market demand. The DIA’s Arbitration Rules, Appendix 3, provides for an interim arbitrator for the taking of evidence prior to the confirmation of the Tribunal, to cater for Danish case law and practice. Moreover, although not an interim measure, the new DIA’s Rules for Express Arbitration have a proposal provision, where in less complex cases, the parties may provide proposals to the Tribunal as to how to resolve the dispute and the Tribunal grants the one that most reasonably resolves the dispute as an award by consent, within 10 calendar days of submission of the last proposal. Please feel free to contact the DIA if you wish to know more about these two Appendices and new Express Rules.

Thank you to Roschier for an insightful survey; read it in full here.

Read more:




Pre-Moot i New York

Vis Moot-holdet fra Aarhus Universitet rejste til New York på en 11-dages tur i februar 2024. Holdet deltog i tre forskellige pre-moots ved henholdsvis International Centre for Dispute Resolution, NYC Bar Association og slutteligt New York University.

Tekst: Sofie Emilie Andersen og Freja Vestergaard Christiansen

Voldgiftsdommerne fra USA er noget anderledes end dem, vi er kender fra Danmark. Det må vi konkludere efter at have tilbragt 11 dage i New York, hvor vi deltog i en række pre-moots samt selv havde arrangeret flere øve runder – herunder hos de amerikanske advokatkontorer Wachell, Lipton, Rosen & Katz og Clifford Chance. Til de forskellige pre-moots kom både studerende fra Columbia University, Havard Law School og andre prominente universiteter.

Dommerne var ikke bange for at stille spørgsmål både under og efter proceduren. Derudover blev forskellen i retskulturer også særligt tydelig under de forskellige pre-moots. USA er et common law-land og det kunne man  mærke på voldgiftsdommernes skepsis over for det danske holds tiltro til loven og juridisk litteratur.

Ingen af de pre-moots, holdet deltog i, havde egentlige vindere – hvilket ellers er det almindelige pre-moot format. Uanset dette, var alle pre-moots utroligt lærerige, og som hold fik vi mange gode oplevelser.

Udover deltagelse ved pre-moots fik vi også mulighed for at opleve New York City. Vi landede på dagen, hvor Super Bowl blev afholdt, var til basketball kamp og på Broadway. Der blev også gået ture i Central Park og afholdt pub crawls på de mange bryggerier i Brooklyn. Hvor skal man drikke en Brooklyn IPA, hvis ikke på stedet, der brygger dem?

Efter en vellykket rejse til New York, gik turen til København. Her afholdt Plesner en pre-moot, hvor holdet kom på en tredjeplads. Udover at byde på et meget velarrangeret pre-moot, havde Plesner også sørget for en kanalrundfart og en dejlig middag.

Holdet fra Aarhus Universitet er altid på farten, og efter hjemkomst fra København, tog vi hurtigt af sted igen.

Denne gang gik turen til Lissabon der bød på varmere himmelstrøg. Her kom holdet i finalen, men tog dog kun sølv med hjem – sejren gik til hjemmebaneholdet fra Lissabon.

Holdet har to pre-moots tilbage – i Stockholm og Hamborg – før finalen løber af stablen i Wien. Da der indtil videre er taget bronze og sølv med hjem, håber vi på guld resten af vejen.


Deltagerne på Aarhus Universitets Pre-Moot er:

Freja Vestergaard Christiansen

Kathrine Yding Olsen

Asger Rasch Pedersen

Louie Ottosen

Elisabeth Holler

Sophie Sørensen

Frederik Brødbæk Hummelmose

Mathias Abildgaard Ohlsen


Sanctions in a Rapidly Changing Geopolitical Situation

Sanctions is the topic when the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb), European Branch, hosts its annual conference and AGM in Copenhagen this April. Questions are many. For example, how should arbitral institutions proceed when parties to a dispute are subject to sanctions? How should an arbitrator act when faced with sanctioned activities or entities? How do all involved parties uphold the principle of right to justice for all parties – sanctioned and non-sanctioned? The Danish initiator of the conference, Casper Gammelgaard, anticipates that fostering constructive debate will prove beneficial.

Why have you taken the initiative to bring the CIArb European Branch’s Annual Conference to Denmark?

Last year, the annual conference and AGM were held in Venice. During this event, the management committee traditionally deliberates on the selection of the next conference venue within Europe. As a member of the management committee, I have been considering Denmark as a potential host for some time, and the timing now appears perfect.

I have observed a notable rise in international recognition for the Danish arbitration environment, attributable in part to the emergence of a new generation of skilled arbitrators and the expanding global presence of the Danish Institute of Arbitration. Consequently, I saw it as a clear opportunity to bring the conference to Denmark. I advocated for Copenhagen as the ideal host city and swiftly garnered support for this proposal.

How big a player is CIArb in the arbitration market?

It’s a global and influential player with over 17,000 members from 149 countries. Headquartered in the UK, they have branches all over the world. CIArb educates and trains arbitrators, mediators and adjudicators in alternative dispute resolution, including in arbitration. I am also a graduate of the academy as I completed the course in International Arbitration in 2019 in England. Subsequently, I achieved the esteemed designation of Fellow, the highest level of recognition within CIArb and recognized as a mark of excellence in the field of international dispute resolution. Today I am also part of the CIArb, European Branch Management Committee.

What issues will be discussed at the conference?

The topic of sanctions holds significant relevance in the current geopolitical landscape, particularly concerning cases involving sanctioned entities such as those from Russia or other affected parties. While conducting business with sanctioned entities is currently heavily restricted, there remains a pressing concern regarding ongoing cases within this context.

All involved parties must remain acutely aware of the legal landscape and there are often more questions than answers regarding the implications of sanctions on ongoing legal proceedings. The challenges posed by sanctions have far-reaching consequences on numerous international contracts and disputes, necessitating a collective effort to devise effective strategies for addressing them.

Initially, I anticipated that securing approximately 20 top-notch speakers could pose a challenge. However, to my delight, the response from those I reached out to has been overwhelmingly positive. As a result, we have curated a list of 20 highly prominent speakers for our program, with approximately half of them being women. I find it imperative to emphasize this achievement as our goal was to assemble the most outstanding lineup of speakers possible.

Subsequently, we assessed the diversity of our speaker lineup in terms of nationality, age, and gender. I am pleased to report that no adjustments to the list were necessary, showcasing the rapid evolution within international arbitration. Both the representation of women and younger individuals are steadily increasing, a trend I am proud to support and showcase at this year’s annual conference.

Are there other benefits of attending the conference?

CIArb conferences consistently draw an exclusive gathering of international arbitrators, institutions and other people involved in international arbitration, presenting a prime opportunity to broaden your professional network. To further facilitate this, we host an evening dinner where attendees have the chance to connect with colleagues from various corners of the globe in more relaxed surroundings.

Are there still spaces available and how do I register?

Yes – there are still spaces available. The conference is open to both CIArb members and non-members.




A number of Danish and international companies and organizations support the conference, including the Danish Institute of Arbitration and Dreyers Foundation. I also hope very much that the Danish arbitration community will support the conference and sign up for the conference.


Værdien af nytteløse forhandlinger

I juli 2023 blev Carlsbergs aktier i datterselskabet Baltika Breweries sat under midlertidig forvaltning af det føderale russiske agentur for ejendomsforvaltning. Carlsberg har offentligt tilkendegivet, at de hverken kan eller ønsker at indgå forhandlinger med den russiske stat, men at virksomheden aktuelt afdækker mulige retlige skridt mod Rusland. Selvom den russiske stat af gode grunde må anses som en illoyal forhandlingspart, rejser Carlsbergs udmelding et væsentligt spørgsmål om, hvorvidt sådanne forhandlinger er en forudsætning for at kunne sagsøge Rusland via investor-stat voldgift. Læs Julie Nosch og Clara Grønborg Juuls analyse, som de skriver på baggrund af deres speciale på Københavns Universitet.

Af Julie Nosch, stud.jur. og Clara Grønborg Juul, cand.jur.

I 1993 indgik Danmark og Rusland en bilateral investeringsoverenskomst (BIT), der sikrer investorer fra henholdsvis Danmark og Rusland visse rettigheder og ligebehandling, når de investerer og opererer i værtslandet. Den materielle beskyttelse består navnlig i et forbud mod vilkårlig ekspropriation og retten til “fair and equitable treatment”. En værtsstats tilsidesættelse af BIT-bestemmelserne kan udløse et erstatningskrav, som investoren kan rejse ved en investor-stat-voldgiftssag. Adgangen til voldgift reguleres i BIT’ens artikel 8. Bestemmelsen lyder:

“Tvister mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part:

(1) Enhver tvist, som måtte opstå mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part i forbindelse med en investering på den anden kontraherende parts territorium skal gøres til genstand for forhandlinger mellem tvistens parter.

(2) Hvis tvisten ikke kan bilægges på denne måde inden for en periode på seks måneder fra datoen for skriftlig notifikation af kravet, skal investor være berettiget til at henføre sagen til enten

(a) en voldgiftsmand eller en ad hoc voldgiftsdomstol nedsat i henhold til de voldgiftsregler, der gælder for FN’s Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), eller

(b) Voldgiftsinstituttet ved Handelskammeret i Stockholm.”

Indledning af voldgiftssag er betinget af forudgående forhandlinger indenfor en periode på 6 måneder, jf. bestemmelsens stk. 1 og 2. Sådanne bestemmelser kaldes “cooling-off clauses”. Spørgsmålet er herefter, om dette krav er bindende for parterne, og hvilke konsekvenser det har, at Carlsbergs afviser af deltage i sådanne forhandlinger med den russiske stat.

Praksis er uklar

Voldgiftsklausulen i artikel 8 i den dansk-russiske BIT og de nærmere betingelser deri for at indlede voldgiftssag er som udgangspunkt bindende for både værtsstaten og investoren. Artikel 8’s processuelle opbygning, forpligtende ordvalg og betingede struktur trækker i retning af, at cooling-off-bestemmelsen ikke kan fraviges af parterne.

På den anden side har man både i litteraturen og i praksis tidligere set stort på cooling-off-bestemmelser under henvisning til at sådanne forhandlinger er nytteløse. Det er her værd at bemærke, at cooling-off-bestemmelser under alle omstændigheder indebærer en indsatsforpligtelse og ikke en resultatforpligtelse.

Deres betydning skal dog ikke undervurderes, da voldgiftskendelsen risikerer at blive tilsidesat af nationale domstole, selv når voldgiftsretten har accepteret, at der efter omstændighederne kan ses bort fra forhandlingskravet. Dette skete f.eks. i den kommercielle voldgiftssag White v Kampner, hvor domstolene tilsidesatte en voldgiftskendelse, under henvisning til at parterne ikke havde iagttaget cooling-off-bestemmelsen, som således var en forudsætning for at indlede voldgiftssag. At dømme efter Ruslands modstand mod at fuldbyrde voldgiftskendelser i sager, såsom Yukos og Everest, må Carlsberg forvente lignende modstand i eventuelle senere retssager om fuldbyrdelse ved nationale domstole. Et forsøg på at undgå cooling-off-perioden indebærer således en risiko for, at voldgiftskendelsen ikke kan fuldbyrdes og at staten har mulighed for at trække den efterfølgende fuldbyrdelsesproces i langdrag.

Udvekslingen af voldgiftsklausuler via “most favoured nations”-bestemmelser

Da tilsidesættelse af et forudgående BIT-forhandlingskrav som anført kan få betydning for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse, bør muligheden for at påberåbe sig en mere fordelagtig voldgiftsklausul fra en anden BIT overvejes. En sådan udveksling af bestemmelser mellem BIT’er forekommer usædvanlig, men er mulig i kraft af såkaldte “most favoured nations”-bestemmelser (MFN-bestemmelser), som findes i langt størstedelen af BIT’er, herunder den dansk-russiske. MFN-bestemmelser sikrer investorerne fra ét land lige så fordelagtig beskyttelse som investorerne fra et andet land, som værtslandet har indgået en BIT med. Det er bredt anerkendt i investor-stat-voldgiftsret, at MFN-bestemmelser kan påberåbes af investorerne for at opnå bedre materielle rettigheder i værtslandet. Det er dog tvivlsomt om, at MFN-bestemmelser også indebærer, at investorerne kan opnå mere fordelagtige processuelle rettigheder.

MFN-bestemmelsers omfang varierer. Nogle omfatter alle investorrettigheder, mens andre, såsom den dansk-russiske BIT, er begrænsede til “forvaltning, opretholdelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling” af investeringen. Få MFN-bestemmelser, såsom Israel-Japans BIT, specificerer, at processuelle rettigheder er direkte undtaget fra MFN bestemmelsens område.

Da den britisk-russiske BIT’s MFN-bestemmelse er identisk med MFN-bestemmelsen i den dansk-russiske BIT, giver særligt sagen RosInvestCo UK Ltd. v. Russia indsigt i den danske MFN-bestemmelses potentielle omfang. I sagen tillod den nedsatte voldgiftsret, at britiske investorer kunne påberåbe sig den dansk-russiske voldgiftsklausul, som har et bredere anvendelsesområde end voldgiftsbestemmelsen i den britisk-russiske BIT. Voldgiftsretten fremhævede, at BIT’ens materielle rettigheder – “brugen” og “nydelsen” af en investering – var betinget af de processuelle rettigheder, og tillod derfor at investoren kunne gøre brug af de mere fordelagtige processuelle bestemmelser, som findes i den dansk-russiske BIT.

Hvis voldgiftsretten i en sag mellem en dansk investor og Rusland følger samme linje, har en dansk investor med henvisning til MFN-bestemmelsen adgang til de processuelle bestemmelser i den russisk-japanske BIT, der som den eneste af Ruslands BIT’er giver adgang til voldgift uden en forudgående forhandlingsperiode. Retspraksis på dette område er dog langt fra entydig. Dertil kommer, at hovedparten af sagerne angående tilsidesættelse af cooling-off-bestemmelser vedrører argentinske BIT’er, hvor cooling-off-perioden er på 18 måneder, og således er noget mere byrdefuld end bestemmelsen i den danske-russiske BIT, hvor cooling-off-perioden er fastsat til seks måneder.

Det er forståeligt, at danske virksomheder som Carlsberg, hvis rettigheder og ejendom i Rusland åbenlyst krænkes, ikke ønsker at indgå i forhandlinger med den russiske stat, men derimod ønsker at indtage et klart standpunkt både overfor Rusland og Carlsbergs kunder om, at man ikke forhandler med fjendtlige magter. Der er dog i kraft af den splittede praksis på området risiko for, at et ellers anerkendelsesværdigt standpunkt kan koste den danske investor muligheden for at indlede en voldgiftssag mod Rusland, eller indebære at der senere kan opstå problemer med fuldbyrdelse af voldgiftsrettens kendelse.

Ønsker en dansk investor at føre voldgiftssag mod Rusland, er det således vores vurdering, at investoren bør sørge for at opfylde alle betingelser herfor, herunder respektere en cooling-off-bestemmelse, således at investoren står bedst muligt rustet i en senere retssag.

Gennemførelsen af umiddelbart nyttesløse forhandlinger kan således meget vel vise sig at være et værdifuldt skridt på vejen til erstatning fra den russiske stat – en proces, der i øvrigt vil byde på mange flere både praktiske og juridiske udfordringer, når først voldgiftssagen er anlagt.


Vejen ind i voldgift sker gennem dit netværk

Skab et godt netværk blandt kolleger på din egen alder. Måske kan de ikke udpege dig nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år. Som med det meste i livet er en karriere som voldgiftsdommer et langt sejt træk. Sådan lyder det fra Gisela Knuts, selvstændig voldgiftsdommer med svensk-dansk baggrund og base i Finland, der fortæller om sin egen vej ind i branchen.

Hvad er din baggrund for i dag at arbejde som selvstændig voldgiftsdommer?

Jeg startede som selvstændig voldgiftsdommer for to år siden. Før det var jeg som advokat en del af en procesafdeling i mere end 20 år.

Da jeg startede min karriere som advokat, havde jeg ingen tanke på voldgift overhovedet. Men nogle af mine kolleger arbejdede indenfor det felt, og på den måde fik jeg interesse for faget. Langsomt fik jeg de første sager som voldgiftsdommer sideløbende med mit hverv som advokat. I det lange løb viste det sig, at det ikke passede så godt med advokatfirmaets business-model, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at forsøge at blive voldgiftsdommer på fuld tid, og for to år siden tog jeg beslutningen om at gå solo.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg synes, at det er fantastisk at arbejde på denne måde og nyder det hver dag. Jeg har en kæmpe frihed og fleksibilitet på den måde, at jeg kan sige til og fra overfor opgaver. Samtidig er det spændende at arbejde med forskellige sager, retssystemer og sprog. Jeg arbejder især i Europa – Tyskland, Schweitz og de nordiske lande – og med sager i størrelsesordenen 10 til 100 millioner euro. I de fleste sager er jeg formand, men jeg har også sager, hvor jeg er partsudpeget sidevoldgiftsdommer.

Hvad skal der til for at få samme karriere?

Faglighed er selvfølgelig vigtig. Men man skal også være kendt i de rigtige kredse. Det er vigtigt, at institutterne ved, at man eksisterer, fordi de udpeger yngre voldgiftsdommere til de mindre sager.

Desuden er det vigtigt at få et netværk blandt de advokater, der udpeger voldgiftsdommerne. Voldgiftsmiljøet er ikke nogen stor verden. Du behøver ikke at starte med at udvide dit netværk globalt, for at komme i gang, men kan begynde i Norden. Et godt sted at starte er på konferencerne. Jeg taler ikke om at tage til IBA i Mexico, for selvfølgelig er det ikke det letteste som helt ung at skabe netværk et sted, hvor der måske er tusindvis af deltagere. Begynd med din egen aldersgruppe. Deltag i nationale fora som Young Arbitrators Copenhagen, hvor du møder jævnaldrende med samme interesser.

Hvorfor er det vigtigt at fokusere på sin egen aldersgruppe?

Sandsynligheden for, at mere erfarne advokater udpeger dig, er ikke så stor. De kan være gode mentorer. Det vil typisk være kolleger på din egen alder, der vil udpege dig. Måske kan de ikke gøre det nu. Men det kan se helt anderledes ud om ti år, og – som med det meste i livet – er en karriere som selvstændig voldgiftsdommer et langt sejt træk.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du var nyuddannet advokat?

Det drejer sig om at være kendt. Det kan man blive på mange måder. Hvis du har interesse for akademisk arbejde, er der mulighed for at skrive artikler om interessante spørgsmål indenfor voldgift, for en udpegning handler også om, hvem der har kendskab til særlige juridiske problematikker. Selv har jeg skrevet en del artikler om spørgsmål indenfor juraen og desuden en doktorafhandling, men generelt vil jeg sige, at faglig videndeling, som kan være med til at skabe diskussion, også kan være med til at synliggøre dig i branchen.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

Da jeg startede i faget, var der ikke mange kvinder. Det oplevede jeg som en fordel. Det er nemmere at blive husket, hvis man skiller sig ud – vel at mærke på en positiv måde.

Oplever du at diversitet bliver indarbejdet i kontrakter?

Der er ingen tvivl om, at mange klienter stiller krav om, at advokatfirmaer og institutter har politikker om diversitet. Der bliver lagt et vist pres på den måde. Men det kan også være ret præcise krav om, hvordan teamet på sagen sammensættes i forhold til kønsdiversitet – for eksempel at en tredjedel skal være kvinder.

Hvilke fordele oplever du, at der er ved at arbejde i teams og dommerpaneler, hvor der er diversitet?

Det ser jeg som virkelig positivt, fordi det er med til at forebygge gruppetænkning. Det er nyttigt, at vi udfordrer hinanden for at få forskelligartede perspektiver ind i de diskussioner, der fører til en endelig og bindende voldgiftskendelse. Derfor gælder det heller ikke alene køn – men også alder, baggrund og nationalitet. Forskellighed giver bedre voldgiftskendelser.


Gisela Knuts

Selvstændig voldgiftsdommer med base i Helsingfors, Finland.

Andre artikler i serien:



Vi kan få et stærkt voldgiftsmiljø i Norden

Et dansk-norsk samarbejde vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden. Timingen er god, og initiativet indebærer, at det er muligt på sigt at stå stærkere i konkurrencen med andre internationale udbydere, mener Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel og Ole Spiermann, Bruun & Hjejle, der gerne blander sig i den debat, som to advokater fra Advokatfirmaet Schjødt i Oslo startede i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev i februar.

”I dag oplever vi, at næsten alle store kontraktuelle tvister bliver håndteret ved voldgift, fordi det er mere effektivt. Generelt vinder voldgift mere og mere frem i erhvervslivet, hvor der er en stor efterspørgsel på en professionaliseret tilgang til konflikthåndtering.”

Sådan lyder det fra en af voldgiftsbranchens topprofiler, Jacob Skude Rasmussen, Gorrissen Federspiel. Han mener, at der er flere grunde til, at det har udviklet sig på den måde.

”Det er rart, at du som part har snor i hele sagen og større rådighed over tvisten i forhold til, hvem der skal afgøre den. Ud over udpegningen af dommerne gælder det også tidsperspektivet. Føler du, at sagen kører for langsomt, kan du henvende dig til instituttet, der sikrer, at hele forløbet kører professionelt – også fremdriften i sagen,” siger han og fortsætter:

”Når man i Norge har et ønske om at samarbejde med det danske voldgiftsinstitut, forstår jeg det godt. Med et stærkt institut i ryggen kan man tiltrække nogle af de store internationale sager, som ad hoc voldgift har svært ved – for eksempel fordi du selv skal aftale honorar med dommerne. Det er ikke altid en nem samtale at have med den, der skal afgøre din konflikt, på et tidspunkt, hvor der er en form for afhængighedsforhold,” siger han og tilføjer, at Gorrissen Federspiel bakker op om ideen, fordi der helt grundlæggende er mange fordele for alle parter ved at bruge Norden som et center for voldgift.

God synergi med SCC

Først og fremmest handler det om at gøre det muligt at tiltrække de helt store sager til Norden, understreger Jacob Skude Rasmussen.

”På den lange bane mener jeg, at et fælles dansk-norsk initiativ vil være det, der skal til, for at skabe et større voldgiftsmiljø i Norden, og bliver det en realitet, vil Gorrissen Federspiel helt sikkert gøre brug af det. Man skal huske på, at parterne jo stadig frit kan vælge dommere fra andre dele af verden, som for eksempel Tyskland eller England.”

”Ved at tage et institutionelt initiativ får vi sammen med det svenske institut i Stockholm en væsentlig større spilleplade i Norden. Jeg tror, det kan være med til at skabe en positiv spiral, hvor vi i Norden kan skabe et voldgiftsmiljø, der tiltrækker de bedste dommere og advokater, og på sigt vil det betyde, at der vil opstå en hub, som vil tiltrække flere store internationale sager.”

Danmarks placering på Transparency Internationals indeks over opfattelsen af, hvor megen korruption der er i forskellige lande (Corruption Perceptions Index), spiller ifølge Jacob Skude Rasmussen også en vigtig rolle for at kunne tiltrække sager fra hele verden til Norden.

”I alle de år, Danmark og Norge har optrådt på den liste, har de to lande ligget helt i toppen over de lande i verden med mindst korruption. I forhold til de internationale klienter er det et væsentligt argument for at vælge Norden. Man skal ikke undervurdere betydningen af at ligge i toppen af Transparency Internationals liste. Det er også væsentligt, at der ikke er risiko for falske lodder i vægtskålen, hvis voldgiftskendelsen efterfølgende bliver udfordret og der skal føres en sag herom ved domstolene. Her spiller kvaliteten af de danske og norske domstole en stor rolle, ligesom landene også står stærkt i forhold til at have en moderne voldgiftslov,” siger Jacob Skude Rasmussen.

Internationaliseringen i voldgift

Også en af branchens andre topprofiler indenfor voldgift, Ole Spiermann fra Bruun Hjejle, ser positive muligheder i et dansk-norsk samarbejde.

”Historisk er der i Danmark sket en bevægelse mod et mere internationalt perspektiv på voldgift, som betyder, at man i dag løser tvister ud fra andre normer end, hvad der kendes fra de nationale domstoles. Denne internationalisering er især båret af Voldgiftsinstituttet og altså en bevægelse væk fra ad hoc, og viser sig i dag i valget af voldgiftsdommere og tilrettelæggelse af proces og bevisførelse, foruden effektivitet. Selvom vi i Danmark er ret langt med internationaliseringen, er Sverige nok endnu længere – mens mange oplever Norge som længere bagud med fortsat stor anvendelse af ad hoc voldgift og en mere lokal kultur, der i højere grad afspejler traditioner ved norske domstole. Det vil også i praksis betyde, at den part, der kommer fra en helt anden jurisdiktion, nemt kan blive både overrasket og bekymret, hvis man altså forventer internationale standarder – og det gør store internationale erhvervsvirksomheder i dag,” siger Ole Spiermann og tilføjer:

”Jo mere internationalt et institut er i forhold til at tilrettelægge sagerne, des nemmere er det at acceptere tvistløsning ved voldgift, uanset hvor i verden man kommer fra. Ved eksempelvis at skabe en dansk-norsk løsning er der ingen tvivl om, at Skandinavien vil kunne få endnu mere at byde på indenfor voldgift. Det kommer i tillæg til en stærk kultur, god infrastruktur og et generelt internationalt erhvervsliv. Det må kunne skabe en konkurrencefordel i forhold til andre internationale udbydere.”

Også Jacob Skude Rasmussens lægger vægt på, at en dansk-norsk løsning sammen med SCC vil betyde, at Skandinavien vil stå stærkt i en international konkurrence om de store voldgiftssager – og at det også på sigt vil betyde endnu mere kvalitet i fagligheden.

”Hvis jeg skal beskrive dansk institutionel voldgift med et ord, er det kvalitet. Ved at åbne i Norge vil der være to stærke institutter i Norden. Når vi kan promovere Norden som et voldgiftscentrum, vil vi ikke alene stå stærkere internationalt, men også blive dygtigere til tvistløsning.”


Læs eller genlæs indlæg af Andreas A. Johansen og Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo:



Roschier Disputes Index 2024



NAD: Court assistance in arbitration

The availabilities and challenges of court assistance in arbitration was the topic of discussion at the Norwegian Arbitration Day’s pre-conference, hosted by BAHR AS. Are users satisfied with court assistance in the Nordic countries? And will increasing availability of arbitration tools limit the role of state courts in arbitral proceedings? The DIA’s Sahra Arif reports from the event.

A panel of speakers highlighted the similarities and differences in their different jurisdictions in obtaining court assistance. The panel consisted of Madeleine Thörn, Deputy Secretary-General at the SCC, Marie Nesvik, Partner at Wikborg Rein and board member of the Oslo Chamber of Commerce, Fredrik Opsjøn Lindmark, Deputy Counsel at the ICC, Stefan Brocker, Partner of Mannheimer Swartling and was moderated by the Steffen Pihlblad, Secretary-General of the DIA.

Despite the similarities between the Nordic countries, it was clear that there are significant differences in the use of court assistance in arbitral proceedings. Although the Nordics are amongst the most arbitration-friendly jurisdictions, it was clear from the interactive discussions with the participants that practical challenges may arise, if, for example, the court is less familiar with the procedures of (international) arbitration or, if state courts are facing longer processing times, which may cause further delays of the arbitration.

The question was also posed, whether it is even preferable to involve state courts when parties have elected for arbitration. In this regard, the impact on the confidentiality of the case gave rise to interesting discussions. A clear take-away was, however, the users generally positive experience with court assistance, highlighting, the state judges’ cooperation and involvement of arbitrators in in the taking of evidence.

Although the availability of court assistance is an effective and helpful tool in arbitral proceedings, the panel also offered insights into the available tools that many arbitral institutions offer.

In Denmark’s case, the processing time at state courts may result in parties having to wait up to three years to resolve their disputes, whereas the average duration of arbitrations administered by the DIA is less than a year. With the introduction of Simplified Arbitration and Express Arbitration, the parties are able to resolve their disputes in an even more efficient and cost-saving manner.

Moreover, in order to preserve the parties’ choice to resolve disputes via arbitration, the DIA’s Rules of Arbitration also allow for the appointment of interim arbitrators for the taking of evidence and emergency arbitrators for interim measures, further reducing the need to rely on court assistance in arbitral proceedings.


NAD: Groupthink in decision-making

Wiersholm invited psychologist Jan-Ole Hesselberg to speak about groupthink in decision-making that can occur owing to deference to seniority and not wishing to disagree. Examples of how to combat it include anonymous individual judgments before meeting and allowing a discussion of the strengths and weakness of the arguments made. The DIA’s Andrew Poole rapports from the event.

Wiersholm hosted one of two pre-conference events for Norwegian Arbitration Day 2024. The psychologist Jan-Ole Hesselberg spoke about the dangers of groupthink in decision-making. An eminent panel followed his presentation, consisting of a sitting Norwegian Supreme Court judge Erik Thyness, a former Swedish Supreme Court judge Johnny Herre, Kristoffer Löf of Mannheimer Swartling and Peter Schradieck of Plesner.

Mr Hesselberg started by highlighting the problem of short-cuts and being influenced by irrelevant facts so that decisions become biased and inconsistent. This is taken further when decisions are made in a group. Although teamwork allows more to be achieved, group decision-making can be affected by issues such as deference to seniority, not wishing to disagree and spending more time on familiar than unfamiliar information. Mr Hesselberg noted that although judges are generally superior decision-makers, they still can be affected by groupthink and indeed he found in one research project that in certain group meetings, information was withheld 48% of the time. Reasons for this included not wishing to look argumentative, not knowing if one’s input was clever enough and assuming that the group had already made the decision. Suggested steps to combat groupthink included provision of anonymous individual judgments before the group meets, the member with the most authority contributing last when meeting and allowing a discussion of the strengths and weaknesses of all arguments.

The panel highlighted a few procedural points that resisted groupthink such as Norwegian judges having to make up their own minds before hearing their co-judges, the most junior judge going first in court meetings in Denmark, and the chair going last in tribunal deliberations. There was an acknowledgement that a dissent could be less likely in high stake cases but not at the expense of one’s name. Thirdly, there was agreement that tribunal secretaries should not act as decision observers in the fight against groupthink not least because this would raise the spectre of the fourth arbitrator.

Afterwards, Norwegian Arbitration Day was held at University of Oslo’s Domus Academica. Topics ranged from challenging arbitral awards in the Nordics to amicable settlements and mediation to Nordic document production. There were only 22 challenge cases in Sweden, Denmark, Norway and Finland in 2023, four were settled (all in Sweden) and just two were successful (again both in Sweden). We heard that the majority of parties wish for counsel to encourage settlement, including mediation, and methods to do this include tribunals taking into account rejected settlement offers when allocating costs and suggesting mediation windows during arbitrations. The last panel suggested that the trend of document production requests in Nordic arbitration is increasing, albeit from a low base.


YAC’s Specialelegat uddelt for anden gang

Det blev de to advokatfuldmægtige, Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted, der løb med YAC’s specialelegat på 20.000 kroner. De havde ifølge dommerkomiteen skrevet et interessant speciale med et højt fagligt niveau om voldgiftsdommerens erstatningsansvar.

”Dommerens mulige erstatningsansvar i voldgiftssager er et spørgsmål, som er oppe i tiden. Der er interesse for emnet, fordi der har været flere internationale sager, hvor kendelser bliver udfordret ved domstolene, og i forlængelse heraf ligger spørgsmålet om det mulige erstatningsansvar.”

Sådan lyder det fra Daniel Haue Jakobsson, der ud over at være advokat og partner hos Accura også sidder i Young Arbitrators Copenhagens (YAC) bestyrelse, der for to år siden stiftede et specialelegat, som første år gik til Sofie Stemann Beck og Frederik William Brøndsted Henriksen, og som senest er gået til Lasse Lauritzen og Magnus Hoffmann Høgsted.

”Begge år har niveauet været meget højt. De seneste modtagere af legatet er valgt dels på grund af det aktuelle og omdiskuterede emne og dels en imponerende grundighed med fin inddragelse af dansk og international retspraksis. Legatmodtagerne har ikke alene undersøgt ansvarsnormen men også de øvrige erstatningsbetingelser, som vi kun sjældent har set beskrevet. Det gælder for eksempel spørgsmålet om årsagssammenhæng, og om ansvarsbegrænsninger i institutternes regler kan tilsidesættes. Det er alle sammen væsentlige spørgsmål af praktisk relevans.”

Et emne uden dansk retspraksis

Legatmodtagernes interesse for emnet skyldes blandt andet, at der ikke findes meget dansk litteratur, retspraksis eller regulering på området.

”For os var det spændende at undersøge et emne, som hverken lovgiver eller domstolene har taget stilling til. Derfor er der virkelig noget at diskutere. Samtidig er der det retspolitiske aspekt, om voldgiftsdommere kan blive afskrækkede, hvis de kan blive personligt erstatningsansvarlige for deres hverv,” siger Lasse Lauritzen, der i dag er advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle.

Magnus Hoffmann Høgsted er enig.

”Jeg synes også, at der er et interessant aspekt i, at der bliver afgjort flere og flere sager ved voldgift. Alene af den grund er det vigtigt at få taget stilling til voldgiftsdommerens ansvar”, siger han.

For begges vedkommende arbejder de lige nu indenfor andre fagområdet end voldgift. Dog kombinerer Magnus Hoffmann Høgsted sit job som advokatfuldmægtig hos Plesner med en opgave som vejleder for Københavns Universitets Vis Moot hold.

”Så selvom jeg i dag arbejder med kommercielle aftaler og IT-kontrakter, har jeg bevaret en forbindelse til voldgift,” siger han.

Specialelegatet er et af YAC’s tiltag for at udbrede kendskabet til voldgift i Danmark.

”Jo flere unge jurister og jurastuderende, vi kan få til at interessere sig for voldgift, des flere praktikere kommer der. Lige nu ser vi en generel stigende interesse for voldgift, som fylder en større og større andel af procesadvokaternes arbejde. Så ja, der er brug for flere praktikere og specialister i fremtiden,” siger Daniel Haue Jakobsson.


Det vigtigste er at holde sit sind åbent

I den brede offentlighed er advokat Lars Kjeldsen kendt som forsvarer i en række spektakulære straffesager som PET-sagen, IT-Factory og Tvind – ligesom han har haft en nøglerolle i udredningen af flere politiske skandaler, blandt andet Minkkommissionen. Men i voldgiftsmiljøet er han også kendt som en eminent voldgiftsdommer i sager om alt fra entrepriser til transaktioner. Kom med ind i maskinrummet hos en af Danmarks mest erfarne voldgiftsdommere, der fortæller om både forskelle og ligheder med sit arbejde i de vidt forskellige sager, han beskæftiger sig med.

En af de ting, der kendetegner de sager, som advokat, forsvarer og voldgiftsdommer, Lars Kjeldsen arbejder med, er et stort plus.

Det er straffesagen plus skattelovgivning. Kommissionen plus husdyrlovgivningen. Retssagen plus forvaltningsloven.

”I starten af min karriere arbejdede jeg en del med skatteret, transaktioner og generel erhvervsjura. Nu arbejder jeg kun med proces. At gå i dybden med et juridisk område, undersøge det til bunds og bruge den viden i forbindelse med en retssag, er blevet min metier – og jeg har faktisk aldrig haft en sag om narko, vold eller drab. Det er ikke der, min interesse ligger, og jeg vil ikke kalde mig selv forsvarer i klassisk forstand” siger Lars Kjeldsen, der efter et kort ophold i London, skiftede til Nyborg Rørdam i 1992.

Her brugte han en stor del af de første fem år som forsvarer i Tvind-sagen, hvor blandt andre Mogens Amdi Petersen stod anklaget for at have svindlet for over 100 millioner kroner.

”I substansen var det en skattesag. Så på den måde passede det mig godt, at der var en proces og samtidig en vinkel på sagen, som betød, at jeg kunne gå i dybden med et fagområde, som jeg allerede havde kendskab til. Det samme var tilfældet i straffesagen mod Stein Bagger, der stod anklaget for at have svindlet sig til mere end 800 millioner kroner ved hjælp af en såkaldt leasingkarrusel. Det var egentlig en nem sag, fordi han havde tilstået alt, men det krævede indsigt i erhvervsforhold og økonomi at løfte sagen.”

Evnen og lysten til det dybdeborende arbejde var også i spil, da han i 2010 sagde ja til at lede en undersøgelse, som skulle kaste lys over de anklager, som den katolske kirke i Danmark havde modtaget om seksuelle overgreb. Men det blev også et vendepunkt, for han besluttede sig for fremover kun at arbejde med en sag ad gangen – bortset fra voldgiftssagerne.

”Gennem tiden har jeg tænkt, at det kunne være interessant at blive dommer. Det er jeg så ikke blevet direkte – men som voldgiftsdommer er jeg det i en variant.  Det var interessen for dommerfaget, der i første omgang fik mig til at tage Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse. Det oplevede jeg som virkelig spændende og sjovt. Og jeg kunne mærke, at jeg havde meget lyst til at arbejde inden for det felt.”

Den første sag

”Jeg kontaktede mit netværk, og en kollega spurgte, om jeg var interesseret i at blive udpeget i en sag hos Voldgiftsinstituttet. Senere blev jeg udpeget som enedommer i en entreprisesag med 10-15 forhold med en sagsgenstand på omkring 200.000 kroner. Alt var gået skævt mellem ejeren og en håndværksmester, som i øvrigt mødte op uden advokat. For mig var det en virkelig lærerig begyndersag. Jeg skulle løse en sag og hjælpe med til, at parterne følte sig godt behandlet,” siger Lars Kjeldsen og tilføjer, at han i rollen som voldgiftsdommer oplever, at parterne faktisk ret hurtigt kan blive enige om processen – og når det lykkes, bliver voldgiftsrettens arbejde nemmere.

”Jeg sagde aldrig nej til en sag. Og på den måde kom jeg i gang. Jeg oplever det som både sjovt og spændende. I virkeligheden er det en form for løbende uddannelse, fordi jeg ser kolleger agere i vidt forskellige typer af sager. Jeg tager observationerne med mig videre. Både de gode og de dårligere. Måske havde den ene parts advokat en god idé, men når den føres ud i livet i retssalen, så fungerer den ikke. Eller det modsatte sker – at en advokat griber en sag an på en måde, som inspirerer mig til at gøre det samme, når jeg er tilbage i rollen som advokat.”

De store forskelle

I dag har han haft godt 50 udpegninger som voldgiftsdommer, de fleste i Voldgiftsinstituttet. Ofte er emnet M&A-transaktioner, hvor den ene part mener, at han er forholdt relevante oplysninger. Men det kan også være opsigelse af kontrakter eller erstatningsudmåling ved manglende leverancer af forskellig karakter. Uanset emnet, oplever Lars Kjeldsen, at den store forskel på at fungere som voldgiftsdommer frem for advokat i en kommission eller straffesag er hvervets meget fortrolige karakter.

”Det er en markant forskel. Jeg er vant til, at der er en stor pressebevågenhed i mine sager, fordi de ofte har en politisk vinkel og derfor af interesse for den brede befolkning. Så jeg er nødt til at interagere med pressen, måske også fordi modparten gør det. Det tager lang tid. På den måde oplever jeg, at det er en betydelig lettelse at arbejde som voldgiftsdommer.”

En anden forskel er partsinteressen.

”Som advokat er jeg optaget af vidnerne og at beviset skal stille klienten i det bedste lys. Som voldgiftsdommer er jeg helt uden frygt for, at der kommer vidner og vælter det hele. Så i rollen som voldgiftsdommer oplever jeg mere ro omkring sagen og at det er ligegyldigt, hvem der får ret, bare resultatet er rigtigt. Det er også en meget stor forskel.”

Samarbejdet mellem parterne

Som voldgiftsdommer og formand for voldgiftsretten er opgaven at holde sig mentalt åben over for alle argumenter.

”Først og fremmest skal samarbejdet fungere mellem alle i voldgiftssagen. Det starter ved forberedelsen, hvor vi tilrettelægger processen i enighed med parterne, da voldgift er en aftalebaseret proces. Når rammen er sat, kan der være brug for en ekstra indsats for at få samarbejdet til at fungere. Og så er det meget vigtigt, at parterne føler, at de både går ind i voldgiften og ud igen med den klare overbevisning, at voldgiftsdommerne har lyttet til dem og tænkt grundigt over alle deres synspunkter. Derfor gør jeg mig meget umage for at holde mit sind åbent for alle de synspunkter, der bliver fremført.”

På den måde er der en vis portion psykologi, der hører til rollen som voldgiftsdommer.

”Jeg tilstræber, at parterne ved, at jeg og mine meddommere hører, hvad de siger og tager hensyn til deres ønsker til processen – det kan være en anmodning om yderligere bevisførelse som eksempelvis besigtigelse af en ejendom. De skal opleve, at jeg stiller mig til rådighed for at løse problemerne. Jeg forsøger at være relativt rummelig. Men når det er sagt, kan det kræve en del tålmodighed. Især hvis parterne står stejlt over for hinanden og ikke kan blive enige om noget som helst,” siger Lars Kjeldsen, der har en pragmatisk tilgang til at sænke konfliktniveauet, som består i at løse et problem ad gangen.

”Min erfaring er, at konfliktniveaet sænkes, hvis man tager de mest presserende dele af sagen først og får løst dem, mens det, der lurer i baggrunden, bliver skubbet foran os. Det er ofte en vej til, at parterne kan bringes til enighed om sagens tilrettelæggelse,” siger han og tilføjer:

”Parterne har hver deres holdning, og derfor har de også bedt eksperterne vidne ud fra hver deres præmisser. Hvis eksperterne er til stede samtidigt, vil det ofte vise sig, at de kan blive enige, og det hjælper også parterne i den rigtige retning.”


I praksis slutter sagen med, at Lars Kjeldsen, når han er formand, skriver et udkast til voldgiftskendelsen.

”Som formand skriver du for, som det hedder. Det betyder, at jeg laver udkast til alle beslutninger og kendelser, som mine meddommere får til kommentering.”

Hvem sidedommerne er, vil normalt være op til partnerne, og Lars Kjeldsens erfaring er, at de ofte foretrækker voldgiftsdommere med stor erfaring.

”Muligvis fordi mange oplever et erfarent panel som mere driftssikkert. Her kan man sige, at alder er et plus. Men når det er sagt, kan jeg virkelig godt lide at samarbejde med nogle af de mange dygtige unge voldgiftsdommere, der kommer. Det er en stor fornøjelse at have dem med i tredommer-sagerne. Mens vi ældre kan have en tendens til at være mere konservative i vores tilgang, bringer de unge nye ideer og perspektiver ind.  Så for mig er alene det at være i et fag, hvor der kommer nye, dygtige unge til, en fornøjelse.”


Lars Kjeldsen

Advokat og partner hos Nyborg & Rørdam. Udpeget som voldgiftsdommer i mere end 50 internationale og nationale voldgiftssager. Har desuden undervist på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse.


Grøn voldgift

The Green Pledge er et vigtigt værktøj til implementering af bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager. Det mener Henrik Nedergaard Thomsen fra Neugebauer Clan, der arbejder for at udbrede tanken om bæredygtighed i international voldgift gennem blandt andet Europe Committee of the Campaign for Greener Arbitration. Projektet blev søsat i maj 2019 som et løfte fra en britisk international voldgiftsdommer, som ville behandle sine voldgiftssager med en venlig tanke på miljøet.

Click here to read the english version of the article

Hvorfor er du gået ind i arbejdet med at fremme bæredygtighed gennem The Green Pledge?

Vi må alle bidrage til bæredygtighed. Jeg arbejder fortrinsvis med retssager og voldgiftssager og fungerer tillige som voldgiftsdommer i Danmark og internationalt. Processen rundt om disse sager bygger på regler og traditioner, der udspringer af en tid, hvor bæredygtighed og klimapåvirkning ikke var en nødvendig del af dagsordenen. The Campaign for Greener Arbitrations spurgte mig, om jeg ville være med i den europæiske komite med det formål at skabe opmærksomhed og forståelse for, at bæredygtighed også bør være en del af processen rundt om voldgiftssager. Det sagde jeg ja til af to grunde: På det samfundsmæssige plan virkede det meningsfuldt at være med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen. På det forretningsmæssige plan virkede det også meningsfuldt, fordi de arbejdsprocesser, jeg som advokat eller voldgiftsdommer følger, også har betydning for klientens eller partens eget bæredygtighedsregnskab.

Hvordan er The Green Pledge opstået?

The Campaign for Greener Arbitrations begyndte i maj 2019 som et løfte fra den britiske internationale voldgiftsdommer Lucy Greenwood om, at hun ville behandle sine voldgiftssager med en venlig tanke på miljøet. Hun lancerede The Green Pledge med det formål at begrænse sin egen miljø- og klimapåvirkning i sit arbejde som voldgiftsdommer. The Green Pledge skabte opmærksomhed blandt flere og flere voldgiftsdommere rundt om i verden og spredte sig til voldgiftsinstitutter, advokatvirksomheder, individuelle advokater, andre rådgivere, universiteter, faglige voldgiftsforeninger og konferencecentre, der huser forhandlinger af voldgiftssager. The Green Pledge har nu seks globale arbejdsgrupper og otte regionale komiteer og er udbredt til det meste af verden.

Hvem kan skrive under og hvem har senest tilmeldt sig?

The Green Pledge er for alle, der vil bakke op om bæredygtighed i retssager og voldgiftssager. Det er ikke et krav, at man synliggør sin tilmelding, men det er i kampagnens ånd, at man har fokus på bæredygtighed, så langt det er muligt og relevant. Indtil videre er The Green Pledge fortrinsvis underskrevet af voldgiftsdommere, voldgiftsinstitutter, advokatfirmaer, individuelle advokater, ekspertvidner, universiteter, faglige voldgiftsforeninger og konferencecentre, der huser mundtlig forhandling af voldgiftssager. Blandt de nordiske voldgiftsinstitutter har indtil videre SCC Arbitration Institute i Stockholm og Nordic Arbitration Center i Reykjavik underskrevet. Hos Neugebauer Clan underskrev vi The Green Pledge i marts 2023.

Hvad får man ud af det?

The Green Pledge bør være en integreret del af virksomhedens bæredygtighedspolitik. The Green Protocol, der er et operationelt redskab, anviser, hvad man kan og bør gøre som led i implementeringen af The Green Pledge. Det strækker sig fra overordnede målsætninger for ledelsen til helt konkrete tiltag for alle medarbejderne. Det omfatter for eksempel fokus på at reducere energiforbruget og CO2-udslippet, politik for online eller on site møder, politik for transport og valg af transportmidler, udskiftning af kontorartikler med bæredygtige alternativer, muligheden for at arbejde digitalt og begrænse print og anvende leverandører, der selv har fokus på bæredygtighed. Det tager alt sammen sigte på, at virksomheden fremmer og udvikler en adfærd, der understøtter bæredygtighed og begrænser klimapåvirkningen, hvor det er muligt og relevant. Hvad man får ud af det, afhænger helt af, hvor langt man som virksomhed ønsker at gå.

Hvordan skriver man under?

Underskrivelsen af The Green Pledge foregår digitalt. Man klikker på feltet ”Sign the Green Pledge” på forsiden af The Campaign for Greener Arbitrations’ hjemmeside og derfra bliver man ført ind i underskriftproceduren.

Hvilken betydning forventer du, at dette tiltag får på sigt?

The Green Pledge er et dynamisk redskab til at skabe fokus på og understøtte bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager, og det bliver en standard for, hvad man kan og bør gøre på dette område. Rundt om i verden opstiller lande mål for, hvornår de vil være CO2-neutrale, og hvordan de gennem grøn omstilling og klimatilpasning vil begrænse udledningen af drivhusgasser. Det samme gør virksomheder, enten fordi virksomheden er omfattet af et bæredygtighedsrapporteringskrav, eller fordi virksomheden er leverandør til en rapporteringspligtig virksomhed og i kraft af dette samarbejde vil eller skal kunne leve op til den rapporteringspligtige virksomheds bæredygtighedskrav. Virksomheder må forventes gennem voldgiftsklausuler at ville sikre sig at kunne fravælge voldgiftsinstitutter, voldgiftsdommere, steder til den mundtlige forhandling eller andre, der ikke lever op til deres krav til eller niveau for bæredygtighed, sådan at voldgiftssagen ikke får mere negativ indvirkning på virksomhedens bæredygtighedsrapportering end nødvendigt. The Green Pledge vil derfor være et vigtigt værktøj til implementering af bæredygtighed i processen rundt om voldgiftssager.

Henrik Nedergaard Thomsen

Advokat og partner hos Neugebauer Clan.

Læs mere

Underskrivning af The Green Pledge og oversigt over de tilmeldte:




Kvinder i voldgift

Der er stadig relativt få kvindelige voldgiftsdommere- og advokater til trods for de seneste års øgede fokus på diversitet. Voldgiftsinstituttet har i lighed med en række aktører fra hele verden underskrevet Equal Representation in Arbitration Pledge med det formål at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i voldgift. Baggrunden er både at understøtte diversitetsdagsordenen og det faktum, at klienter og interne rådgivere efterspørger fagpersoner, der spejler et moderne og mangfoldigt samfund. Velkommen til det første af en række interviews med kvinder i voldgift, hvor Mrinalini Singh fortæller om sin karriere, erfaringer undervejs og om hvilke råd, hun gerne ville have fået, da hun startede i faget.

Hvordan kom du ind i voldgift?

Jeg er vokset op i Singapore, hvor jeg uddannede mig som advokat. I en række år arbejdede jeg inden for de klassiske fagområder. Jeg udarbejdede kontrakter, rådgav klienter og gennemførte retssager – særligt indenfor erstatningsretten. I dag er jeg glad for, at jeg har erfaring med at gå i retten og ser det som et godt fundament for mit arbejde med voldgift.

Jeg har altid haft et ønske om at arbejde udenfor Singapore, og det lykkedes mig at få et job i et stort internationalt advokatfirma i Frankfurt, hvor jeg kunne fokusere på voldgift. Og så stod jeg pludselig med både nyt job, nyt fagområde, nyt land og en meget anderledes kultur.

Ja, det var en stor mundfuld, men selve jobbet og arbejdsopgaverne føltes velkendte. På mange måder mindede det om mit job i Singapore. Arbejdssproget var stadig engelsk, og opgaverne var ganske sammenlignelige.

Til gengæld var det en udfordring af lære sproget og skabe nye kontakter. Jeg oplevede det lidt som at skulle finde vej uden at have et kort. I virkeligheden ved du ikke, hvor stort et netværk, du har, før du forlader det. Det gælder både muligheden for at få støtte og information fra andre – men også muligheden for, at de tænker på dig. I Tyskland var der for eksempel ikke nogen, der umiddelbart ville pege på mig, og sige: Hun er den rette til denne opgave. Til gengæld fandt jeg støtte hos mine kolleger, der hjalp mig med at navigere igennem de udfordringer, som jeg oplevede. På den måde blev de mine mentorer på kontoret og værdsatte venner uden for det.

Hvad er det vigtigste, der skal til, for at lykkes i faget?

Det vigtigste er, at du ser din profession som et community, som du kan række ud i – også uden tanke på at få et job. Det kan være fristende, men lad være med at sende dit CV rundt til mennesker, som du aldrig har mødt.

Lær markedet at kende først. Det gør du ved at researche. Herefter kontakter du de mennesker, som repræsenterer advokatkontorer eller virksomheder, som du gerne vil lære at kende. Først herefter tager du stilling til, om du vil sende dem dit CV.

Sådan fik jeg mit job i Frankfurt. Jeg kendte ingen og havde derfor heller ikke noget netværk. Så jeg fandt frem til nogle advokatkontorer, som kunne være interessante, sendte helt korte og neutrale mails til udvalgte personer for at starte en samtale op. På det tidspunkt var jeg junioradvokat, og det havde selvfølgelig også indflydelse på, hvem jeg kunne kontakte.

Der var en del, der ikke svarede. Men en enkelt vendte tilbage, og jeg lærte virkelig meget om det tyske marked for voldgift alene ved denne ene samtale. Han kendte et team, hvor man netop havde ansat jurister fra andre jurisdiktioner, og forslog, at jeg skrev til dem. Det gav mig mulighed for at skrive, at en person fra mit netværk havde anbefalet mig at kontakte vedkommende, og om han ville drikke kaffe og fortælle om sit arbejde. Sådan fik jeg min første stilling i Europa.

Da jeg syv år senere gerne ville til Danmark, fordi jeg på det tidspunkt havde mødt min danske mand, kom jeg med mere arbejdserfaring i bagagen. Min daværende arbejdsplads havde samarbejde med et par danske advokatkontorer, og jeg tænkte: Ok, lad os starte der. Jeg foreslog igen at drikke kaffe, for at høre nærmere om, hvordan advokatkontoret arbejdede – og først senere sendte jeg mit CV.

Fordelene ved at sende CV’et efter det første møde er flere. Under samtalen erfarede jeg, at der i advokatkontorerne er mange juniorer, som har brug for støtte og vejledning. Dermed kunne jeg placere mig mellem senioradvokaterne og juniorerne, og virkelig gøre en forskel.

En anden fordel ved at sende CV’et efter den første kontakt er, at de har set ansigtet bag CV’et, når de modtager det. Hvis jeg sender et CV uden at have haft et møde først, kan det opleves som upersonligt og anonymt.

Hvilke råd ville du gerne have fået, da du ønskede at få en plads i faget?

Ræk ud i dit community. Måske kan det føles svært at sende en mail til en person, som du ikke kender, for at bede om et møde. Det er en tærskel, du skal overskride. Men tro på, at nogen vender tilbage. I Danmark er folk meget åbne. Jeg ser det som et meget ikke-hierarkisk miljø.

Og tænk så på: Hvad er det værste, der kan ske? At ingen svarer. Det er ikke nogen katastrofe.

Hvad er din vigtigste erfaring som kvinde i voldgift?

For nylig fik jeg til opgave at være ledende advokat på en international voldgiftssag hos Voldgiftsinstituttet. Det gjorde mig meget stolt og fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at arbejde et sted, hvor der er mennesker omkring dig, som ønsker, at du får succes. Du skal selvfølgelig arbejde hårdt og gøre dit bedste, men du har også brug for at blive bakket op. Så det er vigtigt, at du har en chef, som tager sig tid til dele sin viden og tale din sag, når du ikke selv sidder med ved bordet. Så spørg dig selv: Er jeg et sted, hvor de mennesker, jeg har omkring mig, ønsker at jeg lykkes?

Og sagen gik godt. Det var udfordrende at være ledende advokat for den ene part. Det var også en stor fornøjelse at konstatere, at to ud af de tre voldgiftsdommere var kvinder, og at min modpart også var repræsenteret af en kvindelig advokat. Dejligt at se, hvor mange kvinder, der var in charge, og som gjorde det virkelig godt.

Instituttets seneste statistikker viser, at der i 2022 var 33 procent kvinder blandt de dommerudpegninger, som instituttet foretog. Blandt parternes udpegninger var alene seks procent kvinder.


Mrinalini Singh

Director i Plesners team for Dispute Resolution de seneste tre år. Beskikket som Advocate og Solicitor i Singapore og som Solicitor i England og Wales. Specialiseret i rets- og voldgiftssager om internationale tvister, herunder særligt internationale kommercielle voldgiftssager og investeringsvoldgiftssager.
I løbet af sin karriere i Singapore, Tyskland og Danmark har Mrinalini repræsenteret klienter i talrige voldgiftssager ved regionale og internationale voldgiftsinstitutter, herunder International Centre for the Settlement of Investment Disputes (ICSID), International Chamber of Commerce (ICC), the German Arbitration Institute (DIS), London Centre for International Arbitration (LCIA), Danish Institute of Arbitration (DIA) og Singapore International Arbitration Centre (SIAC).

Interviewet med Mrinalini Singh er gennemført på engelsk.


CIArb chooses CPH for its Annual Conference

The European Branch of the Chartered Institute of Arbitrators (CIArb) has selected Copenhagen as the backdrop for its signature event and highly anticipated Annual Conference and AGM. The conference takes place in April and will illuminate Copenhagen as a hub for international arbitration, writes Casper Gammelgaard, who has made a great effort to bring the conference to Denmark.

By Casper Gammelgaard, Partner, FCIArb, HjulmandKaptain Lawfirm

Scheduled for Friday April 19th and Saturday 20th, 2024, this prestigious gathering promises to be one of the highlights of the calendar for practitioners within the international arbitration community.

Boasting a membership exceeding 17,000 professionals across 149 countries and supported by a robust network of 42 branches worldwide, CIArb stands as a beacon of excellence in the field of international arbitration, mediation, and adjudication. With its mission rooted in education and training, the Chartered Institute plays a pivotal role in shaping the future of dispute resolution globally.

Themed “Sanctions in International Arbitration: Challenges, yes, but also opportunities?” this year’s conference is set to address the complex challenges stemming from the evolving geopolitical landscape and the escalating imposition of international sanctions. With global trade facing unprecedented disruptions, the role of international arbitration in resolving disputes has never been more crucial or also increasingly complicated.

The conference consists of six panel debates featuring leading practitioners, scholars, and representatives from prominent arbitration institutions. Among the distinguished speakers are (to name a few): Caroline Falconer, Secretary General of the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce (SCC) in Sweden; Emmanuel Jolivet, General Counsel of the International Chamber of Commerce & International Court of Arbitration (ICC) in France; Steffen Pihlblad, Secretary General of the Danish Institute of Arbitration (DIA) in Denmark; Volodymyr Nagnybida, Vice President of the International Court of Arbitration, Ukraine (ICAC); Reinmar Wolff, FCIArb, Deputy Chairman of the Board of the German Arbitration Institute (DIS) in Germany; and Adelina Prokop, Council Member of the SAKIG Arbitration Court at the Polish Chamber of Commerce.

In addition to these prominent institutions, the panels will feature approximately 15 additional national speakers – all experts in their respective fields and all with extensive experience in handling sanctions.

These panel discussions will delve into the multifaceted impact of sanctions on arbitration institutions, arbitrators, and parties involved in the arbitration process. From the initial agreement to arbitrate to the enforcement of arbitral awards, the conference aims to provide comprehensive insights into navigating the complexities of international arbitration in a rapidly changing world.

The conference is open to both CIArb members and non-members alike and held at Villa Copenhagen in the center of Copenhagen.

Attendees can also look forward to a Gala Dinner on Friday evening at the esteemed restaurant Nimb, located within the iconic Tivoli Gardens.

For further information and registration: https://url12.mailanyone.net/scanner?m=1rc20s-0001PK-5T&d=4%7Cmail%2F90%2F1708342800%2F1rc20s-0001PK-5T%7Cin12e%7C57e1b682%7C21207997%7C12379748%7C65D33E3E6EB6DAABB70935A7526BE51F&o=%2Fphtw%3A%2Fwtsbvw.intree%2Fitea%2Fes.t-incnnsitoat-iirntneblontaria-riragn-etooris-tinta848453901479&s=XtGcMaAgL9wiidvsJlJ9kWzgYhA>.

Feel free to contact Casper Gammelgaard, HjulmandKaptain: [email protected].


The Anomaly of Ad Hoc Arbitration in Norway

The vast majority of cases in Norway are handled through ad hoc arbitration, write Andreas A. Johansen and Michael F. Decker from Advokatfirmaet Schødt in Oslo. They believe that, while ad hoc arbitration has its benefits, the Norwegian legal market would benefit substantially from building up a full-fledged arbitral institution akin to the DIA, the SCC, and other institutions who have contributed to the development of arbitration in their respective homes over the last decades.

By Partner Andreas A. Johansen and Managing Associate Michael F. Decker, Advokatfirmaet Schjødt, Oslo

The Nordic countries have a robust tradition for dispute resolution outside the ordinary courts, and for arbitration in particular. Recent statistics reflect that the leading institution in Denmark – The Danish Institute of Arbitration – averages well over 100 new cases per year, while the number for the Arbitration Institute of the Stockholm Chamber of Commerce is well over 150. The Finnish Arbitration Institute is not far off of these numbers. Compared amongst themselves, these caseloads roughly correspond to these countries’ respective economy sizes, with a longstanding and significant boost to Sweden’s arbitration docket coming from its well-known history as a neutral ground for resolution of disputes particularly between East and West. These Nordic arbitration institution caseloads are also respectable when compared with some of the leading institutions worldwide – for example, the International Chamber of Commerce in Paris administers close to a thousand cases per year, only a small multiple of the Nordic total, despite France alone having a GDP close to double the overall Nordic GDP and the despite the ICC’s dominant position internationally.

Norway has an economy similar in size to its Nordic neighbors, with well-known areas of focus in oil & gas, shipbuilding, and aquaculture, among many others. And it has a history for arbitration that is strong in a manner comparable to Finland, Sweden, and Denmark. But Norway has long stood apart when it comes to institutional arbitration. While there are institutional presences in Norway – in particular the Oslo Chamber of Commerce (OCC) and ICC Norway – these institutions only administer a handful of cases each year. Reports from Norwegian Arbitration Day 2024 reflect that the OCC has administered between 1 and 8 new cases per year over the past few years. The ICC reports handling a similarly low number of cases with Norwegian law and/or Norwegian parties each year. The vast majority of such Norwegian cases are handled through ad hoc arbitration.

And Norwegian arbitrations are often quite large. Disputes among oil & gas companies regularly lead to amounts in dispute reaching billions of Norwegian kroner. Disputes following from M&A transactions or arising in the maritime, shipping, life sciences, and construction industries, among others, can also be significant, with many new cases arising each year involving disputed amounts surpassing 100 million kroner. A variety of other cases, some of them smaller, come up each year. Most of these arbitration proceedings involved at least one non-Norwegian (and often a non-European) party.

With reference to the foregoing comparison of institutional caseloads, one basic challenge in even discussing this topic is simply counting the number of Norwegian arbitration cases. While Norwegian legislation requires that arbitration awards be archived with the national courts (see Voldgiftsloven, section 36, fifth paragraph), this requirement is only inconsistently adhered to. Informal estimates of caseload based on our discussions with practitioners and arbitrators, however, put the current numbers at 200+ cases per year.

Why ad hoc arbitration is preferred in Norway

The history and reasons behind Norway’s trend towards resolution of disputes through ad hoc rather than institutional arbitration is a frequent topic of discussion among practitioners in writing and at conferences. The consensus is that there are a number of interrelated reasons why ad hoc has remained the preferred mode of arbitration in Norway even as arbitrations in neighboring Nordic countries have as a rule been administered through firmly established local institutions. We address a few of these here.

The main background reason for the prevalence of ad hoc arbitration over institutional arbitration in Norway is that Norway has – even compared to its Nordic neighbors – a somewhat smaller and more tight-knit legal community, which historically has had great success in appointing arbitrators from a relatively small group of practitioners, academics, and judges from the ordinary courts. This trusting community is both underpinned and reinforced by societal-level trust: Norwegians are trusting of other individuals and of society as a whole – again, by some measures even more than their Nordic neighbors. Norwegian lawyers are also, at least by some, considered to be quite pragmatic when resolving disputes.

A seeming separate consequence of this trust and pragmatism is that, even at present, Norwegian arbitration awards are seldom challenged – and, when challenged, rarely end up being annulled. Based on reporting shared at Norwegian Arbitration Day 2024, we are aware of only three Norwegian cases seeking annulment in 2023. The true finality of Norwegian arbitration awards seems to be an additional sort of success for the ad hoc arbitration system.

As an aside, another notable additional side effect of the levels of trust and ultimately collegiality in the Norwegian legal community is that, in contrast to the norm in most other countries around the world, appointment of panels typically occurs not according to the usual party-appointment procedure, but with the parties jointly agreeing upon all three (or occasionally two of three) panel members. This situation underscores the unusually high level of functioning in the Norwegian arbitration world.

A second overall reason for the continued prevalence of ad hoc arbitration is that institutions are viewed by many with skepticism. Ad hoc arbitration users may be concerned about institutions introducing unnecessary complication into the arbitration process, and potentially also more expense. Ad hoc arbitrations are seen as safe and predictable, with well-known arbitrators adjudicating the disputes, and with chairpersons also taking on much of the role that would otherwise be handled by a secretariat.

Ultimately, inertia also plays a significant role. It is hard to drag people unwillingly away from a system that seems to work – but especially hard to succeed in converting members of a traditionally cautious profession, no matter where in the world they are based. One rarely faces criticism for sticking to the status quo rather than opting for a newer (even if perhaps better) way of doing things. Furthermore, measures which go in the right direction, but only partially solve the relevant problems – such as the rightly celebrated Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association, discussed below – can ironically make it even harder to move further by relieving some of the overall pressure to implement changes. Right or wrong, then, significant force is needed to move in a new direction.

The problems with ad hoc arbitration in Norway

One consequence of the above considerations is that efforts to introduce institutional arbitration to the Norwegian legal community have not, at least not at present, been the success that many have hoped.

Yet there remain a number of problems with ad hoc arbitration in Norway, and corresponding advantages to institutional arbitration:

  • Diversity of arbitrators: There seems to be something structural about ad hoc arbitration, as compared to institutional arbitration, which inhibits diversity among arbitral tribunals. The issue connects to the value of party autonomy, which ad hoc arbitration takes to an extreme. As mentioned, it is normal in Norwegian ad hoc arbitrations for parties (aided by their lawyers) to jointly appoint a panel of arbitrators. These arbitration users can tend to have a conservative streak, opting for the most traditional – including the most senior – presences in the arbitration community. As a potential panel is under discussion, lawyers may be reluctant to advocate for a younger, and thus also typically less experienced, arbitrator from their side. Such a move may allow for the opposing counsel to advocate for a very experienced arbitrator who will be presumed to “win” in a disagreement with the less experienced arbitrator. Or it may simply be considered a less predictable approach than opting for a seasoned veteran – which, considered in a vacuum, can hardly be criticized. Yet, this situation often leads to panels consisting exclusively of “safe choices”: conventional, very experienced arbitrators, which in Norway will most often mean men in their sixties or seventies. The unfortunate consequence is that diversity of virtually every kind is, if not expressly or deliberately rejected, then sidelined as collateral damage. This problem seems to repeat itself around the world when parties are the ones doing the appointing, even in institutional arbitrations – so it is likely fairest to conclude that this is a problem of party appointment more than an ad hoc problem or a Norwegian one.
    Arbitral institutions, by contrast, can – and, the data shows, actively and successfully do – facilitate such change, in part because institutions often appoint a tribunal’s chairperson (or the sole arbitrator, as relevant). Data from various institutions seems to reflect, e.g., that, whatever the rate at which parties appoint women as arbitrators, the institutions appoint more. Based on our experiences and those of our colleagues at other law firms, the same goes for other axes of diversity that are worth encouraging.
  • Lack of transparency or predictability, the Black Box syndrome. Ad hoc arbitration in Norway is guided ultimately by Norway’s 2004 arbitration statute. This statute is in several regards only a bare-bones framework – notwithstanding e.g. the commentaries which flesh out some aspects of Norwegian arbitration procedure according to the law. Compared to the detailed and carefully considered rules of the institutions mentioned already, much is missing. One straightforward example is regarding fees. There is nothing in Norwegian law that states what fees an arbitrator shall be entitled to. The consequence is that, potentially problematically, each arbitral tribunal decides its own fees. Another example is regarding requests for access to evidence – as to which the governing statute does not comment. Here, historically, parties and arbitrators have looked to, variously, the Norwegian Civil Procedure Act, the IBA Rules on the Taking of Evidence in International Arbitration, and other sources. In the absence of party agreement to adopt a ruleset in PO1, arbitrators tend to grasp at straws when looking for authority to guide their decision-making in this area because the law is silent on the matter. Users of arbitration under Norwegian law are generally agreed that this state of affairs is not ideal. The leading institutions, by contrast, have thorough and carefully-crafted rulesets to address these issues, among others, and resources including secretariats, boards, and advisory committees to ensure continued progress in relevant arenas related to promoting predictable arbitration procedures in line with the key values that are supposed to underpin any arbitration ruleset.
  • More attractive for foreign parties: While Norwegians, and perhaps Scandinavians in general, would have few problems with “trusting” a country’s ad hoc regime, this is less often the case for companies based elsewhere in the world. It is easier to “sell” parties on arbitration in a given country – for example Norway – if the arbitration is institutional rather than ad hoc. While it can be debated whether such considerations from foreign companies or lawyers are well-founded, their considerations are real and should be taken into account.

The pressure to remedy these and other issues is growing. Year by year, the legal Industry becomes more committed to remedying historic gender differences. In the last 10 years, institutions have made major strides in improving upon the proportion of women appointed as arbitrators. In 2022, the SCC announced having for the first time appointed more women than men as arbitrators in cases where appointing responsibility fell upon the institution itself. Other institutions are having – or are apparently on the way to – similar success stories. In recent years, discussion of case costs in the Norwegian legal community has risen more and more. While the sphere of arbitration is outside the typical focus of this discussion, we expect that pressure to guarantee predictable arbitrator fees will continue to grow.

The way forward

What is to be done, then? Some have worked to establish a new Kalmar Union of sorts, but for arbitration. In 2017, a number of prominent actors in the Nordic arbitration community created the Nordic Offshore and Maritime Arbitration Association. NOMA has issued rulesets and more which have successfully lent more predictability to arbitration in the region, and in particular in Norway. Even when an arbitration agreement has made no mention of NOMA, counsel often encourage their clients to rely on NOMA’s texts, with the result that NOMA’s policies are voluntarily invoked jointly by the parties at the outset of an arbitration proceeding.

And we, the authors, are supporters and users of NOMA, in particular for its detailed set of rules, best practice guidelines, CMC matrix, and so forth, which introduce a great measure of predictability into arbitrations that might otherwise lack it. Yet, at the same time, NOMA lacks some of the important functions of a fully fledged arbitral institution. And although the NOMA rules require a claimant to submit a copy of any notice of arbitration to NOMA for record-keeping purposes (see 2021 Rules, Art. 3.1), NOMA does not seem to report statistics on its cases.

Norway continues to need, then, a true and full-fledged institution. It needs a secretariat with individuals whose daily work it is to market their institution as a place for disputes to be resolved. That secretariat needs to be able to appoint arbitrators and handle administrative tasks related to such appointments and to the further resolution of its cases. And they have to be present and market the institute, as the DIA, the SCC, and other institutions have done well over the last decades.

One reason that neither the OCC nor NOMA has had full institutional status is that an institution requires a serious investment of capital – both time and money – in addition to a sufficient case load. Yet, while meaningful investment is required to build out an institution, and while any institution will of course face challenges in bringing users to its doorstep, we believe that the time is right for such investment, and that it will pay off in the end – both for the institution that makes the investment and for Norwegian arbitration users. We will benefit from greater predictability, from greater arbitrator diversity, from an easier time marketing Norwegian arbitration to foreign users, and in countless other ways large and small.



Voldgift og EU’s forordning om AI

I april 2021 fremsatte EU-Kommissionen forslag til en forordning, som skal regulere kunstig intelligens. Forslaget har været genstand for høring og forhandling mellem medlemsstaterne. Særligt blev der forhandlet intenst og fundet en aftale i dagene op til den 9. december 2023 – den tekst blev offentligt kendt den 22. januar 2024. Teksten er endnu ikke formelt blevet gjort til lov på tidspunktet, hvor dette indlæg forfattes, og der er forlydende om, at blandt andre Tyskland og Frankrig stadig søger at få nogle ændringer igennem, skriver advokat Jørgen Bek Weiss Hansen, Lassen Ricard.

EU-Parlamentet foreslog den 14. juni 2023 ændringer til AI Forordningen, hvorved ”alternative dispute resolution” (ADR) blev inddraget, og aftalen fra december 2023 fastholdt, at ADR skulle være omfattet af Forordningen. I den kontekst er ADR ikke nærmere defineret, men almindelig sprogbrug og anden EU-lovgivning (særligt Direktiv 2013/11 og Forordning 524/2013) tilsiger, at begrebet omfatter voldgift.

I den nuværende tekst for AI Forordningen er ADR indføjet i Annex III i AI Forordningen; det Annex, som ifølge AI Forordningens art. 6(2) er definerende for, om AI er ”high risk” og derfor skal efterleve en lang række krav – herunder krav til sikkerhed, transparens, dokumentation, CE-godkendelse, mv.

Teksten i Annex III, pkt. 8(a), lyder (citat, min fremhævning):

High-risk AI systems pursuant to Article 6(2) are the AI systems listed in any of the following areas:


AI systems intended to be used by a judicial authority or on their behalf to assist a judicial authority in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts or used in a similar way in alternative dispute resolution.

Baggrunden for, at brugen af AI i ADR som udgangspunkt gør AI’en ”high risk” er anført i præamblen (citat, min fremhævning):

(40)  Certain AI systems intended for the administration of justice and democratic processes should be classified as high-risk, considering their potentially significant impact on democracy, rule of law, individual freedoms as well as the right to an effective remedy and to a fair trial. In particular, to address the risks of potential biases, errors and opacity, it is appropriate to qualify as high-risk AI systems intended to be used by a judicial authority or on its behalf to assist judicial authorities in researching and interpreting facts and the law and in applying the law to a concrete set of facts. AI systems intended to be used by alternative dispute resolution bodies for those purposes should also be considered high-risk when the outcomes of the alternative dispute resolution proceedings produce legal effects for the parties. The use of artificial intelligence tools can support the decision-making power of judges or judicial independence, but should not replace it, as the final decision-making must remain a human-driven activity and decision. Such qualification should not extend, however, to AI systems intended for purely ancillary administrative activities that do not affect the actual administration of justice in individual cases, such as anonymization or pseudonymization of judicial decisions, documents or data, communication between personnel, administrative tasks.

At dømme ud fra de høringssvar, som denne forfatter har kendskab til (herunder i mit arbejde på vegne af Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for IT Law hhv. Future of the Legal Profession and Legal Services), var dette desværre ikke noget, som var genstand for større fokus eller mødte nogen større modstand.

Den nuværende tekst til AI Forordningen rejser flere interessante spørgsmål, som blot skal berøres her, og som måske kan dyrkes nærmere, når den endelige forordning er færdig hhv. når implementeringen begynder:

  1. I en dansk kontekst har vi den særegne situation, at vi har et retsforbehold. Umiddelbart kan det betyde, at AI Forordningens indflydelse i vores almindelige retssystem kan begrænses eller ændres af Folketinget, mens det samme formodentligt ikke vil gælde for dansk voldgift.


  1. Danmark og de øvrige EU-lande har tiltrådt New York konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, og vi er derfor forpligtet til at anerkende voldgiftskendelser afsagt i andre lande, jf. også voldgiftsloven §§ 38 og 39. Dette vil umiddelbart også være tilfældet, hvis der er brugt ”high risk AI” i den udenlandske voldgiftsproces, uden at kravene i AI Forordningen er efterlevet. Altså kan man måske formode en større tendens til at lægge voldgiftssager uden for Danmark, hvis det er billigere, hurtigere, mv. pga. AI reguleringen, og resultatet alligevel kan bruges direkte i Danmark. Tilsvarende kan man måske forvente sager ved domstolene, hvor den tabende part i voldgiftssagen vil forsøge at få tilsidesat AI-drevne udenlandske voldgiftskendelser efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 2, litra b) (”at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden”).


  1. I voldgift har udgangspunktet altid været, at parterne selv kan bestemme, hvordan de vil afvikle voldgiftssagen. Partsautonomien indebærer efter gældende ret, at parterne i princippet kan aftale at udpege en helt ukendt og utrænet person som voldgiftsdommer for at dømme i parternes sag og gøre det uden, at personen bruger videre tid på at forstå sagen. Hvad er det saglige argument så for, at de samme parter ikke kan aftale at bruge ”high risk AI” (uden alle kravene) til at bistå eller afgøre sagen? Den nuværende tekst i AI Forordningens præambel giver desværre ikke noget klart svar på dette spørgsmål.

Forventningen er dog, at nogle undtagelser til oplistningen i Annex III (overfor forfatteren omtalt som ”filtre”), som blev introduceret sent i processen i AI Forordningens artikel 6(2a), vil afbøde noget af effekten. Således vil AI, der er ment til at udføre en begrænset processuel opgave i en voldgiftssag, i udgangspunktet være undtaget fra ”high risk”-kravene. Det samme gælder AI, der er ment til at forbedre på resultatet af en forudgående gennemført menneskelig aktivitet i voldgiftssagen. Tilsvarende giver teksten til AI Forordningen i artikel 6 (2c)-(2d) samt i artikel 7 EU kommissionen mulighed for at klarlægge hhv. ændre i, hvad der er ”high risk”, og hvad der ikke er.

Læs mere:



Jørgen Bek Weiss Hansen

Advokat og partner hos Lassen Ricard. Jørgen er også medlem af Advokatsamfundets Internationale Udvalg, hvor han blandt andet repræsenterer Advokatsamfundet i CCBE’s komiteer for Future of the Legal Profession and Legal Services og IT Law. Tidligere har Jørgen også været medlem af hver af Danske Advokaters og Advokatsamfundets arbejdsgrupper for LegalTech.






DIA’s charges and fees

For cases commenced on or after 1 March 2024 under the Rules of Arbitration, the DIA increases its administrative charge by 5% owing to rising costs. The registration fee and arbitrator fees are unchanged.

By means of the cost calculator at https://voldgiftsinstituttet.dk/en/costs/ you can obtain a prompt overview of the administrative charge and the amount of the fees of the arbitrator(s). As per 1 March 2024 the calculator will be updated with the increased administration charges.

Further information about the DIA’s charges and fees according to the Rules of Arbitration can be found in the updated Schedule of Fees and Charges of the DIA, which is available here.

Moreover, on and after 1 March 2024, the prices for renting premises at the DIA increase, including for pending cases. For cases filed at the DIA, the cost will be DKK 4,000 for a full day and DKK 3,000 for half a day. For ad hoc cases, the cost will be DKK 8,000 for a full day and DKK 6,000 for half a day. A 50% increase continues to apply if a meeting is held on a Saturday, Sunday or a Public Holiday/Closing Day.


Retten til at indgå en international voldgiftsaftale

Både den danske voldgiftslov og New York-konventionen overlader det til nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler, som ikke nødvendigvis er lex arbitri, i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, skriver Cecilie Hørsted Christoffersen, Plesner, i en artikel på baggrund af sit speciale om manglende retlig handleevne som grundlag for tilsidesættelse af voldgiftskendelser.

Såvel den danske voldgiftslov som New York-konventionen overlader det til den pågældende parts nationale lovgivning at definere grænserne for, hvornår parten har retlig handleevne til at indgå en international voldgiftsaftale. Det betyder, at nationale regler i sidste ende afgør, hvorvidt der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. Parternes aftale om voldgift bliver således reguleret af modpartens lands nationale lovgivning – selv i tilfælde hvor parterne udtrykkeligt har valgt et andet lands lov som gældende for voldgiftsaftalen.

Spørgsmålet er, hvordan domstole og voldgiftsretterne skal løse den konflikt, der opstår mellem den nationale regulering af retlig handleevne og på den anden side hensynet til medkontrahentens berettigede forventninger om voldgiftsaftalens gyldighed.

Konflikten ses i praksis særligt at opstå i forbindelse med voldgiftsaftaler, indgået af stater og statsejede enheder. I disse voldgiftstvister ses undertiden, at de statslige parter forsøger at erstatte voldgiftsrettens kompetence med egne nationale domstoles kompetence ved at påberåbe sig nationale bestemmelser om retlig handleevne, der forhindrer dem i at indgå en gyldig international voldgiftsaftale.

Iran v French Company

Det var netop omdrejningspunktet i sagen Iran v French Company (ICC Case No. 4381) fra 1986 i Stockholm, hvor et fransk selskab indledte en voldgiftssag mod en iransk statsejet enhed i forbindelse med et byggeprojekt i Iran. Det iranske selskab bestred voldgiftsrettens kompetence med den begrundelse, at selskabet i henhold til den iranske forfatning ikke havde retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten medgav, at spørgsmålet om retlig handleevne skulle bedømmes efter iransk ret uafhængigt af, hvad parterne ellers have aftalt af lovvalg for voldgiftsaftalen. Voldgiftsretten foretog herefter en undersøgelse af, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne berettige, at den nationale lovgivning ikke kunne få betydning for voldgiftsaftalens gyldighed.

Voldgiftsretten lagde i den forbindelse vægt på, at den franske part hverken kendte til eller var blevet gjort opmærksom på den efter iransk ret gældende begrænsning i den statslige parts retlige handleevne på tidspunktet for aftaleindgåelsen og derfor indgik voldgiftsaftalen i god tro om dens gyldighed. Voldgiftsretten afskar således den statslige part fra at påberåbe sig manglende retlig handleevne, idet medkontrahenten var i god tro om modpartens manglende retlig handleevne.


Denne linje blev fulgt i sagen Framatome (ICC Case No. 3986), hvor voldgiftsretten ligeledes afviste en indsigelse om manglende retlig handleevne med henvisning til, at medkontrahenten var i god tro. I denne sag gik voldgiftsretten imidlertid et skridt videre, idet de fandt hjemmel i princippet om god tro på trods af, at den udenlandske part faktisk var bekendt med den nationale begrænsning i den retlige handleevne:

“To perform the contract for several months, without ever raising the problem of the validity of the arbitration clause, can only be interpreted as a “ratification” of the said clause, in the circumstances of the present case.”

Formuleringen viser, at det afgørende for voldgiftsretten ikke var, at den udenlandske medkontrahent havde viden om den nationale bestemmelse, men det forhold at den statslige part ved sin ageren havde skabt en berettiget forventning hos den udenlandske medkontrahent om, at den nationale bestemmelse ikke havde indflydelse på voldgiftsaftalens gyldighed. De to sager viser, at god tro trumfer indsigelser om manglende retlig handleevne, hvis den udenlandske part ikke har kendskab til den bagvedliggende nationale regulering eller i øvrigt har en berettiget forventning om, at voldgiftsklausulen er gyldig på trods af den nationale bestemmelse.

Dette synspunkt lægger sig tæt op ad doktrinen om Estoppel, hvorved forstås, at en part ikke kan tillades at handle selvmodstridende ved at bekræfte noget på et tidspunkt og senere benægte det til egen fordel. Estoppel-doktrinen adskiller sig fra den netop omtalte god tro-bedømmelse ved, at doktrinen ikke udelukkende fokuserer på beskyttelseshensynet til medkontrahenten, men derimod har fokus på partens egne inkonsekvente handlinger og en samlet bedømmelse af, hvorvidt disse har urimelige konsekvenser for den anden part.

Bankswitch v Republic of Ghana / Balkan Energy v Republic of Ghana

Baseret på doktrinen om Estoppel fandt retten i sagen Bankswitch v Republic of Ghana (PCA Case No. 2011-10), at en statslig part ikke kunne gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, når den havde indgået en voldgiftsaftale og faktisk havde efterlevet kontrakten. Retten lagde i bedømmelsen vægt på, at den statslige part havde handlet i overensstemmelse med kontrakten igennem fem år, før den gjorde indsigelse om manglende retlig handleevne.

Samme resultat nåede retten i Balkan Energy v Republic of Ghana (PCA Case No. 2010-07), hvor retten fremhævede, at kontrakten havde været indgået i mere end tre år samt, at den ghanesiske rigsadvokat forinden havde udtalt, at den omstridte regulering af retlig handleevne i den ghanesiske forfatning ikke fandt anvendelse i det konkrete tilfælde.

De to sager er eksempler på, at imødekommelse af indsigelserne om manglende retlig handleevne ville skabe et urimeligt resultat. Det kan udledes af denne praksis, at doktrinen om Estoppel udelukker indsigelser om manglende retlig handleevne, i det omfang disse først fremkommer efter, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale, og parten har ageret i overensstemmelse med denne aftale.

Italian Company v African Entity

I tillæg til princippet om god tro og doktrinen om estoppel har voldgiftsretter og domstole i praksis henvist til international ordre public som hjemmel til at afvise en indsigelse om manglende retlig handleevne. En kendt formulering stammer fra sagen Italian Company v African Entity (ICC Case No. 1939), hvor voldgiftsretten afskar en sådan indsigelse med følgende begrundelse:

“…international ordre public would vigorously reject the proposition that a State organ, when dealing with foreigners, having openly, with knowledge and intent, concluded an arbitration clause that inspires the co-contractant’s confidence, could thereafter, whether in the arbitration or in execution proceedings, invoke the nullity of its own promise.”



Fundamentet for, at en sag kan indbringes for voldgift, er, at der er indgået en gyldig voldgiftsaftale. En betingelse herfor er som udgangspunkt, at begge parter har haft den fornødne retlige handleevne til at indgå en aftale.

I Danmark er spørgsmålet om retlig handleevne reguleret i voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra a, samt § 39, stk. 1, nr. 1, litra a. Bestemmelserne fastslår, at en voldgiftskendelse kan tilsidesættes samt nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, såfremt en af parterne i voldgiftsaftalen ved aftalens indgåelse manglede retlig handleevne efter loven i det land, hvori denne havde bopæl.

Reglerne stammer fra New York-konventionens art. V(1)(a) der fastslår, at parterne skal have retlig handleevne til at indgå voldgiftsaftalen efter den lov, der gælder for dem.

Cecilie Hørsted Christoffersen

Fuldmægtig hos Plesner, tidligere deltager i Vis Moot.


Nye udfordringer for Litigation Funding

Litigation Funding har længe været et kontroversielt emne, der har påkaldt sig opmærksomhed både internationalt og i Danmark. En ny afgørelse fra England komplicerer problemstillingen yderligere. Voldgiftsinstituttet har været forudseende, da Litigation Funding er reguleret i de gældende regler for behandling af voldgiftssager, skriver Casper Gammelgaard, Hjulmand Kaptain.

Voldgiftsinstituttet udgav i sit nyhedsbrev i august 2023 en artikel skrevet af Rechtsanwalt Stefan Kirsten, der vedrørte en parts mulighed for at tegne en såkaldt ”ATE-Insurance (After the Event-Insurance)”, hvorefter en part på forskellig vis kan forsikre sig mod et økonomisk tab i det tilfælde, at parten måtte tabe en rets- eller voldgiftssag. Imidlertid er det for øjeblikket ikke muligt hos danske forsikringsselskaber at tegne sådanne ATE-forsikringer.

Når en sådan ATE-forsikring tegnes, vil det typisk ske i forbindelse med indgåelse af en finansieringsaftale, også kaldet ”Litigation Funding Agreement”, hvilket er en anden måde, hvorpå en part kan minimere negative konsekvenser af at tabe en rets- eller voldgiftssag.

Begrebet Litigation Funding (eller Third Party Litigation Funding ”TPLF”) er udtryk for, at en tredjepart finansierer en rets- eller voldgiftssag for sagsøger/klager eller sagsøgte/indklagede med det formål, enten at få en høj forrentning af de udbetalte midler, og/eller at få en procentuel andel af det krav, som parten måtte få tilkendt under sagen.

Der er således ikke tale om et lån, da finansieringen som altovervejende hovedregel stilles til rådighed på ”Non-Recourse Basis”, hvormed skal forstås, at investor ikke kan kræve finansieringen tilbagebetalt, hvis rets- eller voldgiftssagen ikke får det forventede udfald.

Basalt set betyder det, at hvis du vinder sagen, skal investor have en andel af det vundne. Hvis du taber sagen, er investeringen tabt, men investor skal som udgangspunkt ikke betale for de omkostninger, som vinderen typisk tilkendes.

Modellen er velkendt særligt fra England, hvor industrien for Litigation Funding har været hastigt voksende gennem en længere årrække, hvilket helt naturligt har medført, at der er etableret en række virksomheder, der er højt specialiserede i netop at levere denne form for finansiering. En række danske aktører har også vendt sig mod England, når der har været behov for at søge finansiering til en dansk rets- eller voldgiftssag.

En afgørelse fra Den engelske Højesteret (UK Supreme Court) vil muligvis ændre væsentligt på tilgangen til problemstillingen – i hvert fald i England.

Afgørelsen fra UK Supreme Court

Appellen i sagen ”R (on the application of PACCAR Inc and others) (Appellants) v Competition Appeal Tribunal and others (Respondents) [2023] UKSC 28” vedrørte en påstået overtrædelse af konkurrenceloven i henhold til engelsk ret. To af de sagsøgte parter havde indgået aftale med tredjeparter om finansiering af disse sagsøgtes omkostninger ved retssagen (Litigation Funding Agreements).

Appellanterne hævdede, at disse aftaler udgjorde såkaldte ”Damage Based Agreements”. I engelsk ret er der imidlertid opstillet særlige gyldighedskrav for Damage Based aftalerne. Mellem parterne var der enighed om, at disse krav ikke var overholdt. Spørgsmålet for de engelske domstole var således om Litigation Funding aftalerne kunne sidestilles med en Damage Based aftale med det resultat, at de førstnævnte aftaler skulle anses for ugyldige.

Sådanne aftaler er defineret i engelsk ret som:

“… an agreement between a person providing advocacy services, litigation services or claims management services by which the recipient of those services is to make a payment to the person providing the services (if the recipient obtains a financial benefit from the litigation), where the amount of the payment is determined by reference to the amount of the financial benefit obtained”.

Højesteret kom til manges overraskelse frem til, at Litigation Funding aftalerne skulle sidestilles med en Damaged Based aftale, hvorfor de under de givne omstændigheder ikke var gyldige, og dermed ikke kunne håndhæves.

Der er tale om en betydningsfuld afgørelse for finansieringsindustrien i England, da den kan få vidtrækkende konsekvenser for de sager, hvor finansieringsselskaberne allerede er involveret. Finansieringsselskaberne har ikke andre muligheder end at forsøge at genforhandle deres finansieringsaftaler, idet parten, der har opnået finansieringen, dog kan nægte dette, hvilket potentielt kan efterlade investoren ude af stand til at genvinde deres afkast. En naturlig frygt for, at allerede indskudte midler meget vel kan være gået tabt, er derfor opstået hos mange af selskaberne.

Regulering af Litigation Funding i Danmark

I Danmark findes der ikke tilsvarende regler om indgåelse af erstatningsbaserede aftaler eller Damaged Based aftaler, hvorfor den engelske afgørelse, ikke vil få betydning for rent danske aftaler om Litigation Funding i danske rets- og voldgiftssager.

Det er dog alment kendt, at en række sager, der verserer ved de danske domstole og voldgiftsretter, er finansieret via udenlandske midler og afgørelsen fra England kan dermed få betydning for disse sager.

Med de nye begrænsninger for indgåelse af Litigation Funding aftaler i England er det ikke usandsynligt, at finansieringsselskaber i lande, hvor der ikke er tilsvarende begrænsninger, vil opleve en stigning i efterspørgslen på Litigation Funding aftaler. Samtidig vil engelske finansieringsselskaber sandsynligvis forsøge at aftale sig ud af engelsk ret som værneting, når de finansierer rets- og voldgiftssager i jurisdiktioner udenfor England, hvor Litigation Funding aftaler fortsat kan indgås på samme vilkår som tidligere, herunder for eksempel Danmark, hvor der ikke er indført en regulering af aftaler om Litigation Funding.

Den manglende regulering er ikke ensbetydende med, at emnet ikke har påkaldt sig opmærksomhed i Danmark. Fokus har været på de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan opstå, når rets- eller voldgiftssager på den måde bliver kommercialiseret og genstand for spekulation for ellers udenforstående parter.

I 2020 udgav Tænketanken Justitia en analyse om ”erhvervslivets adgang til domstolene”, hvori det blandt andet blev anbefalet, at der i retsplejeloven indsættes regler, der giver retten mulighed for, dels at pålægge investoren at betale sagsomkostninger, dels at pålægge den finansierede part at oplyse retten om den eventuelle finansiering. Nogle af overvejelserne bag dette var, at der kunne være en risiko for, at investoren, i modsætning til den finansierede part, ikke ville interesseret i at indgå forlig, hvis afkastet ved at fortsætte sagen ville være højere. Der kan derved opstå spørgsmål om, hvem der reelt er part i sagen, hvis investoren opnår for stor kontrol. Dette kan også være en udfordring rent advokatetisk. Endelig blev det også overvejet om, der kunne være risiko for, at en vindende sagsøgt/indklaget blev stillet ringere overfor en sagsøger/klager, der får finansieret sit søgsmål, som følge af, at denne formodentligt ikke selv havde midlerne til at føre sagen og derfor sandsynligvis heller ikke ville have midlerne til at betale sagsomkostninger i det tilfælde, at sagen tabes.

En aftale om Litigation Funding indebærer som udgangspunkt ikke, at investoren hæfter for sagsomkostninger. Der vil derfor heller ikke være nogen til at dække sagsomkostningerne, hvis ingen af parterne i øvrigt har tegnet en ATE-forsikring. Eftersom der i dansk ret som udgangspunkt ikke er hjemmel til at kræve, at en part med domicil i EU skal stille sikkerhed for sagsomkostningerne, bliver retssikkerheden for den part, der ikke kan opnå finansiering, dermed udfordret. Der har dog været danske retsafgørelser (eksempelvis UfR 2017.2439 H og UfR 2022.5027 VLR), hvor domstolene har fundet, at en overdragelse af et krav (eksempelvis fra et konkursbo) til et ”tomt” selskab, man ikke kunne forvente kunne betale eventuelle pålagte sagsomkostninger, havde karakter af en omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger, hvorefter retten pålagde sagsøgeren at stille sikkerhed for sagsomkostningerne.

Grundlæggende samme overvejelser har ligeledes været oppe at vende i internationale fora, hvor der også er set en stigende tendens i udviklingen af aftaler om Litigation Funding, hvilket i øvrigt tidligere har vækket bekymring i EU, hvorfor EU-parlamentet i september 2022 valgte at sende en anbefaling til EU-Kommissionen, gående på, at det burde sikres, at privat finansiering af rets- og voldgiftssager sker på en forsvarlig måde. Imidlertid har dette heller ikke ført til nogen regulering af Third Party Litigation Funding i EU (endnu).

Voldgiftsinstituttets regler om finansieringsaftaler

Voldgiftsinstituttet har derimod været på forkant med udviklingen og allerede reageret på de nye tendenser.

I Voldgiftsinstituttets regler fra 13. april 2021 blev § 20, stk. 4, således indført. Heri har Voldgiftsinstituttet pålagt parterne at oplyse om eventuelle finansieringsaftaler, hvis den medfører, at tredjemand får en økonomisk interesse i udfaldet af sagen.

Allerede som følge af denne bestemmelse, er risikoen for at stå ringere overfor en part, der har opnået finansiering, blevet minimeret, idet oplysningen om eventuelle finansieringsaftaler gør det muligt for den anden part at inddæmme risikoen for et evt. økonomisk tab ved f.eks. at anmode voldgiftsretten om, at den finansierede part skal pålægges af stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf.  § 12, stk. 3, i Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager.

Netop denne adgang til mulig sikkerhed for sagsomkostninger er et af punkterne, hvor institutionel voldgift adskiller sig fra de civile domstole i Danmark og (endnu) et eksempel på, at voldgiftsinstitutioner kan agere mere agilt og hurtigere end domstolene, som er afhængige af opdateringer af retsplejeloven, hvorfor beslutnings- og implementeringsprocessen derfor er noget længere.


Casper Gammelgaard

Advokat (H), ejerpartner, FCIArb, HjulmandKaptain.



Vis Moot fik karrieren til at falde på plads

Sofie Emilie Andersen arbejder fuldtid hos Gorrissen Federspiel, men derudover bliver en del af døgnets resterende timer de kommende tre måneder brugt på Vis Moot. Hun er coach for otte studerende fra Aarhus Universitet, der igennem de kommende tre måneder skal øve deres procedure i en fiktiv voldgiftssag. Selvom det betyder, at der ikke er meget fritid til overs, gør hun det gerne. For hun ser det som et privilegium at give sin viden videre og hjælpe andre ind i det karrierespor, som hun selv er i.

Det var et tilfælde, at Sofie Emilie Andersen for tre år siden kom med i Vis Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet. Hun var på den sidste del af sin uddannelse, og var i tvivl om, hvordan karrieren skulle forme sig, da hun blev opfordret til at søge om at bruge sine sidste to semestre på Vis Moot-holdet.

”Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, men det tiltalte mig at prøve kræfter med det. Og det kom faktisk til at sætte retningen for hele min karriere, for det er præcis, hvad jeg arbejder med nu her tre år senere. I dag er jeg meget entusiastisk med at anbefale andre jurastuderende at søge om deltagelse, for det er noget af det mest udbytterige, jeg gjorde i min studietid.”

”Det, som fascinerede mig, var at tage parti og argumentere for min klient, selvom jeg godt ved, at der er faldgruber. For mig var det en anden vinkel på juraen, som jo på universitetet handler om at se den objektive problemstilling fra alle sider for at nå frem til det materielt rigtige resultat,” siger Sofie Emilie Andersen, der følte, at hele uddannelsen faldt i hak under konkurrencen, fordi hun pludselig kunne se sig selv arbejde med konfliktløsning og proces i fremtiden.

Det er grunden til, at hun i dag bidrager med sin viden som fast tilknyttet coach på Aarhus Universitets Vis Moot deltagelse.

”Det er megasjovt at være med, og det giver god mening for mig. Selvfølgelig fordi Gorrissen Federspiel er hovedsponsor på Aarhus Universitets deltagelse, men også af den grund, at jeg får lov til at tage del i de studerendes udvikling, og har mulighed for at støtte dem i noget, der måske også bliver retningssættende for deres arbejdsliv.”

Kæmpe tour de force

De kommende tre måneder lægger Sofie Emilie Andersen 400-500 timer i arbejdet som coach. Først og fremmest skal hun sætte sig ind i det omfattende materiale, som hører til den fiktive sag, som skal procederes. Hertil kommer de ugentlige øverunder, den løbende sparring og rejser, hvor de studerende får mulighed for at prøve deres argumenter af overfor voldgiftsdommere og modparter fra andre retstraditioner.

”Udover Pre-Moot-konkurrencen på Aarhus Universitet den 27. januar 2024, er jeg med i New York i ti dage og Lissabon i tre dage. Desuden skal vi til Stockholm, Hamborg og endelig finalen i Wien, som varer omkring otte dage. Så vi står foran en kæmpe tour de force. Her er det så godt at have en fleksibel arbejdsplads, for jeg skal passe mine sager ved siden af. Alt i alt bliver det til en del interessetimer, og sådan noget som kaffeaftaler med venner og veninder må vente,” siger hun.

Til gengæld nyder hun også at hjælpe de studerende med at finpudse argumenter, strategier og præsentationsteknikker.

”Nu hvor de har afleveret processkrifterne, starter det mundtlige forløb. Min opgave er sammen med mine med-coaches at hjælpe alle deltagerne til at finde ind til deres egen stil. Hvordan man procederer, er nemlig meget individuelt, og det at procedere er i min optik ikke en one size fits all. Selvfølgelig har vi en særlig stil som hold, men hvordan de studerende rammer den er forskelligt. Det er for eksempel ikke alle, der trives i at være i centrum, og er man lidt tilbageholdende af natur, vil man måske finde ind i en mere tilbagelænet og autoritær stil, som er meget nordisk. Andre stormer fremad på en måde, som man ville kunne opleve i en amerikansk retssal, og de vil måske ende med en mere ivrig og dynamisk stil. Det handler om at finde en form, som er overbevisende, men som man samtidig er tryg i, for man kan ikke være en anden, end den man er. ”

Næste år giver Sofie Emilie Andersen formentlig opgaven videre til en kollega, men ikke på grund af manglende engagement. Der er andre ting, som trækker.

”Lige nu er planen, at jeg rejser til Asien for at læse en LL.M. i 2025. Den skal – selvfølgelig – være med fokus på international tvistløsning og voldgift.”


Sofie Emilie Andersen

Advokat, Gorrissen Federspiel, Aarhus.


Her ser jeg faget fra alle sider

Mød Sahra Arif, som er ny jurist i Voldgiftsinstituttet. De seneste fem år har hun arbejdet med international voldgift i Rotterdam, hvor hun både har rådgivet klienter og procederet sager i voldgiftsretten. Interessen for faget startede med en opgave om investment arbitration og en Moot-konkurrence i international søret. Hjertet banker stadig for Moot-konkurrencer og for at åbne de studerendes øjne for voldgift.

Det skulle have været et enkelt år, men det blev til et halvt årti i Holland. Sahra Arif forelskede sig i faget international voldgift på Erasmus University Rotterdam, og blev efter sin kandidat ansat på et advokatkontor, hvor hun specialiserede sig i tvistløsning.

”For mig har tiden på universitetet haft en kæmpe indflydelse på min interesse for voldgift. Under min kandidat havde jeg mulighed for at deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot. For at dykke dybere ned i voldgiftsret, skrev jeg blandt andet også mit speciale om Investor-State Dispute Settlement og deltog i – og vandt – en international essay-konkurrence, hvor jeg skrev om samme emne og dets forenelighed med EU-retten.”

”Min interesse for voldgift er helt klart en af de vigtigste årsager til, at jeg blev i Rotterdam, hvor jeg blev tilbudt job på et mellemstort advokatkontor, og hvor jeg var heldig at få mulighed for at arbejde for en partner, der var fantastisk til at uddelegere. Så sad jeg pludseligt med spændende internationale sager, hvor jeg også selv procederede i voldgiftsretten – og tiden fløj afsted,” siger Sahra Arif, der efter fem år dog fik så meget hjemve, at hun søgte jobbet i Voldgiftsinstituttet.

”Da jeg gerne ville hjem, var det oplagt at søge stillingen hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg har mulighed for at fortsætte med at arbejde med faget og især få praktisk erfaring med danske voldgiftssager.”

”Hos Voldgiftsinstituttet, er jeg en del af sekretariatet, der sørger for sagsbehandlingen i instituttets danske og internationale voldgiftssager og mediationer. Det indebærer en lang række administrative og juridiske opgaver og beslutninger, der tilsammen skal sørge for, at sagerne forløber hurtigt og effektivt, og som parterne har aftalt.”

Reglerne skal leve op til parternes behov

Det er stadig især arbejdet med voldgiftssager på tværs af landegrænserne, der interesserer Sahra Arif.

”I Rotterdam havde jeg i høj grad internationale klienter, og på den måde fik jeg mulighed for at anvende forskellige institutters regler. For mig er det interessant, at parterne selv kan forme processen og skræddersy deres voldgiftsdomstol, for det giver mange muligheder for at få skabt en proces, der passer til parterne og sagen. Det giver god mening at løse tvister på den måde, og det er noget af det, jeg skal arbejde videre med her hos Voldgiftsinstituttet, hvor jeg også får mulighed for at være med til at udvikle praksis og reglerne, så instituttets service hele tiden lever op til partnernes behov,” siger hun.

”Mens jeg i mit job på advokatkontoret selv var partsrepræsentant, havde jeg også indsigt i voldgiftsdommerens- og sekretariatets arbejde, når jeg bistod partnere, der blev udpeget som voldgiftsdommere. Indblikket fra de forskellige roller i voldgiftssagen er en kæmpe fordel nu, hvor jeg virkelig har mulighed for at se faget fra alle sider og lære af de virkelig erfarne voldgiftsdommere, der er tilknyttet instituttet – for på længere sigt er det i den rolle, jeg ser mig selv. Men indtil da er det spændende at arbejde med så forskellige typer af tvister og retsområder, og opnå dybdegående erfaring med behandlingen af danske og internationale sager i Danmark.”

At få flere unge interesserede i voldgift, ligger Sahra Arif meget på sinde.

”At deltage i processpillet International Maritime Law and Arbitration Moot var meget krævende, men en fantastisk og givende oplevelse. Det er sjovt, at når jeg er ude i fora med mange jurister og advokater, finder vi med Moot-baggrund ofte sammen, fordi der er et særligt fællesskab omkring det. Derfor er det også et område, som jeg igen vil dyrke i Danmark. Muligheden er der, da Voldgiftsinstituttet både støtter Pre-Moot i Aarhus, hvor jeg er voldgiftsdommer, og Vis Moot i Wien. I det hele taget ligger det mig meget på sinde at få gjort flere studerende interesserede i voldgift, for det er et spændende og relevant retsområde, som jeg desværre oplever, er lidt forsømt på studiet.


Sahra Arif

Jurist i Voldgiftsinstituttet. Bachelor fra Københavns Universitet. Kandidat fra Erasmus University Rotterdam. Tidligere fire år som jurist i Kneppelhout Advocaten, Rotterdam, hvor hun har arbejdet med voldgiftssager for hollandske og internationale klienter.


Vis Moot skaber passion for voldgift

Voldgiftsinstituttet støtter i 2024 flere af Moot-konkurrencerne. Men hvorfor investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge studerende interesserede i et område af juraen, som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden, skriver generalsekretær Steffen Pihlblad. Verden forandrer sig, og mulighederne for at få løst komplekse konflikter hurtigt og effektivt er mere end nogensinde efterspurgt af erhvervslivet.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet støtter igen i år Vis Moot-konkurrencen. Traditionen tro finder den sted i dagene op til påske – fra den 22. til 28. marts – hvor studerende, voldgiftsdommere, advokater og akademikere fra næsten 400 universiteter strømmer til Wien, for at konkurrere om en af de eftertragtede priser, der uddeles for blandt andet bedste procedure. I øvrigt en kategori som en studerende fra Aarhus Universitet vandt for et par år siden.

Lige nu øver de studerende sig via Pre-Moots, som er i fuld gang blandt andet på universiteterne i København, Odense og Aarhus. Voldgiftsinstituttet har haft et samarbejde med Aarhus Universitet gennem flere år. Det består ud over økonomisk støtte blandt andet i, at vi stiller vores ekspertise til rådighed for de studerende ved at deltage som voldgiftsdommere, når det er muligt. Jeg har selv deltaget i adskillige Pre-Moots, og jeg bliver hver gang meget imponeret over de studerendes flid, entusiasme og ikke mindst deres præstationer som procedører, hvilket som bekendt er en særdeles krævende disciplin. I år medvirker vores nye kollega, Sahra Arif, som du også kan læse interview med her nyhedsbrevet. Sahra har siden hun forlod universitetet arbejdet med international voldgift, hvilket blandt andet skyldes, at hun selv var ”Mootie”, da hun studerede jura, og på den måde fandt interessen for voldgift.

Og hvorfor så investere både tid og penge i disse projekter? Det handler alt sammen om at gøre flere unge jurastuderende interesserede i et område af juraen, som virksomhederne efterspørger i dag, og som vi tror på bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden. Verden forandrer sig, og erhvervslivet har brug for hurtigt og effektivt at få løst komplekse konflikter, sådan at parterne kan komme videre. For ingen virksomhed får noget konstruktivt ud af at vente. Alt går i stå, og det koster penge, spekulationer og energi. Men det handler også om at kunne tilrettelægge rammerne for processen, så den passer til situationen. Måske skal sproget være et andet end dansk, måske skal hele sagen køre virtuelt, køre efter andre regler end de sædvanlige eller måske er der andre ønsker til processen.

Så ja! Vi investerer gerne i dette område. Derfor er vi også glade for, at vi bliver en del af endnu en konkurrence i år, nemlig indenfor det maritime område, som netop er et fagligt felt, vi altid har haft fokus på i Voldgiftsinstituttet. Det er første gang, at Københavns Universitet deltager i denne del af Moot-universet. Selvom det kan synes at være et smalt område, så er det faktisk en konkurrence, der tiltrækker de bedste universiteter fra hele verden. Konkurrencen er – også her – hård, og forberedelserne til den store finale, der finder sted i juli i Wales, er allerede i fuld gang. Vi glæder os over at være med, at kunne dele ud af vores viden og medvirke til, at der udklækkes nye jurister med en passion for voldgift. For det er præcis, hvad der sker i Moot-konkurrencerne.


Arbitration in Copenhagen

The Danish Institute of Arbitration is located in Copenhagen’s Østerbro quarter, with a spectacular view of the harbour from every room. When you choose Copenhagen as the place for your arbitration, it provides a perfect opportunity to visit a city full of beautiful architecture that includes both historic castles and modern masterpieces by some of the world’s greatest architects.

The city offers lots of exciting experiences and activities. Copenhagen is internationally known for its Nordic gastronomy and as a city where the good life is lived in cozy streets in contrasting neighbourhoods.

At the DIA you will find bright, newly furnished meeting rooms at competitive rates, comparable to those of hotel meeting rooms.

The meeting rooms are soundproofed and Wi-Fi equipped, with modern audiovisual equipment for virtual hearings. The largest room has a 23-person capacity. Lunch and other catering are offered, and the DIA’s staff can assist with practical tasks if needed.

The premises have lift access, are close to public transport and are available for all types of meetings, including those not involving arbitration or mediation. Parking is available.

The DIA also has advantageous agreements with a number of hotels. Contact us to access discounts.

Contact us too for more information and book, by sending an e-mail to [email protected] or calling +45 (0)70 26 50 13. Receive more information about your stay in Copenhagen: The Rooms of the DIA | Voldgiftsinstituttet


Are the Danish courts pro-arbitration?

In short, yes, the Danish courts are seen as pro-arbitration. Accordingly, one can be confident that if an arbitration is seated in Denmark, such as the main cities of Copenhagen and Aarhus, Danish courts will handle procedural questions with insight and support the finality of an arbitral award.

By Victoria Christine Schmidt, Assistant Attorney, Kromann Reumert and Morten Adler-Nissen, Director, Attorney, Kromann Reumert.

A prime example of the pro-arbitration approach is a 2016 judgment from the Supreme Court, which sets out three points of principle. These three points prevail today, most recently in a Supreme Court case last year and a High Court case this year.

The prime example involved a setting aside request at the Supreme Court following a distribution agreement in the wind turbine industry (UfR 2016.1558/2H). The court did not grant the request and set out the three points while doing so:


  1. s.37 of the Danish Arbitration Act 2005 (the “Act”) contains an exhaustive statement of the circumstances that can justify setting aside an award as invalid
  2. the courts cannot perform a substantive review of an award
  3. the courts cannot set aside an award as invalid when the tribunal has applied incorrect law or misjudged the facts, unless there is such a serious failing by the arbitral tribunal that its award is manifestly incompatible with public policy (ordre public).

Recent judgments confirm these pro-arbitration points of principle.

In a judgment of 17 January 2022, the Supreme Court (UfR 2022.1117 H) did not allow a setting aside request following purchase agreements concerning marine engines and propellors. The court curtailed due process concerns by finding that documents and witness examination can be restricted in cases where a procedural order, which the court held was within the legal framework set out in the Act and the relevant institutional rules, allowed such restriction.

In the case, the respondent had claimed, among other points, that it was: a) denied the ability to submit relevant documents, including an expert report and correspondence; and b) restricted as regards witness examination and the document production process (Danish: edition). The respondent accordingly pleaded that the arbitral award should be set aside because the procedure was not in accordance with the parties’ agreement or the Act, and because the party was not able to present its case.

However, the Supreme Court, in a pro-arbitration judgment, found that the Act, the relevant institutional rules and procedural order did not prevent the tribunal’s actions. Moreover, in doing so the judgment also restated two of the 2016 ruling’s points, namely that s.37 of the Act is exhaustive and that courts cannot perform a substantive review of the award.

Earlier this year, the Western High Court, in an unpublished decision of 27 April 2023, (BS-25011/2022-VLR), again did not grant a setting aside request. The court did not find a breach of equal treatment when one party participated virtually and another party participated physically at a hearing. See discussion of this case in two previous DIA newsletters below (both in Danish), which discuss virtual hearings and the oral hearing requirement at s.24 of the Act.

The case concerned Norwegian and Danish parties, and a hearing in Denmark during the covid pandemic. The Norwegian party claimed, among other points, that its party representatives were only able to participate in the hearing virtually while the other party’s representatives participated physically. Accordingly, the Norwegian party pleaded that the award should be partially set aside owing to a breach of s.18 of the Act, which provides for equal treatment and a full opportunity to present one’s case.

However, the court did not find a breach of s.18 of the Act and, like the Supreme Court above, did not set aside the award in a pro-arbitration judgment.

The judgment noted that the Norwegian party had originally agreed for its Norwegian representatives to attend physically but had later changed its mind. The judgment further noted that the covid travel restrictions had not been altered in the time between the Norwegian party’s original agreement and its change of position. The judgment also noted that the Norwegian party was able to attend the hearing physically and safely within the applicable covid guidelines. Moreover, the judgment again confirmed two points from the 2016 ruling, i.e. that courts cannot perform a substantive review of an award and that an award can only be set aside as invalid owing to incorrect law or misjudged facts, in extraordinary cases where there is a manifest contradiction with public policy (ordre public).

These two recent cases highlight the Danish courts’ continued pro-arbitration stance, as exemplified by the 2016 judgment and its three points of principle. This stance provides confidence to practitioners when Denmark is given as the seat of arbitration.



Victoria Christine Schmidt

Assistant Attorney, Kromann Reumert.


Morten Adler-Nissen

Director, Attorney, Kromann Reumert.


Read more:

Rediger Nyhed “Første danske dom om virtuel mundtlig forhandling” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress

Rediger Nyhed “Virtuel forhandling uden procesrisiko” ‹ Voldgiftsinstituttet — WordPress



Undersøgelse: Diversitet i voldgift

Undersøgelse: Diversitet i voldgift

I 2016 vedtog en række aktører fra det internationale voldgiftsmiljø den såkaldte ERA Pledge for at fremme en øget repræsentation af kvinder i voldgiftsretterne. Men hvordan er holdningen til diversitet syv år senere? Det blev undersøgt i forbindelse med et arrangement om dynamikker og diversitet, der blev afholdt af Voldgiftsforeningen og Young Arbitrators Copenhagen i november. På spørgsmålet om, hvorvidt køn spiller en rolle, når voldgiftsdommerne bliver udpeget, svarede hele 84 procent af de adspurgte, at køn ikke har nogen betydning. Det lyder umiddelbart positivt, men skal ses i lyset af, at langt størstedelen af voldgiftsdommere fortsat er mænd.

Af Sofie Stemann Beck, advokatfuldmægtig i Plesner’s Arbitration Group

Hvilken alder og profession skal en voldgiftsdommer helst skal have? Og hvilken betydning har nationalitet, etnicitet og køn, når det gælder vejledning af klienter om udpegningen af voldgiftsdommere? Det har Lotte Noer, Daniel Haue Jakobsson, Sarah Schæffer og Sofie Stemann Beck undersøgt i forbindelse med et arrangement, som blev afholdt i november 2023 i et samarbejde mellem Young Arbitrators Copenhagen (YAC) og Voldgiftsforeningen. Undersøgelsen bygger på over 100 anonyme svar fra medlemmerne i de to foreninger.

Undersøgelsen viser, at knap 40 procent af de adspurgte mener, at den bedste type voldgiftsdommer er en advokat. Der er dog tæt løb med en selvstændig voldgiftsdommer – altså en person, hvis hovedaktivitet er at virke som voldgiftsdommer, og som ikke er tilknyttet et advokatfirma. På tredjepladsen kommer dommere fra de nationale domstole, som 20 procent finder bedst, mens professorer ligger på knap ni procent. At professorer lander her, kan skyldes frygt for, om den teoretiske tilgang kan komme til at stå i vejen for ønsket om effektiv sagsledelse, og om der er tilstrækkelig forståelse af parternes kommercielle virkelighed. I virkelighedens verden findes der mange professorer, som modbeviser statistikken, og som er meget efterspurgte voldgiftsdommere.

Voldgiftsdommerens alder

Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte mener, at den foretrukne alder for en voldgiftsdommer er 50-59 år. På andenpladsen kommer de 40-49-årige og på en tredjeplads alderen 60 plus. På en fjerdeplads ligger de 30-39 år med spinkle 1,1 procent, hvilket ikke er så overraskende, eftersom alder og erfaring typisk går hånd i hånd. Det er således heller ikke utænkeligt, at en part vil være tilbøjelig til at gå på kompromis med ønsket om en hurtig behandling og afslutning af sagen, frem for at vente på, at en mere erfaren voldgiftsdommer har tid. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan være ulemper ved at udpege de mere garvede voldgiftsdommere. Går alder og erfaring altid hånd i hånd?

I takt med at samfundet udvikler sig, vil sagernes materielle spørgsmål ændre sig. I sager, der eksempelvis involverer kunstig intelligens eller IT, ville det måske give mening at gå på kompromis med erfaring og i stedet udpege en yngre voldgiftsdommer, som måske har bedre forudsætninger for at forstå den konkrete tvist. Det er i hvert fald en overvejelse værd. Dertil kommer, at yngre voldgiftsdommere ofte vil være ivrige for at skabe sig et godt renomme og etablere sig selv som et nyt navn i branchen, og følgelig vil gå langt for at imødekomme parternes forventninger om effektivitet og hurtig behandling, ligesom de vil dedikere sig fuldt ud til den konkrete sag.

Betydningen af køn, etnicitet og nationalitet

Spiller køn, etnicitet og nationalitet en rolle, når det kommer til at anbefale en voldgiftsdommer til sin klient?

I forhold til køn og etnicitet peger undersøgelsen på et rungede nej med henholdsvis godt 84 og 90 procent.

Køn vender vi tilbage til. Men hvad angår nationalitet, svarede godt 84 procent af de adspurgte, at – ja – det betyder noget. Det giver god mening af flere årsager.

I en voldgiftsret, som består af et panel med tre voldgiftsdommere, hvor parterne udpeger en sidevoldgiftsdommer hver, vil nationalitet ofte spille en afgørende rolle. Parterne vil ofte udpege en sidedommer fra hvert sit hjemland, som parten – eller dennes advokat – måske har fået anbefalet og dermed har tillid til. Samtidig vil denne sidedommer ofte have bedre forudsætninger for at forstå det nationale retsgrundlag, som tvisten skal vurderes efter, ligesom vedkommende vil være tilbøjelig til at løse de juridiske problemstillinger på samme måde, som parten ønsker, modsat en voldgiftsdommer, der kommer fra en helt anden retstradition.

Nationalitet spiller ligeledes en afgørende rolle i forhold til præsidenten for voldgiftsretten, hvor vedkommendes nationalitet opfattes som en markør for vedkommendes upartiskhed, uafhængighed og neutralitet. Derfor er det også et krav efter flere af voldgiftsinstitutternes regelsæt, at præsidentens nationalitet som udgangspunkt skal være forskellig fra parternes, se eksempelvis Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager (2021) Artikel 19, stk. 7, ICC Arbitration Rules (2021) Artikel 13(5) og LCIA Arbitration Rules (2020) Artikel 6(1).

Bør køn have betydning?

Vender vi for en kort stund tilbage til ERA-løftet, er de overordnede formål: ”to improve the profile and representation of women in arbitration; and to appoint women as arbitrators on an equal opportunity basis.” Der skal gøres altså en aktiv indsats for at sikre flere kvinder en plads i voldgiftsbranchen.

Tilbage til undersøgelsen, hvor hele 84 procent af de adspurgte svarede, at køn ikke har betydning ved udpegningen af en voldgiftsdommer. Dette er et klart svar, men samtidig et svar, der kalder på fortolkning. Spørgsmålet i undersøgelsen lød: “Betyder køn noget i relation til spørgsmålet om, hvem du vil anbefale din klient at udpege som voldgiftsdommer?” Det må derfor forventes, at de 84 procent har besvaret spørgsmålet ud fra den betragtning, at køn er irrelevant, så længe voldgiftsdommeren er faglig kompetent til at varetage sagen og i øvrigt lever op til klientens andre kriterier.

Sammenholder vi de adspurgtes svar med ERA-løftet, bliver vi imidlertid nødt til at forstå og arbejde aktivt med at indtænke køn i udpegningen af dommere. Altså at køn omvendt også bør have betydning. Meget tyder dog på, at det er den vej, udviklingen går. En undersøgelse fra september 2022 foretaget af “the Cross-Institutional Task Force on Gender Diversity in Arbitral Appointments and Proceedings” viser, at andelen af udpegede kvindelige voldgiftsdommere gik fra godt 12 til 26 mellem 2015-2021. På bare seks år blev antallet af kvindelige voldgiftsdommere altså mere end fordoblet. Af Voldgiftsinstituttets udpegninger i 2022 udgjorde 33 procent kvindelige voldgiftsdommere.

Udviklingen skyldes formentligt en kombination af, at der først og fremmest er kommet flere kvindelige voldgiftsdommere, at vi samtidig er ved at forstå betydningen af diversitet og ikke mindst, at diversitet ofte vil være i både parternes og samfundets interesse. Kvinder har historisk været underrepræsenteret i voldgiftsmiljøet, hvilket naturligvis har medført, at muligheden for at vælge en kvindelig voldgiftsdommer har været – og måske stadig er – begrænset. Så nu handler det om at fortsætte udviklingen. Det kræver både, at kvinder fortsat vil prioritere voldgiftsdommerhvervet, men også at parterne – og deres advokater – aktivt gør en indsats for at undersøge mulighederne for at udpege en kvalificeret kvindelig voldgiftsdommer.

Svaret på undersøgelsens spørgsmål burde derfor have lydt med et rungende: Ja. For køn bliver nødt til også at have en betydning ved udpegning af voldgiftsdommere. Ikke alene for at sikre diversitet i voldgiftsbranchen og leve op til ERA-løftet, men lige så meget for på sigt at sikre den bedst mulige kvalitet og de bedst mulige afgørelser, som følger af at skabe konkurrencedygtige forhold, hvor alle kvalificerede kandidater tages i betragtning. Som Lotte Wetterling, Gisela Knuts og Lotte Noer skrev forleden i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev: “There are many good arbitrators of different backgrounds out there, and we should remember to keep our eyes open to them.”

ERA, eller “Equal Representation in Arbitration Pledge,” blev vedtaget af det internationale voldgiftsmiljø som en anerkendelse af underrepræsentationen af kvinder i voldgiftsretterne. ERA’s formål er at øge antallet af kvinder udpeget som voldgiftsdommere med det endelige mål om at opnå fuldstændig ligestilling. I dag har ERA over 5000 underskrivere, herunder virksomheder, advokatkontorer, stater og voldgiftsinstitutter.

Mere info om ERA: Equal Representation in Arbitration (arbitrationpledge.com).


Læs også:




IBA Checklist

The DIA welcomes the Conference Diversity Checklist shared by the IBA Arbitration Committee and the International Council for Commercial Arbitration.

The DIA works towards increasing diversity not only in its arbitrator appointments but also when organising panels and conferences. The IBA’s checklist, to which the DIA shall refer wherever possible, includes the following:

  • striving to ensure that the conference is inclusive, with consideration of age, disability, ethnicity, gender, indigenous origin, nationality, national origin, race, religion, sexual orientation and socioeconomic status
  • offering the option of remote participation to speakers who are unable to travel
  • limiting the number of speakers from a single firm or organisation
  • using best efforts to ensure gender parity on panels
  • offering discounts for members of underrepresented groups.


The DIA has long taken diversity and accessibility considerations into account when organising panels and conferences. For example, the DIA, along with ICC Denmark, organises Copenhagen Arbitration Day (CAD), the main event of the Danish arbitration calendar. CAD has been free of charge except for the evening drinks and dinner, and, this year, 30% of the speakers were women.

Moreover, the DIA, as signatory of the Equal Representation in Arbitration Pledge, already takes the steps to ensure, wherever possible, a fair representation of women on conference panels and as appointed arbitrators. In 2022, approximately 33% of the arbitrators appointed by the DIA were female.

Read more: Conference Diversity Checklist


The Advantages of Express Arbitration at the DIA

The Express Rules provide for suitably short deadlines, namely a default maximum of 10 calendar days both for submissions and, after the last submission, to render an award. Other default provisions such as a sole arbitrator, no tribunal-appointed experts and no oral hearing further emphasise the new rules’ express character.

By Andrew Poole, Senior Counsel, the Danish Institute of Arbitration

One of the newest services of the DIA is its provisions of Express Arbitration. In coordination with market leaders in Denmark, the DIA has developed a quicker set of rules primarily for low-value cases. Parties may prefer the more detailed standard arbitration rules for higher-value and more complex cases.

The Express Rules provide for suitably short deadlines, namely a default maximum of 10 calendar days both for submissions and, after the last submission, to render an award. Other default provisions such as a sole arbitrator, no tribunal-appointed experts and no oral hearing further emphasise the new rules’ express character. Indeed, there is an express provision that the tribunal can limit the parties’ ability to present submissions, documents and other evidence if it considers it necessary to conduct the case quickly and effectively.

Most innovatively, the Express Rules contain a proposal provision for less complex cases. Parties may jointly request the tribunal to use this proposal mechanism whereby each party submits a short reasoned proposal regarding how the dispute should be resolved. The tribunal then, within 10 calendar days from submission of the last proposal, selects one of the proposals that the tribunal considers most reasonably determines the dispute and confirms this proposal as an award by consent. However, the tribunal is not bound to select a proposal if it does not wish. If the tribunal considers no proposal is suitable, it can, on its own motion, close proceedings without an award and refer the parties to other methods of dispute resolution, such as the DIA’s standard arbitration rules.

This proposal provision, and the Express Rules in general, provide a benefit to parties, who place a premium on swift resolution of their disputes.

Read more the-dia-rules-for-express-arbitration-060922-uk-final-_002_.pdf (voldgiftsinstituttet.dk)

For further information, contact Andrew Poole on [email protected].


Pre-Moot har plads til praktikere

Lige nu diskuterer studerende på tre danske universiteter de sidste detaljer i deres processkrifter til Vis-Moot konkurrencen. Afslutningen på den fire måneder lange skriftlige del ligger i januar, og det betyder, at der snart blot er et par måneder til at øve de mundtlige argumenter, inden det går løs i Wien. På Aarhus Universitet gør adjunkt Kristian Torp klar til Aarhus Universitets Pre-Moot. Holdet med de otte deltagere er klar. Men der er stadig plads til deltagelse fra flere praktikere, der drømmer om at prøve rollen som voldgiftsdommer.

Det handler om et hackingangreb, phishing og et millionbeløb, der ved en fejl bliver betalt ind på en forkert konto, når næsten 400 universiteter fra hele verden i marts sender studerende til Vis-Moot konkurrencen i Wien.

Konkurrencen er hård. Deltagerne kommer fra nogle af de bedste universiteter i verden, som prioriterer konkurrencen højt, og sætter ressourcerne herefter.

”Vi taler Harvard, Oxford, Cambridge. Og ressourcerne er store, når det gælder vejledning af de studerende. Men når det er sagt, er de danske hold rigtig dygtige, og i 2022 var det en studerende fra Aarhus Universitet, der løb med sejren som bedste procedør. Men vi prioriterer også konkurrencen meget højt. Allerede fra foråret søger vi deltagere, vurderer ansøgninger og afholder samtaler. Hvert år vælger vi otte deltagere – i år blandt de godt 20 ansøgere. Vi vælger ikke alene på baggrund af de faglige kvalifikationer, men lige så meget de menneskelige. For man skal kunne indgå i et intenst samarbejde igennem seks måneder,” siger Kristian Torp, der er uddannet advokat og i dag adjunkt på Aarhus Universitet, hvor han er medansvarlig for Vis-Moot.

Selv deltog han som studerende i 2014, hvor han for alvor blev bidt af konkurrencen.

”Jeg tror, at det var en kombination af den intensive proces og fællesskabet. Man er en gruppe, der arbejder sammen om et altoverskyggende mål. Lige nu sidder vores studerende her og gør klar til at aflevere den skriftlige del. De mødes om morgenen, spiser alle måltider sammen, vender hvert et ord og diskuterer detaljer i processkriftet.”

”Når det er så intenst, er det vigtigt, at alle ser værdien i at diskutere selv de mindste ting. I sidste ende betyder det, at de afleverer et processkrift, som alle er stolte over, fordi det har været så krævende. Jeg kan godt huske, hvor stor en tilfredsstillelse, det var, og den energi der opstod. Det er grunden til, at jeg nu selv vælger at give tilbage,” siger han.

Den mundtlige træning

Når den skriftlige del af konkurrencen er sendt afsted, går de studerende i gang med en intensiv træning af den mundtlige del.

”Her på Aarhus Universitet har vi et samarbejde, som har det daglige ansvar for de studerendes læring. Vi samarbejder samtidig med en alumneforening og Voldgiftsinstituttet om en Pre-Moot for de studerende fra Danmark og udvalgte tyske universiteter. Konkurrencen foregår her i byen, og vi sørger for, at rammerne er sådan, at alle ved, at det er første gang, de studerende prøver håndværket. Herfra øver vi med andre universiteter, for at teste argumenterne af på kryds og tværs og finde ind til, hvad der virker. Gennem foråret tager holdet ud i verden og prøver kræfter med Pre-Moots i blandt andet Stockholm og New York. Vi gør det for at møde dommere, der kommer fra andre retssystemer, men også for at vores studerende kan skabe netværk.”

Til den aarhusianske Pre-Moot leder Kristian Torp efter praktikere, der har lyst til at sidde som voldgiftsdommer og bedømme og give feedback til de studerende en enkelt lørdag i januar.

”Vi har brug for praktikere, og gerne voldgiftsinteresserede med forskellige baggrunde. Det kan være dommere, akademikere eller advokater. Alle aldersgrupper er velkomne. Erfaring er godt, men ikke det vigtigste. Vi søger kontakt til alle, der føler, at de har noget at byde ind med.”


Årets Vis-Moot hold. Fra venstre Louie Ottosen, Sophie Sørensen, Mathias Abildgaard Ohlsen, Elisabeth Holler, Asger Rasch Pedersen, Freja Vestergaard Christiansen, Frederik Brødbæk og Kathrine Yding Olsen.


Er du interesseret i at deltage i Pre-Moot på Aarhus Universitet lørdag den 27. januar 2024, er du velkommen til at kontakte Kristian Torp på [email protected], senest 22. december.

Pre Moot’en på Aarhus Universitet er støttet af Voldgiftsinstituttet.


Vidneafhøring i praksis

Det handler om at få de relevante oplysninger frem. Men vidner er forskellige, og den samme afhøringsteknik kan ikke nødvendigvis bruges i forhold til alle. Advokat Frederik Kromann Jespersen går i dybden med emnet i sin nye bog, som er et værktøj til blandt andet kontraafhøring af vidner.

Hvorfor har du skrevet bogen?

Vidneafhøring er efter min opfattelse en af de sværeste discipliner ved at føre proces – både ved domstolene og i voldgiftssammenhæng – og jeg syntes, at der manglede en form for værktøjskasse, som var dedikeret til emnet. Det handler om at få de relevante oplysninger frem, men det kan være lettere sagt end gjort. Vidner er meget forskellige. Der findes ikke én enkelt afhøringsteknik, som fungerer til alle. Men det er samtidig også det, der er interessant at arbejde med, og som jeg derfor havde stor lyst til at skrive om.

I bogen fokuserer jeg blandt andet på forskellige afhøringsteknikker og stiller skarpt på de udfordringer, man kan opleve. Det gælder for eksempel det element af psykologi, der er i afhøringen. Altså, er det de objektivt rigtige oplysninger, der kommer frem, eller hvad er det egentlig, vidnet husker?

Mit udgangspunkt er, at man altid skal være kritisk overfor vidneudsagn – uanset hvilken side, man er på. Vær opmærksom på de faktorer, der kan præge forklaringen – blandt andet vidnets egen personlige involvering i sagen eller ubevidste forudindtagethed i forhold til begivenhederne. Desuden kan et vidne fremstå meget sikker i sin forklaring, men den sikkerhed er ikke i sig selv nødvendigvis udtryk for, at vedkommende husker det objektivt rigtige.

Er der forskel på vidneafhøringer i voldgift og ved domstolene?

Ja, der kan være store forskelle. I voldgiftssager sker det jo oftere end i sager ved domstolene, at et vidne afhøres på baggrund af den skriftlige erklæring, som vedkommende har afgivet inden den mundtlige forhandling. Den omstændighed, at man afhører eller kontraafhører en person på baggrund af dennes erklæring, præger typisk afhøringen – blandt andet fordi afhøreren har mere tid til at forberede sig. I de voldgiftssager, hvor nogle af voldgiftsdommerne kommer fra en anden retstradition end dansk, skal man som afhører også være opmærksom på, at det kan have betydning for, hvad voldgiftsdommerne forventer af vidneafhøringen – for eksempel hvor hårdt man kan gå til vidnet i forbindelse med kontraafhøring.

Hvordan kan praktikere bruge bogen?

Mit håb er, at bogen er et godt og praktisk værktøj til, hvordan man med en række teknikker kan tilrettelægge en fornuftig afhøring, og at man får nogle fif til, hvordan man kan blive mere konstruktivt kritisk over for vidneudsagn.

Er der en særlig målgruppe?

Bogen vil forhåbentlig være relevant for advokater og dommere, der beskæftiger sig professionelt med afhøringer. Men tanken er også, at bogen kan være lige så relevant for andre, der skal klarlægge et sagsforløb gennem spørgsmål til en anden. Det kan for eksempel være journalister eller efterforskere, der har til opgave at stille spørgsmål for at få de relevante oplysninger frem.


Vidneafhøring. Forfatter Frederik Kromann Jespersen. Udgivet af Djøf Forlag. Pris 349,95 kroner.

Frederik Kromann Jespersen er advokat og partner i advokatfirmaet Skau Reipurth. Han er specialiseret i kommerciel tvistløsning og har lang erfaring med rets- og voldgiftssager. Han fungerer hyppigt som voldgiftsdommer i erhvervsretlige forhold.


Vinderne af julekonkurrencen er: Helle Qvortrup, Lisbeth Skytte, Christian Riewe, August Stage Olesen og Bjarke Nielsen. Tillykke, der er et signeret eksemplar af bogen Vidneafhøring på vej i juleposten.


Vi har oplevet en kæmpe interesse for voldgift

2023 lakker mod enden, og vi kan se tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor interessen for voldgift har været overvældende. Vi har fået masser af positiv respons på vores aktiviteter – og måske ikke overraskende kommer Copenhagen Arbitration Day ind på en klar førsteplads. Deltagerne kom fra hele verden for at høre oplæg fra kolleger, der satte fokus på fremtidens voldgift. Generalsekretær Steffen Pihlblad ser her på tærsklen til 2024 tilbage på et år med et større fokus på voldgift end nogensinde.

Det var ICC Danmarks generalsekretær, Brian Mikkelsen, der 5. oktober åbnede Copenhagen Arbitration Day 2023. I sin tale understregede han, at erhvervslivet har brug for voldgift.

“Lige nu er voldgift vigtigere end nogensinde. Behovet for uafhængig og upartisk tvistløsning er stigende. En af grundene er, at domstolene i mange lande – herunder Danmark – er overbebyrdede. Det dræner energien i virksomhederne og gør det svært at komme videre med forretningsplaner og mål,” sagde han.

I 2023 fik Voldgiftsinstituttet ny næstformand. Det blev vicedirektør i DI, Kim Haggren, der afløste advokat Christian Alsøe. Også han havde i et interview i forbindelse med sin tiltræden fokus på erhvervslivets behov for at kunne løse konflikter hurtigt.

”I en tid hvor domstolene har sagspukler og hvor der ikke findes hurtige løsninger på problemet, ser jeg både mediation og voldgift som den planke, der kan tage en del af presset,” sagde han.

”Presset på domstolene handler ikke alene om penge. Det er et system, som tager tid at ændre, og der skal kikkes dybt i alle hjørner for at få overblik over, hvordan tingene kan gøres anderledes. I mellemtiden er det helt centralt for både små, mellemstore og store virksomheder, at de kan få tvister afgjort hurtigt, effektivt og med den tryghed der ligger i, at der er en tårnhøj kvalitet i behandlingen af sagen. Det er der i dansk mediation og voldgift, og derfor er det så oplagte alternativer,” understregede han.

I 2023 blev Voldgiftsinstituttets kommunikationsplatform opdateret. Hovedkanalerne er et nyhedsbrev og en LinkedIn-profil. Vi startede med nul følgere, men har oplevet en kæmpe interesse for vores fag. Det ser vi blandt andet ved, at vi har en voksende skare af abonnenter på nyhedsbrevet, hvor vi lægger os i selen for at bringe portrætter af inspirerende kolleger fra hele verden, kommentarer til nye domme, blandt andet om brug af virtuelle høringer i voldgift, andre faglige artikler om aktuelle emner, så som diversitet og third party funding – og i det hele taget dele brugbare og praktiske råd, som kan brug direkte i voldgiftssagerne. Blandt andet har instituttets Andrew Poole skrevet en række artikler om de overvejelser, der er essentielle, når man er udpeget som voldgiftsdommer. Artiklen Seven considerations when you are appointed as arbitrator at the DIA blev således en af de mest læste artikler i 2023. Husk, at alle artiklerne kan læses på vores hjemmeside under nyheder.

Voldgiftsinstituttet har gennem mange år haft et løbende samarbejde med danske universiteter og CBS. Det gælder for eksempel støtte til Aarhus Universitets Pre Moot og besøg fra studerende. Jeg vil også gerne bruge denne anledning til at understrege, at Voldgiftsinstituttet er åbent for alle studerende, der ønsker et indblik i praktisk voldgift og mediation og de karrieremuligheder, som der findes både i Danmark og internationalt.

Året har også budt på indlæg fra instituttets medarbejdere i forskellige faglige fora. Senest har undertegnede sammen med mine kolleger fra Finland, Sverige og Estland deltaget som indlægsholder i et webinar om The Use of AI by Counsel and Arbitrators: The Institutions’ Perspective. Webinaret var modereret af den anerkendte internationale voldgiftsdommer José Rosell og der var gode spørgsmål og respons fra de omkring 90 deltagere fra mange forskellige lande.  Webniaret gjorde det klart, at der også ligger spændende udfordringer forude på voldgiftsområdet – ikke mindst når det gælder artificial intelligence’s indflydelse på området.

Jeg kan derfor varmt anbefale at følge med i nyhedsbrevet i 2024 for at blive opdateret om Voldgiftsinstituttet, konferencer og andre initiativer samt om udviklingen på voldgiftsområdet.

Rigtig glædelig jul og alle ønsker om et godt nytår.

Steffen Pihlblad


IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration

Earlier this autumn, the DIA responded to the invitation of the IBA International Arbitration Committee to comment on the proposed revisions of the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration. The proposed revisions were on the agenda at the recent IBA Annual Conference in Paris.

These IBA guidelines are often a reference point for, among others, tribunals, institutions and national courts when deciding on the independence and impartiality of arbitrators.

The proposed revisions reflect significant work by the Task Force and include:

  1. emphasising that the General Standards (i.e. Part I of the Guidelines) are to be considered before the Application Lists (i.e. Part II of the Guidelines, which have the well-known red, orange and green lists)
  2. emphasising that the test for disqualification is objective (see General Standard 2) whereas the test for disclosure is subjective (see General Standard 3)
  3. highlighting that non-economic interests may also cause conflicts of interest
  4. adding mock-trials and hearing preparations to potential situations of conflicts of interest
  5. broadening the definition of “affiliates” to include considerations of controlling interest.


The DIA’s comments included:

  1. highlighting the role of arbitral institutions as participants in international arbitration and in deciding challenges to arbitrators
  2. referring to case law to note that while a failure to disclose does not necessarily mean that a conflict of interest exists or that disqualification should ensue, it may be considered a contributing factor in cases where the issues of independence and impartiality are particularly difficult to assess
  3. including in the Application Lists the situation where an arbitrator is or has recently been personally represented by counsel for one of the parties or by the law firm or employer of counsel of one of the parties, in an unrelated matter
  4. providing clarity on what can be understood as “mock-trials” and “hearing preparations”.


The DIA is grateful for the opportunity to comment and thanks the Task Force for its work. The DIA looks forward to working with the revised guidelines once finalised.


Dynamics and Diversity in Arbitration Panels – Why and How?

The hot and important topic of dynamics and diversity in arbitration panels was illuminated and debated at a seminar on 8 November arranged in collaboration between The Danish Arbitration Association and Young Arbitrators Copenhagen. Take-aways from the seminar by the tree arbitrators Lotte Wetterling, Gisela Knuts and Lotte Calundann Noer.

Diversity of arbitrator appointments has been a major topic over the last few years. Diversity has been promoted in the arbitration community with a lot of different initiatives, including the Equal Representation in Arbitration Pledge, which has reached more than 5.000 signatories since 2015.  Discussion has mainly revolved around gender diversity, but also around diversity as regards age, ethnical minority background, etc.

The event was kicked off by Daniel Haue Jakobsson from the host law firm Accura, who presented a recent diversity survey conducted by the event organizers with participation from 100+ members of the arbitration community in Denmark. Not surprisingly the survey showed that experience and competence are considered important factors, when an arbitrator is to be appointed. Gender and ethnicity scored low as relevant criteria and that probably showcased one of the difficult things when trying to advance diversity in arbitration: Gender, age, ethnicity and other diversity criteria might not in itself be important for the specific appointment, however these criteria are important if we want to secure that the pool of arbitrators becomes more representative for society in general and include all those individuals who has the skills.

Guest speaker Liz Kantor, thought leader in the global arbitration practice of Herbert Smith Freehills in London, gave an inspirational speech on diversity and the challenges and developments in recent years from an international perspective under the title “Progress Made and Challenges Faced”. Liz explained that diversity of thought on a tribunal enhances the quality of the decision making because multiple perspectives are represented. A diverse panel of arbitrators is more likely to bring multiple perspectives to the table and avoid group think. Liz emphasized that a lot of progress has been made, and that the arbitration community cannot solve the whole problem by itself, on the other hand, there is still work to be done, especially when it comes to party appointments of arbitrators.

One major recent progress is that there is an increasing awareness among arbitration institutions on the need of documentation and statistics on the appointments of arbitrators according to diversity criteria. This has led to important transparency in the field and thus also a better factual basis for the debate about the actual status and the room for improvement.

Diversity in Arbitration is also Driven by Clients

The speech by Liz Kantor was followed by a panel debate with arbitrators Gisela Knuts, Lotte Wetterling, Jacob Møller Dirksen and Peter Schradieck and moderated by Lotte Calundann Noer. The debate touched upon the important questions on how to choose the best arbitrator for a given case and how it is possible to promote diversity and advance the clients best interest at the same time.

Lawyers should be aware, that the agenda of diversity in arbitration panels is not only driven by lawyers, arbitrators and arbitration institutions themselves, but also, and probably especially, by clients and in-house counsels who – like society in general – also have agendas on diversity and ESG, etc. In fact, it might be the most appropriate approach to compose a list with suggestions for a client, who is to appoint an arbitrator, which includes both a couple of traditional candidates but also some candidates with a more diverse profile. There are many good arbitrators of different backgrounds out there, and we should remember to keep our eyes open to them.

If you want your client to consider appointing a diverse arbitrator, remember to include more than one diverse candidate on your list. This increases the likelihood of a diverse arbitrator being selected. This of course follows from basic arithmetics. But also: if there’s only one female/young/ethnically diverse candidate, that person will easily be perceived as a token candidate, and not considered seriously. A list with multiple diverse candidates signals they are candidates at par with the rest.

The rest is up to all of us, the progress we make is the sum of each and every decision on appointment of an arbitrator.


Lotte Wetterling

Independent Arbitrator, Copenhagen

Gisela Knuts

Independent Arbitrator, Helsinki.

Lotte Calundann Noer

Attorney, Punct Advokater, Copenhagen.


Webinar: The Age of AI has Begun in Arbitration!

Join our Secretary-General Steffen Pihlblad and his Nordic and Baltic colleagues Caroline Falconer, Sanna Kaistinen and Asko Pohla for a free webinar on 28 November 2023 at 17:30-19:00 (CET) and get their different perspectives on the use of AI by counsel and arbitrators. AI in arbitration is one of the hottest topics in arbitration right now.

Amongst the topics that will be discussed during the webinar is how AI will be handled during an arbitration: Should it be transparent and disclosed? Should it be regulated? What are the advantages and disadvantages? Thanks to the initiator and moderator José Rosell for inviting and to CEIA’S Nordic-Baltic Chapter for organising the event.

Time: 28 November 2023 17:30 – 19:00 (CET):

Register here

Meeting Registration – Zoom


Vejen til karriere i investeringsvoldgift

35-årige Katrine Tvede har en anden vej ind i voldgift end de fleste. Hun startede med at videreuddanne sig internationalt fra det øjeblik, hun fik sin juridiske kandidateksamen fra Københavns Universitet. I dag bygger hun sin faglighed på en LL.M. og en Ph.d, som ikke alene har givet hende en høj faglighed, men også det netværk, som betyder, at hun med base i London arbejder med nogle af de helt store investeringsvoldgiftssager, hvor der er astronomiske beløb på spil.

Håndhævelse af menneskerettigheder handler sædvanligvis om beskyttelse af borgeren fra statens indgriben. Men det kan være vendt på hovedet i de sager, som Katrine Tvede arbejder med som Associate hos det Londonbaserede advokatfirma Ashurst LLP.

Her kan opgaven nemlig både være at beskytte internationale investeringer, altså investorernes ejendomsret, fra urimelige indgreb i udlandet – men også det modsatte: At beskytte stater, der kan have et mindre bruttonationalprodukt, end de multinationale investorer de er oppe imod, fordi de har indført en lov eller truffet en afgørelse, som går den internationale investor imod.

”Investeringsvoldgift anvendes i tvister, hvor udenlandske investorer mener, at en stat har begået brud på rettigheder, som investorerne har i kraft af såkaldte investeringsoverenskomster.  I praksis betyder det, at stater ikke uden videre for eksempel kan ekspropriere en udenlandsk investering – det kan være i alt fra infrastruktur til energiprojekter,” siger Katrine Tvede og tilføjer, at det med danske briller er interessant at Carlsberg netop har annonceret, at man er ved at tage de indledende skridt imod at indbringe en investeringsvoldgiftssag mod Rusland, som angiveligt overtog Carlsbergs russiske datterselskab.

I disse sager kan et krav – selvom om det er berettiget – mod staten være i en størrelsesorden, som betyder, at voldgiftsrettens afgørelse kan få betydelige konsekvenser. Ikke blot for investoren, men også for staten og dermed borgerne i det land, hvor investeringen er foretaget.

”Vi taler sager, der omhandler meget store beløb. Derfor kan der være meget på spil for den stat, som sagen er indbragt imod – særligt når sagen omhandler et politisk motiveret indgreb,” siger Katrine Tvede, der er en del af et mindre team fordelt på to europæiske adresser i London og Frankfurt.

Fordelene ved at være en del af et mindre team

”Som yngre jurist er det min erfaring, at det er en fordel at være en del af et mindre team, sådan at du ikke ender som den, der blot sidder og læser de enorme mængder af dokumenter og bilag igennem. Her er vi typisk ikke mere end fem jurister selv på de største sager. Det er ikke meget i forhold til de kæmpe teams, man nogle gange ser i tilsvarende sager hos amerikanske og engelske advokatfirmaer. I praksis betyder det, at jeg også bliver lukket ind i den del af arbejdet, der handler om at lægge strategien, tale med klienten og i det hele taget diskutere, hvordan argumenterne og modargumenterne rent faktisk skal formuleres – i stedet for bare at sidde begravet i document production i et war room” siger Katrine Tvede, der på grund af sin tavshedspligt ikke kan tale om hverken strategier eller detaljer i sagerne, men som godt kan løfte sløret for, at hun blandt andet har arbejdet på en sag, hvor en svensk investor indklagede den tyske stat.

”Et svensk energiselskab ejede og drev tre atomkraftværker i Tyskland, men efter en af de værste atomkraftulykker nogensinde i Japan i 2011, ønskede staten at lukke værkerne tidligere, end det før var annonceret. Det mente det svenske selskab ikke var foreneligt med dets rettigheder under den multilaterale energichatertraktat, som både Sverige og Tyskland havde underskrevet, og anlagde en investeringsvoldgiftssag, hvor der blev nedlagt påstand om et større erstatningsbeløb som følge af den påståede krænkelse af investorens rettigheder.”

”Det var en sag, hvor den svenske investor i begyndelsen krævede i omegnen syv milliarder euro, så der var mange penge på spil, og udfasningen af atomkraft havde været et betændt emne i Tyskland siden vi også i Danmark havde atomkraft-debatten in 1970’erne. Så det var en sag, der fik stor bevågenhed både i Tyskland, men også internationalt. Det gør selvfølgelig indtryk, fordi en sag i denne størrelsesorden altid kan få konsekvenser for skatteborgerne i den involverede stat. På den måde handler det i sidste ende både om den udenlandske investors retssikkerhed, der selvfølgelig skal beskyttes, men også om statens – og dermed borgernes – ret til at træffe visse vigtige beslutninger uden at risikere at få enorme erstatningskrav på halsen. Det er det perspektiv, jeg synes, er det interessante,” fortæller Katrine Tvede, og tilføjer at traktatrettigheder er meget omdiskuterede netop på grund af samfundsperspektivet.

”Tobaksproducenten Philip Morris anlagde en voldgiftssag mod Australien i forbindelse med, at landet indførte en lov om plain packaging af cigaretpakker – altså en offentlig regulering, som betød, at cigaretpakkerne ikke måtte bære cigaretmærkets logo og skulle forsynes med advarsler mod skadevirkninger af rygning. Det gav anledning til en kæmpe diskussion om investeringsoverenskomsterne – altså de internationale traktater, der tillægger udenlandske investorer investeringsbeskyttelse og ret til effektiv håndhævelse gennem international voldgift – og deres berettigelse. For hvordan kan det være meningen, at en voldgiftsret bestående af tre individer uden demokratisk legitimitet, skal kunne træffe afgørelser om så helt centrale spørgsmål med store sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne? På den anden side, er det vigtigt at pointere, at en sådan voldgiftsret, der nedsættes under en investeringsoverenskomst, aldrig kan underkende en stats lov eller administrative afgørelse, men alene beslutte, hvorvidt staten skal ifalde erstatningsansvar herfor. På samme måde har de private investorer selvfølgelig også krav på retsbeskyttelse af de ret store investeringer, de har foretaget i forbindelse med for eksempel infrastruktur- eller energiprojekter. For mig er det netop spændingsfeltet mellem politik, samfundsøkonomi og det kommercielle hensyn, der gør mit fag rigtig spændende,” siger Katrine Tvede og tilføjer, at for Philip Morris vedkommende blev det aldrig til nogen erstatning. Voldgiftsretten fandt at den ikke havde jurisdiktion til at træffe afgørelse i sagen.

Udlængsel og lysten til at læse videre

At det lige præcis var investeringsvoldgift, som Katrine Tvede kom til at brænde for, er lidt af en tilfældighed, mener hun.

”Da jeg som 23-årig fik min kandidateksamen, havde jeg stor udlængsel, for jeg havde ikke haft et sabbatår. Samtidig havde jeg lyst til at læse videre. Ingen af delene kunne rigtig lade sig gøre, hvis jeg startede som fuldmægtig på et advokatkontor. Jeg søgte ind på Stockholms Universitet, hvor jeg læste en LL.M. På det tidspunkt var jeg meget interesseret i processpil om voldgift, og havde i min studietid på Københavns Universitet været med i Vis Moot. Derfor deltog jeg i Frankfurt Investment Arbitration Moot Court sammen med studiekammerater fra Stockholm. Og vi vandt konkurrencen.”

”Det kom til at sætte retning for de kommende år, da jeg umiddelbart efter konkurrencen blev tilbudt internship hos to europæiske advokatkontorer, og desuden en Ph.d. hos en professor, der selv ofte udpeges som voldgiftsdommer i investeringsvoldgifter, og som på daværende tidspunkt var ansat på det tyske Max Planck Institute for Comparative Public Law and International Law. Jeg sagde ja til det hele, og fik på den måde både uddannelse, praktisk erfaring og det internationale arbejdsliv, jeg drømte om,” siger Katrine Tvede, der efterfølgende, efter en LL.M. på New York University, tog sin advokateksamen og beskikkelse i New York, inden hun startede i jobbet som Associate, først hos det amerikanske advokatfirma Morgan Lewis & Bockius LLP, og siden hos Ashurst LLP.

Den største forhindring kommer indefra

Når hun ser tilbage på sine karrierevalg i dag, har det afgørende været at gribe de muligheder, der er opstået undervejs.

”Min oplevelse er, at det ene har ført det andet med sig. Det handler om at turde opsøge mulighederne, hvis man har en udlængsel. Det kan være at tage kurser eller videreuddannelse udenfor Danmark for at få et bredere netværk. Du behøver ikke nødvendigvis at kaste dig ud i en LL.M. Mit netværk stammer også tilbage fra, da jeg var tre uger på The Arbitration Academy i Paris. Og ja, det kan godt være, at det kan føles op ad bakke, når du står med en dansk juridisk kandidateksamen. Men min erfaring er, at vi danske jurister godt kan konkurrere med kandidater fra topuniversiteter rundt om i verden, selvom de på papiret kan se bedre kvalificeret ud end os,” siger Katrine Tvede, der har oplevet en kæmpe imødekommenhed udenfor Danmark.

”I de mange andre lande er det for eksempel helt almindeligt at invitere sig selv på kaffe hos kolleger, som man gerne vil lære af. På den måde er jeg blevet positivt modtaget også hos mennesker, jeg ikke kendte på forhånd, når jeg – helt udenfor min comfort-zone – fulgte andres eksempel og tog kontakt. Hvis du viser interesse, vil de fleste vil gerne give gode råd og fortælle om, hvordan de er kommet derhen, hvor de er.”

De største forhindringer for en international karriere kommer i virkeligheden indefra, mener hun.

”Da jeg for godt ti år siden tog til Stockholm, var jeg genert og usikker på, om jeg overhoved var god nok. Jeg prøvede at tage det som en udfordring, hvilket ikke er nemt, når man skal stille sig op i et processpil og være overbevisende. Men det viste sig, at jeg med et grundigt forarbejde faktisk godt kunne gøre det. Det var et kæmpe boost for mig at finde ud af, at jeg faktisk ikke behøver at være hæmmet af nervøsitet, men er i stand til at vende det til noget positivt. Det betyder ikke, at jeg her godt ti år senere aldrig er usikker overfor nye udfordringer. Men det hjælper mig at vide, at jeg har stået i en lignende situation før, og at det altid viser sig, at jeg faktisk kan bunde.”


Katrine Ritto Tvede

International Arbitration Associate hos Ashurst LLP med base i London. Hun har udover sin kandidateksamen fra Københavns Universitet en LL.M. fra Stockholm Universitet i kommerciel voldgiftsret og en LL.M. fra New York University, School of Law. Hendes Ph.d. skal næste år forsvares på Amsterdam Universitet. Beskikkelse i New York.


The Value of International Networking

Copenhagen Arbitration Day 2023 was not only a significant opportunity for Danish lawyers to network, the conference and the two lunch-seminars hosted by Bech-Bruun and Viltoft made it possible for participants to make new contacts with colleagues from abroad as well. One in five participants had made their way from other parts of the world – particularly from Scandinavia. 

One of the lawyers who made the journey from Norway to Denmark to participate in Copenhagen Arbitration Day (CAD) was Bastian Sundling, Senior Associate at Wiersholm in Oslo. He considers that CAD reminds us that the Danes have a ruleset in line with international standards.

“As a young Norwegian lawyer, it was an honor to represent Wiersholm at Copenhagen Arbitration Day 2023 in the iconic Børsen building. The day showcased why CAD is a milestone in the international arbitration community. For many Norwegians, when thinking of Nordic arbitration, eyes often turn to Stockholm, but CAD reminded us that the Nordic region certainly has more to offer. It was evident to me that the Danes have a top-notch ruleset in line with international standards,” Bastian Sundling says. He was particularly excited about the opportunity to create new contacts at Copenhagen Arbitration Day.

“With over 200 participants from both domestic and international backgrounds, the day served as an important platform for me for networking and provided me a chance to mingle with colleagues from the arbitration community. The day was filled with inspiring speeches from leading arbitration figures like Juliet Blanch, Mika Savola, Fredrich Rosenfeld, and Giuditta Cordero-Moss, to name a few,” he says.

It makes sense for the Secretary-General of the Danish Institute of Arbitration, Steffen Pihlblad. The idea of the now fourth Copenhagen Arbitration Day is first of all to create a platform, where it is possible to share knowledge and discuss new trends – but certainly also to create a good opportunity to meet colleagues from Denmark and abroad.

”The whole idea about the conference is to inspire each other while providing an opportunity to expand your network. So I find it very positive, that many of the participants come from abroad. It contributes to building a strong international arbitration community in Danmark,” Steffen Pihlblad says. He has received an overwhelming number of positive responses from participants after the conference.

”The feedback has overall focused on the level of professionalism and the fact that it was very high. This is the best feedback that we could wish for because it reflects where Denmark stands in an international context.”


Dansk voldgift har taget et kvantespring

Håkun Djurhuus fik sin første voldgiftssag, da han blev fuldmægtig. I dag sidder han på 17. år i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. I oktober rundede han 60 år, og i et fødselsdagsinterview fortæller han, hvordan han har oplevet udviklingen i dansk voldgift. I hans optik er Danmark nu på niveau med de bedste i verden. Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at tilpasse instituttets procesregler til det internationale marked, en stab af højt kvalificerede voldgiftsdommere og topmoderne fysiske rammer i et velfungerende institut med et professionelt sekretariat.

Hvordan ser du voldgift nu i forhold til, da du startede din karriere for mere end 30 år siden?

Det har taget et kvantespring. Jeg begyndte at arbejde med voldgift allerede som førsteårsfuldmægtig – primært indenfor Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Senere var jeg med til at starte voldgiftsdommeruddannelsen i 2010, ligesom jeg blev en del af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Så jeg har fulgt udviklingen på tæt hold og kan kun sige, at der er sket virkelig meget.

Da jeg kom ind i bestyrelsen i 2006 sad professor Bernhard Gomard for bordenden, og jeg landede som ret ung advokat blandt en samling af ældre herrer. Procesreglerne var simple – og korte – og lovgrundlaget ganske summarisk sammenlignet med i dag, hvor både voldgiftsloven og instituttets procesregler er langt mere omfattende og up to date, så de passer til de behov, der er i markedet.

Det har været rigtig vigtigt for instituttet løbende at markedstilpasse reglerne for at være med i konkurrencen på det internationale marked. Det er en proces, som vi har sat turbo på igennem de seneste ti års tid, blandt andet ved at deltage i internationale fora, hvor vi lytter til markedet samtidig med, at vi er synlige. Det vil selvfølgelig altid være et langt og sejt træk, men vi kan mærke, at det bærer frugt. Blandt andet fordi vi tiltrækker de rigtige sager, og oplever at der er en stor international interesse for at deltage i vores årlige flagskibsevent Copenhagen Arbitration Day.

Hvilke sager ønsker bestyrelsen af tiltrække?

Det vil altid være interessant at tiltrække store internationale sager, blandt andet indenfor finansområdet og M&A. Selvom konkurrencen er stor på voldgiftsmarkedet, så oplever vi, at vi har det, der skal til.

En ting er, at Danmark rent geografisk ligger godt, hvis parterne kommer fra eksempelvis Tyskland og England.

Noget andet er, at vi har en stab af voldgiftsdommere med stor ekspertise – den udvikling har voldgiftsdommeruddannelsen været med til at drive – og en tradition for, at højesteretsdommere leder en del af vores sager. Det siger næsten sig selv, at vi alene på dette parameter er meget konkurrencedygtige.

Hvilken udvikling oplever du, at Voldgiftsinstituttet er i?

Voldgiftsinstituttet er et godt sted og der bygges hele tiden nye initiativer på – eksempelvis har vi udviklet vores kommunikation og udgiver et nyhedsbrev, som betyder, vi kommer meget bredere ud, samtidig med at vi får fortalt nogle af de mange gode historier på voldgiftsområdet. Det medvirker til at skabe øget opmærksomhed om instituttet, og bidrager samtidig til at tiltrække næste generation af voldgiftspraktikere.

Flytningen til nye, lyse og topmoderne lokaler på Midtermolen ser jeg også som et stort skridt mod en meget mere konkurrencedygtig organisation.

Jeg har selv procederet sager hos både ICC og LCIA, og jeg må konstatere, at rammerne har en stor betydning – men selv i Europa kan de være meget forskellige. Attraktive lokaler, alt hvad man drømmer om af teknisk udstyr og personale til at hjælpe med at gøre processen effektiv og tryg, ser jeg som vigtige parametre for, at vi har den pakke, som gør os konkurrencedygtige internationalt, og som betyder, at vi kan måle os med de bedste institutter i verden.

Hvordan du ser fremtiden tegne sig?

Jeg ser en lys fremtid for dansk voldgift og Voldgiftsinstituttet, dels fordi vi vækster, dels har vi godt fat i den kontinuerlige opgave, som det er at skabe og fastholde et internationalt renommé.

Jeg tror på, at vi kan tiltrække flere af de helt store sager, netop fordi vi har højt kvalificerede dommere tilknyttet. Desuden har vi via specialiserede medarbejdere den kvalitetskontrol af processen, som alle ser som en fordel, når vi taler om sager, der afgøres i en enkelt instans.

Og så tror jeg på, at flere vil vælge voldgift i fremtiden – alene af den grund, at der desværre er lang berammelsestid ved domstolene både i Danmark og mange andre lande, hvilket er et problem, som nok ikke bliver løst i den nærmeste fremtid. Tidsfaktoren er et vigtigt parameter i et moderne samfund, hvor mange virksomheder vil tænke i alternative konfliktløsningsmetoder – det kan være kostbart at vente fem, ti år på at få en endelig afgørelse ved domstolene.

Alt i alt er vi på en god rejse. Kursen er den rigtige og det har den været længe.

Håkun Djurhuus

Advokat (H) og partner i afdelingen for retssager og voldgift hos Lundgrens. Håkun er specialiseret inden for proces, entrepriseret og miljøret. Han har ført mere end 500 sager ved de almindelige domstole, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, Voldgiftsinstituttet, LCIA og ICC.


Få en praktisk vinkel på faget

Voldgiftsinstituttet har et løbende samarbejde med danske universiteter og CBS. Det gælder for eksempel støtte til Aarhus Universitets Pre Moot og besøg fra studerende. Instituttet er åbent for alle studerende, der ønsker et indblik i praktisk voldgift og mediation og de karrieremuligheder, som der findes både i Danmark og internationalt.

I oktober fik en gruppe studerende fra Københavns Universitet med post-doctoral researcher Siri Silvereke og ph.d. fellow Atakilti Michael i spidsen oplæg fra og en god debat med Voldgiftsinstituttets Andrew Pool.

Størstedelen af de studerende kom med en international baggrund og er i Danmark på udveksling fra universiteter i blandt andet New Zealand, Brasilien, Tyskland og Australien. Interessen for voldgift som fag er stor, og der blev blandt andet drøftet, hvilke fordele det indebærer – som for eksempel parternes muligheder for at tilrettelægge processen og tidsperspektivet for en voldgiftssag i forhold til de almindelige domstole.

Lin Adrian er lektor på Københavns Universitets Center for Interdisciplinary Studies of Law. Hun har også valgt at lægge et besøg hos Voldgiftsinstituttet ind i undervisning i efterårssemesteret af den grund, at det både giver de studerende en praktisk dimension til den teoretiske del af faget Tvisteløsning og konflikthåndtering og samtidig værdi for hende selv som forsker.

”På Københavns Universitet kan vi tilbyde forelæsninger og gruppearbejde, men de studerende får en helt anden fornemmelse for, hvordan en retssag eller voldgift fungerer, og hvad den kan bruges til, når de kommer ud og taler med praktikere. På den måde bliver undervisningen tredimensionel. Det giver ganske enkelt en anden læring at se og mærke tingene i praksis,” fortæller Lin Adrian.

Derfor vil hun gerne lægge virksomhedsbesøg og mødet med praktikere ind i undervisningen.

”De giver de studerende en virkelig god fornemmelse for, hvordan forskellige former for juridiske konflikter kan løses – og en forståelse for, at der ikke blot findes en enkelt metode, der passer til alle konflikter. Når vi er tilbage her på universitetet, giver det praktiske indblik en god mulighed for at tale om, hvordan de fysiske rammer er forskellige og dermed understøtter forskellige former for konfliktløsning – som for eksempel at dommeren i retssalen sidder hævet over aktørerne i sagen på sit podie, mens processen i voldgiftsretten i princippet kan foregå rundt om et mødebord, hvilket afspejler den mere fleksible processuelle ramme her. Alt i alt oplever jeg, at det er meget motiverende for de studerende at komme ud – samtidig med at det understøtter det, som jeg vil med faget,” siger hun.

Alle universiteter er velkomne

Lin Adrian understreger, at mødet med samfundets forskellige aktører indenfor konfliktløsning også har betydning for hendes eget arbejde som forsker.

”Kontakten er vigtig, fordi den er med til at sikre, at min forskning er relevant og rummer den bredde, der er i de konflikthåndteringsfora, som vi har i dag.”

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har selv en mangeårig fast tilknytning som censor på CBS og universiteterne i Danmark. Han ser den løbende kontakt mellem universiteterne og erhvervslivet som en vigtig opgave, som det er naturligt for Voldgiftsinstituttet at være en del af. Det sikrer, at juristerne også i fremtiden har relevant viden om voldgift og andre tvistløsningsformer, og de fordele og ulemper som disse tvistløsningsformer indebærer i praksis. Han opmuntrer også altid de studerende til at skrive speciale om voldgift, og bistår gerne med praktiske vinkler undervejs.

”Mange studerende skriver glimrende specialer om voldgift, og baner dermed vejen for i fremtiden at beskæftige sig med området. Voldgiftssager er præget af stor dynamik. Dette kombineret med den internationale dimension, som sagerne ofte indeholder, tiltaler de studerende,” siger Steffen Pihlblad, og tilføjer, at det handler om at være med til at skabe en større viden om voldgift og forståelse for, hvor store muligheder der er for at løse konflikter i de forskellige rammer.

”Men også om at give de studerende indblik i, hvilke karriereveje der er indenfor dette felt. Vi har et tæt samarbejde med CBS og Københavns Universitet, blandt andet om konferencer, herunder Copenhagen Arbitration Day, og med Aarhus Universitet, hvor vi støtter deres processpil forud for den årlige Vis Moot konkurrence i Wien. Men jeg vil gerne understrege, at alle universiteter er meget velkomne til at få en introduktion hos os her på Midtermolen, ligesom vi selvfølgelig også gerne kommer ud og fortæller om voldgift i praksis.”


When must a party invoke an arbitration agreement?

The Norwegian Supreme Court recently handed down a ruling which confirms that a party who wishes to invoke an arbitration agreement must do so not later than when submitting its first statement of the substance of the dispute. The ruling entails a strict approach which may also be relevant for the interpretation of the Danish Arbitration Act, writes Knud Jacob Knudsen, Partner and Head of International Arbitration at Simonsen Vogt Wiig, Oslo.

The case involved a Danish and a Norwegian party who had entered into a distribution agreement for hair products. Pursuant to the agreement, disputes were to be resolved by arbitration in Denmark. The Danish company alleged that the Norwegian company had breached the Norwegian Marketing Act by producing and distributing products similar or identical to the Danish company’s products.

The Danish company filed a claim for damages before the regular courts, in this case the local conciliation board (Norwegian: forliksrådet). The latter is a court of first instance in many Norwegian cases, particularly in small matters where parties are not represented by counsel. The Danish company did not initiate arbitration proceedings because it was of the opinion that the violations of the Marketing Act were not covered by the arbitration clause in the distribution agreement.

In its defence to the claim, the respondent requested the conciliation board to discontinue the case as it raised complicated substantive and procedural issues, but the respondent did not specifically invoke the arbitration agreement.

The Norwegian Arbitration Act (NAA) Section 7 first-subsection states that the courts shall dismiss an action that is the subject of arbitration if a party so requests no later than in its first submission on the merits of the dispute.

The pertinent part of Section 7 has the following wording:

“The courts shall dismiss an action that is the subject of arbitration if a party so requests no later than in his first submission on the merits of the dispute.”

The provision is based on Article 8 (1) of the Model Law, which reads:

“A court before which an action is brought in a matter which is the subject of an arbitration agreement shall, if a party so requests not later than when submitting his first statement on the substance of the dispute, refer the parties to arbitration unless it finds that the agreement is null and void, inoperative or incapable of being performed.”

A similar provision can be found in the Danish Arbitration Act Section 8, first sub-section, where the relevant part reads:

“A court before which an action is brought in a matter which is the subject of an arbitration agreement shall, if a party so requests, refer the parties to arbitration unless it finds that the agreement is null and void, inoperative or incapable of being performed.”

The disputed issues

The questions before the Supreme Court were (i) whether the Section 7 of the NAA requires that a party must explicitly refer to the arbitration clause as the basis for dismissal, and (ii) whether or not the respondent, by requesting the conciliation board to discontinue the case, had submitted its views on the merits of the dispute.

The ruling

The Supreme Court found that Section 7 of the NAA requires that a party must specifically demand that a case is dismissed or discontinued on the basis of the arbitration agreement. It is not sufficient to demand dismissal due to other unspecified procedural issues.

In its reasoning, the Court emphasized that Section 7 was based on Article 8 of the Model Law, and that consistent international application of the Model Law suggested that the NAA should be interpreted in the same way as the Model Law. Further to this, the Court stated that the wording of Article 8, which provides that a party must “request” that the court “refer the parties to arbitration”, indicated that it was not sufficient to demand that the case be dismissed due to unspecified procedural reasons.

The Court also found that the Norwegian party had submitted its views on the merits of the dispute by requesting that the case be discontinued. In the Court’s view, it was not necessary that the party had provided any explanation for its position. In its reasoning on this point, the Court stated that there did not appear to be a consistent international practice with regard to the interpretation of the wording “his first statement on the substance of the dispute” in Article 8.

The ruling from the Supreme Court can be accessed here. The key paragraphs are 35, 46 and 61.

Some perspectives

Even though the facts of the case pertain to a matter before a conciliation board, the same principles will apply to cases before the regular courts. In other words, a respondent in a court case will need to specifically invoke the arbitration clause in its statement of defence if it wishes to resolve the matter through arbitration.

The decision is consistent with the Supreme Court’s ruling in a previous case in Rt-2008-1623, which the Court also referred to. In the former case, a party had not filed a written defence but had attended the meeting of the conciliation board and generally requested that the case be dismissed, without invoking the arbitration clause in the agreement. The recent ruling from the Supreme Court is therefore not surprising, though it should be pointed out that the ruling from 2008 has been criticized, among others by current Supreme Court Justice Borgar Høgetveit Berg in his article Voldgiftslova § 7. Særleg om fristen for å krevje søksmål for domstolane avvist på grunn av voldgift, Avtalt prosess (2015). The Supreme Court noted the criticism, but pointed out that Justice Berg agreed on the correct understanding of the NAA de lega lata.

The ruling underlines the importance of double-checking the dispute resolution clause in the parties’ contract before submitting a defence in a court case. Even though the Danish company in the matter at hand had legitimate reasons for bringing the case before the regular courts, the principles in the Supreme Court’s ruling will also apply to parties who simply choose to disregard an arbitration clause in the parties’ contract.

The strict interpretation could prove to be a pitfall not only for parties who are not represented by counsel, which is often the case in matters before the conciliation boards, but also for counsel who fail to scrutinize the dispute resolution clause in the parties’ contract before submitting a statement of defence.

The ruling contains several references to Article 8 of the Model Law, and may therefore be of interest to practitioners in Denmark and other countries where the arbitration act is based on the Model Law.


Knud Jacob Knudsen

Partner and Head of International Arbitration at Simonsen Vogt Wiig, Oslo

Read more

hr-2023-2055-a.pdf (domstol.no)


The use of AI by Counsel and Arbitrators the Institutions perspective



Witness Statements – What is it going to be?

The choice between written and oral witness statements was a central issue, when Bech-Bruun were hosts for a lunch-seminar regarding maritime arbitration as part of Copenhagen Arbitration Day 2023. At another lunch-seminar at Viltoft there was focus on the importance of Procedural Order No. 1, the long process time of the national courts, the advantage of frontloading work and the support of institutions.

NOMA is much more than a well-known Danish Michelin restaurant. It is also the abbreviation for Nordic Offshore & Maritime Arbitration Association, which was on the agenda for a fully booked lunch seminar at the Danish Law firm Bech-Bruun. The topic was a comparison of rules and practices and procedural issues from a NOMA and Danish Institute of Arbitration (DIA) perspective respectively. The panel included Jon Stokholm, former Supreme Court Judge, Amund Bjøranger Tørum, professor, dr.jur. at Scandinavian Institute of Maritime Law in Norway, Kenneth Hvelplund Pedersen, partner at Gorrissen Federspiel, Søren Lundsgaard and Johannes Grove Nielsen both from Bech-Bruun.

One of the topics of particular focus was witness statements and the disagreement that can arise between parties and arbitrators about the choice between oral and written witness statements.

Kenneth Hvelplund Pedersen noted that as a default rule written witness statements are not permitted under NOMA unless the parties agree otherwise. Typically, the choice between oral and written statements will be discussed between the parties, but a key question is whether the arbitral tribunal has the final say and can maintain the form that the arbitrators prefer. Hvelplund Pedersen underlined that he had as counsel and arbitrator very good experiences with the flexible approach in the Danish Institute of Arbitration’s Rules of Arbitration in both domestic and international settings. The scope of application of written witness statements is not specifically mentioned in the DIA Rules, but the topic is governed by what the arbitral tribunal considers appropriate in case of disagreement between the parties, i.e., leaving it to the parties’ counsel to plead on the issues at hand. In his opinion, such approach is in reality suitable to handle most procedural issues that the parties cannot agree on during the proceedings.

Danish lawyer Peter F. Thommesen at Viltoft Law Firm had also organised a fully booked lunch-seminar as part of Copenhagen Arbitration Day. The focus was how to reduce time and costs and the panel included Karsten Kristoffersen, Bruun Hjejle; Nina Lauber-Thommesen, Lauber-Thommesen Arbitration; Madeleine Thörn, Deputy Secretary General, SCC Arbitration Institute; and Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, professor University of Copenhagen.

Insights were accordingly provided from the perspectives of the counsel, arbitrator, institution and university. Considerations included the importance of Procedural Order No. 1, the long process time of the national courts, the advantage of frontloading work and the support of institutions.

Use of the DIA’s Rules for Express Arbitration is also a consideration when wishing to reduce time and costs, e.g. maximum 10-day deadlines and, for less complex cases, a proposal option where the parties each provide a reasoned proposal to resolve the dispute and the tribunal selects the one that most reasonably does so, subject safeguards.


Arbitration is More Important than Ever

There were in many ways room for lofty ideas and thoughts at Børsen when Copenhagen Arbitration Day 2023 took place on 5 October. On behalf of the Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark, Secretary General of ICC Denmark, Brian Mikkelsen, opened the conference emphasising that the business community needs arbitration as conflicts in the business community are going to increase in the future.

“Right now, arbitration is more important than ever. The need for independent and impartial dispute resolution is rising. One reason is of course, that in many countries – Denmark included – the state courts are overburdened. It drains the energy out of the businesses and make it impossible to get on with business plans and objectives. Here, arbitration represents a way to get back on track.”

These were the words from Brian Mikkelsen, Secretary General of ICC-Denmark on Thursday, where he opened Copenhagen Arbitration Day 2023 to more than 200 participants in outstanding surroundings at the Old Stock Exchange, which King Christian IV built from 1618 to 1624. The Exchange arguably formed the basis for Copenhagen as a trading centre and metropolis.

“But this is far from the only reason why arbitration is so important. The business landscape becomes more and more interconnected. Thereby, the potential for disputes and conflicts grows,” he continued.

”In that way, arbitration also provides a safety net for businesses and gives leaders courage to push their businesses even further,” he emphasised.

Peter Arnt Nielsen, professor at Copenhagen Business School focused in the beginning of his speech on the history of arbitration, starting with the King Christian V who developed both Danish and Norwegian Law, and the vision for years to come.

”The present Danish Arbitration Act was adopted in 2005 and is in line with UNCITRAL’s Model Law from 1985. An initiative to revise the act should be taken soon. Otherwise, Denmark may lag behind in the competitive world of international commercial arbitration where States constantly improve their legislation on arbitration,” he said.

Independent Arbitrator Mika Savola moved to the central topic of procedural order no. 1 (PO1).

Mr. Savola set out the procedural order’s sources such as UNCITRAL Notes on Organizing Arbitral Proceedings (1996, 2016), ICCA Drafting Sourcebook for Logistical Matters in Procedural Orders (2015) and other PO1s in previous arbitrations. He highlighted the PO1’s key goals of ensuring equal treatment of the parties, affording each party a reasonable opportunity to present its case and avoiding unnecessary costs and delay. He also considered the potential issues of increased costs and psychological bias if implementing new case management paradigms, e.g. mid-stream case review conferences and Reed Retreats.

In a panel debate between attorney Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, attorney Friedrich Rosenfeld, Hanefeld in Hamburg, and Giuditta Codero-Moss, Professor at Oslo University, which was elegantly moderated by attorney Mathias Steinø, Hafnia, there was a sharp focus on how to strike the right balance between efficiency and due process and to what extent due process is a limit to the arbitral tribunal’s discretion.

In her speech, Giuditta Codero-Moss underlined that party autonomy itself does not necessarily mean that the tribunal has to accept all of the parties’ wishes.

“Party autonomy is crucial in arbitration. The process is basically controlled by the parties, who choose to bring the dispute to arbitration. They choose the venue for the arbitration, the composition of the arbitral tribunal, and the scope of the arbitral tribunal’s powers. With their pleadings, they determine the factual limits of the dispute and the remedies that the tribunal may order. The arbitral tribunal may not exceed the power that the parties granted it. However, the arbitral tribunal has the power to evaluate the parties’ pleadings, and it can independently develop a legal reasoning. Sometimes, this may be necessary to ensure that the award is valid and enforceable – for example, the arbitral tribunal may find it necessary to raise issues of competition law, or to evaluate whether an award would infringe rules on corruption or money laundering. At the same time, to ensure that the award is valid and enforceable, the arbitral tribunal needs to strike a balance between party autonomy and its own independent evaluation of the parties’ pleadings. The parties should not be taken by surprise by the arbitral tribunal’s independent reasoning, and they should be given the possibility to present their case and to comment on the basis for the decision. Therefore, it is possible for the arbitral tribunal to have a certain independence from the parties’ pleadings, while at the same time safeguarding party autonomy.”

After the day’s presentations and debates, Codero-Moss paid special attention to the fact that the professional level at the conference was very high and that there were good points to bring back to Oslo.

“For me, it was interesting to learn that the plans to reform Danish arbitration law do not envisage abandoning the requirement of the written form for arbitration agreements. This is interesting as Norway permitted oral arbitration agreements already in 2004. While permitting oral arbitration agreements apparently is more friendly to arbitration than requiring the written form, it may create difficulties– as in many jurisdictions a copy of the arbitration agreement must be submitted when enforcement of the award is sought. It is instructive that modern reform plans recommend to maintain the written form.”

The keynote speech was given by Juliet Blanch, Arbitration Chambers and Vice President of the ICC International.

It was a hypothetical congratulatory speech to a graduating class in the future. It was a fascinating and sometimes unnerving forecast of what arbitration could be like in 2035. For example, AI could predict the possible outcomes of a case based on the identity of the arbitrators involved. AI could use algorithms to select arbitrators based on social media use, private comments, attendance at conferences and student mentorships. AI could research, write, present and, respond to in real time, legal submissions. AI could mean that disputes are solely resolved by computers.

However, Blanch also highlighted that there could also be pushback if AI use is not disclosed, if parties do not have equal access to or understanding of the new technology, and if there is a lack of learning owing to arbitrators no longer being willing to give lectures.

Jeppe Skadhauge, President of The Danish Institute of Arbitration closed the conference and thanked all speakers and moderators for living up to the double future test of the Danish philosopher Kierkegaard:

”Life can only be understood backwards – but it must be lived forwards.”


A Look into the Future at CAD 2023

Thank you for the enormous engagement with Copenhagen Arbitration Day 2023. The organisers pay particular tribute to the high quality of presentations and to the large interest among participants in the development of arbitration.

“CAD 2023 was an overwhelming day together with colleagues from all over the world, which provides both food for thought and inspiration, which I take directly with me into my work. I think that this day reminded all of us that regulatory framework and practices should remain flexible and open minded towards the future.”

This is how the President of The Danish Institute of Arbitration (DIA), Jeppe Skadhauge, describes the  popular day, where colleagues met to discuss and inspire each other regarding the future of arbitration, which was the overall topic of the conference.

“We are grateful that ICC Denmark – the DIA’s co-host of the conference – invited us into one of the most historical and beautiful places in Copenhagen, the Old Stock Exchange,” Jeppe Skadhauge says.

Also René Offersen, Offersen Christoffersen – one of the key organisers behind the conference – is grateful for the opportunity to network and to participate in the rewarding discussions through-out the day.

“For me it was a perfect day blessed with new knowledge from the highest level. If I must highlight just one issue, it will be that technology will make a huge change in the near future. The use of AI in arbitration will have a huge impact on its development. Easier access to information will make the size of our cases grow and technology will change what we today see as important legal traditions, such as the conduct of oral hearings. In Denmark, it is still almost sacred to “have your day court” and ending the proceedings with closing remarks. In many other countries such closing remarks play a smaller and more withdrawn role and post hearing briefs have become common in international Arbitration. In the end of the day the change will also come to us – and we will have to get used to it – whether we like it or not,” he says.

Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel – also one of the organizers behind CAD 2023 and member of the panel about due process at the conference – highlights the challenge to strike the right balance between due process and the arbitral tribunal’s discretion, which she considers as the core issue in international arbitration.

She added that she is very pleased to note the record number of participants at the conference and the fact that a large number of the participants were from abroad. That shows us that Copenhagen Arbitration Day is an important event which gives us even more confidence and enthusiasm in relation to the future development of international arbitration in Denmark.

Steffen Pihlblad, Secretary General of The Danish Institute of Arbitration is very pleased with the fourth Copenhagen Arbitration Day.

“It has been the best arbitration day so far. It has been a lot of hard work but it is a great pleasure to bring more than 200 prominent arbitration practitioners to Copenhagen and to promote the DIA and arbitration in Denmark in general. I am also happy to note that there is huge interest among Danish law firms to sponsor the event and thereby put themselves in the frontline when arbitration in Denmark is showcased in the best possible way”, he says.

CAD 2023 was supported by Dreyers Fond.


Flere kvinder og unge jurister i branchen

Gennem 25 år har Anette Egebjerg både været sagsbehandler og direktionssekretær i Voldgiftsinstituttet. Det har været en spændende rejse, som har budt på masser af forandring i branchen. Blandt andet ser hun i dag flere kvinder og yngre advokater i voldgift end nogensinde før.

Anette Egebjerg ser sig selv som en blæksprutte, der sidder i midten af det maskinrum, der får Voldgiftsinstituttets hjul til at køre. For efter 25 år føler hun sig hjemme i enhver afkrog af arbejdsprocesserne og kedeligt bliver det aldrig, mener jubilaren, der har gjort arbejdet med konfliktløsning til den røde tråd igennem sit arbejdsliv.

”Der er sket virkelig meget indenfor voldgift. Hvor det tidligere blev anset for at være en langstrakt proces, som var forbeholdt de helt store virksomheder, er det i dag en almindelig anvendt metode til at få løst konflikter. Også selve formen har udviklet sig meget. I dag har vi selvfølgelig stadig de helt store internationale virksomhedssager – men i højere grad også sager for små og mellemstore virksomheder, der nogle gange vælger at starte processen med mediation. Lykkes det ikke at finde en løsning, så går parterne videre til voldgift, men vælger måske at aftale en kort proces, hvor sagen skal afgøres indenfor en bestemt periode, eller vælger den endnu kortere og billigere proces – baseball-voldgift – hvor hver af parterne skriver et forslag til afgørelse, hvorefter en dommer tager stilling til, hvis forslag, der er det mest rimelige,” siger Anette Egebjerg, der startede sin karriere i Voldgiftsnævnet. Men da fremsynede kræfter valgte at udskille instituttet fra nævnet, så hun en god mulighed for at blive en del af det nye institut, selvom om det krævede et intensivt engelskkursus på Cambridge University inden jobbet var hjemme.

Voldgiftsdommere skal afspejle både parterne og samfundet

En af de ting, der har gjort mest indtryk på hende er, at der de seneste ti, femten år er sket er væsentlig forandring aldersmæssigt i branchen.

”Jeg oplever, at de yngre aktører får meget mere plads. Da jeg startede i branchen, tror jeg næppe, at der eksisterede en voldgiftsdommer på under 65 år. Det har heldigvis ændret sig meget – måske især efter at voldgiftdommeruddannelsen har gjort det muligt at kvalificere sig tidligere i karrieren. I dag gør vi rigtig meget for at tiltrække yngre kræfter. Både fordi dommerne skal afspejle parterne og samfundet men også fordi verden er blevet mere kompleks, hvilket kræver international orientering.”

Ligesom den gennemsnitlige alder blandt voldgiftsdommerne har ændret sig, er der også sket en forandring, når det angår diversitet.

”Jeg kan simpelthen ikke huske, at der var kvinder i voldgift for 25 år siden. Det har heldigvis ændret sig. Især oplever jeg, at der er sket en forandring efter at vi for godt fem år siden tilsluttede os ”Equal Representation in Arbitration Pledge” for at skabe mere synlighed for kvindelige jurister i branchen. I dag viser vores statistikker, at der i 2022 var mere end en tredjedel kvinder blandt de udpegninger, som instituttet foretog. Det har en ret stor betydning, at vi har det fokus, da der samtidig blandt parternes alene blev udpeget seks procent kvindelige voldgiftsdommere. Det er noget, som jeg er rigtig stolt over, for jeg ved jo, at der findes virkelig mange dygtige kvindelige jurister, som gerne vil have samme muligheder som mændene,” siger Anette Egebjerg, der også har haft en stor andel i, at instituttet er flyttet fra indre by til Midtermolen på Østerbro.

”Det har helt sikkert været en hjørnesten i mine år her, for jeg føler, at det har været den bedste beslutning. Her er lys, luft, parkeringsmuligheder og alle moderne faciliteter. For slet ikke at tale om den gode kaffe.”


Tolkning av kontraktsvilkår i internasjonal voldgift

Advokater som skriver internasjonale kommersielle kontrakter, legger betydelige ressurser inn i utforming av kontraktsvilkårene. Ofte er tvister over kontraktene avgjort i voldgift. Det er en forventing, at voldgift sikrer en kommersielt orientert kontraktanvendelse som er trofast til partenes vilje. Men kan man stole på at kontraktsvilkårene i voldgift gis virkning i tråd med den rene ordlyd? Finnes det i voldgift en ensartet tilnærming til tolkning og utfyllelse av kontraktsvilkår? Ikke alltid, viser resultatene til en pilotundersøkelse som ble foretatt under ledelsen av professor, dr. juris  Giuditta Cordero-Moss, Universitetet i Oslo.

Av professor, dr. juris Giuditta Cordero-Moss

Pilotundersøkelse er en del av et Prosjekt som gjennomføres av et team bestående av anerkjente jurister og lingvister. Juristene er Franco Ferrari (Universitet i New York – NYU), Diego Fernandez Arroyo (Sciences Po – Paris), Cristiano Zanetti (Universitetet i Sao Paulo) og Gary Bell (National University Singapore). Lingvistene er Lucia Busso (Universitetet Aston), Bruno Laeng (Universitetet i Oslo), Michele Miozzo (Universitetet Columbia) og Chiara Zanchi (Universitetet Pavia). Prosjektleder er Giuditta Cordero-Moss (Universitetet i Oslo).

Pilotprosjektet besto av en undersøkelse blant 32 anerkjente internasjonale voldgiftsdommere, som ble innordnet i tre grupper avhengig av deres juridiske bakgrunn: common law, civil law og dual. Deltagerlisten finnes på https://zenodo.org/record/8089846 (s. 46).

Deltagerne ble bedt om å vurdere tre cases: én basert på en Termination Clause, én basert på en Entire Agreement Clause, og én basert på en betalingsmekanisme. Svarene kunne velges blant fem alternativer. De fem alternativer gjenspeilet tre ulike tilnærminger og to juridiske mentaliteter innenfor hver tilnærming.

De tre tilnærminger er: (i) Dersom kontrakten regulerer spørsmålet, er det tilstrekkelig å lese kontrakten for å finne løsningen; (ii) Kontraktens ordlyd alene kan ikke gi svaret, man må lese den i lys av den nasjonale retten som regulerer kontrakten; (iii) Kontraktens ordlyd alene kan ikke gi svaret, man må lese den i lys av trans-nasjonal rett som kontraktspraksis, sedvane, handelsbruk, og soft law.

De to juridiske mentaliteter er basert henholdsvis på common law og civil law rettstradisjon. Common law prioriterer partsautonomien og kan akseptere ubalanserte resultater, dersom disse følger av ordlyden. Civil law prioriterer balansen mellom partenes interesser og utfyller kontrakter med prinsipper som lojalitet – derfor kan den komme til resultater som ikke direkte følger av kontraktens ordlyd.

Disse to juridiske mentaliteter er kompatible med alle tilnærminger, derfor kan hver tilnærming føre til to ulike utfall. Det betyr at hver case har seks ulike resonnementer som kan lede til to mulige utfall.

Pilotprosjektets resultater

Pilotprosjektet viser en sprikende tilnærminger til om avtalte vilkår skal gis virkning kun etter ordlyden, eller om de skal utfylles med andre prinsipper som for eksempel lojalitetsplikten:

  • Et flertall av voldgiftsdommere (53%) svarer at bakgrunnsretten avgjør kontraktsvilkårenes omfang og virkning, selv der ordlyden er klar og ikke gir rom for tolkning;
  • Blant voldgiftsdommerne (26%) som mener at kontrakten kan tolkes kun med utgangspunktet i ordlyden når denne er klar, finnes det to tilnærminger – en som kun gir virkning på ordlyden (64%), og en som utfyller ordlyden med alminnelige prinsipper (36%);
  • Den same deling finnes blant voldgiftsdommerne (21%) som mener at kontrakten skal tolkes i lys av prinsipper som er alminnelig anerkjent internasjonalt, selv om disse er mer påvirket av civil law (91%).


Pilotprosjektets resultater viser ikke sterk korrelasjon mellom voldgiftsdommernes juridiske utdannelse og deres valg av tilnærming eller mentalitet.

Det kan imidlertid observeres at voldgiftsdommere med en civil law utdannelse er mer tilbøyelig til å innta tilnærmingen basert på trans-nasjonal rett enn de med common law bakgrunn.

Videre kan det fremheves at voldgiftsdommere med en civil law utdannelse er mer tilbøyelig til å innta den common law mentalitet enn omvendt.

Voldgiftsdommere med dual bakgrunn er klart mer tilbøyelig til å vurdere den nasjonale bakgrunnsretten (67%) enn til å vurdere kontraktsordlyden isolert (9%) eller underlagt en trans-nasjonal rett (24%)

Mer om pilotprosjektet finnes her: Pilot Empirical Project on Construction of Contracts in International Arbitration. – Kluwer Arbitration Blog

Paneldiskusjon i Oslo via Zoom

Pilotprosjektet vil følges opp av en hovedundersøkelse – et formular som besvares av 100 voldgiftsdommere og som skal være basert på 10 cases. Spørreformularet vil bli utviklet i løpet av 2024.

Som bidrag til utforming av formularet vil en paneldiskusjon finne sted mandag 13. november 2023 kl 16 ved Universitetet i Oslo.

Advokater som har lang erfaring med kommersielle kontrakter og internasjonal voldgift vil diskutere utfordringer knyttet til utforming og tolkning av kontraktsvilkår: Når forutsetter konsipisten at avtalte vilkår skal tolkes etter ordlyden? Når forutsetter hun at de skal utfylles med prinsipper som for eksempel lojalitetsplikten?

Paneldeltagere er: Nanette Arvesen (Thommessen); Camilla Bråfelt (Schjødt); Harald Hellebust (Wiersholm); Ola Nisja (Wikborg Rein); Svein Gerhard Simonnæs (BAHR).

Ordstyrer er Giuditta Cordero-Moss (Universitetet i Oslo).



Fjerndeltagelse via zoom er mulig for dem som ikke er bosatt i Oslo ved å henvende seg til:

[email protected]

Det vurderes å organisere tilsvarende paneldiskusjon i Danmark for danske advokater.



Der var celebre navne på programmet og fokus på sanseindtryk fra møderne med juridiske institutioner, da Voldgiftsforeningen i starten af september havde inviteret på studietur til London. Arrangørerne Lotte Noer og René Offersen skriver om deres indtryk fra turen.

Af advokat Lotte Noer og advokat René Offersen

Voldgiftsforeningens studietur den 7. september 2023 satte fokus på deltagernes sanseindtryk fra mødet med juridiske institutioner i London snarere end erhvervelse af konkret viden om international voldgiftsret. Tilbagemeldingerne viser, at det gav god mening at anvende en arbejdsdag i dette øjemed.

De fleste ankom med morgenflyet og nåede frem til kl. 11 på mødestedet ved Holborn Station. Herfra førte en professionel guide os via det historiske Lincoln’s Inn Fields med chambers og andre juridiske lokationer frem til Inner og Middle Temple, der ligger mellem Fleet Street og Themsen. Området har siden 1300-tallet været anvendt af jurister. I dag er det navnlig præget af de mange chambers, hvorfra barristers og nu også voldgiftsdommere udøver deres virksomhed, og af Middle Temple Hall fra 1573. Det er stedet, hvor aspiranter til at blive barrister efter traditionen skal have spist frokost flere gange i den imponerende spisesal, og som med sine historisk indrettede mødelokaler fortsat tilbyder mødesale med højt til loftet til gavn for de juridiske diskussioner. Voldgiftsforeningen havde fået lov til anvende Middle Temple Hall til frokost og de første faglige indlæg.

Første oplægsholder var professor, Sir Bernard Rix, der efter en stor karriere som barrister og senere dommer med slutstilling som Lord Justice of Appeal (en af det britiske retssystems højeste embeder), har taget opdrag som voldgiftsdommer. Han er 78 år og havde tid til at slutte sig til os allerede til frokosten ved langbordene. Der hviler en særlig aura over personer som Bernard Rix, der også har læst latin og græsk på Oxford og stadig drysser af den viden i de helt rigtige mængder. Hans præsentation var fagligt tilgængeligt og interessant med praktiske vinkler. Replikken under skriftvekslingen bliver altid alt for lang, forstås.

Det internationale voldgiftsmiljø

Dernæst præsenterede direktøren for Chartered Institute of Arbitrators institutionen, der er globalt ledende indenfor certificering og uddannelse om international voldgift. Danske jurister med ambitioner om at begå sig som voldgiftsdommere i det internationale miljø bør interessere sig for CiARB.

Ambitioner i det internationale voldgiftsmiljø havde næste oplægsholder. Niels Schiersing har – som vistnok den hidtil eneste dansker – formået at skaffe sig en karriere som international voldgiftsdommer på højeste niveau. Niels Schiersing er i dag bosat i Dubai, da det giver et geografisk godt udgangspunkt for global tilstedeværelse, og som samtidig fremstår som en seriøs tilkendegivelse om hans interesse for voldgiftsopgaver globalt. Niels Schiersing delte generøst ud af sine erfaringer på en imødekommende måde og kunne forståeligt stolt indskyde en bemærkning om, at han netop er indstillet som en af otte kandidater som ”Arbitrator of the Year”.

Vi spadserede herefter en kilometer ned til 1 Paternoster Lane, hvor London Court of International Arbitration (LCIA) og International Dispute Resolution Centre (IDRC) har adresse. IDRC’s virksomhed omfatter facilitering af forhandlinger i voldgiftssager, afgivelse af vidneforklaringer via telecom (for at sikre at forklaringen ikke påvirkes af andre og lignede) og alternative konfliktløsninger. I de store internationale voldgiftssager stiller optimal tilrettelæggelse af de omkostningstunge retsdage store krav til mødefaciliteterne, både til antallet og indretningen af mødelokaler og til tilgængelig teknologi. Kravene ligger langt over, hvad man i tidligere tider klarede med en hotelløsning. Vi blev blandt andet vist rundt i Johnny Veeder Lounge, som er opkaldt efter den meget anerkendte, men nu afdøde engelske QC og voldgiftsdommer. Besøget blev afrundet med en præsentation af LCIA’s procesregler og system.

Besøg hos Three Crowns

Med afslutningen af besøget gik programmet over til en optionel del, hvor medvirken nødvendiggjorde efterfølgende overnatning i London, hvilket de fleste havde valgt at gøre. Den optionelle del omfattede besøg hos Three Crowns og bagefter netværksmiddag på en fransk inspireret restaurant.

Three Crowns er et internationalt advokatfirma med kontorer i flere lande, der kun varetager sager om international voldgift. Vi blev modtaget af fire højtkvalificerede medarbejdere, der havde forberedt præsentationer omfattende Investor-State voldgift med rod i entreprisekontrakter og om sanktioners indvirkning på kontraktforpligtelser. Three Crowns påviste, hvordan konflikter fra entreprise i nogle tilfælde kan henføres til Investor-State voldgift, hvilket kan give fordele i forhold til både det materielle og det processuelle grundlag for den konkrete voldgift. Det andet oplæg drejede sig om ”lov og ærbarhed” efter kontinental retstradition og ”frustration” efter common law.

Oplægsholderne var alle virkelig gode og velforberedte. Stoffet blev formidlet forståeligt, og vi forlod alle Three Crowns med et indtryk af et højt specialiseret firma på det højeste faglige niveau.


Nordisk statistik om anfægtelse af voldgiftskendelser

Sammen med kolleger fra Norge, Sverige og Finland har advokat Lotte Noer igangsat et arbejde, som skal belyse, i hvilket omfang voldgiftskendelser anfægtes og tilsidesættes og med hvilke begrundelser. I den forbindelse søger hun oplysninger om domstolsafgørelser fra 2023, hvor domstolene træffer afgørelse efter voldgiftslovens § 13, stk. 3, (om habilitet) eller § 37 (om tilsidesættelse). Desuden søger hun oplysning om sager, som er indbragt for domstolene i 2023 med påstand om inhabilitet efter voldgiftslovens § 13, stk. 3 eller tilsidesættelser efter voldgiftslovens § 37.

Lotte Noer understreger, at hun ikke har brug for at kende fortrolige oplysninger om sagen.

”Vi kan derfor aftale et format, hvor jeg får de oplysninger om sagen, som jeg skal bruge til arbejdet, men uden at kompromittere forpligtelser om fortrolighed,” siger hun.

Kontakt Lotte Noer på [email protected].


Anniversary LL.M. Conference in Stockholm

The International Commercial Arbitration Law (ICAL) programme at Stockholm University has an impressive pedigree regarding LL.M.s. Well-known practitioners and academics give lectures, and many alumni are now leading partners, institutional decision-makers and in-house counsel for multinationals. Andrew Poole from The DIA participated in celebration of the LL.M. for its 20th Anniversary Conference.

The Modern Museum was a fitting location to celebrate the success of the LL.M. for its 20th Anniversary Conference. The diverse backgrounds of the alumni and the international reach of speakers, with contributions as far afield as Singapore, Sri Lanka and Australia, strengthened the discussion with its theme of “Evolution or Revolution”.

Evolution looked to have won the most support. Discussion flowed from gunboat diplomacy to environmental BIT protection; to arbitration’s adaptive tools; to developing institutional rules; to AI’s own LLMs (Large Language Models) and possible use of deepfake evidence. An insight into the evolution of the IBA Conflicts of Interest Guidelines was also provided by a walk-through of their proposed revisions; the DIA has been invited, along with other institutions, to comment on such revisions and looks forward to doing so.

The support for evolution reflects one of the advantages of arbitration, i.e. that it is willing to update itself to adapt to parties’ needs. Examples are the quick adjustment of arbitral tribunals to virtual hearings owing to the pandemic and institutions’ regular updates of their rules, further to client input and market practice, such as the new express rules of the DIA.


Første danske dom om virtuel mundtlig forhandling

Hvordan ser domstolene på muligheden for, at mundtlig forhandling i voldgiftssager gennemføres helt eller delvist virtuelt? Vestre Landsret har nu afsagt den første danske dom på området, skriver dommerfuldmægtig Louise Parker. Mens det stadig efter dommen er uafklaret, om en part kan kræve en fysisk forhandling, har Voldgiftsinstituttet efter nye regler givet voldgiftsretter i sager under instituttets regler kompetence til at beslutte, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist virtuelt.

Af Louise Parker, dommerfuldmægtig

Voldgiftssagen, som danner baggrund for Vestre Landsrets dom, verserede mellem en dansk og norsk part. Voldgiftsretten havde i sagen berammet en del forhandling vedrørende et materielt spørgsmål i sagen til afholdelse i december 2020, hvor Corona-pandemien fortsat var på sit højeste. Omkring en måned før delforhandlingen drøftede voldgiftsretten og parterne derfor mulighederne for delforhandlingens afholdelse.

Der var på tidspunktet ikke restriktioner for rejser i forbindelse med voldgiftssager. En rejse til Danmark ville dog for de norske deltagere betyde, at de skulle i ti dages isolation ved hjemrejsen til Norge. Den norske part meddelte på trods heraf, at de var indstillet på at give fysisk møde. Det blev herefter besluttet, at den mundtlige forhandling skulle foregå fysisk.

Den norske part ændrede imidlertid kort tid efter mening. Blot to uger før delforhandlingen meddelte de, at de henset til smitterisikoen ikke længere var indstillede på at møde fysisk til forhandlingen. De anmodede derfor voldgiftsretten om, at den mundtlige forhandling enten blev udsat eller (subsidiært) at begge parter deltog virtuelt i den mundtlige forhandling. Den danske part protesterede imod en udsættelse, og meddelte at de fortsat ønskede at møde fysisk til forhandlingen som planlagt. Da parterne ikke kunne nå til enighed, måtte voldgiftsretten træffe afgørelse.

Voldgiftsretten besluttede ikke at udsætte delforhandlingen, ligesom de ikke fandt grundlag for at afskære den danske part fra fysisk at deltage i forhandlingen. Voldgiftsretten tillod dog, at de norske partsrepræsentanter og vidner kunne deltage virtuelt (via videolink). Forhandlingen blev herefter afholdt ved, at den danske part gav fysisk møde, mens de norske partsrepræsentanter og vidner deltog virtuelt.

Søgsmålet om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen

Efter delkendelsens afsigelse anlagde den norske part søgsmål om tilsidesættelse. Ifølge den norske part betød smitterisikoen og karantænereglerne, at de ikke havde haft samme mulighed for at give fysisk møde til delforhandlingen. At den mundtlige forhandling var blevet afholdt, selvom den norske part måtte deltage virtuelt, var derfor i strid med princippet om parternes ligebehandling. Desuden gjorde den norske part gældende, at den virtuelle deltagelse betød, at de ikke havde fået fuld lejlighed til at fremføre deres sag. Den norske part gjorde derfor gældende, at kendelsen skulle tilsidesættes i medfør af voldgiftslovens § 18, jf. § 37, stk. 2, nr. 1, litra b og d.

Vestre Landsret fandt ikke, at den mundtlige forhandlings afholdelse var i strid med hverken princippet om parternes ligebehandling eller muligheden for at have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Voldgiftskendelsen blev derfor heller ikke tilsidesat.

Vestre Landsret ræsonnerede, at rejserestriktionerne og karantænekravene var uændrede i perioden fra den norske parts accept af at give fysisk møde og frem til afslutningen af delforhandlingen. Det var derfor i hele perioden muligt for den norske part at deltage fysisk under delforhandlingen, under de omstændigheder, som den norske part også oprindeligt have accepteret. Vestre Landsret fandt derfor ikke, at der var sket forskelsbehandling i strid med voldgiftslovens § 18, eller at den norske part ikke havde haft fuld lejlighed til at fremføre sin sag.

Et skridt mod yderligere anerkendelse af brugen af virtuelle midler

Spørgsmålet er herefter, hvad der ud fra Vestre Landsrets dom kan konkluderes om voldgiftsretters mulighed for at beslutte, at en mundtlig forhandling skal foregå enten helt eller delvist virtuelt. Før der kan drages konklusioner, må særligt tre opmærksomhedspunkter fremhæves:

For det første var tilsidesættelsessøgsmålet rettet mod efterlevelsen af sagsbehandlingsprincipperne i voldgiftslovens § 18. Vestre Landsret har derfor ikke taget direkte stilling til spørgsmålet, hvorvidt begrebet “mundtlig” forhandling i medfør af voldgiftslovens § 24 kan tolkes som omfattende en virtuel forhandling.

For det andet havde den norske part, som beskrevet, oprindeligt accepteret at deltage fysisk under de konkrete omstændigheder, hvorefter de ændrede mening. På intet tidspunkt var den norske part reelt forhindret i at møde fysisk. Med Vestre Landsrets ord var det således reelt partens eget valg ikke at møde fysisk, men alene deltage via videolink.

For det tredje var den norske part repræsenteret af en dansk advokat, som var fysisk til stede under forhandlingen. Det var altså alene partsrepræsentanter og vidner fra Norge, som deltog virtuelt.

Dommen er imidlertid interessant, idet Vestre Landsret ikke fandt det i strid med voldgiftslovens præceptive princip om ligebehandling, at den ene part deltog virtuelt, mens den anden part deltog fysisk. Det afgørende var således blot, at begge parter havde haft mulighed for at kunne deltage fysisk. Den norske part havde under tilsidesættelsessøgsmålet gjort meget ud af, at det reelt ikke var muligt eller forsvarligt at deltage grundet Corona-pandemien. Vestre Landsret synes dog at have anlagt en stringent fortolkning af ligebehandlingsprincippet, med fokus på en helhedsvurdering af parternes muligheder under sagen. Det synes i den forbindelse også at være tillagt betydning, at den norske part først accepterede at deltage fysisk under de gældende forhold.

Det er yderligere interessant, at Vestre Landsret ikke fandt, at deltagelse via videolink havde forhindret partens mulighed for at have haft fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Dette punkt er i dommen behandlet mindre omfattende, men synes dog at kunne tolkes til støtte for, at virtuelle midler må anerkendes som redskab til at afholde en mundtlig forhandling. Vestre Landsrets dom synes således generelt at kunne tolkes til støtte for en anerkendelse af brugen af virtuelle midler, og dermed også for at tillade voldgiftsretter diskretion til at beslutte anvendelsen af disse.

Det synes dog fortsat uafklaret, om en virtuel forhandling i alle tilfælde kan anses for at opfylde kravet til en mundtlig forhandling i medfør af voldgiftslovens § 24, eller om en part kan kræve en fysisk forhandling. Det kan nemlig overvejes, om situationen havde været anderledes, såfremt den norske part ikke først havde accepteret løsningen og rent faktisk havde været fysisk forhindret, eller hvis advokaten ikke havde haft mulighed for at deltage fysisk. Det vil også her basere sig på en helhedsvurdering, men det er efter fremstillingen i Vestre Landsrets dom nærliggende at tænke, at situationen da ville være anderledes.

Voldgiftsinstituttets nye regler for virtuel forhandling

Det er i forhold til ovenstående vigtigt at have in mente, at voldgiftslovens § 24 om kravet på en mundtlig forhandling ikke er en præceptiv bestemmelse. Dette er siden pandemien udnyttet af Voldgiftsinstituttet til at afbøde tvivl, idet Voldgiftsinstituttet har indført særlige regler om muligheden for afholdelse af virtuelle forhandlinger.

For sager under Voldgiftsinstituttets regler anlagt efter den 13. april 2021, er det derfor muligt for en voldgiftsret at træffe afgørelse om, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist ved brug af telekommunikation, hvis det ellers er forsvarligt, hensigtsmæssigt og særlige grunde i øvrigt, taler for det, jf. artikel 37(2) af Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager (2021). Voldgiftsretter under instituttets regler har således fremadrettet fået kompetence til at beslutte, at en mundtlig forhandling skal gennemføres enten helt eller delvist virtuelt. Parter til en ad hoc voldgiftssag kunne ligeledes drage fordel af at aftale muligheden for brugen af virtuelle midler.

Louise Parker

Dommerfuldmægtig ved Retten i Lyngby og ekstern lektor i civilprocesret ved Københavns Universitet. Louise har tidligere været advokat ved Gorrissen Federspiel med speciale i rets- og voldgiftssager.




Tilrettelæg processen så den passer præcis til sagen

Forhandling, mediation og voldgift – i nævnte rækkefølge. Det er det strategiske valg, som advokat Banafsheh Salehi fokuserer på, når hun arbejder med nogle af de helt store tvister i byggebranchen. Her er tendensen, at mediation vægtes højt af især de store virksomheder, fordi det er både en billigere og hurtigere vej til at få afsluttet tvisten og komme videre. Hvis tvisten ender i voldgift, ser hun kun fordele i, at valg af sagkyndige, sprog og vidneudsagn kan skræddersyes af parterne, så det præcis passer til sagen.

Hvorfor har du valgt at specialisere dig i tvistløsning?

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være jurist og arbejde med tvistløsning indenfor byggebranchen. Jeg læste et år på Southampton University i England, og her fik jeg en særlig passion for mediation og voldgift, blandt andet fordi jeg blev en del af et forum i London svarende til Young Arbitrators Copenhagen.

Efter studiet startede jeg hos Voldgiftsnævnet for at få indblik i branchen, praktisk erfaring med entrepriseret og en forståelse for de typer af sager, der kom ind. Det var en ret spændende tid, hvor jeg blandt andet var med til at udforme nye procesregler i forlængelse af AB18 og deltage i mange hovedforhandlinger. Men på et tidspunkt tænkte jeg, at det var på tide at komme over på den anden side af bordet for at gøre en forskel der og få mere konkret erfaring med forberedelse og behandling af tvisterne. Derfor startede jeg som fuldmægtig hos det tidligere Lundsgaard & Partnere, hvor jeg primært arbejdede med proces, herunder en ret stor international voldgiftssag vedrørende rådgiveransvar.

Hvilke sager arbejder du med nu?

Jeg arbejder indenfor entrepriseområdet hos Lundgrens. En af de ting, som jeg er virkelig glad for, er, at jeg har ansvaret for sagerne fra start til slut. Det vil sige, at jeg starter sagen med en forhandling, der kan gå over i mediation og i sidste ende blive afsluttet med en kendelse i en voldgiftssag.

Jeg er stor fortaler for mediation og har blandt andet været en del af den nordjyske forening Danske Mediatorer #Byg, hvor vi var en lille gruppe, der tog rundt i landet for at holde oplæg i byggebranchen med det formål at få spredt budskabet om fordelene ved mediation og for at dele viden om processen for mediation. Jeg oplever stadig, at der er stadig et stort behov for at fortælle, at mediation er et virkelig godt værktøj til at løse tvister. Men byggebranchen er konservativ, og det kræver noget benarbejde for at ændre holdningerne til, hvordan tvister løses bedst muligt. Selvom mediation faktisk ifølge AB-reglerne er obligatorisk, vælger mange – især mindre virksomheder – at aftale sig ud af muligheden for en mindelig løsning i stedet at gå direkte til en voldgifts- eller retssag.

Til gengæld oplever jeg en tendens til, at de helt store selskaber indfører krav om mediation i deres kontrakter, både fordi det er en god mulighed for at få en hurtig løsning, og fordi der er så store beløb på spil, at det som minimum virkelig kan betale sig at skære sagens tvister til.

Min erfaring er, at det nogle gange kan være muligt at finde en løsning allerede i forlængelse af forhandlingen, fordi den giver et pejlemærke om vejen i sagen. Det kan være, at din klient tror, at der er tale om en god sag med stor chance for at få medhold, men forhandlingen bliver en øjenåbner for, at sagen har aspekter, der trækker i andre retninger, som minimerer muligheden for at få ret. På den måde skabes der grundlag for selve mediationen, hvor begge parter giver lidt med det formål at komme hurtigt videre og opretholde et eventuelt verserende og fremtidigt samarbejde.

Hvilken udvikling ser du indenfor byggeri og voldgift?

Jeg oplever helt klart et ønske om at få løst tvisterne hurtigt. Alle konflikter har sin egen natur, hvor parterne i første omgang viser deres muskler og tror på, at de har en stærk sag. Så vi starter altid med et kæmpe nej, der ofte bliver til et mindre nej, i takt med at sagen skrider frem. Så processen tager tid, særligt fordi ideen om at alle må give sig lidt skal modnes, selvom alle har interesse i at få løst sagen så hurtigt som muligt.

Min erfaring er også, at der kan komme gode resultater ud af treparts-mediation mellem bygherre, hoved- og underentreprenør. Det kan spare tid, hvis alle tre parter er med ombord fra starten, fordi problemerne hænger sammen. Det er meget mere konstruktivt og effektivt, end at lade tiden løbe ved at mundhugges på skrift.

Ender det med en voldgiftssag kan syn og skøn blive til en tung proces, fordi parterne skal være enige om spørgsmålene til den sagkyndige. Det er også en proces, der virkelig kan trække ud. Men det kan faktisk godt lade sig gøre at være effektiv, her for der er sjældent brug for at dissekere hver en lille detalje ved skrivebordet. Er arbejdet mangelfuldt, skal det nok komme frem. Her handler det om at få alle til at forstå, at vi skal holde os til den gode proces i stedet for at trække tingene i langdrag.

Hvad er det særlige ved voldgift, som du finder interessant?

Det er spændende at arbejde med voldgift, fordi der er mange muligheder for at tilrettelægge processen fleksibelt, så den passer præcist til sagen – selvfølgelig i det omfang at parterne er enige. Et eksempel er, at man ikke behøver at diskutere, hvem der skal være den sagkyndige i forhold til ekspertvurderinger – for parterne kan udpege hver sin. Og ja, der er en risiko for, at de partsudpegede eksperter afgiver erklæringer, som er i øst og vest, men det er også en metode til at finde de tekniske fejl.

Voldgift giver også mulighed for, at man kan anvende skriftlige vidneerklæringer – noget der faktisk sjældent anvendes i byggebranchen, men som kan give mening, hvis der er mange vidner i en stor sag, ligesom det er muligt at anvende andre sprog end dansk. På den måde er der mange muligheder for at forme sagen for at gøre hovedforhandlingen mere effektiv og skræddersy den til parternes behov.

Hvilke trends ser du inden for tvistløsning i byggesager?

Antallet af tvister i byggebranchen følger konjunkturerne. De seneste års fremgang i byggebranchen har gjort, at vi ser eftervirkninger af den høje aktivitet lige nu i form af konkurser. Herudover ser vi i dag fortsat mangel på materialer, mangel på mandskab og at færre skal nå mere, som kan betyde flere fejl. Så selvom økonomien går ned af bakke, kan der stadig opstå tvister.

Du er en del af Arbitration Lunch Match. Hvad får du ud af det?

Kvinder indenfor voldgift skal længere frem i bussen. Det vil jeg gerne støtte op om. Og så ser jeg en god mulighed for at møde nye mennesker, der interesserer sig for det samme som mig.

Gennem tiden har jeg deltaget i flere af de kvindenetværk, som er poppet op, og hvor der har været aktivitet i perioder. I de netværk taler vi blandt andet om, hvem der er de førende procedører i dag, og det er jo faktisk altovervejende mænd. Men vi er altså mange kvinder, der er på vej. Det kommer ikke af sig selv, men debatterne i fællesskaber som Arbitration Lunch Match bekræfter mig i, at der skal gøres noget ved det, og at det vil ske, for det er ikke længere bare mig, der har det ønske. Det er os.


Banafsheh Salehi

Advokat i Lundgrens afdeling for Fast ejendom & Entreprise, hvor hendes specialer er entrepriseret og gennemførelse af sager ved domstolene, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg og Voldgiftsinstituttet. Rådgiver både danske og internationale aktører inden for bygge- og anlægsbranchen. Uddannet fra Københavns Universitet i 2014 og har læst et år på Southhampton University i England i forbindelse med sin kandidat. Uddannet mediator i 2016 ved London School of Mediation og certificeret voldgiftsdommer i 2018 via Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse.


A Look into the Future at CAD 2023

Friedrich Rosenfeld, Partner at the dispute resolution firm Hanefeld in Hamburg, is one of the speakers at Copenhagen Arbitration Day. He will debate due process as a limit to discretion in international arbitration.

What advantages do you see in the discretion that is accorded to arbitrators?

Discretion is a basis for tailored justice, enabling arbitrators to establish a procedural framework that aligns with the best interests of the parties. This is crucial for international disputes, where parties may have diverse legal backgrounds and varying expectations regarding dispute resolution. By exercising their discretion, arbitrators can effectively bridge these cultural differences.

To what extent does due process limit the discretion of arbitrators?

Due process is an umbrella concept. The term is often used to refer to certain mandatory procedural norms that limit the discretion of arbitrators. Examples include the right to be heard, the right to equal treatment, the obligation to accord proper notice and the duty to be and remain independent and impartial. The failure to respect these due process guarantees may, in a given case, justify setting aside an arbitral award or refusing its recognition and enforcement.

What observations do you make with respect to due process in practice?

Some parties misuse the concept of due process as a strategic tool. For example, they might exploit potential due process arguments as a pretext to introduce new evidence at the eleventh hour or make unsolicited submissions. Arbitrators should not suffer from due process paranoia in these situations. A sound understanding of due process will assist in determining when such motions must be granted and when they should not. Ultimately, it is perfectly possible to ensure due process while efficiently conducting the proceedings.

Read more and registration here



Lunch-seminarer med voldgift på menuen

I forbindelse med Copenhagen Arbitration Day 2023 inviterer advokat Søren Lundsgaard, Bech-Bruun, og Peter Thommesen, Viltoft, på hver deres lunch-seminar op til konferencen. Der er mulighed for at blive klogere på både maritim voldgift og sagsomkostninger.

Med udsigt til vand og havn byder advokat Søren Lundsgaard til debat med emnet Nordic Offshore and Maritime Arbitration and The Danish Institute of Arbitration – A Discussion and Comparison of Procedural Issues i forbindelse med CAD 2023.

“Vi skal diskutere, hvordan vi får etableret Norden som et større center for voldgift indenfor det maritime område. Vi har allerede en del sager, hvor lovvalget er dansk, men samtidig er der altså parter, der vælger at afgøre tvister i London, New York eller Singapore. På seminaret ser vi på forskelle og ligheder i proceduren mellem institutterne – det gælder for eksempel brugen af skriftlige vidneerklæringer samt syn og skøn,” siger Søren Lundsgaard, der understreger, at der bliver god mulighed for at dele viden og diskutere forskelle og ligheder mellem regelsæt.

”Jeg forsikrer om, at alle kan være med – også selvom man blot har en interesse i området, men ikke tidligere har arbejdet med voldgift indenfor det maritime område. Vi har to timer sammen, og der skal også være plads til at netværke og tale mere uformelt.”

Hos advokat Peter Thommesen, Viltoft, i hjertet af København er der lagt op til debat om nedbringelse af sagsbehandlingstider og omkostninger i voldgift.

”Overskriften for CAD 2023 er The Future of Arbitration, og vi har besluttet, at fokus for seminaret skal være kommerciel voldgifts største udfordringer i dag og i fremtiden. Som jeg ser det, er det centrale sagsbehandlingstiden og omkostningerne,” siger Peter Thommesen, der på seminaret vil tage fat på, hvilke årsager der kan være til, at voldgiftssager trækker ud og dermed bliver dyre.

”Her tænker jeg ikke mindst på advokaternes evne til i stigende grad at dænge sagerne til med omfattende dokumenter, editionsbegæringer og vidneafhøringer samt længere og længere mundtlige forhandlinger. Det er en debat, som vi vil tage rundt om bordet, hvor der vil være fire paneldeltager, og hvor jeg vil være ordstyrer.”

Selv ser Peter Thommesen frem til den årlige konference, hvor han får en fornemmelse af, hvad der rører sig på den internationale scene.

”Når man arbejder med voldgift, er det altid interessant at høre om, hvilke trends der er i andre lande omkring os. Det er blandt andet her, jeg holder mig opdateret på, hvad der rører sig på området. Derfor er der også god mulighed for at få inspiration til, hvordan man kan gøre tingene anderledes her hjemme i København,” siger han.

Også Søren Lundsgaard ser frem til konferencen, hvor han ser en god mulighed for både at få nye input fra oplægsholderne samtidig med, at han kan udvide sit netværk med kolleger fra hele verden.

”For mig er det vigtigt at deltage i konferencen, fordi jeg både får styrket min faglighed samtidig med, at jeg får en fornemmelse af, hvad der sker i miljøet. Og så er det bestemt positivt at kunne bidrage til en vigtig debat ved at arrangere et lunch-seminar, og trække nogle af de dygtigste på dette felt ind i et mindre forum, hvor vi kan drøfte en vigtig problemstilling mere uformelt,” siger han.

Læs mere om de to seminarer og registrer her



Dispute Hedging: Dealing with the Risk of Losing

Nobody likes to talk about losing. This is particularly true for lawyers representing clients in complex disputes. At the same time, arbitration and litigation proceedings are by their very nature characterised by risks – which is why clients would certainly value a guaranty that they will prevail in their lawsuits. Obviously, lawyers cannot provide such guaranty without breaching their professional duties. However, they can – and should – advise their clients on the possibility of litigation risk insurance (LRI), writes Rechtsanwalt, Stefan Kirsten, Düsseldorf.

Contrary to traditional legal protection insurance, LRI policies can be obtained after a dispute has already arisen. While this type of “after the event” (ATE) insurance is still relatively new, it has been attracting enormous attention internationally for several years and the LRI market continues to grow rapidly. Against this background, it is essential for clients and their lawyers to familiarise themselves with some of the most useful LRI tools:

Adverse Cost Insurance

According to the “loser pays” principle applicable in all of Europe, the losing party in an arbitration or litigation is liable for its successful opponent’s costs. Depending on the jurisdiction and the number of counterparties, such adverse costs can be substantial and pose a serious risk that is all too often ignored. Adverse cost insurance offers claimants and defendants the option to hedge this risk. Moreover, corresponding insurers can also provide security instruments to meet any security for costs requests of defendants.

Adverse Judgment Insurance

As its name suggests, adverse judgment insurance (AJI) is designed to protect a defendant (or other intended beneficiary) against the risk of a potentially significant or catastrophic adverse judgment (or arbitral award).

For instance, a company being sued for €50 million can obtain AJI coverage (also called a “limit”) of €45 million above a deductible (also called a “retention”) of €5 million. In consequence, any final judgment (or arbitral award) against the company in an amount between €5 million and €50 million is covered by the insurer and leaves the company only exposed to the €5 million retention.

This ringfencing concept offers numerous benefits:

  • AJI facilitates M&A, financing and similar transactions that are threatened by pending disputes.
  • AJI is a useful settlement tool if the opponent no longer has the leverage of a detrimental adverse judgment.
  • AJI provides certainty to help with budgets, forecasts, and expenditures.

Judgment Preservation Insurance

The purpose of judgment preservation insurance (JPI) is to hedge a successful plaintiff’s or defendant’s risk that a favourable first-instance judgment is reversed (or its payment amount altered) on appeal. JPI is equally available to secure an arbitral award against annulment or other collateral attacks.

As a first example, a claimant that has obtained a first-instance judgment (or an arbitral award) in the amount of €50 million can protect that decision against the risk of being reversed or reduced on appeal (or annulled) beyond a retention of €5 million. As a result, any reduction of the original judgment amount (or annulment of the arbitral award) is covered by the JPI policy and leaves the claimant with at least €45 million (the limit above the retention).

As a second example, a defendant that has successfully fend off a €50 million claim in a first-instance litigation (or an arbitration) can protect that outcome against the risk of being reversed (or annulled) beyond a retention of €5 million. Consequently, any final judgment (or arbitral award) against the company in an amount between €5 million and €50 million is covered by the insurer and leaves the defendant only exposed to the €5 million retention.

Ringfencing a judgment or arbitral award through JPI can be useful for many reasons:

  • JPI provides certainty because regardless of the outcome of the appellate or subsequent proceedings, a claimant will recover an agreed-upon amount of the judgment or award. On the other side, a defendant using JPI limits its exposure to the retention.
  • JPI can accelerate the recognition of judgment-related gains in a claimant’s earnings and, vice versa, the limitation of judgment-related provisions in a defendant’s balance sheet.
  • JPI can augment additional monetisation options by allowing a claimant to seek financing at attractive conditions with the insured claim working as a collateral for the lender.
  • JPI facilitates settlements (1) for claimants because it provides leverage to mitigate any notion that a cash-strapped claimant might settle cheaply and (2) for defendants since the opponent no longer has the leverage of a detrimental appellate judgment (or annulment decision).

Underwriting Requirements

Given the factual, legal and procedural complexity of litigation and arbitration proceedings as well as the often very large amounts in dispute, litigation risk insurance generally requires a profound depth of underwriting that focuses on two key aspects: (1) the probability of the insured’s success in the dispute and (2) the likely quantum if the insured loses. While the first aspect determines the availability of LRI per se, the latter aspect is important for the setting of the appropriate retention to prevent moral hazard and ensure an (indispensable) alignment of interest.

In consequence, not all litigation or arbitration proceedings are insurable. If an underwriter does not receive conclusive information about the case, if its outcome is too much dependent on questions of facts rather than law or if the chances of the insured’s success are either undeterminable or simply too low, no insurer will offer an LRI policy. On the other hand, if the available information is sufficient and if the outcome of the dispute is non-binary, an LRI policy might still be available even if a complete success of the insured is unlikely – albeit against a high retention.


In view of the differences between the various LRI tools and the natural idiosyncrasies of litigation and arbitration proceedings, premiums and coverage terms differ significantly on an individual basis and are customised to the needs of the specific case. That said, premium rates generally depend on the limit, the retention and the question whether the premium is to be paid upfront or at the backend of the proceedings. Needless to say, combinations of upfront and backend premiums are also common.


In light of the obvious advantages of litigation risk insurance, it is safe to assume that the LRI market will further increase its rapid growth and that more and more companies will employ LRI as a means of dispute hedging. This development is likely to eventually lead to a duty of lawyers to inform their clients about LRI solutions. In fact, such duty is already recognised in the UK with respect to adverse cost insurance. While continental Europe might not have reached that point yet, the fact that LRI is still relatively new provides both dispute lawyers and inhouse counsel with an excellent opportunity – namely to demonstrate thought leadership vis-à-vis financial departments by effectively managing the risks of disputes.


Stefan Kirsten

Rechtsanwalt, independent advisor Düsseldorf with high-end practice as a litigator and arbitration counsel.




Netværksmøder for kvindelige voldgiftsjurister

Midt i september er der igen mulighed for at deltage i netværksmøder for kvinder med en passion for voldgift. Den danske ambassadør for netværket, advokat Caroline Overgaard fra Gorrissen Federspiel, opfordrer flere til at deltage for at dele viden om, hvordan vejen ind i en karriere i voldgift kan forme sig.

For anden gang er der i Danmark nu mulighed for at deltage i netværk for kvinder med interesse for voldgift. Det er advokat Caroline Overgaard, der som ambassadør for netværkets danske afdeling, arrangerer en række møder, hvor kvindelige voldgiftsjurister mødes over en frokost for at dele erfaringer og viden fra deres fag. Netværket er startet af to tyske advokater i 2020 for at understøtte kvinder i voldgift.

”I Tyskland skal der nu allerede afholdes syvende runde af Arbitration Lunch Match. Her ændrer man en smule på konceptet i år, sådan at der vil være mandlige senior voldgiftspraktiserende, som deltager i flere af frokosterne lokalt for at lære netværkets medlemmer at kende og dele deres erfaringer,” siger Caroline Overgaard.

”Netværket vokser ret hurtigt. Nu findes det i flere af de europæiske, asiatiske og afrikanske lande, og planen er at udvide det til Tokyo, Montevideo, Bukarest og Maputo til næste runde i år. Jeg er ambassadør for den danske afdeling af netværket, og arrangerede de første netværksfrokoster i maj, hvor 33 kvindelige voldgiftsjurister deltog. Tilbagemeldingerne var positive – mange synes, at det var rigtig fint med den uformelle form, og jeg håber, at mindst lige så mange vil deltage her i anden runde.”

Udpegninger skal afspejle samfundet

Ideen med at mødes i mindre grupper over en frokost er at skabe et forum, hvor alle har lyst til at komme til orde for at dele viden og erfaring.

”Det tiltaler mig, at deltagerne kan lære af hinanden i et fuldstændigt uformelt forum, fordi der hurtigere opstår en fortrolig og mere intim stemning – i forhold til, hvis du møder andre på en konference. Af samme årsag er grupperne sammensat sådan, at alder, faglig baggrund og erfaring er forskellig. Jeg tror på, at det vil give deltagerne – uanset alder – inspiration til, hvordan de kan udvikle deres karrierer indenfor voldgift, netop fordi de lærer af hinandens erfaringer og måde at gribe tingene an på,” siger Caroline Overgaard, der også har planer om at tage andre initiativer i løbet af efteråret, som skal være med til at fremme kvindelige voldgiftsjuristers muligheder for at fylde mere i statistikkerne over udpegninger som voldgiftsdommer.

”Som det er i dag, er det ofte de samme personer, valget falder på, når der sker udpegninger indenfor voldgift. Selvfølgelig handler det om faglighed, men også i høj grad om synlighed og hvem der er top of mind i branchen. Her er det vigtigt at huske på, at der også findes mange dygtige kvindelige voldgiftsjurister – og at det er vigtigt en gang imellem at få skubbet lidt til de dynamikker, som ligger på rygraden. Det håber jeg, at Arbitration Lunch Match kan medvirke til.”

Tilmelding til de kommende frokoster, der finder sted i København i dagene 25. til 29. september, sker på https://arbitrationlunch.com/. Kontakt Caroline Overgaard, hvis du har spørgsmål til netværket eller ønsker at modtage invitationerne fremadrettet.


Caroline Overgaard

Advokat hos Gorrissen Federspiel, har erfaring med international voldgift, herunder store energi, gas, entreprise og finansieringstvister fra hendes tid hos Gorrissen Federspiel og Magic Circle advokatkontoret Slaughter and May i London.


Virtuel forhandling uden procesrisiko

Under pandemien fik mange øjnene op for potentialet i virtuelle møder. En aftale om anvendelse af Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 giver et sikkert grundlag for, at voldgiftsforhandlinger kan gennemføres virtuelt. En aftale om anvendelse af reglerne forhindrer nemlig, at en af parterne kan spekulere i at trænere tvistløsningen ved at stille krav om en fysisk forhandling eller true med at give voldgiftsafgørelsen et retsligt efterspil. Interview med professor Kasper Steensgaard, Aarhus Universitet.

Da rejse- og forsamlingsforbud ramte os under pandemien, måtte man tilpasse sig den nye virkelighed. Blandt andet var det ikke længere muligt at gennemføre fysiske møder eller voldgiftsforhandlinger. Opmærksomheden naturligt rettede sig mod muligheden for at gennemføre disse virtuelt.

”Vi har haft videomøde-teknologien siden før årtusindeskiftet, men den er blevet stadig mere tilgængelig gennem årene. Pandemien gav os en anledning til for alvor at forsøge sig med det. I dag har de fleste et webcam liggende i skuffen, og vi er blevet trygge ved at bruge platformene til fortrolige møder,” siger Kasper Steensgaard, der er professor på Aarhus Universitet.

Skiftet var dog ikke gnidningsfrit. Voldgiftsloven tillader, at parter aftaler virtuel voldgift, men giver også parterne krav på ”en mundtlig forhandling”. Under pandemien så man eksempler på, at en af parterne forsøgte at modsætte sig, at sagen blev fremmet virtuelt med henvisning til, at mundtlige forhandlinger er fysiske.

”Voldgiftslovens regel om krav på mundtlig forhandling har rødder i en tid, hvor møder var fysiske. Men ligesom e-mails i dag anses for at opfylde visse skriftlighedskrav, er det ikke umuligt, at en moderne fortolkning fører til, at kravet på mundtlig forhandling kan opfyldes virtuelt. Teknologien udvikler sig, og vi tager den mere og mere til os. Efter min opfattelse er det afgørende, om en virtuel forhandling iagttager de hensyn, som lovgiver ville beskytte med kravet om en mundtlig forhandling.”

I Sverige og Østrig har domstole i de senere år anset tilsvarende regler om mundtlig forhandling for ”teknologineutrale”. De har opretholdt voldgiftskendelser, hvor voldgiftsretterne havde gennemført forhandlinger virtuelt, selvom den ene part protesterede herimod.   Den nylige dom fra Vestre Landsret – BS-25011/2022-VLR af 27. april – tager ikke stilling til fortolkningen af voldgiftslovens § 24. Retten afgjorde denne sag på baggrund af de konkrete omstændigheder, hvor den ene part blev anset for selv at have valgt at deltage i forhandlingen delvist over videolink. Ikke desto mindre viser dommen måske en vis åbenhed for virtuelle forhandlinger.

”Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 indeholder en bestemmelse om, at en voldgiftsret kan beslutte, at sagen skal forhandles virtuelt, hvis det er nødvendigt. En aftale om anvendelse af reglerne forhindrer dermed, at én af parterne kan spekulere i at trænere tvistløsningen ved at stille krav om en fysisk forhandling eller true med at give voldgiftsafgørelsen et retsligt efterspil.”

Som voldgiftsdommer ser Kasper Steensgaard fordele i både fysiske og virtuelle møder og forhandlinger.

”Erfaringerne er overordnet set gode, og jeg oplever en større accept af de virtuelle løsninger. Mange af os har nok indset, at der på nogle punkter er fordele ved at mødes virtuelt – og at videomøder ofte kan give mening, hvis der er tale om korte møder og lange afstande. Så sparer man tid og sagsomkostninger. Omvendt indser man hurtigt, at fysiske møder stadig kan noget andet og mere. At udbyttet af at sidde overfor hinanden heller ikke skal undervurderes. Man kan ikke sige, hvad der generelt er bedst, for det det afhænger af den konkrete sag. Nogle gange kan det være en kombination af virtuelle og fysiske møder.”



Voldgiftsinstituttets regler fra 2021 indeholder en bestemmelse om, at en voldgiftsret kan beslutte, at sagen skal forhandles virtuelt, hvis det er nødvendigt.



Professor Kasper Steensgaard beskæftiger sig med emnet virtuel voldgiftsforhandling i Festskrift til Palle Bo Madsen, DJØF Forlag.

Festskrift til Palle Bo Madsen (1. udg.) | djoef (jurabibliotek.dk)


The International Council for Commercial Arbitration har udgivet rapporten: DOES A RIGHT TO A PHYSICAL HEARING EXIST IN INTERNATIONAL ARBITRATION?

Microsoft Word – ICCA Reports no. 10_Right to a Physical Hearing_final_amended_7 Nov 2022 (arbitration-icca.org)


Norstedts Juridik har udgivet bogen Digital Hearings, Civil Procedure and Arbitration af forfatterne Mika Savola, Ylli Dautaj, Bruno Gustafsson og Rolf Åbjörnsson

Digital Hearings – Norstedts Juridik (nj.se)


Uddannelse: Lær håndværket

Voldgiftsloven sætter rammen og litteratur om voldgift findes der masser af. Men at være voldgiftsdommer er i vidt omfang et håndværk. På voldgiftsdommeruddannelsen bliver der sat fokus på teknikker i praksis og der er mulighed for at stille de spørgsmål, der med garanti melder sig hos den voldgiftsdommer, der får sin første voldgiftssag. For selvom det kan synes banalt at skifte rolle fra advokat til voldgiftsdommer, så kræver det et andet mindset og en ny tilgang til tvistløsning, mener primærunderviser på uddannelsen, Jeppe Skadhauge, der også er formand for Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsforeningen.

Et nyt hold har netop taget hul på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse. Uddannelsen giver et overblik over processen, en forståelse for de problemer, der kan opstå, og erfarne praktikeres bud på, hvordan de bliver løst undervejs.

”Uddannelsen er en god indgang til voldgiftsmiljøet og hverv som voldgiftsdommer. Med den står man på et godt grundlag for at kunne lede voldgiftsretten og løse sagen på en kompetent og professionel måde, når man får sin første udpegning,” siger Jeppe Skadhauge, der foruden at være formand for Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsforeningen, også er primærunderviser på uddannelsen – et hverv han har haft siden 2006, hvor han af Advokatsamfundet fik til opgave et tilrettelægge den sammen med blandt andre daværende højesteretsdommer Jon Stokholm.

Find ind til din egen rolle

”Voldgiftsdommerens arbejde handler om at lede en proces. Det kan ske på mange måder. Og under uddannelsen vil man opleve, at der kan være forskellige holdninger til, hvordan man udfylder sin rolle bedst muligt. For selvom det kan synes banalt at skifte rolle fra advokat til voldgiftsdommer, så kræver det et andet mindset og en ny tilgang til tvistløsning. Derfor arbejder vi med, at hver enkelt finder ind til sin egen rolle,” siger Jeppe Skadhauge.

Kurset består af tre moduler på hver to dage.

”I første modul følger vi forløbet i en voldgiftssag. Lige fra spørgsmålet om udpegning af en eller flere voldgiftsdommere og undersøgelse af habiliteten til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sagen, som kan være forskellig alt efter, om vi har en ad hoc sag eller en sag ved Voldgiftsinstituttet – og om sagen er dansk eller international. Bliver du peget på som voldgiftsdommer, er det vigtigt, at du foretager en grundig undersøgelse af din habilitet, ligesom du altid må overveje, om du nu også har de kompetencer og den tid, sagen kræver. En af fordelene ved voldgift er, at parterne kan sammensætte voldgiftsretten med voldgiftsdommere, der har præcis de kvalifikationer og personlige egenskaber, som parterne lægger vægt på. Personer, som de har tillid til, kan løse deres sag. Uddannelsen klæder dig på til opgaven.”

Bliv i rollen som dommer

Uddannelsen har fokus på praksis, understreger Jeppe Skadhauge, der også inddrager deltagernes erfaringer – det kan være som tidligere voldgiftsdommere eller partsrepræsentanter.

”Der er rig mulighed for at stille spørgsmål og diskutere mulige situationer. På den måde deler vi viden – netop fordi det er et forum, hvor vi kan tale åbent om usikkerheder og de problemer, der kan opstå undervejs. Det gælder både for den nyudnævnte voldgiftsdommer og den erfarne.”

”En klassisk diskussion er, i hvor stort et omfang voldgiftsdommeren må stille spørgsmål til fx vidner under sagen. Det er lidt af en balancegang, som det er vigtigt at få en god fornemmelse for. Det er parterne og deres initiativer, der skaber rammen for sagen. På den anden side skal du som voldgiftsdommer naturligvis forstå den. Men du skal sikre dig, at du bliver i rollen som neutral og har føling med, hvor grænsen går, i forhold til at dine spørgsmål også kan påvirke parternes ligestilling. Spørgsmålene kan nemlig henlede parternes opmærksomhed på detaljer og overvejelser, som kan være til fordel for den ene part,” siger han.

En ensom affære

Af samme grund arbejder deltagerne på uddannelsen med på alle måder at sikre neutralitet.

”Det kan for eksempel være voldgiftsdommerens kropssprog. Det er noget, som man ikke altid selv er opmærksom på, men som kan gøre voldgiftsdommeren sårbar overfor en parts indsigelse om, at der vises sympati for den ene parts synspunkter. Med andre ord er impulskontrol en del af håndværket, netop fordi parterne under sagen kan hæfte sig ved små signaler og tolke på dem.”

Et andet tema, der indgår i uddannelsesforløbet, er den ensomhed, der ofte følger med at være enedommer.

”De fleste advokater er vant til at arbejde i teams, og derfor kan det være en ensom affære at være ene-voldgiftsdommer. Det betyder nemlig, at du ikke har nogen at drøfte de dilemmaer med, som sagen rummer. Du sidder alene med ansvaret for en sag, som er omgærdet af streng fortrolighed, så du ikke lige kan drøfte en problematik med en advokatkollega hen over frokosten – som du måske normalt ville gøre. Det kan føles ensomt. Men det hører med til rollen som voldgiftsdommer, og man lærer at håndtere det undervejs.”

Skarpere på at skrive processkrifter

Selvom kurset måske ikke ender med en karriere som voldgiftsdommer i det øjeblik, man står med kursusbeviset i hånden, så har det alligevel værdi i dagligdagen, mener Jeppe Skadhauge.

”Det at fokusere på dommerrollen har også værdi for den, der procederer for en voldgiftsret eller domstolene. At sætte sig selv i dommerrollen og beskæftige sig med de tanker, som dommeren nødvendigvis må gøre sig, er lærerigt, når man som partsrepræsentant gerne vil fange dommerens øre. Som advokat skal du forsvare et bestemt standpunkt og overbevise dommerne om, at det er det rigtige. Men du ved også som advokat, at der kan være svage punkter i sagen. På kurset finder du ind til, hvordan du som voldgiftsdommer vil vurdere sagen, og hvad du har brug for i processkrifterne og proceduren. Den læring får du navnlig i andet modul, hvor vi arbejder som voldgiftsdommere med en konkret sag.”

International voldgift

Andet modul har i det hele taget en mere praktisk tilgang til voldgiftsdommerhvervet.

”Her prøver vi teorien af i praksis gennem et rollespil, hvor deltagerne lærer, hvordan voldgiftsdommere driver sagen frem, og hvor vi løbende stopper og i plenum udfordrer hinanden og evaluerer. Her arbejder vi også med voteringen og skrivning af kendelsen. Netop kendelsen er den ultimative test for en voldgiftsdommer, da den kan tilsidesættes af domstolene.”

Det tredje modul angår international voldgift og foregår overvejende på engelsk. Det holdes i år i London hos bl.a. LCIA og har tidligere været holdt hos ICC i Paris og SCC i Stockholm. Her medvirker internationale profiler – og deltagerne får en forsmag på, hvordan det er at sidde i en voldgiftsret sammen med udenlandske kolleger.

”Deltagerne får et indtryk af international voldgiftspraksis, hvor elementer fra flere retssystemers procesform kan blendes. For eksempel er der i nogen lande udpræget tradition for en aktiv voldgiftsret, mens man i andre lande har tradition for at overlade initiativet til parternes advokater. Hvordan skal balancen være? Hvordan man løser forskelle mellem forskellige retstraditioner, når der skal løses tvister mellem parter fra hvert deres land, er kendte internationale voldgiftsdommere med til at fortælle om – ligesom LCIA giver indblik i, hvordan sager kan løses efter deres regler.”



Voldgiftsforeningen blev stiftet den 31. oktober 2002. Tre år senere fik Danmark en ny voldgiftslov, baseret på UNCITRALS modellov. Loven trådte i kraft den 1. juli 2005. Året efter startede voldgiftsdommeruddannelsen, der blev en vigtig brik i at udvikle voldgiftsmiljøet i Danmark.

Traditionelt har dommere fra det ordinære domstolssystem også fungeret som voldgiftsdommere. Men i 2007 kom der et loft for dommeres biindtægter. Dermed opstod der et særligt behov for at uddanne advokater som voldgiftsdommere for at sikre, at der med begrænsningerne på dommernes biindtægter stadig var mange kvalificerede jurister at pege på.

Daværende højesteretsdommer Jon Stokholm og advokat Jeppe Skadhauge kunne i 2006 i ICC’s lokaler i Paris uddele kursusbeviser til det første hold deltagere, som danske og norske advokater. I dag er deltagerne på uddannelsen primært advokater med dansk baggrund.


A Look Into the Future at CAD 2023

Independent Arbitrator Mika Savola is one of the key speakers at Copenhagen Arbitration Day. He will talk about the current practices and new trends in international arbitration, with a focus on case management and drafting of first procedural orders (the “PO1”).

What are the current trends and practices in international arbitration that you consider most beneficial?

There are two broad trends that are particularly noteworthy.

First, one cannot overstate the benefits and importance of promoting diversity – in all of its forms – among arbitrators, counsel and arbitral seats. While much work remains to be done in this area, there is a growing awareness that in a modern and interconnected world, the continued success of international arbitration is predicated on it becoming more inclusive and diverse.

Second, rapid technological developments will have a major impact on how cases are run in the future. Fully virtual hearings and paperless arbitrations – conducted on bespoke online platforms – are likely to proliferate, and the use of advanced AI will change our work practices in ways we cannot even fathom yet. All this will increase efficiency, save costs and assist in combating climate change.

What is the greatest challenge for international arbitration at present?

We should be candid about the fact that international arbitration has become too complex, document-heavy and expensive in recent years. High-value cases are dominated by exceedingly long written submissions, copious exhibits, overly broad document production requests and over-lawyered witness statements – with the attendant cost and delay.

Counsel and arbitrators are jointly responsible for correcting these failures. Although it is illusory to think that arbitration could be returned to some (real or imagined) past simplicity, I believe that much can be achieved with proper case management tools. And the parties will benefit from proactive arbitrators capable of guiding the proceedings with a firm hand, while still seeking to accommodate the parties’ reasonable expectations.

What is your experience of arbitration in Denmark, and the Nordics generally?

For cultural reasons, there are a lot of similarities in conducting arbitrations in Copenhagen, Stockholm or Helsinki.

At the risk of oversimplification, Nordic arbitration practitioners tend to be highly solution-oriented, no-nonsense people. They focus more on the merits of a case than on micromanaging the proceedings. This is closely related to what I call “Nordic minimalism”: certain procedures are often taken for granted, with counsel and arbitrators laboring under a shared assumption that there is no need to regulate in advance for all hypotheticals and pathological behavior as counsel are expected to play by the book anyway.

Whether that assumption is actually correct is another story – and something I will touch upon in my presentation “Procedural Order No. 1 – Trends and Practices”.

Read more and register here:




The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcoming you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023. We are honoured to present an excellent programme and it is with great pleasure that we present our speakers, who are some of the most recognised practitioners in the field.

Juliet Blanch of Arbitration Chambers and Vice President of the ICC International Court of Arbitration will talk about hot topics for future arbitration such as how counsel can work with the tribunal to ensure a faster process, carbon-neutral arbitrations and transparency in arbitrator performance.

Other speakers include independent arbitrator Mika Savola, who will talk about trends and practices in case management, attorney Henriette Gernaa, Gorrissen Federspiel, member of the ICC International Court of Arbitration, Professor dr. juris Giuditta Cordero-Moss, University of Oslo and attorney Friedrich Rosenfeld, Hanefeld.

The event takes place at Børsen (The Old Stock Exchange), a historical building situated in the centre of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court.

Copenhagen Arbitration Day is the main event of the Danish arbitration calendar. It offers an outstanding opportunity to explore the fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends. The conference will be followed by a drinks reception and dinner at the Royal Library situated a few minutes’ walk from the conference venue.

The event is sponsored by Dreyers Fond and a group of prominent law firms.

Read the programme and register here:



Program Copenhagen Arbitration Day 2023

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023.

Read more



Copenhagen Arbitration Day 2023

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to welcome you to this year’s Copenhagen Arbitration Day on 5 October 2023.

We are honoured to present an excellent programme and it is with great pleasure that we present our speakers, who are some of the most recognised practitioners in the field.

The event takes place at Børsen (The Old Stock Exchange), a historical building situated in the centre of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court.

Copenhagen Arbitration Day is the main event of the Danish arbitration calendar. It offers an outstanding opportunity to explore the fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends. The conference will be followed by a drinks reception and dinner at the Royal Library situated a few minutes’ walk from the conference venue.

Read more and register here:



Genopslag: Jurist til Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet søger en faglig stærk jurist til et dynamisk team, der arbejder med danske og internationale tvister i tæt samarbejde med de dygtigste voldgiftsdommere i ind- og udland. Du skal interessere dig for erhvervslivets forhold og have forståelse for proces og tvisteløsning.

Vi arbejder målrettet med fair, upartisk og effektiv løsning af tvister i en positiv og konstruktiv ånd, hvor parterne behandles lige. Vores opgave er at sikre, at tvister bliver løst på betryggende måde og med de mange fordele, som vold­gifts­behandling indebærer.

Som jurist i Voldgiftsinstituttet bliver du en del af et stærkt fagligt team, som arbejder med løsning af danske og internationale tvister.

Derfor er det afgørende, at du går på arbejde for at gøre en forskel, at du motiveres af at skabe resultater, og at du trives med at bygge relationer til både kolleger og de advokater og voldgiftsdommere, der kommer fra hele verden, og som vi samarbejder med.

Om os

Voldgiftsinstituttet behandler tvister om alle aspekter ved kommerciel virksomhed. Alle typer af konflikter kan behandles ved instituttet. Men formen kan være forskellig. For eksempel kan parterne aftale, at tvisterne skal afgøres efter et af instituttets ”fast track” tilbud eller ved mediation, der imødekommer erhvervslivets efterspørgsel på hurtigere, mere uformel og billigere løsning af tvister.

For øjeblikket er der syv ansatte på instituttet, som har hjemme i attraktive lokaler tæt på Østerbro Station. Vi har en uformel og uhøjtidelig tone i dagligdagen, stor fleksibilitet og vi deler viden med hinanden. Se yderligere oplysninger om instituttets aktiviteter på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Om stillingen

Du bliver en del af instituttets sekretariat, hvor du i samarbejde med de øvrige jurister navnlig varetager behandlingen af instituttets voldgifts- og mediationssager. Arbejdet går især ud på at administrere danske og internationale voldgiftssager og mediationer efter de gældende regelsæt herom samt løbende at bidrage til at markedsføre instituttet, herunder udvikle instituttets aktiviteter og praksis, sådan at behandlingen af sagerne altid foregår optimalt.

Du får mulighed for at deltage i udvalg om eksempelvis udarbejdelse af nye regelsæt og andre projekter, som har til formål at udvikle instituttet og forbedre servicen over for instituttets kunder.

Som en del af instituttets sekretariat medvirker du derudover til at udarbejde faglige artikler og indlæg til bl.a. vores nyhedsbrev, på de sociale medier samt styrke og udvikle instituttets virke ved bl.a. afholdelse af ”gå-hjem-møder”, deltagelse i seminarer, forskellige faglige fora mv.

Om dig

Du er en dygtig jurist og er gerne nyuddannet eller med nogle års erfaring i for eksempel et ministerium, domstolene eller et advokatfirma. Har du længere anciennitet er det ingen hindring.

Du har interesse for erhvervslivets forhold samt for proces og tvister. Du er serviceminded, god til IT og til at kommunikere på både dansk og engelsk. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med voldgift, for eksempel gennem deltagelse i Vis Moot konkurrencen, og/eller andre former for løsning af juridiske tvister.


Det er vigtigt for os, at du er en god kollega, arbejder hurtigt, struktureret og effektivt, tager ansvar og kan veksle mellem at arbejde selvstændigt og at arbejde sammen med andre.

Stillingen kan evt. besættes som led i udstationering i en periode fra eksempelvis et advokatfirma.

Send din ansøgning med CV og eksamenspapirer til generalsekretær Steffen Pihlblad på [email protected] senest 31. august 2023 med henblik på ansættelse snarest muligt.

Eventuelle spørgsmål om stillingen kan rettes til Steffen Pihlblad på telefon 21636698.


Sagkyndige får parterne til at fokusere på sagen

Torben Hvid Rasmussen er ny i Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Som sagkyndig med meget stor erfaring vil han arbejde for at underbygge en høj kvalitet i de sagkyndiges arbejde.

”Som sagkyndig skal du virkelig tage din faglighed og erfaring på dig. En sag kan handle om mange andre ting end det reelle faglige problem, hvilket medvirker til, at konfliktniveauet mellem parterne stiger. I sådan en situation kan den sagkyndige virkelig gøre en forskel ved at få parterne til at fokusere på det fagtekniske. Hvis man kan skabe et positivt fokus, og hjælpe parterne til at stille sig selv spørgsmålet om, hvad der skal til, for at løse det her på en sober måde, er der større mulighed for, at sagen løses på en rimelig måde, og så alle føler sig hørt. Og så skal man huske at have konflikttrappen i baghovedet. For når alle disse ting er til stede, så skaber man også mulighed for, at sagen kan forliges,” siger Torben Hvid Rasmussen, som er nyt medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og repræsentantskab og udpeget af IDA, som er en faglig forening med over 140.000 medlemmer, der er ingeniører, cand. scient’er og it-professionelle.

Torben Hvid Rasmussen er oprindelig uddannet murer og bygningskonstruktør, har arbejdet inden for byggeriet siden 1983 og er en hyppigt brugt sagkyndig med mere end 1.000 tvistløsninger bag sig. Han er også faglig engageret i syn- og skønsafdelingen under IDA, hvor han blandt andet har fokus på kvalitet i faget. Det er også noget, han vil fokusere på som medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

”Jeg ser mig selv som bindeled mellem IDA og Voldgiftsinstuttet, og skal være med til at sikre, at der er en høj faglighed hos de sagkyndige, som vi udpeger. For mig handler det også om at udvikle rollen som fagperson, fordi den er så central i sagerne. Derudover vil jeg arbejde for, at alle, der er udpeget, forstår, at det ikke handler om rådgivning, men om, at man som sagkyndig forstår sin rolle, at man bærer sin faglighed med sig og altid har en høj grad af integritet på en måde, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved habiliteten,” siger Torben Hvid Rasmussen.


Netværk i Aarhus vil styrke voldgiftsmiljø

En række advokater med base i Aarhus, som har kommercielle rets- og voldgiftssager som speciale, er gået sammen om at etablere et netværk i Aarhus, der skal styrke samarbejdet mellem kontorerne og fremme miljøet om tvistløsning i og omkring Aarhus. Netværket udspringer af en fælles opfattelse blandt de i Aarhus-baserede yngre procesadvokater af, at miljøet omkring voldgift i høj grad er funderet i København.

Mange kommercielle rets- og voldgiftssager har tråde til det jyske, ligesom miljøet omkring tvistløsning generelt er stærkt i Aarhus. Det er baggrunden for, at en gruppe advokater har skabt et jysk funderet netværk.

”Ideen om at skabe et netværk her i Aarhus er opstået, fordi stort set alle netværks- og faglige arrangementer foregår i København. Men miljøet er både stort og stærkt i Aarhus. Derfor talte jeg med gode kollegaer ved de andre større advokatkontorer her i byen, og det viste sig, at der var stor opbakning til at etablere et mere lokalt alternativ, hvor vi kan dyrke vores faglige interesse for tvistløsning sammen”, siger Jacob Christian Sølling, der er partner hos Poul Schmith, og som arbejder med kommercielle rets- og voldgiftssager og forsikringssager.

Ved fælles indsats er det nu etableret et netværk på ti advokater, som aldersmæssigt befinder sig fra i midten af 30’erne til start 40’erne, og som hovedsageligt arbejder med og har en stor faglig interesse for kommercielle tvister.

”Vi har et særligt fokus på, at netværket skal være uafhængigt af kursusudbydere, foreninger eller lignende. Vi er også enige om, at vi i dette forum skal dyrke vores fælles interesse for fagområdet, og at en gruppe på ti advokater derfor er en passende størrelse til at udgøre et netværk, der forhåbentligt bliver stærkt. Vi deler løbende erfaringer og drøfter generelle faglige spørgsmål, uden at vi er underlagt pres om kursusbeviser, deltagerantal eller lignende. Ved ikke at være underlagt andre end os selv, fremmer vi i høj grad mulighederne for faglig sparring på et uformelt plan, hvor en planlagt dagsorden kan falde væk til fordel for, hvad der falder netværket interessant den pågældende dag. Senest har vi delt erfaringer om mediation, for at finde ud af, hvilke muligheder der er for at mediere sager. Når vi så har sager mod hinanden, vil det være nemmere at række ud for at høre, om vi skal forsøge at mediere inden domstolene eller voldgiftsretten kommer ind i billedet, for at sikre vores klienter en hurtig løsning på tvisten,” siger han.

Det er også ideen, at netværket på sigt skal afholde større arrangementer i Aarhus om tvistløsning, herunder kommerciel voldgift, for at fremme miljøet i og omkring Aarhus.

”Indtil videre har vi mødtes en gang i kvartalet for at vende faglige emner, og planen er lige at finde fodfæste, før vi her i efteråret regner med at holde et større arrangement i Aarhus i samarbejde med Voldgiftsinstituttet.”

Medlemmer af netværket

Morten Frank, Gorrissen Federspiel

Christina Melstrup Toft, Kromann Reumert

Esben Korsgaard Poulsen, Bech-Bruun

Alexander Birk Suder, DLA Piper

Kristian Torp, Holst Advokater

Kasper Revsbech, Poul Schmith

Christina Nissen, DAHL Advokatpartnerselskab

Mikkel Theilade Thomsen, THOMSEN-FONAGER

Anders Boserup Lauridsen, Rödstenen

Jacob Christian Sølling, Poul Schmith


Behandlingsgaranti kan mindske domstolenes sagspukler

Domstolene er fortsat udfordret af store sagsmængder og for få dommere til at håndtere sagerne. Der er behov for at tænke nyt. En behandlingsgaranti med mulighed for voldgift i civile sager kan være en del af løsningen. Forslaget er tidligere fremsat, men har fået fornyet aktualitet med Rørdam-udvalgets anbefalinger om yderligere at begrænse appelmulighederne i civile sager, skriver advokat Niels Christian Ellegaard, Plesner, og Kim Haggren, DI og næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Af Niels Chr. Ellegaard, advokat og partner, Plesner og Kim Haggren, vicedirektør DI, advokat og næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse

Domstolene har igennem længere tid været udfordrede. Et af hovedproblemerne er den lange sagsbehandlingstid. Nedlukningen under corona-krisen i foråret 2020 satte domstolene yderligere under pres i forhold til afvikling af puklen af de mange aflyste sager. Problemerne er siden vokset og i Domstolsstyrelsens rapport fra 2022 fremgår det, at det særlig er på strafferetsområdet, at der er sket en stigning i sagsbehandlingstiderne. Dette skyldes ifølge Domstolsstyrelsen navnlig, at byretterne modtager flere sager, og at mange af sagerne er blevet mere komplicerede og dermed også betydeligt mere tidskrævende.

Prioriteringen af sagerne er vanskelig, da både straffesager og civile sager har stor samfundsmæssig betydning.  Kalenderne i flere retskredse er fortsat så fyldte, at civile sager først kan berammes mere end 12 måneder efter de er klar til det.

Det paradoksale er, at der hen over de sidste godt ti år er sket et markant fald i antallet af anlagte civile retssager. Dog er der i 2022 sket en tilvækst på 3.500 flere civile sager i byretten i forhold til 2021.

Uanset årsagerne til problemet er det afgørende at få gjort noget ved det. Det er ikke et retssamfund værdigt, at private parter ikke kan få løst deres tvister inden for rimelig tid. Hvad skal eksempelvis den stakkels håndværksmester gøre, der møder en kunde, der spekulerer i, at der reelt ikke inden for rimelig tid kan gennemføres en retssag om et udestående tilgodehavende og som måske truer virksomhedens eksistens. Og tilsvarende – den kunde, der ikke magter at skulle bruge mange år af sit liv på at føre sag om mangler i forbindelse med en håndværksentreprise og som resulterer i store ekstraregninger.

Behandlingsgaranti som i sundhedssektoren

Situationen er imidlertid ikke kun bekymrende i forhold til rent danske sager, men også i et internationalt perspektiv, hvor man som rådgiver i stigende grad er nødt til at fraråde anvendelse af danske domstole på grund af den lange sagsbehandlingstid – uanset at danske domstoles integritet er blandt de absolut højeste i verden. Udover skaden på vores omdømme betyder det også, at sagerne ofte ender med at blive bedømt efter udenlandske regler og retstraditioner, fordi danske domstole fravælges, hvilket skader danske virksomheders muligheder for at vinde vigtige retssager.

Der skal derfor handles, hvis vi skal hindre tab og bevare en høj grad af retssikkerhed i vores samfund.

En måde at afhjælpe den lange sagsbehandlingstid på i civile sager kan være at tilbyde parterne en mulighed for at afvikle sagen som en privat voldgiftssag på det offentliges regning mod betaling af sædvanlig retsafgift. Dette svarer til den behandlingsgaranti, vi kender fra sundhedssektoren.

En voldgift fungerer i store træk lige som en almindelig retssag og resulterer i en bindende afgørelse for parterne, men processen giver en større grad af fleksibilitet. Derudover kan en voldgiftsafgørelse ikke appelleres, hvilket er tilfældet med de fleste domme, der afsiges i retssystemet.

I civile retssager kunne en behandlingsgaranti eksempelvis indføres i sager, hvis ikke sagen kan berammes inden for seks måneder, efter at parterne har afgivet deres processkrifter i sagen. Tilbuddet om voldgift skal være frivilligt, da det afskærer parterne fra at få prøvet sagen i to instanser, og med fordel begrænses til sager, der kan afvikles inden for nærmere fastsatte rammer. Det bør ej heller omfatte sager om myndighedsudøvelse og andre typer af sager, der ikke er velegnede til voldgift.

Start med forsøgsordning

Fastsættelsen af takster kan med fordel afspejle, hvad det reelt koster i dag at gennemføre en civil retssag i form af ressourcer fra dommere og administrativt personale, og derfor behøver det ikke samfundsmæssigt at være dyrere at gennemføre en sådan garanti.

Forslaget er meget let at implementere, da det ikke kræver en lovændring, men kan gennemføres ad frivillighedens vej. Det ideelle ville formentlig være at implementere en forsøgsordning på et år for at se om det kan virke i praksis, og med fordel udbydes i de retskredse, der har den længste berammelsestid i dag.

Med garantien vil domstolene få frigjort tid til at behandle andre civile sager eller presserende straffesager, og medvirke til at genskabe tilliden til at retssystemet er i stand til at håndtere private retstvister inden for rimelig tid.

Det nedsatte Rørdam-udvalg har foreslået at ankemulighederne begrænses i mindre civilretlige sager. Dette er sket i erkendelse af domstolenes manglende ressourcer og for at effektivisere retssagsprocessen. Hvis dette accepteres politisk, bør der ikke være betænkeligheder ved at anerkende voldgift som led i en behandlingsgaranti.


Skriftlige vidneerklæringer i praksis

Voldgift har mange fordele. En af dem er muligheden for at få gennemført sagen inden for en tidsramme, som typisk er betydeligt kortere end den, som de almindelige domstole kan tilbyde. For at optimere sagsbehandlingstiden mest muligt anvendes ofte skriftlige erklæringer fra de vidner, som parterne agter at afhøre under den mundtlige forhandling. Vidnet skal som udgangspunkt stadig afgive forklaring under den mundtlige forhandling, men afhøringen kan gennemføres mere effektivt, fordi vidnet ofte kan (kontra)afhøres direkte om de forhold, som vidnet allerede har erklæret sig om. Det er et meget effektivt værktøj, skriver advokaterne Lotte Noer og Frederik Kromann Jespersen, i denne faglige artikel om regelsæt, formalia og bevisværdi.

Lotte Noer, advokat (H), Punct Advokater og Frederik Kromann Jespersen, advokat (H)

Der findes forskellige regelsæt for indhentelse og udformning af skriftlige vidneerklæringer, herunder Voldgiftsforeningens regler om bevisoptagelse og IBAs ”Rules on the Taking of Evidence in International Arbitration”. I en voldgiftssag vil man typisk have fastlagt ved et forberedende møde, hvilket regelsæt man bruger. Regelsættet indeholder blandt andet bestemte typer af oplysninger, der skal indgå i en erklæring, eksempelvis oplysning om personens navn og adresse, personlige baggrund og evt. relationer til voldgiftsretten og parterne. Det er vigtigt at være opmærksom på disse formalia.

Også i sager, som behandles i henhold til retsplejeloven, kan retten tillade, at der indhentes skriftlige vidneerklæringer, hvis det findes ubetænkeligt, jf. retsplejelovens § 297, stk. 1. Som påpeget af Julie Arnth Jørgensen i ET 2022 150 er der et stort potentiale for domstolene i at udnytte denne mulighed mere. Efter vores opfattelse er der en vis bevægelse på dette område, og særligt Højesteret tillader i videre omfang skriftlige vidneerklæringer – uagtet at det pågældende vidne, som afgiver erklæringen, end ikke kommer til at afgive forklaring umiddelbart for Højesteret.

Det sidste siger måske også noget om bevisværdien af disse erklæringer. Vores erfaring er i hvert fald, at de kan have lige så stor bevisværdi som almindelige vidneforklaringer, selvom begivenhedsnært dokumentbevis i mange sammenhænge stadig er at foretrække.

Julie Arnth Jørgensen giver i sin artikel en god og grundig beskrivelse af fremgangsmåden ved indhentelse af en skriftlig vidneerklæring for domstolene. Såvel dommere som parter kan have nytte af denne gennemgang, da der ikke findes egentlige regelsæt for, hvordan skriftlige vidneerklæringer skal indhentes for domstolene.

Hvordan gør man så i praksis?

Der melder sig nogle praktiske spørgsmål, når man skal i gang med at skrive en skriftlig vidneerklæring i en voldgiftssag.

Først og fremmest skal man tage stilling til, hvem der skal skrive erklæringen. Principielt kan man nedfælde sine spørgsmål og sende dem til den, der skal svare, som så selv kan skrive et svar på samme måde som beskrevet af Julie Arnth Jørgensen. Efter vores erfaring er det også en almindelig fremgangsmåde, at erklæringen skrives af advokaten efter at have interviewet parten eller vidnet ved et møde. Forinden mødet bør man sørge for at orientere om temaerne for forklaringen, så personen kan forberede sig, og eventuelt udlevere bilag, som man gerne vil spørge til. Efter mødet skal man skrive forklaringen.

Har man ikke prøvet det før, vil man finde ud af, at det er en genre for sig at skrive en anden persons forklaring ned. Start evt. med at læse andre vidneerklæringer eller forklaringer i domme for at få en idé om sprogbrugen og de vendinger, man kommer til at bruge mange gange. Brug også noget tid på at lave en god struktur for forklaringen, så tingene kommer i en god rækkefølge. Det øger læseværdigheden og brugbarheden.

Vores erfaring er, at det er vigtigt at tage præcise noter fra mødet, så man kan gengive forklaringen præcist, bruge bestemte ord og vendinger, som personen selv bruger, og i det hele taget sørge for, at personen kan ”se sig selv” i den forklaring, der bliver slutproduktet. Det giver erklæringen størst troværdighed og bevisværdi. ”Runde” og intetsigende formuleringer bør undgås.

Vi opfatter det som god skik, og tillige et krav efter de mest gængse regler for bevisoptagelse, at det beskrives detaljeret i erklæringen, hvordan den er blevet udarbejdet, herunder om vidnet selv har skrevet erklæringen, eller om den er blevet udarbejdet af for eksempel advokaten på baggrund af interviews med vidnet. Det giver gennemsigtighed og troværdighed omkring processen.

Vores anbefaling

Efter vores opfattelse er skriftlige vidneerklæringer særdeles velegnede i forhold til at koncentrere processen og sikre, at såvel voldgiftsretten (og domstolene) som parterne kan stille skarpt på de relevante tvistepunkter i sagen forud for og under den mundtlige forhandling. Det er typisk tids- og omkostningsbesparende for alle deltagere i processen.

Vi anbefaler derfor, at man gør brug af muligheden for at anvende disse erklæringer som led i håndteringen af tvisten, når det er muligt og relevant, og at man nøje sætter sig ind i det regelsæt, som måtte gælde for den konkrete tvist. Herved har man gode forudsætninger for at sikre, at erklæringen får den formelle troværdighed, som ofte er en forudsætning for, at erklæringen kan få den bevisværdi, man ønsker.

Læs interview med advokat Lotte Noer om det skriftlige vidnebevis


Skriftlige vidneerklæringer giver tryghed

Dansk retspleje baserer sig på mundtlighed. I voldgift er mundtlighedsprincippet ikke altid så udtalt. Skriftlige vidneerklæringer er en særlig disciplin, som nogle danske advokater er uvante med, men som har mange fordele. Blandt andet giver det tryghed i processen, mener advokat Lotte Noer, der har speciale i proces og voldgift.

De fleste advokater har prøvet det: Et vidne afgiver en forklaring under hovedforhandlingen, som slår et helt nyt tema an. Den advokat, der fører vidnet, er typisk forberedt på dette. For den anden part er det ofte en ubehagelig overraskelse.

”Som ung advokat lærte jeg, at en procedure skal komme som et overraskelsesangreb på en uforberedt modstander. Det gik ikke på, at man skulle undertrykke faktum og bruge det som en kanin, der hives op af hatten, men handlede om, at man under hovedforhandlingen skulle være i stand til at udvikle sin argumentation på en overraskende og effektfuld måde. Under en voldgiftssag, hvor man ikke kan anke afgørelsen, er der så meget desto mere et hensyn at tage til, at faktum ikke blive en overraskelse,” siger Lotte Noer, der er partner hos Punct Advokater, hvor hun arbejder med proces og voldgift primært indenfor forsikrings- og erstatningssager. Det gælder både som advokat og som voldgiftsdommer.

Hun oplever ofte betænkeligheder i forhold til brug af skriftlige vidneerklæringer fra kolleger, der er vant til, at vidnebeviser er mundtlige og foretages direkte foran retten. Men det er der ingen grund til, mener hun.

”Først og fremmest kan skriftlige vidneforklaringer efterprøves. Det er en helt almindelig procedure, at vidnet bliver indkaldt til den mundtlige forhandling i voldgiftssagen til en modafhøring. Her vil det jo ret hurtigt afsløres, hvis vidneerklæringen er blot det mindste manipuleret, som netop altid er den største bekymring. Men vi skal huske på, at vidneforklaringerne bliver underskrevet, og alene af den grund står vidnet inde for sine udsagn” siger Lotte Noer, der ser de skriftlige vidneerklæringer som befordrende for en effektiv og fair proces.

”I praksis betyder det, at man sparer tid og opnår større gennemsigtighed. Det er meget tidskrævende, at et vidne skal forklare sig helt fra Adam og Eva under hovedforhandlingen, og navnlig i sager, hvor vidnebeviset fylder meget, er det ikke særligt rimeligt, at den ene part kender til denne del af sagens faktum, og kan forberede sig på det, mens den anden part er holdt hen i mørke helt frem til det tidspunkt under hovedforhandlingen, hvor forklaringen afgives.  Bruges der skriftlige vidneerklæringer indebærer det, at begge parter kender til hovedlinjerne i alle dele af bevisførelsen og for eksempel også kan tage stilling til, om der er yderligere dokumenter, der bør fremlægges, eller yderligere vidner, der bør føres. På den måde synes jeg også, at den skriftlige proces giver mere tryghed, er mere fair og har en højere grad af retssikkerhed, fordi faktum er kendt af alle, når hovedforhandlingen starter.”

De to metoder

Den skriftlige vidneerklæring med efterfølgende modafhøring er en særlig faglig disciplin, erkender Lotte Noer, der selv har lært håndværket igennem ni måneder som konstitueret dommer ved Østre Landsret. Som advokat i voldgiftssager, bruger hun typisk to metoder.

”Sædvanligvis holder jeg et møde med vidnet. Her gennemgår vi mine spørgsmål, som jeg har sendt på forhånd. Jeg skriver svarene ned, og hjemme på kontoret skriver jeg en sammenfatning af vidnets svar. Det er klart, at jeg skal være loyal, og jeg gør mig meget umage med at bruge præcis de vendinger, som vidnet bruger. Endelig fremsender jeg udkastet til vidneerklæringen til vidnet og spørger selvfølgelig, om der er rettelser eller tilføjelser. Og når erklæringen er, som vidnet ønsker det, sender jeg et eksemplar til underskrift, sådan at det er tydeligt, at vidnet står inde for, at erklæringen er korrekt,” siger Lotte Noer, der indimellem også bruger en skriftlig metode.

”Her sender jeg en række spørgsmål, som vidnet besvarer skriftligt, underskriver og sender retur til mig. Valget mellem de to metoder beror ofte på, hvor stor en forklaring, der er tale om. Hvis det er en omfattende forklaring, er det ofte en lettelse, at vidnet ikke selv skal lave skrivearbejdet,” siger hun.

Lotte Noer ser det procesbesparende element som en stor fordel også for domstolene.

”Nogle dommere appellerer faktisk allerede til det i dag, da det tager tid at høre en forklaring og skrive den ned i et i forvejen presset domstolssystem. Med de skriftlige vidneerklæringer starter du ikke en sag helt fra bunden hver gang – alle er et skridt videre i processen, når parterne mødes i retten. Af samme grund er det den foretrukne metode i mange andre retstraditioner for eksempel under common law,” understreger Lotte Noer, der efterlyser retningslinjer fra domstolene til de skriftlige vidneerklæringer.

”I voldgift er der retningslinjer for udarbejdelse af de skriftlige vidneerklæringer. Jeg tror på, at det vil skabe yderligere accept af og interesse for brugen af metoden, hvis der kommer klare anvisninger fra domstolenes side.”

Læs advokaterne Lotte Noer og Frederik Kromann Jespersens faglige artikel om regelsæt, formalia og bevisværdi.


Vi skal tiltrække flere voldgiftssager

Danmark ligger i den absolutte topklasse, når det angår tvistløsning via mediation og voldgift. Det giver en kæmpe fordel for danske virksomheder, da det typisk er dyrere at være på udebane, når det kommer til løsning af tvister i udlandet. Men det er også et alternativ til at få afgjort tvister i en tid med pres på domstolene, mener Voldgiftsinstituttets nye næstformand, Kim Haggren.

”I en tid hvor domstolene har sagspukler og hvor der ikke findes hurtige løsninger på problemet, ser jeg både mediation og voldgift som den planke, der kan tage en del af presset.”

Sådan lyder det fra Voldgiftsinstituttets nye næstformand, Kim Haggren. Han er uddannet advokat og har en række bestyrelses- og udvalgsposter. Blandt andet er han udpeget som erhvervslivets medlem af Rørdam-udvalget.

”Derfor kan jeg roligt sige, at presset på domstolene ikke alene handler om penge. Det er et system, som tager tid at ændre, og der skal kikkes dybt i alle hjørner for at få overblik over, hvordan tingene kan gøres anderledes. I mellemtiden er det helt centralt for både små, mellemstore og store virksomheder, at de kan få tvister afgjort hurtigt, effektivt og med den tryghed der ligger i, at der er en tårnhøj kvalitet i behandlingen af sagen. Det er der i dansk mediation og voldgift, og derfor er det så oplagte alternativer,” siger han.

Tillid til at konflikter kan løses på en ordentlig måde

Gennem årene som først praktiserende advokat og senere som vicedirektør i DI har han konstateret, at tilliden blandt erhvervslivets aktører hænger uløseligt sammen med et velfungerende retssystem.

”Aftaler mellem erhvervsvirksomhederne forudsætter grundlæggende, at man har tillid til hinanden. Men handelsaftaler bygger også på, at parterne har tillid til, at konflikter kan løses på en kompetent og ordentlig måde, hvis de opstår. Konflikter er et grundvilkår, selvom det heldigvis ikke er så tit, at konflikterne eskalerer. Men når det sker, skal der være mulighed for, at sagen kan løses indenfor rimelig tid. Det kan ikke nytte noget, at virksomhederne skal gå i årevis og vente på, at de kan komme videre. Ingen ønsker det, for det er utroligt krævende for alle nøglepersoner. Det tager deres tid, som ellers kunne være brugt på at udvikle i stedet. På den måde trækker konflikter alt i den forkerte retning. Virksomheden får anmærkninger i regnskaberne og investorerne fokuserer på problemerne i stedet for mulighederne. I sidste ende går det ud over tilliden til hinanden,” siger Kim Haggren.

Dyrere for danske virksomheder at behandle en sag i udlandet

Som ny næstformand i Voldgiftsinstituttets bestyrelse hæfter han sig derfor ved, at tvister kan løses hurtigt og effektivt.

”Vi er i topklasse, hvad angår tvistløsning i Danmark. Det giver os dels stærke kort på hånden for at tiltrække sager fra fx Tyskland og Sverige, dels giver det en kæmpe fordel for danske virksomheder, for hvem det er meget dyrere at behandle en sag, hvis den har værneting i udlandet. Mange især små og mellemstore virksomheder opgiver sagerne, hvis de skal føres udenfor Danmark, fordi det trækker for mange ressourcer ud af dagligdagen. Det gælder også, selvom de har en god sag,” understreger han.

”Det er en af grundene til, at jeg går ind i bestyrelsen nu. Vi har allerede en stærk og lang tradition for voldgift, som indebærer, at vi kan trække på de dygtigste voldgiftsdommere fra hele verden, som gerne kommer til Danmark for at arbejde med sager, der kræver særlig ekspertise. Det skal vi kun blive ved med. Nu handler det om at tiltrække flere sager, og her tror jeg, at der er et stort potentiale både i rent danske sager, men især internationalt – netop fordi vi er garanter for kvalitet og effektivitet.”


Stillingsopslag: Jurist til Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet søger en faglig stærk jurist til et dynamisk team, der arbejder med danske og internationale tvister i tæt samarbejde med de dygtigste voldgiftsdommere i ind- og udland. Du skal interessere dig for erhvervslivets forhold og have forståelse for proces og tvisteløsning.

Vi arbejder målrettet med fair, upartisk og effektiv løsning af tvister i en positiv og konstruktiv ånd, hvor parterne behandles lige. Vores opgave er at sikre, at tvister bliver løst på betryggende måde og med de mange fordele, som vold­gifts­behandling indebærer.

Som jurist i Voldgiftsinstituttet bliver du en del af et stærkt fagligt team, som arbejder med løsning af danske og internationale tvister

Derfor er det afgørende, at du går på arbejde for at gøre en forskel, at du motiveres af at skabe resultater, og at du trives med at bygge relationer til både kolleger og de advokater og voldgiftsdommere, som vi samarbejder med.

Om os

Voldgiftsinstituttet behandler tvister om alle aspekter ved kommerciel virksomhed. Alle typer af konflikter kan behandles ved instituttet. Men formen kan være forskellig. For eksempel kan parterne aftale, at tvisterne skal afgøres efter et af instituttets ”fast track” tilbud eller ved mediation, der imødekommer erhvervslivets efterspørgsel på hurtigere, mere uformel og billigere løsning af tvister.

For øjeblikket er der syv ansatte på instituttet, som har hjemme i attraktive lokaler tæt på Østerbro Station. Vi har en uformel og uhøjtidelig tone i dagligdagen, stor fleksibilitet og vi deler viden med hinanden. Se yderligere oplysninger om instituttets aktiviteter på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Om stillingen

Du bliver en del af instituttets sekretariat, hvor du i samarbejde med de øvrige jurister navnlig varetager behandlingen af instituttets voldgifts- og mediationssager. Arbejdet går især ud på at administrere danske og internationale voldgiftssager og mediationer efter de gældende regelsæt herom samt løbende at bidrage til at markedsføre instituttet, herunder udvikle instituttets aktiviteter og praksis, sådan at behandlingen af sagerne altid foregår optimalt.

Du får mulighed for at deltage i udvalg om eksempelvis udarbejdelse af nye regelsæt og andre projekter, som har til formål at udvikle instituttet og forbedre servicen over for instituttets kunder.

Som en del af instituttets sekretariat medvirker du derudover til at udarbejde faglige artikler og indlæg til bl.a. vores nyhedsbrev, på de sociale medier samt styrke og udvikle instituttets virke ved bl.a. afholdelse af ”gå-hjem-møder”, deltagelse i seminarer, forskellige faglige fora mv.

Om dig

Du er en dygtig jurist og er gerne nyuddannet eller med erfaring i for eksempel et ministerium, en styrelse, domstolene eller et advokatfirma. Har du længere anciennitet er det ingen hindring.

Du har interesse for erhvervslivets forhold samt for proces og tvister. Du er serviceminded, god til IT og til at kommunikere på både dansk og engelsk. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med voldgift, for eksempel gennem deltagelse i Vis Moot konkurrencen, og/eller andre former for løsning af juridiske tvister.

Det er vigtigt for os, at du er en god kollega, arbejder hurtigt, struktureret og effektivt, tager ansvar og kan veksle mellem at arbejde selvstændigt og at arbejde sammen med andre.

Stillingen kan evt. besættes som led i udstationering i en periode fra eksempelvis et advokatfirma.

Send din ansøgning med CV og eksamenspapirer til generalsekretær Steffen Pihlblad på [email protected] snarest muligt og senest 31. juli 2023 med henblik på ansættelse snarest muligt.

Eventuelle spørgsmål om stillingen kan rettes til Steffen Pihlblad på telefon 2163 6698.



Join ICAL’s 20th Anniversary Conference

The DIA is delighted to support the 20th Anniversary Conference of the ICAL programme. The conference takes place on 31 August and 1 September 2023 at the Modern Museum in Stockholm. The International Commercial Arbitration Law (ICAL) programme at Stockholm University was the first of its kind to offer a specialised master’s programme in international commercial arbitration.

Andrew Poole, Senior Counsel at the DIA and ICAL alumnus, says that he was drawn to the ICAL programme owing to its first-class reputation, cutting-edge work, and global reach.

“ICAL’s global reach allows it to bring together an impressive and unique constellation of speakers to discuss the latest thinking in arbitration. The conference also provides a wonderful opportunity to celebrate 20 years of pioneering education with other arbitration enthusiasts,” he says.

The conference explores the revolution and impact of artificial intelligence and new technologies in arbitral proceedings, questions the role of arbitral institutions as agents of change and evolution, and challenges the needs, demands, and dynamics in the in-house/external counsel relationship. The Gala Dinner is held at the Vasa Museum.

Registration and further details are available at https://www.icalalumni.org/2023-ical-conference.


Seven Considerations When You Are Appointed as Arbitrator at the DIA

Once you are appointed as arbitrator at the DIA, there are various considerations. Seven non-exhaustive examples are below.


  1. One should always ensure that the two golden rules of arbitration are followed – that each party is given a full opportunity to present its case and that each party is treated with equality. Equality includes considerations such as ensuring that if one party can use expert evidence, so can other parties unless there are appropriate reasons not to.
  2. The case should be conducted within a reasonable time and in an efficient and cost-conscious manner.
  3. One should set out the structure of the arbitration as early as possible and after party consultation, likely in procedural order no. 1.
  4. When meetings are held, the tribunal is to prepare minutes and send them to the parties and the DIA.
  5. Once the proceedings are closed, the tribunal should set aside sufficient time to deliberate and write the award, so that the draft is sent to the DIA, if possible, within six months from referral of the case.
  6. When writing the award, it should be as clear as possible that none of the grounds available to set aside an award apply. Each jurisdiction is different but if we use the New York Convention as a guide, it should be clear, for example, that notice of the arbitration proceedings and notice of arbitrator appointment have been given to parties, and that the agreed arbitral procedure (including the applicable DIA rules) are followed. As parties write submissions to aid tribunals when the latter write awards, tribunals write awards to aid judges when the latter write judgments in setting aside/enforcement proceedings.
  7. Lastly, if applicable, bear in mind VAT, interests, and a deadline for the parties to comply with the award.


Eskalationsklausuler: Start konfliktløsningen ved forhandlingsbordet

Skal man nedtrappe eller optrappe? Spørgsmålet kan sende tankerne i mange retninger, men når det kommer til tvisteløsning og konfliktniveau, er den udbredte holdning formentlig – og forhåbentlig – at konfliktniveauet skal reduceres, hvis man skal finde fornuftige løsninger. To parter kan eksempelvis aftale, at de skal mødes ved forhandlingsbordet, inden de påbegynder en voldgiftsproces, og er forhandlingsklausulen stramt formuleret, vil en aftale kunne tillægges retsvirkning, skriver advokat Mathias Steinø fra Hafnia Advokater, der har speciale i tvistløsning og har haft sager, hvor eskalationsklausuler har givet anledning til tvivl.

Af Mathias Steinø, advokat, Hafnia Advokater

Der findes redskaber til at reducere konflikter. Et af dem er eskalationsklausuler. Eskalationsklausuler har selvsagt ikke til formål at eskalere konflikter, og derfor kunne man mene, at andre betegnelser ville være mere passende. Andre jævnligt forekommende betegnelser er konflikt-trappe eller multistep dispute resolution clauses. Ingen af betegnelserne er hverken synderligt mundrette eller oplagte til at beskrive sådanne klausulers formål. Måske ville en konkurrence være på sin plads!

Hvorom alting er, kan eskalationsklausuler, som de her kaldes, være fornuftige redskaber til at søge løsning af konflikter, inden parterne påbegynder eller fuldfører en bekostelig og tidskrævende rets- eller voldgiftsproces. Der findes relativt begrænset litteratur om emnet og endnu mindre retspraksis, men et par af de mest oplagte spørgsmål, som opstår i forbindelse med eskalationsklausuler, fortjener lidt opmærksomhed.

Kan eskalationsklausulen fuldbyrdes?

Det første spørgsmål, en eskalationsklausul påkalder sig er, i hvilket omfang sådanne klausuler overhovedet kan fuldbyrdes. To parter kan eksempelvis aftale, at de skal ”mødes ved forhandlingsbordet”, inden de påbegynder en voldgiftsproces. Hvad sker der så, hvis den ene part starter voldgift uden at have mødt den anden part ”ved forhandlingsbordet”, og den anden part påstår afvisning, fordi kravet om en forudgående forhandling ikke er opfyldt. I givet skal en voldgiftsret tage stilling til sin kompetence og vurdere, om de aftalebaserede betingelser for at indlede voldgift er til stede. Det givne eksempel er naturligvis banalt, og det forekommer sandsynligt, at en voldgiftsret med en så løst formuleret forhandlingsklausul vil fremme voldgiftssagen.

Mere stramt formulerede forhandlingsklausuler vil imidlertid kunne tillægges retsvirkning. Hvis klausulen eksempelvis foreskriver, at ”forinden en voldgiftssag indledes, forpligter parterne sig til at give møde til en forhandling med mindst én direktør til stede, hvor et sådant møde skal være indkaldt med mindst 7 dages varsel”. Såfremt en part indleder voldgift uden at overholde denne klausul, vil den anden part formentlig kunne begære voldgiftssagen enten afvist eller udsat med henblik på, at et forhandlingsmøde afholdes i overensstemmelse med parternes aftale. Omkostninger, der har været afholdt til at søge forhandlingsklausulen fremmet, kan efter omstændigheder begæres dækket af den part, der har begæret forhandlingsklausulen fuldbyrdet.

Udformning af eskalationsklausuler

Eskalationsklausuler kan tænkes udformet i alle mulige afskygninger, men det i praksis mest jævnligt forekommende tilfælde vil formentlig være klausuler, hvor der er aftalt en formaliseret mediationsproces forud for voldgift- eller retssag. Voldgiftsinstituttet har udarbejdet en sådan kombinationsklausul for mediation og voldgift, som foreskriver, at parternes tvist først skal henvises til mediation, og at tvisten afgøres ved voldgift, såfremt mediationsprocessen afbrydes, uden at tvisten er forligt.

Det må forventes, at en sådan klausul kan fuldbyrdes med den virkning, at der ikke kan indledes voldgift, inden der har været iværksat en mediationsproces. Mediation kan gennemføres ganske hurtigt, og det er vanskeligt at forestille sig processer, hvor en forudgående mediation kan føre til noget retstab for en af parterne. Hvis den kravsøgende part står over for en forældelse af kravet, vil indledning af mediation i henhold til forældelseslovens § 21, stk. 5, være tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen. En mere tydelig regulering af dette kunne dog være formålstjenlig, og emnet har også været behandlet af et udvalg nedsat af Voldgiftsinstituttet, som i 2018 afgav en redegørelse under titlen ”Behovet for en lov om mediation”. Redegørelsen kan findes på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Det starter med mediation

Et andet spørgsmål, som eskalationsklausuler påkalder sig, er, om det ikke blot er et fordyrende og meningsløst yderligere tiltag, som parterne påfører sig selv. Sådanne synspunkter ytres jævnligt om mediation og andre forhandlingsklausuler helt generelt. Det er selvsagt et spørgsmål om temperament, hvorvidt man anser forhandling og mediation for nyttigt, men der er næppe tvivl om, at mediation er kommet for at blive, og at mediation er på en opadgående trend. Nu om dage er det givetvis kun de mest inkarnerede hardliners, som umiddelbart griber til pistolen frem for at forfølge mindre konfrontatoriske løsningsmodeller. Over for dette står dog den udfordring, at man nok kan tvinge en part til forhandlingsbordet, men man kan ikke tvinge parten ind i en forhandlet løsning. Hvis man ser på mediations stigende udbredelse, er det dog vanskeligt at tro, at mediation ikke kan føre til rigtig gode forhandlede resultater for parterne, og ofte er parterne ikke selv klar over, hvor tæt de egentligt er på en løsning, før de mødes til en struktureret forhandling eller mediation.

Risiko for trænering af sagen?

Eskalationsklausuler kan undertiden tænkes udnyttet taktisk af en part som et middel til trænering. Èn part indleder voldgift, og den anden part påstår voldgiftssagen afvist med henvisning til, at der endnu ikke er gennemført en mediation. Det kan volde irritation, hvis det fremstår tydeligt, at den ene part blot forsøger at trænere.

Dog er denne udfordring i praksis ganske nem at håndtere, derved at der i en voldgiftssag typisk vil kunne blive givet en lempelig frist for svarskrift, som levner parterne mulighed for at gennemføre mediation, inden voldgiftssagen udvikler sig. Såfremt mediationen fører til et forlig, kan klageren næppe søge sine omkostninger dækket.

Dette kan dels skyldes, at det opnåede forlig sædvanligvis vil tage højde for parternes samlede krav, herunder omkostninger, men det kan også begrundes i, at klageren, selv hvis forliget ikke tager højde for omkostninger, næppe har et berettiget krav på sagsomkostninger, da indledningen af voldgift skete i strid med eskalationsklausulen.

Mediation bliver indledningen til voldgifts- eller retsag

Ved domstolene kan en sag efter omstændighederne blive afvist, hvis en aftalt alternativ tvistløsning ikke har været gennemført. Det samme gør sig gældende inden for voldgift.

Imidlertid rummer de processuelle regelsæt dog tilstrækkelig fleksibilitet til, at en forhandlings- eller mediationsproces i langt de fleste tilfælde vil kunne gennemføres i forbindelse med en udsættelse af den rets- eller voldgiftssag, der blev indledt inden forhandlings- eller mediationsprocessen.

Der findes en række andre spørgsmål om eskalationsklausuler, som kunne behandles, men som ligger uden for formatet for dette indlæg. Erfaringen er dog, at eskalationsklausuler kan være særdeles nyttige, og hvis de er præcist formulerede, viser retspraksis også, at de vil blive håndhævet af domstole og voldgiftsretter. En eskalering i brugen af eskalationsklausuler vil forventeligt deeskalere tvisteniveauet i en række sager, og det vil jo ikke være så skidt endda!


Samarbejde skal styrke voldgift i Danmark og Tyskland

Et samarbejde mellem danske og tyske advokater skal styrke voldgift som et vigtigt værktøj til tvistløsning i sager med tilknytning til Tyskland. Det er oplagt, blandt andet fordi obligationsretlige principper ligner hinanden. Men samarbejdet skal også dyrke de forskelle, der er mellem de to voldgiftskulturer, for at skabe transparens og forudsigelighed, som er to vigtige parametre ved voldgift. Voldgiftsforeningen er vært for det første arrangement, der afholdes i København i juni.

”Danmark har en stærk voldgiftstradition, og i Tyskland er der et aktivt voldgiftsmiljø med mange dedikerede advokater og aktive voldgiftsdommere. Derfor er et samarbejde oplagt, og det er baggrunden for, at vi nu har nedsat en arbejdsgruppe med tyske og danske advokater, der blandt andet skal være med til at udbrede kendskabet på voldgift,” siger advokat Lotte Eskesen fra Gorrissen Federspiel, der deler formandsposten i arbejdsgruppen med sin tyske kollega, rechtsanwalt Jan Heiner Nedden fra Hanefeld i Hamborg.

En af grundene til, at mange tyske advokater fungerer som voldgiftsdommere, skal findes helt tilbage i uddannelsen. I Tyskland er jurauddannelsen nemlig målrettet dommergerningen, og de fem års undervisning på skolebænken munder ud i to års praktik, der ofte foregår ved domstolene eller i anklagemyndigheden.

”På den måde har du måske en lidt mere naturlig tilgang til at agere som dommer,” siger Lotte Eskesen, der selv foruden sin danske juridiske kandidateksamen har bestalling som Rechtsanwalt og som arbejder med tysk-danske voldgiftssager – både som partsrepræsentant og voldgiftsdommer.

Genkendelighed er en grundpille i international voldgift

Derfor var det også naturligt for hende at takke ja til at være en del af arbejdsgruppen, der er forankret i de danske og tyske voldgiftsmiljøer.

”Når vi tænker voldgiftstradition, så er vores naturlige fokus Skandinavien. Med dette samarbejde vil vi styrke voldgift i blandt andet Østersøregionen for at øge kendskabet til centrale aktører i de to lande. Det er oplagt blandt andet af den grund, at vores obligationsretlige principper har sine rødder i den tyske retstradition. Altså har vi at gøre med et land, der agerer ud fra retsprincipper, som vi kender. Og det er en grundpille i international voldgift, at der er denne genkendelighed, fordi det betyder, at sagen kører på samme måde, uanset hvor voldgiftsretten har sit sæde. Det er vigtigt i forhold til parternes forventninger,” siger Lotte Eskesen, der med samarbejdet også vil undersøge, hvor forskellene mellem voldgiftspraksis i de to lande ligger.

”Med samarbejdet vil vi også arbejde for at undersøge, hvor der er forskelle og dykke ned i, hvorfor der på nogle punkter er forskellige traditioner. Det er ikke sådan, at det er forkert at gøre tingene på en anden måde, men ved at have forskelligheder som observationspunkter, skaber vi transparens og forudsigelighed, som er to vigtige parametre ved voldgift.”

Essensen i voldgift er samarbejde

Netop det at samarbejde, ser Jan Heiner Nedden som essensen i voldgift.

”Det interessante ved international voldgift er, at man ser ud over sin egen juridiske tradition, tilgang, praksis og uddannelse – uafhængigt af om man er ansat som in house advokat, som rådgiver for en part eller som voldgiftsdommer. At samarbejde er på en måde essensen af ​​voldgift, fordi det betyder, at vi kan lære af hinandens ligheder og forskelle. Det både udvider vores faglighed og sikrer effektiv brug af tvistløsningsværktøjer, der lever op til brugernes forventninger,” forklarer Heiner Nedden, der som voldgiftsdommer har arbejdet tæt sammen med Voldgiftsinstituttet og danske kolleger gennem de seneste ti år. ”Med dette nye initiativ er det mit håb og forventning, at få mulighed for at komme i tættere kontakt med andre voldgiftsinteresserede fra begge sider af Femern Belt. Målsætningen er, at voldgiftsudøvere fra begge lande skal danne sig en bedre forståelse af de respektive andre landes voldgiftspraksis, styrke båndene mellem voldgiftssamfundene og etablere et netværk for de kommende år, der vil give mulighed for et tæt og frugtbart samarbejde.”

Arbejdsgruppens første arrangement har blandt andet fokus på forskelligheder – blandt andet omkring brugen af beviser i voldgift, herunder hvordan traditionen er for bevisopfordringer i de to lande. Desuden vil finansiering af sagsomkostninger ved voldgift være på programmet.

Det er Voldgiftsforeningen, som er vært for arbejdsgruppens første arrangement, der finder sted 19. juni kl. 14 til 17 hos Gorrissen Federspiel i København.


Fra Tyskland deltager:

Jan Heiner Nedden (co-chair)

Stefan Kirsten

Georg Scherf

Nicoletta Kröger

Matthias Schlingmann


Fra Danmark deltager:

Lotte Eskesen (co-chair)

Jeppe Skadhauge

Christian Alsøe

Jimmy Skjold Hansen

Matthias Steinø

Steffen Pihlblad



Building Bridges Beyond the Femern Belt 19. juni

19 June 2023, 14.00 – 17.00 –
Gorrissen Federspiel, Copenhagen

Topic 1: Where to look when there are “holes” in the story: How do Danish and German tribunals approach the merits? 

1.    Dr. Patricia Nacimiento (Herbert Smith Freehills, Frankfurt)
2.    Jan K. Schäfer (King & Spalding, Frankfurt)
3.    Lotte Eskesen (Gorrissen Federspiel, Aarhus)

Jimmy Skjold Hansen (Plesner, Copenhagen)

Topic 2: Hands on or Hands off: How do Danish and German arbitrators approach procedure and evidence taking?

1.    Jan Heiner Nedden (Hanefeld, Hamburg)
2.    Professor Mads Bryde Andersen (University of Copenhagen)
3.    Steffen Pihlblad (Danish Institute of Arbitration, Copenhagen)

Dr. Nicoletta Kröger, (Corvel, Hamburg)

Topic 3: To Hedge or Not to Hedge: How do Danish and German arbitration parties deal with the risk of losing? 

1.    Dr. Matthias Schlingmann (CMS, Hamburg)
2.    Stefan Kirsten (KRD, Düsseldorf)
3.    Jonas Svensson (RiskPoint, Copenhagen)

Lotte Noer (Punct Advokater, Copenhagen)

After the meeting refreshments will be served.

Course certificates will be awarded.

Registration before 15 June using the following link: [email protected]
Please indicate if you wish a course certificate.

Der afholdes ordinær generalforsamling i Dansk Forening for Voldgift kl. 13.30.


Jawad Ahmed: Du ved aldrig, hvor du lander

Han er vokset op i et hjem, hvor der blev talt tre sprog og hvor kammeraterne på Den Internationale Skole, nord for København, havde rødder i hele verden. Det har været to vigtige ingredienser i Jawad Ahmeds internationale karriere, som i dag folder sig ud i London. Her arbejder han med de helt store voldgiftssager, hvor der er milliarder på spil mellem både stater og private.

Han har studeret i København, London og Californien. Arbejdet i Singapore, Washington DC og London. Er på den eftertragtede Legal 500 2023 Rising Star og har allerede skabt sig en karriere, som mange drømmer om: At arbejde med nogle af de største og mest spektakulære voldgiftssager i verden. Men at nå dertil er lidt af en tilfældighed, mener Jawad Ahmed.

”Meget handler om at være nysgerrig og engageret. Og så handler det om at møde de rigtige mennesker, for jeg har oplevet, at alle gerne vil hjælpe, når man rækker ud. Mine forældre er ikke advokater, så jeg har fundet støtte andre steder undervejs i mit arbejdsliv. Jeg kan på ingen måde sige, at min karriere alene bygger på mine egne evner, men i højere grad på tilfældigheder – ud over det, at jeg voksede op med den internationale baggrund og fandt det naturligt at gå videre ad den vej,” siger Jawad Ahmed, der i dag er senioradvokat med amerikansk beskikkelse hos Mayer Brown International i London, hvor han udelukkende beskæftiger sig med voldgift.

Jawad Ahmed er født og opvokset i København. Forældrene har pakistanske rødder og en holdning til, at deres børn kunne få internationale uddannelser. Hvis de havde lyst.

”Det havde jeg. Derfor startede jeg på Den Internationale Skole, hvor jeg for alvor blev interesseret i historie, politik og jura. Jeg deltog blandt andet i internationale konkurrencer for gymnasieelever i Haag, og det var faktisk en lærer, der foreslog, at jeg søgte optagelse på jura i England. På den måde kom jeg i et spor, hvor jeg fik min bachelor fra University of Kent med en afstikker på et år til Københavns Universitet, hvor jeg havde job i Zentropas juridiske afdeling. En virkelig sjov tid.”

Fascinationen af at løse konflikter

Til gengæld var tiden efter endt bachelor knap så sjov.

”Det var i 2009. Der var finanskrise og den værste periode hvad angår at få et job. Så jeg søgte internships i forskellige firmaer i London – blandt andet hos et advokatfirma, der beskæftiger sig med amerikansk energiret. Her fik jeg en lille opgave i en meget stor voldgiftssag om en olieaftale mellem en gruppe australske virksomheder mod den indiske regering. Min opgave var blandt andet at analysere forskellige juridiske principper. Det gjorde stort indtryk på mig, at der var så mange juridiske systemer i spil, og at der på ingen måde var noget enkelt svar på udfordringerne. Jeg oplevede, at det spejlede min egen internationale baggrund og besluttede at undersøge voldgiftsfaget mere, men jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an, og spurgte min chef, hvad han ville anbefale. På den måde kom jeg videre til University of California, Berkeley, hvor jeg tog min kandidat. Og da jeg på sidste semester igen var i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå og søgte råd, så blev jeg anbefalet at søge til The Permanent Court of Arbitration, PCA, i Haag, hvor jeg blev ansat for tre måneder,” siger Jawad Ahmed, der kalder perioden for megaspændende.

”PCA er kendt for at håndtere sager mellem stater og mellem stater og private – de såkaldte investment arbitrations. Hvordan processen fungerer i praksis, fik jeg erfaring med her – igen var jeg fascineret af, hvordan konflikter kan løses i et krydsfelt af forskellige juridiske systemer. Men også af den magt, der ligger i at træffe afgørelser i sager, der har stor betydning for staters muligheder for eksempel at kunne vinde sager og dermed løse store finansielle kriser.”

Mit bedste råd er at være åben

Igen var der tilfældigheder på spil, da Jawad Ahmed fløj videre til Singapore, for at arbejde hos Michael Hwang – en kendt voldgiftsdommer, der manglede en assistent i sit lille firma.

”Jeg gjorde som før og spurgte min chef, hvad han ville anbefale. Og da jeg var single og det stadig var virkelig svært at finde jobs, så tog jeg afsted til Singapore og Michael Hwang, som anbefalede, at jeg søgte videre til Rajah & Tann Singapore, for at lære at håndtere sagerne som advokat.”

”Egentlig tror jeg, at mit bedste råd til unge advokater, der har en drøm om at få en karriere i international voldgift, er at være åben. Prøv forskellige vinkler på faget og vær villig til at håndtere situationer i alle miljøer. Nogle gange undrer man sig over kulturen, og hvordan tingene bliver gjort. Men accepter, at sådan gør man her – også selvom det kan føles meget anderledes. Hertil kommer, at flydende engelsk er et must – det siger sig selv – men andre sprog åbner også døre, for eksempel bliver spansk ofte anvendt i amerikansk voldgift. Du ved jo aldrig, hvor du lander. ”

For fem år siden landede Jawad Ahmed sammen med sin kone i London efter to år i Washington DC, og her bliver familien, der i dag også rummer to små børn.

”Der skal også være tid til familielivet. Her er vi tæt på min kones familie i Italien, min egen i København og så er min søster flyttet til London. Og jeg har efterhånden mine egne klienter i Europa, og den type af sager, hvor der er meget på spil. Det er helt klart en drive for mig. Og så ja, jeg elsker også at vinde.”


Voldgiftsdommerens erstatningsansvar

I modsætning til dommere ved de almindelige domstole baserer voldgiftsdommeres hverv sig på en aftale med sagens parter. Hvad det betyder for muligheden for at pådrage sig et erstatningsansvar, har advokat Sarah Schæffer fra Plesner skrevet speciale om som led i sin LLM fra Queen Mary University of London.

Der findes hverken dansk lovgivning eller retspraksis. Men der er andre jurisdiktioner, der enten ved lov eller retspraksis har sat en retlig ramme for voldgiftsdommernes erstatningsansvar. I England har voldgiftsdommerne eksempelvis en lovbestemt immunitet. I den anden ende af skalaen ligger Finland, hvor voldgiftsdommeres erstatningsansvar er ureguleret, men hvor en nyere højesteretsdom fandt en voldgiftsdommer erstatningsansvarlig i en sag, hvor voldgiftsdommeren var inhabil, da vedkommende havde forsømt sine oplysningsforpligtigelser over for den ene part i voldgiftssagen.

”Det resulterede i, at voldgiftsrettens kendelse blev erklæret ugyldig, hvorefter voldgiftsdommeren blev anset erstatningsansvarlig i anledning af, at voldgiftdommeren som følge af inhabilitet havde været uegnet som voldgiftsdommer, og at klageren som følge heraf havde været nødsaget til at indlede en ny voldgiftssag. Det samme har vi set i en voldgiftssag fra Spanien med tre dommere. De to voldgiftsdommere undlod at involvere den tredje under voteringen og afsigelsen af kendelsen, hvilket resulterede i at kendelsen blev erklæret ugyldig. Her blev de to voldgiftsdommere også anset for erstatningsansvarlige,” siger Sarah Schæffer fra Plesners team for Dispute Resolution. Hun har skrevet speciale om emnet i forbindelse med sin LLM fra Queen Mary University of London samt faglige artikler i Stockholm Arbitration Yearbook og Erhvervsjuridisk Tidsskrift.

Som følge af de internationale trends finder hun spørgsmålet om voldgiftsdommeres erstatningsansvar interessant, fordi den danske retstilstand er uafklaret. Hertil kommer, at det er et område, hvor der ofte vil være store beløb på spil, da mange voldgiftssager er af kompleks karakter og omhandler større værdier, hvilket betyder, at parterne investerer væsentlige ressourcer i dem, såvel økonomisk som tidsmæssigt.

”Derfor er det interessant at se på, om der kan rejses et erstatningsansvar, hvis det sker fejl i processen. Det kan være, at voldgiftsdommeren grundlæggende har misforstået faktum i sagen, tilsidesat grundlæggende retsprincipper eller åbenlyse aftaleretlige forpligtelser over for parterne, eventuelt i form af oplysningsforpligtelsen som i den finske sag,” siger Sarah Schæffer, der i sine analyser har taget udgangspunkt i, at voldgiftsdommeren agerer i privat regi.

”Ved de almindelige domstole har du appeladgang, hvor fejl kan rettes ved anke. Men voldgiftskendelsen er som udgangspunkt endelig, og derfor er der andre hensyn at tage til parterne, som indgår en form for kontrakt med de voldgiftsdommere, der er udpeget i sagen. Her må der være et vist rum for at kunne påberåbe sig en væsentlig misligholdelse, idet der imidlertid er afgørende hensyn at tage til voldgiftsdommerens dømmende funktion,” siger hun.

En juridisk hybrid

Sarah Schæffers speciale tager udgangspunkt i voldgiftdommerens status, og i sin analyse konkluderer hun, at retsforholdet mellem voldgiftsdommeren og parterne er en hybrid mellem flere juridiske elementer.

”Sat på spidsen er spørgsmålet, om voldgiftsdommeren har en ren aftaleretlig status – altså en kontraktuel status approach – eller om den dømmende funktion ved voldgiftsdommerhvervet pr. definition er altoverskyggende for at sikre voldgiftsdommerens uafhængighed og integritet – en funktionel status approach. Jeg argumenterer for, at voldgiftsdommeren er både og – altså hybrid status approach.”

”Det privatretlige aftalegrundlag kan vi ikke komme udenom, men heller ikke uafhængigheden og integriteten, som er vigtig – blandt andet fordi voldgiftsdommeren ikke skal frygte for repressalier fra utilfredse parter. Derfor kommer jeg frem til, at voldgiftdommerens rettigheder og forpligtelser har grundlag i aftalegrundlaget med parterne, national og international ret samt nationale retsregler og de retsgrundsætninger, som er gældende for almindelige dommere, i det omfang det er nødvendigt for at beskytte voldgiftsdommerens upartiske og uafhængige afgørelse af tvisten. Og dét skal der i et vist omfang tages hensyn til, når det gælder erstatningsansvaret – men det er relevant at se på om voldgiftsdommerens fejl beror på en tilsidesættelse af voldgiftdommerens aftaleretlige forpligtelser som kontraktdebitor, eller om tilsidesættelsen vedrører voldgiftsdommerens dømmende funktion,” siger Sarah Schæffer.

Dommerens forpligtigelser

Selvom indholdet af voldgiftdommerens forpligtelser ifølge Sarah Schæffer afhænger af den konkrete sag og aftalegrundlaget med voldgiftssagens parter, er der nogle grundlæggende forpligtelser, som alle voldgiftsdommere skal iagttage.

”Først og fremmest er voldgiftsdommeren forpligtet til at afgøre parternes tvist endeligt. Man er altså ikke færdig med sagen, før der er afsagt en gyldig kendelse, der løser tvisten, og det skal ske uden urimelig forsinkelse. Og så er voldgiftsdommeren forpligtet til at være uafhængig og upartisk. Det gælder for eksempel i forhold til interessekonflikter – både når sagen starter og mens den kører.”

”Så skal dommeren behandle sagen fortroligt, effektivt og omhyggeligt, ligesom parterne skal behandles neutralt og ligeværdigt. Altså, her taler vi om den gode, saglige sagsbehandling, herunder overholdelse af grundlæggende retsprincipper – modsat hvad der var tilfældet i den spanske sag, hvor de to dommere bevidst udelukkede den ene partsudpegede voldgiftsdommer fra voteringen og dermed på hensynsløs måde tilsidesatte grundlæggende principper om kollegialitet og kontradiktion,” forklarer Sarah Schæffer, der i sin analyse kommer frem til, at der også vil være grundlag for, at en voldgiftsdommer kan ifalde erstatningsansvar efter dansk ret, hvis en domstol finder, at voldgiftsdommeren har handlet ansvarspådragende.

”Det er helt klart min opfattelse. Det interessante er, hvilken ansvarsstandard man vil anlægge ved de danske domstole. Hvis vi ser på international retspraksis, så er vi ikke overraskende – og med rette – ude i en form for grov uagtsomhed. Der skal altså en del til, før en voldgiftsdommer kan ifalde ansvar, således som vi også så i afgørelserne fra Spanien og Finland. Det er altså ikke enhver form for uagtsomhed, som kan føre til erstatningsansvar. Og så tror jeg et væsentligt element vil være, om voldgiftskendelsen faktisk bliver tilsidesat af domstolene, da det underbygger, at den pågældende part har lidt et tab og må igennem hele møllen igen, hvilket vil betyde yderligere og nye omkostninger. Om du vil kalde det en form for immunitet eller begrænset erstatningsansvar, vil derfor i sidste ende komme ud på et.”

Alle dommere er forsikret

Voldgiftsdommere, der udpeges i sager, som behandles efter Voldgiftsinstituttets regler, er omfattet af en ansvarsforsikring.

”Hvis der rejses krav om erstatning imod en voldgiftsdommer, kan voldgiftsdommeren være omfattet af den af instituttet tegnede ansvarsforsikring,” siger generalsekretær Steffen Pihlblad.

”Det giver en tryghed for voldgiftsdommerne, som er dækket, hvis der rejses krav i kølvandet på voldgiftskendelsen,” understreger han.


Danmark har brug for en mediationslov

Konflikter skal løses hurtigt. Det er helt basalt i et retssamfund. Retsmægling er et skridt på vejen, men ikke velegnet i alle sager. Derfor er der brug for en mediationslov snarest muligt, mener Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv. Loven skal sætte rammerne for, hvordan mediation foregår, og samtidig give parterne den tryghed, som er fundamentet for at få løst konflikterne.

”Danmark skal hurtigst muligt have vedtaget en mediationslov, der sætter rammerne for, hvordan mediation foregår i Danmark.”

Sådan lyder det fra Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen, der mener, at en mediationslov er et af de tiltag, der nødvendigvis skal til for at få mediation højere op på lystavlen blandt virksomhederne i Danmark, når det gælder konfliktløsning.

”At Danmark ikke har en mediationslov er direkte en forhindring for løsning af tvister mellem internationale parter, da det er uklart, hvilke regler der regulerer mediationen her i landet. Det betyder, at danske virksomheder ofte står dårligt i forhandlingen med modparten om, i hvilket land tvisten skal løses. Hvis det ender med, at tvisterne ikke skal løses i Danmark, vil det i mange tilfælde blive dyrere og mere tidskrævende for danske virksomheder,” understreger han.

Hos Dansk Erhverv er rådet til virksomhederne allerede nu at stille krav om, at rådgiverne undersøger, om tvisten kan løses ved hjælp af mediation, før sagen går til domstole eller voldgift. En af fordelene er, at en forligsmæssig løsning via mediation kommer i stand langt hurtigere end den endelige afgørelse i en voldgifts- eller retssag.

Også generalsekretær Steffen Pihlblad, Voldgiftsinstituttet, ser flere klare fordele ved at få en mediationslov.

”Både retssager og voldgiftssager er lovregulereret, og det kan undre, at der endnu ikke er etableret en lovgivningsmæssig ramme for løsning af tvister ved mediation. Med en lov, der sætter en fleksibel og transparant ramme om mediationen, får brugerne først og fremmest tryghed, fordi det bliver lovfæstet, at mediation giver parterne samme retsgarantier som for eksempel retsmægling.

Efter Steffen Pihlblads opfattelse kan arbejdet med en ny lov passende tage udgangspunkt i det meget grundige forarbejde, som allerede i 2018 blev udført af en arbejdsgruppe, nedsat under Voldgiftsinstituttet.

”Arbejdsgruppen bestod af nogle af de bedste eksperter på området, og vurderede i redegørelsen, at der ville være væsentlige fordele forbundet med en lov om mediation i kommercielle tvister,” understreger han.

Indflydelse på udpegning afgørende

”På grund af lovregulering indeholder retsmægling nogle fordele. Når det er sagt, så er der flere fordele ved mediation uden for domstolenes regi. Det er meget vigtigt, at det ved et lovinitiativ sikres, at parternes frie valg med hensyn til valg af mediator opretholdes. Vores erfaring er, at udpegning af den rette mediator ofte er helt afgørende for, om der indgås forlig i sagen. Mediatoren skaber tryghed og kan med sin erfaring og faglige ekspertise indenfor det område, som tvisten vedrører, medvirke til en hurtigt og effektivt mediation. Retsmægling ved domstolene har næppe været den succes, som man håbede på ved indførelsen af ordningen i 2008. En af grundene til det, er efter min opfattelse, at parterne ingen indflydelse har på, hvem der udpeges som mægler. ”

Steffen Pihlblad ser også tid som en væsentlig faktor for at kunne nå til enighed om en løsning, som begge parter kan leve med og måske endda på sigt fortsætte samarbejdet.

”Mægling i domstolssystemet har nogle begrænsninger. Der er typisk afsat fire timer til mæglingen her. Måske kan man argumentere for at få lov til at bruge lidt længere tid, men vores erfaring er, at selv garvede mediatorer har brug for mere tid i komplekse kommercielle sager. Der ligger meget psykologi i konflikter, og det tager tid at løse dem. Det er ikke noget særsyn, at dette først sker sent i processen, og måske endda i en sen nattetime, hvor der til sammenligning er lukket og slukket i retsbygningerne,” siger Steffen Pihlblad.

Han ser også en lov som en stor fordel i arbejdet for, at Danmark kan tiltrække internationale mediationer.

”Mange andre lande har lovgivningen om mediation på plads, og de lande står bedre i konkurrencen om at tiltrække internationale sager. Den part, som foreslår mediation i Danmark i stedet for eksempelvis Tyskland, vil ofte trække det korteste strå. Det er ikke holdbart, idet der i sagerne ofte er store interesser på spil for de danske virksomheder.”

Voldgiftsinstituttet udgav i 2018 en redegørelse om behovet for en lov om mediation. Redegørelsen, som indeholder et udkast til en lov om mediation, blev udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Johan Tufte-Kristensen (arbejdsgruppens formand), Jes Anker Mikkelsen, Jesper Lett, Julie Arnth Jørgensen, Kasper Mortensen, Peter Wengler-Jørgensen og Steffen Pihlblad.

Læs mere



Once you are requested to act as arbitrator at the DIA, there are various considerations. Keystones are impartiality and independence.

  • Article 20(1) of the DIA Rules of Arbitration 2021 has three requirements for a person to be appointed as arbitrator: availability, impartiality and independence. These requirements continue throughout the proceedings. For the first requirement, one should consider how much time the case is likely to take and how it fits into one’s present and expected caseload. It is better to explain that one is busy but would be happy to consider future appointments than to accept an appointment and not be able to spend the needed time on it. The second and third requirements are keystones of arbitration. If there are justifiable doubts as to the impartiality or independence of an arbitrator, this can give rise to a challenge that requires (potentially significant) further expenditure of time and resources, and possibly a new arbitrator. If one has doubts whether one should disclose a circumstance regarding impartiality and independence, one should disclose. The DIA’s Declaration of Acceptance, Impartiality and Independence etc. provides examples of what one is to disclose, such as a close connection with a party or counsel in the case, or appointment as arbitrator by a party or counsel in the case in the past five years. The DIA’s declaration and the law of the seat take priority but the IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration can be used as a barometer for acceptance and disclosure, bearing in mind that disclosure does not imply a conflict.
  • One should be able to accept the other items set out in the DIA’s declaration. For example, one should check that one has the qualifications that the parties may have agreed upon and that one is satisfied with the DIA’s fee rates.
  • The DIA will have considered jurisdiction and the substance of the case before requesting an individual to act as arbitrator. However, a potential arbitrator is still to review the arbitration agreement and the substance of the case, to ensure that he or she agrees that there is at least a case for jurisdiction and that one has the required experience, background and capabilities to serve the parties best.
  • Lastly, one should check insurance. Lawsuits against arbitrators are rare and the rules contain a limitation of liability provision but this does not mean that arbitrators may not find themselves in such a lawsuit.


Voldgift til tvister om markedsleje

En del erhvervslejere har i år fået en klækkelig lejeforhøjelse. Ender sagen med en tvist ved boligretten, kan en afgørelse have lange udsigter. Med de nuværende berammelsestider kan der nemt gå halvandet til to år, inden lejer og udlejer har fået en afklaring, og skal sagen en tur i landsretten, kan der gå et år mere. Men en tvist om markedsleje er lige så velegnet til voldgift, hvis den ikke kan løses ved mediation eller anden forhandling, skriver Knud-Erik Kofoed, der både er voldgiftsdommer og advokat med speciale i at føre sager om erhvervsleje.

Af Knud-Erik Kofoed, advokat, NT Advokater

De fleste erhvervslejekontrakter har bestemmelser om årlig regulering af lejen med udviklingen i nettoprisindekset – af og til med en minimumsregulering og lidt sjældnere med en maksimumregulering.

I en årrække har udviklingen i nettoprisindekset været ret beskeden, og det samme har derfor været tilfældet for den årlige regulering af lejen. Men i 2022 har stigningerne i nettoprisindekset været ganske store. Eksempelvis er nettoprisindekset for oktober steget fra 106,7 i 2021 til 117,7 i 2022. Da mange erhvervslejekontrakter reguleres pr. 1. januar med stigningen i oktober-indekset, står en del erhvervslejere altså nu med en lejeforhøjelse på over ti procent.

Er lejen med den seneste regulering højere end markedslejen, kan lejer – medmindre erhvervslejekontrakten udelukker det – varsle en markedslejenedsættelse over for udlejer. Gør udlejer indsigelse mod varslingen, skal lejer indbringe sagen for retten, medmindre der i erhvervslejekontrakten er aftalt voldgift eller anden tvistløsning.

En markedslejesag ved boligretten tager med de nuværende berammelsestider realistisk set op mod halvandet år, og skal sagen en tur i landsretten, kan man uden videre lægge et år til.

En markedslejesag er velegnet til voldgift, hvis den ikke kan løses ved mediation eller anden forhandling. Det står parterne frit for at aftale voldgift, selv om erhvervslejekontrakten angiver boligretten som forum for tvister. I en voldgiftssag kan parterne være med til at vælge dommerne – og ikke kun ud fra en liste over boligdommere, som den enkelte byret har – og dermed sikre sig den nødvendige viden om erhvervsleje. Og med de rette kompetencer blandt dommerne, vil der ofte ikke være behov for syn og skøn, som ellers ofte ses i markedslejesager.

I voldgift vil langt de fleste markedslejesager kunne løses på under et år. Vælger parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift, vil det være oplagt at lade sagen gennemføre efter Voldgiftsinstituttets regler – og i Voldgiftsinstituttets regi, da det udover hurtig behandling indebærer en række fordele, herunder at instituttet har stor ekspertise i at udpege egnede voldgiftsdommere, hvis parterne ikke selv ønsker at udpege voldgiftsdommerne, ligesom instituttet også fastsætter voldgiftsdommerens honorar og kontrollerer dennes habilitet.

Det står parterne frit for at aftale voldgift, selv om erhvervslejekontrakten angiver boligretten som forum for tvister.



En aftale om voldgift, som indgås, når tvisten om lejeregulering allerede er opstået og det konstateres, at boligretten ikke er et attraktivt forum, kan for eksempel formuleres således:

”Parterne er enige om, at nærværende tvist skal afgøres ved voldgift efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom.”

Da udgangspunktet efter reglerne er, at voldgiftsretten skal bestå af én voldgiftsdommer, kan det om antallet af voldgiftsdommere eventuelt tilføjes:

”Voldgiftsretten skal bestå af [én voldgiftsdommer]/[tre voldgiftsdommere].”

Hvis parterne allerede ved lejekontraktens indgåelse ønsker, at eventuelle tvister skal afgøres ved voldgift, anbefales følgende voldgiftsklausul:

“Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom.”

Som anført ovenfor, kan denne voldgiftsklausul evt. udbygges med en nærmere aftale om antallet af voldgiftsdommere via den ovenfor citerede tilføjelse herom.

Hvis parterne ønsker at supplere voldgiftsklausulen med vilkår om forudgående mediation, kan formuleringen af et sådant vilkår ses på https://voldgiftsinstituttet.dk/anbefalede-klausuler/


High lights fra Vis Moot i Wien

Jurastuderende Frederik Kold Galsgaard fra Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel deltog i årets Vis Moot konkurrence i Wien, som blandt andet er sponsoreret af Voldgiftsinstituttet. De danske studerende leverede traditionen tro flotte præstationer.

Hvordan er Vis Moot-konkurrencen gået for de danske deltagere?

Der er tradition for, at de danske hold leverer flotte præstationer til hovedkonkurrencen i Wien – og det var også tilfældet i år. Det skyldes ikke mindst de studerendes grundige forberedelse forud for konkurrencen, hvor de blandt andet deltager i træningstuneringer – de såkaldte ”pre-moots”.

Allerede weekenden efter afslutningen af det skriftlige forløb deltog holdene fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet i den første pre-moot på Aarhus Universitet, som blev afholdt i samarbejde med Voldgiftsinstituttet. Efterfølgende har holdene deltaget i pre-moots i New York, Prag, Stokholm, Riga, København og Bruxelles, hvor de danske studerende leverede flotte resultater.

Holdene og deres vejledere havde derfor høje forventninger inden afrejsen mod Wien. Og med god grund. Holdet fra Københavns Universitet leverede et historisk resultat, da de for første gang befandt sig blandt konkurrencens 32 bedste hold og samtidig blev tildelt en såkaldt honourable mention for bedste klageskrift – en udmærkelse som betyder, at man er blandt de bedste i konkurrencen. Også holdet fra Aarhus Universitet leverede en imponerende præstation, da de sikrede sig en plads blandt konkurrencens 16 bedste hold og ligeledes blev tildelt en honourable mention for bedste svarskrift.

Holdet fra Aarhus Universitet og holdet fra Københavns Universitet skrev sig dermed ind i en lang tradition af flotte præstationer for danske studerende ved verdens største procedurekonkurrence inden for voldgift og international køberet.

Hvad har gjort størst indtryk på dig?

Der var meget at fejre i år. Foruden at dette års konkurrence var den 30. udgave af procedurekonkurrencen, var dette også året, hvor konkurrencen igen kunne afholdes i fysiske rammer. Det kunne både ses og mærkes i Wiens gader. Siden konkurrencen begyndte i 1994, har den vokset sig stadig større, og i år rejste over 2.500 studerende og mere end 1.100 dommere fra i alt 89 forskellige jurisdiktioner til Wien. Gaderne i Wien var derfor tæt befolket med spændte mooties, vejledere og andre voldgiftsinteresserede fra hele verden.

Mens dagene i Wien er kulminationen på mange måneders hårdt arbejde for de studerende, er konkurrencen samtidig et naturligt samlingspunkt for tidligere deltagere og praktikere, der har mulighed for at mødes til de faglige og sociale arrangementer, som afholdes i løbet af ugen. I år havde tidligere deltagere, vejledere og praktikere blandt andet mulighed for at mødes til arrangementer afholdt af White & Case, Baker McKenzie, ICDR og ICC, ligesom der var jubilæumsgalla på rådhuset i Wien.

Fælles for alle de deltagende er, at Vis Moot-konkurrencen er referencerammen, og det skaber en helt særlig stemning, som man kommer til Wien for at opleve år efter år.

Hvilke erfaringer tager de danske hold med tilbage?

Formålet med Vis Moot er at fremme interessen for international køberet og voldgift og at give de studerende praktisk træning i at løse internationale tvister. Den praktiske træning er indeholdt dels i en skriftlig fase dels i en mundtlig fase. I den skriftlige del af konkurrencen, kan de studerende for en tid parkere ideen om ”den perfekte eksamensopgave” for i stedet, at varetage den fiktive klients interesser bedst muligt. Det gør sig også gældende under den mundtlige del af konkurrencen, hvor der desuden er fokus på argumentationsteknik og det at procedere sagen foran praktikere fra forskellige lande og med forskellige juridiske baggrunde. Det er en unik mulighed for tidligt at tilegne sig nogle af de færdigheder, som anvendes i det praktiske liv. Foruden de faglige aspekter af konkurrencen får de deltagende studerende også et stort, internationalt netværk, hvor alle deler interessen for de internationale aspekter af juraen og ikke mindst for Vis Moot-konkurrencen.

Vis Moot i Wien er sponsoreret af blandt andre Voldgiftsinstituttet.


DIA Statistics 2022

In 2022, we saw a higher caseload than in the previous year, a continued broad range of subject matters and sectors, and a shorter duration for domestic arbitration cases. The median duration of all domestic arbitration cases is still under 12 months and has even decreased by a month, from ten to nine, although median durations of international and simplified cases have increased.

Like for many institutions, the DIA saw its caseload peak in 2020. However, unlike for some institutions, the DIA’s caseload has increased since 2021, buoyed particularly by domestic cases.

Around half of the DIA’s cases in 2022 concerned domestic arbitration, which highlights the institute’s strength in Denmark. Approximately one third of the DIA’s arbitration cases were international, which highlights the institute’s strength abroad.

The continued broad range of subject matters and sectors seen at the DIA emphasises the DIA’s ability to provide services across the commercial spectrum. Subject matters range from shareholders’ agreements to M&A to real estate. Similarly, parties trust the DIA across sectors to resolve their disputes from construction to telecommunication to finance.

The median duration of all domestic arbitration cases is still under 12 months – which is substantially shorter than the length of a case before the Danish courts. The mediation duration of all domestic cases has even decreased by a month, from ten to nine, although median durations of international and simplified cases have increased. When calculating, the DIA counts the full length of any stay.

Lastly, we are proud to note a significant percentage of female arbitrator appointments at the DIA. However, progress is still to be made, particularly as regards party appointments. As mentioned in our newsletter article in February, we invite a discussion within the community about how to achieve this progress.



Arbitration practitioners from all over the world will meet to debate and inspire each other.

On the arbitration day, there will be speeches from a number of leading arbitrators and lots of opportunity to network with colleagues. Meet Juliet Blanch, Vice President of the ICC International Court of Arbitration, Mika Savola, Independent Arbitrator, Attorney Fredrich Rosenfeld, Professor Giuditta Cordero-Moss and many more.

The working programme and more details will soon be published.


Bare kom afsted

Et års uddannelse på University of California, Berkeley, har givet advokat Adam Tao Michäelis større erfaring med at procedere, skrive processkrifter og i det hele taget en bedre forståelse for, hvilke forventninger amerikanske klienter har til advokatens arbejde med voldgiftssagen. Bare se at komme afsted, råder han.

Alt er større i USA. Det gælder også voldgift. Det er 33-årige Adam Tao Michäelis’ klare indtryk efter han i 2021 valgte at tage en LLM (Master of Laws) på University of California, Berkeley, for først og fremmest at få finpudset sit faglige engelsk og få en kulturel oplevelse, men også for at få et større indblik i, hvordan amerikanerne arbejder med retssager og voldgift.

”Jeg har interesseret mig for faget voldgift, siden jeg havde det på universitetet, og arbejdet med det fra jeg blev ansat som advokatfuldmægtig. I dag arbejder jeg med mange internationale klienter – herunder en del amerikanske, og derfor var det også et ret naturligt ønske for mig at videreuddanne mig i USA. Der er mange amerikanske universiteter, der udbyder en LLM med fokus på international voldgift, fordi her er et større marked for proces generelt. Jeg valgte at søge meget bredt – omkring ti forskellige universiteter og fik faktisk tilbudt en plads på alle. Valget faldt i sidste ende på Berkeley, egentlig fordi det bragte mig længst muligt væk fra Danmark og ind i et internationalt miljø med studerende fra hele verden, men også fordi Berkeley har en interessant profil indenfor international law,” siger Adam Tao Michäelis, der i dag er en del af Accuras afdeling for konfliktløsning.

På Berkeley var der fag som Disputes with Sovereigns og International Commercial Arbitration på skemaet, men det, der interesserede Adam Tao Michäelis mest, var at lære at skrive og argumentere på et flydende engelsk.

”Hele den skriftlige fremstilling og argumentation minder faktisk om den danske, men amerikanerne har generelt en mere fortællende stil. Hvor danske jurister måske har en mere formel – nogle vil sige høflig – måde at skrive på, minder de amerikanske advokaters og dommeres skrivestil mere om prosa. Den er mere malende og der anvendes i højere grad et billedsprog, end hvad vi er vant til herhjemme. Hele den side af undervisningen er noget, som jeg har taget med mig hjem, og som jeg både er bevidst om og til en vis grad også bruger, når jeg arbejder med amerikanske klienter og parter. På samme måde forstår jeg også bedre, hvad klienterne er rundet af, hvad de lægger vægt på og hvilke forventninger, de har til mig.”

Mens undervisningen på danske universiteter typisk er præget af undervisning på skolebænken, så er der rig mulighed for at deltage i processpil på Berkeley.

”Processpil er simpelthen en integreret del af undervisningen. Her lærer man at finpudse sin argumentation og strukturere sin måde at præsentere sin sag på. Det er også noget, jeg virkelig har kunnet tage med mig hjem, og som jeg synes er meget spændende, fordi det for mig er kernen i advokatgerningen. Jeg kan godt lide at procedere, hele showet omkring det og hvordan man måske nogle gange kan se sin argumentation gengivet i dommerens præmisser.”

Forberedelsen starter et år før

Selvom Adam Tao Michäelis i dag har mest glæde af de mere praktiske færdigheder, som han fik med sig hjem fra Berkeley, så har han afsluttet alle fag med eksamener.

”Der er både skriftlige og mundtlige eksamener. I modsætning til den danske karaktergivning er din karakter afhængig af, hvor godt dine medstuderende gør det. Selvom du gør dig umage og kan besvare en opgave til punkt og prikke, så er det ikke sikkert, at du ender med at få den bedste karakter, hvis en medstuderende er et mulehår bedre end dig. Det tog jeg nu stille og roligt, for som dansker skal jeg ikke bruge min karakterer til at få job på. Så selvom jeg faktisk endte med at få pæne karakterer, så tog jeg det hele meget afslappet. Men på sigt tror jeg da, at min eksamen fra Berkeley er et kvalitetsstempel og så giver det mig mulighed for at få en international karriere, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt,” siger Adam Tao Michäelis, der på det varmeste anbefaler andre unge advokater med interesse for voldgift at tage et år ud af kalenderen og tilbringe det på et universitet udenfor Danmarks grænser.

”Det er bare med at komme af sted. Du kommer ikke til at fortryde det. Der er mange universiteter at søge, hvor man kan dygtiggøre sig indenfor voldgift. Husk at søge i god tid, gerne omkring et års tid før du ønsker at starte. Der er forskellige trin, som du skal igennem, for at komme af sted. En sprogtest er det ene. Finansiering er det andet, som du skal have på plads. Men her er der gode muligheder for at få dækket de godt 700.000 kroner, som mit ophold endte med at koste. Først og fremmest kan du bruge SU-klip, hvis du har nogle tilbage, og der er derudover mulighed for støtte fra staten samt SU-lån. Der er desuden mange muligheder for støtte fra danske fonde og organisationer som for eksempel Dreyers Fond, Advokatsamfundet og Jorcks Fond,” siger Adam Tao Michäelis, der netop har været tilbage i USA her i april for at besøge venner, som han lærte at kende under sit studieophold.

”Jeg har også fået et kæmpe netværk. Endnu en årsag til bare at komme af sted.”


Adam Tao Michäelis

Advokat, LLM fra University of California, Berkeley. Arbejder i Accuras afdeling for konfliktløsning.


Hele verden som arbejdsplads

Advokat Niels Schiersing sprang fra at være partner i København til en tilværelse som voldgiftsdommer med base i Dubai. I dag arbejder han udelukkende som voldgiftsdommer i hele verden. En nøgle til at skabe en ny karriere var at videreuddanne sig i common law og få en engelsk beskikkelse.

Hvordan var din vej ind i voldgift?

Gennem mange år drev jeg en mere almindelig erhvervsjuridisk advokatvirksomhed i Danmark. Jeg havde ud over de klassiske erhvervsjuridiske opgaver også en del voldgiftssager – blandt andet indenfor entrepriseområdet. Særligt fra midten af nullerne oplevede jeg dog en transformation af branchen, sådan at det i stigende omfang blev en illusion at kunne dække alle juridiske områder. Derfor var der behov for specialisering, og jeg ønskede at kunne arbejde mere internationalt. Efter nogen tid fik jeg gennem et tæt samarbejde med en litauisk advokatpartner en investeringsvoldgiftssag, hvor jeg skulle repræsentere den litauiske stat mod den russiske føderation – den såkaldte Kaliningradsag i Paris, som Litauen vandt.

Sagen var lidt af en åbenbaring for mig, fordi den viste mig vejen mod en mere international karriere. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få mit arbejdsliv sporet ind på at arbejde på internationale voldgiftssager og samtidig kunne bruge mere tid på videnskabelig virksomhed, ville det være perfekt. Og det lykkedes.

Da jeg begyndte af få flere opgaver som voldgiftsdommer, måtte jeg konstatere, at hvis det skulle være en levevej for mig, kunne det ikke kombineres med at være partner i et større advokatfirma. Samtidig tænkte jeg, at man ikke skal starte en ny karriere alt for sent i livet – især ikke, hvis man gerne vil have succes internationalt. Derfor skiftede jeg spor i en alder af 54 år og lagde den traditionelle advokatgerning på hylden for at koncentrere mig om voldgiftsdommerhvervet og forskning.

Hvad var det vigtigste parameter for at skifte karrierespor?

Det var særligt glæden ved juridisk analyse i kombination med muligheden for at arbejde med internationale kommercielle tvister. Jeg konstaterede hurtigt, at det ville være en god idé at have formelle kvalifikationer i både civil og common law retssystemerne. Med begge kvalifikationer får du en særlig faglig position i markedet. Derfor tog jeg til London og fik beskikkelse som engelsk solicitor.

Det åbnede flere døre og betød, at jeg hurtigt fik voldgiftssager i London, og jeg flyttede dertil på prøve i 2016. På det tidspunkt troede jeg, at det ville blive min bopæl – men allerede året efter blev jeg en del af Arbitration Chambers, der havde en afdeling i Hong Kong og ville åbne et kontor i London – lige i midten af Temple. Lederen af AC anbefalede mig at interessere mig for Asien, hvor der var en mangel på civil law-uddannede voldgiftsdommere. Det råd tog jeg til mig og begyndte at rejse til Sydøstasien, og det ændrede meget hurtigt mit fokus i forhold til bopæl.

Nu har du base i Dubai. Hvorfor har du truffet det valg?

Da jeg begyndte at få sager i Asien, måtte jeg sande, at de mange timer i fly og de store tidsforskelle var en belastning for mig. Jeg besluttede mig for at lede efter et sted med en geografisk placering mellem Europa og Asien, gode logistiske forhold og med en blomstrende voldgiftskultur. Derved håbede jeg at kunne bevare forbindelsen til Europa og samtidig opdyrke markedet i Asien. Valget viste sig for så vidt at være enkelt, da Dubai opfyldte alle mine krav. Da jeg begyndte at få voldgiftsdommerudpegninger i Afrika, blev valget endnu mere oplagt. Derfor flyttede jeg hertil i 2018 sammen med familien.

Her fra Dubai har jeg kortere vej til eksempelvis Singapore, Hong Kong og Seoul – samtidig med, at her er en stærk voldgiftskultur og et retssystem, der både gør brug af civil- og common law. Desuden er rejserne tilbage til Europa, hvor jeg stadig har flertallet af mine sager, overskuelige.

Hvordan er din hverdag?

Det er ikke, som nogen måske tror, en endeløs kavalkade af businessclassrejser og femstjernede hoteller!

Det meste af tiden sidder jeg på mit kontor i ophøjet ensomhed. Jeg læser, skriver, tænker. Derudover har jeg forberedende møder eller mundtlige forhandlinger online. Den øvrige tid er jeg typisk på rejse. For eksempel har jeg i næste uge mundtlige voteringer i Singapore vedrørende en sag i Korea. Den rejse supplerer jeg så med netværksarbejde. Derudover deltager jeg i konferencer for yderligere at pleje og udvide mit netværk.

Men jeg sidder meget alene, og i virkeligheden kan man på mange måder sammenligne mit arbejde med juridisk forskning. Jeg bruger da også en del tid på retsvidenskabelig virksomhed, og har for eksempel netop færdiggjort en afhandling om et entrepriseretligt emne. Juridisk forskning er en vigtig del af mit liv. På den måde adskiller jeg mig nok fra de fleste andre voldgiftsdommere.

Jeg er meget glad for mit arbejde, og jeg arbejder nok mere end de fleste.  Man kan godt sige, at arbejde for mig er en livsstil, hvor jeg altid har mit kontor med mig i form af min computer – uanset om jeg er i min lejlighed i Italien, her i Dubai eller et andet sted.

Hvor stort et spænd er der i dine sager?

Jeg har typisk mellem 15 og 20 sager kørende på samme tid. Min mindste sag havde, som jeg husker det, en sagsgenstand på 120.000 kroner og et honorar på 15.000 kroner.  I dag ligger sagsgenstanden typisk på mellem 30 – 200 millioner kroner, og jeg har lige nu tre sager med en sagsgenstand på over en milliard kroner.

Penge er ikke den væsentligste motivation i mit liv. Det er derimod glæden ved at løse juridiske problemstillinger. Mine sager er udelukkende kommercielle sager. De fleste er enten entreprisesager, såkaldte post-M&A sager eller tvister om finansielle forhold, ofte låneaftaler med en underliggende selskabsretlig dimension. Men jeg har også en del sager om for eksempel salg af råvarer og teknisk udstyr – især i Asien.  Mange af mine sager er indenfor energiområdet og vedrører alt fra kul, olie og gas, over atomkraft til vedvarende energi som vindmøller og geotermisk energi.

Hvilke råd vil du give unge advokater, som gerne vil skifte karrierespor til voldgiftsdommer?

Fokuser på at udvikle dine kompetencer, og prøv at overbevise ”kunderne” – altså de institutter og parter, der skal udpege en voldgiftsdommer – om, at du er den rette person til opgaven. Det kan for eksempel ske gennem en yderligere beskikkelse, videreuddannelse eller forskning.

Når du får din første sag, skal du være klar over, at du blandt andet leverer en serviceydelse. Løs sagen effektivt, det vil sige passende hurtigt, men samtidig grundigt. Sørg for at forklare parterne, hvordan du når frem til dit resultat. Så vil du på sigt få flere sager.

Derudover bør du skabe dig et netværk og sørge for at vedligeholde og udvikle det.

Og så skal du forblive nysgerrig. Søg hele tiden ny viden. Din videreuddannelse slutter aldrig.

Hvordan er det at have hele verden som arbejdsplads?

Det er en kæmpe udfordring og samtidig meget, meget spændende. Jeg skal hele tiden tilegne mig og vedligeholde min viden om andre landes retssystemer. Man skal være opmærksom på, at den samme sag muligvis skal løses forskelligt alt efter om sagen er undergivet for eksempel dansk eller singaporeansk ret.

Og så er det fantastisk inspirerende at arbejde i vidt forskellige kulturer, hvor jeg møder spændende mennesker. Voldgiftsdommere er typisk blandt de dygtigste jurister i de enkelte jurisdiktioner. Det er spændende og lærerigt at høre kollegaer fortælle om deres syn på juraen og verden. Jeg møder hele tiden nye personer, som jeg kan lære af. Det er alt sammen med til at gøre mig til en bedre voldgiftsdommer.


Niels Schiersing

Advokat, solicitor med beskikkelse i Danmark og England. Voldgiftsdommer og forfatter til en række juridiske værker. Har siden 2018 haft base i Dubai.


Bespoke meeting rooms

The DIA has bright, newly furnished meeting rooms with some of the best harbour views in Copenhagen, all at competitive rates. The premises, located in the Østerbro quarter, have lift access and are close to public transport. Suitable parking is available.

The meeting rooms are soundproofed and Wi-Fi equipped, with modern audiovisual equipment for virtual oral hearings. The largest room has a 23-person capacity. Lunch and other catering are offered, and the DIA’s staff can assist with practical tasks if needed.

The premises are available for all types of meetings, not only for those involving arbitration or mediation. Rates are competitive and comparable to those of hotel meeting rooms.

Contact us for more information and book by sending an e-mail to [email protected] or calling +45 (0)70 26 50 13.


Spar tid og penge med baseball-voldgift

Baseball og voldgift. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Det handler om effektive og billigerealternativer til løsning af tvister. Det er en helt speciel bestemmelse, som findes i § 18 i Voldgiftsinstituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse, og som giver parterne mulighed for at få en hurtig og billig tvistløsning.

Men først historien bag den sportsinspirerede betegnelse. Den stammer fra amerikansk baseball, hvor metoden blev opfundet til brug for at afgøre uenighed mellem klubben og spilleren om størrelsen på spillerens løn. Metoden er en slags forligsværktøj, som også anvendes i andre meget anderledes sammenhænge, for eksempel når stater er uenige om retten til at beskatte.

Metoden går i korthed ud på, at hver part skriver sit forslag til en afgørelse i en lukket kuvert, som overdrages til voldgiftsdommeren. Voldgiftsdommerens opgave er herefter at vælge det forslag, som voldgiftsdommeren finder, er den mest rimelige løsning på tvisten. Voldgiftsdommeren har ikke mulighed for at fremkomme med sit eget kompromisforslag, men skal vælge et af parternes forslag, som herefter stadfæstes i en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, sådan at afgørelsen får status som enhver anden voldgiftskendelse med de fordele, som det indebærer. Det gælder for eksempel, at afgørelsen kan fuldbyrdes ved domstolene. Hvis voldgiftsdommeren ikke mener, at nogen af parternes forslag er egnede som løsning på tvisten, har voldgiftsdommeren mulighed for at henvise parterne til at søge tvisten løst efter andre regler.

Med § 18 i instituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse er der mulighed for at afgøre relativt simple tvister, for eksempel om størrelsen på et pengekrav, om et krav er forældet eller om en frist er sprunget, hvis parterne er enige om, at tvisten skal afgøres på denne måde. Bestemmelsen i § 18 er primært møntet på mindre komplekse tvister, og indebærer at parterne kan få løst tvisten hurtigt og effektivt og på en omkostningsbevist måde.

Find reglerne for hurtig voldgiftskendelse Hurtig voldgiftskendelse | Voldgiftsinstituttet


Pre-Moot in Copenhagen

General Secretary Steffen Pihlblad participated as arbitrator in the Plesner Pre-Moot 2023 in Copenhagen. He was in good company with many experienced arbitrators and very talented students from Danish universities and universities from abroad. The DIA, who is a proud and longtime sponsor of the Vis Moot in Vienna, wishes all the students at the Plesner Pre-Moot the best of luck in Vienna. Kudos to Plesner, especially Rikke KjeldsenJimmy Skjold Hansen and Peter Schradieck for setting the scene in Copenhagen.

Read more Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot – Vis Moot


Becoming an Arbitrator

How do you get your first case as arbitrator? This is a frequent question. In response, there are two principal steps of the DIA selection process: becoming known to the DIA, and having the required experience and background for a case.

However suitable someone may be for a case, one cannot be selected if the DIA is not aware of you. Becoming known to the DIA can happen in various ways. New names may come to the DIA’s attention owing to publications, speaking engagements, word of mouth and similar. In Denmark, Erhvervsjuridisk Tidsskrift is often an option for arbitration articles. Speaking and networking – whether as speaker or not – at events such as those held by Young Arbitrators Copenhagen and the Danish Arbitration Association, also raises one’s profile. Direct contact with the DIA accompanied by a CV can raise one’s profile as well but if CVs are sent, they should be tailored to the DIA, to its rules and services, and updated at regular intervals. The DIA does not use a panel system.

Of course, publication, networking and sending CVs do not guarantee appointment. Once the DIA is aware of you, the DIA must be confident that you have the experience and background required for the case, and that you are an appropriate person in the circumstances to handle the case. The DIA’s analysis includes what is often detailed in a CV, such as:

  1. Nationalities – many arbitral institutes, not least the DIA, have nationality requirements to support independence and impartiality.
  2. Domicile – linked to nationality, domicile can also raise independence and impartiality issues.
  3. Academic qualifications – a law degree is a necessity for sole arbitrators and chairs, and multinational qualifications, for instance a mix of common and civil law, can help one to stand out in an international case.
  4. Professional qualifications – these include arbitrator training programmes, such as the ones provided by the Chartered Institute of Arbitrators and the Association of Danish Law Firms.
  5. Jurisdictions qualified in and experience of other jurisdictions – one does not have to be qualified in a jurisdiction to have insight into a jurisdiction’s approach.
  6. Professional experience – detailing one’s sector experience assists the DIA in matching potential arbitrators with disputes in which they are experts.
  7. Roles undertaken – roles not just as arbitrator, but also as counsel, tribunal secretary and institute employee assist to understand the background of a potential arbitrator.
  8. Languages – the more languages one is proficient in, the more cases one can potentially be considered for.
  9. Publications and speaking engagements – the more publications and speaking engagements one has, particularly in well-known journals, for renowned publishers and at prominent events, the more evidence the DIA has to consider whether someone has the required experience.
  10. Participation in arbitration organisations and the Vis Moot – if one participates in arbitration organisations and events such as the Vis Moot, one can more easily demonstrate that one has sufficient interest and experience in arbitration.


The DIA’s analysis also includes whether one has a professional and courteous reputation, keeps to deadlines, is technologically-savvy, has an eye for detail and places paramount importance on neutrality.

The DIA welcomes CVs from a diverse range of potential arbitrators.


Konflikten har ofte rødder i andet end sagen

Claus Søgaard-Christensen har medieret alt fra konflikter om trecifrede millionbeløb til sager, hvor der var væsentligt mindre på spil. Uanset hvor mange penge, det drejer sig om, er der næsten altid en psykologisk side af sagen, hvor parterne er gået helt skævt af hinanden. Med mediationen kommer de videre sammen.

Alle typer af sager egner sig til mediation. Det er Claus Søgaard-Christensens klare overbevisning. Selv medierer han typisk komplekse erhvervssager.

”I mine øjne er både mediation og retsmæglig præcis lige så effektivt som domstolsprøvelse, hvis begge parter er interesserede i at løse sagen, for eksempel fordi udsigten til en kostbar og drænende retssag vil være alternativet,” siger Claus Søgaard-Christensen.

På grund af sin tavshedspligt kan han ikke fortælle om konkrete sager, men han arbejder eksempelvis med større byggesager, hvor samarbejdet er gået skævt, og hvor den ene part nu står tilbage med en række klagepunkter over resultatet.

”En sag starter med, at parterne laver en aftale om, at de ønsker mediation og hvilke regler, konflikten skal løses efter. Det kan for eksempel være Voldgiftsinstituttets regler om mediation, der sætter en ramme for forhandlingen. Det er typisk parternes advokater, der får aftalen på plads, og de beskriver også selve sagen, så jeg har mulighed for at danne mig et overblik over konflikten, inden vi mødes første gang.”

Selve mødelokalerne er i sig selv et vigtig parameter for en vellykket mediation, mener Claus Søgaard-Christensen, for forhandlingerne skal foregå et neutralt sted, hvor der er mindst to og helst tre lokaler til rådighed. Et hvor alle parter kan samles og et til hvert hold.

”Jeg blander mig ikke i, hvem der deltager på hver side i sagen og heller ikke hvor mange, der deltager. Det kan være parterne, deres advokater og eksperter som for eksempel økonomichefen, projektlederen eller en sælger. Undertiden vil der være fem til ti deltagere på hver side i de større sager. For mig er det væsentligste, at der mindst er en person med, der i sidste ende kan sige ja eller nej. For selve forhandlingen er nytteløs, hvis der i løbet af mediationen ikke er mulighed for at indgå en bindende aftale. Hvis det er sådan, at en aftale skal forbi en direktion eller bestyrelse, inden den kan lukkes endeligt, så skal det være helt klart fra starten, sådan at der er transparens for alle.”

Første møde

Når rammen er sat, og første møde starter, træder Claus Søgaard-Christensen ind i rummet med, hvad han betegner som åbenhed og nysgerrighed. For nogen egentlig manual for mediation har han ikke.

”Jeg ved aldrig, hvordan en mediation udvikler sig. Selvom jeg i sin tid har taget mediation-uddannelsen og kender de teoretiske principper, så sætter det alene en retning for mit arbejde. Jeg arbejder mere med min intuition i kombination med en undren over, hvad der er sket mellem parterne,” siger Claus Søgaard-Christensen, der som det første beder parterne præsentere sagen, når alle er samlet.

”Hver part får et antal minutter til at redegøre for sagen, og hvor de ser problemerne ligger. Men ret hurtigt får jeg parterne i enrum, og her taler jeg med dem på skift – men fortæller selvfølgelig ikke den ene part, hvad den anden har sagt, medmindre det er aftalt. På den måde har jeg fortrolighed med begge parter undervejs i processen,” siger Claus Søgaard-Christensen, der efterhånden som mediationen skrider frem får et indtryk af, hvilke fælles linjer der er i sagen.

”I første fase skal jeg først og fremmest forstå, hvad er gået galt. Jævnligt har konflikten sine rødder i personlige uoverensstemmelser eller tidligere hændelser, der har givet anledning til mistro. Jeg fanger som regel hurtigt, hvad der er i spil, og det er vigtigt, fordi det har indflydelse på den faktiske konflikt, der skal løses. Så der er en god portion psykologi i sagen, som giver det, man kan kalde rentetilskrivninger – altså at mistro og skuffelser på sigt gør parterne mindre tolerante. De færreste konflikter bliver ikke så låste, hvis parterne håndterer problemerne undervejs. Derfor er det vigtigt at tale om, hvad parterne kunne have løst løbende i stedet for, at de nu står her uden at kunne holde hinanden ud,” siger Claus Søgaard-Christensen, der også tager en god portion nysgerrighed med ind i mediationen.

”Altså en interesse i at finde ud af, hvorfor parterne er kommet så langt ud. Jeg skal ikke være stædig og vil sige, at det er vigtigere at være vedholdende og teste, om det kan lade sig gøre at flytte opfattelserne af hinanden. Det gør jeg for eksempel ved at spørge ind til, hvordan den ene part ville handle, hvis vedkommende sad i modpartens stol. Men altså helt grundlæggende er jeg påpasselig med ikke at presse parterne for langt ud.”

Grundlaget for en aftale

Så snart Claus Søgaard-Christensen har et fuldstændig klart billede af den reelle problemstilling, herunder den psykologiske del af konflikten, mødes han med begge parter i samme rum for at få en aftale på plads.

”Så snart jeg et tydeligt billede af alle brikkerne, er det nemmere for mig at skabe grundlaget for at få en aftale på plads. På det tidspunkt i processen indser den ene part måske, at man slås om de sidste 100.000 kroner, fordi der i virkeligheden er noget andet, der nager. Derfor er det ikke længere så afgørende at stå fast – men vigtigere at kunne komme videre.”

I det hele taget er spørgsmålet om procesøkonomi noget, som Claus Søgaard-Christensen trækker ind i sagen.

”Jeg henleder parternes opmærksomhed på, hvad det koster at gennemføre en retssag sammenlignet med, det beløb som parterne er uenige om. Der er sjældent en vinder, hverken i mediation eller i retssager, hvor der også er en risiko for, at du ikke får det beløb, som du stiller krav om, fordi dommeren ikke mener, at du har bevis for de sidste 20 procent. Hvis parterne kan forstå det og har lysten til at få afsluttet sagen for at spare sig selv, virksomheden og medarbejdere for både ventetid, penge og bekymringer, så kan de begge gå ud af mediationen med oprejst pande og mulighed for at bruge deres energi på fremtiden. På at komme videre.


Claus Søgaard-Christensen

Advokat, erfaren mediator og voldgiftsdommer i blandt andet sager under Voldgiftsinstituttet. Tidligere retsmægler. Han har gennemført mere end 200 mediationer og retsmæglinger

”Så snart jeg har et tydeligt billede af alle brikkerne, er det nemmere for mig at skabe grundlaget for at få en aftale på plads. På det tidspunkt i processen indser den ene part måske, at man slås om de sidste 100.000 kroner, fordi der i virkeligheden er noget andet, der nager. Derfor er det ikke længere så afgørende at stå fast – men vigtigere at kunne komme videre.”


Verden står stille mens konflikten kører

Domstolssystemet er presset, og der kan være lang ventetid på den dom, der får parterne til at komme videre. Men der er gode muligheder for at opsøge alternativer som mediation og voldgift. Et forslag til en regulering af mediation er undervejs.

En konflikt mellem to parter er tidskrævende og giver kun anledning til bekymringer. Det gælder, uanset om det er virksomheder, der er uenige om, hvad de har aftalt, eller det er parcelhusejeren, der har haft vand i kælderen og nu slås med sit forsikringsselskab om skadesdækningen.

Det mener Christian Lundblad, der er retspræsident ved Retten på Frederiksberg og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse. Men han erkender også, at domstolene er pressede til det yderste med flere sager, end der er ressourcer til at løse, og at det i praksis betyder, at civile sager kan være tre år undervejs, før parterne står med en endelig afgørelse.

Som medlem af Rørdamudvalget, er han derfor for øjeblikket i fuld gang med at se på, hvordan domstolene kan blive mere effektive.

”En økonomisk indsprøjtning gør det nok ikke alene. Derfor ser jeg også et potentiale i, at en del af løsningen kan være, at mulighederne bliver bedre for forligsmæssige løsninger, der sikrer et godt samarbejde mellem parterne i fremtiden,” siger han.

”Som det er nu, er retterne fra politisk side pålagt at prioritere straffesagerne. Det er selvfølgelig vigtigt at få afgjort sager, hvor der er fængselsstraf i spil, men for mig som retspræsident er alle konflikter lige vigtige. I et samfund er det nemlig helt grundlæggende, at borgerne kan få løst deres konflikter indenfor rimelig tid over en helt bred front,” forklarer han.

Christian Lundblad har arbejdet med mediation i mere end 20 år, og ser en oplagt mulighed for at tilpasse det danske retssystem, sådan at parterne i en retssag altid kan træde til side for at undersøge, om de kan løse sagen i mindelighed.

”Det vil spare tid og penge. En mediation – uanset om det sker i domstolsregi eller i det private – har fokus på det fremadrettede og giver parterne mulighed for at komme videre sammen. Det letter også parterne, for der er en psykologisk faktor ved at have en sag om uenigheder fra fortiden kørende ved domstolene. Med justering af det danske retssystem ved at gøre brug af mediation – også i det private regi – kan samfundet satse mere på udvikling og fremtidige fælles opgaver,” siger han og tilføjer:

”Voldgift har eksisteret i langt mere end 100 år og er en velanset og kendt metode til konfliktløsning i hele verden. Det bliver primært anvendt mellem virksomheder, der kan vælge dommerne ud fra specialer, såsom entreprise- og IT-sager. Hvis der er en international vinkel på en sag, er fordelen også, at valg af dommere falder på andre jurisdiktioner end parternes. Det giver en tryghed.”

Men hvad skal der til for at løfte sager fra domstolssystemet over i mediation og voldgift?

”Det kræver at parterne aftaler det. Det er ikke altid, at der er en åbning for at få en aftale på plads, fordi den ene part gerne vil have sagen afgjort hurtigt, mens modparten har knap så travlt med det. Men verden står stille under en konflikt, og derfor har advokaterne en vigtig opgave med at skabe forståelse for fordelene ved henholdsvis domstolsbehandling, voldgift og mediation. Det oplever jeg faktisk at mange allerede har, og at virksomhederne er blevet dygtige til at lukke deres konflikter hurtigt, netop fordi de erkender, at de kun bliver fattigere af at leve med uløste konflikter,” siger Christian Lundblad, der også tror at regulering af mediation, som er i støbeskeen, kan skabe en større tryghed omkring ordningen, der er langt mere anvendt i Danmarks nabolande samt ikke mindst USA og England.

Verden står stille under en konflikt, og derfor har advokaterne en vigtig opgave med at skabe forståelse for fordelene ved henholdsvis domstolsbehandling, voldgift og mediation.

Christian Lundblad, retspræsident og medlem af voldgiftsinstituttets bestyrelse


Voldgiftsinstituttet er en del af løsningen

I dag skal virksomhederne vente op til tre år for at få løst tvister ved domstolene. Ved voldgift og mediation er tidsperspektivet meget anderledes. Den gennemsnitlige varighed af en dansk voldgiftssag er 11 måneder. Er parterne enige om, at tvisten skal afgøres efter nye ”fast track”-regler eller reglerne om mediation, kan sagen sluttes hurtigere. Derfor er det oplagt at lade mediation og voldgift være en del af svaret på det store samfundsmæssige problem, som de lange ventetider ved domstolene er, mener Voldgiftsinstituttets generalsekretær.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

”En økonomisk indsprøjtning gør det nok ikke alene. Derfor ser jeg også et potentiale i, at en del af løsningen kan være, at mulighederne bliver bedre for forligsmæssige løsninger, der sikrer et godt samarbejde mellem parterne i fremtiden.”

Sådan lyder det fra Christian Lundblad, retspræsident og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, i denne udgave af nyhedsbrevet.

De lange ventetider ved domstolene er et samfundsproblem, som skal tages alvorligt. Der findes heldigvis løsninger på problemet. Løsninger, som vi i Voldgiftsinstituttet kan være en del af.

I dag skal virksomhederne vente op til tre år for at få løst tvister ved domstolene. Ved voldgift og mediation er tidsperspektivet meget anderledes. Den gennemsnitlige varighed af en dansk voldgiftssag er 11 måneder. Hvis parterne bliver enige om, at tvisten skal afgøres efter et af instituttets ”fast track”-tilbud eller efter reglerne om mediation, kan sagsbehandlingstiden reduceres yderligere.

Virksomhederne behøver altså ikke at stille sig op i en længere kø for at få afgjort deres tvister, hvis de i stedet aftaler, at tvisten løses ved Voldgiftsinstituttet. Og er det dyrere? Ikke nødvendigvis. Parterne skal ganske vist betale voldgiftsdommernes og instituttets honorar, og ikke kun retsafgifterne. Men disse udgifter udgør kun en mindre del af de samlede udgifter for at få behandlet tvisten. Dertil kommer, at en voldgift alene behandles i en enkelt instans, hvorfor der ikke skal bruges tid og omkostninger til en eventuel appel. Man kan danne sig et hurtigt overblik over udgifterne til voldgiftsdommerne og instituttet via omkostningsberegneren på www.voldgiftsinstitutttet.dk.

Voldgift indebærer desuden en række velkendte fordele i forhold til domstolsbehandling. Parterne kan for eksempel vælge specialiserede dommere, ligesom voldgiftsrettens kendelse – i modsætning til en dom afsagt af en dansk domstol – kan fuldbyrdes over det meste af verden.

Det kan også anbefales, at virksomhederne afsøger muligheden for at få løst tvisten via mediation, som er en hurtigere, billigere og mere uformel proces. Vores erfaring er, at selv nok så fastlåste tvister kan løses via mediation. I Danmark findes der mange mediatorer med stor erfaring. Læs for eksempel interviewet med Claus Søgaard-Christensen i denne udgave af nyhedsbrevet. Interviewet giver indblik i, hvordan en mediator arbejder.


Mødelokaler skræddersyet til voldgift og mediation

Voldgiftsinstituttet råder over lyse, nyindrettede mødelokaler med en af Københavns absolut bedste havneudsigter til konkurrencedygtige priser. Lokalerne er beliggende på Østerbro, tæt på offentlig transport og har gode parkeringsmuligheder.

Mødelokalerne er lydsikrede og forsynet med Wi-Fi. Det største af lokalerne kan rumme op til 23 mødedeltagere. Lokalerne er særligt indrettede og med moderne AV-udstyr til at gennemføre en virtuel mundtlig forhandling. Der er adgang til alle lokalerne fra elevator. Der er mulighed for frokost og anden forplejning, ligesom instituttets personale står klar til at bistå ved praktiske opgaver, hvis der opstår behov herfor.

Lokalerne kan lejes til brug for alle typer af møder – og ikke kun voldgiftssager. Udlejningen sker på særdeles konkurrencedygtige vilkår i forhold til eksempelvis mødehoteller.

Kontakt os for mere information og book lokaler på e-mail [email protected] eller tlf. 70 26 50 13.

Reglerne om fastsættelse af sagsomkostninger i voldgiftssager findes i § 40 https://voldgiftsinstituttet.dk/voldgift/regler/


Brugen af virtuelle forhandlinger

Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad var 6. februar blandt indlægsholderne ved Voldgiftsforeningens velbesøgte arrangement om brugen af virtuelle mundtlige forhandlinger. Erfaringerne med virtuelle forhandlinger under Corona-nedlukningen har været overraskende gode. Alligevel har aktørerne i voldgiftssagerne i tiden efter Corona været hurtige til igen at foretrække fysiske forhandlinger.

En virtuel forhandling er sædvanligvis et effektivt og bekvemt alternativ til en fysisk forhandling, hvor der samtidig spares tid og omkostninger til blandt andet rejse, ophold og mødelokaler. I sit indlæg opfordrede Steffen Pihlblad blandt andet til, at parterne i alle sager overvejer, om der med fordel kan gennemføres en virtuel forhandling i stedet for en fysisk forhandling. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis sagen ikke står og falder med afhøring af ekspertvidner, hvilket kan være en særlig udfordring, når forhandlingen foregår virtuelt.

På mødet var der også indlæg fra Torben Bondrop og Dan Terkildsen, der begge fortalte om deres erfaringer med virtuelle forhandlinger. Med udgangspunkt i bogen Digital Hearings, som udkom sidste år på forlaget Norstedts Juridik, gennemgik en af bogens forfattere, Bruno Gustafsson fra Roschier, forskellige aspekter af best practice ved afholdelsen af virtuelle forhandlinger. Han pegede blandt andet på dilemmaet mellem på den ene side at sikre, at en virtuel forhandling foregår i overensstemmelse med ”due process” og på den anden side at forhandlingen nogle gange blev ledsaget af alt for detaljerede protokoller om, hvordan forhandling skulle gennemføres, herunder for eksempel regler om hvilken dresscode som skal gælde for deltagerne i forhandlingen.

Tak til Voldgiftsforeningen og tak til Plesner for at lægge lokaler til.


Effektive alternativer til langvarige retssager

De fleste virksomheder tænker pr. automatik, at konflikter skal løses ved domstolene. Men der findes en række alternative muligheder for tvistløsning ud over det almindelige retssystem. Disse alternativer kan være en genvej til at få løst konflikten og dermed give hurtigere mulighed for at komme videre. Ud over almindelig voldgift, gælder det blandt andet mægling og forskellige andre former for fast track processer. Det fortæller generalsekretær Steffen Pihlblad om hos Bech-Bruun Academy 6. marts i København og den 7. marts i Aarhus.

”Det er altid en god idé at undersøge alternative muligheder for løsning af konflikter, som både er hurtigere og billigere at gennemføre end en sag ved domstolene. Det kan være Voldgiftsinstituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse, som indebærer en hurtigere afgørelse end, hvad der følger efter instituttets almindelige regler, uden at det sker på bekostning af grundlæggende voldgiftsretlige principper. Desuden indeholder reglerne et helt nyt forligsværktøj, som indebærer, at parterne hurtigere og billigere kan nå i mål med en løsning,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der på kurset går i dybden med, hvilke overvejelser der bør gøres i forbindelse med brugen af alternativer til traditionel tvistløsning.


Invitation: Gå-hjem-møde om Voldgiftsinstituttets nyeste regler

Advokatforeningerne i Esbjerg, Horsens, Kolding og Aabenraa og Voldgiftsinstituttet inviterer til gå-hjem-møde 22. februar 2023 klokken 13.30 til 16.30 om Voldgiftsinstituttets nyeste regler for behandling af voldgiftssager. Her vil advokat Jacob Møller Dirksen, partner hos Accura, medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse og Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad gennemgå de væsentligste ændringer i reglerne samt orientere om de seneste nyheder ved instituttet.

Det vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål til reglerne, om voldgift og anden tvistløsning ved Voldgiftsinstituttet generelt. Deltagelse er gratis og kurset giver tre lektioner til den obligatoriske efteruddannelse. Mødet foregår hos Andersen Partners, Buen 11, 6. sal, 6000 Kolding.

Tilmelding skal ske på mail: [email protected].

Find mere praktisk info på www.andersen-partners.dk


SAVE THE DATE: Copenhagen Arbitration Day 2023

Børsen i hjertet af København bliver 5. oktober 2023 rammen om dette års Copenhagen Arbitration Day, der samler voldgiftseksperter fra hele verden for at debattere og inspirere hinanden fagligt.

”Copenhagen Arbitration Day er vigtig for det internationale voldgiftsmiljøs opmærksomhed og forståelse af, at Norden bestemt er andet end Stockholm. Det er desuden en god måde at skabe grundlag for danske aktørers netværk og sidst, men ikke mindst, så er det et format, der kan trække internationale topprofiler til som talere, hvilket kan inspirere fagligt.”

Sådan lød det fra advokat René Offersen i seneste nummer af nyhedsbrevet. Han var for ICC Danmark sammen med Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad Co-chair ved Copenhagen Arbitration Day 2022, der samlede mere end 200 deltagere fra ind- og udland i DI’s lokaler på Rådhuspladsen.

Læs eller genlæs interviewet med René Offersen i Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev.


Vi vil gerne høre din mening

Feedback gør os bedre. Derfor inviterer Voldgiftsinstituttet alle, der har været part i en voldgift ved instituttet, til at deltage i en evaluering.

Hvad enten en voldgiftssag sluttes med forlig eller ved kendelse, sender instituttet ved afslutningen af sagen et evalueringsskema til advokaterne i sagen. Skemaet indeholder spørgsmål om voldgiftsrettens håndtering af sagen, instituttets ydelser samt omkostningerne forbundet med gennemførelsen af sagen. Den del af skemaet, som vedrører voldgiftsrettens håndtering, indgår i instituttets overvejelser ved fremtidige udpegninger af voldgiftsdommere.

”Vi har selvfølgelig forståelse for, at evalueringen ikke altid er det, der bliver prioriteret højest, når sagen er afsluttet. Men jeg vil alligevel meget gerne opfordre til, at advokaterne og deres klienter bruger nogle minutter på at udfylde skemaet, fordi vi har brug for feedback for at blive bedre. Som det er i dag, får vi for få skemaer retur, men vi hører gerne, hvad holdningen er til alt fra sagsbehandlingen, voldgiftsrettens begrundelse i kendelsen og mødefaciliteter til forplejning og tekniske faciliteter,” siger Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, der tilføjer, at det også gælder sager, som forhandles på hoteller.

”På den måde får vi langt bedre forudsætninger for at booke lokaler på de hoteller, som formår at skabe de bedste rammer om gennemførelse af sagerne.”

Voldgiftsinstituttet evalueringsskemaer er målrettet voldgifts- og mediationssager, men instituttets brugere i andre sagstyper er også altid mere end velkomne til at give deres mening til kende, og herunder fremkomme med forslag til forbedringer. Dette kan ske ved at sende en e-mail til Steffen Pihlblad på [email protected]k.


Diversity in Danish Arbitration

Diversity in the arbitrator pool assists in the selection of the best arbitrator for the benefit of the parties. For the year 2022, approximately 21 percent of all the arbitrator appointments at the DIA were female. Out of the arbitrators appointed by the parties, approximately 6 percent were female and out of the arbitrators appointed by the DIA, approximately 33 percent were female.

Diversity in the arbitrator pool not only assists in the selection of the best arbitrator for the benefit of the parties, it also assists in ensuring the quality both of the arbitral process and of awards. The DIA aims to increase the percentage of appointed female arbitrators directly and indirectly. The direct approach is that when the DIA considers candidates for arbitrator appointment, it continues its practice of considering at least one, if not more, female candidates. The indirect approach is twofold: to increase the general visibility of female candidates and to encourage parties to consider more female candidates.

One example of how the DIA increases the general visibility of female candidates is by its participating in initiatives, that champion gender diversity, such as the Equal Representation in Arbitration Pledge. Further to the Pledge, the DIA works towards an outcome where its committees, governing bodies, and conference panels include a fair representation of female individuals.

The DIA encourages parties to consider more female candidates and invites a discussion within the arbitration community to understand the reasons why more female arbitrators are not being appointed by parties. For instance, there is often the argument that to select the best candidate as arbitrator, one must select the candidate with the “decades-long” experience and that there are too few female individuals with such experience. Notwithstanding that there are many female individuals who have such experience, and the number is increasing, what makes one the best candidate in one arbitration may not be the same in another arbitration. Having “decades-long” experience may not always mean the best candidate. In certain cases, availability, prompt response-time, technological proficiency, and thoroughness may have greater weight.

Gender is not the only form of diversity but is the present focus. The DIA welcomes discussion on all forms of diversity and looks forward to developing best practice.


Pre-Moot udvikler fremtidens voldgiftsadvokater

Plesner afholder igen i år Pre-Moot for jurastuderende fra hele verden. Det er her, fremtidens voldgiftsadvokater opdager sig selv, får troen på at de kan procedere og lærer at samarbejde. Men også advokaterne høster gode erfaringer, når ”mooties” fra nær og fjern tester deres argumenter inden hovedkonkurrencen i Wien.  Rikke Silke Kjeldsen, som er tovholder på Plesners Pre-Moot, har selv en international baggrund, der startede i Paris.

Selvom der stadig er nogle måneder, indtil godt 350 universiteter sender deres hold af jurastuderende til Vis Moot konkurrencen i Wien til april, er der allerede nu stor aktivitet hos Plesner, der for femte gang arrangerer Pre-Moot i Kobbertårnet på Østerbro i København.

Her samler advokatvirksomheden voldgiftseksperter og jurastuderende fra både Danmark og udlandet for at træne deltagerne til den mundtlige del af processen. Derudover er Plesners team coaches for Københavns Universitets Vis-Moot deltagere, og vejleder dem igennem den skriftlige og mundtlige del af konkurrencen – ligesom virksomheden i en årrække har sendt en delegation af medarbejdere til hovedkonkurrencen i Wien for at være med som voldgiftsdommere og deltage i de faglige og sociale arrangementer, som foregår i forbindelse med Vis Moot.  Det er en udviklings- og læringsproces – både for de studerende og for Plesners eget team, mener advokat Rikke Silke Kjeldsen, der er tovholder på Plesner Pre-Moot, og som til daglig beskæftiger sig med blandt andet voldgift.

”Hele projektet går ud på at uddanne og udvikle både deltagerne og os selv. For de studerende handler det om at lære at skrive processkrifter og procedere – men også om at samarbejde. De opdager, at de kan meget mere, end de tror. For os er det selvfølgelig spændende at se, hvilke nye vinkler på problemstillingerne og tilgange til at løse casen der opstår undervejs. Så ja, vi lærer også selv noget,” siger Rikke Silke Kjeldsen.

Et community der starter på Østerbro

Selvom hun og hendes kolleger er faste vejledere for Københavns Universitets team, lægger man stor vægt på, at studerende fra universiteter i hele verden kan komme i spil som deltagere i Pre-Moot’et på Østerbro. Knap 50 universiteter søger hvert år om at blive en del af Pre-Moot’et, 10-12 udvælges ud fra kriterier som diversitet og geografi.

”Hele Vis Moot-konceptet har udviklet sig over årene og samler i dag voldgiftsinteresserede fra hele verden. På den måde er der opstået et community, som for os starter her på Østerbro, hvor vi også trækker på gode kræfter hos kolleger fra andre advokatkontorer, og som når sit højdepunkt på dagene i Wien, hvor der også er masser af muligheder for at deltage i både konferencer om voldgift og netværk.”

Det var også her, at Rikke Silke Kjeldsen for seks år siden mødte Plesners Vis Moot delegation, der blev indgangen til at flytte sit arbejdsliv fra Paris til København, hvor hun i dag overvejende beskæftiger sig med store, internationale voldgiftssager.

”Jeg har læst jura i Paris, hvor jeg boede en periode. Senere tog jeg min kandidat ved The University of Edinburgh i Skotland, og blev færdig i 2012, hvor jeg fik job hos ICC i Paris. Jeg har efterfølgende også læst jura i Danmark, og i dag sidder jeg med på store, tunge sager, hvor jeg både får indsigt i mange sektorer og typer af tvister.  Selvfølgelig er der en forløsning i at løse konflikter. Men man skal have smag for processen og for at skabe noget sammen med andre. Præcis som i Vis Moot.


Rikke Silke Kjeldsen

Advokat, Plesner, med speciale i tvisteløsning og voldgift. Tovholder på Plesners Pre-Moot program, der har til formål at træne jurastuderende fra ind- og udland til Vis Moot konkurrencen, der altid finder sted i påskeugen i Wien.


Omkostninger i voldgiftssager vs. retssager

Tilkendelse af sagsomkostninger i voldgift afgøres ud fra andre parametre end hos de almindelige domstole. Hovedreglen er fuld dækning ved fuldt medhold. Det er en af fordelene ved voldgift, mener Managing Partner, Torben Bang, der dog oplever, at tilgangen til at fastsætte beløbet kan være afhængig af, hvilke dommere der afgør sagen. En ændring af Voldgiftsinstituttets regler for behandling af voldgiftssager fra 2021 viser vejen for, hvordan omkostninger skal vurderes.

Tiden er løbet fra de takster, som de almindelige domstole tilkender omkostninger efter. Ressourceforbruget i selv de mest effektive processer står ofte i klart misforhold til omkostningsgodtgørelsen, og det efterlader meget ofte den vindende part med markante udækkede sagsomkostninger.

Det mener Managing Partner hos SKOV Advokater, Torben Bang, der oplever en tendens til, at dette regime tages med ind i voldgiftsretterne i de tilfælde, hvor voldgiftsrettens medlemmer kommer fra det ordinære retssystem.

”Når vi vælger voldgift som tvistløsning, så skyldes det primært tre ting: Tvisten bliver løst hurtigt og effektivt, afgørelsen er fortrolig og endelig er der en mere kommerciel og tidssvarende tilgang til tilkendelse af sagsomkostninger. Men på det seneste har jeg i to sager oplevet, at tilkendelsen af sagsomkostninger er ude af trit med de ressourcer, der med rette er brugt på sagerne,” siger Torben Bang, der peger på, at årsagen måske findes hos dommerne.

”I begge sager deltog dommere fra det almindelige domstolssystem, hvor der er tradition for at vurdere sagsomkostninger mere ud fra sagens økonomiske værdi frem for sagens forløb. Men hvis sagens kompleksitet ikke indgår i overvejelserne, er det min erfaring, at der kan være meget langt fra de reelle udgifter til de sagsomkostninger, der bliver tildelt,” siger Torben Bang, der finder det retssikkerhedsmæssigt skævt, at den klient, der anlægger en sag og får ret, står tilbage med et økonomisk smæk.

”I det ordinære domstolssystem betyder det som bekendt, at man både som forurettet part og advokat altid overvejer, om det kan betale sig at tage en sag, hvor måske en tiendedel af de reelle omkostninger bliver dækket – også selvom du ikke engagerer den dyreste advokat i landet. Den problematik skulle nødigt også gælde voldgiftssagerne.”


Udgangspunktet er fuld dækning

 Jacob Møller Dirksen, som er medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse, var med til at ændre instituttets regler for behandling af voldgiftssager i 2021 for endeligt at gøre op med tidligere tiders praksis fra de almindelige domstole om at lade sagens økonomiske genstand være det væsentligste pejlemærke ved fastsættelsen af sagsomkostninger. Med de nye regler er det udgangspunktet, at fuldt medhold er lig med fuld dækning af omkostningerne i sagen.


”Med de nye regler forventes den tidligere praksis at være et overstået kapitel, hvilket alle voldgiftsdommere i instituttets regi skal forholde sig til. Selvfølgelig har advokaterne, der fører voldgiftssagerne, også et ansvar for at være opmærksomme på det og gøre noget ud af spørgsmålet om sagsomkostninger over for voldgiftsretten. Sådan er de danske regler nu – og det samme gælder i voldgift internationalt,” fastslår Jacob Møller Dirksen, der henviser til en sag, som blev ført ved Voldgiftsinstituttet med en belgisk voldgiftsdommer, hvor klageren fik medhold i 92 procent af sin påstand, og derfor fik tilkendt 92 procent af sine faktiske omkostninger.


”At tage et klart udgangspunkt i de afholdte udgifter er en udvikling, vi har set i dansk voldgift de senere år, og det harmonerer med tilgangen internationalt.  Og ja, det kan gøre en kæmpe forskel i forhold til de ordinære domstole, hvor klienten, som får medhold i sine påstande, på trods af faktiske omkostninger på for eksempel en eller to millioner kroner let kan risikere alene at få tilkendt 300.000,” forklarer Jacob Møller Dirksen, der er opmærksom på, at nogle voldgiftsdommere fortsat har en tendens til at skele til de ordinære domstoles praksis, når det gælder fastsættelsen af sagsomkostninger.

”Men det er en misforståelse. Derfor er det vigtigt, at parternes advokater bruger tid og energi på at gøre voldgiftsretten opmærksom på instituttets regler og fremlægge fyldestgørende oplysninger om de faktisk omkostninger. Jeg er nu ret sikker på, at de advokater, der ofte fører voldgiftssager, er opmærksomme på det, men min erfaring både som advokat og voldgiftsdommer er, at en del advokater fortsat ikke har sagsomkostningsreglerne under huden og ikke gør synderligt meget ud af spørgsmålet hverken i skriftvekslingen eller under proceduren,” understreger han.


Se det som et erstatningskrav

Julie Arnth Jørgensen er ud over at være udnævnt højesteretsdommer også en erfaren voldgiftsdommer. Hendes anbefaling er at skabe transparens omkring omkostningerne.

”Tag emnet op. Det gælder både advokater og dommere. I voldgift kan parterne selvfølgelig aftale at bruge landsretspræsidenternes vejledende takster, men uden en sådan aftale følger det af reglerne, at den vindende part som udgangspunkt får fuld omkostningsdækning. Nogle beskriver tankegangen sådan, at der er tale om et erstatningskrav, hvor den part, der vinder sagen, skal have alle sine omkostninger erstattet. Den vindende part har jo været tvunget til at gå til voldgiftsretten for at ”få ret” og skal derfor som udgangspunkt have erstattet de udgifter, som sagen har nødvendiggjort, ” siger Julie Arnth Jørgensen.

Selv beder hun efter den mundtlige forhandling altid parternes advokater oplyse de samlede udgifter, som sagen har påført klienterne.

”Det er selvfølgelig dyrt for den part, der står tilbage og skal betale både sine egne og modpartens sagsomkostninger, som jo navnlig er udgifter til advokatbistand. Derfor gør jeg altid opmærksom på voldgiftsrettens udgangspunkt for fastsættelse af omkostninger, og jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet udfordret på det. Jeg kan kun huske en enkelt sag, hvor parterne var enige om, at voldgiftsretten skulle bruge landsretspræsidenternes vejledende takster. Det kan nok være en god ide, at Voldgiftsinstituttet gør voldgiftsdommere, som har mindre erfaring opmærksomme på, at emnet bør flages – og gerne i starten af en sag, hvis advokatrepræsentanter ikke er meget erfarne inden for voldgiftsret.”


Torben Bang

Managing Partner, Skov Advokater

Jacob Møller Dirksen

Partner, Accura, og erfaren voldgiftsdommer og medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Julie Arnth Jørgensen

Højesteretdommer og erfaren voldgiftsdommer.


Læs mere

Reglerne om fastsættelse af sagsomkostninger i voldgiftssager findes i § 40 https://voldgiftsinstituttet.dk/voldgift/regler/


Voldgiftsinstituttet får nye takster pr 1. december 2022

Pga. forhøjede udgifter stiger instituttets administrationsafgifter og gebyrer i sager, som behandles efter instituttets regler for behandling af voldgiftssager, med ca. 15 %. Forhøjelsen træder i kraft den 1. december 2022. Registreringsgebyret er uændret.

Via beregneren på https://voldgiftsinstituttet.dk/omkostninger-voldgift/ kan man danne sig et hurtigt overblik over administrationsafgiften og størrelsen af voldgiftsdommernes honorar. Beregneren vil den 1. december være opdateret med de nye administrationsafgifter.

Yderligere informationer om Voldgiftsinstituttets takster og gebyrer efter reglerne for behandling af voldgiftssager findes i det opdaterede takstblad, som kan læses her.


Mødelokaler skræddersyet til voldgift og mediation

Voldgiftsinstituttet råder over lyse, nyindrettede mødelokaler med en af Københavns absolut bedste havneudsigter til konkurrencedygtige priser. Lokalerne er beliggende på Østerbro, tæt på offentlig transport og har gode parkeringsmuligheder.

Mødelokalerne er lydsikrede og forsynet med Wi-Fi. Det største af lokalerne kan rumme op til 23 mødedeltagere. Lokalerne er særligt indrettede og med moderne AV-udstyr til at gennemføre en virtuel mundtlig forhandling. Der er adgang til alle lokalerne fra elevator. Der er mulighed for frokost og anden forplejning, ligesom instituttets personale står klar til at bistå med praktiske opgaver, hvis der opstår behov herfor.

Lokalerne kan lejes til brug for alle typer af møder – og ikke kun voldgiftssager. Udlejningen sker på særdeles konkurrencedygtige vilkår i forhold til eksempelvis mødehoteller.

Kontakt os for mere information og book lokaler på e-mail [email protected] eller tlf. 70 26 50 13.


Keep it Simple, Stupid!

Dårligt formulerede voldgiftsaftaler både fordyrer og forlænger sagerne. Brug Voldgiftsinstituttets standardklausul i kontrakten, som giver parterne en god start på processen. Klausulen findes på dansk og engelsk og kan frit downloades fra hjemmesiden.

Tekst: Steffen Pihlblad, generalsekretær

Når en tvist skal afgøres ved voldgift, skal det være aftalt mellem parterne. Aftalen kan indgås på forskellige vilkår, som voldgiftsretten kan blive nødt til at forholde sig til, inden der er klarhed over, om den kan behandle sagen.

Parterne udnytter ofte aftalefriheden til at indgå helt simple voldgiftsaftaler, så som ”Tvister i forbindelse med kontrakten skal afgøres ved voldgift.” Sådanne voldgiftsaftaler giver ikke nødvendigvis anledning til problemer. Det ses imidlertid temmeligt ofte ved Voldgiftsinstituttet, at der i disse tilfælde opstår tvivl hos klageren om, hvorvidt voldgiftsaftalen giver mulighed for at indlede sagen ved Voldgiftsinstituttet.

Et krav vil sædvanligvis være, at det i aftalen er anført, at tvisten ikke alene skal afgøres ved voldgift, men også at dette skal ske ved Voldgiftsinstituttet og/eller efter instituttets regler. I modsat fald kan der opstå tvivl om, hvorvidt sagen skal behandles i instituttets regi, eller om det er aftalt at få løst eventuelle tvister i ad hoc regi. Hvis dette spørgsmål opstår, sørger parterne ofte for ved en efterfølgende aftale at præcisere, hvordan voldgiftsaftalen skal forstås. Nogle gange kan der imidlertid ikke opnås enighed mellem parterne om en fælles forståelse af voldgiftsaftalens indhold.

Det ses også, at parterne i voldgiftsaftalen har anført, at tvisten skal løses ved et institut eller en anden sammenslutning, der ikke findes. Parterne i sagen, gengivet i U2012.3001H, havde indgået en voldgiftsaftale, som angav, at tvister skulle afgøres ved voldgift i overensstemmelse med reglerne ved ”Copenhagen Maritime Arbitrators’ Association”. Der var under sagen enighed mellem parterne om, at en sådan sammenslutning ikke eksisterede. Retten fandt, at parternes voldgiftsaftale var så uklar, at en voldgiftssag ikke kunne gennemføres. Dette resultat har givet anledning til stor diskussion blandt voldgiftseksperter. Advokat Morten Frank anfører i Fortolkning af voldgiftsaftaler, side 312 f., at dommen må ”betragtes som en konkret begrundet afgørelse uden principiel betydning for fortolkning af voldgiftsaftaler i dansk ret.”, idet han videre anfører, at afgørelsen ”står som et uheldigt pejlemærke, som mangen en part i fremtiden vil anføre til støtte for mere, end den kan bære.” Se også fhv. højesteretsdommer Jon Stokholm i Festskrift till Stefan Lindskog, side 680, hvor han som konklusion på sin kritiske analyse af dommen diplomatisk anfører, at ”The last word is perhaps not yet said on this question under Danish law.” Advokat Mathias Steinø synes i ET 2019.12 at være mere positiv overfor afgørelsen.

Der foreligger mange andre eksempler på, at parterne har indsat mere eller mindre klare vilkår i voldgiftsaftalen, som har ført til forlængelse og fordyrelse af sagen. I afgørelsen, gengivet i U2019.3185Ø, fremgik det af voldgiftsaftalen, at der skulle udpeges en formand for voldgiftsretten, som “om muligt [skulle] være en forretningskyndig højesteretsdommer.” Sagsøgeren mente, at voldgiftsaftalen var til hinder for, at Voldgiftsinstituttet kunne udpege en advokat, da det viste sig ikke at være muligt at få udpeget en højesteretsdommer. Retten fandt imidlertid, at der ”hverken efter voldgiftsaftalens formulering eller bevisførelsen i øvrigt [var] grundlag for at antage, at parterne havde aftalt, at voldgiftsrettens formand skulle være en anden dommer fra domstolene, hvis det ikke var muligt at udpege en højesteretsdommer som formand for voldgiftsretten.”

Afgørelserne viser, at parterne bør være tilbageholdende med at fravige de voldgiftsklausuler, som anbefales af de forskellige voldgiftsinstitutter.

International Bar Association (IBA) har i 2010 udgivet publikationen ”Guidelines for Drafting International Arbitration Clauses”. Disse guidelines angiver ”best practice”, faldgruber og indeholder forslag til formulering af konkrete vilkår i voldgiftsaftalen. Guidelinen indledes med en basisdel, som indeholder en beskrivelse af en række vilkår, der som minimum bør fremgå af en voldgiftsaftale i en international kontrakt. Guidelinen indeholder desuden en ”optional” del, hvori er beskrevet en række vilkår, som kan være relevante i forhold til den konkrete kontrakt. Desuden indeholder guidelinen forslag til formulering af såkaldte ”multi-tier dispute resolution clauses”, også kaldet eskalations-klausuler eller konflikttrapper, det vil sige tvistløsningsaftaler, hvor tvistløsningsforløbet typisk indledes med en eller flere former for uformelle forhandlingsforløb, for eksempel mediation, som – i tilfælde af frugtesløse forhandlinger – afløses af voldgift.

Her finder du standardklausul

Voldgiftsinstituttets hjemmeside indeholder forslag til forskellige tvistløsningsklausuler, som er udarbejdet under iagttagelse af det i overskriften nævnte ”KISS-princip” samt i øvrigt på baggrund af den i instituttet opsamlede erfaring gennem årene.

Fordelen ved at bruge sådanne anbefalede klausuler, er, at de er klart og tydeligt formulerede, og at de indeholder henvisning til instituttets bagvedliggende regelsæt, som typisk indeholder en ”default-regulering” af alle de steps, som er nødvendige og tilstrækkelige for at gennemføre et hurtigt og effektivt tvistløsningsforløb.

Tvistløsningsklausulerne er sædvanligvis gennemprøvet og vil kun i helt ekstraordinære tilfælde kunne give anledning til fortolkningstvivl.

Voldgiftsinstituttet anbefaler fx følgende voldgiftsklausul:

“Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom.”

Da udgangspunktet efter reglerne er, at voldgiftsretten skal bestå af én voldgiftsdommer, kan det om antallet af voldgiftsdommere eventuelt tilføjes:

“Voldgiftsretten skal bestå af [én voldgiftsdommer] [tre voldgiftsdommere].”

Klausulen, som findes på både dansk og engelsk, kan frit downloades fra www.voldgiftsinstituttet.dk.

“Det ses også, at parterne i voldgiftsaftalen har anført, at tvisten skal løses ved et institut eller en anden sammenslutning, der ikke findes”


Kønsdiversitet i international voldgift

International Council for Commercial Arbitration (ICCA) har udgivet ny rapport om kønsdiversitet i international voldgift. Rapporten blev præsenteret af arbejdsgruppen på et møde i Edinburgh, og indeholder blandt andet råd fra kvindelige voldgiftsdommere om, hvordan man fremmer karrieren i international voldgift.

I en ny rapport fra den verdensomspændende NGO, ICCA, analyseres historiske og nyere data om udpegninger af kvindelige voldgiftsdommere, ligesom der redegøres for fordelene ved kønsdiversitet i international voldgift. Rapporten blev fremlagt på et møde i Edinburgh i september. Oplysningerne, som rapporten bygger på, er indhentet fra forskellige voldgiftsinstitutioner fra en bred vifte af jurisdiktioner.

Rapporten indeholder desuden råd og vejledning fra over 70 kvindelige voldgiftsdommere fra hele verden om, hvordan man kan fremme sin karriere i international voldgift.

Voldgiftsinstituttet har også fokus på diversitet og udpegning af flere kvindelige voldgiftsdommere, og har blandt andet tilsluttet sig erklæringen om ”Equal Representation in Arbitration”. Formålet er at fremme diversitet blandt de ved instituttet udpegede voldgiftsdommere. Det er et arbejde, som foregår løbende, og vi vil vende tilbage i et kommende nyhedsbrev med et dansk perspektiv på kønsdiversitet i voldgiftssager, herunder med statistiske oplysninger om udpegning af kvindelige voldgiftsdommere ved instituttet.


ICCA – International Council for Commercial Arbitration – er en verdensomspændende NGO, som har til formål at fremme brugen af voldgift og andre tvistløsningsmetoder og forbedre processen herfor.

ICCA afholder hvert andet år en kongres, hvor der fokuseres på aktuelle emner indenfor international voldgift og anden tvistløsning. Den seneste kongres blev holdt i Edinburgh i dagene 18.-21. september 2022. Næste ICCA kongres afholdes i Hong Kong i perioden 5.-8. maj 2024.

Læs nærmere om ICCA på www.arbitration-icca.org.



Rapporten – Report of the Cross-Institutional Task Force on Gender Diversity in Arbitral Appointments and Proceedings (2022 Update) – kan downloades her.

ICCA udgiver løbende publikationer om væsentlige voldgiftsretlige emner, så som ”Guidelines on Standards of Practice in International Arbitration” (2021), ”Protocol on Cybersecurity in International Arbitration” (2022), “Does a Right to a Physical Hearing Exist in International Arbitration?” (2022), som frit kan downloades fra ICCAs hjemmside.


Erklæringen om ”Equal Representation in Arbitration” forpligter voldgiftsinstitutioner til at tage konkrete og målrettede skridt til at fremme ligelig repræsentation af mænd og kvinder. Det Danske Voldgiftsinstitut har tilsluttet sig erklæringen. Læs nærmere om erklæringen på www.arbitrationpledge.com.


Highlights fra Copenhagen Arbitration Day 2022

Erstatningsansvar i high-end voldgift

Voldgiftsdommeres erstatningsansvar ud fra såvel et dansk som et internationalt perspektiv. Det var et af emnerne på dette års Copenhagen Arbitration Day, og det giver stof til eftertanke i forhold til professionel ansvarsforsikring samt proces- og vidneregler for voldgiftsdommere i high-end voldgift, mener advokat René Offersen, der fortæller om de vigtigste pointer fra konferencen.

”Copenhagen Arbitration Day er vigtig for det internationale voldgiftsmiljøs opmærksomhed og forståelse af, at Norden bestemt er andet end Stockholm. Det er desuden en god måde at skabe grundlag for danske aktørers netværk og sidst, men ikke mindst, så er det et format, der kan trække internationale topprofiler til som talere, hvilket kan inspirere fagligt.”

Sådan lyder det fra advokat René Offersen, der for ICC Danmark sammen med Voldgiftsinstituttets generalsekretær Steffen Pihlblad har været Co-Chair ved Copenhagen Arbitration Day siden den første af slagsen, og senest den 15. september 2022, hvor Industriens Hus på Rådhuspladsen var mødested for mere end 200 deltagere fra Danmark og udlandet.

Temaet på Copenhagen Arbitration Day 2022 var ”The Arbitrator and the Law”, hvilket professor Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet, som dagens første taler foldede ud i et oplæg, hvor han belyste voldgiftsdommeres erstatningsansvar ud fra såvel et dansk som et internationalt perspektiv. Han konkluderede, at voldgiftsdommere kan og vil blive søgt draget til erstatningsansvar, hvilket i high-end voldgift gør det relevant at se på blandt andet professionel ansvarsforsikring, procesreglerne og vidnereglerne for voldgiftsdommere.

Eftermiddagens program omfattede to internationale talere fra øverste hylde, nemlig tyske Ulrike Gantenberg fra Gantenberg Dispute Experts og franske Michael Ostrove, der er Global Co-Chair i DLA-Pipers afdeling for international voldgift.

”Ulrike Gantenberg rangerer professionelt højt blandt de ’yngre’ aktører i det internationale voldgiftsmiljø, og hun er en af de ganske mange kvinder, der er kommet helt frem i første række. Der er nemlig sat handlinger bag ord om diversitet, så der tilstræbes nu udpeget lige så mange kvinder som mænd. Hendes LinkedIn profil er i øvrigt en farbar vej til indsigt i det internationale voldgiftsmiljø”, anbefaler René Offersen og tilføjer, at Michael Ostrove leverede et indlæg på højeste niveau, hvilket også var, hvad man kunne forvente af en Vice-President i ICC Court udpeget for Frankrig.

”Paris er stadig et centrum i international voldgift, så der er mange om buddet,” siger han.

Paneldebatten om Jura Novit Curia var et af dagens højdepunkter. Advokat Lotte Eskildsen fra Gorrissen Federspiel styrede debatten mellem professor Amund Bjøranger Tørum fra Oslo Universitet, landsdommer Julie Arnth Jørgensen og advokat Jacob C. Jørgensen. Debatten bekræftede ifølge René Offersen, at emnet er vigtigt.

”Grundsætningen om, at retten kender retsreglerne og ved, hvordan de anvendes, kræver omtanke af voldgiftsdommerne, der jo samtidig må sikre respekten af de grundlæggende voldgiftsretlige principper, så kendelsen ikke risikeres tilsidesat ved domstolene.”

Som led i bestræbelserne på at forankre og inddrage voldgiftsmiljøet havde Plesner og Bruun & Hjejle påtaget sig at arrangere velbesøgte Lunch Seminars, der begge havde høje faglige indhold med udenlandske eksperter i panelerne.

Copenhagen Arbitration Day 2022 blev afrundet med en overtegnet middag på Scandic Palace Hotel, hvor forhenværende højesteretspræsident Torben Melchior som inviteret festtaler leverede både bid og vid.



The Accused Arbitrator: Will the increased focus on Arbitrator Liability Affect Arbitraion as We Know it? v/ Mads Bryde Andersen

Approaches to Best Practice for Facilitating Settlements in Arbitration v/Ulrike Gantenberg

The Biggest Challenges Facing Arbitral Institutions in the Next Decade v/Michael Ostrove


Voldgift vil spille en endnu større rolle i fremtiden

Young Arbitrators Copenhagen har ti års jubilæum i november i år. Vi har spurgt formand, Anders Bjørn Munthe hvordan fremtiden ser ud for voldgift som alternativ til tvistløsning ved domstolene. Han peger blandt andet på, at domstole udenfor Danmarks grænser kan komme under pres fra politisk side som en af grundene til, at voldgift kommer til at spille en større rolle i fremtiden.

Hvilken fremtid ser du for brug af voldgift i forhold til konfliktløsning ved domstolene?

Voldgift vil utvivlsomt fortsætte med at spille en nøglerolle for løsning af kommercielle tvister i Danmark og internationalt.

I Danmark er vi lidt forkælede med uafhængige og velfungerende domstole og ligger helt i toppen på verdensplan, hvad angår fraværet af korruption. Men uden for vores grænser er billedet meget anderledes, og der kan være usikkerhed forbundet med kommercielle retstvister, da domstolene kan være ineffektive, komme under pres fra politisk side eller lade sig påvirke af andre særinteresser. Det er vi mere fri for, når parterne løser tvisten ved en voldgiftsret, næsten uanset hvor i verden den er nedsat. Det tror jeg er en af grundene til, at voldgift kommer til at spille en endnu større rolle i fremtiden.

Der er en masse andre fordele ved voldgift, som trækker i samme retning. Selvom man kan være tryg ved domstolene her i landet, så kan en voldgiftsret være at foretrække, fordi sagen kan foregå på andre sprog end dansk og efter internationalt anerkendte procesregler, samtidig med at afgørelsen har videre international gyldighed. Desuden er det muligt at udpege dommere med kommerciel forståelse eller branchekendskab. Det vil du selvfølgelig også møde i for eksempel Sø- og Handelsretten, men der er slet ikke den samme indflydelse på dommerudpegningen.

Og så er der selvfølgelig også fordelen ved, at voldgiftssagen får en endelig afgørelse i den første behandling. Det giver sikkerhed for, at sagen ikke trækker ud i flere år.

Oplever du, at interessen for voldgift blandt yngre advokater er blevet større på de ti år, YAC har eksisteret?

Vi oplever helt klart en stor interesse for voldgift blandt yngre advokater. Mit bud er, at det skyldes lysten til at arbejde med kommercielle tvister, samtidig med at voldgiftsmiljøet er noget særligt, der rækker ud over Danmarks grænser. Det særlige er, at vi alle dybest set agerer efter de samme regler i det meste af verden. Når man tænker over det, kan det føres tilbage til, at det i efterkrigstiden var muligt at opnå enighed om New York-konventionen om fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Betydningen af konventionen kan næsten ikke overvurderes, og det er den vigtigste grund til, at voldgift har vundet indpas globalt og overlevet gennem tiden.

De sidste ti år har jeg set en tendens til, at det er blevet mere almindeligt at udpege unge voldgiftsdommere, blandt andet fordi interessen for faget er større, og dermed er der flere af dem. Samtidig følger man sig nok ikke længere i så høj grad som tidligere bundet af dogmer om eksempelvis, at dommeren skal have en vis alder.

Hvad skal der til for at få flere unge ind som voldgiftsdommere?

Indenfor voldgift må man medgive, at erfaring tæller. Jeg ser det ikke som aldersdiskrimination, men som et udtryk for at faglig og personlig tyngde er vigtig. Du skal kunne sætte dig i respekt overfor parterne, og du skal kunne skære igennem, hvis bølgerne gør højt, og ja, det gør de ofte i konflikter.

Men når det er sagt, så mener jeg, at der er fordele ved at vælge de yngre voldgiftsdommere til. De er i gang med at opbygge deres renommé, har ofte bedre blik for at udnytte fordelene ved it og forbereder sig til tænderne. En yngre voldgiftsdommer vil ofte gå til opgaven med mere ydmyghed og føle sig mere bundet til reglerne. Så jeg mener, at der er fordele ved at vælge yngre dommere til nogle typer af sager, hvilket jeg i øvrigt synes, at Voldgiftsinstituttet har øje for – og når vi taler om løsninger, så spiller instituttet en stor rolle for at få flere yngre i spil, for det er som regel her, man får sin første udpegning.


Anders Bjørn Munthe, advokat (H), partner hos Hafnia Law Firm, hvor han har ekspertise indenfor blandt andet rets- og voldgiftssager og shipping.


YAC i ti år

Young Arbitrators Copenhagen er et forum for yngre jurister og andre med interesse i voldgift. Aldersgrænsen for medlemmer er 45 år. Der er ingen nedre aldersgrænse, og jurastuderende kan deltage uden at betale kontingent.

Foreningen blev etableret i 2012 af en gruppe yngre advokater med interesse for voldgift.

Formålet er at udbrede interesse for og viden om voldgift blandt andet gennem arrangementer i Danmark. Desuden formidler YAC invitationer fra tilsvarende foreninger i andre lande.

Foreningen fejrer jubilæet med et fagligt arrangement og en middag 30. november.

Læs mere på YAC.dk






Program and Slides from the Copenhagen Arbitration Day 2022

Program from the Copenhagen Arbitration Day can be found here


Slides from the Copenhagen Arbitration Day can be found by clicking on each of the speeches below


Professor dr.jur. Mads Bryde Andersen, University of Copenhagen

The Accused Arbitrator: Will the Increased Focus on Arbitrator Liability Affect

Arbitration as We Know It?


Rechtsanwältin Ulrike Gantenberg, Gantenberg Dispute Experts

Approaches to Best Practice for Facilitating Settlements in Arbitration


Professor dr.jur. Amund Bjøranger Tørum, Scandinavian Institute of Maritime Law,

University of Oslo

Jura Novit Curia – Three Perspectives


Michael Ostrove, Global Co-Chair of International Arbitration at DLA Piper and

Vice-President of the ICC International Court of Arbitration

The Biggest Challenges Facing Arbitral Institutions in the Next Decade


Velkommen til Voldgiftsinstituttets nyhedsbrev

Fremtiden for voldgift tegner lys. Det er en udvikling, som Voldgiftsinstituttet understøtter – ikke mindst gennem en høj kvalitetssikring i behandlingen af vores sager. Men udviklingen sker også via andre initiativer, som betyder, at virksomhederne i højere grad vælger voldgift og at Danmark anses for at være et attraktivt forum for løsning af tvister.

Af Jeppe Skadhauge, formand for bestyrelsen & Steffen Pihlblad, generalsekretær


Voldgiftsinstituttet har eksisteret i mere end 40 år og har igennem årene taget mange initiativer til at fremme institutionel voldgift og anden tvistløsning til gavn for erhvervslivet.

Vi har for nyligt vedtaget opdaterede regler for behandling af voldgiftssager, som er det regelsæt, der danner den juridiske ramme om langt de fleste af Voldgiftsinstituttets aktiviteter.

Allersenest har vi udarbejdet nye regler om hurtig voldgiftskendelse, som adresserer parternes ønsker om hurtigere og billigere tvistløsninger. Reglerne er primært møntet på tvister med en lav økonomiske værdi. Reglerne om hurtig voldgiftskendelse og de særlige nyskabelser i regelsættet er beskrevet i en særskilt artikel

Antallet af sager har over årene været stigende og ekspertisen blandt danske advokatfirmaer og voldgiftsdommere er øget betragteligt. Domspraksis viser, at domstolene konsekvent anerkender voldgift som et ligeværdigt alternativ til domstolsbehandling. Kontakten til erhvervslivet samt muligheden for at få en international tilgang til juraen skaber stor interesse for voldgift blandt de studerende på universiteterne, hvilket er en af de pointer, som professor, dr.jur. Torsten Iversen påpeger i interviewet, som også kan læses i nyhedsbrevet.

Fremtiden for voldgift i Danmark tegner således lys. Voldgiftsinstituttet understøtter denne udvikling. Ikke mindst gennem den løbende kvalitetssikring af behandlingen af vores sager, men også via andre initiativer, som kan bidrage til, at virksomhederne i endnu højere grad vælger voldgift og at Danmark også af udenlandske virksomheder til stadighed anses som et attraktivt forum for løsning af tvister

Ved at abonnere på nyhedsbrevet vil du blive opdateret om Voldgiftsinstituttet og de vigtigste nyheder på området.

Hovedsproget for nyhedsbrevet er dansk. Nogle artikler vil blive bragt på både dansk og engelsk, eller alene på engelsk, hvis dette er mest hensigtsmæssigt.

Følg os også på LinkedIn, hvor vi poster nyheder løbende.

God læselyst!


Karrieren som voldgiftsdommer starter med at lytte

Der er stigende interesse for voldgift blandt studerende, oplever institutleder Torsten Iversen fra Aarhus Universitet. Hans bedste råd til unge jurister, der drømmer om en karriere som voldgiftsdommer, er, at opøve både evnen til at lytte og til at træffe beslutninger. Derudover gælder det om at opsøge fora, der beskæftiger sig med retsområdet.

Interessen for erhvervslivet og muligheden for at få en international tilgang til juraen. Det er de to af de væsentligste grunde til, at interessen for voldgift er stigende på Aarhus Universitet. Det mener institutleder, professor, dr.jur., Torsten Iversen.

”Der er en generel stigende interesse for voldgift blandt de studerende. Ikke bare her på Aarhus Universitet, men i hele verden. Hvis jeg skal sammenligne med, hvordan interessen var, da jeg blev ansat her på Aarhus Universitet for 30 år siden, så er der sket virkelig meget. Det skyldes flere ting – blandt andet at faget har et internationalt perspektiv,” siger Torsten Iversen, der i nogle år underviste i faget voldgift på det såkaldte elitemodul, som retter sig mod de bedste og mest aktive studerende.

På Aarhus Universitet er det i dag blandt andet den årlige internationale Vis Moot-konkurrence i Wien, der giver de studerende mulighed for at beskæftige sig med voldgiftsfaget. Vejledningsindsatsen, der ydes i samarbejde med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, varetages fra universitetets side af professorerne Kim Sommer Jensen og Kasper Steensgaard samt ph.d.-studerende, nu videnskabelig assistent, Kristian Torp. Aarhus Universitets studerende placerer sig ualmindeligt flot blandt de 2.500 deltagere, der kommer fra 350 forskellige universiteter.

”Sidste år fik vi en holdsejr her på Aarhus Universitet for bedste svarskrift, og i år fik en af vores studerende, Frederik Kold Dalsgaard, prisen for bedste procedør. Vi har otte studerende med hvert år, og vi bruger virkelig mange ressourcer på at finde de rigtige kandidater, som har engagement, er dygtige fagligt, og som kan yde den ekstra indsats, det kræver at deltage, for det er virkelig hårdt at være med. Når vi gør det – nu for 17. gang i træk – så er det, fordi det har en meget stor betydning også for andre studerende, end de otte, der kommer til Wien. Deltagerne kommer nemlig tilbage og fortæller om, hvor sjovt og udfordrende det er at få lov til at spille en rolle i en rigtig sag, som de lever sig helt og holdent ind i. Det er alt sammen med til at skabe den grøde, som jeg oplever, at der er nu,” forklarer Torsten Iversen, der ser mange studerende rette ambitionerne mod både erhvervslivet og udlandet. Og med den kombination er voldgift et perfect match, mener han.

”Mange vælger at læse et semester i udlandet og har samtidig stor interesse i erhvervslivet, og derfor ser de voldgift som et fag, hvor de kan kombinere de to ting.”

Fordele ved voldgift

Det er netop her i dette krydsfelt, at voldgift har sin berettigelse, mener professoren.

”I de internationale relationer er fordelen ved voldgift stor, alene af den grund, at afgørelsen kan fuldbyrdes over for modparten i det meste af verden, da flere end 165 lande har ratificeret den såkaldte New York-konvention. Det giver parterne en tryghed, modsat den part, der står med en dansk dom, som ikke kan gennemtvinges overfor modparten via en domstol i eksempelvis Argentina. Med andre ord er sandsynligheden for at komme igennem med krav meget bedre, når tvisten bliver afgjort ved voldgift, hvor der også er procedurer, som vi har tillid til, og hvor vi kan undgå hjemmebanefordele ved at vælge et neutralt sted i verden, hvor sagen bliver afgjort,” forklarer Torsten Iversen, der også fremhæver muligheden for at få indflydelse på selve processen i sagen som en af de store fordele ved voldgift.

”Mens retsplejeloven bestemmer processen ved danske domstole ned i næsten alle detaljer – blandt andet skal hele sagen føres på dansk – så styrer partnerne ved voldgiftsretten selv processen. Det gælder også, hvilke sprog der kan anvendes. Det er en stor fordel for parterne, at de selv bestemmer. Undertiden kan man undgå tolkning undervejs, ved at et vidne forklarer sig på engelsk, selv om sagen i øvrigt kører på dansk. Samlet set kan der være mange fordele ved, at parterne får mere indflydelse på selve processen.”

Garanti for habile dommere

Der ingen garanti for, at sagsbehandlingstiden for en voldgiftssag er kortere end for en domstolssag, mener Torsten Iversen.

”Det er sådan med både voldgifts- og domstolssager, at de kan trække ud. Der skal måske indhentes eksperterklæringer, og den slags tager tid. Danske domstole er nogle af de mest pressede i EU – ingen tvivl om det – og det påvirker naturligvis sagsbehandlingstiden, men også voldgiftssager kan trække ud. Da parterne selv vælger dommerne i sagen, er det muligt at vælge personer, som har den fornødne tid, eller som er villige til at arbejde i ferieperioder, hvis sagen haster meget.”

Netop valget af dommerne er centralt for voldgiftssagen. Hver part kan vælge en upartisk dommer og får på denne måde en vis sikkerhed for, at partens synspunkter bliver hørt. Det typiske er, at de to partsudpegede sammen vælger opmanden, der leder og driver sagen frem.

Når det gælder den institutionelle voldgift, som Torsten Iversen vurderer er den hyppigst anvendte form, står instituttet inde for, at der ikke medvirker inhabile dommere.

”Selvom det koster lidt at vælge den institutionelle voldgift, er der for mig at se kun fordele ved at vælge denne form. Her får parterne en ramme om hele sagen og garanti for, at dommerne både arbejder indenfor de fastsatte takster og er habile – mens der i en ad hoc-voldgift i første omgang kun er de tre dommere til selv at tage stilling til, om en af dem skulle være inhabil. Det er rart for alle involverede, at der er et institut til at påse, at indsigelser mod en dommer behandles hurtigt og effektivt,” forklarer Torsten Iversen, der også ser fordele i, at instituttet blandt andet sørger for det praktiske i forbindelse med sikkerhedsstillelsen og til sidst foretager en gennemgang af voldgiftsrettens udkast til kendelse. For i sidste ende er voldgiftskendelser ”menneskeværk, og der kan ske fejl.”

Vejen til at blive voldgiftsdommer

På spørgsmålet om, hvordan man selv kan blive en efterspurgt voldgiftsdommer, bemærker Torsten Iversen, at det sværeste formentlig er at få den første sag.

”Mange unge jurister vil gerne være voldgiftsdommere, men det kan være svært at komme i gang – blandt andet fordi der oftest kun er en enkelt dommer på de mindre sager. Det var måske noget, man kunne overveje at ændre på, for det ville gøre det lettere for de unge at komme i spil. Jeg er sikker på, at mange gerne ville indgå i sager som sidedommere for en lavere sats de første gange, blot for at kunne komme i gang og få erfaring. Og det ville være godt. Det er nemlig en stor fordel at være tre dommere – især når man er ny. Det gør arbejdet langt mere interessant, når der er to andre at drøfte sagen med, ligesom det også giver en tryghed for parterne, at der er tre dommere, fordi det sikrer, at alt kommer frem og alle nuancer er med. Af samme grund er der også altid flere medvirkende i domstolenes øvre instanser, nemlig tre i landsretterne og fem i Højesteret,” siger Torsten Iversen, der selv startede sin karriere som voldgiftsdommer ved lidt af et tilfælde for snart 30 år siden.

”Jeg fik min første sag i en ad hoc-voldgift, da en tidligere studiekammerat mente, at det kunne jeg nok klare. På det tidspunkt var jeg lige startet som adjunkt her på universitetet, og det var virkelig sjovt at få en praktisk juridisk opgave ved siden af – oven i købet som dommer. Siden fik jeg andre mindre sager, og mit arbejde udviklede sig derfra. Men jeg anerkender, at det kan være svært at få den første sag.”

”Hvis jeg skal give et råd til unge, der går med en voldgiftsdommer i maven, vil jeg pege på Danske Advokaters voldgiftsdommeruddannelse, på uddannelsesophold i udlandet – for engelskkundskaber i skrift og tale er et must – og på at lære at lytte såvel som at træffe beslutninger. Samtidig vil jeg opfordre til, at man opsøger de fora, som beskæftiger sig med retsområdet, som for eksempel den danske forening for unge voldgiftsinteresserede, YAC, og Voldgiftsforeningen. Man skal samtidig tilsætte en god portion tålmodighed, for alting tager tid. Så skal det nok gå alt sammen, for antallet af voldgiftssager er stigende.”



Torsten Iversen

Professor, dr.jur. Institutleder på Aarhus Universitet, Juridisk Institut. Torsten Iversen er desuden en efterspurgt voldgiftsdommer i både danske og internationale sager.


Parterne udpeger voldgiftsdommerne

Både i ad hoc og institutionel voldgift har parterne selv indflydelse på, hvilke voldgiftsdommere der afgør sagen.

I sager med tre dommere, kan parterne hver vælge en voldgiftsdommer og i fællesskab voldgiftsrettens formand. Hvis sagen alene skal afgøres af en enevoldgiftsdommer kan parterne vælge denne i fællesskab.

Voldgiftsinstituttet står inde for, at der ved udpegningen af voldgiftsdommere er taget behørigt hensyn til de kvalifikationer, som parterne har aftalt, at voldgiftsdommeren skal have, og til forhold, som sikrer udpegningen af en uafhængig og upartisk voldgiftsdommer. 

Såfremt parterne ikke selv ønsker at udpege voldgiftsrettens medlemmer, påhviler det Voldgiftsinstituttet at udpege dommerne. Det sker på grundlag af en konkret vurdering. I denne vurdering tages blandt andet hensyn til det omtvistede beløbs størrelse. Hvis dette er meget stort, udvælges typisk nogle meget erfarne voldgiftsdommere. Hvis det omtvistede beløb ikke er så stort, udvælges ofte talentfulde, yngre voldgiftsdommere, der herigennem kan få mulighed for at opnå erfaringer som voldgiftsdommere.


Young Arbitrators Copenhagen

Alle med interesse for voldgift, som er under 45 år, kan blive medlem af YAC, der udbreder viden om dansk og international voldgift blandt yngre advokater, advokatfuldmægtige, virksomhedsjurister, akademikere og andre interesserede.

Medlemskab giver mulighed for at deltage i foreningens arrangementer af både faglig og social karakter, udveksle erfaringer med ligesindede samt udvikle et netværk inden for voldgiftsmiljøet.

Læs mere på yac.dk


Dansk Forening for Voldgift

Foreningen fremmer kendskabet til national og international voldgift gennem kurser og arrangementer om voldgift. Herudover formidler foreningen faglig information om udvikling af praksis og teori nationalt, såvel som internationalt. Foreningen har endvidere udarbejdet bevisoptagelsesregler. Det er målet, at disse aktiviteter vil inspirere og sikre et højt fagligt niveau blandt medlemmerne.

Læs mere på voldgiftsforeningen.dk


Voldgiftsinstituttets nye regler om hurtig voldgiftskendelse

Parterne efterspørger til stadighed hurtigere og billigere tvistløsning. Voldgiftsinstituttets regler om hurtig voldgiftskendelse har til formål at imødekomme denne efterspørgsel. Vi besvarer her seks centrale spørgsmål om reglerne.


  1. Hvornår bruges reglerne om hurtig voldgiftskendelse?

Reglerne er primært møntet på tvister med en lav økonomisk værdi. Reglerne indebærer en hurtigere afgørelse end, hvad der følger efter instituttets almindelige regler (Regler for behandling af voldgiftssager), uden at dette sker på bekostning af grundlæggende voldgiftsretlige principper.


  1. Hvorfor er processen efter reglerne hurtigere?

Reglerne om hurtig voldgiftskendelse indeholder bestemmelser, som indebærer en hurtigere proces end efter instituttets almindeligere regler. Det drejer sig f.eks. om:


  • Færre krav og kortere frister for indgivelse af f.eks. klageskrift og svarskrift.
  • Frister på 10 kalenderdage, f.eks. for indgivelse af svarskrift og afsigelse af voldgiftskendelse.
  • En særlig bestemmelse om, at voldgiftsretten kan begrænse parternes adgang til at fremlægge processkrifter, dokumenter og anden bevisførelse.
  • Der kan ikke gennemføres syn og skøn som led i sagen, medmindre parterne aftaler dette.
  • Der afholdes ikke mundtlig forhandling, idet sagen afgøres på grundlag af det skriftlige materiale og eventuel besigtigelse, medmindre parterne aftaler andet.
  • Efter § 18 gælder en særlig procedure, hvor der spares tid ved, at hver part indgiver et begrundet forslag til, hvordan tvisten bør løses, hvorefter voldgiftsretten afsiger kendelse i overensstemmelse med det forslag, som udgør den mest rimelig løsning på tvisten.


  1. Hvilken fremgangsmåde gælder efter § 18?

Bestemmelsen i § 18 er en nyskabelse til brug for løsning af tvister i mindre komplicerede sager. Efter bestemmelsen kan parterne i fællesskab anmode voldgiftsretten om at tilslutte sig, at tvisten helt eller delvist afgøres i overensstemmelse med følgende fremgangsmåde: Hver part indgiver til voldgiftsretten et kort begrundet forslag til, hvordan parten mener, at tvisten bør løses. Herefter vælger voldgiftsretten inden en frist på 10 kalenderdage det af de indgivne forslag, som voldgiftsretten efter en samlet vurdering mener udgør den mest rimelige afgørelse af parternes tvist, og stadfæster dette i form af en voldgiftskendelse på aftalte vilkår.


  1. Er parternes forslag efter § 18 fortrolige?

Voldgiftsretten skal opretholde fortrolighed mellem parterne med hensyn til indholdet af parternes forslag til, hvordan tvisten bør løses. Fortroligheden mellem parterne opretholdes, indtil voldgiftsretten har stadfæstet et af parternes forslag i form af en voldgiftskendelse på aftalte vilkår.


  1. Kan en part ensidigt anmode voldgiftsretten om at anvende § 18?

Voldgiftsretten kan kun gøre brug af fremgangsmåden i § 18, hvis alle sagens parter er enige om at anmode voldgiftsretten om at tilslutte sig, at tvisten afgøres i overensstemmelse med § 18.


  1. Hvad hvis voldgiftsretten mener, at ingen af parternes forslag er egnede til at danne grundlag for en løsning på sagen?

Hvis voldgiftsretten skønner, at sagen ikke er egnet til afgørelse efter § 18, kan voldgiftsretten efter reglernes § 15, stk. 4, af egen drift og på ethvert tidspunkt under sagens forløb afslutte sagen uden at afsige voldgiftskendelse, og henvise parterne til at benytte andre tvistløsningsmetoder, så som Voldgiftsinstituttets Regler for behandling af voldgiftssager. Det anførte gælder i øvrigt for alle sager, som behandles efter reglerne, og altså ikke kun i tilfælde, som behandles efter den særlige fremgangsmåde i § 18.


Reglerne om hurtig voldgiftskendelse findes på www.voldgiftsinstituttet.dk. For yderligere information om reglerne kontakt generalsekretær Steffen Pihlblad på telefon 21636698 eller [email protected].


Møde med udsigt

Voldgiftsinstituttet råder over nyindrettede mødelokaler med en af Københavns absolut bedste havneudsigter på adressen Midtermolen 1, 5. sal, 2100 København Ø. Lokalerne er beliggende tæt på offentligt transport og med gode parkeringsmuligheder.

Mødelokalerne er lydsikrede og forsynet med Wi-Fi. Det største af lokalerne kan rumme op til 23 mødedeltagere. Lokalerne er særligt indrettede til brug i voldgiftssager og med moderne AV-udstyr, som for eksempel kan anvendes til at gennemføre en virtuel mundtlig forhandling. Der er adgang til alle lokalerne fra elevator. Der er selvfølgelig mulighed for frokost og anden forplejning, ligesom instituttets personale står klar til at bistå med andre praktiske opgaver, hvis der opstår behov herfor.

Lokalerne kan lejes til brug for møder i alle sager, og ikke kun sager der gennemføres efter instituttets regler. Udlejningen sker på særdeles konkurrencedygtige vilkår i forhold til eksempelvis mødehoteller på hoteller.

Kontakt os for mere information og book lokaler på e-mail [email protected] eller tlf. 70 26 50 13.


Copenhagen Arbitration Day 2022

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are honoured to present the programme for Copenhagen Arbitration Day 2022.

The premier event of the Danish arbitration calendar takes place on 15 September 2022 at the House of Industry in the heart of Copenhagen.

Lunch seminars will precede the conference, as customary, and drinks and dinner follow at the historic Scandic Palace Hotel.

Register here.

Full programme here.


Webinar on Evidence in International Arbitration

We are delighted to announce that the Danish Institute of Arbitration will jointly host a webinar on Evidence in International Arbitration with New York University’s Center for Transnational Litigation, Arbitration, and Commercial Law, and with Copenhagen Business School – CBS Law.

The webinar, which will include presentations from esteemed arbitration scholars and practitioners, will take place on 30 June 2022 from 15:30 – 17:15 (CET) / 9:30 – 11:15 (NY Time).

Participation is free. For more details and registration, see the invitation here.

Join if you can.


Arbitration in Denmark – Recent Headlines

Hamburg Arbitration Circle is hosting a webinar on 1 June 2022 9:00 – 10:00 entitled “The HAC meets … the Danish Abritration Community”.

Dr Sven Oswald will present a practitioner’s overview of arbitration in Germany, and the DIA’s Secretary-General Steffen Pihlblad will be discussing recent headlines in Danish arbitration with Henriette Gernaa of Gorrissen Federspiel.

Participation is free. Sign up by 30 May 2022 by sending an email to [email protected]. For more details, see the invitation here.


Voldgiftsinstituttets nye regler for behandling af voldgiftsager

Voldgiftsinstituttets nye regler for behandling af voldgiftsager

Voldgiftsinstituttet har vedtaget nye regler for behandling af voldgiftssager. Reglerne, som afløser 2013-Reglerne, er udformet i overensstemmelse med standarderne i dansk og international voldgiftspraksis. Reglerne træder i kraft den 13. april 2021 og finder anvendelse på de sager, som er indledt på denne dato eller senere, medmindre parterne har aftalt andet.


  • Antallet af paragraffer er øget fra 36 til 52. Det skyldes primært et ønske om at undgå meget lange paragraffer og at øge læsevenligheden. Placeringen af en række bestemmelser er ændret for at gøre opbygningen af Reglerne mere logisk og intuitiv.
  • Skriftlig kommunikation skal foregå hurtigt og effektivt, og det er derfor bestemt, at skriftlig kommunikation som udgangspunkt skal ske ved brug af e-mail eller i anden elektronisk form, jf. § 3.
  • Klageskriftet indgives på det sprog, som er anvendt i parternes voldgiftsaftale, jf. § 5. Hvis voldgiftsaftalen er formuleret på dansk, skal klageskriftet således også indgives på dansk, hvis ikke andet er aftalt.
  • Parterne skal oplyse om tredjemands finansiering af omkostninger i sagen for at begrænse risikoen for inhabilitet blandt voldgiftsdommerne, jf. § 20, stk. 4.
  • Instituttets formandskab kan i helt særlige tilfælde forhindre et advokatskifte, hvis det vurderes, at formålet med advokatskiftet er at gøre en voldgiftsdommer inhabil, jf. § 23.
  • Taksterne for blandt andet Voldgiftsinstituttets administrationsafgift og voldgiftsdommernes honorar er blevet forhøjede og udarbejdet i et separat tastblad, som kan findes på hjemmesiden.

Reglerne kan findes her.





Webinar om Voldgiftsinstituttets nye regler

Den 1. april 2021 træder Voldgiftsinstituttet nye regler for behandling af voldgiftsager i kraft. Den 17. marts 2021, kl. 16.30 – 17.15, afholdes i samarbejde med Voldgiftsforeningen et webinar, hvor instituttets generalsekretær Steffen Pihlblad vil gennemgå de væsentligste ændringer i de nye regler, som kan findes her.


Du kan tilmelde dig til webinaret via Voldgiftsforeningen.


New Light on the Dispute Resolution Practices of Danish Companies

Roschier has published its sixth edition of Roschier Dispute Index 2021, investigating Nordic companies’ practises and trends in dispute resolution. Four points of interesting are the use of arbitration rules, ADR, digital tools, and diversity.

The survey shows that the use of arbitration by Danish companies has increased. All Nordic respondents show a high level of trust in their domestic arbitration institutional rules. This is also the case with Danish companies where 56% prefer the Rules of Danish Institute of Arbitration.

The use of ADR, for instance mediation, has remained more or less stable over the past years. Only 20% of all respondents across the Nordic countries report “yes” to having used ADR in the past 2 years. This seems to be in contradiction with the very good experiences at the Danish Institute of Arbitration with the use of ADR, even when the parties, to begin with, are reluctant to use mediation.

Across the Nordic Countries, the respondents’ report that disputes are becoming more complex and the use of settlement has increased, especially during the COVID-19 pandemic. A Danish respondent note that they are careful in selecting which disputes to litigate, but when they litigate, they do so with full force. In addition, there has been an increase in the use of digital tools. At least 50% of the Danish respondent report having used videoconferencing for the taking of witness or expert evidence and used file sharing systems to organize the case files. In the beginning of the pandemic, hearings at the Danish Institute of Arbitration were postponed. As it became clear that the pandemic would last longer than people expected many hearings were conducted as physical or virtual meetings, and the Institute gained very good experiences with conducting remote hearings.

Finally, when asked about the importance of diversity in choice of arbitrator, only 10% of Danish respondents considered diversity important. The question about gender diversity when appointing arbitrators has been on the Danish Institute of Arbitration’s agenda for a number of years, since the Institute committed themselves to the pledge, which was introduced by the arbitration community in 2015, on promoting equal representation in arbitration.


You can read the Roschier Dispute Index 2021 on https://www.roschier.com/. For questions about the Danish Institute of Arbitration please contact Steffen Pihlblad on [email protected].



Voldgiftsinstituttets statistik for 2020 viser en stigning i antal sager

I 2020 blev der indledt 134 sager ved Voldgiftsinstituttet, hvilket er en stigning fra 2019. Sagerne omhandler en bred vifte af forskellige kommercielle forhold. Der ses bl.a. en stigning i antallet af sager, som omhandler samarbejdsaftaler og ejeraftaler. Sagsbehandlingstiden for afsluttede voldgiftssager ligger nogenlunde på niveau med tidligere. For danske sager er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra sagens indledning til endelig voldgiftskendelse 10 måneder. Sagsbehandlingstiden for internationale sager, som typisk er mere komplekse end de rent danske sager, er ca. 13 måneder. Få det fulde overblik over Voldgiftsinstituttets statistik for 2020 her:



Cancellation of Copenhagen Arbitration Day 2021

Due to the Covid Pandemic and after having monitored the situation closely, the organizers of the Copenhagen Arbitration Day 2021 have decided to postpone the conference, which was scheduled to take place April 2021.

We will announce a new date at a later stage, when the Danish Government once again consider it safe for people to meet in larger groups, and where we hopefully are past social distancing, facemasks, and travel restrictions, etc.

We look forward to our future Copenhagen Arbitration Days and we aim it to be as memorable and successful as back in 2019. We wish you all the best and hope for a turn in the pandemic during spring and summer.


Møder i Voldgiftsinstituttets lokaler (jan. 2021)

Der afholdes fortsat møder i Voldgiftsinstituttets lokaler, hvor vi har iværksat en stribe foranstaltninger for at begrænse risikoen for smitte med Covid-19 mest muligt.

Der synes imidlertid at være udsigt til stigende smitte i samfundet, og myndighederne anbefaler, at vi generelt skal søge at være sammen med færre personer, i kortere tid, og ikke med for mange forskellige.

På den baggrund opfordrer Voldgiftsinstituttet de involverede i sagerne til grundigt at overveje om eventuelle møder kan afholdes virtuelt. Instituttets erfaringer med gennemførelsen af virtuelle møder er generelt rigtigt gode.

Hvis det ikke er muligt at afholde et møde som et virtuelt møde, således at mødet skal afholdes som et fysisk møde i instituttets lokaler, skal instituttet anmode alle, som skal deltage i mødet, om at lade sig teste for Covid-19 forud for mødet. Instituttet opfordrer til, at testen er så frisk som mulig og at den er en såkaldt PCR-test, idet dette bidrager til, at ansatte og gæster fortsat kan færdes trygt i Voldgiftsinstituttet.

Det er frivilligt, om man vil følge opfordringen, og man vil ikke ved fremmøde blive bedt om at vise dokumentation for test.

Hvis man er smittet eller har symptomer, der kunne tyde på COVID-19, må man ikke møde i instituttet. Det gælder også, hvis det kun er milde symptomer. Man må heller ikke møde i instituttet, hvis man ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal selvisolere sig, fordi man har været i nær kontakt med en person, der er smittet med COVID-19.

Hvis man har været smittet med COVID-19, må man først møde i instituttet, når man ikke længere smitter.

Instituttet beder om, at der forud for det enkelte møde skabes klarhed over antallet af deltagere, og at hver part tager stilling til, om antallet af deltagere evt. kan begrænses, eller om der – helt eller delvist – kan anvendes digitale mødeformer, f.eks. Microsoft Teams eller telefonmøder. Hvis der måtte være udfordringer eller bekymringer, må instituttet, voldgiftsdommerne og parterne fra sag til sag tage stilling til, om møder findes at kunne gennemføres på en sundhedsmæssig og retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

Der skal ved møder være en afstand på 2 meter mellem deltagerne og de øvrige sundhedsmæssige foranstaltninger skal overholdes, herunder afspritning og brug af mundbind eller visir, så snart den enkelte mødedeltager ikke sidder på sin plads i mødelokalet.

Instituttet anmoder om inden møderne at få oplyst antallet af mødedeltagere for at kunne forberede gennemførelsen af mødet bedst muligt.

Husk at kontakte instituttet og melde afbud, hvis der opstår behov herfor.

Voldgiftsinstituttets møder er ikke omfattet af det såkaldte forsamlingsforbud, da møderne er at sidestille med retsmøder, som afholdes ved domstolene, som er udtrykkeligt undtaget fra forsamlingsforbuddet. Begrænsningen til 5 personer gælder således ikke for instituttets møder.

Hvis der er spørgsmål i de enkelte sager, bedes voldgiftsretten og/eller parterne kontakte instituttet.

Senest opdateret 19. januar 2021


Webinar on "Due Process as a Limit to Discretion in International Commercial Arbitration – A Scandinavian Perspective"

The Danish Institute of Arbitration is happy to announce that we will jointly host a webinar on “Due Process as a Limit to Discretion in International Commercial Arbitration – A Scandinavian Perspective” together with New York University’s Center for Transnational Litigation, Arbitration, and Commercial Law and Young Arbitrators Copenhagen.

The webinar, which will include presentations from esteemed arbitration scholars and practitioners, will take place on 2 February 2021 from 3:00 – 4:15 pm (CET) / 9:00 – 10:15 am (NY Time).

Please see the attached invitation for more information and details on registration.

We look forward to seeing you there.


Ledig stilling som jurist (2021)

Voldgiftsinstituttet søger en ny jurist. Skal det være dig?

Hele stillingsopslaget kan findes her.

Eventuelle spørgsmål om stillingen kan rettes til generalsekretær Steffen Pihlblad på telefon 3396 9705 eller 2163 6698


Voldgiftsinstituttet flytter til nye lokaler

Farvel til Kronprinsessegade og hej til Midtermolen

Den 29. juni 2020 flytter Voldgiftsinstituttet i nye lyse og lækre lokaler, beliggende på Midtermolen 1, 5. sal, 2100 København Ø.

Lokalerne, som har undergået en gennemgribende ombygning, er større og bedre indrettede til at imødekomme behovene i mediation og voldgiftssagerne. Dertil kommer, at der er installeret helt nye telefon- og videokonferencefaciliteter.

Vi glæder os meget til at byde virksomheder, advokater, voldgiftsdommere, sagkyndige, mediatorer osv. velkommen i lokalerne.

Telefonnummeret til instituttets omstilling, mobilnumre og e-mailadresser til instituttets personale mv. og adressen til hjemmesiden er uændret. Vores direkte telefonnumre er imidlertid ændret som følgende:

  • Steffen Pihlblad:                              3242 2790
  • Anette Egebjerg:                              3242 2791
  • David Nicholas Sort Nørlem:          3242 2792
  • Jutta Thomsen:                                3242 2793
  • Julie Skov Breum:                             3242 2794

I forbindelse med opdateringen af mødefaciliteter er der blevet vedtaget en ny prisstruktur for leje af mødelokaler. Den kan du finde her.

Indflytningen i det nye domicil vil blive markeret med en reception efter sommerferien. Der meldes nærmere ud herom på et senere tidspunkt.

Eventuelle spørgsmål i anledning af ovennævnte kan rettes til Steffen Pihlblad på telefon 21636698.


Covid-19: Møder ved Voldgiftsinstituttet mv.

Voldgiftsinstituttet åbner gradvist op for fysiske fremmøder fra den 20. april 2020.

Voldgiftsinstituttet besvarer i øvrigt henvendelser via telefon og e-mail på sædvanlig vis.

Der vil i den kommende tid fortsat være dialog mellem instituttet, voldgiftsretterne og parterne om behovet for fysiske møder i sagerne og i givet fald sagernes nærmere tilrettelæggelse.

I tilfælde af, at der skal afholdes et fysisk møde, skal det ske på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, herunder med begrænsninger på antallet af deltagere og eventuelt kombineret med telefon- og/eller videokonferenceudstyr.  Instituttet vil i den forbindelse påse, at der ved møder er håndsprit mv. til rådighed samt passende afstand mellem borde/stole m.v., således at myndighedernes anbefalinger kan efterleves.

Voldgiftsinstituttet følger situationen nøje og vil løbende vende tilbage med yderligere information.



Covid-19 update fra Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet behandler de indledte og nye sager. Voldgiftsinstituttet besvarer også henvendelser via telefon og e-mail på sædvanlig vis.

I overensstemmelse med statsministerens anbefalinger arbejder Voldgiftsinstituttets personale hjemmefra – foreløbigt indtil 13. april 2020 – hvorfor instituttet er lukket for henvendelser ved personligt fremmøde, medmindre andet undtagelsesvist aftales med instituttet.

Voldgiftsinstituttet er i løbende dialog med voldgiftsdommere og parter om gennemførelsen af møder i sagerne. Foreløbigt har voldgiftsretterne udsat møder, indtil situationen er normaliseret. Voldgiftsretterne og parterne kan som alternativ eventuelt overveje, om sager, hvori der er berammet møder i den nærmeste fremtid, i stedet kan afgøres helt eller delvist på skriftligt grundlag, ligesom det også kan overvejes, om møder med fordel kan afholdes ved anvendelse af telekommunikation.

Voldgiftsinstituttet følger situationen nøje og vil løbende vende tilbage med yderligere information.

Senest opdateret d. 30 marts 2020


CANCELLED - Full program for CAD 2020 released and registration is open

The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host Copenhagen Arbitration Day 2020 (“CAD”), on 2 April.

Click here for registration for the event and to find the full program, that also includes the option of Lunch Seminars.

In addition the 2nd Nordic Arbitration Day (“NAD”) will take place in Copenhagen on 3 April. Registration for both CAD and NAD is possible by use of the same link.

CAD 2020 takes place at a new venue; at the headquarters of the Confederation of Danish Industry, situated right in the center of the city of Copenhagen, just between the City Hall Square (Danish: “Rådhuspladsen”) and its brand new Metro Station (Danish: “Rådhuspladsen Station”) and the famous Tivoli Gardens.

Admission to the conference, that begins at 15:00 CET (registration from 14:30) is free, but a fixed price of DKK 750 for participation in the drinks reception and dinner (from 18:30 CET) at the historical Hotel Scandic Palace is applicable.

Update 12 March 2020: The event is CANCELLED


Statistik 2019

Voldgiftsinstituttets statistik for 2019 (og tidligere år) kan findes her


Copenhagen Arbitration Day 2020

After the memorable Copenhagen Arbitration Days in 2018 and 2019, The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host “Copenhagen Arbitration Day 2020”, on 2 April.

This year, we are once again able to present some very distinguished speakers from the international arbitration environment, such as Carita Wallgren-Lindholm, Clare Ambrose and Mads Bryde Andersen together with a number of leading practitioners from Norway and Denmark.

This year, the event takes place at a new venue; at the headquarters of the Confederation of Danish Industry, situated right in the center of the city of Copenhagen, just between the City Hall Square (Danish: “Rådhuspladsen”) and its brand new Metro Station (Danish: “Rådhuspladsen Station”) and the famous Tivoli Gardens.

Copenhagen Arbitration Day offers an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends within the field of international arbitration. Like in 2018 and 2019, there will be a drinks reception and a dinner after the conference. Admission to the conference is free, but a fixed price for participation in the dinner will be applicable.

Stay tuned for a full programme and registration
Update: Click here for full programme and registration


Generalsekretær Steffen Pihlblad fylder 50 år

Voldgiftsinstituttets sekretariats medarbejdere har i dag med balloner og gaver fejret, at generalsekretær Steffen Pihlblad d. 18. november 2019 har rundet 50 år.




The DIA is always on the run

The DIA is always on the run
The staff of the Danish Institute of Arbitration (“DIA”) participated in the 5 x 5 km relay “DHL Stafetten”, in Copenhagen, in a joint partnership for the event with the Danish Bar and Law Society.

The staff of DIA had a ‘hyggelig’ evening – and of course decent running results.


The Faroe Islands
The staff of the DIA will on 31 August 2019 – 03 September 2019 travel to the Faroe Islands.

The DIA will among other things visit the law firm, Advokatskrivstovan, and DIA case handler, Jutta Thomsen’s home island.

Due to this trip abroad the staff of the DIA will have limited access to emails and the premises of the DIA will be closed for personal inquiries on 02 and 03 September 2019.

If you have an urgent matter, please contact Secretary General Steffen Pihlblad at phone number (+45) 2163 6698



Konference om mediation i erhvervstvister - 3. oktober 2019

Voldgiftsinstituttet inviterer sammen med CBS LAW til konference om mediation i erhvervstvister.

Konferencen finder sted torsdag d. 3. oktober 2019 kl. 14-18 på Frederiksberg.

Det er gratis at deltage.


14:00: Velkomst

14:10: Advokat Jes Anker Mikkelsen: Hvorfor er mediation så udbredt?

14:30: Vicepræsident Lotte Wetterling: Formulering af påstande i mediationer

14:50: Kaffepause

15:05: Højesteretsdommer Jan Schans Christensen: Hvad skal en god mediator kunne?

15:25: Advokat Jacob Skude Rasmussen: Partsrepræsentant i internationale mediationer

15:45: Kaffepause

16:00: Behovet for en lov om mediation. Oplæg ved adjunkt Johan Tufte-Kristensen og paneldebat ved:

  • Professor Peter Arnt Nielsen: Lovens anvendelsesområde
  • Fhv. præsident for Sø- og Handelsretten Henrik Rothe: Mediators uddannelse, øvrige kvalifikationer og uafhængighed
  • Advokat, General Counsel Jørgen Bylov Andersen: Erhvervslivets interesse for en lov om mediation
  • Advokat Frank Bøggild: Samspillet mellem mediation og voldgift

Moderater: Generalsekretær Steffen Pihlblad

17:00: Afslutning ved advokat Jeppe Skadhauge

17:15: Snacks og et glas vin

Tilmelding skal ske til [email protected] inden d. 23. september 2019.

Der udstedes kursusbeviser for tre lektioner. Oplys venligst om bevis ønskes udstedt ved tilmelding

Tid og sted: Torsdag d. 3. oktober 2019, 14:00-18:00, CBS, Råvarebygningen, Porcelænshaven 22, PHRs20, 2000 Frederiksberg


Copenhagen Arbitration Day 2019

After the memorable Copenhagen Arbitration Day was launched last year, The Danish Institute of Arbitration and ICC Denmark are delighted to host Copenhagen Arbitration Day 2019, on 4 April.

This year, we are also able to present some very distinguished speakers from the international arbitration environment and a number of leading practitioners from Denmark.

The event takes place once again in the historical building Børsen, situated right in the center of the city of Copenhagen, next to the Danish Parliament and the Supreme Court. Admission to the conference is free.

Copenhagen Arbitration Day offers an outstanding opportunity to explore fundamental issues in international arbitration, to network and to be updated on international trends within the field of international arbitration. The dinner after the meeting at Restaurant Søren K can be booked during the registration. Please be aware the dinner has limited capacity. The price for participating in the drinks reception and the dinner at Restaurant Søren K is DKK 750 (EUR 100).

For a full programme, registration and or any hotel reservation, click here


Redegørelse om behovet for en lov om mediation

I januar 2017 besluttede Voldgiftsinstituttet at lade et udvalg undersøge behovet for en lov om mediation.

Udvalget består af Johan Tufte-Kristensen (formand), Jes Anker Mikkelsen, Jesper Lett, Julie Arnth Jørgensen, Kasper Mortensen, Peter Wengler-Jørgensen og Steffen Pihlblad.

Udvalget har nu færdiggjort sit arbejde og vurderer, at der vil være væsentlige fordele ved en lov om mediation i kommercielle dispositive tvister.

Det fremgår blandt andet af redegørelsen, at et lovinitiativ i Danmark vil være til stor gavn for især danske virksomheder og advokatstanden. Præcise regler vil fremme og forbedre mediationsprocessen her i landet og medvirke til at gøre Danmark til et attraktivt forum mediation i internationale tvister.

Udvalgets redegørelse kan læses her.

Redegørelsen er sendt til justitsministeren, med anmodning om at der afholdes et møde om sagen. Det er Voldgiftsinstituttets håb, at redegørelsen vil føre til et lovinitiativ på området.


Besøg fra Kina

Kina er i de senere år blevet en stadig vigtigere handelspartner for lande over hele verden, herunder Danmark. Da mere handel kan resultere i flere tvister, var Voldgiftsinstituttet begejstret og glad for at tage imod delegationen China Changchun voldgiftskommissionen (“CCAC”) fra Changchun, hovedstaden i Jilin-provinsen, fra Nordkina den 22. oktober 2018. Formålet med delegationens besøg var at lære om Voldgiftsinstituttet og om voldgift i Danmark.

Nedenstående billede fra mødet viser vicedirektør for CCAC, Ma Jin-Zhi (højre), der modtager en underskrevet kopi af bogen “Arbitration in Denmark” fra Voldgiftsinstituttets generalsekretær, Steffen Pihlblad, som også er medforfatter af bogen.


Nordic Summit on Commercial Dispute Resolution

Voldgiftsinstituttet er medarrangør af The 2018 Nordic Summit on Commercial Dispute Resolution in China i samarbejde med de øvrige voldgiftsinstitutter i Norden og the Beijing International Arbitration Center (BIAC).

The Nordic Summit er et en-dags event, der finder sted den 18. juni 2018 i Stockholm. Eventet forener eksperter fra Kina og de nordiske lande til at diskutere den spændende udvikling af kommercielle tvistløsningsmodeller i Kina. Programmet inkluderer forskellige emner, herunder særligt ‘Energy Dispute Resolution’, ‘Mediation’ og ‘Construction Dispute’. Blandt talerne fra Danmark er uafhængig voldgiftsdommer Niels Schiersing og advokat Mathias Steinø.

Eventet er skræddersyet til personer indenfor voldgiftsmiljøet, der ønsker indsigt i udviklingen af voldgift i Kina. Eventet byder også på gode muligheder for at netværke med højtstående repræsentanter fra de øvrige nordiske voldgiftsinstitutioner og BIAC.

Du kan finde programmet her.

Der vil også være frokost buffet og cocktail reception.

Du kan registrere dig her: http://annualreport.bjac.org.cn/en#signup

  • Juridisk fuldmægtig/dommer/advokat: EUR 100
  • Student m.v.: EUR 20

Registreringsgebyret giver adgang til konferencen, kaffepause, frokost buffet og cocktail reception.


Copenhagen Arbitration Day 2018 & 2019

Et resumé på engelsk af Copenhagen Arbitration Day kan findes her.

Næste år vil Voldgiftsinstituttet sammen med ICC Denmark igen have fornøjelsen af at være værter for et spændende event om international voldgift i København.

Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen den 4. april 2019.

Mere information om registrering m.v. vil følge.


Mød Voldgiftsinstituttet i Wien til Vis Moot

Voldgiftsinstituttet er stolt sponsor af Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot, som er et verdensomspændende processpil for jurastuderende, der omhandler tvister i international handel og voldgift.

Voldgiftsinstituttet vil være til stede i Wien, Østrig, hvor finalen afholdes 23. – 29. marts 2018.

Inden da vil Voldgiftsinstituttet være til stede ved Plesners Pre-Moot den 8. – 9. marts 2018.

Voldgiftsinstituttet var som sponsor og voldgiftsdommere også tilstede da Aarhus Universitet den 3. februar 2018 afholdte en vellykket Pre-Moot, hvor holdet fra Aarhus Universitet (billedet), ved en reception hos DLA Piper, blev kåret som vinder efter bl.a. at have slået et tysk hold i finalen.


Statistik 2017

Voldgiftsinstituttets statistik for 2017 (og tidligere år) kan findes her


Høringssvar om revision af Voldgiftsloven

Voldgiftsinstituttet har afgivet høringssvar om Redegørelsen om revision af Voldgiftsloven, som Justitsministeriet har sendt i høring. Læs høringssvaret her.


Registreringen til International Congress of Maritime Arbitrators, København, er nu åben

Voldgiftsinstituttet i København er vært for International Congress of Maritime Arbitrators (ICMA) XX.

Den fem dage lange kongres finder sted i København den 25. – 29. september 2017 og der forventes at deltage omkring 300 personer.

ICMA bliver afholdt hver 2 eller 3 år, og ICMA er et vigtig forum for voldgiftsdommere og advokater indenfor det maritime område, idet der kan udveksles en rig mængde af erfaringer, synspunkter og nyheder.

Bortset fra at ICMA skal danne forum for diskussioner m.m., indeholder ICMA også et socialt program for ledsagende personer og delegerede. En semi-formel middag (“black tie dinner”) er en tradition, ligesom en eller to cocktail-fester er det.

Du kan registrere dig her og gør du det i god tid er der penge at spare.


Ny statistik for 2016 viser rekordmange sager hos Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet har i 2016 modtaget et rekordhøjt antal sager, nemlig 135 styks, hvilket er en forøgelse på 18 % i forhold til gennemsnittet i de forgående 5 år.

Forøgelsen skyldes blandt andet, at instituttet har modtaget flere sager, hvor mindst én af parterne har bopæl i udlandet.

Statistikken for 2016 (og de øvrige år) kan findes her.


Revision af voldgiftsloven ønskes

Voldgiftsinstituttet nedsatte i 2012 et udvalg, som har gennemgået voldgiftsloven for at sikre, at Danmark fortsat har en moderne voldgiftslov, der tilgodeser erhvervslivets behov og lever op til de internationale voldgiftsstandarder.

Udvalgets overvejelser, konklusioner og forslag til ændringer af voldgiftsloven fremgår af redegørelsen som kan findes her vgi_s-revision-af-voldgiftsloven-2017.

F.eks. mener udvalget, at det vil indebære betydelige fordele at gennemføre modellovens regler om foreløbige retsmidler, da der er et praktisk behov herfor, og da det er vigtigt, at Danmark bevarer sin status som »modellovsland«. Udvalget foreslår desuden enkelte regler om bl.a. voldgiftssager med flere parter og sammenlægning af voldgiftssager, som der i praksis har vist sig at være behov for.

Det er instituttets håb, at redegørelsen og det medfølgende lovudkast snarest kan føre til en revision af voldgiftsloven, således Danmark kan fastholdes som et attraktivt sted til gennemførelser af internationale voldgiftssager.


Voldgiftsforeningens efterårsmøde – 21. november 2016

  1. ”Hvornår bliver man indhentet af sin fortid?” af Steffen Pihlblad, generalsekretær af Voldgiftsinstituttet og advokat Johan Tufte-Kristensen, Københavns Universitet

I anledning af udgivelsen af artiklen ‘Challenge Decisions at the Danish Institute of Arbitration’, Johan Tufte-Kristensen, Steffen Pihlblad, Issue 6, pp. 577–651 i ”Journal of International Arbitration” præsenterede Steffen Pihlblad og Johan Tufte-Kristensen artiklen samt nogle af sagerne, som er omtalt i artiklen på Voldgiftsforeningens møde.  Deres præsentation kan findes på hjemmesiden.

  1. ”IT-anvendelse og sekretærbistand i voldgiftsprocessen” af Professor Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet

IT er et arbejdsredskab, som kan anvendes som kommunikationsmedium og som alternativ eller støtte til bilagshåndtering. Persondataloven og regler om advokatfortrolighed skal overholdes. Øget brug af IT i voldgiftsprocessen rejser nye spørgsmål om brug af sikker kommunikation.

Anvendelsen af sekretærbistand i voldgiftssager skaber problemer med afgrænsning af sekretærens opgaver i forhold til at voldgiftsdommerens mandat er personligt.

Præsentationen kan findes på hjemmesiden.

  1. ”M&A voldgift – Indlæg om trends og erfaringer” af advokat Christian Kjølbye, Plesner og advokat Karsten Kristoffersen, Bruun & Hjejle

I de fleste køb af virksomheder er der ikke aftalt en pris, men en matematisk formel, der anviser, hvordan prisen skal beregnes. Købeloven gælder som udgangspunkt, men loven er ikke tiltænkt disse typer køb. I praksis er det kun aftalens garantier, der gælder. Voldgiftsretten spiller derfor en vigtig rolle i forhold til at fortolke og anvende aftalens bestemmelser.


Erhvervsjuridisk Tidsskrift interesseret i artikler om voldgiftsretlige emner

[email protected] [email protected]


Ny højesterets dom af 28. januar 2016

Ordre public og tilsidesættelse af voldgiftskendelse

Højesterets dom af den 28. januar 2016 bekræfter, at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes i de ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger så overordentligt graverende fejl, at voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public).

Voldgiftsretten har taget stilling til, om distributionsaftalen efter den fortolkning, som voldgiftsretten har lagt til grund, er i strid med EU-konkurrenceretten. Voldgiftsretten fortolkede aftalen således, at den indebar et samarbejde, hvor begge parter påtog sig nogle forpligtelser og fik nogle rettigheder, bl.a. Taewoongs pligt til at informere AH Industries om modtagne ordrer og til at respektere AH Industries’ fortrinsstilling i relation til kunder udviklet af AH Industries for Taewoong, hvilket begrænsede Taewoongs rettigheder til at kunne nyde godt af AH Industries’ distributionsarbejde uden at tilbyde AH Industries en rimelig kompensation. Det var voldgiftsrettens vurdering, at forpligtelser af denne art ikke er i modstrid med EU-konkurrenceretten (voldgiftskendelsens afsnit 401).

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at voldgiftsretten ved denne vurdering har begået sådanne overordentligt graverende fejl, at voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne for at tilsidesætte voldgiftskendelsen som ugyldig efter voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, ikke er opfyldt.

Læs dommen som PDF: Højesterets dom 28. januar 2016


Voldgiftsinstituttet byder to "nye" ansigter velkommen

David Nicholas Sort Nørlem arbejdede i 2013 som student ved Voldgiftsinstituttet. David har siden været ansat som fuldmægtig i Justitsministeriet. David er nu tilbage som sagsbehandler ved Voldgiftsinstituttet.

Kristine Gundersen har arbejdet som student ved instituttet, indtil hun i december 2015 blev cand.jur. Kristine, som er norsk statsborger, er nu ansat som sagsbehandler ved instituttet.

Kontaktinformation til dem kan findes her: https://voldgiftsinstituttet.dk/kontakt/medarbejdere/



Sæt kryds i kalenderen - 9. juni 2016

Voldgiftsinstituttet, i samarbejde med Association for International Arbitration (AIA), holder en konference om Third Party Funding den 9. juni 2015 i Bruxelles.

Save the Date AIA DIA


“Vejledning til sagkyndige i IT-sager” - Ny brochure

Læs som PDF

Voldgiftsinstituttet bistår voldgiftsretter, domstole og parter med forslag til sagkyndige inden for alle fagområder; herunder på IT-området.

Instituttet har et IT-fagudvalg. Medlemmer af udvalget er repræsentanter for de væsentligste IT-organisationer i Danmark: DI ITEK, IT-Branchen, Danske IT-advokater og Dansk IT. Udvalget har bl.a. til opgave at vejlede instituttet om egnede sagkyndige, som instituttet kan bringe i forslag.

Instituttet fører på IT-området en liste over personer, som har tilkendegivet interesse i at virke som sagkyndige, og som overfor instituttet har dokumenteret relevante kvalifikationer.

Udpegningerne sker på baggrund af vedkommendes kvalifikationer samt uafhængighed og upartiskhed, ligesom instituttet tager hensyn til, om den pågældende aktuelt har den fornødne tid til at påtage sig opgaven.



"Cultural Clashes in Dispute Resolution" Monday 5 October at 8am Vienna

IBA Vienna Breakfast Discussion


Ny folder om fordelene ved at løse tviste ved mediation ved Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet har udgivet en ny profilfolder om fordelene ved at at løse tviste ved mediation ved Voldgiftsinstituttet.

Læs den engelske folder.

Du kan bestille den nye folder gratis ved at sende en mail til [email protected] og angive din postadresse og det antal kopier, du har brug for.



København valgt som vært for International Congress of Maritime Arbitrators (ICMA) de 25.-29. september 2017

ICMA har annonceret, at Voldgiftsinstituttet er valgt som vært for ICMA XX.

Hong Kong 15. maj 2015.

Den næste ICMA, som er et forum for maritime voldgiftsdommere og advokater og shipping-branchen i bred forstand, finder sted i september 2017 i København. Arrangementet løber over fem dage og forventes at bringe omkring 300 deltagere fra hele verden til den danske hovedstad.

ICMA blev etableret i 1972 med det formål at skabe et forum for at udveksle information om aktuelle sø- og voldgiftsretlige emner. Arrangementet inkluderer desuden et socialt program for deltagerne og deres ledsagere.

Hvad trækker ICMA til Danmark?

Det er anden gang, at Voldgiftsinstituttet forsøger at trække konferencen til København, og denne gang lykkedes det. Danmarks maritime traditioner er velkendte. Når det kommer til tvistløsning inden for det maritime område, er Danmark et attraktivt alternativ til de klassiske venues. Vi har et betydeligt shippingmiljø, dygtige advokater samt et effektivt voldgiftsinstitut med moderne regler, som sikrer, at sagerne kan gennemføres på en ordentlig måde og inden for rimelig tid. Den danske voldgiftslov bygger på UNCITRAL’s modellov og de almindelige domstole i Danmark bakker op om voldgift som det maritime miljøs foretrukne tvistløsningsform.

København har, hvad skal til for at gennemføre voldgiftssager inden for en optimal ramme. Korruption er et stort set ukendt fænomen og byen er velfungerende med en meget moderne lufthavn og en ny metro.

Voldgiftsinstituttet som værtsorganisation

Voldgiftsinstituttet blev etableret i 1981 som en privat, non-profit selvejende institution. Voldgiftsinstituttet er den eneste generelle voldgiftsinstitution i Danmark. Der indledes omkring 100 nye voldgiftssager årligt ved instituttet og ca. en tredjedel af disse er internationale sager.


Nye regler for mediation 2015

De nye regler for mediation træder i kraft den 1. juni 2015.

Hent de nye regler som PDF

Reglerne, som er udarbejdet efter drøftelser i Voldgiftsinstituttets mediationsudvalg, er på flere punkter inspireret af ICC’s nye regelsæt om mediation, som trådte i kraft den 1. januar 2014.

De væsentligste nyskabelser kan i korthed beskrives som følger:

  1. Registreringsgebyret forhøjet til 9.700 kr. svarende til registreringsgebyret i voldgiftssagerne. Hvis mediationen afsluttes uden forlig, og hvis parterne herefter indleder voldgiftssag, skal der ikke på ny betales registreringsgebyr.
  2. I § 4 er der indsat en bestemmelse om instituttets rolle i de ofte forekommende sager, hvori der indgives en anmodning om mediation, uden at dette er aftalt mellem parterne.
  3. § 5 omhandler udpegning af mediator, og det er i modsætning til efter de gældende regler præciseret, at udgangspunktet er, at mediator udpeges af parterne i fællesskab.
  4. Antallet af bestemmelser om mediators pligter er reduceret. Formålet er at give parterne og mediator den fornødne fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen af forløbet af mediationen.
  5. Bilag 1, som også er inspireret af ICC-reglerne, omhandler fastsættelse af mediators honorar og instituttets administrationsafgift. Instituttets administrationsafgift fastsættes til ½ administrationstakst efter reglerne om voldgift. Hvis mediationen afsluttes uden forlig, og hvis parterne herefter indleder voldgiftssag, vil den indbetalte administrationsafgift blive krediteret den afgift, som skal betales i voldgiftssagen. Formandskabet er desuden tillagt beføjelse til at nedsætte administrationsafgiften i mediationen, hvis afgiften i øvrigt findes urimelig, fx fordi sagen er begrænset til, at en uvillig part blot tilkendegiver, at han ikke ønsker at deltage i mediationen.
  6. Mediators honorar fastsættes som udgangspunktet efter medgået tid gange en timetakst, som fastsættes af instituttets formandskab. Alternativt kan parterne og mediator aftale, at formandskabet fastsætter mediators honorar som en fast pris, der i givet fald også kan reduceres af formandskaber på samme måde som anført ovenfor vedrørende instituttets afgift.


Nye regler om tvistløsningspaneler ved Voldgiftsintituttet i kraft nu!

Læs om de nye regler


International Congress of Maritime Arbitrators

International Congress of Maritime Arbitrators Hong Kong – May 11-15, 2015

The International Congress of Maritime Arbitrators (ICMA) is an important academic exchange forum in the field of international maritime arbitration. Held for every two or three years, the 19th ICMA will be organized by Hong Kong Maritime Arbitration Group in Hong Kong in May 2015.

For more information and registration, please visit the website of the event, at:



Conference on Arbitration of Energy Disputes: New Challenges

The Danish Institute of Arbitration is pleased to invite you to the Conference on
Arbitration of Energy Disputes: New Challenges,
held in Copenhagen on September 1-2, 2014.

Please find more details about the Conference here. Please find the program,here.

Registration is closed!

We recommend that you carefully review the Payment and Cancellation


YAC og LETT arrangement: Seminar on International arbitration

Torsdag 8. maj 2014

Find venligst programmet her.


YAC arrangement: Voldgiftsklausuler, Vedtagelseskrav og gyldighed efter U2012.3001H

Voldgiftsklausuler – Vedtagelseskrav og gyldighed efter U2012.3001H
v/ professor, dr.jur. Torsten Iversen, Århus Universitet, og advokat Mathias Steinø, Hafnia Advokatfirma.
Det hænder, at voldgiftsaftaler udformes uden stor grundighed eller omtanke. Det kan medføre tvivl om, hvordan en tvist skal løses, når den opstår, og – i visse tilfælde – om voldgiftsaftalen overhovedet kan anses for vedtaget.

En nyligt afsagt højesteretsdom har rejst fornyet debat om voldgiftsaftalers vedtagelse og fortolkning. Ved Højesterets dom af 22. juni 2012 (U.2012.3001H) blev en voldgiftsklausul tilsidesat, fordi den henviste til voldgiftsregler og et institut, som ikke fandtes. Såvel Sø- og Handelsretten som Højesteret fandt, at det ikke var muligt at udfylde parternes aftale, således at en voldgiftssag kunne gennemføres. Afgørelsen er i nogle kredse blevet mødt med heftig kritik.

Professor Torsten Iversen vil redegøre for problemerne og retspraksis vedrørende voldgiftsklausulers vedtagelse og gyldighed. Advokat Mathias Steinø, som repræsenterede den ene part i sagen, vil redegøre for problemstillingen i den afsagte højesteretsdom, hvorefter foredragsholderne vil debattere sagen med deltagelse af foreningens medlemmer.

Arrangementet afsluttes med drinks og let spisning.

Deltagelse er gratis for medlemmer.

Arrangementet finder sted torsdag den 1. maj 2014, kl. 16 – 18.30 hos Bruun & Hjejle, Nørregade 21.

Du tilmelder dig ved at sende en mail til [email protected]


Voldgift og IT-tvistløsning den 15 januar 2014

15.30 – 18.00 hos Plesner.

Find programmet her.


ICC seminar september 2013

Study of a Mock Case under the 2012 ICC Arbitration Rules

Period: From 12 to 14 September 2013

Venue: Dansk Erhverv, Børsen, Slotsholmsgade 1, 1217 København K

Every truly international arbitration practitioner and corporate counsel involved in or considering the use of arbitration is well advised to acquaint himself/herself with the ICC Rules of Arbitration 2012.

This study of a mock arbitration case aims to meet the practical needs of those involved in international trade and investment and will simulate an ICC arbitration proceeding, highlighting differences in cultures and legal practices, and at the same time offer the participants the unique opportunity to exchange views with renown and experienced arbitration practitioners.

The PIDA training is using materials developed by the ICC in Paris. It includes the study of an international arbitration mock case based on the factual scenario of an international sales and service contract.

With the participants acting as counsel, arbitrators and witnesses, the training is designed to put the participants in a situation that is similar to a real life arbitration. The PIDA training’s secret to success is the combination of short academic presentations by the panelists and the practical simulation of an arbitration procedure, be it by drafting a Request for Arbitration, an Answer or Terms of Reference, by conducting a mock hearing or by scrutinizing a draft Final Award.

Find more details and registration form in the enclosed pdf


Nye regler 1. maj 2013

Nye regler for behandling af voldgiftssager

Voldgiftsinstituttet har vedtaget nye regler for behandling af voldgiftssager. Reglerne træder i kraft 1. maj 2013.

Reglerne er udformet i overensstemmelse med de nyeste internationale standarder.

Blandt de væsentligste ændringer er:

Voldgiftsretten kan afsige separat voldgiftskendelse om refusion af sikkerhedsstillelse fra en ikke-betalende part, jf. reglernes § 6, stk. 2.

Voldgiftsretten kan bestemme, at en part skal stille sikkerhed for den anden parts advokatomkostninger, jf. reglernes § 6, stk. 8.

Der kan ske sammenlægning af krav og nye parter kan indtræde i vold­giftssagen, jf. reglernes § 9.

Voldgiftsretten skal som udgangspunkt bestå af en enkelt voldgiftsdommer, medmindre parterne eller instituttets formandskab bestemmer andet, jf. reglernes § 10.

Voldgiftsretten kan efter anmodning fra en part træffe beslutning om at parterne skal opretholde fortrolighed vedrørende behandlingen af vold­giftssagen, jf. reglernes § 18, stk. 7.

Særlige regler om udpegning af midlertidige voldgiftsdommere til at forestå pro­ces­­­sen vedrørende bevisoptagelse forud for indledningen af voldgifts­sagen, jf. reglernes bilag 2.

Særlige regler om udpegning af hastevoldgiftsdommere til at træffe afgø­relse om foreløbige retsmidler forud for indledningen af voldgiftssagen, jf. reglernes bilag 3.

Et udkast til reglerne har været præsenteret på ”gå hjem møder” i København, Århus, Ålborg, Kolding og Odense. Instituttet takker de mange fremmødte for interessen for instituttet, og for de gode input, som har givet anledning til enkelte præciseringer af reglerne.

Reglerne findes på dansk, engelsk, tysk og fransk på www.voldgiftsinstituttet.dk. Reglerne vil i nærmeste fremtid også kunne findes på russisk og kinesisk.

Kontakt venligst generalsekretær Steffen Pihlblad på [email protected] eller tlf. 21 63 66 98 for yderligere information om reglerne og/eller Voldgifts­instituttet.


Seminar om maritim konfliktløsning

Seminar om maritim konfliktløsning onsdag 26. september 2012, kl. 14.30 – 17.00.
Læs her: Invitation til seminar onsdag 26. september 2012


30 Years anniversary

The Danish Institute of Arbitration is happy to invite arbitration practitioners to its 30 Years Anniversary.

This event on 31 October 2011 takes place at the Old Stock Exchange, Slotsholmsgade 1, Copenhagen.

Read more about the programme here

Free registration at [email protected]


UIA - Copenhagen Seminar (Denmark)

UIA – Copenhagen Seminar (Denmark), April 8, 2011

UIA Seminar i Danmark om det nyeste inden for international voldgift.

Læs mere her


Konference om mediation i erhvervstvister

Konference om mediation i erhvervstvister 24. marts 2011.

Læs mere om program og tilmelding her


Dansk Erhverv og Voldgiftsinstituttet

Dansk Erhverv har besluttet at overdrage sine aktiviteter vedrørende voldgift til Voldgiftsinstituttet. Dansk Erhvervs aktiviteter på dette område har hidtil været drevet under navnet ”Dansk Erhvervs Voldgift” og tidligere under navnene ”Det Danske Handelskammers Voldgift” og ”HTS Voldgift”.

Som følge af overdragelsen er Dansk Erhverv optaget i kredsen af organisationer bag Voldgiftsinstituttet. Dansk Erhverv har således sæde i instituttets repræsentantskab og bestyrelse, og er dermed ligestillet med en række andre førende erhvervsorganisationer i Danmark, se nærmere på www.voldgiftsinstituttet.dk.

Det anførte indebærer, at voldgiftssager, hvor parterne i voldgiftsklausulen henviser til ”Dansk Erhvervs Voldgift”, eller eventuelt et af de tidligere navne, skal anlægges ved Voldgiftsinstituttet.

Det anførte indebærer endvidere, at Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer at henvise til Voldgiftsinstituttet i sine forslag til tvistløsningsklausuler.

Sammenlægningen indebærer, at der nu kun findes en generel voldgiftsinstitution i Danmark.

Overdragelsen berører ikke Dansk Erhvervs tilknytning til ICC’s voldgiftsfunktion og ej heller aktiviteterne i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Korn- og Foderstofhandelen.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til Sven Petersen på telefonnummer 33 74 60 00 eller Steffen Pihlblad på telefonnummer 21 63 66 98.




Ny adresse

Voldgiftsinstituttet er ved årsskiftet flyttet til nyt domicil i centrum af København.

For at sikre, at instituttets sager kan gennemføres i optimale rammer og på neutral grund, har instituttet igennem de sidste par måneder bygget om for at etablere nye mødefaciliteter, som er særligt indrettet til gennemførelse af voldgifts- og mediationssager, og som indeholder alt moderne mødeudstyr.

Ombygningen står nu færdig og i den anledning inviterer instituttet til


tirsdag den 16. juni 2009, kl. 16 – 17:30

i de nye lokaler på adressen

Kronprinsessegade 28, 3. sal, 1306 København K

På instituttets vegne

Steffen Pihlblad


Maritimt seminar 12 May in Denmark

Maritime Arbitration in Denmark


A seminar presented by Danish Shipowners’ Association in association with the Danish Institute of Arbitration.

12 May 2009, at 14:30-17:00

at the premises of Danish Shipowners’ Association, Amaliegade 33, DK-1256 Copenhagen K

Everybody who is involved in concluding contracts in the field of maritime law should attend. Also attorneys, arbitrators, in-house counsel, academics and others with interest in the current developments in the field of maritime arbitration should attend.

Registration no later than 6 May 2009 on [email protected] is required. Registration is free of charge.


14:30-14:40: Welcome and Introduction

Attorney Jesper Lett, Chairman of the Danish Institute of Arbitration

14:40-15:00: Settling disputes with the Danish Institute of Arbitration

Steffen Pihlblad, Managing Director of the Danish Institute of Arbitration

15:00-15:45: Maritime Arbitration in Denmark and abroad

Attorney Henrik Thal Jantzen, Kromann Reumert

Attorney Jes Anker Mikkelsen, Bech-Bruun

Attorney Peter Appel, Gorrissen Federspiel Kierkegaard

– Experiences with arbitration in London and Copenhagen

– How do you get success in negotiations of arbitration clauses?

– What is a dispute resolution policy and why your business must have a dispute resolution policy

– How do you appoint the best arbitrator?

– Qualified arbitrators and party representatives in Denmark

– Future perspectives with maritime arbitration in Denmark

15:45-16:00: Coffee break

16:00-16:30: Maritime Arbitration in Denmark and abroad, continued

16:30-16:45: The interest of Insurance companies in alternative dispute resolution in maritime cases


16:45-17:00: Concluding remarks and questions

Attorney Jesper Lett, Chairman of the Danish Institute of Arbitration